Indledning Valas Spaadom (FM) - Revisjonshistorikk

Carsten på 20. des. 2021 kl. 07:04

2021-12-20T07:04:41Z

Vis endringer

Carsten på 12. aug. 2019 kl. 14:52

2019-08-12T14:52:12Z

Carsten på 12. aug. 2019 kl. 14:47

2019-08-12T14:47:43Z

Carsten på 12. aug. 2019 kl. 14:32

2019-08-12T14:32:57Z

Carsten på 12. aug. 2019 kl. 14:14

2019-08-12T14:14:08Z

Carsten på 12. aug. 2019 kl. 14:13

2019-08-12T14:13:17Z

Carsten på 12. aug. 2019 kl. 14:11

2019-08-12T14:11:31Z

Carsten på 12. aug. 2019 kl. 14:06

2019-08-12T14:06:57Z

Carsten på 12. aug. 2019 kl. 14:04

2019-08-12T14:04:56Z

Carsten på 12. aug. 2019 kl. 14:01

2019-08-12T14:01:58Z

@@ Linje 94: / Linje 94: @@
 <center>'''Andre Oversættelser.'''</center>
--2) Foruden de förstommeldte trykte Kjöbenhavnske i det latinske Sprog, haves der og blandt det arnæmagnæanske Legats Samlinger 2<sup>de</sup> yngre i Haandskrift, tilligemed vedföjede Afskrifter af selve Texten. De ere begge fra det attende Aarhundrede. Den ældre af Stipendiarius ''John Olafsen'' fra Grunnavig, den yngre af Sysselmand ''Magnus Ketilsen''. De ældre trykte Oversættelser ere her vel paa tiere Steder forbedrede hvad enkelte Ord angaaer, men disse skrevne synes i det hele fattigere paa rigtige mythologiske Anskuelser. Den yngste er især næsten aldeles ubrugbar i den Henseende.
+-2) Foruden de förstommeldte trykte Kjöbenhavnske i det latinske Sprog, haves der og blandt det arnæmagnæanske Legats Samlinger 2<sup>de</sup> yngre i Haandskrift, tilligemed vedföjede Afskrifter af selve Texten. De ere begge fra det attende Aarhundrede. Den ældre af Stipendiarius ''John Olafsen'' fra Grunnavig, den yngre af Sysselmand ''Magnus Ketilsen''. De ældre trykte Oversættelser ere her vel paa flere Steder forbedrede hvad enkelte Ord angaaer, men disse skrevne synes i det hele fattigere paa rigtige mythologiske Anskuelser. Den yngste er især næsten aldeles ubrugbar i den Henseende.
 ) Paa Dansk have vi kun een nogenledes fuldstændig Oversættelse af Sandvig blandt de övrige af ham fortolkede Edda-Sange. Derimod kjender jeg ikke mindre end fire tydske (skjöndt vi i det mindste endnu maa vente tvende) — nemlig:

@@ Linje 87: / Linje 87: @@
 Den fjerde og femte udkom i Stockholm, i Tidsskriftet Idunnas 3<sup>die</sup> Hæfte, hvoraf nemlig haves 2<sup>de</sup> Oplag, det sidste af 1816. Udgiveren, formodentlig den lærde Svenske Hofpræst Mag. ''Afzelius'' har tilföjet en sindrig Fortale, hvori han gjör Læserne opmærksomme paa Digtets Overensstemmelse med de ældste kosmogoniske Systemer, især de indiske — ogsaa har han forsynet det med en svensk Oversættelse og med adskillige Anmærkninger.
-Den sjette udkom ligeledes i Stockholm 1818 8<sup>to</sup>- men uden Oversættelse i den ved Prof. Rask og Mag. Afzelius besörgede skjönne Haandudgave af Sæmunds Edda. Texten er her den mest korrekte af de hidtil udkomne, hvad Retskrivningen og Ordene angaaer, men det er stor Skade at Strophernes Orden er her (ligesom i de sidstommeldte svenske Udgaver) öjensynligen urigtig paa flere Steder.
+Den sjette udkom ligeledes i Stockholm 1818 8<sup>vo</sup>, men uden Oversættelse i den ved Prof. Rask og Mag. Afzelius besörgede skjönne Haandudgave af Sæmunds Edda. Texten er her den mest korrekte af de hidtil udkomne, hvad Retskrivningen og Ordene angaaer, men det er stor Skade at Strophernes Orden er her (ligesom i de sidstommeldte svenske Udgaver) öjensynligen urigtig paa flere Steder.
 Den syvende udkom i Leipzig 1818 under Titel: ''Volospá hoc est Volæ seu Sibyllæ arctoæ Vaticinium; codicis Vidaliniani... specimen integrum, edidit Fredericus David Graeter'' med en Tilegnelsesskrivelse til nærværende  Oversætter, hvori adskillige mærkelige Varianter m. m. anföres og dröftes.

@@ Linje 72: / Linje 72: @@
 Efter vort Digt skal Höder igjen ombringes af ''Vale'', det henimod Foraarstiden tilbagevendende, atter tiltagende Daglys. Hedningerne helligholdt paa den Tid deres ''Fakkelfest'' (i hvis Sted ''Kyndelmisse'' blev stiftet) der og oplystes med ''Glædesbaal'', i Anledning af ''Solens og Lysets Sejer over Vintermörket'', derfor siges ''Vale'' og ''at lægge Höder paa Baalet''. Her ville vi forbigaa Resten af Digtet som for det meste synes at indeholde Spaadomme om vor Verdens sidste Tider, Elementernes Oplösning, Jordens Fornyelse, de saliges og de ugudeliges evige Boliger o. s. v. — Men vi anmærke kun at Digterinden, ogsaa ved meget af dette, synes at sigte til Aarstidernes Vexel, som et Forbillede paa det store Verdensaar. Vor Lejlighed tillader ikke at udvikle dette vidtlöftigere, men jeg anmærker kun til Slutning at Digtets sidste Strophe "om den mörke Drage som kommer tilflyvende" virkelig synes at sigte til selve Mörket, som netop ved Sommersolhvervstid bemestrede sig Verdens Herredömme; Vel menes her egentlig Underverdenens Drage, ''Nidhög'', men den bruges dog maaskee her, ligesom undertiden ''Ahriman'', som er et fuldkommen Sidestykke til ham i den persiske Mythologie, til at personificere ''Mörket'' der synes at komme fra hine Dybets Egne. At det siges at bære Dödninge paa sine Vinger, kunde vel sigte til den ældgamle og almindelige Overtroe, om Gjenfærds Omsværmen i de mörkere Nætter.
-Endvidere har man af franske Forfattere fra Middelalderen (''Beleth'' og ''Duranth'' 1182 og 1280) en besynderlig Efterretning, som stemmer meget nöje overens med min Hypothese (at dette Digt har været bestemt til at afsynges ved Hedningernes Midsommersfest) denne nemlig: vedvoxende Hede havde man i Oldtiden stor Frygt for ''flyvende Drager og Slanger'' (uden Tvivl af Troldenes Art, altsaa tildeels usynlige) som lode Gift nedfalde i Luften og Kilderne, hvorved Pest og andre dræbende Sygdomme opkom blandt Mennesker og Qvæg. Derfor raadte Lægerne til at antænde ''Baal ved Brøndene'' for at bortjage Dragerne. Saaledes opkom den Skik at antænde slige Baal paa Midsommers- — eller St. Hans-Nat, — hvorved man i övrigt i alle Lande havde stor Overtro, om denne hellige Ilds Lægedomskraft. Man sprang over Ilden, bar Börn derover, forvarede Brande og Aske o. s. v. alt for at bevare sig mod Sygdomme og Ulykker i Fremtiden.
+Endvidere har man af franske Forfattere fra Middelalderen (''Beleth'' og ''Duranth'' 1182 og 1280) en besynderlig Efterretning, som stemmer meget nöje overens med min Hypothese (at dette Digt har været bestemt til at afsynges ved Hedningernes Midsommersfest) denne nemlig: ved voxende Hede havde man i Oldtiden stor Frygt for ''flyvende Drager og Slanger'' (uden Tvivl af Troldenes Art, altsaa tildeels usynlige) som lode Gift nedfalde i Luften og Kilderne, hvorved Pest og andre dræbende Sygdomme opkom blandt Mennesker og Qvæg. Derfor raadte Lægerne til at antænde ''Baal ved Brøndene'' for at bortjage Dragerne. Saaledes opkom den Skik at antænde slige Baal paa Midsommers- — eller St. Hans-Nat, — hvorved man i övrigt i alle Lande havde stor Overtro, om denne hellige Ilds Lægedomskraft. Man sprang over Ilden, bar Börn derover, forvarede Brande og Aske o. s. v. alt for at bevare sig mod Sygdomme og Ulykker i Fremtiden.
 Efter saaledes at have omhandlet Digtets vigtigste Indhold og formentlige Bestemmelse, skride vi til Optegnelsen af de Udgaver og Oversættelser som vi have eller kjende deraf.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 12. aug. 2019 kl. 14:14
Linje 61:		Linje 61:
	Endvidere maa vi lægge Mærke til at lige som ''Heimdall'' maatte hædres ved denne Fest som den, der herskede ved dens Ende i vor Verden, som Maanedsgud, saa var dens Begyndelse især helliget ''Baldur'', der vel da förte Herredömmet, men fratraadte det medens Festen varede, og de hellige Digtere skildrede denne Fratrædelse som hans virkelige Död og Nedfart til Underverdenen. Til en anden Tid vil jeg udförligere söge at bevise, at ''Baldur'' ansaaes som Gud for Solhuset ''Breidablik'' (det vidtskinnende, bredtblinkende) nemlig Tvillingernes Himmeltegn, som gjennemvandres af Solen i den skjönneste Aarstid. Ved dens Udgang deraf er den fejreste, behageligste Sommer og den længste Dag eller Lysets herligste Herredömme til Ende. Denne sörgelige Begivenhed, som mindede om Mörkets nu igjen tiltagende Vælde og Naturens forestaaende Vinterdöd, skildredes som den gode, dejlige, lyse Baldurs Hedenfart og Ligfærd til Baalet. Midsommersnat tændtes ogsaa virkeligen i det gamle Norden store Baal overalt paa Höjene, hvormed man tildeels har villet betegne Sommersolhverv eller Solens længste Lysning paa den Tid, og tildeels sigtet dermed til Mythen om den hedenfarne nu af ''Höder'' eller Mörket myrdede ''Baldurs'' Opbrændelse paa Ligbaalet. Ved Kristendommens Indförelse vilde Nordboerne ikke give Slip paa en saa ældgammel og afholdt Folkefest, hvormed man havde forbundet den religieuse Overtro at Kilder (som ''Baldurs Brönd'', Tisvæld o. fl. i Danmark) Bade, visse Urter o. s. v. ved Solens hemmelighedsfulde Vendepunkt (sandsynligviis ved den gode Baldurs Naade), havde en overnaturlig Kraft til at helbrede Sygdomme, tilintetgøre skadelig Trolddomskraft, bringe Mennesker og Kreature Held o. s. v. — Nordens katholske Omvendere rettede sig saavel heri, som i Andet, saavidt mueligt efter Omstændighederne, ved at overföre den ''Baldur'' helligede hedenske Midsommersfest til ''St. Hansdags Nat'' som indtraf omtrent paa samme Tid. Ligesom Nordboerne da för erindrede Baldurs Mord, kunde de nu sörge over Johannes den Döbers lignende Endeligt; saae de da for Baldurs Blod paa Roden en Urt som nu er opkaldet efter St. Hans, saa troede den kristnede Almue at see derpaa Martyrens Blod (som i Grunden bestaaer af visse Insekters Æg der indeholde en röd Vædske); Var Baldur för den helbredende Gud, saa var hans Mirakelkraft nu overgaaet til de nye Helgene o. s. v. I Island, paa Færöerne, i Skaane, Jylland o. fl. St. kaldes en Blomst, som i visse Henseender ligner en straalende Sol og blomstrer paa denne Tid, endnu ''Balders Braa'', ɔ : Balders Öjenhaar eller Öjenbryn. Navnets Oprindelse meldes udtrykkelig i den yngre Edda. Om Urten ''Baldrian'' derimod har sit Navn af ham, kan jeg (3) ikke sige, men vist er det, at man har tillagt den velgjörende og næsten vidunderlige Lægedoms Dyder. Endnu vedvarer den Skik i Norge, Sverrig og i Danmark, ligesaavel som i Tydskland, Skotland og flere europæiske Lande, at tænde Baal paa Midsommerenatten eller St. Hans Nat,<ref>Herom handle forskjellige, nu sjeldne Dissertationer, som ''Reisbius Untersuchung des heidnischen Nodfyrs oder Nothfeuers ingleichen des Oster- und Johannisfeuer. Leipzig 1696-8. Zeumer de igne Johannæo. Jena 1699. 4. Kirchweyh, Fassnachtt, Johannisfeuer, Sonnenwende, Lichtmessekerzen etc.'' Strasburg 1605.4.</ref> at drikke da af de hellige Kilder og more sig ved alskens Lystigheder. En saadan Forsamlingsplads ved Hjembek i Sjælland, besögt fra umindelige Tider af Omegnens Beboere, betragtes som et lovmæssigt Marked, og Jægersborg Dyrehauge afgiver endnu for Kjöbenhavns Indvaanere et saadant Forlystelsessted paa St. Hans Nat, som den rimeligviis har været for de hedenske Sjællændere i det dunkle Hedenold.		Endvidere maa vi lægge Mærke til at lige som ''Heimdall'' maatte hædres ved denne Fest som den, der herskede ved dens Ende i vor Verden, som Maanedsgud, saa var dens Begyndelse især helliget ''Baldur'', der vel da förte Herredömmet, men fratraadte det medens Festen varede, og de hellige Digtere skildrede denne Fratrædelse som hans virkelige Död og Nedfart til Underverdenen. Til en anden Tid vil jeg udförligere söge at bevise, at ''Baldur'' ansaaes som Gud for Solhuset ''Breidablik'' (det vidtskinnende, bredtblinkende) nemlig Tvillingernes Himmeltegn, som gjennemvandres af Solen i den skjönneste Aarstid. Ved dens Udgang deraf er den fejreste, behageligste Sommer og den længste Dag eller Lysets herligste Herredömme til Ende. Denne sörgelige Begivenhed, som mindede om Mörkets nu igjen tiltagende Vælde og Naturens forestaaende Vinterdöd, skildredes som den gode, dejlige, lyse Baldurs Hedenfart og Ligfærd til Baalet. Midsommersnat tændtes ogsaa virkeligen i det gamle Norden store Baal overalt paa Höjene, hvormed man tildeels har villet betegne Sommersolhverv eller Solens længste Lysning paa den Tid, og tildeels sigtet dermed til Mythen om den hedenfarne nu af ''Höder'' eller Mörket myrdede ''Baldurs'' Opbrændelse paa Ligbaalet. Ved Kristendommens Indförelse vilde Nordboerne ikke give Slip paa en saa ældgammel og afholdt Folkefest, hvormed man havde forbundet den religieuse Overtro at Kilder (som ''Baldurs Brönd'', Tisvæld o. fl. i Danmark) Bade, visse Urter o. s. v. ved Solens hemmelighedsfulde Vendepunkt (sandsynligviis ved den gode Baldurs Naade), havde en overnaturlig Kraft til at helbrede Sygdomme, tilintetgøre skadelig Trolddomskraft, bringe Mennesker og Kreature Held o. s. v. — Nordens katholske Omvendere rettede sig saavel heri, som i Andet, saavidt mueligt efter Omstændighederne, ved at overföre den ''Baldur'' helligede hedenske Midsommersfest til ''St. Hansdags Nat'' som indtraf omtrent paa samme Tid. Ligesom Nordboerne da för erindrede Baldurs Mord, kunde de nu sörge over Johannes den Döbers lignende Endeligt; saae de da for Baldurs Blod paa Roden en Urt som nu er opkaldet efter St. Hans, saa troede den kristnede Almue at see derpaa Martyrens Blod (som i Grunden bestaaer af visse Insekters Æg der indeholde en röd Vædske); Var Baldur för den helbredende Gud, saa var hans Mirakelkraft nu overgaaet til de nye Helgene o. s. v. I Island, paa Færöerne, i Skaane, Jylland o. fl. St. kaldes en Blomst, som i visse Henseender ligner en straalende Sol og blomstrer paa denne Tid, endnu ''Balders Braa'', ɔ : Balders Öjenhaar eller Öjenbryn. Navnets Oprindelse meldes udtrykkelig i den yngre Edda. Om Urten ''Baldrian'' derimod har sit Navn af ham, kan jeg (3) ikke sige, men vist er det, at man har tillagt den velgjörende og næsten vidunderlige Lægedoms Dyder. Endnu vedvarer den Skik i Norge, Sverrig og i Danmark, ligesaavel som i Tydskland, Skotland og flere europæiske Lande, at tænde Baal paa Midsommerenatten eller St. Hans Nat,<ref>Herom handle forskjellige, nu sjeldne Dissertationer, som ''Reisbius Untersuchung des heidnischen Nodfyrs oder Nothfeuers ingleichen des Oster- und Johannisfeuer. Leipzig 1696-8. Zeumer de igne Johannæo. Jena 1699. 4. Kirchweyh, Fassnachtt, Johannisfeuer, Sonnenwende, Lichtmessekerzen etc.'' Strasburg 1605.4.</ref> at drikke da af de hellige Kilder og more sig ved alskens Lystigheder. En saadan Forsamlingsplads ved Hjembek i Sjælland, besögt fra umindelige Tider af Omegnens Beboere, betragtes som et lovmæssigt Marked, og Jægersborg Dyrehauge afgiver endnu for Kjöbenhavns Indvaanere et saadant Forlystelsessted paa St. Hans Nat, som den rimeligviis har været for de hedenske Sjællændere i det dunkle Hedenold.

