Íslendingabók - Tekst med kommentar - Revisjonshistorikk

Carsten på 27. mai 2020 kl. 05:48

2020-05-27T05:48:13Z

Carsten på 2. aug. 2019 kl. 07:09

2019-08-02T07:09:14Z

Carsten på 2. aug. 2019 kl. 06:16

2019-08-02T06:16:46Z

Carsten på 2. aug. 2019 kl. 05:22

2019-08-02T05:22:02Z

Carsten på 2. aug. 2019 kl. 05:19

2019-08-02T05:19:02Z

Carsten på 2. aug. 2019 kl. 05:14

2019-08-02T05:14:49Z

Carsten på 2. aug. 2019 kl. 04:55

2019-08-02T04:55:24Z

Carsten på 2. aug. 2019 kl. 04:49

2019-08-02T04:49:35Z

Carsten på 2. aug. 2019 kl. 04:47

2019-08-02T04:47:33Z

Carsten på 1. aug. 2019 kl. 15:21

2019-08-01T15:21:47Z

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 27. mai 2020 kl. 05:48
Linje 10:		Linje 10:


		+	[[Fil:Reprint Add.jpg\|right\|210px\|link=https://heimskringla.no/wiki/Heimskringla_Reprint]]<br>
		+	[[Fil:Íslendingabók Cover.jpg\|thumb\|200px\|link=https://www.bod.dk/bogshop/islendingabok-finnur-jonsson-9788743010531\| <center>Finnur Jónsson: '''Íslendingabók''' <br>'''[[Heimskringla Reprint]]'''</center>]]
	<center>Are hinn Froðe Þorgilsson<br><br>'''[[Íslendingabók (Finnur Jónsson)\|Íslendingabók]]'''		<center>Are hinn Froðe Þorgilsson<br><br>'''[[Íslendingabók (Finnur Jónsson)\|Íslendingabók]]'''

@@ Linje 303: / Linje 303: @@
 <br>&nbsp;&nbsp; I Melabók er ordningen 1, 2, 6, 7 osv. og så et nyt (8.) afsnit om Nord- landsfjærdingen, »Nordlandsfjærdingen deltes i 4 ting, den var større end de andre fjærdinger«. Under 6 gives den vigtige tilföjelse, at landet deltes i fjærdinger »i Tord gellers dage«. Derefter følger 3, 4, et nyt (9.) om domkres, 5, og endelig (10.) en bemærkning om indvielsen af tinget efter allsherjargoden Tormods udsagn,
 I Þórðars. er forholdet følgende: efter et langt slægtregister ned til Hördakåre og hans efterkommere sker overgangen til 1 (men dette her ganske kort), hvorefter følger 2 og 3, 6 og 7, 4 og 5. og så bemærkningen om indvielsen (10); hertil knyttes en bemærkning om Ulfljóts sön Gunnar (jfr. Islb. kap. 2) og Djupdölerne. Der mangler altså Melabóks nr, 8 og 9 samt dennes tidsbestemmelse under 6 (»i Tord gelles tid«).
-<br>&nbsp;&nbsp; Som bekendt har K. Maurer ment, at dette stykkes indhold berode på Ares Islb. den ældre; af en eller anden grund skulde det være udeladt i den yngre. Det er nu ikke let at se grunden til en sådan udeladelse, og Maurer har heller ikke kunnet fremføre nogen bindende grund. på den anden side synes det klart, at hele stykket er en kompilation af tildels uensartede dele. Et fælles grund]ag er åbenbart at forudsætte, men dette er behandlet på en lidt forskellig måde i de 4 skrifter. Tiltrods for at Melabók-teksten er friest, har den dog bevaret (eller tilföjet?) den nævnte vigtige oplysning (okt. 6); den beror måske på læsning i Íslb. Når fjærdingsinddelingen i de andre kilder henføres til tiden for altingets oprettelse, må dette betegnes som absolut urigtigt.
+<br>&nbsp;&nbsp; Som bekendt har K. Maurer ment, at dette stykkes indhold berode på Ares Islb. den ældre; af en eller anden grund skulde det være udeladt i den yngre. Det er nu ikke let at se grunden til en sådan udeladelse, og Maurer har heller ikke kunnet fremføre nogen bindende grund. på den anden side synes det klart, at hele stykket er en kompilation af tildels uensartede dele. Et fælles grundlag er åbenbart at forudsætte, men dette er behandlet på en lidt forskellig måde i de 4 skrifter. Tiltrods for at Melabók-teksten er friest, har den dog bevaret (eller tilföjet?) den nævnte vigtige oplysning (okt. 6); den beror måske på læsning i Íslb. Når fjærdingsinddelingen i de andre kilder henføres til tiden for altingets oprettelse, må dette betegnes som absolut urigtigt.
 <br>&nbsp;&nbsp; Imod Maurers mening, at stykket hidrører fra Are, har V. Finsen udtalt sig i Frist. Instit.(62) Idet han påpeger, at den tilstand, stykket (÷ Melab.) forudsætter ved at omtale 3 ting i hver fjærding (12 ialt), netop er den gamle, inden Nordlandsfjærdingen fik 4 (der efter Are må henføres til Tords reform), udtaler han, at det er mindre sandsynligt, at bemærkningen skulde være udeladt i den yngre bog: »Hvad særlig angår den herom handlede del af notitsen om tinglagene og godedömmerne, vilde det også efter beskaffenheden af det således meddelte have formodningen for sig, at det, som siges om disse sidste eller en del deraf, vilde være blevet optaget i den nye bearbejdelse, dersom det havde stået i den første recension. Men i hvert fald synes den i notitsen indeholdte meddelelse om tinglagenes ordning at være så forskellig fra den tilsvarende meddelelse i Islendingabók, idet notitsen kun taler om 12 tinglag i hele landet (tre tinglag i hver fjærding), Íslendingabók derimod om 12 tinglag med tillæg af et 13. på Nordlandet, at der ikke synes her at kunne foreligge et forhold som mellem en ældre og en yngre recension af samme skrift...Os forekommer det sandsynligst, at den [notitsen] overhovedet ikke hidrører fra Are frode, og at den er en gammel, fra mund til mund gået beretning af sagamæssig karakter, hvorefter den altså i og for sig er af en mindre pålidelig beskaffenhed end Are frodes omhyggelige værk, medens det dog er en selvfølge, at den kan indeholde rigtige meddelelser, således som det her må antages, hvor en bestyrkelse findes ad andre veje«.
 <br>&nbsp;&nbsp; Hertil kan jeg i det hele og store slutte mig; blot må det tilföjes, at en oprindelig skreven urtekst må ligge til grund for hele stykket, men at denne er bleven tildels vilkårlig behandlet og interpoleret, og dette vistnok ved kendskab til Are frodes Íslb.

