Fortælling om Thorlejf Jarleskjald - Revisjonshistorikk

Carsten på 14. sep. 2020 kl. 14:35

2020-09-14T14:35:38Z

August på 15. mai 2020 kl. 07:46

2020-05-15T07:46:27Z

JJ.Sandal på 19. jan. 2014 kl. 22:20

2014-01-19T22:20:48Z

Jesper på 23. des. 2013 kl. 14:40

2013-12-23T14:40:26Z

Vis endringer

Jesper på 6. feb. 2013 kl. 19:20

2013-02-06T19:20:20Z

Jesper på 5. feb. 2013 kl. 20:51

2013-02-05T20:51:26Z

Jesper på 5. feb. 2013 kl. 20:36

2013-02-05T20:36:54Z

Jesper på 5. feb. 2013 kl. 16:26

2013-02-05T16:26:48Z

Jesper på 5. feb. 2013 kl. 10:18

2013-02-05T10:18:35Z

Jesper på 5. feb. 2013 kl. 06:45

2013-02-05T06:45:32Z

@@ Linje 6: / Linje 6: @@
 |-
 ! !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Þorleifs þáttr jarlaskálds (Flateyjarbók)]] !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Fortællingen om Torleif Jarleskjald]] !!  !!
 |-
 |}

@@ Linje 3: / Linje 3: @@
 !align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
 |-
-! Denne teksten finnes på følgende språk ►!! [[Fil:Original.gif|32px|link=Þáttr Þorleifs jarlaskálds]] !! !! !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Fortælling om Thorlejf Jarleskjald]] !! !!
+! Denne teksten finnes på følgende språk ►!! [[Fil:Original.gif|32px|link=Þáttr Þorleifs jarlaskálds]] !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Fortælling om Thorlejf Jarleskjald]] !!  !!
 |-
-! !! !! !! !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Fortællingen om Torleif Jarleskjald]] !! !!
+! !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Þorleifs þáttr jarlaskálds (Flateyjarbók)]] !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Fortællingen om Torleif Jarleskjald]] !!  !!
 |-
 |}

@@ Linje 1: / Linje 1: @@
 {| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
 |- style="background-color:#e9e9e9"
 !align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
 |-
-!  Denne teksten finnes på følgende språk ►!!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Fortælling om Thorlejf Jarleskjald]] !!  !!
+! Denne teksten finnes på følgende språk ►!! [[Fil:Original.gif|32px|link=Þáttr Þorleifs jarlaskálds]] !! !! !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Fortælling om Thorlejf Jarleskjald]] !! !!
 |-
-! !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Fortællingen om Torleif Jarleskjald]] !!  !!
+! !! !! !! !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Fortællingen om Torleif Jarleskjald]] !! !!
 |-
 |}

@@ Linje 4: / Linje 4: @@
 |-
 !  Denne teksten finnes på følgende språk ►!!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Fortælling om Thorlejf Jarleskjald]] !!  !!
 |-
 |}

@@ Linje 73: / Linje 73: @@
 '''Nidvisen om Jarlen kvædes.'''
-Da Drikkebordene vare borttagne, gik Nidung for Jarlen, og sagde: “Jeg takker eder nu, Herre! for eders Beværtning, dog maa jeg sige, at I have slætte Opvantere, som gjøre alt værre, end I befaler det; men nu ønskede jeg, at I vilde vise eders Nedladenhed, Herre! og høre paa et Kvad, som jeg har gjort om eder.” “Har du før gjort noget Kvad om Høvdinger?” spurgde Jarlen. “Ja jeg har, Herre!” svarede han. “Nu kommer det da til det gamle Ordsprog,” sagde Jarlen, “at det er ofte godt, hvad Gamle kvæde; fremsiig du Kvadet, Gamle! og vi ville høre derpaa.” Da begyndte Tiggeren paa Kvadet, og kvad fra Begyndelsen til Midten af det, og Jarlen syntes, at der var Berømmelse i hver Vise, og fandt, at ogsaa hans Søn Eriks Heltebedrifter vare omtalte deri. Men som Kvadet nærmede sig mod Slutningen, blev Jarlen noget underlig ved det, og der paakom ham en saadan Krillen og Klø over hele Maven og allermest over Lenden, at han ingensteds kunde være rolig; og saa vidt underlig var denne Klø, at han lod sig rive med Karter, hvor de kunde bruges, men hvor de ikke vare anvende lige, lod han tage et groft Hampeklæde, og slaae tre Knuder paa, og lod saa to Mænd trække det frem og tilbage imellem Benene paa sig. Jarlen begyndte nu at finde Mishag i Kvadet, og sagde: “Kan din Helvedes Staadder ikke kvæde bedre, thi det synes mig ligesaa meget at være en Nidvise som en Lovsang; lad det blive bedre, eller du skal faae din Løn derfor.” Staadderen lovede, at det skulde blive bedre, og begyndte da de Viser, som kaldes Taageviser, og staae midt i Nidvisen om Jarlen, og have denne Begyndelse:
+Da Drikkebordene vare borttagne, gik Nidung for Jarlen, og sagde: “Jeg takker eder nu, Herre! for eders Beværtning, dog maa jeg sige, at I have slætte Opvantere, som gjøre alt værre, end I befaler det; men nu ønskede jeg, at I vilde vise eders Nedladenhed, Herre! og høre paa et Kvad, som jeg har gjort om eder.” “Har du før gjort noget Kvad om Høvdinger?” spurgde Jarlen. “Ja jeg har, Herre!” svarede han. “Nu kommer det da til det gamle Ordsprog,” sagde Jarlen, “at det er ofte godt, hvad Gamle kvæde; fremsiig du Kvadet, Gamle! og vi ville høre derpaa.” Da begyndte Tiggeren paa Kvadet, og kvad fra Begyndelsen til Midten af det, og Jarlen syntes, at der var Berømmelse i hver Vise, og fandt, at ogsaa hans Søn Eriks Heltebedrifter vare omtalte deri. Men som Kvadet nærmede sig mod Slutningen, blev Jarlen noget underlig ved det, og der paakom ham en saadan Krillen og Klø over hele Maven og allermest over Lenden, at han ingensteds kunde være rolig; og saa vidt underlig var