Erik den Rødes saga - Revisjonshistorikk

Jesper på 26. des. 2025 kl. 17:02

2025-12-26T17:02:29Z

August på 24. mai 2020 kl. 18:15

2020-05-24T18:15:10Z

Jesper på 6. mar. 2018 kl. 20:34

2018-03-06T20:34:06Z

Jesper på 6. mar. 2018 kl. 19:05

2018-03-06T19:05:04Z

Jesper på 6. mar. 2018 kl. 18:48

2018-03-06T18:48:14Z

Carsten på 25. aug. 2017 kl. 13:44

2017-08-25T13:44:44Z

Jesper på 18. mai 2017 kl. 18:41

2017-05-18T18:41:22Z

Jesper: Eiríks saga rauða

2014-11-16T14:18:16Z

Eiríks saga rauða

Vis endringer

@@ Linje 99: / Linje 99: @@
 Da vinteren næsten var gået, skete det, at der udbrød sygdom på deres gård. Forkarlen dér hed Gardar. Han var ikke nogen afholdt mand. Han ramtes først af sygdommen og døde. Derefter varede det ikke længe, før den ene efter den anden døde. Så blev Torstein Erikson syg, og ligeledes hans navnes kone — Sigrid. En aften ville Sigrid gå til lillehuset, der fandtes lige over for yderdøren. Gudrid fulgte hende, og de vendte tilbage mod indgangen. Da skreg hun højt — Sigrid. Gudrid sagde: »Vi har båret os uforsigtigt ad, og du tåler ikke at blive kold. Lad os straks gå ind igen.« Sigrid sagde: »Det er ikke til nu. Her står hele flokken af de døde foran døren. Også Torstein — din mand — og dér genkender jeg mig selv. Den slags er skrækkeligt at se.« Da dette var gået over, sagde hun: »Lad os gå nu — Gudrid! — nu ser jeg ikke flokken.« Da var Torstein væk. Det forekom hende, at han før havde haft en pisk i hånden og ville slå de andre. Derpå gik de ind, men før det blev morgen, var hun død, og der blev lavet en kiste til liget. Denne samme dag agtede folkene at fiske, og Torstein fulgte dem på vej, og ved skumringstid gik han ned for at se på fangsten. Da sendte Torstein Erikson bud til sin navne, at denne skulle komme til ham, og sagde, at der ingen ro var på, og at husfruen gik igen og ville under dynen til ham. Da han kom tilbage, var hun kommet op på sengekanten. Han greb fat i hende og slog hende i brystet med en buløkse.
-Torstein Erikson døde hen under aften. Torstein Bonde bad Gudrid lægge sig og sove, og han sagde, at han ville våge over ligene om natten. Det gør hun. Men kun kort tid forløb af natten, før Torstein Erikson satte sig op og krævede, at Gudrid blev tilkaldt, for han ville tale med hende: »Gud vil, at jeg i denne stund tillades at forbedre mine kår.« Torstein Bonde opsøger Gudrid og vækker hende og beder hende korse sig og bede Gud hjælpe sig og fortæller, hvad Torstein Erikson havde sagt til ham, »— og han ønsker at se dig. Du må selv afgøre, hvad du vil, for jeg kan hverken råde til eller fra her.« Hun svarede: »Det kan være, at det er meningen, at denne mærkelige sag, skal være betydningsfuld, når den siden mindes, og jeg venter, at Gud vil holde hånden over mig. Med Guds nåde vil jeg også vove at mødes med ham og høre, hvad han vil sige, for jeg vil alligevel ikke kunne undslippe, hvis det er bestemt, at jeg skal skades. Jeg vil nødigt, at han går videre, men jeg har en formodning om, at det kunne blive tilfældet.« Så gik Gudrid hen og møder Torstein. Det forekom hende, at han fældte tårer. Han hviskede noget i hendes øre — så lavt, at kun hun kunne høre det — og derpå sagde han, så alle hørte det, at salige var de folk, der holdt troen, og at med den fulgte al hjælp og nåde, men han sagde dog, at mange holdt troen dårligt. »Det er en uskik, som er blevet fulgt her i Grønland, siden kristendommen kom hertil, at begrave folk i uviet jord uden videre ligsang. Jeg ønsker, at jeg og de andre folk, som er døde her, skal føres til kirke, men Gardar ville jeg lade brænde på bål så hurtigt som muligt, for han er skyld i al det gengangeri, der er sket her i vinter.« Han fortalte hende også om hendes fremtid og sagde, at hun ville få en bemærkelsesværdig skæbne, men han bad hende vogte sig for at gifte sig med en grønlandsk mand. Han bad hende give deres værdier til kirken og noget til fattigfolk. Og derpå sank han tilbage for anden gang.
+Torstein Erikson døde hen under aften. Torstein Bonde bad Gudrid lægge sig og sove, og han sagde, at han ville våge over ligene om natten. Det gør hun. Men kun kort tid forløb af natten, før Torstein Erikson satte sig op og krævede, at Gudrid blev tilkaldt, for han ville tale med hende: »Gud vil, at jeg i denne stund tillades at forbedre mine kår.« Torstein Bonde opsøger Gudrid og vækker hende og beder hende korse sig og bede Gud hjælpe sig og fortæller, hvad Torstein Erikson havde sagt til ham, »— og han ønsker at se dig. Du må selv afgøre, hvad du vil, for jeg kan hverken råde til eller fra her.« Hun svarede: »Det kan være, at det er meningen, at denne mærkelige sag, skal være betydningsfuld, når den siden mindes, og jeg venter, at Gud vil holde hånden over mig. Med Guds nåde vil jeg også vove at mødes med ham og høre, hvad han vil sige, for jeg vil alligevel ikke kunne undslippe, hvis det er bestemt, at jeg skal skades. Jeg vil nødigt, at han går videre, men jeg har en formodning om, at det kunne blive tilfældet.« Så gik Gudrid hen og møder Torstein. Det forekom hende, at han fældede tårer. Han hviskede noget i hendes øre — så lavt, at kun hun kunne høre det — og derpå sagde han, så alle hørte det, at salige var de folk, der holdt troen, og at med den fulgte al hjælp og nåde, men han sagde dog, at mange holdt troen dårligt. »Det er en uskik, som er blevet fulgt her i Grønland, siden kristendommen kom hertil, at begrave folk i uviet jord uden videre ligsang. Jeg ønsker, at jeg og de andre folk, som er døde her, skal føres til kirke, men Gardar ville jeg lade brænde på bål så hurtigt som muligt, for han er skyld i al det gengangeri, der er sket her i vinter.« Han fortalte hende også om hendes fremtid og sagde, at hun ville få en bemærkelsesværdig skæbne, men han bad hende vogte sig for at gifte sig med en grønlandsk mand. Han bad hende give deres værdier til kirken og noget til fattigfolk. Og derpå sank han tilbage for anden gang.
 Det havde været skik i Grønland, siden kristendommen kom dertil, at folk blev begravet på den gård, hvor de døde — i uviet jord. Man skulle sætte en træstok op fra brystet på den døde, og derpå — når præsten kom — trække stokken op og hælde vievand i hullet og synge over liget, også selv om dette skete efter lang tids forløb. Ligene af Torstein og de andre blev ført til kirken i Eriksfjord, hvor præster sang over dem. Erik tog sig af Gudrid og var som en far for hende. Kort tid efter døde Torbjørn, og hele formuen tilfaldt da Gudrid. Erik tog hende til sig og sørgede godt for hende.

@@ Linje 5: / Linje 5: @@
 ! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Eiríks saga rauða]] !!  !! [[Fil:Norsk.gif|32px|link=Sagaen om Vinland]] !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Torfin Karlsæmnes Saga]] !!  !!
 |-
-!  !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Sagaen om Thorfin Karlsefne og Snorre Thorbrandsön]] !!  !!
+!  !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Eiríks saga rauða (Hauksbók)]] !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Sagaen om Thorfin Karlsefne og Snorre Thorbrandsön]] !!  !!
 |-
 !  !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Erik den Rødes saga]] !!  !!

@@ Linje 121: / Linje 121: @@
 De var tilsammen et hundrede og 40 mand, da de sejlede til Vesterbygden og derfra til Bjørnøerne. Derfra sejlede de sydpå i to halvdøgn. Så så de land og skød båden ud og undersøgte landet. De stødte på store stenheller, hvoraf mange var 12 alen brede. Der fandtes hvidræve i stort tal. De navngav stedet og kaldte det Helleland. Derfra sejlede de to halvdøgn og svingede fra syd mod sydøst og stødte på et skovbevokset land med mange dyr. Sydøst derfor lå en ø. Dér dræbte de en bjørn, og de kaldte siden stedet Bjørneø og landet Skovland. Derfra sejlede de længe sydpå langs med landet og kom til et næs. Landet lå på styrbords side, og der var lange strand og sandgrunde. De roede i land og fandt dér på næsset kølen af et skib og kaldte stedet Kølsnæs. De kaldte strandene Furdestrandene <ref>&#596;: »De forunderlige Strande.«</ref>, fordi der var så langt at sejle langs dem. Derpå blev landet gennemskåret af vige. De styrede skibene ind i en vig.
-Kong Olav Tryggvason havde foræret Leif to skotter. Manden hed Hake og kvinden Hekja. De var hurtigere end dyr. Disse folk var på Karlsemnes skib. Da de var sejlet forbi Furdestrande, blev skotterne sat i land, og man bad dem løbe sydpå i landet for at undersøge forholdene og komme tilbage, inden der var gået tre halvdøgn. De bar den klædedragt, som blev kaldt en kjaval. Den var lavet således, at der var en hætte på, men den var åben i siderne og uden ærmer og knappet sammen mellem benene med knap og trense, men iøvrigt var de nøgne. De andre ventede dér i mellemtiden, og da de kom tilbage, havde den ene en drueklase i hånden, den anden et aks af selvsået hvede. Så gik de ombord, hvorefter de sejlede videre.
+Kong Olav Tryggvason havde foræret Leif to skotter. Manden hed Hake og kvinden Hekja. De var hurtigere end dyr. Disse folk var på Karlsemnes skib. Da de var sejlet forbi Furdestrande, blev skotterne sat i land, og man bad dem løbe sydpå i landet for at undersøge forholdene og komme tilbage, inden der var gået tre halvdøgn. De bar den klædedragt, som blev kaldt en kjaval. Den var lavet således, at der var en hætte på, men den var åben i siderne og uden ærmer og knappet sammen mellem benene med knap og trense, men i øvrigt var de nøgne. De andre ventede dér i mellemtiden, og da de kom tilbage, havde den ene en drueklase i hånden, den anden et aks af selvsået hvede. Så gik de ombord, hvorefter de sejlede videre.
 De sejlede ind i en fjord. Der lå en ø udenfor, og omkring den var strømmen stærk. De kaldte den derfor Strømø. Der var så mange edderfugle på øen, at man knapt kunne gå der for æggene. De kaldte stedet for Strømfjord. Dér lossede de deres skibe og indrettede sig. De havde medbragt alle slags husdyr. Det var et smukt land. Det eneste, de foretog sig, var at lære landet at kende. De opholdt sig dér om vinteren, men der var ikke blevet sørget for vinterforråd om sommeren. Fangsten tog af, og det blev småt med maden. Så forsvandt Torhall Fangstmand. De havde tidligere bedt til Gud om mad, men der kom ikke noget så hurtigt, som de mente at have behov for. De søgte efter Torhall i tre dage og fandt ham på en klippeknold, hvor han lå på ryggen og gabte med både mund og næse, mens han mumlede noget. De spurgte, hvad han lavede. Han sagde, at det ikke angik dem. De bad ham følge med sig, og det gjorde han. Kort tid efter strandede en hval dér, og de gik hen til den og skar den op, men ingen af dem vidste, hvilken slags hval det var. Da kokkene havde kogt den, spiste de, men de blev alle syge af det. Da sagde Torhall: »Nu var den rødskæggede stærkere end jeres Kristus. Dette fik jeg for min digtning, da jeg kvad om Tor — min trofaste ven. Han har sjældent svigtet mig.« Da folk blev klar over dette, smed de hele hvalen i havet og henskød deres sag under Gud. Da bedredes vejrliget, så de kunne ro ud, og siden var der ingen mangel på fangst, for de kunne jage dyr på land, samle æg på øen og fiske i havet.

@@ Linje 159: / Linje 159: @@
 '''10. Karlsemnes ophold i Vinland'''
-Nu kan det fortælles om Karlsemne, at han drog sydpå langs landet sammen med Snorre og Bjarne og deres folk. De var længe undervejs, indtil de kom til en flod, som fra landet faldt ned i en sø og derfra ud i havet. Der fandtes store grusbanker dér, og kun ved højvande kunne man komme ind i flodløbet. Karlsemne og de andre sejlede ind i flodmundingen og kaldte stedet Strandsøen. I landets lavtliggende områder fandt de selvsåede hvedemarker, og der var vinranker overalt, hvor der var bakker. Hver en bæk var fuld af fisk. De gravede huller, hvor landet mødte det højeste højvande, og da vandet trak sig tilbage, var der hellefisk i hullerne. I skoven var der store mængder dyr af alle slags. De opholdt sig dér i halvanden måned og adspredte sig og bemærkede ikke noget. De havde deres husdyr med sig.
+Nu kan det fortælles om Karlsemne, at han drog sydpå langs landet sammen med Snorre og Bjarne og deres folk. De var længe undervejs, indtil de kom til en flod, som fra landet faldt ned i en sø og derfra ud i havet. Der fandtes store grusbanker dér, og kun ved højvande kunne man komme ind i flodløbet. Karlsemne og de andre sejlede ind i flodmundingen og kaldte stedet Noret. I landets lavtliggende områder fandt de selvsåede hvedemarker, og der var vinranker overalt, hvor der var bakker. Hver en bæk var fuld af fisk. De gravede huller, hvor landet mødte det højeste højvande, og da vandet trak sig tilbage, var der hellefisk i hullerne. I skoven var der store mængder dyr af alle slags. De opholdt sig dér i halvanden måned og adspredte sig og bemærkede ikke noget. De havde deres husdyr med sig.
 En tidlig morgen, da de så sig om, fik de øje på en stor mængde skindbåde, og ombord blev der svinget med træstokke, så det lød, som var det plejle, og man svang dem i retning med solen. Da sagde Karlsemne: »Hvad mon dette skal betyde?« Snorre Torbrandson svarede ham: »Det kan være, at det er et tegn på fred. Lad os bære hvide skjolde imod dem.« Og det gjorde de. De andre roede dem i møde og undrede sig over det, de så, og gik i land. Det var mørke og fæle mennesker, og de havde hæsligt hår på hovedet. De havde store øjne og brede kinder. De blev der en tid og undrede sig over tingene, og derefter roede de væk og sydpå forbi næsset.
@@ Linje 168: / Linje 168: @@
 '''11. Kampen med skrællingerne'''
-Da det blev forår, så de en tidlig morgen en stor mængde skindbåde blive roet om næsset sydfra, og der var så mange, som var der strøet kul over Strandsøen. Også da svang man træstokke på alle bådene. Karlsemne og de andre satte da skjoldene op, og da de mødtes, begyndte de at handle. Disse folk ville helst have rødt pynteklæde. Til gengæld kunne de byde på skindvarer og helt grå skind. De ville også købe sværd og spyd, men det forbød Karlsemne og Snorre. Skrællingerne gav et ubleget skind for et spand rødt pynteklæde, som de bandt om hovedet. Sådan foregik deres handel en tid. Så begyndte det at blive småt med pynteklædet hos Karlsemnes folk, og da skar de det i så smalle stykker, at det ikke var bredere end en finger, men skrællingerne gav alligevel det samme som før eller mere for det. Så skete det, at en tyr, som Karlsemne og de andre ejede, løb ud fra skoven og brølede højt. Dette skræmte skrællingerne, og de løb ud i bådene og roede derpå sydpå langs land.
+Da det blev forår, så de en tidlig morgen en stor mængde skindbåde blive roet om næsset sydfra, og der var så mange, som var der strøet kul over Noret. Også da svang man træstokke på alle bådene. Karlsemne og de andre satte da skjoldene op, og da de mødtes, begyndte de at handle. Disse folk ville helst have rødt pynteklæde. Til gengæld kunne de byde på skindvarer og helt grå skind. De ville også købe sværd og spyd, men det forbød Karlsemne og Snorre. Skrællingerne gav et ubleget skind for et spand rødt pynteklæde, som de bandt om hovedet. Sådan foregik deres handel en tid. Så begyndte det at blive småt med pynteklædet hos Karlsemnes folk, og da skar de det i så smalle stykker, at det ikke var bredere end en finger, men skrællingerne gav alligevel det samme som før eller mere for det. Så skete det, at en tyr, som Karlsemne og de andre ejede, løb ud fra skoven og brølede højt. Dette skræmte skrællingerne, og de løb ud i bådene og roede derpå sydpå langs land.
 De så ikke noget til skrællingerne i samfulde tre uger, men da den tid var gået, så de en stor mængde skrællingeskibe komme sydfra i rivende fart. Nu svang de alle træstokkene i retning ''mod'' solen, og de hylede alle meget højt. Da tog Karlsemne og de andre røde skjolde og bar imod dem. Skrællingerne sprang i land fra bådene, hvorefter de stødte sammen i kamp. Der opstod en hård skudveksling, for skrællingerne havde valslynger. Da bemærkede Karlsemne og de andre, at skrællingerne satte en nok så stor bold op på en stang — nærmest så stor som en fåremave og af blålig farve — og med stangen slyngede de den op i landet over Karlsemnes folk, og den lavede en frygtelig lyd, da den faldt ned. Karlsemne og alle hans folk blev aldeles rædselsslagne ved dette, og de ønskede ikke andet end at flygte og slippe væk op langs med floden, for de syntes at skrællingerne drev imod dem fra alle sider. De gjorde ikke holdt, før de kom til nogle klipper, hvor de satte sig hårdt til modværge.
@@ Linje 178: / Linje 178: @@
 Karlsemne og de andre indså nu, at selv om de havde gode levevilkår dér, måtte de altid døje frygt og ufred fra dem, der boede der i forvejen. De gjorde klar til at bryde op og agtede sig hjem og sejlede nordpå langs landet. De stødte på fem sovende skrællinger i skindkapper. Disse havde hos sig hule stokke, der indeholdt dyremarv blandet med blod. Karlsemne og de andre mente at forstå, at disse folk måtte være fredløse, og de dræbte dem. De kom siden til et næs, hvorpå der var mange dyr. Hele næsset så ud som et møglag, fordi dyrene lå dér om natten. Nu kom Karlsemne og de andre tilbage til Strømfjord, og dér havde de tilstrækkeligt af alt, hvad de behøvede.
-Det hævdes af nogle, at Bjarne og Gudrid var blevet tilbage med hundrede mand og ikke tog videre, mens Karlsemne og Snorre drog sydpå med fyrre mand, men ikke opholdt sig ved Strandsøen længere end knapt to måneder og kom tilbage den samme sommer.
+Det hævdes af nogle, at Bjarne og Gudrid var blevet tilbage med hundrede mand og ikke tog videre, mens Karlsemne og Snorre drog sydpå med fyrre mand, men ikke opholdt sig ved Noret længere end knapt to måneder og kom tilbage den samme sommer.
 Karlsemne drog nu med det ene skib ud for at lede efter Torhall Fangstmand, mens resten af flokken blev tilbage. De sejlede nordpå forbi Kølsnæs og drog så frem vestpå med landet til bagbord. De så ene ødeskove overalt og næsten ingen lysninger. Da de havde været længe undervejs, kom de til en flod, der fra øst mod vest strømmede fra landet. De lagde til i flodmundingen og lå ved den sydlige flodbrink.
@@ Linje 198: / Linje 198: @@
-Derefter tog de af sted og nordpå og mente at kunne se Énfodingeland. De ville ikke længere sætte folks liv på spil. De mente, at dette fjeld, de mødte nu, var det samme, som fandtes ved Strandsøen, og at der nærmest var lige langt til Strømfjord ad begge veje. De opholdt sig i Strømfjord den tredje vinter. Da blev folk meget uenige, og det var på grund af kvinderne. De ugifte mænd forurettede de gifte, og deraf opstod megen uro. Det første efterår var Snorre — Karlsemnes søn — blevet født, og han var tre vintre gammel, da de forlod stedet.
+Derefter tog de af sted og nordpå og mente at kunne se Énfodingeland. De ville ikke længere sætte folks liv på spil. De mente, at dette fjeld, de mødte nu, var det samme, som fandtes ved Noret, og at der nærmest var lige langt til Strømfjord ad begge veje. De opholdt sig i Strømfjord den tredje vinter. Da blev folk meget uenige, og det var på grund af kvinderne. De ugifte mænd forurettede de gifte, og deraf opstod megen uro. Det første efterår var Snorre — Karlsemnes søn — blevet født, og han var tre vintre gammel, da de forlod stedet.
 Da de sejlede fra Vinland, fik de søndenvind og kom da til Skovland, hvor de fandt fem skrællinger. Der var én med skæg, to kvinder og to børn. Karlsemnes folk pågreb drengene, men de øvrige skrællinger undslap og var som sunket i jorden. De tog de to drenge med sig. De lærte dem sproget og fik dem døbt. Drengene kaldte deres mor Vethilde og deres far Uvæge. De fortalte, at skrællingernes land blev regeret af to konger. Den ene hed Avaldamon, den anden Avaldidida. De sagde, at der ikke fandtes huse dér. Folk holdt til i klippehuler eller jordhuler. De sagde, at der på den modsatte side af deres land lå et andet land, som var beboet af folk, der gik i hvide klæder, og som bar stænger, hvortil der var fastgjort klædestykker, mens de råbte højt. Folk tror, at dette har været Hvidemandsland eller Det store Irland.

@@ Linje 159: / Linje 159: @@
 '''10. Karlsemnes ophold i Vinland'''
-Nu kan det fortælles om Karlsemne, at han drog sydpå langs landet sammen med Snorre og Bjarne og deres folk. De var længe undervejs, indtil de kom til en flod, som fra landet faldt ned i en sø og derfra ud i havet. Der fandtes store grusbanker dér, og kun ved højvande kunne man komme ind i flodløbet. Karlsemne og de andre sejlede ind i flodmundingen og kalde stedet Strandsøen. I landets lavtliggende områder fandt de selvsåede hvedemarker, og der var vinranker overalt, hvor der var bakker. Hver en bæk var fuld af fisk. De gravede huller, hvor landet mødte det højeste højvande, og da vandet trak sig tilbage, var der hellefisk i hullerne. I skoven var der store mængder dyr af alle slags. De opholdt sig dér i halvanden måned og adspredte sig og bemærkede ikke noget. De havde deres husdyr med sig.
+Nu kan det fortælles om Karlsemne, at han drog sydpå langs landet sammen med Snorre og Bjarne og deres folk. De var længe undervejs, indtil de kom til en flod, som fra landet faldt ned i en sø og derfra ud i havet. Der fandtes store grusbanker dér, og kun ved højvande kunne man komme ind i flodløbet. Karlsemne og de andre sejlede ind i flodmundingen og kaldte stedet Strandsøen. I landets lavtliggende områder fandt de selvsåede hvedemarker, og der var vinranker overalt, hvor der var bakker. Hver en bæk var fuld af fisk. De gravede huller, hvor landet mødte det højeste højvande, og da vandet trak sig tilbage, var der hellefisk i hullerne. I skoven var der store mængder dyr af alle slags. De opholdt sig dér i halvanden måned og adspredte sig og bemærkede ikke noget. De havde deres husdyr med sig.
 En tidlig morgen, da de så sig om, fik de øje på en stor mængde skindbåde, og ombord blev der svinget med træstokke, så det lød, som var det plejle, og man svang dem i retning med solen. Da sagde Karlsemne: »Hvad mon dette skal betyde?« Snorre Torbrandson svarede ham: »Det kan være, at det er et tegn på fred. Lad os bære hvide skjolde imod dem.« Og det gjorde de. De andre roede dem i møde og undrede sig over det, de så, og gik i land. Det var mørke og fæle mennesker, og de havde hæsligt hår på hovedet. De havde store øjne og brede kinder. De blev der en tid og undrede sig over tingene, og derefter roede de væk og sydpå forbi næsset.

@@ Linje 28: / Linje 28: @@
 ----
-<center>''Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Guðni Jónsson:'' Íslendinga sögur, ''Íslendingasagnaútgáfan, Reykjavík, 1947''</center>
+<center>''Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Guðni Jónsson:'' [[Íslendinga sögur]], ''Íslendingasagnaútgáfan, Reykjavík, 1947''</center>
 ----