Halfreds saga - Revisjonshistorikk

Jesper på 17. sep. 2022 kl. 19:39

2022-09-17T19:39:52Z

August på 9. aug. 2020 kl. 08:02

2020-08-09T08:02:06Z

Jesper på 18. mai 2017 kl. 19:02

2017-05-18T19:02:13Z

Carsten på 1. apr. 2017 kl. 09:50

2017-04-01T09:50:44Z

Jesper på 1. apr. 2017 kl. 09:34

2017-04-01T09:34:47Z

Jesper: Kap. 13 - og slut på Halfreds saga

2017-04-01T09:15:09Z

Kap. 13 - og slut på Halfreds saga

Jesper: Kap. 12

2017-03-26T08:09:10Z

Kap. 12

Jesper: Kap. 11

2017-03-08T06:31:29Z

Kap. 11

Jesper: Kap. 10

2017-02-19T17:18:56Z

Kap. 10

Jesper: Kap. 9

2017-02-18T13:16:07Z

Kap. 9

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 17. sep. 2022 kl. 19:39
Linje 260:		Linje 260:
	Engang, da Halfred var hos kongen, sagde han: »Jeg vil gerne hav lov til i sommer at drage på handelsfærd østpå til Øre.« Kongen siger: »Det skal ikke forbydes dig, men det aner mig, at du ikke vil være mindre opsat på at vende tilbage til mig, end du er på at komme af sted, og meget vil overgå dig.« Halfred siger: »Det må nu prøves.« Siden tog Halfred af sted. Han erfarede, at jarl Sigvald var en stor høvding. Halfred opsøger ham og siger, at han har digtet et kvad om ham. Jarlen spørger: »Hvem er du?« Han fortæller, hvad han hedder. »Er du kong Olavs skjald?« »Det er rigtigt,« siger Halfred, »— og jeg kunne tænke mig at få ørenlyd.« Jarlen sagde: »Hvorfor skulle det, som kong Olav synes godt om, ikke være passende for mig?« Halfred fremførte kvadet, og det var en flokk. Jarlen takkede ham for kvadet og gav ham en guldring, der vejede en halv mark, og tilbød ham at tage ophold hos sig. Halfred takkede ham for tilbuddet, »— men jeg skal først til Sverige.« Jarlen bad ham selv afgøre det.		Engang, da Halfred var hos kongen, sagde han: »Jeg vil gerne hav lov til i sommer at drage på handelsfærd østpå til Øre.« Kongen siger: »Det skal ikke forbydes dig, men det aner mig, at du ikke vil være mindre opsat på at vende tilbage til mig, end du er på at komme af sted, og meget vil overgå dig.« Halfred siger: »Det må nu prøves.« Siden tog Halfred af sted. Han erfarede, at jarl Sigvald var en stor høvding. Halfred opsøger ham og siger, at han har digtet et kvad om ham. Jarlen spørger: »Hvem er du?« Han fortæller, hvad han hedder. »Er du kong Olavs skjald?« »Det er rigtigt,« siger Halfred, »— og jeg kunne tænke mig at få ørenlyd.« Jarlen sagde: »Hvorfor skulle det, som kong Olav synes godt om, ikke være passende for mig?« Halfred fremførte kvadet, og det var en flokk. Jarlen takkede ham for kvadet og gav ham en guldring, der vejede en halv mark, og tilbød ham at tage ophold hos sig. Halfred takkede ham for tilbuddet, »— men jeg skal først til Sverige.« Jarlen bad ham selv afgøre det.

−	Samme efterår tog han østpå til Viken, men skibet forliste dér østpå i fjorden, og mange værdier gik tabt. Derfra tog Halfred til Kongshelle, hvor han opholdt sig en tid. Og en dag, da Halfred gik rundt på markedet, kom en mand imod ham. De hilste på hinanden, og Halfred spurgte, hvem han var. Han sagde, at han hed Audgisl og var kommet østpå fra England, »— og jeg mangler ikke midler, men er dette ikke Halfred Vanrådeskjald?« Han sagde, at det var det. »Jeg har hørt,« sagde Audgisl, »— at du har lidt tab, men vil du slå en handel af med mig og følge med mig østpå til vinterophold i Götaland? Jeg vil give dig 10 mærker sølv for at tage med, for jeg har fået at vide, at dit følgeskab kan betale sig.« Halfred sagde, at det ville han. Farvejen var vanskelig, og mange vendte om. Halfred og Audgisl havde fem kløvheste og en at ride på, og de drog nu østpå gennem skovene. En dag så de en mand komme imod dem. De spurgte, hvem han var. Han sagde, at han hed Ønund. Han var stor af vækst og sagde, at han ville tage med dem, hvis de betalte ham noget, »— og jeg kender alle vejene her.« Audgisl var ikke meget for ham og sagde, at man ikke kunne vide, hvad han var for en mand. Halfred talte ivrigt for at tage ham med, og det skete, og han skulle have 12 øre i sølv for det. Halfred var da ung og kraftfuld, mens Audgisl var oppe i årene. Nu gik det af sted. Ønund førte an hele dagen, og om aftenen kom de til et ly for vejfarende. Da sagde Halfred: »Nu har vi tre ting, der skal gøres, og du — Ønund! — skal skaffe brænde, for du har en stor økse. Audgisl skal tænde op, og jeg skal hente vand.« Da sagde Ønund: »Så er det bedst at hente rigeligt med træ til huset, for der kommer mange her, som har brug for brænde.« Halfred sagde, at det var vel talt. Da sagde Audgisl: »Jeg vil hellere hente vand, og så kan du tænde op — Halfred!« »Så gør vi sådan,« siger han. Derpå tændte han ild, mens Ønund drog ud med brændesækken, og hver gjorde, som der var aftalt. Halfred fandt, at de var længe om det. Han stod bøjet over ilden og havde kastet sit bælte om halsen, og i bæltet sad en stor kniv, som folk plejede at gå med dengang, og kniven hang på ryggen af ham. Nu kommer Ønund ind med sit brænde. Han springer straks hen imod Halfred og hugger efter ham med begge hænder på øksen, men traf kniven. Halfred greb fast i hans fødder og bad til Gud og sagde: »Hjælp mig — Hvide-Krist! — hvis du er så mægtig, som kong Olav siger. Lad ikke denne mand vinde over mig!« Derefter rettede Halfred sig med Guds støtte og kong Olavs lykke op under ham. Han løftede da Ønund op og kastede ham så hårdt ned, at han mistede bevidstheden. Halfred havde et kort ~~saxsværd~~, og han trak det, og da kom Ønund til sig selv igen. Halfred spørger: »Har du dræbt Audgisl?« Han sagde, at det havde han. Da stak Halfred sværdet igennem ham og slæbte ham ud af huset, hvorefter han forskansede det godt. Og om natten forsøgte Ønund at bryde døren op, men Halfred holdt imod på indersiden, og sådan stod det på hele natten. Om morgenen fandt Halfred Audgisl død ved bækken, og han tog hans kniv og bælte med sig. Han sørgede for Audgisls lig efter skik og brug. Han indså nu, at Ønund måtte have været en forbryder, som dræbte folk for at berige sig, og huset var fyldt med penge og varer. Halfred kvad da verset:	+	Samme efterår tog han østpå til Viken, men skibet forliste dér østpå i fjorden, og mange værdier gik tabt. Derfra tog Halfred til Kongshelle, hvor han opholdt sig en tid. Og en dag, da Halfred gik rundt på markedet, kom en mand imod ham. De hilste på hinanden, og Halfred spurgte, hvem han var. Han sagde, at han hed Audgisl og var kommet østpå fra England, »— og jeg mangler ikke midler, men er dette ikke Halfred Vanrådeskjald?« Han sagde, at det var det. »Jeg har hørt,« sagde Audgisl, »— at du har lidt tab, men vil du slå en handel af med mig og følge med mig østpå til vinterophold i Götaland? Jeg vil give dig 10 mærker sølv for at tage med, for jeg har fået at vide, at dit følgeskab kan betale sig.« Halfred sagde, at det ville han. Farvejen var vanskelig, og mange vendte om. Halfred og Audgisl havde fem kløvheste og en at ride på, og de drog nu østpå gennem skovene. En dag så de en mand komme imod dem. De spurgte, hvem han var. Han sagde, at han hed Ønund. Han var stor af vækst og sagde, at han ville tage med dem, hvis de betalte ham noget, »— og jeg kender alle vejene her.« Audgisl var ikke meget for ham og sagde, at man ikke kunne vide, hvad han var for en mand. Halfred talte ivrigt for at tage ham med, og det skete, og han skulle have 12 øre i sølv for det. Halfred var da ung og kraftfuld, mens Audgisl var oppe i årene. Nu gik det af sted. Ønund førte an hele dagen, og om aftenen kom de til et ly for vejfarende. Da sagde Halfred: »Nu har vi tre ting, der skal gøres, og du — Ønund! — skal skaffe brænde, for du har en stor økse. Audgisl skal tænde op, og jeg skal hente vand.« Da sagde Ønund: »Så er det bedst at hente rigeligt med træ til huset, for der kommer mange her, som har brug for brænde.« Halfred sagde, at det var vel talt. Da sagde Audgisl: »Jeg vil hellere hente vand, og så kan du tænde op — Halfred!« »Så gør vi sådan,« siger han. Derpå tændte han ild, mens Ønund drog ud med brændesækken, og hver gjorde, som der var aftalt. Halfred fandt, at de var længe om det. Han stod bøjet over ilden og havde kastet sit bælte om halsen, og i bæltet sad en stor kniv, som folk plejede at gå med dengang, og kniven hang på ryggen af ham. Nu kommer Ønund ind med sit brænde. Han springer straks hen imod Halfred og hugger efter ham med begge hænder på øksen, men traf kniven. Halfred greb fast i hans fødder og bad til Gud og sagde: »Hjælp mig — Hvide-Krist! — hvis du er så mægtig, som kong Olav siger. Lad ikke denne mand vinde over mig!« Derefter rettede Halfred sig med Guds støtte og kong Olavs lykke op under ham. Han løftede da Ønund op og kastede ham så hårdt ned, at han mistede bevidstheden. Halfred havde et kort sakssværd, og han trak det, og da kom Ønund til sig selv igen. Halfred spørger: »Har du dræbt Audgisl?« Han sagde, at det havde han. Da stak Halfred sværdet igennem ham og slæbte ham ud af huset, hvorefter han forskansede det godt. Og om natten forsøgte Ønund at bryde døren op, men Halfred holdt imod på indersiden, og sådan stod det på hele natten. Om morgenen fandt Halfred Audgisl død ved bækken, og han tog hans kniv og bælte med sig. Han sørgede for Audgisls lig efter skik og brug. Han indså nu, at Ønund måtte have været en forbryder, som dræbte folk for at berige sig, og huset var fyldt med penge og varer. Halfred kvad da verset:

@@ Linje 3: / Linje 3: @@
 !align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
 |-
-!  Denne teksten finnes på følgende språk ►!!  !!  !! [[Fil:Norsk.gif|32px|link=Sagaen om Hallfred Vandrådeskald]] !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Halfreds Saga]] !!  !!
+!  Denne teksten finnes på følgende språk ►!! [[Fil:Original.gif|32px|link=Hallfreðar þáttr vandræðaskálds]] !!  !! [[Fil:Norsk.gif|32px|link=Sagaen om Hallfred Vandrådeskald]] !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Halfreds Saga]] !!  !!
 |-
 !  !!  !!  !! !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Halfreds saga]] !!  !!

@@ Linje 26: / Linje 26: @@
 ----
-<center>''Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Guðni Jónsson:'' Íslendinga sögur, ''Íslendingasagnaútgáfan, Reykjavík, 1947''</center>
+<center>''Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Guðni Jónsson:'' [[Íslendinga sögur]], ''Íslendingasagnaútgáfan, Reykjavík, 1947''</center>
 ----

@@ Linje 144: / Linje 144: @@
-De roede skibene til et godt leje. Købmændene anede ikke, hvem disse folk var, men de fik siden at vide, at selveste kongen havde hjulpet dem. Derpå sejlede de ind til Lade. Dér opholdt kong Olav sig, og man fortalte ham, at disse mænd måtte være hedninger og just ankommet fra Island. Han indkalder dem til møde, og da de kom, forkyndte han kristendommen for dem og bad dem forkaste den gamle og onde overbevisning, men tro på den sande gud — himlens og jordens skaber. Halfred svarer kongen: »Det sker ikke vederlagsfrit — konge! — at jeg antager den tro, du byder.« Kongen sagde: »Hvad forlanger du?« Han svarer: »Du må aldrig skille dig af med mig, uanset hvor galt det går mig.« Kongen siger: »Du er nok såden en, der ikke afholder sig fra noget, men finder alt sømmeligt.« Så gik Halfred sin vej og ville tale med kongen senere. Kongen spurgte, hvor islændingen gik hen, og bad folk gå efter ham. Nu kom Halfred for anden gang til kongen. Da sagde kongen: »Bliv nu døbt, så skal du få, hvad du beder om. Men hvad hedder du?« Han sagde, at han hed Halfred. »Du er en uforsagt og gæv mand,« sagde kongen, »— men tjen nu ikke længere Fanden!« Halfred siger: »Det er min anden bøn — herre! — at du holder mig under dåben.« Kongen siger: »Du beder om så meget, at du ikke kan få det hele.« Da sagde biskoppen: »Gør, hvad han beder om! Gud gør des mere for din skyld, jo mere du gør for at fremme Guds kristendom.« Herefter holder kongen Halfred under dåben, og derpå overlader han ham til sin bror — Torkel Næse — og Jostein, så de kunne bibringe ham den hellige lære. Dette bekræfter Halfred i et af de kvad, han siden digtede om kong Olav:
+De roede skibene til et godt leje. Købmændene anede ikke, hvem disse folk var, men de fik siden at vide, at selveste kongen havde hjulpet dem. Derpå sejlede de ind til Lade. Dér opholdt kong Olav sig, og man fortalte ham, at disse mænd måtte være hedninger og just ankommet fra Island. Han indkalder dem til møde, og da de kom, forkyndte han kristendommen for dem og bad dem forkaste den gamle og onde overbevisning, men tro på den sande gud — himlens og jordens skaber. Halfred svarer kongen: »Det sker ikke vederlagsfrit — konge! — at jeg antager den tro, du byder.« Kongen sagde: »Hvad forlanger du?« Han svarer: »Du må aldrig skille dig af med mig, uanset hvor galt det går mig.« Kongen siger: »Du er nok sådan en, der ikke afholder sig fra noget, men finder alt sømmeligt.« Så gik Halfred sin vej og ville tale med kongen senere. Kongen spurgte, hvor islændingen gik hen, og bad folk gå efter ham. Nu kom Halfred for anden gang til kongen. Da sagde kongen: »Bliv nu døbt, så skal du få, hvad du beder om. Men hvad hedder du?« Han sagde, at han hed Halfred. »Du er en uforsagt og gæv mand,« sagde kongen, »— men tjen nu ikke længere Fanden!« Halfred siger: »Det er min anden bøn — herre! — at du holder mig under dåben.« Kongen siger: »Du beder om så meget, at du ikke kan få det hele.« Da sagde biskoppen: »Gør, hvad han beder om! Gud gør des mere for din skyld, jo mere du gør for at fremme Guds kristendom.« Herefter holder kongen Halfred under dåben, og derpå overlader han ham til sin bror — Torkel Næse — og Jostein, så de kunne bibringe ham den hellige lære. Dette bekræfter Halfred i et af de kvad, han siden digtede om kong Olav:
@@ Linje 227: / Linje 227: @@
 '''7. Halfred dræber Ottar'''
-Der var en oplandsk mand ved navn Ottar. Hans bror hed Kalv. De var kongens hirdmænd og raske folk og højt værdsat af kongen. De var misundelige på Halfred, for de syntes, at han fik alt for megen opmærksomhed af kongen, og en aften ved drikken blev de voldsomt uenige med ham, men kongen var til stede, og kongen støttede Ottar, for han så, at denne ikke kunne klare sig i trætten mod Halfred. Siden gik kongen derfra, men derefter kom det til mundhuggeri mellem dem, og det endte med, at Halfred sparng op og huggede Ottar ihjel med øksen Håkonsgave. Kalv greb Halfred med hjælp fra de andre og lagde ham i lænker. Men loven var sådan, at den, der dræbte en mand i kongens herberg, skulle miste livet. Derefter opsøgte de kongen og sagde, at nu kunne man se, hvad Halfred var for en mand, og de mente, at han havde til hensigt at udrydde hele hirden, og de bagtalte ham, så meget de kunne, indtil kongen bad om at få ham dræbt næste morgen. Dette glædede Kalv.
+Der var en oplandsk mand ved navn Ottar. Hans bror hed Kalv. De var kongens hirdmænd og raske folk og højt værdsat af kongen. De var misundelige på Halfred, for de syntes, at han fik alt for megen opmærksomhed af kongen, og en aften ved drikken blev de voldsomt uenige med ham, men kongen var til stede, og kongen støttede Ottar, for han så, at denne ikke kunne klare sig i trætten mod Halfred. Siden gik kongen derfra, men derefter kom det til mundhuggeri mellem dem, og det endte med, at Halfred sprang op og huggede Ottar ihjel med øksen Håkonsgave. Kalv greb Halfred med hjælp fra de andre og lagde ham i lænker. Men loven var sådan, at den, der dræbte en mand i kongens herberg, skulle miste livet. Derefter opsøgte de kongen og sagde, at nu kunne man se, hvad Halfred var for en mand, og de mente, at han havde til hensigt at udrydde hele hirden, og de bagtalte ham, så meget de kunne, indtil kongen bad om at få ham dræbt næste morgen. Dette glædede Kalv.
 Dagen efter førte de ham ud for at slå ham ihjel. Halfred sagde: »Hvor er kongen?« De svarede: »Hvad rager det sig? Du er dømt til døden.« Da sagde Halfred: »Er han død, ham jeg huggede ned?« Det var han, sagde de. Halfred sagde: »Hvis der er nogen til stede her, som jeg har gjort noget godt for, så beløn det ved at føre mig hen til kongen, for jeg vil takke for mit ophold her.« Og det viste sig, som man siger, at alle har en ven blandt uvenner, og der var folk til stede, som anerkendte, at han havde hjulpet dem, og de førte ham hen, hvor kongen og biskoppen var. Da Halfred stod over for dem, sagde han: »Husk nu — herre! — hvad du lovede mig: At du aldrig ville skille dig af med mig — bryd nu ikke dit løfte til mig! Du er tilmed min gudfar.« Biskop Sigurd sagde til kongen: »Lad dette komme ham til gavn nu.« »Sådan bliver det,« sagde kongen og bad dem frigive ham med det samme. Dette blev gjort, men Kalv tog det meget fortrydeligt op. Nu opholdt Halfred sig igen i hirden, og han kom snart godt ud af det med folk. Kongen var mindre sammen med ham end førhen, men han betalte dog drabsbøderne for ham.
@@ Linje 428: / Linje 428: @@
 Einar — søn af Tore Trondson — var dér sammen med Gris. Gris ville ride efter dem, men Kolfinna frarådede det og sagde, at det var uvist, om det ville gavne hans sag. Gris vil dog alligevel ride efter dem. De red vejen forbi Audolfssted til Blanda. Da var Halfred og hans følge nået ud midt i åen. Så kastede Gris et spyd efter Halfred, men han greb det i luften og kastede det tilbage imod Gris. Einar ville afværge det med øksen, men spyddet traf ham i brystet, så han døde af det. Gris beskyldte Halfred for at flygte. Halfred sagde, at han ikke agtede sig længere end over åen og bød dem at angribe, men Gris red ikke frem. Da sagde folk, at Halfred skulle bøde Gris for al den vanære, han havde forvoldt ham. Halfred spørger, hvad han forlanger. Gris svarer: »Jeg vil være tilfreds med at få de to ringe — jarlsgaven og kongegaven«. Halfred svarer: »Det er det sidste, der kommer til at ske.« Og dermed skiltes de.
-Halfred red sydpå til sin bror og var dér om vinteren. Hans far var da død. Og om foråret, da han drog nordpå, blev de udsat for stormvejr. Halfred mente, at det var forvoldt af troldom. De red ned gennem Vatnsdalen, til de kom til et gærde, men dér sprang 20 mand frem. Det var Mår fra Mårssted. Han styrtede imod Halfred, og Halfred huggede straks efter han, men Mår afværgede hugget med et blotfad, og han blev ikke såret. Halfred red da uden for gærdet. Mår råbte: »Angrib dem!« Halfred kvad et vers:
+Halfred red sydpå til sin bror og var dér om vinteren. Hans far var da død. Og om foråret, da han drog nordpå, blev de udsat for stormvejr. Halfred mente, at det var forvoldt af trolddom. De red ned gennem Vatnsdalen, til de kom til et gærde, men dér sprang 20 mand frem. Det var Mår fra Mårssted. Han styrtede imod Halfred, og Halfred huggede straks efter han, men Mår afværgede hugget med et blotfad, og han blev ikke såret. Halfred red da uden for gærdet. Mår råbte: »Angrib dem!« Halfred kvad et vers:
@@ Linje 443: / Linje 443: @@
 Dermed skiltes de.
-På Moberg boede en mand ved navnt Hunrød. Gris var hans tingmand. Torkel Krafla boede da på Hov, og Ingolf var død. Denne vinter digtede Halfred vers om Gris, og da Gris erfarede dette, opsøgte han Hunrød og bad om et godt råd, »— for der er ingen ende på Halfreds fjendtligheder imod mig.« Hunrød siger: »Jeg vil opfordre dig til, at du anlægger sag og stævner Halfred til Hunavatnstinget.« Dette gjorde Gris, og han red om foråret sydpå til Hreduvatn, for dér boede Galte og Halfred nu. Gris stævnede Halfred til Hunavatnstinget for drabet på Einar. Da han var redet derfra igen, sagde Galte til Halfred: »Hvad har du tænkt dig at gøre ved denne sag?« Han svarer: »Jeg agter at søge støtte hos min måg Torkel.« De red sydpå om foråret og var 30 mand i alt. De gæstede Hov. Halfred spurgte Torkel, hvilken støtte han kunne få dér. Torkel sagde, at han ville hjælpe med sagen, såfremt der blev tilbudt nogen oprejsning. Nu søgte folk til tings, og på tinget gik Halfred og Galte hen til Torkels bod og spurgte, hvad der skulle ske. Han siger: »Jeg vil tilbyde at afgøre sagen, hvis begge parter ønsker det, og så vil jeg søge at få et forlig i stand.« De går nu ud af boden, men Brand Åvaldsson — Kolfinnas bror — lå på bodvæggen. Han huggede Galte ihjel, da denne gik ud. Halfred fortalte Torkel om drabet. Torkel fulgte med ham til Gris’ bod og bad ham udlevere manden, »— og i modsat fald bryder vi boden op.« Da løb Hild — Brands mor — frem i indgangen til boden og spurgte, hvad Torkel ville. Han fortæller, hvorfor de er kommet. Hild sagde: »Du tænker da ikke at dræbe min søn — du, som jeg gemte under mit kappeskøde og frelste fra døden efter drabet på Glæde, da Torgils og Torvald ville dræbe dig?«<ref>Se herom i ''Vatnsdæla saga''.</ref> Torkel sagde: »Det er længe siden nu. Kvinderne skal gå ud af boden, og så skal vi lede efter manden.« Brand blev iklædt kvindetøj, og således slap han ud uden at blive pågrebet. Torkel mente, at han måtte være gået til Hunrøds bod. Da sagde Halfred: »Nu tvivler jeg efterhånden på, at jeg får nogen hjælp, og nu byder jeg Gris holmgang.« Gris sagde, at nu tilbød Halfred det, som han selv ville have tilbudt. Da kvad Halfred et vers:
+På Moberg boede en mand ved navn Hunrød. Gris var hans tingmand. Torkel Krafla boede da på Hov, og Ingolf var død. Denne vinter digtede Halfred vers om Gris, og da Gris erfarede dette, opsøgte han Hunrød og bad om et godt råd, »— for der er ingen ende på Halfreds fjendtligheder imod mig.« Hunrød siger: »Jeg vil opfordre dig til, at du anlægger sag og stævner Halfred til Hunavatnstinget.« Dette gjorde Gris, og han red om foråret sydpå til Hreduvatn, for dér boede Galte og Halfred nu. Gris stævnede Halfred til Hunavatnstinget for drabet på Einar. Da han var redet derfra igen, sagde Galte til Halfred: »Hvad har du tænkt dig at gøre ved denne sag?« Han svarer: »Jeg agter at søge støtte hos min måg Torkel.« De red sydpå om foråret og var 30 mand i alt. De gæstede Hov. Halfred spurgte Torkel, hvilken støtte han kunne få dér. Torkel sagde, at han ville hjælpe med sagen, såfremt der blev tilbudt nogen oprejsning. Nu søgte folk til tings, og på tinget gik Halfred og Galte hen til Torkels bod og spurgte, hvad der skulle ske. Han siger: »Jeg vil tilbyde at afgøre sagen, hvis begge parter ønsker det, og så vil jeg søge at få et forlig i stand.« De går nu ud af boden, men Brand Åvaldsson — Kolfinnas bror — lå på bodvæggen. Han huggede Galte ihjel, da denne gik ud. Halfred fortalte Torkel om drabet. Torkel fulgte med ham til Gris’ bod og bad ham udlevere manden, »— og i modsat fald bryder vi boden op.« Da løb Hild — Brands mor — frem i indgangen til boden og spurgte, hvad Torkel ville. Han fortæller, hvorfor de er kommet. Hild sagde: »Du tænker da ikke at dræbe min søn — du, som jeg gemte under mit kappeskøde og frelste fra døden efter drabet på Glæde, da Torgils og Torvald ville dræbe dig?«<ref>Se herom i ''Vatnsdæla saga''.</ref> Torkel sagde: »Det er længe siden nu. Kvinderne skal gå ud af boden, og så skal vi lede efter manden.« Brand blev iklædt kvindetøj, og således slap han ud uden at blive pågrebet. Torkel mente, at han måtte være gået til Hunrøds bod. Da sagde Halfred: »Nu tvivler jeg efterhånden på, at jeg får nogen hjælp, og nu byder jeg Gris holmgang.« Gris sagde, at nu tilbød Halfred det, som han selv ville have tilbudt. Da kvad Halfred et vers:
@@ Linje 498: / Linje 498: @@
-Han tog kong Olavs fald så tungt, at intet kunne glæde ham, og han agtede at tage sydpå til Danmark eller østpå til Sverige. De lagde til i en skjult vig. Halfred erfarede, at jarl Erik befandt sig i land ikke langt derfra. Han besluttede sig for at dræbe jarlen, selv om han straks ville blive dræbt selv. Men om natten drømte han, at kong Olav kom hen til ham og sagde: »Det er et dårligt forehavende, du har. Digt hellere en drapa om jarlen.« Den følgende morgen gik Halfred hen til den gård, hvor jarl Erik var, og ind i stuen, hvor jarlen drak. Halfred blev genkendt. Han blev pågrebet og ført for jarlen. Jarlen ville lade ham dræbe for det, at han havde mishandlet Torleif den Kloge, og befalte, at han skulle lægges i lænker. Men da man lagde lænken på ham, greb han den og rev den fra manden, der skulle sætte den på ham, og slog ham i hovedet, så han døde med det samme. Jarlen befalte, at man straks skulle dræbe Halfred, inden han forvoldte mere ondt. En gammel mand, der sad yderst på bænken, rejste sig og gik for jarlen og bad ham skåne Halfreds liv — og det var Torleif den Kloge. Da sagde jarlen: »Det er ganske ufortjent, at du vil benåde ham — eller har du glemt, at han mishandlede dig?« Torleif svarer: »Det er mit ønske — herre! — at Halfred bliver skånet.« Jarlen sagde, at han skulle få det, som han ønskede. Torleif optog Halfred i sin flok. Han sagde til Halfred: »Ønsker du, at jeg dømmer imellem jarlen og dig?« Halfred sagde, at det så han gerne. »Så skal du digte et kvad om jarlen og have det færdigt inden tre dage.« Og da tre dage var gået, fremførte Halfred kvadet, og det begynder sådan:
+Han tog kong Olavs fald så tungt, at intet kunne glæde ham, og han agtede at tage sydpå til Danmark eller østpå til Sverige. De lagde til i en skjult vig. Halfred erfarede, at jarl Erik befandt sig i land ikke langt derfra. Han besluttede sig for at dræbe jarlen, selv om han straks ville blive dræbt selv. Men om natten drømte han, at kong Olav kom hen til ham og sagde: »Det er et dårligt forehavende, du har. Digt hellere en drapa om jarlen.« Den følgende morgen gik Halfred hen til den gård, hvor jarl Erik var, og ind i stuen, hvor jarlen drak. Halfred blev genkendt. Han blev pågrebet og ført for jarlen. Jarlen ville lade ham dræbe for det, at han havde mishandlet Torleif den Kloge, og befalede, at han skulle lægges i lænker. Men da man lagde lænken på ham, greb han den og rev den fra manden, der skulle sætte den på ham, og slog ham i hovedet, så han døde med det samme. Jarlen befalede, at man straks skulle dræbe Halfred, inden han forvoldte mere ondt. En gammel mand, der sad yderst på bænken, rejste sig og gik for jarlen og bad ham skåne Halfreds liv — og det var Torleif den Kloge. Da sagde jarlen: »Det er ganske ufortjent, at du vil benåde ham — eller har du glemt, at han mishandlede dig?« Torleif svarer: »Det er mit ønske — herre! — at Halfred bliver skånet.« Jarlen sagde, at han skulle få det, som han ønskede. Torleif optog Halfred i sin flok. Han sagde til Halfred: »Ønsker du, at jeg dømmer imellem jarlen og dig?« Halfred sagde, at det så han gerne. »Så skal du digte et kvad om jarlen og have det færdigt inden tre dage.« Og da tre dage var gået, fremførte Halfred kvadet, og det begynder sådan:
@@ Linje 505: / Linje 505: @@
-Jarlen lønnede ham godt for kvadet, »— men jeg vil ikke have dig hos mig på grund af Olav Tryggvason.« Torleif bød Halfred hjem til sig, og han tog derhen. Torleif viste sig som den bedste mand imod ham. Men om sommeren tog Halfred ud til Island og landede med sit skib i Leiruvåg sydpå i landet. Dengang boede Ønund på Mosfjeld. Halfred skyldte en af Ønunds huskarle en halv mark, men afviste ham nok så hårdt. Huskarlen vendte hjem og fortalte om sine vanskeligheder. Ravn<red>Ønunds søn.</ref> sagde, at huskarlen måtte forvente at blive den lille i deres mellemværende. Men den følgende morgen red Ravn til skibet og agtede at hugge tovene over og forhindre Halfred og de andre i at forlade stedet. Siden tog folk del i at forlige dem, og der blev betalt dobbelt så meget, som huskarlen havde til gode, og således skiltes de. Sommeren efter var Halfred og Gunløg Ormstunge på færd sammen, og de kom til Melrakkesletten. Ravn var da blevet gift med Helga. Halfred fortalte Gunløg, hvor ilde det var gået ham i mellemværendet med Ravn.
+Jarlen lønnede ham godt for kvadet, »— men jeg vil ikke have dig hos mig på grund af Olav Tryggvason.« Torleif bød Halfred hjem til sig, og han tog derhen. Torleif viste sig som den bedste mand imod ham. Men om sommeren tog Halfred ud til Island og landede med sit skib i Leiruvåg sydpå i landet. Dengang boede Ønund på Mosfjeld. Halfred skyldte en af Ønunds huskarle en halv mark, men afviste ham nok så hårdt. Huskarlen vendte hjem og fortalte om sine vanskeligheder. Ravn<ref>Ønunds søn.</ref> sagde, at huskarlen måtte forvente at blive den lille i deres mellemværende. Men den følgende morgen red Ravn til skibet og agtede at hugge tovene over og forhindre Halfred og de andre i at forlade stedet. Siden tog folk del i at forlige dem, og der blev betalt dobbelt så meget, som huskarlen havde til gode, og således skiltes de. Sommeren efter var Halfred og Gunløg Ormstunge på færd sammen, og de kom til Melrakkesletten. Ravn var da blevet gift med Helga. Halfred fortalte Gunløg, hvor ilde det var gået ham i mellemværendet med Ravn.
 Halfred drog længe omkring og kunne ikke finde nogen glæde efter kong Olavs fald. Han drog til Sverige for at se til sin søn — Audgisl — og til sine ejendomme. Han agtede at slå sig ned dér. Halfred begav sig til Island for at hente sine værdier. Han var da nær 40 år gammel. Hans søn — Halfred — var med ham. De fik en hård tur. Halfred øsede sin del, selv om han var meget syg. Og en dag, da han gik fra øsningen, satte han sig på en bom, men en styrtsø kastede ham ned i skibet, og han fik bommen ned over sig. Da sagde Torvald: »Kom du noget til — brormand?« Han kvad et vers:

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 1. apr. 2017 kl. 09:34
Linje 89:		Linje 89:


−	»Og hvad rager det mig, hvad du mener — Blot-Mår!« siger Halfred. Mår sagde, at hvis Halfred spottede ham, skulle han få hårdt igen. Halfred sagde, at han selv bestemte over sine ord. Han kvad da ~~etvers~~:	+	»Og hvad rager det mig, hvad du mener — Blot-Mår!« siger Halfred. Mår sagde, at hvis Halfred spottede ham, skulle han få hårdt igen. Halfred sagde, at han selv bestemte over sine ord. Han kvad da et vers:

@@ Linje 28: / Linje 28: @@
 <center>''Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Guðni Jónsson:'' Íslendinga sögur, ''Íslendingasagnaútgáfan, Reykjavík, 1947''</center>
 ----
@@ Linje 92: / Linje 89: @@
-»Og hvad rager det mig, hvad du mener — Blot-Mår!« siger Halfred. Mår sagde, at hvis Halfred spottede ham, skulle han få hårdt igen. Halfred sagde, at han selv bestemte over sine ord. Han kvad da verset:
+»Og hvad rager det mig, hvad du mener — Blot-Mår!« siger Halfred. Mår sagde, at hvis Halfred spottede ham, skulle han få hårdt igen. Halfred sagde, at han selv bestemte over sine ord. Han kvad da etvers:
@@ Linje 429: / Linje 426: @@
-Einar — søn af Tore Trondson — var dér sammen med Gris. Gris ville ride efter dem, men Kolfinna frarådede det og sagde, at det var uvist, om det ville gavne hans sag. Gris vil dog alligevel ride efter dem. De red vejen forbi Audolfssted til Blanda. Da var Halfred og hans følge nået ud midt i åen. Så kastede Gris et spyd efter Halfred, men han greb det i luften og kastede det tilbage imod Gris. Einar ville afværge det med øksen, men spyddet traf Einar i brystet, så han døde af det. Gris beskyldte Halfred for at flygte. Halfred sagde, at han ikke agtede sig længere end over åen og bød dem at angribe, men Gris red ikke frem. Da sagde folk, at Halfred skulle bøde Gris for al den vanære, han havde forvoldt ham. Halfred spørger, hvad han forlanger. Gris svarer: »Jeg vil være tilfreds med at få de to ringe — jarlsgaven og kongegaven«. Halfred svarer: »Det er det sidste, der kommer til at ske.« Og dermed skiltes de.
+Einar — søn af Tore Trondson — var dér sammen med Gris. Gris ville ride efter dem, men Kolfinna frarådede det og sagde, at det var uvist, om det ville gavne hans sag. Gris vil dog alligevel ride efter dem. De red vejen forbi Audolfssted til Blanda. Da var Halfred og hans følge nået ud midt i åen. Så kastede Gris et spyd efter Halfred, men han greb det i luften og kastede det tilbage imod Gris. Einar ville afværge det med øksen, men spyddet traf ham i brystet, så han døde af det. Gris beskyldte Halfred for at flygte. Halfred sagde, at han ikke agtede sig længere end over åen og bød dem at angribe, men Gris red ikke frem. Da sagde folk, at Halfred skulle bøde Gris for al den vanære, han havde forvoldt ham. Halfred spørger, hvad han forlanger. Gris svarer: »Jeg vil være tilfreds med at få de to ringe — jarlsgaven og kongegaven«. Halfred svarer: »Det er det sidste, der kommer til at ske.« Og dermed skiltes de.
 Halfred red sydpå til sin bror og var dér om vinteren. Hans far var da død. Og om foråret, da han drog nordpå, blev de udsat for stormvejr. Halfred mente, at det var forvoldt af troldom. De red ned gennem Vatnsdalen, til de kom til et gærde, men dér sprang 20 mand frem. Det var Mår fra Mårssted. Han styrtede imod Halfred, og Halfred huggede straks efter han, men Mår afværgede hugget med et blotfad, og han blev ikke såret. Halfred red da uden for gærdet. Mår råbte: »Angrib dem!« Halfred kvad et vers:
@@ Linje 474: / Linje 471: @@
-Om natten, før de skulle kæmpe, sov Halfred i sin seng. Det forekom ham, at kong Olav kom hen imod ham, og han følte sig da glad, men dog skræmt. Kongen sagde: »Du sover, selv om du synes, at du er vågen. Det er en dårlig beslutning at ville møde Gris i kamp, når du ikke har en god sag. Han har påkaldt Gud og bedt om sejr til den af jer, som har den bedste sag. Følg mit råd: Tag med tak imod, at der ikke bliver nogen holmgang, og betal bøden. Gå i morgen, når du er kommet i tøjet, ud på den bakke nær ved tingpladsen, hvor vejene mødes. Dér vil du se folk ride forbi. Tal med dem, og da kan det være, at du vil synes, at noget er vigtigere end holmgangen mod Gris. Læg ingen vægt på, at han vil mene, at du er bange.« Halfred vågner og husker, hvad der har vist sig for ham, og han fortæller det til den mænd, der lå nærmest. Denne svarer: »Er du nu bange for grisen? Det havde været bedre at finde på et godt råd tidligere, da han var velvillig, men nu vil dine uvenner mene, at du ikke tør kæmpe.« Halfred sagde: »Det kan de mene, som de vil. Jeg vil følge kong Olavs råd. Det vil gavne mig mest.« Om morgenen gik han ud på bakken og så folk i farvede klæder komme ridende imod sig. Han spurgte dem om nyt, og de fortalte ham, om kong Olavs fald. Halfred følte sig som ramt af en sten og gik straks hjem til boden i den største sorg og lagde sig i sin seng. Da sagde Gris’ mænd, at han var en kryster. Gris svarer: »Sådan hænger det ikke sammen. Jeg havde ringere ære af Miklagårdskongen, men jeg tog det meget tungt, da jeg mistede min høvding. Kærligheden til landets herre er stærk, og det er godt, at jeg ikke skal kæmpe mod kongens lykke. Jeg ønsker stadig, at Torkel dømmer i sagen, sådan som det var meningen.« Torkel sagde: »Jeg vil nu føre sagen på Halfreds vegne og forlige jer.« Halfred samtykkede i dette. »Det er min afgørelse,« siger Torkel, »— at drabet på Einar går lige op med drabet på Galte, men da der er forskel på disse mænd, skal besøget hos Kolfinna være medregnet. For versene om Gris skal Halfred give Gris en stor kostbarhed.« Da kvad Halfred et vers:
+Om natten, før de skulle kæmpe, sov Halfred i sin seng. Det forekom ham, at kong Olav kom hen imod ham, og han følte sig da glad, men dog skræmt. Kongen sagde: »Du sover, selv om du synes, at du er vågen. Det er en dårlig beslutning at ville møde Gris i kamp, når du ikke har en god sag. Han har påkaldt Gud og bedt om sejr til den af jer, som har den bedste sag. Følg mit råd: Tag med tak imod, at der ikke bliver nogen holmgang, og betal bøden. Gå i morgen, når du er kommet i tøjet, ud på den bakke nær ved tingpladsen, hvor vejene mødes. Dér vil du se folk ride forbi. Tal med dem, og da kan det være, at du vil synes, at noget er vigtigere end holmgangen mod Gris. Læg ingen vægt på, at han vil mene, at du er bange.« Halfred vågner og husker, hvad der har vist sig for ham, og han fortæller det til den mænd, der lå nærmest. Denne svarer: »Er du nu bange for grisen? Det havde været bedre at finde på et godt råd tidligere, da han var velvillig, men nu vil dine uvenner mene, at du ikke tør kæmpe.« Halfred sagde: »Det kan de mene, som de vil. Jeg vil følge kong Olavs råd. Det vil gavne mig mest.« Om morgenen gik han ud på bakken og så folk i farvede klæder komme ridende imod sig. Han spurgte dem om nyt, og de fortalte ham om kong Olavs fald. Halfred følte sig som ramt af en sten og gik straks hjem til boden i den største sorg og lagde sig i sin seng. Da sagde Gris’ mænd, at han var en kryster. Gris svarer: »Sådan hænger det ikke sammen. Jeg havde ringere ære af Miklagårdskongen, men jeg tog det meget tungt, da jeg mistede min høvding. Kærligheden til landets herre er stærk, og det er godt, at jeg ikke skal kæmpe mod kongens lykke. Jeg ønsker stadig, at Torkel dømmer i sagen, sådan som det var meningen.« Torkel sagde: »Jeg vil nu føre sagen på Halfreds vegne og forlige jer.« Halfred samtykkede i dette. »Det er min afgørelse,« siger Torkel, »— at drabet på Einar går lige op med drabet på Galte, men da der er forskel på disse mænd, skal besøget hos Kolfinna være medregnet. For versene om Gris skal Halfred give Gris en stor kostbarhed.« Da kvad Halfred et vers:
@@ Linje 488: / Linje 485: @@
 Torkel bad ham holde inde med versene, »— men aflevér nu en kostbarhed, og det behøver ikke være en af kongegaverne.« Så gav Halfred ham ringen, han havde fået af jarl Sigvald, og dermed skiltes de.

@@ Linje 254: / Linje 254: @@
 Engang skete det, at kongen spurgte, hvor Halfred var. Kalv siger: »Han har nok endnu for vane at blote i det skjulte, og han har et Torsbillede skåret i tand i sin pung, og du tager meget fejl af ham — herre! — for han viser ikke, hvem han virkelig er.« Kongen bad om, at Halfred blev tilkaldt, så han kunne svare for sig. Halfred kommer. Kongen sagde: »Er det sandt, hvad man tillægger dig: At du har et Torsbillede i din pung og bloter?« »Det passer ikke — herre!« siger Halfred, »— undersøg nu min pung. Her kan jeg ikke skjule noget, selv om jeg ville.« Nu fandt man ikke noget af den slags i hans besiddelse. »Dette er bagtalelse for at komme mig til livs,« siger Halfred, »— og Kalv vil være ilde stedt, hvis jeg får fat i ham. Han har også tidligere ønsket mig død.« Kongen sagde: »Det nytter ikke noget, at I er sammen, og Kalv skal tage hjem til sin gård, mens du — Halfred! — skal drage til Oplandene i mit ærinde og opsøge Torleif den Kloge. Han vil ikke antage kristendommen, og du skal dræbe ham eller blinde ham. Han er dattersøn af Torleif Horda-Kåreson. Jeg lader min lykke følge dig, og du kan tage så mange mænd med, som du vil.« Halfred mente, at det ikke var en ufarlig færd, »— men jeg skal alligevel tage af sted, som du ønsker. Men jeg vil, at Jostein — din morbror — følger med sammen med de af mine bænkfæller, som jeg vælger, så vi i alt er 24 mand.« »Gør som du vil,« siger kongen, »— men jeg har før sendt folk ud efter Torleif, og de formåede ikke at gøre, som jeg ønskede.«
-Siden red Halfred og hans følge af sted fra kongen, og de kom til en skov, som lå tæt ved Torleifs gård. Dér steg de af hestene i en rydning. Da sagde Halfred: »Her skal I vente på mig i tre dage, og hvis jeg ikke kommer tilbage hertil, skal I ride hjem.« Jostein tilbød at tage med ham. Det ønskede han ikke. Halfred udstyrede sig derpå som en tigger. Han lod sine øjne farve og vendte sine øjenlåg udad og ændrede sit udseende meget. Han bar en lang bylt på ryggen, og deri var sværdet, som kongen havde givet ham. Han gik nu frem imod Torleifs gård og til den høj, som han sad på, og det var tidligt om morgenen. Torleif hilste på ham og spurgte, hvem han var. »Jeg er en fattig mand,« siger han, »— og jeg kom til kongen, og han ville omvende mig til kristendommen, men jeg stak uset af, og inden dræbte jeg en af kongens mænd. Nu vil jeg bede dig om hjælp.« Det svarer Torleif ikke noget videre på, men udspørger ham meget om lande og havne, og han svarer forstandigt på det hele. Torleif sagde: »Var der ikke en mand hos kongen, som hed Halfred?« Han svarer: »Jeg hørte ham omtalt, men sjældent for det gode.« Torleif sagde: »Jeg drømmer hele tiden om denne mand, men det betyder nok ikke noget. Men kongens mænd kommer her nok snart, og efter hvad folk fortæller om ham Halfred, kan jeg ikke rigtig greje, hvad han er for en karl, men uanset hvad er min lykke nok vendt.« I det samme fik Torleif mistanke om, hvem manden var, og ville rejse sig, men Halfred greb fat i ham og trak ham under sig, da han var meget stærkere. De væltede ned fra højen, og Halfred var øverst. Han satte hælen i øjet på Torleif og trådte øjet ud på ham. Da sagde Torleif: »Kongens lykke følger dig, og du har længe givet mig anledning til bekymring, og nu er det sket. Jeg véd, at du skal udføre kongens ordre om at blinde eller dræbe mig, men nu vil jeg bede dig  lade mig beholde det andet øje, og så vil jeg give dig en kniv og et bælte — begge dele er gode kostbarheder — og desuden love dig min hjælp, hvis det bliver nødvendigt, og det er ikke usandsynligt, at du kan få behov for den.« Halfred sagde, at han ikke ville bryde kongens ordre på den måde, at han modtog kostbarheder for det. Så ville han hellere tage det på sig at forære ham det andet øje. Torleif takkede ham, og dermed skiltes de. Halfred fandt sine folk og blev modtaget med glæde. Torleif gik hjem til gården, men fortalte ikke noget om overfaldet, før de var kommet langt væk.
+Siden red Halfred og hans følge af sted fra kongen, og de kom til en skov, som lå tæt ved Torleifs gård. Dér steg de af hestene i en rydning. Da sagde Halfred: »Her skal I vente på mig i tre dage, og hvis jeg ikke kommer tilbage hertil, skal I ride hjem.« Jostein tilbød at tage med ham. Det ønskede han ikke. Halfred udstyrede sig derpå som en tigger. Han lod sine øjne farve og vendte sine øjenlåg udad og ændrede sit udseende meget. Han bar en lang bylt på ryggen, og deri var sværdet, som kongen havde givet ham. Han gik nu frem imod Torleifs gård og til den høj, som han sad på, og det var tidligt om morgenen. Torleif hilste på ham og spurgte, hvem han var. »Jeg er en fattig mand,« siger han, »— og jeg kom til kongen, og han ville omvende mig til kristendommen, men jeg stak uset af, og inden dræbte jeg en af kongens mænd. Nu vil jeg bede dig om hjælp.« Det svarer Torleif ikke noget videre på, men udspørger ham meget om lande og havne, og han svarer forstandigt på det hele. Torleif sagde: »Var der ikke en mand hos kongen, som hed Halfred?« Han svarer: »Jeg hørte ham omtalt, men sjældent for det gode.« Torleif sagde: »Jeg drømmer hele tiden om denne mand, men det betyder nok ikke noget. Men kongens mænd kommer her nok snart, og efter hvad folk fortæller om ham Halfred, kan jeg ikke rigtig greje, hvad han er for en karl, men uanset hvad er min lykke nok vendt.« I det samme fik Torleif mistanke om, hvem manden var, og ville rejse sig, men Halfred greb fat i ham og trak ham under sig, da han var meget stærkere. De væltede ned fra højen, og Halfred var øverst. Han satte hælen i øjet på Torleif og trådte øjet ud på ham. Da sagde Torleif: »Kongens lykke følger dig, og du har længe givet mig anledning til bekymring, og nu er det sket. Jeg véd, at du skal udføre kongens ordre om at blinde eller dræbe mig, men nu vil jeg bede dig lade mig beholde det andet øje, og så vil jeg give dig en kniv og et bælte — begge dele er gode kostbarheder — og desuden love dig min hjælp, hvis det bliver nødvendigt, og det er ikke usandsynligt, at du kan få behov for den.« Halfred sagde, at han ikke ville bryde kongens ordre på den måde, at han modtog kostbarheder for det. Så ville han hellere tage det på sig at forære ham det andet øje. Torleif takkede ham, og dermed skiltes de. Halfred fandt sine folk og blev modtaget med glæde. Torleif gik hjem til gården, men fortalte ikke noget om overfaldet, før de var kommet langt væk.
 Halfred og de andre red af sted, indtil de traf Kalv på vejen. Da sagde Halfred: »Nu skal denne onde mand blive dræbt!« Jostein sagde: »Gør det ikke! Vi skal ikke blande lykke med ulykke.« Halfred siger: »Her er det ikke gået retfærdigt til: En god mand er blevet lemlæstet, mens en usling lever.« Og han greb ham og stak et øje ud på ham. Kalv jamrede sig over det. Halfred sagde: »Nu viser du igen, hvor ussel du er.« Derpå red de videre og kom til kongen, som sad over et brætspil. De hilste ham. Kongen spurgte om nyt. Halfred fortæller, hvad der er sket. Kongen sagde: »Det har du gjort godt. Vis mig øjnene!« Halfred fandt derpå Kalvs øje frem. Kongen sagde: »Hvor har du det øje fra?« »Dette er Torleifs øje.« »Nej,« siger kongen, »— så må du have udrettet mere, end jeg bad dig om.« Derefter fremviste han Torleifs øje. Da sagde kongen: »Det er hans øje, men dette er ikke andet end halvgjort.« Halfred sagde: »Nu har jeg gengældt Kalv for det, at han stak mig med spydspidsen, da han førte mig hen for at blive dræbt.« Og han fortæller nu alt, hvad der var sket. Kongen sagde: »Vil du nu opsøge Torleif for anden gang?« Halfred siger: »Dér vil jeg ikke tage hen, men jeg vil gerne opsøge Kalv og stikke det andet øje ud på ham.« Kongen sagde, at han skulle blive dér. Halfred vandt således kongens anseelse.
@@ Linje 412: / Linje 412: @@
 Herefter red de af sted.

@@ Linje 291: / Linje 291: @@
 ::ødte sit liv sydpå;
 ::i Hilds gny jeg harmfuldt
-::hævned’ for os begge.
+::hævn tog for os begge.
@@ Linje 299: / Linje 299: @@
 ::Hårdt jeg færgens farvejs
 ::flammes hundske spreder
-::(klø gav jeg den køter)
+::(klø gav jeg den køter!)
 ::kasted’ ned mod jorden.
 ::Sådan blev Hløks haglstorms
@@ Linje 312: / Linje 312: @@
 Engang sagde han til Ingebjørg: »Jeg agter at opsøge Olaf Svenskekonge og overbringe ham et kvad, jeg har digtet om ham.« Hun troede, at han gerne ville høre lovkvadet, sagde hun.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 19. feb. 2017 kl. 17:18
Linje 278:		Linje 278:
	Derefter red han østpå til fjeldet, men havde svært ved at finde vej.		Derefter red han østpå til fjeldet, men havde svært ved at finde vej.

		+
		+	'''10. Halfred bliver gift med Ingebjørg'''
		+
		+	En dag hen under aften hørte han, at der blev fældet træer, og han red derhen. Da kom han til en rydning, og dér stod en mand og huggede i træ. Han var rødskægget og mørklødet, så bondsk og noget ondskabsfuld ud. Denne mand hilser på ham. Halfred spørger, hvem han er. Han sagde, at han hed Bjørn, »— og du kan være gæst hos mig.« Han takker ja. Bjørn var meget gæstfri imod ham. Bonden lå i ét sengerum, Halfred i et andet. Han fattede mistanke til Bjørn og rejste sig under sengeforhænget og trak sværdet, han havde fået af kongen. I det samme stak Bjørn et spyd ind i sengerummet, men Halfred huggede ham ihjel. Husfruen bad mændene stå op og gribe denne forbryder. De kastede klæder over Halfreds våben, og han blev pågrebet og bundet. Derpå sendte man bud efter en mand, der hed Ubbe. Han havde en bror, der hed Tore. Han var høvding dér. Han havde en datter, der hed Ingebjørg. Hun havde været gift med Audgisl og var en meget gæv kone. Tore, Ubbe og Ingebjørg indfandt sig, og de blev enige om at bruge Halfred som et offer. Han trådte frem mod Ingebjørg og hilste på hende og sagde, at han dér havde nogle kostbarheder, som Audgisl havde sendt hende. Hun siger: »Jeg genkender tingene.« Han fortæller hende alt, hvad der er sket, og så kvad han dette vers:
		+
		+
		+	::Jeg gav for guldets spreder
		+	::gengæld (stort er savnet),
		+	::da sårslangens Balder
		+	::segned’ i skjoldlegen.
		+	::Audgisls usle bane
		+	::ødte sit liv sydpå;
		+	::i Hilds gny jeg harmfuldt
		+	::hævned’ for os begge.
		+
		+
		+	Ingebjørg spurgte nøje til, hvad der var sket. Halfred kvad et vers:
		+
		+
		+	::Hårdt jeg færgens farvejs
		+	::flammes hundske spreder
		+	::(klø gav jeg den køter)
		+	::kasted’ ned mod jorden.
		+	::Sådan blev Hløks haglstorms
		+	::hejres skaffers svigråd
		+	::standset, for Yggs uvejrs
		+	::ild jeg dér lod rødne.
		+
		+
		+	Ingebjørg sagde: »Jeg forstår, at du taler sandt, og du skal følge med mig hjem.« Halfred fulgte med hende hjem, og han var stiv i leddene efter at have været bundet, men hun lod ham pleje. Tore og Ingebjørg sendte folk op på fjeldet, og dér fandt de beviser på alt, hvad Halfred havde fortalt. En stor mængde værdier blev hentet ned derfra. Alle folk dér blev enige om, at Halfred skulle overtage de penge, som Ønund havde haft, og de værdsatte ham højt.
		+
		+	Halfred blev forelsket i Ingebjørg og friede til hende. Hun siger: »Det er ikke helt godt, for du er kristen og udlænding her, men du kan opsøge min far, hvis du vil.« Det gør han, og han lægger sagen frem for Tore, og de bliver enige. Det gik sådan, at Halfred fik Ingebjørg og elskede hende højt. De havde samlet stor rigdom, og Halfred nød stor anseelse dér. Han viste gerne sin tro på den måde, at han blæste i kors over sin drik, inden han drak, men han sang ikke meget.
		+
		+	Engang sagde han til Ingebjørg: »Jeg agter at opsøge Olaf Svenskekonge og overbringe ham et kvad, jeg har digtet om ham.« Hun troede, at han gerne ville høre lovkvadet, sagde hun.

@@ Linje 35: / Linje 35: @@
 '''1. Om Ottars og Åvalds slægt og opvækst'''
-Der var en mand, der hed Torvald og blev kaldt Skillende. Han boede på Ulvø i Hålogaland. Han havde en kone, der hed Torgerd og var datter af Halfred. Hendes bror hed Galte. Han var en magtfuld mand og boede i Sogn. Torvalds sønner hed Ottar og Torkel Sølv, og Torkel var født uden for ægetskab. Dér på øen boede desuden en mand, der hed Ingjald. Hans søn hed Åvald. Ottar boede hos Ingjald.
+Der var en mand, der hed Torvald og blev kaldt Skillende. Han boede på Ulvø i Hålogaland. Han havde en kone, der hed Torgerd og var datter af Halfred. Hendes bror hed Galte. Han var en magtfuld mand og boede i Sogn. Torvalds sønner hed Ottar og Torkel Sølv, og Torkel var født uden for ægteskab. Dér på øen boede desuden en mand, der hed Ingjald. Hans søn hed Åvald. Ottar boede hos Ingjald.
 Der var en stor viking ved navn Sokke, som var ond at have med at gøre. Han drog vidt omkring og hærgede og var en ven af Gunhildsønnerne, for de herskede dengang i Norge. Han kom en nat til Torvalds gård og sagde til sine folk, at der var udsigt til et godt bytte, for det var en velhavende mand, der boede dér, »— men lad os sætte ild til gården!« Og det gjorde de. Torvald gik til døren og spurgte, hvem der havde påsat branden. Sokke gav sig til kende. »Hvad bøder vi for?« siger Torvald, »— jeg mindes ikke at have gjort dig noget?« Sokke siger: »Sådan ser vi vikinger ikke på tingene; vi vil bare have dit liv og dine værdier.« »Det får I så mulighed for nu,« siger Torvald. Nu angriber vikingerne gården med ild og våben, og det ender med, at Torvald brændte inde dér med femten mand, men nogle undslap ilden. Vikingerne tog alt, hvad de kunne bære derfra.
@@ Linje 257: / Linje 257: @@
 Halfred og de andre red af sted, indtil de traf Kalv på vejen. Da sagde Halfred: »Nu skal denne onde mand blive dræbt!« Jostein sagde: »Gør det ikke! Vi skal ikke blande lykke med ulykke.« Halfred siger: »Her er det ikke gået retfærdigt til: En god mand er blevet lemlæstet, mens en usling lever.« Og han greb ham og stak et øje ud på ham. Kalv jamrede sig over det. Halfred sagde: »Nu viser du igen, hvor ussel du er.« Derpå red de videre og kom til kongen, som sad over et brætspil. De hilste ham. Kongen spurgte om nyt. Halfred fortæller, hvad der er sket. Kongen sagde: »Det har du gjort godt. Vis mig øjnene!« Halfred fandt derpå Kalvs øje frem. Kongen sagde: »Hvor har du det øje fra?« »Dette er Torleifs øje.« »Nej,« siger kongen, »— så må du have udrettet mere, end jeg bad dig om.« Derefter fremviste han Torleifs øje. Da sagde kongen: »Det er hans øje, men dette er ikke andet end halvgjort.« Halfred sagde: »Nu har jeg gengældt Kalv for det, at han stak mig med spydspidsen, da han førte mig hen for at blive dræbt.« Og han fortæller nu alt, hvad der var sket. Kongen sagde: »Vil du nu opsøge Torleif for anden gang?« Halfred siger: »Dér vil jeg ikke tage hen, men jeg vil gerne opsøge Kalv og stikke det andet øje ud på ham.« Kongen sagde, at han skulle blive dér. Halfred vandt således kongens anseelse.