Gisle Sursøns saga - Uddrag (CCR/FM) - Revisjonshistorikk

Jesper på 28. okt. 2018 kl. 13:54

2018-10-28T13:54:26Z

Jesper på 28. okt. 2018 kl. 13:50

2018-10-28T13:50:59Z

Knut på 26. okt. 2018 kl. 07:57

2018-10-26T07:57:07Z

Knut på 26. okt. 2018 kl. 07:50

2018-10-26T07:50:03Z

Knut på 26. okt. 2018 kl. 07:48

2018-10-26T07:48:49Z

Vis endringer

Carsten på 24. aug. 2018 kl. 09:34

2018-08-24T09:34:13Z

Carsten: Ny side: {| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse" |- style="background-color:#e9e9e9" !align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg sp…

2018-08-24T09:30:02Z

Ny side: {| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse" |- style="background-color:#e9e9e9" !align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg sp…

Ny side

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Gísla saga Súrssonar]] !! !! !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Fortælling om Gisle Sursen]] !! [[Fil:Svensk.gif|32px|link=Gisle Surssons saga]] !!
|-
! !! !! !! !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Gisle Surssøns Saga]] !! !!
|-
! !! !! !! !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Gisle Sursøns saga - Uddrag (CCR/FM)]]!! !!
|-
|}

[[Fil:GHM 2.jpg|200px|thumb]]

<center>'''[[Islændingesagaer]]'''

'''[[Grønlands historiske mindesmærker]] II'''

<big>'''XI<br>Uddrag af Gisle Sursøns saga'''</big><br>'''især indeholdende Helge Vesteinsöns,<br>een af Grönlands förste Indbyggeres, Levnet'''

paa dansk ved

[[Finnur Magnússon biografi|Finnur Magnússon]] og [[Carl Christian Rafn biografi|C. C. Rafn]]</center>

TEXT

== Fodnoter ==
<references/>

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:C. C. Rafn]]
[[Kategori:Finnur Magnússon]]
[[Kategori:Grønlandica]]

@@ Linje 95: / Linje 95: @@
 . Folk löb derpaa til Hallbjörns Bod og spurgte hvorledes Sagen hængte sammen. Omlöberne forklarede, at to unge Drenge havde givet sig i deres Selskab, men aldeles uformodentlig, og forsikkrede at de ikke kjendte det mindste til dem; dog beskreve de deres Udseende saaledes som det havde været, og fortalte hvad de havde talt med dem. Börk troede nu at kunne slutte sig til, af de Udtryk som Helge havde brugt, at disse Drenge havde været Vesteins Sönner. Derpaa gik han hen for at besöge Gest og talte med ham om denne Sags Behandling. Börk sagde: “Af alle Mænd er jeg pligtigst til at paatage mig Eftermaalet for min Svoger Thorkel; os tykkes at det slet ikke er usandsynligt at Vesteins Sönner have gjort Gjerningen, thi vi have ingen Formodníng om at nogen anden har havt Aarsag til Fjendskab mod Thorkel, end de. Nu er det muligt at de ere slupne for denne Gang; giv derfor gode Raad angaaende Sagens Anlæggelse." Gest svarede: "Hvis jeg havde begaaet Drabet vilde jeg sikkert kunne hitte paa Raad til saadanne Udflugter, at Sagen nok skulde blive afviist, om man end vilde anke paa, at jeg havde kaldt mig anderledes end jeg hed" - og overhoved raadte Gest meget fra at Sagen blev der anlagt. Man har antaget det for sandt, at Gest har deeltaget i Drengenes Anslag, fordi han var noget i Slægt med dem. Nu ophörer Samtalen, og Sagen faldt hen, men Thorkel blev jordet i en Höi efter Oldtidens Skik. Ellers forefaldt intet Nyt paa det Thing, hvorfra Folk nu begave sig hjem. Börk var da meget ilde tilfreds med sin Reise, ligesom det ellers sædvanligst gik for ham, og havde saaledes, som Tingene da stode, kun Skam og Skændsel af denne Sag. Drengene gik deres Vei, indtil de kom til Geirthjofsfjorden, men kom ikke i Huus i ti (halve) Dögn; der kom de til Aude, hos hvem Gisle da var. De kom der om Natten og bankede paa Dören. Aude gik til den, og hilste dem og spurgte om Nyheder, men Gisle laae i sin Seng, under hvilken der var et Jordhuus (eller dyb Kjelder), men hun pleiede at forstærke sin Stemme, naar han behövede at tage Sig i Agt. De fortalte hende Thorkels Drab, og hvorledes Sagerne nu forholdt sig, samt hvorlænge de ingen Mad havde faaet. Aude sagde: "Jeg skal sende eder over Fjeldryggen til Mosdal, hvor Bjartmars Sönner boe; jeg skal give eder Födemidler og Jertegn (visse Kjendemærker) for at de skulle lade eder tilflyde nogen Beskyttelse, og dette gjör jeg af den Aarsag, at jeg ikke kan overtale mig til at opfordre Gisle til at komme eder til Hjelp." Drengene tyede da til Skove, i hvilke de ikke kunde findes, og toge Föde til sig, thi de havde længe maattet savne den; derefter lagde de sig til at sove, thi de vare blevne meget sövnige.
-. Det have vi at fortælle om Aude, at hun gik ind til Gisle og sagde: “Det er nu meget magtpaaliggende for mig, hvad du vil beslutte dig til, for at vise mig en större Hæder end jeg fortjener." Han svarede strax og sagde: “Det veed jeg, at du nu vil fortælle mig min Broder Thorkels Drab." "Din Gisning er rigtig," sagde Aude, "og Drengene ere konme hid, samt önske, at I kunne forsvare eder her i Fællesskab, da de ikke troe at kunne have nogen anden Tilflugt". Han svarede: “Det vilde jeg ikke kunne udstaae at see min Broders Drabsmænd og være i vsamme Huus som de", hvorpaa han sprang op og vilde trække sit Sværd af Skeden, samt sang denne Vise:
+. Det have vi at fortælle om Aude, at hun gik ind til Gisle og sagde: “Det er nu meget magtpaaliggende for mig, hvad du vil beslutte dig til, for at vise mig en större Hæder end jeg fortjener." Han svarede strax og sagde: “Det veed jeg, at du nu vil fortælle mig min Broder Thorkels Drab." "Din Gisning er rigtig," sagde Aude, "og Drengene ere konme hid, samt önske, at I kunne forsvare eder her i Fællesskab, da de ikke troe at kunne have nogen anden Tilflugt". Han svarede: “Det vilde jeg ikke kunne udstaae at see min Broders Drabsmænd og være i samme Huus som de", hvorpaa han sprang op og vilde trække sit Sværd af Skeden, samt sang denne Vise:
 :Hvo veed, om snart ei Gisle

