Dala syssel (K.Kålund) - Revisjonshistorikk

Carsten på 24. nov. 2017 kl. 14:57

2017-11-24T14:57:22Z

Jesper på 5. mar. 2015 kl. 17:55

2015-03-05T17:55:34Z

Carsten på 5. mar. 2015 kl. 13:35

2015-03-05T13:35:10Z

Carsten på 5. mar. 2015 kl. 13:27

2015-03-05T13:27:52Z

Carsten på 5. mar. 2015 kl. 13:26

2015-03-05T13:26:03Z

Carsten på 5. mar. 2015 kl. 13:21

2015-03-05T13:21:40Z

Carsten på 5. mar. 2015 kl. 13:13

2015-03-05T13:13:39Z

Carsten på 5. mar. 2015 kl. 13:09

2015-03-05T13:09:48Z

Vis endringer

Carsten på 5. mar. 2015 kl. 13:02

2015-03-05T13:02:48Z

Carsten på 5. mar. 2015 kl. 12:55

2015-03-05T12:55:43Z

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 24. nov. 2017 kl. 14:57
Linje 159:		Linje 159:


−	Svinadal, fortæller Ldn. (s. 126-27), skal have fået navn af nogle svin, som Stenolv genfandt der stærkt formerede. Om Svinadalens nordre del nogen sinde har været bebot er tvivlsomt; i Sturl. (I, s. 14) nævnes et sæter i Svinadalen fra gården Nedre Mule, hvis navn ''Snorrastad'' (Snorrastaðir) vel kunde tyde på, at det fordum havde været en bebygget gård. — Når der i Sturl. (I, s. 20) tales om ''Tunge-land'' (Tungu-land) i Svinadal, da er det utvivlsomt den nuværende gård Bessatunga, som ligger for enden af Hvolsdal, hvor der imellem Svinadalen og den anden, nordligere og meget mindre sidedal, Brekkudalen, afskæres et fjæld med tilhørende græsgrot fod. — Saurbæ og særlig Hvolsdalen er skuepladsen for en del af de i Kormaks saga omtalte begivenheder; men mangel på lokalkundskab har øjensynlig bragt forfatteren dels til at begå ligefremme unøjagtigheder, dels til at give en så mangelfuld fremstilling af handlingens gang, at sagaen på sine steder bliver næsten uforståelig. I Midfjorden, nabofjorden øst for Hrutafjorden på Nordlandet, boede skjalden Kormak og hans elskede, Stengerd. I Saurbæ derimod boede Berse, bekendt for sine holmgange; denne mand, der sædvanlig benævnes Holmgange-Berse, omtales også i Laxd., og det ses dér (s. 108), at hans bolig var gården '''Tunge''' (''Túnga''), der må svare til den nys nævnte gård Bessatunge, som netop efter ham må antages at have fået sit nuværende navn. Berse er Kormaks heldige medbejler, og med ham bliver Stengerd gift. — I følge fremstillingen i Kormaks saga skulde man tro, det var en forholdsvis let og hurtig sag at komme fra Hrutafjorden til Saurbæ; i virkeligheden er det en lang vej: enten må man over Laksådalsheden til Hvammssvejten og derfra gennem Svinedalen, eller man må mod nord langs vestsiden af Hrutafjord op i Stranda syssel, derfra over en lille hede ned til den nordligste gård i Saurbæ hrepp, hvorefter man så nord fra langs kysten begiver sig ned i den egenlige Saurbæ<ref>Fra Brekkudal fører ingen egenlig vej over fjældet til Hrutafjorden.</ref>. Denne sidste vej ser det ud til, at Berse har valgt efter sit bryllnp i Midfjord, hvad der også kan være rimeligt nok (Krm. s. 60 ffg.). Kormak samler folk og forfølger dem, men da han kommer til ''Vale'', får han at vide, at Berse er nåt til Mule — hvor hins daværende ven Tord Arndissön boede — og har samlet folk dér; Kormak begiver sig så ledsaget af Vale til Mule og har her en samtale med Berse. Den på dette sted, og oftere i sagaen, omtalte gård '''Mule''' (''Múli'') må være en af de to gårde Mule i Saurbæ, formodenlig Nedre Mule. — Ved en tidligere lejlighed (s. 56) er det sagt, at nys nævnte Vale boede på '''Valastad''' (''Valastaðir'') kort fra Hrutafjord. At denne gård skulde have ligget i Hrutafjord, er aldeles utænkeligt; den må åbenbart have ligget i Saurbæ. At den kaldes Valastad vil vel ikke sige andet, end at forfattteren ikke har kendt dens navn ; og det er højst sandsynligt, at det i Saurbæ almindelig udbredte sagn, der lader Vale have bot på den lige over for Belgsdal liggende gård ''Hvol'' (Hvoll), er i overensstemmelse med sagaen, som den oprindelig har lydt. Hvis Kormak under forfølgelsen af Berse er kommen nord fra vilde Hvol ganske rigtig være en af de første gårde i Hvolsdal, som han traf på. — Denne beliggenhed af Vales bolig passer også med, hvad der senere (s. 140) berettes, da Berse, efter at Stengerd har forladt ham, bliver gift med Vales søster, — at denne får i medgift »Brekka land«. Navnet Brekka er nemlig knyttet til dalens to østligste gårde nord for åen. Nedre og Fremre Brekka, beliggende mellem Hvol og Bessatunga. Og senere opstår der netop fjendskab mellem Berse og Vale, fordi Berses hustru tillader sin broder Vale at benytte det afståede Brekke land. [[Fil:WGC.224.jpg\|thumb\|500px\|right\|<center>'''Bessatunga í Saurbæ''' - (''W.G. Collingwood,'' 1897)</center>]]Det fjendskab fører til sidst til Vales drab, i det Berse, der imidlertid er bleven meget gammel, og som på den tid har Olav pås søn Haldor til opfostring hos sig, ved en list lokker Vale til sig. Han lader en pige, som opholder sig hos ham (altså på Bessatunge), begive sig til Vale og beklage sig over den behandling, hun nyder, samt bede ham om at følge sig over ''klevet''. Dette gør også Vale, men da han vil vende tilbage, kommer Berse og Haldor imod ham og dræber ham på det sted, »som siden hedder Valafall« (Krm. s. 158). — Dette stedsnavn er endnu bevaret, tilligemed et par andre formodenlig deraf afledte, dog således, at det deri indeholdte personnavn fra Vale er bleven ''Vole''. Ved Svinedalens munding ud mod Hvolsdal strækker sig fra ~~fjældhj5rnet~~ i vest en kløft ned mod et lavere i lien liggende mosestrøg; kløften hedder ''Volagjå'' (Volagjá), mosen ''Volamyre'' (Volamyri); og neden for Volamyre, hvor vejen nu ligger ned fra Svinedal, skal selve navnet ''Volafall'' være bevaret. Ved det i sagaen nævnte klev forstår man nu almindelig den skråning — umiddelbart nord for Volagjå —, ad hvilken man fra Hvolsdalens bund stiger op i den højere liggende Svinedal, når man ikke, som nu ofte, følger den fra Svinedal kommende å, hvorved man kommer lidt længere mod øst, før man drejer ind i dalen. Da det ikke er let at se, hvorledes vejen fra Bessatunge til Vales bolig kunde komme til at ligge over klevet, kan det have sin interesse at blive bekendt med sagnet om »Vole«, således som det nu lever hos Saurbæingerne og kendes så godt som af enhver, medens derimod kun en ganske enkelt har læst Kormaks saga; dette sagn stemmer nemlig bedre overens med stedsforholdene: Berse, som havde taget Snorre godes (!) søn Haldor til opfostring, kom i strid med Vole fra Hvol, fordi Vole, der var en anmassende mand, lod sine heste gå i den Berse tilhørende Svinedal; han aftalte derfor med Haldor en dag, da Vole havde begivet sig til sine heste, at Haldor skulde tage post i tunet og råbe til ham, når Vole kom; selv begav han sig over åen (ɔ: det fra Svinedal kommende tilløb), og da Haldor råbte, afskød han en pil mod Vole og dræbte denne i Volafall neden for Volamyre. I bod for Vole måtte derpå Berse afstå Svinedalen til Hvol, som endnu ejer den<ref>Interessant er det at se, hvor nøje den i pastor Povl Gunnarssöns på latin skrevne antikv. indb. (1817) indeholdte gengivelse af samme sagn svarer til oven stående sagnform (der er nedskrevet 1874 efter mundtlig fortælling): »Deniqve vix credibile exemplum insignis olim duellationis, nomine Holmgöngu Berse, jam (in senectute) cæci (sit, si placet anecdotum) indicio paeri manuductoris, inimicum, sat longo spatio distantem, certissimo juxta ac validissimo hastæ missu vel jactu, inimicum inqvam, cui nomen Voli, colonum prædii Hvol, lethaliter fertur prostravisse. Volafall nomen loci.«<br>Om Voles rigdom går der også sagn; han havde således så mange får, at rækken af dem nåede fra Hvol til klevet ved Volagjå.</ref>. — I Kormaks saga (s. 140) fortælles, at Berse lod bygge et virke om sin gård; deraf ser man nu intet spor. Derimod mener man at kunne påvise sporene af Besses hov. I tunet findes nemlig en lav høj (ifg. den antikv. indb. kaldet Goðahóll), hvor der ses en næsten kredsformig tomt, med dørene i nord; denne, der skal være 15-20 al. i diameter, udgives for hovtomten.	+	Svinadal, fortæller Ldn. (s. 126-27), skal have fået navn af nogle svin, som Stenolv genfandt der stærkt formerede. Om Svinadalens nordre del nogen sinde har været bebot er tvivlsomt; i Sturl. (I, s. 14) nævnes et sæter i Svinadalen fra gården Nedre Mule, hvis navn ''Snorrastad'' (Snorrastaðir) vel kunde tyde på, at det fordum havde været en bebygget gård. — Når der i Sturl. (I, s. 20) tales om ''Tunge-land'' (Tungu-land) i Svinadal, da er det utvivlsomt den nuværende gård Bessatunga, som ligger for enden af Hvolsdal, hvor der imellem Svinadalen og den anden, nordligere og meget mindre sidedal, Brekkudalen, afskæres et fjæld med tilhørende græsgrot fod. — Saurbæ og særlig Hvolsdalen er skuepladsen for en del af de i Kormaks saga omtalte begivenheder; men mangel på lokalkundskab har øjensynlig bragt forfatteren dels til at begå ligefremme unøjagtigheder, dels til at give en så mangelfuld fremstilling af handlingens gang, at sagaen på sine steder bliver næsten uforståelig. I Midfjorden, nabofjorden øst for Hrutafjorden på Nordlandet, boede skjalden Kormak og hans elskede, Stengerd. I Saurbæ derimod boede Berse, bekendt for sine holmgange; denne mand, der sædvanlig benævnes Holmgange-Berse, omtales også i Laxd., og det ses dér (s. 108), at hans bolig var gården '''Tunge''' (''Túnga''), der må svare til den nys nævnte gård Bessatunge, som netop efter ham må antages at have fået sit nuværende navn. Berse er Kormaks heldige medbejler, og med ham bliver Stengerd gift. — I følge fremstillingen i Kormaks saga skulde man tro, det var en forholdsvis let og hurtig sag at komme fra Hrutafjorden til Saurbæ; i virkeligheden er det en lang vej: enten må man over Laksådalsheden til Hvammssvejten og derfra gennem Svinedalen, eller man må mod nord langs vestsiden af Hrutafjord op i Stranda syssel, derfra over en lille hede ned til den nordligste gård i Saurbæ hrepp, hvorefter man så nord fra langs kysten begiver sig ned i den egenlige Saurbæ<ref>Fra Brekkudal fører ingen egenlig vej over fjældet til Hrutafjorden.</ref>. Denne sidste vej ser det ud til, at Berse har valgt efter sit bryllnp i Midfjord, hvad der også kan være rimeligt nok (Krm. s. 60 ffg.). Kormak samler folk og forfølger dem, men da han kommer til ''Vale'', får han at vide, at Berse er nåt til Mule — hvor hins daværende ven Tord Arndissön boede — og har samlet folk dér; Kormak begiver sig så ledsaget af Vale til Mule og har her en samtale med Berse. Den på dette sted, og oftere i sagaen, omtalte gård '''Mule''' (''Múli'') må være en af de to gårde Mule i Saurbæ, formodenlig Nedre Mule. — Ved en tidligere lejlighed (s. 56) er det sagt, at nys nævnte Vale boede på '''Valastad''' (''Valastaðir'') kort fra Hrutafjord. At denne gård skulde have ligget i Hrutafjord, er aldeles utænkeligt; den må åbenbart have ligget i Saurbæ. At den kaldes Valastad vil vel ikke sige andet, end at forfattteren ikke har kendt dens navn ; og det er højst sandsynligt, at det i Saurbæ almindelig udbredte sagn, der lader Vale have bot på den lige over for Belgsdal liggende gård ''Hvol'' (Hvoll), er i overensstemmelse med sagaen, som den oprindelig har lydt. Hvis Kormak under forfølgelsen af Berse er kommen nord fra vilde Hvol ganske rigtig være en af de første gårde i Hvolsdal, som han traf på. — Denne beliggenhed af Vales bolig passer også med, hvad der senere (s. 140) berettes, da Berse, efter at Stengerd har forladt ham, bliver gift med Vales søster, — at denne får i medgift »Brekka land«. Navnet Brekka er nemlig knyttet til dalens to østligste gårde nord for åen. Nedre og Fremre Brekka, beliggende mellem Hvol og Bessatunga. Og senere opstår der netop fjendskab mellem Berse og Vale, fordi Berses hustru tillader sin broder Vale at benytte det afståede Brekke land. [[Fil:WGC.224.jpg\|thumb\|500px\|right\|<center>'''Bessatunga í Saurbæ''' - (''W.G. Collingwood,'' 1897)</center>]]Det fjendskab fører til sidst til Vales drab, i det Berse, der imidlertid er bleven meget gammel, og som på den tid har Olav pås søn Haldor til opfostring hos sig, ved en list lokker Vale til sig. Han lader en pige, som opholder sig hos ham (altså på Bessatunge), begive sig til Vale og beklage sig over den behandling, hun nyder, samt bede ham om at følge sig over ''klevet''. Dette gør også Vale, men da han vil vende tilbage, kommer Berse og Haldor imod ham og dræber ham på det sted, »som siden hedder Valafall« (Krm. s. 158). — Dette stedsnavn er endnu bevaret, tilligemed et par andre formodenlig deraf afledte, dog således, at det deri indeholdte personnavn fra Vale er bleven ''Vole''. Ved Svinedalens munding ud mod Hvolsdal strækker sig fra fjældhjørnet i vest en kløft ned mod et lavere i lien liggende mosestrøg; kløften hedder ''Volagjå'' (Volagjá), mosen ''Volamyre'' (Volamyri); og neden for Volamyre, hvor vejen nu ligger ned fra Svinedal, skal selve navnet ''Volafall'' være bevaret. Ved det i sagaen nævnte klev forstår man nu almindelig den skråning — umiddelbart nord for Volagjå —, ad hvilken man fra Hvolsdalens bund stiger op i den højere liggende Svinedal, når man ikke, som nu ofte, følger den fra Svinedal kommende å, hvorved man kommer lidt længere mod øst, før man drejer ind i dalen. Da det ikke er let at se, hvorledes vejen fra Bessatunge til Vales bolig kunde komme til at ligge over klevet, kan det have sin interesse at blive bekendt med sagnet om »Vole«, således som det nu lever hos Saurbæingerne og kendes så godt som af enhver, medens derimod kun en ganske enkelt har læst Kormaks saga; dette sagn stemmer nemlig bedre overens med stedsforholdene: Berse, som havde taget Snorre godes (!) søn Haldor til opfostring, kom i strid med Vole fra Hvol, fordi Vole, der var en anmassende mand, lod sine heste gå i den Berse tilhørende Svinedal; han aftalte derfor med Haldor en dag, da Vole havde begivet sig til sine heste, at Haldor skulde tage post i tunet og råbe til ham, når Vole kom; selv begav han sig over åen (ɔ: det fra Svinedal kommende tilløb), og da Haldor råbte, afskød han en pil mod Vole og dræbte denne i Volafall neden for Volamyre. I bod for Vole måtte derpå Berse afstå Svinedalen til Hvol, som endnu ejer den<ref>Interessant er det at se, hvor nøje den i pastor Povl Gunnarssöns på latin skrevne antikv. indb. (1817) indeholdte gengivelse af samme sagn svarer til oven stående sagnform (der er nedskrevet 1874 efter mundtlig fortælling): »Deniqve vix credibile exemplum insignis olim duellationis, nomine Holmgöngu Berse, jam (in senectute) cæci (sit, si placet anecdotum) indicio paeri manuductoris, inimicum, sat longo spatio distantem, certissimo juxta ac validissimo hastæ missu vel jactu, inimicum inqvam, cui nomen Voli, colonum prædii Hvol, lethaliter fertur prostravisse. Volafall nomen loci.«<br>Om Voles rigdom går der også sagn; han havde således så mange får, at rækken af dem nåede fra Hvol til klevet ved Volagjå.</ref>. — I Kormaks saga (s. 140) fortælles, at Berse lod bygge et virke om sin gård; deraf ser man nu intet spor. Derimod mener man at kunne påvise sporene af Besses hov. I tunet findes nemlig en lav høj (ifg. den antikv. indb. kaldet Goðahóll), hvor der ses en næsten kredsformig tomt, med dørene i nord; denne, der skal være 15-20 al. i diameter, udgives for hovtomten.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 5. mar. 2015 kl. 17:55
Linje 69:		Linje 69:


−	[[Fil:WGC.212.jpg\|thumb\|500px\|right\|<center>'''Smiðjutótt Þorsteins Kuggasonar í túninu á Ljárskógum''' - (''W.G. Collingwood,'' 1897)</center>]]Vil man fra Laksådalen videre nord på, går man enten fra Hjardarholt over halsen eller følger fjærevejen langs søen. Det er Hvammsfjordens inderste del, man nu rider langs med; fra Kambsnæs af drejer fjorden mod nord og danner som en arm eller sidegren af Hvammsfjordens ydre del <ref>Mærkes kan, at ligesom der i Jonsb.s 2det kap. tales om Tværåting syd for Hvitå og Tværåting vest for Hvitå, således tales der også omTorsnæsting syd for Hvammsfjord og Torsnæsting vest for Hvammsfjord.</ref>. — Nord for Hjardarholtshalsen løber en lille å ''Ljå'' (Ljá); på sydsiden af åmundingen findes en højere strækning Naustabót, passende til oplagsplads og skibsopsætning; det er formodenlig Laxd.'s '''Ljåøre''' (''Ljáeyrr'', s. 320), hvor Torkel Eyjolvssön havde sit tømmer liggende, og hvorfra han agtede at flytte det søvejs til Helgafell; han får også tømret om bord, men drukner, som tidligere omtalt, på sejladsen hjem. Mellem Ljå og den nordligere løbende å ''Fåskrud'' (Fáskrúð) ligger nær kysten gården '''Ljåskogar''' (''Ljáskógar'', i sagaerne i reglen Ljárskógar); denne gård, der især omtales i Grt., var på den tid bolig for høvdingen Torsten Kuggessön, — denne mand nævnes også i Laxd., hos ham gæstede Torkel Eyjolvssön, medens han forberedte sin sidste ulykkelige sejlads. — [[Fil:WGC.213.jpg\|thumb\|500px\|left\|<center>'''Ljárskógar''' - (''W.G. Collingwood,'' 1897)</center>]]Når gården i Grt. (s. 62) nævnes som liggende i Hvammssvejt, passer det ikke ganske med forholdene nu, da først Fåskrud danner grænsen mellem Laksådalshrepp og Hvammssvejt. Hos sin frænde Torsten i Ljårskogar finder den fredløse Grette oftere beskyttelse og tilbragte således en hel vinter her. Torsten var en meget driftig mand og en dygtig håndværker, der bestandig vidste at give sine folk nok at bestille, hvad der just ikke var efter Grettes smag. Torsten havde ladet gøre en kirke på sin gård. Han lod gøre en bro hjemme fra gården (til kirken?); den var meget kunstfærdig bygget, uden til i broen under de bjælker, der bare broen, var der ringe og bjælder, der rystedes, når nogen gik over broen, så at man hørte det tværs over søen, en halv mil bort Dette foretagende kostede Torsten meget arbejde, han var nemlig en dygtig smed <ref>»járngjörðarmaðr mikill«. Dette udtryk er vistnok i almindelighed bleven forstået, som om dermed sigtedes til, at Torsten Koggessön skulde have drevet megen jærnudsmeltning; og i overensstemmelse hermed vil man have fundet tydelige spor af slagger ved åen Fåskrud, desuden kul og slagger oppe i »åsene« i gårdens land og også slagger ved gravning hjemme i tunet. De omtalte spor ved åen Fåskrud synes dog ikke at bestå i andet, end at jorden her på bægge sider af vejen er sortagtig og ligesom forbrændt på grund af en halvforvitret, grusblandet vulkansk stenart, som findes her.</ref>, og Grette var, når han vilde, flink til at strække jærnet (Grt. s. 122). — Naturligvis mangler ikke hypoteser om, hvor denne bro har været og hvor sporene af den er at søge. I tunet øst for gården vises tomterne af den gamle kirke med tilhørende kirkegård, af meget ringe omfang; i en række ophøjede småtuer, der ligger fra kirkegården hen til gårdens huse, vil nogle påvise lævningerne af Torsten Kuggessöns bro, men da det bliver temlig uforståeligt, at han skulde have villet anlægge en sådan over det tørre højtliggende tun, vil andre søge den i en rad af ophøjede tuer, der ligger fra det uden for det nu mere indskrænkede tun værende, gamle tungærde og ned mod søen (men da synes broen rigtignok ikke at kunne have ført til kirken). — Sydvest for gården påvises i tunet en hovtomt bestående af to temlig store firkantede sammenbyggede tomter (henholdsvis 5 og 9 fv. lange, bredden af den mindre er omtr. 4½ fv., af den større sydligere omtr. 7 fv.)<ref>På Ljåskogar fortælles om en fordums stor skåle på gården dér, som skulde have optaget hele den østlige halvdel af gården, med tolv sengesteder til hver side. Desuden skal for en del år siden restene af en mindre anselig skåle være borttagne; af tømret fandtes (1874) endnu en del tilbage, således »bitar« prydede med på langs løbende brede furer, og en såkaldt »stolbrud« (indtil for kort tid siden to), det var en firkantet stolpe, for oven udhugget som en knap, der bar en tærningformet kapitæl; en bred fure midt på to af siderne angav, at de vistnok havde været brugte som sængestolper. — En sængestue på Ljåskogar med udhugget arbejde (der sættes i forbindelse med Tord hreda) omtales af Jon Olavsson Antk. Ann. II, 181.<br>Mærkes kan, at i Archeologia Britannica 11te Tom. 1794, Tab. XXI findes afbildet et en engelsk privatmand tilhørende drikkehorn, der skal stamme fra denne gård; al den underretning, der gives om hornet, består imidlertid i et par linjer underskrift, efter hvilke hornet er fundet to fod under jordens overflade på gården Liaskogar i Island og vides at være over 200 år gammelt. Såfremt hornet er afbildet i naturlig størrelse, har det omtrent haft et kohorns længde og form; det er prydet med udskæringer af blad-, roset-, ringe- og drage- eller fletværks-form.</ref>. — Også ved denne gård, hvor der tidligere antages at have været store skove, er der kun få rester tilbage. — Heden nordøst for Ljåskogar, hvorfra åen Fåskrud har sit udspring, bærer navnet '''Gavlfellshede''' (''Gaflfellsheiði'', ældre ''-heiðr'', — efter et huslignende fjæld Gaflfell); over den ligger en dog ikke meget benyttet vej (på kortet kaldet ''Orrustuhryggir''), i det man fra Ljåskogar drager op langs åen Fåskrud, og derpå videre mod nord til Bitra i Strandasyssel. [I Eb. (s. 112), hvor heden nævnes, tiltrædes dog vejen fra Sælingsdalstunge.]	+	[[Fil:WGC.212.jpg\|thumb\|500px\|right\|<center>'''Smiðjutótt Þorsteins Kuggasonar í túninu á Ljárskógum''' - (''W.G. Collingwood,'' 1897)</center>]]Vil man fra Laksådalen videre nord på, går man enten fra Hjardarholt over halsen eller følger fjærevejen langs søen. Det er Hvammsfjordens inderste del, man nu rider langs med; fra Kambsnæs af drejer fjorden mod nord og danner som en arm eller sidegren af Hvammsfjordens ydre del <ref>Mærkes kan, at ligesom der i Jonsb.s 2det kap. tales om Tværåting syd for Hvitå og Tværåting vest for Hvitå, således tales der også omTorsnæsting syd for Hvammsfjord og Torsnæsting vest for Hvammsfjord.</ref>. — Nord for Hjardarholtshalsen løber en lille å ''Ljå'' (Ljá); på sydsiden af åmundingen findes en højere strækning Naustabót, passende til oplagsplads og skibsopsætning; det er formodenlig Laxd.'s '''Ljåøre''' (''Ljáeyrr'', s. 320), hvor Torkel Eyjolvssön havde sit tømmer liggende, og hvorfra han agtede at flytte det søvejs til Helgafell; han får også tømret om bord, men drukner, som tidligere omtalt, på sejladsen hjem. Mellem Ljå og den nordligere løbende å ''Fåskrud'' (Fáskrúð) ligger nær kysten gården '''Ljåskogar''' (''Ljáskógar'', i sagaerne i reglen Ljárskógar); denne gård, der især omtales i Grt., var på den tid bolig for høvdingen Torsten Kuggessön, — denne mand nævnes også i Laxd., hos ham gæstede Torkel Eyjolvssön, medens han forberedte sin sidste ulykkelige sejlads. — [[Fil:WGC.213.jpg\|thumb\|500px\|left\|<center>'''Ljárskógar''' - (''W.G. Collingwood,'' 1897)</center>]]Når gården i Grt. (s. 62) nævnes som liggende i Hvammssvejt, passer det ikke ganske med forholdene nu, da først Fåskrud danner grænsen mellem Laksådalshrepp og Hvammssvejt. Hos sin frænde Torsten i Ljårskogar finder den fredløse Grette oftere beskyttelse og tilbragte således en hel vinter her. Torsten var en meget driftig mand og en dygtig håndværker, der bestandig vidste at give sine folk nok at bestille, hvad der just ikke var efter Grettes smag. Torsten havde ladet gøre en kirke på sin gård. Han lod gøre en bro hjemme fra gården (til kirken?); den var meget kunstfærdig bygget, uden til i broen under de bjælker, der bare broen, var der ringe og bjælder, der rystedes, når nogen gik over broen, så at man hørte det tværs over søen, en halv mil bort. Dette foretagende kostede Torsten meget arbejde, han var nemlig en dygtig smed <ref>»járngjörðarmaðr mikill«. Dette udtryk er vistnok i almindelighed bleven forstået, som om dermed sigtedes til, at Torsten Koggessön skulde have drevet megen jærnudsmeltning; og i overensstemmelse hermed vil man have fundet tydelige spor af slagger ved åen Fåskrud, desuden kul og slagger oppe i »åsene« i gårdens land og også slagger ved gravning hjemme i tunet. De omtalte spor ved åen Fåskrud synes dog ikke at bestå i andet, end at jorden her på bægge sider af vejen er sortagtig og ligesom forbrændt på grund af en halvforvitret, grusblandet vulkansk stenart, som findes her.</ref>, og Grette var, når han vilde, flink til at strække jærnet (Grt. s. 122). — Naturligvis mangler ikke hypoteser om, hvor denne bro har været og hvor sporene af den er at søge. I tunet øst for gården vises tomterne af den gamle kirke med tilhørende kirkegård, af meget ringe omfang; i en række ophøjede småtuer, der ligger fra kirkegården hen til gårdens huse, vil nogle påvise lævningerne af Torsten Kuggessöns bro, men da det bliver temlig uforståeligt, at han skulde have villet anlægge en sådan over det tørre højtliggende tun, vil andre søge den i en rad af ophøjede tuer, der ligger fra det uden for det nu mere indskrænkede tun værende, gamle tungærde og ned mod søen (men da synes broen rigtignok ikke at kunne have ført til kirken). — Sydvest for gården påvises i tunet en hovtomt bestående af to temlig store firkantede sammenbyggede tomter (henholdsvis 5 og 9 fv. lange, bredden af den mindre er omtr. 4½ fv., af den større sydligere omtr. 7 fv.)<ref>På Ljåskogar fortælles om en fordums stor skåle på gården dér, som skulde have optaget hele den østlige halvdel af gården, med tolv sengesteder til hver side. Desuden skal for en del år siden restene af en mindre anselig skåle være borttagne; af tømret fandtes (1874) endnu en del tilbage, således »bitar« prydede med på langs løbende brede furer, og en såkaldt »stolbrud« (indtil for kort tid siden to), det var en firkantet stolpe, for oven udhugget som en knap, der bar en tærningformet kapitæl; en bred fure midt på to af siderne angav, at de vistnok havde været brugte som sængestolper. — En sængestue på Ljåskogar med udhugget arbejde (der sættes i forbindelse med Tord hreda) omtales af Jon Olavsson Antk. Ann. II, 181.<br>Mærkes kan, at i Archeologia Britannica 11te Tom. 1794, Tab. XXI findes afbildet et en engelsk privatmand tilhørende drikkehorn, der skal stamme fra denne gård; al den underretning, der gives om hornet, består imidlertid i et par linjer underskrift, efter hvilke hornet er fundet to fod under jordens overflade på gården Liaskogar i Island og vides at være over 200 år gammelt. Såfremt hornet er afbildet i naturlig størrelse, har det omtrent haft et kohorns længde og form; det er prydet med udskæringer af blad-, roset-, ringe- og drage- eller fletværks-form.</ref>. — Også ved denne gård, hvor der tidligere antages at have været store skove, er der kun få rester tilbage. — Heden nordøst for Ljåskogar, hvorfra åen Fåskrud har sit udspring, bærer navnet '''Gavlfellshede''' (''Gaflfellsheiði'', ældre ''-heiðr'', — efter et huslignende fjæld Gaflfell); over den ligger en dog ikke meget benyttet vej (på kortet kaldet ''Orrustuhryggir''), i det man fra Ljåskogar drager op langs åen Fåskrud, og derpå videre mod nord til Bitra i Strandasyssel. [I Eb. (s. 112), hvor heden nævnes, tiltrædes dog vejen fra Sælingsdalstunge.]

