Jesper på 14. jun. 2018 kl. 04:12

2018-06-14T04:12:25Z

Carsten på 9. jun. 2018 kl. 20:54

2018-06-09T20:54:53Z

Carsten på 9. jun. 2018 kl. 20:19

2018-06-09T20:19:12Z

Carsten på 9. jun. 2018 kl. 20:15

2018-06-09T20:15:12Z

Carsten: Gunlaugs og Rafns saga (NFSG)

2018-06-09T20:05:46Z

Gunlaugs og Rafns saga (NFSG)

Vis endringer

@@ Linje 62: / Linje 62: @@
-Det hændtes en Sommer at et Skib lagde ind i Gufaasminde. Styrmanden hed Bard, norsk af Æt, rig paa Gods, alderstegen og dertil kløgtig. Thorstein Bonde red til Havnen og havde end som altid mest ved Købstevnet at sige. Der nu Østermændene toge Vinterleie hist og her, laante Thorstein Styrmanden Hus efter hans Villie og holdt ham godt. Bard var knap paa Ord den hele Vinter, men paa Drømme gav han Agt. Om Vaaren bad Thorstein ham ride med op under Valfell, der havde Borgefjords Mænd deres Thingsted, og det var Thorstein sagt, at hans Bodvægge vare faldne. De rede hjemmefra om Dagen tre sammen, kom op og flyede Væggene. Veiret var hedt af Solen, saa baade Thorstein og Østmanden bleve matte af Værket, og der det var endt, sattes de ned paa Toften. Thorstein faldt i Slum og lod ilde i Søvne, Bard sad hos og lod ham nyde sin Drøm; men da han vaagnede, var han underlig beklemt. Bard spurgde ham, hvad han havde drømt, men Thorstein svarer, at paa Drømme ligger ingen Magt. Der de nu ride hjem i Kveld, spørger Østmanden igen om den Drøm, og da svarer Thorstein, skal jeg sige dig min Drøm, siger han, maa du ogsaa udlægge ham som han er til. Det lover Bard, og nu mæler Thorstein: Det tykkes mig, at jeg var hjemme paa Borg og stod udenfor Studørren; jeg saae op ad Huset, og paa Mønningen sad en Svane, fager og væn, mig tykkes, og det med Gammen, hun var min. Da saae jeg flyve oppe fra Fjeld en stor Ørn, han fløi hid, satte sig hos Svanen, og kvidrede blidelig for hende, og det tykdes mig hun kunde lide; det saae jeg og, at Ørnen var sortøiet og Jernkløer sad ham paa Fod, baade stærk og bidsk var han tilsyne. Dernæst saae jeg en anden Fugl flyve fra Sønderlide, han fløi hid til Borg og satte sig hos Svanen og vilde tækkes hende, det var og en stor Ørn. Da tykkes mig hin første Ørn at vredes saare, de sloges skarp og længe, begge blødte de og det blev Enden paa Legen, at de faldt hver sin Vei ned af Tag, og vare begge døde, men Svanen sad sorrigfuld efter. Da saae jeg hin tredie Fugl flyve hid af Vesterlide, det var en Falk, han satte sig hos Svanen og kælede for hende; saa fløi de bort ad samme Led og ieg vaagnede. Umærkelig er Drømmen vist og betyder Veir som vil mødes i Luften fra de Hjørner, mig tykdes at se Fuglene flyve. Ei mener jeg, siger Bard, at saa monne være, de Fugle ere store Mænds Fylgier, din Husfrue er ikke ene hvor hun gaar, og hun skal føde et Møbarn fint og fagert og yndeligt for dine Øine; til din Daatter skal gæve Mænd beile fra de Kanter, Ørnene tykdes at flyve; de vil elske hende over Maade og drages om hende siden, til de begge lade Livet. Tilsidst beiler hin tredie Mand fra den Kant, som Falken fløi og ham vorder hun given. Nu haver jeg tydet din Drøm, saa som jeg mener efter monne gange. Da svarer Thorstein: ilde og uvenlig er Drømmen udlagt og lad det være dig sagt, ei monne du forstaa at raade Drømme. Det vil Tiden lære mælde Bard, Thorstein fik Nag til Østmanden, han seilede bort om Sommeren og er ude af Sagaen.
+Det hændtes en Sommer at et Skib lagde ind i Gufaasminde. Styrmanden hed Bard, norsk af Æt, rig paa Gods, alderstegen og dertil kløgtig. Thorstein Bonde red til Havnen og havde end som altid mest ved Købstevnet at sige. Der nu Østermændene toge Vinterleie hist og her, laante Thorstein Styrmanden Hus efter hans Villie og holdt ham godt. Bard var knap paa Ord den hele Vinter, men paa Drømme gav han Agt. Om Vaaren bad Thorstein ham ride med op under Valfell, der havde Borgefjords Mænd deres Thingsted, og det var Thorstein sagt, at hans Bodvægge vare faldne. De rede hjemmefra om Dagen tre sammen, kom op og flyede Væggene. Veiret var hedt af Solen, saa baade Thorstein og Østmanden bleve matte af Værket, og der det var endt, sattes de ned paa Toften. Thorstein faldt i Slum og lod ilde i Søvne, Bard sad hos og lod ham nyde sin Drøm; men da han vaagnede, var han underlig beklemt. Bard spurgde ham, hvad han havde drømt, men Thorstein svarer, at paa Drømme ligger ingen Magt. Der de nu ride hjem i Kveld, spørger