−	Vi have end flere Formodningsgrunde til at antage, at Valas Spaadomssang netop er bleven fremfört eller reciteret ved den anförte Sommersolhvervs- eller Midsommersfest. I det Vala synger om Verdens Skabelse synes hun derved især at tage Hensyn til ''Tidens Bestemmelse'' ved Solens, Maanens og Stjernernes af Guderne anordnede Gang; Efter at have beskrevet ''Stjernehimmelen som Ygdrasils Krone og Tidens trende store Gudinders Fremkomst'' af Urdes eller ''Uranias'' derunder liggende ætheriske Hav, forklarer hun den himmelske Guldalders Flugt fra Verden, ved den blandt Menneskene opkomne unaturlige Guldtörst og deraf foraarsagede Myrdelyst, som paadrog dem Gudernes Vrede og Vanernes eller Luftaandernes fjendtlige Anfald. Ogsaa Guderne geraadede nu i Krig med Jætterne, ved det at Tordneren Thor bröd det med dem indgangne Forlig, da han nemlig ved Foraarets Tilbagevenden, befejdede Vinterens, Mörkets og Kuldens Dæmoner. Nu erindrer Spaaqvinden Heimdalls Basun, eller dens Lyd, som skjules under Himmeltræet. Herved maa vi anmærke at Folket sammenkaldtes i gamle Dage ved Horn, Lure eller Basuner til de almindelige Forsamlinger og Fester — ligesom Oldermanden, i visse danske Landsbyer, ~~vred~~ sit Horn endnu sammenkalder Beboerne til Gadestævnet, under et vist Træ som forestiller deres jordiske Yggdrasill. Af ovenanförte Aarsager, kunde det Horn som forkyndte den titommeldte Fest, især kaldes ''Heimdalls Horn'', og det er altsaa den ved dets Lyd forkyndte Höjtid, som Spaaqvinden egentlig omtaler her, endskjöndt hun tillige sigter til de bekjendte Myther om Verdens Undergang, der engang i Tidens Fylde skulde forkyndes den ved Gudens egen Basun. Nu omtaler hun enten sig selv, eller sin Stammemoder Urde, den ypperste Norne, som samtalende med Himmelguden ''Odin'', om hans til ''Mimer'' eller ''Havet'' pantsatte Öje, Solen nemlig; denne Overgang er saare naturlig, naar vi lægge Mærke til at denne Overdragelse skede netop ved Festens Tid, i det Solen da atter neddaler til Oceanet, og kommer saaledes i Havets Vold. Hun vedbliver at berette sine havte Syner. Valkyriernes Ledingsfærd forkynder Kamp og Död; ''Baldur'' eller Himmellyset myrdes af den blinde ''Höder'', Nattemörket. Saaledes udtrykke Skovens Alfer sig ganske rigtig i Öhlenschlægers genialske Drama ''Baldur hin Gode'', i det de beklage Gudens forestaaende Död:	+	Vi have end flere Formodningsgrunde til at antage, at Valas Spaadomssang netop er bleven fremfört eller reciteret ved den anförte Sommersolhvervs- eller Midsommersfest. I det Vala synger om Verdens Skabelse synes hun derved især at tage Hensyn til ''Tidens Bestemmelse'' ved Solens, Maanens og Stjernernes af Guderne anordnede Gang; Efter at have beskrevet ''Stjernehimmelen som Ygdrasils Krone og Tidens trende store Gudinders Fremkomst'' af Urdes eller ''Uranias'' derunder liggende ætheriske Hav, forklarer hun den himmelske Guldalders Flugt fra Verden, ved den blandt Menneskene opkomne unaturlige Guldtörst og deraf foraarsagede Myrdelyst, som paadrog dem Gudernes Vrede og Vanernes eller Luftaandernes fjendtlige Anfald. Ogsaa Guderne geraadede nu i Krig med Jætterne, ved det at Tordneren Thor bröd det med dem indgangne Forlig, da han nemlig ved Foraarets Tilbagevenden, befejdede Vinterens, Mörkets og Kuldens Dæmoner. Nu erindrer Spaaqvinden Heimdalls Basun, eller dens Lyd, som skjules under Himmeltræet. Herved maa vi anmærke at Folket sammenkaldtes i gamle Dage ved Horn, Lure eller Basuner til de almindelige Forsamlinger og Fester — ligesom Oldermanden, i visse danske Landsbyer, med sit Horn endnu sammenkalder Beboerne til Gadestævnet, under et vist Træ som forestiller deres jordiske Yggdrasill. Af ovenanförte Aarsager, kunde det Horn som forkyndte den titommeldte Fest, især kaldes ''Heimdalls Horn'', og det er altsaa den ved dets Lyd forkyndte Höjtid, som Spaaqvinden egentlig omtaler her, endskjöndt hun tillige sigter til de bekjendte Myther om Verdens Undergang, der engang i Tidens Fylde skulde forkyndes den ved Gudens egen Basun. Nu omtaler hun enten sig selv, eller sin Stammemoder Urde, den ypperste Norne, som samtalende med Himmelguden ''Odin'', om hans til ''Mimer'' eller ''Havet'' pantsatte Öje, Solen nemlig; denne Overgang er saare naturlig, naar vi lægge Mærke til at denne Overdragelse skede netop ved Festens Tid, i det Solen da atter neddaler til Oceanet, og kommer saaledes i Havets Vold. Hun vedbliver at berette sine havte Syner. Valkyriernes Ledingsfærd forkynder Kamp og Död; ''Baldur'' eller Himmellyset myrdes af den blinde ''Höder'', Nattemörket. Saaledes udtrykke Skovens Alfer sig ganske rigtig i Öhlenschlægers genialske Drama ''Baldur hin Gode'', i det de beklage Gudens forestaaende Död:

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 12. aug. 2019 kl. 14:13
Linje 61:		Linje 61:
	Endvidere maa vi lægge Mærke til at lige som ''Heimdall'' maatte hædres ved denne Fest som den, der herskede ved dens Ende i vor Verden, som Maanedsgud, saa var dens Begyndelse især helliget ''Baldur'', der vel da förte Herredömmet, men fratraadte det medens Festen varede, og de hellige Digtere skildrede denne Fratrædelse som hans virkelige Död og Nedfart til Underverdenen. Til en anden Tid vil jeg udförligere söge at bevise, at ''Baldur'' ansaaes som Gud for Solhuset ''Breidablik'' (det vidtskinnende, bredtblinkende) nemlig Tvillingernes Himmeltegn, som gjennemvandres af Solen i den skjönneste Aarstid. Ved dens Udgang deraf er den fejreste, behageligste Sommer og den længste Dag eller Lysets herligste Herredömme til Ende. Denne sörgelige Begivenhed, som mindede om Mörkets nu igjen tiltagende Vælde og Naturens forestaaende Vinterdöd, skildredes som den gode, dejlige, lyse Baldurs Hedenfart og Ligfærd til Baalet. Midsommersnat tændtes ogsaa virkeligen i det gamle Norden store Baal overalt paa Höjene, hvormed man tildeels har villet betegne Sommersolhverv eller Solens længste Lysning paa den Tid, og tildeels sigtet dermed til Mythen om den hedenfarne nu af ''Höder'' eller Mörket myrdede ''Baldurs'' Opbrændelse paa Ligbaalet. Ved Kristendommens Indförelse vilde Nordboerne ikke give Slip paa en saa ældgammel og afholdt Folkefest, hvormed man havde forbundet den religieuse Overtro at Kilder (som ''Baldurs Brönd'', Tisvæld o. fl. i Danmark) Bade, visse Urter o. s. v. ved Solens hemmelighedsfulde Vendepunkt (sandsynligviis ved den gode Baldurs Naade), havde en overnaturlig Kraft til at helbrede Sygdomme, tilintetgøre skadelig Trolddomskraft, bringe Mennesker og Kreature Held o. s. v. — Nordens katholske Omvendere rettede sig saavel heri, som i Andet, saavidt mueligt efter Omstændighederne, ved at overföre den ''Baldur'' helligede hedenske Midsommersfest til ''St. Hansdags Nat'' som indtraf omtrent paa samme Tid. Ligesom Nordboerne da för erindrede Baldurs Mord, kunde de nu sörge over Johannes den Döbers lignende Endeligt; saae de da for Baldurs Blod paa Roden en Urt som nu er opkaldet efter St. Hans, saa troede den kristnede Almue at see derpaa Martyrens Blod (som i Grunden bestaaer af visse Insekters Æg der indeholde en röd Vædske); Var Baldur för den helbredende Gud, saa var hans Mirakelkraft nu overgaaet til de nye Helgene o. s. v. I Island, paa Færöerne, i Skaane, Jylland o. fl. St. kaldes en Blomst, som i visse Henseender ligner en straalende Sol og blomstrer paa denne Tid, endnu ''Balders Braa'', ɔ : Balders Öjenhaar eller Öjenbryn. Navnets Oprindelse meldes udtrykkelig i den yngre Edda. Om Urten ''Baldrian'' derimod har sit Navn af ham, kan jeg (3) ikke sige, men vist er det, at man har tillagt den velgjörende og næsten vidunderlige Lægedoms Dyder. Endnu vedvarer den Skik i Norge, Sverrig og i Danmark, ligesaavel som i Tydskland, Skotland og flere europæiske Lande, at tænde Baal paa Midsommerenatten eller St. Hans Nat,<ref>Herom handle forskjellige, nu sjeldne Dissertationer, som ''Reisbius Untersuchung des heidnischen Nodfyrs oder Nothfeuers ingleichen des Oster- und Johannisfeuer. Leipzig 1696-8. Zeumer de igne Johannæo. Jena 1699. 4. Kirchweyh, Fassnachtt, Johannisfeuer, Sonnenwende, Lichtmessekerzen etc.'' Strasburg 1605.4.</ref> at drikke da af de hellige Kilder og more sig ved alskens Lystigheder. En saadan Forsamlingsplads ved Hjembek i Sjælland, besögt fra umindelige Tider af Omegnens Beboere, betragtes som et lovmæssigt Marked, og Jægersborg Dyrehauge afgiver endnu for Kjöbenhavns Indvaanere et saadant Forlystelsessted paa St. Hans Nat, som den rimeligviis har været for de hedenske Sjællændere i det dunkle Hedenold.		Endvidere maa vi lægge Mærke til at lige som ''Heimdall'' maatte hædres ved denne Fest som den, der herskede ved dens Ende i vor Verden, som Maanedsgud, saa var dens Begyndelse især helliget ''Baldur'', der vel da förte Herredömmet, men fratraadte det medens Festen varede, og de hellige Digtere skildrede denne Fratrædelse som hans virkelige Död og Nedfart til Underverdenen. Til en anden Tid vil jeg udförligere söge at bevise, at ''Baldur'' ansaaes som Gud for Solhuset ''Breidablik'' (det vidtskinnende, bredtblinkende) nemlig Tvillingernes Himmeltegn, som gjennemvandres af Solen i den skjönneste Aarstid. Ved dens Udgang deraf er den fejreste, behageligste Sommer og den længste Dag eller Lysets herligste Herredömme til Ende. Denne sörgelige Begivenhed, som mindede om Mörkets nu igjen tiltagende Vælde og Naturens forestaaende Vinterdöd, skildredes som den gode, dejlige, lyse Baldurs Hedenfart og Ligfærd til Baalet. Midsommersnat tændtes ogsaa virkeligen i det gamle Norden store Baal overalt paa Höjene, hvormed man tildeels har villet betegne Sommersolhverv eller Solens længste Lysning paa den Tid, og tildeels sigtet dermed til Mythen om den hedenfarne nu af ''Höder'' eller Mörket myrdede ''Baldurs'' Opbrændelse paa Ligbaalet. Ved Kristendommens Indförelse vilde Nordboerne ikke give Slip paa en saa ældgammel og afholdt Folkefest, hvormed man havde forbundet den religieuse Overtro at Kilder (som ''Baldurs Brönd'', Tisvæld o. fl. i Danmark) Bade, visse Urter o. s. v. ved Solens hemmelighedsfulde Vendepunkt (sandsynligviis ved den gode Baldurs Naade), havde en overnaturlig Kraft til at helbrede Sygdomme, tilintetgøre skadelig Trolddomskraft, bringe Mennesker og Kreature Held o. s. v. — Nordens katholske Omvendere rettede sig saavel heri, som i Andet, saavidt mueligt efter Omstændighederne, ved at overföre den ''Baldur'' helligede hedenske Midsommersfest til ''St. Hansdags Nat'' som indtraf omtrent paa samme Tid. Ligesom Nordboerne da för erindrede Baldurs Mord, kunde de nu sörge over Johannes den Döbers lignende Endeligt; saae de da for Baldurs Blod paa Roden en Urt som nu er opkaldet efter St. Hans, saa troede den kristnede Almue at see derpaa Martyrens Blod (som i Grunden bestaaer af visse Insekters Æg der indeholde en röd Vædske); Var Baldur för den helbredende Gud, saa var hans Mirakelkraft nu overgaaet til de nye Helgene o. s. v. I Island, paa Færöerne, i Skaane, Jylland o. fl. St. kaldes en Blomst, som i visse Henseender ligner en straalende Sol og blomstrer paa denne Tid, endnu ''Balders Braa'', ɔ : Balders Öjenhaar eller Öjenbryn. Navnets Oprindelse meldes udtrykkelig i den yngre Edda. Om Urten ''Baldrian'' derimod har sit Navn af ham, kan jeg (3) ikke sige, men vist er det, at man har tillagt den velgjörende og næsten vidunderlige Lægedoms Dyder. Endnu vedvarer den Skik i Norge, Sverrig og i Danmark, ligesaavel som i Tydskland, Skotland og flere europæiske Lande, at tænde Baal paa Midsommerenatten eller St. Hans Nat,<ref>Herom handle forskjellige, nu sjeldne Dissertationer, som ''Reisbius Untersuchung des heidnischen Nodfyrs oder Nothfeuers ingleichen des Oster- und Johannisfeuer. Leipzig 1696-8. Zeumer de igne Johannæo. Jena 1699. 4. Kirchweyh, Fassnachtt, Johannisfeuer, Sonnenwende, Lichtmessekerzen etc.'' Strasburg 1605.4.</ref> at drikke da af de hellige Kilder og more sig ved alskens Lystigheder. En saadan Forsamlingsplads ved Hjembek i Sjælland, besögt fra umindelige Tider af Omegnens Beboere, betragtes som et lovmæssigt Marked, og Jægersborg Dyrehauge afgiver endnu for Kjöbenhavns Indvaanere et saadant Forlystelsessted paa St. Hans Nat, som den rimeligviis har været for de hedenske Sjællændere i det dunkle Hedenold.