@@ Linje 281: / Linje 281: @@
 &nbsp;&nbsp; ''1. Þórþar gellis''] Ares egen farfar (se s. IV). Her kan der være tale om en gammel retsoverlevering.
 <br>&nbsp;&nbsp; ''3. Þorvalldr...vas at brenno Þorkels'' osv.] de begivenheder, hvortil der her og i det følgende sigtes, er hovedindholdet i Hænsaþórissaga. I forhold til Ares beretning er sagaens i flere hovedpunkter urigtig, hvad K. Maurer i sin fortræffelige afhdl. om sagaen(54) udførlig har påvist. Hovedfejlen i sagaen er, at det var Blundketill, der blev indebrændt af Hönsetore, det samme findes i Isl. ann., der anfører »Brenna Blundketils« ved år 962 (dette er fremkommet ved en eller anden beregning, men er sandsynligvis rigtigt eller tilnærmelsesvis rigtigt). En kilde har dog bevaret mindet om det rigtige; det er den variant, der findes i Melabók og som beror på særligt kendskab til stedlige traditioner, der har levet til ind i 13. årh. og mulig på kendskab til Ares bog. I Melab. hedder det(55): »''Arnolfr hét maðr, er nam Norðtungu alla á milli Kjarrár ok Þverár ok bjó i örnólfsdal; hans son var Blundketill, faðir Þorkels, er Hænsna-Þórir brendi inni. Þaðan af gerðiz deild þeira Þórðar gellis ok Tungu-Odds''«.
-<br>&nbsp;&nbsp; ''4. varþ höfþiŋi at söcenne''] 'blev hovedmand med hensyn til sagen (processen)'. Det er blevet sagt, at denne betegnelse 'hovedmand' ikke egenlig var det rette juridiske udtryk, der matte være ''aðili''. Dette sidste er rigtigt. Sagen var den, at Tord var ikke »aðili« i sagen. Den rette sagsøger var Torkels sön, Hersteinn, men denne kunde godt overdrage en anden at føre sagen; det er dette Hersteinn åbenbart må have gjort.(56) Det er derfor, Are hellere vælger det nævnte udtryk; og man må ikke overse - hvad man vist altid har gjort -, at Are siger 'han blev' (ikke 'han var') i rigtig opfattelse af forholdet. Grunden til, at sönnen, der har følt sig svag til at føre drabssagen, henvendte sig til Tord geller, der var en stor hövding, var det svogerskab, der bestod mellem slægterne; Hersteinn var gift med Tords søsterdatter, Torunn, hvad Are direkte udtaler. Intet kunde da være naturligere end at Hersteinn overdrog sin hustrus morbroder at føre sagen, og det er dette Are mener.
+<br>&nbsp;&nbsp; ''4. varþ höfþiŋi at söcenne''] 'blev hovedmand med hensyn til sagen (processen)'. Det er blevet sagt, at denne betegnelse 'hovedmand' ikke egenlig var det rette juridiske udtryk, der måtte være ''aðili''. Dette sidste er rigtigt. Sagen var den, at Tord var ikke »aðili« i sagen. Den rette sagsøger var Torkels sön, Hersteinn, men denne kunde godt overdrage en anden at føre sagen; det er dette Hersteinn åbenbart må have gjort.(56) Det er derfor, Are hellere vælger det nævnte udtryk; og man må ikke overse - hvad man vist altid har gjort -, at Are siger 'han blev' (ikke 'han var') i rigtig opfattelse af forholdet. Grunden til, at sönnen, der har følt sig svag til at føre drabssagen, henvendte sig til Tord geller, der var en stor hövding, var det svogerskab, der bestod mellem slægterne; Hersteinn var gift med Tords søsterdatter, Torunn, hvad Are direkte udtaler. Intet kunde da være naturligere end at Hersteinn overdrog sin hustrus morbroder at føre sagen, og det er dette Are mener.
 <br>&nbsp;&nbsp; ''7. á þiŋi því''] dvs.: Tingnæsting, hvor vårtinget holdtes. Þingnes er på østsiden af hovedfloden Hvitá og var netop det ting, der var »nærmest ved drabsstedet«. Dette vårting  var naturligvis (således også sagaen) det første, der holdtes efter indebrændingen, dvs.: 962.
 <br>&nbsp;&nbsp; ''síþan''] må betegne i almlh. »fra den tid, da tinget blev oprettet«.

