Appendix til Hansêraks Dagbog - Revisjonshistorikk

Carsten på 7. okt. 2024 kl. 05:40

2024-10-07T05:40:27Z

Carsten på 6. okt. 2024 kl. 14:17

2024-10-06T14:17:44Z

Carsten på 6. okt. 2024 kl. 13:49

2024-10-06T13:49:07Z

Carsten på 6. okt. 2024 kl. 09:03

2024-10-06T09:03:35Z

Carsten på 6. okt. 2024 kl. 06:57

2024-10-06T06:57:59Z

Carsten på 6. okt. 2024 kl. 06:57

2024-10-06T06:57:11Z

Carsten på 6. okt. 2024 kl. 06:44

2024-10-06T06:44:18Z

Vis endringer

Carsten på 6. okt. 2024 kl. 06:13

2024-10-06T06:13:45Z

Carsten på 5. okt. 2024 kl. 19:27

2024-10-05T19:27:12Z

Carsten på 5. okt. 2024 kl. 19:26

2024-10-05T19:26:39Z

@@ Linje 15: / Linje 15: @@
 '''Vestgrønlænder Kateket Hansêraks<br>Dagbog om de hedenske Østgrønlændere<br>ført under den »Danske Konebaads Expeditions«<br>Reise til Grønlands Østkyst og under sammes<br> Vinterophold ved Angmagssalik<br>i Aarene 1884—85'''
-<br><big>'''Signe Rink'''</big><br>København<br>1900
+<br><big>'''Signe Rink'''</big><br>København<br>1900</center>
@@ Linje 189: / Linje 187: @@
 Et Sted i Hansêraks Dagbog meddeler en Indfødt, at Angmagssalik'erne mene, at Mennesket har syv »Sjæle«, der sidde fordeelte rundt omkring i de forskjællige Legemsdele, saasom i Hjertet, Hjernen, Strubehovedet, ctr., men med disse sigtes, forstaaeligt nok, til selve Drivkraften i de entelte Organer, Lemmer og Ledemod. Disse »Smaasjæle« maatte kunne svare til hvad Grønlænderne ellers — ogsaa for reent livløse Tings vedkommende — kalde »inue;« Tingens »inua« er ordret: dens lille Menneske inden i sig«. Nu fremstilles disse »Organsjæle« —som man maatte kunne kalde de omtalte »Syv« —netop som Miniaturmennesker — nogle af Stønelse som »Spurve« hedder det, andre dog blot som et »Fingerled«. (Røber forresten ikke vi Civiliserede, i vort Udtryk ''»Livsaander:«)'' at vore egne Forfædres Forestillinger paa det samme Omraade ikke have været Eskimoernes saa ganske ulige? (Som her, saaledes ogsaa ved en Mængde andre Anledninger). –
 '''Tarningêrneq'''. Vi gaa nu fra ''tarninge'' (plur: af »tarneq«), over til: ''tarningêrneq'' eller den Handling, at »berøve En hans Sjæl eller Sjæle«.
@@ Linje 231: / Linje 230: @@
 Det grønlandske ''tôrnaq'' bør altid udelukkende opfattes i Forstand af privat Skydsaand, og aldrig: som »Aand« i Forstand af »Luftigt Væsen« eller lignende. Ethvert »Væsen« — luftigt eller ikke — kan derimod, somsagt, godt blive Ens Skydsaand eller ''tôrnaq''. Det er saaledes fremfor alt »Forholdet til en Eiermand« som karakteriserer dette Ord. Ogsaa denne Specialitet nærmer det yderligere til Indianerbegrebet: »its second self« som Bs Oversættelse af »tona« er givet.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 6. okt. 2024 kl. 14:17
Linje 211:		Linje 211:

	Gaaer man nu ud fra, at ''Tornârssuk'' var den Indflydelse som i sin Tid, ved Egedernes Ankomst til Vestgrønland, stod Kristendommens Indførelse mest imod, derved at hans Navn var paa Alles, og særligt paa ''angákuts'' Læber — er det dog neppe saa urimeligt som saa mange »Liberale Danske i Grønland«, have villet fremholde — at nemlig hine, vore første kristne Missionærer, simpelthen valgte at overføre Afgudens Navn paa ''Bibelens'' »Djævel«, saameget mere som ''Tornârssuks'' Opholdssted ogsaa henlagdes til Underverdenen henholdsviis til selve Havets Bund og den Verden, der atter tænkes nedenfor samme.		Gaaer man nu ud fra, at ''Tornârssuk'' var den Indflydelse som i sin Tid, ved Egedernes Ankomst til Vestgrønland, stod Kristendommens Indførelse mest imod, derved at hans Navn var paa Alles, og særligt paa ''angákuts'' Læber — er det dog neppe saa urimeligt som saa mange »Liberale Danske i Grønland«, have villet fremholde — at nemlig hine, vore første kristne Missionærer, simpelthen valgte at overføre Afgudens Navn paa ''Bibelens'' »Djævel«, saameget mere som ''Tornârssuks'' Opholdssted ogsaa henlagdes til Underverdenen henholdsviis til selve Havets Bund og den Verden, der atter tænkes nedenfor samme.
		+
		+
		+
		+
		+	'''<big><big>T</big></big> III.'''
		+
		+	'''Tôrnaq''' (det mere specielt vestgrønlandske Udtryk ihvorvel ogsaa kjendt og benyttet paa Østkysten), er jo, af Betydning, en Persons Skyds- eller Hjælpeaand — hvem han under Eventualiteter kan kalde til sig. Det er jo hér særligt ''angákoqs tôrnaq'', man har havt Lejlighed til at komme i Berøring med — den, for hvis Tilsynekomst han i aareviis hengav sig til sit Eremitliv i Fjeld-Ensomheden samt til alskens andre Forsagelser — indtil hans ''tôrnaq'' endelig viste sig for ham i al sin Rædsel; eller rettere vel: at hans endelig tilstrækkeligt enerverede Sandser endelig indbildte ham: at den gjorde det. Disse ''tôrnat'' (plur. af ''tornaq'' kunne sees i mange forskjællige Skikkelser, baade som naturlige, men som oftest dog som fabelagtige Dyr eller Mennesker; endog Dyrs og Menneskers »tarninge« eller »Sjæle« kunde tages i Tjeneste som Hjælpeaander. Undertiden kæmpede ''angákoq'' vistnok for Opnaaelsen af bestemte populære Hjælpeaander, men det synes, ved nøiere Iagtagelse, af de foreliggende spredte Beretninger, dog, at, som oftest, en uventet, ubekjendt Aand meldte sig for den Søgende. Til de, paa Østkysten af Grønland meest attraaede, hører en »ârrûssaq«, en »amô« (see under »A«) m. Fl; men størst af alle er Tôrnârssuk. Den, der har seet ham, har seet Alt, og vil opnaae Alt. –
		+
		+	Men hvad betyder selve Ordet ''tôrnaq'' Bæreordet i ''tôrnârssuk''. I den grønl: Ordbog er det givet som et Stammeord, hvoraf saadanne verbale Afledninger som »tôrnivoq« og tôrnápâ« m. fl. deriveres. De to nævnede Ords Betydning er henholdsviis: at øve Troldom ved umiddelbar Paakaldelse og Tilkomst af »tôrnaq« og — at ihjelskræmme ved Hjælp af sin ''tôrnaq''.
		+
		+	Etymologisk, staaer man dog endnu lige utilfredsstillet i Henseende til Stammeordets »tôrnaqs« Oprindelse.
		+
		+	Jeg skal nævne et mærkværdigt Slægtskabsforhold som Ordet staaer i, baade sprogligt og af Betydning, til en Mellemamerikansk Indianerstamme. Jeg har ikke mine Udskrifter vedhaanden og kan saaledes ikke for Øieblikket præcist opgive: hvilken. Min Kilde er imidlertid, »Native Races«-Bancroft., og Forholdet er følgende:
		+
		+	Kaar en Kvinde skal til at føde: sætter en af Stammens eller Familiens Ældste sig hen i en Krog, og giver sig til, med en Stok at opridse, i Sand eller Gruus, alle mulige kjendte Dyr: Fugle, Tigre, Jaguarer, Schakaler eller hvilketsomhelst Dyr, der er kjendt indenfor vedkommende Stammes Omraade. Han tegner uafladeligt, det ene Dyr efter det andet; men først det, som er under Arbeide i det Øieblik Forløsningen skeer — bliver det nyfødte Barns Skydsaand: ''»tona«'' kaldes det i Stammens Sprog, og det findes oversat ved Barnets »Andet Jeg«. Dette er meget interessant, og maa kunne blive en vigtig Ledetraad under videre sammenlignende Undersøgelser angaaende: Eskimoernes Herkomst og Paavirkning af Nabostammer.
		+
		+	At ''»tona«'' er ''tôrnaq'' kan vel neppe betvivles. Endnu kun følgende!
		+
		+	Det grønlandske ''tôrnaq'' bør altid udelukkende opfattes i Forstand af privat Skydsaand, og aldrig: som »Aand« i Forstand af »Luftigt Væsen« eller lignende. Ethvert »Væsen« — luftigt eller ikke — kan derimod, somsagt, godt blive Ens Skydsaand eller ''tôrnaq''. Det er saaledes fremfor alt »Forholdet til en Eiermand« som karakteriserer dette Ord. Ogsaa denne Specialitet nærmer det yderligere til Indianerbegrebet: »its second self« som Bs Oversættelse af »tona« er givet.
		+

@@ Linje 198: / Linje 198: @@
 Hvad selve den Sjæleberøvede angaaer — saa kunde eller han dog som Regel nok gjøre Regning paa at faae sin Sjæl tilbage igjen, hvis han kun i rette Tid betroede sig til en god ''angákoq;'' saa denne enten ved »qilarigssarneq« eller »tôrnineq« (see App. under q) betids kunde skaffe sig Underretning om, hvorhen Røveren var paavei med »Sjælen«<ref>I min ofte nævnede Samling af Indfødtes Tegninger findes de fortrinligste Illustrationer af tarningerneq Naturalismen. Her vises forex. i et Tilfælde »Sjælen« i Menneskeskikkelse; først nogen (thi saaledes fandt Røveren, Poseuhyret »Amârsinioq«, dens menneskelige Iklædning — sovende paa Brixen ved Siden af Forældrene). Siden ses det — (det røvede Barn som »Sjæl«) paaklædt, underveis fra Uhyrets Bopæl – baaret i ''angákoqs'' Arme underveis ned fra Indlandet. Et andet Billede viser: hvorledes en lille »Sjæl« (cynisk anskueligt) bogstaveligt indskydes paa Plads, gjennem en vis Legemsaabning.</ref>. Kommer han forseent til at indfange denne saa er det gjerne, fordi den allerede er opspiist. Dette er liigt Døden.).
-De mange interessante  Enkeltheder af ''angákuts'' eller Aandemanernes Virksomhed og Indflydelse blot i denne ene, her omtalte Livsfase, ere imidlertid for betydningsfulde til at kunne lade sig behandle saa under- haandsmæssigt som i en Anmærkning med et andet Emnes Overskrift hvorfor der, ligesaagodt maa standses, her.
+De mange interessante  Enkeltheder af ''angákuts'' eller Aandemanernes Virksomhed og Indflydelse blot i denne ene, her omtalte Livsfase, ere imidlertid for betydningsfulde til at kunne lade sig behandle saa underhaandsmæssigt som i en Anmærkning med et andet Emnes Overskrift hvorfor der, ligesaagodt maa standses, her.
 Endnu kun dette: at som Ord er ''»tarningêrneq«'' (Sjælerov) dannet ved at tilføie ''»tarneq«'' (Sjæl) en Form af Affixet ''»erupâ«'' = at »berøve Nogen Noget«. Strengt taget burde Ordet vel, derfor, hedde ''tarningêrúneq;'' men Sprogbrugen siger blot ''»tarningêrneq«''.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 6. okt. 2024 kl. 09:03
Linje 168:		Linje 168:
	I Vestgrønland kaldes Solen »seqineq« og er det samme Ord som de sibiriske Eskimoers og Kyst-Tchuktchers »tschirkir« med endnu mange andre Omskrivninger af samme Grønl. eskimoiske Personificationer af Solen ere		I Vestgrønland kaldes Solen »seqineq« og er det samme Ord som de sibiriske Eskimoers og Kyst-Tchuktchers »tschirkir« med endnu mange andre Omskrivninger af samme Grønl. eskimoiske Personificationer af Solen ere
	ellers ''Ayût'' og ''Malîna''. De saa høist forskjællige Sol- og Maane-Navne lige som overhovedet andre Dobbelt- og mangedobbelte Benævnelser for andre Gjenstande og Begreber — alene inden for Grønlands Grændser — troer jeg bekræfte den Anskuelse som man ogsaa paa Grund af Tilslutninger i saa mange andre Henseender, vist nok tør hævde: At ikke alle de Stammer, som i sin Tid samlede sig til Indvandringen i ''Grønland'' vare aldeles støbte i samme Form. Den nuværende Eskimorace dannedes af mere end ''et'' Folkefærd.		ellers ''Ayût'' og ''Malîna''. De saa høist forskjællige Sol- og Maane-Navne lige som overhovedet andre Dobbelt- og mangedobbelte Benævnelser for andre Gjenstande og Begreber — alene inden for Grønlands Grændser — troer jeg bekræfte den Anskuelse som man ogsaa paa Grund af Tilslutninger i saa mange andre Henseender, vist nok tør hævde: At ikke alle de Stammer, som i sin Tid samlede sig til Indvandringen i ''Grønland'' vare aldeles støbte i samme Form. Den nuværende Eskimorace dannedes af mere end ''et'' Folkefærd.
		+
		+
		+
		+
		+	'''<big><big>T</big></big> I.'''
		+
		+	'''Tarneq''' og '''Tarningêrneq'''. For at forstaae det sidste af de to Ord, hvilke, gjennem Grønlænder ''Ilisimârteqs'' Beretning (Pg. 39) om den slemme ''Maratsuk'', foranledige den herværende Anmærkning — maa man først vide Besked med det første, — med ''tarneq''.
		+
		+	I det kristnede Vestgrønland har »tarneq« ingen anden Betydning end »Sjæl« i almindelig Forstand, nemlig som Modsætning til Legemet. Det samme gælder selvfølgeligt ogsaa for Østkystens Hedninge, men hvor »tarneq« dog, ved Siden heraf, tillige vil udtrykke noget andet, nemlig: Sjælens Enhed som Modsætning til de enkelte Elementer, hvoraf man her tænker sig Hovedsjælen — om man da tør bruge dette Udtryk — sammensat. Disse Enkeltheder eller Enkelt-Sjæle bestaae i: ''anernera'' = Aanden, ''tarrâ'' == Skyggen og ''ateqatâ'' = »Navnen«<ref>Alle tre Benævnelser høres som oftest saaledes som hér givne, nemlig ''med'' Eiendomssufixet: »dens« eller »dets« (her Menneskets; Aand, Skygge eller Navne. Uden dette ville alle tre Ord ende paa »q« istedetfor som nu paa »a« og »â«.</ref>
		+
		+	Er man nu engang kommen paa det rene med, at der virkelig existerer tre »Sjæle« med hver sit, til deres Sær-Function afpassede Navn og hvorved altsaa ingen Anvendelse bliver tilovers for ''tarneq'', saa stadfæster dette, synes mig, at ''denne'' maa være den samlende Tanke eller Udtrykket for ''Sjælen'' som »Enhed« — hvortil endvidere træder den Omstændighed, at det eneste Udtryk for et saa indgribende Moment i Folkets Liv som ''Sjælerøveriet'' (»Tarningêrneq«) just afledes herfra, og ikke fra nogen af de andre tre Benævnelser.
		+
		+	Af de tre Special-Sjæle — ''anernera, tarrâ'' og ''ateqatâ'', svarer den første (anernera) ikke blot nærmest til vort Begreb »Aand«, men er ogsaa Benævnelsen paa selve »Aandedrættet«, med hvis Standsning hiint luftige Væsen, den Aandige Sjæl, ogsaa samtidig tænkes at udtræde af Mennesket, hvorved da Livet standser, og »toqo« (Døden) indtræder. Naar Livet nærmer sig sin Ende — hvad enten hos den ''Gamle'' eller den ''Syge'', og Eskimoerne vente sig »Sjælens« (sikkerligt »synlige«) Udtræden gjennem Munden, holde de en Fjær eller et Duun hen foran samme, for, fra dettes Bevægelighed eller Ubevægelighed at kunne bedømme den Døendes Stadie. Rørte nu Dunet sig ikke længer flyttedes den Døende snarest muligt ned fra Leiet paa den fælleds store Familiebænk eller ''Brixen'' — særligt vel for at skaane denne for Berøringen med et virkeligt Liig. (mere herom under ''ateqatâ'' »Navnen«).
		+
		+	Den næste »Sjæl« — ''tarrâ'' eller Skyggen- maa man vel nærmest tænke sig som sluttende sig ligemeget til Menneskets Legeme og dets Aand, idet den, med det samme som den representerer det førstes synlige Omrids (Skyggen) baade paa Jorden og paa Vandfladen, ligeledes ogsaa udgjør Aandens Speil ɔ: Tanken og Fantasien, der om Dagen kan overfare og omfatte Alverden, og selv om Natten gæster Mennesket, gjennem Drømmene, der gaae ud og ind hos ham medens ''timâ'' (hans Legeme), forbliver liggende der, hvor han, om Aftenen — endnu vaagen, lagde sig tilhvile for Natten.
		+
		+	Den tredie Sjæl ''ateqatâ'' knytter sig udelukkende til Menneskets Legeme og slutter sig, somsaa, umiddelbart til samme som dets Vogter eller Herre, og har intet at gjøre med Menneskets ''»Aand«'' eller aandelige ''»Sjæl«''. »Menneskets Sjæl er af Udseende liig selve det ydre Menneske men kun af et lettere Stof« — er en Anmærkning man ideligt støder paa i Beskrivelser fra Grønland. Denne Lignelse gælder da vel gjerne »Sjælen« som Hovedbegreb; men en Mulighed kunde der være for, at de Indfødte her med ogsaa kunne sigte til Legemets Specialsjæl som den, der i Egenskab af dettes Iboer, antager Legemets absolute Form idet den ligesom gjennemudfylder det — NB. ikke at forstaae som Legemsfunktionernes Besjæler eller disses Drivkraft — thi dette er igjen noget særskilt (see her 143 ''inue)'' — men blot i Forstand af det, af ''tarneq'' eller den aandige Menneskehalvdeel, uafhængige Menneskelegemes Herre eller »Sjæl«<ref>Fra mine egne Barneaar i Grønland har jeg Undertegnede bevaret et mærkelig tydeligt Billede af, hvorledes mine indfødte Legekammerater udmalede mig »Sjælen«: nemlig som en skævtrukken udspændt Hud af let taageblaa Kulør samt af lignende let Stof som Taagen. Denne Figur svævede frit i Rummet i en skraat opadstræbende Stilling som i Flugt; og af det, der maatte kunne svare til Arme, faldt den høire længere end den venstre.</ref>. Trofast hænger »Legemsjælen (ateqatâ) ved sit Legeme og følger endog Liget i Graven saasnart som Livs-Sjælen eller ''anerneq'' har forladt Mennesket gjennem dettes sidste Aandepust eller ''Dødsukket''. Paa Grund heraf er det ogsaa denne Sjæl, hvem man tilskriver »Gjengangeriet«; thi ligesom den før var Legemets Aand, er den nu Ligets og Gravens! Indenfor visse Tidsgrændser formaaer den at vise sig som Spøgelse for Menneskene — saavel i Kjød og Blod — som ogsaa — som Skelet; — disse forskjællige Forestillinger maaske afhængende af Ligets henholdsvise Opløsningsgrad. Grunden til, at den spøger omkring ved Menneskenes Huse, er Haabet om at skaffe sig en ny Navnefælle — ɔ: et nyt Legeme at slippe ind i for at kunne leve videre; og heraf følger denne Sjæls Navn: ''»ateqatâ«'', hvilket just betyder: »Navne« eller »Navnefælle«. Førend Lig-Aanden faaer sig erhvervet en saadan, hvilket kun skeer ved at en ''Nyfødt'' bliver opkaldt med dens Navn, faaer den ingen Fred, men driver om som Spøgelse. For denne »Sjæl« nære Eskimoerne en ubeskrivelig Angst, og sætte derfor blandt andet Mad ud til den ved Graven, deels vel for overhovedet at holde sig gode Venner med den, men ogsaa for at hindre den i, af denne Grund, at søge tilbage til sin gamle Tærskel; og visse Esk. Stammer (see Boas, Hall og Andre) rive endog Hytten heelt ned efter et Dødsfald, for at »Gjengangeren« — for det Tilfælde at den aflagde Besøg, ikke maatte kunne kjende sig hjemme, paa Stedet. Og det er for at ruste sig imod det forfærdelige Syn af Ligets Aand, at en døende Eskimo vel mangengang er bleven for tidligt indsyet i sit Ligskind. Og herfra skriver sig ligeledes den omstaaende Omsorg for at fjerne den Døende fra Brixen endog førend Livet er aldeles udslukt eller Legemet aldeles gaaet over til Liig, hvorved ellers Sovepladsen, som herefter en Anden jo skal indtage, maatte kunne inficeres af Ligets Aand<ref>Hos enkelte Forfattere hedder det nok, at Nedløftningen fandt Sted som Symbol paa den Dødes Nedfart til det gode Land under Jorden. Men nu dem der vare bestemte til at fare opad? Saadanne gaves jo ogsaa veed man. Desuden har Eskimoen ikke synderligt — vel slet intet at gjøre med Symbolik. De ere Animismens Dyrkere, til det yderste.</ref>. Det er sagt: at først naar den Afdøde har faaet Opkaldelse, ophører Liget at spøge; først da, har »Gjengangeren« for bestandig forladt den gamle Grav.
		+
		+	Under sit fredløst omflakkende Livsstadie, for at søge sig en ny »Navne«, benævnedes denne Sjæl — (beviisligt hos nogle Eskimo Stammer (see Boas for Baffinlandene), men sandsynlig hos dem alle) — ''»tupilak«'', et Ord, der endnu er velkjendt ogsaa i Vestgrønland, men af anden Betydning. (conf. App. under Hævner-Skræmselet »tupilak«). Paa dette Stadium som ''tupilak'' var ''ateqatâ’en'' frygtelig, berettes der. (Om denne »Sjæls« Benævnelse »Navne« nærmest skal tænkes som sluttende sig til dens ældre eller dens nyere Forhold, maa vel paa Grund af den regelmæssigt fortsatte Sjælevandring, komme ud paa et. Afbrydelser foraarsagedes jo kun naar der ikke indtraf beleilige Fødsler nok til Optagelse af den længselsfuldt ventende »Sjæl«<ref>Den Nyfødte som saaledes umiddelbart opkaldtes efter en Afdød blev en ''akisartoq''. En Overlevelse heraf, er endnu, i det kristnede Vestgrønland, det til ''Akisaq'' forkortede Personnavn. Ordroden er det bekjendte ''»akê«'', hvis Grundbetydning saavel ligefremt som figurligt betyder det »modsatte« eller »modstaaende« til det oprindeligere; — saaledes som f. Ex. ''Betalingen'' forholder sig til det ''Erhvervede'', ''Svaret'' til ''Spørgsmaalet'', det andet Lands Beliggenhedsforhold til det første (see App. under »Akilineq«). For det herværende ''Akisartoq'' og ''Akisaq'' vilde jeg udvælge mig Betydningen: »Besvarelse:« Den nyfødte har jo her besvaret den ventende Aands Længsel og Kalden. –</ref>.
		+
		+	Et Sted i Hansêraks Dagbog meddeler en Indfødt, at Angmagssalik'erne mene, at Mennesket har syv »Sjæle«, der sidde fordeelte rundt omkring i de forskjællige Legemsdele, saasom i Hjertet, Hjernen, Strubehovedet, ctr., men med disse sigtes, forstaaeligt nok, til selve Drivkraften i de entelte Organer, Lemmer og Ledemod. Disse »Smaasjæle« maatte kunne svare til hvad Grønlænderne ellers — ogsaa for reent livløse Tings vedkommende — kalde »inue;« Tingens »inua« er ordret: dens lille Menneske inden i sig«. Nu fremstilles disse »Organsjæle« —som man maatte kunne kalde de omtalte »Syv« —netop som Miniaturmennesker — nogle af Stønelse som »Spurve« hedder det, andre dog blot som et »Fingerled«. (Røber forresten ikke vi Civiliserede, i vort Udtryk ''»Livsaander:«)'' at vore egne Forfædres Forestillinger paa det samme Omraade ikke have været Eskimoernes saa ganske ulige? (Som her, saaledes ogsaa ved en Mængde andre Anledninger). –
		+
		+	'''Tarningêrneq'''. Vi gaa nu fra ''tarninge'' (plur: af »tarneq«), over til: ''tarningêrneq'' eller den Handling, at »berøve En hans Sjæl eller Sjæle«.
		+
		+	At præsisere dette Begreb i dets mangfoldige Detailler kræver for megen Tid og Rum til at man ikke hér kun skal lade sig nøie med, i Korthed at fremsætte Hovedideen, der vel da bliver den: at Østkysthedningene altid tænke sig Sygdom som en »Besættelse« af onde Aander, der rive og slide i dem, ɔ: onde Menneskers Indgreb i deres Liv — i deres Sundhed og Livslykke. Heller ikke dette er ''os'' selv, idetmindste billedligt taget, fremmed: han »ærgrer mig en Sygdom paa Halsen« — »piner Sjælen ud af Livet paa mig« — »bliver en Pind til min Ligkiste« ctr. — ere alle, gode Sidestykker til den hedenske Tankegang — kun med den Forskjæl: at medens vi andre nok ret bogstaveligt kunde ærgre eller sørge os Sygdomme til over Naboers Ondskab eller Plagerier — mene Eskimoerne ved Angmagssalik og alle Østkyst Hedningene: at en ond Aand — hans Fjendes egen »Sjæl«, eller en endnu mægtigere Udsendings — i Legems Skikkelse gaaer over i ham selv — og virker ondt ved at beskadige ''hans'' »Sjæle« (eller »Sjæl«), hvilket de yderligere anskueliggjøre sig i Form af ligefrem Bortførelse af en Sjæl eller Livsaand. Herved bliver da Organismen lidende — i høiere eller mindre Grad efter den »Sjæls« Vigtighed, der er bleven Ejermanden berøvet. Men ikke alene dette: Lidelsen synes efter forskjællige Forekomster, ogsaa at kunne afhænge af den røvede »Sjæls« Tilstand i dens ny Forhold (see herom: den østgrl: Exp: Holm. Meddel: X. Pg. 113). Værst bliver det jo naar en Sjælerøver som f. Ex. den i Hansêraks Dagbog omtalte ondskabsfulde eller drillesyge ''Maratsuk'' —faaer fat i de ''ædlere'' »Sjæle« —lad os f. Ex. sætte ''»tarrâ’en«'' (eller Forstandens); for saa taber Mennesket sin Bevidsthed, snakker over sig, bliver vild, rasende, saa han tilsidst kaldes »forhexet« og maa stødes i Søen.
		+
		+	»Sjælene« ere »legemlige«, have vi hørt — (mærk ovenfor de syv Sjæle, der ere »Smaamennesker af Spurves og Fingerleds Størrelse«). Hvad Under da: at de ''foruden'' at røves ogsaa kunde spises — opspises af de onde, blodtørstige Aander — blandt hvilke selve ''tôrnârssuk'', er den allergraadigste (for tôrnârssuk see næstfølgende Anm.). At tjene saadanne Aander eller Væsener var nu — vel at mærke — netop Aarsagen til ''Sjælerøveriet;'' — det gjaldt for Røverne: at holde sig gode Venner med de onde Magter og Uhyrer, som ellers maatte kunde kaste sig over dem naar de vare paa Fangst enten tillands eller, særligt, vel paa Havet. (Østgrønlændernes ''tôrnârssuk'' og meest frygtede Fetish, tænkes just som et kolossalt Havdyr.)
		+
		+	Hvad selve den Sjæleberøvede angaaer — saa kunde eller han dog som Regel nok gjøre Regning paa at faae sin Sjæl tilbage igjen, hvis han kun i rette Tid betroede sig til en god ''angákoq;'' saa denne enten ved »qilarigssarneq« eller »tôrnineq« (see App. under q) betids kunde skaffe sig Underretning om, hvorhen Røveren var paavei med »Sjælen«<ref>I min ofte nævnede Samling af Indfødtes Tegninger findes de fortrinligste Illustrationer af tarningerneq Naturalismen. Her vises forex. i et Tilfælde »Sjælen« i Menneskeskikkelse; først nogen (thi saaledes fandt Røveren, Poseuhyret »Amârsinioq«, dens menneskelige Iklædning — sovende paa Brixen ved Siden af Forældrene). Siden ses det — (det røvede Barn som »Sjæl«) paaklædt, underveis fra Uhyrets Bopæl – baaret i ''angákoqs'' Arme underveis ned fra Indlandet. Et andet Billede viser: hvorledes en lille »Sjæl« (cynisk anskueligt) bogstaveligt indskydes paa Plads, gjennem en vis Legemsaabning.</ref>. Kommer han forseent til at indfange denne saa er det gjerne, fordi den allerede er opspiist. Dette er liigt Døden.).
		+
		+	De mange interessante Enkeltheder af ''angákuts'' eller Aandemanernes Virksomhed og Indflydelse blot i denne ene, her omtalte Livsfase, ere imidlertid for betydningsfulde til at kunne lade sig behandle saa under- haandsmæssigt som i en Anmærkning med et andet Emnes Overskrift hvorfor der, ligesaagodt maa standses, her.
		+
		+	Endnu kun dette: at som Ord er ''»tarningêrneq«'' (Sjælerov) dannet ved at tilføie ''»tarneq«'' (Sjæl) en Form af Affixet ''»erupâ«'' = at »berøve Nogen Noget«. Strengt taget burde Ordet vel, derfor, hedde ''tarningêrúneq;'' men Sprogbrugen siger blot ''»tarningêrneq«''.

@@ Linje 164: / Linje 164: @@
 '''<big><big>S</big></big> II.'''
-'''Sungula'''. For østgrønlandske Sol- og Maanesagn henvises til Sagnsamlingen i Meddel: X. Solnavnet ''»Su-ngula«'' som er nævnet her hos Hansêrak er ubekjendt i Vestgrønland. Derimod ligner det jo meget visse Indianeres ''Sangara''. Dette Navn er jeg dog kun stødt paa i en Ord-Forbindelse, der udtrykte »Solens Hjerte«, men hvor jeg (skjøndt Uindviet) dog ménte, at ''sangara'' var det af Ordene der betød »Sol«. Hvad angaaer Bogstavforbytningen mellem ''Sangara'' og det østgrønlandske ''»Sungula«'' volder dette ingen Vanskelighed: »a« gaaer i Opskrifter ideligt over i »u« og »r« i »l«. Imidlertid er det jo ikke sagt at denne Omstændighed derfor gælder her — eller at min Hentydning har Sandheden for sig. (Kun et Fingerpeg).
+'''Sungula'''. For østgrønlandske Sol- og Maanesagn henvises til Sagnsamlingen i Meddel: X. Solnavnet ''»Sungula«'' som er nævnet her hos Hansêrak er ubekjendt i Vestgrønland. Derimod ligner det jo meget visse Indianeres ''Sangara''. Dette Navn er jeg dog kun stødt paa i en Ord-Forbindelse, der udtrykte »Solens Hjerte«, men hvor jeg (skjøndt Uindviet) dog ménte, at ''sangara'' var det af Ordene der betød »Sol«. Hvad angaaer Bogstavforbytningen mellem ''Sangara'' og det østgrønlandske ''»Sungula«'' volder dette ingen Vanskelighed: »a« gaaer i Opskrifter ideligt over i »u« og »r« i »l«. Imidlertid er det jo ikke sagt at denne Omstændighed derfor gælder her — eller at min Hentydning har Sandheden for sig. (Kun et Fingerpeg).
 I Vestgrønland kaldes Solen »seqineq« og er det samme Ord som de sibiriske Eskimoers og Kyst-Tchuktchers »tschirkir« med endnu mange andre Omskrivninger af samme Grønl. eskimoiske Personificationer af Solen ere

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 6. okt. 2024 kl. 06:57
Linje 159:		Linje 159:
	Indholdet af den ''»serraq«'' som Vestgrønlænder Samuel havde hørt Hedningekonen mumle over det Sælhundeskind hun var ifærd med at berede (see Pg. 33) maa vistnok uden Betænkelighed kunne henføres under Kategorien ''Undskyldninger over for dræbte Dyr'', hvortil der træffes Magen over hele Hedningeverdenen, og som særlig ofte og tydeligt findes beskrevne for ''Ainoernes'' og ''Kamchadalernes'' Vedkommende, i Forhold til ''Bjørnen'' (see Steller, v. Siebold og andre) see ligeledes for selve Grønlands vedkommende »Bjørnefortælling af J. H.« i ''»Kajakmænd«'' S. Rink). Den af Samuel opfattede ''»serraq«'' over ''ugssuk’ens'' Skind er en ethnologisk Skat, da man eier saa saare faa af disse »Texter«.		Indholdet af den ''»serraq«'' som Vestgrønlænder Samuel havde hørt Hedningekonen mumle over det Sælhundeskind hun var ifærd med at berede (see Pg. 33) maa vistnok uden Betænkelighed kunne henføres under Kategorien ''Undskyldninger over for dræbte Dyr'', hvortil der træffes Magen over hele Hedningeverdenen, og som særlig ofte og tydeligt findes beskrevne for ''Ainoernes'' og ''Kamchadalernes'' Vedkommende, i Forhold til ''Bjørnen'' (see Steller, v. Siebold og andre) see ligeledes for selve Grønlands vedkommende »Bjørnefortælling af J. H.« i ''»Kajakmænd«'' S. Rink). Den af Samuel opfattede ''»serraq«'' over ''ugssuk’ens'' Skind er en ethnologisk Skat, da man eier saa saare faa af disse »Texter«.

		+
		+
		+
		+	'''<big><big>S</big></big> II.'''
		+
		+	'''Sungula'''. For østgrønlandske Sol- og Maanesagn henvises til Sagnsamlingen i Meddel: X. Solnavnet ''»Su-ngula«'' som er nævnet her hos Hansêrak er ubekjendt i Vestgrønland. Derimod ligner det jo meget visse Indianeres ''Sangara''. Dette Navn er jeg dog kun stødt paa i en Ord-Forbindelse, der udtrykte »Solens Hjerte«, men hvor jeg (skjøndt Uindviet) dog ménte, at ''sangara'' var det af Ordene der betød »Sol«. Hvad angaaer Bogstavforbytningen mellem ''Sangara'' og det østgrønlandske ''»Sungula«'' volder dette ingen Vanskelighed: »a« gaaer i Opskrifter ideligt over i »u« og »r« i »l«. Imidlertid er det jo ikke sagt at denne Omstændighed derfor gælder her — eller at min Hentydning har Sandheden for sig. (Kun et Fingerpeg).
		+
		+	I Vestgrønland kaldes Solen »seqineq« og er det samme Ord som de sibiriske Eskimoers og Kyst-Tchuktchers »tschirkir« med endnu mange andre Omskrivninger af samme Grønl. eskimoiske Personificationer af Solen ere
		+	ellers ''Ayût'' og ''Malîna''. De saa høist forskjællige Sol- og Maane-Navne lige som overhovedet andre Dobbelt- og mangedobbelte Benævnelser for andre Gjenstande og Begreber — alene inden for Grønlands Grændser — troer jeg bekræfte den Anskuelse som man ogsaa paa Grund af Tilslutninger i saa mange andre Henseender, vist nok tør hævde: At ikke alle de Stammer, som i sin Tid samlede sig til Indvandringen i ''Grønland'' vare aldeles støbte i samme Form. Den nuværende Eskimorace dannedes af mere end ''et'' Folkefærd.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 6. okt. 2024 kl. 06:13
Linje 136:		Linje 136:

	'''Qilarigssarneq'''. Disse »Midler« eller »Forudsigelse ved Hjælp af Hovedsnerring« kalder ''Hansêrak'' paa østgrønlandsk ''»qilarigssarneq«'' medens det samme, i Vestgrønland, hvor det herværende Udtryk ogsaa nok er kjendt, dog som oftest nævnes ved ''»nerfalaneq«'' (efter den liggende Stilling, hvor under denne Art Sandsigere virke): ''»nerfalavoq'' betyder nemlig: han ligger udstrakt paa Ryggen, medens ''»qilavoq«'' blot slet og ret betegner Handlingen: at fremmane Syner. I Ordbogen findes ''»qilarigssarneq«'' oversat ved det altid parate, elastiske, Udtryk: »hexer«. Modsætningen til Methoden: »Clairvoyance«, er at spaae ved Tilkaldelse af »Aander«, hvilket kaldes ''»tôrnineq«'' efter ''»tôrnaq'' = Hjælpeaand.		'''Qilarigssarneq'''. Disse »Midler« eller »Forudsigelse ved Hjælp af Hovedsnerring« kalder ''Hansêrak'' paa østgrønlandsk ''»qilarigssarneq«'' medens det samme, i Vestgrønland, hvor det herværende Udtryk ogsaa nok er kjendt, dog som oftest nævnes ved ''»nerfalaneq«'' (efter den liggende Stilling, hvor under denne Art Sandsigere virke): ''»nerfalavoq'' betyder nemlig: han ligger udstrakt paa Ryggen, medens ''»qilavoq«'' blot slet og ret betegner Handlingen: at fremmane Syner. I Ordbogen findes ''»qilarigssarneq«'' oversat ved det altid parate, elastiske, Udtryk: »hexer«. Modsætningen til Methoden: »Clairvoyance«, er at spaae ved Tilkaldelse af »Aander«, hvilket kaldes ''»tôrnineq«'' efter ''»tôrnaq'' = Hjælpeaand.
		+
		+
		+
		+
		+	'''<big><big>S</big></big> I.'''
		+
		+	'''Serraneq''' og '''serratit'''. Det første er Handlingen at ''»serravoq«'' ɔ: det at fremmumle Trylleviser til eget Gavn eller andres Skade. Det oversættes i almindelig Tale (som ogsaa i den Grl. Ordbog) ved det ikke absolut forkastelige men dog altid noget vel godtkjøbs Udtryk: »hexe«. Det
		+	andet Ord er selve Midlet, hvormed der virkes, altsaa: som ''»ivngerutit«'' forholder sig til ''»ivngerneq«'' eller ''»iversorneq«''. (App. under »I«).
		+
		+	''»serratit«'' turde nærmest oversættes ved »Bønner«, Hedenske Bønner. Det ses i Dagbogen, at Hansêiak selv foreslaaer det samme, uden dog at lade forstaae hvad han nærmere tænker sig derunder. — »Bønner« kunne de kaldes, og ''ere'' de, forsaavidt som de tyes til i al Nød, Fare og Forlegenhed: »Eier Du ikke en lille Vise imod Havskum?« — hedder det saaledes i et af de vestgl. Sagn? Kammeraten eiede just en saadan, og fra det Øieblik han bragte denne i Anvendelse, ophørte » skummet« ɔ: Bølgeslagene, at udhule og mindske den Iisskosse, hvorpaa de skibbrudne Kajakmænd havde søgt at redde sig mod Land (see Sagnet om ''»Tiggaq«'', Esk. E. & S., H. Rink), ''serraneq'' er forstaaeligt nok, altsaa ikke Bøn i vor Forstand — ikke som dem, der umiddelbart opsendes fra det betrængte Bryst til en bestemt fælleds Gud — og ofte blot i et Suk. De ere ''Bønneformularer'' (»Trylleviser«, har man, som sagt, vænnet sig til at kalde dem); men, for det første, gælde de kun for hver sin Eiermand, og raade de kun hver sin Gjenstand, ɔ: hver sit bestemte Indhold; thi eier, forex: En er »serraq« eller Tryllevise til at afværge Søgang med, som er sat af en Nordenstorm, er det derfor ikke sagt, at han kan benytte den samme mod Søgang efter en Søndenvind; og eier han forex: en mod Sneskred, kan han dog ikke bruge denne mod en piinlig Byld; og den, der eiede den ene af dem, eiede saa ialfald ikke den anden eller de andre. Det var da altsaa noget temmelig ufuldkommet — fjernt fra de Kristnes guddommelige Formular, der er tilgængelig for Alle og indeholdende alt hvad Mennesket længes og trænger for at være lykkelig.
		+
		+	Som Regel veed Hedningen ikke hvorfra han har sin ''serraq;'' for det meste er den et, gjennem Tradition nedarvet Familieklenod; men undertiden erindres den dog, at være Eieren personligt tilhvisket af en Stemme i Luften eller fra Havet, hvilken da formenes at have været en eller anden af de afdøde Slægtninges — helst hans Bedsteforældres. Undertiden er det et eller andet Dyr, der afhænder Tryllevisen. Saaledes viser en Indfødts Tegning i Undertegnedes Eie, paa det yndigste, hvorledes Mangen daler ned paa det oprørte Hav og lærer Kajakmanden en »Vise« til at stille Stormen med; — den selv hvilende ligesom paa en stille Indsø medens Manden endnu kæmpende med Søerne, lyttende bøier sig henimod Fuglen.
		+
		+	»Man veed ikke til hvem Tryllevisen henvendes« hedder det gjentagende, og uforanderlig dybt hemmelighedsfuldt, gjennem alle Citater af denne Omstændighed; og særlig trættende blive disse, naar Sentencen følges af den Frase at: »Kraften ligger i selve Ordene«. Sagen er dog heel simpel og aabenlys, og det første Punkt jo ''saa'' selvfølgeligt, at det knapt er Omtale værd: Naar man nemlig ikke veed: hvem der har skænket En Gaven, kan man jo heller ikke vide til hvem man skal henvende Takken for den«. Hvad nu det andet Punkt angaaer: at »Kraften ligger i selve Ordene« saa menes jo med dette Udtryk ikke, at den ligger i selve Bogstavlyden fremfor i Ordenes Aand — hvad den almindelige Fremstilling lige-som gaaer ud paa at indpode Læseren eller »imponere« ham med, men mener ganske simpelt blot at Kraften ligger i: Ordets ''Indhold'' som Modsætning til Ordets eller Indholdets Giver. Naar man nu engang ikke har nogen Fællesgud eller — Afgud at samles om eller at henvende sig til, og enhver Bøn eller Formular (serraq) for hvert separat Tilfælde havde sin særegne Kilde, og som i de fleste Tilfælde var Eiermanden ubekjendt, saa ligger det nær: at Bønnens Virkning maatte søges i Bønnens Ord — Hvor ellers?
		+
		+	Saa siges der videre, og dette: rigtigt nok — »at der vaages med den største Ærefrygt over ''serratit'' eller Trylleformularerne«; kun bør man supplere »Ærefrygten« med »Egenytten«. Ingen vilde jo kunne staae sig ved: ''ikke'' at vaage over sine dyrebare Skatte« — sine »Trylleviser«: (at »vaage« over den, vil her sige: at holde dens Indhold hemmeligt for andre). Røbes dette, taber Visen sin »Kraft« hedder det ogsaa som om der skjulte sig en uudgrundeligere Hemmelighed der bagved, end den, der jo ogsaa lader sig forklare ad naturlig Vei: Har jeg røbet min Hemmelighed for en anden, eier jeg den jo nemlig herefter selv, kun halvt. Det være som det vil — Kjendsgjerning er det imidlertid, at ''intet'' i Eskimoernes Troesliv er saa gjennemført hemmeligholdt som Ordlydene af ''»serratit«'' medens der om alt andet, hvorom de Indfødte ellers ogsaa gjøre sig kostbare nok overfor Europæerne — dog altid siver en heel Deel ud; af ''serratit'' eller Trylleviserne, derimod omtrent intet — intet udenfor det uundgaaelig trivielle »âh-jâh«, over hvis absolute Betydning og vexelvise Betoning under Udførelsen, man endda knapt har nogen klar Forestilling.
		+
		+	At Bladet just nu er ifærd med at vende sig idet det, i vore nye Østkystberetninger oftere anføres, at Hedningene, nu, ikke blot »udlaane« men endog ligefrem »drive Handel« med deres »Trylleviser« — siger jo ikke andet end at ''angákuts og ilisîsuts'' Religion er ved at synke i Forfald.
		+
		+	Mærkelig var de østgrønlandske Hedninges Udtalelse til Kommandør Holm om ''serrats'' Udseende: »De see ud som »udpustede Sælhundetarme« — heed det. Man seer heri atter de Indfødtes Hang og Trang til at give alting legemlig Form. Hvortil herværende Lignelse mon sigter, lader sig jo endnu kun meget dunkelt ane.
		+
		+	Indholdet af den ''»serraq«'' som Vestgrønlænder Samuel havde hørt Hedningekonen mumle over det Sælhundeskind hun var ifærd med at berede (see Pg. 33) maa vistnok uden Betænkelighed kunne henføres under Kategorien ''Undskyldninger over for dræbte Dyr'', hvortil der træffes Magen over hele Hedningeverdenen, og som særlig ofte og tydeligt findes beskrevne for ''Ainoernes'' og ''Kamchadalernes'' Vedkommende, i Forhold til ''Bjørnen'' (see Steller, v. Siebold og andre) see ligeledes for selve Grønlands vedkommende »Bjørnefortælling af J. H.« i ''»Kajakmænd«'' S. Rink). Den af Samuel opfattede ''»serraq«'' over ''ugssuk’ens'' Skind er en ethnologisk Skat, da man eier saa saare faa af disse »Texter«.
		+

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 5. okt. 2024 kl. 19:27
Linje 122:		Linje 122:

	En endnu fremragende Benævnelse for »Nordboerne« — vel endog den almindeligste — er ''»qavdlunâtsiait«'' eller »dem, der ere liig Europæerne«; maaske oprindeligt »liig ''Jer Europæere'' — Jer den nu her i Landet indkomne Slægt af Fremmede«. Dette maaske, som Svar paa ''Egedernes'' og deres Ledsageres Spørgsmaal angaaende den, ved deres Ankomst til Grønland sporløst forsvundne Vikingebefolkning — forexempel angaaende: disses Udseende eller hvad de, Eskimoerne, nu vilde kalde dem? ''qavdlunátsiait'' ɔ: Ligheder med Jer selv« kan saa Svaret have lydt. De her givne forskjællige Benævnelser tør alle gradeviis være fremkomne i Dagbogen, og hvis ikke, sees ialfald hér de samtlige Udtryk givne under et.		En endnu fremragende Benævnelse for »Nordboerne« — vel endog den almindeligste — er ''»qavdlunâtsiait«'' eller »dem, der ere liig Europæerne«; maaske oprindeligt »liig ''Jer Europæere'' — Jer den nu her i Landet indkomne Slægt af Fremmede«. Dette maaske, som Svar paa ''Egedernes'' og deres Ledsageres Spørgsmaal angaaende den, ved deres Ankomst til Grønland sporløst forsvundne Vikingebefolkning — forexempel angaaende: disses Udseende eller hvad de, Eskimoerne, nu vilde kalde dem? ''qavdlunátsiait'' ɔ: Ligheder med Jer selv« kan saa Svaret have lydt. De her givne forskjællige Benævnelser tør alle gradeviis være fremkomne i Dagbogen, og hvis ikke, sees ialfald hér de samtlige Udtryk givne under et.
		+

← Eldre revisjon	Revisjonen fra 5. okt. 2024 kl. 19:26
Linje 130:	Linje 130:


	+
	+
	+	'''<big><big>Q</big></big> III.'''
	+
	+	'''Qilarigssarneq'''. Disse »Midler« eller »Forudsigelse ved Hjælp af Hovedsnerring« kalder ''Hansêrak'' paa østgrønlandsk ''»qilarigssarneq«'' medens det samme, i Vestgrønland, hvor det herværende Udtryk ogsaa nok er kjendt, dog som oftest nævnes ved ''»nerfalaneq«'' (efter den liggende Stilling, hvor under denne Art Sandsigere virke): ''»nerfalavoq'' betyder nemlig: han ligger udstrakt paa Ryggen, medens ''»qilavoq«'' blot slet og ret betegner Handlingen: at fremmane Syner. I Ordbogen findes ''»qilarigssarneq«'' oversat ved det altid parate, elastiske, Udtryk: »hexer«. Modsætningen til Methoden: »Clairvoyance«, er at spaae ved Tilkaldelse af »Aander«, hvilket kaldes ''»tôrnineq«'' efter ''»tôrnaq'' = Hjælpeaand.