Floamanna saga - Uddrag (CCR/FM) - Revisjonshistorikk

Carsten på 28. aug. 2018 kl. 20:01

2018-08-28T20:01:52Z

Vis endringer

Carsten på 28. aug. 2018 kl. 19:53

2018-08-28T19:53:26Z

Carsten på 28. aug. 2018 kl. 19:51

2018-08-28T19:51:35Z

Vis endringer

Carsten på 28. aug. 2018 kl. 19:50

2018-08-28T19:50:32Z

Vis endringer

Carsten på 28. aug. 2018 kl. 19:30

2018-08-28T19:30:58Z

Carsten på 28. aug. 2018 kl. 19:25

2018-08-28T19:25:49Z

Carsten på 28. aug. 2018 kl. 19:22

2018-08-28T19:22:26Z

Carsten på 28. aug. 2018 kl. 19:19

2018-08-28T19:19:32Z

Carsten på 28. aug. 2018 kl. 16:03

2018-08-28T16:03:36Z

Carsten på 28. aug. 2018 kl. 16:01

2018-08-28T16:01:41Z

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 28. aug. 2018 kl. 19:53
Linje 153:		Linje 153:
	Vi maae ellers beklage at Suhm, ved paa ommeldte Tavle at fremstille Genealogierne i Floamanna-Saga, maa have benyttet et meget slet og uefterretteligt Exemplar af denne<ref>Dette Exemplar maa Suhm vel have havt til Laans, da ingen Afskrift haves af Sagaen, eller sees at have været til, i hans nu i det store Kongelige Bibliothek indlemmede Haandskriitsamling, hvilket overhoved ikke er i Besiddelse af noget Exemplar af den, med Undtagelse af en i Retskrivningen overdrevet archaiserende, men ny og slet Afskrift iblandt de Thottske Mannscripter.</ref>. Saaledes er f. Ex Lopt den Gamles Herkomst urigtig opgivet; Jostein fremstilles som Thorgerdes Broder; Tbord, Thorgils Fader, siges at have draget til Erik Blodöxe<ref>Denne urigtige Anförelse i et Haandskrift har foraarsaget Suhm meget ufornödent Hovedbrud, B. Thorlacius har i det hele berigtiget den l. c. S. 20/4. - Dog har vel Suhm egentlig misforstaaet Sagaens Forf. i at henföre Thords Udenlandsreise til Erik Blodöxes Regjeringstid, da vi mene, at Talen kun der er om hans Broder Ölvers Bosættelse i Sogn i Norge.</ref>; o.s.v. Herved er vel Suhm bleven forledt til den urigtige Mening, at Thorgils döde længe för 1030, skjönt han tilstaaer at Sagaens Chronologie snarest maa antage 1041 for hans Dödsaar. Börge Thorlacius antog og i sin Indledning, i Overeensstemmelse med Suhms Udregning (dog saaledes berigtiget at Thorgils döde kun 85 Aar gammel) at dennes Dödsaar har været 1038, og Skule Thorlacius ligeledes (i en Anmærkning til Oversættelsen l. c. S. 334), at hans Dödsfald maa have indtruffet i eet af Aarene fra 1038 til 1040. Vi troe at Suhms förste Conjectur, efter Sagaen selv, er ganske rigtig, endskjönt han dog, ved en forud fattet og neppe grundet Gisning, siden har forkastet den). Vi have nemlig saaledes, af Sagaen ser, sögt at udlede de fölgende Tidsbestemmelser. Hovedgrundvolden dertil er det antagne Aarstal, i hvilket Hakon Jarl den Mægtige tiltraadte Regjeringen over Norge. Vor Thorgils reiste da förste Gang fra Island til Norge, 16 Aar gammel, Aar 976, og krævede sine Arvegodser af Harald Graafeld, men 977 eller i det næstfölgende Aar af Hakon Jarl; 979 drog han til Syderöerne, og kom i 930 tilbage; var paa Vikingstog 981; stadigt Ophold i Norge til 983; Handelsreise til Oplandene og Sverrig 984; Reise til Island 985; ved Stefners eller Thangbrands Forkyndelse af Christendommen, antog Thorgils den, som een af de förste, i eet af Aarene 996 til 998. Kort efter, og efter at han (som Sagaen udtrykker sig) havde boet 13 Aar i Island, begav han sig paa sin Grönlandsreise, men led Skibbrud paa Landets ubeboede Östkyst, midt i October 998; hans nödtvungne Ophold paa Strandingsstedet, endnu hele Aaret 999; Opbrud derfra og Ankomst til Selöre, i Efteraaret 1000. Bortreise derfra om Foraaret, og Ankomst til en fredlös Mands Tilfugtssted sidst paa Sommeren 1001; Bortreise derfra og Ankomst til Eriksfjord, i Efteraaret 1002; Reise til Vesterbygden; Afreise fra Grönland, til Island 1003; Ankomst til Norge 1004, og til Island 1005; Thorgils gifter sig tredie Gang 55 Aar gammel 1011; nedlægger Nordmanden Helge, 70 Aar, 1026; forliger sig med dennes Brödre 1028; döde, 85 Aar gammel, 1041. Alle disse Aarsbestemmelser grundes paa Sagaens udtrykkelige Vidnesbyrd, i dens til Grund for Texten her lagte Recensioner, skjönt egentlige Aarstal efter Christi Födsel der ikke forekomme.		Vi maae ellers beklage at Suhm, ved paa ommeldte Tavle at fremstille Genealogierne i Floamanna-Saga, maa have benyttet et meget slet og uefterretteligt Exemplar af denne<ref>Dette Exemplar maa Suhm vel have havt til Laans, da ingen Afskrift haves af Sagaen, eller sees at have været til, i hans nu i det store Kongelige Bibliothek indlemmede Haandskriitsamling, hvilket overhoved ikke er i Besiddelse af noget Exemplar af den, med Undtagelse af en i Retskrivningen overdrevet archaiserende, men ny og slet Afskrift iblandt de Thottske Mannscripter.</ref>. Saaledes er f. Ex Lopt den Gamles Herkomst urigtig opgivet; Jostein fremstilles som Thorgerdes Broder; Tbord, Thorgils Fader, siges at have draget til Erik Blodöxe<ref>Denne urigtige Anförelse i et Haandskrift har foraarsaget Suhm meget ufornödent Hovedbrud, B. Thorlacius har i det hele berigtiget den l. c. S. 20/4. - Dog har vel Suhm egentlig misforstaaet Sagaens Forf. i at henföre Thords Udenlandsreise til Erik Blodöxes Regjeringstid, da vi mene, at Talen kun der er om hans Broder Ölvers Bosættelse i Sogn i Norge.</ref>; o.s.v. Herved er vel Suhm bleven forledt til den urigtige Mening, at Thorgils döde længe för 1030, skjönt han tilstaaer at Sagaens Chronologie snarest maa antage 1041 for hans Dödsaar. Börge Thorlacius antog og i sin Indledning, i Overeensstemmelse med Suhms Udregning (dog saaledes berigtiget at Thorgils döde kun 85 Aar gammel) at dennes Dödsaar har været 1038, og Skule Thorlacius ligeledes (i en Anmærkning til Oversættelsen l. c. S. 334), at hans Dödsfald maa have indtruffet i eet af Aarene fra 1038 til 1040. Vi troe at Suhms förste Conjectur, efter Sagaen selv, er ganske rigtig, endskjönt han dog, ved en forud fattet og neppe grundet Gisning, siden har forkastet den). Vi have nemlig saaledes, af Sagaen ser, sögt at udlede de fölgende Tidsbestemmelser. Hovedgrundvolden dertil er det antagne Aarstal, i hvilket Hakon Jarl den Mægtige tiltraadte Regjeringen over Norge. Vor Thorgils reiste da förste Gang fra Island til Norge, 16 Aar gammel, Aar 976, og krævede sine Arvegodser af Harald Graafeld, men 977 eller i det næstfölgende Aar af Hakon Jarl; 979 drog han til Syderöerne, og kom i 930 tilbage; var paa Vikingstog 981; stadigt Ophold i Norge til 983; Handelsreise til Oplandene og Sverrig 984; Reise til Island 985; ved Stefners eller Thangbrands Forkyndelse af Christendommen, antog Thorgils den, som een af de förste, i eet af Aarene 996 til 998. Kort efter, og efter at han (som Sagaen udtrykker sig) havde boet 13 Aar i Island, begav han sig paa sin Grönlandsreise, men led Skibbrud paa Landets ubeboede Östkyst, midt i October 998; hans nödtvungne Ophold paa Strandingsstedet, endnu hele Aaret 999; Opbrud derfra og Ankomst til Selöre, i Efteraaret 1000. Bortreise derfra om Foraaret, og Ankomst til en fredlös Mands Tilfugtssted sidst paa Sommeren 1001; Bortreise derfra og Ankomst til Eriksfjord, i Efteraaret 1002; Reise til Vesterbygden; Afreise fra Grönland, til Island 1003; Ankomst til Norge 1004, og til Island 1005; Thorgils gifter sig tredie Gang 55 Aar gammel 1011; nedlægger Nordmanden Helge, 70 Aar, 1026; forliger sig med dennes Brödre 1028; döde, 85 Aar gammel, 1041. Alle disse Aarsbestemmelser grundes paa Sagaens udtrykkelige Vidnesbyrd, i dens til Grund for Texten her lagte Recensioner, skjönt egentlige Aarstal efter Christi Födsel der ikke forekomme.

−	Hvad sagkyndige nyere Forfatteres Bedömmelse over, denne Saga angaaer, bemærke vi först at Finn Johnsen, i Fortalen til ''Hist. eccl. Island Tom. IV''. anförer den blandt de gamle Sagaer, angaaende Island, som ere nyttige til sin Brug og give meget gode Oplysninger om mange Ting: "''suum etiam usum habent ~~multague~~ bene satis illustrant.''" Börge Thorlacius gav vor Saga (l. e. S. 194) det Vidnesbyrd: at den fortjente Opmærksomhed, ikke blot med Hensyn til Helten og hans Skjæbne, men og formedelst Historiens Sandhed, dens udvortes Værd og charakteristiske Behandling, samt fornemmelig formedelst det Lys, den udbreder over mange Dele af de nordiske Oldsager. Han lægger til (S. 202 o. f., jfr. 206 o. f), at Historiens Troværdighed for den opmærksomme Læser ikke kan være tvivlsom, og oplyser. dette med Exempler. P. E. Müllers Dom i Saga-Bibliotheket (l, 313 o. f.), er noget stræpgere. Dog har han (hvad der her er det vigtigste for os) ikke opkastet nogen Tvivl om Sandheden af de Beretninger, som angaae Thorgilses grönlandske Reise og hvad der staaer i Forbindelse dermed. Derom hedder det nemlig: "Hvad der fortælles om Erik den Röde stemmer godt overens med dennes Saga. Flere Træk af Thorgilses Ophold i Grönland ere saa naive og charakteristiske, at de bære indvortes Præg paa Sandheden, og det er ikke at undres over at skibbrudne Folk, opkastede i en grönlandsk Udörk i det ellevte Aarhundrede, og levende der kummerligen i flere Vintre, kunnde have indbildt sig at see Gjengangere og höre Varsler. Dog maa man paa den anden Side tilstaae, at det Overnaturlige i denne Saga, uagtet det har en Sandfærdighed i Fremstillingen, der viser, at Forfatteren selv har troet det, og derved adskiller sig fra lignende Optrin i de blotte Æventyr, dog er hyppigere og griber mere ind i Begivenhederne end ellers pleier at være Tilfældet i de reenhistoriske Sagaer<ref>li. Thorlacius synes at have været herom af en anden Mening (l. r. S. 205): "Vidunderlifge Begivenheder ere vel ikke ganske forbigaaede; men deels anföres de langt sparsommere end i de andre Sagaer, deels er ogsaa her Tildragelsernes psychologiske Sammenhæng Borgen for Fortællerens Paalidelighed. I denne Saga er meget maaskee en ved Tildragelsernes Fölge oprört Indbildningskraft, men intet en bedragerisk Opdigtelsessyges Foster" o.s.v.</ref>. De mange af Thor tilsendte Fristelser synes og at röbe en senere Tidsalder, i det mindste findes intet lignende i nogen gammel Saga<ref>Heri ere vi ikke enige med den höilærde Forfatter, men finde derimod med B. Thorlacius (S. 207) at Kampen i Thorgilses Sjæl, under en overhængende Livsfare, mellem Thors Religion og Christendommen, er meget interessant. Vel at mærke skete Thors heromtalte Aabenbarelser næsten stedse i Drömme. At vore hedenske Forfædre, ved Overgangen til Christendommen, tit frygtede for de af dem forladte hedenske Afguders Vrede, bevidnes noksom af meget troværdige Sagaer. Det var netop vor Helts Svigerfader og Nabo, Thorodd Gode, hvis Gaard truedes ved en i Ölves opkommen Jordbrand, paa den Tid da Gissur og Hjalte först forkyndte offentlig Christendommen paa Islands Althing, og Hedningerne i den Anledning bemærkede: at det var ei at undres over at Guderne vredtes over slige Taler. Kun Snorre Godes Aandsnærværelse og trælfende Modbemærkning: at Guderne intet sligt havde havt at vredes over, da den Grund, hvorpaa Forsamlingen holdtes, længe för Landets Beboelse kom i Brand, standsede denne vægtige Indvendings Indflydelse paa den store Hob. (''Krístnisagas 11te Cap.''). Have vi Ret i at mene, at den hellige Biskop Thorlak först har nedskrevet denne Saga, finde vi tilstrækkelig Grund dertil, at han med Forkjærlighed har optegnet hine Thors Fristelser (ligesom Munkene Gunlög og Odd adskilligt lignendeom Olaf Tryggvesön) som Beviser paa hans stamfader Thorgilses Rettroenhed. Maaskee har Erichsen anet dette Forfatterskah, da han hos Suhm (om Odin, S. 163) bemærkede: at denne Saga er skreven efter at Biskop Thorlak den Hellige havde bragt den papistiske Overtro næsten til samme Höide, som den hedenske havde naaet.</ref>. Thorgilses Kamp paa Syderöerne har alt for megen Lighed med saadanne Optrin i de fabelagtige Sagaer, ligesom og Jarnhauses Navni slige Fortællinger ofte forekommer<ref>Vi antage det for sandsynligere at Jarnhauses Navn o.s.v. er gaaet over fra nærværende Saga i de fabelagtige, end omvendt.</ref>. Ogsaa Maaden, hvorpaa Thorgils i Norge sloges med en Viking i et Kar, hvilken Kamp kun paa dette Sted nævnes som nordisk, forekommer mistænkelig<ref>Herom mere i vor Anmærkning til den omhandlede Fortælling, i Sagaens 7de Capitel.</ref>. Men om end Thorgilses Bedrifter i Udlandet ere blevne Udsmykkede, ere hans stridigheder hjemme desto simplere og troværdigere. I denne sidste Bemærkning, og altsaa Hovedsagen, ere vi fuldkommen enige, samt mene, at Aarsagen dertil ligger deri, at Sagaen egentlig er sammensat deels af forskjellige Traditioner eller Folkesagn og deels tillige af historiske Sagnkvad (''söguljóð'') eller Folkesange af denne Art, som dog vare af ulige Gehalt, skjönt vi formode, at Grönlandsreisen, der tildrog sig en almindelig Interesse i Island, endog förend den foretoges, tidlig har været Gjenstand for en saadan Bearbeidelse, hvorved Efterretninger om dens Gang i det Hele og dens vigtigste Begivenheder, saa nöie ere blevne opbevarede for os. Derimod kunne Beretningerne om Thorgilses Kamp med de formeentlige Gjengangere i Norge og flere slige være optegnede efter nyere Folkesange, i hvilke Indholdet er blevet mere udsmykket med eventyrlige Tilsætninger. Dersom vi endnu vare i Besiddelse af Sagaens hele ældste Recension, vilde dette sandsynligviis have kunnet fremstilles i et end klarere Lys.	+	Hvad sagkyndige nyere Forfatteres Bedömmelse over, denne Saga angaaer, bemærke vi först at Finn Johnsen, i Fortalen til ''Hist. eccl. Island Tom. IV''. anförer den blandt de gamle Sagaer, angaaende Island, som ere nyttige til sin Brug og give meget gode Oplysninger om mange Ting: "''suum etiam usum habent multaque bene satis illustrant.''" Börge Thorlacius gav vor Saga (l. e. S. 194) det Vidnesbyrd: at den fortjente Opmærksomhed, ikke blot med Hensyn til Helten og hans Skjæbne, men og formedelst Historiens Sandhed, dens udvortes Værd og charakteristiske Behandling, samt fornemmelig formedelst det Lys, den udbreder over mange Dele af de nordiske Oldsager. Han lægger til (S. 202 o. f., jfr. 206 o. f), at Historiens Troværdighed for den opmærksomme Læser ikke kan være tvivlsom, og oplyser. dette med Exempler. P. E. Müllers Dom i Saga-Bibliotheket (l, 313 o. f.), er noget stræpgere. Dog har han (hvad der her er det vigtigste for os) ikke opkastet nogen Tvivl om Sandheden af de Beretninger, som angaae Thorgilses grönlandske Reise og hvad der staaer i Forbindelse dermed. Derom hedder det nemlig: "Hvad der fortælles om Erik den Röde stemmer godt overens med dennes Saga. Flere Træk af Thorgilses Ophold i Grönland ere saa naive og charakteristiske, at de bære indvortes Præg paa Sandheden, og det er ikke at undres over at skibbrudne Folk, opkastede i en grönlandsk Udörk i det ellevte Aarhundrede, og levende der kummerligen i flere Vintre, kunnde have indbildt sig at see Gjengangere og höre Varsler. Dog maa man paa den anden Side tilstaae, at det Overnaturlige i denne Saga, uagtet det har en Sandfærdighed i Fremstillingen, der viser, at Forfatteren selv har troet det, og derved adskiller sig fra lignende Optrin i de blotte Æventyr, dog er hyppigere og griber mere ind i Begivenhederne end ellers pleier at være Tilfældet i de reenhistoriske Sagaer<ref>li. Thorlacius synes at have været herom af en anden Mening (l. r. S. 205): "Vidunderlifge Begivenheder ere vel ikke ganske forbigaaede; men deels anföres de langt sparsommere end i de andre Sagaer, deels er ogsaa her Tildragelsernes psychologiske Sammenhæng Borgen for Fortællerens Paalidelighed. I denne Saga er meget maaskee en ved Tildragelsernes Fölge oprört Indbildningskraft, men intet en bedragerisk Opdigtelsessyges Foster" o.s.v.</ref>. De mange af Thor tilsendte Fristelser synes og at röbe en senere Tidsalder, i det mindste findes intet lignende i nogen gammel Saga<ref>Heri ere vi ikke enige med den höilærde Forfatter, men finde derimod med B. Thorlacius (S. 207) at Kampen i Thorgilses Sjæl, under en overhængende Livsfare, mellem Thors Religion og Christendommen, er meget interessant. Vel at mærke skete Thors heromtalte Aabenbarelser næsten stedse i Drömme. At vore hedenske Forfædre, ved Overgangen til Christendommen, tit frygtede for de af dem forladte hedenske Afguders Vrede, bevidnes noksom af meget troværdige Sagaer. Det var netop vor Helts Svigerfader og Nabo, Thorodd Gode, hvis Gaard truedes ved en i Ölves opkommen Jordbrand, paa den Tid da Gissur og Hjalte först forkyndte offentlig Christendommen paa Islands Althing, og Hedningerne i den Anledning bemærkede: at det var ei at undres over at Guderne vredtes over slige Taler. Kun Snorre Godes Aandsnærværelse og trælfende Modbemærkning: at Guderne intet sligt havde havt at vredes over, da den Grund, hvorpaa Forsamlingen holdtes, længe för Landets Beboelse kom i Brand, standsede denne vægtige Indvendings Indflydelse paa den store Hob. (''Krístnisagas 11te Cap.''). Have vi Ret i at mene, at den hellige Biskop Thorlak först har nedskrevet denne Saga, finde vi tilstrækkelig Grund dertil, at han med Forkjærlighed har optegnet hine Thors Fristelser (ligesom Munkene Gunlög og Odd adskilligt lignendeom Olaf Tryggvesön) som Beviser paa hans stamfader Thorgilses Rettroenhed. Maaskee har Erichsen anet dette Forfatterskah, da han hos Suhm (om Odin, S. 163) bemærkede: at denne Saga er skreven efter at Biskop Thorlak den Hellige havde bragt den papistiske Overtro næsten til samme Höide, som den hedenske havde naaet.</ref>. Thorgilses Kamp paa Syderöerne har alt for megen Lighed med saadanne Optrin i de fabelagtige Sagaer, ligesom og Jarnhauses Navni slige Fortællinger ofte forekommer<ref>Vi antage det for sandsynligere at Jarnhauses Navn o.s.v. er gaaet over fra nærværende Saga i de fabelagtige, end omvendt.</ref>. Ogsaa Maaden, hvorpaa Thorgils i Norge sloges med en Viking i et Kar, hvilken Kamp kun paa dette Sted nævnes som nordisk, forekommer mistænkelig<ref>Herom mere i vor Anmærkning til den omhandlede Fortælling, i Sagaens 7de Capitel.</ref>. Men om end Thorgilses Bedrifter i Udlandet ere blevne Udsmykkede, ere hans stridigheder hjemme desto simplere og troværdigere. I denne sidste Bemærkning, og altsaa Hovedsagen, ere vi fuldkommen enige, samt mene, at Aarsagen dertil ligger deri, at Sagaen egentlig er sammensat deels af forskjellige Traditioner eller Folkesagn og deels tillige af historiske Sagnkvad (''söguljóð'') eller Folkesange af denne Art, som dog vare af ulige Gehalt, skjönt vi formode, at Grönlandsreisen, der tildrog sig en almindelig Interesse i Island, endog förend den foretoges, tidlig har været Gjenstand for en saadan Bearbeidelse, hvorved Efterretninger om dens Gang i det Hele og dens vigtigste Begivenheder, saa nöie ere blevne opbevarede for os. Derimod kunne Beretningerne om Thorgilses Kamp med de formeentlige Gjengangere i Norge og flere slige være optegnede efter nyere Folkesange, i hvilke Indholdet er blevet mere udsmykket med eventyrlige Tilsætninger. Dersom vi endnu vare i Besiddelse af Sagaens hele ældste Recension, vilde dette sandsynligviis have kunnet fremstilles i et end klarere Lys.

