Carsten: Gorm hin Gamle: Anden Samtale

2018-06-11T11:09:09Z

Gorm hin Gamle: Anden Samtale

Ny side

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! !! !! !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Gorm hin Gamle: Anden Samtale]] !! !!
|-
|}

<center>[[Naturlyrik og romantik (på dansk)|Naturlyrik og romantik]][[Fil:N.F.S.Grundtvig4.jpg|thumb|200px]]

'''[[Kæmpelivets Undergang i Nord |Optrin af Kæmpelivets Undergang i Nord]]'''<br>af [[Nikolai Frederik Severin Grundtvig biografi | Nik. Fred. Sev. Grundtvig]]

'''Gorm hin Gamle:'''<br><big><big>'''Anden Samtale'''</big></big>
</center>

<big>'''Leire.'''</big>

Gorm sad i Høisædet med Thyra. Ned fra ham sad Klakharald og Knud og mange andre Mænd trindt om Drikkebordet. Lystelig ginge Hornene omkring og glad var Kongen; men Klakharald sad tiende paa Bænken, og det tyktes alle Mænd skønne af hans Aasyn, at en Flok af hine mørkeste Tanker væltede sig i ham og knugede hans Sind.

::Gorm.

::Nu drik, min Maag! det er ret Gammen
::At drikke saa sit eget Arveøl.

::Klakharald.

::Nei det var bedre jeg var ei tilstæde,
::Og I med Føie drak mit Arveøl.

::Thyra.

::Da nu du er saa glad i Sind, min Konge!
::Vil du da unde mig en Bøn?

::Gorm.

::Kun sjelden nægted jeg dig nogen;
::Kun naar du bad for dem, som vil
::Nedbryde Asers Magt.

::Thyra.

::Vist før du maatte
::Mig mangen anden nægtet. Nu jeg dog
::Kun beder for en Mand, som hid er dragen
::Ad lange Veie for med dig at tale,
::At han maa stædes for dig ind
::Og drage hen i Fred, om end dig tykkes
::Hel ilde hvad han siger!

::Gorm.

::Som jeg er
::Tilsinds i denne Stund, han skulde mæle
::Ret meget Ondt, før jeg blev vred;
::Men da jeg dog nu ei kan vide
::Hvad der kan komme ham i Sind,
::Er det vel bedst, formeget ei at love.

::Thyra.

::Kan Danmarks Drot, som gør alt hvad ham lyster,
::Ei eengang taale at en Mand
::Og siger hvad ham lyster? frygter han
::At Ord hans Arm skal binde, hvis han ei
::Med Sværdet fluks kan kløve ham som mælte?

::Gorm.

::Jeg frygte for af Ord at bindes? Nei!
::Led ham kun ind! og hvad han saa end mæler,
::Han dog skal gange frit igen.
::Ud gik Thyra at lede den Fremmede i Sal.

::Gorm.

::Jeg gad dog vidst, hvad han vel har at sige.

::Klakharald.

::Tidsnok du vist det faar at høre.

::Gorm.

::Alt hvad han siger, tager jeg for Skemt.

::Klakharald.

::Dertil maaske det bliver for alvorligt.

::Gorm.

::Veed du kanske hvad han vil mæle?

::Klakharald.

::Ei hvad han vil, men hvad han kan.
::Ind kom Dronningen med Erkebisp Unni.

::Gorm.

::Hvem er du? hvad har du at føre?

::Unni.

::Jeg er en kristen Biskop, fører Aandens Sværd,
::Som ind til Marv og Ben kan trænge.

::Gorm.

::Hvad vil du her?

::Unni.

::Du spørger, hvad jeg vil?
::Hvad Hyrden vil, naar djærv han søger
::De Ulve som har slidt hans Hjord.
::Her sidde I ved Skenkebord i Gammen,
::Og drikke i jer Mjød uskyldigt Blod.
::Hvad havde de vel gjort dig, grumme Konge!
::De Fredens Sendebud, hvis Blod
::Du nys udgød, som Himlens Herre
::Ved mig nu kræver af din Haand?

::Gorm.

::Hvi vil du staa og spilde dine Ord?
::Du Lungerne bør i det mindste skaane;
::Thi mener du, din Brumlen rører mig,
::Du tager svarlig feil. Den Ormeflok,
::Som i mit Land udspyede sin Edder
::Med Ret jeg ofrede til mine Guder.

::Unni.

::Til Satan ofred' du Guds Børn.

::Gorm.

::Hvem er vel Satan? mine Guder
::Ei nævnes saa, og hvilken ussel Gud
::Var Fader til den Ormeyngel?

::Unni.

::Hvem Satan er? Han er den gamle Orm,
::Som søger at fordærve Jorderige.
::Han tit sit Navn omskifter; her hos jer
::Han nævnes Thor og Frei og Odin,
::Og alle som ham tjene skal
::Ved Døden komme i hans Bolig,
::Og pines der i Svovelluen evig.

::Gorm.

::Du raser Klerk! du taler jo,
::Som Aser vare Midgardsormen,
::Og Valhal Surturs onde Ild.
::Hold op! jeg vil ei mere Saadant høre.
::Jeg lovet har at skaane dig, men hvis
::Du bliver ved at haane mine Guder,
::Da maa jeg Løftet bryde.

::Unni.

::Satan var
::Den første Løgner, hvo ham tjener,
::Kun holder Ord, naar han har lovet Ondt.
::Men dræb mig kun! min Hals jeg rækker
::Frimodig for dit Mordersværd.
::Jeg gaaer til Kristus, Verdens store Frelser,
::Som over Sol og Maane har sit Hjem,
::Og naar mit Blod i denne Borg udøses,
::Da fries den fra Satans Overvold,
::Thi uaftvættet skal det blusse frem,
::Som Vidnesbyrd om Satans sidste Seier;
::Din Æt skal se det, og ved Synet grue,
::Og angerfuld omvende sig til Krist.
::Men gamle Hedning som du est, jeg ynkes
::Ret over dig, og vil dig ei opirre
::Til ved mit Mord at lægge Synd til Synd;
::Jeg heller vil dig bede og besværge,
::At du ved Troen tager, bygger op af ny
::De Kirker du har ødt, og kristner Folket
::Til Sone for de Kristne, som du myrded!
::O hør mig Konge! det er sidstegang
::Dig Herren kalder gennem mig sin Tjener.

::Gorm.

::Gak bort, du Lede! med din Jettekløgt!
::Jeg med dit Blod ei vil min Sal besmitte.
::Jeg veed du stoler paa den onde Trold,
::Paa hviden Krist; men alt hans Kogleri
::Skal ei forskrække, ei forføre mig.

::Unni.

::Vil du da ikke angre dine Synder,
::Men blive ved at stride imod Gud,
::Saa ryster jeg af mine Fødder Støvet,
::Som Krist de hellige Disiple bød;
::Og mæler: til dig kom Guds Rige,
::Men du forskød det, derfor ve!
::Ja ve dig selv! og ve din hele Afkom!
::Den skal undgælde hvad du har forbrudt,
::Indtil den kristner Danmark og forsoner
::Gud Faders Vrede – Men Klakharald!
::Du som den hellige Ansgar har set,
::Som hørte Herrens Ord af fromme Rimbert,
::Som i dit Hjerte troer paa Krist!
::Kan du dog ei, selv nu paa Grafsens Bredde
::Dig rive løs fra Verden? vil du da
::Forsagt din Tro indtil din Død fordølge?
::Saa vid! den Herre Herre han har sagt:
::Hvo som for Mennesker mig nægter,
::Ham vil jeg ogsaa nægte for min Fader.

::Gorm.

::Hvis du om trende Solemærker findes
::End i mit Rige, skal hin værste Død
::Dig lønne for din Spaadom. Skynd dig!

::Unni.

::Ja, jeg vil skynde mig herfra;
::Thi det er tungt at drage Aande,
::Hvor Herrens Vrede, lig en Tordensky,
::Til Alles Rædsel ruger over Landet.
::Jeg havde tvende Skaaler i min Haand,
::Da hid jeg gik; Velsignelsens jeg tager
::Med mig igen, Forbandelsens udøser
::Jeg over dig og al din Æt.
::End trodser du, Kong Gorm! men snarlig
::Dig rammer Vreden og du skal forsage.

Der Unni var udgangen sadde alle tause enstund, thi de vare betagne, Somme af Skræk, men Somme af Harme, de ei turde udøse.

::Gorm.

::Forsage sagde han, forsage skulde jeg!

::Knud.

::Ei Aserne forsaged, da i Sal
::Sin onde visse Spaadom Gulveig mælte;
::Og hvo som troer paa dem, forsager ei!

::Gorm.

::Du est min egen Søn, det kan jeg høre!
::Nei, jeg vil ei forsage, men, Klakharald!
::Hvad var vel det han mælede til dig?

::Klakharald.

::Han mæled Ord, som vel maa eftertænkes,
::Og for at kunne tænke ret i Mag,
::Saa giver jeg din Knud mit Jarlerige.
::Jeg brat maa fare hen i fremmet Land,
::At før min Død et andet jeg kan vinde.

::Gorm.

::Det bliver vist et dygtigt Rige, det
::Du vinder nu i Alderdommen.

::Klakharald.

::I Alderdom! ja medens Man er ung,
::Man glemmer meget, som Man burde gøre.
::Og naar Man vorder gammel, let
::Man tykkes at det er forsilde.
::Men det er ikke godt. – Hel tung
::Min Byrde tyktes mig i Alderdommen;
::Men Bispens haarde Ord med Stenens Vægt
::Nedtynge mig og knuge gamle Hjerte,
::Saa jeg kan ikke aande mere her;
::Jeg maa afsted til Kristus som mig kaldte.
::Farvel min Konge! hvis du mægter, Thyra!
::Da bøi det stive Hjerte! Dig, min Knud!
::Min kære Fostersøn, med Sorg jeg skuer;
::Thi onde Varsler saae jeg for dit Liv,
::Og jeg til Offer selv dig har opfostret.

::Gorm.

::Nei bi! i mørke Taarn du ned
::Skal kastes dybt, saa Ingen mere hører
::Din onde Spaadom, saa du ei
::Skal lokke Fler med dig til hviden Krist.

::Klakharald.

::O dæmp din Vrede, Konge! lad mig fare!
::I Morges bad jeg ikke for mit Liv,
::Da længtes jeg saa saare efter Høien,
::Men nu jeg veed, at der er ingen Ro,
::Nu skælver jeg for Dødens Komme.
::Din Knud har jeg opfostret til en Hedning,
::Enddog jeg gjorde det med lønlig Gru,
::Og sanked hede Gløder paa mit Hoved ;
::Men ei jeg vilde svige dig, og ei
::Jeg turde drive Aserne fra Norden.
::Nu har du ham, og han mit Rige har;
::Lad nu mig arme gamle Mand henfare,
::At gøre Bod for alle mine Synder
::I kristent Land, forlige mig med Gud
::Før jeg skal dø! Men, vil du ikke,
::Saa lad dog først den hellige Guds Mand
::Ved Daaben vie mig til Tro paa Kristum
::Og tvætte af min store Syndeskyld!
::Da maa du kaste mig i Ormegaard,
::Og jeg skal sjunge der med Gammen,
::Til Sangen endes med det sidste Suk.

::Thyra.

::Ei er jeg fager mer, som da du beiled,
::Og tyktes der var ingen Mø som jeg.
::Du mindes vel de Tider ikke længer?
::Men mindes maa du dog, at det var mig,
::Som friede dit Land fra Hungersnøden,
::Som stilled Folkets Vrede tit paa Thing,
::Som skuffed Sakslands Keiser og som reiste
::I Daneværke Skranken for hans Magt.
::Skal nu til Løn min gamle Fader kastes
::I Fangetaarn og dø en pinlig Død?
::Er det fordi han troer paa Krist, da kaster
::Og mig derned, thi jeg har samme Tro!

::Knud.

::Naar Gamle tale, skal de Unge tie,
::Saa lærte mig Klakharald; men de Ord
::Som trængte sig, fra Sindet frem, ei længer
::Paa Læben jeg kan binde, thi som Ild
::De brænde. Ei mig Bispens Tale undred,
::Hans Djærvhed glæded, men, betog mig ei.
::Men ved min gamle Fosterfaders Ord
::Jeg blev hel sær og sørgelig tilmode.
::Det rørte mig i Sind, at han som lærte
::Mig store Sagn om Odin, Thor og Balder,
::Forlod den gamle stolte Kæmpesæd.
::Det rører mig, at Dvalins Døttre mægted
::At drive ham fra Valhals Dør, da alt
::Den aabner sig for ham til Kæmpegammen;
::Men pine ham, fordi han saa er pint,
::Det var en Skændsel som maa ikke nævnes.
::Hel Mange tro jo ikkun paa sig selv,
::Dem straffer du dog ei min Fader,
::Enddog langt mer de haane Asers Magt.
::Taus sad den Gamle.

::Hirdmændene.

::Hører du, Konge!
::Thyra den Elskede,
::Dannemarks Trøst!
::Hører du Sønnen,
::Knud den Elskværdige,
::Dannemarks Haab!
::End tav Kongen.

::Knud.

::Du tier, Konge! du vil ikke høre.
::Saa hør da Regnar Lodbrogs Ætmand her:
::Jeg sværger ved de rige Valhals Guder,
::At selv jeg før mod dig skal løfte Sværd,
::Og før skal Odins sultne Fugl mig slide,
::Før jeg skal se Klakharald lagt i Baand.

::Hirdmændene.

::Hører du, Konge!
::Skjoldungen sværger,
::Ti nu ei længer!

::Gorm.

::For gammel er nu Leirekongen vorden,
::Da han maa tie i sin egen Hal,
::Og tale kun, for Budet at genkalde
::Som han har givet; men jeg mærker det,
::Min Stol nu hælder som de gamle Guders.
::Min egen Søn, min Knud, som troer
::Paa sine Fædres Guder, ved dem sværger
::At bære Vaaben paa sin Fader.
::Klakharald! gaa! jeg ei min egen Æt
::Vil øde, ikke Troldens Spaadom sande.

::Harald Blatan.

::Du sagde, Fader! du var blevet svag,
::Og til en rørig Medhjelp kan du trænge;
::Saa del da Danmarks Rige nu med mig!
::At jeg kan vorde mægtig som min Broder.

::Gorm.

::Hvad? vover ogsaa du at haane mig?
::Du usle Kvindedreng foruden Kræfter!
::Nei dig jeg før skal dele, end med dig
::Jeg deler Danmarks Rige. Trende Skibe
::Dem skal du faae, gak saa med Hast herfra,
::Og stædes aldrig mere for mit Øie!

::Hirdmændene.

::Vel har du svaret.
::Venfattig Harald,
::Kivsyge Blatan
::Aldrig skal styre
::Danaasts Odel.

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:N. F. S. Grundtvig]]
[[Kategori:Naturlyrikk og romantikk]]

Gorm hin Gamle: Anden Samtale - Revisjonshistorikk

Carsten: Gorm hin Gamle: Anden Samtale