Østmanden igen om den Drøm, og da svarer Thorstein, skal jeg sige dig min Drøm, siger han, maa du ogsaa udlægge ham som han er til. Det lover Bard, og nu mæler Thorstein: Det tykkes mig, at jeg var hjemme paa Borg og stod udenfor Studørren; jeg saae op ad Huset, og paa Mønningen sad en Svane, fager og væn, mig tykkes, og det med Gammen, hun var min. Da saae jeg flyve oppe fra Fjeld en stor Ørn, han fløi hid, satte sig hos Svanen, og kvidrede blidelig for hende, og det tykdes mig hun kunde lide; det saae jeg og, at Ørnen var sortøiet og Jernkløer sad ham paa Fod, baade stærk og bidsk var han tilsyne. Dernæst saae jeg en anden Fugl flyve fra Sønderlide, han fløi hid til Borg og satte sig hos Svanen og vilde tækkes hende, det var og en stor Ørn. Da tykkes mig hin første Ørn at vredes saare, de sloges skarp og længe, begge blødte de og det blev Enden paa Legen, at de faldt hver sin Vei ned af Tag, og vare begge døde, men Svanen sad sorrigfuld efter. Da saae jeg hin tredie Fugl flyve hid af Vesterlide, det var en Falk, han satte sig hos Svanen og kælede for hende; saa fløi de bort ad samme Led og jeg vaagnede. Umærkelig er Drømmen vist og betyder Veir som vil mødes i Luften fra de Hjørner, mig tykdes at se Fuglene flyve. Ei mener jeg, siger Bard, at saa monne være, de Fugle ere store Mænds Fylgier, din Husfrue er ikke ene hvor hun gaar, og hun skal føde et Møbarn fint og fagert og yndeligt for dine Øine; til din Daatter skal gæve Mænd beile fra de Kanter, Ørnene tykdes at flyve; de vil elske hende over Maade og drages om hende siden, til de begge lade Livet. Tilsidst beiler hin tredie Mand fra den Kant, som Falken fløi og ham vorder hun given. Nu haver jeg tydet din Drøm, saa som jeg mener efter monne gange. Da svarer Thorstein: ilde og uvenlig er Drømmen udlagt og lad det være dig sagt, ei monne du forstaa at raade Drømme. Det vil Tiden lære mælde Bard, Thorstein fik Nag til Østmanden, han seilede bort om Sommeren og er ude af Sagaen.
@@ Linje 97: / Linje 97: @@
 '''Om Gunlaugs Hændelser i fremmede Lande.'''
-Da raadte for Norrig Erik Jarl, Hakons Søn, og Svend hans Broder. Erik holdt Hus paa Hlade, sin Odelsgaard, og var en mægtig Høvding. Skule Thorsteinsøn var da paa Hlade, han var Thorsteins Søn paa Borg og Jarlens Hirdmand, velopdragen. Det er sagt, at Gunlaug gik selv trettende ind paa Hlade, han var saa klædt, at han havde graa Kiortel og hvide Buxer; men paa Vristen havde han en Byld og alt som han gik, flød derudaf baade Blod og Voer. Saaledes gik han for Jarlen at staa, og svarde som sandt var, der han blev tilspurgt om Navn og om Æt. Da mælde Jarlen: Skule Thorsteinsøn! hvad Mands Søn er han? Herre! siger han, undfanger ham vel, thi han er hin bedste Mands Søn paa Island, Illug Sortes Søn paa Gilsbakke og dertil min Fostbroder. Hvad har du paa Foden din, Islænding! sagde Jarlen. Byld er derpaa, Herre, siger han. Og dog ganger du ikke halt, siger Jarlen. Gunlaug svarer: ikke skal ieg gange halt, aldenstund begge Fødder ere lige lange. Da mælde en Hirdmand ved Navn Thorarin: han har store Ord, den Islænding, og passeligt var det at vi forsøgte ham lidt. Gunlaug saae hen og kvad:
+Da raadte for Norrig Erik Jarl, Hakons Søn, og Svend hans Broder. Erik holdt Hus paa Hlade, sin Odelsgaard, og var en mægtig Høvding. Skule Thorsteinsøn var da paa Hlade, han var Thorsteins Søn paa Borg og Jarlens Hirdmand, velopdragen. Det er sagt, at Gunlaug gik selv trettende ind paa Hlade, han var saa klædt, at han havde graa Kiortel og hvide Buxer; men paa Vristen havde han en Byld og alt som han gik, flød derudaf baade Blod og Voer. Saaledes gik han for Jarlen at staa, og svarde som sandt var, der han blev tilspurgt om Navn og om Æt. Da mælde Jarlen: Skule Thorsteinsøn! hvad Mands Søn er han? Herre! siger han, undfanger ham vel, thi han er hin bedste Mands Søn paa Island, Illug Sortes Søn paa Gilsbakke og dertil min Fostbroder. Hvad har du paa Foden din, Islænding! sagde Jarlen. Byld er derpaa, Herre, siger han. Og dog ganger du ikke halt, siger Jarlen. Gunlaug svarer: ikke skal jeg gange halt, aldenstund begge Fødder ere lige lange. Da mælde en Hirdmand ved Navn Thorarin: han har store Ord, den Islænding, og passeligt var det at vi forsøgte ham lidt. Gunlaug saae hen og kvad:
@@ Linje 159: / Linje 159: @@
-Dengang raadte for Sverrig Olaf hin svenske, Erik Seiersæls og Sigrid Storraades Søn, han var en mægtig Konge, gæv og høvisk i Sæder. Gunlaug kom til Upsal og der han stædtes for Kongen, hilsde han sømmelig og sagde saa sit Navn og Fædreneland. Hos Olaf var Rafn Asmunds Søn og ham spurgde Kongen af hvad Folkefærd Gunlaug var paa Island? Da steg en Mand, stor og skarp af Aasyn over Bænk, gik frem for Kongen og mælde: Herre, siger han, Gunlaug er runden af hin ypperste Æt, og selv er han en dygtig Karl. Saa gange han til Sæde hos dig, siger Kongen. Gunlaug mælde: Kvad har jeg lagt om eder, Herre! og det vilde jeg at I lydde derpaa. Ei er her paa Thinge, siger Kongen, Tid at lydde paa Kvad, ganger til Sæde! De giorde saa. Nu kom Gunlaug og Rafn i Tale sammen og fortalde hinanden om deres Færd og der blev snart godt Venskab imellem dem. En Dag, da Thinget var forbi stode begge Skjaldene for Olaf, og vilde frembære ham hver sit Kvad. Kongen tog det vel op, men der Gunlaug vilde kvæde først, da siger Rafn, nei, Herre! mig bør det at være den Første, aldenstund jeg har været her længst. Hvor, siger Gunlaug, kom vore Fædre sammen, saa at min Fader gik bag efter din? hvor, uden ingensteds? Saa skal og være med os. Saa høviske maa vi være, svarer Rafn, ei at trættes om Sligt, men lade Kongen raade. Da siger Kongen: Gunlaug skal kvæde først, thi han bliver vredest, om han ei faaer sin Villie. Nu kvad Gunlaug en Drape og der den var ude, spurgde Kongen Rafn hvordan den var digtet? Det var et stort Kvad siger Rafn, men ufagert og haardt som Gunlaug er selv i Sind. Nu foresagde Rafn sit Kvad og da det var endt, spurgde Kongen Gunlaug: hvordan var det? Det var et fagert Kvad, Herre, siger Gunlaug, som Rafn er selv, men det betød ikke stort ligesom han selv; hvi digtede du en Flok om Kongen, siger han til Rafn, tykdes dig ei, han var en Drape værd? Rafn svarer: herom tale vi ei længer nu, vi mindes det vel en andengang, om det end vorder seent. Kort derpaa tog Rafn Orlov til Hjemfærd og der han var færdig sagde han til Gunlaug: med vort Venskab er det ude, siden du vilde beskæmme mig i min Høvdings Øine, nu skal jeg engang gøre dig ei mindre Skam end du agtede mig her. Ei ræddes ieg, fordi du høder, siger Gunlaug, og aldrig skal vi mødes paa den Sted, hvor jeg skal hædres mindre end du. Kong Olaf gav Rafn gode Gaver ved Skilsmissen og Rafn drog om Vaaren til Trondhjem men om Sommeren til Island. Han lagde ind i Leirevaag og hans Frænder bleve glade ved hans Komme. Den Vinter var han hjemme hos sin Fader, men om Sommeren efter drog han til Althinget og mødtes der med sin Frænde Skapte Lagmand. Rafn mælde: din Bistand vilde jeg have hos Thorstein Eigilssøn for at beile til Helga, hans Daatter. Skapte svarer: er hun ikke Gunlaug Ormetunges Fæstemø? Rafn mælde: er nu ikke den Stævnedag forleden, som sattes dem imellem? dertil er og hans Hovmod nu for stor, til at han skulde mindes Sligt. Skapte svarer: gør da som du vil! Siden ginge de mangfoldige til Thorsteins Boder og Skapte bar Rafns Ærende frem. Thorstein svarer: hun er Gunlaugs Fæstemø og mod ham vil jeg holde mit Ord i alle Maader. Skapte mælde: ere nu ikke de tre Vintre ledne? Jo siger Thorstein, Vintrene vel, men Somrene ikke og end kan han komme før Sommeren endes. Hvad Haab kan vi da gøre os, hvis han ei kommer til Vintren? Thorstein svarer: her mødes vi til Sommeren igen og da kan vi see til hvad os tykkes rimeligt, men ei sømmer det sig nu herom at tale. Ei blev det dulgt at Rafn beilede til Gunlaugs Fæstemø, men ei kom Gunlaug hjem den Sommer. Næste Sommer kom Skapte igen og nu sagde alle, at Thorstein var sit Løfte kvit. Da svarer Thorstein: faa Døttre har jeg at sørge for, og nødig vilde jeg at de skulde bagtales af nogen Mand; først vil jeg tale med Illug. Der de mødtes siger Thorstein: tykkes dig ei at jeg er løst fra det Løfte jeg gav Gunlaug din Søn? Vist er du det, svarer Illug, naar du vil det være og selv veed jeg ei Stort at sige, thi ei kender jeg Gunlaugs Agt. Thorstein gik tilbage til Skapte og de enedes om, at Brylluppet skulde stande hin næste Vinternat, hvis Gunlaug ei kom hjem forinden; men Alt skulde være som umælt hvis Gunlaug kom før den Dag og krævede sin Fæstemø. Nu rede Mænd hjem fra Thinge, og der kom ingen Gunlaug men saare ilde hugede det Giftermaal Helga.
+Dengang raadte for Sverrig Olaf hin svenske, Erik Seiersæls og Sigrid Storraades Søn, han var en mægtig Konge, gæv og høvisk i Sæder. Gunlaug kom til Upsal og der han stædtes for Kongen, hilsde han sømmelig og sagde saa sit Navn og Fædreneland. Hos Olaf var Rafn Asmunds Søn og ham spurgde Kongen af hvad Folkefærd Gunlaug var paa Island? Da steg en Mand, stor og skarp af Aasyn over Bænk, gik frem for Kongen og mælde: Herre, siger han, Gunlaug er runden af hin ypperste Æt, og selv er han en dygtig Karl. Saa gange han til Sæde hos dig, siger Kongen. Gunlaug mælde: Kvad har jeg lagt om eder, Herre! og det vilde jeg at I lydde derpaa. Ei er her paa Thinge, siger Kongen, Tid at lydde paa Kvad, ganger til Sæde! De giorde saa. Nu kom Gunlaug og Rafn i Tale sammen og fortalde hinanden om deres Færd og der blev snart godt Venskab imellem dem. En Dag, da Thinget var forbi stode begge Skjaldene for Olaf, og vilde frembære ham hver sit Kvad. Kongen tog det vel op, men der Gunlaug vilde kvæde først, da siger Rafn, nei, Herre! mig bør det at være den Første, aldenstund jeg har været her længst. Hvor, siger Gunlaug, kom vore Fædre sammen, saa at min Fader gik bag efter din? hvor, uden ingensteds? Saa skal og være med os. Saa høviske maa vi være, svarer Rafn, ei at trættes om Sligt, men lade Kongen raade. Da siger Kongen: Gunlaug skal kvæde først, thi han bliver vredest, om han ei faaer sin Villie. Nu kvad Gunlaug en Drape og der den var ude, spurgde Kongen Rafn hvordan den var digtet? Det var et stort Kvad siger Rafn, men ufagert og haardt som Gunlaug er selv i Sind. Nu foresagde Rafn sit Kvad og da det var endt, spurgde Kongen Gunlaug: hvordan var det? Det var et fagert Kvad, Herre, siger Gunlaug, som Rafn er selv, men det betød ikke stort ligesom han selv; hvi digtede du en Flok om Kongen, siger han til Rafn, tykdes dig ei, han var en Drape værd? Rafn svarer: herom tale vi ei længer nu, vi mindes det vel en andengang, om det end vorder seent. Kort derpaa tog Rafn Orlov til Hjemfærd og der han var færdig sagde han til Gunlaug: med vort Venskab er det ude, siden du vilde beskæmme mig i min Høvdings Øine, nu skal jeg engang gøre dig ei mindre Skam end du agtede mig her. Ei ræddes jeg, fordi du høder, siger Gunlaug, og aldrig skal vi mødes paa den Sted, hvor jeg skal hædres mindre end du. Kong Olaf gav Rafn gode Gaver ved Skilsmissen og Rafn drog om Vaaren til Trondhjem men om Sommeren til Island. Han lagde ind i Leirevaag og hans Frænder bleve glade ved hans Komme. Den Vinter var han hjemme hos sin Fader, men om Sommeren efter drog han til Althinget og mødtes der med sin Frænde Skapte Lagmand. Rafn mælde: din Bistand vilde jeg have hos Thorstein Eigilssøn for at beile til Helga, hans Daatter. Skapte svarer: er hun ikke Gunlaug Ormetunges Fæstemø? Rafn mælde: er nu ikke den Stævnedag forleden, som sattes dem imellem? dertil er og hans Hovmod nu for stor, til at han skulde mindes Sligt. Skapte svarer: gør da som du vil! Siden ginge de mangfoldige til Thorsteins Boder og Skapte bar Rafns Ærende frem. Thorstein svarer: hun er Gunlaugs Fæstemø og mod ham vil jeg holde mit Ord i alle Maader. Skapte mælde: ere nu ikke de tre Vintre ledne? Jo siger Thorstein, Vintrene vel, men Somrene ikke og end kan han komme før Sommeren endes. Hvad Haab kan vi da gøre os, hvis han ei kommer til Vintren? Thorstein svarer: her mødes vi til Sommeren igen og da kan vi see til hvad os tykkes rimeligt, men ei sømmer det sig nu herom at tale. Ei blev det dulgt at Rafn beilede til Gunlaugs Fæstemø, men ei kom Gunlaug hjem den Sommer. Næste Sommer kom Skapte igen og nu sagde alle, at Thorstein var sit Løfte kvit. Da svarer Thorstein: faa Døttre har jeg at sørge for, og nødig vilde jeg at de skulde bagtales af nogen Mand; først vil jeg tale med Illug. Der de mødtes siger Thorstein: tykkes dig ei at jeg er løst fra det Løfte jeg gav Gunlaug din Søn? Vist er du det, svarer Illug, naar du vil det være og selv veed jeg ei Stort at sige, thi ei kender jeg Gunlaugs Agt. Thorstein gik tilbage til Skapte og de enedes om, at Brylluppet skulde stande hin næste Vinternat, hvis Gunlaug ei kom hjem forinden; men Alt skulde være som umælt hvis Gunlaug kom før den Dag og krævede sin Fæstemø. Nu rede Mænd hjem fra Thinge, og der kom ingen Gunlaug men saare ilde hugede det Giftermaal Helga.
@@ Linje 275: / Linje 275: @@
 ::¨Kæmpe! som ikkun paa Jord
 ::Fandtes af Kvinder den ene?
-::Kæmpe ieg haver en Hest
+::Kæmpe! jeg haver en Hest
 ::Sadlet til Bølger at træde,
 ::Tag den og rid som du mægter

