Muspilli - Revisjonshistorikk

Jesper på 2. mar. 2016 kl. 06:25

2016-03-02T06:25:01Z

JJ.Sandal på 26. des. 2013 kl. 07:39

2013-12-26T07:39:04Z

Carsten på 11. jul. 2013 kl. 09:19

2013-07-11T09:19:02Z

Vis endringer

Carsten på 17. apr. 2013 kl. 07:32

2013-04-17T07:32:55Z

Jesper: Muspilli

2013-01-14T16:59:22Z

Muspilli

Ny side

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Oldtysk !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Muspilli]] !! !! !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Muspilli]] !! !!
|-
|}

[[Bilde:Muspilli.jpg|right|350px]]

<center><big>'''Muspilli'''</big> '''- et oldhøjtysk digt''' (ca. 835)

oversat og kommenteret af [[N. M. Petersen]] Nordisk tidsskrift for oldkyndighed, Bind 3, s. 167ff. Det Kongelige Nordiske Oldskrift-selskab, 1836</center>

<big>”Brudstykker af et old-høitydsk allittereret Digt om Verdens Ende, efter et Haandskrift paa det Kgl. Bibliothek i München, udgivet af J. A, Schmeller, og efter denne Udgave meddeelt med dansk Oversættelse og Anmærkninger af N. M. Petersen.”</big> (''Ledetraad til nordisk oldkyndighed'', s. 95, Det nordiske oldskrift-selskab, 1836)

Dette Brudstykke, som udmærker sig ved sin Ælde, fortjener saa meget mere Nordboernes Opmærksomhed, som der i samme forekommer nogle Udtryk, der bekræfte Overensstemmelsen imellem de nordtyske Folks (Frankernes) Gudelære med den oldnordiske. Da det kun er kort, anses det for rigtigste, for at forskaffe de Læsere, der ikke let have Adgang til Schmellers Udgave, af denne at meddele et Udtog om Fragmentets Skjæbne samt dets restituerede Text; og hertil at føje de Oplysninger, som ere nødvendige til at forstaae det, samt de vigtigste oldnordiske Ord, der svare til de i Brudstykket forekommende oldtyske, hvorved begge Sprogs Lighed tydelig vil vise sig.

 Brudstykket findes i en Pergamentskodex i lille Kvart paa det Kongl. Bibliothek i München, henhørende til en Samling, som er kommen fra det forrige Rigsstift Sankt Emmeran i Regensburg. Haandskriftet indeholder flere latinske asketiske Traktater, blandt hvilke tillige er indhæftet en imellem Aarene 831 og 836 skreven ''Sermo S. Augustini de Symbolo contra Judæos.'' Ved Enden af denne staaer en Dedication i fire latinske Verslinier, hvoraf man seer, at en ''Adalrammus'' har dediceret sit lille Skrift til en ''Ludovicus''. Man formoder, at denne Adalram er den Salzburgske Ærkebiskop af dette Navn, 836, og at den Ludvig, han forærede sit Skrift, var Kejser Ludvig den Frommes Søn, Ludvig den Tyske. Paa enkelte tomme Sider og Randen af dette Skrift har en samtidig, men uøvet Haand henskrevet adskillige tyske Vers, som have Hensyn til det latinske Digts Indhold, den yderste Dag, rimeligviis efter en Afskrift af et ældre Digt, eller ogsaa nedskrevne efter Hukommelsen. Fyrstebørn lærte den Gang foruden latinske Digte ogsaa Digte i Modersmaalet (''poetica carmina gentilia'') udenad. Men om den Haand, der nedskrev disse Ungdomserindringer, var kejserlig, maa man vel lade uafgjort. Det er dette oldtyske Brudstykke, som her meddeles Læserne efter den gamle og den af Schmeller restituerede Text:

<blockquote>
<table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="80%">
<tr>
<td>
 1
 2
 3
 4
 5
 6
 7
 8
 9
 10
 11
 12
 13
 14
 15
 16
 17
 18
 19
 20
 21
 22
 23
 24
 25
 26
 27
 28
 29
 30
 31
 32
 33
 34
 35
 36
 37
 38
 39
 40
 41
 42
 43
 44
 45
 46
 47
 48
 49
 50
 51
 52
 53
 54
 55
 56
 57
 58
 59
 60
 61
 62
 63
 64
 65
 66
 67
 68
 69
 70
 71
 72
 73
 74
 75
 76
 77
 78
 79
 80
 81
 82
 83
 84
 85
 86
 87
 88
 89
 90
 91
 92
 93
 94
 95
 96
 97
 98
 99
 100
 101
 102
 103
 104
 105
 106
 107
 108
 109
 110
 111
 112
 113
 114
 115
 116
 117
 118
 119
 120
 121
 122
 123
 124
 125
 126
 127
 128
 129
 130
 131
 132
 133
 134
 135
 136
 137
 138
 139
 140
 141
 142
 143
 144
 145
 146
 147
 148
 149
 150
 151
 152
 153
 154
 155
 156
 157
 158
 159
 160
 161
 162
 163
 164
 165
 166
 167
 168
 169
 170
 171
 172
 173
 174
 175
 176
 177
 178
 179
 180
 181
 182
 183
 184
 185
 186
 187
 188
 189
 190
 191
 192
 193
 194
 195
 196
 197
 198
 199
 200
 -
</td>
<td>
'''Oldtysk'''
 ...sín tac piqueme,
 daz er (tówian) scal.
 Wanta sár so sih diu séla
 in den sind arhevit,
 enti sí den líhhamun
 likkan lazzit,
 so quimit ein heri
 fona himilzungalon,
 daz andar fona pehhe:
 dar págant siu umpi.
 Sorgen mac diu séla,
 unzi diu suona argét,
 za wederemo herie
 sí gihalot werde;
 wanta ipu sia daz Satanazses
 kisindi kiwinnit,
 daz leitit sia sár
 dar íru leid wirdit,
 in fiur enti (in) finstri:
 dazi ist reht virinlih ding.
 Upi sia havar kihalont die
 die dar fona himile quemant,
 enti sí dero engilo eigan wirdit,
 die pringant sia sár úf in himilo ríhhi:
 dari ist líp áno tód,
 lioht áno finstri,
 selida áno sorgun:
 (dar nist) neoman siúh.
 Denne der man in pardísu
 pú kiwinnit,
 hús in himile,
 dar quimit ímu hilfa kinuok.
 Pídiu ist durft mihhil allero manno welíhemo,
 daz ín es sín muot kispane,
 daz er kotes willun
 kerno tuo
 enti hella fiur
 harto wíse,
 pehhes pína:
 dar piútit der Satanaz altist
 heizzan lauc.
 So mac huckan za diu,
 sorgen dráto,
 der sih suntigen weiz.
 Wé démo in vinstri scal
 síno virina stúen,
 prinnan in pehhe;
 daz ist rehto palwig ding,
 daz der man haret ze gote
 enti ímo hilfa ni quimit.
 wánit sih kináda
 diu (wénaga séla);
 ni ist in kihuctin
 himiliskin gote,
 wanta hiar in werolti
 after ni werkota.
 So denne der mahtigo khuninc
 daz mahal kipannit,
 dara scal queman
 chunno kilíhhaz:
 denne ni kitar parno nohhein
 den pan furisizzan,
 ni allero manno welíh
 ze démo mahale sculi.
 Dar scal er vora démo ricchhe
 az rahhu stantan,
 pí daz er in werolti
 kiwerkota hapeta.
 Daz hórt ih rahhon
 dia werolt-rehtwíson,
 daz sculi der Antichristo
 mit Eliase págan.
 der warch ist kiwafanit,
 denne wirdit untar ín wík arhapan;
 khenfun (sind) so kreftic,
 diu kosa ist so mihhil.
 Helias strítit
 pí den héwigon líp,
 wili den rehtkernon
 daz daz ríhhi kistarkan;
 pídiu scal ímo helfan
 der himiles kiwaltit.
 Der Antichristo stét
 pí démo Altfíante,
 stét pí démo Satanase,
 der ínan farsenkan scal;
 pídiu scal er in déru (wícsteti)
 wunt pivalla(n),
 enti in démo sinde
 sigalós werdan.
 Doh wanit des vila gotmanno,
 daz Helias in démo wíge ar(wartit).
 (Sár so) daz Heliases pluot
 in erda kitriufit,
 (so) inprinnant die perga,
 poum ni kistentit
 einhc in erdu,
 aha artruknet,
 muor varswilhit sih,
 suilizot lougiu der himil,
 máno vallit,
 prinnit mittilagart,
 stén ni kistentit ei(n)k in erdu.
 Verit denne stuatago in lant,
 verit mit diu viuru
 (viriho) wíson.
 Dar ni mac denne mác andremo
 helfan vora démo Muspille.
 Denne daz preita wasal
 allaz varprinnit,
 enti uugir enti luft
 iz allaz arfurpit,
 war ist denne diu marha,
 dar man dar heo mit sínen mágon piehc?
 Diu marha ist farprunnan,
 diu séla stét pidungan,
 ni weiz mit wiu puoze;
 (sár verit) si za wíze.
 Pidiu ist dem manne so guot,
 denner ze démo mahale quimit,
 daz er rahhono welíha
 rehto arteile;
 denne ni darf er sorgen,
 denne er ze déru suonu quimit.
 Ni weiz der wénago man,
 wielíhan (urteil 1) er habet, (I) (ell. wielíhha wurt)
 denne er mit den miaton
 marrit daz rehta,
 daz der tiúval darpí
 (kitarnit stentit);
 der hapet in ruóvu
 rahhono wélihha,
 daz der man (ér enti síd)
 upiles kifrumita,
 daz er iz allaz kisaget,
 denne er ze déru suónu quimit.
 Ni scolta síd mannohhein
 - - - -
 - - manno nohhein
 miatun (intfáhan).
 So (denne) daz himilisca horn
 kilútit wirdit,
 enti sih der - (in den) sind arhevit,
 der dar (suonnan) scal tóten enti lepenten,
 denne hevit sih mit ímo
 herio meista,
 daz ist allaz so pald,
 daz ímo nioman kipágan ni mak;
 denne verit er (ze déru) mahalsteti,
 déru dar kimarchot ist:
 dar wirdit (diu suona),
 dia man dar io sageta.
 Denne varant engila
 uper dio marha,
 wecchant deota,
 wíssant ze dinge.
 denne (scal) manno gilíh
 (fona) deru moltu arstén.
 lóssan sih ar déro (léuuo) vazzon,
 scal ímo bavar sín líp piqueman,
 daz er sín (reht) allaz
 kirahhon muozzi,
 enti ímo after sínen tátin
 (arteilit) werde.
 Denne der gisizzit,
 der dar suonnan scal
 (enti) arteillan scal
 tóten enti quekkhen;
 denne stét darumpi
 engilo menigi,
 guotero gomono (girust so mihhil).
 Dara quimit ze déru rihtungu
 so vílo dia dar arstént,
 so dar manno nohhein
 wiht pimídan ni mak;
 (dar scal) denne hant sprehhan,
 houpit sagen,
 allero (lido) welíh
 unzi in den luzigun vinger
 waz er untar (desen) mannun
 mordes kifrumita.
 Dar nist heo so listic (man),
 der dar hiowiht arliugan megi,
 daz er ki(tarnan megi)
 táto dehheina,
 niz al fora démo khuninge
 (kikhundit) werde,
 uzzan er iz mit alamusanu
 fu - - ,
 enti mit fastun
 dio virina kipuazta.
 Denne - der gipuazzit hapet,
 denner ze der - - - .
 Wirdit denne furi kitragan
 daz fróno (chruci)
 dar (der) héligo Christ
 ana arhangan (ward).
 Denne (augit er) dio másun,
 dio er in déru (menniski intfiang),
 dio er duruh desse mancunnes (minna)
 - - - -
</td>
<td>
'''Dansk'''
 …(naar) hans Dag kommer,
 at han skal døe.
 Thi saasnart Sjælen sig
 paa Vejen hæver,
 og den Legemet
 ligge lader,
 saa kommer een Hær
 fra Himmellegemerne (Stjernerne),
 en anden fra Helvede,
 og stride om den.
 Ængstes maa Sjælen,
 til Dommen fældes,
 til hvilken Hær
 den hentes skal.
 Dersom den Satans
 Følge vinder,
 saa fører det den strax
 did hvor den Ondt vorder
 i Ild og i Mørke;
 det er en gyselig Ting.
 Men hvis de hente den,
 som komme fra Himlen,
 og den bliver Englenes egen,
 de bringe den strax op i Himmerige,
 hvor der er Liv uden Død,
 Lys uden Mørke,
 Salighed uden Sorger,
 hvor ingen er syg.
 Naar Mennesket i Paradis
 Bolig vinder,
 Huus i Himlen,
 der kommer ham Hjælp nok.
 Derfor er fornødent for hver Mand,
 at hans Sind ham driver til,
 at han Guds Villie
 gjerne gjør,
 og Helvedes Ild
 alvorlig skyer,
 Begets Pine,
 hvor Satan byder
 det evighede Bad.
 Tænke derpaa,
 og det vel overveje
 maa den, der sig syndefuld veed.
 Vee den, der i Mørke skal
 sin Udaad bøde,
 brænde i Beg;
 det er en ret gruelig Ting,
 naar Mennesket haaber til Gud,
 og ingen Hjælp ham kommer;
 den venter sig Naade,
 den arme Sjæl,
 men paa den tænker ikke
 Himmelens Gud,
 thi her i Verden
 derefter den ej handlede.
 Saasnart den mægtige Konge
 til Dommen kalder,
 did skal komme
 al Menneskeslægt,
 da intet Menneskebarn tør
 Kaldet være overhørig,
 men alle og enhver
 til Dommen skulle.
 Der skal han for den Mægtige
 til Ansvar staae
 for hvad han i Verden
 virket haver.
 Det hørte jeg sige
 de Verdsligvise,
 at Antikrist skal
 med Elias stride.
 Den Ugudelige er væbnet;
 da vil imellem dem Striden begynde;
 Kjæmperne ere saa stærke,
 Sagen saa vigtig.
 Elias strider
 for det evige Liv,
 han vil for de Retfærdige
 Riget (Retten) styrke;
 derfor vil ham hjælpe
 Himlens Herre.
 Antikrist staaer
 ved den gamle Fjende,
 staaer ved Satan,
 der ham styrte skal;
 derfor skal han paa Valpladsen
 saaret falde,
 og denne Gang
 overvunden blive.
 Dog troe ogsaa mange Gudsmænd,
 at Elias i Kampen saares.
 Saasnart Eliases Blod
 paa Jorden drypper,
 saa antændes Bjergene,
 Træ ej bliver staaende
 et eneste paa Jorden,
 Vandene udtørres,
 Havet (Jordbunden) fortæres,
 Himlen forgaaer i Luer,
 Maanen falder,
 Midgaard brænder,
 ikke en Steen bliver staaende i Jorden.
 Da farer Gjengjeldelsens Dag frem,
 farer med Ild
 at hjemsøge de Dødelige.
 Da kan ikke Slægtning den anden
 hjælpe for Muspel.
 Naar hele den udstrakte Jord
 ganske forbrænder,
 og Ild og Luft
 det alt ødelægger,
 hvor er da Grændsen,
 hvorom man med sine Slægtninge stred?
 Grændsen er brændt;
 Sjælen staaer betynget,
 den veed ikke, hvormed den skal bøde;
 saare farer den til Straffen.
 Derfor er det Manden saa godt,
 naar han til Maalstævne kommer,
 at han hver Sag
 ret bedømmer;
 da behøver han ej at bekymres,
 naar han til Dommen kommer.
 Ikke veed det arme Menneske,
 hvilken Dom han vil faae,
 naar han med Bestikkelser
 forvender Retten,
 at Djævelen derhos
 hemmelig staaer,
 og holder Regnskab med
 enhver Sag,
 hvad Mennesket før eller siden
 Ondt har øvet,
 at han det alt kan sige,
 naar han til Dommen kommer.
 Aldrig skulde derfor nogen
 - - - -
 - - (eller) nogen
 Bestikkelser modtage.
 Saasnart det himmelske Horn
 toner,
 og han begiver sig paa Vejen,
 som skal dømme Levende og Døde,
 saa rejser sig med ham
 en vældig Hær,
 saa bold,
 at ingen kan bekjæmpe ham;
 saa farer han til Domkredsen,
 som der er fastsat;
 der afsiges (Dommen)
 som man der nogensinde sagde.
 Da fare Englene
 over Landene,
 vække Folkene,
 kalde dem til Tings;
 da skal hvert Menneske
 fra Mulden opstaae,
 løsne sig fra Gravens Baand,
 og igjen bekomme sit Legeme,
 at han for alt
 kan staae til Regnskab,
 og efter sine Gjerninger
 blive dømt.
 Naar nu han sidder,
 som kjende skal
 og dømme skal
 Døde og Levende,
 da staaer omkring ham
 Englenes Skare,
 gode Menneskers store Kreds.
 Da kommer til Dommen
 saa mange, som opstaae;
 ingen der
 noget formaaer at dølge;
 der skal Haand tale,
 Hoved sige,
 ethvert Ledemod
 indtil den lille Finger,
 hvad han iblandt Menneskene
 hemmelig Udaad øvede.
 Der er ikke saa listig en Mand,
 at han noget kan lyve,
 eller kan skjule
 nogen Daad,
 at den jo for Kongen
 forkyndt bliver,
 med mindre han med Almisse
 (har forsonet),
 og med Faste
 har bødet Brøden.
 Da - den som har bødet
 - - - -
 Da bliver frembaaret
 det ærværdige Kors,
 hvorpaa den hellige Krist
 blev hængt.
 Da viser han Mærker af de Saar,
 som han i sin Menneskehed modtog,
 som han ved Menneskeslægtens
 - - - -
</td>
</tr>
</table>
</blockquote>

 Accentueringen er af Anmælderen, da den af Schmeller antagne, ved hvilken endog paa sine Steder aldeles toneløse Stavelser, som '''sorgén''', sorgen; '''dazí''', diess; '''in vinstrí; kiwerkóta hapéta''', o. lign. erholde Accent, ikke overalt kunde følges.

Hvad der især gjør dette Brudstykke interessant, er den overordentlige Lighed imellem dets Sprog og det oldnordiske, saavel hvad Ordform, som Ordforraad angaaer. Det tjener derved til at bestyrke, hvad andre Lævninger allerede have viist, at de ældste tyske Sprogarter, og navnlig den frankiske, ere af samme Rod og Stamme, som de nordiske Sprog, og at begge i Oldtiden have ligget hinanden meget nærmere end nu. Man finder saaledes i Brudstykket de enkelte Vokaler, som i Oldnordisk, hvor Højtysk nu har Diftonger, som '''vís''', weise; '''hús''', Haus; ja endog enkelte Vokaler, som i Dansken, hvor baade Højtysk og Oldnordisk have Diftonger, som Stén, Stein, steinn. Den samme Lighed med Dansk gjenkjendes i saadanne Ord, som Vokalen a, isteden for hvilken Islandsken har antaget '''ö''', som '''hant''', '''hönd''', gl. d. Hand. Brudstykkets Sprog viser sig tillige som henhørende til en Sprogstamme, der er ældre, end den oldnordiske, da den besidder de Endelser, som i denne ere bortfaldne, men om hvis Tilværelse man dog ved Slutninger fra de senere Former overtyder sig, og de Flerstavelsesformer, der siden ere sammentrukne; f. Ex. ímu, oldnord. þeima, senere þeim; '''andremo''', anderm, öðrum for '''andrum'''; '''ipu''', ef; '''áno''', '''án''', o. lign.; lat. ''uter'', '''weder''', hvörr; lat. ''aqua'', '''aha, á; mahal, mál; virina, firn'''; o. s. fl.

I mythologisk Henseende kan man endelig af de enkelte mythiske Udtryk, der svare til bekjendte oldnordiske, slutte, at den nordiske Mythologi i sine væsentlige Grundlag engang har været herskende hos Frankerne og flere nordtyske Folk. Midgard eller Midgaard og den gaadefulde Muspel ere de samme, som ogsaa forekomme i vor Edda; Forestillingerne om Verdens Undergang, saaledes som Brudstykket skildrer den, minder om Eddas Skildring af Ragnarok, forenet med kristelige Ideer. Men Oplysning om det hidtil Dunkle gives dog her ikke, og Brudstykket spænder i denne Henseende vor Forventning, i det det nærer vort Haab, at hvor slige Fund gjøres, kan der endnu findes lignende langt vigtigere Lævninger, der maaskee ville udbrede endnu mere Lys over vor Eddas Oprindelse.

 '''Noter:'''
 1. sein Tag komme.
 2. '''tówian''', sterben, oldnord. ''deyja''.
 3. '''wanta''', denn. '''sár''', bald, '''sár so''', sobald. '''diu séla''', die Seele, oldnord. ''sála''.
 4. '''sind''', Weg, oldnord. ''sinn'', Gang; if. 89 '''in demo sinde''', denne Gang, analogt med gl. norsk og dansk to, tre Rejser eller Reser, to, tre Gange, og svensk ''flera resor'', flere Gange.
 5. '''enti''', und. si, sie, oldnord. ''sú''. '''líhhamo''', oldnord. ''líkami'' (líkhami), Legeme.
 7. '''heri''', Heer, oldnord. ''her'', Hær.
 8. '''himilzungal''', oldnord. ''himintúngl'', Himmellegeme.
 9. '''peh''', Pech, metaforisk for Helvede.
 10. '''págan, piehc''', streiten, stritt; oldnord. ''at bægja''.
 12. '''unzi''', bis; oldnord. ''unz'', indtil. '''diu suona''', Gericht; oldnord. ''són'' (jf. ''Són'' i ''Snorraedda, ed. Rask.'' S. 85, og Sónargöltr, Doms- eller Sonegalten).
 13. '''weder''', hvilken af to (uter), oldnord. ''hvarr'' ell. ''hvörr''.
 14. '''halon''', holen; oldnord. ''hala''.
 15. '''ipu''', ob, oldnord. ''ef'', hvis.
 16. '''kisindi''', Gesinde (af sind, Vej); oldnord. ''sinni'', Medfølger (af sinn, Gang). '''kiwinnan''', gewinnen; oldnord. ''vinna'' (udrette, arbejde).
 17. '''leitan''', führen, oldnord. ''leiða'', lede (af leið, Vej).
 18. '''íru''', ihr, hende; oldnord. med tilsat þ: ''þeirri'', paa samme Maade som forældede ér senere blev til ''þér'' (''Rasks Anv. till Isl.'' § 531). '''leid''', Leid, oldnord. ''leiði''.
 19. '''fiur''', Feuer, oldnord. ''fur, fýr''.
 20. '''virinlich''', entsetzlich, af '''virina''', (V. 46), Vergehen; oldnord. ''firn''.
 21. '''avar''', aber, oldnord. ''afar'', (men her kun som uadskillelig Partikkel).
 25. '''áno''', ohne, oldnord. ''án'', uden.
 27. '''selida''', Wohnung, Selde; men langt bedre stemmer Betydningen af oldnord. ''sæld'' med Sammenhængen, saa at Meningen blev: '''selida áno sorgun''', Salighed uden Sorger.
 28. '''nist''', med det nægtende '''n''' foran for '''ni ist'''; oldnordisk ''n'' eller ''né''. Ligesaa '''neoman''' for n-eoman, hvor eo (d. e. jo) je, svarer til oldnord. ''æ'', gl. d. ''e''. '''siuh''', krank, oldnord. ''sjúkr''.
 30. '''pú''', Wohnplatz, oldnord. ''bú''.
 31. '''hús''', Haus, oldnord. ''hús''.
 32. '''imu''', ihm; med tilsat þ den forældede oldnordiske Dativ ''þeima'', der forekommer i norske Diplomer endnu i det fjortende Aarhundrede. '''kinuok''', genug; oldnord. ''gnógr''.
 33. '''pi-diu''', darum, deshalb; ordret bei dem. '''durft''', Bedürfniß; oldnord. ''þurft''. '''mihhil''', groß; oldnord. ''mikill'', '''allero manno welihhemo''', oldnord. ''allra manna hvílíku'', for hvilketsomhelst af alle Mænd, efter den sædvanlige Konstruktion, som i '''mart manna, fátt manna''', o. s. v. '''welihhemo''' dat. i neutr. af '''welih''', oldnord. ''hvílikr''.
 34. '''muot''', Gemüth (Muth); oldnord. ''móðr'', Sind. '''spanan''', antreiben; oldnord. ''spana''.
 37. '''hella''', Hölle; oldnord. ''hel''.
 38. '''harto''', fehr; oldnord. ''harða''. '''wísen''', vermeiden; oldnord. ''at vísa''.
 40. '''pína''', Pein, oldnord. ''pína''. '''piótan''', bieten, oldnord. ''bjóða''. '''der Satanaz altist''' fører Schmeller sammen, oversætter: der alte Satan, og jævnfører altist med angelsax. ealdor, ældre, men Sammenhængen tillader næppe denne Forklaring; man kan vel sige der alte Satan, men der älteste Satan er et tvungent Udtryk; Stillingen af Ordet '''altist''' viser ogsaa, at det indeholder en Bestemmelse til det følgende Adjektiv '''heizzan'''. Jeg vilde derfor henføre det til det bekjendte oldnordiske Forstærkningsord ''tíðr'', hyppig, idelig, saa at altist var det samme som altíðast. Ordet gaar da i Verset over til Begyndelsen af næste Linie:

<blockquote>pehhes pína,
 dar piútit der Satanaz
 altist heizzan lauc.</blockquote>
41. '''lauc''' anseer Schmeller for det samme som loug (V. 100) Flamme; det svarer da til de oldnord. Former ''log'' eller ''logi'', ''laugr'' eller ''leygr'', Lue, Ild.
 42. '''huckan''', denken, bedenken; oldnord. ''at huga'' (jf. at hugga, trøste). '''za diu''', dazu.
 43. '''dráto''', sehr; oldnord. ''þrátt''.
 45. '''stúen''', büßen, entgelten? Maaskee oldnord. ''stá'' (''standa''), Imperf. ''stóð'', jf. det af Schmeller anførte '''irstuotun''', dederunt poenam.
 48. '''palwig''', böse; pal er oldnord. ''böl'' (''bölvís'' o. lign.).
 49. '''haren''', rufen; '''der man haret ze gote''' kann imidlertid ligesaa simpelt forstaaes som: der Mench harret zu Gott, haaber (venter) paa Gud; '''haren''' er da det samme Ord, som oldnord. ''at hara''.
 51. '''wanan''', hoffen; oldnord. ''at væna''. '''kinada''', Gnade; oldnord. ''náð'' (''gnáð'').
 52. '''wénac''', arm elend; Stamordet findes i oldnord. ''vein'', Klage, at veina.
 53. '''kihuct''', Gedanke, sollicitudo; oldnord. ''hugð''.
 55. '''werholt''', Welt; oldnord. ''veröld''.
 56. '''after''', nach, danach, oldnord. ''aftr''.
 58. '''mahal''', Gericht; mál. '''pannan''', verkünden; oldnord. ''banna''.
 60. '''chunni''', Menchgeschlecht; oldnord. ''kyn'' (jf. det afledte ''kynni''); '''chunno kilihhaz''', som om man oldnord. sagde ''kyna líkast''.
 61. '''kitar''', darf, af '''turran''', at turde, oldnord. ''þora''; eller er kitar oldnord. ''getr''. kan? '''barn''', Kind, oldnord. ''barn'', her gen. plur.
 65. '''ricche''', dat. af rich, Gericht? eller oldnord. ''ríkr'', mægtig?
 66. '''az''', zu; oldnord. at. '''rahha''', Rede, Sache; '''rahhon''' (V. 69), sagen, behaupten; jf. oldnord. ''at reka''; ''rök''.
 73. '''warch''', oldnord. ''vargr (vargr í veum).''
 74. '''in''', ihnen. '''wík''', Kampf; oldnord. ''víg''. '''arhevian''', erheben; oldnord. ''at hefja upp.''
 75. '''khemfo''', ein Kämpfer, oldnord. ''kappi''.
 76. '''kosa''', die Wahl, Streitsache? jf. oldnord. ''kör''.
 80. '''daz ríhhi''', das Reich; oldnord. ''ríki''.
 86. '''inan''', ihn.
 87. '''wícstat''', Kampfplatz; oldnord. ''vígstaðr''.
 92. '''arwarten''', verletzen; jf. oldnord. ''at varða''.
 93. '''pluot''', Blut; oldnord. ''blóð''.
 96. '''poum''', Baum; oldnord. ''baðmr''.
 97. '''einhk''' eller '''einic, eink''' (V. 103), noget eneste; oldnord. ''eink''.
 98. '''aha''', Wasser; oldnord. ''á'' eller plur. ''áar''.
 99. '''muor''', om dette Ord siger Schmeller: „'''muor''' kann hier wohl nur die Bedeutung von Meer haben; doch ist mir diese Form sonst nur vorgekommen für Moor“ Skjøndt Betydningen af Hav (oldnord. mar) vilde paa dette Sted være ret passende, saa kan dog Ordet efter sin Form ikke vel henføres dertil, men svarer ligefrem til oldnord. ''mór'', fed Jord, brændbar Grønsvær. Meningen bliver da: Strømmene udtørres, Jorden eller Græsset fortæres. '''suelhan''', oldnord. ''svelgja''.
 100. '''suilizon''', vor Hitze vergehen, jf. angels. svelan. Saa Schmeller. Oldnord. ''svæla''.
 101. '''máno''', der Mond; oldnord. ''máni''.
 102. '''mittilagart''', der Erdkreis; Eddaernes Miðgarðr, Jorden.
 104. '''stuatago''', der Tag der Vergeltung.
 106. '''virihi''', Mann; oldnord. plur. ''fírar''; '''viriho''', gen. pl. oldnord. ''fíra''. '''wison''', heimsuchen; oldnord. ''at vitja''; eller '''wíson''', oldnord. ''víta'', straffe.
 107. '''mác''', Blutsverwandter; oldnord. ''mágr''. '''andremo''', anderm, oldnord. ''öðrum''.
 108. '''Muspille''', „Dativ, wohl von '''Muspilli'''. Dieser furchtbare '''Muspilli''', personificiert wie '''Stuatago''', und ihm villeicht ähnlicher Bedeutung, heißt im Heiland '''mudspelli''', '''mutspelli''', in der Edda '''Muspell'''.“ Saa Schmeller.
 109. '''wasal'''. Om dette Ord bemærker Schmeller: „Es kommt vor: '''uuasalun''', pluviis. Allein dieses unser uuasal geräht in Brand, das Wort wird also von jenem verschieden, und etwa eine Ableitung vom alten '''uuaso''', bei Isidor '''aerdh – uuaso''', moles terræ seyn.“ Det førstnævnte kan henføres til oldnord. ''vos''; det sidste er uden Tvivl samme Ord, som gl. d. Vase. Dette forekommer f. Ex. i ''Valdemars Jordebog (Langeb. Scrip. VII''. S. 528) „nithær at bækkæn i hökis wasæ“, og betyder, efter ''Suhms Forklaring (Saml. Skr.'' 9 D. S. 249 fgg.), en Slags sumpig Jord; i et dansk Dokument fra Aar 1544 hedder det ogsaa, at en Mand saae en Kvinde „staa paa hans wase wden hans port;“ t. Wiese, oldnord. ''veisa'', jysk en Vase.
 112. '''arfurpan''', zerfegen, verwüsten; jf. oldn. ''at verpa''.
 113. '''diu marha''', die Landmarke; oldn. ''mörk'', mark.
 114. '''eo''', je.
 116. '''pidingan''', beschweren, oldn. ''at þýngja.''
 117. '''wiu''', dat. af Pronom. '''waz''', was; oldnord. ''hví'', dat. af hvað. '''puozan''', büßen; oldnord. ''at bæta.''
 118. '''wízi''', Strafe; oldnord. ''víti''.
 127. '''miata''', bestechende Gabe; oldnord. ''múta''; gl. d. Mude.
 128. '''marran''', verhindern, verkehren; jf. oldnord. ''mara''.
 130. '''kitarnan''', verheh’en (V. 184); '''kitarnit''', occultus.
 131. '''ruova''', Zahl, Zählung, Rechnung; jf. oldnord. ''at hrúga'', at opdynge, ''hrúga'', en Dynge.
 133. '''ér''', früher; oldnord. ''ár'', aarle. '''síd''', später, (demnach, V. 137); oldn. ''síð'', silde.
 134. '''frumian''', thun; oldnord. ''at fremja.''
 140. '''intfáan''', empfangen; svarende til oldnord. Forstavelse ''and-'' eller ''önd-'', og ''at fá''.
 142. '''lútan''' (hlútan) ertönen lassen; oldnord. ''at hljóða.''
 147. '''pald''', kühn; oldnord. ''baldr'', bold.
 155. '''deota''', die Völker; oldnord. ''þjóð''.
 156. '''wissan''' (wisian), berufen; oldnord. ''vísa''. '''ding''', Gericht; oldnord. ''þing''.
 158. '''molta''', Staub, Erde; oldnord. ''mold''.
 159. '''léo''', hléo, Grabhügel; jf. oldn. ''leiði''. '''vazza''', Bürde; oldnord. ''fat'', Baand.
 168. '''quekh''', lebendig; oldnord. ''kvikr''.
 171. '''gomo''', Mann; oldnord. gumi, (lat. homo). '''girust''', Schaar, Menge? Læsemaaden uvis.
 175. '''wiht''', etwas; angelsax. wiht eller wuht, en Skabning, oldnord. ''vætt''. '''pimídan''', verhehlen.
 176. '''hant''', die Hand; oldnord. ''hönd''.
 177. '''houpit''', das Haupt; oldnord. ''höfuð''.
 178. '''lid''', Glied; oldnord. ''liðr''.
 179. '''luzic''', klein; oldnord. ''lítill''.
 181. '''mord''', Mord, Gewaltthat; her, som oldnord. ''morð'', al hemmelig Misgjerning.
 182. '''nist''' for ni ist.
 185. '''dehhein''', kein.
 186. '''niz''' for '''ní iz''', daß es ja; ní, oldnord. ''né''.
 188. '''uzzan''', außer; oldnord. ''utan''. '''alamusana''', Almosen; oldnord. ''ölmusa''.
 195. '''fróno''', hehr, jf. oldnord. ''frán''.
 198. '''augan''', zeigen. '''masa''', der Wundmal.

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:N. M. Petersen]]

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 2. mar. 2016 kl. 06:25
Linje 23:		Linje 23:
	Dette Brudstykke, som udmærker sig ved sin Ælde, fortjener saa meget mere Nordboernes Opmærksomhed, som der i samme forekommer nogle Udtryk, der bekræfte Overensstemmelsen imellem de nordtyske Folks (Frankernes) Gudelære med den oldnordiske. Da det kun er kort, anses det for rigtigste, for at forskaffe de Læsere, der ikke let have Adgang til Schmellers Udgave, af denne at meddele et Udtog om Fragmentets Skjæbne samt dets restituerede Text; og hertil at føje de Oplysninger, som ere nødvendige til at forstaae det, samt de vigtigste oldnordiske Ord, der svare til de i Brudstykket forekommende oldtyske, hvorved begge Sprogs Lighed tydelig vil vise sig.		Dette Brudstykke, som udmærker sig ved sin Ælde, fortjener saa meget mere Nordboernes Opmærksomhed, som der i samme forekommer nogle Udtryk, der bekræfte Overensstemmelsen imellem de nordtyske Folks (Frankernes) Gudelære med den oldnordiske. Da det kun er kort, anses det for rigtigste, for at forskaffe de Læsere, der ikke let have Adgang til Schmellers Udgave, af denne at meddele et Udtog om Fragmentets Skjæbne samt dets restituerede Text; og hertil at føje de Oplysninger, som ere nødvendige til at forstaae det, samt de vigtigste oldnordiske Ord, der svare til de i Brudstykket forekommende oldtyske, hvorved begge Sprogs Lighed tydelig vil vise sig.

−	<br>Brudstykket findes i en Pergamentskodex i lille Kvart paa det Kongl. Bibliothek i München, henhørende til en Samling, som er kommen fra det forrige Rigsstift Sankt Emmeran i Regensburg. Haandskriftet indeholder flere latinske asketiske Traktater, blandt hvilke tillige er indhæftet en imellem Aarene 831 og 836 skreven ''Sermo S. Augustini de Symbolo contra Judæos.'' Ved Enden af denne staaer en Dedication i fire latinske Verslinier, hvoraf man seer, at en ''Adalrammus'' har dediceret sit lille Skrift til en ''Ludovicus''. Man formoder, at denne Adalram er den Salzburgske Ærkebiskop af dette Navn, &~~#134~~; 836, og at den Ludvig, han forærede sit Skrift, var Kejser Ludvig den Frommes Søn, Ludvig den Tyske. Paa enkelte tomme Sider og Randen af dette Skrift har en samtidig, men uøvet Haand henskrevet adskillige tyske Vers, som have Hensyn til det latinske Digts Indhold, den yderste Dag, rimeligviis efter en Afskrift af et ældre Digt, eller ogsaa nedskrevne efter Hukommelsen. Fyrstebørn lærte den Gang foruden latinske Digte ogsaa Digte i Modersmaalet (''poetica carmina gentilia'') udenad. Men om den Haand, der nedskrev disse Ungdomserindringer, var kejserlig, maa man vel lade uafgjort. Det er dette oldtyske Brudstykke, som her meddeles Læserne efter den gamle og den af Schmeller restituerede Text:	+	<br>Brudstykket findes i en Pergamentskodex i lille Kvart paa det Kongl. Bibliothek i München, henhørende til en Samling, som er kommen fra det forrige Rigsstift Sankt Emmeran i Regensburg. Haandskriftet indeholder flere latinske asketiske Traktater, blandt hvilke tillige er indhæftet en imellem Aarene 831 og 836 skreven ''Sermo S. Augustini de Symbolo contra Judæos.'' Ved Enden af denne staaer en Dedication i fire latinske Verslinier, hvoraf man seer, at en ''Adalrammus'' har dediceret sit lille Skrift til en ''Ludovicus''. Man formoder, at denne Adalram er den Salzburgske Ærkebiskop af dette Navn, &dagger; 836, og at den Ludvig, han forærede sit Skrift, var Kejser Ludvig den Frommes Søn, Ludvig den Tyske. Paa enkelte tomme Sider og Randen af dette Skrift har en samtidig, men uøvet Haand henskrevet adskillige tyske Vers, som have Hensyn til det latinske Digts Indhold, den yderste Dag, rimeligviis efter en Afskrift af et ældre Digt, eller ogsaa nedskrevne efter Hukommelsen. Fyrstebørn lærte den Gang foruden latinske Digte ogsaa Digte i Modersmaalet (''poetica carmina gentilia'') udenad. Men om den Haand, der nedskrev disse Ungdomserindringer, var kejserlig, maa man vel lade uafgjort. Det er dette oldtyske Brudstykke, som her meddeles Læserne efter den gamle og den af Schmeller restituerede Text:

@@ Linje 440: / Linje 440: @@
 </blockquote>
-<br>Accentueringen er af Anmælderen, da den af Schmeller antagne, ved hvilken endog paa sine Steder aldeles toneløse Stavelser, som '''sorgén''', sorgen; '''dazí''', diess; '''in vinstrí; kiwerkóta hapéta''', o. lign. erholde Accent, ikke overalt kunde følges.
+Accentueringen er af Anmælderen, da den af Schmeller antagne, ved hvilken endog paa sine Steder aldeles toneløse Stavelser, som '''sorgén''', sorgen; '''dazí''', diess; '''in vinstrí; kiwerkóta hapéta''', o. lign. erholde Accent, ikke overalt kunde følges.
 Hvad der især gjør dette Brudstykke interessant, er den overordentlige Lighed imellem dets Sprog og det oldnordiske, saavel hvad Ordform, som Ordforraad angaaer. Det tjener derved til at bestyrke, hvad andre Lævninger allerede have viist, at de ældste tyske Sprogarter, og navnlig den frankiske, ere af samme Rod og Stamme, som de nordiske Sprog, og at begge i Oldtiden have ligget hinanden meget nærmere end nu. Man finder saaledes i Brudstykket de enkelte Vokaler, som i Oldnordisk, hvor Højtysk nu har Diftonger, som '''vís''', weise; '''hús''', Haus; ja endog enkelte Vokaler, som i Dansken, hvor baade Højtysk og Oldnordisk have Diftonger, som Stén, Stein, steinn. Den samme Lighed med Dansk gjenkjendes i saadanne Ord, som Vokalen a, isteden for hvilken Islandsken har antaget '''ö''', som '''hant''', '''hönd''', gl. d. Hand. Brudstykkets Sprog viser sig tillige som henhørende til en Sprogstamme, der er ældre, end den oldnordiske, da den besidder de Endelser, som i denne ere bortfaldne, men om hvis Tilværelse man dog ved Slutninger fra de senere Former overtyder sig, og de Flerstavelsesformer, der siden ere sammentrukne; f. Ex. ímu, oldnord. þeima, senere þeim; '''andremo''', anderm, öðrum for '''andrum'''; '''ipu''', ef; '''áno''', '''án''', o. lign.; lat. ''uter'', '''weder''', hvörr; lat. ''aqua'', '''aha, á; mahal, mál; virina, firn'''; o. s. fl.
@@ Linje 446: / Linje 446: @@
 I mythologisk Henseende kan man endelig af de enkelte mythiske Udtryk, der svare til bekjendte oldnordiske, slutte, at den nordiske Mythologi i sine væsentlige Grundlag engang har været herskende hos Frankerne og flere nordtyske Folk. Midgard eller Midgaard og den gaadefulde Muspel ere de samme, som ogsaa forekomme i vor Edda; Forestillingerne om Verdens Undergang, saaledes som Brudstykket skildrer den, minder om Eddas Skildring af Ragnarok, forenet med kristelige Ideer. Men Oplysning om det hidtil Dunkle gives dog her ikke, og Brudstykket spænder i denne Henseende vor Forventning, i det det nærer vort Haab, at hvor slige Fund gjøres, kan der endnu findes lignende langt vigtigere Lævninger, der maaskee ville udbrede endnu mere Lys over vor Eddas Oprindelse.
-<br>'''Noter:'''
-<br>1. sein Tag komme.
+----
 <br>2. '''tówian''', sterben, oldnord. ''deyja''.
 <br>3. '''wanta''', denn. '''sár''', bald, '''sár so''', sobald. '''diu séla''', die Seele, oldnord. ''sála''.
@@ Linje 477: / Linje 482: @@
 <br>38. '''harto''', fehr; oldnord. ''harða''. '''wísen''', vermeiden; oldnord. ''at vísa''.
 <br>40. '''pína''', Pein, oldnord. ''pína''. '''piótan''', bieten, oldnord. ''bjóða''. '''der Satanaz altist''' fører Schmeller sammen, oversætter: der alte Satan, og jævnfører altist med angelsax. ealdor, ældre, men Sammenhængen tillader næppe denne Forklaring; man kan vel sige der alte Satan, men der älteste Satan er et tvungent Udtryk; Stillingen af Ordet '''altist''' viser ogsaa, at det indeholder en Bestemmelse til det følgende Adjektiv '''heizzan'''. Jeg vilde derfor henføre det til det bekjendte oldnordiske Forstærkningsord ''tíðr'', hyppig, idelig, saa at altist var det samme som altíðast. Ordet gaar da i Verset over til Begyndelsen af næste Linie:
 <blockquote>
-<blockquote>pehhes pína,
+pehhes pína,
 <br>dar piútit der Satanaz
-<br>altist heizzan lauc.</blockquote>
+<br>altist heizzan lauc.
 . '''lauc''' anseer Schmeller for det samme som loug (V. 100) Flamme; det svarer da til de oldnord. Former ''log'' eller ''logi'', ''laugr'' eller ''leygr'', Lue, Ild.
 <br>42. '''huckan''', denken, bedenken; oldnord. ''at huga'' (jf. at hugga, trøste). '''za diu''', dazu.
@@ Linje 551: / Linje 557: @@
 <br>195. '''fróno''', hehr, jf. oldnord. ''frán''.
 <br>198. '''augan''', zeigen. '''masa''', der Wundmal.
 [[Kategori:Alfabetisk indeks]]
 [[Kategori:Tekster på dansk]]
 [[Kategori:N. M. Petersen]]

@@ Linje 9: / Linje 9: @@
 [[Bilde:Muspilli.jpg|right|350px]]
 <center><big>'''Muspilli'''</big><br>'''- et oldhøjtysk digt'''<br>(ca. 835)
+oversat og kommenteret af<br>[[Niels Matthias Petersen biografi |N. M. Petersen]]<br><br>Nordisk tidsskrift for oldkyndighed, Bind 3, s. 167ff. <br>Det Kongelige Nordiske Oldskrift-selskab, 1836</center>