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 5. mar. 2015 kl. 13:35
Linje 60:		Linje 60:


−	Når man fra Såmsstad følger vejen ned gennem dalen, nord for åen, er '''Lambastad''' (''Lambastaðir'') den anden gård, man kommer til. Her boede Torbjörn skrjup, der senere bliver gift med Melkorka, og efter disses død bebos gården af deres søn Lambe<ref>I tunet vises en — naturligvis uægte — Lambhóll.</ref>. Kort vest for Lambastad ligger '''Goddastad''' (''Goddastaðir'') (lige over for det for nævnte Tråndargil); her boede i følge Laxd. Tord Godde med sin myndige kone Vigdis, og gården omtales nærmere i Laxd. i anledning af, at en slægtning af Vigdis mod hendes mands vilje finder tilflugt hos hende her efter drabet på Ingjald Saudeyjargodes broder. Da han opdages af Ingjald her, nødes han med sin ledsager til at svømme over den opsvulmede og til dels isfyldte å; ved sommertid er åen her ikke bred. Efter at Vigdis har skilt sig fra sin mand, opfostrer den barnløse Tord Godde, for at sikre sig Høskulds bistand, dennes søn Olav på, og Olav bliver således arving til Tords store rigdom. Efter sin fosterfaders død lader Olav opkaste en høj over ham i det næs, som går frem i Lakså og hedder '''Dravnarnæs''' (''Drafnarnes''); derved er der et gærde, som hedder '''Haugsgard''' (''Haugsgarðr'', Laxd. s. 94). Disse navne er nu tabte <ref>Torl. Jonssön nævner rigtignok Drafnarnes, som om stedet endnu var kendt under dette navn, og vil også vide besked med Haugsgard; i Laksådalen syntes man imidlertid (1874) ikke at vide nogen besked med disse steder.</ref>. — Fra Goddastad til Hjardarholt er afstanden ikke ringe, omtrent tre fjærdingvej; imellem de to gårde ligger vel en tredje, men som ikke ses, da den ligger længere tilbage i halsen. Den knudrede vej eller sti fører langs ad lien midt i denne, der nu er aldeles skovløs. Hjardarholt selv ligger midt i et stort af libakkerne båret tun, hvorfra der er en vid udsigt over dalen. I følge Laxd. hørte Hjardarholts land oprindelig til den længere nede i dalen liggende gård '''Hrappstad''' (''Hrappstaðir''); denne ejendom, der lå øde på grund af spøgeri, havde Olav, endnu medens han boede på Goddastad, tilkøbt sig. Hertil hørte store skove. Noget højere oppe end Höskuldsstad, nord for Lakså, var der hugget et »rød« i skoven, hvor Olavs får samledes om vinteren for græssets skyld. Her i dette holt bygger Olav sig en anselig gård, som han kalder ''Hjarðarholt'' (ɔ: Hjordeholt); og hans kreaturer skal da i følge sagaen have været så mange, at den lange række, hvori han lod dem drive til den ny gård, nåede lige fra Goddastad til Hjardarholt. På Hjardarholt lod Olav bygge det berømte ildhus, hvis væggepanél og tag var så udmærket prydet med afbildninger af forskellige begivenheder, at det ansås for langt smukkere, når væggetæpperne ikke var ophængte; i dette stod nordmanden Gejrmund gnys bryllup med Olavs datter Turid, og ved den lejlighed kvad Ulv Uggessön sin »husdrapa« om de begivenheder, der var afbildede her. Olavs hustru var Egil Skallagrimssons datter Torgerd. Blandt Torgerds og Olavs børn var ''Kjartan Olavssön'' den langt berømteste; sammen med ham opfostres her Torlejk Höskuldssöns søn Bolle <ref>Som så mange andre af de betydeligere gårde er Hjardarholt i tidens løb blevet præstegård, og til gården hører den sædvanlige kirke. I Laxd. fortælles om en udmærket okse Harre, som Olav ejede, at den en stræng vinter som fører for Olavs øksne vidste at finde græsgange til disse: om vinteren på det alt omtalte Harrastad, om våren på Harraból i Hjardarholts land. Dette stedsnavn kendes nu ikke; i følge Torl. Jonssön gætter man på, at det har været ved Lakså i Fjosa land.</ref>. — Kort vest for Hjardarholt ligger gården Hrappstad, og noget længere i vest, neden for halsenden og noget fra åen, en anden gård ''Fjós''; bægge disse to, tilligemed et par andre øst for Hjardarholt, er hjålejer fra sidst nævnte gård. Hrappstad lå på Laxd.s tid øde. Her havde oprindelig den urolige Hrapp bot, der ved sin død befalede, at man skulde begrave ham stående i ildhusindgangen; på grund af spøgeri var han rigtignok bleven gravet op og dysset på et afsides sted, men hans fortsatte spøgeri bevirker dog, at gården ikke bebygges på ny, hvorefter Olav på køber denne ejendom for spotpris. Efter at også Olav er bleven forulæmpet af Hrapp, lader han liget opgrave og brænde og asken kaste i søen. Ud for Hrappstad oppe i halsen skal være en sammenfalden varde, som man udgiver for Hrapps dys. — Om Olavs sammenstød med Hrapp, efter at han er flyttet til Hjardarholt, fortæller Laxd., at den af Olavs hyrder, der vogtede okserne, kom til ham og bad om fritagelse for sit arbejde. Olav fulgte ham til fjoset, som var temlig langt fra gården; her træffer han i fjosdøren Hrapp og har en kamp med ham, hvorefter han som omtalt lader hans dys opbryde. Ved den oven omtalte gård Fjos siges Olav pås fjos at have været; her ligger to gamle tomter øst for gården, en på hver side af vejen. Nordligst ligger en temlig stor, langagtig firkantet tomt, der udgives for Olavs fjos med plads for i alt c. 20 kvæghøveder; på den anden side vejen ses en noget mindre, af samme form, kaldet fjosemandens skåle.	+	[[Fil:WGC.201.jpg\|thumb\|500px\|right\|<center>'''Grafartindar við Reykjadal í Miðdölum''' - (''W.G. Collingwood,'' 1897)</center>]]Når man fra Såmsstad følger vejen ned gennem dalen, nord for åen, er '''Lambastad''' (''Lambastaðir'') den anden gård, man kommer til. Her boede Torbjörn skrjup, der senere bliver gift med Melkorka, og efter disses død bebos gården af deres søn Lambe<ref>I tunet vises en — naturligvis uægte — Lambhóll.</ref>. Kort vest for Lambastad ligger '''Goddastad''' (''Goddastaðir'') (lige over for det for nævnte Tråndargil); her boede i følge Laxd. Tord Godde med sin myndige kone Vigdis, og gården omtales nærmere i Laxd. i anledning af, at en slægtning af Vigdis mod hendes mands vilje finder tilflugt hos hende her efter drabet på Ingjald Saudeyjargodes broder. Da han opdages af Ingjald her, nødes han med sin ledsager til at svømme over den opsvulmede og til dels isfyldte å; ved sommertid er åen her ikke bred. Efter at Vigdis har skilt sig fra sin mand, opfostrer den barnløse Tord Godde, for at sikre sig Høskulds bistand, dennes søn Olav på, og Olav bliver således arving til Tords store rigdom. Efter sin fosterfaders død lader Olav opkaste en høj over ham i det næs, som går frem i Lakså og hedder '''Dravnarnæs''' (''Drafnarnes''); derved er der et gærde, som hedder '''Haugsgard''' (''Haugsgarðr'', Laxd. s. 94). Disse navne er nu tabte <ref>Torl. Jonssön nævner rigtignok Drafnarnes, som om stedet endnu var kendt under dette navn, og vil også vide besked med Haugsgard; i Laksådalen syntes man imidlertid (1874) ikke at vide nogen besked med disse steder.</ref>. — Fra Goddastad til Hjardarholt er afstanden ikke ringe, omtrent tre fjærdingvej; imellem de to gårde ligger vel en tredje, men som ikke ses, da den ligger længere tilbage i halsen. Den knudrede vej eller sti fører langs ad lien midt i denne, der nu er aldeles skovløs. Hjardarholt selv ligger midt i et stort af libakkerne båret tun, hvorfra der er en vid udsigt over dalen. I følge Laxd. hørte Hjardarholts land oprindelig til den længere nede i dalen liggende gård '''Hrappstad''' (''Hrappstaðir''); denne ejendom, der lå øde på grund af spøgeri, havde Olav, endnu medens han boede på Goddastad, tilkøbt sig. Hertil hørte store skove. Noget højere oppe end Höskuldsstad, nord for Lakså, var der hugget et »rød« i skoven, hvor Olavs får samledes om vinteren for græssets skyld. Her i dette holt bygger Olav sig en anselig gård, som han kalder ''Hjarðarholt'' (ɔ: Hjordeholt); og hans kreaturer skal da i følge sagaen have været så mange, at den lange række, hvori han lod dem drive til den ny gård, nåede lige fra Goddastad til Hjardarholt. På Hjardarholt lod Olav bygge det berømte ildhus, hvis væggepanél og tag var så udmærket prydet med afbildninger af forskellige begivenheder, at det ansås for langt smukkere, når væggetæpperne ikke var ophængte; i dette stod nordmanden Gejrmund gnys bryllup med Olavs datter Turid, og ved den lejlighed kvad Ulv Uggessön sin »husdrapa« om de begivenheder, der var afbildede her. Olavs hustru var Egil Skallagrimssons datter Torgerd. Blandt Torgerds og Olavs børn var ''Kjartan Olavssön'' den langt berømteste; sammen med ham opfostres her Torlejk Höskuldssöns søn Bolle <ref>Som så mange andre af de betydeligere gårde er Hjardarholt i tidens løb blevet præstegård, og til gården hører den sædvanlige kirke. I Laxd. fortælles om en udmærket okse Harre, som Olav ejede, at den en stræng vinter som fører for Olavs øksne vidste at finde græsgange til disse: om vinteren på det alt omtalte Harrastad, om våren på Harraból i Hjardarholts land. Dette stedsnavn kendes nu ikke; i følge Torl. Jonssön gætter man på, at det har været ved Lakså i Fjosa land.</ref>. — Kort vest for Hjardarholt ligger gården Hrappstad, og noget længere i vest, neden for halsenden og noget fra åen, en anden gård ''Fjós''; bægge disse to, tilligemed et par andre øst for Hjardarholt, er hjålejer fra sidst nævnte gård. Hrappstad lå på Laxd.s tid øde. Her havde oprindelig den urolige Hrapp bot, der ved sin død befalede, at man skulde begrave ham stående i ildhusindgangen; på grund af spøgeri var han rigtignok bleven gravet op og dysset på et afsides sted, men hans fortsatte spøgeri bevirker dog, at gården ikke bebygges på ny, hvorefter Olav på køber denne ejendom for spotpris. Efter at også Olav er bleven forulæmpet af Hrapp, lader han liget opgrave og brænde og asken kaste i søen. Ud for Hrappstad oppe i halsen skal være en sammenfalden varde, som man udgiver for Hrapps dys. — Om Olavs sammenstød med Hrapp, efter at han er flyttet til Hjardarholt, fortæller Laxd., at den af Olavs hyrder, der vogtede okserne, kom til ham og bad om fritagelse for sit arbejde. Olav fulgte ham til fjoset, som var temlig langt fra gården; her træffer han i fjosdøren Hrapp og har en kamp med ham, hvorefter han som omtalt lader hans dys opbryde. Ved den oven omtalte gård Fjos siges Olav pås fjos at have været; her ligger to gamle tomter øst for gården, en på hver side af vejen. Nordligst ligger en temlig stor, langagtig firkantet tomt, der udgives for Olavs fjos med plads for i alt c. 20 kvæghøveder; på den anden side vejen ses en noget mindre, af samme form, kaldet fjosemandens skåle.


Linje 108:		Linje 108:


−	Vest for Hvammssvejten ligger ''Fellsströnd'', en bygd, der indtager den større, sydlige del af den oftere nævnte navnløse halvø, som mod syd afskæres af Hvammsfjorden, hvis ydre del den altså kommer til at begrænse mod nord. I sagaerne kaldes denne bygd '''Medalfellsstrand''' (''Meðalfellsströnd''), i Sturl. dog oftere ''Sydre Strand'' (Syðri Strönd) i modsætning til ''Nordre Strand'' (Nerðri Strönd) hvorved Skardsstrand, der indtager største delen af halvøens nordvestkyst, betegnedes. Fellsstranden udgør ikke noget selvstændigt præstekald, men er som anneksi lagt til Hvamm; egnens kirke findes på gården Stadarfell. Den fra øst til vest gående fjældkam, der allerede i forrige svejt skilte bygden i en Øvre og Nedre bygd, fortsætter sig ind på Fellsstranden. Denne fjældkam afsluttes vel snart med en mule mod vest, men kort vest for hæver sig en ny, aldeles tilsvarende, der strækker sig gennem største delen af kystlandet. Omtrent midt under dette sidst nævnte højdedrag står gården ''Staðarfell'', i ældre tider kaldet '''Fell''' (''undir Felli''), en betydelig ejendom, navnlig når den derværende kirkes besiddelser regnes med. Til kirkens besiddelser hører den syd for Stadarfell omtrent midt i Hvammsfjorden liggende ø ''Lambø'' (Lambey), en lille, men jævn og græsrig ø. Lambø er den østligste af alle Hvammsfjordens øer. Sydvest for denne ligger tre mindre holme, de såkaldte Stendorsøer (Steindórseyjar), lidt vestligere igen det tidligere nævnte Ölvesskær (Snf.), og kort herefter i sydøstlig retning ''skæret Torkelsbode'', der, som det allerede er fortalt s. 457-58, i følge sagnet skal have fået sit navn, fordi Torkel Eyjolvssön druknede her. Først en del længere i sydvest følger så Stavø og de andre til Skogarstranden hørende øer. Så vel Torkelsbodes beliggenhed som den hele fremstilling, der i Laxd. (s. 326) gives af Torkels sidste sejlads, viser, at det i sagaen forekommende stedsnavn '''Bjarnarø''' (''Bjarnarey''), der nu ikke kendes, må søges her i nærheden. Torkels sejlads, der jo tog sin begyndelse inderst i fjorden, sås, siges der, fra bægge sider af fjorden, til de kom i nærheden af Bjarnarø; da kæntrede de. Derefter beskrives, hvorledes godset driver i land vest og sydvest for Lambøgruppen. — Lambø er ubetinget den ø, der efter sin beliggenhed bedst svarer til sagaens omtale af Bjarnarø, og det kan vel også med størst rimelighed antages, at dette virkelig er denne, der tidligere har båret navnet Bjarnarø; størst betænkelighed i denne henseende volder det, at Lambø allerede i Vm. forekommer under dette navn, hvor Stadarfell kirkes besiddelser angives. Stendorsøerne, der er så små, har vel altid ligesom nu været sammenfattede under én benævnelse, så at det også af den grund er mindre rimeligt, at nogen af dem har båret navnet Bjarnarø. — På Medalfellsstrand under Fell boede i følge Nj. Torvald Usvivrssön, med hvem Halgerd mod sin vilje bliver gift, og hvem hendes onde fosterfader Tjostolv, efter at ægtefolkene har haft en strid indbyrdes, dræber<ref>Der siges i Nj. (s. 41), at Torvald ejede de øer, der benævntes ''Bjarneyjar'' (G.: Bjarnareyjar), som lå ude i Bredefjord; derfra fik han tør fisk og mel. Da hans forråd før tiden slipper op, begiver han sig ud til disse øer for at hente mere; Tjostolv ror efter ham og dræber ham ude i Bjarnøerne, derpå hugger han et hul i Torvalds fartøj, hvorefter han ror hjem. Torvalds folk må vænte på øerne, til der kommer andre fartøjer til land, hvorpå de lader sig føre ind til Reykjanes og opsøger Usvivr (Nj. 46—49, 51 — 52). — Der er adskilligt i denne fortælling, som må forekomme meget usandsynligt, og som vækker formodning om, at forf. ikke har været ret lokaliseret i disse egne. For det første er det aldeles usandsynligt, at ejeren af Stadarfell skulde som sin privatbesiddelse have haft de nu med et par gårde bebyggede og i oldtiden for deres fiskeri meget berømte Bjarneyjar (sml. Laxd. s. 38), der ligger midt ude i Bredefjorden, 5—6 mil fra Stadarfell; og i ethvert tilfælde er en sådan rotur med en seksåret båd frem og tilbage mellem Stadarfell og Bjarnøer, som den Tjostolv skal have foretaget, aldeles umulig. Endvidere er det sted (Reykjanes), hvor Torvalds folk lod sig sætte i land, så urimeligt som vel muligt. Her kendes i disse egne ikke andet Reykjanes end det langt nordvest for Bjarnøerne i Bardastrands syssel liggende, — og en landsætning her vilde oven i købet føre dem så langt bort fra Usvivrs bolig som omtrent muligt. Usvivr skulde i følge Laxd. bo på Laugar i Hvammssvejt (For resten nævnes hverken i Ldn. eUer Laxd. Torvald blandt Usvivrs sønner.) Da det nu, som oven for er vist, må antages, at Lambø eller en nærliggende ø i Hvammsfjorden har båret navnet Bjarnarø, ligger det nær med Gudbr. Vigfussön (i en note til Isl.s færd, II, s. 20, 2den udg.) at slutte, at Bjarnarø på grund af sagaskriverens ukyndighed er bleven forvekslet med de mere bekendte Bjarnøer. Man må da tillige antage, at han, efter at forvekslingen først var indtrådt, videre har udmalet øens natur og farten derhen efter de forestillinger han gjorde sig om Bjarnøerne i Bredefjord. Endnu naturligere vilde denne hypotese falde, hvis man turde antage, at Lambøgruppen, eller måske Stendorsøerne alene, havde båret navnet Bjarn- eller Bjarnar''-øer'', men hertil berettiger dog Laxd. ikke.</ref>.	+	[[Fil:WGC.217.jpg\|thumb\|500px\|right\|<center>'''Sælingsdalstunga''' - (''W.G. Collingwood,'' 1897)</center>]]Vest for Hvammssvejten ligger ''Fellsströnd'', en bygd, der indtager den større, sydlige del af den oftere nævnte navnløse halvø, som mod syd afskæres af Hvammsfjorden, hvis ydre del den altså kommer til at begrænse mod nord. I sagaerne kaldes denne bygd '''Medalfellsstrand''' (''Meðalfellsströnd''), i Sturl. dog oftere ''Sydre Strand'' (Syðri Strönd) i modsætning til ''Nordre Strand'' (Nerðri Strönd) hvorved Skardsstrand, der indtager største delen af halvøens nordvestkyst, betegnedes. Fellsstranden udgør ikke noget selvstændigt præstekald, men er som anneksi lagt til Hvamm; egnens kirke findes på gården Stadarfell. Den fra øst til vest gående fjældkam, der allerede i forrige svejt skilte bygden i en Øvre og Nedre bygd, fortsætter sig ind på Fellsstranden. Denne fjældkam afsluttes vel snart med en mule mod vest, men kort vest for hæver sig en ny, aldeles tilsvarende, der strækker sig gennem største delen af kystlandet. Omtrent midt under dette sidst nævnte højdedrag står gården ''Staðarfell'', i ældre tider kaldet '''Fell''' (''undir Felli''), en betydelig ejendom, navnlig når den derværende kirkes besiddelser regnes med. Til kirkens besiddelser hører den syd for Stadarfell omtrent midt i Hvammsfjorden liggende ø ''Lambø'' (Lambey), en lille, men jævn og græsrig ø. Lambø er den østligste af alle Hvammsfjordens øer. Sydvest for denne ligger tre mindre holme, de såkaldte Stendorsøer (Steindórseyjar), lidt vestligere igen det tidligere nævnte Ölvesskær (Snf.), og kort herefter i sydøstlig retning ''skæret Torkelsbode'', der, som det allerede er fortalt s. 457-58, i følge sagnet skal have fået sit navn, fordi Torkel Eyjolvssön druknede her. Først en del længere i sydvest følger så Stavø og de andre til Skogarstranden hørende øer. Så vel Torkelsbodes beliggenhed som den hele fremstilling, der i Laxd. (s. 326) gives af Torkels sidste sejlads, viser, at det i sagaen forekommende stedsnavn '''Bjarnarø''' (''Bjarnarey''), der nu ikke kendes, må søges her i nærheden. Torkels sejlads, der jo tog sin begyndelse inderst i fjorden, sås, siges der, fra bægge sider af fjorden, til de kom i nærheden af Bjarnarø; da kæntrede de. Derefter beskrives, hvorledes godset driver i land vest og sydvest for Lambøgruppen. — Lambø er ubetinget den ø, der efter sin beliggenhed bedst svarer til sagaens omtale af Bjarnarø, og det kan vel også med størst rimelighed antages, at dette virkelig er denne, der tidligere har båret navnet Bjarnarø; størst betænkelighed i denne henseende volder det, at Lambø allerede i Vm. forekommer under dette navn, hvor Stadarfell kirkes besiddelser angives. Stendorsøerne, der er så små, har vel altid ligesom nu været sammenfattede under én benævnelse, så at det også af den grund er mindre rimeligt, at nogen af dem har båret navnet Bjarnarø. — På Medalfellsstrand under Fell boede i følge Nj. Torvald Usvivrssön, med hvem Halgerd mod sin vilje bliver gift, og hvem hendes onde fosterfader Tjostolv, efter at ægtefolkene har haft en strid indbyrdes, dræber<ref>Der siges i Nj. (s. 41), at Torvald ejede de øer, der benævntes ''Bjarneyjar'' (G.: Bjarnareyjar), som lå ude i Bredefjord; derfra fik han tør fisk og mel. Da hans forråd før tiden slipper op, begiver han sig ud til disse øer for at hente mere; Tjostolv ror efter ham og dræber ham ude i Bjarnøerne, derpå hugger han et hul i Torvalds fartøj, hvorefter han ror hjem. Torvalds folk må vænte på øerne, til der kommer andre fartøjer til land, hvorpå de lader sig føre ind til Reykjanes og opsøger Usvivr (Nj. 46—49, 51 — 52). — Der er adskilligt i denne fortælling, som må forekomme meget usandsynligt, og som vækker formodning om, at forf. ikke har været ret lokaliseret i disse egne. For det første er det aldeles usandsynligt, at ejeren af Stadarfell skulde som sin privatbesiddelse have haft de nu med et par gårde bebyggede og i oldtiden for deres fiskeri meget berømte Bjarneyjar (sml. Laxd. s. 38), der ligger midt ude i Bredefjorden, 5—6 mil fra Stadarfell; og i ethvert tilfælde er en sådan rotur med en seksåret båd frem og tilbage mellem Stadarfell og Bjarnøer, som den Tjostolv skal have foretaget, aldeles umulig. Endvidere er det sted (Reykjanes), hvor Torvalds folk lod sig sætte i land, så urimeligt som vel muligt. Her kendes i disse egne ikke andet Reykjanes end det langt nordvest for Bjarnøerne i Bardastrands syssel liggende, — og en landsætning her vilde oven i købet føre dem så langt bort fra Usvivrs bolig som omtrent muligt. Usvivr skulde i følge Laxd. bo på Laugar i Hvammssvejt (For resten nævnes hverken i Ldn. eUer Laxd. Torvald blandt Usvivrs sønner.) Da det nu, som oven for er vist, må antages, at Lambø eller en nærliggende ø i Hvammsfjorden har båret navnet Bjarnarø, ligger det nær med Gudbr. Vigfussön (i en note til Isl.s færd, II, s. 20, 2den udg.) at slutte, at Bjarnarø på grund af sagaskriverens ukyndighed er bleven forvekslet med de mere bekendte Bjarnøer. Man må da tillige antage, at han, efter at forvekslingen først var indtrådt, videre har udmalet øens natur og farten derhen efter de forestillinger han gjorde sig om Bjarnøerne i Bredefjord. Endnu naturligere vilde denne hypotese falde, hvis man turde antage, at Lambøgruppen, eller måske Stendorsøerne alene, havde båret navnet Bjarn- eller Bjarnar''-øer'', men hertil berettiger dog Laxd. ikke.</ref>.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 5. mar. 2015 kl. 13:27
Linje 144:		Linje 144:


−	I det man drejer om Tjaldanæshyrna, åbner udsigten sig til den egenlige '''Saurbæ''' (''Saurbær''), et græsrigt og frodigt landskab, der som en bred dal i sydøstlig retning strækker sig op fra søen; men snart deler den sig i to smallere, én, ''Stadarholsdalen'', der går i mere sydlig retning, en anden, ''Hvolsdalen'', mere i vest, hver af dem benævnt efter kirkestedet. Om Sténolv fortæller GÞ. (s. 43), at han tog land mellem '''Grjotvallarmule''' (''Grjótvallarmúli'') og Klovastenene; i Ldn. (s. 126) angives de samme grænser for hans landnam, og der siges dér, at han fra Fagredal gik ind på fjældet og så inden for en stor, skovgrot dal. Etsteds så han en åben plads i dalen, dér lod han bygge en gård, som han kaldte ''Saurbæ'' (saurr ɔ: smuds, skarn), ti der var meget moradsigt, og samme navn gav han hele dalen; det sted, hvor gården stod, hedder nu ''Torvnæs'' (Torfnes) — tilføjes til slutning. — Således forklarer altså Ldn. oprindelsen til bygdens navn, et navn, der er såre almindeligt som gårdsnavn, men som i virkeligheden ikke vel synes at kunne passe som navn på et helt landskab; vil man dømme efter navnet, får man i øvrigt for dårlig en forestilling om egnen, den er adskillig mere tiltalende end mange med et smukkere navn.	+	[[Fil:WGC.229.jpg\|thumb\|500px\|right\|<center>'''Gullfoss hjá Kleifum í Gilsfirði''' - (''W.G. Collingwood,'' 1897)</center>]]I det man drejer om Tjaldanæshyrna, åbner udsigten sig til den egenlige '''Saurbæ''' (''Saurbær''), et græsrigt og frodigt landskab, der som en bred dal i sydøstlig retning strækker sig op fra søen; men snart deler den sig i to smallere, én, ''Stadarholsdalen'', der går i mere sydlig retning, en anden, ''Hvolsdalen'', mere i vest, hver af dem benævnt efter kirkestedet. Om Sténolv fortæller GÞ. (s. 43), at han tog land mellem '''Grjotvallarmule''' (''Grjótvallarmúli'') og Klovastenene; i Ldn. (s. 126) angives de samme grænser for hans landnam, og der siges dér, at han fra Fagredal gik ind på fjældet og så inden for en stor, skovgrot dal. Etsteds så han en åben plads i dalen, dér lod han bygge en gård, som han kaldte ''Saurbæ'' (saurr ɔ: smuds, skarn), ti der var meget moradsigt, og samme navn gav han hele dalen; det sted, hvor gården stod, hedder nu ''Torvnæs'' (Torfnes) — tilføjes til slutning. — Således forklarer altså Ldn. oprindelsen til bygdens navn, et navn, der er såre almindeligt som gårdsnavn, men som i virkeligheden ikke vel synes at kunne passe som navn på et helt landskab; vil man dømme efter navnet, får man i øvrigt for dårlig en forestilling om egnen, den er adskillig mere tiltalende end mange med et smukkere navn.

@@ Linje 114: / Linje 114: @@
-Til Stadarfell kirke hører en ret anselig dal ''Flekkudal(r)'', som oven for Stadarfell skærer sig fra Evre-bygden mod nord ind i højlandet. Dalen er nu ubebot og bruges som avrett, men i følge sognebeskrivelsen fandtes her til omtrent ved det 14de årh. flere gårde, som endog udgjorde et eget kirkesogn; af disse skal endnu ses spor, og deres navne er endnu bevarede (Staðarbakki, kirkested; Dýngja, Hólmkot, Túngarðshólar). Fra Flekkudal kommer en efter denne benævnt å, som derpå bøjer mod vest, langs ad gennem Evre-bygden, til den optager en anden mindre, nord fra kommende å ''Galtardalså'' (-á), hvorefter den i sydlig retning, forbi vestenden af den omtalte, i bygden stående fjældkam, falder ud i en lille våg, der benævnes efter gården '''Kjallaksstad''' (''Kjallaksstaðir''), efter hvilken også åen i sit nedre løb bærer navn. I Eb. (s. 17) fortælles, at da Börk den digre måtte forlade Helgafell, boede han først en tid lang på Medalfellsstrand på '''Barkarstad''' (''Barkarstaðir'') mellem '''Orrahvål''' (''Orrahváll'') og '''Tunge''' (''Túnga''). Orrahól er en gård, der ligger nord for Flekkudalså, den anden i rækken vest for Flekkudalens munding. Noget uden for (vest for) denne gård findes i lien et gil ''Barkastaðagil'', hvor man, siger sognebeskrivelsen, endnu ser spor af Börk den digres bolig<ref>I følge A. M. (1703) kendtes i Orrahvols land et stedsnavn Barkastaðir; efter den almindelige mening skulde der dér have været en gård fordom, og der sås endnu tomter.</ref>. Tunge, som Eb. nævner, er gården ''Galtardalstúnga'' (Stóra G.), der står en del vest for Orrahvol under den fjældmule, der begrænser Galtardalen mod øst. — Den alt nævnte gård Kjallaksstad, som står nær ved den derefter benævnte våg, vest for Kjallakstadaå (&#596;: den forenede Flekkudals- og Galtardalså), beboedes først af landnamsmanden Kjallak, sædvanlig benævnt Barna-Kjallak, der hørte til den store, omkring Bredefjord en tid så mægtige slægt, de såkaldte Kjalleklinger (se Eb. s. 10). Hans landnam strakte sig fra Dögurdarå over hele den strækning, der i ældre tid kaldtes Medalfellsstrand, af hvilken imidlertid den vestligste del nu ligger inden for grænsen for den følgende bygd. Om nogle stridigheder, som hans talrige sønner havde med folk dér i egnen, fortæller Ldn. (s. 118 — 20), men så kortfattet, at sammenhængen er vanskelig at forstå.
+[[Fil:WGC.228.jpg|thumb|500px|left|<center>'''Tvíhnjúkar í Kleifahlíð í Gilsfirði''' - (''W.G. Collingwood,'' 1897)</center>]]Til Stadarfell kirke hører en ret anselig dal ''Flekkudal(r)'', som oven for Stadarfell skærer sig fra Evre-bygden mod nord ind i højlandet. Dalen er nu ubebot og bruges som avrett, men i følge sognebeskrivelsen fandtes her til omtrent ved det 14de årh. flere gårde, som endog udgjorde et eget kirkesogn; af disse skal endnu ses spor, og deres navne er endnu bevarede (Staðarbakki, kirkested; Dýngja, Hólmkot, Túngarðshólar). Fra Flekkudal kommer en efter denne benævnt å, som derpå bøjer mod vest, langs ad gennem Evre-bygden, til den optager en anden mindre, nord fra kommende å ''Galtardalså'' (-á), hvorefter den i sydlig retning, forbi vestenden af den omtalte, i bygden stående fjældkam, falder ud i en lille våg, der benævnes efter gården '''Kjallaksstad''' (''Kjallaksstaðir''), efter hvilken også åen i sit nedre løb bærer navn. I Eb. (s. 17) fortælles, at da Börk den digre måtte forlade Helgafell, boede han først en tid lang på Medalfellsstrand på '''Barkarstad''' (''Barkarstaðir'') mellem '''Orrahvål''' (''Orrahváll'') og '''Tunge''' (''Túnga''). Orrahól er en gård, der ligger nord for Flekkudalså, den anden i rækken vest for Flekkudalens munding. Noget uden for (vest for) denne gård findes i lien et gil ''Barkastaðagil'', hvor man, siger sognebeskrivelsen, endnu ser spor af Börk den digres bolig<ref>I følge A. M. (1703) kendtes i Orrahvols land et stedsnavn Barkastaðir; efter den almindelige mening skulde der dér have været en gård fordom, og der sås endnu tomter.</ref>. Tunge, som Eb. nævner, er gården ''Galtardalstúnga'' (Stóra G.), der står en del vest for Orrahvol under den fjældmule, der begrænser Galtardalen mod øst. — Den alt nævnte gård Kjallaksstad, som står nær ved den derefter benævnte våg, vest for Kjallakstadaå (&#596;: den forenede Flekkudals- og Galtardalså), beboedes først af landnamsmanden Kjallak, sædvanlig benævnt Barna-Kjallak, der hørte til den store, omkring Bredefjord en tid så mægtige slægt, de såkaldte Kjalleklinger (se Eb. s. 10). Hans landnam strakte sig fra Dögurdarå over hele den strækning, der i ældre tid kaldtes Medalfellsstrand, af hvilken imidlertid den vestligste del nu ligger inden for grænsen for den følgende bygd. Om nogle stridigheder, som hans talrige sønner havde med folk dér i egnen, fortæller Ldn. (s. 118 — 20), men så kortfattet, at sammenhængen er vanskelig at forstå.
@@ Linje 120: / Linje 120: @@
-[[Fil:WGC.227.jpg|thumb|500px|left|<center>'''Ólafsdalur''' - (''W.G. Collingwood,'' 1897)</center>]]Vest for Dimunarklakkerne (nærmest henhørende til den under Snf. omtalte øgruppe Feldarholm, Fagerø, Ellidaø) ligger ''Skjaldarø'' (-ey), der må være den i Ldn. nævnte Skjaldey, hvor Ejnars skjold fandtes. Af øerne vestnordvest for Dagverdarnæs (der danne den vestlige begrænsning for Kvennaholsvågens ydre del) er en Fremre ''Langø'' (Lángey), hvor der et steds på øen kaldet Búðarnes vises bodtomter fra ældre tid. — I Kvennaholsvåg nord for Dagverdarnæs falder åen ''Fåbejnså'' (Fábeinsá) ud; med denne begyndte det land, som hovedlandnamsmanden på Skardsstrand, Gejrmund heljarskind, tog i besiddelse, men da Kjallak allerede tidligere havde bosat en del af denne landstrækning, opstod der strid imellem dem. Kjallaks landnam strakte sig nemlig (Ldn. s. 117) til '''Klovningar''' (''Klofningar''), det gamle grænseskel mellem Fellsstranden og Skardsstranden. Klovningar eller, som navnet nu lyder, med enkelttalsformen, ''Klovning'' (Klofníngr) er et klippestrøg, som fra det vinkelformig tilspidsede højlands vestligste pynt ligger, med flade omgivelser til bægge sider, næsten helt ned til søen. Omtrent midtvejs er denne kam kløvet tværs igennem — heraf navnet —, så at der opstår en åbning eller gennemgang med 5—6 fv. høje klippevægge til bægge sider; dette rum har man fra gammel tid vidst at anvende som rett eller fårefold, i det man for hver ende har opført et stengærde med kun en enkelt åbning i. Ldn. fortæller (s. 125), at Kjallak og Gejrmund i anledning af den omtalte landtvist kæmpede på »agrene« (ekrurnar) udenfor (det vil her sige: syd for) Klovningar, hvor bægge vilde så, men at Gejrmund sejrede. Disse agre mener man har været på nogle flade strækninger syd for Klovningen.
+[[Fil:WGC.227.jpg|thumb|500px|right|<center>'''Ólafsdalur''' - (''W.G. Collingwood,'' 1897)</center>]]Vest for Dimunarklakkerne (nærmest henhørende til den under Snf. omtalte øgruppe Feldarholm, Fagerø, Ellidaø) ligger ''Skjaldarø'' (-ey), der må være den i Ldn. nævnte Skjaldey, hvor Ejnars skjold fandtes. Af øerne vestnordvest for Dagverdarnæs (der danne den vestlige begrænsning for Kvennaholsvågens ydre del) er en Fremre ''Langø'' (Lángey), hvor der et steds på øen kaldet Búðarnes vises bodtomter fra ældre tid. — I Kvennaholsvåg nord for Dagverdarnæs falder åen ''Fåbejnså'' (Fábeinsá) ud; med denne begyndte det land, som hovedlandnamsmanden på Skardsstrand, Gejrmund heljarskind, tog i besiddelse, men da Kjallak allerede tidligere havde bosat en del af denne landstrækning, opstod der strid imellem dem. Kjallaks landnam strakte sig nemlig (Ldn. s. 117) til '''Klovningar''' (''Klofningar''), det gamle grænseskel mellem Fellsstranden og Skardsstranden. Klovningar eller, som navnet nu lyder, med enkelttalsformen, ''Klovning'' (Klofníngr) er et klippestrøg, som fra det vinkelformig tilspidsede højlands vestligste pynt ligger, med flade omgivelser til bægge sider, næsten helt ned til søen. Omtrent midtvejs er denne kam kløvet tværs igennem — heraf navnet —, så at der opstår en åbning eller gennemgang med 5—6 fv. høje klippevægge til bægge sider; dette rum har man fra gammel tid vidst at anvende som rett eller fårefold, i det man for hver ende har opført et stengærde med kun en enkelt åbning i. Ldn. fortæller (s. 125), at Kjallak og Gejrmund i anledning af den omtalte landtvist kæmpede på »agrene« (ekrurnar) udenfor (det vil her sige: syd for) Klovningar, hvor bægge vilde så, men at Gejrmund sejrede. Disse agre mener man har været på nogle flade strækninger syd for Klovningen.
@@ Linje 129: / Linje 129: @@
-[[Fil:WGC.226.jpg|thumb|500px|right|<center>'''Hvítdalur í Saurbæ''' - (''W.G. Collingwood,'' 1897)</center>]]Til Skard hører den indbringende øgruppe '''Olavsøerne''' (''Ólafseyjar''), som oprindelig hørte til Reykholar (Bst.), men som senere skal være komne til Skard i mageskifte for nogle andre øer. I Grt., hvor de omtales (s. 112), siges de at ligge omtrent 1½ mil fra Reykholar, og fra Skard er afstanden vel omtrent den samme. — Nord for Gravir (Grafir) falder Budardalså (Budardalsá) i søen; denne å kommer fra den smalle lille ''Budardal'' (Búðardalr), der her skærer sig ind mellem fjældene. I dalmundingen nord for åen står den efter dalen benævnte gård. Som tidligere omtalt tilbragte Gejrmund her sin første vinter. Budardal nævnes oftere i Sturl.; fra den indre del af denne dal ligger der en, rigtignok noget besværlig, vej over fjældheden syd for Skeggöksl ned i den lille Skeggjadal i Hvammssvejt.
+[[Fil:WGC.226.jpg|thumb|500px|left|<center>'''Hvítdalur í Saurbæ''' - (''W.G. Collingwood,'' 1897)</center>]]Til Skard hører den indbringende øgruppe '''Olavsøerne''' (''Ólafseyjar''), som oprindelig hørte til Reykholar (Bst.), men som senere skal være komne til Skard i mageskifte for nogle andre øer. I Grt., hvor de omtales (s. 112), siges de at ligge omtrent 1½ mil fra Reykholar, og fra Skard er afstanden vel omtrent den samme. — Nord for Gravir (Grafir) falder Budardalså (Budardalsá) i søen; denne å kommer fra den smalle lille ''Budardal'' (Búðardalr), der her skærer sig ind mellem fjældene. I dalmundingen nord for åen står den efter dalen benævnte gård. Som tidligere omtalt tilbragte Gejrmund her sin første vinter. Budardal nævnes oftere i Sturl.; fra den indre del af denne dal ligger der en, rigtignok noget besværlig, vej over fjældheden syd for Skeggöksl ned i den lille Skeggjadal i Hvammssvejt.

@@ Linje 96: / Linje 96: @@
-[[Fil:WGC.215.jpg|thumb|500px|right|<center>'''Udsigt fra Hvammssveitar''' - (''W.G. Collingwood,'' 1897)</center>]]Om Aud fortælles der end videre i Ldn., at hun efter sin død blev begravet i strandbredden, hvor denne overskylles ved flodtid, da hun som døbt ikke vilde ligge i uviet jord <ref>A. D. Jørgensen: Den nordiske Kirkes Gmndlæggelse, s. 211, forklarer Auds valg af gravsted som begrundet i en ydmyg følelse af, hvor lidt hendes liv havde svaret til det løfte, der knyttede hende til kirken. I flodmålet, siger forf.. plejede forbrydere og uærlige kvinder at jordes.</ref>. Laxd. derimod fortæller, at hun blev højlagt. Auds hvilested vil sagnet endnu påvise (dog svarer stedet rigtignok ikke ganske til Ldn.’s udtryk at hun begravedes »i flæðarmáli«). Ud for dalmundingen ses nemlig i stranden noget fra land ved halvfalden sø en stor sten (som ved flodtid altså står under vand), der bærer navnet ''Auðarsteinn'', og hvorunder Aud skal ligge. — Efter Aud må Tord gelle nævnes som en af de bekendteste beboere af Hvamm i den første tid efter bebyggelsen.
+[[Fil:WGC.215.jpg|thumb|500px|right|<center>'''Udsigt over Hvammssveit''' - (''W.G. Collingwood,'' 1897)</center>]]Om Aud fortælles der end videre i Ldn., at hun efter sin død blev begravet i strandbredden, hvor denne overskylles ved flodtid, da hun som døbt ikke vilde ligge i uviet jord <ref>A. D. Jørgensen: Den nordiske Kirkes Gmndlæggelse, s. 211, forklarer Auds valg af gravsted som begrundet i en ydmyg følelse af, hvor lidt hendes liv havde svaret til det løfte, der knyttede hende til kirken. I flodmålet, siger forf.. plejede forbrydere og uærlige kvinder at jordes.</ref>. Laxd. derimod fortæller, at hun blev højlagt. Auds hvilested vil sagnet endnu påvise (dog svarer stedet rigtignok ikke ganske til Ldn.’s udtryk at hun begravedes »i flæðarmáli«). Ud for dalmundingen ses nemlig i stranden noget fra land ved halvfalden sø en stor sten (som ved flodtid altså står under vand), der bærer navnet ''Auðarsteinn'', og hvorunder Aud skal ligge. — Efter Aud må Tord gelle nævnes som en af de bekendteste beboere af Hvamm i den første tid efter bebyggelsen.
@@ Linje 120: / Linje 120: @@
-Vest for Dimunarklakkerne (nærmest henhørende til den under Snf. omtalte øgruppe Feldarholm, Fagerø, Ellidaø) ligger ''Skjaldarø'' (-ey), der må være den i Ldn. nævnte Skjaldey, hvor Ejnars skjold fandtes. Af øerne vestnordvest for Dagverdarnæs (der danne den vestlige begrænsning for Kvennaholsvågens ydre del) er en Fremre ''Langø'' (Lángey), hvor der et steds på øen kaldet Búðarnes vises bodtomter fra ældre tid. — I Kvennaholsvåg nord for Dagverdarnæs falder åen ''Fåbejnså'' (Fábeinsá) ud; med denne begyndte det land, som hovedlandnamsmanden på Skardsstrand, Gejrmund heljarskind, tog i besiddelse, men da Kjallak allerede tidligere havde bosat en del af denne landstrækning, opstod der strid imellem dem. Kjallaks landnam strakte sig nemlig (Ldn. s. 117) til '''Klovningar''' (''Klofningar''), det gamle grænseskel mellem Fellsstranden og Skardsstranden. Klovningar eller, som navnet nu lyder, med enkelttalsformen, ''Klovning'' (Klofníngr) er et klippestrøg, som fra det vinkelformig tilspidsede højlands vestligste pynt ligger, med flade omgivelser til bægge sider, næsten helt ned til søen. Omtrent midtvejs er denne kam kløvet tværs igennem — heraf navnet —, så at der opstår en åbning eller gennemgang med 5—6 fv. høje klippevægge til bægge sider; dette rum har man fra gammel tid vidst at anvende som rett eller fårefold, i det man for hver ende har opført et stengærde med kun en enkelt åbning i. Ldn. fortæller (s. 125), at Kjallak og Gejrmund i anledning af den omtalte landtvist kæmpede på »agrene« (ekrurnar) udenfor (det vil her sige: syd for) Klovningar, hvor bægge vilde så, men at Gejrmund sejrede. Disse agre mener man har været på nogle flade strækninger syd for Klovningen.
+[[Fil:WGC.227.jpg|thumb|500px|left|<center>'''Ólafsdalur''' - (''W.G. Collingwood,'' 1897)</center>]]Vest for Dimunarklakkerne (nærmest henhørende til den under Snf. omtalte øgruppe Feldarholm, Fagerø, Ellidaø) ligger ''Skjaldarø'' (-ey), der må være den i Ldn. nævnte Skjaldey, hvor Ejnars skjold fandtes. Af øerne vestnordvest for Dagverdarnæs (der danne den vestlige begrænsning for Kvennaholsvågens ydre del) er en Fremre ''Langø'' (Lángey), hvor der et steds på øen kaldet Búðarnes vises bodtomter fra ældre tid. — I Kvennaholsvåg nord for Dagverdarnæs falder åen ''Fåbejnså'' (Fábeinsá) ud; med denne begyndte det land, som hovedlandnamsmanden på Skardsstrand, Gejrmund heljarskind, tog i besiddelse, men da Kjallak allerede tidligere havde bosat en del af denne landstrækning, opstod der strid imellem dem. Kjallaks landnam strakte sig nemlig (Ldn. s. 117) til '''Klovningar''' (''Klofningar''), det gamle grænseskel mellem Fellsstranden og Skardsstranden. Klovningar eller, som navnet nu lyder, med enkelttalsformen, ''Klovning'' (Klofníngr) er et klippestrøg, som fra det vinkelformig tilspidsede højlands vestligste pynt ligger, med flade omgivelser til bægge sider, næsten helt ned til søen. Omtrent midtvejs er denne kam kløvet tværs igennem — heraf navnet —, så at der opstår en åbning eller gennemgang med 5—6 fv. høje klippevægge til bægge sider; dette rum har man fra gammel tid vidst at anvende som rett eller fårefold, i det man for hver ende har opført et stengærde med kun en enkelt åbning i. Ldn. fortæller (s. 125), at Kjallak og Gejrmund i anledning af den omtalte landtvist kæmpede på »agrene« (ekrurnar) udenfor (det vil her sige: syd for) Klovningar, hvor bægge vilde så, men at Gejrmund sejrede. Disse agre mener man har været på nogle flade strækninger syd for Klovningen.
@@ Linje 129: / Linje 129: @@
-Til Skard hører den indbringende øgruppe '''Olavsøerne''' (''Ólafseyjar''), som oprindelig hørte til Reykholar (Bst.), men som senere skal være komne til Skard i mageskifte for nogle andre øer. I Grt., hvor de omtales (s. 112), siges de at ligge omtrent 1½ mil fra Reykholar, og fra Skard er afstanden vel omtrent den samme. — Nord for Gravir (Grafir) falder Budardalså (Budardalsá) i søen; denne å kommer fra den smalle lille ''Budardal'' (Búðardalr), der her skærer sig ind mellem fjældene. I dalmundingen nord for åen står den efter dalen benævnte gård. Som tidligere omtalt tilbragte Gejrmund her sin første vinter. Budardal nævnes oftere i Sturl.; fra den indre del af denne dal ligger der en, rigtignok noget besværlig, vej over fjældheden syd for Skeggöksl ned i den lille Skeggjadal i Hvammssvejt.
+[[Fil:WGC.226.jpg|thumb|500px|right|<center>'''Hvítdalur í Saurbæ''' - (''W.G. Collingwood,'' 1897)</center>]]Til Skard hører den indbringende øgruppe '''Olavsøerne''' (''Ólafseyjar''), som oprindelig hørte til Reykholar (Bst.), men som senere skal være komne til Skard i mageskifte for nogle andre øer. I Grt., hvor de omtales (s. 112), siges de at ligge omtrent 1½ mil fra Reykholar, og fra Skard er afstanden vel omtrent den samme. — Nord for Gravir (Grafir) falder Budardalså (Budardalsá) i søen; denne å kommer fra den smalle lille ''Budardal'' (Búðardalr), der her skærer sig ind mellem fjældene. I dalmundingen nord for åen står den efter dalen benævnte gård. Som tidligere omtalt tilbragte Gejrmund her sin første vinter. Budardal nævnes oftere i Sturl.; fra den indre del af denne dal ligger der en, rigtignok noget besværlig, vej over fjældheden syd for Skeggöksl ned i den lille Skeggjadal i Hvammssvejt.
@@ Linje 159: / Linje 159: @@
-Svinadal, fortæller Ldn. (s. 126-27), skal have fået navn af nogle svin, som Stenolv genfandt der stærkt formerede. Om Svinadalens nordre del nogen sinde har været bebot er tvivlsomt; i Sturl. (I, s. 14) nævnes et sæter i Svinadalen fra gården Nedre Mule, hvis navn ''Snorrastad'' (Snorrastaðir) vel kunde tyde på, at det fordum havde været en bebygget gård. — Når der i Sturl. (I, s. 20) tales om ''Tunge-land'' (Tungu-land) i Svinadal, da er det utvivlsomt den nuværende gård Bessatunga, som ligger for enden af Hvolsdal, hvor der imellem Svinadalen og den anden, nordligere og meget mindre sidedal, Brekkudalen, afskæres et fjæld med tilhørende græsgrot fod. — Saurbæ og særlig Hvolsdalen er skuepladsen for en del af de i Kormaks saga omtalte begivenheder; men mangel på lokalkundskab har øjensynlig bragt forfatteren dels til at begå ligefremme unøjagtigheder, dels til at give en så mangelfuld fremstilling af handlingens gang, at sagaen på sine steder bliver næsten uforståelig. I Midfjorden, nabofjorden øst for Hrutafjorden på Nordlandet, boede skjalden Kormak og hans elskede, Stengerd. I Saurbæ derimod boede Berse, bekendt for sine holmgange; denne mand, der sædvanlig benævnes Holmgange-Berse, omtales også i Laxd., og det ses dér (s. 108), at hans bolig var gården '''Tunge''' (''Túnga''), der må svare til den nys nævnte gård Bessatunge, som netop efter ham må antages at have fået sit nuværende navn. Berse er Kormaks heldige medbejler, og med ham bliver Stengerd gift. — I følge fremstillingen i Kormaks saga skulde man tro, det var en forholdsvis let og hurtig sag at komme fra Hrutafjorden til Saurbæ; i virkeligheden er det en lang vej: enten må man over Laksådalsheden til Hvammssvejten og derfra gennem Svinedalen, eller man må mod nord langs vestsiden af Hrutafjord op i Stranda syssel, derfra over en lille hede ned til den nordligste gård i Saurbæ hrepp, hvorefter man så nord fra langs kysten begiver sig ned i den egenlige Saurbæ<ref>Fra Brekkudal fører ingen egenlig vej over fjældet til Hrutafjorden.</ref>. Denne sidste vej ser det ud til, at Berse har valgt efter sit bryllnp i Midfjord, hvad der også kan være rimeligt nok (Krm. s. 60 ffg.). Kormak samler folk og forfølger dem, men da han kommer til ''Vale'', får han at vide, at Berse er nåt til Mule — hvor hins daværende ven Tord Arndissön boede — og har samlet folk dér; Kormak begiver sig så ledsaget af Vale til Mule og har her en samtale med Berse. Den på dette sted, og oftere i sagaen, omtalte gård '''Mule''' (''Múli'') må være en af de to gårde Mule i Saurbæ, formodenlig Nedre Mule. — Ved en tidligere lejlighed (s. 56) er det sagt, at nys nævnte Vale boede på '''Valastad''' (''Valastaðir'') kort fra Hrutafjord. At denne gård skulde have ligget i Hrutafjord, er aldeles utænkeligt; den må åbenbart have ligget i Saurbæ. At den kaldes Valastad vil vel ikke sige andet, end at forfattteren ikke har kendt dens navn ; og det er højst sandsynligt, at det i Saurbæ almindelig udbredte sagn, der lader Vale have bot på den lige over for Belgsdal liggende gård ''Hvol'' (Hvoll), er i overensstemmelse med sagaen, som den oprindelig har lydt. Hvis Kormak under forfølgelsen af Berse er kommen nord fra vilde Hvol ganske rigtig være en af de første gårde i Hvolsdal, som han traf på. — Denne beliggenhed af Vales bolig passer også med, hvad der senere (s. 140) berettes, da Berse, efter at Stengerd har forladt ham, bliver gift med Vales søster, — at denne får i medgift »Brekka land«. Navnet Brekka er nemlig knyttet til dalens to østligste gårde nord for åen. Nedre og Fremre Brekka, beliggende mellem Hvol og Bessatunga. Og senere opstår der netop fjendskab mellem Berse og Vale, fordi Berses hustru tillader sin broder Vale at benytte det afståede Brekke land. [[Fil:WGC.225.jpg|thumb|500px|right|<center>'''Udsigt fra Bessatunga''' - (''W.G. Collingwood,'' 1897)</center>]]Det fjendskab fører til sidst til Vales drab, i det Berse, der imidlertid er bleven meget gammel, og som på den tid har Olav pås søn Haldor til opfostring hos sig, ved en list lokker Vale til sig. Han lader en pige, som opholder sig hos ham (altså på Bessatunge), begive sig til Vale og beklage sig over den behandling, hun nyder, samt bede ham om at følge sig over ''klevet''. Dette gør også Vale, men da han vil vende tilbage, kommer Berse og Haldor imod ham og dræber ham på det sted, »som siden hedder Valafall« (Krm. s. 158). — Dette stedsnavn er endnu bevaret, tilligemed et par andre formodenlig deraf afledte, dog således, at det deri indeholdte personnavn fra Vale er bleven ''Vole''. Ved Svinedalens munding ud mod Hvolsdal strækker sig fra fjældhj5rnet i vest en kløft ned mod et lavere i lien liggende mosestrøg; kløften hedder ''Volagjå'' (Volagjá), mosen ''Volamyre'' (Volamyri); og neden for Volamyre, hvor vejen nu ligger ned fra Svinedal, skal selve navnet ''Volafall'' være bevaret. Ved det i sagaen nævnte klev forstår man nu almindelig den skråning — umiddelbart nord for Volagjå —, ad hvilken man fra Hvolsdalens bund stiger op i den højere liggende Svinedal, når man ikke, som nu ofte, følger den fra Svinedal kommende å, hvorved man kommer lidt længere mod øst, før man drejer ind i dalen. Da det ikke er let at se, hvorledes vejen fra Bessatunge til Vales bolig kunde komme til at ligge over klevet, kan det have sin interesse at blive bekendt med sagnet om »Vole«, således som det nu lever hos Saurbæingerne og kendes så godt som af enhver, medens derimod kun en ganske enkelt har læst Kormaks saga; dette sagn stemmer nemlig bedre overens med stedsforholdene: Berse, som havde taget Snorre godes (!) søn Haldor til opfostring, kom i strid med Vole fra Hvol, fordi Vole, der var en anmassende mand, lod sine heste gå i den Berse tilhørende Svinedal; han aftalte derfor med Haldor en dag, da Vole havde begivet sig til sine heste, at Haldor skulde tage post i tunet og råbe til ham, når Vole kom; selv begav han sig over åen (&#596;: det fra Svinedal kommende tilløb), og da Haldor råbte, afskød han en pil mod Vole og dræbte denne i Volafall neden for Volamyre. I bod for Vole måtte derpå Berse afstå Svinedalen til Hvol, som endnu ejer den<ref>Interessant er det at se, hvor nøje den i pastor Povl Gunnarssöns på latin skrevne antikv. indb. (1817) indeholdte gengivelse af samme sagn svarer til oven stående sagnform (der er nedskrevet 1874 efter mundtlig fortælling): »Deniqve vix credibile exemplum insignis olim duellationis, nomine Holmgöngu Berse, jam (in senectute) cæci (sit, si placet anecdotum) indicio paeri manuductoris, inimicum, sat longo spatio distantem, certissimo juxta ac validissimo hastæ missu vel jactu, inimicum inqvam, cui nomen Voli, colonum prædii Hvol, lethaliter fertur prostravisse. Volafall nomen loci.«<br>Om Voles rigdom går der også sagn; han havde således så mange får, at rækken af dem nåede fra Hvol til klevet ved Volagjå.</ref>. — I Kormaks saga (s. 140) fortælles, at Berse lod bygge et virke om sin gård; deraf ser man nu intet spor. Derimod mener man at kunne påvise sporene af Besses hov. I tunet findes nemlig en lav høj (ifg. den antikv. indb. kaldet Goðahóll), hvor der ses en næsten kredsformig tomt, med dørene i nord; denne, der skal være 15-20 al. i diameter, udgives for hovtomten.
+Svinadal, fortæller Ldn. (s. 126-27), skal have fået navn af nogle svin, som Stenolv genfandt der stærkt formerede. Om Svinadalens nordre del nogen sinde har været bebot er tvivlsomt; i Sturl. (I, s. 14) nævnes et sæter i Svinadalen fra gården Nedre Mule, hvis navn ''Snorrastad'' (Snorrastaðir) vel kunde tyde på, at det fordum havde været en bebygget gård. — Når der i Sturl. (I, s. 20) tales om ''Tunge-land'' (Tungu-land) i Svinadal, da er det utvivlsomt den nuværende gård Bessatunga, som ligger for enden af Hvolsdal, hvor der imellem Svinadalen og den anden, nordligere og meget mindre sidedal, Brekkudalen, afskæres et fjæld med tilhørende græsgrot fod. — Saurbæ og særlig Hvolsdalen er skuepladsen for en del af de i Kormaks saga omtalte begivenheder; men mangel på lokalkundskab har øjensynlig bragt forfatteren dels til at begå ligefremme unøjagtigheder, dels til at give en så mangelfuld fremstilling af handlingens gang, at sagaen på sine steder bliver næsten uforståelig. I Midfjorden, nabofjorden øst for Hrutafjorden på Nordlandet, boede skjalden Kormak og hans elskede, Stengerd. I Saurbæ derimod boede Berse, bekendt for sine holmgange; denne mand, der sædvanlig benævnes Holmgange-Berse, omtales også i Laxd., og det ses dér (s. 108), at hans bolig var gården '''Tunge''' (''Túnga''), der må svare til den nys nævnte gård Bessatunge, som netop efter ham må antages at have fået sit nuværende navn. Berse er Kormaks heldige medbejler, og med ham bliver Stengerd gift. — I følge fremstillingen i Kormaks saga skulde man tro, det var en forholdsvis let og hurtig sag at komme fra Hrutafjorden til Saurbæ; i virkeligheden er det en lang vej: enten må man over Laksådalsheden til Hvammssvejten og derfra gennem Svinedalen, eller man må mod nord langs vestsiden af Hrutafjord op i Stranda syssel, derfra over en lille hede ned til den nordligste gård i Saurbæ hrepp, hvorefter man så nord fra langs kysten begiver sig ned i den egenlige Saurbæ<ref>Fra Brekkudal fører ingen egenlig vej over fjældet til Hrutafjorden.</ref>. Denne sidste vej ser det ud til, at Berse har valgt efter sit bryllnp i Midfjord, hvad der også kan være rimeligt nok (Krm. s. 60 ffg.). Kormak samler folk og forfølger dem, men da han kommer til ''Vale'', får han at vide, at Berse er nåt til Mule — hvor hins daværende ven Tord Arndissön boede — og har samlet folk dér; Kormak begiver sig så ledsaget af Vale til Mule og har her en samtale med Berse. Den på dette sted, og oftere i sagaen, omtalte gård '''Mule''' (''Múli'') må være en af de to gårde Mule i Saurbæ, formodenlig Nedre Mule. — Ved en tidligere lejlighed (s. 56) er det sagt, at nys nævnte Vale boede på '''Valastad''' (''Valastaðir'') kort fra Hrutafjord. At denne gård skulde have ligget i Hrutafjord, er aldeles utænkeligt; den må åbenbart have ligget i Saurbæ. At den kaldes Valastad vil vel ikke sige andet, end at forfattteren ikke har kendt dens navn ; og det er højst sandsynligt, at det i Saurbæ almindelig udbredte sagn, der lader Vale have bot på den lige over for Belgsdal liggende gård ''Hvol'' (Hvoll), er i overensstemmelse med sagaen, som den oprindelig har lydt. Hvis Kormak under forfølgelsen af Berse er kommen nord fra vilde Hvol ganske rigtig være en af de første gårde i Hvolsdal, som han traf på. — Denne beliggenhed af Vales bolig passer også med, hvad der senere (s. 140) berettes, da Berse, efter at Stengerd har forladt ham, bliver gift med Vales søster, — at denne får i medgift »Brekka land«. Navnet Brekka er nemlig knyttet til dalens to østligste gårde nord for åen. Nedre og Fremre Brekka, beliggende mellem Hvol og Bessatunga. Og senere opstår der netop fjendskab mellem Berse og Vale, fordi Berses hustru tillader sin broder Vale at benytte det afståede Brekke land. [[Fil:WGC.224.jpg|thumb|500px|right|<center>'''Bessatunga í Saurbæ''' - (''W.G. Collingwood,'' 1897)</center>]]Det fjendskab fører til sidst til Vales drab, i det Berse, der imidlertid er bleven meget gammel, og som på den tid har Olav pås søn Haldor til opfostring hos sig, ved en list lokker Vale til sig. Han lader en pige, som opholder sig hos ham (altså på Bessatunge), begive sig til Vale og beklage sig over den behandling, hun nyder, samt bede ham om at følge sig over ''klevet''. Dette gør også Vale, men da han vil vende tilbage, kommer Berse og Haldor imod ham og dræber ham på det sted, »som siden hedder Valafall« (Krm. s. 158). — Dette stedsnavn er endnu bevaret, tilligemed et par andre formodenlig deraf afledte, dog således, at det deri indeholdte personnavn fra Vale er bleven ''Vole''. Ved Svinedalens munding ud mod Hvolsdal strækker sig fra fjældhj5rnet i vest en kløft ned mod et lavere i lien liggende mosestrøg; kløften hedder ''Volagjå'' (Volagjá), mosen ''Volamyre'' (Volamyri); og neden for Volamyre, hvor vejen nu ligger ned fra Svinedal, skal selve navnet ''Volafall'' være bevaret. Ved det i sagaen nævnte klev forstår man nu almindelig den skråning — umiddelbart nord for Volagjå —, ad hvilken man fra Hvolsdalens bund stiger op i den højere liggende Svinedal, når man ikke, som nu ofte, følger den fra Svinedal kommende å, hvorved man kommer lidt længere mod øst, før man drejer ind i dalen. Da det ikke er let at se, hvorledes vejen fra Bessatunge til Vales bolig kunde komme til at ligge over klevet, kan det have sin interesse at blive bekendt med sagnet om »Vole«, således som det nu lever hos Saurbæingerne og kendes så godt som af enhver, medens derimod kun en ganske enkelt har læst Kormaks saga; dette sagn stemmer nemlig bedre overens med stedsforholdene: Berse, som havde taget Snorre godes (!) søn Haldor til opfostring, kom i strid med Vole fra Hvol, fordi Vole, der var en anmassende mand, lod sine heste gå i den Berse tilhørende Svinedal; han aftalte derfor med Haldor en dag, da Vole havde begivet sig til sine heste, at Haldor skulde tage post i tunet og råbe til ham, når Vole kom; selv begav han sig over åen (&#596;: det fra Svinedal kommende tilløb), og da Haldor råbte, afskød han en pil mod Vole og dræbte denne i Volafall neden for Volamyre. I bod for Vole måtte derpå Berse afstå Svinedalen til Hvol, som endnu ejer den<ref>Interessant er det at se, hvor nøje den i pastor Povl Gunnarssöns på latin skrevne antikv. indb. (1817) indeholdte gengivelse af samme sagn svarer til oven stående sagnform (der er nedskrevet 1874 efter mundtlig fortælling): »Deniqve vix credibile exemplum insignis olim duellationis, nomine Holmgöngu Berse, jam (in senectute) cæci (sit, si placet anecdotum) indicio paeri manuductoris, inimicum, sat longo spatio distantem, certissimo juxta ac validissimo hastæ missu vel jactu, inimicum inqvam, cui nomen Voli, colonum prædii Hvol, lethaliter fertur prostravisse. Volafall nomen loci.«<br>Om Voles rigdom går der også sagn; han havde således så mange får, at rækken af dem nåede fra Hvol til klevet ved Volagjå.</ref>. — I Kormaks saga (s. 140) fortælles, at Berse lod bygge et virke om sin gård; deraf ser man nu intet spor. Derimod mener man at kunne påvise sporene af Besses hov. I tunet findes nemlig en lav høj (ifg. den antikv. indb. kaldet Goðahóll), hvor der ses en næsten kredsformig tomt, med dørene i nord; denne, der skal være 15-20 al. i diameter, udgives for hovtomten.
@@ Linje 165: / Linje 165: @@
-[[Fil:WGC.224.jpg|thumb|500px|left|<center>'''Bessatunga í Saurbæ''' - (''W.G. Collingwood,'' 1897)</center>]]Blandt gårdene i Hvolsdal må endnu nævnes '''Mårskelda''' (''Márskelda''), hvor Torgejr Håvarssön udførte et af sine mange hensigtsløse, kun ved et lune foranledigede drab. Manden, der dræbtes, hed Böggul-Torve. Gården, der er Hvols nabogård mod vest, står på en besynderlig måde på fladt, lavt land lige under den meget stejle li, der bærer tunet. Øst for gården udspringer under lien en kilde, der som en bæk fortsætter sig gennem engen ned til åen; denne bærer navnet ''Böggulslækr'', og på øren nede ved åen siges Torgejr at have dræbt Böggul. Denne begivenhed, om hvilken erindringen altså synes at være bevaret på stedet, berøres kortelig i Grt. (s. 64), men omtales udførligere i den vidtløftigere Fostbrødre saga (Flatb. II, 105-06). Huskarlen fra Mårskelda, Torve, med tilnavnet Böggul, var gået ned til åen for at hugge ris, da den vest fra kommende Torgejr, der synes at være redet op langs åens sydlige bred, rider over åen og dræber ham af vrede over, at han ikke har hørt hans gentagne kalden. Stedet, siges der, kaldtes siden  '''Böggullæk''' (''Böggullækr'').
+[[Fil:WGC.225.jpg|thumb|500px|left|<center>'''Udsigt fra Bessatunga''' - (''W.G. Collingwood,'' 1897)</center>]]Blandt gårdene i Hvolsdal må endnu nævnes '''Mårskelda''' (''Márskelda''), hvor Torgejr Håvarssön udførte et af sine mange hensigtsløse, kun ved et lune foranledigede drab. Manden, der dræbtes, hed Böggul-Torve. Gården, der er Hvols nabogård mod vest, står på en besynderlig måde på fladt, lavt land lige under den meget stejle li, der bærer tunet. Øst for gården udspringer under lien en kilde, der som en bæk fortsætter sig gennem engen ned til åen; denne bærer navnet ''Böggulslækr'', og på øren nede ved åen siges Torgejr at have dræbt Böggul. Denne begivenhed, om hvilken erindringen altså synes at være bevaret på stedet, berøres kortelig i Grt. (s. 64), men omtales udførligere i den vidtløftigere Fostbrødre saga (Flatb. II, 105-06). Huskarlen fra Mårskelda, Torve, med tilnavnet Böggul, var gået ned til åen for at hugge ris, da den vest fra kommende Torgejr, der synes at være redet op langs åens sydlige bred, rider over åen og dræber ham af vrede over, at han ikke har hørt hans gentagne kalden. Stedet, siges der, kaldtes siden  '''Böggullæk''' (''Böggullækr'').

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 5. mar. 2015 kl. 13:13
Linje 159:		Linje 159:


−	Svinadal, fortæller Ldn. (s. 126-27), skal have fået navn af nogle svin, som Stenolv genfandt der stærkt formerede. Om Svinadalens nordre del nogen sinde har været bebot er tvivlsomt; i Sturl. (I, s. 14) nævnes et sæter i Svinadalen fra gården Nedre Mule, hvis navn ''Snorrastad'' (Snorrastaðir) vel kunde tyde på, at det fordum havde været en bebygget gård. — Når der i Sturl. (I, s. 20) tales om ''Tunge-land'' (Tungu-land) i Svinadal, da er det utvivlsomt den nuværende gård Bessatunga, som ligger for enden af Hvolsdal, hvor der imellem Svinadalen og den anden, nordligere og meget mindre sidedal, Brekkudalen, afskæres et fjæld med tilhørende græsgrot fod. — Saurbæ og særlig Hvolsdalen er skuepladsen for en del af de i Kormaks saga omtalte begivenheder; men mangel på lokalkundskab har øjensynlig bragt forfatteren dels til at begå ligefremme unøjagtigheder, dels til at give en så mangelfuld fremstilling af handlingens gang, at sagaen på sine steder bliver næsten uforståelig. I Midfjorden, nabofjorden øst for Hrutafjorden på Nordlandet, boede skjalden Kormak og hans elskede, Stengerd. I Saurbæ derimod boede Berse, bekendt for sine holmgange; denne mand, der sædvanlig benævnes Holmgange-Berse, omtales også i Laxd., og det ses dér (s. 108), at hans bolig var gården '''Tunge''' (''Túnga''), der må svare til den nys nævnte gård Bessatunge, som netop efter ham må antages at have fået sit nuværende navn. Berse er Kormaks heldige medbejler, og med ham bliver Stengerd gift. — I følge fremstillingen i Kormaks saga skulde man tro, det var en forholdsvis let og hurtig sag at komme fra Hrutafjorden til Saurbæ; i virkeligheden er det en lang vej: enten må man over Laksådalsheden til Hvammssvejten og derfra gennem Svinedalen, eller man må mod nord langs vestsiden af Hrutafjord op i Stranda syssel, derfra over en lille hede ned til den nordligste gård i Saurbæ hrepp, hvorefter man så nord fra langs kysten begiver sig ned i den egenlige Saurbæ<ref>Fra Brekkudal fører ingen egenlig vej over fjældet til Hrutafjorden.</ref>. Denne sidste vej ser det ud til, at Berse har valgt efter sit bryllnp i Midfjord, hvad der også kan være rimeligt nok (Krm. s. 60 ffg.). Kormak samler folk og forfølger dem, men da han kommer til ''Vale'', får han at vide, at Berse er nåt til Mule — hvor hins daværende ven Tord Arndissön boede — og har samlet folk dér; Kormak begiver sig så ledsaget af Vale til Mule og har her en samtale med Berse. Den på dette sted, og oftere i sagaen, omtalte gård '''Mule''' (''Múli'') må være en af de to gårde Mule i Saurbæ, formodenlig Nedre Mule. — Ved en tidligere lejlighed (s. 56) er det sagt, at nys nævnte Vale boede på '''Valastad''' (''Valastaðir'') kort fra Hrutafjord. At denne gård skulde have ligget i Hrutafjord, er aldeles utænkeligt; den må åbenbart have ligget i Saurbæ. At den kaldes Valastad vil vel ikke sige andet, end at forfattteren ikke har kendt dens navn ; og det er højst sandsynligt, at det i Saurbæ almindelig udbredte sagn, der lader Vale have bot på den lige over for Belgsdal liggende gård ''Hvol'' (Hvoll), er i overensstemmelse med sagaen, som den oprindelig har lydt. Hvis Kormak under forfølgelsen af Berse er kommen nord fra vilde Hvol ganske rigtig være en af de første gårde i Hvolsdal, som han traf på. — Denne beliggenhed af Vales bolig passer også med, hvad der senere (s. 140) berettes, da Berse, efter at Stengerd har forladt ham, bliver gift med Vales søster, — at denne får i medgift »Brekka land«. Navnet Brekka er nemlig knyttet til dalens to østligste gårde nord for åen. Nedre og Fremre Brekka, beliggende mellem Hvol og Bessatunga. Og senere opstår der netop fjendskab mellem Berse og Vale, fordi Berses hustru tillader sin broder Vale at benytte det afståede Brekke land. Det fjendskab fører til sidst til Vales drab, i det Berse, der imidlertid er bleven meget gammel, og som på den tid har Olav pås søn Haldor til opfostring hos sig, ved en list lokker Vale til sig. Han lader en pige, som opholder sig hos ham (altså på Bessatunge), begive sig til Vale og beklage sig over den behandling, hun nyder, samt bede ham om at følge sig over ''klevet''. Dette gør også Vale, men da han vil vende tilbage, kommer Berse og Haldor imod ham og dræber ham på det sted, »som siden hedder Valafall« (Krm. s. 158). — ~~[[Fil:WGC.225.jpg\|thumb\|500px\|left\|<center>'''Udsigt fra Bessatunga''' - (''W.G. Collingwood,'' 1897)</center>]]~~Dette stedsnavn er endnu bevaret, tilligemed et par andre formodenlig deraf afledte, dog således, at det deri indeholdte personnavn fra Vale er bleven ''Vole''. Ved Svinedalens munding ud mod Hvolsdal strækker sig fra fjældhj5rnet i vest en kløft ned mod et lavere i lien liggende mosestrøg; kløften hedder ''Volagjå'' (Volagjá), mosen ''Volamyre'' (Volamyri); og neden for Volamyre, hvor vejen nu ligger ned fra Svinedal, skal selve navnet ''Volafall'' være bevaret. Ved det i sagaen nævnte klev forstår man nu almindelig den skråning — umiddelbart nord for Volagjå —, ad hvilken man fra Hvolsdalens bund stiger op i den højere liggende Svinedal, når man ikke, som nu ofte, følger den fra Svinedal kommende å, hvorved man kommer lidt længere mod øst, før man drejer ind i dalen. Da det ikke er let at se, hvorledes vejen fra Bessatunge til Vales bolig kunde komme til at ligge over klevet, kan det have sin interesse at blive bekendt med sagnet om »Vole«, således som det nu lever hos Saurbæingerne og kendes så godt som af enhver, medens derimod kun en ganske enkelt har læst Kormaks saga; dette sagn stemmer nemlig bedre overens med stedsforholdene: Berse, som havde taget Snorre godes (!) søn Haldor til opfostring, kom i strid med Vole fra Hvol, fordi Vole, der var en anmassende mand, lod sine heste gå i den Berse tilhørende Svinedal; han aftalte derfor med Haldor en dag, da Vole havde begivet sig til sine heste, at Haldor skulde tage post i tunet og råbe til ham, når Vole kom; selv begav han sig over åen (ɔ: det fra Svinedal kommende tilløb), og da Haldor råbte, afskød han en pil mod Vole og dræbte denne i Volafall neden for Volamyre. I bod for Vole måtte derpå Berse afstå Svinedalen til Hvol, som endnu ejer den<ref>Interessant er det at se, hvor nøje den i pastor Povl Gunnarssöns på latin skrevne antikv. indb. (1817) indeholdte gengivelse af samme sagn svarer til oven stående sagnform (der er nedskrevet 1874 efter mundtlig fortælling): »Deniqve vix credibile exemplum insignis olim duellationis, nomine Holmgöngu Berse, jam (in senectute) cæci (sit, si placet anecdotum) indicio paeri manuductoris, inimicum, sat longo spatio distantem, certissimo juxta ac validissimo hastæ missu vel jactu, inimicum inqvam, cui nomen Voli, colonum prædii Hvol, lethaliter fertur prostravisse. Volafall nomen loci.«<br>Om Voles rigdom går der også sagn; han havde således så mange får, at rækken af dem nåede fra Hvol til klevet ved Volagjå.</ref>. — I Kormaks saga (s. 140) fortælles, at Berse lod bygge et virke om sin gård; deraf ser man nu intet spor. Derimod mener man at kunne påvise sporene af Besses hov. I tunet findes nemlig en lav høj (ifg. den antikv. indb. kaldet Goðahóll), hvor der ses en næsten kredsformig tomt, med dørene i nord; denne, der skal være 15-20 al. i diameter, udgives for hovtomten.	+	Svinadal, fortæller Ldn. (s. 126-27), skal have fået navn af nogle svin, som Stenolv genfandt der stærkt formerede. Om Svinadalens nordre del nogen sinde har været bebot er tvivlsomt; i Sturl. (I, s. 14) nævnes et sæter i Svinadalen fra gården Nedre Mule, hvis navn ''Snorrastad'' (Snorrastaðir) vel kunde tyde på, at det fordum havde været en bebygget gård. — Når der i Sturl. (I, s. 20) tales om ''Tunge-land'' (Tungu-land) i Svinadal, da er det utvivlsomt den nuværende gård Bessatunga, som ligger for enden af Hvolsdal, hvor der imellem Svinadalen og den anden, nordligere og meget mindre sidedal, Brekkudalen, afskæres et fjæld med tilhørende græsgrot fod. — Saurbæ og særlig Hvolsdalen er skuepladsen for en del af de i Kormaks saga omtalte begivenheder; men mangel på lokalkundskab har øjensynlig bragt forfatteren dels til at begå ligefremme unøjagtigheder, dels til at give en så mangelfuld fremstilling af handlingens gang, at sagaen på sine steder bliver næsten uforståelig. I Midfjorden, nabofjorden øst for Hrutafjorden på Nordlandet, boede skjalden Kormak og hans elskede, Stengerd. I Saurbæ derimod boede Berse, bekendt for sine holmgange; denne mand, der sædvanlig benævnes Holmgange-Berse, omtales også i Laxd., og det ses dér (s. 108), at hans bolig var gården '''Tunge''' (''Túnga''), der må svare til den nys nævnte gård Bessatunge, som netop efter ham må antages at have fået sit nuværende navn. Berse er Kormaks heldige medbejler, og med ham bliver Stengerd gift. — I følge fremstillingen i Kormaks saga skulde man tro, det var en forholdsvis let og hurtig sag at komme fra Hrutafjorden til Saurbæ; i virkeligheden er det en lang vej: enten må man over Laksådalsheden til Hvammssvejten og derfra gennem Svinedalen, eller man må mod nord langs vestsiden af Hrutafjord op i Stranda syssel, derfra over en lille hede ned til den nordligste gård i Saurbæ hrepp, hvorefter man så nord fra langs kysten begiver sig ned i den egenlige Saurbæ<ref>Fra Brekkudal fører ingen egenlig vej over fjældet til Hrutafjorden.</ref>. Denne sidste vej ser det ud til, at Berse har valgt efter sit bryllnp i Midfjord, hvad der også kan være rimeligt nok (Krm. s. 60 ffg.). Kormak samler folk og forfølger dem, men da han kommer til ''Vale'', får han at vide, at Berse er nåt til Mule — hvor hins daværende ven Tord Arndissön boede — og har samlet folk dér; Kormak begiver sig så ledsaget af Vale til Mule og har her en samtale med Berse. Den på dette sted, og oftere i sagaen, omtalte gård '''Mule''' (''Múli'') må være en af de to gårde Mule i Saurbæ, formodenlig Nedre Mule. — Ved en tidligere lejlighed (s. 56) er det sagt, at nys nævnte Vale boede på '''Valastad''' (''Valastaðir'') kort fra Hrutafjord. At denne gård skulde have ligget i Hrutafjord, er aldeles utænkeligt; den må åbenbart have ligget i Saurbæ. At den kaldes Valastad vil vel ikke sige andet, end at forfattteren ikke har kendt dens navn ; og det er højst sandsynligt, at det i Saurbæ almindelig udbredte sagn, der lader Vale have bot på den lige over for Belgsdal liggende gård ''Hvol'' (Hvoll), er i overensstemmelse med sagaen, som den oprindelig har lydt. Hvis Kormak under forfølgelsen af Berse er kommen nord fra vilde Hvol ganske rigtig være en af de første gårde i Hvolsdal, som han traf på. — Denne beliggenhed af Vales bolig passer også med, hvad der senere (s. 140) berettes, da Berse, efter at Stengerd har forladt ham, bliver gift med Vales søster, — at denne får i medgift »Brekka land«. Navnet Brekka er nemlig knyttet til dalens to østligste gårde nord for åen. Nedre og Fremre Brekka, beliggende mellem Hvol og Bessatunga. Og senere opstår der netop fjendskab mellem Berse og Vale, fordi Berses hustru tillader sin broder Vale at benytte det afståede Brekke land. [[Fil:WGC.225.jpg\|thumb\|500px\|right\|<center>'''Udsigt fra Bessatunga''' - (''W.G. Collingwood,'' 1897)</center>]]Det fjendskab fører til sidst til Vales drab, i det Berse, der imidlertid er bleven meget gammel, og som på den tid har Olav pås søn Haldor til opfostring hos sig, ved en list lokker Vale til sig. Han lader en pige, som opholder sig hos ham (altså på Bessatunge), begive sig til Vale og beklage sig over den behandling, hun nyder, samt bede ham om at følge sig over ''klevet''. Dette gør også Vale, men da han vil vende tilbage, kommer Berse og Haldor imod ham og dræber ham på det sted, »som siden hedder Valafall« (Krm. s. 158). — Dette stedsnavn er endnu bevaret, tilligemed et par andre formodenlig deraf afledte, dog således, at det deri indeholdte personnavn fra Vale er bleven ''Vole''. Ved Svinedalens munding ud mod Hvolsdal strækker sig fra fjældhj5rnet i vest en kløft ned mod et lavere i lien liggende mosestrøg; kløften hedder ''Volagjå'' (Volagjá), mosen ''Volamyre'' (Volamyri); og neden for Volamyre, hvor vejen nu ligger ned fra Svinedal, skal selve navnet ''Volafall'' være bevaret. Ved det i sagaen nævnte klev forstår man nu almindelig den skråning — umiddelbart nord for Volagjå —, ad hvilken man fra Hvolsdalens bund stiger op i den højere liggende Svinedal, når man ikke, som nu ofte, følger den fra Svinedal kommende å, hvorved man kommer lidt længere mod øst, før man drejer ind i dalen. Da det ikke er let at se, hvorledes vejen fra Bessatunge til Vales bolig kunde komme til at ligge over klevet, kan det have sin interesse at blive bekendt med sagnet om »Vole«, således som det nu lever hos Saurbæingerne og kendes så godt som af enhver, medens derimod kun en ganske enkelt har læst Kormaks saga; dette sagn stemmer nemlig bedre overens med stedsforholdene: Berse, som havde taget Snorre godes (!) søn Haldor til opfostring, kom i strid med Vole fra Hvol, fordi Vole, der var en anmassende mand, lod sine heste gå i den Berse tilhørende Svinedal; han aftalte derfor med Haldor en dag, da Vole havde begivet sig til sine heste, at Haldor skulde tage post i tunet og råbe til ham, når Vole kom; selv begav han sig over åen (ɔ: det fra Svinedal kommende tilløb), og da Haldor råbte, afskød han en pil mod Vole og dræbte denne i Volafall neden for Volamyre. I bod for Vole måtte derpå Berse afstå Svinedalen til Hvol, som endnu ejer den<ref>Interessant er det at se, hvor nøje den i pastor Povl Gunnarssöns på latin skrevne antikv. indb. (1817) indeholdte gengivelse af samme sagn svarer til oven stående sagnform (der er nedskrevet 1874 efter mundtlig fortælling): »Deniqve vix credibile exemplum insignis olim duellationis, nomine Holmgöngu Berse, jam (in senectute) cæci (sit, si placet anecdotum) indicio paeri manuductoris, inimicum, sat longo spatio distantem, certissimo juxta ac validissimo hastæ missu vel jactu, inimicum inqvam, cui nomen Voli, colonum prædii Hvol, lethaliter fertur prostravisse. Volafall nomen loci.«<br>Om Voles rigdom går der også sagn; han havde således så mange får, at rækken af dem nåede fra Hvol til klevet ved Volagjå.</ref>. — I Kormaks saga (s. 140) fortælles, at Berse lod bygge et virke om sin gård; deraf ser man nu intet spor. Derimod mener man at kunne påvise sporene af Besses hov. I tunet findes nemlig en lav høj (ifg. den antikv. indb. kaldet Goðahóll), hvor der ses en næsten kredsformig tomt, med dørene i nord; denne, der skal være 15-20 al. i diameter, udgives for hovtomten.


Linje 165:		Linje 165:


−	Blandt gårdene i Hvolsdal må endnu nævnes '''Mårskelda''' (''Márskelda''), hvor Torgejr Håvarssön udførte et af sine mange hensigtsløse, kun ved et lune foranledigede drab. Manden, der dræbtes, hed Böggul-Torve. Gården, der er Hvols nabogård mod vest, står på en besynderlig måde på fladt, lavt land lige under den meget stejle li, der bærer tunet. Øst for gården udspringer under lien en kilde, der som en bæk fortsætter sig gennem engen ned til åen; denne bærer navnet ''Böggulslækr'', og på øren nede ved åen siges Torgejr at have dræbt Böggul. Denne begivenhed, om hvilken erindringen altså synes at være bevaret på stedet, berøres kortelig i Grt. (s. 64), men omtales udførligere i den vidtløftigere Fostbrødre saga (Flatb. II, 105-06). Huskarlen fra Mårskelda, Torve, med tilnavnet Böggul, var gået ned til åen for at hugge ris, da den vest fra kommende Torgejr, der synes at være redet op langs åens sydlige bred, rider over åen og dræber ham af vrede over, at han ikke har hørt hans gentagne kalden. Stedet, siges der, kaldtes siden '''Böggullæk''' (''Böggullækr'').	+	[[Fil:WGC.224.jpg\|thumb\|500px\|left\|<center>'''Bessatunga í Saurbæ''' - (''W.G. Collingwood,'' 1897)</center>]]Blandt gårdene i Hvolsdal må endnu nævnes '''Mårskelda''' (''Márskelda''), hvor Torgejr Håvarssön udførte et af sine mange hensigtsløse, kun ved et lune foranledigede drab. Manden, der dræbtes, hed Böggul-Torve. Gården, der er Hvols nabogård mod vest, står på en besynderlig måde på fladt, lavt land lige under den meget stejle li, der bærer tunet. Øst for gården udspringer under lien en kilde, der som en bæk fortsætter sig gennem engen ned til åen; denne bærer navnet ''Böggulslækr'', og på øren nede ved åen siges Torgejr at have dræbt Böggul. Denne begivenhed, om hvilken erindringen altså synes at være bevaret på stedet, berøres kortelig i Grt. (s. 64), men omtales udførligere i den vidtløftigere Fostbrødre saga (Flatb. II, 105-06). Huskarlen fra Mårskelda, Torve, med tilnavnet Böggul, var gået ned til åen for at hugge ris, da den vest fra kommende Torgejr, der synes at være redet op langs åens sydlige bred, rider over åen og dræber ham af vrede over, at han ikke har hørt hans gentagne kalden. Stedet, siges der, kaldtes siden '''Böggullæk''' (''Böggullækr'').

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 5. mar. 2015 kl. 13:02
Linje 78:		Linje 78:


−	Et lille stykke nordvest for Magnusskogar, under højdedragene, som begrænse den oven nævnte lille dalslette mod vest, står gården '''Asgård''' (''Ásgarðr''); i det flade land neden under hæver sig en regelmæssig kegleformig klippe (stapi), til hvilken mange sagn om alvefolket tidligere knyttede sig. Nord for Asgård ligger '''Leynigistad''' (''Leysíngjastaðir''), hvor i følge Gunl. Torgerd Egilsdatter lod sin broderdatter Helga den fagre hemmelig opfostre, skønt faderen Torsten havde bestemt, at hun skulde udsættes. — Oven for Leysingjastad åbner sig den sydlige munding af '''Svinadalen''' (''Svínadalr''); denne dal, der egenlig kun er et smalt pas, forbinder Hvammssvejten med Dalasyssels nordligste bygd, den såkaldte Saurbæ; gennem den ligger derfor alfarvejen nord efter, og da Kjartan i Svinadalen overfaldtes af sin frænde og fostbroder Bolle samt dennes svogre fra Laugar — således som det fortælles i Laksdæla saga —, var han netop på tilbagevejen fra et besøg i Saurbæ. Den adskiller sysselets vestligste del, den bjærgfulde halvø, der mod syd begrænses af Hvammsfjorden, mod vest og nord af Bredefjordens indre del, fra højlandet vest for Hrutafjorden. I sin munding er dalen nærmest en smal kløft mellem fjældene, gennemstrømmet af Svinadalså. Noget inden for mundingen skærer et temlig dybt gil (en kløft), græsgrot i bunden, sig ned fra østsiden og danner en lille dal op i fjældet, mod nord begrænset af en temlig brat og høj gilskrænt; dette er '''Havragil''' (Hafragil), der ofte nu benyttes af de rejsende som bedested; de nord fra kommende ses ikke, og se intet, før de kommer over gilskrænten. Nord for denne udvider dalen sig noget, og udsigten begrænses mod nord ikke langt borte af banker i den østlige fjældskråning, de såkaldte Norðrhólar. Omtrent midt i dalen noget oven for Norderholar indsnævres denne stærkt; denne snævring, '''Mjosynde''' (Mjósyndi), der tillige danner vandskellet i dalen, betegner grænseskellet mellem Hvammssvejten og Saurbæ. — I Laxd. (s. 218 ifg.) fortælles, at, da man på Laugar har fået at vide, at Kjartan så godt som ene vil ride hjem gennem Svinadal, begiver Bolle og hans svogre Osvivrs-sønneme — i alt ni — sig op i dalen og lejrede sig ved det gil, som hedder Havragil. Bolle lå forstemt oppe ved gilranden, indtil Osvivrssønnerne trak ham ned, da de var bange for, at han skulde advare den nord fra kommende Kjartan <ref>Efter beretningen om, at Osvivrssønnerne lejrede sig ved Havragil og at Bolle lå oppe ved gilranden, føjer et papirshåndskrift af Laxd. (AM. 158, fol.) til: »það gil liggur norðan úr fjallinu og framm í á; lá þjóðgatan eptir hliðinni nokkuru ofar enn þeir Osvífurssynir sátu«, — hvad der tjæner til endnu tydeligere at vise overensstemmelsen mellem sagaens Havragil og den nu således benævnte kløft.</ref>. Da Kjartan var kommen syd for Mjosynde, »hvor dalen begynder at udvide sig«, gjorde han et forsøg på at få sine ledsagende venner til at vende om, hvad disse dog først indvillige i, da de kom »syd for de sætere, som hedde '''Norder-sel''' (''Norðr-sel'')«; disse antager man har stået under Norderholar, hvor der endnu skal være spor af sætertomter. I Svinadal boede på gården '''Havratindar''' (''Hafratindar'') en mand ved navn Torkel, som så både Laugafolkene i bagholdet og Kjartan ride ned mod disse, men som dog undlod at advare ham; nu er Svinadal ganske ubebot, og hvor Havratindar har været, ved man ikke med bestemthed; det må vel have været på strækningen mellem Norder-holar og Havragil <ref>A. M. (1703) har herom følgende: I det gården Sælingsdalstunge tilhørende land i Svinadal, siger man, at der i gamle dage skal have været et bebygget kot, kaldet Hafratindar. Hvor det snarest kan have været ved ingen at sige, og ingen af de dér kendte folk har kunnet finde tomter eller gærdelævninger i dalen, som kunde lede på sporet.</ref>. — Da Kjartan med sine to tiloversblevne ledsagere kommer syd over gilet, ser de bagholdet; Kjartan springer da af hesten og vender sig imod dem, i det han støttede sig til en stor sten, som stod dér; her falder han for Bolles hånd efter en heltemodig modstand. Nogen sådan sten finder man nu ikke ved Havragil, men skønt dette sted svarer så fuldstændig til sagaens beskrivelse, at der ikke kan være nogen tvivl om, hvor kampen har været holdt, har man dog alt længe påvist en ''Kjartanssten'' (Kjartanssteinn) ved Mjosynde, ved nordenden af snævringen (»sundet«) i en fra vest fremskydende pynt<ref>Lige over for skal endog findes en ''Bollalág''.</ref>. Dette afgiver et godt exempel på, hvor let på Island en falsk tradition udvikler sig uafhængig af eller endog i modstrid med sagaerne.	+	Et lille stykke nordvest for Magnusskogar, under højdedragene, som begrænse den oven nævnte lille dalslette mod vest, står gården '''Asgård''' (''Ásgarðr''); i det flade land neden under hæver sig en regelmæssig kegleformig klippe (stapi), til hvilken mange sagn om alvefolket tidligere knyttede sig. Nord for Asgård ligger '''Leynigistad''' (''Leysíngjastaðir''), hvor i følge Gunl. Torgerd Egilsdatter lod sin broderdatter Helga den fagre hemmelig opfostre, skønt faderen Torsten havde bestemt, at hun skulde udsættes. — [[Fil:WGC.222.jpg\|thumb\|350px\|right\|<center>'''Drífandagil í Svínadal''' - (''W.G. Collingwood,'' 1897)</center>]]Oven for Leysingjastad åbner sig den sydlige munding af '''Svinadalen''' (''Svínadalr''); denne dal, der egenlig kun er et smalt pas, forbinder Hvammssvejten med Dalasyssels nordligste bygd, den såkaldte Saurbæ; gennem den ligger derfor alfarvejen nord efter, og da Kjartan i Svinadalen overfaldtes af sin frænde og fostbroder Bolle samt dennes svogre fra Laugar — således som det fortælles i Laksdæla saga —, var han netop på tilbagevejen fra et besøg i Saurbæ. Den adskiller sysselets vestligste del, den bjærgfulde halvø, der mod syd begrænses af Hvammsfjorden, mod vest og nord af Bredefjordens indre del, fra højlandet vest for Hrutafjorden. I sin munding er dalen nærmest en smal kløft mellem fjældene, gennemstrømmet af Svinadalså. Noget inden for mundingen skærer et temlig dybt gil (en kløft), græsgrot i bunden, sig ned fra østsiden og danner en lille dal op i fjældet, mod nord begrænset af en temlig brat og høj gilskrænt; dette er '''Havragil''' (Hafragil), der ofte nu benyttes af de rejsende som bedested; de nord fra kommende ses ikke, og se intet, før de kommer over gilskrænten. Nord for denne udvider dalen sig noget, og udsigten begrænses mod nord ikke langt borte af banker i den østlige fjældskråning, de såkaldte Norðrhólar. Omtrent midt i dalen noget oven for Norderholar indsnævres denne stærkt; denne snævring, '''Mjosynde''' (Mjósyndi), der tillige danner vandskellet i dalen, betegner grænseskellet mellem Hvammssvejten og Saurbæ. — I Laxd. (s. 218 ifg.) fortælles, at, da man på Laugar har fået at vide, at Kjartan så godt som ene vil ride hjem gennem Svinadal, begiver Bolle og hans svogre Osvivrs-sønneme — i alt ni — sig op i dalen og lejrede sig ved det gil, som hedder Havragil. Bolle lå forstemt oppe ved gilranden, indtil Osvivrssønnerne trak ham ned, da de var bange for, at han skulde advare den nord fra kommende Kjartan <ref>Efter beretningen om, at Osvivrssønnerne lejrede sig ved Havragil og at Bolle lå oppe ved gilranden, føjer et papirshåndskrift af Laxd. (AM. 158, fol.) til: »það gil liggur norðan úr fjallinu og framm í á; lá þjóðgatan eptir hliðinni nokkuru ofar enn þeir Osvífurssynir sátu«, — hvad der tjæner til endnu tydeligere at vise overensstemmelsen mellem sagaens Havragil og den nu således benævnte kløft.</ref>. Da Kjartan var kommen syd for Mjosynde, »hvor dalen begynder at udvide sig«, gjorde han et forsøg på at få sine ledsagende venner til at vende om, hvad disse dog først indvillige i, da de kom »syd for de sætere, som hedde '''Norder-sel''' (''Norðr-sel'')«; disse antager man har stået under Norderholar, hvor der endnu skal være spor af sætertomter. I Svinadal boede på gården '''Havratindar''' (''Hafratindar'') en mand ved navn Torkel, som så både Laugafolkene i bagholdet og Kjartan ride ned mod disse, men som dog undlod at advare ham; nu er Svinadal ganske ubebot, og hvor Havratindar har været, ved man ikke med bestemthed; det må vel have været på strækningen mellem Norder-holar og Havragil <ref>A. M. (1703) har herom følgende: I det gården Sælingsdalstunge tilhørende land i Svinadal, siger man, at der i gamle dage skal have været et bebygget kot, kaldet Hafratindar. Hvor det snarest kan have været ved ingen at sige, og ingen af de dér kendte folk har kunnet finde tomter eller gærdelævninger i dalen, som kunde lede på sporet.</ref>. — Da Kjartan med sine to tiloversblevne ledsagere kommer syd over gilet, ser de bagholdet; Kjartan springer da af hesten og vender sig imod dem, i det han støttede sig til en stor sten, som stod dér; her falder han for Bolles hånd efter en heltemodig modstand. Nogen sådan sten finder man nu ikke ved Havragil, men skønt dette sted svarer så fuldstændig til sagaens beskrivelse, at der ikke kan være nogen tvivl om, hvor kampen har været holdt, har man dog alt længe påvist en ''Kjartanssten'' (Kjartanssteinn) ved Mjosynde, ved nordenden af snævringen (»sundet«) i en fra vest fremskydende pynt<ref>Lige over for skal endog findes en ''Bollalág''.</ref>. Dette afgiver et godt exempel på, hvor let på Island en falsk tradition udvikler sig uafhængig af eller endog i modstrid med sagaerne.


Linje 156:		Linje 156:


−	Således er nu altså hele den mod vest udskydende af højland opfyldte halvø i Dala syssel beskrevet. Da de den bedækkende fjældheder kun ved den smalle Svinadal er adskilt fra de østligere heder (Hólkna-, i daglig tale: Hólkunnar-, heiði og Gaflfellsheiði), er de formodenlig ofte blevne betragtede som sammenhængende. Hele dette højland tilsammentaget er det vel således, der tænkes på i Laxd. (s. 144), hvor der fortælles, at det forbydes den fra Bardastrands syssel fordrevne Kotkelske familie at opholde sig vest for '''Dalahede''' (''Dalaheiðr'').	+	[[Fil:WGC.223.jpg\|thumb\|350px\|left\|<center>'''Hellnagil á Svínadal''' - (''W.G. Collingwood,'' 1897)</center>]]Således er nu altså hele den mod vest udskydende af højland opfyldte halvø i Dala syssel beskrevet. Da de den bedækkende fjældheder kun ved den smalle Svinadal er adskilt fra de østligere heder (Hólkna-, i daglig tale: Hólkunnar-, heiði og Gaflfellsheiði), er de formodenlig ofte blevne betragtede som sammenhængende. Hele dette højland tilsammentaget er det vel således, der tænkes på i Laxd. (s. 144), hvor der fortælles, at det forbydes den fra Bardastrands syssel fordrevne Kotkelske familie at opholde sig vest for '''Dalahede''' (''Dalaheiðr'').

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 5. mar. 2015 kl. 12:55
Linje 90:		Linje 90:


−	Når man kort neden for Krossholar drejer omkring sydenden den hals, der mod vest begrænser den hidtil omtalte »opsvejt«, har man for sig en lille, kort, af fjælde tæt omgiven dal, med en gård ved hver side af dalmundingen og desuden præstegården '''Hvamm''' (''Hvammr'') med tilhørende kirke højere oppe i dalen, den, der nu bærer navn af Skeggjadal, og som gennemstrømmes en lille å Hvammså, deler sig højest oppe omkring et fjæld i dalbunden i to små sidedale, af hvilke den vestligste intet nyt navn antager, den nordligste bærer derimod navnet ''Tværdal'' (Þverdalr. Denne dal, der er nævnt i Sturl., hvor Hvamm-Sturla rider bort for at holde færansdom over Ejnar Torgilssön, på samme tid som denne lader en tilsvarende afholde i Hvamm over Sturla, må ikke forveksles med en sidedal af samme navn i Saurbæbygden).	+	[[Fil:WGC.216.jpg\|thumb\|350px\|left\|<center>'''Fossar í Hvammsá (Fossabrekkur í Skeggjadal)''' - (''W.G. Collingwood,'' 1897)</center>]]Når man kort neden for Krossholar drejer omkring sydenden den hals, der mod vest begrænser den hidtil omtalte »opsvejt«, har man for sig en lille, kort, af fjælde tæt omgiven dal, med en gård ved hver side af dalmundingen og desuden præstegården '''Hvamm''' (''Hvammr'') med tilhørende kirke højere oppe i dalen, den, der nu bærer navn af Skeggjadal, og som gennemstrømmes en lille å Hvammså, deler sig højest oppe omkring et fjæld i dalbunden i to små sidedale, af hvilke den vestligste intet nyt navn antager, den nordligste bærer derimod navnet ''Tværdal'' (Þverdalr. Denne dal, der er nævnt i Sturl., hvor Hvamm-Sturla rider bort for at holde færansdom over Ejnar Torgilssön, på samme tid som denne lader en tilsvarende afholde i Hvamm over Sturla, må ikke forveksles med en sidedal af samme navn i Saurbæbygden).