Guldbringe syssel (K.Kålund) - Revisjonshistorikk

Jesper på 2. mar. 2016 kl. 06:36

2016-03-02T06:36:25Z

Carsten på 6. jul. 2015 kl. 19:41

2015-07-06T19:41:22Z

Carsten på 18. feb. 2014 kl. 17:28

2014-02-18T17:28:40Z

Carsten på 18. feb. 2014 kl. 17:16

2014-02-18T17:16:51Z

Carsten på 4. feb. 2014 kl. 21:54

2014-02-04T21:54:20Z

JJ.Sandal på 16. aug. 2013 kl. 22:45

2013-08-16T22:45:38Z

JJ.Sandal: class="noprint" class="toccolours"

2013-08-16T21:58:58Z

class="noprint" class="toccolours"

Magnus: Prøver ut NoPrint koden for å skjule tekst når det lages PDF filer.

2013-08-16T21:38:50Z

Prøver ut NoPrint koden for å skjule tekst når det lages PDF filer.

Carsten på 16. aug. 2013 kl. 05:33

2013-08-16T05:33:32Z

Carsten på 15. aug. 2013 kl. 22:36

2013-08-15T22:36:54Z

Vis endringer

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 2. mar. 2016 kl. 06:36
Linje 77:		Linje 77:


−	Foruden af Seltjarnarnæs består Guldbringesyssel af følgende bygdelag: ''Alvtanæs'', (som allerede tidligere er nævnt), ''Vatnløsestrand'' (Vatnsleysuströnd)<ref>Beskrivelsen af Vatnløsestrand og de følgende bygdelag i Guldbringesyssel, samt ''Selvåg'' i Ånæs syssel støtter sig kun til sognebeskrivelser og andre skrevne eller trykte efterretninger, ikke derimod, hvad der ellers som oftest vil være tilfældet, til egne iagttagelser sammenholdte med disse.</ref>, ''Vågene'' (Vogar) og ''Njardvig'' (Njarðvík), ''»Leira«'' (ɔ: Lere), ''Gard'' (Garðr), ''Midnæs'' (Miðnes) og ''Sydernæs'' (Suðrnes) — disse fire tilsammen benævnte ''Rosmhvalaneshrepp'' —, ''Havnene'' (Hafnir), ''Grindavig'' (Grindavík), ''Krisevig'' (Krísuvik), hreppernes antal er i det hele seks. Egenlig tilkommer, som det af denne opregning ses, navnet Sydernæs kun en mindre del af Rosmhvalanæsset — der nu falder sammen med Rosmhvalaneshrepp —, men i daglig tale bruges sædvanlig benævnelsen Sydernæssene om Rosmhvalanæs og Havnene i modsætning til Alvtanæs og Seltjarnarnæs, som da kaldes Indnæs (Innnes), ja endog af fjærnere boende om halvøens fiskepladse overhovedet<ref>Således allerede Sturl. I, 343.</ref>. På det flade vågskårne '''Alvtanæs''' (Fbr. s. 4) hæver sig frem en anselig stenbygning med kirke temlig langt ude på næsset i den nordøstligste del af dette; desuden er næsset langs søen oversåt med en mængde gårde og småhuse. Den store bygning er '''Bessestad''' (''Bessastaðir''). Først i Sturlungetiden begynder gården at nævnes; den hørte til Snorre Sturlassöns ejendomme, og en gang da han under de uophørlige indre uroligheder, der dengang hjemsøgte øen følte sig truet på Reykholt, flyttede han med familie og tyende hertil og opslog for en tid sin bolig her <ref>Sturl. I, 341.</ref>. Efter Snorres drab kom Bessestad i kong Håkons besiddelse, idet den norske konge påstod sig berettiget til alle Snorres efterladenskaber, han betragtede nemlig denne, der stod i kongens personlige tjæneste, som højforræder og hans gods som forbrudt til kronen. Således var altså Bessestad et af de første steder, hvor kongemagten fik fast fod i landet Her var senere, navnlig efter at de danske konger var blevne landets herskere, det sædvanlige opholdssted for ''den kgl. befalingsmand'' under dennes sommerbesøg på Island og det sted, hvor han holdt sin foged hele året rundt. Efter at i det 17de århundredes slutning et amtmandsembede var bleven oprettet på Island, havde amtmanden sin bolig her, i en længere årrække sammen med landfogeden; og senere, efter at landet var bleven delt i to amter og bestyrelsen af sønder- og vesteramtet overdraget stiftamtmanden, havde ligeledes denne landets højeste embedsmand, der tidligere mest havde opholdt sig i Danmark, sin residens her, indtil han i århundredets begyndelse opgav sin bolig her i anledning af skolens påtænkte forflyttelse fra Reykjavig. Det omtalte stenhus, der 1760 var bleven bygget til amtmanden, blev nu indrettet til skolebygning, medens lærerne fik bolig i forskellige nærliggende gårde. Da der efter skolens endelige forlæggelse til Reykjavig ikke længere var nogen brug for gården, afstodes ejendommen ved et mageskifte for nogle år siden til en privatmand. Kirken, der ligeledes efter islandske forhold er meget anselig — dog skæmmes den ligesom gården ved et uskønt sort tømmertag — opbyggedes noget senere også af hugne sten. I Bessestad kirke findes flere ligstene, deriblandt en af marmor over høvedsmanden ''Povl Stigssön'' (&~~#134~~; 1566) med hans billed, en pansret ridderskikkelse omtrent i legems størrelse; blandt andre, der er begravede her, kan mærkes to her afdøde amtmænd; den lovende, men desværre straks ved sin ankomst til landet (1619) afdøde høvedsmand ''Frederik Friis'' begravedes vel også her, men hans lig førtes senere til Danmark. I forrige århundrede, endnu i Bessestads velmagtsdage, indrettedes på en tæt ved liggende gård (''Lambhús''), der senere benyttedes som lærerbolig, bolig for en ''astronom''<ref>Efter at man var kommen bort fra en først næret plan om oprettelsen af et observatoriom på Vestlandet, besluttedes det 1773 at indrette et sådant ved Bessestad; på Lambhus nævnes i den følgende tid to astronomer, af hvilke den ene endnu ses at have levet år 1800 (Se Forb. til Olavii Oeconomisk Reise igienn. Island, CLXI ffg., samt Lovsamling for Island 1773—1800).</ref>; ligeledes stod ''falkehuset'' på Bessestad, indtil det flyttedes til Reykjavig. Nord for Bessestad skyder sig en lille vig ind i landet, der nærmere gården ender i en med lavvande tørt liggende strækning ''Bessestads tjörn''. Vigen, der mod nord begrænses af Alvta næs’ nordligste pynt, er '''Sejla''' (''Seila''), en i ældre tider brugt havn, hvor sædvanlig det skib, der overførte høvedsmanden, havde leje; havnen er ret god, men indsejlingen vanskelig, hvad der formodenlig i sin tid befriede den daværende høvedsmand fra at stifte nærmere bekendtskab med ''de algierske sørøvere'', som i året 1627 hærgede Island; disse gjorde nemlig også forsøg på at lande her, men opgav det, da skibet kom på grund. Syd for vigen anlagdes i den sidste halvdel af det 17de århundrede en lille ''skanse'' til forsvar for havnen og kongsgården; skansen, hvis lævninger endnu ses, synes dog aldrig at være bragt i ordenlig stand; dens kanoner førtes tilsidst til Reykjavig til brug ved den i begyndelsen af dette århundrede der opbyggede skanse.	+	Foruden af Seltjarnarnæs består Guldbringesyssel af følgende bygdelag: ''Alvtanæs'', (som allerede tidligere er nævnt), ''Vatnløsestrand'' (Vatnsleysuströnd)<ref>Beskrivelsen af Vatnløsestrand og de følgende bygdelag i Guldbringesyssel, samt ''Selvåg'' i Ånæs syssel støtter sig kun til sognebeskrivelser og andre skrevne eller trykte efterretninger, ikke derimod, hvad der ellers som oftest vil være tilfældet, til egne iagttagelser sammenholdte med disse.</ref>, ''Vågene'' (Vogar) og ''Njardvig'' (Njarðvík), ''»Leira«'' (ɔ: Lere), ''Gard'' (Garðr), ''Midnæs'' (Miðnes) og ''Sydernæs'' (Suðrnes) — disse fire tilsammen benævnte ''Rosmhvalaneshrepp'' —, ''Havnene'' (Hafnir), ''Grindavig'' (Grindavík), ''Krisevig'' (Krísuvik), hreppernes antal er i det hele seks. Egenlig tilkommer, som det af denne opregning ses, navnet Sydernæs kun en mindre del af Rosmhvalanæsset — der nu falder sammen med Rosmhvalaneshrepp —, men i daglig tale bruges sædvanlig benævnelsen Sydernæssene om Rosmhvalanæs og Havnene i modsætning til Alvtanæs og Seltjarnarnæs, som da kaldes Indnæs (Innnes), ja endog af fjærnere boende om halvøens fiskepladse overhovedet<ref>Således allerede Sturl. I, 343.</ref>. På det flade vågskårne '''Alvtanæs''' (Fbr. s. 4) hæver sig frem en anselig stenbygning med kirke temlig langt ude på næsset i den nordøstligste del af dette; desuden er næsset langs søen oversåt med en mængde gårde og småhuse. Den store bygning er '''Bessestad''' (''Bessastaðir''). Først i Sturlungetiden begynder gården at nævnes; den hørte til Snorre Sturlassöns ejendomme, og en gang da han under de uophørlige indre uroligheder, der dengang hjemsøgte øen følte sig truet på Reykholt, flyttede han med familie og tyende hertil og opslog for en tid sin bolig her <ref>Sturl. I, 341.</ref>. Efter Snorres drab kom Bessestad i kong Håkons besiddelse, idet den norske konge påstod sig berettiget til alle Snorres efterladenskaber, han betragtede nemlig denne, der stod i kongens personlige tjæneste, som højforræder og hans gods som forbrudt til kronen. Således var altså Bessestad et af de første steder, hvor kongemagten fik fast fod i landet Her var senere, navnlig efter at de danske konger var blevne landets herskere, det sædvanlige opholdssted for ''den kgl. befalingsmand'' under dennes sommerbesøg på Island og det sted, hvor han holdt sin foged hele året rundt. Efter at i det 17de århundredes slutning et amtmandsembede var bleven oprettet på Island, havde amtmanden sin bolig her, i en længere årrække sammen med landfogeden; og senere, efter at landet var bleven delt i to amter og bestyrelsen af sønder- og vesteramtet overdraget stiftamtmanden, havde ligeledes denne landets højeste embedsmand, der tidligere mest havde opholdt sig i Danmark, sin residens her, indtil han i århundredets begyndelse opgav sin bolig her i anledning af skolens påtænkte forflyttelse fra Reykjavig. Det omtalte stenhus, der 1760 var bleven bygget til amtmanden, blev nu indrettet til skolebygning, medens lærerne fik bolig i forskellige nærliggende gårde. Da der efter skolens endelige forlæggelse til Reykjavig ikke længere var nogen brug for gården, afstodes ejendommen ved et mageskifte for nogle år siden til en privatmand. Kirken, der ligeledes efter islandske forhold er meget anselig — dog skæmmes den ligesom gården ved et uskønt sort tømmertag — opbyggedes noget senere også af hugne sten. I Bessestad kirke findes flere ligstene, deriblandt en af marmor over høvedsmanden ''Povl Stigssön'' (&dagger; 1566) med hans billed, en pansret ridderskikkelse omtrent i legems størrelse; blandt andre, der er begravede her, kan mærkes to her afdøde amtmænd; den lovende, men desværre straks ved sin ankomst til landet (1619) afdøde høvedsmand ''Frederik Friis'' begravedes vel også her, men hans lig førtes senere til Danmark. I forrige århundrede, endnu i Bessestads velmagtsdage, indrettedes på en tæt ved liggende gård (''Lambhús''), der senere benyttedes som lærerbolig, bolig for en ''astronom''<ref>Efter at man var kommen bort fra en først næret plan om oprettelsen af et observatoriom på Vestlandet, besluttedes det 1773 at indrette et sådant ved Bessestad; på Lambhus nævnes i den følgende tid to astronomer, af hvilke den ene endnu ses at have levet år 1800 (Se Forb. til Olavii Oeconomisk Reise igienn. Island, CLXI ffg., samt Lovsamling for Island 1773—1800).</ref>; ligeledes stod ''falkehuset'' på Bessestad, indtil det flyttedes til Reykjavig. Nord for Bessestad skyder sig en lille vig ind i landet, der nærmere gården ender i en med lavvande tørt liggende strækning ''Bessestads tjörn''. Vigen, der mod nord begrænses af Alvta næs’ nordligste pynt, er '''Sejla''' (''Seila''), en i ældre tider brugt havn, hvor sædvanlig det skib, der overførte høvedsmanden, havde leje; havnen er ret god, men indsejlingen vanskelig, hvad der formodenlig i sin tid befriede den daværende høvedsmand fra at stifte nærmere bekendtskab med ''de algierske sørøvere'', som i året 1627 hærgede Island; disse gjorde nemlig også forsøg på at lande her, men opgav det, da skibet kom på grund. Syd for vigen anlagdes i den sidste halvdel af det 17de århundrede en lille ''skanse'' til forsvar for havnen og kongsgården; skansen, hvis lævninger endnu ses, synes dog aldrig at være bragt i ordenlig stand; dens kanoner førtes tilsidst til Reykjavig til brug ved den i begyndelsen af dette århundrede der opbyggede skanse.


Linje 93:		Linje 93:


−	Flere andre gårde følge nu i sydlig række langs søen, alle lider de af sandfog, men jorden er dog i sig selv ikke ufrugtbar, desuden er her ypperligt fiskeri og på mange steder drivtømmer; inden for på næsset ligger den såkaldte hede, opblæst og stenet, sparsomt bevokset med lyng. Sydvestlig på Rosmhvalanæs var tidligere en handelsplads '''Bátsandar''' (Bátsendar— Bådsand, Bosand), men handelshusene bortreves fuldstændig af en stormflod 1799, og siden er den ikke bleven benyttet, da både indsejlingen er farlig og havnen selv noget besværlig, skibene lå sædvanlig »svinebundne« ved jærnringe. Lidt sydligere ligger ''Torshavn'' Þórshöfn), der i endnu ældre tid er bleven benyttet som havn, nemlig i hansestædernes tid. Imellem Rosmhvalanæs og ''Havnene'' (Hafnir) skyder en lav vig sig ind, de såkaldte »Ósar« (Ose), vest for den inderste våg stod fordum en kirke kaldet »kirkjan at Vogi« (Vm.); hele denne vig, Osarne, snarere end dens inderste våg ''Djupevåg'' (Djúpivogr), er det vel, som svarer til den i Ldn. (s. 106, 319) nævnte »Vágr«. — Uagtet den skade, sø og sand kan have gjort de forskellige gårde i Havnene, afgiver dog netop denne bygd i den senere tid et eksempel på, hvilken velstand havet under heldige forhold kan skænke; her skal findes efter islandske forhold prægtige bøndergårde, tømmerhuse med aldeles købstadmæssig indretning, overdådighed i mad og drikke o. s. v. Omtrent midtvejs i bygden ligger ''Kirkjuhövn'' (Kirkjuhöfn ɔ: Kirkehavn), hvor der i hansestædernes tid var handelshavn, kort syd for begynder ''Havnaberg'' (Hafnaberg), et en halv mil langt bjærg, der strækker sig ud mod søen; det er ikke højt, men dog ubestigeligt, så at man må lade sig hisse ned i tov for at nå de der rugende fugle. Inden for denne bygd træffer man igen hraunet for alvor med utallige rævner og kløfter; en af disse ''Hauksvardegjå'' (Hauksvörðugjá), der går i sydvestlig retning ned mod Reykjanæs og kan spores helt op til Vatnløsestrand, er især mærkelig. Det er en overmåde lang og bred, men ikke så særdeles dyb kløft, på somme steder med lave klipper til begge sider, sandskråninger på andre. Denne har i følge sagnet været lejet for den oven nævnte ''Kaldå'', som under et vulkansk udbrud skulde være forsvunden i jorden. — Sydligere, yderst på næsset, er forbrændte klipper, deriblandt længst ude den tidligere nævnte ''»Kerling«''. Næsset<ref>''Reykjanes'' nævnt Eg. s. 56, 60; Laxd. s. 32; Eb. s. 5.</ref> er gennemtrængt af en stærk underjordisk varme, man finder her rygende dampe og hverer eller kogende kilder; den bekendteste af disse er den såkaldte ''»Gunna«'', der skal have sit navn efter en gengangerske, som den bekendte galdrekyndige præst Erik Magnussön i Selvåg (&~~#134~~; 1716) manede her ned; stedet har været meget passende valgt, kilden er nemlig at se til som en stor kogende lerpøl. I den omgivende høj har man i de seneste år trot at finde en art porcellænsæmne (''silica''), som man er begyndt at bryde for at få det udført til England.	+	Flere andre gårde følge nu i sydlig række langs søen, alle lider de af sandfog, men jorden er dog i sig selv ikke ufrugtbar, desuden er her ypperligt fiskeri og på mange steder drivtømmer; inden for på næsset ligger den såkaldte hede, opblæst og stenet, sparsomt bevokset med lyng. Sydvestlig på Rosmhvalanæs var tidligere en handelsplads '''Bátsandar''' (Bátsendar— Bådsand, Bosand), men handelshusene bortreves fuldstændig af en stormflod 1799, og siden er den ikke bleven benyttet, da både indsejlingen er farlig og havnen selv noget besværlig, skibene lå sædvanlig »svinebundne« ved jærnringe. Lidt sydligere ligger ''Torshavn'' Þórshöfn), der i endnu ældre tid er bleven benyttet som havn, nemlig i hansestædernes tid. Imellem Rosmhvalanæs og ''Havnene'' (Hafnir) skyder en lav vig sig ind, de såkaldte »Ósar« (Ose), vest for den inderste våg stod fordum en kirke kaldet »kirkjan at Vogi« (Vm.); hele denne vig, Osarne, snarere end dens inderste våg ''Djupevåg'' (Djúpivogr), er det vel, som svarer til den i Ldn. (s. 106, 319) nævnte »Vágr«. — Uagtet den skade, sø og sand kan have gjort de forskellige gårde i Havnene, afgiver dog netop denne bygd i den senere tid et eksempel på, hvilken velstand havet under heldige forhold kan skænke; her skal findes efter islandske forhold prægtige bøndergårde, tømmerhuse med aldeles købstadmæssig indretning, overdådighed i mad og drikke o. s. v. Omtrent midtvejs i bygden ligger ''Kirkjuhövn'' (Kirkjuhöfn ɔ: Kirkehavn), hvor der i hansestædernes tid var handelshavn, kort syd for begynder ''Havnaberg'' (Hafnaberg), et en halv mil langt bjærg, der strækker sig ud mod søen; det er ikke højt, men dog ubestigeligt, så at man må lade sig hisse ned i tov for at nå de der rugende fugle. Inden for denne bygd træffer man igen hraunet for alvor med utallige rævner og kløfter; en af disse ''Hauksvardegjå'' (Hauksvörðugjá), der går i sydvestlig retning ned mod Reykjanæs og kan spores helt op til Vatnløsestrand, er især mærkelig. Det er en overmåde lang og bred, men ikke så særdeles dyb kløft, på somme steder med lave klipper til begge sider, sandskråninger på andre. Denne har i følge sagnet været lejet for den oven nævnte ''Kaldå'', som under et vulkansk udbrud skulde være forsvunden i jorden. — Sydligere, yderst på næsset, er forbrændte klipper, deriblandt længst ude den tidligere nævnte ''»Kerling«''. Næsset<ref>''Reykjanes'' nævnt Eg. s. 56, 60; Laxd. s. 32; Eb. s. 5.</ref> er gennemtrængt af en stærk underjordisk varme, man finder her rygende dampe og hverer eller kogende kilder; den bekendteste af disse er den såkaldte ''»Gunna«'', der skal have sit navn efter en gengangerske, som den bekendte galdrekyndige præst Erik Magnussön i Selvåg (&dagger; 1716) manede her ned; stedet har været meget passende valgt, kilden er nemlig at se til som en stor kogende lerpøl. I den omgivende høj har man i de seneste år trot at finde en art porcellænsæmne (''silica''), som man er begyndt at bryde for at få det udført til England.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 6. jul. 2015 kl. 19:41
Linje 83:		Linje 83:


−	[[Fil:AM.56.jpg\|thumb\|500px\|left\|<center>'''Hafnarfjörðr''' - (''A. E. F. Mayer,'' 1836)</center>]] Begiver man sig, i stedet for at dreje ud langs Alvtanæs, tværs over det omtalte hraun til handelspladsen Havnefjord, der ligger ved den inderste del af den lille, smalle fjord af samme navn, der begrænser Alvtanæs mod syd, får man lejlighed til at gøre nærmere bekendtskab med dette. Det er vistnok ældre end landets bebyggelse; det er således temlig bevokset med mos og hist og her i fordybningerne med græs, men dog vildt og øde nok, næsten at ligne med en uhyre plads bedækket med affald fra smelteovne. Rundt omkring ses dynger af lavabrokker eller større størknede bølger, hist og her står større blokke i vejret, af og til støder man på pludselige kedelfordybninger, eller man ser lavapartier adskilte ved skarpe rævner, der tydelig viser bristningens gang. Den fremstikkende lava har overalt det samme blågrå noget porøse udseende, som slagger almindeligvis have. I ly af dette hraun nede ved jordbunden ligger nu ''handelspladsen'' '''Havnefjord''', der er en af de større med 5—6 købmænd og flere hundrede indbyggere, der så godt som udelukkende ernære sig ved fiskeri, samt bekendt for sin gode havn. Tidligere har handelshusene stået lige overfor på et lille næs kaldet '''Hvaløre''' (''Hvaleyri'', ældre ''Hvaleyrr''), længere ude paa denne halvø findes på et sted, hvor klippegrunden træder frem, i overfladen af et par flade klippeblokke flere tegn indhuggede: endel latinske forbogstaver og årstallene 1628 og 1777, samt nogle ''binderuner'' og lignende; alle disse tegn antages i almindelighed for at være af samme oprindelse og skrive sig fra handelsfolk, matroser og andre, der her som så ofte på steder, hvor manges vej faldt forbi eller ved hvis beliggenhed der var noget ejendommeligt, har haft lyst til at indhugge deres navne eller disses forbogstaver<ref>Jonas Hallgrimssön, der besøgte og omstændelig undersøgte stedet 1841, påstod imidlertid, at binderunerne på en af disse stene måtte være langt ældre, og at de andre indskrifter til dels vare bugne oven over (ɔ: oven i) disse, samt kom på den tanke, at disse binderuner endog skulde stamme fra tiden umiddelbart før landets bebyggelse og indeholde navnene på ''Flokes skibsmandskab''. Nogle af håndskrifterne til Ldn. (C. og E.) fortæller nemlig (s. 30), at Floke, da han, efter at have opholdt sig en vinter på Island, besluttede sig til at forlade landet, nødtes for modvind til at lande i Havnefjord; en af sine ledsagere Herjolv, der var dreven fra skibet i en båd, fandt han på Hvaløre, og først næste sommer lykkedes det ham at forlade landet. Af denne klippeblok, som J. H. kaldte ”Flókasteinn”, sendte han Finn Magnussön en afbildning, som nu befinder sig i hr. prof. univbibl. Thorsens besiddelse, indeholdende 23 store og meget sammensatte stave (binderuner) foruden fire lignende fra stenens ene side; en tilsvarende skriftlig indberetning fra ham ejes ligesom de tidligere omtalte af hr. Jon Sigurdssön. — ”Floke”stenen er omtalt i et brev fra Jonas Hailgrimssön til Finn Magnnssön (9/7 41), og hypotesen om navnene på Flokes ledsagere videre udviklet i et brev fra Magn. Grimssön til samme (28/8 45) — begge i Geheime arkivet.</ref>. Oven for Alvtanæs og Havnefjord er udstrakte lavasletter, til dels skjulte fra bygden ved små højder, men ellers strækkende sig temlig jævnt op under fjældene; imod sydøst begrænses de på dette strøg af en svær ubrudt fjældvæg ''Langehlid'' (Lönguhlíð), men fortsættes mod nordøst langt op i de højere vulkanske fjældmasser og mod sydvest helt ud til Reykjanæs. Foran Langehlid strækker sig nogle lavere højder ''Underhliderne'' (Undirhlíðar), hvis fortsættelse er en noget stejl, men ikke særlig høj eller bred hals — således kaldes langagtige smalle højdedrag —, der adskiller dette parti fra svovlminerne i Krisevig. Hraunet er her helt overgrot med gråligt mos, og farligt eller umuligt at passere til hest uden netop ad de få banede stier, da mosset dækker mellem rummene mellem de løse lavabrokker. Som i alle hraun er her fuldt af små huler, grotter, kløfter, rævner, men ingen af særlig betydning. Derimod findes her en ret mærkelig lille å ''Kaldå'' (Kaldá), der har sit udspring ikke langt fra et midt i hraunet fritstående lille fjæld ''Helgafell''; omtrent en fjærdingvej løber den i vestlig retning gennem lavastrækningen, men forsvinder så under denne for ikke mere at komme til syne, i det vandet rimeligvis under hraunet siver ud i søen etsteds ved gårdene syd for Havnefjord, hvor man er bleven sligt rindende vand vár. Det er imidlertid en almindelig tro, at åen løber under hraunet langs gennem hele halvøen og først falder i søen ved Reykjanæs, hvor man da tilskriver den andel i den bekendte malmstrøm ''Reykjanæs-röst'', og til støtte for denne mening anføres så, at vandet i søen omkring denne i stille vejr er ganske fersk og drikkeligt; tidligere var det en stor å, [[Fil:Flókasteinn.jpg\|thumb\|500px\|right\|<center>Tegning af den såkaldte '''Flókasteinn''' ''(se fodnote 34)'' <br>Optegnet af Jónas Hallgrímsson, 1841</center>]] fortælles der, men efter et jordskælv forsvandt den i jorden, og nu ses kun dens tidligere leje, — som senere skal omtales. Sydvest for Havnefjord strækker sig ligeledes langs kysten hraunstrækninger med forskellige navne, alle indbyrdes sammenhængende og udgåede fra halvøens indre, de når helt ud, til søen, og kun hist og her ses langs denne tunpletter, som lavaen da omgærder. En del af dette hraun er det såkaldte ''Kapelhraun'' (Kapelluhraun), en smal, vegetationsløs lavastrækning, der ser ud til at være yngre end det omliggende hraun og synes at have løbet hen over et ældre; det er ualmindelig besværligt at passere og aldeles ufremkommeligt uden netop ad den der igennem lagte fortrinlige sti, hvis oprindelse ikke kendes. På denne vej skal ''»de danske fra Bessestad«'' være blevne overfaldne og dræbte til hævn for den katolske biskop Jon Aressöns drab, formodenlig da det almindelige overfald af nordlænderne på de danske på Sydernæssene, hvorom kilderne berette, fandt sted (1551); de skal være begravne på drabsstedet, — men til deres ''dysser'', siger den antikv. indb. (1820), ses intet spor. Sognebeskrivelsen derimod siger, at en opstablet stendynge, som den kalder ''»Kapellet«'' — omtrent midt i hraunet, tæt ved vejen —, betegner stedet, hvor de mænd fra Bessestad, der dræbtes til hævn for Jon Aressön, dyssedes, Ísl. Þjóðs. (II, 74) beskriver endog den omtalte stendynge som en art kapel, hvori en af ombudsmændene på Bessestad, der var bleven anfaldet og dræbt i hraunet, var begravet. Om den med Jon Aressön samtidige ombudsmand på Bessestad, Kristian skriver, gælder det imidlertid, at han dræbtes på et ganske andet sted på Sydernæssene, betydelig længere mod vest. — Det er formodenlig dette hraun, som i ældre tid er bleven kaldt '''Nye hrann''' (''Nýja hraun''). I Kjln. (s. 402, 455) nævnes det som sydgrænse for de på Kjalarnæs i Kjos’ syssel boende høvdingers magtområde (der siges om sagaens helt Bue, at han havde godord — manna forræði — helt ud til Nýja hraun og ind til Botnså — nordgrænsen for Kjos —, ligesom der om hans forgænger Torgrim er sagt, at han havde »mannaforráð« lige til Nýja hraun, og det kaldtes ''Brundæla godord''). Den her antagne beliggenhed for Nýja hraun bestyrkes ved en angivelse i Ísl. ann. (s. 260), hvor der siges, at år 1343 strandede et skib, der var sejlet ud fra Hvalfjord, uden for Havnefjord ved Nýja-hraun. — På den anden side dette begynder den såkaldte ''Almenning'' (Almenningr), et udstrakt hraun, der strækker sig helt bag ved den følgende bygd ''Vatnløsestrand'' og langt op mod fjældene her. ''Keglen'' og ''Trolddynge'' (~~Trölladýgja~~), af hvilke det sidste har udspyet ny lavamasser oven på de ældre, kendelige ved deres golde og ubevoksede udseende, hvorimod der i Almenningen ellers hist og her findes birkekrat, og græs og urter i sænkningerne i hraunet. En sådan nyere hraunstrækning (ifg. sognebeskrivelsen fra 13de eller 14de årh.) skal ses løbe frem mod søen syd for gården ''Hvassahraun'', der ligger på grænsen af Alvtanæs' og Vatnløsestrands hrepper. Men da Hvassahraun alt nævnes i Ldn. (s. 319—20, som grænseskel mellem to landnam), er det rimeligt, at her allerede dengang har ligget et særlig udpræget hraun; og navnet synes at antyde, at dette har, ligesom hraunet syd for gården Hvassahraun nu, været særlig goldt og stenigt. Almenningen er bekendt af, at navnlig her har den rensdyrhjord sit tilhold, som er opstået af nogle få til Guldbringesyssel fra Norge i året 1777 overførte ''rensdyr:'' dyrene komme undertiden ned til gårdene på Vatnløsestrand, og af og til skydes et, ellers ser man ikke meget til dem; hjorden skal heller ikke være særdeles talrig, 40—50 stykker. Den nævnte bygd Vatnløsestrand i forbindelse med de dertil hørende ''Våge'' og ''Njardvig'' er et af de for dette syssel karakteristiske landskaber, rindende vand findes ikke — sml. navnet »Vandløsestrand« —, men man må hjælpe sig med brønde, hvor vandet på de fleste steder er slet og brakt, brændsel mangler ligeledes, så man nødes til at tage sin tilflugt til tang og fiskeaffald, men til gengæld er her godt og stadigt fiskeri.	+	[[Fil:AM.56.jpg\|thumb\|500px\|left\|<center>'''Hafnarfjörðr''' - (''A. E. F. Mayer,'' 1836)</center>]] Begiver man sig, i stedet for at dreje ud langs Alvtanæs, tværs over det omtalte hraun til handelspladsen Havnefjord, der ligger ved den inderste del af den lille, smalle fjord af samme navn, der begrænser Alvtanæs mod syd, får man lejlighed til at gøre nærmere bekendtskab med dette. Det er vistnok ældre end landets bebyggelse; det er således temlig bevokset med mos og hist og her i fordybningerne med græs, men dog vildt og øde nok, næsten at ligne med en uhyre plads bedækket med affald fra smelteovne. Rundt omkring ses dynger af lavabrokker eller større størknede bølger, hist og her står større blokke i vejret, af og til støder man på pludselige kedelfordybninger, eller man ser lavapartier adskilte ved skarpe rævner, der tydelig viser bristningens gang. Den fremstikkende lava har overalt det samme blågrå noget porøse udseende, som slagger almindeligvis have. I ly af dette hraun nede ved jordbunden ligger nu ''handelspladsen'' '''Havnefjord''', der er en af de større med 5—6 købmænd og flere hundrede indbyggere, der så godt som udelukkende ernære sig ved fiskeri, samt bekendt for sin gode havn. Tidligere har handelshusene stået lige overfor på et lille næs kaldet '''Hvaløre''' (''Hvaleyri'', ældre ''Hvaleyrr''), længere ude paa denne halvø findes på et sted, hvor klippegrunden træder frem, i overfladen af et par flade klippeblokke flere tegn indhuggede: endel latinske forbogstaver og årstallene 1628 og 1777, samt nogle ''binderuner'' og lignende; alle disse tegn antages i almindelighed for at være af samme oprindelse og skrive sig fra handelsfolk, matroser og andre, der her som så ofte på steder, hvor manges vej faldt forbi eller ved hvis beliggenhed der var noget ejendommeligt, har haft lyst til at indhugge deres navne eller disses forbogstaver<ref>Jonas Hallgrimssön, der besøgte og omstændelig undersøgte stedet 1841, påstod imidlertid, at binderunerne på en af disse stene måtte være langt ældre, og at de andre indskrifter til dels vare bugne oven over (ɔ: oven i) disse, samt kom på den tanke, at disse binderuner endog skulde stamme fra tiden umiddelbart før landets bebyggelse og indeholde navnene på ''Flokes skibsmandskab''. Nogle af håndskrifterne til Ldn. (C. og E.) fortæller nemlig (s. 30), at Floke, da han, efter at have opholdt sig en vinter på Island, besluttede sig til at forlade landet, nødtes for modvind til at lande i Havnefjord; en af sine ledsagere Herjolv, der var dreven fra skibet i en båd, fandt han på Hvaløre, og først næste sommer lykkedes det ham at forlade landet. Af denne klippeblok, som J. H. kaldte ”Flókasteinn”, sendte han Finn Magnussön en afbildning, som nu befinder sig i hr. prof. univbibl. Thorsens besiddelse, indeholdende 23 store og meget sammensatte stave (binderuner) foruden fire lignende fra stenens ene side; en tilsvarende skriftlig indberetning fra ham ejes ligesom de tidligere omtalte af hr. Jon Sigurdssön. — ”Floke”stenen er omtalt i et brev fra Jonas Hailgrimssön til Finn Magnnssön (9/7 41), og hypotesen om navnene på Flokes ledsagere videre udviklet i et brev fra Magn. Grimssön til samme (28/8 45) — begge i Geheime arkivet.</ref>. Oven for Alvtanæs og Havnefjord er udstrakte lavasletter, til dels skjulte fra bygden ved små højder, men ellers strækkende sig temlig jævnt op under fjældene; imod sydøst begrænses de på dette strøg af en svær ubrudt fjældvæg ''Langehlid'' (Lönguhlíð), men fortsættes mod nordøst langt op i de højere vulkanske fjældmasser og mod sydvest helt ud til Reykjanæs. Foran Langehlid strækker sig nogle lavere højder ''Underhliderne'' (Undirhlíðar), hvis fortsættelse er en noget stejl, men ikke særlig høj eller bred hals — således kaldes langagtige smalle højdedrag —, der adskiller dette parti fra svovlminerne i Krisevig. Hraunet er her helt overgrot med gråligt mos, og farligt eller umuligt at passere til hest uden netop ad de få banede stier, da mosset dækker mellem rummene mellem de løse lavabrokker. Som i alle hraun er her fuldt af små huler, grotter, kløfter, rævner, men ingen af særlig betydning. Derimod findes her en ret mærkelig lille å ''Kaldå'' (Kaldá), der har sit udspring ikke langt fra et midt i hraunet fritstående lille fjæld ''Helgafell''; omtrent en fjærdingvej løber den i vestlig retning gennem lavastrækningen, men forsvinder så under denne for ikke mere at komme til syne, i det vandet rimeligvis under hraunet siver ud i søen etsteds ved gårdene syd for Havnefjord, hvor man er bleven sligt rindende vand vár. Det er imidlertid en almindelig tro, at åen løber under hraunet langs gennem hele halvøen og først falder i søen ved Reykjanæs, hvor man da tilskriver den andel i den bekendte malmstrøm ''Reykjanæs-röst'', og til støtte for denne mening anføres så, at vandet i søen omkring denne i stille vejr er ganske fersk og drikkeligt; tidligere var det en stor å, [[Fil:Flókasteinn.jpg\|thumb\|500px\|right\|<center>Tegning af den såkaldte '''Flókasteinn''' ''(se fodnote 34)'' <br>Optegnet af Jónas Hallgrímsson, 1841</center>]] fortælles der, men efter et jordskælv forsvandt den i jorden, og nu ses kun dens tidligere leje, — som senere skal omtales. Sydvest for Havnefjord strækker sig ligeledes langs kysten hraunstrækninger med forskellige navne, alle indbyrdes sammenhængende og udgåede fra halvøens indre, de når helt ud, til søen, og kun hist og her ses langs denne tunpletter, som lavaen da omgærder. En del af dette hraun er det såkaldte ''Kapelhraun'' (Kapelluhraun), en smal, vegetationsløs lavastrækning, der ser ud til at være yngre end det omliggende hraun og synes at have løbet hen over et ældre; det er ualmindelig besværligt at passere og aldeles ufremkommeligt uden netop ad den der igennem lagte fortrinlige sti, hvis oprindelse ikke kendes. På denne vej skal ''»de danske fra Bessestad«'' være blevne overfaldne og dræbte til hævn for den katolske biskop Jon Aressöns drab, formodenlig da det almindelige overfald af nordlænderne på de danske på Sydernæssene, hvorom kilderne berette, fandt sted (1551); de skal være begravne på drabsstedet, — men til deres ''dysser'', siger den antikv. indb. (1820), ses intet spor. Sognebeskrivelsen derimod siger, at en opstablet stendynge, som den kalder ''»Kapellet«'' — omtrent midt i hraunet, tæt ved vejen —, betegner stedet, hvor de mænd fra Bessestad, der dræbtes til hævn for Jon Aressön, dyssedes, Ísl. Þjóðs. (II, 74) beskriver endog den omtalte stendynge som en art kapel, hvori en af ombudsmændene på Bessestad, der var bleven anfaldet og dræbt i hraunet, var begravet. Om den med Jon Aressön samtidige ombudsmand på Bessestad, Kristian skriver, gælder det imidlertid, at han dræbtes på et ganske andet sted på Sydernæssene, betydelig længere mod vest. — Det er formodenlig dette hraun, som i ældre tid er bleven kaldt '''Nye hrann''' (''Nýja hraun''). I Kjln. (s. 402, 455) nævnes det som sydgrænse for de på Kjalarnæs i Kjos’ syssel boende høvdingers magtområde (der siges om sagaens helt Bue, at han havde godord — manna forræði — helt ud til Nýja hraun og ind til Botnså — nordgrænsen for Kjos —, ligesom der om hans forgænger Torgrim er sagt, at han havde »mannaforráð« lige til Nýja hraun, og det kaldtes ''Brundæla godord''). Den her antagne beliggenhed for Nýja hraun bestyrkes ved en angivelse i Ísl. ann. (s. 260), hvor der siges, at år 1343 strandede et skib, der var sejlet ud fra Hvalfjord, uden for Havnefjord ved Nýja-hraun. — På den anden side dette begynder den såkaldte ''Almenning'' (Almenningr), et udstrakt hraun, der strækker sig helt bag ved den følgende bygd ''Vatnløsestrand'' og langt op mod fjældene her. ''Keglen'' og ''Trolddynge'' (Trölladýngja), af hvilke det sidste har udspyet ny lavamasser oven på de ældre, kendelige ved deres golde og ubevoksede udseende, hvorimod der i Almenningen ellers hist og her findes birkekrat, og græs og urter i sænkningerne i hraunet. En sådan nyere hraunstrækning (ifg. sognebeskrivelsen fra 13de eller 14de årh.) skal ses løbe frem mod søen syd for gården ''Hvassahraun'', der ligger på grænsen af Alvtanæs' og Vatnløsestrands hrepper. Men da Hvassahraun alt nævnes i Ldn. (s. 319—20, som grænseskel mellem to landnam), er det rimeligt, at her allerede dengang har ligget et særlig udpræget hraun; og navnet synes at antyde, at dette har, ligesom hraunet syd for gården Hvassahraun nu, været særlig goldt og stenigt. Almenningen er bekendt af, at navnlig her har den rensdyrhjord sit tilhold, som er opstået af nogle få til Guldbringesyssel fra Norge i året 1777 overførte ''rensdyr:'' dyrene komme undertiden ned til gårdene på Vatnløsestrand, og af og til skydes et, ellers ser man ikke meget til dem; hjorden skal heller ikke være særdeles talrig, 40—50 stykker. Den nævnte bygd Vatnløsestrand i forbindelse med de dertil hørende ''Våge'' og ''Njardvig'' er et af de for dette syssel karakteristiske landskaber, rindende vand findes ikke — sml. navnet »Vandløsestrand« —, men man må hjælpe sig med brønde, hvor vandet på de fleste steder er slet og brakt, brændsel mangler ligeledes, så man nødes til at tage sin tilflugt til tang og fiskeaffald, men til gengæld er her godt og stadigt fiskeri.

@@ Linje 128: / Linje 128: @@
 <br><br>
 <center>[[Fil:WGC.P006.jpg]]</center>
 ----
@@ Linje 134: / Linje 139: @@
 <references/>

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 18. feb. 2014 kl. 17:16
Linje 135:		Linje 135:
	<references/>		<references/>

		+
		+
		+	Se '''[[Tillæg og rettelser (K.Kålund)\|Tillæg og rettelser]]'''

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 4. feb. 2014 kl. 21:54
Linje 28:		Linje 28:


−	[[Fil:WGC.155.jpg\|thumb\|500px\|left\|<center>'''Guldbringe syssel - Reykjanes''' - (''W.G. Collingwood,'' ~~1896~~)</center>]]Det billede, Guldbringe syssel frembyder for den søvejs fra ankommende, er ikke lysteligt: et vildt bjærglandskab, goldt og øde, uden spor af vegetation, hvor kuppelformige banker, kegler, skråninger, stærkt sønderrevne klippepartier og enkeltstående fjældblokke veksle mellem hinanden — alt af en forunderlig mat grågul eller blålig farve. Et enkelt sted ses oppe i fjældskrænten et skarptfarvet rødgult lille parti, det er svovlminerne ved ''Krisevig''. — Efterhånden som man nærmer sig halvøens yderste pynt ''Reykjanæs'', bliver landet lavt, bedækket med sort, vulkansk sand, hvoraf sortebrune, forbrændte klippeblokke hæver sig op; og idet man drejer om pynten, ses omtrent et stenkast fra land en klippeblok, et uregelmæssig kantet stenspir, rage op af søen — det er ''Karlen'', som i en klippepynt lige over for på næsset har sin tilsvarende ''»Kerling«'' (ifølge sagnet begge oprindelig trolde, der røvede de rejsende); til venstre hæver sig udenfor i havet et par mile fra land en foroven flad, stejl klippe ''Eldø'', af de danske sømænd på grund af dens udseende kaldet ''Melsækken''. Lige så uvenlig forbliver foden i støvlen, som man nu sejler op langs med, for, forbi spidsen af den, at dreje ind i den store '''Faksefjord''' (''Faxafjörðr'') — ''Faxaós'' (Faksemunding), som den ifølge Ldn. (s. 29) skæmtevis kaldtes, fordi en syderøisk mand ''Fakse'', der var ombord hos Islands tredje opdager, vikingen ''Ravne-Floke'', antog den 18 mile brede fjordåbning for en flodmunding, da han så ''Snefjældsjøklen'' lige over for hinsides fjorden; i klart vejr ser man ikke alene dennes majestætiske snekegle, men også fjældrækken indenfor, der strækker sig langs den fjorden mod nord begrænsende halvø —; kysterne af næsset frembyder kun nøgne øde strækninger, hvor en enkelt gang en gård eller en kirke hæver sig op af sandet. Den, som efter at være kommen ind i fjorden har Reykjavig til mål, styrer nu mod øst; halvøens fjælde viser sig nu sete fra nord længere borte og lavere, men snart tiltrækker sig forude ''Esjas'' og ''Akrafjælds'' blålige, kompakte fjældmasser opmærksomheden, indtil man med disse på venstre hånd løber ind mellem et par små flade øer og derefter befinder sig på hovedstadens red eller havn med en nøgen og skaldet kyst for sine øjne, og byens huse lige for i en lille sænkning og op ad bakkerne til begge sider. — Reykjavig by er beliggende omtrent midt på den nordlige kyst af det forholdsvis smalle '''Seltjarnarnæs''' (''Seltjarnarnes''); fra et ophøjet standpunkt, f. eks. højderne øst for byen, der viser næsset næsten i fugleperspektiv, ser man tydelig, hvorledes det fra øst til vest skyder sig ud i den inderste del af Faksefjorden, svagt hvælvet og bølgeformigt, til alle sider omgivet af hav. For sine fødder har man da Reykjavig, der aldeles bedækker en lille flad slette mellem to banker, og til dels disses sider, mod nord begrænset af fjorden, mod syd af en lille indsø eller — som den på islandsk kaldes — ''»tjörn«''. Fra dennes nordøstlige hjørne løber en lille bæk (lækr) i nordlig retning gennem byen til kysten.	+	[[Fil:WGC.155.jpg\|thumb\|500px\|left\|<center>'''Guldbringe syssel - Reykjanes''' - (''W.G. Collingwood,'' 1897)</center>]]Det billede, Guldbringe syssel frembyder for den søvejs fra ankommende, er ikke lysteligt: et vildt bjærglandskab, goldt og øde, uden spor af vegetation, hvor kuppelformige banker, kegler, skråninger, stærkt sønderrevne klippepartier og enkeltstående fjældblokke veksle mellem hinanden — alt af en forunderlig mat grågul eller blålig farve. Et enkelt sted ses oppe i fjældskrænten et skarptfarvet rødgult lille parti, det er svovlminerne ved ''Krisevig''. — Efterhånden som man nærmer sig halvøens yderste pynt ''Reykjanæs'', bliver landet lavt, bedækket med sort, vulkansk sand, hvoraf sortebrune, forbrændte klippeblokke hæver sig op; og idet man drejer om pynten, ses omtrent et stenkast fra land en klippeblok, et uregelmæssig kantet stenspir, rage op af søen — det er ''Karlen'', som i en klippepynt lige over for på næsset har sin tilsvarende ''»Kerling«'' (ifølge sagnet begge oprindelig trolde, der røvede de rejsende); til venstre hæver sig udenfor i havet et par mile fra land en foroven flad, stejl klippe ''Eldø'', af de danske sømænd på grund af dens udseende kaldet ''Melsækken''. Lige så uvenlig forbliver foden i støvlen, som man nu sejler op langs med, for, forbi spidsen af den, at dreje ind i den store '''Faksefjord''' (''Faxafjörðr'') — ''Faxaós'' (Faksemunding), som den ifølge Ldn. (s. 29) skæmtevis kaldtes, fordi en syderøisk mand ''Fakse'', der var ombord hos Islands tredje opdager, vikingen ''Ravne-Floke'', antog den 18 mile brede fjordåbning for en flodmunding, da han så ''Snefjældsjøklen'' lige over for hinsides fjorden; i klart vejr ser man ikke alene dennes majestætiske snekegle, men også fjældrækken indenfor, der strækker sig langs den fjorden mod nord begrænsende halvø —; kysterne af næsset frembyder kun nøgne øde strækninger, hvor en enkelt gang en gård eller en kirke hæver sig op af sandet. Den, som efter at være kommen ind i fjorden har Reykjavig til mål, styrer nu mod øst; halvøens fjælde viser sig nu sete fra nord længere borte og lavere, men snart tiltrækker sig forude ''Esjas'' og ''Akrafjælds'' blålige, kompakte fjældmasser opmærksomheden, indtil man med disse på venstre hånd løber ind mellem et par små flade øer og derefter befinder sig på hovedstadens red eller havn med en nøgen og skaldet kyst for sine øjne, og byens huse lige for i en lille sænkning og op ad bakkerne til begge sider. — Reykjavig by er beliggende omtrent midt på den nordlige kyst af det forholdsvis smalle '''Seltjarnarnæs''' (''Seltjarnarnes''); fra et ophøjet standpunkt, f. eks. højderne øst for byen, der viser næsset næsten i fugleperspektiv, ser man tydelig, hvorledes det fra øst til vest skyder sig ud i den inderste del af Faksefjorden, svagt hvælvet og bølgeformigt, til alle sider omgivet af hav. For sine fødder har man da Reykjavig, der aldeles bedækker en lille flad slette mellem to banker, og til dels disses sider, mod nord begrænset af fjorden, mod syd af en lille indsø eller — som den på islandsk kaldes — ''»tjörn«''. Fra dennes nordøstlige hjørne løber en lille bæk (lækr) i nordlig retning gennem byen til kysten.


−	[[Fil:WGC.291.jpg\|thumb\|500px\|right\|<center>'''Reykjavik''' - (''W.G. Collingwood,'' ~~1896~~)</center>]]I '''Reykjavig''' (''Reykjavík'', ældre: ''Reykjarvík'', Islb.: ''Raikjarvic''; ''Vík'' — Vig — nævnes stedet med den afkortede, endnu hyppig brugte form i den opdigtede Kjln.) betræder man et af de mest klassiske steder i landet, kan man sige, og dog et af de i landets ældre historie sjældnest omtalte. Ved gudernes førelse troede Islands første landnamsmand Ingolv at være bleven ledet til at fæste bo her. Så snart han fik land i sigte, formodenlig langt ude i havet sydøst for Island, kastede han sine højsædesstøtter over bord, med løftet om at bygge hvor de drev i land. Selv landede han i den sydøstligste del af landet, vel 40 — 50 mil fra Reykjavig, men sendte strax folk vester på langs søen for at finde støtterne; og selv fortsatte han trøstig rejsen mod vest, indtil endelig hans trælle i det tredje år efter hans ankomst til landet fandt højsædesstøtterne »ved ''Arnarhvål — Arnarhváll'', yngre: Arnarhóll — neden for heden« (Ldn. s. 37). Dette var signalet for ham til selv næste år at drage ''»ned over heden«'' og vælge sig sin bolig, hvor støtterne vare drevne i land, i Reykjavig, og der var i følge Ldn. (s. 37) endnu da de samme højsædesstøtter i ildhuset. — Ethvert sagn om højsædesstøtterne er for længst forsvundet men navnet på stedet, hvor de drev i land, er blevet bevaret. '''Arnarhol''' var nemlig indtil efter midten af forrige århundrede navnet på en selvstændig gård i eller umiddelbart ved Reykjavig, men hvis land da henlagdes til det tugthus, der her skulde oprettes, hvoraf senere landshøvdingegården er opstået. Det store Arnarholstun<ref>tun ɔ: den dyrkede græsmark, den gården omgivende hjemmemark.</ref> begynder øst for den ovennævnte lille bæk ved dennes nedre løb og strækker sig derfra mod nordøst, med tiltagende højde, ud mod kysten. Sydvestlig i tunet byggedes det senere til stiftamtmandsbolig omdannede tugthus (den nuværende landshøvdingsgård); nordøstligere i tunet stod imidlertid endnu ved begyndelsen af dette århundrede en islandsk gård benævnt Arnarhol. [[Fil:AM.37.jpg\|thumb\|500px\|left\|<center>'''Bryggen i Reykjavik''' - (''A. E. F. Mayer,'' 1836)</center>]] — Fra hvor tunet er højest, strækker en lille pynt sig frem østlig i Reykjavigs havn, hvorpå nu lævningerne af en forfalden ''skanse'' står, og her er da vel støtterne drevne op<ref>Er dette tilfælde, mødes gamle og ny minder her på en underlig måde. Skansen anlagdes nemlig af den såkaldte ''»Kong Jørgensen«'', en dansk æventyrer, der, under krigen mellem Danmark og England i begyndelsen af århundredet, i året 1809 med bistand af et engelsk bevæbnet handelsskib i seks uger opkastede sig til Islands behersker, indtil ankomsten af et engelsk krigsskib igen bragte orden til veje.</ref>. — Med Ingolvs hjem kan i en vis forstand intet sted i landet måle sig i historisk interesse, og det er, som ''Eggert Olavssön'' og ''Bjarne Povlssön'' udtrykker sig i deres islandske rejsebeskrivelse<ref>Reise igiennem Island. Sorøe 1772; her citeret som E. O.</ref>, hvor de (s. 1040 — 41) fortæller om de ny indretninger, der af ''Frederik den femte'' anlagdes her for at ophjælpe fabrikker og manufakturer, »truffet artig ind, at valget faldt på ''Reykevig'', uden at nogen tænkte derpå«, og unægtelig endnu »artigere«, at her efterhånden har udviklet sig landets eneste virkelige by, hovedsædet for hvad det ejer af dannelse og intelligens. Men på den anden side gælder det ikke alene om Reykjavig, men om hele syslet, hvori byen ligger, at disse egne hele den bevægede fristatstid igennem ikke har været skuepladsen for en eneste historisk mærkelig begivenhed.	+	[[Fil:WGC.291.jpg\|thumb\|500px\|right\|<center>'''Reykjavik''' - (''W.G. Collingwood,'' 1897)</center>]]I '''Reykjavig''' (''Reykjavík'', ældre: ''Reykjarvík'', Islb.: ''Raikjarvic''; ''Vík'' — Vig — nævnes stedet med den afkortede, endnu hyppig brugte form i den opdigtede Kjln.) betræder man et af de mest klassiske steder i landet, kan man sige, og dog et af de i landets ældre historie sjældnest omtalte. Ved gudernes førelse troede Islands første landnamsmand Ingolv at være bleven ledet til at fæste bo her. Så snart han fik land i sigte, formodenlig langt ude i havet sydøst for Island, kastede han sine højsædesstøtter over bord, med løftet om at bygge hvor de drev i land. Selv landede han i den sydøstligste del af landet, vel 40 — 50 mil fra Reykjavig, men sendte strax folk vester på langs søen for at finde støtterne; og selv fortsatte han trøstig rejsen mod vest, indtil endelig hans trælle i det tredje år efter hans ankomst til landet fandt højsædesstøtterne »ved ''Arnarhvål — Arnarhváll'', yngre: Arnarhóll — neden for heden« (Ldn. s. 37). Dette var signalet for ham til selv næste år at drage ''»ned over heden«'' og vælge sig sin bolig, hvor støtterne vare drevne i land, i Reykjavig, og der var i følge Ldn. (s. 37) endnu da de samme højsædesstøtter i ildhuset. — Ethvert sagn om højsædesstøtterne er for længst forsvundet men navnet på stedet, hvor de drev i land, er blevet bevaret. '''Arnarhol''' var nemlig indtil efter midten af forrige århundrede navnet på en selvstændig gård i eller umiddelbart ved Reykjavig, men hvis land da henlagdes til det tugthus, der her skulde oprettes, hvoraf senere landshøvdingegården er opstået. Det store Arnarholstun<ref>tun ɔ: den dyrkede græsmark, den gården omgivende hjemmemark.</ref> begynder øst for den ovennævnte lille bæk ved dennes nedre løb og strækker sig derfra mod nordøst, med tiltagende højde, ud mod kysten. Sydvestlig i tunet byggedes det senere til stiftamtmandsbolig omdannede tugthus (den nuværende landshøvdingsgård); nordøstligere i tunet stod imidlertid endnu ved begyndelsen af dette århundrede en islandsk gård benævnt Arnarhol. [[Fil:AM.37.jpg\|thumb\|500px\|left\|<center>'''Bryggen i Reykjavik''' - (''A. E. F. Mayer,'' 1836)</center>]] — Fra hvor tunet er højest, strækker en lille pynt sig frem østlig i Reykjavigs havn, hvorpå nu lævningerne af en forfalden ''skanse'' står, og her er da vel støtterne drevne op<ref>Er dette tilfælde, mødes gamle og ny minder her på en underlig måde. Skansen anlagdes nemlig af den såkaldte ''»Kong Jørgensen«'', en dansk æventyrer, der, under krigen mellem Danmark og England i begyndelsen af århundredet, i året 1809 med bistand af et engelsk bevæbnet handelsskib i seks uger opkastede sig til Islands behersker, indtil ankomsten af et engelsk krigsskib igen bragte orden til veje.</ref>. — Med Ingolvs hjem kan i en vis forstand intet sted i landet måle sig i historisk interesse, og det er, som ''Eggert Olavssön'' og ''Bjarne Povlssön'' udtrykker sig i deres islandske rejsebeskrivelse<ref>Reise igiennem Island. Sorøe 1772; her citeret som E. O.</ref>, hvor de (s. 1040 — 41) fortæller om de ny indretninger, der af ''Frederik den femte'' anlagdes her for at ophjælpe fabrikker og manufakturer, »truffet artig ind, at valget faldt på ''Reykevig'', uden at nogen tænkte derpå«, og unægtelig endnu »artigere«, at her efterhånden har udviklet sig landets eneste virkelige by, hovedsædet for hvad det ejer af dannelse og intelligens. Men på den anden side gælder det ikke alene om Reykjavig, men om hele syslet, hvori byen ligger, at disse egne hele den bevægede fristatstid igennem ikke har været skuepladsen for en eneste historisk mærkelig begivenhed.

@@ Linje 1: / Linje 1: @@
-{| class="noprint" class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
+{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
 |- style="background-color:#e9e9e9"
 !align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 16. aug. 2013 kl. 05:33
Linje 83:		Linje 83:


−	[[Fil:AM.56.jpg\|thumb\|500px\|left\|<center>'''Hafnarfjörðr''' - (''A. E. F. Mayer,'' 1836)</center>]] Begiver man sig, i stedet for at dreje ud langs Alvtanæs, tværs over det omtalte hraun til handelspladsen Havnefjord, der ligger ved den inderste del af den lille, smalle fjord af samme navn, der begrænser Alvtanæs mod syd, får man lejlighed til at gøre nærmere bekendtskab med dette. Det er vistnok ældre end landets bebyggelse; det er således temlig bevokset med mos og hist og her i fordybningerne med græs, men dog vildt og øde nok, næsten at ligne med en uhyre plads bedækket med affald fra smelteovne. Rundt omkring ses dynger af lavabrokker eller større størknede bølger, hist og her står større blokke i vejret, af og til støder man på pludselige kedelfordybninger, eller man ser lavapartier adskilte ved skarpe rævner, der tydelig viser bristningens gang. Den fremstikkende lava har overalt det samme blågrå noget porøse udseende, som slagger almindeligvis have. I ly af dette hraun nede ved jordbunden ligger nu ''handelspladsen'' '''Havnefjord''', der er en af de større med 5—6 købmænd og flere hundrede indbyggere, der så godt som udelukkende ernære sig ved fiskeri, samt bekendt for sin gode havn. Tidligere har handelshusene stået lige overfor på et lille næs kaldet '''Hvaløre''' (''Hvaleyri'', ældre ''Hvaleyrr''), længere ude paa denne halvø findes på et sted, hvor klippegrunden træder frem, i overfladen af et par flade klippeblokke flere tegn indhuggede: endel latinske forbogstaver og årstallene 1628 og 1777, samt nogle ''binderuner'' og lignende; alle disse tegn antages i almindelighed for at være af samme oprindelse og skrive sig fra handelsfolk, matroser og andre, der her som så ofte på steder, hvor manges vej faldt forbi eller ved hvis beliggenhed der var noget ejendommeligt, har haft lyst til at indhugge deres navne eller disses forbogstaver<ref>Jonas Hallgrimssön, der besøgte og omstændelig undersøgte stedet 1841, påstod imidlertid, at binderunerne på en af disse stene måtte være langt ældre, og at de andre indskrifter til dels vare bugne oven over (ɔ: oven i) disse, samt kom på den tanke, at disse binderuner endog skulde stamme fra tiden umiddelbart før landets bebyggelse og indeholde navnene på ''Flokes skibsmandskab''. Nogle af håndskrifterne til Ldn. (C. og E.) fortæller nemlig (s. 30), at Floke, da han, efter at have opholdt sig en vinter på Island, besluttede sig til at forlade landet, nødtes for modvind til at lande i Havnefjord; en af sine ledsagere Herjolv, der var dreven fra skibet i en båd, fandt han på Hvaløre, og først næste sommer lykkedes det ham at forlade landet. Af denne klippeblok, som J. H. kaldte ”Flókasteinn”, sendte han Finn Magnussön en afbildning, som nu befinder sig i hr. prof. univbibl. Thorsens besiddelse, indeholdende 23 store og meget sammensatte stave (binderuner) foruden fire lignende fra stenens ene side; en tilsvarende skriftlig indberetning fra ham ejes ligesom de tidligere omtalte af hr. Jon Sigurdssön. — ”Floke”stenen er omtalt i et brev fra Jonas Hailgrimssön til Finn Magnnssön (9/7 41), og hypotesen om navnene på Flokes ledsagere videre udviklet i et brev fra Magn. Grimssön til samme (28/8 45) — begge i Geheime arkivet.</ref>. Oven for Alvtanæs og Havnefjord er udstrakte lavasletter, til dels skjulte fra bygden ved små højder, men ellers strækkende sig temlig jævnt op under fjældene; imod sydøst begrænses de på dette strøg af en svær ubrudt fjældvæg ''Langehlid'' (Lönguhlíð), men fortsættes mod nordøst langt op i de højere vulkanske fjældmasser og mod sydvest helt ud til Reykjanæs. Foran Langehlid strækker sig nogle lavere højder ''Underhliderne'' (Undirhlíðar), hvis fortsættelse er en noget stejl, men ikke særlig høj eller bred hals — således kaldes langagtige smalle højdedrag —, der adskiller dette parti fra svovlminerne i Krisevig. Hraunet er her helt overgrot med gråligt mos, og farligt eller umuligt at passere til hest uden netop ad de få banede stier, da mosset dækker mellem rummene mellem de løse lavabrokker. Som i alle hraun er her fuldt af små huler, grotter, kløfter, rævner, men ingen af særlig betydning. Derimod findes her en ret mærkelig lille å ''Kaldå'' (Kaldá), der har sit udspring ikke langt fra et midt i hraunet fritstående lille fjæld ''Helgafell''; omtrent en fjærdingvej løber den i vestlig retning gennem lavastrækningen, men forsvinder så under denne for ikke mere at komme til syne, i det vandet rimeligvis under hraunet siver ud i søen etsteds ved gårdene syd for Havnefjord, hvor man er bleven sligt rindende vand vár. Det er imidlertid en almindelig tro, at åen løber under hraunet langs gennem hele halvøen og først falder i søen ved Reykjanæs, hvor man da tilskriver den andel i den bekendte malmstrøm ''Reykjanæs-röst'', og til støtte for denne mening anføres så, at vandet i søen omkring denne i stille vejr er ganske fersk og drikkeligt; tidligere var det en stor å, [[Fil:Flókasteinn.jpg\|thumb\|500px\|right\|<center>~~Den~~ såkaldte '''Flókasteinn''' ''(se fodnote 34)'' <br>Optegnet af Jónas Hallgrímsson, 1841</center>]] fortælles der, men efter et jordskælv forsvandt den i jorden, og nu ses kun dens tidligere leje, — som senere skal omtales. Sydvest for Havnefjord strækker sig ligeledes langs kysten hraunstrækninger med forskellige navne, alle indbyrdes sammenhængende og udgåede fra halvøens indre, de når helt ud, til søen, og kun hist og her ses langs denne tunpletter, som lavaen da omgærder. En del af dette hraun er det såkaldte ''Kapelhraun'' (Kapelluhraun), en smal, vegetationsløs lavastrækning, der ser ud til at være yngre end det omliggende hraun og synes at have løbet hen over et ældre; det er ualmindelig besværligt at passere og aldeles ufremkommeligt uden netop ad den der igennem lagte fortrinlige sti, hvis oprindelse ikke kendes. På denne vej skal ''»de danske fra Bessestad«'' være blevne overfaldne og dræbte til hævn for den katolske biskop Jon Aressöns drab, formodenlig da det almindelige overfald af nordlænderne på de danske på Sydernæssene, hvorom kilderne berette, fandt sted (1551); de skal være begravne på drabsstedet, — men til deres ''dysser'', siger den antikv. indb. (1820), ses intet spor. Sognebeskrivelsen derimod siger, at en opstablet stendynge, som den kalder ''»Kapellet«'' — omtrent midt i hraunet, tæt ved vejen —, betegner stedet, hvor de mænd fra Bessestad, der dræbtes til hævn for Jon Aressön, dyssedes, Ísl. Þjóðs. (II, 74) beskriver endog den omtalte stendynge som en art kapel, hvori en af ombudsmændene på Bessestad, der var bleven anfaldet og dræbt i hraunet, var begravet. Om den med Jon Aressön samtidige ombudsmand på Bessestad, Kristian skriver, gælder det imidlertid, at han dræbtes på et ganske andet sted på Sydernæssene, betydelig længere mod vest. — Det er formodenlig dette hraun, som i ældre tid er bleven kaldt '''Nye hrann''' (''Nýja hraun''). I Kjln. (s. 402, 455) nævnes det som sydgrænse for de på Kjalarnæs i Kjos’ syssel boende høvdingers magtområde (der siges om sagaens helt Bue, at han havde godord — manna forræði — helt ud til Nýja hraun og ind til Botnså — nordgrænsen for Kjos —, ligesom der om hans forgænger Torgrim er sagt, at han havde »mannaforráð« lige til Nýja hraun, og det kaldtes ''Brundæla godord''). Den her antagne beliggenhed for Nýja hraun bestyrkes ved en angivelse i Ísl. ann. (s. 260), hvor der siges, at år 1343 strandede et skib, der var sejlet ud fra Hvalfjord, uden for Havnefjord ved Nýja-hraun. — På den anden side dette begynder den såkaldte ''Almenning'' (Almenningr), et udstrakt hraun, der strækker sig helt bag ved den følgende bygd ''Vatnløsestrand'' og langt op mod fjældene her. ''Keglen'' og ''Trolddynge'' (Trölladýgja), af hvilke det sidste har udspyet ny lavamasser oven på de ældre, kendelige ved deres golde og ubevoksede udseende, hvorimod der i Almenningen ellers hist og her findes birkekrat, og græs og urter i sænkningerne i hraunet. En sådan nyere hraunstrækning (ifg. sognebeskrivelsen fra 13de eller 14de årh.) skal ses løbe frem mod søen syd for gården ''Hvassahraun'', der ligger på grænsen af Alvtanæs' og Vatnløsestrands hrepper. Men da Hvassahraun alt nævnes i Ldn. (s. 319—20, som grænseskel mellem to landnam), er det rimeligt, at her allerede dengang har ligget et særlig udpræget hraun; og navnet synes at antyde, at dette har, ligesom hraunet syd for gården Hvassahraun nu, været særlig goldt og stenigt. Almenningen er bekendt af, at navnlig her har den rensdyrhjord sit tilhold, som er opstået af nogle få til Guldbringesyssel fra Norge i året 1777 overførte ''rensdyr:'' dyrene komme undertiden ned til gårdene på Vatnløsestrand, og af og til skydes et, ellers ser man ikke meget til dem; hjorden skal heller ikke være særdeles talrig, 40—50 stykker. Den nævnte bygd Vatnløsestrand i forbindelse med de dertil hørende ''Våge'' og ''Njardvig'' er et af de for dette syssel karakteristiske landskaber, rindende vand findes ikke — sml. navnet »Vandløsestrand« —, men man må hjælpe sig med brønde, hvor vandet på de fleste steder er slet og brakt, brændsel mangler ligeledes, så man nødes til at tage sin tilflugt til tang og fiskeaffald, men til gengæld er her godt og stadigt fiskeri.	