Hønse-Tores saga - Revisjonshistorikk

Jesper på 21. jan. 2021 kl. 16:57

2021-01-21T16:57:23Z

Jesper på 18. mai 2017 kl. 19:03

2017-05-18T19:03:17Z

Jesper på 12. mai 2016 kl. 18:53

2016-05-12T18:53:00Z

Jesper på 19. feb. 2015 kl. 18:16

2015-02-19T18:16:20Z

Jesper: Kap. 16-17

2015-02-19T17:54:08Z

Kap. 16-17

Jesper: Kap. 15

2015-02-17T20:26:03Z

Kap. 15

Jesper: Kap. 12-14

2015-02-14T15:39:41Z

Kap. 12-14

Jesper på 14. feb. 2015 kl. 11:37

2015-02-14T11:37:23Z

Jesper: Kap. 11

2015-02-11T20:37:50Z

Kap. 11

Jesper: Kap. 1-10

2015-02-08T20:00:30Z

Kap. 1-10

Vis endringer

@@ Linje 148: / Linje 148: @@
 '''13. Kampen mellem Tord Brøler og Tunge-Odd'''
-Det rygtedes, at Hønse-Tore var forsvundet ud af herredet selvtolvte, såsnart han erfarede, hvem der var blevet inddraget i sagen, og man hørte overhovedet ikke noget til ham. Odd samler nu folk i dalene — både fra Reykjadal og Skorradal — og fra alle bebyggelser sønden for Hvidå, og tillige havde han mange folk fra andre steder. Arngrim Gode samlede folkene fra Tværålien og nogle dele af Nordreådal.
+Det rygtedes, at Hønse-Tore var forsvundet ud af herredet selvtolvte, så snart han erfarede, hvem der var blevet inddraget i sagen, og man hørte overhovedet ikke noget til ham. Odd samler nu folk i dalene — både fra Reykjadal og Skorradal — og fra alle bebyggelser sønden for Hvidå, og tillige havde han mange folk fra andre steder. Arngrim Gode samlede folkene fra Tværålien og nogle dele af Nordreådal.
 Torkel Trævl samlede længere nede folk fra Myre og Stavholtstunge, også nogle folk fra Nordreådalen har han med sig, for Helge — hans bror — boede i Hvamm, og ham havde han med sig. Nu samler Tord Brøler folk vestpå, men flokken bliver ikke stor. Alle disse, som har del i sagen, mødes nu og bliver i alt to hundrede mand, og de rider nu nedad uden for Nordreå og over åen ved Eyjavad oven for Stavholt, og de agter sig over Hvidå på det sted, som kaldes Trællestrømmen. Da så de en vældig menneskeflok i bevægelse syd for åen. Det er Tunge-Odd med nær fire hundrede mand, og de sætter nu farten op for at komme først til vadestedet. De mødes nu ved åen, og Odds folk springer af hestene og spærrer vadestedet, så Tords flok forhindres i at ride frem — men de ''vil'' til tinget. Det kommer nu til kamp, og der følger straks mandskade. Fire af Tords mænd faldt. Torolf Ræv faldt dér — Alf i Dalenes bror — en anset mand. Og derpå trak man sig tilbage. Én af Odds mænd faldt, men tre blev hårdt sårede.

@@ Linje 25: / Linje 25: @@
 ----
-<center>''Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Guðni Jónsson:'' Íslendinga sögur, ''Íslendingasagnaútgáfan, Reykjavík, 1947''</center>
+<center>''Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Guðni Jónsson:'' [[Íslendinga sögur]], ''Íslendingasagnaútgáfan, Reykjavík, 1947''</center>
 ----

@@ Linje 174: / Linje 174: @@
 Nu skal der fortælles om Herstein, for han kom sig snart af sygdommen, dengang de andre var redet til tinget. Han tog da til Ørnulfsdal.
-En tidlig morgen befandt han sig i smedjen, for han meget dygtig til at arbejde med jern. Så kom der en bonde, som hed Ørnulf, og talte til ham: »Min ko er syg,« sagde han, »— og jeg vil bede dig — Herstein! — om at komme og se til den. Vi synes nu, det er godt, at du er kommet tilbage; så har vi da noget til gengæld for din far, som vi havde den største gavn af.« Herstein svarer: »Jeg er ligeglad med din ko, og jeg har ikke forstand på, hvad der er galt med den.« Bonden svarer: »Der er dog stor forskel på folk: Din far gav mig koen, men du gider ikke se til den.« Herstein svarer: »Jeg giver dig en anden ko, hvis denne dør.« Bonden svarer: »Jeg vil hellere, at du ser til denne.« Herstein springer op og bliver vred, men går ud fulgt af bonden, og de tager derpå vejen mod skoven. Dér ligger en stejl vej med skovbevoksning på begge sider. Da Herstein kommer op ad den bratte stigning, gør han holdt. Han havde et meget skarpt syn. Da sagde han: »Der kom et skjold til syne i skoven.« Bonden tav. Herstein sagde: »Har du forrådt mig — din hund? Hvis du har svoret ikke at røbe noget, så lægger du dig ned uden at sige et ord, og hvis du ikke gør det, så dræber jeg dig.« Bonden lagde sig da ned, men Herstein vender hjem og kalder på sine folk. De griber deres våben og skynder sig straks til skovs og finder Ørnulf på vejen. De beordrer ham til at følge dem derhen, hvor de havde aftalt at mødes. Nu går de, indtil de kommer til en rydning. Da sagde Herstein til Ørnulf: »Jeg vil ikke tvinge dig til at tale, men gør nu som I har aftalt.« Bonden løber op på en forhøjning og pifter højlydt. Derpå løber tolv mand frem, og Hønse-Tore anførte flokken, men Herstein og de andre pågriber disse mænd og dræber dem. Herstein hugger selv hovedet af Tore, og han tager det med sig og rider sydpå til tinget og fortæller, hvad der er sket. Herstein bliver meget rost af dette værk og vinder stor hæder, som man kunne forvente.
+En tidlig morgen befandt han sig i smedjen, for han meget dygtig til at arbejde med jern. Så kom der en bonde, som hed Ørnulf, og talte til ham: »Min ko er syg,« sagde han, »— og jeg vil bede dig — Herstein! — om at komme og se til den. Vi synes nu, det er godt, at du er kommet tilbage; så har vi da noget til gengæld for din far, som vi havde den største gavn af.« Herstein svarer: »Jeg er ligeglad med din ko, og jeg har ikke forstand på, hvad der er galt med den.« Bonden svarer: »Der er dog stor forskel på folk: Din far gav mig koen, men du gider ikke se til den.« Herstein svarer: »Jeg giver dig en anden ko, hvis denne dør.« Bonden svarer: »Jeg vil hellere, at du ser til denne.« Herstein springer op og bliver vred, men går ud fulgt af bonden, og de tager derpå vejen mod skoven. Dér ligger en stejl vej med skovbevoksning på begge sider. Da Herstein kommer op ad den bratte stigning, gør han holdt. Han havde et meget skarpt syn. Da sagde han: »Der kom et skjold til syne i skoven.« Bonden tav. Herstein sagde: »Har du forrådt mig — din hund? Hvis du har svoret ikke at røbe noget, så lægger du dig ned uden at sige et ord, og hvis du ikke gør det, så dræber jeg dig.« Bonden lagde sig da ned, men Herstein vender hjem og kalder på sine folk. De griber deres våben og skynder sig straks til skovs og finder Ørnulf på vejen. De beordrer ham til at følge dem derhen, hvor de havde aftalt at mødes. Nu går de, indtil de kommer til en rydning. Da sagde Herstein til Ørnulf: »Jeg vil ikke tvinge dig til at tale, men gør nu som I har aftalt.« Bonden løber op på en forhøjning og pifter højlydt. Derpå løber tolv mand frem, og Hønse-Tore anførte flokken, men Herstein og de andre pågriber disse mænd og dræber dem. Herstein hugger selv hovedet af Tore, og han tager det med sig og rider sydpå til tinget og fortæller, hvad der er sket. Herstein bliver meget rost for dette værk og vinder stor hæder, som man kunne forvente.
 Nu kommer folks sag for retten, og det ender med, at Arngrim Gode bliver idømt fuld fredløshed sammen med alle dem, der var delagtige i branden, på nær Torvald Oddson. Han skulle være udenlands tre år, men måtte derefter vende tilbage. Der blev betalt for ham og ligeledes for, at de andre mænd kunne rejse. Torvald forlod landet om sommeren, men han kom i land i Skotland og blev gjort til træl dér. Herefter blev tinget afsluttet, og folk mente, at Tord havde forfulgt sagen godt og dygtigt. Arngrim Gode forlod også landet om sommeren, men der siges ikke noget om, hvor meget der blev bødet. På denne vis endte denne sag.

@@ Linje 31: / Linje 31: @@
 '''1. Om herredshøvdingene og Hønse-Tore'''
-[[Fil:Island_i_sagatiden.jpg|thumb|550px|<center>'''Fra Daniel Bruun: ''Fortidsminder og nutidshjem paa Island'' (1928)'''<br>Jfr. sagaens kap. 14</center>]]Der var en mand ved navn Odd, som var søn af Ønund Bredskæg, søn af Ulfar, søn af Ulf på Fitjar, søn af Skægge, søn af Tore den Larmende. Han boede på Bredebolstad i Reykjadal i Borgfjord. Han havde en kone, der hed Jorunn. Hun var en klog og vellidt kvinde. De havde fire børn — to dygtige sønner og to døtre. Deres ene søn hed Torodd, den anden Torvald. Odds ene datter hed Turid, den anden Jofrid. Han blev kaldt Tunge-Odd. Han blev ikke kaldt retsindig.
+[[Fil:Island_i_sagatiden.jpg|thumb|550px|<center>'''Fra Daniel Bruun: ''Fortidsminder og nutidshjem paa Island'' (1928)'''<br>Jfr. sagaens kap. 14</center>]]
 En mand ved navn Torfe var søn af Valbrand, søn af Valtjof, søn af Ørlyg fra Esjaberg. Han var gift med Turid Tunge-Oddsdatter. De boede på det andet Bredebolstad.

@@ Linje 27: / Linje 27: @@
 <center>''Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Guðni Jónsson:'' Íslendinga sögur, ''Íslendingasagnaútgáfan, Reykjavík, 1947''</center>
 ----
@@ Linje 183: / Linje 180: @@
-[[Fil:Siden_er_under_udarbejdelse.jpg|center]]
+'''16. Om Torodd Tunge-Oddson og Jofrid'''

@@ Linje 49: / Linje 49: @@
-'''2. Hønse-Tore får et barn til opfostring — Om styrmanden Ørn'''
+'''2. Hønse-Tore får et barn til opfostring. Om styrmanden Ørn'''
 En dag begiver Tore sig af sted og rider til Nordtunge og træffer Arngrim Gode og tilbød at opfostre dennes barn. »Jeg vil tage Helge — din søn — til mig, og jeg vil tage mig af ham, så godt jeg kan, men jeg vil til gengæld have dit venskab og din støtte, så jeg kan hævde min ret over for folk.« Arngrim svarer: »Det forekommer mig ikke, at denne opfostring vil skaffe mig megen hæder.« Tore svarer: »Jeg vil hellere give drengen halvdelen af min formue, end at opfostringen ikke kommer i stand, men du skal hjælpe mig til min ret og være forpligtet til det, hvem jeg end får med at gøre.« Arngrim svarer: »Jeg tænker, at det er bedst ikke at afslå så godt et tilbud.« Så fulgte Helge med Tore hjem, og stedet kaldes nu siden gården ''ved Helgesøen''. Arngrim ydede Tore støtte, og denne synes straks mere umedgørlig, og han kan nu gøre sin ret gældende over for alle. Han skaffer sig nu store summer og bliver en yderst velhavende mand. Han bliver ikke mere vellidt.
@@ Linje 170: / Linje 170: @@
 Nu kom sagen for retten, men det gik tungt for Odd, især fordi en stor overmagt var imod ham.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 14. feb. 2015 kl. 15:39
Linje 137:		Linje 137:

	Derpå stiger de til hest og vil af sted, og Tord fulgte dem på vej og spurgte igen, om der var sket noget nyt. Gunnar svarer: »Vi har ikke hørt om noget nyere end indebrændingen af Blund-Ketil Bonde.« Tord spurgte, hvad der var sket, og Gunnar fortalte alt om, hvad der var foregået ved branden, og hvem der havde forvoldt den, og hvem der havde medvirket. Tord sagde: »Dette giftermål var ikke kommet i stand så hurtigt, hvis jeg havde vist dette. Nu mener I nok at være vældigt meget klogere og snedigere end mig, men jeg er ikke sikker på, at denne sag afgøres af jer alene.« Gunnar sagde: »Man kan forvente god støtte dér, hvor man har dig. Nu er du forpligtet til at hjælpe din fosterdatters mand, og vi er forpligtede til at hjælpe dig, for der var mange, der påhørte, at du bortfæstede kvinden, og at dette skete helt efter din bestemmelse. Det er også godt, at I nu får afprøvet, hvem der er den stærkeste af jer høvdinge, for I har længe snappet efter hinanden som ulve.«		Derpå stiger de til hest og vil af sted, og Tord fulgte dem på vej og spurgte igen, om der var sket noget nyt. Gunnar svarer: »Vi har ikke hørt om noget nyere end indebrændingen af Blund-Ketil Bonde.« Tord spurgte, hvad der var sket, og Gunnar fortalte alt om, hvad der var foregået ved branden, og hvem der havde forvoldt den, og hvem der havde medvirket. Tord sagde: »Dette giftermål var ikke kommet i stand så hurtigt, hvis jeg havde vist dette. Nu mener I nok at være vældigt meget klogere og snedigere end mig, men jeg er ikke sikker på, at denne sag afgøres af jer alene.« Gunnar sagde: »Man kan forvente god støtte dér, hvor man har dig. Nu er du forpligtet til at hjælpe din fosterdatters mand, og vi er forpligtede til at hjælpe dig, for der var mange, der påhørte, at du bortfæstede kvinden, og at dette skete helt efter din bestemmelse. Det er også godt, at I nu får afprøvet, hvem der er den stærkeste af jer høvdinge, for I har længe snappet efter hinanden som ulve.«
		+
		+
		+	'''12. Om løfteafgivelserne ved brylluppet'''
		+
		+	Nu skilles de, og Tord er meget vred og mener, at de har holdt ham for nar. Men de andre rider nu først til Gunnarstad og synes, at de har gjort det rigtig godt, siden de har fået Tord på deres side i sagen, og de var nu ganske glade. De red ikke sydpå denne gang, men indbød folk til bryllup og til at komme til Hvamm til den aftalte tid.
		+
		+	Dér fik Tord mange gæster, og han fordeler folk på pladserne om aftenen. Han sad selv på den ene bænk sammen med Gunnar — sin svoger — og dennes mænd, mens Torkel Trævl sad hos brudgommen på den anden bænk sammen med deres indbudte. Kvindfolkene sad på tværbænken. Da bordene var blevet stillet frem, og alle havde sat sig, steg brudgommen — Herstein — frem over bordet og hen, hvor der stod en sten.<ref>ɔ: en ''jordfast'' sten.</ref> Han trådte med den ene fod op på stenen og tog til orde: »Det lover jeg,« sagde han, »— at før Altinget slutter til sommer, skal jeg enten have fået Arngrim Gode dømt fredløs eller have opnået selvdømme.« Derefter gik han tilbage til sin plads. Så steg Gunnar frem og tog til orde: »Det lover jeg,« sagde han, »— at før Altinget slutter til sommer, skal jeg få Torvald Oddson dømt til landsforvisning eller have opnået selvdømme.« Han går tilbage til bordet og sagde til Tord: »Hvorfor sidder du — Tord! — og siger ingenting? Vi véd, at du tænker det samme som os.« Tord svarer: »Det skal der ikke tales om nu.« Gunnar svarer: »Hvis du ønsker, at vi taler for dig, kan det ordnes, men vi véd, at du går efter Tunge-Odd.« Tord sagde: »I kan bestemme over jeres egne ord, men jeg bestemmer, hvad ''jeg'' siger. Sørg nu for at det, som I har bekendtgjort, afsluttes godt.« Ellers skete der ikke noget særligt ved gæstebuddet, og alt forløb med den største værdighed, og da det var slut, tog alle derfra ad hver sin vej. Således gik vinteren.
		+
		+	Ved forårets komme samles folkene og drager sydpå til Borgfjord og kommer til Nordtunge, hvor de stævner Arngrim og Hønse-Tore til tinget på Tingnæs. Herstein forlader flokken med 30 mand og tager derhen, hvor Torvald Oddsons seneste overnatningssted sagdes at have været, for han havde da forladt sit opholdssted. Nu er der røre i herredet, og der snakkes meget, og på begge sider sker der samling af folk.
		+
		+
		+	'''13. Kampen mellem Tord Brøler og Tunge-Odd'''
		+
		+	Det rygtedes, at Hønse-Tore var forsvundet ud af herredet selvtolvte, såsnart han erfarede, hvem der var blevet inddraget i sagen, og man hørte overhovedet ikke noget til ham. Odd samler nu folk i dalene — både fra Reykjadal og Skorradal — og fra alle bebyggelser sønden for Hvidå, og tillige havde han mange folk fra andre steder. Arngrim Gode samlede folkene fra Tværålien og nogle dele af Nordreådal.
		+
		+	Torkel Trævl samlede længere nede folk fra Myre og Stavholtstunge, også nogle folk fra Nordreådalen har han med sig, for Helge — hans bror — boede i Hvamm, og ham havde han med sig. Nu samler Tord Brøler folk vestpå, men flokken bliver ikke stor. Alle disse, som har del i sagen, mødes nu og bliver i alt to hundrede mand, og de rider nu nedad uden for Nordreå og over åen ved Eyjavad oven for Stavholt, og de agter sig over Hvidå på det sted, som kaldes Trællestrømmen. Da så de en vældig menneskeflok i bevægelse syd for åen. Det er Tunge-Odd med nær fire hundrede mand, og de sætter nu farten op for at komme først til vadestedet. De mødes nu ved åen, og Odds folk springer af hestene og spærrer vadestedet, så Tords flok forhindres i at ride frem — men de ''vil'' til tinget. Det kommer nu til kamp, og der følger straks mandskade. Fire af Tords mænd faldt. Torolf Ræv faldt dér — Alf i Dalenes bror — en anset mand. Og derpå trak man sig tilbage. Én af Odds mænd faldt, men tre blev hårdt sårede.
		+
		+	Tord henskyder nu sagen til Altinget. De rider nu hjem vestpå, men folk mente, at vestmændene havde mistet megen ære. Nu rider Odd til tinget. Han sendte sine trælle hjem med hestene. Jorun — hans kone — spurgte om nyt, da de vendte hjem. De sagde, at de ikke kunne fortælle andet, end at der var kommet en mand vestfra fra Bredefjord for at svare Tunge-Odd, og hans lyd og stemme var, som når en tyr brølede. Hun sagde, at det ikke var nogen nyhed, når han fik svar som andre mænd, men mente i øvrigt, at der var sket ting, som gjorde, at det ikke var mere end rimeligt. »Det kom også til kamp,« sagde de, »— og der faldt i alt fem mand, mens mange blev sårede.« Men dette havde de ikke omtalt tidligere.
		+
		+	Nu slutter tinget, og der sker ikke noget særligt. Da svigerfar og svigersøn kommer hjem vestpå, bytter de gårde, og Gunnar tager til Ørnulfsdal, mens Herstein overtager Gunnarstad. Efter dette lader Gunnar alt det tømmer, Ørn Østmand havde ejet, hente vestpå og føre hjem til sig i Ørnulfsdal. Derpå begynder han at opføre bygninger på gården for anden gang, for hænderne sad godt på Gunnar. Han var også duelig i alt, dygtig i kamp og på alle måder en rask mand.
		+
		+
		+	'''14. Om kampen på tinget og oprettelsen af fjerdingsdomstolene'''
		+
		+	Nu går tiden helt frem til det, at folk rider til tinget. Der foregår nu meget i herrederne. På begge sider rider man af sted overordentligt talstærkt. Da Tord Brøler kommer til Gunnarstad, er Herstein blevet syg, og han formår ikke at deltage i tinget. Han overdrager nu sagen til de andre. 30 mand blev hjemme hos ham.
		+
		+	Nu rider Tord til tinget. Han samler sine venner og slægtninge og ankommer tidligt til tinget, og tinget holdtes dengang under Årmandsfjeld. Efterhånden som flokkene ankommer, får Tord samlet en stor styrke. Nu ser man, at Tunge-Odd er på vej. Tord rider da imod ham for at forhindre, at han skal opnå tingfred. Odd rider med tre hundrede mand i sit følge. Tord og hans folk spærrer adgangen til tingstedet, og det kommer straks til kamp. Det fører snart til mandefald, og rigtig mange blev såret. Seks af Odds mænd faldt, for Tords flok var langt mere talstærk. Retsindige folk indså, at hvis hele tingforsamlingen kom i kamp, ville det medføre en skade, som sent kunne bødes. De gik imellem og skilte parterne og vendte sagen til forlig, men Odd måtte give sig for overmagten, både fordi han havde en vanskeligere sag at føre og tilmed var magtesløs, da han havde færre folk. Det blev da afgjort, at Odd skulle telte uden for tingfredningen, men han skulle have adgang til domstolen og til at forette sin nødtørft. Han skulle forholde sig roligt, og hverken han eller hans folk måtte udvise genstridighed. Folk forhandlede nu sagen og søgte at forlige dem.
		+
		+	[Tord Brøler holdt da en lang og god tale på Lovbjerget, og han omtalte, hvor galt det var, at folk opsøgte fremmede tingkredse for at føre sager om drab eller forfølge krænkelser imod dem. Han fortalte nu, hvilket møje han måtte have for at få denne sag afgjort, og han mente, at den slags besvær ville blive mange til skade, såfremt man ikke vedtog en bedre ordning, »— fordi,« sagde han, »— det indtil nu har været lov, at sager skal føres på det tingsted, som er nærmest åstedet.«
		+
		+	Men da landet blev inddelt i fjerdinger, blev det ordnet således, at der var tre tingkredse i hver fjerding — på nær i Nordlandsfjerdingen, hvor der var fire, fordi man ikke kunne blive enige om andet. De, som boede nord for Eyjafjord, ville ikke have tingsted dér, og de, som boede vest for Skagafjord ville heller ikke derhen. Dog skulle der på Altinget udnævnes det samme antal dommere fra deres fjerding som fra hver af de øvrige fjerdinger. En mand derfra skulle besidde over-godordet, så goderne dér ikke alle ville få plads i retten. Siden blev fjerdingstingsordningen fastlagt. Dette har Ulfhedin Gunnarson fortalt mig.]<ref>De i parantes anførte afsnit er mere eller mindre taget fra Íslendingabók.</ref>
		+
		+	Nu kom sagen for retten, men det gik tungt for Odd, især fordi en stor overmagt var imod ham.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 11. feb. 2015 kl. 20:37
Linje 126:		Linje 126:

	Efter dette rejser de sig og går ind. De bliver godt beværtet. Nu spørger Gunnar om nyt. Torkel siger, at de ikke har hørt om noget nyere end indebrændingen af Blund-Ketil. Gunnar spurgte, hvem der havde forvoldt det. Torkel siger, at Torvald Oddson var ophavsmand sammen med Arngrim Gode. Gunnar svarede ikke meget, lastede det lidt, men roste det ikke.		Efter dette rejser de sig og går ind. De bliver godt beværtet. Nu spørger Gunnar om nyt. Torkel siger, at de ikke har hørt om noget nyere end indebrændingen af Blund-Ketil. Gunnar spurgte, hvem der havde forvoldt det. Torkel siger, at Torvald Oddson var ophavsmand sammen med Arngrim Gode. Gunnar svarede ikke meget, lastede det lidt, men roste det ikke.
		+
		+
		+	'''11. Tord Brøler forpligter sig i sagen om indebrændingen'''
		+
		+	Tidligt om morgenen er Gunnar allerede oppe, og han går til Torkel og beder dem komme i tøjet. Det gør de, hvorefter de spiser. Så er også deres heste klargjorte, og de stiger i sadlen. Gunnar rider forrest ind langs fjorden. Der lå et tykt lag is. De standser ikke, før de kommer til Tord Brøler i Hvamm, og han tager godt imod dem og spurgte om nyt. De fortalte ham det, de fandt belejligt.
		+
		+	Gunnar trækker Tord til side til samtale og siger, at det er Herstein — Blund-Ketils søn — og Torkel Trævl, han følges med. »De er kommet i det ærinde, at Herstein vil være min svigersøn og giftes med min datter Turid. Men hvor tilrådeligt forekommer det dig? Manden er flot og duelig. Han mangler heller ikke formue, for hans far har sagt, at han vil afstå gården, hvis Herstein vil have den.« Tord svarer: »Jeg synes godt om Blund-Ketil, for der var engang, da jeg på Altinget havde en trætte med Tunge-Odd om en trællebod, som han var blevet idømt. Det var et farligt uvejr, da jeg tog af sted for at opkræve den, og vi kom tre mand til Blund-Ketil om natten. Vi blev på alle måder taget godt imod, og vi opholdt os dér en uge. Han byttede heste med os og gav mig en god stodhingst. Sådan kender jeg ham, men jeg synes alligevel ikke, det vil være en fejltagelse, hvis dette giftermål ''ikke'' kommer i stand.« »Du må tænke på,« siger Gunnar, »— at hun ikke vil blive lovet til en anden mand, selv om han beder om hende, for denne mand forekommer mig rask, og det er et godt tilbud, og det er ikke til at vide, hvad der sker, hvis han bliver afvist.« Derpå opsøger Gunnar sin datter — hun blev opfostret hos Tord — og spørger hende, hvad hun mener om giftermålet. Hun svarer, at hun ikke tragter så meget efter en mand, at det ikke kunne være lige så godt at sidde hjemme, »— for jeg har gode vilkår her hos min slægtning Tord. Men jeg vil her — som i alt andet — rette mig efter din vilje.«
		+
		+	Gunnar presser nu Tord og siger, at han finder giftermålet meget hæderfuldt. Tord svarer: »Hvorfor giver du ham ikke din datter, hvis du ønsker det?« Gunnar svarer: »Fordi jeg kun afstår hende, hvis det er efter dit ønske lige så meget som efter mit.« Tord sagde, at dette da var en fælles beslutning. »Jeg ønsker,« sagde Gunnar, »— at du — Tord! — fæster Herstein konen.« Tord svarer: »Du skal da selv bortfæste din datter.« Gunnar sagde: »Jeg finder det mere hæderfuldt, at du bortfæster hende — det anstår sig mere.« Tord gik nu med til det, og fæstemålet blev indgået. Da sagde Gunnar: »Jeg beder desuden om, at du lader brylluppet holde her i Hvamm, for så bliver det gjort med den største værdighed.« Tord bad ham råde for dette også, hvis han anså det for bedre. Gunnar siger: »Så siger vi, at vi lader det ske straks og med en uges frist.«
		+
		+	Derpå stiger de til hest og vil af sted, og Tord fulgte dem på vej og spurgte igen, om der var sket noget nyt. Gunnar svarer: »Vi har ikke hørt om noget nyere end indebrændingen af Blund-Ketil Bonde.« Tord spurgte, hvad der var sket, og Gunnar fortalte alt om, hvad der var foregået ved branden, og hvem der havde forvoldt den, og hvem der havde medvirket. Tord sagde: »Dette giftermål var ikke kommet i stand så hurtigt, hvis jeg havde vist dette. Nu mener I nok at være vældigt meget klogere og snedigere end mig, men jeg er ikke sikker på, at denne sag afgøres af jer alene.« Gunnar sagde: »Man kan forvente god støtte dér, hvor man har dig. Nu er du forpligtet til at hjælpe din fosterdatters mand, og vi er forpligtede til at hjælpe dig, for der var mange, der påhørte, at du bortfæstede kvinden, og at dette skete helt efter din bestemmelse. Det er også godt, at I nu får afprøvet, hvem der er den stærkeste af jer høvdinge, for I har længe snappet efter hinanden som ulve.«