Kong Sverre - Sverres strid med kirken - Revisjonshistorikk

Knut på 16. des. 2020 kl. 11:50

2020-12-16T11:50:07Z

Knut på 16. des. 2020 kl. 11:49

2020-12-16T11:49:30Z

Knut på 16. des. 2020 kl. 11:45

2020-12-16T11:45:33Z

Vis endringer

Knut på 16. des. 2020 kl. 11:26

2020-12-16T11:26:37Z

Knut: Ny side: {|class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse" |- style="background-color:#e9e9e9" !align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg spr…

2020-12-16T11:25:18Z

Ny side: {|class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse" |- style="background-color:#e9e9e9" !align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg spr…

Ny side

{|class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! !! !! [[Fil:Norsk.gif|32px|link=Kong Sverre - Sverres strid med kirken]] !! !! !!
|-
|}

[[Fil: Sverre Sigurdsson (Nidaros Cathedral).jpg|thumb|120px|Kong Sverre, hodeskultpur på Nidarosdomen.]]

<center>'''[[Kong Sverre]]'''</center>
<br>

<center>

<big>'''Sverres strid med kirken'''</big>

<br>av [[Fredrik Paasche biografi|Fredrik Paasche]]

<br>H. Aschehoug & co. (W. Nygaard)

Kristiania, 1920</center>

TEKST UNDER ARBEID

==Fotnoter==

<references/>

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på norsk]]
[[Kategori:Fredrik Paasche]]

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 16. des. 2020 kl. 11:50
Linje 111:		Linje 111:


−	[[Fil:Rølda stavkyrkje.jpg\|thumb\|~~400px~~\|Røldal stavkirke, Ullensvang kommune. Kirken ble bygget på 1200-tallet og spilte en stor rolle som pilgrimskirke pga. sitt svettende krusifiks. De fleste eksisterende norske stavkirkene ble reist i årene 1150–1350. Det ble kanskje reist så mange som 1000 stavkirker i middelalderen. Foto: Knut Rage.]]Saasnart erkebiskop Eirik var kommet til Danmark (1190), vendte han sig til Rom med sin sak, og brukte bitre ord om "ham, som roser sig av kongelig navn og av den kongemagtens fylde, han har anmasset sig". Det tok tid, før Eirik fik svar. Der blev paveskifte; den mand, som hadde indviet Eirik til hans stol, døde tidlig i 1191, og hans etterfølger Cølestin 3, som var 85 aar gammel, da han blev valgt, hadde det ikke med at forhaste sig. Han laa desuten i alvorlig konflikt med erkebiskop Eiriks beskytter den danske konge; men langt om længe blev denne konflikt bilagt, og saa grep Cølestin omsider ind i Eiriks sak. Den 15. juni 1194 skrev han til den landflygtige norske erkebiskop og gav ham ret i alle punkter. Pavens "bulle" endte med en trudsel om, at den som satte sig op mot hans bestemmelser, han være geistlig eller verdslig, skulde utstøtes av kirken og miste sin værdighet og magt.	+	[[Fil:Rølda stavkyrkje.jpg\|thumb\|450px\|Røldal stavkirke, Ullensvang kommune. Kirken ble bygget på 1200-tallet og spilte en stor rolle som pilgrimskirke pga. sitt svettende krusifiks. De fleste eksisterende norske stavkirkene ble reist i årene 1150–1350. Det ble kanskje reist så mange som 1000 stavkirker i middelalderen. Foto: Knut Rage.]]Saasnart erkebiskop Eirik var kommet til Danmark (1190), vendte han sig til Rom med sin sak, og brukte bitre ord om "ham, som roser sig av kongelig navn og av den kongemagtens fylde, han har anmasset sig". Det tok tid, før Eirik fik svar. Der blev paveskifte; den mand, som hadde indviet Eirik til hans stol, døde tidlig i 1191, og hans etterfølger Cølestin 3, som var 85 aar gammel, da han blev valgt, hadde det ikke med at forhaste sig. Han laa desuten i alvorlig konflikt med erkebiskop Eiriks beskytter den danske konge; men langt om længe blev denne konflikt bilagt, og saa grep Cølestin omsider ind i Eiriks sak. Den 15. juni 1194 skrev han til den landflygtige norske erkebiskop og gav ham ret i alle punkter. Pavens "bulle" endte med en trudsel om, at den som satte sig op mot hans bestemmelser, han være geistlig eller verdslig, skulde utstøtes av kirken og miste sin værdighet og magt.

	Palmesøndag samme aar hadde Sverre tilintetgjort øyskjeggernes flok. Efter seiren drog han østover; i Konungahella fandt han en pavelig legat, som han bad til sig. Han vilde, at legaten skulde krone ham, og fik venlige svar. Men nogen prester satte den fremmede ind i striden mellem kongen og erkebiskopen og gjorde Sverre saa svart, de bare kunde. Saa sa legaten nei. Det viste sig da, at kongen i virkeligheten ikke hadde stor agtelse for ham. Han slog paa, at legaten var en bedrager, som ikke hadde anden hensigt med sin reise end at ta penger fra nordmændene — for siden at tale ondt om dem, og han viste ham ut av landet. Sverre hadde kanske ikke saa helt uret; mellem "legaterne" i denne tid fandtes der virkelig rene bedragere<ref>Hurter: Innocenz III, d. 3, 8. 172.</ref>, og selv om de var egte nok, var deres færd ofte slik, at endog ivrige gregorianere høilydt klaget<ref>Hurter: Inn. III, b. 3, s. 170. Johan av Salisbury sier, at legatene stundom "raser" som om "Satan er gaaet bort fra Herrens aasyn for at plage kirken" (jfr. Jobs bok). Policratius, ed. Webb, I 354.</ref> over det. Almindelig het det, at legaterne til egen fordel utpresset svære pengesummer av geistlighet og folk. Fredrik Barbarossa hadde i den anledning set sig nødt til at forbyde de pavelige legater ethvert længere ophold i Tyskland<ref>Ribbeck i Forshungen z. deutsch. Gesch., b. 24, s. 61. </ref>.		Palmesøndag samme aar hadde Sverre tilintetgjort øyskjeggernes flok. Efter seiren drog han østover; i Konungahella fandt han en pavelig legat, som han bad til sig. Han vilde, at legaten skulde krone ham, og fik venlige svar. Men nogen prester satte den fremmede ind i striden mellem kongen og erkebiskopen og gjorde Sverre saa svart, de bare kunde. Saa sa legaten nei. Det viste sig da, at kongen i virkeligheten ikke hadde stor agtelse for ham. Han slog paa, at legaten var en bedrager, som ikke hadde anden hensigt med sin reise end at ta penger fra nordmændene — for siden at tale ondt om dem, og han viste ham ut av landet. Sverre hadde kanske ikke saa helt uret; mellem "legaterne" i denne tid fandtes der virkelig rene bedragere<ref>Hurter: Innocenz III, d. 3, 8. 172.</ref>, og selv om de var egte nok, var deres færd ofte slik, at endog ivrige gregorianere høilydt klaget<ref>Hurter: Inn. III, b. 3, s. 170. Johan av Salisbury sier, at legatene stundom "raser" som om "Satan er gaaet bort fra Herrens aasyn for at plage kirken" (jfr. Jobs bok). Policratius, ed. Webb, I 354.</ref> over det. Almindelig het det, at legaterne til egen fordel utpresset svære pengesummer av geistlighet og folk. Fredrik Barbarossa hadde i den anledning set sig nødt til at forbyde de pavelige legater ethvert længere ophold i Tyskland<ref>Ribbeck i Forshungen z. deutsch. Gesch., b. 24, s. 61. </ref>.

@@ Linje 151: / Linje 151: @@
 Som ventelig kunde være, blev det Nikolas Arnesson, som først brøt ut av kredsen. Høsten 1195, samtidig som det norske gesandtskap avgik til Rom, fór Nikolas til Danmark og søkte forlik med erkebiskop Eirik; og da han aaret efter vendte tilbake, var det i spidsen for baglernes parti og som tilhænger av et nyt motkongedømme i Norge. De andre biskoper gik efterhaanden samme vei som Nikolas. Den sidste trofaste var Martin av Bergen, som endnu sommeren 1198 holdt sig til Sverre og i oktober samme aar blev gjenstand for Innocents 3’s ufordelagtige omtale. Tilslut maatte kongen se sig forlatt av ham ogsaa.
-[[Fil:Innozenz3.jpg|thumb|400px| Innocens III  (ca. 1161 - 1216)  var pave fra 1198 til sin død. Freske fra klosteret Sacro Speco.]]Innocents 3 besteg St. Peters stol i januar 1198. I ham fik Rom en mand, som med en ganske anden kraft end den gamle og forsigtige pave Cølestin kunde tale kirkens sak. Som organisator var han stort utrustet, som politiker indsigtsfuld, altid opmerksom paa motstanderens svake punkter, men ikke altid likevegtig i sin kamp. "0 ve! paven er for ung", klager den tyske digter Walther von der Vogelweide; "Herre, hjælp din kristenhet". Den friske sikkerhet i Roms optræden skræmte.
+[[Fil:Innozenz3.jpg|thumb|Innocens III  (ca. 1161 - 1216)  var pave fra 1198 til sin død. Freske fra klosteret Sacro Speco.]]Innocents 3 besteg St. Peters stol i januar 1198. I ham fik Rom en mand, som med en ganske anden kraft end den gamle og forsigtige pave Cølestin kunde tale kirkens sak. Som organisator var han stort utrustet, som politiker indsigtsfuld, altid opmerksom paa motstanderens svake punkter, men ikke altid likevegtig i sin kamp. "0 ve! paven er for ung", klager den tyske digter Walther von der Vogelweide; "Herre, hjælp din kristenhet". Den friske sikkerhet i Roms optræden skræmte.
 Den 30. juli 1198 sendte Innocents et brev til Islands geistlighet og et andet til øens høvdinger og folk og advaret mot ethvert samkvem med Sverre, "den banlyste og frafaldne, som har gjort sig til en uven av Gud og hans hellige". Og d. 6. oktober samme aar skrev paven til erkebiskop Eirik og roste ham, fordi "hverken forfølgelse eller sverd, hverken hunger eller utlændighet" hadde kunnet skille ham fra "Kristi kjærlighet" eller fra kampen for "den kirkelige frihet". Ham har "frygt ikke tvunget, trusler ikke rørt, smiger eller bønner eller løfter ikke forført" til at bøie sig for Sverre, "helligdomskrænkeren, den frafaldne". Hans tro er like ren som før, hans glød like sterk. — Samme dag sender paven et andet brev, stilet baade til Eirik og til alle andre norske geistlige. Med styrke gaar han løs paa Sverres "tyranniske grusomhet". "Men vi forundrer os ikke over Gud, som indtil nu, til forbedring for Eders sjæle, har taalt hans voldsherredømme, eller over ham selv, hvis aand, forhærdet i ondskap og vant til uretfærdighet, ikke kan lægge bort det onde". Paven forundrer sig over dem, som endnu kan følge Sverre. Hvis det fortsætter, skal de norske geistlige lyse ban over alle hans følgesvender og negte dem begravelse, om de dør, og i den del av Norge, som maatte holde fast paa ham, skal de lukke kirkerne og ikke foreta noget sakrament undtagen barnedaap og døendes skrifte ("lokalt interdikt"). — Paa denne travle 6. oktober skrev paven ogsaa til kongen av Danmark, til kongen av Sverige og til "den høibyrdige mand, Sveriges jarl" (Birger Brosa). Han bad de tre fyrster ruste sig til at "forsvare kirkerne og verge de geistliges frihet", til at "løse ringe og mægtige ut av forfølgerens haand", til at slaa ned "dette uhyre" (monstrum), saa "dette djævelens lem ikke mere kan rase i Norges rike". Han søkte altsaa det verdslige sverds hjælp i striden for kirkens frihet, et middel, som ogsaa Gregor 7 hadde grepet til, men ikke bare faat ros for.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 16. des. 2020 kl. 11:26
Linje 1:		Linje 1:
		+
	{\|class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"		{\|class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
	\|- style="background-color:#e9e9e9"		\|- style="background-color:#e9e9e9"