denne Klø, at han lod sig rive med Karter, hvor de kunde bruges, men hvor de ikke vare anvendelige, lod han tage et groft Hampeklæde, og slaae tre Knuder paa, og lod saa to Mænd trække det frem og tilbage imellem Benene paa sig. Jarlen begyndte nu at finde Mishag i Kvadet, og sagde: “Kan din Helvedes Staadder ikke kvæde bedre, thi det synes mig ligesaa meget at være en Nidvise som en Lovsang; lad det blive bedre, eller du skal faae din Løn derfor.” Staadderen lovede, at det skulde blive bedre, og begyndte da de Viser, som kaldes Taageviser, og staae midt i Nidvisen om Jarlen, og have denne Begyndelse:
 <blockquote>Taage trækker op der ude,

@@ Linje 79: / Linje 79: @@
 <br>Hid er en Røgsky (3) kommen
 <br>Af den plyndrede Skude.</blockquote>
-Da han havde Taageviserne ude, var det mørkt i Hallen, og da det var bleven mørkt i Hallen, begyndte han igjen paa Nidvisen om Jarlen, og da han kvad den sidste Trediedeel, var hvert Jærn i Gang, som var i Hallen, uden at Mennesker rørte dem, og dette blev mange Mænds Bane. Jarlen faldt da i Besvimelse, og Tiggeren kom bort, da Dørene vare lukkede men ikke laasede. Efter at Kvadet var endt, aftog Mørket, og der blev igjen lyst i Hallen, Jarlen kom da til sig selv igjen, og fandt, at Nidvisen havde gaaet ham nær; der saaes da ogsaa Mærke derpaa, thi alt Skægget og ligeledes Haaret paa den ene Side af Hovedet var raadnet af Jarlen, og voxte aldrig ud mere. Jarlen lod nu Hallen rense, og de døde Kroppe udbære; og han troede nu af vide, at dette maatte have været Thorlejf, og ikke nogen Tigger, og at han nu vilde synes at have betalt ham for sit Tab af Folk og Gods. Jarlen laa nu af denne Skade hele Vinteren og meget af Sommeren,
+Da han havde Taageviserne ude, var det mørkt i Hallen, og da det var bleven mørkt i Hallen, begyndte han igjen paa Nidvisen om Jarlen, og da han kvad den sidste Trediedeel, var hvert Jærn i Gang, som var i Hallen, uden at Mennesker rørte dem, og dette blev mange Mænds Bane. Jarlen faldt da i Besvimelse, og Tiggeren kom bort, da Dørene vare lukkede men ikke laasede. Efter at Kvadet var endt, aftog Mørket, og der blev igjen lyst i Hallen, Jarlen kom da til sig selv igjen, og fandt, at Nidvisen havde gaaet ham nær; der saaes da ogsaa Mærke derpaa, thi alt Skægget og ligeledes Haaret paa den ene Side af Hovedet var raadnet af Jarlen, og voxte aldrig ud mere. Jarlen lod nu Hallen rense, og de døde Kroppe udbære; og han troede nu at vide, at dette maatte have været Thorlejf, og ikke nogen Tigger, og at han nu vilde synes at have betalt ham for sit Tab af Folk og Gods. Jarlen laa nu af denne Skade hele Vinteren og meget af Sommeren,

@@ Linje 66: / Linje 66: @@
 <br>Konning til paa England
 <br>Sværde røde at farve. </blockquote>
-Kongen roste meget Kvadet, og det samme gjorde alle de, som hørte det, og sagde, at det baade var vel kvædet, og fremsagt med Anstand. Kongen gav Thorlejf i Løn for Kvadet en Ring, som vejede en Mark, og et Sværd, hvis Tilbehør var udsiret med en halv Mark Guld, og bad ham at forblive længe hos ham. Thorlejf gik til det ham anviste Sæde, og takkede Kongen meget, og saaledes forløb nogen Tid; dog varede det ikke længe, inden Thorlejf blev saa kjed af at være der, at han fandt næppe Behag i at gaae til Drikkebord eller at sidde mellem sine Bordkammerater. Dette mærkede Kongen snart, han lod da Thorlejf kalde til sig, og sagde: “Hvad er det, der volder dig Sorg, Thorlejf! da du næppe agter paa at følge Skik og Brug hos os?” “Det maaI have hørt, Herre!” svarede Thorlejf, “at den, som spørger om en andens Modgang, er skyldig at raade Bod der paa.” “Siig mig først, hvad det er!” sagde Kongen. Thorlejf svarede: “Jeg har digtet nogle Viser i Vinter, som jeg kalder Kvindeviser, hvilke jeg har gjort om Hakon Jarl; thi en Jarl omnævnes ved en Kvinde i Skjaldskab. Nu vil det bedrøve mig, Herre! om jeg ikke faaer Tilladelse af eder til at drage til Norge og bringe Jarlen Kvadet.” “Du skal tilvisse faae Tilladelse,” sagde Kongen, “men dog skal du love os forud at komme tilbage til os det hurtigste du kan, thi for dine Idrætters Skyld ville vi ikke miste dig.” Thorlejf lovede det, og søgte nu Rejselejlighed, og drog op til Norge, og drog uafbrudt til Throndhjem; da opholdt Hakon Jarl sig paa Hlade. Thorlejf tog nu en Tiggerforklædning paa, og bandt sig et Gjedeskæg om Hagen, tog dernæst en stor Pose, som han anbragde saaledes under Forklædningen, at alle skulde troe, han spiste den Mad, som han kastede i Posen, thi Posens Aabning var oppe ved Munden under Gjedestægget. Siden tog han to Krykker med en Braad paa Enden af hver, drog saa afsted, indtil han kom til Hlade. Det var just Aftenen før Juul paa den Tid, da Jarlen var kommen i sit Sæde tilligemed mange Stormænd, som Jarlen havde indbudet til Julegilde. Tiggeren gik lige ind i Hallen, men da han kom ind, stønnede han meget heftig, lænede sig stærkt paa Krykkerne, og gik hen til de andre Tiggere, og satte sig yderlig i Hallen; han fortrædigede Tiggerne, og tilføjede dem Skade; men de kunde ikke vel finde sig i, at han stødte dem med Stavene, og trak sig til Side, og deraf opstod der en Støj og Allarm, saa at det kunde høres i hele Hallen. Da Jarlen mærkede det, spurgde han om, hvo der forvoldte den Ulyd; der blev ham da sagt, at der var kommen en Tigger, som var saa ond og uregjerlig, at han intet lod ugjort. Jarlen bød, at kalde ham for sig, og saa blev ogsaa gjort; og da Tiggeren kom for Jarlen, var han meget kort i at hilse. Jarlen spurgde ham om Navn, Slægt og Odel. “Usædvanligt er mit Navn, Herre!” sagde han, “thi jeg hedder Nidung Gjallandesøn, og har min Slægt i Sørgersdalene i Sverrig hint Kolde; man kalder mig Nidung hin Nøjagtige; jeg har faret vidt omkring og besøgt mange Høvdinger; nu bliver jeg meget gammel, saa at jeg næppe kan sige min Alder, fordi min Hukommelse ved den høje Alderdom har tabt sig; jeg har spurgt meget om eders Rundhed og Tapperhed, Viisdom og Vennesælhed, Lovgivning og Nedladenhed, Raskhed og Færdigheder.” Jarlen spurgde: “Hvi er du saa barsk og ond at komme til Rette med fremfor andre Tiggere?” han sagde: “Hvad kan man ikke vænte af den, som gaaer om, og fattes alt uden Nød og Elendighed, som ikke har, hvad han behøver, og har længe ligget ude paa Marker og i Skove? han maa vel blive vranten ved Alderdommen og ved alt dette, naar han tilforn har været vant til Hæder og gode Dage hos de herligste Høvdinger, men maa nu være hadet af enhver ussel Tølper.” “Forstaaer du dig noget paa Idrætter, Gamle?” spurgde Jarlen, “da du siger, at du har været hos Høvdinger?” “Det kan være,” svarede den Gamle, ,,at der var nogen Grund til at antage det, da jeg var i min unge Alder, skjønt det nu gaaer mig efter Ordsproget, at enhver Olding bliver magtesløs en Gang. Der siges ogsaa, at det er vanskeligt for den Sultne at sladre; jeg vil heller ikke kunne sladre med eder, Herre! uden I lader mig give noget at spise, thi saa forkommen er jeg af Alderdom, Sult og Tørst, at jeg vist ikke kan holde ud at staae paa Benene længer; saadant er heller ikke fyrsteligt, at spørge en fremmed Mand om hele Verden; men ikke tænke paa, hvad Folk behøver, thi alle ere fødte med den Beskaffenhed, at de trænge baade til Mad og Drikke.” Jarlen bød nu, at der skulde gives ham god Mad, saa meget han behøvede, og saa blev gjort. Men da Tiggeren kom til Bordet, tog han med Lethed til Maden, og gjorde alle de Tallærkener tomme, som stode ham nærmest, og som han kunde naae til, saa at Opvarterne kom til atter at hente Mad. Staaderen tog nu ikke mindre rask til Maden end før; det forekom alle, at han spiste, men i Gjerningen kastede han Maden i den før omtalte Pose. Folkene lo nu meget ad denne Tigger, og Opvarterne sagde, at han ikke blot var stor og tyk om Midje, men han kunde ogsaa æde forsvarlig. Den Gamle brød sig ikke derom, men spiste som tilforn. Nidvisen om Jarlen kvædes.
+Kongen roste meget Kvadet, og det samme gjorde alle de, som hørte det, og sagde, at det baade var vel kvædet, og fremsagt med Anstand. Kongen gav Thorlejf i Løn for Kvadet en Ring, som vejede en Mark, og et Sværd, hvis Tilbehør var udsiret med en halv Mark Guld, og bad ham at forblive længe hos ham. Thorlejf gik til det ham anviste Sæde, og takkede Kongen meget, og saaledes forløb nogen Tid; dog varede det ikke længe, inden Thorlejf blev saa kjed af at være der, at han fandt næppe Behag i at gaae til Drikkebord eller at sidde mellem sine Bordkammerater. Dette mærkede Kongen snart, han lod da Thorlejf kalde til sig, og sagde: “Hvad er det, der volder dig Sorg, Thorlejf! da du næppe agter paa at følge Skik og Brug hos os?” “Det maaI have hørt, Herre!” svarede Thorlejf, “at den, som spørger om en andens Modgang, er skyldig at raade Bod der paa.” “Siig mig først, hvad det er!” sagde Kongen. Thorlejf svarede: “Jeg har digtet nogle Viser i Vinter, som jeg kalder Kvindeviser, hvilke jeg har gjort om Hakon Jarl; thi en Jarl omnævnes ved en Kvinde i Skjaldskab. Nu vil det bedrøve mig, Herre! om jeg ikke faaer Tilladelse af eder til at drage til Norge og bringe Jarlen Kvadet.” “Du skal tilvisse faae Tilladelse,” sagde Kongen, “men dog skal du love os forud at komme tilbage til os det hurtigste du kan, thi for dine Idrætters Skyld ville vi ikke miste dig.” Thorlejf lovede det, og søgte nu Rejselejlighed, og drog op til Norge, og drog uafbrudt til Throndhjem; da opholdt Hakon Jarl sig paa Hlade. Thorlejf tog nu en Tiggerforklædning paa, og bandt sig et Gjedeskæg om Hagen, tog dernæst en stor Pose, som han anbragde saaledes under Forklædningen, at alle skulde troe, han spiste den Mad, som han kastede i Posen, thi Posens Aabning var oppe ved Munden under Gjedestægget. Siden tog han to Krykker med en Braad paa Enden af hver, drog saa afsted, indtil han kom til Hlade. Det var just Aftenen før Juul paa den Tid, da Jarlen var kommen i sit Sæde tilligemed mange Stormænd, som Jarlen havde indbudet til Julegilde. Tiggeren gik lige ind i Hallen, men da han kom ind, stønnede han meget heftig, lænede sig stærkt paa Krykkerne, og gik hen til de andre Tiggere, og satte sig yderlig i Hallen; han fortrædigede Tiggerne, og tilføjede dem Skade; men de kunde ikke vel finde sig i, at han stødte dem med Stavene, og trak sig til Side, og deraf opstod der en Støj og Allarm, saa at det kunde høres i hele Hallen. Da Jarlen mærkede det, spurgde han om, hvo der forvoldte den Ulyd; der blev ham da sagt, at der var kommen en Tigger, som var saa ond og uregjerlig, at han intet lod ugjort. Jarlen bød, at kalde ham for sig, og saa blev ogsaa gjort; og da Tiggeren kom for Jarlen, var han meget kort i at hilse. Jarlen spurgde ham om Navn, Slægt og Odel. “Usædvanligt er mit Navn, Herre!” sagde han, “thi jeg hedder Nidung Gjallandesøn, og har min Slægt i Sørgersdalene i Sverrig hint Kolde; man kalder mig Nidung hin Nøjagtige; jeg har faret vidt omkring og besøgt mange Høvdinger; nu bliver jeg meget gammel, saa at jeg næppe kan sige min Alder, fordi min Hukommelse ved den høje Alderdom har tabt sig; jeg har spurgt meget om eders Rundhed og Tapperhed, Viisdom og Vennesælhed, Lovgivning og Nedladenhed, Raskhed og Færdigheder.” Jarlen spurgde: “Hvi er du saa barsk og ond at komme til Rette med fremfor andre Tiggere?” han sagde: “Hvad kan man ikke vænte af den, som gaaer om, og fattes alt uden Nød og Elendighed, som ikke har, hvad han behøver, og har længe ligget ude paa Marker og i Skove? han maa vel blive vranten ved Alderdommen og ved alt dette, naar han tilforn har været vant til Hæder og gode Dage hos de herligste Høvdinger, men maa nu være hadet af enhver ussel Tølper.” “Forstaaer du dig noget paa Idrætter, Gamle?” spurgde Jarlen, “da du siger, at du har været hos Høvdinger?” “Det kan være,” svarede den Gamle, ,,at der var nogen Grund til at antage det, da jeg var i min unge Alder, skjønt det nu gaaer mig efter Ordsproget, at enhver Olding bliver magtesløs en Gang. Der siges ogsaa, at det er vanskeligt for den Sultne at sladre; jeg vil heller ikke kunne sladre med eder, Herre! uden I lader mig give noget at spise, thi saa forkommen er jeg af Alderdom, Sult og Tørst, at jeg vist ikke kan holde ud at staae paa Benene længer; saadant er heller ikke fyrsteligt, at spørge en fremmed Mand om hele Verden; men ikke tænke paa, hvad Folk behøver, thi alle ere fødte med den Beskaffenhed, at de trænge baade til Mad og Drikke.” Jarlen bød nu, at der skulde gives ham god Mad, saa meget han behøvede, og saa blev gjort. Men da Tiggeren kom til Bordet, tog han med Lethed til Maden, og gjorde alle de Tallærkener tomme, som stode ham nærmest, og som han kunde naae til, saa at Opvarterne kom til atter at hente Mad. Staaderen tog nu ikke mindre rask til Maden end før; det forekom alle, at han spiste, men i Gjerningen kastede han Maden i den før omtalte Pose. Folkene lo nu meget ad denne Tigger, og Opvarterne sagde, at han ikke blot var stor og tyk om Midje, men han kunde ogsaa æde forsvarlig. Den Gamle brød sig ikke derom, men spiste som tilforn.
 '''4. Kapitel'''
 Da Drikkebordene vare borttagne, gik Nidung for Jarlen, og sagde: “Jeg takker eder nu, Herre! for eders Beværtning, dog maa jeg sige, at I have slætte Opvantere, som gjøre alt værre, end I befaler det; men nu ønskede jeg, at I vilde vise eders Nedladenhed, Herre! og høre paa et Kvad, som jeg har gjort om eder.” “Har du før gjort noget Kvad om Høvdinger?” spurgde Jarlen. “Ja jeg har, Herre!” svarede han. “Nu kommer det da til det gamle Ordsprog,” sagde Jarlen, “at det er ofte godt, hvad Gamle kvæde; fremsiig du Kvadet, Gamle! og vi ville høre derpaa.” Da begyndte Tiggeren paa Kvadet, og kvad fra Begyndelsen til Midten af det, og Jarlen syntes, at der var Berømmelse i hver Vise, og fandt, at ogsaa hans Søn Eriks Heltebedrifter vare omtalte deri. Men som Kvadet nærmede sig mod Slutningen, blev Jarlen noget underlig ved det, og der paakom ham en saadan Krillen og Klø over hele Maven og allermest over Lenden, at han ingensteds kunde være rolig; og saa vidt underlig var denne Klø, at han lod sig rive med Karter, hvor de kunde bruges, men hvor de ikke vare anvende lige, lod han tage et groft Hampeklæde, og slaae tre Knuder paa, og lod saa to Mænd trække det frem og tilbage imellem Benene paa sig. Jarlen begyndte nu at finde Mishag i Kvadet, og sagde: “Kan din Helvedes Staadder ikke kvæde bedre, thi det synes mig ligesaa meget at være en Nidvise som en Lovsang; lad det blive bedre, eller du skal faae din Løn derfor.” Staadderen lovede, at det skulde blive bedre, og begyndte da de Viser, som kaldes Taageviser, og staae midt i Nidvisen om Jarlen, og have denne Begyndelse:

@@ Linje 44: / Linje 44: @@
 '''Hakon lader Thorlejfs Mænd hænge.'''
-Thorlejf begav sig nu paa Rejsen, og havde god Bør; han sejlede øster ind til Vigen. Hakon Hlade-Jarl var da i Vigen. Thorlejf gik i Land, og lod sit Skib udlosse; han gik til Jarlen, og hilste paa ham. Jarlen tog vel imod hans Hilsen, og spurgde ham om Navn, Slægt og Herkomst; Thorlejf sagde ham det. Jarlen gjorde ham mange Spørgsmaale angaaende Island, og Thorlejf besvarede dem udførligen. Da sagde Jarlen: “Det er nu saa, Thorlejf! at vi ville kjøbe Varerne af dig og dine Skibsfolk.” “Vi have kun faa Varer, Herre !” svarede Thorlejf, “og der ere andre, som det kan være os bekvemmere at sælge vore Varer til, og maa I lade os raade os selv i at sælge vort Gods og vore Varer til dem, som det synes os bedst.” Jarlen tyktes at han svarede fornærmeligt, og optog hans Ord meget ilde, og saaledes skiltes de. Thorlejf drog til sine Mænd, og sov om Natten, men om Morgenen stod han op, og drog til Kjøbstædet, og spurgde sig for om gode Kjøbere, og kjøbslog med dem om Dagen. Da Jarlen spurgde dette, drog han med betydeligt Mandskab til Thorlejfs Skib, og lod der alle Folkene gribe og binde. Siden ranede han alt Godset, der var, og inddrog det som sin Ejendom, og lod Skibet brænde til Aske; derefter lod han skyde Stænger mellem Boderne, og lod derved hænge alle Thorlejfs Folk. Siden drog Jarlen bort med sine Mænd, og tog til sig alle de Varer, Thorlejf havde ejet, og deelte dem med sine Mænd. Da Thorlejf nu kom hjem om Aftenen, og agtede at drage til sine Mænd, som han ogsaa gjorde, saae han Mærke paa, hvorledes det var gaaet hans Stalbrødre, og troede at kunne vide, at Hakon Jarl maatte have voldt dette onde Værk, og udspurgde nu nøje, hvorledes det var tilgaaet; og da han havde Underretning om, at det forholdt sig efter hans Formodning, kvad han denne Vise:
+Thorlejf begav sig nu paa Rejsen, og havde god Bør; han sejlede øster ind til Vigen. Hakon Hlade-Jarl var da i Vigen. Thorlejf gik i Land, og lod sit Skib udlosse; han gik til Jarlen, og hilste paa ham. Jarlen tog vel imod hans Hilsen, og spurgde ham om Navn, Slægt og Herkomst; Thorlejf sagde ham det. Jarlen gjorde ham mange Spørgsmaale angaaende Island, og Thorlejf besvarede dem udførligen. Da sagde Jarlen: “Det er nu saa, Thorlejf! at vi ville kjøbe Varerne af dig og dine Skibsfolk.” “Vi have kun faa Varer, Herre!” svarede Thorlejf, “og der ere andre, som det kan være os bekvemmere at sælge vore Varer til, og maa I lade os raade os selv i at sælge vort Gods og vore Varer til dem, som det synes os bedst.” Jarlen tyktes at han svarede fornærmeligt, og optog hans Ord meget ilde, og saaledes skiltes de. Thorlejf drog til sine Mænd, og sov om Natten, men om Morgenen stod han op, og drog til Kjøbstædet, og spurgde sig for om gode Kjøbere, og kjøbslog med dem om Dagen. Da Jarlen spurgde dette, drog han med betydeligt Mandskab til Thorlejfs Skib, og lod der alle Folkene gribe og binde. Siden ranede han alt Godset, der var, og inddrog det som sin Ejendom, og lod Skibet brænde til Aske; derefter lod han skyde Stænger mellem Boderne, og lod derved hænge alle Thorlejfs Folk. Siden drog Jarlen bort med sine Mænd, og tog til sig alle de Varer, Thorlejf havde ejet, og deelte dem med sine Mænd. Da Thorlejf nu kom hjem om Aftenen, og agtede at drage til sine Mænd, som han ogsaa gjorde, saae han Mærke paa, hvorledes det var gaaet hans Stalbrødre, og troede at kunne vide, at Hakon Jarl maatte have voldt dette onde Værk, og udspurgde nu nøje, hvorledes det var tilgaaet; og da han havde Underretning om, at det forholdt sig efter hans Formodning, kvad han denne Vise:
 <blockquote>Ilde mit Sind nu gyser,

@@ Linje 38: / Linje 38: @@
 Da boede Asgejr Rødfeld paa Brekka i Svarfadedal; han var en mægtig Mand og af fornem Slægt; hans Kone hed Thorhild, hun var en viis, vennesæl og meget myndig Kvinde. De havde tre Sønner, der alle vare haabefulde; deres ældste Søn hed Olaf og bar Tilnavnet Valabryder; den anden Helge den Frækne eller Tapre; begge disse omtales mere i andre Sagaer end i denne; Thorlejf hed deres yngste Søn; han var tidlig en rask og driftig Mand og særdeles udmærket i alskens Færdigheder, og saa var han en god Skjald; han var til Opfostring hos sin Morbroder Midfjordskegge paa Reykjar i Midfjord, indtll han var 18 Aar gammel. Skegge gjorde meget af Thorlejf, og opfostrede ham med megen Kjærlighed. Man sagde, at Skegge lærte Thorlejf mere af Oldtids Videnskaber, end andre kunde; Thorlejf drog siden hjem til sin Fader; han dræbte Klause Bøggve med sin Broder Olafs Bistand: men til Eftermaal efter Klause var Karl hin Røde, som drev saa stærkt paa Sagen, at Thorlejf blev landsforviist og fordreven fra Svarfadedal. Herredsforstanderen Ljotolf havde hjulpet Thorlejfs Søster Ynghild Fagerkind; han hjalp nu ogsaa Thorlejf paa et Skib paa Gaasøre. Thorlejf blev dreven tilbage; han var om Vinteren hemmelig snart hos Ljotolf snart hos sin Fader Asgejr; han lærte da af sin Fader mange Oldtids Videnskaber, thi denne holdtes for at være kyndig i mange Ting; da var Thorlejf 19 Aar gammel. Karl satte stærkt efter Thorlejf, og der skede om Vinteren mange Tildragelser, som ere fortællingsværdige, og omtales i Svarfdølernes Saga. Vaaren efter drog Thorlejf vesterpaa over til sin Fosterfader og Frænde Skegge, og bad ham, om Bistand og Raad i denne Sag. Under Midfjordskegges og Herredsforstanderen Ljotolfs Beskyttelse drog nu Thorlejf hen, og Kjøbte sig et Skib af nogle Kjøbmænd, der laae oppe i Blandas Munding, han skaffede sig Skibsfolk dertil; siden drog han hjem til Brekka til sine Forældre, og bad dem om Rejsepenge, og fik saa meget Gods, som han troede at behøve. Om Vaaren lod han dernæst sine Varer føre om Bord, og drog for stedse bort fra Brekka, og hilste sin Fader og Moder og sin Fosterfader Midfjordskegge Farvel.
 '''2. Kapitel'''
 Thorlejf begav sig nu paa Rejsen, og havde god Bør; han sejlede øster ind til Vigen. Hakon Hlade-Jarl var da i Vigen. Thorlejf gik i Land, og lod sit Skib udlosse; han gik til Jarlen, og hilste paa ham. Jarlen tog vel imod hans Hilsen, og spurgde ham om Navn, Slægt og Herkomst; Thorlejf sagde ham det. Jarlen gjorde ham mange Spørgsmaale angaaende Island, og Thorlejf besvarede dem udførligen. Da sagde Jarlen: “Det er nu saa, Thorlejf! at vi ville kjøbe Varerne af dig og dine Skibsfolk.” “Vi have kun faa Varer, Herre !” svarede Thorlejf, “og der ere andre, som det kan være os bekvemmere at sælge vore Varer til, og maa I lade os raade os selv i at sælge vort Gods og vore Varer til dem, som det synes os bedst.” Jarlen tyktes at han svarede fornærmeligt, og optog hans Ord meget ilde, og saaledes skiltes de. Thorlejf drog til sine Mænd, og sov om Natten, men om Morgenen stod han op, og drog til Kjøbstædet, og spurgde sig for om gode Kjøbere, og kjøbslog med dem om Dagen. Da Jarlen spurgde dette, drog han med betydeligt Mandskab til Thorlejfs Skib, og lod der alle Folkene gribe og binde. Siden ranede han alt Godset, der var, og inddrog det som sin Ejendom, og lod Skibet brænde til Aske; derefter lod han skyde Stænger mellem Boderne, og lod derved hænge alle Thorlejfs Folk. Siden drog Jarlen bort med sine Mænd, og tog til sig alle de Varer, Thorlejf havde ejet, og deelte dem med sine Mænd. Da Thorlejf nu kom hjem om Aftenen, og agtede at drage til sine Mænd, som han ogsaa gjorde, saae han Mærke paa, hvorledes det var gaaet hans Stalbrødre, og troede at kunne vide, at Hakon Jarl maatte have voldt dette onde Værk, og udspurgde nu nøje, hvorledes det var tilgaaet; og da han havde Underretning om, at det forholdt sig efter hans Formodning, kvad han denne Vise: