JJ.Sandal på 25. feb. 2013 kl. 21:47

2013-02-25T21:47:01Z

Carsten: Forerindring (FM's Edda bd.3)

2013-01-12T15:27:59Z

Forerindring (FM's Edda bd.3)

Ny side

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! !! !! !! !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Forerindring (FM's Edda bd.3)]] !! !!
|-
|}

<center><big>'''[[Den ældre Edda (FM)|Den ældre Edda]]'''</big> En samling af de nordiske folks ældste sagn og sange

Oversat og forklaret ved '''[[Finnur Magnusson]]''' 1821

<big>'''Forerindring'''</big></center>

 
 
I nærværende Bind sluttes de til den ældre Edda hörende Digte, som man ellers regner til de mythologiske. Ogsaa indeholdes her de fire förste af de saakaldte mythisk-historiske, som jeg har givet den danske Benævnelse af Oldnordiske Heltedigte eller Kjæmpeviser. Det vigtigste derom, som Rummet tillod mig at anföre, findes i en almindelig Indledning. Slige gamle Qvad plejede Skjalde og Sangere at afsynge ved Fyrsters og Stormænds Gjæstebude i det gamle Norden. Det samme skete hos de ældste Romere, efter Catos Vidnesbyrd, men med Tiden kom den Skik af Brug, og længe derefter beklagede den patriotiske Cicero Tabet af hine fædrelandske Sange. Vi havde været saa heldige, at en Deel af de ældgamle nordiske Qvad, som engang löde i Hedenolds-Heltenes Sale, ere blevet opbevarede for os gjennem mange Aarhundreder. Dog gives der Lærde blandt os, som heftig protestere mod deres Udgivelse og Forklaring; derved vise de en Tænkemaade, som aldeles modstrider hin store Romers Ord: Mihi qvidem nulli satis eruditi videntur, qvibus nostra ignota sunt.
Den oldnordiske Literaturs Modstandere forkaste de eddiske Digte, fordi de fremstille adskillige grusomme og anstödelige Handlinger — hvorimod de ophöje ubetinget de græske, ligesom disse vare frie for slige Lyder. Sætninger af den Art ere ingen videre Gjendrivelse værdige. — Hvad det berömte Qvad om Völund angaaer, vil jeg dog erindre, at ligesom den deri indeholdte Mythe er beslægtet med den græske om Dædalus, 1) som ligeledes undkom fra Fængslet ved kunstige Vinger, saa kunne ogsaa begge Digtninger nok taale en Sammenligning i moralsk og æsthetisk Henseende. Myrdede Nordboen sin uretfærdige Forfölgers Sönner af overdreven Hævnelyst, saa ombragte Grækeren sin uskyldige kunsterfarne Söstersön af Avindsyge over hans Talenter. Vare Völunds Kunstarbeider, som han forærede Nidud og Bödvilde, afskyelige ved de deri indfattede menneskelige Levninger (skjönt Katholikerne siden have behandlet Relikvier paa samme Maade til helligt Brug) — saa var den af Dædalus til Pasiphae forfærdigede Træko det ikke mindre, ligesom overhoved Mythen om hendes Forhold med Minos er saa vederstyggelig, at man forgjæves vil söge om dens Mage blandt det nordiske Hedenolds Fabler.
Alle Folks ældste Sagn og Digtninger indeholde Beretninger om ædle og tappre, men tillige ogsaa om grumme og usömmelige Handlinger. De betragtede dem tildels paa en anden Maade end vi gjöre. Den gamle Fremstilling af de nordiske Heroers Bedrifter maa især i al Fald være os mærkelig, da den bidrager saa meget til rigtig Kundskab om Oldefædrenes Sæder, Sindelag og Tænkemaade, og giver os tillige de anskueligste Begreber om Nordens ældste Digtekunst, som allerede ved Kristendommens förste Indförelse begyndte at forfalde til en fordærvelig Higen efter Ordklang og kunstige Omsætninger, som gjör de fleste af den senere Middelalders Qvad saa vanskelige at forstaa. Adskillige nyere Forfattere have sammenblandet disse to forskjellige Perioder af den oldnordiske Poesie, og saaledes bedömt begges Frembringelser efter den selvsamme Maalestok. En slig Vildfarelse burde dog ikke være almindelig i vore Dage i selve de nordiske Lande. Jeg haaber at nærværende Oversættelse af vort Oldsprogs ældste Digte vil bidrage til dens endelige Udryddelse.
 
Kjöbenhavn, den 12te April 1822
 
 
1) Navnene Völundr og have ogsaa den selvsamme Betydning, nemlig: kunstig, listig.
 
[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Den eldre Edda]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Finnur Magnússon]]

@@ Linje 17: / Linje 17: @@
 <big>'''Forerindring'''</big></center>
-<br>
-<br>
+I nærværende Bind sluttes de til den ældre Edda hörende Digte, som man ellers regner til de mythologiske. Ogsaa indeholdes her de fire förste af de saakaldte mythisk-historiske, som jeg har givet den danske Benævnelse af Oldnordiske Heltedigte eller Kjæmpeviser. Det vigtigste derom, som Rummet tillod mig at anföre, findes i en almindelig Indledning. Slige gamle Qvad plejede Skjalde og Sangere at afsynge ved Fyrsters og Stormænds Gjæstebude i det gamle Norden. Det samme skete hos de ældste Romere, efter Catos Vidnesbyrd, men med Tiden kom den Skik af Brug, og længe derefter beklagede den patriotiske Cicero Tabet af hine fædrelandske Sange. Vi havde været saa heldige, at en Deel af de ældgamle nordiske Qvad, som engang löde i Hedenolds-Heltenes Sale, ere blevet opbevarede for os gjennem mange Aarhundreder. Dog gives der Lærde blandt os, som heftig protestere mod deres Udgivelse og Forklaring; derved vise de en Tænkemaade, som aldeles modstrider hin store Romers Ord: Mihi qvidem nulli satis eruditi videntur, qvibus nostra ignota sunt.
-<p>I nærværende Bind sluttes de til den ældre Edda hörende Digte, som man ellers regner til de mythologiske. Ogsaa indeholdes her de fire förste af de saakaldte mythisk-historiske, som jeg har givet den danske Benævnelse af Oldnordiske Heltedigte eller Kjæmpeviser. Det vigtigste derom, som Rummet tillod mig at anföre, findes i en almindelig Indledning. Slige gamle Qvad plejede Skjalde og Sangere at afsynge ved Fyrsters og Stormænds Gjæstebude i det gamle Norden. Det samme skete hos de ældste Romere, efter Catos Vidnesbyrd, men med Tiden kom den Skik af Brug, og længe derefter beklagede den patriotiske Cicero Tabet af hine fædrelandske Sange. Vi havde været saa heldige, at en Deel af de ældgamle nordiske Qvad, som engang löde i Hedenolds-Heltenes Sale, ere blevet opbevarede for os gjennem mange Aarhundreder. Dog gives der Lærde blandt os, som heftig protestere mod deres Udgivelse og Forklaring; derved vise de en Tænkemaade, som aldeles modstrider hin store Romers Ord: Mihi qvidem nulli satis eruditi videntur, qvibus nostra ignota sunt.</p>
-<p>Den oldnordiske Literaturs Modstandere forkaste de eddiske Digte, fordi de fremstille adskillige grusomme og anstödelige Handlinger — hvorimod de ophöje ubetinget de græske, ligesom disse vare frie for slige Lyder. Sætninger af den Art ere ingen videre Gjendrivelse værdige. — Hvad det berömte Qvad om Völund angaaer, vil jeg dog erindre, at ligesom den deri indeholdte Mythe er beslægtet med den græske om Dædalus, <sup>1)</sup> som ligeledes undkom fra Fængslet ved kunstige Vinger, saa kunne ogsaa begge Digtninger nok taale en Sammenligning i moralsk og æsthetisk Henseende. Myrdede Nordboen sin uretfærdige Forfölgers Sönner af overdreven Hævnelyst, saa ombragte Grækeren sin uskyldige kunsterfarne Söstersön af Avindsyge over hans Talenter. Vare Völunds Kunstarbeider, som han forærede Nidud og Bödvilde, afskyelige ved de deri indfattede menneskelige Levninger (skjönt Katholikerne siden have behandlet Relikvier paa samme Maade til helligt Brug) — saa var den af Dædalus til Pasiphae forfærdigede Træko det ikke mindre, ligesom overhoved Mythen om hendes Forhold med Minos er saa vederstyggelig, at man forgjæves vil söge om dens Mage blandt det nordiske Hedenolds Fabler.</p>
+Den oldnordiske Literaturs Modstandere forkaste de eddiske Digte, fordi de fremstille adskillige grusomme og anstödelige Handlinger — hvorimod de ophöje ubetinget de græske, ligesom disse vare frie for slige Lyder. Sætninger af den Art ere ingen videre Gjendrivelse værdige. — Hvad det berömte Qvad om Völund angaaer, vil jeg dog erindre, at ligesom den deri indeholdte Mythe er beslægtet med den græske om Dædalus,<ref>Navnene Völundr og have ogsaa den selvsamme Betydning, nemlig: kunstig, listig.</ref> som ligeledes undkom fra Fængslet ved kunstige Vinger, saa kunne ogsaa begge Digtninger nok taale en Sammenligning i moralsk og æsthetisk Henseende. Myrdede Nordboen sin uretfærdige Forfölgers Sönner af overdreven Hævnelyst, saa ombragte Grækeren sin uskyldige kunsterfarne Söstersön af Avindsyge over hans Talenter. Vare Völunds Kunstarbeider, som han forærede Nidud og Bödvilde, afskyelige ved de deri indfattede menneskelige Levninger (skjönt Katholikerne siden have behandlet Relikvier paa samme Maade til helligt Brug) — saa var den af Dædalus til Pasiphae forfærdigede Træko det ikke mindre, ligesom overhoved Mythen om hendes Forhold med Minos er saa vederstyggelig, at man forgjæves vil söge om dens Mage blandt det nordiske Hedenolds Fabler.
-<p>Alle Folks ældste Sagn og Digtninger indeholde Beretninger om ædle og tappre, men tillige ogsaa om grumme og usömmelige Handlinger. De betragtede dem tildels paa en anden Maade end vi gjöre. Den gamle Fremstilling af de nordiske Heroers Bedrifter maa især i al Fald være os mærkelig, da den bidrager saa meget til rigtig Kundskab om Oldefædrenes Sæder, Sindelag og Tænkemaade, og giver os tillige de anskueligste Begreber om Nordens ældste Digtekunst, som allerede ved Kristendommens förste Indförelse begyndte at forfalde til en fordærvelig Higen efter Ordklang og kunstige Omsætninger, som gjör de fleste af den senere Middelalders Qvad saa vanskelige at forstaa. Adskillige nyere Forfattere have sammenblandet disse   to forskjellige Perioder af den oldnordiske Poesie, og saaledes bedömt begges Frembringelser efter den selvsamme Maalestok. En slig Vildfarelse burde dog ikke være almindelig i vore Dage i selve de nordiske Lande. Jeg haaber at nærværende Oversættelse af vort Oldsprogs ældste Digte vil bidrage til dens endelige Udryddelse.</p>
-<br>
+Alle Folks ældste Sagn og Digtninger indeholde Beretninger om ædle og tappre, men tillige ogsaa om grumme og usömmelige Handlinger. De betragtede dem tildels paa en anden Maade end vi gjöre. Den gamle Fremstilling af de nordiske Heroers Bedrifter maa især i al Fald være os mærkelig, da den bidrager saa meget til rigtig Kundskab om Oldefædrenes Sæder, Sindelag og Tænkemaade, og giver os tillige de anskueligste Begreber om Nordens ældste Digtekunst, som allerede ved Kristendommens förste Indförelse begyndte at forfalde til en fordærvelig Higen efter Ordklang og kunstige Omsætninger, som gjör de fleste af den senere Middelalders Qvad saa vanskelige at forstaa. Adskillige nyere Forfattere have sammenblandet disse  to forskjellige Perioder af den oldnordiske Poesie, og saaledes bedömt begges Frembringelser efter den selvsamme Maalestok. En slig Vildfarelse burde dog ikke være almindelig i vore Dage i selve de nordiske Lande. Jeg haaber at nærværende Oversættelse af vort Oldsprogs ældste Digte vil bidrage til dens endelige Udryddelse.
-<p>Kjöbenhavn, den 12<sup>te</sup> April 1822</p>
-<br>
-<br>
+Kjöbenhavn, den 12<sup>te</sup> April 1822
-<p>1) Navnene Völundr og have ogsaa den selvsamme Betydning, nemlig: kunstig, listig.</p>
-<br>
 [[Kategori:Alfabetisk indeks]]
 [[Kategori:Den eldre Edda]]
 [[Kategori:Tekster på dansk]]
 [[Kategori:Finnur Magnússon]]

Forerindring (FM's Edda bd.3) - Revisjonshistorikk

JJ.Sandal på 25. feb. 2013 kl. 21:47

Carsten: Forerindring (FM's Edda bd.3)