Guderne og Gudetroen (Henry Petersen) - Revisjonshistorikk

Carsten på 28. okt. 2017 kl. 09:36

2017-10-28T09:36:31Z

Jesper på 2. mar. 2016 kl. 06:39

2016-03-02T06:39:41Z

Carsten på 3. des. 2015 kl. 06:06

2015-12-03T06:06:35Z

Carsten på 3. des. 2015 kl. 06:02

2015-12-03T06:02:49Z

Carsten på 3. des. 2015 kl. 05:58

2015-12-03T05:58:24Z

Carsten på 3. des. 2015 kl. 05:53

2015-12-03T05:53:33Z

Carsten på 3. des. 2015 kl. 05:44

2015-12-03T05:44:29Z

Carsten på 2. des. 2015 kl. 05:59

2015-12-02T05:59:11Z

Vis endringer

Carsten på 1. des. 2015 kl. 20:53

2015-12-01T20:53:18Z

Carsten på 29. nov. 2015 kl. 18:42

2015-11-29T18:42:18Z

@@ Linje 151: / Linje 151: @@
 ::i meyjar kné,
 ::vígið okkr saman
-::Várar hendi.<ref>::Bærer ind Hammeren
+::Várar hendi.<ref>
 ::Bruden at vie
 ::lægger Mjölner

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 2. mar. 2016 kl. 06:39
Linje 376:		Linje 376:


−	Men Sagaerne tie om en saadan Gjenstands Tilstedeværelse i Gudehovene, skjønt disse kunne findes temmelig udførligt beskrevne, ved hvilken Lejlighed Sagaerne ikke undlade at omtale en anden løs Gjenstand, Edsringen, der laa paa Stallen med den viede Ild og, som oven for fremstillet, bares af Goden ved alle større Sammenkomster. — Lige over for Sagaernes Tavshed have vi imidlertid Saxes Fortælling i hans 13de Bog, at der blandt de Sejrstegn, som Kongesønnen Magnus Nielsøn (&~~#134~~; 1134) bragte hjem fra sit Hærgetog i Øst-Sverige, var Metalhamre af en usædvanlig Vægt, som kaldtes Thors-Hamre (mallei Joviales). De vare dannede som Symbol paa Tordenguden og havde hos Beboerne af en fra gammel Tid været Gjenstand for en særlig Dyrkelse, men Magnus ansaa det for en from Gjeming at plyndre Afgudstemplet og berøve Tordenguden hans Ejendele. Denne var maaske Gotland, og om end Oldtidsminderne vise, at den har haft et noget ejendommeligt Kulturpræg i Hedenold, saa svare de dog i Hovedsagen saa nøje til det øvrige Norden, at Øen ogsaa hvad Gudedyrkelsen angaar, maa have stemmet i det væsenlige overens med det. Vi høre i Gutasaga<ref>Tillæg til Gutalag. Kap. I (Schlyters Udg.)</ref> om Ofringer, dels for hvert enkelt ”Ting”, dels for hver Tredjedel af Landet, og endvidere om en for hele Landet fælles Offerfest, hvorved Mandblot bleve foranstaltede; der er foran henpeget paa en gotlandsk Bygningstomt, som kunde tænkes at være Pladsen for et Grudehov af den i Sagaerne beskrevne nordiske Grundform; her kan det særlig mærkes, at det mest fremragende Punkt paa Øen endnu bærer Navnet ”Thorsborg” (Thorsbjerg?)<ref>Annal. f. n. Oldk. 1862 S. 161.</ref>.	+	Men Sagaerne tie om en saadan Gjenstands Tilstedeværelse i Gudehovene, skjønt disse kunne findes temmelig udførligt beskrevne, ved hvilken Lejlighed Sagaerne ikke undlade at omtale en anden løs Gjenstand, Edsringen, der laa paa Stallen med den viede Ild og, som oven for fremstillet, bares af Goden ved alle større Sammenkomster. — Lige over for Sagaernes Tavshed have vi imidlertid Saxes Fortælling i hans 13de Bog, at der blandt de Sejrstegn, som Kongesønnen Magnus Nielsøn (&dagger; 1134) bragte hjem fra sit Hærgetog i Øst-Sverige, var Metalhamre af en usædvanlig Vægt, som kaldtes Thors-Hamre (mallei Joviales). De vare dannede som Symbol paa Tordenguden og havde hos Beboerne af en fra gammel Tid været Gjenstand for en særlig Dyrkelse, men Magnus ansaa det for en from Gjeming at plyndre Afgudstemplet og berøve Tordenguden hans Ejendele. Denne var maaske Gotland, og om end Oldtidsminderne vise, at den har haft et noget ejendommeligt Kulturpræg i Hedenold, saa svare de dog i Hovedsagen saa nøje til det øvrige Norden, at Øen ogsaa hvad Gudedyrkelsen angaar, maa have stemmet i det væsenlige overens med det. Vi høre i Gutasaga<ref>Tillæg til Gutalag. Kap. I (Schlyters Udg.)</ref> om Ofringer, dels for hvert enkelt ”Ting”, dels for hver Tredjedel af Landet, og endvidere om en for hele Landet fælles Offerfest, hvorved Mandblot bleve foranstaltede; der er foran henpeget paa en gotlandsk Bygningstomt, som kunde tænkes at være Pladsen for et Grudehov af den i Sagaerne beskrevne nordiske Grundform; her kan det særlig mærkes, at det mest fremragende Punkt paa Øen endnu bærer Navnet ”Thorsborg” (Thorsbjerg?)<ref>Annal. f. n. Oldk. 1862 S. 161.</ref>.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 3. des. 2015 kl. 06:06
Linje 47:		Linje 47:


−	De Vidnesbyrd, der maa antages at foreligge ved Sagaernes og andre Kilders Efterretninger, om hvilke Gudebilleder der fandtes i Hovene, støttes fremdeles derved, at der af udskaarne Gudebilleder udenfor Gudehovene kun findes omtalt Billeder af Thor og Frøj.<ref>Hallfred Vanraadeskjald havde et af Hvalrostand udskaaret Billede af Thor i sin Pung (Hallfr. S. Kap. 6). Ingemund Ingjaldsøn bar paa lignende Maade et Frøjsbillede (hlutr — ɔ: Vægtlod — markaðr Frey af silfri) hos sig (Vatnsdæla S. Kap. 10. 15. — Landn. III.,.)</ref> — Vi skulle i det følgende gaa over til at veje dem lige over for andre om Hedenolds Gudetro bevarede Minder, foreliggende dels i historiske Beretninger, dels i Sæder og Skikke, dels knyttede til selve de fra Oldtiden bevarede Mindesmærker.	+	De Vidnesbyrd, der maa antages at foreligge ved Sagaernes og andre Kilders Efterretninger, om hvilke Gudebilleder der fandtes i Hovene, støttes fremdeles derved, at der af udskaarne Gudebilleder udenfor Gudehovene kun findes omtalt Billeder af Thor og Frøj.<ref>Hallfred Vanraadeskjald havde et af Hvalrostand udskaaret Billede af Thor i sin Pung (Hallfr. S. Kap. 6). Ingemund Ingjaldsøn bar paa lignende Maade et Frøjsbillede (hlutr — ɔ: Vægtlod — markaðr Frey af silfri) hos sig (Vatnsdæla S. Kap. 10. 15. — Landn. III.2; se endvidere Adam af Bremen, Pertz: Monumenta VII. 328. 371.)</ref> — Vi skulle i det følgende gaa over til at veje dem lige over for andre om Hedenolds Gudetro bevarede Minder, foreliggende dels i historiske Beretninger, dels i Sæder og Skikke, dels knyttede til selve de fra Oldtiden bevarede Mindesmærker.