@@ Linje 11: / Linje 11: @@
 |}
-[[File:GunnlaugAndHelga.jpg|thumb|600px|<center>'''Gunlaug møder Helga''' <small>- Maleri af Charles Fairfax Murray</small></center>]]
+[[File:GunnlaugAndHelga.jpg|thumb|650px|<center>'''Gunlaug møder Helga''' <small>- Maleri af Charles Fairfax Murray</small></center>]]
@@ Linje 41: / Linje 41: @@
-Første Kapitel.
+''Første Kapitel.''
 '''Om Gunlaugs og Rafns Æt.'''
@@ Linje 52: / Linje 52: @@
-Andet Kapitel.
+''Andet Kapitel.''
 '''Om Thorstein Eigilssøn og hans Drøm.'''
@@ Linje 66: / Linje 66: @@
-Tredie Kapitel.
+''Tredie Kapitel.''
 '''Om Helgas Fødsel og Barndom.'''
@@ Linje 77: / Linje 77: @@
-Fjerde Kapitel.
+''Fjerde Kapitel.''
 '''Om Gunlaug Ormetunge.'''
@@ Linje 85: / Linje 85: @@
-Femte Kapitel.
+''Femte Kapitel.''
 '''Om Gunlaugs Beilen og Udfærd.'''
@@ Linje 93: / Linje 93: @@
-Sjette Kapitel.
+''Sjette Kapitel.''
 '''Om Gunlaugs Hændelser i fremmede Lande.'''
@@ Linje 166: / Linje 166: @@
-Syvende Kapitel.
+''Syvende Kapitel.''
 '''Om Gunlaugs Hjemfærd og Helgas Bryllup.'''
@@ Linje 230: / Linje 230: @@
-Ottende Kapitel.
+''Ottende Kapitel.''
 '''Om Gunlaugs Handler paa Island med Helga og Rafn.'''
@@ Linje 355: / Linje 355: @@
-Niende Kapitel.
+''Niende Kapitel.''
 '''Om Gunlaugs og Rafns sidste Hændelser.'''
@@ Linje 363: / Linje 363: @@
-Tiende Kapitel.
+''Tiende Kapitel.''
 '''Udgang.'''

@@ Linje 3: / Linje 3: @@
 !align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
 |-
-! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Gunlaugs og Rafns saga]] !!  !!
+! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Gunnlaugs saga ormstungu]] !!  !! [[Fil:Norsk.gif|32px|link=Sagaen om Gunlaug Ormstunge]] !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Gunløg Ormstunges Saga]] !! [[Fil:Svensk.gif|32px|link=Sagan om Gunnlög ormtunga och Skald-Ramn]] !!
 |-
 |}

@@ Linje 7: / Linje 7: @@
 |}
-[[Fil:N.F.S.Grundtvig.jpg|thumb|150px|<center>'''N.F.S Grundtvig''' (1783-1872)<br><small>Ill. Carsten Lyngdrup Madsen</small></center>]]
+[[File:GunnlaugAndHelga.jpg|thumb|600px|<center>'''Gunlaug møder Helga''' <small>- Maleri af Charles Fairfax Murray</small></center>]]
-<center>[[Naturlyrik og romantik (på dansk)|Naturlyrik og romantik]]
+<center>[[Islændingesagaer]]

Gunlaugs og Rafns saga - Revisjonshistorikk

Jesper på 14. jun. 2018 kl. 04:12

Carsten på 9. jun. 2018 kl. 20:54

Carsten på 9. jun. 2018 kl. 20:19

Carsten på 9. jun. 2018 kl. 20:15

Carsten: Gunlaugs og Rafns saga (NFSG)