Brødrene Zenos reiser (CCR/FM) - Revisjonshistorikk

Carsten på 24. aug. 2018 kl. 07:52

2018-08-24T07:52:19Z

Jesper på 21. feb. 2018 kl. 19:27

2018-02-21T19:27:29Z

Jesper på 21. feb. 2018 kl. 19:25

2018-02-21T19:25:43Z

Vis endringer

Carsten på 20. feb. 2018 kl. 11:25

2018-02-20T11:25:29Z

Knut på 20. feb. 2018 kl. 07:57

2018-02-20T07:57:24Z

Knut på 20. feb. 2018 kl. 07:54

2018-02-20T07:54:41Z

Vis endringer

Knut på 20. feb. 2018 kl. 07:15

2018-02-20T07:15:39Z

Knut på 14. feb. 2018 kl. 14:00

2018-02-14T14:00:15Z

Knut på 14. feb. 2018 kl. 12:31

2018-02-14T12:31:24Z

Knut på 14. feb. 2018 kl. 12:15

2018-02-14T12:15:41Z

Vis endringer

@@ Linje 7: / Linje 7: @@
 |}
-'''[[Grønlands historiske mindesmærker]] III'''
+<center>'''[[Grønlands historiske mindesmærker]] III'''
@@ Linje 21: / Linje 20: @@
 [[Finnur Magnússon biografi|Finnur Magnússon]] og [[Carl Christian Rafn biografi|C. C. Rafn]]</center>

@@ Linje 141: / Linje 141: @@
 Antonio arvede hans Rigdomme og hans Ærespost, og endskjöndt han forsögte mange Midler, og bad og bönfaldt meget, blev det ham dog ikke tilladt at reise hjem, fordi Zichmni, som en Mand af Aand og Tapperhed, havde sat sig fast i Hovedet at blive Herre over Havet. Derfor, da han benyttede sig af Antonio, vilde han, at han med nogle Skibe skulde seile mod Vesten, fordi der paa denne Side vare, ved nogle af hans Fiskere, opdagede meget rige og stærkt befolkede Öer. Denne Opdagelse fortæller Antonio i eet af sine Breve til sin Broder Carl, nöiagtig saaledes, som fölger, dog saaledes at nogle gammeldags Udtryk og Stilen ere forandrede, imedens Materien er bleven uforandret.
-For sex og tyve Aar siden afrejste fire Fiskerbaade, som, da de bleve overfaldne af en stor Storm, flakkede i mange Dage om paa Havet, som uden Redning, indtil de endelig, da Veiret blev roligere, opdagede en Ö, liggende i Vesten, ved Navn Estotilanda, over tusinde (italienske) Mile borte fra Frislanda; paa denne strandede een af Baadene, og sex Mennesker, som vare derpaa, bleve tagne til Fanger, og förte til en meget smuk og folkerig Stad, hvor Kongen, som regjerede der, lod komme mange Tolke, men ikke fandt nogen, der forstod disse Fiskeres Sprog, undtagen en Latiner, som ligeledes tilfældigvis var landet paa samme Ö. Denne spurgte dem paa Kongens Vegne, hvem de vare, og hvorfra de kom. Han samlede det alt, og fortalte det til Kongen. Da han havde erfaret alt dette, vilde han, at de skulde nedsætte sig i Landet. De adlöde hans Befaling, fordi det ikke kunde være anderledes, og bleve i fem Aar paa Öen, og lærte Sproget. Een af dem i Særdeleshed var i forskjellige af Öens Dele, og fortæller, at den er meget rig og har Overflödighed paa alle Verdens Herligheder, og at den er lidet mindre end Island, men mere frugtbar, da den i Midten har et meget höit Bjerg, hvoraf der udspringer fire Floder, som vande den. Indbyggerne ere opfindsomme, og have de samme Kunster, som vi, og man troer, at de i fordums Dage have haft Samkvem med vore Folk; thi han siger at have seet latinske Böger i Kongens Bogsamling, som de nu ikke forstaae. De have særskilte Bogstaver, og de opgrave alle Slags Metaller, og have især Overflödighed af Guld, og deres meste Handel gaaer til Grönland, hvorfra de faae Pelsværk og Svovl og Beg. Og han fortæller, at der i Sönden er et stort Land, som er meget rigt paa Guld og vel befolket. De saae Korn og tilberede Ö1, hvilket er et Slags Drik, som de nordiske Folk bruge, ligesom vi Viin. De have Skove af uhyre Störrelse, og de bygge med Muurværk, og der ere mange Stæder og Borge. De bygge Skibe og seile, men de have ikke Magneten, og kunne ikke ved Compasset kjende Nord. Derfor bleve disse Fiskere höit agtede, saa at Kongen udsendte dem med tolv Skibe mod Sönden til det Land, som de kalde Drogio; men paa Reisen fik de saa stor en Storm, at de holdt deres Undergang for vis. Alligevel, da de havde undgaaet en grusom Död, kom de til at lide en endnu langt grusommere, fordi den störste Deel bleve opædte af disse grumme Folk; thi de nære sig af Menneskekjöd, som de holde for en meget velsmagende Spise. Men da denne Fisker tilligemed sine Ledsagere viste dem Maaden at fange Fiske med Garn, frelste han Livet. Da han fiskede hver Dag, deels i Havet og deels i de ferske Vande, fangede han mange Fiske og forærede dem til de Fornemmere. Derved erhvervede han sig saa megen Yndest, at han blev agtet og elsket og meget æret af enhver. Da Rygtet om ham udbredte sig hos Nabofolkene, fik en nærboende Herre saa stor Lyst til at have ham hos sig, og at see hvorledes han udövede sin beundringsværdige Kunst i at fange Fiskene, at han begyndte Krig mod den anden Herre, hos hvilken han opholdt sig. Da hin omsider fik Overmagten, fordi han var mægtigere og bedre bevæbnet, blev Fiskeren tilligemed de andre overgivet til ham, og i tretten Aar, i hvilke han stadig var i disse Egne, siger han at han paa denne Maade blev overgivet til fem og tyve Herrer, da altid den ene förte Krig med den anden, og det ene og alene for at have ham hos sig, og saaledes flakkede han omkring uden længe at have fast Bopæl paa eet Sted, saa at han gjennemvandrede og lærte at kjende næsten alle disse Egne. Og han siger, at Landet er meget stort og saa at sige en ny Verden, men Folket er vildt og berövet alle Bekvemmeligheder; thi de gaae nögne, endskjöndt de lide en grusom Kulde, og de forstaae ikke at bedække sig med de Dyrs Skind, som de fange paa Jagten; de have intet Slags Metal, de leve af Vildt, og de bære Landser af tilspidset Træ, og Buer, hvis Strenge ere af Dyreskind. Det er meget grumme Folk, de bekrige hinanden paa Liv og Död, og æde hinanden; de have Overhoveder og bestemte Love, som ere meget forskjellige fra hinanden; men jo længere man kommer mod Sydvest, desmere Dannelse finder man, formedelst den tempererede Luft der er, saaledes at der ere Stæder og Afgudstempler; der offre de Mennesker, og æde dem siden. I denne Egn kjender og bruger man ogsaa Guld og Sölv. Da denne Fisker i saa mange Aar havde været i hine Lande, tænkte han paa, om mueligt, at vende tilbage til sit Fædreneland; men da hans Kammerater opgave Haabet om at see ham igjen, önskede de ham en lykkelig Reise, lode ham drage bort og bleve selv tilbage. Efterat han havde sagt dem Farvel, flygtede han igjennem Skovene ad Drogio til. Nabokongen saae ham med Glæde, og tog venlig imod ham; thi han kjendte ham og levede i stort Fjendskab med den anden. Saaledes gik han fra een til den anden af dem, hos hvilke han för havde været, og efter lang Tid og mange Besværligheder og Anstrængelser, kom han tilsidst til Drogio, hvor han boede i tre hele Aar. Endelig fik han til god Lykke at vide af Indbyggerne, at der til Kysten vare komne nogle Skibe. Nu fik han godt Haab om at han skulde gjöre sine Sager godt, gik til Stranden, og da han havde spurgt, fra hvilket Land de vare, erfoer han til sin store Glæde, at de vare fra Estotilanda. Da han bad dem om at tage ham ombord, blev han med Fornöielse modtagen af dem, fordi han forstod Landets Sprog, og da der ikke vare andre, der forstode det, brugte de ham som Tolk. Derfor gjorde han siden Reisen med dem, saaledes at han blev meget rig. Nu byggede og udrustede han et Skib paa egen Bekostning, og vendte derfra tilbage til Frislanda, hvor han bragte Landets Herre Efterretningen om Opdagelsen af dette meget rige Land, og til Bekræftelse paa dette tjene hans Skibsfolk, og mange nye Ting, som bevise, at det er sandt, hvad han har fortalt. Af denne Aarsag har dette Lands Herre besluttet at lade mig drage med en Flaade til disse Egne, og der ere saa mange, der önske at komme med, formedelst Sagens Nyhed, at jeg tænker, vi uden Opofrelser fra det Offentlige, skulle blive meget stærke.
+For sex og tyve Aar siden afrejste fire Fiskerbaade, som, da de bleve overfaldne af en stor Storm, flakkede i mange Dage om paa Havet, som uden Redning, indtil de endelig, da Veiret blev roligere, opdagede en Ö, liggende i Vesten, ved Navn Estotilanda, over tusinde (italienske) Mile borte fra Frislanda; paa denne strandede een af Baadene, og sex Mennesker, som vare derpaa, bleve tagne til Fanger, og förte til en meget smuk og folkerig Stad, hvor Kongen, som regjerede der, lod komme mange Tolke, men ikke fandt nogen, der forstod disse Fiskeres Sprog, undtagen en Latiner, som ligeledes tilfældigvis var landet paa samme Ö. Denne spurgte dem paa Kongens Vegne, hvem de vare, og hvorfra de kom. Han samlede det alt, og fortalte det til Kongen. Da han havde erfaret alt dette, vilde han, at de skulde nedsætte sig i Landet. De adlöde hans Befaling, fordi det ikke kunde være anderledes, og bleve i fem Aar paa Öen, og lærte Sproget. Een af dem i Særdeleshed var i forskjellige af Öens Dele, og fortæller, at den er meget rig og har Overflödighed paa alle Verdens Herligheder, og at den er lidet mindre end Island, men mere frugtbar, da den i Midten har et meget höit Bjerg, hvoraf der udspringer fire Floder, som vande den. Indbyggerne ere opfindsomme, og have de samme Kunster, som vi, og man troer, at de i fordums Dage have haft Samkvem med vore Folk; thi han siger at have seet latinske Böger i Kongens Bogsamling, som de nu ikke forstaae. De have særskilte Bogstaver, og de opgrave alle Slags Metaller, og have især Overflödighed af Guld, og deres meste Handel gaaer til Grönland, hvorfra de faae Pelsværk og Svovl og Beg. Og han fortæller, at der i Sönden er et stort Land, som er meget rigt paa Guld og vel befolket. De saae Korn og tilberede Öl, hvilket er et Slags Drik, som de nordiske Folk bruge, ligesom vi Viin. De have Skove af uhyre Störrelse, og de bygge med Muurværk, og der ere mange Stæder og Borge. De bygge Skibe og seile, men de have ikke Magneten, og kunne ikke ved Compasset kjende Nord. Derfor bleve disse Fiskere höit agtede, saa at Kongen udsendte dem med tolv Skibe mod Sönden til det Land, som de kalde Drogio; men paa Reisen fik de saa stor en Storm, at de holdt deres Undergang for vis. Alligevel, da de havde undgaaet en grusom Död, kom de til at lide en endnu langt grusommere, fordi den störste Deel bleve opædte af disse grumme Folk; thi de nære sig af Menneskekjöd, som de holde for en meget velsmagende Spise. Men da denne Fisker tilligemed sine Ledsagere viste dem Maaden at fange Fiske med Garn, frelste han Livet. Da han fiskede hver Dag, deels i Havet og deels i de ferske Vande, fangede han mange Fiske og forærede dem til de Fornemmere. Derved erhvervede han sig saa megen Yndest, at han blev agtet og elsket og meget æret af enhver. Da Rygtet om ham udbredte sig hos Nabofolkene, fik en nærboende Herre saa stor Lyst til at have ham hos sig, og at see hvorledes han udövede sin beundringsværdige Kunst i at fange Fiskene, at han begyndte Krig mod den anden Herre, hos hvilken han opholdt sig. Da hin omsider fik Overmagten, fordi han var mægtigere og bedre bevæbnet, blev Fiskeren tilligemed de andre overgivet til ham, og i tretten Aar, i hvilke han stadig var i disse Egne, siger han at han paa denne Maade blev overgivet til fem og tyve Herrer, da altid den ene förte Krig med den anden, og det ene og alene for at have ham hos sig, og saaledes flakkede han omkring uden længe at have fast Bopæl paa eet Sted, saa at han gjennemvandrede og lærte at kjende næsten alle disse Egne. Og han siger, at Landet er meget stort og saa at sige en ny Verden, men Folket er vildt og berövet alle Bekvemmeligheder; thi de gaae nögne, endskjöndt de lide en grusom Kulde, og de forstaae ikke at bedække sig med de Dyrs Skind, som de fange paa Jagten; de have intet Slags Metal, de leve af Vildt, og de bære Landser af tilspidset Træ, og Buer, hvis Strenge ere af Dyreskind. Det er meget grumme Folk, de bekrige hinanden paa Liv og Död, og æde hinanden; de have Overhoveder og bestemte Love, som ere meget forskjellige fra hinanden; men jo længere man kommer mod Sydvest, desmere Dannelse finder man, formedelst den tempererede Luft der er, saaledes at der ere Stæder og Afgudstempler; der offre de Mennesker, og æde dem siden. I denne Egn kjender og bruger man ogsaa Guld og Sölv. Da denne Fisker i saa mange Aar havde været i hine Lande, tænkte han paa, om mueligt, at vende tilbage til sit Fædreneland; men da hans Kammerater opgave Haabet om at see ham igjen, önskede de ham en lykkelig Reise, lode ham drage bort og bleve selv tilbage. Efterat han havde sagt dem Farvel, flygtede han igjennem Skovene ad Drogio til. Nabokongen saae ham med Glæde, og tog venlig imod ham; thi han kjendte ham og levede i stort Fjendskab med den anden. Saaledes gik han fra een til den anden af dem, hos hvilke han för havde været, og efter lang Tid og mange Besværligheder og Anstrængelser, kom han tilsidst til Drogio, hvor han boede i tre hele Aar. Endelig fik han til god Lykke at vide af Indbyggerne, at der til Kysten vare komne nogle Skibe. Nu fik han godt Haab om at han skulde gjöre sine Sager godt, gik til Stranden, og da han havde spurgt, fra hvilket Land de vare, erfoer han til sin store Glæde, at de vare fra Estotilanda. Da han bad dem om at tage ham ombord, blev han med Fornöielse modtagen af dem, fordi han forstod Landets Sprog, og da der ikke vare andre, der forstode det, brugte de ham som Tolk. Derfor gjorde han siden Reisen med dem, saaledes at han blev meget rig. Nu byggede og udrustede han et Skib paa egen Bekostning, og vendte derfra tilbage til Frislanda, hvor han bragte Landets Herre Efterretningen om Opdagelsen af dette meget rige Land, og til Bekræftelse paa dette tjene hans Skibsfolk, og mange nye Ting, som bevise, at det er sandt, hvad han har fortalt. Af denne Aarsag har dette Lands Herre besluttet at lade mig drage med en Flaade til disse Egne, og der ere saa mange, der önske at komme med, formedelst Sagens Nyhed, at jeg tænker, vi uden Opofrelser fra det Offentlige, skulle blive meget stærke.
 Dette indeholdes i det Brev, jeg ovenfor har anfört, og jeg har meddeelt dets Indhold her, for at man kan forstaae en anden Reise, som Antonio gjorde. Han rejste nemlig med mange Folk og mange Skibe, dog uden at være Anförer, som han fra först af havde tænkt, fordi Zichmni vilde personlig være med, og jeg har et Brev angaaende dette Foretagende, som lyder saaledes:

@@ Linje 3: / Linje 3: @@
 !align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
 |-
-!  Denne teksten finnes på følgende språk ►!!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Blandede Optegnelser(CCR/FM) - Brødrene]] !!  !!
+!  Denne teksten finnes på følgende språk ►!!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Brødrene Zenos reiser (CCR/FM)]] !!  !!
 |-
 |}

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 20. feb. 2018 kl. 07:57
Linje 21:		Linje 21:

	[[Finnur Magnússon biografi\|Finnur Magnússon]] og [[Carl Christian Rafn biografi\|C. C. Rafn]]</center>		[[Finnur Magnússon biografi\|Finnur Magnússon]] og [[Carl Christian Rafn biografi\|C. C. Rafn]]</center>
		+

@@ Linje 1: / Linje 1: @@
 {| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
 |- style="background-color:#e9e9e9"
-!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" |Latin !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
+!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
 |-
-!  Denne teksten finnes på følgende språk ►!! [[Fil:Original.gif|32px|link=Uddrag af Middelalderens islandske Annaler (CCR/FM)]] !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Uddrag af Middelalderens islandske Annaler (CCR/FM)]] !!  !!
+!  Denne teksten finnes på følgende språk ►!!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Blandede Optegnelser(CCR/FM) - Brødrene]] !!  !!
 |-
 |}