Harald Hårfagers saga - Revisjonshistorikk

August på 24. aug. 2020 kl. 10:20

2020-08-24T10:20:24Z

Jesper på 26. des. 2019 kl. 09:45

2019-12-26T09:45:10Z

Jesper på 27. nov. 2019 kl. 05:43

2019-11-27T05:43:45Z

Jesper på 27. okt. 2019 kl. 10:11

2019-10-27T10:11:40Z

Jesper på 1. aug. 2015 kl. 14:25

2015-08-01T14:25:37Z

Jesper på 29. des. 2014 kl. 09:45

2014-12-29T09:45:16Z

Jesper på 28. des. 2014 kl. 19:32

2014-12-28T19:32:23Z

Jesper på 2. okt. 2014 kl. 08:20

2014-10-02T08:20:17Z

Jesper på 30. mai 2014 kl. 08:03

2014-05-30T08:03:55Z

Jesper på 18. apr. 2014 kl. 14:01

2014-04-18T14:01:15Z

@@ Linje 6: / Linje 6: @@
 |-
 !  !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Haraldz saga ins hárfagra (FJ)]] !!  !!  [[Fil:Norsk.gif|32px|link=Harald Haarfagres saga]] !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Harald Hårfagers saga]] !! !!
 |-
 |}

@@ Linje 179: / Linje 179: @@
-::Ude drikkes julen,
+::Han drikker jul ude,
-::om ''han'' skal råde;
+::hvis han ene må råde —
-::ikke fyrsten frygter
+::den stræbsomme styrer —
-::Frøys hårde lege.
+::og stiller til Frejs-leg.
-::Han ung — led ved ilden —
+::Som ung fik han afsky
-::ej gad vanter med foer;
+::for indesidden,
-::varmestuen
+::varmen fra arnen
-::vederstyggelig han fandt.
+::og vanter med dunfyld.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 27. nov. 2019 kl. 05:43
Linje 48:		Linje 48:


−	Sendemændene syntes, at hun svarede meget overmodigt, og spurgte hende om, hvad dette skulle betyde; de sagde, at kong Harald var så stor en konge, at det var fuldt tilstrækkeligt for hende, og at da hun svarede anderledes på deres ærinde, end de kunne have ønsket, anså de det for nærværende ikke for muligt at tage hende med sig, medmindre hun selv ville. Derpå gjorde de sig klar til at tage væk. Da de var klar, fulgte man dem ud; da talte Gyda med sendemændene og bad dem sige dét til kong Harald, at hun kun ville samtykke i at blive hans ~~ægte hustru~~, hvis han først — og for hendes skyld — lagde hele Norge under sig og rådede over dette rige lige så selvstændigt som kong Erik over Sveavældet eller kong Gorm over Danmark: »For først da, forekommer det mig,« sagde hun, »kan han kaldes storkonge.«	+	Sendemændene syntes, at hun svarede meget overmodigt, og spurgte hende om, hvad dette skulle betyde; de sagde, at kong Harald var så stor en konge, at det var fuldt tilstrækkeligt for hende, og at da hun svarede anderledes på deres ærinde, end de kunne have ønsket, anså de det for nærværende ikke for muligt at tage hende med sig, medmindre hun selv ville. Derpå gjorde de sig klar til at tage væk. Da de var klar, fulgte man dem ud; da talte Gyda med sendemændene og bad dem sige dét til kong Harald, at hun kun ville samtykke i at blive hans ægtehustru, hvis han først — og for hendes skyld — lagde hele Norge under sig og rådede over dette rige lige så selvstændigt som kong Erik over Sveavældet eller kong Gorm over Danmark: »For først da, forekommer det mig,« sagde hun, »kan han kaldes storkonge.«

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 27. okt. 2019 kl. 10:11
Linje 523:		Linje 523:
	'''40. Hauks Englandsrejse'''		'''40. Hauks Englandsrejse'''

−	Sommeren efter sendte kong Harald et skib vestpå til England, og skipperen var Hauk Højbrog; han var ~~kæmpestor~~ og kongens gode ven, og han fik Håkon — kongens søn — med sig. Hauk drog da vestpå til England, opsøgte kong Adalsteinn og fandt ham i London, hvor der var indbudt til et prægtigt gæstebud. Da de kom til hallen, fortalte Hauk sine mænd, hvordan de skulle gå ind; han sagde, at den, der gik først ind, skulle gå sidst ud, og alle skulle stå lige tæt på bordene, og hver af dem skulle have sværdet ved venstre side og binde kappen således, at sværdet ikke kunne ses. Derefter gik de ind i hallen; de var 30 mand. Hauk gik for kongen og tiltalte ham; kongen bød ham velkommen. Så tog Hauk drengen Håkon og satte ham på kong Adalsteinns knæ. Kongen så på drengen og spurgte Hauk, hvorfor han gjorde det. Hauk svarede: »Kong Harald bad dig opfostre hans trællebarn.« Kongen blev meget vred og greb sværdet, der lå nær ham, og trak det, som om han ville dræbe drengen. »Nu har du knæsat ham,« sagde Hauk, »så kan du myrde ham, hvis du vil, men dermed udrydder du ikke alle kong Haralds sønner.« Derefter gik Hauk og alle hans mænd ud; de gik til deres skib og drog til havs, da de var klar. De kom tilbage til Norge og opsøgte kong Harald, og han syntes godt om det, for det siges, at den har mindre rang, der opfostrer et barn for en anden. Af denne omgang mellem kongerne sås det, at hver af dem ville være mere end den anden, men deres værdighed ændredes ikke ved disse hændelser; hver af dem var overkonge i sit rige til sin dødsdag.	+	Sommeren efter sendte kong Harald et skib vestpå til England, og skipperen var Hauk Højbrog; han var en stor kriger og kongens gode ven, og han fik Håkon — kongens søn — med sig. Hauk drog da vestpå til England, opsøgte kong Adalsteinn og fandt ham i London, hvor der var indbudt til et prægtigt gæstebud. Da de kom til hallen, fortalte Hauk sine mænd, hvordan de skulle gå ind; han sagde, at den, der gik først ind, skulle gå sidst ud, og alle skulle stå lige tæt på bordene, og hver af dem skulle have sværdet ved venstre side og binde kappen således, at sværdet ikke kunne ses. Derefter gik de ind i hallen; de var 30 mand. Hauk gik for kongen og tiltalte ham; kongen bød ham velkommen. Så tog Hauk drengen Håkon og satte ham på kong Adalsteinns knæ. Kongen så på drengen og spurgte Hauk, hvorfor han gjorde det. Hauk svarede: »Kong Harald bad dig opfostre hans trællebarn.« Kongen blev meget vred og greb sværdet, der lå nær ham, og trak det, som om han ville dræbe drengen. »Nu har du knæsat ham,« sagde Hauk, »så kan du myrde ham, hvis du vil, men dermed udrydder du ikke alle kong Haralds sønner.« Derefter gik Hauk og alle hans mænd ud; de gik til deres skib og drog til havs, da de var klar. De kom tilbage til Norge og opsøgte kong Harald, og han syntes godt om det, for det siges, at den har mindre rang, der opfostrer et barn for en anden. Af denne omgang mellem kongerne sås det, at hver af dem ville være mere end den anden, men deres værdighed ændredes ikke ved disse hændelser; hver af dem var overkonge i sit rige til sin dødsdag.

@@ Linje 111: / Linje 111: @@
 ::frem mod Dags ætlinge.
 ::Ordløst, uden hilsen,
-::åbnedes spydets leg;
+::åbnedes spyddets leg;
 ::Rask de røde skjolde
 ::ramtes af sværdets hug.
@@ Linje 164: / Linje 164: @@
 '''13. Om kong Harald og Erik Svenskekonge'''
-Kong Harald kom med sin flok østpå til Viken og lagde ind i Tønsberg; dér var købstaden dengang. Han havde da opholdt sig i Trondheim i fire år og havde i den tid ikke været i Viken. Dér hørte han den nyhed, at Erik Svenskekonge Emundson havde underlagt sig Värmland, hvor han indkrævede skat fra alle skovbebyggelserne. Han sagde, at Vester-Götland gik helt til Svinesund i nord, og i vest helt ud til havet; svenskekongen kaldte det hele ''sit'' rige og opkrævede skatter. Han havde sat en jarl derover, som hed Rane den Götiske; han regerede mellem Svinesund og Götaelven og han var en mægtig jarl. Kong Harald blev fortalt svenskekongens ord: at denne ikke ville stoppe, før han fik et lige så stort rige i Viken, som Sigurd Ring eller dennes søn, Regnar Lodbrog, havde haft — og det var Romerike og Vestfold helt ud til Grenmar og tilllige Vingulmark og alt syd derfor. Dette havde fået alle disse fylker til at vende deres lydighed til svenskekongen. Det syntes Harald meget lidt om; han indkaldte straks til ting med bønderne dér i Folden og anklagede dem for landsforræderi. Nogle bønder beviste deres uskyld, men nogle betalte penge og andre blev straffede — på den måde drog han om sommeren rundt i det fylke. Om efteråret drog han op til Romerike, hvor alt gik for sig på samme måde. Så hørte han i begyndelsen af vinteren, at Erik Svenskekonge red omkring i Värmland og var på gæstebud med sin livvagt.
+Kong Harald kom med sin flok østpå til Viken og lagde ind i Tønsberg; dér var købstaden dengang. Han havde da opholdt sig i Trondheim i fire år og havde i den tid ikke været i Viken. Dér hørte han den nyhed, at Erik Svenskekonge Emundson havde underlagt sig Värmland, hvor han indkrævede skat fra alle skovbebyggelserne. Han sagde, at Västergötland gik helt til Svinesund i nord, og i vest helt ud til havet; svenskekongen kaldte det hele ''sit'' rige og opkrævede skatter. Han havde sat en jarl derover, som hed Rane den Götiske; han regerede mellem Svinesund og Götaelven og han var en mægtig jarl. Kong Harald blev fortalt svenskekongens ord: at denne ikke ville stoppe, før han fik et lige så stort rige i Viken, som Sigurd Ring eller dennes søn, Regnar Lodbrog, havde haft — og det var Romerike og Vestfold helt ud til Grenmar og tilllige Vingulmark og alt syd derfor. Dette havde fået alle disse fylker til at vende deres lydighed til svenskekongen. Det syntes Harald meget lidt om; han indkaldte straks til ting med bønderne dér i Folden og anklagede dem for landsforræderi. Nogle bønder beviste deres uskyld, men nogle betalte penge og andre blev straffede — på den måde drog han om sommeren rundt i det fylke. Om efteråret drog han op til Romerike, hvor alt gik for sig på samme måde. Så hørte han i begyndelsen af vinteren, at Erik Svenskekonge red omkring i Värmland og var på gæstebud med sin livvagt.
@@ Linje 171: / Linje 171: @@
 Kong Harald begav sig østpå gennem Eidskog og kom frem til Värmland; der lod han holde gæstebud for sig. Der var en mand, der hed Åge; han var den mægtigste bonde i Värmland — stenrig og på dette tidspunkt gammel. Han sendte mænd til kong Harald og bød ham til gæstebud; kongen lovede at komme på den fastsatte dag. Åge indbød også kong Erik til gæstebud og aftalte samme ankomstdag med ham. Åge havde en stor gildesal, der var gammel. Så lod han opføre en ny sal, der ikke var mindre, men meget udsøgt; han lod denne sal indrette med ene nyt udstyr og den gamle med gammelt udstyr. Da kongerne ankom til gæstebuddet, blev kong Erik og hans flok ledt til den gamle sal, men Harald og hans flok til den nye sal. Alle bordene var dækkede på den måde, at Eriksmændene fik gamle fade og drikkehorn, der dog var forgyldte og i god stand, men kong Haralds mænd fik ene nye fade og drikkehorn, der var pyntet med guld; det var alt sammen blankt og poleret og begge steder var drikkevarerne de bedste. Åge havde tidligere været Halvdan den Sortes mand.
-Da den dag kom, hvor gæstebuddet var til ende, gjorde kongerne sig færdige til afrejse; heste og vogne stod klar. Åge gik til kong Harald fulgt af sin søn, der var 12 år gammel og hed Ubbe. Åge sagde: »Herre! Hvis I synes, at den godvilje, jeg har vist Jer ved min indbydelse, er venskab værd, så beløn min søn for det; jeg giver Jer ham til tjenstemand.« Kongen takkede ham med mange smukke ord for den behandling, han havde fået, og lovede ham til gengæld sit fuldkomne venskab. Derpå fandt Åge store gaver frem, som han gav kongen. Derefter gik Åge til svenskekongen; da var Erik klædt på og klar til afrejse, men han var noget vred. Åge gav ham da værdifulde gaver. Kongen svarede fåmælt og steg til hest. Åge fulgtes med ham og talte med ham. I nærheden lå en skov, og derigennem gik vejen, men da Åge kom til skoven spurgte kongen ham: »Hvorfor gjorde du den forskel på mig og kong Harald, at han fik det bedste af alt? Du ved da, at du er ''min'' mand.« »Jeg mener ikke,« sagde Åge, »at I, konge, og Jeres mænd har fået en mangelfuld behandling ved dette gæstebud. Når der var gammelt udstyr, ved Jeres drikkegilde, så skyldes det, at I nu er gammel, men kong Harald er i sin blomstrende ungdom — derfor fik han det nye udstyr. Men når du minder mig om, at jeg er ''din'' mand, så synes jeg ikke mindre, at du er ''min'' mand!« Så trak kongen sværdet og huggede ham til døde og red siden bort. Da kong Harald var klar til at stige på sin hest, bad han om, at Åge Bonde blev kaldt til ham, og da mændene ledte efter ham, løb nogle den vej, som kong Erik var redet; dér fandt de Åge død og vendte derpå tilbage og fortalte kongen det. Da han hørte dette, tilskyndede han sine mænd at hævne Åge Bonde; så red kong Harald den samme vej, som kong Erik tidligere havde fulgt, indtil de begge blev opmærksomme på hinanden. De red da hver især så hurtigt som muligt, til kong Erik kom til den skov, der skiller Götaland fra Värmland. Da vendte kong Harald om til Värmland; han lagde landet dér under sig, og dræbte kong Eriks mænd, når han stødte på dem. Kong Harald drog om vinteren tilbage til Romerike.
+Da den dag kom, hvor gæstebuddet var til ende, gjorde kongerne sig færdige til afrejse; heste og vogne stod klar. Åge gik til kong Harald fulgt af sin søn, der var 12 år gammel og hed Ubbe. Åge sagde: »Herre! Hvis I synes, at den godvilje, jeg har vist Jer ved min indbydelse, er venskab værd, så beløn min søn for det; jeg giver Jer ham til tjenestemand.« Kongen takkede ham med mange smukke ord for den behandling, han havde fået, og lovede ham til gengæld sit fuldkomne venskab. Derpå fandt Åge store gaver frem, som han gav kongen. Derefter gik Åge til svenskekongen; da var Erik klædt på og klar til afrejse, men han var noget vred. Åge gav ham da værdifulde gaver. Kongen svarede fåmælt og steg til hest. Åge fulgtes med ham og talte med ham. I nærheden lå en skov, og derigennem gik vejen, men da Åge kom til skoven spurgte kongen ham: »Hvorfor gjorde du den forskel på mig og kong Harald, at han fik det bedste af alt? Du ved da, at du er ''min'' mand.« »Jeg mener ikke,« sagde Åge, »at I, konge, og Jeres mænd har fået en mangelfuld behandling ved dette gæstebud. Når der var gammelt udstyr, ved Jeres drikkegilde, så skyldes det, at I nu er gammel, men kong Harald er i sin blomstrende ungdom — derfor fik han det nye udstyr. Men når du minder mig om, at jeg er ''din'' mand, så synes jeg ikke mindre, at du er ''min'' mand!« Så trak kongen sværdet og huggede ham til døde og red siden bort. Da kong Harald var klar til at stige på sin hest, bad han om, at Åge Bonde blev kaldt til ham, og da mændene ledte efter ham, løb nogle den vej, som kong Erik var redet; dér fandt de Åge død og vendte derpå tilbage og fortalte kongen det. Da han hørte dette, tilskyndede han sine mænd at hævne Åge Bonde; så red kong Harald den samme vej, som kong Erik tidligere havde fulgt, indtil de begge blev opmærksomme på hinanden. De red da hver især så hurtigt som muligt, til kong Erik kom til den skov, der skiller Götaland fra Värmland. Da vendte kong Harald om til Värmland; han lagde landet dér under sig, og dræbte kong Eriks mænd, når han stødte på dem. Kong Harald drog om vinteren tilbage til Romerike.
@@ Linje 301: / Linje 301: @@
-Mens dette stod på, faldt Ivar — søn af Ragnvald Møre-jarl — og i bod for ham gav kong Harald, før han sejlede vestfra, Orknøerne og Hjaltland til jarl Ragnvald, men jarl Ragnvald gav straks begge lande til sin bror — Sigurd — og denne blev tilbage vestpå, da kongen sejlede østpå; han havde forinden udnævnt Sigurd til jarl. Siden sluttede Torstein Rød sig til ham — han var en søn af Olav den Hvide og Aud den Dybsindige. De hærgede i Skotland og tilegnede sig Katanæs og Suderland helt til Ekkjalsbakke. Jarl Sigurd dræbte den skotske jarl Melbridge Tand og bandt dennes hoved til sin saddelrem, men blev af en tand, der stak ud af hovedet, såret i sin lægmuskel; den hævede op, og det blev hans død. Han er højlagt ved Ekkjalsbakke. Så styrede Guttorm — hans søn — landet i ét år, men døde barnløs. Derefter slog vikinger sig ned i landene — danskere og normænd.
+Mens dette stod på, faldt Ivar — søn af Ragnvald Møre-jarl — og i bod for ham gav kong Harald, før han sejlede vestfra, Orknøerne og Hjaltland til jarl Ragnvald, men jarl Ragnvald gav straks begge lande til sin bror — Sigurd — og denne blev tilbage vestpå, da kongen sejlede østpå; han havde forinden udnævnt Sigurd til jarl. Siden sluttede Torstein Rød sig til ham — han var en søn af Olav den Hvide og Aud den Dybsindige. De hærgede i Skotland og tilegnede sig Katanæs og Suderland helt til Ekkjalsbakke. Jarl Sigurd dræbte den skotske jarl Melbridge Tand og bandt dennes hoved til sin saddelrem, men blev af en tand, der stak ud af hovedet, såret i sin lægmuskel; den hævede op, og det blev hans død. Han er højlagt ved Ekkjalsbakke. Så styrede Guttorm — hans søn — landet i ét år, men døde barnløs. Derefter slog vikinger sig ned i landene — danskere og nordmænd.
@@ Linje 388: / Linje 388: @@
 '''31. Halvdan Højbens død'''
-Halvdan Højben kom meget uventet vestpå til Ørknøerne; jarl Einar flygtede med det samme fra øerne, men han vendte straks samme efterår tilbage og kom uventet over Halvdan. De mødtes, striden blev kort og Halvdan flygtede — og det var midt nat. Einars folk lå uden telte om natten, men om morgenen, da det lysnede, ledte de efter flygtningene på øerne, og de blev dræbt, hvor de blev fundet. Da talte jarl Einar: »Jeg ved ikke,« sagde han, »om det er en mand eller fugl, jeg ser ude på Rinansø; til tider løfter den sig op, andre gange lægger den sig ned.« Så tog de dertil, fandt Halvdan Højben og tog ham til fange. Jarl Einar kvad denne vise om aftenen, før han lagde til kamp:
+Halvdan Højben kom meget uventet vestpå til Orknøerne; jarl Einar flygtede med det samme fra øerne, men han vendte straks samme efterår tilbage og kom uventet over Halvdan. De mødtes, striden blev kort og Halvdan flygtede — og det var midt nat. Einars folk lå uden telte om natten, men om morgenen, da det lysnede, ledte de efter flygtningene på øerne, og de blev dræbt, hvor de blev fundet. Da talte jarl Einar: »Jeg ved ikke,« sagde han, »om det er en mand eller fugl, jeg ser ude på Rinansø; til tider løfter den sig op, andre gange lægger den sig ned.« Så tog de dertil, fandt Halvdan Højben og tog ham til fange. Jarl Einar kvad denne vise om aftenen, før han lagde til kamp:
@@ Linje 414: / Linje 414: @@
-Derefter slog jarl Einar sig ned på Ørknøerne, som han tidligere havde gjort. Da man hørte disse nyheder i Norge, syntes Halvdans brødre meget dårligt derom og sagde, at det var hævn værd. Mange andre var enige i dette, men da jarl Einar hørte om det, kvad han:
+Derefter slog jarl Einar sig ned på Orknøerne, som han tidligere havde gjort. Da man hørte disse nyheder i Norge, syntes Halvdans brødre meget dårligt derom og sagde, at det var hævn værd. Mange andre var enige i dette, men da jarl Einar hørte om det, kvad han:
@@ Linje 449: / Linje 449: @@
 Guttorm — kong Haralds søn — havde landeværnet i Viken; han sejlede med hærskibe udenskærs, men da han lå i en forgrening af Götaelven, kom Sølve Skræv og lagde an til kamp mod ham; dér faldt Guttorm. Halvdan den Sorte og Halvdan den Hvide lå i viking og hærgede i Østersølandene. De udkæmpede et stort slag i Estland, dér faldt Halvdan den Hvide.
-[[Bilde: Gunhild lader finnerne dræbe.jpg|thumb|right|500px|<center>Christian Krohg: '''''Gunhild lader finnerne dræbe'''''</center>]]Erik blev opfostret ved hersen Tore Roaldson i Fjordene. Kong Harald elskede ham mest af sine sønner og værdsatte ham mest. Da Erik var 12 år gammel, gav kong Harald ham fem langskibe, hvormed han tog på hærtogt — først i Østersølandene og siden sydpå i Danmark og i Friesland og Saksland; denne færd varede tre år. Derefter drog han vest over havet og hærgede i Skotland og Bretland, Irland og Valland; dette varede yderligere fire år. Efter det drog han nordpå til Finnmarken og helt til Bjarmeland, hvor han udkæmpede et stort slag og sejrede. Da han kom tilbage til Finnmarken, fandt hans mænd dér i en hytte en kvinde, der var så smuk, at de ikke havde set hendes lige. Hun sagde, hun hed Gunhild og at hendes far boede på Helgeland og hed Øssur Tote — »jeg har været her,« sagde hun, »for at tilegne mig kundskaber fra to finner, der er de klogeste her på stedet; de er nu taget på jagt, men de vil begge have mig, og de er begge så kloge, at de følger spor som hunde — både på optøet og isdækket jord. De er så gode til at stå på ski, at ingenting slipper fra dem — hverken mennesker eller dyr — og hvad som helst de skyder efter, rammer de. Sådan er det gået hver mand, der er kommet her i nærheden, og hvis de bliver vrede, vender jorden sig om for deres blik, og hvis noget levende kommer for deres blik, falder det dødt om. Nu må I på ingen måde komme i vejen for dem, men jeg skal skjule jer her i hytten; så må vi forsøge, om vi kan få dem dræbt.« De tog imod dette — at hun skjulte dem. Hun tog en hørpose, og det forekom dem, at den indeholdt aske; hun stak hånden deri og strøede det omkring hytten — ude og inde. Lidt senere kom finnerne hjem; de spurgte, hvad der var kommet dertil, men hun sagde, at intet var kommet. Finnerne syntes, at det var underligt, for de havde fulgt spor helt til hytten, men derefter kunne de ikke finde dem. Så tændte de ild og lavede mad, og da de var mætte, redte Gunhild sin seng; da var det i tre nætter foregået sådan, at Gunhild havde sovet, mens de begge havde vogtet på hinanden med mistro. Nu sagde hun: »Kom nu her! Så kan I ligge på hver jeres side af mig.« Dette gjorde dem glade, og de gjorde sådan; hun holdt hver af dem om halsen med sine arme. De faldt øjeblikkeligt i søvn, men så vækkede hun dem; de faldt hurtigt i søvn igen og det så fast, at hun knapt kunne vække dem. De faldt igen i søvn, og da kunne hun på ingen måde vække dem igen; hun rejste dem op, men alligevel sov de. Hun tog da to store sælskindssække, som hun kastede over hovederne på dem og bandt stramt til neden for deres hænder. Så gav hun tegn til kongsmændene, der løb til og brugte våben på finnerne; de blev dræbt og slæbt ud af hytten. Natten efter tordnede det så voldsomt, at de ingen steder kunne komme, men om morgenen begav de sig til skibene; de havde Gunhild med sig og førte hende til Erik. Så tog Erik og hans folk sydpå til Helgeland; dér indkaldte han Øssur Tote til møde med sig. Erik sagde, at han ville have hans datter, og Øssur sagde ja dertil; således fik Erik Gunhild og tog hende med sig sydpå i landet.
+[[Bilde: Gunhild lader finnerne dræbe.jpg|thumb|right|500px|<center>Christian Krohg: '''''Gunhild lader finnerne dræbe'''''</center>]]Erik blev opfostret ved hersen Tore Roaldson i Fjordene. Kong Harald elskede ham mest af sine sønner og værdsatte ham mest. Da Erik var 12 år gammel, gav kong Harald ham fem langskibe, hvormed han tog på hærtogt — først i Østersølandene og siden sydpå i Danmark og i Friesland og Saxland; denne færd varede tre år. Derefter drog han vest over havet og hærgede i Skotland og Bretland, Irland og Valland; dette varede yderligere fire år. Efter det drog han nordpå til Finnmarken og helt til Bjarmeland, hvor han udkæmpede et stort slag og sejrede. Da han kom tilbage til Finnmarken, fandt hans mænd dér i en hytte en kvinde, der var så smuk, at de ikke havde set hendes lige. Hun sagde, hun hed Gunhild og at hendes far boede på Helgeland og hed Øssur Tote — »jeg har været her,« sagde hun, »for at tilegne mig kundskaber fra to finner, der er de klogeste her på stedet; de er nu taget på jagt, men de vil begge have mig, og de er begge så kloge, at de følger spor som hunde — både på optøet og isdækket jord. De er så gode til at stå på ski, at ingenting slipper fra dem — hverken mennesker eller dyr — og hvad som helst de skyder efter, rammer de. Sådan er det gået hver mand, der er kommet her i nærheden, og hvis de bliver vrede, vender jorden sig om for deres blik, og hvis noget levende kommer for deres blik, falder det dødt om. Nu må I på ingen måde komme i vejen for dem, men jeg skal skjule jer her i hytten; så må vi forsøge, om vi kan få dem dræbt.« De tog imod dette — at hun skjulte dem. Hun tog en hørpose, og det forekom dem, at den indeholdt aske; hun stak hånden deri og strøede det omkring hytten — ude og inde. Lidt senere kom finnerne hjem; de spurgte, hvad der var kommet dertil, men hun sagde, at intet var kommet. Finnerne syntes, at det var underligt, for de havde fulgt spor helt til hytten, men derefter kunne de ikke finde dem. Så tændte de ild og lavede mad, og da de var mætte, redte Gunhild sin seng; da var det i tre nætter foregået sådan, at Gunhild havde sovet, mens de begge havde vogtet på hinanden med mistro. Nu sagde hun: »Kom nu her! Så kan I ligge på hver jeres side af mig.« Dette gjorde dem glade, og de gjorde sådan; hun holdt hver af dem om halsen med sine arme. De faldt øjeblikkeligt i søvn, men så vækkede hun dem; de faldt hurtigt i søvn igen og det så fast, at hun knapt kunne vække dem. De faldt igen i søvn, og da kunne hun på ingen måde vække dem igen; hun rejste dem op, men alligevel sov de. Hun tog da to store sælskindssække, som hun kastede over hovederne på dem og bandt stramt til neden for deres hænder. Så gav hun tegn til kongsmændene, der løb til og brugte våben på finnerne; de blev dræbt og slæbt ud af hytten. Natten efter tordnede det så voldsomt, at de ingen steder kunne komme, men om morgenen begav de sig til skibene; de havde Gunhild med sig og førte hende til Erik. Så tog Erik og hans folk sydpå til Helgeland; dér indkaldte han Øssur Tote til møde med sig. Erik sagde, at han ville have hans datter, og Øssur sagde ja dertil; således fik Erik Gunhild og tog hende med sig sydpå i landet.
@@ Linje 492: / Linje 492: @@
 '''36. Bjørn Købmands fald'''
-Bjørn — kong Haralds søn — rådede over Vestfold og sad som oftest i Tønsberg og var sjældent på hærtogt. Mange handelsskibe søgte til Tønsberg — både dér fra Viken og fra nord i landet og sydfra fra Danmark og Saksland. Kong Bjørn havde også handelsskibe, der sejlede til andre lande, og skaffede sig på den måde kostbarheder og andre ting, som han mente at have behov for. Hans brødre kaldte ham Farmand eller Købmand. Bjørn var en klog mand, besindig og ansås for at være egnet som høvding; han blev godt og passende gift og fik en søn, der hed Gudrød. Erik Blodøkse kom fra Østersølandene med krigsskibe og et stort følge; han krævede af sin bror Bjørn, at få de skatter og afgifter, som kong Harald skulle have fra Vestfold, men det havde hidtil været sådan, at Bjørn selv havde givet kongen skatten eller sendt mænd med den. Sådan ville han også gøre denne gang, og han ville ikke give noget fra sig. Så mente Erik at have brug for fødevarer og telte og drikkevarer; brødrene havde en strid på ord om dette, men Erik fik heller ikke noget af dét og tog væk fra byen. Om aftenen forlod Bjørn også byen og tog op til Sæheim. Erik gjorde omkring, fór om natten efter Bjørn til Sæheim og kom dertil, da de sad over drikken. Erik omringede deres hus, men Bjørn gik ud og kæmpede; dér faldt Bjørn og mange mænd med ham. Erik tog meget krigsbytte og drog nordpå i landet. Vikværingerne syntes meget dårligt om dette værk, og Erik fik megen utak derfor; der gik ord om, at kong Olav ville hævne Bjørn, hvis han fik mulighed for det. Kong Bjørn ligger i Farmandshøjen i Sæheim.
+Bjørn — kong Haralds søn — rådede over Vestfold og sad som oftest i Tønsberg og var sjældent på hærtogt. Mange handelsskibe søgte til Tønsberg — både dér fra Viken og fra nord i landet og sydfra fra Danmark og Saxland. Kong Bjørn havde også handelsskibe, der sejlede til andre lande, og skaffede sig på den måde kostbarheder og andre ting, som han mente at have behov for. Hans brødre kaldte ham Farmand eller Købmand. Bjørn var en klog mand, besindig og ansås for at være egnet som høvding; han blev godt og passende gift og fik en søn, der hed Gudrød. Erik Blodøkse kom fra Østersølandene med krigsskibe og et stort følge; han krævede af sin bror Bjørn, at få de skatter og afgifter, som kong Harald skulle have fra Vestfold, men det havde hidtil været sådan, at Bjørn selv havde givet kongen skatten eller sendt mænd med den. Sådan ville han også gøre denne gang, og han ville ikke give noget fra sig. Så mente Erik at have brug for fødevarer og telte og drikkevarer; brødrene havde en strid på ord om dette, men Erik fik heller ikke noget af dét og tog væk fra byen. Om aftenen forlod Bjørn også byen og tog op til Sæheim. Erik gjorde omkring, fór om natten efter Bjørn til Sæheim og kom dertil, da de sad over drikken. Erik omringede deres hus, men Bjørn gik ud og kæmpede; dér faldt Bjørn og mange mænd med ham. Erik tog meget krigsbytte og drog nordpå i landet. Vikværingerne syntes meget dårligt om dette værk, og Erik fik megen utak derfor; der gik ord om, at kong Olav ville hævne Bjørn, hvis han fik mulighed for det. Kong Bjørn ligger i Farmandshøjen i Sæheim.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 29. des. 2014 kl. 09:45
Linje 272:		Linje 272:
	'''21. Kong Haralds giftermål'''		'''21. Kong Haralds giftermål'''

−	Kong Harald havde mange koner og mange børn. Han fik den kone, der hed Ragnhild, og som var datter af kong Erik fra Jylland; hun blev kaldt Ragnhild den Mægtige — Erik Blodøkse var deres søn. Desuden havde han Svanhild, som var datter af jarl Øistein; deres børn var Olav Geirstad-alf, Bjørn og Ragnar Ryk. Derudover havde kong Harald Åshild, datter af Ring Dagson oppe fra Ringerike; deres børn var Dag og Ring, Gudrød ~~Skinger~~ og Ingegerd. Det siges, at da kong Harald fik Ragnhild den Mægtige, skilte han sig af med ni af sine koner; dette nævner Hornkløver:	+	Kong Harald havde mange koner og mange børn. Han fik den kone, der hed Ragnhild, og som var datter af kong Erik fra Jylland; hun blev kaldt Ragnhild den Mægtige — Erik Blodøkse var deres søn. Desuden havde han Svanhild, som var datter af jarl Øistein; deres børn var Olav Geirstad-alf, Bjørn og Ragnar Ryk. Derudover havde kong Harald Åshild, datter af Ring Dagson oppe fra Ringerike; deres børn var Dag og Ring, Gudrød Ko og Ingegerd. Det siges, at da kong Harald fik Ragnhild den Mægtige, skilte han sig af med ni af sine koner; dette nævner Hornkløver:

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 28. des. 2014 kl. 19:32
Linje 306:		Linje 306:
	'''23. Kong Haralds hår blev klippet'''		'''23. Kong Haralds hår blev klippet'''

−	Kong Harald var på gæstebud hos jarl Ragnvald i Møre; han havde da underlagt sig hele landet. Dér tog kongen et bad; så lod kong Harald sit hår blive redt, og derefter klippede jarl Ragnvald hans hår — da havde det ikke været redt eller klippet i 10 år. Før dette kaldte de ham Harald ~~Uglehår~~, men siden gav Ragnvald ham et tilnavn og kaldte ham Harald den Hårfagre; og alle, der så ham, sagde, at det navn passede godt, for han havde både et kraftigt og smukt hår.	+	Kong Harald var på gæstebud hos jarl Ragnvald i Møre; han havde da underlagt sig hele landet. Dér tog kongen et bad; så lod kong Harald sit hår blive redt, og derefter klippede jarl Ragnvald hans hår — da havde det ikke været redt eller klippet i 10 år. Før dette kaldte de ham Harald Pjuskehår, men siden gav Ragnvald ham et tilnavn og kaldte ham Harald den Hårfagre; og alle, der så ham, sagde, at det navn passede godt, for han havde både et kraftigt og smukt hår.

@@ Linje 58: / Linje 58: @@
 '''5. Slaget i Orkdal'''
-[[Bilde:Norge (sydlig del).jpg|thumb|right|300px|<center>'''''Kort over den sydlige del af Norge'''''<br>'''''(Klik for en større udgave)'''''</center>]]Efter dette samlede de to slægtninge en stor flok og drog til Oplandene, nordpå gennem Gudbrandsdalen og derfra nord over Dovrefjell. De kom så ned til landsbyerne; dér lod de alle mænd dræbe og bebyggelserne afbrænde. Men da folket blev klar over dette, flygtede enhver, der kunne — nogle ned i Orkdalen, nogle til Gauldal, nogle ind i skoven. Nogle søgte våbenhvile, og det fik alle, der opsøgte kongen, og blev hans mænd. De mødte ingen modstand, før de kom til Orkdalen; der havde folk samlet sig mod dem, og der havde de den første kamp med den konge, der hed Gryting. Kong Harald vandt sejr; Gryting blev pågrebet og mange af hans folk blev dræbt, men han gik under kong Harald og sværgede ham trofasthed. Efter det gik hele folket i Orkdalsfylke under kong Harald og blev hans mænd.
+[[Bilde:Norge (sydlig del).jpg|thumb|right|300px|<center>'''''Kort over den sydlige del af Norge'''''<br>'''''(Klik for en større udgave)'''''</center>]]Efter dette samlede de to slægtninge en stor flok og drog til Oplandene, nordpå gennem Gudbrandsdalen og derfra nord over Dovrefjeld. De kom så ned til landsbyerne; dér lod de alle mænd dræbe og bebyggelserne afbrænde. Men da folket blev klar over dette, flygtede enhver, der kunne — nogle ned i Orkdalen, nogle til Gauldal, nogle ind i skoven. Nogle søgte våbenhvile, og det fik alle, der opsøgte kongen, og blev hans mænd. De mødte ingen modstand, før de kom til Orkdalen; der havde folk samlet sig mod dem, og der havde de den første kamp med den konge, der hed Gryting. Kong Harald vandt sejr; Gryting blev pågrebet og mange af hans folk blev dræbt, men han gik under kong Harald og sværgede ham trofasthed. Efter det gik hele folket i Orkdalsfylke under kong Harald og blev hans mænd.
@@ Linje 223: / Linje 223: @@
 '''17. Kong Harald i Oplandene'''
-Kong Harald drog hærgende rundt i Götaland; dér havde han mange kampe på begge sider af elven, og for det meste vandt han. I én af disse kampe faldt Rane den Götiske; derefter underlagde kong Harald sig alt land nord for elven og vest for Vänern og hele Värmland. Da han tog væk derfra, efterlod han hertug Guttorm — og en stor flok med ham — til landets værn. Han tog da til Oplandene, hvor han blev en tid; derefter drog han nord over Dovrefjell til Trondheim og var dér i lang tid. Nu fik han børn. Med Åsa havde han disse sønner: Guttorm var den ældste; Halvdan den Sorte og Halvdan den Hvide — de var tvillinger; Sigfred var den fjerde. De voksede alle meget ærefuldt op i Trondheim.
+Kong Harald drog hærgende rundt i Götaland; dér havde han mange kampe på begge sider af elven, og for det meste vandt han. I én af disse kampe faldt Rane den Götiske; derefter underlagde kong Harald sig alt land nord for elven og vest for Vänern og hele Värmland. Da han tog væk derfra, efterlod han hertug Guttorm — og en stor flok med ham — til landets værn. Han tog da til Oplandene, hvor han blev en tid; derefter drog han nord over Dovrefjeld til Trondheim og var dér i lang tid. Nu fik han børn. Med Åsa havde han disse sønner: Guttorm var den ældste; Halvdan den Sorte og Halvdan den Hvide — de var tvillinger; Sigfred var den fjerde. De voksede alle meget ærefuldt op i Trondheim.

@@ Linje 89: / Linje 89: @@
 ::fremad førte skibet
 ::fyrsten til voldsom kamp.
 ::Våbenbrag gav genlyd
@@ Linje 149: / Linje 150: @@
 ::i oddegny
 ::ude på Fjaler.
-::&nbsp;
 ::Stridsfæller
 ::til Stengards søn
@@ Linje 235: / Linje 237: @@
-::Fra Hafrsfjord jeg hørte
+::Højlydt i Hafrsfjord
-::— højt det klang fra kampen —
+::man hørte hvordan
-::kongen (ætstor!) stredes
+::kongen kæmpede
-::stygt med rige Kjøtve.
+::mod Kjøtve den Rige;
-::Fjenden ankom østfra
+::knarrer kom østfra,
-::uden bud om lejde;
+::til kamp beredte,
-::på knarrens knastfri stavn
+::med hoveder der gabte
-::knejsed’ drageho’det.
+::på herlige stavne —
-::Østmænd kom fra Utstein
+::— med bønder bærende
-::ud til strid mod kongen;
+::på britiske spyd,
-::de forsøgte fremgang,
+::med vælske våben
-::men flugt blev deres lod.
+::og hvide skjolde;
-::I strid stod Haralds mænd
+::hylende bersærker
-::støt på deres pladser;
+::hastede til kampen,
-::Langhagen stod længe
+::råbende ulvhedner
-::alene før han faldt.
+::rystede spyddene.
-::Runde skjold på rygge
+::— — — — —

@@ Linje 382: / Linje 382: @@
 '''27. Om jarl Tørve-Einar på Orknøerne'''
-Jarl Ragnvald i Møre hørte om sin bror Sigurds fald og dét, at der var vikinger i landene. Så sendte han sin søn Hallad vestpå, og denne tillagde sig jarlsnavn og havde en stor flok med vestpå. Da han kom til Orknøerne, slog han sig ned i landet, men både om efteråret, om vinteren og om foråret fór vikinger omkring øerne; de indtog næssene og foretog strandhugst. Det gav jarl Hallad afsmag for at opholde sig på øerne; han aflagde sig jarledømmet, gav sig en fri bondes rettigheder og tog derefter østpå til Norge. Da jarl Ragnvald hørte om dette, talte han ikke pænt om Hallads handlinger, men sagde, at hans sønner ikke ville komme til at ligne deres forfædre. Så svarede Einar: »Jeg er ikke særlig værdsat af dig og jeg har kun lidt kærlighed at forlade. Jeg skal tage vestpå til øerne, hvis du vil hjælpe mig. Jeg skal love dig dét, som du vil sætte meget stor pris på, at jeg ikke vil komme tilbage til Norge.« Ragnvald sagde, at det syntes han godt om — at han ikke kom tilbage — »for jeg har kun lidt håb om, at dine slægtninge får nogen hæder fra dig, eftersom hele din mors familie er fødte som trælle.« Ragnvald gav Einer et langskib og udrustede det for ham. Einar sejlede om efteråret vest over havet, men da han kom til Orknøerne, mødtes han af to skibe med vikingerne Tore Træskæg og Kalv Skurv. Einar lagde straks til kamp med dem og sejrede, og de faldt begge; da blev dette digtet:
+Jarl Ragnvald i Møre hørte om sin bror Sigurds fald og dét, at der var vikinger i landene. Så sendte han sin søn Hallad vestpå, og denne tillagde sig jarlsnavn og havde en stor flok med vestpå. Da han kom til Orknøerne, slog han sig ned i landet, men både om efteråret, om vinteren og om foråret fór vikinger omkring øerne; de indtog næssene og foretog strandhugst. Det gav jarl Hallad afsmag for at opholde sig på øerne; han aflagde sig jarledømmet, gav sig en fri bondes rettigheder og tog derefter østpå til Norge. Da jarl Ragnvald hørte om dette, talte han ikke pænt om Hallads handlinger, men sagde, at hans sønner ikke ville komme til at ligne deres forfædre. Så svarede Einar: »Jeg er ikke særlig værdsat af dig og jeg har kun lidt kærlighed at forlade. Jeg skal tage vestpå til øerne, hvis du vil hjælpe mig. Jeg skal love dig dét, som du vil sætte meget stor pris på, at jeg ikke vil komme tilbage til Norge.« Ragnvald sagde, at det syntes han godt om — at han ikke kom tilbage — »for jeg har kun lidt håb om, at dine slægtninge får nogen hæder fra dig, eftersom hele din mors familie er fødte som trælle.« Ragnvald gav Einar et langskib og udrustede det for ham. Einar sejlede om efteråret vest over havet, men da han kom til Orknøerne, mødtes han af to skibe med vikingerne Tore Træskæg og Kalv Skurv. Einar lagde straks til kamp med dem og sejrede, og de faldt begge; da blev dette digtet:
@@ Linje 422: / Linje 422: @@
-Så gik jarl Einer hen til Halvdan; han skar ørn bag på ham på den måde, at han stak sværdet ind i ryggen, skar alle ribben over ned til lænden og trak lungen ud. Det blev Halvdans død, og så kvad Einar:
+Så gik jarl Einar hen til Halvdan; han skar ørn bag på ham på den måde, at han stak sværdet ind i ryggen, skar alle ribben over ned til lænden og trak lungen ud. Det blev Halvdans død, og så kvad Einar: