Carsten på 11. mai 2018 kl. 07:39

2018-05-11T07:39:41Z

August på 18. mar. 2017 kl. 09:45

2017-03-18T09:45:17Z

Jesper på 23. apr. 2014 kl. 19:29

2014-04-23T19:29:58Z

JJ.Sandal på 29. des. 2013 kl. 11:21

2013-12-29T11:21:51Z

Vis endringer

Carsten: Harald Haarderaades Saga (C.C.Rafn)

2013-01-13T18:58:02Z

Harald Haarderaades Saga (C.C.Rafn)

Vis endringer

@@ Linje 23: / Linje 23: @@
-Paa Dansk ved [[C. C. Rafn]]
+<br>Udgiven i Oversættelse af <br>[[Det kongelige  nordiske Oldskriftselskab]]
 <br>København, 1832
 </center>

@@ Linje 8: / Linje 8: @@
 {| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
-!align="left" valign="top" width="100%" | [[Bilde:35px-Emblem-star.svg.png|25px]] Kilde til denne oversættelse: ''''Hulda'', ''Hrokkinskinna'', [[Flateyjarbók]] og ''Morkinskinna.''
+!align="left" valign="top" width="100%" | [[Bilde:35px-Emblem-star.svg.png|25px]] Kilde til denne oversættelse: ''''Hulda'', ''Hrokkinskinna'', [[Flateyjarbók]] og ''[[Morkinskinna]].''
 |}

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 23. apr. 2014 kl. 19:29
Linje 1 135:		Linje 1 135:
	'''Kapitel 63'''		'''Kapitel 63'''

−	Men efterdi det tyktes Kong Harald, at Einar Thambeskjælver i den prøve, paa hvilken han havde sat ham, havde viist sin ærlige Manddom og Oprigtighed, og dertil kom gode Mænds Mægling og Overtalelser, saa viste Kongen Einar et slags tilsyneladende Venskab; han bød ham da ud til Byen, og bad ham tage til Takke hos sig med et sømmeligt Gjæstebud. Kongen modtog Einar vel, da han kom, og bad ham sidde ved Siden af sig; og om Aftenen, da de havde spiist og Bordene vare borttagne, satte de sig i en Kreds i Halmen, Kongen og Einar og mange andre af de mest begunstigede Mand, og drak da, og vare muntre. Der bleve da tagne Dyner og lagte bag Ryggen af Kongen og Einar, de talte og spøgte sammen, og Kongen fortalte om sine i Udlandet øvede Manddomsgjerninger. Det forekom Kongen, at Einar ikke var opmærksom derpaa, ja endog som om han var nærved at falde i Søvn; og dette udlagde Kongen hos sig selv saaledes, at han foragtede hans Fortælling, og troede at mærke nu, som før, naar de havde med hinanden at gjøre, at Einar slet ingen Velvillie følte for ham, og nu havde Kongen ~~bog~~ bøjet sit Sind, og stræbt efter at der kunde blive Enighed imellem dem; Mændene vare nu meget drukne. Einar var da meget gammel; han sad saaledes, at han hældede sig op mod Dynerne, og var falden i Søvn. Kong Harald bøjede sig hen til en Mand, som hed Grjotgard, som var nær beslægtet med Kongen; Kongen sagde: “Tag nu noget Græs, og sno det sammen, og stik Einar det i Haanden, og knug ham dygtig, og siig saa: Vil du af Sted? Einar!” Grjotgard gjorde, som Kongen havde sagt; og idet Einar blev fast knuget, lod han en gaae. Kongen sprang da op og gik ud. Men da Einar mærkede, hvilken Spot man havde drevet med ham, blev han meget vred, men lagde sig dog til at sove; men strax om Morgenen gik han med sine Mænd op i det Stokværk, hvor Grjotgard sov, hvor de brøde Kammeret op, grebe Grjotgard, og dræbte ham. Kongen fandt sig meget fornærmet ved sin Frændes Drab, og der opstod da paany megen Misforstaaelse imellem dem. Men begges Venner gave sig atter til at mægle dem imellem, og bragde forslag til Forlig fra den ene til den anden; de bragde det saa vidt, at der blev bestemt en Sammenkomst imellem dem, ved hvilken de selv skulde mødes i Stævnestuen; denne var den Gang i Kongsgaarden ved Aaen Nid, der hvor nu Hallen er. Kongen gik med faa Mænd ind i Stuen, og lod de øvrige Hirdfolk blive udenfor i Gaarden; han lod Fjælen dreje for Gluggen, saa der var kun en liden Aabning. Einar kom da ind i Gaarden med sine Folk; han sagde til sin Søn Endride: “Bliv du her udenfor Stuen med folkene; da vil jeg ingen Fare være udsat for.” Endride blev staaende ude ved Døren. Men da Einar kom ind, sagde han: “Mørkt er det i Kongens Stævnestue;” og i det selvsamme sprang Kongens Mænd imod ham; nogle hug, og andre stak Ham med Spyd. Einar foer imod Kongen der hvor han sad, og hug til ham, men han blev ikke saaret, thi han havde to Brynjer paa; men i det Einar fik Saar paa Saar, sagde han: “Skarpt bide nu Kongens Hunde;” da Endride hørte dette, trak han sit Sværd, og løb ind i Stuen, og blev der fældet tilligemed sin Fader. Kongens Mænd løb da hen til Stuen, og samlede sig ved Døren; men Bønderne tabte Modet, thi de havde nu ingen anfører, den ene eggede vel den anden, og de sagde, det var en Skam ikke at hævne sin Høvding, men der blev dog ikke noget af Anfaldet. Kongen gik ud til sine Folk, lod Banneret opsætte, og stillede dem i Fylking; men da der intet Anfald skede fra Bøndernes Side, saa gik Kongen tilligemed alle sine Folk ud paa sine Skibe, og de roede paa det hurtigste ned ad Aaen ud paa Fjorden. Einars Kone Bergljot spurgte Einars Fald; hun opholdt sig i det Herberge, som hun og Einar havde Haft sammen ude i Byen; hun gik strax op i Kongsgaarden, der hvor Bondehæren var, og eggede dem meget til Strid. I samme Øjeblik roede Kongen ud efter Aaen; da sagde Bergljot: “Nu savne vi min Frænde Hakon Ivarsøn; ikke vilde Einars Banemand roe ud ad Aaen, hvis Hakon stod her paa Bakken.” Derpaa lod hun sørge for sin Mands og Søns Lig; og de bleve jordede i Olafskirke ved Siden af Kong Magnus Olafsøns Grav. Efter Einars Fald blev Kong Harald, som før er sagt, saa forhadt for denne Gjerning, at der var intet andet i Vejen for, at Leensmændene og Bønderne anfaldt ham og holdt Slag med ham, end det, at der ikke fandtes nogen, som kunde stille sig i Spidsen for Bondehæren.	