@@ Linje 143: / Linje 143: @@
 Det er bekjendt at Landnama, ved dens successive Omarbeidelser, er interpoleret med mange Slægtregistre, fortsatte til 1300 Tallet, hvilke naturligviis dog savnes i dens ældste Text. Det selvsamme er tildeels blevet Tilfældet ved Floamanna-Saga, især dog i dens Slutning, ved de fleste  Exemplarer, hvorimod saadanne nyere Tilsætninger og mangle i de tvende vitterlig ældste, efter hvad Variantanförelserne her tildeels vise. - Saaledes have og Afskriverne indfört i det 6te Capitel af de fleste Exemplarer et Slægtregister fra Landnamsmanden Flose Thorbjörnsön, og hans Efterkommere, de mægtige og berömte Oddemænd til Ralf Brandsön, een af de Islands Hövdinger, som förste Gang hyldede Norges Konge, Aar 1262. Dette Slægtregister udelades ganske af den næstældste Recension i Exemplaret K, og ligesaa flere andre, som det (i samme Capitel) fra Thorgrim Kambe og et fra Olaf Tvennnumbrune i 18de Capitel, som dog ikke gaae nær saa langt ned i Tiden.
-I alle nu fuldstændig tilværentle Exemplarer  af Sagaen bemærkes det især som vigtigt: at den hellige Biskop til Skalholt, Thorlak Thorhallsön, nedstammede fra Thorgils Orrabeinsfostre, og var hans ypperste Efterkommer. Kun i dens ældste Texts Slutning, som endnu haves, meldes dette ikke, men blot det i Almindelighed: at mange store eller fornemme Folk Paa Island nedstammede fra Thorgils. Netop hin Recensions Slutning (men ikke de övriges) beretter og i særdeleshed, at Sagaens Helt var andægtig og gudfrygtig. Dette, saavel som meget mere i selve Sagaen, synes at vise, at den maa være skreven af en geistlig Mand, og det er faldet os ind at dens Forfatter, eller i det mindste Samleren af de Materialier, hvoraf den ældste Recension er sammensat, var netop denne Biskop Thorlak selv, som derved har villet forherlige og bevare sin mest berömte Stamfaders Minde<ref>Den fromme katholske Biskop sögte natnrligviis især at fremstille sin stamfader som en christelig Helt, og det lykkedes ham saa vel, at Lutheraneren Torfæus (Groenl. 5.131) beundrede den Nyomvendtes Andagt og den Standhaftighed, hvormed Thorgils modstod saa mange Fristelser af Djævelen i Thors skikkelse; (jfr. herefter Anm. 53), samt at endog Herrnhuteren Crantz (i hans Udsigt over Grönlands gamle Historie) sammenligner ham med Job og Tobias, uden ellers at give anden Underretning om ham, end at han havde hört til Landets förste Colonister, og at han havde udstaaet mangeaarige Forfölgelser af den Onde, samt svære Ulykkestilfælde til Lands og vands, hvorefter han tilsidst var kommen til stor Ære og Lykke (Hist. v. Grönland, I, 321-22).</ref>. Hertil ere vi tildels blevne ledte ved fölgende Beretninger af de tvende endnu ikke udgivne, Sagaer om den hellige Thorlak: at Thorlaks Moder Halla, i hans yngre Aar, naar han ikke læste Böger eller lærte deraf, meget flittig lærte ham alt hvad hun kunde, især Genealogie (''ættvisi'') og Sagn eller Sange om (Fortidens) Mænds Bedrifter (''mann-fræði''). At hans egne Forfædre have spilt Hovedrollen i disse Meddelelser, er vistnok (efter Middelalderens nordiske Skikke) upaatvivleligt, og at Thorgils Orrabeinsfostre er bleven betragtet som een af de ypperste blandt dem, er tillige sandsynligt. Den Unges Lyst til at gjöre sig bekjendt med Islands Historie og literaire Skatte kunde ikke tilfredsstilles bedre end ved hans Moders vel udförte Beslutning, selv at flytte, med sin Sön, til Odde, hvilket Biskoppens Biographie vel med Ret, i den Henseende kaldte Landets ypperste Hovedsted, (''hærsta hufuðstað''), for at han kunde der undervises af den lærde Præst og fortrinlige Lærer Ejulf, Sæmund Frodes Söll, der da var i fuldkommen Besiddelse af Faderens herlige Bogsamling, som uden al Tvivl har indeholdt saavel dennes som Are Frodes og flere nu vel ubekjendte Værker, Afskrifter og Optegnelser. Her har den unge Thorlak vistnok havt god Leilighed til at lære og samle alle de Underretninger som da, henved Aar 1140, kunde haves om den berömte Thorgils Orrabeinsfostre. I Are Frodes Landnama var allerede meget deraf optegnet, og Sæmund Frode (der gjennemsaae Ares Skrifter) har vel tilföiet mere sligt, som let kunde lægge Grund til en egen Saga. Gamle Almuekvad, saavel som og prosaiske Folkesagn om Thorgils`s forskjellige Heltebedrifter, havdes vistnok da i Mængde. Disse havde tildeels gaaet for sig, og vare blevne tit fortalte, i de nærliggende Egne; hans Kone Thorey nedstammede fra Odde og ligeledes hendes Fosterfader Josteins Hustru; disse Ægtefolk boede og nær ved Odde förend de droge til Grönland, saa at det overhoved bliver os saare begribeligt, at Rygter og Sagn om deres vaandefulde Reise og sörgelige Endeligt i Grönland, men deres Medreisende Thorgils's lange, næsten vidunderlige Ophold der og lykkelige Tilbagekomst derfra, have været meget gængse og længe vedligeholdte i Oddes Omegn. Vi indsee saaledes, at andet neppe vart mueligt, end at Thorlak Thorhallsön her, i sin Skoletid, maatte blive opmærksom paa de Traditioner og skriftlige optegnelser, som havdes paa Odde om hans berömte Oldefader, Thorgils Orrabeinsfostre, og dennes trende Hustruer, samt andre dem tildeels paarörende Hovedpersoner i denne Saga, saavel som og Thorgils's berömte, baade islandske og norske Stamfædre, der tillige stode i lignende Slægtforhold til Sagaens Forfatter, eller Samleren til de Materialier hvoraf den senere er bleven sammensat. - Hertil kommer Biskop Thorlaks Levnetsbeskriveres udtrykkelige Vidnesbyrd derom, at han, endog efter at han havde modtaget det bispelige Embede og til sin Död, "havde meget Morskab af Sagaer og Kvad" (''hann henti skemtan af sögum ok kvæðum''), hvorved de indenlandske og overhoved nordiske af fortællende eller episklyrisk Art formodentlig især menes, og det er höist sandsynligt at Optegnelse eller Afskrifter af sligt have hört til det meget Skriverie, hvormed han i sin Ungdom siges at have beskjefliget sig.
+I alle nu fuldstændig tilværentle Exemplarer  af Sagaen bemærkes det især som vigtigt: at den hellige Biskop til Skalholt, Thorlak Thorhallsön, nedstammede fra Thorgils Orrabeinsfostre, og var hans ypperste Efterkommer. Kun i dens ældste Texts Slutning, som endnu haves, meldes dette ikke, men blot det i Almindelighed: at mange store eller fornemme Folk Paa Island nedstammede fra Thorgils. Netop hin Recensions Slutning (men ikke de övriges) beretter og i særdeleshed, at Sagaens Helt var andægtig og gudfrygtig. Dette, saavel som meget mere i selve Sagaen, synes at vise, at den maa være skreven af en geistlig Mand, og det er faldet os ind at dens Forfatter, eller i det mindste Samleren af de Materialier, hvoraf den ældste Recension er sammensat, var netop denne Biskop Thorlak selv, som derved har villet forherlige og bevare sin mest berömte Stamfaders Minde<ref>Den fromme katholske Biskop sögte natnrligviis især at fremstille sin stamfader som en christelig Helt, og det lykkedes ham saa vel, at Lutheraneren Torfæus (Groenl. 5.131) beundrede den Nyomvendtes Andagt og den Standhaftighed, hvormed Thorgils modstod saa mange Fristelser af Djævelen i Thors skikkelse; (jfr. herefter Anm. 53), samt at endog Herrnhuteren Crantz (i hans Udsigt over Grönlands gamle Historie) sammenligner ham med Job og Tobias, uden ellers at give anden Underretning om ham, end at han havde hört til Landets förste Colonister, og at han havde udstaaet mangeaarige Forfölgelser af den Onde, samt svære Ulykkestilfælde til Lands og vands, hvorefter han tilsidst var kommen til stor Ære og Lykke (Hist. v. Grönland, I, 321-22).</ref>. Hertil ere vi tildels blevne ledte ved fölgende Beretninger af de tvende endnu ikke udgivne, Sagaer om den hellige Thorlak: at Thorlaks Moder Halla, i hans yngre Aar, naar han ikke læste Böger eller lærte deraf, meget flittig lærte ham alt hvad hun kunde, især Genealogie (''ættvisi'') og Sagn eller Sange om (Fortidens) Mænds Bedrifter (''mann-fræði''). At hans egne Forfædre have spilt Hovedrollen i disse Meddelelser, er vistnok (efter Middelalderens nordiske Skikke) upaatvivleligt, og at Thorgils Orrabeinsfostre er bleven betragtet som een af de ypperste blandt dem, er tillige sandsynligt. Den Unges Lyst til at gjöre sig bekjendt med Islands Historie og literaire Skatte kunde ikke tilfredsstilles bedre end ved hans Moders vel udförte Beslutning, selv at flytte, med sin Sön, til Odde, hvilket Biskoppens Biographie vel med Ret, i den Henseende kaldte Landets ypperste Hovedsted, (''hærsta hufuðstað''), for at han kunde der undervises af den lærde Præst og fortrinlige Lærer Ejulf, Sæmund Frodes Söll, der da var i fuldkommen Besiddelse af Faderens herlige Bogsamling, som uden al Tvivl har indeholdt saavel dennes som Are Frodes og flere nu vel ubekjendte Værker, Afskrifter og Optegnelser. Her har den unge Thorlak vistnok havt god Leilighed til at lære og samle alle de Underretninger som da, henved Aar 1140, kunde haves om den berömte Thorgils Orrabeinsfostre. I Are Frodes Landnama var allerede meget deraf optegnet, og Sæmund Frode (der gjennemsaae Ares Skrifter) har vel tilföiet mere sligt, som let kunde lægge Grund til en egen Saga. Gamle Almuekvad, saavel som og prosaiske Folkesagn om Thorgils`s forskjellige Heltebedrifter, havdes vistnok da i Mængde. Disse havde tildeels gaaet for sig, og vare blevne tit fortalte, i de nærliggende Egne; hans Kone Thorey nedstammede fra Odde og ligeledes hendes Fosterfader Josteins Hustru; disse Ægtefolk boede og nær ved Odde förend de droge til Grönland, saa at det overhoved bliver os saare begribeligt, at Rygter og Sagn om deres vaandefulde Reise og sörgelige Endeligt i Grönland, men deres Medreisende Thorgils's lange, næsten vidunderlige Ophold der og lykkelige Tilbagekomst derfra, have været meget gængse og længe vedligeholdte i Oddes Omegn. Vi indsee saaledes, at andet neppe vart mueligt, end at Thorlak Thorhallsön her, i sin Skoletid, maatte blive opmærksom paa de Traditioner og skriftlige optegnelser, som havdes paa Odde om hans berömte Oldefader, Thorgils Orrabeinsfostre, og dennes trende Hustruer, samt andre dem tildeels paarörende Hovedpersoner i denne Saga, saavel som og Thorgils's berömte, baade islandske og norske Stamfædre, der tillige stode i lignende Slægtforhold til Sagaens Forfatter, eller Samleren til de Materialier hvoraf den senere er bleven sammensat. - Hertil kommer Biskop Thorlaks Levnetsbeskriveres udtrykkelige Vidnesbyrd derom, at han, endog efter at han havde modtaget det bispelige Embede og til sin Död, "havde meget Morskab af Sagaer og Kvad" (''hann henti skemtan af sögum ok kvæðum''), hvorved de indenlandske og overhoved nordiske af fortællende eller episklyrisk Art formodentlig især menes, og det er höist sandsynligt at Optegnelse eller Afskrifter af sligt have hört til det meget Skriverie, hvormed han i sin Ungdom siges at have beskjeftiget sig.
 I Biskop Thorlaks Levnet ommeldes og mere end eet Charaktertræk, der synes at röbe at han har havt nogen Andeel i nærværende Sagas Affattelse. Hertil hörer först den megen Vægt han lagde paa Drömme, og at han morede sig ved at höre dem fortælle af andre, ligesom han og selv fortalte sine egne, samt hörte gjerne andres Forklaringer derover; jævnför hermed denne Sagas 20, 21, 23 og 24 Capitler. Vi antage det ikke for usandsynligt at Thorgils's paa sidstanförte Sted fortalte Dröm, der blev forklaret om hans Börn og Afkom, hvoriblandt een skulde blive særdeles berømt, allerede er bleven fortalt Thorlak i hans Barndom, af hans Forældre, for at anspore ham til Flid, hvorved han kunde opnaae en saadan Udmærkelse med Tiden. Om han end selv kunde have optegnet sin Dröm i det förste Udkast til Thorgils's Levnet, kunde det ikke regnes ham til synderlig Stolthed, at han bag efter havde ladet nedtegne "fra ham nedstammer Biskop Thorlak” thi dette Embede var paa hin Tid (isærl i det da næsten til sig selv ganske overladte Island) en overordentlig Udmærkelse, som nödvendigviis maatte gjøre sin Besidder berömt og höit anseet. Ordene “''hínn heilagi''” (den hellige) ere dog, i al Fald, en mere Interpolation. Dog havde vel Biskop Thorlak allerede i levende Live en Anelse om sin tilkommende Hellighed, der alt blev forkyndt ham selv i Drömme, efter andres i hans eget Paahör derover gjorte Forklaring, mod hvilken det ei fortælles at han selv har gjort den mindste Indvending. Overhoved var den Tids Tro paa Drömme saa stor, at Kammagerkonen Gunhild og hendes Söns Aabenharelser paa denne Vei til sidst ophöiede hendes Slegfredsön, Sverre, paa Norges Kongethrone.

@@ Linje 141: / Linje 141: @@
 Synderlig nok ere visse Navne Paa de samme (men dog kun faa) Personer afvigende fra vor Saga i Landnama f. Ex. paa Atle Jarls Sön, Landnamsmanden, hvem de fleste Exemplarer af sidstmeldte stedse kalde Hastein (Hásteinn) isteden for Hallstein.
-Det er bekjendt at Landnama, ved dens successive Omarbeidelser, er interpoleret med mange Slægtregistre, fortsatte til 1300 Tallet, hvilke naturligviis dog savnes i dens ældste Text. Det selvsamme er tildeels blevet Tilfældet ved Floamanna-Saga, især dog i dens Slutning, ved de fleste  Exemplarer, hvorimod saadanne nyere Tilsætninger og mangle i de tvende vitterlig ældste, efter hvad Variantanförelserne her tildeels vise. - Saaledes have og Afskriverne indfört i det 6te Capitel af de fleste Exemplarer et Slægtregister fra Landnamsmanden Flose Thorbjörnsön, og hans Efterkommere, de mægtige og berömte Oddemænd til Ralf Brandsön, een af de Islands Hövdinger, som förste Gang hyldede Norges Konge, Aar 1262. Dette Slægtregister udelades ganske af den næstældste Recension i Exemplaret K, og ligesaa flere andre, som det (i samme Capitel) fra Thorgrim Rambo og et fra Olaf Tvennnumbrune i ISde Capitel, som dog ikke gaae nær saa langt ned i Tiden.
+Det er bekjendt at Landnama, ved dens successive Omarbeidelser, er interpoleret med mange Slægtregistre, fortsatte til 1300 Tallet, hvilke naturligviis dog savnes i dens ældste Text. Det selvsamme er tildeels blevet Tilfældet ved Floamanna-Saga, især dog i dens Slutning, ved de fleste  Exemplarer, hvorimod saadanne nyere Tilsætninger og mangle i de tvende vitterlig ældste, efter hvad Variantanförelserne her tildeels vise. - Saaledes have og Afskriverne indfört i det 6te Capitel af de fleste Exemplarer et Slægtregister fra Landnamsmanden Flose Thorbjörnsön, og hans Efterkommere, de mægtige og berömte Oddemænd til Ralf Brandsön, een af de Islands Hövdinger, som förste Gang hyldede Norges Konge, Aar 1262. Dette Slægtregister udelades ganske af den næstældste Recension i Exemplaret K, og ligesaa flere andre, som det (i samme Capitel) fra Thorgrim Kambe og et fra Olaf Tvennnumbrune i 18de Capitel, som dog ikke gaae nær saa langt ned i Tiden.
 I alle nu fuldstændig tilværentle Exemplarer  af Sagaen bemærkes det især som vigtigt: at den hellige Biskop til Skalholt, Thorlak Thorhallsön, nedstammede fra Thorgils Orrabeinsfostre, og var hans ypperste Efterkommer. Kun i dens ældste Texts Slutning, som endnu haves, meldes dette ikke, men blot det i Almindelighed: at mange store eller fornemme Folk Paa Island nedstammede fra Thorgils. Netop hin Recensions Slutning (men ikke de övriges) beretter og i særdeleshed, at Sagaens Helt var andægtig og gudfrygtig. Dette, saavel som meget mere i selve Sagaen, synes at vise, at den maa være skreven af en geistlig Mand, og det er faldet os ind at dens Forfatter, eller i det mindste Samleren af de Materialier, hvoraf den ældste Recension er sammensat, var netop denne Biskop Thorlak selv, som derved har villet forherlige og bevare sin mest berömte Stamfaders Minde<ref>Den fromme katholske Biskop sögte natnrligviis især at fremstille sin stamfader som en christelig Helt, og det lykkedes ham saa vel, at Lutheraneren Torfæus (Groenl. 5.131) beundrede den Nyomvendtes Andagt og den Standhaftighed, hvormed Thorgils modstod saa mange Fristelser af Djævelen i Thors skikkelse; (jfr. herefter Anm. 53), samt at endog Herrnhuteren Crantz (i hans Udsigt over Grönlands gamle Historie) sammenligner ham med Job og Tobias, uden ellers at give anden Underretning om ham, end at han havde hört til Landets förste Colonister, og at han havde udstaaet mangeaarige Forfölgelser af den Onde, samt svære Ulykkestilfælde til Lands og vands, hvorefter han tilsidst var kommen til stor Ære og Lykke (Hist. v. Grönland, I, 321-22).</ref>. Hertil ere vi tildels blevne ledte ved fölgende Beretninger af de tvende endnu ikke udgivne, Sagaer om den hellige Thorlak: at Thorlaks Moder Halla, i hans yngre Aar, naar han ikke læste Böger eller lærte deraf, meget flittig lærte ham alt hvad hun kunde, især Genealogie (''ættvisi'') og Sagn eller Sange om (Fortidens) Mænds Bedrifter (''mann-fræði''). At hans egne Forfædre have spilt Hovedrollen i disse Meddelelser, er vistnok (efter Middelalderens nordiske Skikke) upaatvivleligt, og at Thorgils Orrabeinsfostre er bleven betragtet som een af de ypperste blandt dem, er tillige sandsynligt. Den Unges Lyst til at gjöre sig bekjendt med Islands Historie og literaire Skatte kunde ikke tilfredsstilles bedre end ved hans Moders vel udförte Beslutning, selv at flytte, med sin Sön, til Odde, hvilket Biskoppens Biographie vel med Ret, i den Henseende kaldte Landets ypperste Hovedsted, (''hærsta hufuðstað''), for at han kunde der undervises af den lærde Præst og fortrinlige Lærer Ejulf, Sæmund Frodes Söll, der da var i fuldkommen Besiddelse af Faderens herlige Bogsamling, som uden al Tvivl har indeholdt saavel dennes som Are Frodes og flere nu vel ubekjendte Værker, Afskrifter og Optegnelser. Her har den unge Thorlak vistnok havt god Leilighed til at lære og samle alle de Underretninger som da, henved Aar 1140, kunde haves om den berömte Thorgils Orrabeinsfostre. I Are Frodes Landnama var allerede meget deraf optegnet, og Sæmund Frode (der gjennemsaae Ares Skrifter) har vel tilföiet mere sligt, som let kunde lægge Grund til en egen Saga. Gamle Almuekvad, saavel som og prosaiske Folkesagn om Thorgils`s forskjellige Heltebedrifter, havdes vistnok da i Mængde. Disse havde tildeels gaaet for sig, og vare blevne tit fortalte, i de nærliggende Egne; hans Kone Thorey nedstammede fra Odde og ligeledes hendes Fosterfader Josteins Hustru; disse Ægtefolk boede og nær ved Odde förend de droge til Grönland, saa at det overhoved bliver os saare begribeligt, at Rygter og Sagn om deres vaandefulde Reise og sörgelige Endeligt i Grönland, men deres Medreisende Thorgils's lange, næsten vidunderlige Ophold der og lykkelige Tilbagekomst derfra, have været meget gængse og længe vedligeholdte i Oddes Omegn. Vi indsee saaledes, at andet neppe vart mueligt, end at Thorlak Thorhallsön her, i sin Skoletid, maatte blive opmærksom paa de Traditioner og skriftlige optegnelser, som havdes paa Odde om hans berömte Oldefader, Thorgils Orrabeinsfostre, og dennes trende Hustruer, samt andre dem tildeels paarörende Hovedpersoner i denne Saga, saavel som og Thorgils's berömte, baade islandske og norske Stamfædre, der tillige stode i lignende Slægtforhold til Sagaens Forfatter, eller Samleren til de Materialier hvoraf den senere er bleven sammensat. - Hertil kommer Biskop Thorlaks Levnetsbeskriveres udtrykkelige Vidnesbyrd derom, at han, endog efter at han havde modtaget det bispelige Embede og til sin Död, "havde meget Morskab af Sagaer og Kvad" (''hann henti skemtan af sögum ok kvæðum''), hvorved de indenlandske og overhoved nordiske af fortællende eller episklyrisk Art formodentlig især menes, og det er höist sandsynligt at Optegnelse eller Afskrifter af sligt have hört til det meget Skriverie, hvormed han i sin Ungdom siges at have beskjefliget sig.

@@ Linje 137: / Linje 137: @@
 |}
-Ved de saaledes anförte (og flere) Beretningers Jævnförelse have vi erfaret, at Floamanna-Saga, forsaavidt den stemmer overeens med Landnama, og kan have öst af denne Kilde, i alt holder sig til dens ældste Recension (''B'') men ingenlunde til Höksbogen (''C'') eller andre forholdsmæssig nye Bearbeidelser; ogsaa de forskjellige Læsemaader i B og C vidne herom. Floamanna-Sagas Forfatter kan saaledes, i det höieste, have benyttet Ares, Rolskegs og Styrmers, men ingenlunde Landnamas andre Fortsætteres, Sturlas, Höks o. fl. Beretninger. Dens med Landnama overenstemmende Deel kan fölgelig (efter hvad vi i vor literairhistoriske Indledning til dette Værk have viist) ingenlunde være yngre end 1245. Det er og aldeles ikke usandsynligt at Landnamas tredie Bearbeider, Styrmer Frode, som döde i sidstmeldte Aar, har benyttet en i hans Dage tilværende Recension af vor Saga, af hvilken han da har indskudt adskilligt i sin Fortsættelse eller Revision af Landnama, - hvorimod dennes ældste Text, ved Are og Kolskeg efter Börge Thorlacius's Gisning, virkelig var den, som nævnes af Sagaens Forfatter, i det han en eneste Gang har henvist til Landnamsbogen, (angaaende den förste Udvandring fra Norge til Islands Beboelse).
+Ved de saaledes anförte (og flere) Beretningers Jævnförelse have vi erfaret, at Floamanna-Saga, forsaavidt den stemmer overeens med Landnama, og kan have öst af denne Kilde, i alt holder sig til dens ældste Recension (''B'') men ingenlunde til Höksbogen (''C'') eller andre forholdsmæssig nye Bearbeidelser; ogsaa de forskjellige Læsemaader i B og C vidne herom. Floamanna-Sagas Forfatter kan saaledes, i det höieste, have benyttet Ares, Kolskegs og Styrmers, men ingenlunde Landnamas andre Fortsætteres, Sturlas, Höks o. fl. Beretninger. Dens med Landnama overenstemmende Deel kan fölgelig (efter hvad vi i vor literairhistoriske Indledning til dette Værk have viist) ingenlunde være yngre end 1245. Det er og aldeles ikke usandsynligt at Landnamas tredie Bearbeider, Styrmer Frode, som döde i sidstmeldte Aar, har benyttet en i hans Dage tilværende Recension af vor Saga, af hvilken han da har indskudt adskilligt i sin Fortsættelse eller Revision af Landnama, - hvorimod dennes ældste Text, ved Are og Kolskeg efter Börge Thorlacius's Gisning, virkelig var den, som nævnes af Sagaens Forfatter, i det han en eneste Gang har henvist til Landnamsbogen, (angaaende den förste Udvandring fra Norge til Islands Beboelse).
 Synderlig nok ere visse Navne Paa de samme (men dog kun faa) Personer afvigende fra vor Saga i Landnama f. Ex. paa Atle Jarls Sön, Landnamsmanden, hvem de fleste Exemplarer af sidstmeldte stedse kalde Hastein (Hásteinn) isteden for Hallstein.

@@ Linje 80: / Linje 80: @@
 ''2den Classe'': Den (saavidt vides) næstældste Recension. Heraf haves kun Haandskriftet Litr. ''K.'' Det er tit meer kortfattet end de övrige. Den deri indeholdte Recensions höie Alder synes især at kunne udledes deraf, at det blandt Thorgils`s Efterkommere kun nævner Biskopperne Thorlak og Jörund, men indeholder ikke Jon Hakonsöns yngre Slægtregister, som nu findes tilföiet alle de fölgende. Vi formode dog (efter hvad vi Paa sit Sted nærmere ville söge at udvikle) at denne Classe forhen, efter Tidsfölgen, har kunnet gives tvende Afdelinger, nemlig a) den förste, forfattet noget efter den hellige Thorlaks Död (1193), og b) den anden, fortsat i Biskop Jörunds Tid (henved 1268). Den er nu (hvilket ikke er Tilfældet med nogen af de övrige Hecensioner) inddeelt i 22 Capitler.
-''3die Klasse'': Hertil henhörer Haandskriftet F, som er vidtlöftigere end de övrige, især i Beskrivelsen over Thorgils's Grönlands-Reise, som muelig altsaa, forsaavidt, er udsprunget af andre Kilder, f. Ex. gamle os nu aldeles ubekjendte Folkesange. Slægtregistrene kunne her være tilföiede af en langt yngre Afskriver. Den har i Margen en særegen inddeling af 33 Capitler.
+''3die Classe'': Hertil henhörer Haandskriftet F, som er vidtlöftigere end de övrige, især i Beskrivelsen over Thorgils's Grönlands-Reise, som muelig altsaa, forsaavidt, er udsprunget af andre Kilder, f. Ex. gamle os nu aldeles ubekjendte Folkesange. Slægtregistrene kunne her være tilföiede af en langt yngre Afskriver. Den har i Margen en særegen inddeling af 33 Capitler.
 ''4de Classe'': som igjen har forskjellige Underafdelinger:

@@ Linje 44: / Linje 44: @@
 Thorgilses Udreise fra Grönland var nær bleven ligesaa uheldig for ham og hans Fölge som Seiladsen dertil. Langvarig Modvind drev hans Skib fra den rette Kaas, saa at de, mod Sommerens Ende, fordreves til Irlands vestlige Kyst, hvor de, skiönt mod deres Villie, nödtes af den sildige Aarstid til at overvintre. Næste Foraar seilede de fra Irland til Norge, (hvortil de formodentlig for Thorstein Hvides Skyld vare bestemte), men forliste ved Kysten af det norske Helgeland. Næste Sommer fik dog Thorgils, paa sin Hjemreise til Island, det haardeste Veir. En Söstyrtning tilföiede hans höitelskede Sön Thorfinn en saa voldsom Trykning, at han fik en Blodstyrtning, af hvis Fölger han döde. Derover havde Thorgils nær sörget sig ihjel, indtil hans Sorg adspredtes noget ved en List af hans Venner. Derpaa begav han sig hjem til Tradarholt, hvor han, noget derefter, giftede sig tredie Gang med Helga, en Söster til den berömte Laugmand Skapte Thoroddsön, og fra dem regner en talrig, endnu tildeels Island og Danmark blomstrende Stamme sin Herkomst. Han döde 85 Aar gammel.
-Om denne Sagas Affatningstid haves disse Meninger af grundige Lærde, nemlig: A) B. Thorlacius (''l. c.'' S. 203): "Landnama anföres kun Paa et Sted udtrykkelig, nemlig i Enden af 3die Cap. Men ved at sammenligne f. Ex. det 5te, 8de, 9de Capitel og flere Steder med Landnamas 5te Bog 8de, 9de og 10de Stykke vil man finde en næsten ordret Overensstemmelse. At een af Forfatterne har havt den anden for Öie og, troligen fulgt ham, er aabenbart; men da Landnama er samlet til saa forkjellige Tider, og Værkets sidste Bearbeider Hank Erlendsön döde först 1334, saa er det ei urimeligt, at den Landnama, som i Floamanna Sagas 3die Cap. citeres, er een af dens ældste, maaskee endog Are Frodes eller Holskeggs Recensioner; og Landnamas senere Fortsættere, Styrmer, Sturla eller Hank kunde da gjerne have indfört benævnte og andre Stykker af vor Saga  o.s.v. Sagaen er altsaa uden Tvivl forfattet noget hen idet 13de eller senest i Begyndelsen af det 14de Seculum, og kunde altsaa gjerne være benyttet til Landnamas Fuldbyrdelse, men hvilken af disse Meninger man end antager, bevises ved hver af dem vor Histories Paalidelighed." B) P. E Müller mener (i Sagabibliotheket) at Stykket om Thorgilses Forfædre neppe kan være skrevet tidligere end efter Midten af det 13de Aarhundrede, samt har erholdt sin nærværende Form i Begyndelsen af det 14de Aarhundrede. Efter en foretagen Jevnförelse af Landnamas nu tilværende ældste Bearbeidelse, med Sagaens forskjellige Recensioner, have vi fundet at de, og især de ældste og bedste af disse, kun have optaget noget af dens, men ikke noget af Höksbogen eller de övrige nyere Omarbeidelser af Landnama. Sagaens förste Grundlæg kunne altsaa gjerne være blevne optegnede midt i det 12de eller först i det 13de Aarhundrede, skjönt de, ved forskjellige Samlere og Bearbeidere, senere have faaet betydelige Tillæg og Forandringer. Suhr hevder tilhörende, formedelst de af ham benyttede feilagtige Afskrifter noget vaklende, Meninger faae vi bedre Leilighed til at omhandle i det fölgende.
+Om denne Sagas Affatningstid haves disse Meninger af grundige Lærde, nemlig: A) B. Thorlacius (''l. c.'' S. 203): "Landnama anföres kun Paa et Sted udtrykkelig, nemlig i Enden af 3die Cap. Men ved at sammenligne f. Ex. det 5te, 8de, 9de Capitel og flere Steder med Landnamas 5te Bog 8de, 9de og 10de Stykke vil man finde en næsten ordret Overensstemmelse. At een af Forfatterne har havt den anden for Öie og, troligen fulgt ham, er aabenbart; men da Landnama er samlet til saa forkjellige Tider, og Værkets sidste Bearbeider Hauk Erlendsön döde först 1334, saa er det ei urimeligt, at den Landnama, som i Floamanna Sagas 3die Cap. citeres, er een af dens ældste, maaskee endog Are Frodes eller Holskeggs Recensioner; og Landnamas senere Fortsættere, Styrmer, Sturla eller Hauk kunde da gjerne have indfört benævnte og andre Stykker af vor Saga  o.s.v. Sagaen er altsaa uden Tvivl forfattet noget hen idet 13de eller senest i Begyndelsen af det 14de Seculum, og kunde altsaa gjerne være benyttet til Landnamas Fuldbyrdelse, men hvilken af disse Meninger man end antager, bevises ved hver af dem vor Histories Paalidelighed." B) P. E Müller mener (i Sagabibliotheket) at Stykket om Thorgilses Forfædre neppe kan være skrevet tidligere end efter Midten af det 13de Aarhundrede, samt har erholdt sin nærværende Form i Begyndelsen af det 14de Aarhundrede. Efter en foretagen Jevnförelse af Landnamas nu tilværende ældste Bearbeidelse, med Sagaens forskjellige Recensioner, have vi fundet at de, og især de ældste og bedste af disse, kun have optaget noget af dens, men ikke noget af Höksbogen eller de övrige nyere Omarbeidelser af Landnama. Sagaens förste Grundlæg kunne altsaa gjerne være blevne optegnede midt i det 12de eller först i det 13de Aarhundrede, skjönt de, ved forskjellige Samlere og Bearbeidere, senere have faaet betydelige Tillæg og Forandringer. Suhr hevder tilhörende, formedelst de af ham benyttede feilagtige Afskrifter noget vaklende, Meninger faae vi bedre Leilighed til at omhandle i det fölgende.
 Vi have gjort os al Umage for at samle og undersöge alle de Haandskrifter, som vi her kunde overkomme af Floamanna-Saga, for om mueligt, blandt andet, derved at kunne med nogen Sikkerhed bestemme dens Affattelses Alder. Desværre er det ikke kommet til vor Kundskab, at nogen fuldstændig Membran er nu, til af Sagaen, hvoraf man herom kunde drage nogen sikker Slutning. Derimod have vi været saa heldige at opdage et Blad af en forhen tilværende Pergaments-Codex, som indeholder Sagaens slutning, saaledes afvigende fra samtlige os bekjendte Papirs Afskrifter, at den uden al Tvivl viser sig som den allerældste Recension, hvilket vi maae forbeholde os at udvikle nærmere i det fölgende. Dette unike (og saavidt vi vide i denne Henseende aldrig för afskrevne) Blad findes i den Arnæmagnæanske Haandskrift Samling under Nr. 445, b, i 4to, men sees slet ikke at været blevet nævnt i de over den affattede Cataloger. Vi have allerede her ovenfor I, 510 ommeldt dette Blad, da det tillige indeholder Begyndelsen til Eyrbyggja, og udgjör, med et andet til Eyrbyggja henhörende Blad, de eneste bevarede Levninger af en ellers tabt og vistnok uvurdeerlig Codex. Vi meddele Fragmentets Indhold, forsaavidt det her vedkommer os, som Textens Slutning i de nærværende Uddrag af Floamanna-Saga, Originalfragmentet synes, efter Bogstavernes Form, samt Retskrivningen i det hele at dömme, at være skrevet sidst i det 14de eller först i det 15de Aarhundrede. Nogle Ord deri vare ved Tidens og muelig tillige Behandlingens Indflydelse, næsten udslettede og kun med megen Möie og Synsantrængelse læselige. De fuldstændigere, af os benyttede Papirhaandskrifter, ere fölgende, her betegnede efter Alphabetets Orden, med de Bogstaver som vi, for Collationeringens Skyld, have tillagt ethvert af dem især.