@@ Linje 237: / Linje 237: @@
 </blockquote>
-&nbsp;&nbsp; ''2. missere''] bet. 'halvår', jfr. ''þat er misseres tal at ii. missere heiter ár pat er vetr oc sumar''.(50)
+&nbsp;&nbsp; ''2. missere''] bet. 'halvår', jfr. ''þat er misseres tal at ii. missere heiter ár þat er vetr oc sumar''.(50)
 <br>&nbsp;&nbsp; ''fiórþa hunndraþs'' osv.] hundrað = 120, dvs.: 364 dage; 52 × 7 = 364, 12 × 30 + 4 = 364. Hermed sammenligne man hvad der star i Rímbeygla:(51) ''Í tveim misserum ero vikor ii ens sétta tegar oc nótt i. umbfram''. Det er denne sidste nat (dvs.: den 365. dag), som man havde overset, hvorfor året stadig var blevet kortere og hvorved det hele.
 <br>&nbsp;&nbsp; ''4. munaþi aptr til vársens''] førtes længere tilbage (kom för end det skulde); ''munaþe'' af ''munar'', af ''munr'' 'forskel', (har intet med verb. ''muna'' 'at længes' at göre).

@@ Linje 605: / Linje 605: @@
 &nbsp;&nbsp; 3. á Gautlandi] I. 46-7 siger Are, at Gizurr var den næste vinter efter sin indvielse i Danmark og derefter siger Kristnis. det samme. Hvorledes så Gautland er at forstå, er ikke klart. Efter Hungrvaka rejste Gizurr først til Saxland og så til paven; denne sendte ham til erkebispen i Magdeburg og der blev han viet d. 4. sept. (1082); vinteren 1082-83 skulde han så have været i Götland-Danmark og være kommen til Island 1083. Götland må være Vestergötland; grunden til hans ophold der er ukendt. I Jónssaga siges Gizurr at have været en del af vinteren i Danmark, og en del af den i Götland; dette er vel kun en kontamination af bægge de benyttede kilder, men måske rigtigt.
-<br>&nbsp;&nbsp; ''3-4. En pá vas'' osv.] her må der sigtes til Gizurs Tysklandsophold. Det følgende ord rætt (sål. hds.) kan opfattes på to måder, dels som ''rætt'', dsv. 'opfattet i tale', dels som ''rétt'' (Konr. Gísl. Aarb. 1870 s. 130). Dette sidste mener jeg ikke er rigtigt, men at ''rætt'' bet. ''rǿtt''; K. Gíslason vil ikke anerkende en betydning 'udtale' i ''at ræða'', men det kan dog sikkert gengives således, hvad meningen angår. Navnet ''Gizurr'' var ukendt i Tyskland og så kaldte man - ikke Gizurr selv - ham med et tysk navn, som lignede det noget, og da var ''Gisfrid'' (som Gizurr har islandiseret til ''Gisrøðr'') det nærmest liggende; det er dette navn, Tyskerne har givet ham og kaldt ham med; hans navn blev »talt«, således, at han blev kaldt G. Denne fremgangsmåde er så almenkendt fra alle tider, at der intet påfaldende er i at finde et eksempel derpå her. Den gamle opfattelse må sikkert opretholdes.
+<br>&nbsp;&nbsp; ''3-4. En þá vas'' osv.] her må der sigtes til Gizurs Tysklandsophold. Det følgende ord rætt (sål. hds.) kan opfattes på to måder, dels som ''rætt'', dsv. 'opfattet i tale', dels som ''rétt'' (Konr. Gísl. Aarb. 1870 s. 130). Dette sidste mener jeg ikke er rigtigt, men at ''rætt'' bet. ''rǿtt''; K. Gíslason vil ikke anerkende en betydning 'udtale' i ''at ræða'', men det kan dog sikkert gengives således, hvad meningen angår. Navnet ''Gizurr'' var ukendt i Tyskland og så kaldte man - ikke Gizurr selv - ham med et tysk navn, som lignede det noget, og da var ''Gisfrid'' (som Gizurr har islandiseret til ''Gisrøðr'') det nærmest liggende; det er dette navn, Tyskerne har givet ham og kaldt ham med; hans navn blev »talt«, således, at han blev kaldt G. Denne fremgangsmåde er så almenkendt fra alle tider, at der intet påfaldende er i at finde et eksempel derpå her. Den gamle opfattelse må sikkert opretholdes.
 <br>&nbsp;&nbsp; ''10. Þóraren-síþan''] dvs. hele lovsigemandsrækken - med undtagelse af den første, Hrafn - fra 950 til 1053.
 <br>&nbsp;&nbsp; ''13-14. aller menn tölþo'' osv.] dette er snarest sket 1096; det er tiende - loven, der findes i Konungsbók af Grågåsen.

@@ Linje 234: / Linje 234: @@
 <blockquote>
 . [Þ]at: [T]hat AB. lannde: lanndi A. talit: taliþ A. - 4. sumar et AB. - 6. Enn A. -7. mostrar- B. - 9. alla: menn tf. B. - 12. þagna viþ: Arne Magn.; þegn varþ AB. - 18. ero: ul. AB. hunþ- AB.
-<br>&nbsp;&nbsp; Afskrift af dette kapitel findes i det gamle hds. 1812,4&deg; i gml. kgl. saml. i Det kgl. Bibliotek.(48) Afvigelser, der findes deri, er følgende: 1. Þat-es: ul. lannde hér: Íslandi. höfþo talit: hugþo tal. - 2. fióra-hunndraþs: ccc. daga oc iiii. - 4. sumaret: sumar. vársens: várs. - 4-5.  segia þeim: peim at segia. - 5. fleira en: meirr an. heilom: ul. i-misserom: ul. - 6. maþr: breiþfirþcr tf. og ul. så: hann-breipf. sonr: hann var sonr. - 7. Morstrar-: mostrar-. lanndnáma manns: þess er nam Þorsness lond. - 8. þat: ul. hygþisc vesa: væri. - 10. hann-þá: ul. þann; E(n) þann. - 11. svá at: suat. mynndi: myndo. - 12. þagna viþ: þegia. At[2]: ul. - 13. myndi: myndo. þat róma: omv. hefþe: hafþe. - 13 - 14. En-miöc: ul. - 14. En-qvómo: þá como menn. þá oc. ráþs: ul. - 15. hvé pá: huesso - 16. En svá osv.: for dette og alt det følgende har hds. forkortende blot: ''En menn toko vel under''. De fleste af disse afvigelser er vistnok vilkårlige ændringer af afskriveren;(49) slutningen er på grund af pladsmangel så stærkt forkortet. På enkelte punkter har hds. måske det oprindelige som ''hugþo tal'' l. 1, udeladelsen af artiklen i l. 4, og enkelte skrivemåder som ''an''l. 5. Af dette således bevarede kapitel kan intet sluttes om forholdet mellem den ældre og den yngre Isl.
+<br>&nbsp;&nbsp; Afskrift af dette kapitel findes i det gamle hds. 1812,4&deg; i gml. kgl. saml. i Det kgl. Bibliotek.(48) Afvigelser, der findes deri, er følgende: 1. Þat-es: ul. lannde hér: Íslandi. höfþo talit: hugþo tal. - 2. fióra-hunndraþs: ccc. daga oc iiii. - 4. sumaret: sumar. vársens: várs. - 4-5.  segia þeim: þeim at segia. - 5. fleira en: meirr an. heilom: ul. i-misserom: ul. - 6. maþr: breiþfirþcr tf. og ul. så: hann-breipf. sonr: hann var sonr. - 7. Morstrar-: mostrar-. lanndnáma manns: þess er nam Þorsness lond. - 8. þat: ul. hygþisc vesa: væri. - 10. hann-þá: ul. þann; E(n) þann. - 11. svá at: suat. mynndi: myndo. - 12. þagna viþ: þegia. At[2]: ul. - 13. myndi: myndo. þat róma: omv. hefþe: hafþe. - 13 - 14. En-miöc: ul. - 14. En-qvómo: þá como menn. þá oc. ráþs: ul. - 15. hvé pá: huesso - 16. En svá osv.: for dette og alt det følgende har hds. forkortende blot: ''En menn toko vel under''. De fleste af disse afvigelser er vistnok vilkårlige ændringer af afskriveren;(49) slutningen er på grund af pladsmangel så stærkt forkortet. På enkelte punkter har hds. måske det oprindelige som ''hugþo tal'' l. 1, udeladelsen af artiklen i l. 4, og enkelte skrivemåder som ''an''l. 5. Af dette således bevarede kapitel kan intet sluttes om forholdet mellem den ældre og den yngre Isl.
