Jomsvikinga Saga (C.C.Rafn) - Revisjonshistorikk

August på 3. des. 2019 kl. 08:54

2019-12-03T08:54:04Z

August på 29. mai 2019 kl. 10:22

2019-05-29T10:22:23Z

Carsten: Tilbakestilte endringer av Carsten (brukerdiskusjon) til siste versjon av August

2018-05-11T07:52:35Z

Tilbakestilte endringer av Carsten (brukerdiskusjon) til siste versjon av August

Carsten på 11. mai 2018 kl. 07:52

2018-05-11T07:52:15Z

August på 10. mai 2016 kl. 17:22

2016-05-10T17:22:51Z

JJ.Sandal på 30. des. 2015 kl. 22:02

2015-12-30T22:02:27Z

Jesper på 30. des. 2015 kl. 09:24

2015-12-30T09:24:59Z

Jesper på 28. jul. 2015 kl. 12:54

2015-07-28T12:54:07Z

Jesper på 27. jul. 2015 kl. 05:26

2015-07-27T05:26:32Z

Jesper på 26. jul. 2015 kl. 20:39

2015-07-26T20:39:30Z

@@ Linje 5: / Linje 5: @@
 ! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Jómsvíkíngasaga]] !! [[Fil:Islandsk.gif|32px|link=Jómsvíkinga saga]] !! [[Fil:Norsk.gif|32px|link=Fortællingen om Jomsvikingerne]] !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Jomsvikinga Saga (C.C.Rafn)]] !! [[Fil:Svensk.gif|32px|link=Jomsvikingarnas Saga]] !!
 |-
-!  !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Jomsvikingernes saga]] !! !!
+!  !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Jómsvikinga saga (Flateyjarbók)]] !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Jomsvikingernes saga]] !! !!
 |-
 !  !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Palnatoki i hallen]] !! !!

@@ Linje 3: / Linje 3: @@
 !align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
 |-
-! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Jómsvíkíngasaga]] !! [[Fil:Islandsk.gif|32px|link=Jómsvíkinga saga (Ólafur Halldórsson)]] !! [[Fil:Norsk.gif|32px|link=Fortællingen om Jomsvikingerne]] !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Jomsvikinga Saga (C.C.Rafn)]] !! [[Fil:Svensk.gif|32px|link=Jomsvikingarnas Saga]] !!
+! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Jómsvíkíngasaga]] !! [[Fil:Islandsk.gif|32px|link=Jómsvíkinga saga]] !! [[Fil:Norsk.gif|32px|link=Fortællingen om Jomsvikingerne]] !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Jomsvikinga Saga (C.C.Rafn)]] !! [[Fil:Svensk.gif|32px|link=Jomsvikingarnas Saga]] !!
 |-
 !  !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Jomsvikingernes saga]] !! !!

@@ Linje 29: / Linje 29: @@
-<br>Udgiven i Oversættelse af <br>[[Det kongelige  nordiske Oldskriftselskab]]
+Paa Dansk ved [[C. C. Rafn]]
 <br>København, 1829
 </center>

@@ Linje 29: / Linje 29: @@
-Paa Dansk ved [[C. C. Rafn]]
+<br>Udgiven i Oversættelse af <br>[[Det kongelige  nordiske Oldskriftselskab]]
 <br>København, 1829
 </center>

@@ Linje 3: / Linje 3: @@
 !align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
 |-
-! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Jómsvíkíngasaga]] !! [[Fil:Islandsk.gif|32px|link=Jómsvíkinga saga (Ólafur Halldórsson)]] !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Jomsvikinga Saga (C.C.Rafn)]] !! [[Fil:Svensk.gif|32px|link=Jomsvikingarnas Saga]] !!
+! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Jómsvíkíngasaga]] !! [[Fil:Islandsk.gif|32px|link=Jómsvíkinga saga (Ólafur Halldórsson)]] !! [[Fil:Norsk.gif|32px|link=Fortællingen om Jomsvikingerne]] !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Jomsvikinga Saga (C.C.Rafn)]] !! [[Fil:Svensk.gif|32px|link=Jomsvikingarnas Saga]] !!
 |-
 !  !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Jomsvikingernes saga]] !! !!

@@ Linje 1: / Linje 1: @@
 {| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
 |- style="background-color:#e9e9e9"
 !align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
 |-
-! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !! [[Fil:Islandsk.gif|32px|link=Jómsvíkinga saga (Ólafur Halldórsson)]] !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Jomsvikinga Saga (C.C.Rafn)]] !! [[Fil:Svensk.gif|32px|link=Jomsvikingarnas Saga]] !!
+! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Jómsvíkíngasaga]] !! [[Fil:Islandsk.gif|32px|link=Jómsvíkinga saga (Ólafur Halldórsson)]] !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Jomsvikinga Saga (C.C.Rafn)]] !! [[Fil:Svensk.gif|32px|link=Jomsvikingarnas Saga]] !!
 |-
 !  !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Jomsvikingernes saga]] !! !!

@@ Linje 4: / Linje 4: @@
 |-
 ! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !! [[Fil:Islandsk.gif|32px|link=Jómsvíkinga saga (Ólafur Halldórsson)]] !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Jomsvikinga Saga (C.C.Rafn)]] !! [[Fil:Svensk.gif|32px|link=Jomsvikingarnas Saga]] !!
 |-
 !  !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Jomsvikingernes löfter og henrettelse i Hjörungavaag]] !! !!
 |-
 |}

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 27. jul. 2015 kl. 05:26
Linje 371:		Linje 371:
	'''48. Kapitel'''		'''48. Kapitel'''

−	Efterat dette var talt blev nu en Mand løst fra Rebet, men Rebet havde viklet sig noget om Fødderne paa ham, saa at han ikke ret kunde komme løs. Denne Mand var stor af ~~Vært~~, smuk og ung og meget rask. Thorkel spurgte ham, hvorledes han syntes om at døe. ”Godt synes jeg derom," sagde han, "naar jeg blot forud havde faaet mit Løfte udført." Erik Jarl sagde: "Hvad er dit Navn, og hvilket er det Løfte, du har gjort, som du saa gjerne vil have udført, inden du lader dit Liv?" Han svarede: "Jeg hedder Vagn," sagde han, "og er, som man har sagt mig, en Søn af Aage Palnatokesøn fra Fyen." "Hvad Løfte har du da gjort, Vagn!" spurgte Erik videre, "efter hvis Opfyldelse, saaledes som du ønsker, du synes godt om at døe?" "Det Løfte gjorde jeg," sagde Vagn, "at jeg skulde, naar jeg kom til Norge, komme i Seng til Thorkel Leiras Datter Ingeborg uden hans eller nogen af hendes Frænders Minde, og dræbe ham selv, og tykkes mig, at det gaaer meget slet Med min Sag, om jeg ikke skal faae dette udført, inden jeg døer." "Det skal jeg forhindre," sagde Thorkel, "at du ikke skal faae det udført forinden," og han sprang da lige ind paa Vagn, og hug til ham med begge Hænder, men Vagns Fosterfader Bjørn den Bretske sparkede til Vagn saa haardt, at han stødte ham bort fra Hugget. Thorkel hug da over Vagn, og Sværdet traf paa Rebet, hvormed Vagn var bunden, som gik itu, og Vagn blev løs uden at blive saaret. Thorkel snublede, da han hug feil af Manden, og faldt, men Sværdet fløi ham ud af Haanden. Bjørn havde stødt saa haardt til Vagn, at han var falden om derved; han blev dog ikke længe liggende, men sprang strax hurtig op, og hug Thorkel Banesaar. "Nu har jeg udført det ene af Mine Løfter," sagde Vagn, "og jeg er nu noget bedre tilfreds end tilforn." Hakon Jarl sagde: "Lad ham nu ikke gaae løs længe, men dræber ham først, thi han har gjort os en stor Skade." "Han skal ligesaa lidt dræbes som jeg," sagde Erik, "hvis jeg maa raade, og jeg vil tage Vagn under min Beskyttelse." Hakon Jarl sagde: "Ei behøve vi nu at bestemme noget, eftersom du vil raade ene, Frænde!" "Godt Mands Bytte er i Vagn, Fader!" sagde Erik, "og det synes mig et godt Bytte, at vi tage ham til den Hæder og Værdighed, som Thorkel Leira har haft; dette kunde Thorkel vente sig, som nu er truffet ham, thi nu gaaer det, som man siger, at den Vises Gjætning gaaer i Opfyldelse; du saae strax i Dag Døden paa ham." Nu tog Erik Vagn i sin Beskyttelse, og han var nu ingen Fare udsat for; men da sagde Vagn: "Kun under den Betingelse foretrækker jeg at tage Fred af dig, Erik! hvis der ogsaa skjenkes Fred til alle mine Stalbrødre, som ere tilbage, ellers ville vi fare een Færd alle tilsammen." "Jeg vil nu tale med disse dine Stalbrødre," svarede Erik, "men dog afslaaer jeg ikke ganske det, som du forlanger." Erik gik da hen til Bjørn den Bretske, og spurgte hvo han var, og hvad han hed; han svarede, og sagde, at han hed Bjørn; "Er du den Bjørn," spurgte Erik fremdeles, "som med saadan Raskhed hentede Manden ud af Konning Svends Hal." "Ei veed jeg det," sagde Bjørn, "at jeg med Raskhed hentede Manden, men dog tog jeg ham bort derfra." "Hvad bringer dig gamle Mand til at drage hid og angribe os?" vedblev Erik, hvad bevægede dog dig skaldede og graahærdede Gubbe til denne Færd? ja det kan man sige med Sandhed, at alle Straa vilde stikke os Norges Mænd, eftersom end ogsaa saadanne, som gaae paa Gravens Rand, droge hid at stride imod os; og vil du nu modtage dit Liv af mig?" sagde Erik, "thi jeg synes ikke om at dræbe dig, saa gammel en Mand som du er." "Modtage vil jeg vist Livet af dig, Erik!" svarede Bjørn, "paa det Vilkaar, at min Fostersøn Vagn og alle de Mænd, som ere tilbage, erholde Fred." "Det skal nu tilstaaes eder alle, hvis jeg maa raade," sagde Erik, "og jeg skal raade." Derpaa gik Erik for sin Fader, og bad ham om, at alle de tilbageværende Jomsvikinger maatte faae Fred, og dette tilstod Jarlen ham; hvorpaa alle Jomsvikingerne bleve løste, tagne i Fred og skjenkede Sikkerhed. Hakon Jarl og Erik tog nu den Bestemmelse, at Bjørn den Bretske erholdt den Gaard, som Halstein Kærlingebane havde besiddet. Det siges, at der foruden Halstein faldt fem lehnsmænd. Vagn Aagesøn drog øster over til Vigen med Eriks Minde, og Erik sagde til Vagn, førend de skiltes, at han efter eget Tykke kunde holde Bryllup med Ingeborg Thorkelsdatter. Og da Vagn kom over til Vigen, gik han samme Aften, som han kom der, i Seng til Thorkel Leiras datter Ingeborg. Han opholdt sig der om Vinteren, men om Vaaren efter drog han bort derfra, og, holdt vel alt, hvad han havde lovet Erik. Vagn drog da ned til Danmark og hjem til sine Gaarde i Fyen, hvor Han levede i lang Tid, og blev anseet for en udmærket Mand, og mange Stormænd nedstamme fra ham. Det fortælles at Vagn førte Ingeborg hjem med sig, men Bjørn den Bretske drog hjem til Bretland, og herskede der, saa længe han levede, og han blev anseet for en ypperlig Mand.	+	Efterat dette var talt blev nu en Mand løst fra Rebet, men Rebet havde viklet sig noget om Fødderne paa ham, saa at han ikke ret kunde komme løs. Denne Mand var stor af Væxt, smuk og ung og meget rask. Thorkel spurgte ham, hvorledes han syntes om at døe. ”Godt synes jeg derom," sagde han, "naar jeg blot forud havde faaet mit Løfte udført." Erik Jarl sagde: "Hvad er dit Navn, og hvilket er det Løfte, du har gjort, som du saa gjerne vil have udført, inden du lader dit Liv?" Han svarede: "Jeg hedder Vagn," sagde han, "og er, som man har sagt mig, en Søn af Aage Palnatokesøn fra Fyen." "Hvad Løfte har du da gjort, Vagn!" spurgte Erik videre, "efter hvis Opfyldelse, saaledes som du ønsker, du synes godt om at døe?" "Det Løfte gjorde jeg," sagde Vagn, "at jeg skulde, naar jeg kom til Norge, komme i Seng til Thorkel Leiras Datter Ingeborg uden hans eller nogen af hendes Frænders Minde, og dræbe ham selv, og tykkes mig, at det gaaer meget slet Med min Sag, om jeg ikke skal faae dette udført, inden jeg døer." "Det skal jeg forhindre," sagde Thorkel, "at du ikke skal faae det udført forinden," og han sprang da lige ind paa Vagn, og hug til ham med begge Hænder, men Vagns Fosterfader Bjørn den Bretske sparkede til Vagn saa haardt, at han stødte ham bort fra Hugget. Thorkel hug da over Vagn, og Sværdet traf paa Rebet, hvormed Vagn var bunden, som gik itu, og Vagn blev løs uden at blive saaret. Thorkel snublede, da han hug feil af Manden, og faldt, men Sværdet fløi ham ud af Haanden. Bjørn havde stødt saa haardt til Vagn, at han var falden om derved; han blev dog ikke længe liggende, men sprang strax hurtig op, og hug Thorkel Banesaar. "Nu har jeg udført det ene af Mine Løfter," sagde Vagn, "og jeg er nu noget bedre tilfreds end tilforn." Hakon Jarl sagde: "Lad ham nu ikke gaae løs længe, men dræber ham først, thi han har gjort os en stor Skade." "Han skal ligesaa lidt dræbes som jeg," sagde Erik, "hvis jeg maa raade, og jeg vil tage Vagn under min Beskyttelse." Hakon Jarl sagde: "Ei behøve vi nu at bestemme noget, eftersom du vil raade ene, Frænde!" "Godt Mands Bytte er i Vagn, Fader!" sagde Erik, "og det synes mig et godt Bytte, at vi tage ham til den Hæder og Værdighed, som Thorkel Leira har haft; dette kunde Thorkel vente sig, som nu er truffet ham, thi nu gaaer det, som man siger, at den Vises Gjætning gaaer i Opfyldelse; du saae strax i Dag Døden paa ham." Nu tog Erik Vagn i sin Beskyttelse, og han var nu ingen Fare udsat for; men da sagde Vagn: "Kun under den Betingelse foretrækker jeg at tage Fred af dig, Erik! hvis der ogsaa skjenkes Fred til alle mine Stalbrødre, som ere tilbage, ellers ville vi fare een Færd alle tilsammen." "Jeg vil nu tale med disse dine Stalbrødre," svarede Erik, "men dog afslaaer jeg ikke ganske det, som du forlanger." Erik gik da hen til Bjørn den Bretske, og spurgte hvo han var, og hvad han hed; han svarede, og sagde, at han hed Bjørn; "Er du den Bjørn," spurgte Erik fremdeles, "som med saadan Raskhed hentede Manden ud af Konning Svends Hal." "Ei veed jeg det," sagde Bjørn, "at jeg med Raskhed hentede Manden, men dog tog jeg ham bort derfra." "Hvad bringer dig gamle Mand til at drage hid og angribe os?" vedblev Erik, hvad bevægede dog dig skaldede og graahærdede Gubbe til denne Færd? ja det kan man sige med Sandhed, at alle Straa vilde stikke os Norges Mænd, eftersom end ogsaa saadanne, som gaae paa Gravens Rand, droge hid at stride imod os; og vil du nu modtage dit Liv af mig?" sagde Erik, "thi jeg synes ikke om at dræbe dig, saa gammel en Mand som du er." "Modtage vil jeg vist Livet af dig, Erik!" svarede Bjørn, "paa det Vilkaar, at min Fostersøn Vagn og alle de Mænd, som ere tilbage, erholde Fred." "Det skal nu tilstaaes eder alle, hvis jeg maa raade," sagde Erik, "og jeg skal raade." Derpaa gik Erik for sin Fader, og bad ham om, at alle de tilbageværende Jomsvikinger maatte faae Fred, og dette tilstod Jarlen ham; hvorpaa alle Jomsvikingerne bleve løste, tagne i Fred og skjenkede Sikkerhed. Hakon Jarl og Erik tog nu den Bestemmelse, at Bjørn den Bretske erholdt den Gaard, som Halstein Kærlingebane havde besiddet. Det siges, at der foruden Halstein faldt fem lehnsmænd. Vagn Aagesøn drog øster over til Vigen med Eriks Minde, og Erik sagde til Vagn, førend de skiltes, at han efter eget Tykke kunde holde Bryllup med Ingeborg Thorkelsdatter. Og da Vagn kom over til Vigen, gik han samme Aften, som han kom der, i Seng til Thorkel Leiras datter Ingeborg. Han opholdt sig der om Vinteren, men om Vaaren efter drog han bort derfra, og, holdt vel alt, hvad han havde lovet Erik. Vagn drog da ned til Danmark og hjem til sine Gaarde i Fyen, hvor Han levede i lang Tid, og blev anseet for en udmærket Mand, og mange Stormænd nedstamme fra ham. Det fortælles at Vagn førte Ingeborg hjem med sig, men Bjørn den Bretske drog hjem til Bretland, og herskede der, saa længe han levede, og han blev anseet for en ypperlig Mand.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 26. jul. 2015 kl. 20:39
Linje 366:		Linje 366:
	'''47. Kapitel'''		'''47. Kapitel'''

−	Det er dernæst at fortælle, at nogle af dem, som vare meget saarede, bleve nu løste af Rebet. Skopte Kark og nogle andre Trælle havde imidlertid holdt Vagt ved dem, og holdt Rebet. Da Jomsvikingerne nu vare løste, foretoge Trællene sig at snoe Vøire i Haaret paa dem, og der bleve nu først fremførte tre saarede Mænd med denne Tilberedelse. Thorkel Leira gik dernæst til dem, og hug Hovedet af den ene efter den anden, og talte derpaa til sine Kammerater, og spurgte dem, om de kunde finde, at han ved denne Forretning havde i nogen Maade forandret Udseende: "thi Folk sige," sagde han, "at det pleier at skee, naar man hugger tre Mænd ihjel, den ene efter den anden." Hakon Jarl svarede ham: "Ei kunne vi see, at du ved dette har forandret Udseende, men dog synes mig, at dit Udseende tilforn var forandret." Man førte nu den fjerde Mand fra Rebet, snoede en Vøir i hans Haar, og førte ham derhen. Thorkel hug ligeledes ham ihjel, ogsaa han var meget saaret. Da han kom der, talte Thorkel til ham, førend han gav ham Hugget, og spurgte, hvorledes han syntes om at døe. Han svarede: ”Godt synes mig om min Bane," sagde han, "det vil gaae mig ligesom min Fader, at jeg skal døe;" og derefter hug Thorkel Hovedet af denne Mand, og han endte saaledes sine Dage. Nu blev den femte Mand løst fra Rebet, og ført derhen, og da han kom der, sagde Thorkel Leira: "Hvorledes synes du om at døe?" Han svarede: "Ei mindedes jeg da Jomsvikingernes Lov, om jeg frygtede ved Døden, eller talte Angestord, ethvert Menneske skal een Gang døe;" Thorkel hug ham. De besluttede nu at tilspørge enhver især af dem, førend de bleve dræbte, for saaledes at prøve Mandskabet, om det var saa tappert, som Ordet gik om dem, og da syntes det tilstrækkelig prøvet, om ingen talte Angestord. Derpaa fremførtes den sjette Mand, og en Vøir blev snoet i hans Haar. Thorkel spurgte ham paa samme Maade. "Godt synes mig om at døe med god Berømmelse," sagde han, "men du, Thorkel! vil leve med Vanære." Han hug denne. Da blev den syvende Mand fremført, og Thorkel spurgte ham som sædvanlig. "Jeg synes meget vel om at døe," sagde han, "men hug mig hurtig; jeg holder paa en Tællekniv, thi vi Jomsvikinger have ofte talt om indbyrdes, om et Menneske, naar han hugges meget hurtig, kan være sig noget bevidst, efter at Hovedet er skilt fra Kroppen, og skal jeg nu derpaa give det Tegn, at jeg vil række Kniven frem, hvis jeg er mig noget bevidst, men hvis ikke, vil den falde ned." Thorkel hug ham, og Hovedet fløi af, men Kniven faldt ned. Derpaa blev den ottende Mand fremtagen, og Thorkel spurgte ham som sædvanlig. Han sagde, at han syntes godt derom, og, da han mærkede, at Hugget snart vilde falde, raabte han: "Væder!" Thorkel standsede Hugget, og spurgte ham, hvi dette Ord kom ham paa Tungen. Dertil svarede han: "Ei ere her dog for mange til alle de Au'er (15), som I Jarlsmænd nævnte i Gaar, da I finge Hug." "Elendige!" raabte Thorkel, og lod Hugget falde. Derpaa blev den niende Mand løst. Thorkel gjorde ham det sædvanlige Spørgsmaal. Han sagde: "Godt synes jeg om min Død, som alle vi Stalbrødre, men jeg vil ikke lade mig hugge som Faar, men jeg vil sidde for dig, og hug mig saa lige i Ansigtet, og læg nøie Mærke til, om jeg blinker noget, thi vi have ofte haft det at tale om indbyrdes!" Saa skete nu, han sad for Thorkel, og denne gik foran ham, og hug ham i Ansigtet, og han blinkede ikke, uden det at Øielaagene trak sig sammen, da Døden foer over ham. Derpaa blev den tiende Mand fremført, og Thorkel spurgte ham ogsaa. Han sagde: "Jeg ønsker, at du bier, medens jeg løser Mine Buxer." "Det skal tilstaaes dig," sagde Thorkel. Og da han havde gjort det, sagde han: "Mange Ting hændes dog Mennesket anderledes, end han venter det; jeg ventede at komme i Seng til Jarlens Kone Thora Skagedotter, men nu kan du dog fortælle, at jeg er voxen dertil." Derpaa trak han Buxerne op. Hakon Jarl sagde: "Hug denne paa det hurtigste, han har længe haft Ondt i Hu!" Thorkel hug ham. Derpaa fremførtes en ung Mand, som havde et stort Haar, der var guult som Silke. Thorkel spurgte som sædvanlig. Han sagde: "Levet har jeg nu min skjønneste Tid, og ei agter jeg Livet kjært, nu da saadanne Mænd ere døde, men ei vil jeg, at Trælle skulle lede mig til Døden, men en Mand, der ikke er ringere end du, og vil en saadan ikke være vanskelig at finde her, og han maa holde Haaret ud fra Hovedet, og rykke Hovedet til sig, saa at Haaret ikke bliver blodigt." En Hirdmand gik da til, og tog Haaret og viklede det om sin Haand; men Thorkel svang Sværdet, og agtede at hugge ham saa haardt og hurtig, som han formaaede, og han hug til; men da den unge Mand hørte Hvinet af Hugget, rykkede han Hovedet haardt til sig, og det traf saa, at Hugget ramte Hirdmanden, som holdt Haaret, og Thorkel hug begge hans Arme af i Albueledet; men den unge Mand sprang op, og gjorde Løier af det, og sagde: "Hvo har sine Hænder i mit Haar?" Hakon Jarl tog da til Orde, og sagde: ”Stor Ulykke hændes os nu af disse ~~Mamd~~, dræber ham saa hurtig som mueligt! han har tilføiet os Skade nok, og det er det bedste, at de, som ere tilbage, blive dræbte som snarest, thi disse Mænd ere altfor onde at komme til Rette med, til at vi kunne tage os i Agt for dem, og der har ikke været talt for meget om deres Haardhed og Manddom." Erik tog til Orde, og talte til sin Fader: "Vide ville vi nu, Fader!" sagde han, "hvilke Mændene ere, inden de alle blive dræbte, og hvad hedder du, unge Mand?" sagde Erik. "Svend er mit Navn," svarede han. "hvis Søn er du, Svend!" spurgte Erik videre, "og hvad Herkomst er du af?" "Bue Digre hedder min Fader," svarede han, ”og er Vesetes Søn fra Bornholm, og jeg er dansk af Herkomst." "Hvor gammel er du?" spurgte Erik. "Hvis jeg overlever denne Vinter," svarede han, "da bliver jeg atten Aar gammel." "Du skal overleve Vinteren," sagde Erik, "om vi maae raade, og skal ikke dræbes;" og Erik tog ham nu i Fred, og lod ham være i Trop med sig og sine Mænd. Da Hakon Jarl saae dette, tog han til Orde, og sagde: "Ei veed jeg nu, hvad du tænker paa, om du vil tage saadan en Mand fri, som har tilføiet os saa stor Vanære og Beskæmmelse, som denne unge Mand, af hvem vi have lidt størst Skade, men dog kan jeg ikke ansee det passende at tage Manden ud af dine Hænder, og kommer du nu til at raade dennesinde;" og det blev da, som Erik vilde. Derpaa sagde Hakon Jarl til Thorkel Leira: "Hug nu de andre snart!" Erik sagde: "Ei skulle nu Mændene dræbes, førend jeg forud har talt med dem, thi jeg vil vide, hvo enhver af dem er."	+	Det er dernæst at fortælle, at nogle af dem, som vare meget saarede, bleve nu løste af Rebet. Skopte Kark og nogle andre Trælle havde imidlertid holdt Vagt ved dem, og holdt Rebet. Da Jomsvikingerne nu vare løste, foretoge Trællene sig at snoe Vøire i Haaret paa dem, og der bleve nu først fremførte tre saarede Mænd med denne Tilberedelse. Thorkel Leira gik dernæst til dem, og hug Hovedet af den ene efter den anden, og talte derpaa til sine Kammerater, og spurgte dem, om de kunde finde, at han ved denne Forretning havde i nogen Maade forandret Udseende: "thi Folk sige," sagde han, "at det pleier at skee, naar man hugger tre Mænd ihjel, den ene efter den anden." Hakon Jarl svarede ham: "Ei kunne vi see, at du ved dette har forandret Udseende, men dog synes mig, at dit Udseende tilforn var forandret." Man førte nu den fjerde Mand fra Rebet, snoede en Vøir i hans Haar, og førte ham derhen. Thorkel hug ligeledes ham ihjel, ogsaa han var meget saaret. Da han kom der, talte Thorkel til ham, førend han gav ham Hugget, og spurgte, hvorledes han syntes om at døe. Han svarede: ”Godt synes mig om min Bane," sagde han, "det vil gaae mig ligesom min Fader, at jeg skal døe;" og derefter hug Thorkel Hovedet af denne Mand, og han endte saaledes sine Dage. Nu blev den femte Mand løst fra Rebet, og ført derhen, og da han kom der, sagde Thorkel Leira: "Hvorledes synes du om at døe?" Han svarede: "Ei mindedes jeg da Jomsvikingernes Lov, om jeg frygtede ved Døden, eller talte Angestord, ethvert Menneske skal een Gang døe;" Thorkel hug ham. De besluttede nu at tilspørge enhver især af dem, førend de bleve dræbte, for saaledes at prøve Mandskabet, om det var saa tappert, som Ordet gik om dem, og da syntes det tilstrækkelig prøvet, om ingen talte Angestord. Derpaa fremførtes den sjette Mand, og en Vøir blev snoet i hans Haar. Thorkel spurgte ham paa samme Maade. "Godt synes mig om at døe med god Berømmelse," sagde han, "men du, Thorkel! vil leve med Vanære." Han hug denne. Da blev den syvende Mand fremført, og Thorkel spurgte ham som sædvanlig. "Jeg synes meget vel om at døe," sagde han, "men hug mig hurtig; jeg holder paa en Tællekniv, thi vi Jomsvikinger have ofte talt om indbyrdes, om et Menneske, naar han hugges meget hurtig, kan være sig noget bevidst, efter at Hovedet er skilt fra Kroppen, og skal jeg nu derpaa give det Tegn, at jeg vil række Kniven frem, hvis jeg er mig noget bevidst, men hvis ikke, vil den falde ned." Thorkel hug ham, og Hovedet fløi af, men Kniven faldt ned. Derpaa blev den ottende Mand fremtagen, og Thorkel spurgte ham som sædvanlig. Han sagde, at han syntes godt derom, og, da han mærkede, at Hugget snart vilde falde, raabte han: "Væder!" Thorkel standsede Hugget, og spurgte ham, hvi dette Ord kom ham paa Tungen. Dertil svarede han: "Ei ere her dog for mange til alle de Au'er (15), som I Jarlsmænd nævnte i Gaar, da I finge Hug." "Elendige!" raabte Thorkel, og lod Hugget falde. Derpaa blev den niende Mand løst. Thorkel gjorde ham det sædvanlige Spørgsmaal. Han sagde: "Godt synes jeg om min Død, som alle vi Stalbrødre, men jeg vil ikke lade mig hugge som Faar, men jeg vil sidde for dig, og hug mig saa lige i Ansigtet, og læg nøie Mærke til, om jeg blinker noget, thi vi have ofte haft det at tale om indbyrdes!" Saa skete nu, han sad for Thorkel, og denne gik foran ham, og hug ham i Ansigtet, og han blinkede ikke, uden det at Øielaagene trak sig sammen, da Døden foer over ham. Derpaa blev den tiende Mand fremført, og Thorkel spurgte ham ogsaa. Han sagde: "Jeg ønsker, at du bier, medens jeg løser Mine Buxer." "Det skal tilstaaes dig," sagde Thorkel. Og da han havde gjort det, sagde han: "Mange Ting hændes dog Mennesket anderledes, end han venter det; jeg ventede at komme i Seng til Jarlens Kone Thora Skagedotter, men nu kan du dog fortælle, at jeg er voxen dertil." Derpaa trak han Buxerne op. Hakon Jarl sagde: "Hug denne paa det hurtigste, han har længe haft Ondt i Hu!" Thorkel hug ham. Derpaa fremførtes en ung Mand, som havde et stort Haar, der var guult som Silke. Thorkel spurgte som sædvanlig. Han sagde: "Levet har jeg nu min skjønneste Tid, og ei agter jeg Livet kjært, nu da saadanne Mænd ere døde, men ei vil jeg, at Trælle skulle lede mig til Døden, men en Mand, der ikke er ringere end du, og vil en saadan ikke være vanskelig at finde her, og han maa holde Haaret ud fra Hovedet, og rykke Hovedet til sig, saa at Haaret ikke bliver blodigt." En Hirdmand gik da til, og tog Haaret og viklede det om sin Haand; men Thorkel svang Sværdet, og agtede at hugge ham saa haardt og hurtig, som han formaaede, og han hug til; men da den unge Mand hørte Hvinet af Hugget, rykkede han Hovedet haardt til sig, og det traf saa, at Hugget ramte Hirdmanden, som holdt Haaret, og Thorkel hug begge hans Arme af i Albueledet; men den unge Mand sprang op, og gjorde Løier af det, og sagde: "Hvo har sine Hænder i mit Haar?" Hakon Jarl tog da til Orde, og sagde: ”Stor Ulykke hændes os nu af disse Mænd, dræber ham saa hurtig som mueligt! han har tilføiet os Skade nok, og det er det bedste, at de, som ere tilbage, blive dræbte som snarest, thi disse Mænd ere altfor onde at komme til Rette med, til at vi kunne tage os i Agt for dem, og der har ikke været talt for meget om deres Haardhed og Manddom." Erik tog til Orde, og talte til sin Fader: "Vide ville vi nu, Fader!" sagde han, "hvilke Mændene ere, inden de alle blive dræbte, og hvad hedder du, unge Mand?" sagde Erik. "Svend er mit Navn," svarede han. "hvis Søn er du, Svend!" spurgte Erik videre, "og hvad Herkomst er du af?" "Bue Digre hedder min Fader," svarede han, ”og er Vesetes Søn fra Bornholm, og jeg er dansk af Herkomst." "Hvor gammel er du?" spurgte Erik. "Hvis jeg overlever denne Vinter," svarede han, "da bliver jeg atten Aar gammel." "Du skal overleve Vinteren," sagde Erik, "om vi maae raade, og skal ikke dræbes;" og Erik tog ham nu i Fred, og lod ham være i Trop med sig og sine Mænd. Da Hakon Jarl saae dette, tog han til Orde, og sagde: "Ei veed jeg nu, hvad du tænker paa, om du vil tage saadan en Mand fri, som har tilføiet os saa stor Vanære og Beskæmmelse, som denne unge Mand, af hvem vi have lidt størst Skade, men dog kan jeg ikke ansee det passende at tage Manden ud af dine Hænder, og kommer du nu til at raade dennesinde;" og det blev da, som Erik vilde. Derpaa sagde Hakon Jarl til Thorkel Leira: "Hug nu de andre snart!" Erik sagde: "Ei skulle nu Mændene dræbes, førend jeg forud har talt med dem, thi jeg vil vide, hvo enhver af dem er."