Håkon den Godes saga - Revisjonshistorikk

Jesper på 17. mar. 2022 kl. 08:58

2022-03-17T08:58:30Z

Jesper på 16. mar. 2022 kl. 17:45

2022-03-16T17:45:41Z

August på 3. sep. 2021 kl. 15:34

2021-09-03T15:34:49Z

Jesper på 1. aug. 2015 kl. 14:28

2015-08-01T14:28:38Z

Jesper på 11. des. 2013 kl. 15:55

2013-12-11T15:55:18Z

Jesper: Sletter vers på norrønt

2013-12-11T15:53:53Z

Sletter vers på norrønt

Vis endringer

Jesper på 4. jun. 2013 kl. 07:29

2013-06-04T07:29:32Z

Jesper på 23. mar. 2013 kl. 12:18

2013-03-23T12:18:00Z

Jesper på 10. mar. 2013 kl. 22:50

2013-03-10T22:50:28Z

Jesper på 4. feb. 2013 kl. 09:10

2013-02-04T09:10:24Z

@@ Linje 196: / Linje 196: @@
 '''13. Om kong Håkon'''
-Kong Håkon var en god kristen, da han kom til Norge, men da hele landet dér var hedensk og afgudsdyrkningen stor og stormændene mange, og han syntes at have brug for støtte og befolkningens venskab, tog han den beslutning at holde sin kristendom skjult, men han holdt dog søndag og fastedag fredag; han fastsatte i loven, at man skulle begynde at holde jul på samme tid som de kristne, og alle skulle have øl af én mæle korn — i modsat fald skulle der betales bøde — og holde helligdag så længe øllet varede. Førhen blev julen holdt fra høku-nat — det var midvinternat — og man holdt jul i tre dage. Han agtede først at fremkomme med det kristne budskab, når han havde sat sig fast i landet og frit havde lagt hele landet under sig. Han begyndte med at lokke de mænd, der stod ham nærmest, til kristendommen; det, at han var så vellidt, bevirkede, at mange lod sig døbe, og at andre ophørte med ofringerne. Han opholdt sig mest i Trondheim, for dér var landets største styrke.
+Kong Håkon var en god kristen, da han kom til Norge, men da hele landet dér var hedensk og afgudsdyrkningen stor og stormændene mange, og han syntes at have brug for støtte og befolkningens venskab, tog han den beslutning at holde sin kristendom skjult, men han holdt dog søndag og fastedag fredag; han fastsatte i loven, at man skulle begynde at holde jul på samme tid som de kristne, og alle skulle brygge øl af én mæle korn — i modsat fald skulle der betales bøde — og holde helligdag så længe øllet varede. Førhen blev julen holdt fra høku-nat — det var midvinternat — og man holdt jul i tre dage. Han agtede først at påbyde kristendommen, når han stod på fast grund og tvangsfrit havde lagt hele landet under sig. Han begyndte med at lokke de mænd, der stod ham nærmest, til kristendommen; det, at han var så vellidt, bevirkede, at mange lod sig døbe, og at andre ophørte med ofringerne. Han opholdt sig mest i Trondheim, for dér var landets største styrke.
-Da kong Håkon mente at have fået støtte til at fremme kristendommen fra en række magtfulde mænd, sendte han bud til England efter biskoppen og andre præster, og da de kom til Norge, gjorde kong Håkon det klart, at han ville påbyde kristendommen over hele landet; mører og romsdøler skød deres sag under trønderne. Kong Håkon lod nogle kirker indvie og udnævnte dér præster, og da han kom til Trondheim, indkaldte han bønderne til ting og påbød dem kristendommen. De svarede, at de ville henskyde denne sag til Frostatinget, og så ville de komme fra alle fylkerne i Trøndelagen, og så skulle de — sagde de — tage stilling til denne vanskelige sag.
+Da kong Håkon mente at have fået støtte til at fremme kristendommen fra en række magtfulde mænd, sendte han bud til England efter biskoppen og andre præster, og da de kom til Norge, gjorde kong Håkon det klart, at han ville påbyde kristendommen over hele landet. Mører og romsdøler skød deres sag under trønderne. Kong Håkon lod nogle kirker indvie og udnævnte dér præster, og da han kom til Trondheim, indkaldte han bønderne til ting og påbød dem kristendommen. De svarede, at de ville henskyde denne sag til Frostatinget, og så ville de komme fra alle fylkerne i Trøndelagen, og så skulle de — sagde de — tage stilling til denne vanskelige sag.
 '''14. Om ofringerne'''
-Sigurd Ladejarl var en stor ofringsmand på samme måde som Håkon — hans far — var; Sigurd afholdt alle offerfesterne på kongens vegne dér i Trøndelagen. Det var gammel skik — når der skulle afholdes ofring — at alle bønderne skulle komme hen til gudehuset og også føre det forråd, de skulle bruge, mens offergildet stod på, derhen. Ved dette gilde skulle alle have øl. Der blev også dræbt forskellige slags småfæ og ligeledes heste; alt det blod, der kom fra dem, kaldte man dengang ''hlaut'', og man havde blodet i hlaut-kar, og hlaut-kvaster lignede stænkekoste, og med disse ting skulle man rødfarve altrene og på samme vis gudehusets vægge både ude og inde og desuden stænke blodet på folk. Slagtekødet skulle koges til glæde for folkene; der skulle være bål med kedler henover midt på gulvet i gudehuset. Bægre skulle bæres om ved ilden, og den, som afholdt gildet og var høvding, skulle signe bægeret og al offermaden: Først Odins bæger — det skulle drikkes for kongens sejr og magt — og derefter Njords bæger og Freys bæger for årsvækst og fred. Derefter brugte mange at drikke Brages bæger, og folk drak også bægre for de slægtninge, der var blevet højlagt — det kaldte man mindebægre. Jarl Sigurd var en gavmild mand; han gjorde det, som siden blev meget omtalt, at han holdt et stort gæstebud på Lade og afholdt ene mand alle omkostningerne; dette nævner Kormak Øgmundson i Sigurdsdrapaen:
+Sigurd Ladejarl var en stor ofringsmand på samme måde som Håkon — hans far — var; Sigurd afholdt alle offerfesterne på kongens vegne dér i Trøndelagen. Det var gammel skik — når der skulle afholdes ofring — at alle bønderne skulle komme hen til gudehuset og også bringe det forråd, de skulle bruge, mens offergildet stod på, derhen. Ved dette gilde skulle alle have øl. Der blev også dræbt forskellige slags småfæ og ligeledes heste; alt det blod, der kom fra dem, kaldte man dengang ''hlaut'', og man havde blodet i hlaut-kar, og hlaut-kvaster lignede stænkekoste, og med disse ting skulle man rødfarve altrene og på samme vis gudehusets vægge både ude og inde og desuden stænke blodet på folk. Slagtekødet skulle koges til glæde for folkene; der skulle være bål med kedler henover midt på gulvet i gudehuset. Bægre skulle bæres om ved ilden, og den, som afholdt gildet og var høvding, skulle signe bægeret og al offermaden: Først Odins bæger — det skulle drikkes for kongens sejr og magt — og derefter Njords bæger og Freys bæger for årsvækst og fred. Derefter brugte mange at drikke Brages bæger, og folk drak også bægre for de slægtninge, der var blevet højlagt — det kaldte man mindebægre. Jarl Sigurd var en gavmild mand; han gjorde det, som siden blev meget omtalt, at han holdt et stort gæstebud på Lade og afholdt ene mand alle omkostningerne; dette nævner Kormak Øgmundson i Sigurdsdrapaen:
@@ Linje 213: / Linje 213: @@
 ::(véd jeg!) overstråles;
 ::den gæstfri jarl glædes.
-::''— Gramen vandt sig rigdom.''
+::''— gramen vandt sig rigdom.''
@@ Linje 225: / Linje 225: @@
 '''16. Jarl Sigurds svar'''
-Da der blev ørenlyd, svarede jarl Sigurd; han sagde: »Det er kong Håkons ønske at indgå forlig med jer — bønder! — og aldrig miste jeres venskab.« Bønderne sagde, at de ville have, at kongen skulle ofre for år og fred med dem, sådan som hans far havde gjort. Knurreriet ophørte, og de afsluttede tinget. Derefter talte jarl Sigurd med kongen om, at denne ikke fuldstændig skulle nægte at gøre, som bønderne ville; han sagde, at andet ikke ville gå an: »Dette er — konge! — som du selv kan høre, ønskeligt og magtpåliggende for høvdingene og dermed hele folket. Nu skal vi — konge! — finde et godt råd herimod.« Dette blev kongen og jarlen enige om.
+Da der blev ørenlyd, svarede jarl Sigurd; han sagde: »Det er kong Håkons ønske at indgå forlig med jer — bønder! — og aldrig miste jeres venskab.« Bønderne sagde, at de ville have, at kongen skulle ofre for år og fred med dem, sådan som hans far havde gjort. Knurreriet ophørte, og de afsluttede tinget. Derefter talte jarl Sigurd med kongen om, at denne ikke fuldstændig skulle nægte at gøre, som bønderne ønskede; han sagde, at andet ikke ville gå an: »Dette er — konge! — som du selv kan høre, ønskeligt og magtpåliggende for høvdingene og dermed hele folket. Nu skal vi — konge! — finde et godt råd herimod.« Dette blev kongen og jarlen enige om.

@@ Linje 196: / Linje 196: @@
 '''13. Om kong Håkon'''
-Kong Håkon var en god kristen, da han kom til Norge, men da hele landet dér var hedensk og afgudsdyrkningen stor og stormændene mange, og han syntes at have brug for støtte og befolkningens venskab, tog han den beslutning at holde sin kristendom skjult, men han holdt dog søndag og fastedag fredag; han fastsatte i loven, at man skulle begynde at holde jul på samme tid som de kristne, og alle skulle have øl af én mæle korn — i andet fald skulle der betales bøde — og holde helligdag så længe øllet varede. Førhen blev julen holdt fra høku-nat — det var midvinternat — og man holdt jul i tre dage. Han agtede først at fremkomme med det kristne budskab, når han havde sat sig fast i landet og frit havde lagt hele landet under sig. Han begyndte med at lokke de mænd, der stod ham nærmest, til kristendommen; hans afholdthed bevirkede, at mange lod sig døbe, og at andre ophørte med ofringerne. Han opholdt sig mest i Trondheim, for dér var landets største styrke.
+Kong Håkon var en god kristen, da han kom til Norge, men da hele landet dér var hedensk og afgudsdyrkningen stor og stormændene mange, og han syntes at have brug for støtte og befolkningens venskab, tog han den beslutning at holde sin kristendom skjult, men han holdt dog søndag og fastedag fredag; han fastsatte i loven, at man skulle begynde at holde jul på samme tid som de kristne, og alle skulle have øl af én mæle korn — i modsat fald skulle der betales bøde — og holde helligdag så længe øllet varede. Førhen blev julen holdt fra høku-nat — det var midvinternat — og man holdt jul i tre dage. Han agtede først at fremkomme med det kristne budskab, når han havde sat sig fast i landet og frit havde lagt hele landet under sig. Han begyndte med at lokke de mænd, der stod ham nærmest, til kristendommen; det, at han var så vellidt, bevirkede, at mange lod sig døbe, og at andre ophørte med ofringerne. Han opholdt sig mest i Trondheim, for dér var landets største styrke.
 Da kong Håkon mente at have fået støtte til at fremme kristendommen fra en række magtfulde mænd, sendte han bud til England efter biskoppen og andre præster, og da de kom til Norge, gjorde kong Håkon det klart, at han ville påbyde kristendommen over hele landet; mører og romsdøler skød deres sag under trønderne. Kong Håkon lod nogle kirker indvie og udnævnte dér præster, og da han kom til Trondheim, indkaldte han bønderne til ting og påbød dem kristendommen. De svarede, at de ville henskyde denne sag til Frostatinget, og så ville de komme fra alle fylkerne i Trøndelagen, og så skulle de — sagde de — tage stilling til denne vanskelige sag.
@@ Linje 203: / Linje 203: @@
 '''14. Om ofringerne'''
-Sigurd Ladejarl var en stor ofringsmand på samme måde som Håkon — hans far — var; Sigurd afholdt alle offerfesterne på kongens vegne dér i Trøndelagen. Det var gammel skik — når der skulle afholdes ofring — at alle bønderne skulle komme hen til gudehuset og også føre det forråd, de skulle bruge, mens offergildet stod på, derhen. Ved dette gilde skulle alle have øl. Der blev også dræbt forskellige slags småfæ og ligeledes heste; alt det blod, der kom fra dem, kaldte man dengang ''hlaut'', og man havde blodet i hlaut-kar, og hlaut-kvaster lignede stænkekoste, og med disse ting skulle man rødfarve altrene og på samme vis gudehusets vægge både ude og inde og desuden stænke blodet på folk. Slagtekødet skulle koges til glæde for folkene; der skulle være bål med kedler henover midt på gulvet i gudehuset. Bægre skulle bæres om ved ilden, og den, som afholdt gildet og var høvding, skulle signe bægeret og al offermaden: Først Odins bæger — det skulle drikkes for kongens sejr og magt — og derefter Njords bæger og Freys bæger for årsvækst og fred. Derefter brugte mange at drikke Brages bæger, og folk drak også bægre for de slægtninge, der var blevet højlagte — det kaldte man mindebægre. Jarl Sigurd var en gavmild mand; han gjorde det, som siden blev meget omtalt, at han holdt et stort gæstebud på Lade og afholdt ene mand alle omkostningerne; dette nævner Kormak Øgmundson i Sigurdsdrapa:
+Sigurd Ladejarl var en stor ofringsmand på samme måde som Håkon — hans far — var; Sigurd afholdt alle offerfesterne på kongens vegne dér i Trøndelagen. Det var gammel skik — når der skulle afholdes ofring — at alle bønderne skulle komme hen til gudehuset og også føre det forråd, de skulle bruge, mens offergildet stod på, derhen. Ved dette gilde skulle alle have øl. Der blev også dræbt forskellige slags småfæ og ligeledes heste; alt det blod, der kom fra dem, kaldte man dengang ''hlaut'', og man havde blodet i hlaut-kar, og hlaut-kvaster lignede stænkekoste, og med disse ting skulle man rødfarve altrene og på samme vis gudehusets vægge både ude og inde og desuden stænke blodet på folk. Slagtekødet skulle koges til glæde for folkene; der skulle være bål med kedler henover midt på gulvet i gudehuset. Bægre skulle bæres om ved ilden, og den, som afholdt gildet og var høvding, skulle signe bægeret og al offermaden: Først Odins bæger — det skulle drikkes for kongens sejr og magt — og derefter Njords bæger og Freys bæger for årsvækst og fred. Derefter brugte mange at drikke Brages bæger, og folk drak også bægre for de slægtninge, der var blevet højlagt — det kaldte man mindebægre. Jarl Sigurd var en gavmild mand; han gjorde det, som siden blev meget omtalt, at han holdt et stort gæstebud på Lade og afholdt ene mand alle omkostningerne; dette nævner Kormak Øgmundson i Sigurdsdrapaen:
@@ Linje 218: / Linje 218: @@
 '''15. Tinget på Frosta'''
-Da kong Håkon kom til Frostatinget, var der ankommet en stor mængde bønder. Da tinget blev sat, talte kong Håkon, og han begyndte med, at det var hans bud og bøn til bønder og gårdmænd — mægtige som ringe — og hele folket tillige — unge som gamle, rige som fattige, kvinder som mænd — at alle skulle lade sig kristne og tro på én gud: Kristus — Marias søn. Og de skulle fornægte alle ofringer og hedenske guder, men holde helligdag fra alt arbejde hver syvende dag og faste hver syvende dag. Straks da kongen havde forelagt folk dette, blev der en mægtig uro; bønderne knurrede over, at kongen ville tage arbejdet fra dem, og de sagde, at på den måde kunne man ikke drive landet, og arbejdsfolkene og trællene fremførte, at de ikke kunne arbejde, hvis de ikke fik mad — de sagde også, at det var en brist hos kong Håkon og hans far og deres slægtninge, at de var nærige med maden, selv om de var gavmilde med guldet.
+Da kong Håkon kom til Frostatinget, var der ankommet en stor mængde bønder. Da tinget blev sat, talte kong Håkon, og han begyndte med, at det var hans bud og bøn til bønder og gårdmænd — mægtige som ringe — og hele folket tillige — unge som gamle, rige som fattige, kvinder som mænd — at alle skulle lade sig kristne og tro på én gud: Kristus, Marias søn. Og de skulle fornægte alle ofringer og hedenske guder, men holde helligdag fra alt arbejde hver syvende dag og faste hver syvende dag. Straks da kongen havde forelagt folk dette, blev der en mægtig uro; bønderne knurrede over, at kongen ville tage arbejdet fra dem, og de sagde, at på den måde kunne man ikke drive landet, og arbejdsfolkene og trællene fremførte, at de ikke kunne arbejde, hvis de ikke fik mad — de sagde også, at det var en brist hos kong Håkon og hans far og deres slægtninge, at de var nærige med maden, selv om de var gavmilde med guldet.
-Asbjørn fra Medalhus i Gauldalen rejste sig og svarede på hans tale; han sagde: »Vi bønder troede — kong Håkon!« sagde han, »— at da du havde holdt det første ting her i Trondheim, og vi tog dig til konge og modtog vores arvejord af dig, så havde vi fået himlen i hænderne, men nu ved vi ikke, hvorvidt vi har fået vores frihed, eller om du nu på ny vil trælbinde os med mærkelig fremfærd, når vi skal forkaste den tro, som vores forældre og alle vores forfædre har haft før os — først i brændalderen og nu i højalderen — og de var meget gævere, end vi er, og dog har denne tro været brugbar for os. Vi har vist dig så meget kærlighed, at vi har ladet dig bestemme vores lov og landsret. Nu er det vores ønske — og bøndenes beslutning — at overholde den lov, som du gav os her på Frostatinget, og som vi samtykkede i; vi vil alle følge dig og beholde dig som konge, så længe hver og én af os bønder, som nu er her på tinget, er i live, hvis du — konge! — vil udvise mådehold og kun bede os om det, som vi kan give dig, og som vi ikke finder ugørligt. Men hvis du holder så hårdt på denne sag, at du vil bruge vold og overgreb imod os, så har vi bønder besluttet alle at skilles fra dig og tage os en anden høvding, som vil godtage, at vi i frihed kan have den tro, som vi ønsker. Nu skal du — konge! — vælge imellem disse vilkår, inden tinget slutter.« Bønderne gjorde høje tilråb til denne tale og sagde, at sådan ville de have det.
+Asbjørn fra Medalhus i Gauldalen rejste sig og svarede på hans tale; han sagde: »Vi bønder troede — kong Håkon!« sagde han, »— at da du havde holdt det første ting her i Trondheim, og vi tog dig til konge og modtog vores arvejord af dig, så havde vi fået himlen i hænderne, men nu véd vi ikke, hvorvidt vi har fået vores frihed, eller om du nu på ny vil trælbinde os med mærkelig fremfærd, når vi skal forkaste den tro, som vores forældre og alle vores forfædre har haft før os — først i brændalderen og nu i højalderen — og de var meget gævere, end vi er, og dog har denne tro været brugbar for os. Vi har vist dig så megen kærlighed, at vi har ladet dig bestemme vores lov og landsret. Nu er det vores ønske — og bøndernes beslutning — at overholde den lov, som du gav os her på Frostatinget, og som vi samtykkede i; vi vil alle følge dig og beholde dig som konge, så længe hver og én af os bønder, som nu er her på tinget, er i live, hvis du — konge! — vil udvise mådehold og kun bede os om det, som vi kan give dig, og som vi ikke finder ugørligt. Men hvis du holder så hårdt på denne sag, at du vil bruge vold og overgreb imod os, så har vi bønder besluttet alle at skilles fra dig og tage os en anden høvding, som vil godtage, at vi i frihed kan have den tro, som vi ønsker. Nu skal du — konge! — vælge imellem disse vilkår, inden tinget slutter.« Bønderne gjorde høje tilråb til denne tale og sagde, at sådan ville de have det.
 '''16. Jarl Sigurds svar'''
-Da der blev ørenlyd, svarede jarl Sigurd; han sagde: »Det er kong Håkons ønske, at være forligte med jer — bønder! — og aldrig miste jeres venskab.« Bønderne sagde, at de ville have, at kongen skulle ofre for år og fred med dem, sådan som hans far havde gjort. Knurreriet ophørte og de afsluttede tinget. Derefter talte jarl Sigurd med kongen om, at denne ikke fuldstændig skulle nægte at gøre, som bønderne ville; han sagde, at andet ikke ville gå an: »Dette er — konge! — som du selv kan høre ønskeligt og magtpåliggende for høvdingene og dermed hele folket. Nu skal vi — konge! — finde et godt råd herimod.« Dette blev kongen og jarlen enige om.
+Da der blev ørenlyd, svarede jarl Sigurd; han sagde: »Det er kong Håkons ønske at indgå forlig med jer — bønder! — og aldrig miste jeres venskab.« Bønderne sagde, at de ville have, at kongen skulle ofre for år og fred med dem, sådan som hans far havde gjort. Knurreriet ophørte, og de afsluttede tinget. Derefter talte jarl Sigurd med kongen om, at denne ikke fuldstændig skulle nægte at gøre, som bønderne ville; han sagde, at andet ikke ville gå an: »Dette er — konge! — som du selv kan høre, ønskeligt og magtpåliggende for høvdingene og dermed hele folket. Nu skal vi — konge! — finde et godt råd herimod.« Dette blev kongen og jarlen enige om.

@@ Linje 5: / Linje 5: @@
 ! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Saga Hákonar góða]] !!  !!  [[Fil:Norsk.gif|32px|link=Soga um Haakon den gode]] !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Håkon den Godes saga]] !! [[Fil:Svensk.gif|32px|link=Håkon den godes historia]] !!
 |-
-!  !!  !!  !!  [[Fil:Norsk.gif|32px|link=Haakon den godes saga]] !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Bönderne tvinge Hakon Adalstensfostre til at offre]] !! !!
+!  !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Saga Hákonar góða (FJ)]] !!  !!  [[Fil:Norsk.gif|32px|link=Haakon den godes saga]] !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Bönderne tvinge Hakon Adalstensfostre til at offre]] !! !!
 |-
 |}

@@ Linje 52: / Linje 52: @@
 Den engelske konge — Adalsteinn — sendte bud til Erik og tilbød ham at modtage et rige i England fra ham; han sagde, at kong Harald — Eriks far — havde været en god ven af kong Adalsteinn, og det ville han lade Haralds søn komme til gode. Der drog folk frem og tilbage mellem kongerne, og de blev forligte med den aftale, at kong Erik fik Nordimbraland af Adalsteinn mod derfra at forsvare landet mod danskere og andre vikinger. Erik og hans kone, deres børn og hele den flok, der havde fulgt ham dertil, skulle lade sig døbe. Erik gik ind på dette vilkår, så han blev døbt og antog den rette tro.
-Nordimbraland anses for at være en femtedel af England. Erik havde sit sæde i Jorvik — dér hvor man siger, at Lodbrogssønnerne før havde siddet. Nordimbraland havde, siden Lodbrogssønnerne vandt landet, været beboet fortrinsvis af nordboer; danskere og nordmænd hærgede ofte dér, efter de havde mistet magten over landet. Mange steder dér er benævnt på nørrøn tunge: Grimsby og Høgebæk og mange andre.
+Nordimbraland anses for at være en femtedel af England. Erik havde sit sæde i Jorvik — dér hvor man siger, at Lodbrogssønnerne før havde siddet. Nordimbraland havde, siden Lodbrogssønnerne vandt landet, været beboet fortrinsvis af nordboer; danskere og nordmænd hærgede ofte dér, efter de havde mistet magten over landet. Mange steder dér er benævnt på norrøn tunge: Grimsby og Høgebæk og mange andre.
@@ Linje 162: / Linje 162: @@
 Kong Harald Gormsen regerede dengang i Danmark; han brød sig meget lidt om, at kong Håkon havde hærget i hans land, og der gik forlydender om, at den danske konge ville hævne det, men det trak dog ud. Da Gunhildsønnerne erfarede, at der var ufred mellem Danmark og Norge, gjorde de klar til at rejse vestfra. De giftede Ragnhild — Eriks datter — med Arnfinn — søn af Torfinn Skallekløver; Torfinn blev igen jarl over Orknøerne, da Eriksønnerne drog af sted. Gamle Erikson var den ældste, og dog var han ingen voksen mand.
-Da Gunhild kom til Danmark sammen med sine sønner, opsøgte hun kong Harald, hvor hun fik en god modtagelse; kong Harald gav dem så store landindtægter i sit rige, at de kunne holde sig selv og deres folk godt, og han tog Harald Erikson til forstersøn og knæsatte ham — han voksede op ved den danske konges hof. Nogle af Eriksønnerne drog på hærtogt, så snart de havde alderen til det, og de skaffede sig penge ved at hærge i Østersølandene; de blev snart smukke mænd, og de var tidligere voksne i evner og duelighed end af alder. Dette omtaler Glum Geireson i Gråfeldsdrapa:
+Da Gunhild kom til Danmark sammen med sine sønner, opsøgte hun kong Harald, hvor hun fik en god modtagelse; kong Harald gav dem så store landindtægter i sit rige, at de kunne holde sig selv og deres folk godt, og han tog Harald Erikson til fostersøn og knæsatte ham — han voksede op ved den danske konges hof. Nogle af Eriksønnerne drog på hærtogt, så snart de havde alderen til det, og de skaffede sig penge ved at hærge i Østersølandene; de blev snart smukke mænd, og de var tidligere voksne i evner og duelighed end af alder. Dette omtaler Glum Geireson i Gråfeldsdrapa:
@@ Linje 234: / Linje 234: @@
 Da det første bæger blev skænket, talte jarl Sigurd over det; han tilegnede det Odin og drak kongen til med hornet. Kongen tog imod det og gjorde korsets tegn over det. Da sagde Kår fra Gryting: »Hvorfor gør kongen nu sådan? Vil han stadig ikke ofre?« Jarl Sigurd svarede: »Kongen gjorde som enhver, der tror på sin kraft og styrke, og tilegnede sit bæger til Tor. Han gjorde hammertegn over det, før han drak.« Aftenen forløb roligt.
-Dagen efter, da man gik til bords, stimlede bønderne sammen om kongen og sagde, at han nu skulle spise hestekød. Det ville kongen på ingen måde. Så bad de ham drikke kogevandet. Det ville han ikke. Så bad de ham spise det afskummede fedt. Det ville han heller ikke, og de var da nær gået på ham. Jarl Sigurd sagde, at han ville forlige dem, og bad dem stoppe angrebet. Han bad kongen gabe over kedelhanken; damp fra kogningen af hestekødet havde sat sig på hanken og gjort den fedtet. Kongen gik derhen og viklede en hørklud om hanken og gabte over den; han gik derefter til sit højsæde, men ingen af partene var tilfreds.
+Dagen efter, da man gik til bords, stimlede bønderne sammen om kongen og sagde, at han nu skulle spise hestekød. Det ville kongen på ingen måde. Så bad de ham drikke kogevandet. Det ville han ikke. Så bad de ham spise det afskummede fedt. Det ville han heller ikke, og de var da nær gået på ham. Jarl Sigurd sagde, at han ville forlige dem, og bad dem stoppe angrebet. Han bad kongen gabe over kedelhanken; damp fra kogningen af hestekødet havde sat sig på hanken og gjort den fedtet. Kongen gik derhen og viklede en hørklud om hanken og gabte over den; han gik derefter til sit højsæde, men ingen af parterne var tilfredse.
@@ Linje 247: / Linje 247: @@
-Da gildet var slut, drog kongen og jarlen direkte ud til Lade; kongen var i meget dårligt humør og han gjorde straks klar til at drage væk fra Trondheim med hele sin hær. Han sagde, at han skulle komme talstærkere til Trondheim en anden gang og gengælde bønderne dette fjendskab, som de havde udvist ham. Jarl Sigurd bad kongen ikke lægge trønderne dette til last og sagde, at det ikke ville gavne kongen at true eller hærge blandt indenlandske folk, og mindst dér, hvor landets største styrke befandt sig — i Trondheim. Kongen var så vred, at man ikke kune tale med ham; han forlod Trondheim og tog sydpå til Møre, hvor han opholdt sig om vinteren og om foråret. Da det gik mod sommer, samlede han folk om sig, og det hed sig, at han ville drage imod trønderne med den hær.
+Da gildet var slut, drog kongen og jarlen direkte ud til Lade; kongen var i meget dårligt humør og han gjorde straks klar til at drage væk fra Trondheim med hele sin hær. Han sagde, at han skulle komme talstærkere til Trondheim en anden gang og gengælde bønderne dette fjendskab, som de havde udvist ham. Jarl Sigurd bad kongen ikke lægge trønderne dette til last og sagde, at det ikke ville gavne kongen at true eller hærge blandt indenlandske folk, og mindst dér, hvor landets største styrke befandt sig — i Trondheim. Kongen var så vred, at man ikke kunne tale med ham; han forlod Trondheim og tog sydpå til Møre, hvor han opholdt sig om vinteren og om foråret. Da det gik mod sommer, samlede han folk om sig, og det hed sig, at han ville drage imod trønderne med den hær.

@@ Linje 531: / Linje 531: @@
 ::som Odin sku’ ha’
 ::som ven i Valhal.
 ::[Bjørns bror sås
@@ Linje 539: / Linje 540: @@
 ::og spændte buer:
 ::Striden begyndte straks!
 ::Holmrygernes hær
@@ Linje 548: / Linje 550: @@
 ::— ø-daners uven —
 ::nu under sin hjelm.
 ::Kongen kastede
@@ Linje 557: / Linje 560: @@
 ::gramen — i guldhjelm —
 ::gik glad til striden.
 ::I høvdingens hånd
@@ Linje 566: / Linje 570: @@
 ::og hug mod hårde
 ::hov’der rungede.
 ::Og skjolde fik skår,
@@ Linje 575: / Linje 580: @@
 ::og skjoldborges skær
 ::skjultes bag blodet.
 ::Sårbranden blussed’
@@ Linje 584: / Linje 590: @@
 ::og flejnens flod faldt
 ::i fjorden ved Stord.
 ::Skjoldbulen skælved’
@@ Linje 593: / Linje 600: @@
 ::i sværdstrømmen stred
 ::stimer af faldne.
 ::De døde døglinger
@@ Linje 601: / Linje 609: @@
 ::— mismodige —
 ::den lange vej til Valhal.
 ::Gøndul lo
@@ Linje 608: / Linje 617: @@
 ::— og hæren fulgte —
 ::hjem til gudernes gård.
 ::Kongen hørte
@@ Linje 615: / Linje 625: @@
 ::og var klædt i hjelm
 ::med skjold ved deres skulder.
 ::''(Håkon sagde:)''
@@ Linje 624: / Linje 635: @@
 ::den sendte vi dig,
 ::da dine fjender flygtede.«
 ::»Lad os ride,«
@@ Linje 631: / Linje 643: @@
 ::at fyrsten kommer
 ::for at besøge ham selv.«
 ::Hærfar sagde:
@@ Linje 638: / Linje 651: @@
 ::— en kriger, tror jeg —
 ::hér til disse haller.«
 ::Kongen sagde,
@@ Linje 645: / Linje 659: @@
 ::mig ondskabsfuldt stemt
 ::— det ser jeg af hans sind.«
 ::»Alle einherjer
@@ Linje 652: / Linje 667: @@
 ::— her findes jo dine
 ::otte brødre,« kvad Brage.
 ::»Våbnene dog,«
@@ Linje 659: / Linje 675: @@
 ::skal vi beholde;
 ::vi har dem helst ved hånden!«
 ::Nu blev det kundgjort,
@@ Linje 666: / Linje 683: @@
 ::hilst velkommen
 ::i de rådendes rækker.
 ::Gode tider
@@ Linje 673: / Linje 691: @@
 ::husker vi evigt
 ::det gode, der blev givet.
 ::Fenrisulven
@@ Linje 680: / Linje 699: @@
 ::kommer hertil
 ::og sætter sig i sædet.
 ::Fæet dør,

@@ Linje 993: / Linje 993: @@
 <br>
 ''(Håkon sagde:)''<br>
-»Hvorfor, Skøgul,« <br>
+»Hvorfor, Skøgul, <br>
-»skilte du mig fra sejren? <br>
+skilte du mig fra sejren? <br>
 Guderne undte mig ingen hjælp!« <br>
 ''(Skøgul sagde:)''<br>
-»Sejren i slaget«<br>
+»Sejren i slaget<br>
-»den sendte vi dig, <br>
+den sendte vi dig, <br>
 da dine fjender flygtede.« <br>
 <br>
@@ Linje 1 010: / Linje 1 010: @@
 Hærfar sagde: <br>
 »Hermod og Brage, <br>
-»begiv jer gramen i møde! <br>
+begiv jer gramen i møde! <br>
 Der kommer en konge, <br>
 — en kriger, tror jeg —<br>

@@ Linje 75: / Linje 75: @@
 kløgtigt i sin ungdom;<br>
 med skjoldklædte skibe<br>
-blev Skånes kyst hærget.<br>
+Skånes kyst blev hærget.<br>
 Den kampvante konge<br>
 kom med hær til Skotland;<br>
@@ Linje 83: / Linje 83: @@
 De irske folk flygted’<br>
 foran kongehæren;<br>
-rigeligt fik ravnen<br>
+rask fik derved ravnen<br>
 rødnet sine fødder.<br>
 Sydpå sejred’ kongen<br>

@@ Linje 24: / Linje 24: @@
 ----
-<center>''Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Finnur Jónssons'' [[Heimskringla (FJ)|Heimskringla – Nóregs konunga s&#491;gur]] ''G. E. C. Gads Forlag, København, 1911 (1925)''<br>''De norrøne kvad — anført med kursiv skrift — er indsat uforandrede fra Finnur Jónssons udgave ([[#Note|Note]]).''</center>
+<center>''Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Finnur Jónssons'' [[Heimskringla (FJ)|Heimskringla – Nóregs konunga s&#491;gur]] ''G. E. C. Gads Forlag, København, 1911 (1925)''<br>''De norrøne kvad — anført med kursiv skrift — er indsat uforandrede fra Finnur Jónssons udgave''</center>
 ----
@@ Linje 1 232: / Linje 1 232: @@
 </blockquote>
 [[Kategori:Alfabetisk indeks]]