−	Vi have end flere Formodningsgrunde til at antage, at Valas Spaadomssang netop er bleven fremfört eller reciteret ved den anförte Sommersolhvervs- eller Midsommersfest. I det Vala synger om Verdens Skabelse synes hun derved især at tage Hensyn til ''Tidens Bestemmelse'' ved Solens, Maanens og Stjernernes af Guderne anordnede Gang; Efter at have beskrevet ''Stjernehimmelen som Ygdrasils Krone og Tidens trende store Gudinders Fremkomst'' af Urdes eller ''Uranias'' derunder liggende ætheriske Hav, forklarer hun den himmelske Guldalders Flugt fra Verden, ved den blandt Menneskene opkomne unaturlige Guldtörst og deraf foraarsagede Myrdelyst, som paadrog dem Gudernes Vrede og Vanernes eller Luftaandernes fjendtlige Anfald. Ogsaa Guderne geraadede nu i Krig med Jætterne, ved det at Tordneren Thor bröd det med dem indgangne Forlig, da han nemlig ved Foraarets Tilbagevenden, befejdede Vinterens, Mörkets og Kuldens Dæmoner. Nu erindrer Spaaqvinden Heimdalls Basun, eller dens Lyd, som skjules under Himmeltræet. Herved maa vi anmærke at Folket sammenkaldtes i gamle Dage ved ~~Ham~~, Lure eller Basuner til de almindelige Forsamlinger og Fester — ligesom Oldermanden, i visse danske Landsbyer, vred sit Horn endnu sammenkalder Beboerne til Gadestævnet, under et vist Træ som forestiller deres jordiske Yggdrasill. Af ovenanförte Aarsager, kunde det Horn som forkyndte den titommeldte Fest, især kaldes ''Heimdalls Horn'', og det er altsaa den ved dets Lyd forkyndte Höjtid, som Spaaqvinden egentlig omtaler her, endskjöndt hun tillige sigter til de bekjendte Myther om Verdens Undergang, der engang i Tidens Fylde skulde forkyndes den ved Gudens egen Basun. Nu omtaler hun enten sig selv, eller sin Stammemoder Urde, den ypperste Norne, som samtalende med Himmelguden ''Odin'', om hans til ''Mimer'' eller ''Havet'' pantsatte Öje, Solen nemlig; denne Overgang er saare naturlig, naar vi lægge Mærke til at denne Overdragelse skede netop ved Festens Tid, i det Solen da atter neddaler til Oceanet, og kommer saaledes i Havets Vold. Hun vedbliver at berette sine havte Syner. Valkyriernes Ledingsfærd forkynder Kamp og Död; ''Baldur'' eller Himmellyset myrdes af den blinde ''Höder'', Nattemörket. Saaledes udtrykke Skovens Alfer sig ganske rigtig i Öhlenschlægers genialske Drama ''Baldur hin Gode'', i det de beklage Gudens forestaaende Död:	+	Vi have end flere Formodningsgrunde til at antage, at Valas Spaadomssang netop er bleven fremfört eller reciteret ved den anförte Sommersolhvervs- eller Midsommersfest. I det Vala synger om Verdens Skabelse synes hun derved især at tage Hensyn til ''Tidens Bestemmelse'' ved Solens, Maanens og Stjernernes af Guderne anordnede Gang; Efter at have beskrevet ''Stjernehimmelen som Ygdrasils Krone og Tidens trende store Gudinders Fremkomst'' af Urdes eller ''Uranias'' derunder liggende ætheriske Hav, forklarer hun den himmelske Guldalders Flugt fra Verden, ved den blandt Menneskene opkomne unaturlige Guldtörst og deraf foraarsagede Myrdelyst, som paadrog dem Gudernes Vrede og Vanernes eller Luftaandernes fjendtlige Anfald. Ogsaa Guderne geraadede nu i Krig med Jætterne, ved det at Tordneren Thor bröd det med dem indgangne Forlig, da han nemlig ved Foraarets Tilbagevenden, befejdede Vinterens, Mörkets og Kuldens Dæmoner. Nu erindrer Spaaqvinden Heimdalls Basun, eller dens Lyd, som skjules under Himmeltræet. Herved maa vi anmærke at Folket sammenkaldtes i gamle Dage ved Horn, Lure eller Basuner til de almindelige Forsamlinger og Fester — ligesom Oldermanden, i visse danske Landsbyer, vred sit Horn endnu sammenkalder Beboerne til Gadestævnet, under et vist Træ som forestiller deres jordiske Yggdrasill. Af ovenanförte Aarsager, kunde det Horn som forkyndte den titommeldte Fest, især kaldes ''Heimdalls Horn'', og det er altsaa den ved dets Lyd forkyndte Höjtid, som Spaaqvinden egentlig omtaler her, endskjöndt hun tillige sigter til de bekjendte Myther om Verdens Undergang, der engang i Tidens Fylde skulde forkyndes den ved Gudens egen Basun. Nu omtaler hun enten sig selv, eller sin Stammemoder Urde, den ypperste Norne, som samtalende med Himmelguden ''Odin'', om hans til ''Mimer'' eller ''Havet'' pantsatte Öje, Solen nemlig; denne Overgang er saare naturlig, naar vi lægge Mærke til at denne Overdragelse skede netop ved Festens Tid, i det Solen da atter neddaler til Oceanet, og kommer saaledes i Havets Vold. Hun vedbliver at berette sine havte Syner. Valkyriernes Ledingsfærd forkynder Kamp og Död; ''Baldur'' eller Himmellyset myrdes af den blinde ''Höder'', Nattemörket. Saaledes udtrykke Skovens Alfer sig ganske rigtig i Öhlenschlægers genialske Drama ''Baldur hin Gode'', i det de beklage Gudens forestaaende Död:

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 12. aug. 2019 kl. 14:11
Linje 61:		Linje 61:
	Endvidere maa vi lægge Mærke til at lige som ''Heimdall'' maatte hædres ved denne Fest som den, der herskede ved dens Ende i vor Verden, som Maanedsgud, saa var dens Begyndelse især helliget ''Baldur'', der vel da förte Herredömmet, men fratraadte det medens Festen varede, og de hellige Digtere skildrede denne Fratrædelse som hans virkelige Död og Nedfart til Underverdenen. Til en anden Tid vil jeg udförligere söge at bevise, at ''Baldur'' ansaaes som Gud for Solhuset ''Breidablik'' (det vidtskinnende, bredtblinkende) nemlig Tvillingernes Himmeltegn, som gjennemvandres af Solen i den skjönneste Aarstid. Ved dens Udgang deraf er den fejreste, behageligste Sommer og den længste Dag eller Lysets herligste Herredömme til Ende. Denne sörgelige Begivenhed, som mindede om Mörkets nu igjen tiltagende Vælde og Naturens forestaaende Vinterdöd, skildredes som den gode, dejlige, lyse Baldurs Hedenfart og Ligfærd til Baalet. Midsommersnat tændtes ogsaa virkeligen i det gamle Norden store Baal overalt paa Höjene, hvormed man tildeels har villet betegne Sommersolhverv eller Solens længste Lysning paa den Tid, og tildeels sigtet dermed til Mythen om den hedenfarne nu af ''Höder'' eller Mörket myrdede ''Baldurs'' Opbrændelse paa Ligbaalet. Ved Kristendommens Indförelse vilde Nordboerne ikke give Slip paa en saa ældgammel og afholdt Folkefest, hvormed man havde forbundet den religieuse Overtro at Kilder (som ''Baldurs Brönd'', Tisvæld o. fl. i Danmark) Bade, visse Urter o. s. v. ved Solens hemmelighedsfulde Vendepunkt (sandsynligviis ved den gode Baldurs Naade), havde en overnaturlig Kraft til at helbrede Sygdomme, tilintetgøre skadelig Trolddomskraft, bringe Mennesker og Kreature Held o. s. v. — Nordens katholske Omvendere rettede sig saavel heri, som i Andet, saavidt mueligt efter Omstændighederne, ved at overföre den ''Baldur'' helligede hedenske Midsommersfest til ''St. Hansdags Nat'' som indtraf omtrent paa samme Tid. Ligesom Nordboerne da för erindrede Baldurs Mord, kunde de nu sörge over Johannes den Döbers lignende Endeligt; saae de da for Baldurs Blod paa Roden en Urt som nu er opkaldet efter St. Hans, saa troede den kristnede Almue at see derpaa Martyrens Blod (som i Grunden bestaaer af visse Insekters Æg der indeholde en röd Vædske); Var Baldur för den helbredende Gud, saa var hans Mirakelkraft nu overgaaet til de nye Helgene o. s. v. I Island, paa Færöerne, i Skaane, Jylland o. fl. St. kaldes en Blomst, som i visse Henseender ligner en straalende Sol og blomstrer paa denne Tid, endnu ''Balders Braa'', ɔ : Balders Öjenhaar eller Öjenbryn. Navnets Oprindelse meldes udtrykkelig i den yngre Edda. Om Urten ''Baldrian'' derimod har sit Navn af ham, kan jeg (3) ikke sige, men vist er det, at man har tillagt den velgjörende og næsten vidunderlige Lægedoms Dyder. Endnu vedvarer den Skik i Norge, Sverrig og i Danmark, ligesaavel som i Tydskland, Skotland og flere europæiske Lande, at tænde Baal paa Midsommerenatten eller St. Hans Nat,<ref>Herom handle forskjellige, nu sjeldne Dissertationer, som ''Reisbius Untersuchung des heidnischen Nodfyrs oder Nothfeuers ingleichen des Oster- und Johannisfeuer. Leipzig 1696-8. Zeumer de igne Johannæo. Jena 1699. 4. Kirchweyh, Fassnachtt, Johannisfeuer, Sonnenwende, Lichtmessekerzen etc.'' Strasburg 1605.4.</ref> at drikke da af de hellige Kilder og more sig ved alskens Lystigheder. En saadan Forsamlingsplads ved Hjembek i Sjælland, besögt fra umindelige Tider af Omegnens Beboere, betragtes som et lovmæssigt Marked, og Jægersborg Dyrehauge afgiver endnu for Kjöbenhavns Indvaanere et saadant Forlystelsessted paa St. Hans Nat, som den rimeligviis har været for de hedenske Sjællændere i det dunkle Hedenold.		Endvidere maa vi lægge Mærke til at lige som ''Heimdall'' maatte hædres ved denne Fest som den, der herskede ved dens Ende i vor Verden, som Maanedsgud, saa var dens Begyndelse især helliget ''Baldur'', der vel da förte Herredömmet, men fratraadte det medens Festen varede, og de hellige Digtere skildrede denne Fratrædelse som hans virkelige Död og Nedfart til Underverdenen. Til en anden Tid vil jeg udförligere söge at bevise, at ''Baldur'' ansaaes som Gud for Solhuset ''Breidablik'' (det vidtskinnende, bredtblinkende) nemlig Tvillingernes Himmeltegn, som gjennemvandres af Solen i den skjönneste Aarstid. Ved dens Udgang deraf er den fejreste, behageligste Sommer og den længste Dag eller Lysets herligste Herredömme til Ende. Denne sörgelige Begivenhed, som mindede om Mörkets nu igjen tiltagende Vælde og Naturens forestaaende Vinterdöd, skildredes som den gode, dejlige, lyse Baldurs Hedenfart og Ligfærd til Baalet. Midsommersnat tændtes ogsaa virkeligen i det gamle Norden store Baal overalt paa Höjene, hvormed man tildeels har villet betegne Sommersolhverv eller Solens længste Lysning paa den Tid, og tildeels sigtet dermed til Mythen om den hedenfarne nu af ''Höder'' eller Mörket myrdede ''Baldurs'' Opbrændelse paa Ligbaalet. Ved Kristendommens Indförelse vilde Nordboerne ikke give Slip paa en saa ældgammel og afholdt Folkefest, hvormed man havde forbundet den religieuse Overtro at Kilder (som ''Baldurs Brönd'', Tisvæld o. fl. i Danmark) Bade, visse Urter o. s. v. ved Solens hemmelighedsfulde Vendepunkt (sandsynligviis ved den gode Baldurs Naade), havde en overnaturlig Kraft til at helbrede Sygdomme, tilintetgøre skadelig Trolddomskraft, bringe Mennesker og Kreature Held o. s. v. — Nordens katholske Omvendere rettede sig saavel heri, som i Andet, saavidt mueligt efter Omstændighederne, ved at overföre den ''Baldur'' helligede hedenske Midsommersfest til ''St. Hansdags Nat'' som indtraf omtrent paa samme Tid. Ligesom Nordboerne da för erindrede Baldurs Mord, kunde de nu sörge over Johannes den Döbers lignende Endeligt; saae de da for Baldurs Blod paa Roden en Urt som nu er opkaldet efter St. Hans, saa troede den kristnede Almue at see derpaa Martyrens Blod (som i Grunden bestaaer af visse Insekters Æg der indeholde en röd Vædske); Var Baldur för den helbredende Gud, saa var hans Mirakelkraft nu overgaaet til de nye Helgene o. s. v. I Island, paa Færöerne, i Skaane, Jylland o. fl. St. kaldes en Blomst, som i visse Henseender ligner en straalende Sol og blomstrer paa denne Tid, endnu ''Balders Braa'', ɔ : Balders Öjenhaar eller Öjenbryn. Navnets Oprindelse meldes udtrykkelig i den yngre Edda. Om Urten ''Baldrian'' derimod har sit Navn af ham, kan jeg (3) ikke sige, men vist er det, at man har tillagt den velgjörende og næsten vidunderlige Lægedoms Dyder. Endnu vedvarer den Skik i Norge, Sverrig og i Danmark, ligesaavel som i Tydskland, Skotland og flere europæiske Lande, at tænde Baal paa Midsommerenatten eller St. Hans Nat,<ref>Herom handle forskjellige, nu sjeldne Dissertationer, som ''Reisbius Untersuchung des heidnischen Nodfyrs oder Nothfeuers ingleichen des Oster- und Johannisfeuer. Leipzig 1696-8. Zeumer de igne Johannæo. Jena 1699. 4. Kirchweyh, Fassnachtt, Johannisfeuer, Sonnenwende, Lichtmessekerzen etc.'' Strasburg 1605.4.</ref> at drikke da af de hellige Kilder og more sig ved alskens Lystigheder. En saadan Forsamlingsplads ved Hjembek i Sjælland, besögt fra umindelige Tider af Omegnens Beboere, betragtes som et lovmæssigt Marked, og Jægersborg Dyrehauge afgiver endnu for Kjöbenhavns Indvaanere et saadant Forlystelsessted paa St. Hans Nat, som den rimeligviis har været for de hedenske Sjællændere i det dunkle Hedenold.

−	Vi have end flere Formodningsgrunde til at antage, at Valas Spaadomssang netop er bleven fremfört eller reciteret ved den anförte Sommersolhvervs- eller Midsommersfest. I det Vala synger om Verdens Skabelse synes hun derved især at tage Hensyn til ''Tidens Bestemmelse'' ved Solens, Maanens og Stjernernes af Guderne anordnede Gang; Efter at have beskrevet ''Stjernehimmelen som Ygdrasils Krone og Tidens trende store Gudinders Fremkomst'' af Urdes eller ''Uranias'' derunder liggende ætheriske Hav, forklarer ~~kun~~ den himmelske Guldalders Flugt fra Verden, ved den blandt Menneskene opkomne unaturlige Guldtörst og deraf foraarsagede Myrdelyst, som paadrog dem Gudernes Vrede og Vanernes eller Luftaandernes fjendtlige Anfald. Ogsaa Guderne geraadede nu i Krig med Jætterne, ved det at Tordneren Thor bröd det med dem indgangne Forlig, da han nemlig ved Foraarets Tilbagevenden, befejdede Vinterens, Mörkets og Kuldens Dæmoner. Nu erindrer Spaaqvinden Heimdalls Basun, eller dens Lyd, som skjules under Himmeltræet. Herved maa vi anmærke at Folket sammenkaldtes i gamle Dage ved Ham, Lure eller Basuner til de almindelige Forsamlinger og Fester — ligesom Oldermanden, i visse danske Landsbyer, vred sit Horn endnu sammenkalder Beboerne til Gadestævnet, under et vist Træ som forestiller deres jordiske Yggdrasill. Af ovenanförte Aarsager, kunde det Horn som forkyndte den titommeldte Fest, især kaldes ''Heimdalls Horn'', og det er altsaa den ved dets Lyd forkyndte Höjtid, som Spaaqvinden egentlig omtaler her, endskjöndt hun tillige sigter til de bekjendte Myther om Verdens Undergang, der engang i Tidens Fylde skulde forkyndes den ved Gudens egen Basun. Nu omtaler hun enten sig selv, eller sin Stammemoder Urde, den ypperste Norne, som samtalende med Himmelguden ''Odin'', om hans til ''Mimer'' eller ''Havet'' pantsatte Öje, Solen nemlig; denne Overgang er saare naturlig, naar vi lægge Mærke til at denne Overdragelse skede netop ved Festens Tid, i det Solen da atter neddaler til Oceanet, og kommer saaledes i Havets Vold. Hun vedbliver at berette sine havte Syner. Valkyriernes Ledingsfærd forkynder Kamp og Död; ''Baldur'' eller Himmellyset myrdes af den blinde ''Höder'', Nattemörket. Saaledes udtrykke Skovens Alfer sig ganske rigtig i Öhlenschlægers genialske Drama ''Baldur hin Gode'', i det de beklage Gudens forestaaende Död:	+	Vi have end flere Formodningsgrunde til at antage, at Valas Spaadomssang netop er bleven fremfört eller reciteret ved den anförte Sommersolhvervs- eller Midsommersfest. I det Vala synger om Verdens Skabelse synes hun derved især at tage Hensyn til ''Tidens Bestemmelse'' ved Solens, Maanens og Stjernernes af Guderne anordnede Gang; Efter at have beskrevet ''Stjernehimmelen som Ygdrasils Krone og Tidens trende store Gudinders Fremkomst'' af Urdes eller ''Uranias'' derunder liggende ætheriske Hav, forklarer hun den himmelske Guldalders Flugt fra Verden, ved den blandt Menneskene opkomne unaturlige Guldtörst og deraf foraarsagede Myrdelyst, som paadrog dem Gudernes Vrede og Vanernes eller Luftaandernes fjendtlige Anfald. Ogsaa Guderne geraadede nu i Krig med Jætterne, ved det at Tordneren Thor bröd det med dem indgangne Forlig, da han nemlig ved Foraarets Tilbagevenden, befejdede Vinterens, Mörkets og Kuldens Dæmoner. Nu erindrer Spaaqvinden Heimdalls Basun, eller dens Lyd, som skjules under Himmeltræet. Herved maa vi anmærke at Folket sammenkaldtes i gamle Dage ved Ham, Lure eller Basuner til de almindelige Forsamlinger og Fester — ligesom Oldermanden, i visse danske Landsbyer, vred sit Horn endnu sammenkalder Beboerne til Gadestævnet, under et vist Træ som forestiller deres jordiske Yggdrasill. Af ovenanförte Aarsager, kunde det Horn som forkyndte den titommeldte Fest, især kaldes ''Heimdalls Horn'', og det er altsaa den ved dets Lyd forkyndte Höjtid, som Spaaqvinden egentlig omtaler her, endskjöndt hun tillige sigter til de bekjendte Myther om Verdens Undergang, der engang i Tidens Fylde skulde forkyndes den ved Gudens egen Basun. Nu omtaler hun enten sig selv, eller sin Stammemoder Urde, den ypperste Norne, som samtalende med Himmelguden ''Odin'', om hans til ''Mimer'' eller ''Havet'' pantsatte Öje, Solen nemlig; denne Overgang er saare naturlig, naar vi lægge Mærke til at denne Overdragelse skede netop ved Festens Tid, i det Solen da atter neddaler til Oceanet, og kommer saaledes i Havets Vold. Hun vedbliver at berette sine havte Syner. Valkyriernes Ledingsfærd forkynder Kamp og Död; ''Baldur'' eller Himmellyset myrdes af den blinde ''Höder'', Nattemörket. Saaledes udtrykke Skovens Alfer sig ganske rigtig i Öhlenschlægers genialske Drama ''Baldur hin Gode'', i det de beklage Gudens forestaaende Död:

@@ Linje 59: / Linje 59: @@
 Jeg aner end en Aarsag til ''Heimdalls'' Ommeldelse her. Han var den Maanedsgud der tog mod Herredömmet ved Sommer-Solhverv, Midsommers Nat, Nordboernes störste Folkefest da Solen indtraadte i Krebsens Himmeltegn. Da tronede han især paa ''Himmelbjerg'', thi saaledes betegnede Nordboerne dette Solhus, for at antyde Solens höjeste Standpunkt i det Öjeblik Heimdall modtog Bestyrelsen af dens Gang, men Guden kaldtes dog ''Hallinskeidi'' eller den som gaaer ad en heldende Bane, thi fra dette Öjeblik af daler Solen i sit aarlige Löb. Saaledes kunne vi ikke undres over at Vala, netop i Sangens Begyndelse, i et saa helligt og betydningsfuldt Öjeblik, især kalder sine Tilhörere ''Heimdalls Slægt''; med den Benævnelse kunde hun henvende sig til de usynlige Guder, deres synlige Repræsentantere, Præsterne, og til den hele forsamlede Menighed af Gudernes jordiske Folk.
-Endvidere maa vi lægge Mærke til at lige som ''Heimdall'' maatte hædres ved denne Fest som den, der herskede ved dens Ende i vor Verden, som Maanedsgud, saa var dens Begyndelse især helliget ''Baldur'', der vel da förte Herredömmet, men fratraadte det medens Festen varede, og de hellige Digtere skildrede denne Fratrædelse som hans virkelige Död og Nedfart til Underverdenen. Til en anden Tid vil jeg udförligere söge at bevise, at ''Baldur'' ansaaes som Gud for Solhuset ''Breidablik'' (det vidtskinnende, bredtblinkende) nemlig Tvillingernes Himmeltegn, som gjennemvandres af Solen i den skjönneste Aarstid. Ved dens Udgang deraf er den fejreste, behageligste Sommer og den længste Dag eller Lysets herligste Herredömme til Ende. Denne sörgelige Begivenhed, som mindede om Mörkets nu igjen tiltagende Vælde og Naturens forestaaende Vinterdöd, skildredes som den gode, dejlige, lyse Baldurs Hedenfart og Ligfærd til Baalet. Midsommersnat tændtes ogsaa virkeligen i det gamle Norden store Baal overalt paa Höjene, hvormed man tildeels har villet betegne Sommersolhverv eller Solens længste Lysning paa den Tid, og tildeels sigtet dermed til Mythen om den hedenfarne nu af ''Höder'' eller Mörket myrdede ''Baldurs'' Opbrændelse paa Ligbaalet. Ved Kristendommens Indförelse vilde Nordboerne ikke give Slip paa en saa ældgammel og afholdt Folkefest, hvormed man havde forbundet den religieuse Overtro at Kilder (som ''Baldurs Brönd'', Tisvæld o. fl. i Danmark) Bade, visse Urter o. s. v. ved Solens hemmelighedsfulde Vendepunkt (sandsynligviis ved den gode Baldurs Naade), havde en overnaturlig Kraft til at helbrede Sygdomme, tilintetgøre skadelig Trolddomskraft, bringe Mennesker og Kreature Held o. s. v. — Nordens katholske Omvendere rettede sig saavel heri, som i Andet, saavidt mueligt efter Omstændighederne, ved at overföre den ''Baldur'' helligede hedenske Midsommersfest til ''St. Hansdags Nat'' som indtraf omtrent paa samme Tid. Ligesom Nordboerne da för erindrede Baldurs Mord, kunde de nu sörge over Johannes den Döbers lignende Endeligt; saae de da for Baldurs Blod paa Roden en Urt som nu er opkaldet efter St. Hans, saa troede den kristnede Almue at see derpaa Martyrens Blod (som i Grunden bestaaer af visse Insekters Æg der indeholde en röd Vædske); Var Baldur för den helbredende Gud, saa var hans Mirakelkraft nu overgaaet til de nye Helgene o. s. v. I Island, paa Færöerne, i Skaane, Jylland o. fl. St. kaldes en Blomst, som i visse Henseender ligner en straalende Sol og blomstrer paa denne Tid, endnu ''Balders Braa'', &#596; : Balders Öjenhaar eller Öjenbryn. Navnets Oprindelse meldes udtrykkelig i den yngre Edda. Om Urten ''Baldrian'' derimod har sit Navn af ham, kan jeg (3) ikke sige, men vist er det, at man har tillagt den velgjörende og næsten vidunderlige Lægedoms Dyder. Endnu vedvarer den Skik i Norge, Sverrig og i Danmark, ligesaavel som i Tydskland, Skotland og flere europæiske Lande, at tænde Baal paa Midsommeren atten eller St. Hans Nat,<ref>Herom handle forskjellige, nu sjeldne Dissertationer, som ''Reisbius Untersuchung des heidnischen Nodfyrs oder Nothfeuers ingleichen des Oster- und Johannisfeuer. Leipzig 1696-8. Zeumer de igne Johannæo. Jena 1699. 4. Kirchweyh, Fassnachtt, Johannisfeuer, Sonnenwende, Lichtmessekerzen etc.'' Strasburg 1605.4.</ref> at drikke da af de hellige Kilder og more sig ved alskens Lystigheder. En saadan Forsamlingsplads ved Hjembek i Sjælland, besögt fra umindelige Tider af Omegnens Beboere, betragtes som et lovmæssigt Marked, og Jægersborg Dyrehauge afgiver endnu for Kjöbenhavns Indvaanere et saadant Forlystelsessted paa St. Hans Nat, som den rimeligviis har været for de hedenske Sjællændere i det dunkle Hedenold.
+Endvidere maa vi lægge Mærke til at lige som ''Heimdall'' maatte hædres ved denne Fest som den, der herskede ved dens Ende i vor Verden, som Maanedsgud, saa var dens Begyndelse især helliget ''Baldur'', der vel da förte Herredömmet, men fratraadte det medens Festen varede, og de hellige Digtere skildrede denne Fratrædelse som hans virkelige Död og Nedfart til Underverdenen. Til en anden Tid vil jeg udförligere söge at bevise, at ''Baldur'' ansaaes som Gud for Solhuset ''Breidablik'' (det vidtskinnende, bredtblinkende) nemlig Tvillingernes Himmeltegn, som gjennemvandres af Solen i den skjönneste Aarstid. Ved dens Udgang deraf er den fejreste, behageligste Sommer og den længste Dag eller Lysets herligste Herredömme til Ende. Denne sörgelige Begivenhed, som mindede om Mörkets nu igjen tiltagende Vælde og Naturens forestaaende Vinterdöd, skildredes som den gode, dejlige, lyse Baldurs Hedenfart og Ligfærd til Baalet. Midsommersnat tændtes ogsaa virkeligen i det gamle Norden store Baal overalt paa Höjene, hvormed man tildeels har villet betegne Sommersolhverv eller Solens længste Lysning paa den Tid, og tildeels sigtet dermed til Mythen om den hedenfarne nu af ''Höder'' eller Mörket myrdede ''Baldurs'' Opbrændelse paa Ligbaalet. Ved Kristendommens Indförelse vilde Nordboerne ikke give Slip paa en saa ældgammel og afholdt Folkefest, hvormed man havde forbundet den religieuse Overtro at Kilder (som ''Baldurs Brönd'', Tisvæld o. fl. i Danmark) Bade, visse Urter o. s. v. ved Solens hemmelighedsfulde Vendepunkt (sandsynligviis ved den gode Baldurs Naade), havde en overnaturlig Kraft til at helbrede Sygdomme, tilintetgøre skadelig Trolddomskraft, bringe Mennesker og Kreature Held o. s. v. — Nordens katholske Omvendere rettede sig saavel heri, som i Andet, saavidt mueligt efter Omstændighederne, ved at overföre den ''Baldur'' helligede hedenske Midsommersfest til ''St. Hansdags Nat'' som indtraf omtrent paa samme Tid. Ligesom Nordboerne da för erindrede Baldurs Mord, kunde de nu sörge over Johannes den Döbers lignende Endeligt; saae de da for Baldurs Blod paa Roden en Urt som nu er opkaldet efter St. Hans, saa troede den kristnede Almue at see derpaa Martyrens Blod (som i Grunden bestaaer af visse Insekters Æg der indeholde en röd Vædske); Var Baldur för den helbredende Gud, saa var hans Mirakelkraft nu overgaaet til de nye Helgene o. s. v. I Island, paa Færöerne, i Skaane, Jylland o. fl. St. kaldes en Blomst, som i visse Henseender ligner en straalende Sol og blomstrer paa denne Tid, endnu ''Balders Braa'', &#596; : Balders Öjenhaar eller Öjenbryn. Navnets Oprindelse meldes udtrykkelig i den yngre Edda. Om Urten ''Baldrian'' derimod har sit Navn af ham, kan jeg (3) ikke sige, men vist er det, at man har tillagt den velgjörende og næsten vidunderlige Lægedoms Dyder. Endnu vedvarer den Skik i Norge, Sverrig og i Danmark, ligesaavel som i Tydskland, Skotland og flere europæiske Lande, at tænde Baal paa Midsommerenatten eller St. Hans Nat,<ref>Herom handle forskjellige, nu sjeldne Dissertationer, som ''Reisbius Untersuchung des heidnischen Nodfyrs oder Nothfeuers ingleichen des Oster- und Johannisfeuer. Leipzig 1696-8. Zeumer de igne Johannæo. Jena 1699. 4. Kirchweyh, Fassnachtt, Johannisfeuer, Sonnenwende, Lichtmessekerzen etc.'' Strasburg 1605.4.</ref> at drikke da af de hellige Kilder og more sig ved alskens Lystigheder. En saadan Forsamlingsplads ved Hjembek i Sjælland, besögt fra umindelige Tider af Omegnens Beboere, betragtes som et lovmæssigt Marked, og Jægersborg Dyrehauge afgiver endnu for Kjöbenhavns Indvaanere et saadant Forlystelsessted paa St. Hans Nat, som den rimeligviis har været for de hedenske Sjællændere i det dunkle Hedenold.
 Vi have end flere Formodningsgrunde til at antage, at Valas Spaadomssang netop er bleven fremfört eller reciteret ved den anförte Sommersolhvervs- eller Midsommersfest. I det Vala synger om Verdens Skabelse synes hun derved især at tage Hensyn til ''Tidens Bestemmelse'' ved Solens, Maanens og Stjernernes af Guderne anordnede Gang; Efter at have beskrevet ''Stjernehimmelen som Ygdrasils Krone og Tidens trende store Gudinders Fremkomst'' af Urdes eller ''Uranias'' derunder liggende ætheriske Hav, forklarer kun den himmelske Guldalders Flugt fra Verden, ved den blandt Menneskene opkomne unaturlige Guldtörst og deraf foraarsagede Myrdelyst, som paadrog dem Gudernes Vrede og Vanernes eller Luftaandernes fjendtlige Anfald. Ogsaa Guderne geraadede nu i Krig med Jætterne, ved det at Tordneren Thor bröd det med dem indgangne Forlig, da han nemlig ved Foraarets Tilbagevenden, befejdede Vinterens, Mörkets og Kuldens Dæmoner. Nu erindrer Spaaqvinden Heimdalls Basun, eller dens Lyd, som skjules under Himmeltræet. Herved maa vi anmærke at Folket sammenkaldtes i gamle Dage ved Ham, Lure eller Basuner til de almindelige Forsamlinger og Fester — ligesom Oldermanden, i visse danske Landsbyer, vred sit Horn endnu sammenkalder Beboerne til Gadestævnet, under et vist Træ som forestiller deres jordiske Yggdrasill. Af ovenanförte Aarsager, kunde det Horn som forkyndte den titommeldte Fest, især kaldes ''Heimdalls Horn'', og det er altsaa den ved dets Lyd forkyndte Höjtid, som Spaaqvinden egentlig omtaler her, endskjöndt hun tillige sigter til de bekjendte Myther om Verdens Undergang, der engang i Tidens Fylde skulde forkyndes den ved Gudens egen Basun. Nu omtaler hun enten sig selv, eller sin Stammemoder Urde, den ypperste Norne, som samtalende med Himmelguden ''Odin'', om hans til ''Mimer'' eller ''Havet'' pantsatte Öje, Solen nemlig; denne Overgang er saare naturlig, naar vi lægge Mærke til at denne Overdragelse skede netop ved Festens Tid, i det Solen da atter neddaler til Oceanet, og kommer saaledes i Havets Vold. Hun vedbliver at berette sine havte Syner. Valkyriernes Ledingsfærd forkynder Kamp og Död; ''Baldur'' eller Himmellyset myrdes af den blinde ''Höder'', Nattemörket. Saaledes udtrykke Skovens Alfer sig ganske rigtig i Öhlenschlægers genialske Drama ''Baldur hin Gode'', i det de beklage Gudens forestaaende Död: