Jesper: Almindelig nedsættende tilnavne

2013-01-14T13:50:33Z

Almindelig nedsættende tilnavne

Ny side

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! !! !! !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Almindelig nedsættende tilnavne]] !! !!
|-
|}

<center><big><big>'''[[Tilnavne i den islandske oldlitteratur]]'''</big></big>

ved [[Finnur Jónsson biografi|Finnur Jónsson]]

særtryk af 
Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie 
1907

H.H. Thieles Bogtrykkeri 
Kjøbenhavn 
1908

<big>'''Syvende afdeling'''</big> 

'''Almindelig nedsættende tilnavne'''</center>

''afráðskollr'', Þorgeirr Hkr. X. ‘Skadehoved’; betydn. er noget usikker; det første led er det velkendte ''afráð'' ‘afgift, trykkende byrde’, og så ‘skade, tab’, som en lider.

''dáraskapr'', (H)reiðarr D. N. XIII. ‘Spot, nar’; altså vel ‘en, der gör utilbörlige löjer’.

''ganimaðr'', Móðólfr Sturl. XIII. ‘Fremfusende mand’, mulig med bibetydning af ‘spottende’; ''gani'' er st. i ''gana'', ‘gabe, rende, fare ubesindig frem’; jfr. subst. ''gan'' ‘overmodig og stöjende færd’.

''gaurr'', Grímr, forhist. (v. l. ''gaue'' Flat.; AM. 62 har det uden tvivl rigtige; ''grái'' har Fms. I). ‘Tølper’.

''anmarki'', Þorkell Gísl. X. ‘Fejl, Lyde’.

''galli'', Gizurr Ann. osv. XIV; Ívarr Sv. XII. ‘Lyde’, vel nærmest i moralsk henseende el. med hensyn til karakteren; næppe om legemlig fejl.

''óreiða'', Árni Sturl., Ann. XIII. Vistnok = ''óreiðumaðr'' ‘en, der er uredelig og upålidelig’.

''órœkja'', Mǫrðr Ldn., Nj. X. ‘Skødesløshed’, en, der er ligegyldig og sløset.

''ósiðr'', Einarr Sturl. XIII. ‘Usæd’, tølper.

''dofni (hinn)'', Þórðr Ldn. X. ‘Slap, følesløs’ (f. eks. om et ben, der »sover«), el. mulig = da. ‘doven’; beskrivelsen af Þ. svarer dog ikke til tn.

''híma'', Þórir Ldn., Eir. IX. ‘En, der opholder sig etsteds træg, ubevægelig og doven’.

''hímaldi'', Erlendr Hkr., Ldn., Ld. XI—XII. ‘Den dorske, træge’, jfr. foranst.

''klaufi'', Sigurðr Orkn. XII; Þorgeirr Ldn. IX—X; Þorgrímr Fsk. XII. Tn. kan være afledet af ''klauf'' ‘en klov’, men det er vel identisk med isl. ''klaufi'', ‘en klodrian, klods’, som gör alting forkert; i øvrigt er dette sikkert dannet af ''klauf'', og bet. vel ‘en, hvis hånd er ligesom en klov’, ligeså ubehjælpsom og klodset.

''slysa-'' -Hrói Flat. (= H. ''heimski, prúði, auðgi)'', -Úfi Fas., sagnh. ‘Uheld-’, plaget el. hjemsøgt af uheld.

''akraspillir'', Eymundr Gl. IX = Ǫgmundr akraspillir Fas. (v. l. ''aska-sp., aka-sp.'' ur.); Amund Ætt. X. ‘Ager-ødelægger’; grunden ukendt.

''meinakr'', Þorkell Eyrb. X. ‘Ménager’; betydningen usikker.

''bófi'', Freysteinn Eyrb. X. ‘Slyngel, skurk’; Fritzner har kun betydn. ‘gut’, men dette er sikkert ikke rigtigt. Nu betyder ordet altid ‘slyngel’, og at en lign. betydning har eksisteret i oldtiden, tyder sætningen i Eyrb. »ball þér nú bófi« på. No. ''boven'' tyder på det samme: »fordringsfuld i optræden« (Ross), da. ''bove'' ‘skurk, usling’ (Ka.).

''beiskaldi'', Þorleifr Ldn., Bisk., Sturl., Ann. XII. ‘Den bitre’; tn. er dannet af adj. ''beiskr'' med endelsen ''-aldi''.

''bitra'', Þorbjǫrn Ldn. IX—X. ‘Bitterhed’.

''geigr'', Bárðr Ætt. XII (?); Guðini Hák. XIII (v. l. ''gengr'' ur.). ‘Trussel, skade’.

''íma'', Þórir Flat. (I, 439) er fejl for ''híma'', s. d. ovenfor.

''sneglu-'' -Halli Flat., Skt., Mork. XI (= ''grautar''-H). Betydn. er ikke sikker; det ligger nær at sætte den i forbindelse med mandens væsen, hans bidende og sarkastiske tilsvar. Bj. Hald. har et ''snegla'', som han identificerer med snegða ‘inquietudo’; jeg mener også at kende ordet, men ikke ganske i den betydn., særlig adj. ''sneglulegur'', som står i forb. med følgende ord i no. (Ross): ''snegla'' i betydn. »en noget vel tynd, lidt svag, figur«. Det er mulig denne betydning, der her bör antages, så meget mere som beskrivelsen af ham passer ret godt hertil: »H. var hár maðr ok hálslangr, herðalítill ok handsíðr«, altså forholdsvis lang og tynd. Næppe at henføre til sv. ''snegäl'' ‘se snedt’ (Rietz).

''eyglu-'' -Bersi ( = ''Hólmgǫngu''-B., ''Raza''-B.) Korm. X; -Halli Svarf. X—XI ( = ''Hreðu''-H. s. d.). Betydn. må vistnok være ‘ufredelig, fjendsk’ el. lign. At aflede ordet af ''auga'' kan næppe være rigtigt, medmindre det skulde bet. ‘seende barsk el. lumsk’, jfr. no. ''øygla'' ‘skotte til siderne, kaste skelende blik’ (Aasen).

''svíðandi'', Sveinn Knytl., Ann. XII ( = Sv. grade). ‘Svidende, brændende', »þvíat hann var við alt fólk harðr ok grimmr«.

''ribbungr'', Sigurðr Hák. XIII. Bet. mulig blot ‘en, der hører til Ribbungerne’, er deres anfører; men sål. kaldtes en af de værste oprørsskarer mod Hakon gamle; ordet er vel identisk med ''ribbaldi'' ‘en ufredelig og brutal person’ (jfr. Fritzner); det er vistnok ikke-nordisk af oprindelse.

''matarilli (hinn)'', Hálfdan enn mildi (ok m.), Hkr., forh. ‘Den madkarrige’; »hann svelti menn at mat«.

''bifi'', Ívarr Ann. XIV. Måske ‘den frygtsomme, eftergivende’, af st. i ''bifa'' ‘at bevæge’, ''bifask'' ‘lade sig rokke’.

''bósi'', Eiríkr Magn. lag. XIII; Þorlaugr Hák. XIII. Betydn. ikke ganske sikker, snarest vel ‘pigejæger’ el. lign. (jfr. sagaen om Bósi); nu til dags hedder det fyldigere ''kvennabósi'' om en meget erotisk anlagt mand. No. har ''bose'' ‘stump, klods, . . . også om en dygtig karl’ (Aasen). Dette kan godt være grundbetydn. Sv. har ''bose'' ‘djefvul, hin onde’; ‘esping’, ‘rackare’, ‘en i sit arbete vårdsløs menniska’ (Rietz).

''glæsirófa'', Styrkárr Hkr. XII. ‘Pragthale’, et nedsættende tn. om en pyntesyg person; jvf. ovf. ''dýrðill'', der ikke er fuldt så nedsættende.

''grárófa'', Jón Ann. XIV. ‘Gråhale’.

''begla'', Bótólfr Orkn. XII. Betydn. usikker, måske ‘en, der hindrer’, jfr. ''begla'' ‘hindre, møde, stå i vejen for’ (Aasen), en betydn., der passer udmærket til hvad der fortælles om B., idet han ved urigtig angivelse reddede Rögnvald jarl for hans forfølgere. Isl. har ''bagi'' ‘noget der er ubehageligt, fortræd’ (vb. ''baga''), der næppe er = oldsprogets ''bági''. Jfr. Bj. Hald.: ''bagi'' ‘difficultas, jactura’. I øvrigt har Rietz: ''begla'' ‘stå och gapa’.

''bǫggvir'', Klaufi Svarf., Ldn. X. ‘Fortræd-volder’ el. lign. Isl. har et vb. ''bagga'' ‘at forulempe, skade’; »hvað baggar þjer«, ‘hvad går der af dig, hvad fejler du’ (jfr. Bj. Hald.); af st. i dette ord antager jeg ''bǫggvir'' må afledes; dette bekræftes ved det hos Glúmr forekommende subst. ''bǫggr'' (altså en ''va''-st.), der åbenbart bet. ‘ulykke, tab’ (»molestia, incommodum« Svb. Eg.).

''fjósi'', Jón Sturl. XII. ‘Stald-’; dannet af ''fjós'' ‘kostald’, el. forkortet af ''fjósamaðr'' ‘kostald-passer’; i alt fald er tn. nedsættende.

''illskælda'', se ovenfor IV. afdel.

''skáldaspillir'', se ovenfor IV. afdel.

''festargarmr'' (v. l. ''-gramr'' sikkert ur.) Gunnl., Ld. X—XI. ‘Lænkehund’.

''fuðhundr'' (v. l. ''-endr'' Eirsp.) Þorgils Bǫgl. XIII. ‘Canis cunni’, d. v. s. en tævehund (''fuð'' særlig om tævens genitalia); men dog vel med bibetydning af kvindekærhed; jfr. ovf. ''bósi''. Hvis ''fuðendr'' er rigtigt, må det vel stå for ''fuð-hendr'', ''hendr'' til vb. ''henda'' ‘at gribe, snappe efter’; betydn. bliver en lignende.

''saurr'', Eyjólfr Ldn. X; Snorri Sturl. XIII. ‘Smuds, skarn’.

''kelduskítr'', Andrés Hkr. XII. ‘Kilde- [el. snarere] sump-skarn’; ifg. Fritzner, den, der udtömmer sig i en brönd (se ordet s. l.); det er mulig rigtigt, men ''kelda'' bruges dog ellers ikke om en brönd.

''sveitarskítr'', Sveinn Sv. XII. ‘Skareskarn’, mulig en modsætning til det ovf. anførte ''sveitarbót''.

''þúfuskítr'', Þorgils Sv., Hák. XII. ‘Tueskarn’, vel egl. det ‘skarn’ (gødning), der kørtes ud og især kom til at ligge på tuerne (jfr. »aka skarni á hóla«, Nj.). Med dette tn. betegnedes en ubetydelig tronkræver i Norge.

''skratti'', Rǫgnvaldr Ág. IX—X. ‘Troldkarl’, = ''seiðskratti''; jfr. tekstens »var hann kallaðr seiðmaðr . . . ok síddi þar ok var kallaðr skratti«; heraf er det sidste ment som tn., derimod ikke »seiðmaðr«; men tn. har en meget nedsættende betydning.

''skratta-'' -Bjǫrn Sturl. XII. Uagtet dette er identisk med det foreg., må betydn. her vel være en anden, eftersom vi er så langt inde i den kristne tid, nemlig ‘djævle-’. (Nyisl. ''skrattinn'' = fanden).

''trǫll'', Arnbjǫrn Bǫgl. XIII. ‘Trold’, mulig på grund af hans uhyggelige (sorte) udseende eller hans dröjhed og höjde.

''trǫlli'', Þorgrímr Fbr., Ljósv. X—XI. ‘Trold’, = det foreg.

''þurs'', Þórir Ldn., Eg. IX—X; Þorsteinn Ldn. X. ‘Turs, jætte’, omtr. = ''trǫll''; snarest på grund af et mörkt, uhyggeligt udseende, sort hår og skæg, jfr. ''svartiþurs'' ovf.

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Finnur Jónsson]]

Almindelig nedsættende tilnavne - Revisjonshistorikk

Jesper: Almindelig nedsættende tilnavne