@@ Linje 355: / Linje 355: @@
-''Møn 2.'' De høre begge til et Fund, der i Foraaret 1874 gjordes i Nærheden af den gamle Skanse, Brønhøj-Skansen kaldet, ved Mandemark Strand, Magleby Sogn. Fundet indeholdt, hvad der er usædvanligt, baade Guld- og Sølvsager<ref>Dette har her i Landet i Fund fra samme Tid kun været Tilfælde i et, Vester-Vedstedfundet (ved Ribe).</ref> henholdsvis til en Vægt af 12 59/64 og 53 1/16  Lod, men heriblandt var ingen Mønter. Skatten fandtes mellem 2 runde Stene, dækket af en flad Sten, nedgravet i ½ Alens Dybde ved Siden af en stor opretstaaende Sten, som med flere andre udgjorde Resten af en aflang firkantet Stensætning paa jævnt Terrain, uden Kjendemærker for dens Tidsalder. Skatten bestod af 3 Guldarmringe, (de to snoede, den tredie dannet af en glat Guldstang med en ophøjet Ryg langs Ydersiden) 5 hele Sølvarmringe (hvoraf en glat og fire snoede, den ene af tre tykke og tre fine Traade), 1 større Sølvring, hvorpaa hænger 4 mindre (smhld. Rømersdalfundet fra Bomholm) samt 1 forbukket og overbrudt Sølvarmring. Endvidere 1 i fire Stykker overbrudt 2 Al. l. Halskjæde forarbejdet af ombøjede Sølvtraadsringe, der i hver Ende bærer et 2” l. forsiret Sølvstykke, som ender i et af de for den yngre Jærnalder karakteristiske Dyrehoveder; Brudstykker af en finere [[Fil:Fig.8 (Henry Petersen).jpg|right|thumb|200px| <small>Fig. 8.<br>Hammersmykke fra Møn</small>]]Sølvkjæde, der ender i Øskener, og som bærer en stor rund Skydeperle, udvendig forgyldt og med fastloddede kornede Prydelser, samt de 2 Thorshamre. Den ene af disse, der hænger i en sammenbøjet Sølvring, er paa den ene Side prydet med indslaaede Punkter, den anden (se omstaaende Fig. 8) der hænger i en lille Ring af sølvblandet Guldtraad<ref>Denne har maaake hængt ved den sidstnævnte fine Sølvkjæde, i hvis ene Øsken svage Spor til en Guldrings Slid lade sig paavise.</ref> er paa Forsiden indlagt med fastpressede, ornamenterede Guldplader, og dens Øsken er udarbejdet som et gabende Dyrehoved med guldindlagte Øjne og tre guldindlagte Striber i Panden.
+''Møn 2.'' De høre begge til et Fund, der i Foraaret 1874 gjordes i Nærheden af den gamle Skanse, Brønhøj-Skansen kaldet, ved Mandemark Strand, Magleby Sogn. Fundet indeholdt, hvad der er usædvanligt, baade Guld- og Sølvsager<ref>Dette har her i Landet i Fund fra samme Tid kun været Tilfælde i et, Vester-Vedstedfundet (ved Ribe).</ref> henholdsvis til en Vægt af 12 59/64 og 53 1/16  Lod, men heriblandt var ingen Mønter. Skatten fandtes mellem 2 runde Stene, dækket af en flad Sten, nedgravet i ½ Alens Dybde ved Siden af en stor opretstaaende Sten, som med flere andre udgjorde Resten af en aflang firkantet Stensætning paa jævnt Terrain, uden Kjendemærker for dens Tidsalder. Skatten bestod af 3 Guldarmringe, (de to snoede, den tredie dannet af en glat Guldstang med en ophøjet Ryg langs Ydersiden) 5 hele Sølvarmringe (hvoraf en glat og fire snoede, den ene af tre tykke og tre fine Traade), 1 større Sølvring, hvorpaa hænger 4 mindre (smhld. Rømersdalfundet fra Bomholm) samt 1 forbukket og overbrudt Sølvarmring. Endvidere 1 i fire Stykker overbrudt 2 Al. l. Halskjæde forarbejdet af ombøjede Sølvtraadsringe, der i hver Ende bærer et 2” l. forsiret Sølvstykke, som ender i et af de for den yngre Jærnalder karakteristiske Dyrehoveder; Brudstykker af en finere [[Fil:Fig.8 (Henry Petersen).jpg|right|thumb|200px| <small>Fig. 8.<br>Hammersmykke fra Møn.<br>(Laant af Oldskriftselskabet)</small>]]Sølvkjæde, der ender i Øskener, og som bærer en stor rund Skydeperle, udvendig forgyldt og med fastloddede kornede Prydelser, samt de 2 Thorshamre. Den ene af disse, der hænger i en sammenbøjet Sølvring, er paa den ene Side prydet med indslaaede Punkter, den anden (se omstaaende Fig. 8) der hænger i en lille Ring af sølvblandet Guldtraad<ref>Denne har maaake hængt ved den sidstnævnte fine Sølvkjæde, i hvis ene Øsken svage Spor til en Guldrings Slid lade sig paavise.</ref> er paa Forsiden indlagt med fastpressede, ornamenterede Guldplader, og dens Øsken er udarbejdet som et gabende Dyrehoved med guldindlagte Øjne og tre guldindlagte Striber i Panden.
@@ Linje 582: / Linje 582: @@
-Det er saaledes ikke blot af Minderne om Gudetroen i Folkelivet, men ogsaa af visse i Mythologien bevarede, i Gudelæren dybt indgribende Træk, at det synes at fremgaa, at Thor og ikke Odin var Hovedguden, den egentlige Folkegud, den Gud, hvis Navn først og fremmest traadte frem for Nordboens Guddomsbevidsthed. Vi have set, hvorledes det efter Hammeren Mjølner dannede Tegn var et Thor eget Symbol, men vi kunne paa Grundlag af hint Resultat paapege endnu et andet helligt Tegn som Minde om hans Tilbedelse. Det er det saakaldte Hagekors, der i en tidlig Tid af Jærnalderen er optaget af Nordboerne gjennem deres sydligere Frænder og som, efter hvad Undersøgelserne have vist, har været et Tegn for den højeste Guddom<ref>L. Müller: Religiøse Symboler, Særtr. af Vidensk. Selsk Skrifter 1864, S. 62.</ref>. Hagekorset træffes — uvist dog om ikke undertiden som en ubestemt magisk Figur — paa adskillige Vaaben og Redskaber, Beslag og Smykkegjenstande navnlig fra ældre Jærnalder, hvortil slutter sig de for det senere Tidsrum — Mellemjærnalderen — ejendommelige Guldbrakteater (Fig. 11), [[Fil:Brakteat.jpg|right|thumb|200px| <small>Fig. 11. Brakteat</small>]]hvis Forestillinger, Runer og hele Typ lade dem fremtræde som en Art Amuletsmykker, i hvilken Henseende det ogsaa er betegnende, at de i Grave ere forekomne enkeltvis<ref>Aarb. f. nord. Oldk. 1870, S. 382 o. flg.</ref>. Worsaae har i sin Afhandling, om Forestillingerne paa Guldbrakteaterne<ref>Montelius: Från jernåldern, S. 32, Nr. 254, 256 og S. 34 Nr. 263. Alle norske Gravfund.</ref> gjort opmærksom paa en Typ, der indbefatter den ”største Række af de anseligste Guldbrakteater, der endnu kjendes fra Oldtiden” og som foruden et Mandshoved fremstiller et hornet Dyr med Bukkeskjæg, hvilken Fremstilling han forsøgsvis tyder som henpegende paa Thor og hans Bukke. Lige saa megen Sandsynlighed der er for, at Folkets Opfattelse af Brakteatbillederne ud af dets hjemlige Forestillinger ogsaa kan have gaaet i Retning af [[Fil:Broholm-urne.jpg|left|thumb|200px| <small>Fig. 12. Urne fra Broholm</small>]]Gudemytherne, hvad alene de hellige Tegnmærker gjør sandsynligt, ligesaa vanskeligt er det med Sikkerhed at paavise, hvilke de Gudeforestillinger ere, hvorpaa man kan have tænkt Fremstillingerne paa de fleste Brakteater synes nemlig ikke udsprungne umiddelbart af Folket selv, men udviklede ad teknisk Vej som Efterligninger af fremmede, vest- og østromerske Mønttyper. Imidlertid kunde maaske netop denne typiske Udvikling anføres som Grund for, at man ikke paa de oven omtalte formentlige Thors-Billeder finder det Symbol, som fremfor noget andet maatte være knyttet til Thors-Billedet<ref>Hvad angaar Thors Attributer burde alt foran være henpeget paa de ”syv Stjærner”, han holdt i venstre Haand ifølge den svenske Krønikeforf. Ericus Olai Beretning om hans Billede i Upsalahovet eller de ”tolv Stjærner”, hvoraf han her if. Olaus og Johannes Magnus var omgiven, foruden at han havde en Krone paa Hovedet. Hine Tilføjelser til Adam af Bremens Beretning maa staa ved deres Værd.</ref>, om det var præget efter en original nordisk Ide — Hammeren. Man har blot lempet Dyret i Retning af Thors-Forestillingen ved at give det Skjæg og Horn. Her komme vi i Forlegenhed ved, at der dog findes Tegn som Hagekorset indsatte, og i det hele forstyrres Opfattelsen af hin Typ som en Thors-Typ ved at ikke engang denne Thor fremfor nogen anden Gud betegnende Figur er særligt knyttet til hin Række Brakteater; den kan ofte savnes her og findes i det hele lige saa hyppigt paa andre Brakteatrækker<ref>G. Stephens Læsning af Indskriften paa en blekingsk Runebrakteat (Nr. 25 i Runeværket) af hin Typ: Tur te (&#596;: signe) Runor, er imødegaaet af S. Bugge (om Runeindakr. paa Guldbrakteaterne i Aarb. 1871, S. 191), der læser: wurte (&#596;: skrev) Runor. Sandsynligvis vilde vi ogsaa ved en Paakaldelse af Thor paa Brakteaterne møde Udsagnsordet ”vígja” i en ældre Form.</ref>.
+Det er saaledes ikke blot af Minderne om Gudetroen i Folkelivet, men ogsaa af visse i Mythologien bevarede, i Gudelæren dybt indgribende Træk, at det synes at fremgaa, at Thor og ikke Odin var Hovedguden, den egentlige Folkegud, den Gud, hvis Navn først og fremmest traadte frem for Nordboens Guddomsbevidsthed. Vi have set, hvorledes det efter Hammeren Mjølner dannede Tegn var et Thor eget Symbol, men vi kunne paa Grundlag af hint Resultat paapege endnu et andet helligt Tegn som Minde om hans Tilbedelse. Det er det saakaldte Hagekors, der i en tidlig Tid af Jærnalderen er optaget af Nordboerne gjennem deres sydligere Frænder og som, efter hvad Undersøgelserne have vist, har været et Tegn for den højeste Guddom<ref>L. Müller: Religiøse Symboler, Særtr. af Vidensk. Selsk Skrifter 1864, S. 62.</ref>. Hagekorset træffes — uvist dog om ikke undertiden som en ubestemt magisk Figur — paa adskillige Vaaben og Redskaber, Beslag og Smykkegjenstande navnlig fra ældre Jærnalder, hvortil slutter sig de for det senere Tidsrum — Mellemjærnalderen — ejendommelige Guldbrakteater (Fig. 11), [[Fil:Brakteat.jpg|right|thumb|200px| <small>Fig. 11. Brakteat.<br>(Laant af Prof. G. Stephens)</small>]]hvis Forestillinger, Runer og hele Typ lade dem fremtræde som en Art Amuletsmykker, i hvilken Henseende det ogsaa er betegnende, at de i Grave ere forekomne enkeltvis<ref>Aarb. f. nord. Oldk. 1870, S. 382 o. flg.</ref>. Worsaae har i sin Afhandling, om Forestillingerne paa Guldbrakteaterne<ref>Montelius: Från jernåldern, S. 32, Nr. 254, 256 og S. 34 Nr. 263. Alle norske Gravfund.</ref> gjort opmærksom paa en Typ, der indbefatter den ”største Række af de anseligste Guldbrakteater, der endnu kjendes fra Oldtiden” og som foruden et Mandshoved fremstiller et hornet Dyr med Bukkeskjæg, hvilken Fremstilling han forsøgsvis tyder som henpegende paa Thor og hans Bukke. Lige saa megen Sandsynlighed der er for, at Folkets Opfattelse af Brakteatbillederne ud af dets hjemlige Forestillinger ogsaa kan have gaaet i Retning af [[Fil:Broholm-urne.jpg|left|thumb|200px| <small>Fig. 12. Urne fra Broholm</small>]]Gudemytherne, hvad alene de hellige Tegnmærker gjør sandsynligt, ligesaa vanskeligt er det med Sikkerhed at paavise, hvilke de Gudeforestillinger ere, hvorpaa man kan have tænkt Fremstillingerne paa de fleste Brakteater synes nemlig ikke udsprungne umiddelbart af Folket selv, men udviklede ad teknisk Vej som Efterligninger af fremmede, vest- og østromerske Mønttyper. Imidlertid kunde maaske netop denne typiske Udvikling anføres som Grund for, at man ikke paa de oven omtalte formentlige Thors-Billeder finder det Symbol, som fremfor noget andet maatte være knyttet til Thors-Billedet<ref>Hvad angaar Thors Attributer burde alt foran være henpeget paa de ”syv Stjærner”, han holdt i venstre Haand ifølge den svenske Krønikeforf. Ericus Olai Beretning om hans Billede i Upsalahovet eller de ”tolv Stjærner”, hvoraf han her if. Olaus og Johannes Magnus var omgiven, foruden at han havde en Krone paa Hovedet. Hine Tilføjelser til Adam af Bremens Beretning maa staa ved deres Værd.</ref>, om det var præget efter en original nordisk Ide — Hammeren. Man har blot lempet Dyret i Retning af Thors-Forestillingen ved at give det Skjæg og Horn. Her komme vi i Forlegenhed ved, at der dog findes Tegn som Hagekorset indsatte, og i det hele forstyrres Opfattelsen af hin Typ som en Thors-Typ ved at ikke engang denne Thor fremfor nogen anden Gud betegnende Figur er særligt knyttet til hin Række Brakteater; den kan ofte savnes her og findes i det hele lige saa hyppigt paa andre Brakteatrækker<ref>G. Stephens Læsning af Indskriften paa en blekingsk Runebrakteat (Nr. 25 i Runeværket) af hin Typ: Tur te (&#596;: signe) Runor, er imødegaaet af S. Bugge (om Runeindakr. paa Guldbrakteaterne i Aarb. 1871, S. 191), der læser: wurte (&#596;: skrev) Runor. Sandsynligvis vilde vi ogsaa ved en Paakaldelse af Thor paa Brakteaterne møde Udsagnsordet ”vígja” i en ældre Form.</ref>.
@@ Linje 594: / Linje 594: @@
-[[File:Snoldelev stone drawing.jpg|right|thumb|600px| <small>Fig. 13. Snoldelev Runestenen</small>]]Opfattelsen af en saadan mulig Aarsag til Hammerens Fremtræden som indristet Figur, vil saa langt fra udviske Hammertegnets Betydning for Hedenold, at den netop viser den Styrke, hvormed Folket har vidst at hævde Fædrenes Tro overfor den fremtrængende Kristendom. Ja det vil jo ikkun blive end mere betegnende for Folketroen og den nationale Bevidsthed, om det tillige skulde vise sig, at selve Hammersmykket — men sagtens paa et ikke lidet tidligere Stadium — ligefrem er dannet med det kristne Korssmykke som Forbillede. Dette mødte jo stadigt Nordboernes Øje paa deres Færd udenlands som Prydelse baade for Mand og for Kvinde, og hin Skik at bære Guddommens hellige Symbol kan godt tænkes at have gjort Indtryk paa deres Sind — men de kunde kun føle sig trygge under Thors Hammer og efterlignede derfor deres egen Guds viende Symbol. —
+[[File:Snoldelev stone drawing.jpg|right|thumb|600px| <small>Fig. 13. Snoldelev Runestenen.<br>(Laant af Oldskriftselskabet)</small>]]Opfattelsen af en saadan mulig Aarsag til Hammerens Fremtræden som indristet Figur, vil saa langt fra udviske Hammertegnets Betydning for Hedenold, at den netop viser den Styrke, hvormed Folket har vidst at hævde Fædrenes Tro overfor den fremtrængende Kristendom. Ja det vil jo ikkun blive end mere betegnende for Folketroen og den nationale Bevidsthed, om det tillige skulde vise sig, at selve Hammersmykket — men sagtens paa et ikke lidet tidligere Stadium — ligefrem er dannet med det kristne Korssmykke som Forbillede. Dette mødte jo stadigt Nordboernes Øje paa deres Færd udenlands som Prydelse baade for Mand og for Kvinde, og hin Skik at bære Guddommens hellige Symbol kan godt tænkes at have gjort Indtryk paa deres Sind — men de kunde kun føle sig trygge under Thors Hammer og efterlignede derfor deres egen Guds viende Symbol. —

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 3. des. 2015 kl. 05:58
Linje 498:		Linje 498:


−	“Hel” var den oprindelige Betegnelse for det Sted, hvor alle kom hen efter Døden, uden at man dertil knyttede de sikkert i den kristne Tid tildigtede Forestillinger om Hel som en Nødens og Trængselens Bolig, halvvejs svarende til Helvede. Kun det var et Særkjende for Hel, at ingen kunde vende tilbage derfra. — Troen, at de afdøde bode i Højen, som var opkastet over dem, viser sig meget almindelig. Ligeledes at de efter Døden toges ind i Klipper og Fjælde, som de endog i Forvejen kunde vælge<ref>Smhld. Finn Magnusen: Eddalære IV. 229 o. flg.</ref>.	+	“Hel” var den oprindelige Betegnelse for det Sted, hvor alle kom hen efter Døden, uden at man dertil knyttede de sikkert i den kristne Tid tildigtede Forestillinger om Hel som en Nødens og Trængselens Bolig, halvvejs svarende til Helvede. Kun det var et Særkjende for Hel, at ingen kunde vende tilbage derfra. — Troen, at de afdøde bode i Højen, som var opkastet over dem, viser sig meget almindelig. Ligeledes at de efter Døden toges ind i Klipper og Fjælde, som de endog i Forvejen kunde vælge<ref>Smhld. Finn Magnusen: Eddalære IV. 229 o. flg. ''Rettelser og Tilføjelser:'' Hermed stemmer ifølge Oplysning af Cand. E. V. Steffensen den oprindelige Betydning af ”Hel”. Ordet er nemlig udsprunget af Roden i ”at hæle” og er i nær Slægt med de oldnordiske Ord: höll (Hal), hallr (Sten), hellir (Grotte) o. dsl, og betyder oprindelig Skjul. Ligesom Hallen var det overjordiske Herberge, var Hel det underjordiske.</ref>.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 3. des. 2015 kl. 05:53
Linje 382:		Linje 382:


−	At Hammeren da ikke har været udskaaren i et med Haanden, men siddet løst indstukken i denne, maa man af praktiske Grunde snarest antage. Men finde vi i Gudehovet ingen anden Thors-Hammer end den, der sidder løst i Gudebilledets Haand, og foreligger der paa den anden Side Omstændigheder, der synes et vidne om, at en Thors-Hammer har været anvendt af Hovgoden ved den offentlige Gudsdyrkelse som et viende Tegn, ligger den Gisning ikke fjærn, at den Hammer, han benyttede, netop var den samme, der sad i Gudens Haand, af hvilken den let kunde udtages og igjen indsættes. — Det vilde i og for sig være underligt, om Thor sad med én Hammer i Haanden og en anden laa nedenfor til Godens Afbenyttelse, og det vil let ses, at netop ved at Hammeren saaledes laantes af Gudens egen Haand, maatte Tilliden til dens helligende Kraft være saa meget stærkere.	+	At Hammeren da ikke har været udskaaren i et med Haanden, men siddet løst indstukken i denne, maa man af praktiske Grunde snarest antage. Men finde vi i Gudehovet ingen anden Thors-Hammer end den, der sidder løst i Gudebilledets Haand, og foreligger der paa den anden Side Omstændigheder, der synes et vidne om, at en Thors-Hammer har været anvendt af Hovgoden ved den offentlige Gudsdyrkelse som et viende Tegn, ligger den Gisning ikke fjærn, at den Hammer, han benyttede, netop var den samme, der sad i Gudens Haand, af hvilken den let kunde udtages og igjen indsættes. — Det vilde i og for sig være underligt, om Thor sad med én Hammer i Haanden og en anden laa nedenfor til Godens Afbenyttelse, og det vil let ses, at netop ved at Hammeren saaledes laantes af Gudens egen Haand, maatte Tilliden til dens helligende Kraft være saa meget stærkere.<ref>''Rettelser og Tilføjelser:'' Naar man tager Hensyn til Gudehovets Indretning som Gildeshal, er det næppe usandsynligt, at en Højtid som Brudevielsen kan være bleven festligholdt i selve Gudehovet, maaske ligesom ”Daaben” knyttet til et Blot. Selv i den kristne Tid og efter Reformationen holdtes paa Island Bryllupsgilder og selv Gravøl i Kirken (Finn Magnusen: Bidrag til nord. Archæol. S. 28), og i Peder Palladius' Visitatsbog (Sv. Grundtvigs Udg. S. 36 smhdl. XXIV) tales om ”den slemmen oc demmen oc dantzen met pibe oc tromme, skede her vdi Sieland inden kirckedørrene om mandag heller tisdag i bryllupsvgen”.</ref>

@@ Linje 17: / Linje 17: @@
 </center>
@@ Linje 70: / Linje 68: @@
-Det synes som om det ikke blot var bestemte Gudenavne, der knyttedes til Personnavnene, men at ogsaa en Helligelse ved Guderne i Almindelighed kunde finde Sted ved at sammensætte Navnene med As — Goð — Vé og Ragn (sjældent). Kong Raum, fortælles der,<ref>Fornmanna Sögur II. S. 6.</ref> gav sin Søn Brand til Guderne, og blev han derpaa kaldet God-Brand. En Mand i Sogn ved Navn Geir var ifølge Landnáma (II,29) en ivrig Blotmand og kaldtes derfor Vegeir; han gav sine Børn Navnene: Vebjørn, Vestein, Vedorm, Vemund, Vegest, Vedörn og Datteren Vedis.
+Det synes som om det ikke blot var bestemte Gudenavne, der knyttedes til Personnavnene, men at ogsaa en Helligelse ved Guderne i Almindelighed kunde finde Sted ved at sammensætte Navnene med Ass — Goð — Vé og Ragn (sjældent). Kong Raum, fortælles der,<ref>Fornmanna Sögur II. S. 6.</ref> gav sin Søn Brand til Guderne, og blev han derpaa kaldet God-Brand. En Mand i Sogn ved Navn Geir var ifølge Landnáma (II,29) en ivrig Blotmand og kaldtes derfor Vegeir; han gav sine Børn Navnene: Vebjørn, Vestein, Vedorm, Vemund, Vegest, Vedörn og Datteren Vedis.
@@ Linje 103: / Linje 101: @@
-Nordboernes Tilbedelse af Thor fremfor de andre Guder, som saaledes ogsaa stærkt træder frem i deres Færd udenfor Norden faar en betydningsfuld Støtte ogsaa gjennem de fremmede Skribenter, naar vi hos Angelsaxerne finde anført, at de Danske satte Thor højest som Guddom<ref>P. A. Munch: Nordm. Gudelære S. 12.</ref> og naar den nordmanniske Historieskriver Dudo i det hele kun ved at tale om Nordmannernes Dyrkelse af Thor. Men vi ville se den saa meget mere stadfæstet i Belysning af den nordiske Oldtid selv gjennem Runemindesmærkerne. Det er vel hidtil kun paa de danske Runestene, at Indskrifterne vise Paakaldelse af de hedenske Guder med Ord, og Tallet paa dem, hvis Læsning i denne Henseende er sikker<ref>Indskriften paa den jydske Eltang- eller Stenderupsten (Stephens: Oldnorth. run. Monuments S. 582, Runehallen S. 6.) tør næppe benyttes som noget Vidnesbyrd i Retning af Nordboernes Gudedyrkelse. Indskriften, der mangler Skilletegn er af Stephens opløst IOÞIN ÞIKI IOÞlN; idet de første Runer antages for Stamstavruner to Gange indeholdende det samme Navn IOÞlN, der da opfattes staaende henholdsvis som Subjekt og Objekt. Det første lOÞIN forstaas som Guden Odins Navn, det andet som Navn paa en af hans Offerpræster eller paa en af hans Dyrkere: Odin modtag din Tjener, Odin. Hvad der kan vække Tvivl mod denne Tolkning — bortset fra dens unordiske Karakter — er ikke blot, at ”Odin” saaledes i samme Indskrift opfattes baade som Gude-, og Personnavn, da det som ovenfor bemærket næppe er sandsynligt, at nogen Nordbo, medens Hedentroen stod i sin fulde Kraft, ligefrem er bleven opkaldt efter Guderne (IOÞIN IOÞIN ÞIKI  vilde da synes rimeligere, idet IOÞIN begge Gange opfattedes som Gudenavnet), men særligt den Omstændighed, at en Jyde næppe nogensinde har kaldt Guden IOÞIN. — Derimod forekommer langt ned i Middelalderen i Diplomer ved Stedsnavne, og lige til den Dag i Dag, naar den Ugedag nævnes, der bærer hans Navn, Formen WOTHEN, der saa nøje stemmer med den, der maa anses for den oprindelige i Sprogklassen, at man, — thi Vokalen forrest i UÞINKAUR paa Skjern-Runestenen behøvede vel ikke at vidne derimod — snarere kunde have troet, at Jyden altid havde sagt Wothen, hvis ikke andre Ord viste, at W. her er en Nydannelse. — Fremdeles er overfor hin Fortolkning at mærke den Tvivl, der kunde være om 5te Rune kan opfattes som N istedenfor A og tillægges dobbelt Værdi, ligesom de foregaaende.</ref>, er for Tiden kun to, Glavendrup- og Virringstenen; men dog maa det, at de begge paakalde Thors Navn, sammenholdt med at den ene er fynsk (Glavendrup), den anden jydsk (Virring) siges bestemt at tyde hen paa, i hvilken særlig Grad Nordboerne have sat deres Lid til Thor og tilbedt denne Gud. Dette kan ikke andet end vække vor højeste Forundring, naar vi se, hvorledes Odin i Eddakvadene fremstilles og prises som alle Tings Ophav (Alföðr), som ypperst af Guderne.
+Nordboernes Tilbedelse af Thor fremfor de andre Guder, som saaledes ogsaa stærkt træder frem i deres Færd udenfor Norden faar en betydningsfuld Støtte ogsaa gjennem de fremmede Skribenter, naar vi hos Angelsaxerne finde anført, at de Danske satte Thor højest som Guddom<ref>P. A. Munch: Nordm. Gudelære S. 12. Ann. f. nord. Oldk. 1846. S. 76.</ref> og naar den nordmanniske Historieskriver Dudo i det hele kun ved at tale om Nordmannernes Dyrkelse af Thor. Men vi ville se den saa meget mere stadfæstet i Belysning af den nordiske Oldtid selv gjennem Runemindesmærkerne. Det er vel hidtil kun paa de danske Runestene, at Indskrifterne vise Paakaldelse af de hedenske Guder med Ord, og Tallet paa dem, hvis Læsning i denne Henseende er sikker<ref>Indskriften paa den jydske Eltang- eller Stenderupsten (Stephens: Oldnorth. run. Monuments S. 582, Runehallen S. 6.) tør næppe benyttes som noget Vidnesbyrd i Retning af Nordboernes Gudedyrkelse. Indskriften, der mangler Skilletegn er af Stephens opløst IOÞIN ÞIKI IOÞlN; idet de første Runer antages for Stamstavruner to Gange indeholdende det samme Navn IOÞlN, der da opfattes staaende henholdsvis som Subjekt og Objekt. Det første lOÞIN forstaas som Guden Odins Navn, det andet som Navn paa en af hans Offerpræster eller paa en af hans Dyrkere: Odin modtag din Tjener, Odin. Hvad der kan vække Tvivl mod denne Tolkning — bortset fra dens unordiske Karakter — er ikke blot, at ”Odin” saaledes i samme Indskrift opfattes baade som Gude-, og Personnavn, da det som ovenfor bemærket næppe er sandsynligt, at nogen Nordbo, medens Hedentroen stod i sin fulde Kraft, ligefrem er bleven opkaldt efter Guderne (IOÞIN IOÞIN ÞIKI  vilde da synes rimeligere, idet IOÞIN begge Gange opfattedes som Gudenavnet), men særligt den Omstændighed, at en Jyde næppe nogensinde har kaldt Guden IOÞIN. — Derimod forekommer langt ned i Middelalderen i Diplomer ved Stedsnavne, og lige til den Dag i Dag, naar den Ugedag nævnes, der bærer hans Navn, Formen WOTHEN, der saa nøje stemmer med den, der maa anses for den oprindelige i Sprogklassen, at man, — thi Vokalen forrest i UÞINKAUR paa Skjern-Runestenen behøvede vel ikke at vidne derimod — snarere kunde have troet, at Jyden altid havde sagt Wothen, hvis ikke andre Ord viste, at W. her er en Nydannelse. — Fremdeles er overfor hin Fortolkning at mærke den Tvivl, der kunde være om 5te Rune kan opfattes som N istedenfor A og tillægges dobbelt Værdi, ligesom de foregaaende.</ref>, er for Tiden kun to, Glavendrup- og Virringstenen; men dog maa det, at de begge paakalde Thors Navn, sammenholdt med at den ene er fynsk (Glavendrup), den anden jydsk (Virring) siges bestemt at tyde hen paa, i hvilken særlig Grad Nordboerne have sat deres Lid til Thor og tilbedt denne Gud. Dette kan ikke andet end vække vor højeste Forundring, naar vi se, hvorledes Odin i Eddakvadene fremstilles og prises som alle Tings Ophav (Alföðr), som ypperst af Guderne.
@@ Linje 320: / Linje 318: @@
-Som formentlig paakaldt ved alle højtidelige Handlinger maatte vi ogsaa vente at finde Thors Navn nævnet ved Edsaflæggelsen paa den hellige Ring. Finn Magnusen og med ham Grimm have af den Grund aabenbart Ret, naar de mene, at i Edsformularen ”hjálpi mér svá Freyr ok Njörðr ok Ass hinn almáttki” ved Ass hinn almáttki forstaas Thor, om man end i en forholdsvis meget gammel. Tid mente, at der derved tænktes paa Odin<ref>Landnáma Viðb. II, S. 335.</ref>. Hin Betegnelse svarer meget til den anden ovenanførte Betegnelse for Thor: Asabragr. ”Ass” bruges enestaaende særlig om Thor<ref>Dette kunde tænkes at være Grunden til, at Ass forholdsvis hyppigt — modsat Goð og Vé — forekommer i Sammensætning med Personnavne.</ref>, og det er derfor vistnok denne Gud der menes, naar Viga-Glum aflægger Eden og siger ”vinn ek hofseið at baugi og segi ek þat æsi —”.
+Som formentlig paakaldt ved alle højtidelige Handlinger maatte vi ogsaa vente at finde Thors Navn nævnet ved Edsaflæggelsen paa den hellige Ring. Finn Magnusen og med ham Grimm have af den Grund aabenbart Ret, naar de mene, at i Edsformularen ”hjálpi mér svá Freyr ok Njörðr ok Ass hinn almáttki” ved Áss hinn almáttki forstaas Thor, om man end i en forholdsvis meget gammel. Tid mente, at der derved tænktes paa Odin<ref>Landnáma Viðb. II, S. 335.</ref>. Hin Betegnelse svarer meget til den anden ovenanførte Betegnelse for Thor: Asabragr. ”Áss” bruges enestaaende særlig om Thor<ref>Dette kunde tænkes at være Grunden til, at Áss forholdsvis hyppigt — modsat Goð og Vé — forekommer i Sammensætning med Personnavne.</ref>, og det er derfor vistnok denne Gud der menes, naar Viga-Glum aflægger Eden og siger ”vinn ek hofseið at baugi og segi ek þat æsi —”.
@@ Linje 326: / Linje 324: @@
-Ogsaa som forvansket i Tidernes Løb foreligger i Snorres Edda Mindet om Hammertegnets Brug i Fortællingen om, hvorledes Thor hæver Hammeren over Bukkeskindene, hvorefter Bukkene staa lyslevende op. Vel hedder det, at han ved Udstrækningen af Hammeren ”vier” Skindene, men hans Hammer fremtræder dog ej anderledes end som en Tryllestav i dette Sagn.
+Ogsaa som forvansket i Tidernes Løb foreligger i Snorres Edda Mindet om Hammertegnets Brug i Fortællingen om, hvorledes Thor hæver Hammeren over Bukkeskindene, hvorefter Bukkene staa lyslevende op. Vel hedder det, at han ved Udstrækningen af Hammeren ”vier” Skindene, men hans Hammer fremtræder dog ej anderledes end som en Tryllestav i dette Sagn.<ref>''Rettelser og Tilføjelser:'' Vidnesbyrd om Anvendelsen af et helligt Tegn foreligger fremdeles i Rutas Ord i Bjarkemaalet, da hun paa Bjarkes hidsige Tilraab, om hun ser Kampens umilde Styrer, Odin, beder ham at gjøre ”Signum victrix” for sine Øjne og derpaa se gjennem den Hank, hendes bøjede Arm danner. (Saxo. S. 106).</ref>

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 1. des. 2015 kl. 20:53
Linje 609:		Linje 609:

	Det er imidlertid saare faa Efterretninger, som med Bestemthed kunne vise os Gudetroen i dens ydre Fremtræden hos de gotiske Folk udenfor Norden. Som et i Tydskland selv bevaret Minde, endog fra en historisk Tid, har derfor Saxernes Afsværgelsesformular af deres hedenske Tro særlig Interesse (ec forsacho — Thuner ende Uuoden ende Saxnote ende allum them unholdum the hira genotas sind<ref>Müllenhoff & Scherer: Denkmäler deutsch. Poesie u. Prosa. S. 153.</ref>; idet den viser Navnene paa de Guder, der da vare mest dyrkede, der da vare Folkets Hovedguder. Selvfølgeligt har dette Vidnesbyrd ogsaa Betydning ved at pege tilbage i Tiden; de Guder, der ved Hedentroens Undertrykkelse vare de mest dyrkede, have fremfor andre været dyrkede som Hovedguder gjennem Aarhundreder, om end, jo længere man naar tilbage, ikke alle tre i lige Grad. Tallet 3, der saaledes svarer til de nordiske Hovedguders Antal, træffe vi ogsaa anført for tydske Guder i Begyndelsen af det syvende Aarhundrede, men denne Efterretning kunne vi ikke — maaske knap endog hvad Tallet angaar — tillægge nogen Vægt, da den vedkommer Egnen om Bodensøen, hvor fremmed Gudetro kan have haft Indflydelse<ref>Grimm. D. Mythol. I. 57.</ref>. Derimod er det af Interesse, at Tacitus' Skildring af Germania (Kap. IX) fra omtrent Aar 100 efter Kr., fremhæver 3 Guder som Gjenstand for Befolkningens almindelige Tilbedelse og nævner dem med Navnene paa de efter hans Mening nærmest tilsvarende romerske Guder: Mercurius, Mars og Herkules. Mercurius sætter han som den øverste Gud; til ham havde man for Skik at ofre Mennesker.		Det er imidlertid saare faa Efterretninger, som med Bestemthed kunne vise os Gudetroen i dens ydre Fremtræden hos de gotiske Folk udenfor Norden. Som et i Tydskland selv bevaret Minde, endog fra en historisk Tid, har derfor Saxernes Afsværgelsesformular af deres hedenske Tro særlig Interesse (ec forsacho — Thuner ende Uuoden ende Saxnote ende allum them unholdum the hira genotas sind<ref>Müllenhoff & Scherer: Denkmäler deutsch. Poesie u. Prosa. S. 153.</ref>; idet den viser Navnene paa de Guder, der da vare mest dyrkede, der da vare Folkets Hovedguder. Selvfølgeligt har dette Vidnesbyrd ogsaa Betydning ved at pege tilbage i Tiden; de Guder, der ved Hedentroens Undertrykkelse vare de mest dyrkede, have fremfor andre været dyrkede som Hovedguder gjennem Aarhundreder, om end, jo længere man naar tilbage, ikke alle tre i lige Grad. Tallet 3, der saaledes svarer til de nordiske Hovedguders Antal, træffe vi ogsaa anført for tydske Guder i Begyndelsen af det syvende Aarhundrede, men denne Efterretning kunne vi ikke — maaske knap endog hvad Tallet angaar — tillægge nogen Vægt, da den vedkommer Egnen om Bodensøen, hvor fremmed Gudetro kan have haft Indflydelse<ref>Grimm. D. Mythol. I. 57.</ref>. Derimod er det af Interesse, at Tacitus' Skildring af Germania (Kap. IX) fra omtrent Aar 100 efter Kr., fremhæver 3 Guder som Gjenstand for Befolkningens almindelige Tilbedelse og nævner dem med Navnene paa de efter hans Mening nærmest tilsvarende romerske Guder: Mercurius, Mars og Herkules. Mercurius sætter han som den øverste Gud; til ham havde man for Skik at ofre Mennesker.
		+
		+
		+	Naar vi se paa de Navne, hvormed Saxerne i 8de Aarh. nævnede deres Guder, svarer Thuner (ældre: Thunar) og Woden (ældre: Wodan) nøje til Nordboernes Thor og Odin, medens vi derimod i Saxnote møde en væbnet Gud, nævnet efter Folket eller efter hans Attribut Saxsværdet, som ikke kan sammenstilles med den vaabenløse Frøj, der i Norden indtog den tredje Plads ved Siden af hine Guder, idet han sikkert svarer til den Gud, som i Ugedagsnavnene i Tydskland og England er sat ved Siden af Wodan og Thunar, nemlig Ziu (Tyr), eller i Baiern: Er (Eritag).
		+
		+
		+	Dette vil ogsaa særdeles godt passe med Tacitus' Gudenavne, idet Mercurius efter tidlige skriftlige Kilder og efter Ugedagsnavnene betegner Wodan, medens Herkules vil stemme med Thunar bedre end med nogen anden. Mars og Ziu se vi da, hvad ogsaa Ugedagene bekræfte, stillede over for hinanden.
		+
		+
		+	Men medens det muligt kunde forstaas, at den oprindelige Tilbedelse af Wodan i den sidste hedenske Tid havde skiftet Karakter, saa at en særlig Kampgud var bleven stillet ved hans Side, er det paafaldende alt paa Tacitus' Tid at finde Wodan tilbedt paa en Maade, der kunde fremkalde en Sammenstilling med en Gud som Mercurius ; man skulde langt snarere vente ham nævnet Mars efter den almindelige herskende Mening, at Kampguden var Folkets højeste Guddom<ref>Jornandes taler saaledes særligt om den gotiske Gud: Mars. Prokop gjengiver Ares som ”Thuliternes” højeste Gud</ref>. Kom ikke Ugedagsnavnene med i Betragtningen, kunde man formode i Tacitus' Gudenavne at se Vidnesbyrd om en fejl Opfattelse af Gudetroen — man har ment Forvexling med gallisk Gudetro<ref>Grimm: D. Myth. I. 108.</ref> — og hvor kunde vel en fremmed Forfatter snarere fejle end netop paa det religiøse Omraade? Saaledes bedømmes almindeligt Cæsars Beretning, der omtrent 150 Aar før Tacitus siger, at Germanerne kun som Guder dyrkede ”Solen, Ilden (Vulcanus) og Maanen”, hvis Kraft ”de daglig havde for Øje”, om andre Guder have de ikke engang hørt tale<ref>Grimm: I. 92.</ref>. Skjønt Tacitus paa en langt mere indtrængende Maade har gjort hint Folk til Gjenstand for Studium, har han mærkeligt nok ikke forstaaet den Guds Væsen, hvis Navn han gjengiver Herkules, men som ellers stedse, navnlig ogsaa i Ugedagsnavnene, som Tordengud er bleven lignet ved den romerske Tordengud Juppiter. Medens Tacitus i sine”Annales” (XIII. 57) fortæller om Sejrsløfte aflagt til Mercurius og Mars, taler han i ”Germania” om Krigssange til Herkules' Ære, som Germanerne synge, naar de gaa i Kamp.
		+
		+
		+	Tacitus' Beretning om, at Germanerne ikke havde Gudebilleder, maa staa ved sit Værd; han var i de romerske Lande vant til at se Gudebilleder til Overflod. Vidnesbyrd om Billeddyrkelse foreligge i alt Fald fra noget senere Tider<ref>Grimm:. I. 94 o. flg.</ref>. Gudsdyrkelsen foregik i hellige Lunde, som senere her i Norden, dog ikke under Tag, men kun paa en aaben Plads. Gudernes Villie finde vi alt paa hin tidlige Tid udfrittet ved at ”fella blótspán”.
		+
		+
		+	Kun faa Gange i Tiden mellem Tacitus og Kristendommens Indførelse findes af Guderne Wodan nævnet med sit hjemlige Navn, den ene Gang siges Bukke (!) ofrede til ham<ref>I Miracula sct. Apollinaris hedder det om et tydsk Folk, Alemanner eller Vandaler, der brød ind i Gallien: convocatis fanorum suorum ministris compulerunt eos, ut suo mori immolarent capras Wodan deo ipsorum. — Holtzmann: Deutsche Mythologie. 35—36.</ref>. Paafaldende synes det, at Wodan, som den formentlig øverste Guddom, ikke nævnes først i Afsværgelsesformularen — det er Thunar, der indtager denne Plads. Men her træffe vi netop i Slutningen af Hedentroens Dage i Tydskland et Træk, der peger hen paa Overensstemmelse med Nordboernes Gudedyrkelse: Tordenguden som den egentlige Hovedgud, og denne Overensstemmelse kunne vi følge videre.
		+
		+
		+	Der foreligger Vidnesbyrd om hedenske Fester baade til Juppiters og Mercurius' Ære<ref>Grimm I. 110 — Finn Magnusen: Lexicon Mythologicum S. 952.</ref>, men at Festerne til den førstnævnte Guds Ære have været de højest ansete, turde følge af den Betydning, man har tillagt ”dies Jovis”, Thunaredag, og hvorom, som alt foran bemærket, i Tydskland ligesom i Norden Minder have bevaret sig ved en stærk til denne Dag knyttet Overtro. Paa mangt et Sted fejres Brylluper kun paa den Dag. Skikken at knytte Gudenavne til Steds- og Personnavne synes ikke nogensteds saa almindelig som i Norden. Spor til den findes dog baade i Tydskland<ref>Förstemann: ”Altdeutsches Namenbuch” har: Wodnesberg, Wotaneshusen, Wodenesvege — Thuneresberg, Thoneresfelt, Doneresreut.</ref> og England<ref>Kemble: ”The Saxons in England” har f. Ex. Wodnesbeorh (og mulig en Del Sammensætn. med Wam eller Wan f. Ex. Wambrook, Wonstone,) — Thundersfield, Thundersley.</ref>, og medens for Stedsnavnenes Vedkommende Sammensætningerne med Wodan ikke give dem med Thunar synderligt efter i Tal, foreligger, hvad Personnavnene angaar, ene Sammensætninger med Thunars Navn, f. Ex.: Donarperht, Donarpret, Donarad, Thunerulf<ref>Förstemann l. c.</ref>. — Ej mindre karakteristiske og vidnende om fælles Grundtræk i Gudetroen, om Tordenguden som skjærmende Hjem og Syssel, som Liv ere de til Hammeren knyttede Skikke. Hammeren vier Ejendomsretten hos Frankerne; hos Øvresaxerne stævner den Befolkningen baade til Kamp og til Ting<ref>Grimm: Deutsche Rechtsalterthümer S. 64. 162. — Paa Island gik en lille Hellebard (Hellig Olafs Øxe) udskaaren af Træ om som ”Þingboð”. En saadan fra Saura þinghá i Snefjeldsnæs Syssel bevares paa Museet; flere lignende kjendes. — Det er, som Gr. mener, ikke saa helt usandsynligt, at selv Tilslaget af Ejendom ved (Auktions)hammeren har bevaret et Minde om ældgamle Skikke.</ref>. Gjennem Legender og Sagn har man ment at kunne følge dens saa vel som Hammergudens Betydning for Hedenold. Oldsager, som staa i bestemt Forbindelse med Thors-Hammeren og Forestillingen om dens Guddomskraft saaledes som de nordiske Hammersmykker, ere ikke fundne i Tydskland, men, som paavist, have disse Smykkegjenstande maaske en sen Oprindelse inden for Norden selv. En hammerlignende Blygjenstand, funden nær Kölln<ref>Schaafhausen i Beretn. om den arkæol. Kongres i Stockholm 1874 S. 845.</ref>, har man næppe med Rette tydet som en Thors-Hammer.
		+
		+
		+	Om end faa, ere hine Minder om Thunars Tilbedelse dog særdeles betegnende; thi det er aabenbart, at de som Baggrund have en Opfattelse af hans Guddomsvæsen aldeles som den, lignende Skikke saa meget fyldigere tegne for Norden. De vise Thunar ogsaa i Tydskland (og England) tilbedt som Miðgarðs (Mittilagarts) Véurr, som den Gud, der raadede for Livet og i Livet fremfor nogen anden. Om Wodans Tilbedelse viser der sig, som det synes, ingen Minder af en saa betydningsfuld Karakter, hvor meget tidligere end i Norden i alt Fald hans Navn har spredt sig i Folket.
		+
		+
		+	Som et symbolsk Tegn for Thunar fremfor nogen anden Gud spiller Hagekorset en ikke ringe Rolle baade i Tydskland og i England baade paa Redskaber og Vaaben samt paa Gravurner<ref>L. Müller: Religiøse Symboler. S. 69.</ref>.
		+
		+
		+	Vi saa nys, hvor fyldigt Skildringen i Völuspá af Gudernes sidste Kamp aabenbarede Thors Betydning for Nordboerne som den Guddom, der fremfor nogen anden vaagede over Menneskeheden og holdt Verden oppe, den Gud, hvis Almagt gjennemtrængte hele Naturen<ref>Smhld. Bestemmelsen af Thor mythologisk som Naturgud i Uhland: Mythus von Thor. — Betegnende er alt Adam af Bremens Ord: Thor præsidet in aëre, qui tonitrus et fulmina ventos ymbresqve serena et fruges gubernat.</ref>. Der er fra Tydsklands kristelige Oldtid bevaret et gammelt Digt, ”Muspilli”, hvori ligesom en Gjenklang lyder af hine Völuspá’s mærkelige Strofer, skjønt det ikke besynger Thor men — Elias, ikke Midgaardsormen men — Antikrist. Dog i Elias, der kjørte til Himmels i den med ildsprudlende Heste forspændte Vogn gjenkjender man let den gamle Tordengud, Age-Thor; i de her anførte Linier<ref>Gjengivne efter N. M. Petersens Oversættelse i Nord. Tidsskr. f. Oldk. III. 173.</ref> ville vi gjenkjende hans sidste Kamp og Midgaards Opløsning.
		+
		+
		+	::— (Antikrist) skal paa Valpladsen,
		+	::saaret falde
		+	::og denne Gang overvunden blive,
		+	::dog tro ogsaa mange Guds-Mænd,
		+	::at Elias i Kampen saares.
		+
		+
		+	::Saasnart Elias’ Blod
		+	::paa Jorden drypper,
		+	::saa antændes Bjergene,
		+	::Træ ej bliver staaende
		+	::et eneste paa Jorden,
		+	::Vandene udtørres,
		+	::Havet (Jordbunden) fortæres,
		+	::Himlen forgaar i Luer,
		+	::Maanen falder,
		+	::Midgaard brænder,
		+	::ikke en Sten bliver staaende i Jorden.
		+
		+
		+	Vidnesbyrdene om Thors Forrang som Guddom ej blot hos Nordboerne, men hos hele den gotiske Stamme faa en betydningsfuld Støtte ved, at Dyrkelsen af Thor fremfor enhver anden af den gotiske Folkestammes Guder synes at kunne spores optaget i den finske Folkestammes Gudetilbedelse. En saadan Indflydelse paa dette Folks religiøse Omraade vil i og for sig være meget sandsynlig, da vi se, hvor stor Indflydelse der gjennem Sproget kan følges fra Goternes Side paa Finnefolket og dets Kultur i det hele taget<ref>Vilhelm Thomsen: Den gotiske Sprogklasses Indflydelse paa den finske. Kbhvn. 1869.</ref>.
		+
		+
		+	Himmelens Gud, den højeste Guddom bar hos de finske Folkestammer oprindelig. Navnet Ibmel (Jomali), men ved Optagelsen af andre Guder gik dette Navn over til at blive et Fællesnavn for Guderne og andre Navne optoges da til at betegne de forskjellige som Guddomme opfattede Naturmagter.
		+
		+
		+	Blandt de Navne vi saaledes finde for Vejrligets og Tordenens Gud, er at mærke: Turm eller Torum hos de ugriske Ostjaker, Tora hos Tschuvakerne, Tara hos Esterne og Tarat i de sydlige Lapmarker. Lappernes almindelige Betegnelse af ham var Horagalles (Hora en Dialektforskjel for Tora; galles menes at være af nordisk Rod = Karl). ”Tordenguden raadede ikke alene over Torden og Lynild, men ogsaa over Regnbuen, over Vejr og Vind, over Havet og Vandene samt over Menneskets Ve og Vel, Liv og Sundhed”.
		+
		+
		+	Hans Vaaben og det Tegn, hvormed han fremstilledes paa Runebommene var en Korshammer. ”Til Ære for Horagalles plejede Lapperne at betegne deres Døre med et Kors, at krydse med Kniv over en Kande Øl eller et Glas Brændevin og ikke at oplade Laaget paa en fuld Smørbøtte uden at gjøre et Kors derover med Kniven. De tænkte hermed ikke paa Jesu Kors, men paa Horagalles Hammer, som han holder i Haanden og er gjort som et Kors”<ref>I. A. Friis: Lappisk Mythologi, Eventyr og Folkesagn. Christiania 1871. S. 60—71.</ref> Horagalles havde de at takke for alt; til ham anstille de de fleste Ofringer navnlig Rensdyr. ”De indlægge i Bjergkløfterne en stor smuk udskaaren Træhammer, paa det han ej skal gjøre Skade paa Mennesker og Fæ, men forfølge Troldene i Skoven<ref>Finn Magnusen i Skandin. Literat. Selsk. Skrift. 1813. S. 175.</ref>
		+
		+
		+	Om de oven nævnte Ostjaker vides, at de ved Indtrædelsen af Vaaren, hvormed deres Aar begyndte, fejrede deres største Fest til Torums Ære<ref>F. Schiern: Evropas Folkestammer S. 63.</ref> Ogsaa Lapperne have holdt en til Julen svarende aarlig Fest<ref>G. V. Düben: Om Lapland och Lapparne. Stockholm 1873. Her er Thors Fremtræden i Lappernes Gudetilbedelse sidst behandlet.</ref>. Thorsdagen tillagde baade Finner og Lapper særdeles Hellighed<ref>Finn Magnusen l. c. Smhdl. Lexicon Mythologicum S. 943 o. flg.</ref>.
		+
		+
		+	Er det, hvad Navnet, synes at vise, de gotiske Folkestammers Thor (Thunar) der af de finske Folkestammer er optagen som Guddom — maaske dog paa Basis af Forestillingen om en Tordengud af hjemlig Oprindelse, — vil det, eftersom der paa den anden Side intet Minde synes at foreligge om Wodan og hans Tilbedelse — være endnu mere indlysende, hvilken Gud af hine to der er at anse for Hovedguden for den gotiske Folkestamme.
		+
		+
		+	Men hvad der før sagdes om Nordboerne, kan nu siges om hele Folkestammen: Netop en Gudetilbedelse af den Karakter, som præger Thors-Dyrkelsen kan antages at vise hen paa en ældgammel, hjemlig, gotisk Kultur, der er Forudsætningen for den Aandsmodenhed og den Kraft, hvormed de forskjellige gotiske Folkestammer tidligere eller senere træde frem paa Historiens Forum og for den Selvstændighed, hvormed de ogsaa paa Aandens Omraade modtage den romerske Kulturs Goder.
		+
		+
		+	Vi have endnu et Vidnesbyrd om Thor som en oprindelig fællesgotisk Guddom; som Hovedguden, og havde end ikke ad anden Vej Odins og de andre Guders Tilbedelse kunnet paavises som værende af meget senere Oprindelse og lige til Hedenolds sidste Dage af en Betydning langt underordnet Thors, saa havde dog alene det maattet gjælde: I Tordenguden, i Hammerguden som Folkets Hovedgud se vi netop det Forbindelsesled mellem Goters og Grækeres ja ogsaa Gallers<ref>Holtzmann: Deutsche Mythologie 56. 61.</ref> Gudetro, som, da vi gjenfinde det samme Træk hos Inderne, synes at være et oprindeligt Grundtræk for alle Folk af den indoevropæiske Folkestamme<ref>Hvad selve Hammeren angaar, er Overensstemmelsen mellem Thors Mjölner og den indiske Hovedgud Indras Vadjra i deres Betydning for Folketroen paavist af C. A. Holmboe (Norske Vidensk. Selsk. Forhandl. 1862). Hos Grækerne fremtræder den oprindelige Betydning af Zeus’ Tordenkile som Vaaben udvisket i Tidens Løb.<br>Naar vi kaste Blikket tilbage endnu i en anden Retning, nemlig over de Kulturperioder, der gaa forud for den, da Befolkningens Herkomst i Norden ad sproglig og historisk Vej kan bevises. Stenalderen og Bronzealderen, da maa det bemærkes, at Øxen eller Hammeren allerede i den ældste Periode fremfor nogen anden Gjenstand er forarbejdet saaledes, at den synes uskikket til andet praktisk Brug end netop som Vaaben, ja hyppigt ikkun som Værdighedstegn. I Overensstemmelse hermed er det, at blandt hin Tids Smykker netop Øxeformen spiller en særegen Rolle, som den eneste Form, der har et figurligt Forbillede, til hvis Valg der da turde være en egen betydningsfuld Grund. Ogsaa i Bronzealderen træffe vi Øxerne hyppigt forarbejdede paa en Maade, der ganske viser dem i Anvendelse overensstemmende med Stenalderen, og i en saadan symbolsk Betydning for denne Tidsalder bestyrkes vi yderligere ved deres Forekomst mellem Bronzealderens ejendommelige Helleristninger. — Paa disse Forhold skulle vi her ikke undlade at pege hen, men det maa forbeholdes nærmere Drøftelser af de forskjellige Kulturperioders indbyrdes Forhold at bestemme hine Minders Betydning for den sidste forhistoriske Kulturperiode og det Folkeliv, der da rører sig i Norden.</ref>.
		+

	----		----

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 29. nov. 2015 kl. 18:42
Linje 596:		Linje 596:


−	Opfattelsen af en saadan mulig Aarsag til Hammerens Fremtræden som indristet Figur, vil saa langt fra udviske Hammertegnets Betydning for Hedenold, at den netop viser den Styrke, hvormed Folket har vidst at hævde Fædrenes Tro overfor den fremtrængende Kristendom. Ja det vil jo ikkun blive end mere betegnende for Folketroen og den nationale Bevidsthed, om det tillige skulde vise sig, at selve Hammersmykket — men sagtens paa et ikke lidet tidligere Stadium — ligefrem er dannet med det kristne Korssmykke som Forbillede. Dette mødte jo stadigt Nordboernes Øje paa deres Færd udenlands som Prydelse baade for Mand og for Kvinde, og hin Skik at bære Guddommens hellige Symbol kan godt tænkes at have gjort Indtryk paa deres Sind — men de kunde kun føle sig trygge under Thors Hammer og efterlignede derfor deres egen Guds viende Symbol. —	+	[[File:Snoldelev stone drawing.jpg\|right\|thumb\|600px\| <small>Fig. 13. Snoldelev Runestenen</small>]]Opfattelsen af en saadan mulig Aarsag til Hammerens Fremtræden som indristet Figur, vil saa langt fra udviske Hammertegnets Betydning for Hedenold, at den netop viser den Styrke, hvormed Folket har vidst at hævde Fædrenes Tro overfor den fremtrængende Kristendom. Ja det vil jo ikkun blive end mere betegnende for Folketroen og den nationale Bevidsthed, om det tillige skulde vise sig, at selve Hammersmykket — men sagtens paa et ikke lidet tidligere Stadium — ligefrem er dannet med det kristne Korssmykke som Forbillede. Dette mødte jo stadigt Nordboernes Øje paa deres Færd udenlands som Prydelse baade for Mand og for Kvinde, og hin Skik at bære Guddommens hellige Symbol kan godt tænkes at have gjort Indtryk paa deres Sind — men de kunde kun føle sig trygge under Thors Hammer og efterlignede derfor deres egen Guds viende Symbol. —


Linje 602:		Linje 602:


−	Naar der af Snorre, som ovenfor omtalt, hentydes paa den Skik hos Nordboerne i Hedenold i Dødens Stund at mærke sig med en Spydsod, maa det aabenbart opfattes saaledes, at Nordboen med Odden ristede et af de her omhandlede hellige Tegn: Hammeren, Hagekorset eller det trearmede Kors (Triskelen) paa sit Legeme<ref>Smhld. L. Müller l. c. 70.</ref>. Med dette Tegn, hvorved Nordboen for sidste Gang udgød Blod som Offer til Guden — ofrede sig selv til ham — og paakaldte hans viende Kraft i Dødens Stund, har han ikke tillidsfuldt kunnet vie sig til nogen anden Gud end den, der hele Livet igjennem havde viet hans Idræt — den Gud, der efter Døden vilde værne om Mindet om hans Liv: Miðgarðs Véurr, Thor.	+	[[Fil:Triskel.jpg\|left\|thumb\|200px]]Naar der af Snorre, som ovenfor omtalt, hentydes paa den Skik hos Nordboerne i Hedenold i Dødens Stund at mærke sig med en Spydsod, maa det aabenbart opfattes saaledes, at Nordboen med Odden ristede et af de her omhandlede hellige Tegn: Hammeren, Hagekorset eller det trearmede Kors (Triskelen) paa sit Legeme<ref>Smhld. L. Müller l. c. 70.</ref>. Med dette Tegn, hvorved Nordboen for sidste Gang udgød Blod som Offer til Guden — ofrede sig selv til ham — og paakaldte hans viende Kraft i Dødens Stund, har han ikke tillidsfuldt kunnet vie sig til nogen anden Gud end den, der hele Livet igjennem havde viet hans Idræt — den Gud, der efter Døden vilde værne om Mindet om hans Liv: Miðgarðs Véurr, Thor.