Kristenretsafsnittet - Revisjonshistorikk

Carsten på 27. mai 2020 kl. 19:57

2020-05-27T19:57:33Z

Carsten på 22. okt. 2019 kl. 12:25

2019-10-22T12:25:42Z

Carsten på 22. okt. 2019 kl. 12:24

2019-10-22T12:24:57Z

Carsten på 19. okt. 2019 kl. 06:49

2019-10-19T06:49:45Z

Carsten på 19. okt. 2019 kl. 06:02

2019-10-19T06:02:18Z

Carsten på 18. okt. 2019 kl. 20:48

2019-10-18T20:48:41Z

JJ.Sandal på 26. des. 2013 kl. 08:14

2013-12-26T08:14:25Z

Jesper: Kristenretsafsnittet

2013-01-13T19:23:07Z

Kristenretsafsnittet

Vis endringer

@@ Linje 8: / Linje 8: @@
-<center><big>[[Grágás (Dansk)|'''GRÁGÁS''']]</big>
+<center><big>[[Grágás (Dansk)|'''GRÁGÁS''']]</big>[[Bilde:Grágás Codex Regius.jpg|right|440px]]
 '''Islændernes Lovbog i Fristatens Tid'''
@@ Linje 30: / Linje 30: @@
-*'''Indhold:'''
+*'''Indhold:'''[[Fil:Reprint Add.jpg|right|210px|link=https://heimskringla.no/wiki/Heimskringla_Reprint]]<br>[[Fil:Grågås Cover.jpg|thumb|200px|link=https://www.bod.dk/bogshop/gragas-vilhjalmur-finsen-9788743012313| <center>Vilhjálmur Finsen:<br> '''Grágás - Islændernes lovbog''' <br>'''[[Heimskringla Reprint]]'''</center>]]
-*# [[#1|(Om Daab)]] [[Bilde:Grágás Codex Regius.jpg|right|540px]]<br>
+*# [[#1|(Om Daab)]] <br>
 *# [[#2|Om Ligførsel]]<br>
 *# [[#3|(Om Benførsel)]]<br>

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 22. okt. 2019 kl. 12:25
Linje 60:		Linje 60:


−	<center>'''<span id="1">1.</span> (Om ~~daab~~)'''</center>	+	<center>'''<span id="1">1.</span> (Om Daab)'''</center>

	Det er Begyndelsen af vore Love, at alle Mænd [Mennesker] skulle være kristne her i Landet og troe paa een Gud, Fader og Søn og den hellige Aand. Ethvert Barn, som er født, skal føres til Daaben, det første skee kan, af hvadsomhelst Skabning det er. Dersom Barnets rette Arving er tilstede, da skal han føre Barnet til Daaben, tilligemed den Mand, som han opfordrer dertil. Dersom ikke Barnets lovlige Arving er tilstede, da skal den Bonde [Husbond], hos hvem Kvinden, der er bleven forløst, opholder sig, føre Barnet til Daaben, tilligemed den Mand, som han opfordrer dertil. Dersom ingen af de to er tilstede, da skulle de Mænd føre Barnet til Daaben, som have lovligt fast Hjem der i Huset. Dersom ikke de ere til, eller ikke have Mandstyrke dertil, da skulle de, som ere nærmest, føre Barnet til Daaben eller være behjælpelige dermed. Dersom den Mand, som er pligtig dertil, ikke opfylder sin Pligt at føre Barnet til Daaben, eller dersom den vægrer sig, som blev opfordret til at gjøre Reisen med, da gjælder det Fjørbaugsgaard [treaarig Landsforvisning], og er den søgsmaalsberettiget, som vil; den Straf gjælder det hver for sig af dem, og skal den Sag indstevnes hjemme fra [Stevning skal foretages hjemme i Bøigden] og man skal [til Vidnesbyrd ved Kvidudsagn] tilkalde paa Thinge ni Bønder, Naboer af den Mand, der sagsøges.		Det er Begyndelsen af vore Love, at alle Mænd [Mennesker] skulle være kristne her i Landet og troe paa een Gud, Fader og Søn og den hellige Aand. Ethvert Barn, som er født, skal føres til Daaben, det første skee kan, af hvadsomhelst Skabning det er. Dersom Barnets rette Arving er tilstede, da skal han føre Barnet til Daaben, tilligemed den Mand, som han opfordrer dertil. Dersom ikke Barnets lovlige Arving er tilstede, da skal den Bonde [Husbond], hos hvem Kvinden, der er bleven forløst, opholder sig, føre Barnet til Daaben, tilligemed den Mand, som han opfordrer dertil. Dersom ingen af de to er tilstede, da skulle de Mænd føre Barnet til Daaben, som have lovligt fast Hjem der i Huset. Dersom ikke de ere til, eller ikke have Mandstyrke dertil, da skulle de, som ere nærmest, føre Barnet til Daaben eller være behjælpelige dermed. Dersom den Mand, som er pligtig dertil, ikke opfylder sin Pligt at føre Barnet til Daaben, eller dersom den vægrer sig, som blev opfordret til at gjøre Reisen med, da gjælder det Fjørbaugsgaard [treaarig Landsforvisning], og er den søgsmaalsberettiget, som vil; den Straf gjælder det hver for sig af dem, og skal den Sag indstevnes hjemme fra [Stevning skal foretages hjemme i Bøigden] og man skal [til Vidnesbyrd ved Kvidudsagn] tilkalde paa Thinge ni Bønder, Naboer af den Mand, der sagsøges.

@@ Linje 31: / Linje 31: @@
 *'''Indhold:'''
-*# [[#1|(Om Dåb)]] [[Bilde:Grágás Codex Regius.jpg|right|540px]]<br>
+*# [[#1|(Om Daab)]] [[Bilde:Grágás Codex Regius.jpg|right|540px]]<br>
 *# [[#2|Om Ligførsel]]<br>
 *# [[#3|(Om Benførsel)]]<br>
@@ Linje 60: / Linje 60: @@
-<center>'''<span id="1">1.</span> (Om dåb)'''</center>
+<center>'''<span id="1">1.</span> (Om daab)'''</center>
 Det er Begyndelsen af vore Love, at alle Mænd [Mennesker] skulle være kristne her i Landet og troe paa een Gud, Fader og Søn og den hellige Aand. Ethvert Barn, som er født, skal føres til Daaben, det første skee kan, af hvadsomhelst Skabning det er. Dersom Barnets rette Arving er tilstede, da skal han føre Barnet til Daaben, tilligemed den Mand, som han opfordrer dertil. Dersom ikke Barnets lovlige Arving er tilstede, da skal den Bonde [Husbond], hos hvem Kvinden, der er bleven forløst, opholder sig, føre Barnet til Daaben, tilligemed den Mand, som han opfordrer dertil. Dersom ingen af de to er tilstede, da skulle de Mænd føre Barnet til Daaben, som have lovligt fast Hjem der i Huset. Dersom ikke de ere til, eller ikke have Mandstyrke dertil, da skulle de, som ere nærmest, føre Barnet til Daaben eller være behjælpelige dermed. Dersom den Mand, som er pligtig dertil, ikke opfylder sin Pligt at føre Barnet til Daaben, eller dersom den vægrer sig, som blev opfordret til at gjøre Reisen med, da gjælder det Fjørbaugsgaard [treaarig Landsforvisning], og er den søgsmaalsberettiget, som vil; den Straf gjælder det hver for sig af dem, og skal den Sag indstevnes hjemme fra [Stevning skal foretages hjemme i Bøigden] og man skal [til Vidnesbyrd ved Kvidudsagn] tilkalde paa Thinge ni Bønder, Naboer af den Mand, der sagsøges.

@@ Linje 178: / Linje 178: @@
 <center>'''<span id="17">17.</span> Om Fastetider'''</center>
-For siddende Mænd er det Pligt at faste under Engearbeiderne [den Tid, da Engene slaaes], men ikke de Arbeidere, som ere i Engearbeide, og ikke den Mand, som driver Fæet hjem, og ikke den, som forretter strengt Arbeide for en Mands Bo; det er strengt Arbeide, dersom man arbeider hver Dag, hvad Bonden vil. Ei skal siddende Mand løbe til Arbeide, naar han skal faste, for at komme til at spise snarere end ellers. Lige gjælder Lov-Faste for alle Maend [siddende o. s. v.], efter at Imbredageugen begynder om Høsten, indtil Pettarsmesse er forbi om Sommeren.
+For siddende Mænd er det Pligt at faste under Engearbeiderne [den Tid, da Engene slaaes], men ikke de Arbeidere, som ere i Engearbeide, og ikke den Mand, som driver Fæet hjem, og ikke den, som forretter strengt Arbeide for en Mands Bo; det er strengt Arbeide, dersom man arbeider hver Dag, hvad Bonden vil. Ei skal siddende Mand løbe til Arbeide, naar han skal faste, for at komme til at spise snarere end ellers. Lige gjælder Lov-Faste for alle Mænd [siddende o. s. v.], efter at Imbredageugen begynder om Høsten, indtil Pettarsmesse er forbi om Sommeren.
 Den Mand, som skal faste, skal have spist sin Mad før Midnat, naar han faster Dagen efter, og ikke tage Mad til sig førend Non er forbi. Saa skal man og afholde sig om Nætterne fra Kjød, de Nætter som det er Lov-Pligt at faste, ligesom om Dagen. Da skal det være Nat om Høst og om Vinter, naar Dagen ei længere kan sees, forudsat man var paa et Sted, hvor man kunde see ud paa Havet i skyfrit Veir. Da skal det være Nat om Sommer, naar Solen gjennemløber Nordkanten; det er Nordkant, naar Solen er kommen midt imellem Nord og Nordvest [Kl. 10½] og indtil den er kommen midt imellem Nord og Nordost [Kl. 1½]. Naar en Mand faster om Nat, skal han have tør Mad; det er tør Mad: Græs og Olden og al Jordfrugt. Det maa en Mand og spise, naar han faster: Fiske af alle Slags, og Hvale, undtagen Hvalros og Sæl; dem kan man spise, naar det er tilladt at spise Kjød. Hvalros skal man ikke spise eller Narhval, eller Rødkjæmming [en ukjendt Hvalart].

@@ Linje 178: / Linje 178: @@
 <center>'''<span id="17">17.</span> Om Fastetider'''</center>
-For siddende Mænd er det Pligt at faste under Engearbeiderne [den Tid, da Engene slaaes], men ikke de Arbeidere, som ere i Engearbeide, og ikke den Mand, som driver Fæet hjem, og ikke den, som forretter strengt Arbeide for en Mands Bo; det er strengt Arbeide, dersom man arbeider hver Dag, hvad Bonden vil. Ei skal siddende Mand løbe til Arbeide, naar han skal faste, for at komme til at spise snarrere end ellers. Lige gjælder Lov-Faste for alle Maend [siddende o. s. v.], efter at Imbredageugen begynder om Høsten, indtil Pettarsmesse er forbi om Sommeren.
+For siddende Mænd er det Pligt at faste under Engearbeiderne [den Tid, da Engene slaaes], men ikke de Arbeidere, som ere i Engearbeide, og ikke den Mand, som driver Fæet hjem, og ikke den, som forretter strengt Arbeide for en Mands Bo; det er strengt Arbeide, dersom man arbeider hver Dag, hvad Bonden vil. Ei skal siddende Mand løbe til Arbeide, naar han skal faste, for at komme til at spise snarere end ellers. Lige gjælder Lov-Faste for alle Maend [siddende o. s. v.], efter at Imbredageugen begynder om Høsten, indtil Pettarsmesse er forbi om Sommeren.
 Den Mand, som skal faste, skal have spist sin Mad før Midnat, naar han faster Dagen efter, og ikke tage Mad til sig førend Non er forbi. Saa skal man og afholde sig om Nætterne fra Kjød, de Nætter som det er Lov-Pligt at faste, ligesom om Dagen. Da skal det være Nat om Høst og om Vinter, naar Dagen ei længere kan sees, forudsat man var paa et Sted, hvor man kunde see ud paa Havet i skyfrit Veir. Da skal det være Nat om Sommer, naar Solen gjennemløber Nordkanten; det er Nordkant, naar Solen er kommen midt imellem Nord og Nordvest [Kl. 10½] og indtil den er kommen midt imellem Nord og Nordost [Kl. 1½]. Naar en Mand faster om Nat, skal han have tør Mad; det er tør Mad: Græs og Olden og al Jordfrugt. Det maa en Mand og spise, naar han faster: Fiske af alle Slags, og Hvale, undtagen Hvalros og Sæl; dem kan man spise, naar det er tilladt at spise Kjød. Hvalros skal man ikke spise eller Narhval, eller Rødkjæmming [en ukjendt Hvalart].

@@ Linje 77: / Linje 77: @@
 <center>'''<span id="2">2.</span> Om Ligførsel'''</center>
-Ethvert Lig, som maa begraves ved Kirke, skal føres til Kirke, det første man bliver færdig dertil. Dersom den afdødes Arving er hos, da bør han føre Liget til Kirke, med den Mand, som han opfordrer dertil. Dersom Arvingen ikke er hos, eller han ikke er voxen, da skal den Bonde, i hvis Hus den afdede sidst opholdt sig, føre Liget til Kirken. Dersom ingen af de to er hos, Arving eller Bonde, da skulle de Mænd, som have fast Hjem nærmest derved, føre Liget til Kirken, og tage af det Gods, som den afdøde eiede, Lærred eller Vadmel, og klæde Liget. Dersom den afdøde ikke eiede Formue dertil, da er den, som fører Liget til Kirken, pligtig at besørge, hvad der behøves til at klæde Liget. Alle lov- [lovbestemte] hellige Dage er det ret, at man klæder Lig, og gjør Kiste til Lig, og fører det til Kirke, og begraver det, undtagen to Dage i hver tolv Maaneder [hvert Aar], den første Paaskedag og den første Juledag. Føre maa man Lig til Kirke paa Langfredag, men ikke bør man da aabne Jorden, for at nedgrave Lig. Til en saadan Kirke skal man føre Lig, som Biskoppen tillader, at Begravelser maae finde Sted ved. Bonden [paa Veien] er pligtig at give den Mand, som fører Lig til Kirke, Føde, selv femte, samt Hest eller Slædeoxe, dersom saadanne ere med; dersom han nægter dem det, da er han bodskyldig til tre Mark, og er den søgsmaalsberettiget, hvem Herberge nægtes; Sagen skal indstevnes hjemmefra og man skal tilkalde fem Nabobønder paa Thinge. Den Mand, som har Kirken under Værgemaal, skal stede dem til at foretage Begravelse, og man skal begrave paa det Sted, hvor han og Præsten, som er der, bestemmer det. Lig skal man ikke bære ind i Kirke nøgent eller blodigt. Ikke skal man bære den Mands Lig i Kirke, som ikke havde Ret til at komme i Kirke, medens han levede. Dersom man bærer en saadan Mands Lig i Kirke, som er udelukket derfra, da skal han godtgjøre Kirken den Krænkelse, som er tilføiet den, med tolv Ører; vil han ikke betale det Gods, da bliver han bodskyldig derfor til tre Mark, og bør dog udrede til Kirken det Gods, der tilkommer den. Intet Lig skal man begrave, forend det er blevet koldt. Dersom man begraver et Lig, førend det er koldt, da bliver han derfor skyldig til tre Marks Bod, og er den søgsmaalsberettiget, som vil. Dersom man iler saaledes med Begravelsen, at Kviden [de tilkaldte Nabobønder] giver det Udsagn, at Aand var i Mandens Bryst, da han blev nedgraven, da bliver det til Mord.
+Ethvert Lig, som maa begraves ved Kirke, skal føres til Kirke, det første man bliver færdig dertil. Dersom den afdødes Arving er hos, da bør han føre Liget til Kirke, med den Mand, som han opfordrer dertil. Dersom Arvingen ikke er hos, eller han ikke er voxen, da skal den Bonde, i hvis Hus den afdøde sidst opholdt sig, føre Liget til Kirken. Dersom ingen af de to er hos, Arving eller Bonde, da skulle de Mænd, som have fast Hjem nærmest derved, føre Liget til Kirken, og tage af det Gods, som den afdøde eiede, Lærred eller Vadmel, og klæde Liget. Dersom den afdøde ikke eiede Formue dertil, da er den, som fører Liget til Kirken, pligtig at besørge, hvad der behøves til at klæde Liget. Alle lov- [lovbestemte] hellige Dage er det ret, at man klæder Lig, og gjør Kiste til Lig, og fører det til Kirke, og begraver det, undtagen to Dage i hver tolv Maaneder [hvert Aar], den første Paaskedag og den første Juledag. Føre maa man Lig til Kirke paa Langfredag, men ikke bør man da aabne Jorden, for at nedgrave Lig. Til en saadan Kirke skal man føre Lig, som Biskoppen tillader, at Begravelser maae finde Sted ved. Bonden [paa Veien] er pligtig at give den Mand, som fører Lig til Kirke, Føde, selv femte, samt Hest eller Slædeoxe, dersom saadanne ere med; dersom han nægter dem det, da er han bodskyldig til tre Mark, og er den søgsmaalsberettiget, hvem Herberge nægtes; Sagen skal indstevnes hjemmefra og man skal tilkalde fem Nabobønder paa Thinge. Den Mand, som har Kirken under Værgemaal, skal stede dem til at foretage Begravelse, og man skal begrave paa det Sted, hvor han og Præsten, som er der, bestemmer det. Lig skal man ikke bære ind i Kirke nøgent eller blodigt. Ikke skal man bære den Mands Lig i Kirke, som ikke havde Ret til at komme i Kirke, medens han levede. Dersom man bærer en saadan Mands Lig i Kirke, som er udelukket derfra, da skal han godtgjøre Kirken den Krænkelse, som er tilføiet den, med tolv Ører; vil han ikke betale det Gods, da bliver han bodskyldig derfor til tre Mark, og bør dog udrede til Kirken det Gods, der tilkommer den. Intet Lig skal man begrave, forend det er blevet koldt. Dersom man begraver et Lig, førend det er koldt, da bliver han derfor skyldig til tre Marks Bod, og er den søgsmaalsberettiget, som vil. Dersom man iler saaledes med Begravelsen, at Kviden [de tilkaldte Nabobønder] giver det Udsagn, at Aand var i Mandens Bryst, da han blev nedgraven, da bliver det til Mord.
 Alle Begravelsessteder skulle være lige dyre, hvad enten de ere nærmere ved Kirken, eller fjernere fra den, inden Kirkegaarden; tolv Alen skal man betale for Begravelsessted for et Menneske, med mindre det er et tandløst Barn; da skal man kjøbe det for Halvdelen mindre. Sex Alen skal Præsten have for Ligsang. Den skal udrede Begravelsesstedsløn og Ligsangsløn, som fører Liget til Kirke; han skal betale den der, paa det Kirkebol, hvor Liget blev begravet, den femte Dag [Torsdag] i Ugen, naar fire Uger ere forløbne af Sommeren — paa Hjemmemarken der, foran Mandfolkedøren. Den Mand, som har Kirken under Værgemaal og Præsten bør, hver for sig, tilkalde Vidner paa Udeblivelsen af den hver af dem tilkommende Betaling, dersom den ikke udredes; og er det ret, at stevne derfor der paa Stedet, og erklære ham skyldig til tre Marks Bod for Tilbageholdelsen af Betalingen. Den andens Forsvar i Sagen er gyldigt, dersom han, da han førte Liget til Kirken, tilbød dem, ved Haandslag at forpligte sig til at betale, forudsat at de og han have Betalingstermin sammen [nemlig paa det aarlige Vaarthing; dersom de høre til samme Vaarthingsdistrict], og han bød dem at ansætte Betalingstiden til den Termin; et saadant Haandslagsløfte skulle de modtage. Den, som førte Lig til Kirke, bør have sine Omkostninger godtgjorte af den afdødes Gods, eller affordre Arvingerne det, dersom intet Efterladenskab var efter hin. Dersom ingen af dem eiede noget, hverken den afdøde eller hans Arving, da tager man ei Gods, hvor Gods ikke er; da skal Begravelsessted og Ligsang indrømmes uden Betaling. Er der noget at betale med, men ikke tilstrækkeligt til at betale det hele, da skal man først anvende Godset til at klæde Liget, og dernæst til at kjøbe Ligsang; Begravelsesstedsløn skal sidst betales.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 26. des. 2013 kl. 08:14
Linje 52:		Linje 52:


−	<blockquote>''Oversættelsen skelner mellem bogstaverne'' ö ''og'' ø '' — her anvendes dog alene formen'' ø.<br>''De i parentes anførte kapiteloverskrifter forekommer ikke i oversættelsen, men er — efter indholdet — tilføjet af [[Bruker:Jesper\|jl]]''</blockquote>	+	<blockquote>
		+	''Oversættelsen skelner mellem bogstaverne'' ö ''og'' ø '' — her anvendes dog alene formen'' ø.<br>''De i parentes anførte kapiteloverskrifter forekommer ikke i oversættelsen, men er — efter indholdet — tilføjet af [[Bruker:Jesper\|jl]]''
		+	</blockquote>