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 28. okt. 2018 kl. 13:50
Linje 81:		Linje 81:
	[Nú sagði Auðr þá á burtu<ref>fra [ udel. Tr., G, J, K.</ref>, ok hafða ek vit til þess at<ref>Auðr svaraði at hann þyrfti eigí at vera svâ reiðr, Aude svarede at han ikke behövede at blive saa vred, D. H.</ref> hætta þeim ekki hèr. Gisli sagði, at þann veg var ok allra bezt, at þeir hittist ekki , ok sefast hann brátt, ok [eru nú kyrr ein tiðíndi<ref>láta þá eigi koma í augsýn þér ok; lade dem ikke komme for dine Öine, og t. D, H.</ref>.		[Nú sagði Auðr þá á burtu<ref>fra [ udel. Tr., G, J, K.</ref>, ok hafða ek vit til þess at<ref>Auðr svaraði at hann þyrfti eigí at vera svâ reiðr, Aude svarede at han ikke behövede at blive saa vred, D. H.</ref> hætta þeim ekki hèr. Gisli sagði, at þann veg var ok allra bezt, at þeir hittist ekki , ok sefast hann brátt, ok [eru nú kyrr ein tiðíndi<ref>láta þá eigi koma í augsýn þér ok; lade dem ikke komme for dine Öine, og t. D, H.</ref>.

