FJ-Litteraturhist.Bd.1-Gróttasöngr - Revisjonshistorikk

JJ.Sandal på 25. des. 2013 kl. 21:16

2013-12-25T21:16:29Z

Carsten: FJ-Litteraturhist.Bd.1-Gróttasöngr

2013-01-14T19:30:42Z

FJ-Litteraturhist.Bd.1-Gróttasöngr

Ny side

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ►!! !! !! !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=FJ-Litteraturhist.Bd.1-Gróttasöngr]] !! !!
|-
|}

<center><big>'''[[Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie]]''' [[FJ-Litteraturhist.Bd.1|Første Bind]]</big>

 af '''[[Finnur Jónsson]]'''

 Anden udgave
 G. E. C. Gads Forlag
 København 1920

 '''Første tidsrum''' '''1. afsnit: EDDAKVAD'''

 <big>'''§ 4 De enkelte Eddakvad.</big> A. Mytiske digte. f. Andre med de mytiske kvad beslægtede digte.'''</center>

'''5. Gróttasöngr.''' Dette digt, som kun findes i cod. reg. af Snorra-Edda, indledes der med følgende fortælling. Kong Frode i Danmark, efter hvem frodefreden blev opkaldt, besøgte kong Fjölnir i Sverrig. Da købte han to store og stærke trælkvinder, som hed ''Fenja'' og ''Menja''. I den tid blev der i Danmark fundet to kværnstene, så store, at ingen havde kræfter til at trække (dreje) dem, men de havde den egenskab at »male« alt hvad man ønskede. Den af dem dannede kværn, som hed ''Grótti'', blev foræret kong Frode af ejeren, en vis ''Hengikjöptr''. Nu fik han brug for sine stærke trælkvinder, og han befalede dem at male guld til sig, samt fred og lykke, men hviletid gav han dem aldrig længere end »gøgen tav«. De siges at have sunget en sang ved kværnen, og før digtet var forbi, havde de malet en hær mod Frode, således at den følgende nat kom søkongen ''Mysingr'' og dræbte ham og tog et stort bytte, deriblandt kværnen og kvinderne, og befalede dem at male salt. Ved midnat spurgte de, om de skulde male mere; Mysingr svarede ja. Efter kort tid havde de malet så meget salt, at skibet sank tilbunds, og siden er der et »svælg« i havet (ɔ: en hvirvel, malstrøm) og da blev søen salt. Således lyder fremstillingen i cod. reg. De andre håndskrifter som leβ og Upsal. afviger noget og er mere kortfattede; i det første anføres det første vers, i det sidste intet (1), og her er fortællingen således forkortet, at det hele bliver aldeles uforståeligt; i 748 (= 757) er fortællingen også langt mere kortfattet (2), men for så vidt fyldigere, som den angiver stedet, hvor kværnen sank, nemlig Péttlandsfjorden, hvor der siden er et »svælg« (= Swelchie).
Digtet begynder på en måde, som kunde synes at antyde andre sange eller sagndele (3).

<blockquote>Nu er komne
 til kongens huse
 fremvise to
 Fenja og Menja.
 De holdes hos Frode
 Fridleifssön,
 stærke møer,
 som trælkvinder.
</blockquote>
De blev førte til kværnen for at male, kongen gav dem ingen hvile, stadig vilde han høre dem synge ved kværnen. Da sagde Menja: »Lad os male rigdom til Frode, velstand og tilfredshed, sikkerhed for alle og almindelig fred«. Men aldrig undte Frode dem et øjebliks hvile. Derover blev de fortørnede og hævnlystne. Da siger den ene: »Du var ikke omsigtsfuld nok, Frode, da du købte os; du så på kraft og udseende, men om vor herkomst spurgte du ikke; vi stammer fra jætterne Hrungnir og Þjazi etc«. De antyder, at det er dem selv, jættemøerne, som i fordums tid har kastet kværnstenen op på jordens overflade. Dernæst omtaler de deres tidligere ophold i Sverrig og deres krigerske virksomhed dér; de hjalp én konge, men lod en anden falde. Denne virksomhed havde de i flere år — »men nu er vi komne til kongens huse, uden at finde nogen skånsel. Gruset slider vore fødder og vi fryser, fredskværnen drejer vi, det er elendigt hos Frode«. Nu vil de holde op med at male fred, blodige våben og ufred vil de male:

<blockquote>Ild ser jeg brænde
 øst for borgen,
 kampmelding klar,
 det kaldes en bavn.
 En hær på stedet
 hid vil komme
 og brænde fyrstens
 bolig op.
</blockquote>
De malede så hårdt og kraftig, at de store støtter under kværnen gik i stykker. Tilsidst udtaler de en spådom om »Yrsas søn og broder« (Rolf krake), som på Frode vil hævne Halfdans død [en forskellig fremstilling fra prosaens]. De malede af alle kræfter, de var unge og i jætteraseri, kværnstangen rystede, kværnkassen faldt ned, stenene gik i stykker, og bjærgrisemøen sagde: »Nu har vi malet, nu holder vi op«. Hermed ender digtet.

Af det sidste er det klart, at beretningen om søkongen Mysingr, der dræber Frode og tager kværnen bort med sig, aldeles ikke stemmer med digtet. Dettes mening er åbenbart den, at Rolf krake skal komme og tage hævn over Frode for en Halfdans drab; dette sidste beror på en aldeles sikker konjekturalrettelse af ''N. M. Petersen'' og ''S. Bugge'' (4). Hos ''Saxo'' har vi følgende slægtregister: ''Frode-Halfdan'' [som ''dræber sine to brødre: Roe og Scatus'']
<table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="15%">
<tr>
<td width="10%">
''- Helgo''
</td>
<td width="5%">
|
 |
</td>
<td width="10%">
Yrsa
 Rolfo
</td>
</tr>
</table>

Ellers er Frode Fridleifssön I hos Saxo den, som nærmest svarer til Grottesangens Frode. Saxo kalder ham ''avarus'' og lader ham blive dræbt ved en kvindes tryllekunst, hvad der her er værdt at lægge mærke til. I Rolf krakes saga haves et sagn, som endnu mere nærmer sig til sangens fremstilling. Dér nævnes to brødre: ''Halfdan'' og ''Fróðe'', af hvilke den sidste ''dræber sin broder''; denne har 3 ''børn: ''Signy, Hróarr'' og ''Helge''; Helges datter er ''Yrsa'', med hvem han har sønnen ''Hrólfr krake''; men det er dog ''Hróarr'' og ''Helge'', og ikke ''Hrólfr'', som hævner Halfdan ved at indebrænde Frode. løvrigt kan henvises til ''Bugges'' anmærkning, hvor han tillige påviser, at Beowulf synes at forudsætte et sagn, som stemte overens med sangens fremstilling også med hensyn til hævneren (5).

Kværnsagnet er oprindelig en myte, der er bleven knyttet til en bestemt sagnhistorisk person, som ifølge sagnet tilvejebragte en almindelig fred over de mange af ham erobrede lande (6) og deraf fik navnet ''Frið-Fróði'' (jfr. ordet ''Fróða-friðr'').

Digtet er et godt og interessant kvad, men ofte lidt forvansket. Dets skildring af jættekvinderne er særdeles træffende. Vi ser deres stærke og uafbrudte malen på kværnen, deres over det rastløse slid oprørte sind, deres stigende forbitrelse, kort sagt: deres jættestyrke og deres jættevrede. Deres sindstilstand er psykologisk anskuelig og malende skildret. Det er, forekommer det mig, sandsynligt, at v. 5 ff. danner det oprindelige digt, hvortil der blev føjet en episk indledning. Jfr. ''Neckel'' (s. 299). løvrigt er jeg uenig med denne f. eks. i at steder fra Hymiskv. skulde være efterlignede. Digtet er sikkert ikke islandsk. Omtalen af gøgene er dertil for levende. Bavnerne, der nævnes i sangen (med den udtrykkelige tilføjelse af, at de kaldes ''viti'' ɔ: bud-ild) som kamp- og ufredsbebudere, taler også bestemt for, at digtet er ''norsk'' (7).

Også dette giver vistnok tillige en — indirekte — oplysning om digtets alder. Udtrykket: ''vígspjöll vaka'' (»kampmældingen våger« ɔ: er klar), ''þat mon viti kallaðr'' (»det kaldes ''viti''«) er af en sådan beskaffenhed, at det synes bestemt at antyde den tid, da den slags bud-blus var nye eller nylig indførte. Nu ved vi fra Hakon den godes saga, at kong Hakon påbød forskellige foranstaltninger i anledning af uforudsete pludselige overfald; deriblandt siges også det at have været »''at vita skyldi gera á hám fjöllum, svá at hvern mætti sjá frá öðrum''«. Det er sket ved midten af det 10. årh. Jeg tror som følge heraf, at digtet kan henføres til den sidste halvdel af dette årh.; dog hører det snarere til dets 3. end 4. fjærdedel. Dets sprogtone taler ikke for at henføre det til de ældste kvad (8).

'''Noter'''
 1): Snorra-Edda II, 362-3, 577-8.
 2): Sst. 431, 515.
 3): Jfr. ''Cederschiöld'': Rytmens trollmakt (1905) især s. 51 ff. ''Neckel'': Beiträge s. 298 ff. ''A. Olrik'': Danm. heltedigtn. I.
 4): Se i det hele Norr. fornkv. s. 443—4. Jfr. ''Müllenhoff'': Beowulf 32—3.
 5): I ''J. Árnason'': Islenzkar Þjóðsögur og ævintýri II, 9 ff. haves et islandsk kværnsagn. Ganske interessant er det at lægge mærke til, at kværnstenene her kastes af djævelen op på jorden gennem et hul på en høj. Kværnen malede alt hvad man vilde den skulde male. Tilsidst malede den ikke andet end salt, og da det var ude på havet, sank skibet, og søen blev derved salt. Også hos de gamle Grækere findes kværnsagnet; se ''Preller'': Mythologie 3, s. 499. Jfr. ''Cederschiölds'' bog.
 6): Se f. ex. ''Saxo'' p. 251, 255 (''Müller'').
 7): Jeg forstår ikke, hvorledes ''Mogk'' kan sige (Litt. gesch. s. 609), at der er intet, der taler for digtets norske oprindelse.
 8): Jeg er ingenlunde enig med ''Müllenhoff'', når han (Beowulf s. 32) mener, at digtet „zu den ältesten altnordischen liedern überhaupt gehört".

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Finnur Jónsson]]

@@ Linje 25: / Linje 25: @@
 Digtet begynder på en måde, som kunde synes at antyde andre sange eller sagndele (3).
-<blockquote>Nu er komne
+<blockquote>
 <br>til kongens huse
 <br>fremvise to
@@ Linje 34: / Linje 35: @@
 <br>som trælkvinder.
 </blockquote>
 De blev førte til kværnen for at male, kongen gav dem ingen hvile, stadig vilde han høre dem synge ved kværnen. Da sagde Menja: »Lad os male rigdom til Frode, velstand og tilfredshed, sikkerhed for alle og almindelig fred«. Men aldrig undte Frode dem et øjebliks hvile. Derover blev de fortørnede og hævnlystne. Da siger den ene: »Du var ikke omsigtsfuld nok, Frode, da du købte os; du så på kraft og udseende, men om vor herkomst spurgte du ikke; vi stammer fra jætterne Hrungnir og Þjazi etc«. De antyder, at det er dem selv, jættemøerne, som i fordums tid har kastet kværnstenen op på jordens overflade. Dernæst omtaler de deres tidligere ophold i Sverrig og deres krigerske virksomhed dér; de hjalp én konge, men lod en anden falde. Denne virksomhed havde de i flere år — »men nu er vi komne til kongens huse, uden at finde nogen skånsel. Gruset slider vore fødder og vi fryser, fredskværnen drejer vi, det er elendigt hos Frode«. Nu vil de holde op med at male fred, blodige våben og ufred vil de male:
-<blockquote>Ild ser jeg brænde
+<blockquote>
 <br>øst for borgen,
 <br>kampmelding klar,
@@ Linje 45: / Linje 48: @@
 <br>bolig op.
 </blockquote>
 De malede så hårdt og kraftig, at de store støtter under kværnen gik i stykker. Tilsidst udtaler de en spådom om »Yrsas søn og broder« (Rolf krake), som på Frode vil hævne Halfdans død [en forskellig fremstilling fra prosaens]. De malede af alle kræfter, de var unge og i jætteraseri, kværnstangen rystede, kværnkassen faldt ned, stenene gik i stykker, og bjærgrisemøen sagde: »Nu har vi malet, nu holder vi op«. Hermed ender digtet.
 Af det sidste er det klart, at beretningen om søkongen Mysingr, der dræber Frode og tager kværnen bort med sig, aldeles ikke stemmer med digtet. Dettes mening er åbenbart den, at Rolf krake skal komme og tage hævn over Frode for en Halfdans drab; dette sidste beror på en aldeles sikker konjekturalrettelse af ''N. M. Petersen'' og ''S. Bugge'' (4). Hos ''Saxo'' har vi følgende slægtregister: ''Frode-Halfdan'' [som ''dræber sine to brødre: Roe og Scatus'']
 <table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="15%">
 <tr>
@@ Linje 72: / Linje 77: @@
 Også dette giver vistnok tillige en — indirekte — oplysning om digtets alder. Udtrykket: ''vígspjöll vaka'' (»kampmældingen våger« ɔ: er klar), ''þat mon viti kallaðr'' (»det kaldes ''viti''«) er af en sådan beskaffenhed, at det synes bestemt at antyde den tid, da den slags bud-blus var nye eller nylig indførte. Nu ved vi fra Hakon den godes saga, at kong Hakon påbød forskellige foranstaltninger i anledning af uforudsete pludselige overfald; deriblandt siges også det at have været »''at vita skyldi gera á hám fjöllum, svá at hvern mætti sjá frá öðrum''«. Det er sket ved midten af det 10. årh. Jeg tror som følge heraf, at digtet kan henføres til den sidste halvdel af dette årh.; dog hører det snarere til dets 3. end 4. fjærdedel. Dets sprogtone taler ikke for at henføre det til de ældste kvad (8).
 '''Noter'''
-<br>1): Snorra-Edda II, 362-3, 577-8.
 <br>2): Sst. 431, 515.
 <br>3): Jfr. ''Cederschiöld'': Rytmens trollmakt (1905) især s. 51 ff. ''Neckel'': Beiträge s. 298 ff. ''A. Olrik'': Danm. heltedigtn. I.
@@ Linje 83: / Linje 91: @@
 <br>7): Jeg forstår ikke, hvorledes ''Mogk'' kan sige (Litt. gesch. s. 609), at der er intet, der taler for digtets norske oprindelse.
 <br>8): Jeg er ingenlunde enig med ''Müllenhoff'', når han (Beowulf s. 32) mener, at digtet „zu den ältesten altnordischen liedern überhaupt gehört".
 [[Kategori:Alfabetisk indeks]]
 [[Kategori:Tekster på dansk]]
 [[Kategori:Finnur Jónsson]]