+	Men efterdi det tyktes Kong Harald, at Einar Thambeskjælver i den prøve, paa hvilken han havde sat ham, havde viist sin ærlige Manddom og Oprigtighed, og dertil kom gode Mænds Mægling og Overtalelser, saa viste Kongen Einar et slags tilsyneladende Venskab; han bød ham da ud til Byen, og bad ham tage til Takke hos sig med et sømmeligt Gjæstebud. Kongen modtog Einar vel, da han kom, og bad ham sidde ved Siden af sig; og om Aftenen, da de havde spiist og Bordene vare borttagne, satte de sig i en Kreds i Halmen, Kongen og Einar og mange andre af de mest begunstigede Mand, og drak da, og vare muntre. Der bleve da tagne Dyner og lagte bag Ryggen af Kongen og Einar, de talte og spøgte sammen, og Kongen fortalte om sine i Udlandet øvede Manddomsgjerninger. Det forekom Kongen, at Einar ikke var opmærksom derpaa, ja endog som om han var nærved at falde i Søvn; og dette udlagde Kongen hos sig selv saaledes, at han foragtede hans Fortælling, og troede at mærke nu, som før, naar de havde med hinanden at gjøre, at Einar slet ingen Velvillie følte for ham, og nu havde Kongen dog bøjet sit Sind, og stræbt efter at der kunde blive Enighed imellem dem; Mændene vare nu meget drukne. Einar var da meget gammel; han sad saaledes, at han hældede sig op mod Dynerne, og var falden i Søvn. Kong Harald bøjede sig hen til en Mand, som hed Grjotgard, som var nær beslægtet med Kongen; Kongen sagde: “Tag nu noget Græs, og sno det sammen, og stik Einar det i Haanden, og knug ham dygtig, og siig saa: Vil du af Sted? Einar!” Grjotgard gjorde, som Kongen havde sagt; og idet Einar blev fast knuget, lod han en gaae. Kongen sprang da op og gik ud. Men da Einar mærkede, hvilken Spot man havde drevet med ham, blev han meget vred, men lagde sig dog til at sove; men strax om Morgenen gik han med sine Mænd op i det Stokværk, hvor Grjotgard sov, hvor de brøde Kammeret op, grebe Grjotgard, og dræbte ham. Kongen fandt sig meget fornærmet ved sin Frændes Drab, og der opstod da paany megen Misforstaaelse imellem dem. Men begges Venner gave sig atter til at mægle dem imellem, og bragde forslag til Forlig fra den ene til den anden; de bragde det saa vidt, at der blev bestemt en Sammenkomst imellem dem, ved hvilken de selv skulde mødes i Stævnestuen; denne var den Gang i Kongsgaarden ved Aaen Nid, der hvor nu Hallen er. Kongen gik med faa Mænd ind i Stuen, og lod de øvrige Hirdfolk blive udenfor i Gaarden; han lod Fjælen dreje for Gluggen, saa der var kun en liden Aabning. Einar kom da ind i Gaarden med sine Folk; han sagde til sin Søn Endride: “Bliv du her udenfor Stuen med folkene; da vil jeg ingen Fare være udsat for.” Endride blev staaende ude ved Døren. Men da Einar kom ind, sagde han: “Mørkt er det i Kongens Stævnestue;” og i det selvsamme sprang Kongens Mænd imod ham; nogle hug, og andre stak Ham med Spyd. Einar foer imod Kongen der hvor han sad, og hug til ham, men han blev ikke saaret, thi han havde to Brynjer paa; men i det Einar fik Saar paa Saar, sagde han: “Skarpt bide nu Kongens Hunde;” da Endride hørte dette, trak han sit Sværd, og løb ind i Stuen, og blev der fældet tilligemed sin Fader. Kongens Mænd løb da hen til Stuen, og samlede sig ved Døren; men Bønderne tabte Modet, thi de havde nu ingen anfører, den ene eggede vel den anden, og de sagde, det var en Skam ikke at hævne sin Høvding, men der blev dog ikke noget af Anfaldet. Kongen gik ud til sine Folk, lod Banneret opsætte, og stillede dem i Fylking; men da der intet Anfald skede fra Bøndernes Side, saa gik Kongen tilligemed alle sine Folk ud paa sine Skibe, og de roede paa det hurtigste ned ad Aaen ud paa Fjorden. Einars Kone Bergljot spurgte Einars Fald; hun opholdt sig i det Herberge, som hun og Einar havde Haft sammen ude i Byen; hun gik strax op i Kongsgaarden, der hvor Bondehæren var, og eggede dem meget til Strid. I samme Øjeblik roede Kongen ud efter Aaen; da sagde Bergljot: “Nu savne vi min Frænde Hakon Ivarsøn; ikke vilde Einars Banemand roe ud ad Aaen, hvis Hakon stod her paa Bakken.” Derpaa lod hun sørge for sin Mands og Søns Lig; og de bleve jordede i Olafskirke ved Siden af Kong Magnus Olafsøns Grav. Efter Einars Fald blev Kong Harald, som før er sagt, saa forhadt for denne Gjerning, at der var intet andet i Vejen for, at Leensmændene og Bønderne anfaldt ham og holdt Slag med ham, end det, at der ikke fandtes nogen, som kunde stille sig i Spidsen for Bondehæren.

Harald Haarderaades Saga (C.C.Rafn) - Revisjonshistorikk

Carsten på 11. mai 2018 kl. 07:39

August på 18. mar. 2017 kl. 09:45

Jesper på 23. apr. 2014 kl. 19:29

JJ.Sandal på 29. des. 2013 kl. 11:21

Carsten: Harald Haarderaades Saga (C.C.Rafn)