Linje 648:

'''Heklungernes Begyndelse.'''

'''Heklungernes Begyndelse.'''

−

l01. Et Aar efter Kong Magnuses Fald skete det om Høsten øster i Vigen, at der opstod et Parti, hvis Formand kaldte sig Jon, en Søn af Kong Inge og Harald Gilles Sønnesøn. Til dette sloge sig mange Høvdinger, blandt andre: Simon Ølre-Kaares Søn, Nikolai, Bjørn Buks Søn, Andres Brasad, Jon Kutiza, Baard Sala, Thorberg, en Søn af Povel i Herdsla. De kom ned til Tønsberg Mikkelsmesse-Dag; der blev da stævnet til Hauge-Thing, paa hvilket Jon blev tagen til Konge, og hele Landet tilsvoret ham. Jon havde tilforn været Munk Hovedø Kloster; han aflagde Munkehætten der paa Thinget, som Birkebenerne fæstede paa ham; men Birkebenerne sagde, det mindste han kunde beholde af Munkeordenen var Navnet, og kaldte ham derfor Kuflungen (Munkehætten (12)), hvilket de gave ham isteden for Kongenavnet. Der samlede sig mange og anseelige Folk til ham, alle de bedste Mænds Sønner i Vigen; de forsynede sig der med Skibe, og droge nordpaa langsmed Landet, thi Birkebenerne samlede sig i Vigen, og fik mange Folk samlede; Kuflungerne søgte derfor bort derfra, saasnart de fik Skibe. Birkebenerne satte ikke efter dem, da de ikke kunde faae Skibe nok dertil. Strax da Kuflungerne kom ud paa Agde, slog alt det Krigsfolk sig til dem, som var der, og herfra af bemægtigede de sig hele Landet, hvor de droge frem, thi de havde en anseelig Styrke. Men da de kom ned til Tønsberg, dræbte de Simon Skerpla, som havde Syssel der; med ham faldt ogsaa hans Trop, henved tredive Mand.

+

101. Et Aar efter Kong Magnuses Fald skete det om Høsten øster i Vigen, at der opstod et Parti, hvis Formand kaldte sig Jon, en Søn af Kong Inge og Harald Gilles Sønnesøn. Til dette sloge sig mange Høvdinger, blandt andre: Simon Ølre-Kaares Søn, Nikolai, Bjørn Buks Søn, Andres Brasad, Jon Kutiza, Baard Sala, Thorberg, en Søn af Povel i Herdsla. De kom ned til Tønsberg Mikkelsmesse-Dag; der blev da stævnet til Hauge-Thing, paa hvilket Jon blev tagen til Konge, og hele Landet tilsvoret ham. Jon havde tilforn været Munk Hovedø Kloster; han aflagde Munkehætten der paa Thinget, som Birkebenerne fæstede paa ham; men Birkebenerne sagde, det mindste han kunde beholde af Munkeordenen var Navnet, og kaldte ham derfor Kuflungen (Munkehætten (12)), hvilket de gave ham isteden for Kongenavnet. Der samlede sig mange og anseelige Folk til ham, alle de bedste Mænds Sønner i Vigen; de forsynede sig der med Skibe, og droge nordpaa langsmed Landet, thi Birkebenerne samlede sig i Vigen, og fik mange Folk samlede; Kuflungerne søgte derfor bort derfra, saasnart de fik Skibe. Birkebenerne satte ikke efter dem, da de ikke kunde faae Skibe nok dertil. Strax da Kuflungerne kom ud paa Agde, slog alt det Krigsfolk sig til dem, som var der, og herfra af bemægtigede de sig hele Landet, hvor de droge frem, thi de havde en anseelig Styrke. Men da de kom ned til Tønsberg, dræbte de Simon Skerpla, som havde Syssel der; med ham faldt ogsaa hans Trop, henved tredive Mand.

Linje 686:

'''Om Kong Sverre og Kuflungerne.'''

'''Om Kong Sverre og Kuflungerne.'''

−

l06. Foraaret efter drog Jon Kuflung anden Gang nordpaa til Kjøbstaden med en stor Hær, og de laae nogle Dage ved Holmen. Kong Sverre havde om Vinteren ladet sætte Pæle langsud med Stranden og videre ind ovenfor Byen; de sendte da Bud til hinanden, og Kong Sverre bød Kuflungerne til at stride med ham paa Land, og gav dem Lov til Landgang; men der blev intet deraf, og Kuflungerne vendte uden videre tilbage til Bergen. Den samme Sommer gjorde Jon Kuflung endnu et Tog nordpaa med mange Skuder, og tænkte at forraske Fjenden; men Kong Sverre drog ham imøde med en stor Hær. Da kvad Blak denne Vise:

+

106. Foraaret efter drog Jon Kuflung anden Gang nordpaa til Kjøbstaden med en stor Hær, og de laae nogle Dage ved Holmen. Kong Sverre havde om Vinteren ladet sætte Pæle langsud med Stranden og videre ind ovenfor Byen; de sendte da Bud til hinanden, og Kong Sverre bød Kuflungerne til at stride med ham paa Land, og gav dem Lov til Landgang; men der blev intet deraf, og Kuflungerne vendte uden videre tilbage til Bergen. Den samme Sommer gjorde Jon Kuflung endnu et Tog nordpaa med mange Skuder, og tænkte at forraske Fjenden; men Kong Sverre drog ham imøde med en stor Hær. Da kvad Blak denne Vise:

<blockquote>

<blockquote>

Linje 849:

'''Om Kong Sverre og Baglerne.'''  

'''Om Kong Sverre og Baglerne.'''  

−

l30. Kong Sverre var øster i Vigen, da dette forefaldt; men Baglerne droge frem til de kom til Saltøsund. Kong Sverre fik Efterretning om dem i Seimsfjord, og sendte i en Hast nogle efter dem. Kongen spejdede selv tilligemed Nikolai fra Vestnæs, og erfarede saaledes, hvor mange Folk de havde, og ham syntes, at de havde en betydelig Mandestyrke. Kongen sagde til Nikolai og Sigurd Lavard, at de skulde lægge hen med Skibene til Gaarden Soneberg, og befalede dem, hvis de saae nogen Lejlighed dertil, at spille Baglerne et Puds; men Kongen roede til Haasteen, og fandt der Baglernes Vagtmænd, som han forjog. Derefter roede han ind til sin Flaade, og de skjøde da i nogen Tid paa Hinanden; dog var Mandetabet ikke stort, og den Skude, som Kongen befalede, laae nærmest inde ved Landet. Baglerne vare oppe paa Land paa det Sted, som nu kaldes Mugevold, og havde trukket deres Skibe op efter sig; de havde fem Langskibe og hundrede Smaaskibe. Kong Sverre havde tredive Skibe, for det meste smaae. Men da Kongen saae, at de intet kunde udrette mod Fjendens Overmagt, bad han sine Mænd tage sig vel i Agt, og ikke lade Fjenden drage dem med Skibe og alt op paa det Tørre. Kongen lagde da ud af Skudvidde, og over Sundet ud til Øen, og laae der en Stund. Han lod en Blide opsætte paa et Bjerg lige overfor det Sted, hvor Baglerne laae, og da Bliden om Aftenen var bleven færdig, slyngede Birkebenerne med den en Stund, og brøde Skibene for Baglerne. Men om Aftenen da det begyndte at mørkne, satte Kongen sin Søn Lavard og Eilif den Røde til at passe paa Bliden. De styrede begge eet Skib, paa hvilket der var næsten fiirsindstyve Mand. Kongen sagde til dem: „Seer eder vel for, at Baglerne ikke komme her i Nat,” hvorpaa han gik ombord. Vejret var forskrækkelig koldt, hvorfore mange bleve paa Benene, at de kunde holde sig varme, men nogle lagde sig i en Klynge under Bliden, og det var saa tykt et Mørke, som det kunde være. Der gik en Sandbanke ud imellem Landet og Øen; der gik Baglerne ud om Natten ved Ebben, og op paa Øen; de havde hundrede Mand, alle brynjede: Birkebenerne, som laae under Valslyngen, vidste ikke af noget, førend Spydene faldt omkring dem, og de sprang da strax op. Da sagde Eilif den Røde: “Lad os jage dem bort! De have kun en Haandfuld Folk.” Derpaa satte han og nogle faa andre sig til Modværge, og de fleste af dem faldt. Kongesønnen Sigurd Lavard styrtede sig ned igjennem en Bjergkløft, og saa gjorde flere med ham; de tyede hen til Skibene, og det samme gjorde de, som før vare gangne bort. Baglerne fulgte efter dem, og de kom imellem hverandre; da hjalp det meget Birkebenerne, at det var saa mørkt, at de ikke kunde kjende hverandre; men dog mistede Birkebenerne over tyve Mand. Baglerne brøde Bliden itu. og da man paa Skibene fik at vide hvad der var paa Færde, lode Birkebenerne blæse, og gjorde sig færdige til Landgang; Nikolai fra Vestnæs var den hurtigste til at komme i Land; men da trak Baglerne sig tilbage til deres Folk. Kong Sverre holdt slemt Huus med sin Søn Lavard, og sagde som sandt var: “Anderledes holdt jeg Vagt,” sagde han, “da jeg stred om Landet med Kong Magnus; Skam faae den Kongesøn, der saa ilde vogter sin Trop, som du har gjort; pak dig nu op paa Land, og kom ikke for mine Øjne, førend det dages.” Mange gik da op i Land, og vaagede til det blev Dag.

+

130. Kong Sverre var øster i Vigen, da dette forefaldt; men Baglerne droge frem til de kom til Saltøsund. Kong Sverre fik Efterretning om dem i Seimsfjord, og sendte i en Hast nogle efter dem. Kongen spejdede selv tilligemed Nikolai fra Vestnæs, og erfarede saaledes, hvor mange Folk de havde, og ham syntes, at de havde en betydelig Mandestyrke. Kongen sagde til Nikolai og Sigurd Lavard, at de skulde lægge hen med Skibene til Gaarden Soneberg, og befalede dem, hvis de saae nogen Lejlighed dertil, at spille Baglerne et Puds; men Kongen roede til Haasteen, og fandt der Baglernes Vagtmænd, som han forjog. Derefter roede han ind til sin Flaade, og de skjøde da i nogen Tid paa Hinanden; dog var Mandetabet ikke stort, og den Skude, som Kongen befalede, laae nærmest inde ved Landet. Baglerne vare oppe paa Land paa det Sted, som nu kaldes Mugevold, og havde trukket deres Skibe op efter sig; de havde fem Langskibe og hundrede Smaaskibe. Kong Sverre havde tredive Skibe, for det meste smaae. Men da Kongen saae, at de intet kunde udrette mod Fjendens Overmagt, bad han sine Mænd tage sig vel i Agt, og ikke lade Fjenden drage dem med Skibe og alt op paa det Tørre. Kongen lagde da ud af Skudvidde, og over Sundet ud til Øen, og laae der en Stund. Han lod en Blide opsætte paa et Bjerg lige overfor det Sted, hvor Baglerne laae, og da Bliden om Aftenen var bleven færdig, slyngede Birkebenerne med den en Stund, og brøde Skibene for Baglerne. Men om Aftenen da det begyndte at mørkne, satte Kongen sin Søn Lavard og Eilif den Røde til at passe paa Bliden. De styrede begge eet Skib, paa hvilket der var næsten fiirsindstyve Mand. Kongen sagde til dem: „Seer eder vel for, at Baglerne ikke komme her i Nat,” hvorpaa han gik ombord. Vejret var forskrækkelig koldt, hvorfore mange bleve paa Benene, at de kunde holde sig varme, men nogle lagde sig i en Klynge under Bliden, og det var saa tykt et Mørke, som det kunde være. Der gik en Sandbanke ud imellem Landet og Øen; der gik Baglerne ud om Natten ved Ebben, og op paa Øen; de havde hundrede Mand, alle brynjede: Birkebenerne, som laae under Valslyngen, vidste ikke af noget, førend Spydene faldt omkring dem, og de sprang da strax op. Da sagde Eilif den Røde: “Lad os jage dem bort! De have kun en Haandfuld Folk.” Derpaa satte han og nogle faa andre sig til Modværge, og de fleste af dem faldt. Kongesønnen Sigurd Lavard styrtede sig ned igjennem en Bjergkløft, og saa gjorde flere med ham; de tyede hen til Skibene, og det samme gjorde de, som før vare gangne bort. Baglerne fulgte efter dem, og de kom imellem hverandre; da hjalp det meget Birkebenerne, at det var saa mørkt, at de ikke kunde kjende hverandre; men dog mistede Birkebenerne over tyve Mand. Baglerne brøde Bliden itu. og da man paa Skibene fik at vide hvad der var paa Færde, lode Birkebenerne blæse, og gjorde sig færdige til Landgang; Nikolai fra Vestnæs var den hurtigste til at komme i Land; men da trak Baglerne sig tilbage til deres Folk. Kong Sverre holdt slemt Huus med sin Søn Lavard, og sagde som sandt var: “Anderledes holdt jeg Vagt,” sagde han, “da jeg stred om Landet med Kong Magnus; Skam faae den Kongesøn, der saa ilde vogter sin Trop, som du har gjort; pak dig nu op paa Land, og kom ikke for mine Øjne, førend det dages.” Mange gik da op i Land, og vaagede til det blev Dag.

Linje 881:

'''Om Kong Sverre og Ledingsmændene.'''

'''Om Kong Sverre og Ledingsmændene.'''

−

l36. Derefter lod Kong Sverre hele sin Hær blæse op til Martestokke, holdt der en Tale til dem, og sagde: “Gud være derfor lovet, at Kristus ikke har unddraget os Birkebener sin Hjælp til at vinde Sejer, nu mere end før, og næppe troer jeg, at Nikolai den Ræv med uræd Hjerte har undflyet denne Gang. Men jeg vil dog lade eder vide, at jeg vil lade lægge ud med Skibene til Hovedø, forat vi ikke skulle blive overraskede af dem eller deres Flygtninge, hvis nogen af dem skulde faae i Sinde at vende tilbage til Byen, saasnart de formoder, at man der har givet sig til drikkelag.” Man gik da ombord og opfyldte Kongens Befaling, førend de droge bort, bemægtigede de sig Godset i Byen, fordi Bønder og Kjøbmænd havde stredet mod Kongen. De Langskibe, der vare, toge de, og brændte de fleste, men Bogskreppen, som Biskop Nikolai havde Haft, og Gørsuden, som Hide før havde ladet bygge, førte de med sig; Hide fik da Bogskreppen, men brændte Forsigtigheden, som han før havde Haft; Søm og Sejl forvarede han, thi alt Skibstilbehør hørte Bønderne til. Kongen laae da ved Hovedø; han lod Byttet bringe op paa Marken paa den søndre Side af Øen, og lod det skifte i fire Dele. Derpaa blev der blæst til Huusthing, og han holdt en Tale til sine Folk. Da lod han sine Folk gaae til Stangen; der holdtes Mynstring over Krigsfolket, hvor meget han havde, og det befandtes da at være henimod fem tusinde. Da kom der en Præst som Bud fra Biskop Nikolai, med Brev til Kong Sverre fra Biskoppen, hvori stod, at denne vilde forlige sig med Kongen. Kongen svarede: at det havde han gjort før, men kun holdt lidet deraf; „jeg veed derfor ikke,” sagde han, „hvad der kommer ud af denne Forligelse; men jeg vilde unde Nikolai Fred og Lejde, hvis han selv vilde komme til mig, og det kan du sige ham, at jeg troer at kunne indlægge mig mere Ære ved mange andre Ting, end ved at dræbe ham, hvis han kommer i min Magt; han maa nu selv raade, og komme hvis ham tykkes.” Da forlangte Kongen af sine Krigere og Ledingshæren, at han selv vilde beholde alle Skibene og alt Skibstilbehør, som de havde faaet til Bytte, og vilde derfor give femten Mark Guld. Men Krigsfolket meente, at ikke tredie Parten af Værdien var betalt, hvis han fik dem for det; og Sigvalde Karl, Sigurd af Modestad, Eisten Røgnvaldsøn og mange andre gik hen, skilte Skibstilbehør og Sejlene ad, og deelte dem i Fjerdedele, saaledes som det øvrige Gods. Da Kongen fik dette at vide, løb han fra Skibet; han havde en Vidie i Haanden, og brugte den; de fleste løb bort, og kastede fra sig, hvad de holdt paa, thi de saae, at Kongen var vred. Sigvalde blev staaende, og flyede ikke; Kongen gav ham to Slag tværs over Skuldrene; Sigvalde satte sig ikke derimod. Kongen holdt op, og sagde, at de gjorde ilde i at overtræde hans Befaling; han vilde selv holde Landværn, og derved blev det. Kongen lagde Betalingen derfor, saa meget som han selv vilde. Paa tredie Dag derefter blev Hæren blæst sammen til Byttets Deling. Der blev da lagt Lodder for hver fjerde Part; og derpaa skiftede hver sin Lod og Fjerding i tolv Dele, og saaledes bleve de ved at skifte Godset, til hver omsider fik sin Deel. Det var saa meget Gods, at hver Mand fik ikke mindre, end to Mark vejede. Kongen laae der en halv Maaned.

+

136. Derefter lod Kong Sverre hele sin Hær blæse op til Martestokke, holdt der en Tale til dem, og sagde: “Gud være derfor lovet, at Kristus ikke har unddraget os Birkebener sin Hjælp til at vinde Sejer, nu mere end før, og næppe troer jeg, at Nikolai den Ræv med uræd Hjerte har undflyet denne Gang. Men jeg vil dog lade eder vide, at jeg vil lade lægge ud med Skibene til Hovedø, forat vi ikke skulle blive overraskede af dem eller deres Flygtninge, hvis nogen af dem skulde faae i Sinde at vende tilbage til Byen, saasnart de formoder, at man der har givet sig til drikkelag.” Man gik da ombord og opfyldte Kongens Befaling, førend de droge bort, bemægtigede de sig Godset i Byen, fordi Bønder og Kjøbmænd havde stredet mod Kongen. De Langskibe, der vare, toge de, og brændte de fleste, men Bogskreppen, som Biskop Nikolai havde Haft, og Gørsuden, som Hide før havde ladet bygge, førte de med sig; Hide fik da Bogskreppen, men brændte Forsigtigheden, som han før havde Haft; Søm og Sejl forvarede han, thi alt Skibstilbehør hørte Bønderne til. Kongen laae da ved Hovedø; han lod Byttet bringe op paa Marken paa den søndre Side af Øen, og lod det skifte i fire Dele. Derpaa blev der blæst til Huusthing, og han holdt en Tale til sine Folk. Da lod han sine Folk gaae til Stangen; der holdtes Mynstring over Krigsfolket, hvor meget han havde, og det befandtes da at være henimod fem tusinde. Da kom der en Præst som Bud fra Biskop Nikolai, med Brev til Kong Sverre fra Biskoppen, hvori stod, at denne vilde forlige sig med Kongen. Kongen svarede: at det havde han gjort før, men kun holdt lidet deraf; „jeg veed derfor ikke,” sagde han, „hvad der kommer ud af denne Forligelse; men jeg vilde unde Nikolai Fred og Lejde, hvis han selv vilde komme til mig, og det kan du sige ham, at jeg troer at kunne indlægge mig mere Ære ved mange andre Ting, end ved at dræbe ham, hvis han kommer i min Magt; han maa nu selv raade, og komme hvis ham tykkes.” Da forlangte Kongen af sine Krigere og Ledingshæren, at han selv vilde beholde alle Skibene og alt Skibstilbehør, som de havde faaet til Bytte, og vilde derfor give femten Mark Guld. Men Krigsfolket meente, at ikke tredie Parten af Værdien var betalt, hvis han fik dem for det; og Sigvalde Karl, Sigurd af Modestad, Eisten Røgnvaldsøn og mange andre gik hen, skilte Skibstilbehør og Sejlene ad, og deelte dem i Fjerdedele, saaledes som det øvrige Gods. Da Kongen fik dette at vide, løb han fra Skibet; han havde en Vidie i Haanden, og brugte den; de fleste løb bort, og kastede fra sig, hvad de holdt paa, thi de saae, at Kongen var vred. Sigvalde blev staaende, og flyede ikke; Kongen gav ham to Slag tværs over Skuldrene; Sigvalde satte sig ikke derimod. Kongen holdt op, og sagde, at de gjorde ilde i at overtræde hans Befaling; han vilde selv holde Landværn, og derved blev det. Kongen lagde Betalingen derfor, saa meget som han selv vilde. Paa tredie Dag derefter blev Hæren blæst sammen til Byttets Deling. Der blev da lagt Lodder for hver fjerde Part; og derpaa skiftede hver sin Lod og Fjerding i tolv Dele, og saaledes bleve de ved at skifte Godset, til hver omsider fik sin Deel. Det var saa meget Gods, at hver Mand fik ikke mindre, end to Mark vejede. Kongen laae der en halv Maaned.

Linje 1 147:

'''Om Kong Sverres Sygdom.'''  

'''Om Kong Sverres Sygdom.'''  

−

l80. Kong Sverre faldt i en Sygdom der i Tønsberg, som dog ikke var hæftig fra først af. Kongen drog til Bergen, hvor han ankom ved Fasten; han laae den meste Tid om Dagen bag i Skibet oppe i Lyftingen. Der laae Reidar ogsaa, og der var lavet en Plads til ham ved Lyftingen paa Højsædeskisten; Kongen lod ham yde samme Hjælp og Pleje, som sig selv, og talte ofte med ham, thi Reidar var en forstandig Mand. Kong Sverre drog op til Borgen i Bergen, hvor der blev indrettet for ham i Hallen. Det var tredie Dags Morgen i den anden Fasteuge, at Kong Sverre havde taget ind at svede paa, og ham tyktes da, at Pinen forlod ham; mange af hans Mænd besøgte ham da, men sædvanlig vare der kun faa hos ham. Og da de fleste vare gaaede bort, talte Kongen til Peter Svarte, og fortalte ham sin Drøm: »Der kom en Mand til mig,” sagde han, den samme, som ofte har ladet sig tilsyne for mig, og aldrig har varslet mig noget urigtigt; det forekom mig, at jeg vidste jeg var syg og meget afmægtig, og at jeg spurgte, hvad Ende denne Sygdom vilde tage; men mig tyktes, at han strax vendte sig bort fra mig, og svarede saaledes: Bered du dig blot paa Opstandelsen, Sverre! sagde han. Nu forekommer denne Drøm mig meget tvetydig; men det venter jeg dog efter denne Sved, at det vil tage en snar Forandring, hvilken det saa bliver.” Peter sagde: “Alt dette, Herre, kan I langt bedre bedømme end nogen anden; men efter mine Tanker, saa menes der Opstandelsen paa den yderste Dag, og jeg vilde berede mig derpaa, Herre, at dette var Mandens Mening i Drømmen.” Kongen svarede: “Det er ikke usandsynligt.” Det gik ogsaa saaledes, at det blev slettere med Kongen højere op paa Dagen; men Morgenen efter lod Kongen sende Ord ned i Byen efter Præsterne, og man beredte sig da til at give ham den sidste Salvelse. Han lod da de Breve oplæse, som han sendte sin Søn Hakon angaaende Rigets Bestyrelse, og lod dem forsyne med Segl. Han sagde da i alle de Tilstedeværendes Paahør: „Det skulle I alle være Vidne til, at jeg veed mig ingen anden Søn i Live, uden Hakon alene, om der end siden kommer nogen, som udgiver sig derfor, og derved vil afstedkomme Ufred her i Landet. Førend jeg nu modtager den sidste Salvelse, saa Sætter mig op i Højsædet, og der vil jeg oppebie Bedring eller Død; og det vil da gaae og spørges anderledes, end  Biskop Nikolai Arnesøn tænker, naar jeg døer her i mit Højsæde, og ingen uden mine Venner staae omkring mig, han sagde, at jeg vilde blive hugget ned til Føde for Hunde og Ravne; men Gud være derfor lovet, at han har bevaret mig i Mange Farer for mine Fjenders Vaaben.” Derpaa gav man Kongen den sidste Salvelse, og derefter aftoge hans Kræfter. Da han mærkede, at hans død nærmede sig, sagde han: “Lader ved min død mit Ansigt ubedækket, og lader baade mine Venner og Uvenner see, om der da viser sig paa mit Legeme den Forbandelse, som mine Fjender have forbandet mig med og lyst over mig; thi da kan jeg ikke skjule det, hvis min Tilstand ikke er bedre, end de have foregivet. Jeg har Haft mere Arbejde, Ufred og Besværlighed i min Regiering, end Rolighed og gode Dage; og i mine Tanker have mange været mine Avindsmænd. som have viist et fuldkomment Fjendskab imod mig, hvilket Gud nu forlade dem alle; og Herren min Gud dømme nu imellem os og alle mine Foretagender!”

+

180. Kong Sverre faldt i en Sygdom der i Tønsberg, som dog ikke var hæftig fra først af. Kongen drog til Bergen, hvor han ankom ved Fasten; han laae den meste Tid om Dagen bag i Skibet oppe i Lyftingen. Der laae Reidar ogsaa, og der var lavet en Plads til ham ved Lyftingen paa Højsædeskisten; Kongen lod ham yde samme Hjælp og Pleje, som sig selv, og talte ofte med ham, thi Reidar var en forstandig Mand. Kong Sverre drog op til Borgen i Bergen, hvor der blev indrettet for ham i Hallen. Det var tredie Dags Morgen i den anden Fasteuge, at Kong Sverre havde taget ind at svede paa, og ham tyktes da, at Pinen forlod ham; mange af hans Mænd besøgte ham da, men sædvanlig vare der kun faa hos ham. Og da de fleste vare gaaede bort, talte Kongen til Peter Svarte, og fortalte ham sin Drøm: »Der kom en Mand til mig,” sagde han, den samme, som ofte har ladet sig tilsyne for mig, og aldrig har varslet mig noget urigtigt; det forekom mig, at jeg vidste jeg var syg og meget afmægtig, og at jeg spurgte, hvad Ende denne Sygdom vilde tage; men mig tyktes, at han strax vendte sig bort fra mig, og svarede saaledes: Bered du dig blot paa Opstandelsen, Sverre! sagde han. Nu forekommer denne Drøm mig meget tvetydig; men det venter jeg dog efter denne Sved, at det vil tage en snar Forandring, hvilken det saa bliver.” Peter sagde: “Alt dette, Herre, kan I langt bedre bedømme end nogen anden; men efter mine Tanker, saa menes der Opstandelsen paa den yderste Dag, og jeg vilde berede mig derpaa, Herre, at dette var Mandens Mening i Drømmen.” Kongen svarede: “Det er ikke usandsynligt.” Det gik ogsaa saaledes, at det blev slettere med Kongen højere op paa Dagen; men Morgenen efter lod Kongen sende Ord ned i Byen efter Præsterne, og man beredte sig da til at give ham den sidste Salvelse. Han lod da de Breve oplæse, som han sendte sin Søn Hakon angaaende Rigets Bestyrelse, og lod dem forsyne med Segl. Han sagde da i alle de Tilstedeværendes Paahør: „Det skulle I alle være Vidne til, at jeg veed mig ingen anden Søn i Live, uden Hakon alene, om der end siden kommer nogen, som udgiver sig derfor, og derved vil afstedkomme Ufred her i Landet. Førend jeg nu modtager den sidste Salvelse, saa Sætter mig op i Højsædet, og der vil jeg oppebie Bedring eller Død; og det vil da gaae og spørges anderledes, end  Biskop Nikolai Arnesøn tænker, naar jeg døer her i mit Højsæde, og ingen uden mine Venner staae omkring mig, han sagde, at jeg vilde blive hugget ned til Føde for Hunde og Ravne; men Gud være derfor lovet, at han har bevaret mig i Mange Farer for mine Fjenders Vaaben.” Derpaa gav man Kongen den sidste Salvelse, og derefter aftoge hans Kræfter. Da han mærkede, at hans død nærmede sig, sagde han: “Lader ved min død mit Ansigt ubedækket, og lader baade mine Venner og Uvenner see, om der da viser sig paa mit Legeme den Forbandelse, som mine Fjender have forbandet mig med og lyst over mig; thi da kan jeg ikke skjule det, hvis min Tilstand ikke er bedre, end de have foregivet. Jeg har Haft mere Arbejde, Ufred og Besværlighed i min Regiering, end Rolighed og gode Dage; og i mine Tanker have mange været mine Avindsmænd. som have viist et fuldkomment Fjendskab imod mig, hvilket Gud nu forlade dem alle; og Herren min Gud dømme nu imellem os og alle mine Foretagender!”

@@ Linje 3: / Linje 3: @@
 !align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
 |-
-!  Denne teksten finnes på følgende språk ►!!  !!  !! [[Fil:Norsk.gif|32px|link=Sverres saga]] !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Kong Sverres Saga (C.C.Rafn)]] !!  !!
+!  Denne teksten finnes på følgende språk ►!! [[Fil:Original.gif|32px|link=Sverris saga (Flateyjarbók)]] !!  !! [[Fil:Norsk.gif|32px|link=Sverres saga]] !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Kong Sverres Saga (C.C.Rafn)]] !!  !!
 |-
 |}

@@ Linje 24: / Linje 24: @@
-Paa Dansk ved [[C. C. Rafn]]
+<br>Udgiven i Oversættelse af <br>[[Det kongelige  nordiske Oldskriftselskab]]
 <br>København, 1834
 </center>

Kong Sverres Saga (C.C.Rafn) - Revisjonshistorikk

August på 29. okt. 2018 kl. 20:21

Carsten på 11. mai 2018 kl. 07:45

August på 4. sep. 2017 kl. 06:43

JJ.Sandal på 29. des. 2013 kl. 10:59

Carsten: Kong Sverres Saga (C.C.Rafn)