Halfdan Branafostres saga - Revisjonshistorikk

Jesper på 14. feb. 2026 kl. 10:04

2026-02-14T10:04:53Z

Jesper på 10. des. 2022 kl. 10:10

2022-12-10T10:10:04Z

Jesper på 15. mai 2021 kl. 19:50

2021-05-15T19:50:16Z

Jesper: Oversættelse af »Hálfdanar saga Brönufóstra«

2021-05-14T10:00:58Z

Oversættelse af »Hálfdanar saga Brönufóstra«

Vis endringer

@@ Linje 32: / Linje 32: @@
 [[Fil:Skib_(JLM).png|thumb|right|350 px|<center>'''Vikingeskib'''<br>''Illustration af Jonas Lau Markussen''</center>]]Der var en konge, der hed Ring, som herskede over Danmark. Han var klog og vennesæl. Han var gift med dronningen, der hed Signy. Hun var datter af kong Ulfhedin af Reidgotaland. Hun var den smukkeste og klogeste af alle kvinder. Kong Ring avlede snart tre børn med hende, to sønner og en datter, der hed Ingebjørg. Hun besad alle kvindelige færdigheder og havde tilmed et udseende så lyst som skinnende guld, og hun var i enhver henseende skabt, som alle ville foretrække at være. Kong Rings sønner hed Halfdan og Asmund. De var smukke at se på, men Halfdan var dog på alle måder bedst af de to. Asmund var 10 år gammel og Halfdan 9 på dette tidspunkt i fortællingen. Kongen lod et hus opføre til sin datter. Dette hus blev bygget med megen kunstfærdighed. Kongens datter blev opvartet af tolv kammerjomfruer, og de var døtre af jarler og hertuger. Kongen elskede sin datter meget højt. Og således stod hendes liv i blomst, som det før blev fortalt. Kongen var da blevet gammel.
-Der var en jarl, der hed Torfinn. Han var en del af kongens styre og dennes bedste ven, og han var trofast og pålidelig i alle henseender. Jarlen var en meget klog mand, og derfor lod kongen ham altid være en del af hirden. Han opfostrede kongens børn og elskede dem meget højt. Der var en jarl hos kongen, der hed Tore. Han blev kaldt ''den Stærke''. Han var så stærk, at ingen i riget var stærkere. Jarlen var kongens landeværnsmand. En troldkælling havde kastet den forbandelse på Tore, at han ikke kune tåle at se menneskeblod, men kongen værdsatte ham ikke desto mindre. Han opholdt sig oftest på det sted, der hedder Fyn.
+Der var en jarl, der hed Torfinn. Han var en del af kongens styre og dennes bedste ven, og han var trofast og pålidelig i alle henseender. Jarlen var en meget klog mand, og derfor lod kongen ham altid være en del af hirden. Han opfostrede kongens børn og elskede dem meget højt. Der var en jarl hos kongen, der hed Tore. Han blev kaldt ''den Stærke''. Han var så stærk, at ingen i riget var stærkere. Jarlen var kongens landeværnsmand. En troldkælling havde kastet den forbandelse på Tore, at han ikke kunne tåle at se menneskeblod, men kongen værdsatte ham ikke desto mindre. Han opholdt sig oftest på det sted, der hedder Fyn.
-Det skete en nat, hvor Ingebjørg lå i sengen i sit hus og sov, at hun gav sig uroligt i søvne, og da der var gået lang tid, vågnede hun. Hendes kammerjomfruer spurgte, hvad hun havde drømt, men det ville hun ikke fortælle dem. Den næste dag kom jarl Torfinn på besøg i huset, og han satte sig ned hos kongedatteren, og de talte sammen. Ingebjørg sagde: »Jeg vil fortælle dig om min drøm — fosterfar!« »Hvad drømte du?« siger jarlen. Hun svarer: »Min drøm begyndte med, at jeg befandt mig udenfor og betragtede havet. Dér fik jeg øje på noget mørkt, og det var først langt væk, men så kom det nærmere og nærmere. Omsider så jeg, at det var mange skibe, og de lagde til her, og et utal af ulve løb fra borde og herhen mod borgen. To hvidræve løb foran ulvene, og de var stygge begge to. Alle disse dyr var rædsomme. De holdt sig ikke tilbage, men sønderrev både mennsker og heste og hvad som helst, de fik fat i. Og til sidst — fosterfar! — angreb de dig og min far, men i det samme vågnede jeg. Men tyd du nu drømmen — fosterfar!« siger Ingebjørg. Jarlen svarede: »Denne drøm er let at tyde,« siger han, »— vi vil snart erfare om ankomsten af en fjendtlig hær, men derudover vil jeg ikke tyde drømmen.« Dermed sluttede deres samtale, og jarlen gik.
+Det skete en nat, hvor Ingebjørg lå i sengen i sit hus og sov, at hun gav sig uroligt i søvne, og da der var gået lang tid, vågnede hun. Hendes kammerjomfruer spurgte, hvad hun havde drømt, men det ville hun ikke fortælle dem. Den næste dag kom jarl Torfinn på besøg i huset, og han satte sig ned hos kongedatteren, og de talte sammen. Ingebjørg sagde: »Jeg vil fortælle dig om min drøm — fosterfar!« »Hvad drømte du?« siger jarlen. Hun svarer: »Min drøm begyndte med, at jeg befandt mig udenfor og betragtede havet. Dér fik jeg øje på noget mørkt, og det var først langt væk, men så kom det nærmere og nærmere. Omsider så jeg, at det var mange skibe, og de lagde til her, og et utal af ulve løb fra borde og herhen mod borgen. To hvidræve løb foran ulvene, og de var stygge begge to. Alle disse dyr var rædsomme. De holdt sig ikke tilbage, men sønderrev både mennesker og heste og hvad som helst, de fik fat i. Og til sidst — fosterfar! — angreb de dig og min far, men i det samme vågnede jeg. Men tyd du nu drømmen — fosterfar!« siger Ingebjørg. Jarlen svarede: »Denne drøm er let at tyde,« siger han, »— vi vil snart erfare om ankomsten af en fjendtlig hær, men derudover vil jeg ikke tyde drømmen.« Dermed sluttede deres samtale, og jarlen gik.
 Så skete det en aften, mens kongen sad ved drikkebordet, at haldøren blev åbnet, og ti mand kom ind. Kongen genkendte jarl Tore og hans følge. Kongen spurgte, om der var noget nyt. Jarlen siger, at vikinger var kommet til landet, og de holdt sig ikke tilbage. Kongen spurgte, hvad de hed. Jarlen siger, at den ene hed Sote, den anden Snækol, »— og Sote kommer i det ærinde, at han vil bejle til din datter.« Kongen spurgte, hvordan Sote så ud. Jarlen svarer: »Sote er en nederdrægtig bersærk. Han er tofarvet og sort på den ene side, men rød på den anden. Han har bar overkrop. Han er fuldstændig skaldet på nær ét hår, der stritter midt på skallen af ham.« Kongen sagde: »Så vil jeg hellere kæmpe end at gifte min datter med denne mand.« Dette var alle mest stemt for, selv om kongen ikke havde hærfolk til det. Vikingerne havde givet kongen to dages frist til at samle hæren, men kongen formåede kun at samle en lille styrke på denne korte tid, og han fik i alt tre hundrede mand.
@@ Linje 134: / Linje 134: @@
 '''13. Brana frelser Halfdan fra branden'''
-Åge indbyder nu kongen til gilde. Kongen mødte op med mange i sit følge, og deriblandt var Halfdan sammen med Sigurd og Sigmund. Åge var en god vært og var glad og munter over for Halfdan. På en af gildedagene sad Halfdan og hans fæller og drak i et kastel sammen med Åge, mens kongen og hans mænd befandt sig et andet sted. Åge var meget lystig og forsynede dem hele tiden med drikkevarer. Og da drikken var meget stærk, faldt de snart i søvn. Åge tilkalder da sine mænd, og de sætter ild til kastellet og agter at indebrænde de andre. Dette vidste kongen ikke noget om. Kastellet begynder nu at brænde, og det samme gør fostbrødrenes klæder. I samme øjeblik kom en kvinde ud af skoven. Hun var stor af vækst, og hun vader lige gennem ilden og tager alle tre fostbrødre i sin favn og bærer dem væk fra ilden og hen til skoven. Dér vågner Halfdan og ser, at det er Brana, der er kommet. Hun sagde: »Et gammel ordsprog siger, at det varer længe, før tåben lærer. Det er sandt, og det passer på dig. Jeg advarede dig om, at du ikke skulle lade Åge svige dig. Men nu kan jeg ikke være her længere, for jeg har efterladt en ugegammel pige hjemme, og jeg tror, at hun er blevet afsindig.« Dermed skiltes de, dog uden at deres venskab ophørte. Så vågner de to brødre og tager med Halfdan hjem, og de fortalte kongen, hvad Åge havde gjort, men kongen sagde ikke meget derom, for han var Åges ven. Og om Åge og hans mænd kan det fortælles, at de flygtede rædselsslagne ind i skoven, så snart de så kvinden komme, og nu er Åge midlertidigt ude af sagaen. Kongen tog hjem efter disse hændelser.
+Åge indbyder nu kongen til gilde. Kongen mødte op med mange i sit følge, og deriblandt var Halfdan sammen med Sigurd og Sigmund. Åge var en god vært og var glad og munter over for Halfdan. På en af gildedagene sad Halfdan og hans fæller og drak i et kastel sammen med Åge, mens kongen og hans mænd befandt sig et andet sted. Åge var meget lystig og forsynede dem hele tiden med drikkevarer. Og da drikken var meget stærk, faldt de snart i søvn. Åge tilkalder da sine mænd, og de sætter ild til kastellet og agter at indebrænde de andre. Dette vidste kongen ikke noget om. Kastellet begynder nu at brænde, og det samme gør fostbrødrenes klæder. I samme øjeblik kom en kvinde ud af skoven. Hun var stor af vækst, og hun vader lige gennem ilden og tager alle tre fostbrødre i sin favn og bærer dem væk fra ilden og hen til skoven. Dér vågner Halfdan og ser, at det er Brana, der er kommet. Hun sagde: »Et gammelt ordsprog siger, at det varer længe, før tåben lærer. Det er sandt, og det passer på dig. Jeg advarede dig om, at du ikke skulle lade Åge svige dig. Men nu kan jeg ikke være her længere, for jeg har efterladt en ugegammel pige hjemme, og jeg tror, at hun er blevet afsindig.« Dermed skiltes de, dog uden at deres venskab ophørte. Så vågner de to brødre og tager med Halfdan hjem, og de fortalte kongen, hvad Åge havde gjort, men kongen sagde ikke meget derom, for han var Åges ven. Og om Åge og hans mænd kan det fortælles, at de flygtede rædselsslagne ind i skoven, så snart de så kvinden komme, og nu er Åge midlertidigt ude af sagaen. Kongen tog hjem efter disse hændelser.

@@ Linje 8: / Linje 8: @@
-<center>[[Nordiske fornaldersagaer]]
+<center>[[Udvalgte fornaldersagaer]]
-<big><big>'''Halfdan Branafostres saga'''</big></big><ref>''Hálfdanar saga Brönufóstra'' findes overleveret i en række håndskrifter, blandt andet [https://handrit.is/da/manuscript/imaging/is/AM02-0152-1-2#page/49v++(104+af+422)/mode/2up AM 152 1 fol.] fra ca. 1500-1525. Sagaens oprindelige tilblivelse sættes til omkr. år 1300. Kapitelindelingen i nærværende oversættelse følger ikke forlægget ganske nøje, og kapiteloverskrifterne skyldes alene oversætteren.</ref>
+<big><big>'''Halfdan Branafostres saga'''</big></big> <ref>''Hálfdanar saga Brönufóstra'' findes overleveret i en række håndskrifter, blandt andet [https://handrit.is/da/manuscript/imaging/is/AM02-0152-1-2#page/49v++(104+af+422)/mode/2up AM 152 1 fol.] fra ca. 1500-1525. Sagaens oprindelige tilblivelse sættes til omkr. år 1300. Kapitelindelingen i nærværende oversættelse følger ikke forlægget ganske nøje, og kapiteloverskrifterne skyldes alene oversætteren.</ref>
 ''Hálfdanar saga Brönufóstra''

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 15. mai 2021 kl. 19:50
Linje 134:		Linje 134:
	'''13. Brana frelser Halfdan fra branden'''		'''13. Brana frelser Halfdan fra branden'''

−	Åge indbyder nu kongen til gilde. Kongen mødte op med mange i sit følge, og deriblandt var Halfdan sammen med Sigurd og Sigmund. Åge var en god vært og var glad og munter over for Halfdan. På en af gildedagene sad Halfdan og hans fæller og drak i et kastel sammen med Åge, mens kongen og hans mænd befandt sig et andet sted. Åge var meget lystig og forsynede dem hele tiden med drikkevarer. Og da drikken var meget stærk, faldt de snart i søvn. Åge tilkalder da sine mænd, og de sætter ild til kastellet og agter at indebrænde de andre. Dette vidste kongen ikke noget om. Kastellet begynder nu at brænde, og det samme gør fostbrødrenes klæder. I samme øjeblik kom en kvinde ud af skoven. Hun var stor af vækst, og hun vader lige gennem ilden og tager alle tre fostbrødre i sin favn og bærer dem væk fra ilden og hen til skoven. Dér vågner Halfdan og ser, at det er Brana, der er kommet. Hun sagde: »Et gammel ordsprog siger, at det varer længe før tåben lærer. Det er sandt, og det passer på dig. Jeg advarede dig om, at du ikke skulle lade Åge svige dig. Men nu kan jeg ikke være her længere, for jeg har efterladt en ugegammel pige hjemme, og jeg tror, at hun er blevet afsindig.« Dermed skiltes de, dog uden at deres venskab ophørte. Så vågner de to brødre og tager med Halfdan hjem, og de fortalte kongen, hvad Åge havde gjort, men kongen sagde ikke meget derom, for han var Åges ven. Og om Åge og hans mænd kan det fortælles, at de flygtede rædselsslagne ind i skoven, så snart de så kvinden komme, og nu er Åge midlertidigt ude af sagaen. Kongen tog hjem efter disse hændelser.	+	Åge indbyder nu kongen til gilde. Kongen mødte op med mange i sit følge, og deriblandt var Halfdan sammen med Sigurd og Sigmund. Åge var en god vært og var glad og munter over for Halfdan. På en af gildedagene sad Halfdan og hans fæller og drak i et kastel sammen med Åge, mens kongen og hans mænd befandt sig et andet sted. Åge var meget lystig og forsynede dem hele tiden med drikkevarer. Og da drikken var meget stærk, faldt de snart i søvn. Åge tilkalder da sine mænd, og de sætter ild til kastellet og agter at indebrænde de andre. Dette vidste kongen ikke noget om. Kastellet begynder nu at brænde, og det samme gør fostbrødrenes klæder. I samme øjeblik kom en kvinde ud af skoven. Hun var stor af vækst, og hun vader lige gennem ilden og tager alle tre fostbrødre i sin favn og bærer dem væk fra ilden og hen til skoven. Dér vågner Halfdan og ser, at det er Brana, der er kommet. Hun sagde: »Et gammel ordsprog siger, at det varer længe, før tåben lærer. Det er sandt, og det passer på dig. Jeg advarede dig om, at du ikke skulle lade Åge svige dig. Men nu kan jeg ikke være her længere, for jeg har efterladt en ugegammel pige hjemme, og jeg tror, at hun er blevet afsindig.« Dermed skiltes de, dog uden at deres venskab ophørte. Så vågner de to brødre og tager med Halfdan hjem, og de fortalte kongen, hvad Åge havde gjort, men kongen sagde ikke meget derom, for han var Åges ven. Og om Åge og hans mænd kan det fortælles, at de flygtede rædselsslagne ind i skoven, så snart de så kvinden komme, og nu er Åge midlertidigt ude af sagaen. Kongen tog hjem efter disse hændelser.