Jesper på 14. feb. 2026 kl. 09:44

2026-02-14T09:44:15Z

Jesper på 10. des. 2022 kl. 10:07

2022-12-10T10:07:12Z

Jesper på 29. sep. 2022 kl. 19:26

2022-09-29T19:26:36Z

Jesper på 9. apr. 2022 kl. 07:31

2022-04-09T07:31:08Z

Jesper på 9. apr. 2022 kl. 06:47

2022-04-09T06:47:54Z

Jesper: Ny side: Nordiske fornaldersagaer '''Asmund Kæmpebanes saga'''''Ásmundar saga kappabana'' findes bedst overleveret i det islandske håndskrift [https:…

2022-04-09T06:42:03Z

Ny side: <center>Nordiske fornaldersagaer <big><big>'''Asmund Kæmpebanes saga'''</big></big><ref>''Ásmundar saga kappabana'' findes bedst overleveret i det islandske håndskrift [https:…

Vis endringer

@@ Linje 36: / Linje 36: @@
 Det fortælles, at to mænd kom til kongen en aften, og de trådte frem for ham og hilste ham. Kongen spurgte, hvem de var, og den ene kaldte sig Olius, den anden Alius, »— og vi vil bede om vinterophold her.« Han spurgte, om de havde gode evner inden for håndværk eller idræt. De sagde, at de med stor kunstfærdighed kunne lave alt, hvad der kunne smedes. Kongen bad dem blive og anviste dem plads.
-Kongen holdt gæstebud, mens dette skete, og om aftenen kom kongens smede ind i hallen og viste ham deres smedearbejde, og det var våben og guld. Hver gang der var besøgende, gjorde de dette for at skaffe kongen hæder. Alle roste deres smedearbejde på nær de nyankomne gæster; de sagde ikke noget videre. Blandt de smedede ting fandtes en ypperlig kniv. Dette fortalte man kongen, og han sagde, at han ikke mente, at de var i stand til at smede en bedre. Han kalder dem hen til sig og siger: »Hvorfor er I så uvillige til at rose det smedearbejde, der vises frem her? Men I kan måske gøre det bedre?« De sagde, at såfremt kongen ønskede det, kunne han få bevis for, at dette ikke var meget værd sammenlignet med det smedearbejde, de formåede. Kongen bad dem udføre et helt usædvanligt smedearbejde, »— medmindre I vil kaldes bedragere.« De sagde, at det snart ville vise sig, at dette var et dårligt smedearbejde, som ikke var noget værd. De stak kniven i bordkanten foran kongen, og æggen gik straks i stykker. De bad kongen beholde sin kostbarhed og sagde, at de ville prøve at lave en anden kniv. Det bad kongen dem gøre, og derpå lavede de en kniv og gav kongen den. Han strøg den over sit mundskæg, men den skar skægget og huden af og gik ind i kødet. Kongen sagde: »Det er vist sandt, at I er dygtige mænd, men nu skal I lave mig en guldring.« Og det gjorde de og gav den til kongen. Han så på den og sagde: »Det er sandt, når jeg siger, at jeg aldrig har set så pragtfuld en guldring.« Det samme sagde alle, der så den. Kongen mente, at sådanne mænd burde tjene fyrstelige folk, og siden sagde han: »Nu skal I lave to sværd til mig, der lige som dette værk ikke står tilbage for andet smedearbejde, og som altid bider, når der bliver hugget med dem.« Olius sagde, at det ville han ikke, og han mente ikke, at der ville komme noget godt ud af at tvinge dem, hvis de nødigt ville, og han sagde, at det var bedst at holde måde. Kongen sagde, at de skulle gøre det, hvad enten de havde lyst til det eller ej.
+Kongen holdt gæstebud, mens dette skete, og om aftenen kom kongens smede ind i hallen og viste ham deres smedearbejde, og det var våben og guld. Hver gang der var besøgende, gjorde de dette for at skaffe kongen hæder. Alle roste deres smedearbejde på nær de nyankomne gæster; de sagde ikke noget videre. Blandt de smedede ting fandtes en ypperlig kniv. Dette fortalte man kongen, og han sagde, at han ikke mente, at de var i stand til at smede en bedre. Han kalder dem hen til sig og siger: »Hvorfor er I så uvillige til at rose det smedearbejde, der vises frem her? Men I kan måske gøre det bedre?« De sagde, at såfremt kongen ønskede det, kunne han få bevis for, at dette ikke var meget værd sammenlignet med det smedearbejde, de formåede. Kongen bad dem udføre et helt usædvanligt smedearbejde, »— medmindre I vil kaldes bedragere.« De sagde, at det snart ville vise sig, at dette var et dårligt smedearbejde, som ikke var noget værd. De stak kniven i bordkanten foran kongen, og æggen gik straks i stykker. De bad kongen beholde sin kostbarhed og sagde, at de ville prøve at lave en anden kniv. Det bad kongen dem gøre, og derpå lavede de en kniv og gav kongen den. Han strøg den over sit mundskæg, men den skar skægget og huden af og gik ind i kødet. Kongen sagde: »Det er vist sandt, at I er dygtige mænd, men nu skal I lave mig en guldring.« Og det gjorde de og gav den til kongen. Han så på den og sagde: »Det er sandt, når jeg siger, at jeg aldrig har set så pragtfuld en guldring.« Det samme sagde alle, der så den. Kongen mente, at sådanne mænd burde tjene fyrstelige folk, og siden sagde han: »Nu skal I lave to sværd til mig, der ligesom dette værk ikke står tilbage for andet smedearbejde, og som altid bider, når der bliver hugget med dem.« Olius sagde, at det ville han ikke, og han mente ikke, at der ville komme noget godt ud af at tvinge dem, hvis de nødigt ville, og han sagde, at det var bedst at holde måde. Kongen sagde, at de skulle gøre det, hvad enten de havde lyst til det eller ej.
 De gav sig derpå til at smede, og de lavede to sværd — ét hver — og trådte siden frem for kongen og viste ham sværdene. Kongen så på dem, og han fandt dem smukke, »— men hvilke egenskaber har de?« Olius siger, at sværdet aldrig vil hugge uden at bide, »— og jeg tror ikke, at der er fejl eller mangler ved det.« Kongen siger: »Det er godt, men lad mig prøve, hvor holdbart det er.« Og han stak sværdspidsen i højsædestøtten, og klingen bøjede lidt. Derpå rettede han den ud i en glug. Smeden sagde, at han var alt for hård ved sværdet; det var lavet til at hugge med, ikke til at bøje. Kongen sagde, at det næppe ville holde til hug, når det ikke tålte sådan en prøve. Men nu prøvede han det sværd, som Alius havde lavet, og det rettede sig ud som en smidig planke, og det var i alle henseender flottere end det andet, og det klarede begge de prøver, som kongen udsatte det for. Kongen sagde: »Dette sværd, som Alius har smedet, er det bedste, skønt de begge er gode. Men hvilken egenskab har det?« Alius siger: »Den — herre! — at hvis de mødes i luften, når de hugges imod hinanden, da vil mit sværd være overlegent — og det må dog kaldes en jævngod egenskab.« Kongen tog derefter det sværd, Olius havde lavet, og ville ødelægge det, og det knækkede ved hjaltet. Kongen bad ham fremstille et bedre sværd, og Olius gik derefter i vrede til smedearbejdet og lavede et sværd og gav det til kongen. Han prøvede det på alle måder som det første, og sværdet holdt til det hele. Kongen sagde: »Dette har du gjort godt — men nu er der vel ikke nogen ulempe forbundet med det?« Han siger: »Sværdet er lavet af godt jern, men det vil nu give anledning til skår i glæden, for det vil forvolde døden for de gæveste brødre, nemlig din datters sønner.« Kongen sagde: »Du spår, din usling! Nu skal et par brødre miste livet, dog uden hæder.« Og han huggede ud efter ham, men de var allerede forsvundet i en fart, og de tog vejen, der gik nedad.<ref>&#596;: til Helvede</ref> Kongen sagde: »Dette var nogle fæle djævle, men jeg skal sørge for, at sværdet ikke kommer til at skade nogen.« Kongen fik da lavet en kasse af bly til sværdet, som han lod sænke ned i søen ved Agnefed.
@@ Linje 82: / Linje 82: @@
 '''7. Om Vøggs sendefærd'''
-Nu skal det dreje sig om kong Lazinus og hans svoger Hildebrand Hunnerkæmpe. Hildebrand siger: »Er det mon ikke ved at være på tide at holde holmgang med hertugerne og deres mænd? Nu er det nok ikke så besværligt at få fat i de gårde, der er tilbage.« Kongen sagde: »Lad os hellere sende en mand hen til dem og finde ud af, om de kan fås på nemmere vis.« Manden, der blev sendt af sted, hed Vøgg. Der fortælles ikke noget om hans færd, førend han kommer frem til hertugerne. Han gik ind i hallen og derpå hen foran bordet og sagde: »Kong Lazinus og den mægtige Hildebrand Hunnerkæmper ønsker at vide, om I vil komme til holmgangsstævne eller aflevere, hvad der er tilbage, uden modstand.« Hertugerne svarer: »I synes måske, at vi ejer for meget, men det er kommet dertil, at det vil være at regne for et lille tab sammenlignet med gode mænd.« Asmund sagde: »Hvordan kan I sige sådan? Er det ikke mere nødvendigt at beholde det, som man kun har lidt af?« Vøgg betragtede ham. Asmund sagde: »Hvorfor kigger du sådan på mig?« Han siger: »Fordi jeg aldrig har set en tredje mand, som var lige så prægtig som dig og Hildebrand. Han er lysere, men du ser ikke mindre stærk og hærdet ud, og Hildebrand har hørt, at en ukendt og velbevæbnet mand er kommet hertil, og jeg ville gerne se dit sværd.« Det var der ikke noget i vejen for, sagde Asmund. Vøgg så nu på det og sagde: »Her ligner våbnene deres ejermænd. Det andet skinner mere og er bedre lavet, men det er ikke skarpere.« Asmund siger, at det véd han ikke noget om, »— men du vil nok gerne have svar på dit spørgsmål.« Det ville han, sagde han. Asmund sagde: »Sig til dine høvdinge, at der møder en mand til holmgangen på hertugernes vegne.«
+Nu skal det dreje sig om kong Lazinus og hans svoger Hildebrand Hunnerkæmpe. Hildebrand siger: »Er det mon ikke ved at være på tide at holde holmgang med hertugerne og deres mænd? Nu er det nok ikke så besværligt at få fat i de gårde, der er tilbage.« Kongen sagde: »Lad os hellere sende en mand hen til dem og finde ud af, om de kan fås på nemmere vis.« Manden, der blev sendt af sted, hed Vøgg. Der fortælles ikke noget om hans færd, førend han kommer frem til hertugerne. Han gik ind i hallen og derpå hen foran bordet og sagde: »Kong Lazinus og den mægtige Hildebrand Hunnerkæmpe ønsker at vide, om I vil komme til holmgangsstævne eller aflevere, hvad der er tilbage, uden modstand.« Hertugerne svarer: »I synes måske, at vi ejer for meget, men det er kommet dertil, at det vil være at regne for et lille tab sammenlignet med gode mænd.« Asmund sagde: »Hvordan kan I sige sådan? Er det ikke mere nødvendigt at beholde det, som man kun har lidt af?« Vøgg betragtede ham. Asmund sagde: »Hvorfor kigger du sådan på mig?« Han siger: »Fordi jeg aldrig har set en tredje mand, som var lige så prægtig som dig og Hildebrand. Han er lysere, men du ser ikke mindre stærk og hærdet ud, og Hildebrand har hørt, at en ukendt og velbevæbnet mand er kommet hertil, og jeg ville gerne se dit sværd.« Det var der ikke noget i vejen for, sagde Asmund. Vøgg så nu på det og sagde: »Her ligner våbnene deres ejermænd. Det andet skinner mere og er bedre lavet, men det er ikke skarpere.« Asmund siger, at det véd han ikke noget om, »— men du vil nok gerne have svar på dit spørgsmål.« Det ville han, sagde han. Asmund sagde: »Sig til dine høvdinge, at der møder en mand til holmgangen på hertugernes vegne.«
 Nu red Vøgg hjem og hilste kongen og Hildebrand. Hildebrand sagde: »Hvilket svar har du med fra hertugernes drøftelse?« Vøgg svarer: »Jeg forventer, at de ikke udebliver fra holmgangen.« Hildebrand sagde: »Nu er de alligevel blevet noget genstridige. Det er måske ham den ukendte mand, der er skyld i det. Men hvilket indtryk fik du af ham? Du har blik for den slags.« Vøgg siger: »Hans fremtræden er sådan, at han fører sig vel, og hans øjne er ganske magen til dine, og han er utvivlsomt meget modig. Og han har et sværd, hvis lige jeg aldrig har set, bortset fra det, du har, og jeg tænker, at de kommer fra den samme esse.« Hildebrand sagde: »Du beundrer vist denne mand! Men tror du ikke, at mit sværd er lige så godt som hans? Og tror du, at han er min ligemand?« Vøgg svarer: »Jeg véd ikke, hvorvidt han er din ligemand. Men dette véd jeg: Den, som kæmper imod ham, vil erfare, at han er en såre duelig mand.« Hildebrand sagde: »Du bruger store ord!« Og nu lader Hildebrand en af sine kæmper ride til holmgangen.
@@ Linje 99: / Linje 99: @@
 Men da Hildebrand hører dette, siger han: »Bliver han aldrig træt i armen? Men der skal ikke gå længe, før han må kæmpe igen.« Nu bliver der en vældig støj i hallen af bersærkernes hylen over, at denne ene mand besejrer så mange. Da sagde Hildebrand: »Lad nu seks af mine mænd gøre sig klar, og måtte de vinde sig berømmelse ved at hævne mine folk.« De drog derpå af sted til holmen, og da Asmund erfarer det, gør han sig klar i en fart. Han sagde: »Jeg har et sværd, som jeg lige så godt kan dræbe seks mænd med som tre.« Og derpå mødtes de. Da sagde kæmperne, at han skulle lægge sværdet og overgive sig. Han siger: »Ikke så længe mit skjold er helt. Det er vel også bydende nødvendigt for jer at hævne jeres mænd.« Derefter kæmpede de, og de gik hårdt til ham. Asmund forstod at hugge med sværdet på samme måde nu som før, og selv om han blev såret, sparede han ikke på sværdhuggene, og han huggede nogle af dem midt over, og det endte med, at han dræbte dem alle og kom tilbage til hertugerne. De fik stadig flere folk under sig, efterhånden som de vandt riget tilbage, og overalt talte man nu om denne kæmpe.
-Hildebrand fik igen at vide, hvad der var sket, og han sagde: »Der bliver tyndet ud i min flok, men hvor mange mænd er der nu tilbage?« »Herre!« sagde de, »— der er 26 tilbage.« Hildebrand svarer: »Man må sige, at fra nu af skal denne ukendte mand regnes blandt de største kæmper, og han dræber så mange, at jeg til sidst selv må møde ham, men først vil jeg sende syv mænd, som har tjent mig længe.« De gjorde sig derpå klar. Asmund fik at vide, at der ikke var tid til at hvile. Han siger: »Det var nok et måltid værd, at få fat i syv gårde.« Han tog derefter af sted, og syv kæmper gik imod ham. Da sagde Asmund: »Hvorfor sender Hildebrand sine folk ud, mens han selv sidder hjemme? Nu hidser han småfolk op til kamp imod mig.« Hans ord gjorde dem meget vrede, og de sagde, at han aldrig skulle komme til at kæmpe mod Hildebrand. Derpå kæmpede de, og på den ene eller anden måde dræbte ham dem alle. Derefter kastede han deres lig i floden.
+Hildebrand fik igen at vide, hvad der var sket, og han sagde: »Der bliver tyndet ud i min flok, men hvor mange mænd er der nu tilbage?« »Herre!« sagde de, »— der er 26 tilbage.« Hildebrand svarer: »Man må sige, at fra nu af skal denne ukendte mand regnes blandt de største kæmper, og han dræber så mange, at jeg til sidst selv må møde ham, men først vil jeg sende syv mænd, som har tjent mig længe.« De gjorde sig derpå klar. Asmund fik at vide, at der ikke var tid til at hvile. Han siger: »Det var nok et måltid værd, at få fat i syv gårde.« Han tog derefter af sted, og syv kæmper gik imod ham. Da sagde Asmund: »Hvorfor sender Hildebrand sine folk ud, mens han selv sidder hjemme? Nu hidser han småfolk op til kamp imod mig.« Hans ord gjorde dem meget vrede, og de sagde, at han aldrig skulle komme til at kæmpe mod Hildebrand. Derpå kæmpede de, og på den ene eller anden måde dræbte han dem alle. Derefter kastede han deres lig i floden.
 Men da Hildebrand erfarede det, sagde han: »Det, som nu er sket, er meget værre, end at jeg bare kan lade som ingenting. Nu skal otte bersærker gå imod ham, for ingen af os kan leve med, at dette ikke bliver hævnet.« Derpå hylede de højt og bed så store stykker af skjoldene, som de formåede. Asmund var hos hertugerne, da han fik at vide, at det atter var tid til kamp. Da sagde hertugernes søster: »Den ære, som vi mistede, har vi nu genvundet i større mål, end vi kunne have regnet med.« Asmund siger: »Lad os vove kampen, for han pudser bersærkerne på mig, men de formår intet, og det var bedre, hvis de rigdomme, som de uden lovlig grund frarøvede jer, blev lagt til vores rige.« Derefter red han imod dem, og det kom til kamp, så snart de mødtes. Og denne strid blev længere end de andre, men det endte med, at han dræbte dem alle.

@@ Linje 10: / Linje 10: @@
-<center>[[Nordiske fornaldersagaer]]
+<center>[[Udvalgte fornaldersagaer]]
-<big><big>'''Asmund Kæmpebanes saga'''</big></big><ref>''Ásmundar saga kappabana'' findes bedst overleveret i det islandske håndskrift [https://onp.ku.dk/onp/onp.php?m8723 Holm perg 7 4to], der befinder sig på ''Kungliga biblioteket'' i Stockholm. Håndskriftet dateres til begyndelsen af 1300-tallet.</ref>
+<big><big>'''Asmund Kæmpebanes saga'''</big></big> <ref>''Ásmundar saga kappabana'' findes bedst overleveret i det islandske håndskrift [https://onp.ku.dk/onp/onp.php?m8723 Holm perg 7 4to], der befinder sig på ''Kungliga biblioteket'' i Stockholm. Håndskriftet dateres til begyndelsen af 1300-tallet.</ref>
 ''Ásmundar saga kappabana''

@@ Linje 212: / Linje 212: @@
 ----
 '''Noter:'''
 <references/>
 [[Kategori:Alfabetisk indeks]]

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 9. apr. 2022 kl. 07:31
Linje 64:		Linje 64:


−	'''5. Asmund får lovning på Æsa den Fagre''''	+	'''5. Asmund får lovning på Æsa den Fagre'''

	Fortællingen fortsætter nu med Asmund Ågesøn, der var på hærtogt, og vikingerne fandt, at han var djærv i strid og hård at have med at gøre. Men da far og søn — Åge og Asmund — vendte hjem fra deres togter, hørte de nyheden om kong Alfs fald. De forholdt sig nu i ro. Asmund kendte ikke til slægtskabet mellem ham og Hildebrand, for det havde hans mor ikke fortalt ham om.		Fortællingen fortsætter nu med Asmund Ågesøn, der var på hærtogt, og vikingerne fandt, at han var djærv i strid og hård at have med at gøre. Men da far og søn — Åge og Asmund — vendte hjem fra deres togter, hørte de nyheden om kong Alfs fald. De forholdt sig nu i ro. Asmund kendte ikke til slægtskabet mellem ham og Hildebrand, for det havde hans mor ikke fortalt ham om.