Fortælling om Gunhilds Søn, Kong Sigurd Slefa - Revisjonshistorikk

August på 9. jul. 2019 kl. 19:20

2019-07-09T19:20:27Z

JJ.Sandal på 16. jan. 2014 kl. 22:27

2014-01-16T22:27:10Z

JJ.Sandal på 28. des. 2013 kl. 13:02

2013-12-28T13:02:53Z

Jesper på 1. sep. 2013 kl. 15:40

2013-09-01T15:40:07Z

Jesper på 1. sep. 2013 kl. 10:49

2013-09-01T10:49:48Z

Jesper på 1. sep. 2013 kl. 10:38

2013-09-01T10:38:36Z

JJ.Sandal: Fortælling om Gunhilds Søn, Kong Sigurd Slefa

2013-01-12T10:36:50Z

Fortælling om Gunhilds Søn, Kong Sigurd Slefa

Ny side

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Þáttr frá Sigurði konungi slefu]] !! !! !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Fortælling om Gunhilds Søn, Kong Sigurd Slefa]] !! !!
|-
|}

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
!align="left" valign="top" width="100%" | [[Bilde:35px-Emblem-star.svg.png|25px]] Kilde til denne oversættelse: ''[[Flateyjarbók]].''
|}

<center><big>[[Kongesagaer]]</big>

'''[[Oldnordiske Sagaer, Bind 1-12|Oldnordiske Sagaer]]''' '''Bind 3'''

<big>'''Fortælling om Gunhilds Søn, Kong Sigurd Slefa'''</big>

Paa Dansk ved [[C. C. Rafn]]
 København, 1827
</center>

'''1. Kapitel'''

Det fortælles, at, da Gunhilds sønner herskede over Norge, havde Kong Sigurd Slefa sit Sæde paa Hørdeland; han var meget ødsel, en drabelig Mand at see til, men ustadig og kvindekjær og meget ryggesløs i denne Henseende. Der var en mægtig Herse paa Hørdeland, som hed Thorkel Klyp, og var en Søn af Thord Hørdekaareson; han var en tapper Mand og var i stor Anseelse. Han havde en smuk og beleven Kone, ved Navn Oløf. Nu sendte Kong Sigurd Slefa, som man fortæller, engang Bud til Klyp, at han skulde komme til ham, og denne gjorde saa. Da han kom, sagde Kongen til ham: “Det er nu saa, at der forestaaer dig en Rejse til England; jeg vil nemlig sende dig til Kong Adelraad at kræve Skat af ham, thi saadanne Mænd som du ere bedst skikkede til at fremføre mægtige Mænds Ærender.” Thorkel svarede: “Har I ikke forhen sendt eders Mænd i det samme Ærende, og de ere jo ikke komne tilbage?” ”Det er vel saa,” sagde Kongen, “men jeg vil ikke sammenligne din Driftighed med deres, som lidet have at betyde.” “Det maa tykkes eder,” svarede Thorkel, “at jeg er pligtig at drage, og jeg vil ikke undslaae mig, skjønt det gik skjævt for dem, der forhen droge den Vej.” Thorkel begav sig siden paa Rejsen, og kom over til England med et anseeligt følge til Kong Adelraad, og hilste paa ham. Kongen optog hans Hilsen vel, og spurgde om, hvo der var Formand. Thorkel underrettede ham om, hvo han var; og Kongen sagde da: “Det har jeg spurgt, at du har erhvervet dig et godt Rygte, derfor skal du være velkommen her hos os.” Thorkel opholdt sig nu hos Kongen om Vinteren; og engang sagde han til Kongen: “Aarsagen til min Rejse herover, Herre! er, at Kong Sigurd Slefa har sendt mig for at hente Skat fra eder, og vænter jeg, at I svarer vel til dette mit Ærende.” Kongen svarede: “Der ere før komne Mænd til os med saadanne Ærender, og synes mig, at denne Kong Sigurds Fordring er snarere foranlediget ved Uretfærdighed end ved Retfærd; thi jeg kan ikke indsee, at der paaligger mig nogen Pligt til at betale ham Skat; det blev dem, som forhen fore med slige Ærender, dyrt betalt; det er ogsaa øjensynligt, at Kongen var ligegyldig om eders Færd, hvorledes den end gik; men dog agter jeg at behandle dig, Thorkel! ligesom hidtil, og modtage din Tal og dit Venskab, og betale dig nogle Penge, men Gunhilds sønners Venskah vil jeg ikke Kjøbe,” Om Vaaren beredte Thorkel sig til at drage bort fra Vesterlandene med meget Gods, og han og Kongen skiltes med den største Blidhed, og sluttede før Hans Afrejse en fast Aftale om Venskabsforbindelse.

'''2. Kapitel'''

Da Thorkel var dragen bort fra Norge, sendte Kong Sigurd Slefa sine Mænd til Thorkels Gaarde, og lod hansKone Oløf føre bort derfra og hjem til sig, og lagde hende i Sængen hos sig. Hun talte da: “Herre.'“ sagde hun, ”slet og ufortjent behandler I den Mand, som troer eder vel, og dette vil lede til noget meget Ondt, men I kommer dog nu til at raade, skjønt det er værre saa.” Kongen sagde: “Tag nu først til Takke med, hvad der bydes dig, og irettesæt mig ikke.” Siden laa Oløf hos Kongen hver Nat. Alle holdt denne Kongens Fræmfærd baade for slet og uforstandig, og sagde, at han vilde selv komme til at undgjælde derfor. Om Vaaren, da Thorkels Hjemkomst spurgdes, sendte Kongen Oløf hjem; men da Thorkel Klyp fik alt dette at vide, blev han meget forbitret; han drog dog hjem til sin Gaard, men var meget taus og Forstemt i Sindet; da han kom hjem, kom Oløf strax med Glæde imod ham og sagde: Velkommen Thorkel, min gode Mand! gaa ind i Herberget og hvil dig! du maa have spurgt, hvad der er hændet mig, skjønt det ej er godt; jeg vil gjærne bøde for alt det, som jeg har forbrudt imod dig, og siden forligt og i Enighed hvile hos dig.” Da svarede Thorkel, og kvad denne Vise:

<blockquote>Ej i Sæng, ej paa Dynæ
 Agter jeg hos dig at ligge,
 Kvinde! thi rædsomt nager
 Grusom Sorg mit Hjærte;
 Med den graadige Blodhund
 Jeg Forlig ej ønsker,
 Inden i Kongens Blod min
 Sværdsod jeg har farvet. </blockquote>

Hun svarede: »Det er nu baade Tilfældet, at Forseelsen er stor, og at du agter at tage stor Hævn for den, og det er ilde, at jeg skal være Anledning til saa meget Ondt.” Der blev siden stævnet til et Thing, paa hvilket Kong Sigurd og en stor Mængde Mennesker indfandt sig. I følge med Kongen var en Mand, ved Navn Øgmund, en Søn af Hørdekaare; han stod hos Kongen og havde et stort Spyd i Haanden. Thorkel gik nu til Stolen, og sagde: “Herre! nu skal I see den Pengesum, som jeg har ført fra England; seer I nu til, Konge! hvorlunde dette er udredet.” Kongen betragtede det, og saae mange gode Kostbarheder, og sagde: “Hvorlunde skulde dette ikke være med Virksomhed udført og vel udbetalt.” “Udført er da noget af den vanskelige Sag,” svarede Thorkel. Han var saaledes klædt, at han havde en Kappe over sig, der meget net var sammenhæftet med et Baand; han trak derpaa en Øxe frem under Kappen, og hug til Kongen, og tilføjede ham Banesaar. Men i det Thorkel, efter at have udført dette, vendte sig tilbage, sprang Øgmund Kaaresøn ind paa ham, og stak ham igjennem med det Spyd, som han holdt paa. Dette optoge Thorkels Frænder saa ilde, at de droge til Øgmunds Gaard og indebrændte ham, thi de syntes, at der var stor Forskel paa Kongens og Thorkels Sag. Da Gunhild spurgde sin Søns Død, syntes hun, at Oløf havde voldt hende meget Ondt, og hun agtede derfor at tilføje hende nogen Vanære til Gjengjæld. Dette fik Oløf at vide, og spurgde tillige, at en Islandsfarer laa færdig; Skibets Ejer hed Bødvar, og var en Søn af Thorstejn, en Broder til Hall paa Sida. Denne Mand drog Oløf til, og talte saaledes til ham: “Jeg er,” sagde hun, “kommen i en vanskelig Stillmg, og vil derfor bede dig, at du fører mig til dit Land bort fra Gunhilds Undertrykkelse.” Han svarede: “Jeg kan indsee, at det er dig højligen nødvendigt, og vil ogsaa gjøre, hvad du forlanger, men derhos ansee det saameget billigere, at ogsaa du opfylder mit Ønske.” Hun sagde, at det skulde skee. Siden drog hun ud paa Skibet tilligemed sin Datter Gudrun, og de sejlede nu bort, og kom til Island, hvor de landede i Alptefjord paa Østerlandet; der ejede Bødvar en meget anseelig Gaard. Da de nu kom hjem, fortælles der, at Bødvar sagde: “Nu vil jeg andrage den Sag, som jeg omtalte i Norrig, og bejle til dig.” “Det veed jeg,” svarede hun, “at man vil sige, at jeg nu gjør et ringere Giftermaal end før, men du har fortjent, at faae dette Ønske opfyldt. Giftermaalet kom siden i Stand, saa at Bødvar fik Oløf; men de levede ikke længe med hinanden, thi han døde samme Sommer. Siden spurgde Ejnar Eyolfssøn nord op til Thveraa, at der var et anseeligt Giftermaal at gjøre ved at ægte Gudrun Klypsdatter, og han fik hende, og havde mange Børn ved hende. Ejnars og Gudruns Søn blev kaldt Thorkel Klyp efter sin Morfader; han var en meget haabefuld Mand, og omtales i mange Sagaer. Nogle Aar derefter drog Oløf over til Norge til sine Frænder, og ansaaes for en meget brav Kvinde.

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Kongesagaer]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:C. C. Rafn]]

@@ Linje 26: / Linje 26: @@
 <br>København, 1827
 </center>
@@ Linje 39: / Linje 38: @@
 Da Thorkel var dragen bort fra Norge, sendte Kong Sigurd Slefa sine Mænd til Thorkels Gaarde, og lod hans Kone Oløf føre bort derfra og hjem til sig, og lagde hende i Sængen hos sig. Hun talte da: “Herre.'“ sagde hun, ”slet og ufortjent behandler I den Mand, som troer eder vel, og dette vil lede til noget meget Ondt, men I kommer dog nu til at raade, skjønt det er værre saa.” Kongen sagde: “Tag nu først til Takke med, hvad der bydes dig, og irettesæt mig ikke.” Siden laa Oløf hos Kongen hver Nat. Alle holdt denne Kongens Fræmfærd baade for slet og uforstandig, og sagde, at han vilde selv komme til at undgjælde derfor. Om Vaaren, da Thorkels Hjemkomst spurgdes, sendte Kongen Oløf hjem; men da Thorkel Klyp fik alt dette at vide, blev han meget forbitret; han drog dog hjem til sin Gaard, men var meget taus og Forstemt i Sindet; da han kom hjem, kom Oløf strax med Glæde imod ham og sagde: Velkommen Thorkel, min gode Mand! gaa ind i Herberget og hvil dig! du maa have spurgt, hvad der er hændet mig, skjønt det ej er godt; jeg vil gjærne bøde for alt det, som jeg har forbrudt imod dig, og siden forligt og i Enighed hvile hos dig.” Da svarede Thorkel, og kvad denne Vise:
-<blockquote>Ej i Sæng, ej paa Dynæ
+<blockquote>
 <br>Agter jeg hos dig at ligge,
 <br>Kvinde! thi rædsomt nager
@@ Linje 46: / Linje 46: @@
 <br>Jeg Forlig ej ønsker,
 <br>Inden i Kongens Blod min
-<br>Sværdsod jeg har farvet. </blockquote>
+<br>Sværdsod jeg har farvet.
 Hun svarede: »Det er nu baade Tilfældet, at Forseelsen er stor, og at du agter at tage stor Hævn for den, og det er ilde, at jeg skal være Anledning til saa meget Ondt.” Der blev siden stævnet til et Thing, paa hvilket Kong Sigurd og en stor Mængde Mennesker indfandt sig. I følge med Kongen var en Mand, ved Navn Øgmund, en Søn af Hørdekaare; han stod hos Kongen og havde et stort Spyd i Haanden. Thorkel gik nu til Stolen, og sagde: “Herre! nu skal I see den Pengesum, som jeg har ført fra England; seer I nu til, Konge! hvorlunde dette er udredet.” Kongen betragtede det, og saae mange gode Kostbarheder, og sagde: “Hvorlunde skulde dette ikke være med Virksomhed udført og vel udbetalt.” “Udført er da noget af den vanskelige Sag,” svarede Thorkel. Han var saaledes klædt, at han havde en Kappe over sig, der meget net var sammenhæftet med et Baand; han trak derpaa en Øxe frem under Kappen, og hug til Kongen, og tilføjede ham Banesaar. Men i det Thorkel, efter at have udført dette, vendte sig tilbage, sprang Øgmund Kaaresøn ind paa ham, og stak ham igjennem med det Spyd, som han holdt paa. Dette optoge Thorkels Frænder saa ilde, at de droge til Øgmunds Gaard og indebrændte ham, thi de syntes, at der var stor Forskel paa Kongens og Thorkels Sag. Da Gunhild spurgde sin Søns Død, syntes hun, at Oløf havde voldt hende meget Ondt, og hun agtede derfor at tilføje hende nogen Vanære til Gjengjæld. Dette fik Oløf at vide, og spurgde tillige, at en Islandsfarer laa færdig; Skibets Ejer hed Bødvar, og var en Søn af Thorstejn, en Broder til Hall paa Sida. Denne Mand drog Oløf til, og talte saaledes til ham: “Jeg er,” sagde hun, “kommen i en vanskelig Stillmg, og vil derfor bede dig, at du fører mig til dit Land bort fra Gunhilds Undertrykkelse.” Han svarede: “Jeg kan indsee, at det er dig højligen nødvendigt, og vil ogsaa gjøre, hvad du forlanger, men derhos ansee det saameget billigere, at ogsaa du opfylder mit Ønske.” Hun sagde, at det skulde skee. Siden drog hun ud paa Skibet tilligemed sin Datter Gudrun, og de sejlede nu bort, og kom til Island, hvor de landede i Alptefjord paa Østerlandet; der ejede Bødvar en meget anseelig Gaard. Da de nu kom hjem, fortælles der, at Bødvar sagde: “Nu vil jeg andrage den Sag, som jeg omtalte i Norrig, og bejle til dig.” “Det veed jeg,” svarede hun, “at man vil sige, at jeg nu gjør et ringere Giftermaal end før, men du har fortjent, at faae dette Ønske opfyldt. Giftermaalet kom siden i Stand, saa at Bødvar fik Oløf; men de levede ikke længe med hinanden, thi han døde samme Sommer. Siden spurgde Ejnar Eyolfssøn nord op til Thveraa, at der var et anseeligt Giftermaal at gjøre ved at ægte Gudrun Klypsdatter, og han fik hende, og havde mange Børn ved hende. Ejnars og Gudruns Søn blev kaldt Thorkel Klyp efter sin Morfader; han var en meget haabefuld Mand, og omtales i mange Sagaer. Nogle Aar derefter drog Oløf over til Norge til sine Frænder, og ansaaes for en meget brav Kvinde.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 1. sep. 2013 kl. 10:38
Linje 31:		Linje 31:
	'''1. Kapitel'''		'''1. Kapitel'''

−	Det fortælles, at, da Gunhilds sønner herskede over Norge, havde Kong Sigurd Slefa sit Sæde paa Hørdeland; han var meget ødsel, en drabelig Mand at see til, men ustadig og kvindekjær og meget ryggesløs i denne Henseende. Der var en mægtig Herse paa Hørdeland, som hed Thorkel Klyp, og var en Søn af Thord Hørdekaareson; han var en tapper Mand og var i stor Anseelse. Han havde en smuk og beleven Kone, ved Navn Oløf. Nu sendte Kong Sigurd Slefa, som man fortæller, engang Bud til Klyp, at han skulde komme til ham, og denne gjorde saa. Da han kom, sagde Kongen til ham: “Det er nu saa, at der forestaaer dig en Rejse til England; jeg vil nemlig sende dig til Kong Adelraad at kræve Skat af ham, thi saadanne Mænd som du ere bedst skikkede til at fremføre mægtige Mænds Ærender.” Thorkel svarede: “Har I ikke forhen sendt eders Mænd i det samme Ærende, og de ere jo ikke komne tilbage?” ”Det er vel saa,” sagde Kongen, “men jeg vil ikke sammenligne din Driftighed med deres, som lidet have at betyde.” “Det maa tykkes eder,” svarede Thorkel, “at jeg er pligtig at drage, og jeg vil ikke undslaae mig, skjønt det gik skjævt for dem, der forhen droge den Vej.” Thorkel begav sig siden paa Rejsen, og kom over til England med et anseeligt følge til Kong Adelraad, og hilste paa ham. Kongen optog hans Hilsen vel, og spurgde om, hvo der var Formand. Thorkel underrettede ham om, hvo han var; og Kongen sagde da: “Det har jeg spurgt, at du har erhvervet dig et godt Rygte, derfor skal du være velkommen her hos os.” Thorkel opholdt sig nu hos Kongen om Vinteren; og engang sagde han til Kongen: “Aarsagen til min Rejse herover, Herre! er, at Kong Sigurd Slefa har sendt mig for at hente Skat fra eder, og vænter jeg, at I svarer vel til dette mit Ærende.” Kongen svarede: “Der ere før komne Mænd til os med saadanne Ærender, og synes mig, at denne Kong Sigurds Fordring er snarere foranlediget ved Uretfærdighed end ved Retfærd; thi jeg kan ikke indsee, at der paaligger mig nogen Pligt til at betale ham Skat; det blev dem, som forhen fore med slige Ærender, dyrt betalt; det er ogsaa øjensynligt, at Kongen var ligegyldig om eders Færd, hvorledes den end gik; men dog agter jeg at behandle dig, Thorkel! ligesom hidtil, og modtage din ~~Tal~~ og dit Venskab, og betale dig nogle Penge, men Gunhilds sønners ~~Venskah~~ vil jeg ikke Kjøbe,” Om Vaaren beredte Thorkel sig til at drage bort fra Vesterlandene med meget Gods, og han og Kongen skiltes med den største Blidhed, og sluttede før Hans Afrejse en fast Aftale om Venskabsforbindelse.	+	Det fortælles, at, da Gunhilds sønner herskede over Norge, havde Kong Sigurd Slefa sit Sæde paa Hørdeland; han var meget ødsel, en drabelig Mand at see til, men ustadig og kvindekjær og meget ryggesløs i denne Henseende. Der var en mægtig Herse paa Hørdeland, som hed Thorkel Klyp, og var en Søn af Thord Hørdekaareson; han var en tapper Mand og var i stor Anseelse. Han havde en smuk og beleven Kone, ved Navn Oløf. Nu sendte Kong Sigurd Slefa, som man fortæller, engang Bud til Klyp, at han skulde komme til ham, og denne gjorde saa. Da han kom, sagde Kongen til ham: “Det er nu saa, at der forestaaer dig en Rejse til England; jeg vil nemlig sende dig til Kong Adelraad at kræve Skat af ham, thi saadanne Mænd som du ere bedst skikkede til at fremføre mægtige Mænds Ærender.” Thorkel svarede: “Har I ikke forhen sendt eders Mænd i det samme Ærende, og de ere jo ikke komne tilbage?” ”Det er vel saa,” sagde Kongen, “men jeg vil ikke sammenligne din Driftighed med deres, som lidet have at betyde.” “Det maa tykkes eder,” svarede Thorkel, “at jeg er pligtig at drage, og jeg vil ikke undslaae mig, skjønt det gik skjævt for dem, der forhen droge den Vej.” Thorkel begav sig siden paa Rejsen, og kom over til England med et anseeligt følge til Kong Adelraad, og hilste paa ham. Kongen optog hans Hilsen vel, og spurgde om, hvo der var Formand. Thorkel underrettede ham om, hvo han var; og Kongen sagde da: “Det har jeg spurgt, at du har erhvervet dig et godt Rygte, derfor skal du være velkommen her hos os.” Thorkel opholdt sig nu hos Kongen om Vinteren; og engang sagde han til Kongen: “Aarsagen til min Rejse herover, Herre! er, at Kong Sigurd Slefa har sendt mig for at hente Skat fra eder, og vænter jeg, at I svarer vel til dette mit Ærende.” Kongen svarede: “Der ere før komne Mænd til os med saadanne Ærender, og synes mig, at denne Kong Sigurds Fordring er snarere foranlediget ved Uretfærdighed end ved Retfærd; thi jeg kan ikke indsee, at der paaligger mig nogen Pligt til at betale ham Skat; det blev dem, som forhen fore med slige Ærender, dyrt betalt; det er ogsaa øjensynligt, at Kongen var ligegyldig om eders Færd, hvorledes den end gik; men dog agter jeg at behandle dig, Thorkel! ligesom hidtil, og modtage din Tak og dit Venskab, og betale dig nogle Penge, men Gunhilds sønners Venskab vil jeg ikke Kjøbe,” Om Vaaren beredte Thorkel sig til at drage bort fra Vesterlandene med meget Gods, og han og Kongen skiltes med den største Blidhed, og sluttede før Hans Afrejse en fast Aftale om Venskabsforbindelse.

@@ Linje 3: / Linje 3: @@
 !align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
 |-
-! Denne teksten finnes på følgende språk ►!! [[Fil:Original.gif|32px|link=Þáttr frá Sigurði konúngi slefu, syni Gunnhildar]] !! !! !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Fortælling om Gunhilds Søn, Kong Sigurd Slefa]] !! !!
+! Denne teksten finnes på følgende språk ►!! [[Fil:Original.gif|32px|link=Þáttr frá Sigurði konungi slefu]] !! !! !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Fortælling om Gunhilds Søn, Kong Sigurd Slefa]] !! !!
 |-
-!  !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Þáttr frá Sigurði konungi slefu]] !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Fortællingen om kong Sigurd Savl]] !!  !!
+!  !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Þáttr frá Sigurði konungi slefu (SN)]] !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Fortællingen om kong Sigurd Savl]] !!  !!
 |-
 |}

@@ Linje 1: / Linje 1: @@
 {| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
 |- style="background-color:#e9e9e9"
 !align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
 |-
-! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Þáttr frá Sigurði konungi slefu]] !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Fortælling om Gunhilds Søn, Kong Sigurd Slefa]] !!  !!
+! Denne teksten finnes på følgende språk ►!! [[Fil:Original.gif|32px|link=Þáttr frá Sigurði konúngi slefu, syni Gunnhildar]] !! !! !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Fortælling om Gunhilds Søn, Kong Sigurd Slefa]] !! !!
 |-
-!  !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Fortællingen om kong Sigurd Savl]] !!  !!
+!  !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Þáttr frá Sigurði konungi slefu]] !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Fortællingen om kong Sigurd Savl]] !!  !!
 |-
 |}

@@ Linje 36: / Linje 36: @@
 '''2. Kapitel'''
-Da Thorkel var dragen bort fra Norge, sendte Kong Sigurd Slefa sine Mænd til Thorkels Gaarde, og lod hansKone Oløf føre bort derfra og hjem til sig, og lagde hende i Sængen hos sig. Hun talte da: “Herre.'“ sagde hun, ”slet og ufortjent behandler I den Mand, som troer eder vel, og dette vil lede til noget meget Ondt, men I kommer dog nu til at raade, skjønt det er værre saa.” Kongen sagde: “Tag nu først til Takke med, hvad der bydes dig, og irettesæt mig ikke.” Siden laa Oløf hos Kongen hver Nat. Alle holdt denne Kongens Fræmfærd baade for slet og uforstandig, og sagde, at han vilde selv komme til at undgjælde derfor. Om Vaaren, da Thorkels Hjemkomst spurgdes, sendte Kongen Oløf hjem; men da Thorkel Klyp fik alt dette at vide, blev han meget forbitret; han drog dog hjem til sin Gaard, men var meget taus og Forstemt i Sindet; da han kom hjem, kom Oløf strax med Glæde imod ham og sagde: Velkommen Thorkel, min gode Mand! gaa ind i Herberget og hvil dig! du maa have spurgt, hvad der er hændet mig, skjønt det ej er godt; jeg vil gjærne bøde for alt det, som jeg har forbrudt imod dig, og siden forligt og i Enighed hvile hos dig.” Da svarede Thorkel, og kvad denne Vise:
+Da Thorkel var dragen bort fra Norge, sendte Kong Sigurd Slefa sine Mænd til Thorkels Gaarde, og lod hans Kone Oløf føre bort derfra og hjem til sig, og lagde hende i Sængen hos sig. Hun talte da: “Herre.'“ sagde hun, ”slet og ufortjent behandler I den Mand, som troer eder vel, og dette vil lede til noget meget Ondt, men I kommer dog nu til at raade, skjønt det er værre saa.” Kongen sagde: “Tag nu først til Takke med, hvad der bydes dig, og irettesæt mig ikke.” Siden laa Oløf hos Kongen hver Nat. Alle holdt denne Kongens Fræmfærd baade for slet og uforstandig, og sagde, at han vilde selv komme til at undgjælde derfor. Om Vaaren, da Thorkels Hjemkomst spurgdes, sendte Kongen Oløf hjem; men da Thorkel Klyp fik alt dette at vide, blev han meget forbitret; han drog dog hjem til sin Gaard, men var meget taus og Forstemt i Sindet; da han kom hjem, kom Oløf strax med Glæde imod ham og sagde: Velkommen Thorkel, min gode Mand! gaa ind i Herberget og hvil dig! du maa have spurgt, hvad der er hændet mig, skjønt det ej er godt; jeg vil gjærne bøde for alt det, som jeg har forbrudt imod dig, og siden forligt og i Enighed hvile hos dig.” Da svarede Thorkel, og kvad denne Vise:
 <blockquote>Ej i Sæng, ej paa Dynæ