+	[[Fil:AM.56.jpg\|thumb\|500px\|left\|<center>'''Hafnarfjörðr''' - (''A. E. F. Mayer,'' 1836)</center>]] Begiver man sig, i stedet for at dreje ud langs Alvtanæs, tværs over det omtalte hraun til handelspladsen Havnefjord, der ligger ved den inderste del af den lille, smalle fjord af samme navn, der begrænser Alvtanæs mod syd, får man lejlighed til at gøre nærmere bekendtskab med dette. Det er vistnok ældre end landets bebyggelse; det er således temlig bevokset med mos og hist og her i fordybningerne med græs, men dog vildt og øde nok, næsten at ligne med en uhyre plads bedækket med affald fra smelteovne. Rundt omkring ses dynger af lavabrokker eller større størknede bølger, hist og her står større blokke i vejret, af og til støder man på pludselige kedelfordybninger, eller man ser lavapartier adskilte ved skarpe rævner, der tydelig viser bristningens gang. Den fremstikkende lava har overalt det samme blågrå noget porøse udseende, som slagger almindeligvis have. I ly af dette hraun nede ved jordbunden ligger nu ''handelspladsen'' '''Havnefjord''', der er en af de større med 5—6 købmænd og flere hundrede indbyggere, der så godt som udelukkende ernære sig ved fiskeri, samt bekendt for sin gode havn. Tidligere har handelshusene stået lige overfor på et lille næs kaldet '''Hvaløre''' (''Hvaleyri'', ældre ''Hvaleyrr''), længere ude paa denne halvø findes på et sted, hvor klippegrunden træder frem, i overfladen af et par flade klippeblokke flere tegn indhuggede: endel latinske forbogstaver og årstallene 1628 og 1777, samt nogle ''binderuner'' og lignende; alle disse tegn antages i almindelighed for at være af samme oprindelse og skrive sig fra handelsfolk, matroser og andre, der her som så ofte på steder, hvor manges vej faldt forbi eller ved hvis beliggenhed der var noget ejendommeligt, har haft lyst til at indhugge deres navne eller disses forbogstaver<ref>Jonas Hallgrimssön, der besøgte og omstændelig undersøgte stedet 1841, påstod imidlertid, at binderunerne på en af disse stene måtte være langt ældre, og at de andre indskrifter til dels vare bugne oven over (ɔ: oven i) disse, samt kom på den tanke, at disse binderuner endog skulde stamme fra tiden umiddelbart før landets bebyggelse og indeholde navnene på ''Flokes skibsmandskab''. Nogle af håndskrifterne til Ldn. (C. og E.) fortæller nemlig (s. 30), at Floke, da han, efter at have opholdt sig en vinter på Island, besluttede sig til at forlade landet, nødtes for modvind til at lande i Havnefjord; en af sine ledsagere Herjolv, der var dreven fra skibet i en båd, fandt han på Hvaløre, og først næste sommer lykkedes det ham at forlade landet. Af denne klippeblok, som J. H. kaldte ”Flókasteinn”, sendte han Finn Magnussön en afbildning, som nu befinder sig i hr. prof. univbibl. Thorsens besiddelse, indeholdende 23 store og meget sammensatte stave (binderuner) foruden fire lignende fra stenens ene side; en tilsvarende skriftlig indberetning fra ham ejes ligesom de tidligere omtalte af hr. Jon Sigurdssön. — ”Floke”stenen er omtalt i et brev fra Jonas Hailgrimssön til Finn Magnnssön (9/7 41), og hypotesen om navnene på Flokes ledsagere videre udviklet i et brev fra Magn. Grimssön til samme (28/8 45) — begge i Geheime arkivet.</ref>. Oven for Alvtanæs og Havnefjord er udstrakte lavasletter, til dels skjulte fra bygden ved små højder, men ellers strækkende sig temlig jævnt op under fjældene; imod sydøst begrænses de på dette strøg af en svær ubrudt fjældvæg ''Langehlid'' (Lönguhlíð), men fortsættes mod nordøst langt op i de højere vulkanske fjældmasser og mod sydvest helt ud til Reykjanæs. Foran Langehlid strækker sig nogle lavere højder ''Underhliderne'' (Undirhlíðar), hvis fortsættelse er en noget stejl, men ikke særlig høj eller bred hals — således kaldes langagtige smalle højdedrag —, der adskiller dette parti fra svovlminerne i Krisevig. Hraunet er her helt overgrot med gråligt mos, og farligt eller umuligt at passere til hest uden netop ad de få banede stier, da mosset dækker mellem rummene mellem de løse lavabrokker. Som i alle hraun er her fuldt af små huler, grotter, kløfter, rævner, men ingen af særlig betydning. Derimod findes her en ret mærkelig lille å ''Kaldå'' (Kaldá), der har sit udspring ikke langt fra et midt i hraunet fritstående lille fjæld ''Helgafell''; omtrent en fjærdingvej løber den i vestlig retning gennem lavastrækningen, men forsvinder så under denne for ikke mere at komme til syne, i det vandet rimeligvis under hraunet siver ud i søen etsteds ved gårdene syd for Havnefjord, hvor man er bleven sligt rindende vand vár. Det er imidlertid en almindelig tro, at åen løber under hraunet langs gennem hele halvøen og først falder i søen ved Reykjanæs, hvor man da tilskriver den andel i den bekendte malmstrøm ''Reykjanæs-röst'', og til støtte for denne mening anføres så, at vandet i søen omkring denne i stille vejr er ganske fersk og drikkeligt; tidligere var det en stor å, [[Fil:Flókasteinn.jpg\|thumb\|500px\|right\|<center>Tegning af den såkaldte '''Flókasteinn''' ''(se fodnote 34)'' <br>Optegnet af Jónas Hallgrímsson, 1841</center>]] fortælles der, men efter et jordskælv forsvandt den i jorden, og nu ses kun dens tidligere leje, — som senere skal omtales. Sydvest for Havnefjord strækker sig ligeledes langs kysten hraunstrækninger med forskellige navne, alle indbyrdes sammenhængende og udgåede fra halvøens indre, de når helt ud, til søen, og kun hist og her ses langs denne tunpletter, som lavaen da omgærder. En del af dette hraun er det såkaldte ''Kapelhraun'' (Kapelluhraun), en smal, vegetationsløs lavastrækning, der ser ud til at være yngre end det omliggende hraun og synes at have løbet hen over et ældre; det er ualmindelig besværligt at passere og aldeles ufremkommeligt uden netop ad den der igennem lagte fortrinlige sti, hvis oprindelse ikke kendes. På denne vej skal ''»de danske fra Bessestad«'' være blevne overfaldne og dræbte til hævn for den katolske biskop Jon Aressöns drab, formodenlig da det almindelige overfald af nordlænderne på de danske på Sydernæssene, hvorom kilderne berette, fandt sted (1551); de skal være begravne på drabsstedet, — men til deres ''dysser'', siger den antikv. indb. (1820), ses intet spor. Sognebeskrivelsen derimod siger, at en opstablet stendynge, som den kalder ''»Kapellet«'' — omtrent midt i hraunet, tæt ved vejen —, betegner stedet, hvor de mænd fra Bessestad, der dræbtes til hævn for Jon Aressön, dyssedes, Ísl. Þjóðs. (II, 74) beskriver endog den omtalte stendynge som en art kapel, hvori en af ombudsmændene på Bessestad, der var bleven anfaldet og dræbt i hraunet, var begravet. Om den med Jon Aressön samtidige ombudsmand på Bessestad, Kristian skriver, gælder det imidlertid, at han dræbtes på et ganske andet sted på Sydernæssene, betydelig længere mod vest. — Det er formodenlig dette hraun, som i ældre tid er bleven kaldt '''Nye hrann''' (''Nýja hraun''). I Kjln. (s. 402, 455) nævnes det som sydgrænse for de på Kjalarnæs i Kjos’ syssel boende høvdingers magtområde (der siges om sagaens helt Bue, at han havde godord — manna forræði — helt ud til Nýja hraun og ind til Botnså — nordgrænsen for Kjos —, ligesom der om hans forgænger Torgrim er sagt, at han havde »mannaforráð« lige til Nýja hraun, og det kaldtes ''Brundæla godord''). Den her antagne beliggenhed for Nýja hraun bestyrkes ved en angivelse i Ísl. ann. (s. 260), hvor der siges, at år 1343 strandede et skib, der var sejlet ud fra Hvalfjord, uden for Havnefjord ved Nýja-hraun. — På den anden side dette begynder den såkaldte ''Almenning'' (Almenningr), et udstrakt hraun, der strækker sig helt bag ved den følgende bygd ''Vatnløsestrand'' og langt op mod fjældene her. ''Keglen'' og ''Trolddynge'' (Trölladýgja), af hvilke det sidste har udspyet ny lavamasser oven på de ældre, kendelige ved deres golde og ubevoksede udseende, hvorimod der i Almenningen ellers hist og her findes birkekrat, og græs og urter i sænkningerne i hraunet. En sådan nyere hraunstrækning (ifg. sognebeskrivelsen fra 13de eller 14de årh.) skal ses løbe frem mod søen syd for gården ''Hvassahraun'', der ligger på grænsen af Alvtanæs' og Vatnløsestrands hrepper. Men da Hvassahraun alt nævnes i Ldn. (s. 319—20, som grænseskel mellem to landnam), er det rimeligt, at her allerede dengang har ligget et særlig udpræget hraun; og navnet synes at antyde, at dette har, ligesom hraunet syd for gården Hvassahraun nu, været særlig goldt og stenigt. Almenningen er bekendt af, at navnlig her har den rensdyrhjord sit tilhold, som er opstået af nogle få til Guldbringesyssel fra Norge i året 1777 overførte ''rensdyr:'' dyrene komme undertiden ned til gårdene på Vatnløsestrand, og af og til skydes et, ellers ser man ikke meget til dem; hjorden skal heller ikke være særdeles talrig, 40—50 stykker. Den nævnte bygd Vatnløsestrand i forbindelse med de dertil hørende ''Våge'' og ''Njardvig'' er et af de for dette syssel karakteristiske landskaber, rindende vand findes ikke — sml. navnet »Vandløsestrand« —, men man må hjælpe sig med brønde, hvor vandet på de fleste steder er slet og brakt, brændsel mangler ligeledes, så man nødes til at tage sin tilflugt til tang og fiskeaffald, men til gengæld er her godt og stadigt fiskeri.