 </blockquote>

@@ Linje 205: / Linje 205: @@
 <br>&nbsp;&nbsp; ''hræen''] er velkendt i plur. om et lig.
 <br>&nbsp;&nbsp; ''10. alþiŋis nayzlo''] »brug for altinget«, dvs. for de besøgende, og da til bægge de ting, som straks efter nævnes.
-<br>&nbsp;&nbsp; ''12. 1x. vetra''] hermed menes år 930, hvilket bliver klart ved den følgende bestemmelse ved hjælp af Edmunds død 870; da blev Hrafn lovsigemand.
+<br>&nbsp;&nbsp; ''12. lx. vetra''] hermed menes år 930, hvilket bliver klart ved den følgende bestemmelse ved hjælp af Edmunds død 870; da blev Hrafn lovsigemand.
 <br>&nbsp;&nbsp; ''12. albygt''] ved altingets og »fristatens« oprettelse har man altså ment, at landet var faktisk fuldtud taget i besiddelse rundt om. Herimod taler ikke, at der senere kom enkelte indvandrere fra Norge, der da fik land enten som gave eller for penge.
 <br>&nbsp;&nbsp; ''15. vetri eþa tveim''] se herom foran s. 10.

@@ Linje 198: / Linje 198: @@
 Hvor dette ting har været holdt siges ikke, naturligst er det at tænke sig, at det har været holdt på eller i nærheden af Hof, der ganske vist ligger meget vestlig på næsset, men det kunde ikke spille nogen rolle.
 <br>&nbsp;&nbsp; Foruden dette ting, om hvis skæbne senere intet vides, havde man også et andet særting, på Torsnæs, hvorom der fortælles i Eyrbyggja.
-<br>&nbsp;&nbsp; Disse ting har uden tvivl været indrettede efter norske ting. på Kjalarnesting er den straks efter nævnte Þórir bleven dömt. For så vidt er der en forbindelse mellem kapitlets begyndelse og fortsættelsen.
+<br>&nbsp;&nbsp; Disse ting har uden tvivl været indrettede efter norske ting. På Kjalarnesting er den straks efter nævnte Þórir bleven dömt. For så vidt er der en forbindelse mellem kapitlets begyndelse og fortsættelsen.
 <br>&nbsp;&nbsp; ''4. secr orþit''] »dömt fredløs«; dvs. dömt til at forlade sin hjembygd (''heraðsekr''), han er rimeligvis draget til østfjordene, eftersom hans dattersön bode der.
 <br>&nbsp;&nbsp; ''4. sá er'' osv.] sá går på maþr, men ikke ''þræls''. ''Blascógar'' og det fra andre kilder kendte deraf afledede navn ''Bláskógaheiðr'' er nu ukendte navne. Men der er ingen tvivl om, at således kaldtes de höjere liggende skovbevoksede hede-egne nord og vest for Tingvalla-sænkningen, navnet er såre betegnende på grund af det dunkle »blågrönne birkekrat, der her er spredt over den mörke grund«.(45)

@@ Linje 195: / Linje 195: @@
 <br>&nbsp;&nbsp; ''allra lannzmanna''] naturligvis hövdingernes og de mere betydelige bønders: jfr. ''hverr maþr'' (II, 16).
 <br>&nbsp;&nbsp; ''þar es nu es''] dette betegner altså, at altinget fra første færd afholdtes på ''þingvöllr''. Om Are med denne bemærkning skulde hentyde til, at tinget nogensinde er holdt et andet sted er, skönt ikke umuligt, dog ret urimeligt. Der foreligger nemlig en efterretning i Hænsaþórissaga,(40) der lyder: »men tinget holdtes da under Ármannsfell«. Sagaen hører, som bekendt, ikke til de mest pålidelige. Men bortset derfra er det et stort spörsmål, om sagaens ord siger noget som helst andet end at tinget holdtes på Þingvöllr. Tingpladsen er nemlig så nær ved (sydfor) Ármannsfell, at udtrykket, i alt fald i store dele af landet, godt kunde være brugt.(41) Det er kun ordet »da«, som kunde synes at være unaturligt eller ubehændigt, da det dog synes at måtte indeholde et eller andet modsætningsforhold. Sagaens forf. kan tænkes at have set dette udtryk og trot, at det betød en anden tingplads; da er hans udtryk forståeligt. Muligt er det, som prof. Ó. Lárusson har peget på (i Árbók hins isl. fornleifafjel. 1925-26 s. 12), at bemærkningen i sagaen gælder stedet for ''fjærdingstingets'' afholdelse, og at forfatteren, af uvidenhed, har sammenblandet det med altinget. Efterretningen har vist ingen historisk værd. Ares ord betyder ikke andet end »hvor det nu er og altid har været«.
-<br>&nbsp;&nbsp; ''2-3. En aþr vas'' osv.] dette særting på Kjalarnæs er ellers ukendt. At det holdtes der - og ikke f. eks. i Reykjarvik - kommer rimeligvis deraf, at der var bebyggelsen tættest (omkring Reykjarvik var der endnu ingen bebyggelse); dertil har sikkert folk fra det nuværende Mosfellssveit, mulig også fra Kjós, søgt. Her var flere hövdinger - landnamsmænd og deres sönner -; Helgi bjóla tog en stor del af Kjalarnes i besiddelse og bode på Hof (han blev stamfader til biskop Jón Ögmundsson); Ørlyg tog en anden del af Kjalarnes og bode på Esjuberg; hans sön Valþjófr bosatte sig netop i Kjós; Þórðr skeggi, som først havde bot i Lón og af hvem Ulfljot købte landet, bosatte sig senere i Mosfelssveit; Hallr goðlauss bosatte sig nord for ham. Det er disse eller disses sönner, som Are betegner som »de hövdinger, der sluttede sig dertil«. I Kjallnesingas. siges Helge at have været gift med Ingolfs datter, Þórny. I Landn.(42) står det samme som hos Are om Torstein; det er åbenbart hæntet fra Are. Derfra hidrører også hvad der berettes bagved Melabók(43): »Torstein Ingolfsson lod først af alle sætte ting på Kjalarnes, for altinget blev oprettet, efter samråd med Helge bjóla og Ørlyg på Esjuberg og andre vise mænd, og derfor følger endnu indvielsen af altinget med det godord«.(44)
+<br>&nbsp;&nbsp; ''2-3. En aþr vas'' osv.] dette særting på Kjalarnæs er ellers ukendt. At det holdtes der - og ikke f. eks. i Reykjarvik - kommer rimeligvis deraf, at der var bebyggelsen tættest (omkring Reykjarvik var der endnu ingen bebyggelse); dertil har sikkert folk fra det nuværende Mosfellssveit, mulig også fra Kjós, søgt. Her var flere hövdinger - landnamsmænd og deres sönner -; Helgi bjóla tog en stor del af Kjalarnes i besiddelse og bode på Hof (han blev stamfader til biskop Jón Ögmundsson); Ørlyg tog en anden del af Kjalarnes og bode på Esjuberg; hans sön Valþjófr bosatte sig netop i Kjós; Þórðr skeggi, som først havde bot i Lón og af hvem Ulfljot købte landet, bosatte sig senere i Mosfelssveit; Hallr goðlauss bosatte sig nord for ham. Det er disse eller disses sönner, som Are betegner som »de hövdinger, der sluttede sig dertil«. I Kjallnesingas. siges Helge at have været gift med Ingolfs datter, Þórny. I Landn.(42) står det samme som hos Are om Torstein; det er åbenbart hæntet fra Are. Derfra hidrører også hvad der berettes bagved Melabók(43): »Torstein Ingolfsson lod først af alle sætte ting på Kjalarnes, för altinget blev oprettet, efter samråd med Helge bjóla og Ørlyg på Esjuberg og andre vise mænd, og derfor følger endnu indvielsen af altinget med det godord«.(44)
 Hvor dette ting har været holdt siges ikke, naturligst er det at tænke sig, at det har været holdt på eller i nærheden af Hof, der ganske vist ligger meget vestlig på næsset, men det kunde ikke spille nogen rolle.
 <br>&nbsp;&nbsp; Foruden dette ting, om hvis skæbne senere intet vides, havde man også et andet særting, på Torsnæs, hvorom der fortælles i Eyrbyggja.

@@ Linje 117: / Linje 117: @@
 <br>&nbsp;&nbsp; ''7. DCCCLXX''] her mangler ''vetra'' i teksten, har vist været udeladt ved uagtsomhed i membranen, hvis ikke skriveren har villet have ordet indbefattet i det romerske tal.
 <br>&nbsp;&nbsp; ''7-8. epter burþ Cristz''] dette er Ares faste udtryk, der kommer to gange til, i kap. 7 og 10.
-<br>&nbsp;&nbsp; ''9-10. xvi. vetra gamall''] Harald hårfagres alder er jo ikke helt sikker. Are selv siger - senere i delle kapitel -, at han blev 80 år og var 70 år konge, dvs. 10 år gammel blev han konge; hermed stemmer Snorres angivelse i 1. kap. af sagaen om Harald. Dette har været fast overlevering. Der er al grund til at antage, at Are har betragtet 852 som Haralds fødselsår, som de fleste. annaler har (Ann. reg. har en anden beregning og sætter det til 848); 862 sættes hans regerings ophav i Resen., medens 3 andre annaler (vistnok ved fejltagelse) har 863. Hvis dette er rigtigt, skulde Harald efter Ares beregning være død 932. Hermed stemmer, hvad Are siger i slutn. af kap. 3, at landet var helt bebygget 60 år efter Edmunds død, dvs.: 930, og at dette var et eller to år för kong Haralds død. Når man opfatter dette »eller« som ligt med »eller rettere«, hvad det oftere synes at betyde, kommer man netop til 932 som Haralds dødsår efter Ares opfattelse. Herefter skulde så Ingolfr første gang have taget til Island i året 868 (16) - og anden gang, som det straks efter hedder, nogle få vintre senere. Det er beklageligt, at Are ikke har kunnet eller turdet udtrykke sig bestemtere herom. I de fleste annaler sættes Ingolfs bosættelse i Reykjarvik til 874 (ann. reg. 875), hvilket godt passer til det nævnte årstal (868). Hermed stemmer Landnámas angivelse (s. 5) : »Den sommer, Ingolfr sejlede ud for at bosætte sig i Island, havde kong Harald været 12 år konge i Norge; da var der gået...fra vor herres fødsel 874 år«. Theodricus (Hist. kap. 3) siger, at Ingolf »opsøgte, fandt og begyndte at bo« i Island i »omtr. det 10. år« af Haralds regering; da han sætter begyndelsen af hans regering til 858, passer denne tidsregning nöje til Ares (men Theodricus' udtryk er for summariske).
+<br>&nbsp;&nbsp; ''9-10. xvi. vetra gamall''] Harald hårfagres alder er jo ikke helt sikker. Are selv siger - senere i dette kapitel -, at han blev 80 år og var 70 år konge, dvs. 10 år gammel blev han konge; hermed stemmer Snorres angivelse i 1. kap. af sagaen om Harald. Dette har været fast overlevering. Der er al grund til at antage, at Are har betragtet 852 som Haralds fødselsår, som de fleste. annaler har (Ann. reg. har en anden beregning og sætter det til 848); 862 sættes hans regerings ophav i Resen., medens 3 andre annaler (vistnok ved fejltagelse) har 863. Hvis dette er rigtigt, skulde Harald efter Ares beregning være død 932. Hermed stemmer, hvad Are siger i slutn. af kap. 3, at landet var helt bebygget 60 år efter Edmunds død, dvs.: 930, og at dette var et eller to år för kong Haralds død. Når man opfatter dette »eller« som ligt med »eller rettere«, hvad det oftere synes at betyde, kommer man netop til 932 som Haralds dødsår efter Ares opfattelse. Herefter skulde så Ingolfr første gang have taget til Island i året 868 (16) - og anden gang, som det straks efter hedder, nogle få vintre senere. Det er beklageligt, at Are ikke har kunnet eller turdet udtrykke sig bestemtere herom. I de fleste annaler sættes Ingolfs bosættelse i Reykjarvik til 874 (ann. reg. 875), hvilket godt passer til det nævnte årstal (868). Hermed stemmer Landnámas angivelse (s. 5) : »Den sommer, Ingolfr sejlede ud for at bosætte sig i Island, havde kong Harald været 12 år konge i Norge; da var der gået...fra vor herres fødsel 874 år«. Theodricus (Hist. kap. 3) siger, at Ingolf »opsøgte, fandt og begyndte at bo« i Island i »omtr. det 10. år« af Haralds regering; da han sætter begyndelsen af hans regering til 858, passer denne tidsregning nöje til Ares (men Theodricus' udtryk er for summariske).
 <br>&nbsp;&nbsp; ''10-11. Hann bygþi suþr i Raykiarvic''] ''bygþi'' bet. her 'tog sig (endeligt) ophold, bolig'. ''suþr:'' dette udtryk vilde passe godt til Ares eget ophold på Snefjældsnæs (se foran s. II). ''Reykjarvik'' er altså den ældste form af dette navn, der senere er blevet til ''Reykja-'' ved at r er sløjfet i udtalen. Således skrives også i Landnáma (s. 7).(17) Navnet hidrører, som bekendt, fra de varme kilder noget øst for gården (byen).
 <br>&nbsp;&nbsp; ''11. þar er'' osv.] hermed kan sammenlignes Landnámas udførlige fremstilling (s. 5 f.). Navnet Ingólfshöfði og Ingólfsfell eksisterer endnu(18) og er velkendte, hvorimod ''Minþakseyrr'' er forsvundet og glemt vistnok længe før Arne Magnussons dage.(19) Stedet var vistnok i den såkaldte Mýrdalr. Anledningen til navnet findes angivet i Landn. (s. 5-6); ''minnþak'' er et irsk ord (menadach(20)); det betyder æltet blanding af mel og smør; irske trælle lavede det, men så mugnede det og blev kastet overbord; det drev i land på en ør, som så blev opkaldt derefter. - ''ölfoss ö'' er den nuværende Ölfusá; den vest for den liggende egn kaldes Ölfus(-es). I kap. 7 nævnes ''ölfossvatn'' dvs.: det nuværende Þingvallavatn. Man har tidligere søgt at forklare dette navn ud fra et stednavn Álfsós (i Landn.),(21) men forklaringen er sproglig set höjst urimelig, for ikke at sige umulig. I hvert fald er det næsten utænkeligt, at navnet var blevet så stærkt ændret allerede i Ares tid. Ares navneform lader sig derimod let forklare, ordet er sammensat med ''al-'' og ''foss'' (a er omlydt på grund af den følgende labial i forbindelse med o); navnet betyder altså 'alle fossers, dvs.: de mange fossers elv'. Det passer fortrinlig til elven, efter at den er falden ud af søen (Þingvallavatn), hvor der er en mængde vandfald i det nuværende Sogið. Det er efter dem elven har fået sit navn (egl. ölfossa-á, a måtte bortfalde). Herefter har man navnet ölfosssveit; dette er blevet forkortet, så at ölfoss er blevet tilbage, og det er blevet neutrum; foss er på grund af mindre stærk betoning blevet ''-vus''.