Landnáma og Egils saga - Revisjonshistorikk

Jesper på 26. mar. 2019 kl. 18:57

2019-03-26T18:57:16Z

Jesper på 26. mar. 2019 kl. 18:49

2019-03-26T18:49:25Z

Jesper på 26. mar. 2019 kl. 18:45

2019-03-26T18:45:03Z

Knut på 26. mar. 2019 kl. 09:08

2019-03-26T09:08:32Z

Vis endringer

Knut på 14. mar. 2019 kl. 08:52

2019-03-14T08:52:06Z

Knut på 13. mar. 2019 kl. 11:06

2019-03-13T11:06:10Z

Knut på 13. mar. 2019 kl. 11:04

2019-03-13T11:04:56Z

Knut på 13. mar. 2019 kl. 11:02

2019-03-13T11:02:58Z

Knut: Ny side: {| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse" |- style="background-color:#e9e9e9" !align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg sp…

2019-03-13T11:01:14Z

Ny side: {| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse" |- style="background-color:#e9e9e9" !align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg sp…

Ny side

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! !! !! !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Landnáma og Egils saga]] !! !!
|-
|}

[[Fil:Björn M. Ólsen.jpg|thumb|220px|<center>Björn Magnússon Ólsen (1850-1919) </center>]]

<center><big>'''Landnáma og Egils saga'''</big>

 Af Björn Magnússon Ólsen

 ''Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie'' Det kongelige nordiske Oldskrift-selskab Kjøbenhavn 1904</center>

TEKST UNDER ARBEID

----

==Fodnoter==

<references/>

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på norsk]]
[[Kategori:Björn Magnússon Ólsen]]

@@ Linje 253: / Linje 253: @@
 Når Snorri i sagaen tillægger sin stamfader et større landnám, end der tilkommer ham i følge den ældre i Mb. opbevarede tradition, og overdriver sin forgænger Tungu-Oddrs politiske indflydelse, er dette både menneskeligt og naturligt. Men i øvrigt tror jeg, at Snorri i bægge tilfælde støtter sig til en tradition, som i tidens løb har udviklet sig hos de fra Skalla-Grímr og Tungu-Oddr nedstammende slægter. Man kan altså ikke bebrejde Snorri, at han selv har opdigtet disse overdrivelser, men kun, at han har foretrukket den yngre og mindre pålidelige slægtstradition for den ældre og mere sandsynlige, som han kendte fra Landn.
-Den antagelse, at Snorri er forfatter til Egils s., giver os også en naturlig forklaring af grunden til, at recensionen Stb.-Hb. efter den har optaget beretningen om Skalla-Gríms og Ketill hængs udvidede landnám og i øvrigt stærkt benyttet Egils s. Hb. stammer jo fra Styrmir og Sturla og Stb. i det væsentlige fra Sturla. Men bægge disse mænd var på det nøjeste knyttede til Snorri. Den første synes at have været Snorris klient og i en længere tid at have opholdt sig i Reykjaholt. Den sidste fik til dels sin opdragelse i Reykjaholt hos sin farbroder<ref>Se herom FJ., Litt. hist. II s. 668 og 718. </ref>. Vi ved ikke fra hvem af dem recensionen Stb.-Hb. oprindelig stammer; rimeligvis er det Styrmir, da han er den ældste. Men så meget er sikkert, at bægge må have kendt Egils s., hvis den er forfattet af Snorri. Og hvad enten det er Styrmir eller Sturla, som først har istandbragt denne Landn.-recension, kan vi kun finde det naturligt, at han i følge hele sit forhold til Snorri be- nyttede de oplysninger til landnamshistorien, som han fandt i Egils s., og i regelen, hvor der var uoverensstemmelse mellem denne og den benyttede gamle Landn.-tekst, foretrak den første.
+Den antagelse, at Snorri er forfatter til Egils s., giver os også en naturlig forklaring af grunden til, at recensionen Stb.-Hb. efter den har optaget beretningen om Skalla-Gríms og Ketill hængs udvidede landnám og i øvrigt stærkt benyttet Egils s. Hb. stammer jo fra Styrmir og Sturla og Stb. i det væsentlige fra Sturla. Men bægge disse mænd var på det nøjeste knyttede til Snorri. Den første synes at have været Snorris klient og i en længere tid at have opholdt sig i Reykjaholt. Den sidste fik til dels sin opdragelse i Reykjaholt hos sin farbroder<ref>Se herom FJ., Litt. hist. II s. 668 og 718. </ref>. Vi ved ikke fra hvem af dem recensionen Stb.-Hb. oprindelig stammer; rimeligvis er det Styrmir, da han er den ældste. Men så meget er sikkert, at bægge må have kendt Egils s., hvis den er forfattet af Snorri. Og hvad enten det er Styrmir eller Sturla, som først har istandbragt denne Landn.-recension, kan vi kun finde det naturligt, at han i følge hele sit forhold til Snorri benyttede de oplysninger til landnamshistorien, som han fandt i Egils s., og i regelen, hvor der var uoverensstemmelse mellem denne og den benyttede gamle Landn.-tekst, foretrak den første.
 Vi er da gennem denne lange ekskurs igen komne tilbage til vort udgangspunkt, undersøgelsen af forholdet mellem Landn. og Egils s.

@@ Linje 67: / Linje 67: @@
 Derpå følger beretningen om, at Ketill rejste til Island med sin hustru og deres sønner, samt om landingen i Rangáros og opholdet den første vinter »at Hrafntöftum». Dette synes at være oprindeligt i Landnáma. Egils s. har en meget udførligere beretning herom og en del afvigelser, som recensionen i Stb.-Hb. ikke har fulgt, naturligvis fordi den støttede sig til en eldre landámatekst. Egils s. lader Ketills fostbroder Baugr følge ham op til Island. I Stb.-Hb. omtales han ikke i Ketills følge, og senere, hvor han anføres særskilt, lader alle håndskrifter (Stb. 348, Hb. .307, Mb. 12) ham komme for sig selv og bosætte sig det første år på gården Baugsstaðir (i det nuværende Arnessyssel) og derpå opholde sig den anden vinter hos Ketill. Vi ser altså, at  Stb.-Hb. her har forkastet Egils sagas beretning, fordi den ikke havde nogen støtte i den foreliggende landnámatekst. En anden afvigelse består i, at Egils s. lader Ketill lande i Þjórsárós, Stb.-Hb. derimod i Rangárós. Denne uoverensstemmelse må også bero på, at Stb.-Hb. her giver landnámateksten fortrinet. FJ. har i sin udg. af Egils s. indsat ''Rangá'' for ''Þjórsá'' (s. 70) i overensstemmelse med Landnáma, men som det synes, med urette<ref>Også Orms Þ. Storolfssonar støtter læsemåden ''Þjórsd''. Rettelsen ''Rangá'' for ''Þjórsá'' har også gjort det nødvendigt et par linjer længere nede (s. 70") at rette »fyrir austan ána«, som står i alle håndskrifter, til ''fyrir utan ána''. Det første passer fuldstændig, hvis elven, hvori Ketill lander, er Þjórsá. Der synes ikke at være nogen grund til disse rettelser. Derimod bør man sikkert lidt for (s. 70 skrive ''ok logðu við hit eystra land'' med hdskr. Wð og Orms þ,  hvor udgaven har ''vestra'' for ''eystra''. </ref>. Grunden til denne afvigelse i Egils s. vil senere blive klar.
-Derpå følger i Stb.-Hb. en angivelse af grænserne for Ketills landnám. Først hedder det — i overensstemmelse med Egils s. — at Ketill tog hele landet mellem Þjorsá og Markarfljót (Egils s. tilføjer »á milli fialls ok fjöru»), samt at flere højbårne mænd tog land i hans landnám på hans tilskyndelse (jfr. Egils s.:  ''Hængr gaf land skipverjum sinum, en seldi sumum við litlu verði, ok eru þeir landnámamenn kallaðir''). Derpå fortsætter Stb.-Hb.: ''Ketill eignaði sér einkum''<ref>einkenniliga Hb</ref> ''land milli Rangár ok Hróarslækjar allt fyrir neðan Reyðarvatn ok bjó at Hofi. Hængr hafði ok''<ref>ul. Stb.</ref> '''undir sér''<ref>sik Stb. </ref> ''lðnd öll fyrir austan Rangá ena eystri ok Vazfell, til lækjar þess, er fellr fyrir utan Breiðabólstad ok fyrir ofan þverá allt nema Dufþaksholt ok myrina. Þat gaf hann þeim manni, er Dufþakr hét. Hann var hamramr mjðk''. Som man ser, har Ketills landnám i følge denne sidste angivelse et forholdsvis beskedent omfang, idet det kun omfatter den nederste del af Rangárvellir op til Hróarslækr, største delen af den nuværende Hvolhreppur Og en lille strimmel af Fljótshliðarhreppur<ref>Jfr. Páll Sigurðsson i Safn til sðgu Islands II. s. 500. </ref>,  altså kun en lille brøkdel af hele landet mellem Þjórsá og Markarfljót. Mærkelig nok omtaler Egils s. ikke dette snævrere landnám med et eneste ord. Vi har her åbenbart i Stb.-Hb. en kompilation af to forskellige, angående grænserne for Ketills landnám hinanden modsigende tekster, nemlig Egils saga, som tillagde Ketill hele landet mellem Þjorsá og Markarfljót, og den oprindelige landnámatekst, som gav hans landnám en snævrere begrænsning. Modsigelsen har den mand, fra hvem recensionen i Stb.-Hb. stammer, søgt at skjule ved tilføjelsen af ordet ''einkum'' (eller (''einkenniliga'') ved det snævrere landnám. Når vore sagamænd i deres kilder træffer på to hinanden modsigende beretninger, plejer de meget ofte at optage dem bægge og på en eller anden måde at søge at bringe dem i samklang med hinanden. Denne fremgangsmåde, som vil kunne oplyses ved en mængde eksempler<ref>Jfr. f. eks. Årb. f. nord. oldk. og hist. 1893 s. 339.</ref>, er her fulgt i Stb.-Hb. At det virkelig forholder sig således, bekræftes nu fra flere sider.
+Derpå følger i Stb.-Hb. en angivelse af grænserne for Ketills landnám. Først hedder det — i overensstemmelse med Egils s. — at Ketill tog hele landet mellem Þjorsá og Markarfljót (Egils s. tilføjer »á milli fialls ok fjöru»), samt at flere højbårne mænd tog land i hans landnám på hans tilskyndelse (jfr. Egils s.:  ''Hængr gaf land skipverjum sinum, en seldi sumum við litlu verði, ok eru þeir landnámamenn kallaðir''). Derpå fortsætter Stb.-Hb.: ''Ketill eignaði sér einkum''<ref>einkenniliga Hb</ref> ''land milli Rangár ok Hróarslækjar allt fyrir neðan Reyðarvatn ok bjó at Hofi. Hængr hafði ok''<ref>ul. Stb.</ref> ''undir sér''<ref>sik Stb. </ref> ''lönd öll fyrir austan Rangá ena eystri ok Vazfell, til lækjar þess, er fellr fyrir utan Breiðabólstad ok fyrir ofan þverá allt nema Dufþaksholt ok myrina. Þat gaf hann þeim manni, er Dufþakr hét. Hann var hamramr mjök''. Som man ser, har Ketills landnám i følge denne sidste angivelse et forholdsvis beskedent omfang, idet det kun omfatter den nederste del af Rangárvellir op til Hróarslækr, største delen af den nuværende Hvolhreppur Og en lille strimmel af Fljótshliðarhreppur<ref>Jfr. Páll Sigurðsson i Safn til sögu Islands II. s. 500. </ref>,  altså kun en lille brøkdel af hele landet mellem Þjórsá og Markarfljót. Mærkelig nok omtaler Egils s. ikke dette snævrere landnám med et eneste ord. Vi har her åbenbart i Stb.-Hb. en kompilation af to forskellige, angående grænserne for Ketills landnám hinanden modsigende tekster, nemlig Egils saga, som tillagde Ketill hele landet mellem Þjorsá og Markarfljót, og den oprindelige landnámatekst, som gav hans landnám en snævrere begrænsning. Modsigelsen har den mand, fra hvem recensionen i Stb.-Hb. stammer, søgt at skjule ved tilføjelsen af ordet ''einkum'' (eller ''einkenniliga'') ved det snævrere landnám. Når vore sagamænd i deres kilder træffer på to hinanden modsigende beretninger, plejer de meget ofte at optage dem bægge og på en eller anden måde at søge at bringe dem i samklang med hinanden. Denne fremgangsmåde, som vil kunne oplyses ved en mængde eksempler<ref>Jfr. f. eks. Årb. f. nord. oldk. og hist. 1893 s. 339.</ref>, er her fulgt i Stb.-Hb. At det virkelig forholder sig således, bekræftes nu fra flere sider.
 For det første er det betegnende, at den yngre Mb., som hidtil nøjagtig har fulgt Hb., netop hvor den kommer til Ketills snævrere landnám optræder med en selvstændig variant, som er i høj grad oplysende. I stedet for ordene ''allt nema Dufpaksholt ok mýrina; þat gaf hann þeim manni, sem Dufþakr hét'',  i det ovenfor anførte stykke har Mb.: ''allt nema Dufþaksholt ok mýrina, er Dufþakr hafþi áðr numit''. I følge Mb.s tekst modtager altså Dufþakr ikke sit land som en gave af Ketill , men har allerede inden Ketills ankomst taget det i besiddelse. Dette stemmer også fuldstændig med membranfragmentet af Mb. k. 14, hvor Dufþakr, brødrene Hildir og Hallgeirs frigivne, omtales som en selvstændig landnámsmand, »som tog Dufþaksholt« ; også i Stb.-Hb. omtales Dufþakr virkelig som selvstændig, skønt denne recension forandrer »Dufþakr er nam Dufpaksholt» til »Dufþakr i Dufþaksholti» for at undgå modsigelse med stedet i afsnittet om Ketill (Stb. k. 350, Hb. k. 309). Når Dufþakr var en selvstændig landnámsmand, kan vi også bedre forstå sagnet om hans kamp med Ketills søn Storolfr. Det var naturligt, at Ketills søn vilde søge at fortrænge den tidligere besidder fra hans land, som dannede en enklave i Ketills distrikt, og derved afrunde dettes grænser ned mod Þverá. På den anden side er det ikke meget rimeligt, at Ketill har foræret et stykke af sit land bort til andre folks frigivne, og hvis han havde gjort det, vilde så vel Storolfrs angreb som Dufþakrs modstand være mindre forståelig. Alt taler således for, at Mb. her har bevaret den oprindelige landámatekst, som Stb.-Hb. har lavet om på for at bringe den i overensstemmelse med den fra Egils saga lånte beretning om grænserne for Ketills landnám. I følge denne havde jo alle de mange, til dels højbyrdige landnámsmænd, som bosatte sig mellem Þórsá og Markarfljót, modtaget deres land som en gave fra Ketill. Hvorfor så ikke også den frigivne Dufþakr?

@@ Linje 67: / Linje 67: @@
 Derpå følger beretningen om, at Ketill rejste til Island med sin hustru og deres sønner, samt om landingen i Rangáros og opholdet den første vinter »at Hrafntöftum». Dette synes at være oprindeligt i Landnáma. Egils s. har en meget udførligere beretning herom og en del afvigelser, som recensionen i Stb.-Hb. ikke har fulgt, naturligvis fordi den støttede sig til en eldre landámatekst. Egils s. lader Ketills fostbroder Baugr følge ham op til Island. I Stb.-Hb. omtales han ikke i Ketills følge, og senere, hvor han anføres særskilt, lader alle håndskrifter (Stb. 348, Hb. .307, Mb. 12) ham komme for sig selv og bosætte sig det første år på gården Baugsstaðir (i det nuværende Arnessyssel) og derpå opholde sig den anden vinter hos Ketill. Vi ser altså, at  Stb.-Hb. her har forkastet Egils sagas beretning, fordi den ikke havde nogen støtte i den foreliggende landnámatekst. En anden afvigelse består i, at Egils s. lader Ketill lande i Þjórsárós, Stb.-Hb. derimod i Rangárós. Denne uoverensstemmelse må også bero på, at Stb.-Hb. her giver landnámateksten fortrinet. FJ. har i sin udg. af Egils s. indsat ''Rangá'' for ''Þjórsá'' (s. 70) i overensstemmelse med Landnáma, men som det synes, med urette<ref>Også Orms Þ. Storolfssonar støtter læsemåden ''Þjórsd''. Rettelsen ''Rangá'' for ''Þjórsá'' har også gjort det nødvendigt et par linjer længere nede (s. 70") at rette »fyrir austan ána«, som står i alle håndskrifter, til ''fyrir utan ána''. Det første passer fuldstændig, hvis elven, hvori Ketill lander, er Þjórsá. Der synes ikke at være nogen grund til disse rettelser. Derimod bør man sikkert lidt for (s. 70 skrive ''ok logðu við hit eystra land'' med hdskr. Wð og Orms þ,  hvor udgaven har ''vestra'' for ''eystra''. </ref>. Grunden til denne afvigelse i Egils s. vil senere blive klar.
-Derpå følger i Stb.-Hb. en angivelse af grænserne for Ketills landnám. Først hedder det — i overensstemmelse med Egils s. — at Ketill tog hele landet mellem Þjorsá og Markarfljót (Egils s. tilføjer »á milli fialls ok fjöru»), samt at flere højbårne mænd tog land i hans landnám på hans tilskyndelse (jfr. Egils s.:  ''Hængr gaf land skipverjum sinum, en seldi sumum við litlu verði, ok eru þeir landnámamenn kallaðir''). Derpå fortsætter Stb.-Hb.: ''Ketill eignaði sér einkum''<ref>einkenniliga Hb</ref> ''land milli Rangár ok Hróarslækjar allt fyrir neðan Reyðarvatn ok bjó at Hofi. Hængr hafði ok''<ref>ul. Stb.</ref> '''undir sér''<ref>sik Stb. </ref> ''lðnd öll fyrir austan Rangá ena eystri ok Vazfell, til lækjar þess, er fellr fyrir utan Breidabólstad ok fyrir ofan þverá allt nema Dufþaksholt ok myrina. Þat gaf hann þeim manni, er Dufþakr hét. Hann var hamramr mjðk''. Som man ser, har Ketills landnám i følge denne sidste angivelse et forholdsvis beskedent omfang, idet det kun omfatter den nederste del af Rangárvellir op til Hróarslækr, største delen af den nuværende Hvolhreppur Og en lille strimmel af Fljótshliðarhreppur<ref>Jfr. Páll Sigurðsson i Safn til sðgu Islands II. s. 500. </ref>,  altså kun en lille brøkdel af hele landet mellem Þjórsá og Markarfljót. Mærkelig nok omtaler Egils s. ikke dette snævrere landnám med et eneste ord. Vi har her åbenbart i Stb.-Hb. en kompilation af to forskellige, angående grænserne for Ketills landnám hinanden modsigende tekster, nemlig Egils saga, som tillagde Ketill hele landet mellem Þjorsá og Markarfljót, og den oprindelige landnámatekst, som gav hans landnám en snævrere begrænsning. Modsigelsen har den mand, fra hvem recensionen i Stb.-Hb. stammer, søgt at skjule ved tilføjelsen af ordet ''einkum'' (eller (''einkenniliga'') ved det snævrere landnám. Når vore sagamænd i deres kilder træffer på to hinanden modsigende beretninger, plejer de meget ofte at optage dem bægge og på en eller anden måde at søge at bringe dem i samklang med hinanden. Denne fremgangsmåde, som vil kunne oplyses ved en mængde eksempler<ref>Jfr. f. eks. Årb. f. nord. oldk. og hist. 1893 s. 339.</ref>, er her fulgt i Stb.-Hb. At det virkelig forholder sig således, bekræftes nu fra flere sider.
+Derpå følger i Stb.-Hb. en angivelse af grænserne for Ketills landnám. Først hedder det — i overensstemmelse med Egils s. — at Ketill tog hele landet mellem Þjorsá og Markarfljót (Egils s. tilføjer »á milli fialls ok fjöru»), samt at flere højbårne mænd tog land i hans landnám på hans tilskyndelse (jfr. Egils s.:  ''Hængr gaf land skipverjum sinum, en seldi sumum við litlu verði, ok eru þeir landnámamenn kallaðir''). Derpå fortsætter Stb.-Hb.: ''Ketill eignaði sér einkum''<ref>einkenniliga Hb</ref> ''land milli Rangár ok Hróarslækjar allt fyrir neðan Reyðarvatn ok bjó at Hofi. Hængr hafði ok''<ref>ul. Stb.</ref> '''undir sér''<ref>sik Stb. </ref> ''lðnd öll fyrir austan Rangá ena eystri ok Vazfell, til lækjar þess, er fellr fyrir utan Breiðabólstad ok fyrir ofan þverá allt nema Dufþaksholt ok myrina. Þat gaf hann þeim manni, er Dufþakr hét. Hann var hamramr mjðk''. Som man ser, har Ketills landnám i følge denne sidste angivelse et forholdsvis beskedent omfang, idet det kun omfatter den nederste del af Rangárvellir op til Hróarslækr, største delen af den nuværende Hvolhreppur Og en lille strimmel af Fljótshliðarhreppur<ref>Jfr. Páll Sigurðsson i Safn til sðgu Islands II. s. 500. </ref>,  altså kun en lille brøkdel af hele landet mellem Þjórsá og Markarfljót. Mærkelig nok omtaler Egils s. ikke dette snævrere landnám med et eneste ord. Vi har her åbenbart i Stb.-Hb. en kompilation af to forskellige, angående grænserne for Ketills landnám hinanden modsigende tekster, nemlig Egils saga, som tillagde Ketill hele landet mellem Þjorsá og Markarfljót, og den oprindelige landnámatekst, som gav hans landnám en snævrere begrænsning. Modsigelsen har den mand, fra hvem recensionen i Stb.-Hb. stammer, søgt at skjule ved tilføjelsen af ordet ''einkum'' (eller (''einkenniliga'') ved det snævrere landnám. Når vore sagamænd i deres kilder træffer på to hinanden modsigende beretninger, plejer de meget ofte at optage dem bægge og på en eller anden måde at søge at bringe dem i samklang med hinanden. Denne fremgangsmåde, som vil kunne oplyses ved en mængde eksempler<ref>Jfr. f. eks. Årb. f. nord. oldk. og hist. 1893 s. 339.</ref>, er her fulgt i Stb.-Hb. At det virkelig forholder sig således, bekræftes nu fra flere sider.
 For det første er det betegnende, at den yngre Mb., som hidtil nøjagtig har fulgt Hb., netop hvor den kommer til Ketills snævrere landnám optræder med en selvstændig variant, som er i høj grad oplysende. I stedet for ordene ''allt nema Dufpaksholt ok mýrina; þat gaf hann þeim manni, sem Dufþakr hét'',  i det ovenfor anførte stykke har Mb.: ''allt nema Dufþaksholt ok mýrina, er Dufþakr hafþi áðr numit''. I følge Mb.s tekst modtager altså Dufþakr ikke sit land som en gave af Ketill , men har allerede inden Ketills ankomst taget det i besiddelse. Dette stemmer også fuldstændig med membranfragmentet af Mb. k. 14, hvor Dufþakr, brødrene Hildir og Hallgeirs frigivne, omtales som en selvstændig landnámsmand, »som tog Dufþaksholt« ; også i Stb.-Hb. omtales Dufþakr virkelig som selvstændig, skønt denne recension forandrer »Dufþakr er nam Dufpaksholt» til »Dufþakr i Dufþaksholti» for at undgå modsigelse med stedet i afsnittet om Ketill (Stb. k. 350, Hb. k. 309). Når Dufþakr var en selvstændig landnámsmand, kan vi også bedre forstå sagnet om hans kamp med Ketills søn Storolfr. Det var naturligt, at Ketills søn vilde søge at fortrænge den tidligere besidder fra hans land, som dannede en enklave i Ketills distrikt, og derved afrunde dettes grænser ned mod Þverá. På den anden side er det ikke meget rimeligt, at Ketill har foræret et stykke af sit land bort til andre folks frigivne, og hvis han havde gjort det, vilde så vel Storolfrs angreb som Dufþakrs modstand være mindre forståelig. Alt taler således for, at Mb. her har bevaret den oprindelige landámatekst, som Stb.-Hb. har lavet om på for at bringe den i overensstemmelse med den fra Egils saga lånte beretning om grænserne for Ketills landnám. I følge denne havde jo alle de mange, til dels højbyrdige landnámsmænd, som bosatte sig mellem Þórsá og Markarfljót, modtaget deres land som en gave fra Ketill. Hvorfor så ikke også den frigivne Dufþakr?
@@ Linje 215: / Linje 215: @@
 Af Egils børn spiller Þorsteinn, arvingen til slægtens godord (Egils s. k. 80 og 81 s. 298 og 302) den største rolle i sagaen og skildres med stor sympati. Det kan måske være et tilfælde, men ser dog ud som en tanke, at af Þorsteinns mange børn opregnes den uægte søn Hrifla først i sagaen. Gennem denne Hrifla nedstammede Snorris moder Guðny i lige mandlig linje fra Skalla-Grím<ref>Egils s. FJ. k. 79 s. 294—295. Landn. FJ. s. 22 og 246</ref>. Det vilde i sig selv have været naturligere først at opregne de ægte børn, selv om måske de uægte var ældre, hvad vi nu ikke bestemt kan afgøre. Af Þorsteinns ægte børn får særlig Skúli hæderlig omtale i sagaen. Det er nu måske ikke uden betydning for vort spørsmål, at vi er i stand til at påvise, at Sturlungerne også kunde føre deres slægt tilbage til Skalla-Grim gennem denne Skúli. I de slægtrækker, som findes opbevarede i Mb. 's membran fragment, aftrykte i  Ísl. s. 1843, finder vi følgende slægtrække : Skalla-Grímr — Egill — Þorsteinn — Skúli — Geirlaug — Helga — Þrándr — Þorbjörn, ''er Sturlungar eru fra komnir''<ref> isl. s. 1843, I s. 355.</ref>.
-I Egils s. omtales den bekendte høvding Tungu-Oddr i følgende ord: ''Oddr var þá höfðing i i Borgarfirði fyrir sunnan Hvitá. Hann var hofsgoði ok réd fyrir hofi því, er allir menn guldu hoftoll til fyrir innan Skardsheiði''<ref>Egils s. FJ. k. 84 s. 316.</ref>. Der er ikke megen sandsynlighed for, at de gamle tempelsogne har haft en så stor udstrækning. At sagaen her gør sig skyldig i en overdrivelse af Tungu-Oddrs politiske magtstilling, fremgår af Landn., som sagaens forfatter har kendt og benyttet. Denne kilde beretter nemlig, således som vi ovenfor har fremhævet, at Tungu-Oddr i fællesskab med Geitlandsslægten ejede et tempel , samt at Illugi den røde, en høvding af bemeldte slægt, flyttede fra Hraunsás til Hofsstaðir for at varetage sine eller slægtens interesser overfor medejeren<ref>Landn. FJ. Stb. k. 41. Hb. k. 29.</ref>.  Templet stod åbenbart på Hofsstaðir, som gårdens navn viser. Denne gård ligger i Reykjadalr nyrðri (nu Reykholtsdalur), ikke langt fra Odds gård Breiðabólsstaðr i samme dal<ref>Kålund, Island, I s. 321. </ref>. Det må være dette tempel, Egils s. mener, når den beretter, at hele den sydlige del af Borgarfjordsherredet betalte told til Tungu-Oddrs hov. Men sagaen fortier, at han ikke var ene om templet eller godordet. Dertil kommer, som jeg allerede har fremhævet, at vi har sikre efterretninger om et andet godord syd for Hvitá, nemlig Lundarmanna- eller Jöklamannagoðorð, hvis tingmandskreds selvfølgelig har betalt hovtold til Lundr. At sagaen her har tillagt Tungu-Oddr et større magtområde, end han nogensinde herskede over, er altså indlysende. Spørsmålet bliver da, hvem der kunde have interesse af en sådan overdrivelse. Her støder vi igen på — Snorri. Vi har tidligere set, at Snorri var ejer af Reykhyltingagoðorð, det samme godord, som Tungu-Oddr og Geitlandsslægten tidligere havde ejet. Godordets senere ejere, de såkaldte Reykhyltingar, præsten Påll Sölvason og hans søn Magnus, udledede netop sin slægt fra Geitlandsætten<ref>Jfr. Landn. FJ. Stb. k. 41. Hb. k. 29. hvor der dog findes en fejl (jfr. isl. s. I s. 487 og Tab. 1. Eggert Briem i Arkiv VIII [N. F. IV] s. 325), og Sturl. Oxf. I s. 4. 25, 78, 190 og 211, hvor slægten opregnes rigtig. </ref>, som altså i tidens løb er kommen i besiddelse af hele godordet. Der kan ikke være tvivl om, at Snorri har erhvervet dette godord samtidig med gården Reykjaholt, som han overtog c. 1207 mod forpligtelse til at forsørge den tidligere ejer Magnus Pálsson og hans hustru og give deres børn en god opdragelse<ref>Sturl. Oxf. I s. 211— 212. </ref>. Vel bemærkes det ikke udtrykkelig i Islendinga saga, at godordet fulgte med i købet, men det må betragtes som en selvfølge og antydes desuden på det anførte sted ved ordene: ''Gerðisk hann þá höfðingi mikil''. Som ejer af Reykhyltingagoðord var Snorri altså Tungu-Oddrs arvtager. Men han var det også som ejer og indehaver af gården Reykjaholt. Denne gård er nemlig i grunden den samme som Breiðabósstaðr<rerf>Se herom Kålund, Island I s. 316—317 og 319—320. Årb. fornleifafjel. 1884—1885 s. 113—115.</ref>, som senere blev flyttet i nærheden af de varme kilder, hvorefter gården har navn. Hvis Snorri er Egils sagas forfatter, bliver den overdrevne udstrækning af Tungu-Oddrs tingmandskreds let forklarlig. Overdrivelsen er af samme art som udvidelsen af Skalla-Gríms landnám. Sagaen giver her alle, som boede »indenfor Skardshede« et vink om at holde sig til goden i Reykjaholt. Jeg skal da i al korthed rekapitulere de vigtigste grunde, som synes at tale for, at Snorri er forfatter til Egils s.:
+I Egils s. omtales den bekendte høvding Tungu-Oddr i følgende ord: ''Oddr var þá höfðing i i Borgarfirði fyrir sunnan Hvitá. Hann var hofsgoði ok réd fyrir hofi því, er allir menn guldu hoftoll til fyrir innan Skardsheiði''<ref>Egils s. FJ. k. 84 s. 316.</ref>. Der er ikke megen sandsynlighed for, at de gamle tempelsogne har haft en så stor udstrækning. At sagaen her gør sig skyldig i en overdrivelse af Tungu-Oddrs politiske magtstilling, fremgår af Landn., som sagaens forfatter har kendt og benyttet. Denne kilde beretter nemlig, således som vi ovenfor har fremhævet, at Tungu-Oddr i fællesskab med Geitlandsslægten ejede et tempel , samt at Illugi den røde, en høvding af bemeldte slægt, flyttede fra Hraunsás til Hofsstaðir for at varetage sine eller slægtens interesser overfor medejeren<ref>Landn. FJ. Stb. k. 41. Hb. k. 29.</ref>.  Templet stod åbenbart på Hofsstaðir, som gårdens navn viser. Denne gård ligger i Reykjadalr nyrðri (nu Reykholtsdalur), ikke langt fra Odds gård Breiðabólsstaðr i samme dal<ref>Kålund, Island, I s. 321. </ref>. Det må være dette tempel, Egils s. mener, når den beretter, at hele den sydlige del af Borgarfjordsherredet betalte told til Tungu-Oddrs hov. Men sagaen fortier, at han ikke var ene om templet eller godordet. Dertil kommer, som jeg allerede har fremhævet, at vi har sikre efterretninger om et andet godord syd for Hvitá, nemlig Lundarmanna- eller Jöklamannagoðorð, hvis tingmandskreds selvfølgelig har betalt hovtold til Lundr. At sagaen her har tillagt Tungu-Oddr et større magtområde, end han nogensinde herskede over, er altså indlysende. Spørsmålet bliver da, hvem der kunde have interesse af en sådan overdrivelse. Her støder vi igen på — Snorri. Vi har tidligere set, at Snorri var ejer af Reykhyltingagoðorð, det samme godord, som Tungu-Oddr og Geitlandsslægten tidligere havde ejet. Godordets senere ejere, de såkaldte Reykhyltingar, præsten Påll Sölvason og hans søn Magnus, udledede netop sin slægt fra Geitlandsætten<ref>Jfr. Landn. FJ. Stb. k. 41. Hb. k. 29. hvor der dog findes en fejl (jfr. isl. s. I s. 487 og Tab. 1. Eggert Briem i Arkiv VIII [N. F. IV] s. 325), og Sturl. Oxf. I s. 4. 25, 78, 190 og 211, hvor slægten opregnes rigtig. </ref>, som altså i tidens løb er kommen i besiddelse af hele godordet. Der kan ikke være tvivl om, at Snorri har erhvervet dette godord samtidig med gården Reykjaholt, som han overtog c. 1207 mod forpligtelse til at forsørge den tidligere ejer Magnus Pálsson og hans hustru og give deres børn en god opdragelse<ref>Sturl. Oxf. I s. 211— 212. </ref>. Vel bemærkes det ikke udtrykkelig i Islendinga saga, at godordet fulgte med i købet, men det må betragtes som en selvfølge og antydes desuden på det anførte sted ved ordene: ''Gerðisk hann þá höfðingi mikil''. Som ejer af Reykhyltingagoðord var Snorri altså Tungu-Oddrs arvtager. Men han var det også som ejer og indehaver af gården Reykjaholt. Denne gård er nemlig i grunden den samme som Breiðabólstaðr<ref>Se herom Kålund, Island I s. 316—317 og 319—320. Årb. fornleifafjel. 1884—1885 s. 113—115.</ref>, som senere blev flyttet i nærheden af de varme kilder, hvorefter gården har navn. Hvis Snorri er Egils sagas forfatter, bliver den overdrevne udstrækning af Tungu-Oddrs tingmandskreds let forklarlig. Overdrivelsen er af samme art som udvidelsen af Skalla-Gríms landnám. Sagaen giver her alle, som boede »indenfor Skardshede« et vink om at holde sig til goden i Reykjaholt. Jeg skal da i al korthed rekapitulere de vigtigste grunde, som synes at tale for, at Snorri er forfatter til Egils s.:

@@ Linje 31: / Linje 31: @@
 [[Kategori:Alfabetisk indeks]]
-[[Kategori:Tekster på norsk]]
+[[Kategori:Tekster på dansk]]
 [[Kategori:Björn M. Ólsen]]

@@ Linje 32: / Linje 32: @@
 [[Kategori:Alfabetisk indeks]]
 [[Kategori:Tekster på norsk]]
-[[Kategori:Björn M. Olsen]]
+[[Kategori:Björn M. Ólsen]]