−	38. Synir Vesteins fara til Gests<ref>á Barðaströnd, till. Tr.</ref> frænda síns, ok skora á hann at hann komi þeim utan með ráðum sínum ok Gunnhildi móður þeirra ok Auði<ref>föðrsystur þeirra, deres Farsöster, till. D I, H.</ref>, er Gisli hafði átta ok Guðríði<ref>Goðriði,Tr.</ref> Ingjaldsdóttur<ref>udel. J.</ref> ok Geirmundi bróður hennar. [Fara þau öll utan í Hvítá; kom Gestr<ref>fra [ ok svo gjörði Gestr, at hann kom,Tr.</ref> þeim [utan með fè sínu<ref>utan, með Sigurði hvita, ud af Landet med Sigurd den Hvide, D.</ref>. Þau voru skamma stund úti, ok komu<ref>norðr, nordpaa till, D, H.</ref> við Noreg; gengr Bergr á<ref>þá um, Tr.</ref> stræti, ok vill kaupa þeim búðarúm í kaupángi, ok II menn<ref>norrænir, norske, till. D, H.</ref> með honum. Þeir mæta Il mönnum, ok var annarr í skarlatsklæðum<ref>kirtli, Kjortel, D, H.</ref>, úngr maðr ok míkill vegsti; sá spurði Berg at nafni. Hann sagði til hit sanna um nafn sitt ok kyn, þvíat hann ætlaði<ref>hugði, Tr. 0.</ref> at [hann mundi þar niðr<ref>víðast, maaske rigtigere, Tr.</ref> koma<ref>fra [þat mundi heldr viðara fara þar, till. D, H.</ref>, at hann mundi<ref>þess, till. D.</ref> njóta [föður síns en gjalda eigi<ref>fra [ en gjalda eigi föður síns, þvíat Vesteinn var hinn vinsælsti maðr i kaupförum, men ikke undgjælde for sin Faders Forhold, thi Vestein havde været almindelig yndet paa hans Handelsreiser, D, H.</ref>; en sá, er í skarlatsklæðunum var, brá sverði, ok hjó Berg banahögg; þat var Ari Súrsson, bróðir Gisla ok Þorkels. Förunautar Bergs fóru til skips, ok sögðu tíðindin. <ref>Sigurðr, till. D, H.</ref>Styrimaðr kom þeim undan ok tók Helga<ref>Helgi, Tr., B; þeim, D, H</ref> far til Grænlands. Helgi [kom þángat, ok þroskaðist<ref>fra [ staðfestist, fik stadig Bopæl (eller eget Huus) D, H.</ref> þar, ok þótti hinn bezti dreingr, ok voru menn sendir til höfuðs honum, en þess varð ekki auðit<ref>at þeir fengi hann drepit, at de kunde dræbe ham, till. D, H.</ref>. Helgi týndist<ref>siðar, till. Tr., siðan, D, H.</ref> í veiðiför, ok þótti þat<ref>at honum, Tr.</ref> mikill skaði. Þær Auðr ok Gunnhildr fara til Danmerkr, í Heiðabæ; tóku þær<ref>þar, der, Tr., D.</ref> við trú, ok gengu suðr, ok komu ekki aptr. Geirmundr [var eptír i Noregi, ok kvongaðist, ok varð vel at þroska. Guðríðr systir hans var manni gefin<ref>fra [ fór til Grænlands ok kvongaðist þar, ok varð vel auðigr at fé, reiste til Grönland, giftede sig der og erhervede sig en betydelig Formue, D, H.</ref>, ok þótti skir kona, ok eru margir menn frá henni<ref>fra þeim systkynum á Grænlandi, fra de Södskende paa Grðnland, D, H.</ref> komnír. Ari Súrsson ~~fórref~~>bjóst, D, H.</ref> til Íslands<ref>ok átti hann þá skip i förum, D, H.</ref>; hann kom í Hvitá, ok seldí skipít, en keypti sèr land at Hamri<ref>í Borgarfirði út frá Borg, till. D, H.</ref> ok bjó þar nökkra vetr. Víðar<ref>saal. D, H, viða, paa mange Steder, A og de ö.</ref> hefir hann búit á Mýrum, ok eru<ref>miklir, store (eller fornemme) f. Tr.</ref> menn komnir fra honum.	+	38. Synir Vesteins fara til Gests<ref>á Barðaströnd, till. Tr.</ref> frænda síns, ok skora á hann at hann komi þeim utan með ráðum sínum ok Gunnhildi móður þeirra ok Auði<ref>föðrsystur þeirra, deres Farsöster, till. D I, H.</ref>, er Gisli hafði átta ok Guðríði<ref>Goðriði,Tr.</ref> Ingjaldsdóttur<ref>udel. J.</ref> ok Geirmundi bróður hennar. [Fara þau öll utan í Hvítá; kom Gestr<ref>fra [ ok svo gjörði Gestr, at hann kom,Tr.</ref> þeim [utan með fè sínu<ref>utan, með Sigurði hvita, ud af Landet med Sigurd den Hvide, D.</ref>. Þau voru skamma stund úti, ok komu<ref>norðr, nordpaa till, D, H.</ref> við Noreg; gengr Bergr á<ref>þá um, Tr.</ref> stræti, ok vill kaupa þeim búðarúm í kaupángi, ok II menn<ref>norrænir, norske, till. D, H.</ref> með honum. Þeir mæta Il mönnum, ok var annarr í skarlatsklæðum<ref>kirtli, Kjortel, D, H.</ref>, úngr maðr ok míkill vegsti; sá spurði Berg at nafni. Hann sagði til hit sanna um nafn sitt ok kyn, þvíat hann ætlaði<ref>hugði, Tr. 0.</ref> at [hann mundi þar niðr<ref>víðast, maaske rigtigere, Tr.</ref> koma<ref>fra [þat mundi heldr viðara fara þar, till. D, H.</ref>, at hann mundi<ref>þess, till. D.</ref> njóta [föður síns en gjalda eigi<ref>fra [ en gjalda eigi föður síns, þvíat Vesteinn var hinn vinsælsti maðr i kaupförum, men ikke undgjælde for sin Faders Forhold, thi Vestein havde været almindelig yndet paa hans Handelsreiser, D, H.</ref>; en sá, er í skarlatsklæðunum var, brá sverði, ok hjó Berg banahögg; þat var Ari Súrsson, bróðir Gisla ok Þorkels. Förunautar Bergs fóru til skips, ok sögðu tíðindin. <ref>Sigurðr, till. D, H.</ref>Styrimaðr kom þeim undan ok tók Helga<ref>Helgi, Tr., B; þeim, D, H</ref> far til Grænlands. Helgi [kom þángat, ok þroskaðist<ref>fra [ staðfestist, fik stadig Bopæl (eller eget Huus) D, H.</ref> þar, ok þótti hinn bezti dreingr, ok voru menn sendir til höfuðs honum, en þess varð ekki auðit<ref>at þeir fengi hann drepit, at de kunde dræbe ham, till. D, H.</ref>. Helgi týndist<ref>siðar, till. Tr., siðan, D, H.</ref> í veiðiför, ok þótti þat<ref>at honum, Tr.</ref> mikill skaði. Þær Auðr ok Gunnhildr fara til Danmerkr, í Heiðabæ; tóku þær<ref>þar, der, Tr., D.</ref> við trú, ok gengu suðr, ok komu ekki aptr. Geirmundr [var eptír i Noregi, ok kvongaðist, ok varð vel at þroska. Guðríðr systir hans var manni gefin<ref>fra [ fór til Grænlands ok kvongaðist þar, ok varð vel auðigr at fé, reiste til Grönland, giftede sig der og erhervede sig en betydelig Formue, D, H.</ref>, ok þótti skir kona, ok eru margir menn frá henni<ref>fra þeim systkynum á Grænlandi, fra de Södskende paa Grðnland, D, H.</ref> komnír. Ari Súrsson fór<ref>bjóst, D, H.</ref> til Íslands<ref>ok átti hann þá skip i förum, D, H.</ref>; hann kom í Hvitá, ok seldí skipít, en keypti sèr land at Hamri<ref>í Borgarfirði út frá Borg, till. D, H.</ref> ok bjó þar nökkra vetr. Víðar<ref>saal. D, H, viða, paa mange Steder, A og de ö.</ref> hefir hann búit á Mýrum, ok eru<ref>miklir, store (eller fornemme) f. Tr.</ref> menn komnir fra honum.

@@ Linje 27: / Linje 27: @@
 [[Finnur Magnússon biografi|Finnur Magnússon]] og [[Carl Christian Rafn biografi|C. C. Rafn]]</center>
@@ Linje 90: / Linje 91: @@
 . Gisle Sursön friede til Vesteins Söster Aude Vesteinsdatter, og fik hende til Ægte<ref>l Landnamas 2. B. 27 Cap. fortælles det samme, samt at den ældre Vestein allerede för havde skjenket Thorbjörn Sur, Gisles Fader, det Halve af Hökedalen.</ref>. De boede derefter begge sammen i Hökedalen...
-. Börk (den Tykke) drager til Torskefjords Thing med et stort Fölge, og agter at træffe sine Venner der. Gest (Oddleifsön) tog vestenfra, fra Rödesand paa Bardestrand, samt Thorkel Sursön; dog havde hver af dem sit eget Fartöi. Da Gest havde gjort sig færdig til Afreisen, kom til ham to Drenge, slet klædte med Stave i Hænderne. Folk lagde Mærke til, at Gest talte noget hemmelig med Drengene, og ligeledes til det, at de bade ham om Befordring over Vandet, hvilken han ogsaa tilstod dem. Han lod dem sætte over til Hallsteinsnæs<ref>I Recensionen D, H, tilföies her en uden Tvivl nyere Glosse: ''gengu þeir þar á land fyri innan bæínn á Hallsteínsnesí, þar sem heítir Nesgranatré; þar blótaði Hallsteínn synt sínum til þess, at þar ræki tre sextug, ok eru þar enn fær öndevegis súlur er hann lét or trèno gera''; d. e.: “De gik paa Land indenfor Gaarden paa Hallsteinsnæs Paa det Sted som kaldes Nesgranatræ (Næs-Odins Træ?); der ofrede Hallstein sin Sön for at 60 Alens Træer skulde drive der til Stranden, og der ere endnu Höisædes-Söiler som han lod forfærdige af det Tömmer." Hallstein, en Sön af den berömte Thorolf Mostrarskæg (see ovenfor l, 536-546 o. f.) blev Torskefjordens förste Gode eller Hövding, og, ligesom Faderen, Thors ivrige Dyrker. Are Frodes Landnama, eller dette Skrifts förste og oprindelige Bearbeidelse, fortæller vel , i 2 B. 23 Cap. om et stort Offer, som Hallstein havde bragt Thor for at Guden skulde (fra Havet) sende ham Höisædessöiler, o. s. v., men omtaler ikke der hans Sön med et eneste Ord. Derimod tillægger den saakaldte Hauksbog (forfattet i det 13de Aarhundrede) disse Ord: ''ok gaf þar til son sinn (og gav derfor sin Sön). Traditionen kan være ældgammel, men er da vistnok, efter Christendommens Indförelse, bleven aldeles misforstaaet. Dens rette Betydning var nemlig den samme som af de Ord der forekomme i Eyrbyggjas 7de Cap. (her ovenfor I, 552) om Hallsteins Fader Thorolf og hans Sön som derfor blev kaldet Thor-Stein: ''Þann Sveín gaf Þórólfr Þór'', og det selvsamme gjorde igjen denne Thorstein siden ved sin Sön Grim, som derfor blev kaldet Thor-Grim (I. c. 11 Cap., I, jfr.ovenfor 566). Meningen er da blot at Hallstein helligede sin Sön Thorstein, siden kaldet Surt, Paa den samme Maade til Thors Tjeneste; derfor var det vel og at han blev opdraget af sin Bedstefader Thorolf. Hine Udtryk (om Hallstein og hans Sön) forklarede siden de Christne, som afskyede og lastede Hedningernes Gudsdyrkelse, om et Menneske- og Sönne-Offer. Hallsteinsnæs, hvor Goden Hallstein först boede, ligger i Nærheden af det saakaldte Torskefjords-Thing, hvortil fordum den störste Deel af Vestfjordene - nemlig norden for Thorsnæs store Thingsogn - hörte; disse Benævnelser og Inddelinger vedbleve efter at den Kongelige Regjering indförtes i Landet, ja endog tildeels til Begyndelsen af det 18de Aarhundrede.</ref>. Drengene gik derfra op til Teigs Skov, og over den indtil de kom til Torskefjords Thing. En Mand, ved Navn Hallbjörn, var i den Tid en Landlöber, som vandrede omkring i Herrederne med ikke mindre end 10 eller 12 Fölgesvende; han indrettede en Teltbod til sig paa Thinget. Dertil toge Drengene, bade ham om Plads i hans Bod, og udgave sig for Omlöbere. Han sagde at han var villig til at unde enhver Plads i sin Bod, som vilde bede ham derom. “Jeg har været her mange Aar," sagde han, “og kjender alle Hövdinger og Øvrighedspersoner." Drengene sagde at de vilde sætte Lid til hans Omhu, og belæres af ham; “vi (sagde de) ere meget nysgjerrige efter at see de overhaands mægtige Mænd, om hvilke mærkværdige Sagn fortælles." Hallbjörn svarede, at han vilde gaae ned til Stranden, og foregav at han snart kunde kjende ethvert Fartöi, som kom til den, og underrette dem derom. De bevidnede ham deres Tak for hans Beredvillighed, og de gik da tilsammen ned til Söen, hvor de saae at Fartöierne seilede til Landet. Da spurgte den ældre Dreng: “Hvem eier det Fartöi som nu seiler nærmest?)” Hallbjörn svarede at Börk den Tykke eiede det. “Men hvo seiler dernæst?” “Gest den Kloge," svarede Hallbjörn. “Men hvilke seile næst efter ham, og lande med deres Fartöi ved Fjordhukken?" “Det er Thorkel Sursön," svarede Hallbjörn. De see nu at Thorkel gik i Land og satte sig etsteds ned, medens de andre bare deres Gods fra Fartöiet saa höit op, at Floden ikke kunde række det. Börk indrettede imidlertid deres Telthuus. Thorkel havde en russisk<ref> Efter Ordene: fra Garde eller Garderige, det nuværende europæiske Rusland. I den Tid hörte russiske Hatte her i Norden til de kostbareste og bedste.</ref> Hat paa Hovedet, en graa Kappe med et Guldspænde paa Skulderen, men et Sværd i Haanden. Derpaa gik Hallbjörn og Drengene med ham dertil, hvor Thorkel sad. Den ene Dreng spurgte da: “Hvo er den Anseelige som sidder der? jeg har aldrig för seet en smukkere eller herligere Mand!” Han svarede: “Du taler ret vakkert, men jeg hedder Thorkel." Drengen sagde: "Det sværd, som du holder i Haanden, er vist en Kostbarhed, og vilde du vel tillade mig at see det?” Thorkel svarede: “Det er höist besynderligt at du giver dig saaledes af med dette, men dog vil jeg tillade dig det" - og han rakte ham Sværdet. Drengen tog mod det, vendte sig fra ham i en Hast og löste Skederemmen<ref>efter Ordet: i Fredsbaandene, egentlig de Remme, hvorved Sværdet er blevet heftet fast til Skeden, for at det ikke let skulde kunne falde ud af den.</ref> op. Da Thorkel saae det, sagde han :“Dette hersens, at blotte Sværdet, tillod jeg dig ikke." "Jeg spurgte dig ikke om Tilladelse dertil," sagde Drengen og svang Sværdet saaledes, at det rammede Thorkels Hals og skilte Hovedet fra Kroppen. Da dette var skeet, sprang Landstrygeren Hallbjörn op, men Drengen kastede det bloddryppende Sværd, og tog sin Stav atter i Haanden. Drengene löb da bort med Hallbjörn og hans Fölge; Omlöberne vare næsten ude af sig selv. De löb alle forbi det Telthuus, som Börk da var i færd med at opreise. Folk stimlede sammen omkring Thorkels Lig, og ingen var istand til at sige hvo Ophavsmanden var. Börk spurgte, hvad det Oplöb eller Allarm omkring Thorkel havde at betyde, og da Hallbjörn löb forbi Boden med de andre, i alt 12 Omlöbere, men Börk spurgte dem herom, svarede den yngre Dreng som hed Helge (men den som havde fuldfört Drabet hed Berg) "Jeg veed ikke hvorom de raadslaae, men jeg troer at de trættes derom, om Vestein blot har efterladt sig Döttre, eller om han har havt nogen Sön." Hallbjörn löb til sin Bod, men Drengene til den Skov, som var der i Nærheden, og kunde ikke findes der.
+. Börk (den Tykke) drager til Torskefjords Thing med et stort Fölge, og agter at træffe sine Venner der. Gest (Oddleifsön) tog vestenfra, fra Rödesand paa Bardestrand, samt Thorkel Sursön; dog havde hver af dem sit eget Fartöi. Da Gest havde gjort sig færdig til Afreisen, kom til ham to Drenge, slet klædte med Stave i Hænderne. Folk lagde Mærke til, at Gest talte noget hemmelig med Drengene, og ligeledes til det, at de bade ham om Befordring over Vandet, hvilken han ogsaa tilstod dem. Han lod dem sætte over til Hallsteinsnæs<ref>I Recensionen D, H, tilföies her en uden Tvivl nyere Glosse: ''gengu þeir þar á land fyri innan bæínn á Hallsteínsnesí, þar sem heítir Nesgranatré; þar blótaði Hallsteínn synt sínum til þess, at þar ræki tre sextug, ok eru þar enn fær öndevegis súlur er hann lét or trèno gera''; d. e.: “De gik paa Land indenfor Gaarden paa Hallsteinsnæs Paa det Sted som kaldes Nesgranatræ (Næs-Odins Træ?); der ofrede Hallstein sin Sön for at 60 Alens Træer skulde drive der til Stranden, og der ere endnu Höisædes-Söiler som han lod forfærdige af det Tömmer. Hallstein, en Sön af den berömte Thorolf Mostrarskæg (see ovenfor l, 536-546 o. f.) blev Torskefjordens förste Gode eller Hövding, og, ligesom Faderen, Thors ivrige Dyrker. Are Frodes Landnama, eller dette Skrifts förste og oprindelige Bearbeidelse, fortæller vel , i 2 B. 23 Cap. om et stort Offer, som Hallstein havde bragt Thor for at Guden skulde (fra Havet) sende ham Höisædessöiler, o. s. v., men omtaler ikke der hans Sön med et eneste Ord. Derimod tillægger den saakaldte Hauksbog (forfattet i det 13de Aarhundrede) disse Ord: ''ok gaf þar til son sinn'' (og gav derfor sin Sön). Traditionen kan være ældgammel, men er da vistnok, efter Christendommens Indförelse, bleven aldeles misforstaaet. Dens rette Betydning var nemlig den samme som af de Ord der forekomme i Eyrbyggjas 7de Cap. (her ovenfor I, 552) om Hallsteins Fader Thorolf og hans Sön som derfor blev kaldet Thor-Stein: ''Þann Sveín gaf Þórólfr Þór'', og det selvsamme gjorde igjen denne Thorstein siden ved sin Sön Grim, som derfor blev kaldet Thor-Grim (I. c. 11 Cap., I, jfr.ovenfor 566). Meningen er da blot at Hallstein helligede sin Sön Thorstein, siden kaldet Surt, Paa den samme Maade til Thors Tjeneste; derfor var det vel og at han blev opdraget af sin Bedstefader Thorolf. Hine Udtryk (om Hallstein og hans Sön) forklarede siden de Christne, som afskyede og lastede Hedningernes Gudsdyrkelse, om et Menneske- og Sönne-Offer. Hallsteinsnæs, hvor Goden Hallstein först boede, ligger i Nærheden af det saakaldte Torskefjords-Thing, hvortil fordum den störste Deel af Vestfjordene - nemlig norden for Thorsnæs store Thingsogn - hörte; disse Benævnelser og Inddelinger vedbleve efter at den Kongelige Regjering indförtes i Landet, ja endog tildeels til Begyndelsen af det 18de Aarhundrede.</ref>. Drengene gik derfra op til Teigs Skov, og over den indtil de kom til Torskefjords Thing. En Mand, ved Navn Hallbjörn, var i den Tid en Landlöber, som vandrede omkring i Herrederne med ikke mindre end 10 eller 12 Fölgesvende; han indrettede en Teltbod til sig paa Thinget. Dertil toge Drengene, bade ham om Plads i hans Bod, og udgave sig for Omlöbere. Han sagde at han var villig til at unde enhver Plads i sin Bod, som vilde bede ham derom. “Jeg har været her mange Aar," sagde han, “og kjender alle Hövdinger og Øvrighedspersoner." Drengene sagde at de vilde sætte Lid til hans Omhu, og belæres af ham; “vi (sagde de) ere meget nysgjerrige efter at see de overhaands mægtige Mænd, om hvilke mærkværdige Sagn fortælles." Hallbjörn svarede, at han vilde gaae ned til Stranden, og foregav at han snart kunde kjende ethvert Fartöi, som kom til den, og underrette dem derom. De bevidnede ham deres Tak for hans Beredvillighed, og de gik da tilsammen ned til Söen, hvor de saae at Fartöierne seilede til Landet. Da spurgte den ældre Dreng: “Hvem eier det Fartöi som nu seiler nærmest?)” Hallbjörn svarede at Börk den Tykke eiede det. “Men hvo seiler dernæst?” “Gest den Kloge," svarede Hallbjörn. “Men hvilke seile næst efter ham, og lande med deres Fartöi ved Fjordhukken?" “Det er Thorkel Sursön," svarede Hallbjörn. De see nu at Thorkel gik i Land og satte sig etsteds ned, medens de andre bare deres Gods fra Fartöiet saa höit op, at Floden ikke kunde række det. Börk indrettede imidlertid deres Telthuus. Thorkel havde en russisk<ref> Efter Ordene: fra Garde eller Garderige, det nuværende europæiske Rusland. I den Tid hörte russiske Hatte her i Norden til de kostbareste og bedste.</ref> Hat paa Hovedet, en graa Kappe med et Guldspænde paa Skulderen, men et Sværd i Haanden. Derpaa gik Hallbjörn og Drengene med ham dertil, hvor Thorkel sad. Den ene Dreng spurgte da: “Hvo er den Anseelige som sidder der? jeg har aldrig för seet en smukkere eller herligere Mand!” Han svarede: “Du taler ret vakkert, men jeg hedder Thorkel." Drengen sagde: "Det sværd, som du holder i Haanden, er vist en Kostbarhed, og vilde du vel tillade mig at see det?” Thorkel svarede: “Det er höist besynderligt at du giver dig saaledes af med dette, men dog vil jeg tillade dig det" - og han rakte ham Sværdet. Drengen tog mod det, vendte sig fra ham i en Hast og löste Skederemmen<ref>efter Ordet: i Fredsbaandene, egentlig de Remme, hvorved Sværdet er blevet heftet fast til Skeden, for at det ikke let skulde kunne falde ud af den.</ref> op. Da Thorkel saae det, sagde han :“Dette hersens, at blotte Sværdet, tillod jeg dig ikke." "Jeg spurgte dig ikke om Tilladelse dertil," sagde Drengen og svang Sværdet saaledes, at det rammede Thorkels Hals og skilte Hovedet fra Kroppen. Da dette var skeet, sprang Landstrygeren Hallbjörn op, men Drengen kastede det bloddryppende Sværd, og tog sin Stav atter i Haanden. Drengene löb da bort med Hallbjörn og hans Fölge; Omlöberne vare næsten ude af sig selv. De löb alle forbi det Telthuus, som Börk da var i færd med at opreise. Folk stimlede sammen omkring Thorkels Lig, og ingen var istand til at sige hvo Ophavsmanden var. Börk spurgte, hvad det Oplöb eller Allarm omkring Thorkel havde at betyde, og da Hallbjörn löb forbi Boden med de andre, i alt 12 Omlöbere, men Börk spurgte dem herom, svarede den yngre Dreng som hed Helge (men den som havde fuldfört Drabet hed Berg) "Jeg veed ikke hvorom de raadslaae, men jeg troer at de trættes derom, om Vestein blot har efterladt sig Döttre, eller om han har havt nogen Sön." Hallbjörn löb til sin Bod, men Drengene til den Skov, som var der i Nærheden, og kunde ikke findes der.
 . Folk löb derpaa til Hallbjörns Bod og spurgte hvorledes Sagen hængte sammen. Omlöberne forklarede, at to unge Drenge havde givet sig i deres Selskab, men aldeles uformodentlig, og forsikkrede at de ikke kjendte det mindste til dem; dog beskreve de deres Udseende saaledes som det havde været, og fortalte hvad de havde talt med dem. Börk troede nu at kunne slutte sig til, af de Udtryk som Helge havde brugt, at disse Drenge havde været Vesteins Sönner. Derpaa gik han hen for at besöge Gest og talte med ham om denne Sags Behandling. Börk sagde: “Af alle Mænd er jeg pligtigst til at paatage mig Eftermaalet for min Svoger Thorkel; os tykkes at det slet ikke er usandsynligt at Vesteins Sönner have gjort Gjerningen, thi vi have ingen Formodníng om at nogen anden har havt Aarsag til Fjendskab mod Thorkel, end de. Nu er det muligt at de ere slupne for denne Gang; giv derfor gode Raad angaaende Sagens Anlæggelse." Gest svarede: "Hvis jeg havde begaaet Drabet vilde jeg sikkert kunne hitte paa Raad til saadanne Udflugter, at Sagen nok skulde blive afviist, om man end vilde anke paa, at jeg havde kaldt mig anderledes end jeg hed" - og overhoved raadte Gest meget fra at Sagen blev der anlagt. Man har antaget det for sandt, at Gest har deeltaget i Drengenes Anslag, fordi han var noget i Slægt med dem. Nu ophörer Samtalen, og Sagen faldt hen, men Thorkel blev jordet i en Höi efter Oldtidens Skik. Ellers forefaldt intet Nyt paa det Thing, hvorfra Folk nu begave sig hjem. Börk var da meget ilde tilfreds med sin Reise, ligesom det ellers sædvanligst gik for ham, og havde saaledes, som Tingene da stode, kun Skam og Skændsel af denne Sag. Drengene gik deres Vei, indtil de kom til Geirthjofsfjorden, men kom ikke i Huus i ti (halve) Dögn; der kom de til Aude, hos hvem Gisle da var. De kom der om Natten og bankede paa Dören. Aude gik til den, og hilste dem og spurgte om Nyheder, men Gisle laae i sin Seng, under hvilken der var et Jordhuus (eller dyb Kjelder), men hun pleiede at forstærke sin Stemme, naar han behövede at tage Sig i Agt. De fortalte hende Thorkels Drab, og hvorledes Sagerne nu forholdt sig, samt hvorlænge de ingen Mad havde faaet. Aude sagde: "Jeg skal sende eder over Fjeldryggen til Mosdal, hvor Bjartmars Sönner boe; jeg skal give eder Födemidler og Jertegn (visse Kjendemærker) for at de skulle lade eder tilflyde nogen Beskyttelse, og dette gjör jeg af den Aarsag, at jeg ikke kan overtale mig til at opfordre Gisle til at komme eder til Hjelp." Drengene tyede da til Skove, i hvilke de ikke kunde findes, og toge Föde til sig, thi de havde længe maattet savne den; derefter lagde de sig til at sove, thi de vare blevne meget sövnige.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 26. okt. 2018 kl. 07:50
Linje 57:		Linje 57:

	Med Hensyn til Gudrid Ingjaldsdatter, om hvis Opholdssted Sagaernes Hovedrecensioner ere uenige, tillade vi os at gjætte at de begge, i visse Maader, have Ret, saaledes nemlig: at hun först har opholdt sig i Norge og siden i Grönland. Vi antage det for rimeligt at hun egentlig er den Gudrid der ommeldes i Erik den Rödes Saga, som en Islænderinde, men kommen fra Norge til Grönland med sin Mand Nordmanden Thorer, som kort efter döde, da hun af Sagaskriveren (eller mulig en senere lnterpolator) kan være bleven forvexlet med en Landsmandinde af hende, Gudrid Thorbjörnsdatter, især da begge vare komne fra Islands Vesterland. Denne Gudrid lngjaldsdatter er vel neppe bleven döbt förend i Grönland, men hun havde i Island havt, hvad der i de Dage var sjeldent, en halvchristen Huusfader, Gisle Sursön; han var nemlig i Viborg i Danmark bleven optaget i de christelige Catechumeners Tal ved den saakaldte Primsignelse, lsl. ''primsigning'', egentlig (''prima signatio''). Dette er rigtig blevet berettet af Torfæus (i hans ''Trifolium historicum'' S. 49) og efter ham af Pontoppidan o. fl., men modsagt af Finn Johnsen (''Hist. eccl. Island'' I, 40), som i den Henseende beraaber sig paa Gisle Sursöns Sagas trykte Udgave S. 136, hvor ikke et Ord findes derom. Den höilærde Forfatter har her sat alt for stor Lid til denne yderst ufuldkomne Kilde, men Torfæus har vistnok Ret, da han havde öst sin Underretning af Sagaens fuldstændigere Hovedrecension, af hvilken vi ovenfor have seet at han selv har været i Besiddelse; denne har derimod været Finn Johnsen ubekjendt, skjönt denne Forfatter gaaer for vidt i at benægte at Sagaen, selv efter den trykte Udgave, ikke röbede det mindste Spor af Gisles Christendom (''nee ullum christianismi in ipsius vita repertitur signum''), thi der siges netop udtrykkelig (S. 139) at Gisle havde ophört med at offre til de hedenske Guder, siden han var i Viborg; jfr. Suhms Hist. af Danmark Ill, 227, hvor dette bemærkes, men denne Forfatter havde da (1787) rimeligviis ikke ladet Sagaen kritisk bearbeide eller oversætte, i det hin omtvistede Beretning da vilde have været ham bekjendt. Den synes heller ikke at have været kjendt af John Olafsen ved Udarbeidelsen af hans ypperlige Skrift om Daaben blandt de gamle Nordboer<ref>''Syntagma historico-ecclesiasticum de Baptísmo &r'', Hafn. 1779, 4. Deri handles S. 50-63 om Primsignelsen.</ref>, hvortil den kunde have været et ikke uvigtigt Bidrag. Vi anföre derfor den i den trykte Udgave udeladte og ubemærkede Periode efter Haandskrifterne D. H. ''Í þenna tíma var kristni komin í Danmörk ok lètu þeir Gisli félagar primsignaz, því at þat var i þann tíma míkill siðvani þeirra manna er í kaupferðum voru, ok voru þeir þá í öllu samneyti með kristnum mönnum'', d. e. Paa den Tid (omtrent 962) var Cbristendommen kommen til Danmark, og Gisle, med hans Staldbrödre, lod sig (i Viborg) Primsigne, thi da var det en meget udbredt Sædvane blandt de Mænd som vare Paa Handelsreiser, -- og da deeltoge de i alskens Omgang (eller Fællesskab) med christne Mennesker." (Jfr. Egilr-Saga Iih. Udg. S. 265). Blandt Gisles herommeldte Staldbrödre var hans Fostbroder Vestein, som saaledes modtog Primsignelsen tilligemed ham, men pleier heller ikke (af samme Aarsag) at regnes blandt Islands förste Halvchristne. Da baade Audes og Gunnilds Ægtemænd saaledes halvveis havde antaget Christendommen, bliver det let forklarligt at deres Enker, strax efter Ankomsten til det da endnu hedenske Norge, begave sig til Danmark for der at modtage Daaben; deres inderlige Hengivenhed til den christne Tro (som længe havde været forberedet) indlyser bedst deraf, at de strax tiltraadte en for dem vistnok meget besværlig Pilegrimsreise tilv Christenhedens Hovedstad paa de Tider, fra hvilken de ikke kom tilbage.		Med Hensyn til Gudrid Ingjaldsdatter, om hvis Opholdssted Sagaernes Hovedrecensioner ere uenige, tillade vi os at gjætte at de begge, i visse Maader, have Ret, saaledes nemlig: at hun först har opholdt sig i Norge og siden i Grönland. Vi antage det for rimeligt at hun egentlig er den Gudrid der ommeldes i Erik den Rödes Saga, som en Islænderinde, men kommen fra Norge til Grönland med sin Mand Nordmanden Thorer, som kort efter döde, da hun af Sagaskriveren (eller mulig en senere lnterpolator) kan være bleven forvexlet med en Landsmandinde af hende, Gudrid Thorbjörnsdatter, især da begge vare komne fra Islands Vesterland. Denne Gudrid lngjaldsdatter er vel neppe bleven döbt förend i Grönland, men hun havde i Island havt, hvad der i de Dage var sjeldent, en halvchristen Huusfader, Gisle Sursön; han var nemlig i Viborg i Danmark bleven optaget i de christelige Catechumeners Tal ved den saakaldte Primsignelse, lsl. ''primsigning'', egentlig (''prima signatio''). Dette er rigtig blevet berettet af Torfæus (i hans ''Trifolium historicum'' S. 49) og efter ham af Pontoppidan o. fl., men modsagt af Finn Johnsen (''Hist. eccl. Island'' I, 40), som i den Henseende beraaber sig paa Gisle Sursöns Sagas trykte Udgave S. 136, hvor ikke et Ord findes derom. Den höilærde Forfatter har her sat alt for stor Lid til denne yderst ufuldkomne Kilde, men Torfæus har vistnok Ret, da han havde öst sin Underretning af Sagaens fuldstændigere Hovedrecension, af hvilken vi ovenfor have seet at han selv har været i Besiddelse; denne har derimod været Finn Johnsen ubekjendt, skjönt denne Forfatter gaaer for vidt i at benægte at Sagaen, selv efter den trykte Udgave, ikke röbede det mindste Spor af Gisles Christendom (''nee ullum christianismi in ipsius vita repertitur signum''), thi der siges netop udtrykkelig (S. 139) at Gisle havde ophört med at offre til de hedenske Guder, siden han var i Viborg; jfr. Suhms Hist. af Danmark Ill, 227, hvor dette bemærkes, men denne Forfatter havde da (1787) rimeligviis ikke ladet Sagaen kritisk bearbeide eller oversætte, i det hin omtvistede Beretning da vilde have været ham bekjendt. Den synes heller ikke at have været kjendt af John Olafsen ved Udarbeidelsen af hans ypperlige Skrift om Daaben blandt de gamle Nordboer<ref>''Syntagma historico-ecclesiasticum de Baptísmo &r'', Hafn. 1779, 4. Deri handles S. 50-63 om Primsignelsen.</ref>, hvortil den kunde have været et ikke uvigtigt Bidrag. Vi anföre derfor den i den trykte Udgave udeladte og ubemærkede Periode efter Haandskrifterne D. H. ''Í þenna tíma var kristni komin í Danmörk ok lètu þeir Gisli félagar primsignaz, því at þat var i þann tíma míkill siðvani þeirra manna er í kaupferðum voru, ok voru þeir þá í öllu samneyti með kristnum mönnum'', d. e. Paa den Tid (omtrent 962) var Cbristendommen kommen til Danmark, og Gisle, med hans Staldbrödre, lod sig (i Viborg) Primsigne, thi da var det en meget udbredt Sædvane blandt de Mænd som vare Paa Handelsreiser, -- og da deeltoge de i alskens Omgang (eller Fællesskab) med christne Mennesker." (Jfr. Egilr-Saga Iih. Udg. S. 265). Blandt Gisles herommeldte Staldbrödre var hans Fostbroder Vestein, som saaledes modtog Primsignelsen tilligemed ham, men pleier heller ikke (af samme Aarsag) at regnes blandt Islands förste Halvchristne. Da baade Audes og Gunnilds Ægtemænd saaledes halvveis havde antaget Christendommen, bliver det let forklarligt at deres Enker, strax efter Ankomsten til det da endnu hedenske Norge, begave sig til Danmark for der at modtage Daaben; deres inderlige Hengivenhed til den christne Tro (som længe havde været forberedet) indlyser bedst deraf, at de strax tiltraadte en for dem vistnok meget besværlig Pilegrimsreise tilv Christenhedens Hovedstad paa de Tider, fra hvilken de ikke kom tilbage.
−
−
−	~~<center>__________</center>~~

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 24. aug. 2018 kl. 09:34
Linje 21:		Linje 21:


−	<big>'''XI<br>Uddrag af Gisle Sursøns saga'''</big><br>'''især indeholdende Helge Vesteinsöns,<br>een af Grönlands förste Indbyggeres, Levnet'''	+	<big>'''XIV<br>Uddrag af Gisle Sursøns saga'''</big><br>'''især indeholdende Helge Vesteinsöns,<br>een af Grönlands förste Indbyggeres, Levnet'''