JJ.Sandal på 23. des. 2013 kl. 18:37

2013-12-23T18:37:12Z

JJ.Sandal på 23. des. 2013 kl. 18:36

2013-12-23T18:36:57Z

Jesper: Hammeren hentes (Adam Oehlenschläger)

2013-01-14T15:50:20Z

Hammeren hentes (Adam Oehlenschläger)

Ny side

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! !! !! !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Hammeren hentes (Adam Oehlenschläger)]] !! !!
|-
|}

<center>'''[[Nordens Guder]]'''

Adam Oehlenschläger (1819)
 Poetiske skrifter
 Et episk Digt

<big>''' Hammeren hentes '''</big></center>

<blockquote><blockquote>
1. Nu Asa-Thor
 Med Loke foer
 Paa Gyldenkarm
 Til Fieldets Steen;
 Og Loke sad
 I Hiertet glad
 Ved Gudens Harm,
 Til Jetters Meen.</blockquote>

2. Saa reiste de frem, medens Klippen skialv,
 Med en gabende Kløft Steenbierget sprak,
 Og den Hule saa sort kun aabned sig halv,
 Og en Lue med Gnist giennem Mulmet trak.

<blockquote>3. Da Trolden stod,
 Saa sort som Sod,
 Men smykt med Ild,
 Saa stærk og prud;
 Med Kongekrands
 I takket Glands,
 Og hilste mild
 Sin skiønne Brud.</blockquote>

4. Som Drabanter i Dør Malmdrotterne stod:
 Det blomstrende Sølv, Jernglandsen var ny;
 Og det prægtige Guld, rødt Kobber som Blod,
 Og det hvideste Tin og det sorteste Bly.

<blockquote>5. Da Thor steeg ud
 Den høie Gud,
 Man ham modtog
 I Biergets Slot.
 De vandred frem
 I mørken Hiem,
 Og Hiertet slog
 I Fieldets Drot.</blockquote>

6. Som en Jomfru da, saa skiær og saa fiin,
 Hver Ædelsteen smiilte med Straale paa Kant:
 Den muntre Smaragd, den forelskte Rubin,
 Den milde Saphir, og den stolte Demant.

<blockquote>7. I fugtig Nat,
 Af Sol forladt,
 Thor steeg i Bierg
 Men skiælved ei;
 Med Fakkelspaan
 I skrumpne Haand
 Gik liden Dværg
 Og viste Vei.</blockquote>

8. Men rede til Kamp, langt fiernet fra Sol
 Skioldvagterne vented i skumleste Vraa:
 Og Rottekrudt bleg, suurgrøn Vitriol,
 Og det Koboldbarn med Sløikiole paa.

<blockquote>9. Som liden Glut,
 Men bleg og but,
 Man Kobold saae
 Paa Gulvets Steen:
 Hun stirred stivt
 Og aanded Gift,
 Med Faldhat paa,
 Men uden Been.</blockquote>

10. Og i hvælvede Sal var et Baal der tændt,
 Og af Jetter en Sværm om Baalet sad;
 Om de lodne Barme var Brynier spændt,
 Og med Hielmene kneiste de, Rad ved Rad.

<blockquote>11. Og qvad en Sang
 Der hæsligt klang:
 Som Glam det lød
 Af Hunden vred,
 Naar, høit med Hviin,
 Det vilde Sviin
 Til blodig Død
 Den søndersled.</blockquote>

12. Og fra Hel var der sendt for at hylde den Brud,
 To fornemme Mænd af en Byrd saa høi:
 Den arbeidsomme Pest, sortplettet af Hud,
 Og den langsomme Sot, i det prægtigste Tøi.

<blockquote>13. Utgarde-Lok’
 I Jetters Flok
 Kun ei man saae
 Den Bryllupsnat;
 Han aned Svig,
 Han lugted Liig,
 I dyben Vraa
 Var Sengen sat.</blockquote>

14. Og til Utgarde-Lok’ gik Gubberne hen
 Med de Børnebørn smaae, og begav sig til Ro;
 Men Ynglinger, Piger, Qvinder og Mænd
 Var i Thrymurs Sal ved hans Bryllup froe.

<blockquote>15. Sig satte Thor
 I Silke, Flor,
 Med heftigt Blik
 Paa Brudebænk.
 Steenrunde Barm
 Fik Jetten varm;
 Da kom med Drik
 Hans gode Skienk.</blockquote>

16. Og fyldte den Skaal med liflige Miød;
 Da trængte de Jetter i Hallen ind,
 Med Tindingers Horn gav de Stød paa Stød,
 Og bespyede med Ild hverandres Kind.

<blockquote>17. Hver vilde see
 Hvad skulde skee;
 Thi Bruden stærk
 Var i sin Drik.
 Hvert Bæger ud
 Stak Valhals Gud,
 Det var et Værk
 For Troldes Blik.</blockquote>

18. Knap fyldtes de Horn, før de tømtes strax,
 Skiøndt bredfulde Maal, til funklende Rand.
 En Oxe hun aad, samt otte Lax,
 Tre Tønder af Miøden drak Sifias Mand.

<blockquote>19. Da Thrymur qvad:
 "Saa megen Mad?
 Saa meget Korn?
 Saa meget Øl?
 Det er dog sært!
 Alt nu fortært?
 Hun tømmer Horn
 Som Fingerbøl."</blockquote>

20. Men da meldte Loke, den Tærne saa viist,
 Ærbødig hun stod bag Bænkens Rand:
 "Ei otte Nætter har Bruden spiist,
 Saa længtes hun efter sin Fæstemand."

<blockquote>21. Nu Thrymur fro
 I Skiægget loe,
 Sig bøied kiæk
 Mod Asathor:
 Da Ild der gik
 Fra Gudens Blik,
 Saa hiin med Skræk
 Tilbagefoer. </blockquote>

22. Men da meldte Loke til Brudens Lov,
 Som Tærne han stod, og qvad med Hast:
 "I otte Nætter ei Freya sov,
 Thi brænder nu Øiet en Kiende hvast."

<blockquote>23. Da treen en Qvind
 I Hallen ind,
 En kulsort Een
 Med Haar som Uld;
 Men ung og glat,
 Med Guldbliks-Hat,
 Og Ædelsteen
 Paa Barmen fuld:</blockquote>

24. "Min Søster! nu kom; det er Tid at gaae
 Med din Brudgom til Sengs paa de bløde Siv!
 Jeg giemmer dig alle de Smykker smaae,
 I Morgen gienhilser jeg Thrymurs Viv."

<blockquote>25. Da Thrymur bød:
 "I Freias Skiød
 Læg Hamren brat!
 Den er ei fiern.
 Forelskte to
 Maae sværge Tro
 Ved Midienat
 Paa Miølnirs Jern."</blockquote>

26. Knap Ordet var sagt, før en Dvergeflok
 Indslæbte Miølner, paa Skuldre den bar;
 Skiøndt mange de var, var der dog ei nok,
 De pusted og stønned med Byrden svar.

<blockquote>27. Da Miølnir laa
 Nu blank og blaa
 Med stærke Skin
 I Gudens Skiød,
 Da saae han op
 Til Fieldets Top,
 Da blev hans Kind
 Ham mørkerød.</blockquote>

28. Fra den blinkende Hielm faldt flagrende Flor,
 Om hans Mund stod Skiæg, paa hans Barm stod Arr;
 Bredskuldret reiste sig Asa-Thor,
 Da mærkte de først, hvem Bruden var.

<blockquote>29. Og høit i Harm
 Han svang sin Arm,
 Da blev hans Mod
 Bersærkegang.
 Ved Miølners Fald
 Mod Jettens Skal
 Rødt Straaleblod
 Fra Panden sprang.</blockquote>

30. Da Thrymur var dræbt, da Jetterne foer
 Med Spyd og med Sværd fra Kløft og fra Vold;
 Men da hamred som Vaulundur Asa-Thor,
 Naar Knapper han slaaer i et Kobberskiold.

<blockquote>31. Frem Hrugner treen,
 En Mand af Steen,
 Og kold som Flint,
 Med Trods og Bram.
 I Brystet stod,
 Dødt uden Blod,
 Trekantet Klint
 Som Hierte ham.</blockquote>

32. Og af Leer var der skabt til Jetternes Trøst
 En forfærdelig Mand og levendegiort:
 Ham et Hoppehierte var lagt i hans Bryst,
 For at Hiertet ret skulde være stort.

<blockquote>33. Mod Hrugner Thor
 Med Miølnir foer,
 Da traf han vred
 Hans Kølle graa.
 Den sprang itu
 Med Larm og Gru,
 Og regned ned
 I Stykker smaae.</blockquote>

34. Men Manden af Leer heed Mokkurkalf,
 Han stirred og tirred, slog paa Skiold.
 Da traf med Sværdet ham Asa-Thialf’,
 Saa vrinskende styrted den Hoppetrold.

<blockquote>35. Nu blev der Skrig
 Blandt tusind Liig,
 Thi Thor var stærk
 Med opbragt Siæl:
 Han seired alt,
 Hans Hammer faldt,
 Som Stampeværk
 Med tunge Pæl.</blockquote>

36. Men Loke den Niding, af Blodet rød,
 Sprang mellem de Slagne med Spottesang,
 Og fandt han en Jette som ralled i Død,
 Saa loe han, og stak ham endnu engang.

<blockquote>37. Nu blev det tyst
 Som paa en Kyst,
 Hvor Storm og Hav
 Sank hen til Ro;
 Thor stirred mørk
 Som i en Ørk,
 Og alt var dødt
 I skumle Bo.</blockquote>

38. Der laae de nu hver, de svømmed i Blod
 De mægtige Riiser, som knækkede Siv.
 Forsvundet af Bierget var ældgamle Mod,
 Forsvundet af Dybet det kraftige Liv.

<blockquote>39. Som Løven, naar
 Dens Harm forgaaer,
 Den seer ei grum
 Paa Ligets Blod;
 Sagtmodig, fri
 For Raseri,
 Den sørger stum
 Med Ædelmod:</blockquote>

40. Saa stirred nu Thor, han fatted sig først,
 Tungsindig han stod og grubled en Stund.
 Men Loke, som Lossen, med grusomme Tørst
 Sig slikked med Griin om den blodige Mund.
</blockquote>

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Adam Oehlenschläger]]
[[Kategori:Naturlyrikk og romantikk]]

@@ Linje 26: / Linje 26: @@
 <br>I Hiertet glad
 <br>Ved Gudens Harm,
-<br>Til Jetters Meen.</blockquote>
+<br>Til Jetters Meen.
 . Saa reiste de frem, medens Klippen skialv,

Hammeren hentes (Adam Oehlenschläger) - Revisjonshistorikk

JJ.Sandal på 23. des. 2013 kl. 18:37

JJ.Sandal på 23. des. 2013 kl. 18:36

Jesper: Hammeren hentes (Adam Oehlenschläger)