Myre syssel (K.Kålund) - Revisjonshistorikk

Carsten på 23. sep. 2014 kl. 09:35

2014-09-23T09:35:05Z

Carsten på 23. sep. 2014 kl. 09:33

2014-09-23T09:33:58Z

Carsten på 23. sep. 2014 kl. 09:29

2014-09-23T09:29:12Z

Carsten på 23. sep. 2014 kl. 09:11

2014-09-23T09:11:24Z

Carsten på 23. sep. 2014 kl. 09:10

2014-09-23T09:10:21Z

Carsten på 23. sep. 2014 kl. 08:46

2014-09-23T08:46:40Z

Carsten på 23. sep. 2014 kl. 08:45

2014-09-23T08:45:27Z

Carsten på 23. sep. 2014 kl. 08:37

2014-09-23T08:37:59Z

Carsten på 23. sep. 2014 kl. 08:34

2014-09-23T08:34:01Z

Carsten på 23. sep. 2014 kl. 08:24

2014-09-23T08:24:33Z

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 23. sep. 2014 kl. 09:35
Linje 81:		Linje 81:


−	~~[[Fil:Bayard Taylor 02.jpg\|thumb\|500px\|right\|<center>'''Mosestrækning''' - (''Bayard Taylor,'' 1825-1878)</center>]]~~Over Grjothals fører fra Tværåhlid flere veje til den nord for liggende '''Norderådal''' (''Norðrárdalr''), en lang, smal, af fjælde omgiven dal, der strækker sig langt op i den nord for liggende hede, og som mod nordvest udsender flere sidedale. Heden nord for Norderådalen er '''Holtavörduhede'''(''Holtavörðuheiði'', ældre ''-heiðr'' ɔ: Holtevardehede) , der ligger imellem Hrutafjorden og Norderådalen, og som er den eneste af de mellem Nord- og Sydlandet liggende fjældheder, der anses for farbar ved vintertid. Vejen over denne er nemlig både betydelig kortere end over de andre, næppe mere end 5-6 timers ridt, heden selv forholdsvis jævn og ikke meget højtliggende. Den herover førende vej har derfor overordenlig betydning for postforbindelsen og samkvæmmet overhovedet mellem Nord- og Sydlandet (rejsen ad denne kaldes »bygderejsen« i modsætning til »fjældrejsen« over de større østligere heder — at »fara sveitir« modsat at »fara fjöll«). Udsigten til begge sider fra hedevejen er over vidtstrakte, svagt bølgeformige flader; kun imod vest begrænses udsigten længere borte af højere fjælde; heden selv er opfyldt med tuer og sten, dog ikke uden lyng- og græsvækst<ref>Så vel denne hede som de oven for Tværåhliden og Hvitåsiden liggnde (Tvidægra og Arnarvatnsheden) udmærker sig ved deres rigdom på islandsk mos eller som det på Island kaldes »fjældgræs«; navnlig tidligere var indsamlingen af denne nærende lavart af megen betydning for de nærmest liggende bygder, men selv endnu drives den dog en del. Indsamlingen foregår om forsomren, de dermed beskæftigede ligger da i tælte oppe på hederne, arbejdet må helst foretages i fugtigt vejr eller ved nattetid, da planten — der har lavarternes sædvanlige ringe størrelse, mørke farve og visne udseende — ellers smulrer hen mellem fingrene. Fjældgræsset der anses for meget nærende, tilberedes på forskellig måde ved kogning med valle eller mælk.</ref>. Omtrent midt på heden, hvor den er højest og hvor vandskellet er, ligger en langagtig lille sø, ''Holtavörðuvatn'', omgivet af flere mindre damme og pytter; fra denne har den Norderådalen gennemstrømmende Norderå sit udspring og løber ud fra søen i mange bugtninger og derpå mod syd gennem dalsænkningen, der allerede her begynder at danne sig<ref>Nøjagtigere udtrykt kommer åen i sin første begyndelse fra en kløft i dalsænkningens vestre begrænsning, løber derpå først i en lille bugt mod nord og tangerer søen, og så mod syd gennem dalen.</ref>. Vejen følger bestandig åen, et forfaldent »sælehus« passeres, dalens bøjninger lader ofte formode, at man befinder sig ved indtrædelsen i en ny dal, men altid med urette. Den første gård, man træffer på, er ''Forne Hvamm'' (Forni Hvammr ɔ: Gamle Hvamm), den øverste af Norderådalens gårde, tillige en art beværtningssted, om end af laveste art; gården er først i de senere år bleven genopbygget efter i lang tid at have ligget øde, — som en gammel ødejord, hvis bebyggelse forgæves påny var bleven forsøgt, omtales den allerede i A. M.; senere stod her en tid lang et sælehus. — Fra Forne Hvamm er der endnu et par timers vej til præstegården '''Hvamm''' (''Hvammr''), der ligger sydvest for Forne Hvamm, ligesom denne vest for åen. Om et tingsted på Hvamm vides ellers intet, men det '''Hvammslejd''' (''Hvammsleið''), der omtales i Bdm. (F. s. 41, C. s. 17), kan næppe have været andensteds end her <ref>På Hvamms kirkegård omtales i E. O. (s. 256—57) en gravsten med runer; af denne fandtes i følge Jonas Hallgrimsson 1841 kun et brudstykke, derimod nævner han en anden nyopdaget her.</ref>. Vest for Hvamm hæver sig det ejendommelige fjæld ''Baula'', en slank kegle, øverst oppe svagt krogbøjet, der ses i en vid omkreds fra de neden for liggende lavere egne; i E. O. er fjældet særlig omtalt på grund af en søjleformet stenart, helt forskellig fra basalt — skal være basaltformet trachyt — , som findes her, og som særdeles egner sig til forarbejdelse (til gravstene m. m.) <ref>I »Nyt Magazin for Naturvidenskab« VIII, Chran. 1855, findes (s. 91 ffg.) en smuk beskrivelse af Baula af Kjerulif. Navnet, der betyder »ko«, udledes dér af lyden den omkring fjældet hvirvlende vind skal kunne frembringe.</ref>. Noget oven for skærer sig den smalle ''Sanddal(r)'' ind mellem fjældene; oven for de nu bestående gårde i denne dal påvises stedet for flere ødegårde; blandt disse er dog ikke den i Hallfr. nævnte '''Ottarsstad''' (''Óttarsstaðir''), hvis beliggenhed næppe nu kendes; på Ottarsstad i Norderådal boede Halfred vandrådeskjalds fader Ottar en tid lang, efter at han havde måttet forlade Vatnsdalen (Hv.), og senere bosætter Halfreds sön af samme navn sig her<ref>Hallfr. s. 87, 115.</ref>. En mils vej længere nede, omtrent midtvejs i dalen skærer en anden smal dal, ''Bjarnadal(r)'', sig i samme retning ind mellem fjældene, der adskiller Myre syssel fra Dala syssel, så at den kun ved en smal hals, den såkaldte '''Brattabrekka''', er skilt fra en tilsvarende dal, Sökkolvsdalen, i Dala syssel; gennem Bjarnadalen over Brattabrekka ligger en temlig benyttet vej Brattebrekkevejen. Af gårde vest for åen kan endnu mærkes '''Hvassafell'''<ref>ÞH. s. 18, Fbr.: Flatb. II, 107.</ref> og, sydligst i dalen, '''Hreduvatn''' (''Hreduvatn''), hvor Hvalfred vandrådeskjald og hans broder Galte efter faderens død er bosatte (Hallfr. s. 109). Hredavatn, som gården nu benævnes, er i de sidste år bleven særdeles omtalt på Island i anledning af et stenkulslag, som man mener at have fundet i et fjæld oven for gården; det herværende lag er imidlertid allerede beskrevet i E. O. (s. 150 ffg.) og anses dér for at bestå af den på Island oftere forekommende brunkulsmasse surtarbrand. Øst for åen ligger omtrent midtvejs i Norderådal gården '''Skarðshamrar''' (ÞH. s. 18).	+	Over Grjothals fører fra Tværåhlid flere veje til den nord for liggende '''Norderådal''' (''Norðrárdalr''), en lang, smal, af fjælde omgiven dal, der strækker sig langt op i den nord for liggende hede, og som mod nordvest udsender flere sidedale. Heden nord for Norderådalen er '''Holtavörduhede'''(''Holtavörðuheiði'', ældre ''-heiðr'' ɔ: Holtevardehede) , der ligger imellem Hrutafjorden og Norderådalen, og som er den eneste af de mellem Nord- og Sydlandet liggende fjældheder, der anses for farbar ved vintertid. Vejen over denne er nemlig både betydelig kortere end over de andre, næppe mere end 5-6 timers ridt, heden selv forholdsvis jævn og ikke meget højtliggende. Den herover førende vej har derfor overordenlig betydning for postforbindelsen og samkvæmmet overhovedet mellem Nord- og Sydlandet (rejsen ad denne kaldes »bygderejsen« i modsætning til »fjældrejsen« over de større østligere heder — at »fara sveitir« modsat at »fara fjöll«). Udsigten til begge sider fra hedevejen er over vidtstrakte, svagt bølgeformige flader; kun imod vest begrænses udsigten længere borte af højere fjælde; heden selv er opfyldt med tuer og sten, dog ikke uden lyng- og græsvækst<ref>Så vel denne hede som de oven for Tværåhliden og Hvitåsiden liggnde (Tvidægra og Arnarvatnsheden) udmærker sig ved deres rigdom på islandsk mos eller som det på Island kaldes »fjældgræs«; navnlig tidligere var indsamlingen af denne nærende lavart af megen betydning for de nærmest liggende bygder, men selv endnu drives den dog en del. Indsamlingen foregår om forsomren, de dermed beskæftigede ligger da i tælte oppe på hederne, arbejdet må helst foretages i fugtigt vejr eller ved nattetid, da planten — der har lavarternes sædvanlige ringe størrelse, mørke farve og visne udseende — ellers smulrer hen mellem fingrene. Fjældgræsset der anses for meget nærende, tilberedes på forskellig måde ved kogning med valle eller mælk.</ref>. Omtrent midt på heden, hvor den er højest og hvor vandskellet er, ligger en langagtig lille sø, ''Holtavörðuvatn'', omgivet af flere mindre damme og pytter; fra denne har den Norderådalen gennemstrømmende Norderå sit udspring og løber ud fra søen i mange bugtninger og derpå mod syd gennem dalsænkningen, der allerede her begynder at danne sig<ref>Nøjagtigere udtrykt kommer åen i sin første begyndelse fra en kløft i dalsænkningens vestre begrænsning, løber derpå først i en lille bugt mod nord og tangerer søen, og så mod syd gennem dalen.</ref>. Vejen følger bestandig åen, et forfaldent »sælehus« passeres, dalens bøjninger lader ofte formode, at man befinder sig ved indtrædelsen i en ny dal, men altid med urette. Den første gård, man træffer på, er ''Forne Hvamm'' (Forni Hvammr ɔ: Gamle Hvamm), den øverste af Norderådalens gårde, tillige en art beværtningssted, om end af laveste art; gården er først i de senere år bleven genopbygget efter i lang tid at have ligget øde, — som en gammel ødejord, hvis bebyggelse forgæves påny var bleven forsøgt, omtales den allerede i A. M.; senere stod her en tid lang et sælehus. — Fra Forne Hvamm er der endnu et par timers vej til præstegården '''Hvamm''' (''Hvammr''), der ligger sydvest for Forne Hvamm, ligesom denne vest for åen. Om et tingsted på Hvamm vides ellers intet, men det '''Hvammslejd''' (''Hvammsleið''), der omtales i Bdm. (F. s. 41, C. s. 17), kan næppe have været andensteds end her <ref>På Hvamms kirkegård omtales i E. O. (s. 256—57) en gravsten med runer; af denne fandtes i følge Jonas Hallgrimsson 1841 kun et brudstykke, derimod nævner han en anden nyopdaget her.</ref>. Vest for Hvamm hæver sig det ejendommelige fjæld ''Baula'', en slank kegle, øverst oppe svagt krogbøjet, der ses i en vid omkreds fra de neden for liggende lavere egne; i E. O. er fjældet særlig omtalt på grund af en søjleformet stenart, helt forskellig fra basalt — skal være basaltformet trachyt — , som findes her, og som særdeles egner sig til forarbejdelse (til gravstene m. m.) <ref>I »Nyt Magazin for Naturvidenskab« VIII, Chran. 1855, findes (s. 91 ffg.) en smuk beskrivelse af Baula af Kjerulif. Navnet, der betyder »ko«, udledes dér af lyden den omkring fjældet hvirvlende vind skal kunne frembringe.</ref>. Noget oven for skærer sig den smalle ''Sanddal(r)'' ind mellem fjældene; oven for de nu bestående gårde i denne dal påvises stedet for flere ødegårde; blandt disse er dog ikke den i Hallfr. nævnte '''Ottarsstad''' (''Óttarsstaðir''), hvis beliggenhed næppe nu kendes; på Ottarsstad i Norderådal boede Halfred vandrådeskjalds fader Ottar en tid lang, efter at han havde måttet forlade Vatnsdalen (Hv.), og senere bosætter Halfreds sön af samme navn sig her<ref>Hallfr. s. 87, 115.</ref>. En mils vej længere nede, omtrent midtvejs i dalen skærer en anden smal dal, ''Bjarnadal(r)'', sig i samme retning ind mellem fjældene, der adskiller Myre syssel fra Dala syssel, så at den kun ved en smal hals, den såkaldte '''Brattabrekka''', er skilt fra en tilsvarende dal, Sökkolvsdalen, i Dala syssel; gennem Bjarnadalen over Brattabrekka ligger en temlig benyttet vej Brattebrekkevejen. Af gårde vest for åen kan endnu mærkes '''Hvassafell'''<ref>ÞH. s. 18, Fbr.: Flatb. II, 107.</ref> og, sydligst i dalen, '''Hreduvatn''' (''Hreduvatn''), hvor Hvalfred vandrådeskjald og hans broder Galte efter faderens død er bosatte (Hallfr. s. 109). Hredavatn, som gården nu benævnes, er i de sidste år bleven særdeles omtalt på Island i anledning af et stenkulslag, som man mener at have fundet i et fjæld oven for gården; det herværende lag er imidlertid allerede beskrevet i E. O. (s. 150 ffg.) og anses dér for at bestå af den på Island oftere forekommende brunkulsmasse surtarbrand. Øst for åen ligger omtrent midtvejs i Norderådal gården '''Skarðshamrar''' (ÞH. s. 18).


−	Efter at være udtrådt af Norderådalen fortsætter Norderå sit løb gennem Stavholtstungerne mod syd, indtil den falder ud i Hvitåen. I den mellem Norderå og Tværå liggende midtunge er ikke mange gårde af historisk betydning; oven til i hreppen<ref>Stavholtstungerne danner en hrepp af samme navn (Stafholtstúngna hreppr).</ref> ligger ud imod Norderå '''Arnarholt''' (HGrk. s. 4); længere nede, knap 1 mil fra åens munding, ligger præstegården '''Stavholt''' (''Stafholt'', ældre: ''Stafaholt'') på et ikke højt, men forholdsvis stejlt klippeholt, det såkaldte Stavholtskastel (Stafholtskastali), tæt under hvilket Norderå løber. I klippeskrænten ud mod åen findes også her surtarbrand, men kun som smalle skiferagtige lag i klippemassen, der består af en art palagonit, en gulagtig skør masse, der lader sig smulre som grusblandet ler; ved foden af klippen, hvor lagene er størst, når de omtrent et kvarter i tykkelse, men ikke en gang i selve Stavholt har man haft gavn af denne masse, da den ikke vil brænde i lue, men kun ligesom komme i glød eller svides. På Stavholt boede i følge Eg. (s. 215) godordsmanden Ejnar; ellers er gården mest bekendt fra Sturlungetiden; da tilhørte gården den herværende kirke, men bestyredes alligevel som sædvanlig på Island af verdslige høvdinger. Her boede en tid lang Olav hvitaskjald, og under et besøg her overfaldes og fanges Torgils skarde af Ravn Oddssön og Olavs broder Sturla Tordssön (1252)<ref>Sognebeskrivelsen omtaler nogle runestensbrudstykker på Stavholts kirkegård. Finn Jonsson nævner i sin kirkehist (IV, 22 ffg.), at der i følge sagn skal have været et ''kloster'' i Stavholt, hvis tomter man vil påvise, men at ingen bevisligheder for dette ellers haves.</ref>.	+	[[Fil:Bayard Taylor 02.jpg\|thumb\|500px\|right\|<center>'''Mosestrækning''' - (''Bayard Taylor,'' 1825-1878)</center>]]Efter at være udtrådt af Norderådalen fortsætter Norderå sit løb gennem Stavholtstungerne mod syd, indtil den falder ud i Hvitåen. I den mellem Norderå og Tværå liggende midtunge er ikke mange gårde af historisk betydning; oven til i hreppen<ref>Stavholtstungerne danner en hrepp af samme navn (Stafholtstúngna hreppr).</ref> ligger ud imod Norderå '''Arnarholt''' (HGrk. s. 4); længere nede, knap 1 mil fra åens munding, ligger præstegården '''Stavholt''' (''Stafholt'', ældre: ''Stafaholt'') på et ikke højt, men forholdsvis stejlt klippeholt, det såkaldte Stavholtskastel (Stafholtskastali), tæt under hvilket Norderå løber. I klippeskrænten ud mod åen findes også her surtarbrand, men kun som smalle skiferagtige lag i klippemassen, der består af en art palagonit, en gulagtig skør masse, der lader sig smulre som grusblandet ler; ved foden af klippen, hvor lagene er størst, når de omtrent et kvarter i tykkelse, men ikke en gang i selve Stavholt har man haft gavn af denne masse, da den ikke vil brænde i lue, men kun ligesom komme i glød eller svides. På Stavholt boede i følge Eg. (s. 215) godordsmanden Ejnar; ellers er gården mest bekendt fra Sturlungetiden; da tilhørte gården den herværende kirke, men bestyredes alligevel som sædvanlig på Island af verdslige høvdinger. Her boede en tid lang Olav hvitaskjald, og under et besøg her overfaldes og fanges Torgils skarde af Ravn Oddssön og Olavs broder Sturla Tordssön (1252)<ref>Sognebeskrivelsen omtaler nogle runestensbrudstykker på Stavholts kirkegård. Finn Jonsson nævner i sin kirkehist (IV, 22 ffg.), at der i følge sagn skal have været et ''kloster'' i Stavholt, hvis tomter man vil påvise, men at ingen bevisligheder for dette ellers haves.</ref>.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 23. sep. 2014 kl. 09:33
Linje 75:		Linje 75:


−	Til Stavholtstungerne — og altså nærmest til denne del af dem — regnes som anført også de i Kjarradalens nedre fortsættdse syd for åen liggende gårde ''Sleggjulæk(r)'' og '''Asbjarnarstad'''; navnlig denne sidste kan med fuld ret siges at ligge i oven nævnte dal, og kaldes da også i Laxd. (s. 10) »''Ásbjarnarstaðir'' i Örnólfsdal«. Denne dal, der nu ikke længer bærer det til en enkelt gård indskrænkede navn Örnolvsdal — men hvis nedre beboede del egenlig nu er navnløs , da benævnelsen Kjarradal kun tilkommer dens øvre ubeboede del — , begrænses mod nord (og vest) af en hals, der ikke strækker sig så langt imod vest, som Sidefjældet, men tiltager i højde jo længere man kommer indefter og udformer sig i flere anselige hvælvede fjælde. Set fra halsen viser dalen sig som en ægte hededal, næsten uden dalslette, i det lierne strækker sig helt ned til åen; på den modsatte side begrænses dalen som tidligere anført af Sidefjældet, at sé til som en lang, bred og svær hals. I den øvre del af dalen findes kun ringe lævninger af de kratskove, (kjörr), der har givet den sit navn, også sæterne er forsvundne, og væsenlig kun for laksefangstens skyld besøges den nu om somren af folk fra Gilsbakke. Strækningen fra gården Örnolvsdal ud til mulen, der afslutter dalens begrænsning mod nord, er derimod endnu bevokset med spredt birkekrat; dalen indsnævres her end yderligere ved et kuperet terræn, og åen løber oftest i et dybt leje med stejle og høje klippevægge på bægge sider. Hvad der af dalens nedre del ligger nord for åen regnes til bygden '''Tværåhlid''' (''Þverárhlíð''); her ligger noget højere oppe end Asbjarnarstad, og skrås over for denne, gården '''Örnolvsdal''' (eller ''Örnudal''), der skønt allerede flere gange nævnt i det foregående dog må yderligere omtales på grund af den rolle, den spiller i Hþ. I Örnolvsdal boede den rige og højsindede Blundketil, der i følge sagaen ufortjænt indebrændes, efter at det er lykkedes den onde Hønse-Tore ved løgn og svig at få flere af egnens anseteste mænd i ledtog med sig <ref>Nogle kilder, således Islb. (s. 8), lader det være ''Torkel Blundketilsson'' — til hvis søn da Herstén, der i sagaen anføres som Blundketils søn, gøres — , der indebrændtes i Örnolvsdal. Til denne mening slutter sig Maurer i sin afhandling »Ueber die Hænsa-Þóris saga« (Abhandlungen der bayer. Akademie der Wissenschaften. Philos.-philol. 12. Bd.), hvor han i det hele fremhæver denne for sin pålidelighed hidtil højt ansete sagas historiske unøjagtighed, i det mindste hvad mange enkeltheder angår.</ref>. Om Blundketil siges det i Hþ. (s. 123), at han boede i Örnolvsdal, »det var noget højere oppe, end hvor gården nu står, der var da mange gårde oven for.« Det synes på forhånd ikke rimeligt, at der nogen sinde skulde have været plads til mange gårde i denne dal, og hermed stemmer også ytringen i Heið. (s. 345) om Kjarradalen som kun benyttet til sæterophold; ikke en gang gården Örnolvsdal selv har altid været bebot. I slutningen af det 17de årh. genoptoges i følge A. M. bebyggelsen af denne jord, efter at den i lange tider havde ligget øde og været brugt som sætersted fra Nordtunge; og foruden Örnolvsdal véd A. M. kun at berette om én fordums gård, som i følge traditionen skulde have ligget højere oppe i dalen, i den egenlige Kjarradal. Om minder fra ældre tid kan man i følge det anførte i Örnolvsdal kun have ringe håb; vel påvises noget oven for den nuværende gård og noget højere oppe i lien på en høj tomter, hvor den gamle gård skal have stået, men om disses ælde lader der sig næppe afgøre noget<ref>I henseende til afstanden mellem Bredebolstad i Reykholtsdalen og Örnolvsdal (c. 2 mil) er det påfaldende, at sagaen på en og samme morgen kan lade Herstén fra sin fosterfaders (ubenævnte) gård se branden i Örnolvsdal, lade disse to ride til Örnolvsdal, derfra til Bredebolstad, og så i følge med Tuige-Odd tilbage til Örnolvsdal, hvor de ankom »før dag« (!) (Hþ s. 152—53); på grund af afstanden må også Tunge-Odds forsøg på at benytte landet her til græsgang for sine malkefår (Hþ. s. 180 — 81) synes næsten ugørligt, — så fremt han ikke i forvejen har haft sæter til disse i Kjarradal, hvad dog intet i sagaen tyder på.</ref>.	+	[[Fil:WGC.P048a.jpg\|thumb\|400px\|right\|<center>'''Gill, Gilsbakki''' - (''W.G. Collingwood,'' 1897)</center>]]Til Stavholtstungerne — og altså nærmest til denne del af dem — regnes som anført også de i Kjarradalens nedre fortsættdse syd for åen liggende gårde ''Sleggjulæk(r)'' og '''Asbjarnarstad'''; navnlig denne sidste kan med fuld ret siges at ligge i oven nævnte dal, og kaldes da også i Laxd. (s. 10) »''Ásbjarnarstaðir'' i Örnólfsdal«. Denne dal, der nu ikke længer bærer det til en enkelt gård indskrænkede navn Örnolvsdal — men hvis nedre beboede del egenlig nu er navnløs , da benævnelsen Kjarradal kun tilkommer dens øvre ubeboede del — , begrænses mod nord (og vest) af en hals, der ikke strækker sig så langt imod vest, som Sidefjældet, men tiltager i højde jo længere man kommer indefter og udformer sig i flere anselige hvælvede fjælde. Set fra halsen viser dalen sig som en ægte hededal, næsten uden dalslette, i det lierne strækker sig helt ned til åen; på den modsatte side begrænses dalen som tidligere anført af Sidefjældet, at sé til som en lang, bred og svær hals. I den øvre del af dalen findes kun ringe lævninger af de kratskove, (kjörr), der har givet den sit navn, også sæterne er forsvundne, og væsenlig kun for laksefangstens skyld besøges den nu om somren af folk fra Gilsbakke. Strækningen fra gården Örnolvsdal ud til mulen, der afslutter dalens begrænsning mod nord, er derimod endnu bevokset med spredt birkekrat; dalen indsnævres her end yderligere ved et kuperet terræn, og åen løber oftest i et dybt leje med stejle og høje klippevægge på bægge sider. Hvad der af dalens nedre del ligger nord for åen regnes til bygden '''Tværåhlid''' (''Þverárhlíð''); her ligger noget højere oppe end Asbjarnarstad, og skrås over for denne, gården '''Örnolvsdal''' (eller ''Örnudal''), der skønt allerede flere gange nævnt i det foregående dog må yderligere omtales på grund af den rolle, den spiller i Hþ. I Örnolvsdal boede den rige og højsindede Blundketil, der i følge sagaen ufortjænt indebrændes, efter at det er lykkedes den onde Hønse-Tore ved løgn og svig at få flere af egnens anseteste mænd i ledtog med sig <ref>Nogle kilder, således Islb. (s. 8), lader det være ''Torkel Blundketilsson'' — til hvis søn da Herstén, der i sagaen anføres som Blundketils søn, gøres — , der indebrændtes i Örnolvsdal. Til denne mening slutter sig Maurer i sin afhandling »Ueber die Hænsa-Þóris saga« (Abhandlungen der bayer. Akademie der Wissenschaften. Philos.-philol. 12. Bd.), hvor han i det hele fremhæver denne for sin pålidelighed hidtil højt ansete sagas historiske unøjagtighed, i det mindste hvad mange enkeltheder angår.</ref>. Om Blundketil siges det i Hþ. (s. 123), at han boede i Örnolvsdal, »det var noget højere oppe, end hvor gården nu står, der var da mange gårde oven for.« Det synes på forhånd ikke rimeligt, at der nogen sinde skulde have været plads til mange gårde i denne dal, og hermed stemmer også ytringen i Heið. (s. 345) om Kjarradalen som kun benyttet til sæterophold; ikke en gang gården Örnolvsdal selv har altid været bebot. I slutningen af det 17de årh. genoptoges i følge A. M. bebyggelsen af denne jord, efter at den i lange tider havde ligget øde og været brugt som sætersted fra Nordtunge; og foruden Örnolvsdal véd A. M. kun at berette om én fordums gård, som i følge traditionen skulde have ligget højere oppe i dalen, i den egenlige Kjarradal. Om minder fra ældre tid kan man i følge det anførte i Örnolvsdal kun have ringe håb; vel påvises noget oven for den nuværende gård og noget højere oppe i lien på en høj tomter, hvor den gamle gård skal have stået, men om disses ælde lader der sig næppe afgøre noget<ref>I henseende til afstanden mellem Bredebolstad i Reykholtsdalen og Örnolvsdal (c. 2 mil) er det påfaldende, at sagaen på en og samme morgen kan lade Herstén fra sin fosterfaders (ubenævnte) gård se branden i Örnolvsdal, lade disse to ride til Örnolvsdal, derfra til Bredebolstad, og så i følge med Tuige-Odd tilbage til Örnolvsdal, hvor de ankom »før dag« (!) (Hþ s. 152—53); på grund af afstanden må også Tunge-Odds forsøg på at benytte landet her til græsgang for sine malkefår (Hþ. s. 180 — 81) synes næsten ugørligt, — så fremt han ikke i forvejen har haft sæter til disse i Kjarradal, hvad dog intet i sagaen tyder på.</ref>.

@@ Linje 160: / Linje 160: @@
-I fjældskråningen oven for Grenjar slynger stien sig mellem klippeblokkene, indtil Grimsstad (Grímsstaðir) nås, der ligger omtrent ud for mulens ende. Efter at være drejet fuldstændig om denne, åbner udsigten sig snart til ''Hraundalen'', hvorigennem Skardshedevejen ligger. Fra dalen er et fladt og forholdsvis smalt hraun løbet ud og har bredet sig over den nærmeste del af lavlandet. Fra Hraundalen får Alvtå sit vigtigste tilløb; et sådant langs hraunet løbende vandløb og derpå Alvtå selv danner grænsen mod Hraunhrepp, så her står man allerede ved Alvtanæshrepps vestgrænse; efter dalen benævnes en til Alvtanæhrepp hørende gård ''Sydre Hraundal'' (Syðri Hraundalr). — Fra mulen eller fjældskråningen vest for Grenjar kommer en lille å '''Urridaå''' (''Urriðaá'', Eg. s. 223: ''Aurriðaá'' &#596;: ''Ørredå''), den løber mod syd omtrent parallelt med Langå, indtil den pludselig drejer mod øst og falder ud i vågen eller den brede munding, der dannes ved Langåens udløb i fjorden. Den mellem de to åer indesluttede lange smalle, landstrimmel kaldes Fosstunge efter gården '''Foss''' eller '''Langåfoss''' (''Lángárfoss''), der ligger vest for Langå, omtrent hvor åen går over i vågen, noget oven for Ånabrekka. Fossen, hvorefter gården tager navn, og som er Langås nederste foss, findes kort oven for gården; op til Langåfoss er åen tilgængelig endog for virkelige skibe. Vi se også stedet i oldtiden benyttet som landingssted for havskibe; her landede Egils svigerfader (Eg. s. 60), og i et skibsskur ved Langåfoss havde Egil et skib stående, hvormed ban sejlede til Norge (Eg. s. 121). — østlig i den mellem Urridaå og Langå indesluttede tunge — men en del nordligere end Foss, omtrent midtvejs — ligger ligeledes den før nævnte gård '''Hvitstad''' (''Hvítstaðir''). Skønt den rejsende, der færdes langs Langåens bredder, ser gården i kort frastand, er den dog — ligesom de fleste andre gårde i disse egne så beskyttet ved ufører og moradser, at ingen fremmed uden vejledning når hen til den. Hvitstad omtales ret udførlig i Fbr. (s. 41-43, sml. s. 65-67 og Flatb. II, 155-56) i anledning af et af Torgejr Håvarsson der forøvet drab. Hovedbygningen lå da længere nede — i »tungen« siger den ene redaktion, hvad der vistnok må foretrækkes for den andens »tunet« — og kaldtes ''Mel'' (á Mel), vestlig i tunet stod et stort lammehus på et sted, som senere kaldtes ''Snorretomter'' (Snorratóptir). Det første af disse to navne vil man genfinde i en grusstrækning »Eiríksmelr«, der skal ligge neden for tunet på Hvitstad<ref>Vest for Urridaå, omtrent i højde med Ånabrekka, står Alvtanæshrepps tingsted gården ''Smedjehol'' (Smiðjuhóll). I følge den antikvariske indberetning (1817) nævnes en høj i tunet på Smedjehol ''Tinghol'' (Þinghóll); østen til ved højen står langvæggene af en gammel tomt, denne »kaldes end i dag lögrétta«. Ved Smedjehol skal der i oldtiden have fundet myrenialmssmedning sted. Den antikvariske indberetning tilskriver også Skallagrim denne, i det den fortæller, at kort fra Smedjehol ved et ældgammelt ødekot står en sten kaldet »Grásteinn« på klippeunderlag; her, siger sagnet, skal Skallagrim have indrettet smedje, hvoraf gården Smedjehol skal have fået navn; omkring stenen har man fundet adskilligt »sindr«.</ref>. — Hinsides Urridaå, lidt sydligere end dennes udløb i Langåvågen, står gården '''Lerelæk''' (''Leirulækr''), der tager navn efter en syd for gården løbende bæk; så vel bækken som gården er flere gange nævnte i Egils saga. Sydsydvest for Lerelæk, en mils vej længere nede og umiddelbart ved Borgefjorden står gården '''Lambastad''' (''Lambastaðir''); vest for gården skærer sig en lille vig ind, hvori den lille Lambastadaå falder ud. Øst for Lambastad ligger '''Alvtanæs''' (''Álptanes''); gården af dette navn ligger ved den vestlige side af Ålvtanæsvåg, der skærer sig ind mellem Alvtanæs og Alvtanæstange. Denne tange, der begrænser vågen mod øst, er det sydligste punkt af Myrerne, i det kysten vest for Alvtanæs antager først en stærkt nordøstlig og derefter så godt som helt nordlig retning. Kortet giver ikke nogen klar forestilling om forholdene på denne af småvige sønderdelte kyst; Alvtanæs synes således i følge kortet at være en ø, af folk med lokalkundskab skildres den derimod som et virkeligt næs, en tange. (I Eg. s. 57 omtales Alvtanæs som et lille landfast næs). — De tre sidst nævnte gårde med flere omliggende punkter kommer oftere (navnlig Eg. s. 222-24) til omtale i Egils saga. På Lerelæk bosatte Torsten Egissöns fjende Stejnar sig, da han blev tvungen til at forlade Ånabrekka. Da Torsten en gang med sin søn Grim og tre andre ledsagere var på vejen til Alvtanæs, kommer det til en kamp mellem ham og Stejnar. Torsten drog den sædvanlige vej over Langå og Urridaå; hinsides (vest for) denne sidste arbejdede Stejnar og hans folk. Da de så Torstens flok, greb de straks til våben og forfulgte dem; Torsten og hans følge red så ud over '''Langaholt''', til en høj, temlig stejl og af ringe omfang; her kommer kampen til at stå, og efter denne begivenhed fik højen navnet '''Orrustu-hváll'''. Torstens søn, der ved denne lejlighed såres, fører faderen med sig ud over mosen, men i et holt der på vejen døde han; han begraves på dødsstedet, og holtet benævntes efter ham '''Grímsholt'''. Disse steder ved man endnu at påvise. Det sædvanlige vadested på Urridaå er det såkaldte »Skálavað« nær åens munding; derfra fører vejen ned over ''Langholt'', som ligger lige oven for Lerelæk. På vejen til Alvtanæs er her en for største delen græsgrot høj ''Orrustuhóll''. Endnu et godt stykke længere nede på »vintervejen« ned til Alvtanæs, er ''Grimshóll'', hvor Grim skal være jordet. — Da Torsten efter et ophold på Alvtanæs vil vende tilbage, vælger han vejen langs søen. Der fortælles nu i sagaen, hvorledes Stejnar lurer på ham på grusbankerne (melerne) neden for Lambastad, og også ser ham komme ridende på sandstrækningen neden for, men forhindres i sit angreb af bonden på Lambastad, der ubemærket kommer til og støder ham ned på det flade land. Det ser efter dette ud, som om Torsten har valgt en anden vej, nærmere kysten, end den, der nu benyttes; han synes fra Alvtanæs at have taget retningen lige mod Lambastad, er så redet over Lambastadaå på fjærevadet og dernæst videre ad sandstrækningen langs søen. Men herved er dog at bemærke, at neden for Lambastad er nu kun jævne, til dels græsbevoksede sandflader, derimod ikke den slags »melar«, som sagaen omtaler<ref>Oven stående oplysninger om forholdene omkring Lerelæk og Lambastad skyldes meddelelser fra sira Torkel Eyjolvssön.</ref>.
+I fjældskråningen oven for Grenjar slynger stien sig mellem klippeblokkene, indtil Grimsstad (Grímsstaðir) nås, der ligger omtrent ud for mulens ende. Efter at være drejet fuldstændig om denne, åbner udsigten sig snart til ''Hraundalen'', hvorigennem Skardshedevejen ligger. Fra dalen er et fladt og forholdsvis smalt hraun løbet ud og har bredet sig over den nærmeste del af lavlandet. Fra Hraundalen får Alvtå sit vigtigste tilløb; et sådant langs hraunet løbende vandløb og derpå Alvtå selv danner grænsen mod Hraunhrepp, så her står man allerede ved Alvtanæshrepps vestgrænse; efter dalen benævnes en til Alvtanæhrepp hørende gård ''Sydre Hraundal'' (Syðri Hraundalr). — Fra mulen eller fjældskråningen vest for Grenjar kommer en lille å '''Urridaå''' (''Urriðaá'', Eg. s. 223: ''Aurriðaá'' &#596;: ''Ørredå''), den løber mod syd omtrent parallelt med Langå, indtil den pludselig drejer mod øst og falder ud i vågen eller den brede munding, der dannes ved Langåens udløb i fjorden. Den mellem de to åer indesluttede lange smalle, landstrimmel kaldes Fosstunge efter gården '''Foss''' eller '''Langåfoss''' (''Lángárfoss''), der ligger vest for Langå, omtrent hvor åen går over i vågen, noget oven for Ånabrekka. Fossen, hvorefter gården tager navn, og som er Langås nederste foss, findes kort oven for gården; op til Langåfoss er åen tilgængelig endog for virkelige skibe. Vi se også stedet i oldtiden benyttet som landingssted for havskibe; her landede Egils svigerfader (Eg. s. 60), og i et skibsskur ved Langåfoss havde Egil et skib stående, hvormed ban sejlede til Norge (Eg. s. 121). — østlig i den mellem Urridaå og Langå indesluttede tunge — men en del nordligere end Foss, omtrent midtvejs — ligger ligeledes den før nævnte gård '''Hvitstad''' (''Hvítstaðir''). Skønt den rejsende, der færdes langs Langåens bredder, ser gården i kort frastand, er den dog — ligesom de fleste andre gårde i disse egne så beskyttet ved ufører og moradser, at ingen fremmed uden vejledning når hen til den. Hvitstad omtales ret udførlig i Fbr. (s. 41-43, sml. s. 65-67 og Flatb. II, 155-56) i anledning af et af Torgejr Håvarsson der forøvet drab. Hovedbygningen lå da længere nede — i »tungen« siger den ene redaktion, hvad der vistnok må foretrækkes for den andens »tunet« — og kaldtes ''Mel'' (á Mel), vestlig i tunet stod et stort lammehus på et sted, som senere kaldtes ''Snorretomter'' (Snorratóptir). [[Fil:WGC.P058.jpg|thumb|500px|right|<center>'''Skallagrims grav''' - (''W.G. Collingwood,'' 1897)</center>]]Det første af disse to navne vil man genfinde i en grusstrækning »Eiríksmelr«, der skal ligge neden for tunet på Hvitstad<ref>Vest for Urridaå, omtrent i højde med Ånabrekka, står Alvtanæshrepps tingsted gården ''Smedjehol'' (Smiðjuhóll). I følge den antikvariske indberetning (1817) nævnes en høj i tunet på Smedjehol ''Tinghol'' (Þinghóll); østen til ved højen står langvæggene af en gammel tomt, denne »kaldes end i dag lögrétta«. Ved Smedjehol skal der i oldtiden have fundet myrenialmssmedning sted. Den antikvariske indberetning tilskriver også Skallagrim denne, i det den fortæller, at kort fra Smedjehol ved et ældgammelt ødekot står en sten kaldet »Grásteinn« på klippeunderlag; her, siger sagnet, skal Skallagrim have indrettet smedje, hvoraf gården Smedjehol skal have fået navn; omkring stenen har man fundet adskilligt »sindr«.</ref>. — Hinsides Urridaå, lidt sydligere end dennes udløb i Langåvågen, står gården '''Lerelæk''' (''Leirulækr''), der tager navn efter en syd for gården løbende bæk; så vel bækken som gården er flere gange nævnte i Egils saga. Sydsydvest for Lerelæk, en mils vej længere nede og umiddelbart ved Borgefjorden står gården '''Lambastad''' (''Lambastaðir''); vest for gården skærer sig en lille vig ind, hvori den lille Lambastadaå falder ud. Øst for Lambastad ligger '''Alvtanæs''' (''Álptanes''); gården af dette navn ligger ved den vestlige side af Ålvtanæsvåg, der skærer sig ind mellem Alvtanæs og Alvtanæstange. Denne tange, der begrænser vågen mod øst, er det sydligste punkt af Myrerne, i det kysten vest for Alvtanæs antager først en stærkt nordøstlig og derefter så godt som helt nordlig retning. Kortet giver ikke nogen klar forestilling om forholdene på denne af småvige sønderdelte kyst; Alvtanæs synes således i følge kortet at være en ø, af folk med lokalkundskab skildres den derimod som et virkeligt næs, en tange. (I Eg. s. 57 omtales Alvtanæs som et lille landfast næs). — De tre sidst nævnte gårde med flere omliggende punkter kommer oftere (navnlig Eg. s. 222-24) til omtale i Egils saga. På Lerelæk bosatte Torsten Egissöns fjende Stejnar sig, da han blev tvungen til at forlade Ånabrekka. Da Torsten en gang med sin søn Grim og tre andre ledsagere var på vejen til Alvtanæs, kommer det til en kamp mellem ham og Stejnar. Torsten drog den sædvanlige vej over Langå og Urridaå; hinsides (vest for) denne sidste arbejdede Stejnar og hans folk. Da de så Torstens flok, greb de straks til våben og forfulgte dem; Torsten og hans følge red så ud over '''Langaholt''', til en høj, temlig stejl og af ringe omfang; her kommer kampen til at stå, og efter denne begivenhed fik højen navnet '''Orrustu-hváll'''. Torstens søn, der ved denne lejlighed såres, fører faderen med sig ud over mosen, men i et holt der på vejen døde han; han begraves på dødsstedet, og holtet benævntes efter ham '''Grímsholt'''. Disse steder ved man endnu at påvise. Det sædvanlige vadested på Urridaå er det såkaldte »Skálavað« nær åens munding; derfra fører vejen ned over ''Langholt'', som ligger lige oven for Lerelæk. På vejen til Alvtanæs er her en for største delen græsgrot høj ''Orrustuhóll''. Endnu et godt stykke længere nede på »vintervejen« ned til Alvtanæs, er ''Grimshóll'', hvor Grim skal være jordet. — Da Torsten efter et ophold på Alvtanæs vil vende tilbage, vælger han vejen langs søen. Der fortælles nu i sagaen, hvorledes Stejnar lurer på ham på grusbankerne (melerne) neden for Lambastad, og også ser ham komme ridende på sandstrækningen neden for, men forhindres i sit angreb af bonden på Lambastad, der ubemærket kommer til og støder ham ned på det flade land. Det ser efter dette ud, som om Torsten har valgt en anden vej, nærmere kysten, end den, der nu benyttes; han synes fra Alvtanæs at have taget retningen lige mod Lambastad, er så redet over Lambastadaå på fjærevadet og dernæst videre ad sandstrækningen langs søen. Men herved er dog at bemærke, at neden for Lambastad er nu kun jævne, til dels græsbevoksede sandflader, derimod ikke den slags »melar«, som sagaen omtaler<ref>Oven stående oplysninger om forholdene omkring Lerelæk og Lambastad skyldes meddelelser fra sira Torkel Eyjolvssön.</ref>.
@@ Linje 166: / Linje 166: @@
-[[Fil:WGC.270.jpg|thumb|500px|right|<center>'''Altertavle i Borg kirke.''' <br> Malet af ''W.G. Collingwood,'' 1897)</center>]]I Eg. (s. 192-93) berettes der, hvorledes Ketil guvas trælle løb fra ham, da han en gang under sit ophold ved Guvå var fraværende fra hjemmet. De kom til Lambastad og brændte folkene der inde; derefter drog de med det røvede gods ud til Alvtanæs. Men da de så, de blev forfulgte, greb de flugten: nogle over myrerne, andre sprang i søen og svømmede fra land, da de på deres flugt standsedes af en fjord. Fjorden må have været Strømfjord; her dræbtes en af trællene, Kore, og efter ham har '''Koranæs''' (''Koranes'', nu Kóra- eller Kóru-nes) fået navn. Næsset er den klippepynt, der mod øst begrænser indløbet til Strømfjord<ref>Mod vest begrænses indløbet af ''Höllubjarg'', der er benævnt efter den troldkyndige Straumfjarðar-Halla, om hvem forskellige stedsnavne i Strømfjord minde, ligesom også en kunstig gravet brønd sammesteds tillægges hende; se Isl. Þjóðs. I, 509 ffg.</ref>. Af de trælle, der sprang i søen, dræbtes Skorre i '''Skorrø''' (''Skorrey''), Tormod i '''Tormodsskær''' (''Þormóðssker''). Bægge disse punkter ligge ude i søen i sydvestlig retning fra Alvtanæs. Skorrø svarer til en gruppe skær, der nu sædvanlig benævnes i flt. Skorreyjar, Tormodsskær er et større, temlig stejlt skær, der ligger endnu længere ude, vel en mils vej fra land. Strømfjordspartiet er ved en stærkt forgrenet våg adskilt fra ''Knarrarnæs'', der i Eg. foruden at omtales som Skallagrims første landingssted nævnes som et sted, hvor han grundlagde en ny gård i steden for det bortskænkede Alvtanæs<ref>I nærheden af denne vågs indre forgrening, dog ikke umiddelbart ved kysten, står gården ''Hofstaðir'', hvor i følge den antikvariske indberetning findes en aflang, græsgrot høj, kaldet ''Goðahóll''.  -  Lejlighedsvis kan bemærkes, at sognebeskrivelsen for Borg & Alvtanæs (1840) fremhæver den mængde »fornmannagarðlög«, der ses næsten overalt, ikke alene omkring ved tunene, men også vide om på græsgangene.</ref>. Hinsides Knarrarnæs danner fortsættelsen og udvidelsen af Alvtåens munding — der i Borg & Alvtanæs’ sognebeskr. fra 1873 endog opstilles som en egen fjord »Knararnesfjörðr« — grænsen mellem Alvtanæshrepp og Hraunhrepp. — '''Alvtå''' (''Alptá''), der ved sin begyndelse nordligst i hreppen kun er som en lille bæk, bliver længere nede ret anselig; ved sit udløb fortsættes den af en dyb rende noget vest for Knarrarnæs, der som nys nævnt danner hreppens grænse mod vest. Af gårdene ved Alvtå fortjæner snarest '''Alvtåtunge''' (''Álptártúnga''), temlig højt oppe i hreppen, omtale, på grund af den bro over Alvtå, som i følge Sturl. (II, s. 20) var der i nærheden <ref>I følge vedkommende sognebeskrivelse skal der ved Alvtåtunges nabogård Arnarstapi i en nærliggende klippe (borg) være udhugget et kar i klippen (ker klappað i bergið), der rummer 120 potter.</ref>.
+I Eg. (s. 192-93) berettes der, hvorledes Ketil guvas trælle løb fra ham, da han en gang under sit ophold ved Guvå var fraværende fra hjemmet. De kom til Lambastad og brændte folkene der inde; derefter drog de med det røvede gods ud til Alvtanæs. Men da de så, de blev forfulgte, greb de flugten: nogle over myrerne, andre sprang i søen og svømmede fra land, da de på deres flugt standsedes af en fjord. Fjorden må have været Strømfjord; her dræbtes en af trællene, Kore, og efter ham har '''Koranæs''' (''Koranes'', nu Kóra- eller Kóru-nes) fået navn. Næsset er den klippepynt, der mod øst begrænser indløbet til Strømfjord<ref>Mod vest begrænses indløbet af ''Höllubjarg'', der er benævnt efter den troldkyndige Straumfjarðar-Halla, om hvem forskellige stedsnavne i Strømfjord minde, ligesom også en kunstig gravet brønd sammesteds tillægges hende; se Isl. Þjóðs. I, 509 ffg.</ref>. Af de trælle, der sprang i søen, dræbtes Skorre i '''Skorrø''' (''Skorrey''), Tormod i '''Tormodsskær''' (''Þormóðssker''). Bægge disse punkter ligge ude i søen i sydvestlig retning fra Alvtanæs. Skorrø svarer til en gruppe skær, der nu sædvanlig benævnes i flt. Skorreyjar, Tormodsskær er et større, temlig stejlt skær, der ligger endnu længere ude, vel en mils vej fra land. Strømfjordspartiet er ved en stærkt forgrenet våg adskilt fra ''Knarrarnæs'', der i Eg. foruden at omtales som Skallagrims første landingssted nævnes som et sted, hvor han grundlagde en ny gård i steden for det bortskænkede Alvtanæs<ref>I nærheden af denne vågs indre forgrening, dog ikke umiddelbart ved kysten, står gården ''Hofstaðir'', hvor i følge den antikvariske indberetning findes en aflang, græsgrot høj, kaldet ''Goðahóll''.  -  Lejlighedsvis kan bemærkes, at sognebeskrivelsen for Borg & Alvtanæs (1840) fremhæver den mængde »fornmannagarðlög«, der ses næsten overalt, ikke alene omkring ved tunene, men også vide om på græsgangene.</ref>. Hinsides Knarrarnæs danner fortsættelsen og udvidelsen af Alvtåens munding — der i Borg & Alvtanæs’ sognebeskr. fra 1873 endog opstilles som en egen fjord »Knararnesfjörðr« — grænsen mellem Alvtanæshrepp og Hraunhrepp. — '''Alvtå''' (''Alptá''), der ved sin begyndelse nordligst i hreppen kun er som en lille bæk, bliver længere nede ret anselig; ved sit udløb fortsættes den af en dyb rende noget vest for Knarrarnæs, der som nys nævnt danner hreppens grænse mod vest. Af gårdene ved Alvtå fortjæner snarest '''Alvtåtunge''' (''Álptártúnga''), temlig højt oppe i hreppen, omtale, på grund af den bro over Alvtå, som i følge Sturl. (II, s. 20) var der i nærheden <ref>I følge vedkommende sognebeskrivelse skal der ved Alvtåtunges nabogård Arnarstapi i en nærliggende klippe (borg) være udhugget et kar i klippen (ker klappað i bergið), der rummer 120 potter.</ref>.
-Hinsides Alvtå, nordvest for Alvtanæshrepp, ligger Hraunhrepp, den tredje og vestligste afdeling af »Myrerne«. Medens dette landskab mod sydøst begrænses af Alvtå, vender det vestsiden ud mod det åbne hav, eller rettere mod Faksefjordens brede ydre del; mod nordvest begrænses det af ''Hitarå'', mod nordøst af fjældene. '''Hitarå''' (''Hitará'', ældre: ''Hitá''), der altså danner grænsen mellem Hraunhrepp og de vestligere egne, danner tillige ''grænsen mellem Myre- og Hnappadalssyssel''. Åen opstår som afløbet fra søen Hitarvatn øverst oppe i fjælddalen Hitardal; i sin begyndelse ubetydelig gennemløber den i sydlig retning denne dal, vender sig derpå mere mod vest, bestandig voksende under sit løb gennem det sumpige lavland for tilsidst, efter ved sin munding at have afsat en stor bredning eller vig mod syd, at falde mod vest ud i Faksefjord<ref>Hvad formen »Hitará« og de øvrige herhen hørende med »Hitar-« sammensatte navne angår, da skrives og udtales ordene almindelig med i, altså ''Hítará'', Hitardalr o. s. v.; imidlertid udtale egnens beboere stadig disse ord med uakcentueret i. Dette synes virkelig at være den oprindelige udtale. I Ísl. s., I, 74 noten fremhæves det, at åens oprindelige navn vistnok har været ''Hitá'' (&#596;: den hede å), og at de deraf dannede sammensætninger da oprindelig må have lydt: Hitárdalr, Hitárnes o. s. v. Dels har nemlig de bedste landnamahåndskrifter (B. og C.) formen Hitá, dels findes som naboflod mod vest, i Hnappadals syssel, i modsætning til Hitá en Kaldá (&#596;: den kolde å), og man ser endog, at en enkelt gang dennes navn er bleven forkvaklet til Kaldará. Kun må det bemærkes, at nu i al fald lader der sig næppe påvise nogen grund til, at den ene af disse to åer snarere end den anden skulde være bleven benævnt efter sit vands varme (heller ikke Hitarå modtager tilløb fra nogen varm kilde). — De to bevarede membranblade af BH. har formen Hitará eller Hítará (med hensyn til i’ets akcentuering kan intet sluttes).</ref>. — I Hraunhrepp når den for Myrelandskaberne karakteristiske beskaffenhed sin fuldeste udvikling; hele den nedre, større del af hreppen består af sammenhængende ufremkommelige moradser, kun hist og her afbrudte af et enkelt holt, men med talrige omspredte damme og småsøer og gennemskårne af bække. For gårdene langs kysten begynder havet at spille en betydelig rolle: fiskeri, fuglefangst, ædderfugleæg og -dun, fangst af sælhunde (så vel unger som gamle), indsamling af »söl«, drivtømmer er for disse en vigtig indtægtskilde. Langs kysten ligger her som i Alvtanæshrepp en talrig mængde skær og holme samt enkelte større øer; af disse må mærkes '''Hjörsø''' (''Hjörsey'', nu sædvanlig skrevet ''Hjörtsey''), der ligger straks hinsides den dybere rende, der som Alvtåens fortsættelse danner grænsen mellem de to hrepper. Øen er mod nord skilt fra fastlandet ved et, en god fjærdingvej bredt, sund, der dog ligger tørt under stærk ebbe; den er græsrig og indbringende, da den som så mange andre lignende øer sætter sin ejer i stand til foruden landbrug også at drage fordel af alle havets ydelser. Her boede i følge BH. den velhavende Torkel, hvis datter var den skønne Oddny øfakkel (eykyndill), for hvis skyld det livsvarige fjendskab opstod mellem Bjørn Hitdælekappe og Tord i Hitarnæs, der begge attråede hendes besiddelse <ref>Om Hjörsø så vel som om Knarrarnæs fortælles det i vedkommende sognebeskrivelser, at der er den mangel ved landet, at »ekki má hafa þar ásauð um fengitíma fyrir því að lömbin verða þá öll ýmislega vansköpað um sauðburðartímann.«</ref>.
+[[Fil:WGC.270.jpg|thumb|500px|left|<center>'''Altertavle i Borg kirke.''' <br> Malet af ''W.G. Collingwood,'' 1897)</center>]]Hinsides Alvtå, nordvest for Alvtanæshrepp, ligger Hraunhrepp, den tredje og vestligste afdeling af »Myrerne«. Medens dette landskab mod sydøst begrænses af Alvtå, vender det vestsiden ud mod det åbne hav, eller rettere mod Faksefjordens brede ydre del; mod nordvest begrænses det af ''Hitarå'', mod nordøst af fjældene. '''Hitarå''' (''Hitará'', ældre: ''Hitá''), der altså danner grænsen mellem Hraunhrepp og de vestligere egne, danner tillige ''grænsen mellem Myre- og Hnappadalssyssel''. Åen opstår som afløbet fra søen Hitarvatn øverst oppe i fjælddalen Hitardal; i sin begyndelse ubetydelig gennemløber den i sydlig retning denne dal, vender sig derpå mere mod vest, bestandig voksende under sit løb gennem det sumpige lavland for tilsidst, efter ved sin munding at have afsat en stor bredning eller vig mod syd, at falde mod vest ud i Faksefjord<ref>Hvad formen »Hitará« og de øvrige herhen hørende med »Hitar-« sammensatte navne angår, da skrives og udtales ordene almindelig med i, altså ''Hítará'', Hitardalr o. s. v.; imidlertid udtale egnens beboere stadig disse ord med uakcentueret i. Dette synes virkelig at være den oprindelige udtale. I Ísl. s., I, 74 noten fremhæves det, at åens oprindelige navn vistnok har været ''Hitá'' (&#596;: den hede å), og at de deraf dannede sammensætninger da oprindelig må have lydt: Hitárdalr, Hitárnes o. s. v. Dels har nemlig de bedste landnamahåndskrifter (B. og C.) formen Hitá, dels findes som naboflod mod vest, i Hnappadals syssel, i modsætning til Hitá en Kaldá (&#596;: den kolde å), og man ser endog, at en enkelt gang dennes navn er bleven forkvaklet til Kaldará. Kun må det bemærkes, at nu i al fald lader der sig næppe påvise nogen grund til, at den ene af disse to åer snarere end den anden skulde være bleven benævnt efter sit vands varme (heller ikke Hitarå modtager tilløb fra nogen varm kilde). — De to bevarede membranblade af BH. har formen Hitará eller Hítará (med hensyn til i’ets akcentuering kan intet sluttes).</ref>. — I Hraunhrepp når den for Myrelandskaberne karakteristiske beskaffenhed sin fuldeste udvikling; hele den nedre, større del af hreppen består af sammenhængende ufremkommelige moradser, kun hist og her afbrudte af et enkelt holt, men med talrige omspredte damme og småsøer og gennemskårne af bække. For gårdene langs kysten begynder havet at spille en betydelig rolle: fiskeri, fuglefangst, ædderfugleæg og -dun, fangst af sælhunde (så vel unger som gamle), indsamling af »söl«, drivtømmer er for disse en vigtig indtægtskilde. Langs kysten ligger her som i Alvtanæshrepp en talrig mængde skær og holme samt enkelte større øer; af disse må mærkes '''Hjörsø''' (''Hjörsey'', nu sædvanlig skrevet ''Hjörtsey''), der ligger straks hinsides den dybere rende, der som Alvtåens fortsættelse danner grænsen mellem de to hrepper. Øen er mod nord skilt fra fastlandet ved et, en god fjærdingvej bredt, sund, der dog ligger tørt under stærk ebbe; den er græsrig og indbringende, da den som så mange andre lignende øer sætter sin ejer i stand til foruden landbrug også at drage fordel af alle havets ydelser. Her boede i følge BH. den velhavende Torkel, hvis datter var den skønne Oddny øfakkel (eykyndill), for hvis skyld det livsvarige fjendskab opstod mellem Bjørn Hitdælekappe og Tord i Hitarnæs, der begge attråede hendes besiddelse <ref>Om Hjörsø så vel som om Knarrarnæs fortælles det i vedkommende sognebeskrivelser, at der er den mangel ved landet, at »ekki má hafa þar ásauð um fengitíma fyrir því að lömbin verða þá öll ýmislega vansköpað um sauðburðartímann.«</ref>.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 23. sep. 2014 kl. 09:11
Linje 166:		Linje 166:


−	[[Fil:WGC.270.jpg\|thumb\|500px\|~~left~~\|<center>'''Altertavle i Borg kirke.''' <br> Malet af ''W.G. Collingwood,'' 1897)</center>]]I Eg. (s. 192-93) berettes der, hvorledes Ketil guvas trælle løb fra ham, da han en gang under sit ophold ved Guvå var fraværende fra hjemmet. De kom til Lambastad og brændte folkene der inde; derefter drog de med det røvede gods ud til Alvtanæs. Men da de så, de blev forfulgte, greb de flugten: nogle over myrerne, andre sprang i søen og svømmede fra land, da de på deres flugt standsedes af en fjord. Fjorden må have været Strømfjord; her dræbtes en af trællene, Kore, og efter ham har '''Koranæs''' (''Koranes'', nu Kóra- eller Kóru-nes) fået navn. Næsset er den klippepynt, der mod øst begrænser indløbet til Strømfjord<ref>Mod vest begrænses indløbet af ''Höllubjarg'', der er benævnt efter den troldkyndige Straumfjarðar-Halla, om hvem forskellige stedsnavne i Strømfjord minde, ligesom også en kunstig gravet brønd sammesteds tillægges hende; se Isl. Þjóðs. I, 509 ffg.</ref>. Af de trælle, der sprang i søen, dræbtes Skorre i '''Skorrø''' (''Skorrey''), Tormod i '''Tormodsskær''' (''Þormóðssker''). Bægge disse punkter ligge ude i søen i sydvestlig retning fra Alvtanæs. Skorrø svarer til en gruppe skær, der nu sædvanlig benævnes i flt. Skorreyjar, Tormodsskær er et større, temlig stejlt skær, der ligger endnu længere ude, vel en mils vej fra land. Strømfjordspartiet er ved en stærkt forgrenet våg adskilt fra ''Knarrarnæs'', der i Eg. foruden at omtales som Skallagrims første landingssted nævnes som et sted, hvor han grundlagde en ny gård i steden for det bortskænkede Alvtanæs<ref>I nærheden af denne vågs indre forgrening, dog ikke umiddelbart ved kysten, står gården ''Hofstaðir'', hvor i følge den antikvariske indberetning findes en aflang, græsgrot høj, kaldet ''Goðahóll''. - Lejlighedsvis kan bemærkes, at sognebeskrivelsen for Borg & Alvtanæs (1840) fremhæver den mængde »fornmannagarðlög«, der ses næsten overalt, ikke alene omkring ved tunene, men også vide om på græsgangene.</ref>. Hinsides Knarrarnæs danner fortsættelsen og udvidelsen af Alvtåens munding — der i Borg & Alvtanæs’ sognebeskr. fra 1873 endog opstilles som en egen fjord »Knararnesfjörðr« — grænsen mellem Alvtanæshrepp og Hraunhrepp. — '''Alvtå''' (''Alptá''), der ved sin begyndelse nordligst i hreppen kun er som en lille bæk, bliver længere nede ret anselig; ved sit udløb fortsættes den af en dyb rende noget vest for Knarrarnæs, der som nys nævnt danner hreppens grænse mod vest. Af gårdene ved Alvtå fortjæner snarest '''Alvtåtunge''' (''Álptártúnga''), temlig højt oppe i hreppen, omtale, på grund af den bro over Alvtå, som i følge Sturl. (II, s. 20) var der i nærheden <ref>I følge vedkommende sognebeskrivelse skal der ved Alvtåtunges nabogård Arnarstapi i en nærliggende klippe (borg) være udhugget et kar i klippen (ker klappað i bergið), der rummer 120 potter.</ref>.	+	[[Fil:WGC.270.jpg\|thumb\|500px\|right\|<center>'''Altertavle i Borg kirke.''' <br> Malet af ''W.G. Collingwood,'' 1897)</center>]]I Eg. (s. 192-93) berettes der, hvorledes Ketil guvas trælle løb fra ham, da han en gang under sit ophold ved Guvå var fraværende fra hjemmet. De kom til Lambastad og brændte folkene der inde; derefter drog de med det røvede gods ud til Alvtanæs. Men da de så, de blev forfulgte, greb de flugten: nogle over myrerne, andre sprang i søen og svømmede fra land, da de på deres flugt standsedes af en fjord. Fjorden må have været Strømfjord; her dræbtes en af trællene, Kore, og efter ham har '''Koranæs''' (''Koranes'', nu Kóra- eller Kóru-nes) fået navn. Næsset er den klippepynt, der mod øst begrænser indløbet til Strømfjord<ref>Mod vest begrænses indløbet af ''Höllubjarg'', der er benævnt efter den troldkyndige Straumfjarðar-Halla, om hvem forskellige stedsnavne i Strømfjord minde, ligesom også en kunstig gravet brønd sammesteds tillægges hende; se Isl. Þjóðs. I, 509 ffg.</ref>. Af de trælle, der sprang i søen, dræbtes Skorre i '''Skorrø''' (''Skorrey''), Tormod i '''Tormodsskær''' (''Þormóðssker''). Bægge disse punkter ligge ude i søen i sydvestlig retning fra Alvtanæs. Skorrø svarer til en gruppe skær, der nu sædvanlig benævnes i flt. Skorreyjar, Tormodsskær er et større, temlig stejlt skær, der ligger endnu længere ude, vel en mils vej fra land. Strømfjordspartiet er ved en stærkt forgrenet våg adskilt fra ''Knarrarnæs'', der i Eg. foruden at omtales som Skallagrims første landingssted nævnes som et sted, hvor han grundlagde en ny gård i steden for det bortskænkede Alvtanæs<ref>I nærheden af denne vågs indre forgrening, dog ikke umiddelbart ved kysten, står gården ''Hofstaðir'', hvor i følge den antikvariske indberetning findes en aflang, græsgrot høj, kaldet ''Goðahóll''. - Lejlighedsvis kan bemærkes, at sognebeskrivelsen for Borg & Alvtanæs (1840) fremhæver den mængde »fornmannagarðlög«, der ses næsten overalt, ikke alene omkring ved tunene, men også vide om på græsgangene.</ref>. Hinsides Knarrarnæs danner fortsættelsen og udvidelsen af Alvtåens munding — der i Borg & Alvtanæs’ sognebeskr. fra 1873 endog opstilles som en egen fjord »Knararnesfjörðr« — grænsen mellem Alvtanæshrepp og Hraunhrepp. — '''Alvtå''' (''Alptá''), der ved sin begyndelse nordligst i hreppen kun er som en lille bæk, bliver længere nede ret anselig; ved sit udløb fortsættes den af en dyb rende noget vest for Knarrarnæs, der som nys nævnt danner hreppens grænse mod vest. Af gårdene ved Alvtå fortjæner snarest '''Alvtåtunge''' (''Álptártúnga''), temlig højt oppe i hreppen, omtale, på grund af den bro over Alvtå, som i følge Sturl. (II, s. 20) var der i nærheden <ref>I følge vedkommende sognebeskrivelse skal der ved Alvtåtunges nabogård Arnarstapi i en nærliggende klippe (borg) være udhugget et kar i klippen (ker klappað i bergið), der rummer 120 potter.</ref>.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 23. sep. 2014 kl. 09:10
Linje 166:		Linje 166:


−	I Eg. (s. 192-93) berettes der, hvorledes Ketil guvas trælle løb fra ham, da han en gang under sit ophold ved Guvå var fraværende fra hjemmet. De kom til Lambastad og brændte folkene der inde; derefter drog de med det røvede gods ud til Alvtanæs. Men da de så, de blev forfulgte, greb de flugten: nogle over myrerne, andre sprang i søen og svømmede fra land, da de på deres flugt standsedes af en fjord. Fjorden må have været Strømfjord; her dræbtes en af trællene, Kore, og efter ham har '''Koranæs''' (''Koranes'', nu Kóra- eller Kóru-nes) fået navn. Næsset er den klippepynt, der mod øst begrænser indløbet til Strømfjord<ref>Mod vest begrænses indløbet af ''Höllubjarg'', der er benævnt efter den troldkyndige Straumfjarðar-Halla, om hvem forskellige stedsnavne i Strømfjord minde, ligesom også en kunstig gravet brønd sammesteds tillægges hende; se Isl. Þjóðs. I, 509 ffg.</ref>. Af de trælle, der sprang i søen, dræbtes Skorre i '''Skorrø''' (''Skorrey''), Tormod i '''Tormodsskær''' (''Þormóðssker''). Bægge disse punkter ligge ude i søen i sydvestlig retning fra Alvtanæs. Skorrø svarer til en gruppe skær, der nu sædvanlig benævnes i flt. Skorreyjar, Tormodsskær er et større, temlig stejlt skær, der ligger endnu længere ude, vel en mils vej fra land. Strømfjordspartiet er ved en stærkt forgrenet våg adskilt fra ''Knarrarnæs'', der i Eg. foruden at omtales som Skallagrims første landingssted nævnes som et sted, hvor han grundlagde en ny gård i steden for det bortskænkede Alvtanæs<ref>I nærheden af denne vågs indre forgrening, dog ikke umiddelbart ved kysten, står gården ''Hofstaðir'', hvor i følge den antikvariske indberetning findes en aflang, græsgrot høj, kaldet ''Goðahóll''. - Lejlighedsvis kan bemærkes, at sognebeskrivelsen for Borg & Alvtanæs (1840) fremhæver den mængde »fornmannagarðlög«, der ses næsten overalt, ikke alene omkring ved tunene, men også vide om på græsgangene.</ref>. Hinsides Knarrarnæs danner fortsættelsen og udvidelsen af Alvtåens munding — der i Borg & Alvtanæs’ sognebeskr. fra 1873 endog opstilles som en egen fjord »Knararnesfjörðr« — grænsen mellem Alvtanæshrepp og Hraunhrepp. — '''Alvtå''' (''Alptá''), der ved sin begyndelse nordligst i hreppen kun er som en lille bæk, bliver længere nede ret anselig; ved sit udløb fortsættes den af en dyb rende noget vest for Knarrarnæs, der som nys nævnt danner hreppens grænse mod vest. Af gårdene ved Alvtå fortjæner snarest '''Alvtåtunge''' (''Álptártúnga''), temlig højt oppe i hreppen, omtale, på grund af den bro over Alvtå, som i følge Sturl. (II, s. 20) var der i nærheden <ref>I følge vedkommende sognebeskrivelse skal der ved Alvtåtunges nabogård Arnarstapi i en nærliggende klippe (borg) være udhugget et kar i klippen (ker klappað i bergið), der rummer 120 potter.</ref>.	+	[[Fil:WGC.270.jpg\|thumb\|500px\|left\|<center>'''Altertavle i Borg kirke.''' <br> Malet af ''W.G. Collingwood,'' 1897)</center>]]I Eg. (s. 192-93) berettes der, hvorledes Ketil guvas trælle løb fra ham, da han en gang under sit ophold ved Guvå var fraværende fra hjemmet. De kom til Lambastad og brændte folkene der inde; derefter drog de med det røvede gods ud til Alvtanæs. Men da de så, de blev forfulgte, greb de flugten: nogle over myrerne, andre sprang i søen og svømmede fra land, da de på deres flugt standsedes af en fjord. Fjorden må have været Strømfjord; her dræbtes en af trællene, Kore, og efter ham har '''Koranæs''' (''Koranes'', nu Kóra- eller Kóru-nes) fået navn. Næsset er den klippepynt, der mod øst begrænser indløbet til Strømfjord<ref>Mod vest begrænses indløbet af ''Höllubjarg'', der er benævnt efter den troldkyndige Straumfjarðar-Halla, om hvem forskellige stedsnavne i Strømfjord minde, ligesom også en kunstig gravet brønd sammesteds tillægges hende; se Isl. Þjóðs. I, 509 ffg.</ref>. Af de trælle, der sprang i søen, dræbtes Skorre i '''Skorrø''' (''Skorrey''), Tormod i '''Tormodsskær''' (''Þormóðssker''). Bægge disse punkter ligge ude i søen i sydvestlig retning fra Alvtanæs. Skorrø svarer til en gruppe skær, der nu sædvanlig benævnes i flt. Skorreyjar, Tormodsskær er et større, temlig stejlt skær, der ligger endnu længere ude, vel en mils vej fra land. Strømfjordspartiet er ved en stærkt forgrenet våg adskilt fra ''Knarrarnæs'', der i Eg. foruden at omtales som Skallagrims første landingssted nævnes som et sted, hvor han grundlagde en ny gård i steden for det bortskænkede Alvtanæs<ref>I nærheden af denne vågs indre forgrening, dog ikke umiddelbart ved kysten, står gården ''Hofstaðir'', hvor i følge den antikvariske indberetning findes en aflang, græsgrot høj, kaldet ''Goðahóll''. - Lejlighedsvis kan bemærkes, at sognebeskrivelsen for Borg & Alvtanæs (1840) fremhæver den mængde »fornmannagarðlög«, der ses næsten overalt, ikke alene omkring ved tunene, men også vide om på græsgangene.</ref>. Hinsides Knarrarnæs danner fortsættelsen og udvidelsen af Alvtåens munding — der i Borg & Alvtanæs’ sognebeskr. fra 1873 endog opstilles som en egen fjord »Knararnesfjörðr« — grænsen mellem Alvtanæshrepp og Hraunhrepp. — '''Alvtå''' (''Alptá''), der ved sin begyndelse nordligst i hreppen kun er som en lille bæk, bliver længere nede ret anselig; ved sit udløb fortsættes den af en dyb rende noget vest for Knarrarnæs, der som nys nævnt danner hreppens grænse mod vest. Af gårdene ved Alvtå fortjæner snarest '''Alvtåtunge''' (''Álptártúnga''), temlig højt oppe i hreppen, omtale, på grund af den bro over Alvtå, som i følge Sturl. (II, s. 20) var der i nærheden <ref>I følge vedkommende sognebeskrivelse skal der ved Alvtåtunges nabogård Arnarstapi i en nærliggende klippe (borg) være udhugget et kar i klippen (ker klappað i bergið), der rummer 120 potter.</ref>.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 23. sep. 2014 kl. 08:46
Linje 114:		Linje 114:


−	Tinghol, skønt dette navn ikke forekommer i nogen saga, har en tid været ''stedet for det for Borgefjorden fælles ting'' — det senere Tværåting —; som sådant har der allerede flere gange i det foregående været hentydet til dette sted, og disse her afholdte ting er det, som det skylder sit navn. Det afgørende sted for dets benyttelse som tingsted for en hel tingkreds forekommer i Eg. (85de kap., særl. s. 215-17), hvor det vårting beskrives, som holdtes, da Stejnar fra Ånabrekka rejste fredløshedssag mod Torsten Egilssön i anledning af nogle trælles drab. Til dette ting søger høvdinger siåvel fra egnene syd for Hvitå som fra strækningen vest (nord) for denne (Tunge-Odd fra Reykholtsdalen lige så vel som godordsmanden Ejnar fra Stavholt). På tinget omtales adskillige boder og tingbrekken, hvor folk forhandlede deres sager, rettede forespørgsler o. d. l., og som i det hele spillede en lignende rolle som lovbjærget på altinget; til dels synes man endog at have haft faste siddepladser her. Torsten rådede mest for tingets forretningsorden, ti således, siges der, havde det været, medens hans fader Egil havde godordet. — Hvor tinget holdtes , fremgår ganske tydelig af sagaens beskrivelse. Torsten havde, foruden de sædvanlige boder, ladet bygge en meget stor, som det senere viste sig, for hans gamle fader Egil Skallagrimssön, der den gang allerede var flyttet til Mosfell i Mosfellssvejt (Kj.), men som nu havde samlet en mægtig flok for at komme sin søn til hjælp på tinget. Medens forhandlingerne står på, ser nu folk fra tinget, at en flok mænd med blinkende skjolde red neden fra langs Gljuvrå; det var Egil med følge, der red op på tinget og tog den store bod i besiddelse. Senere, efter at Egil og Torsten med flokken har taget plads i tingbrekken, »hvor de plejede at sidde«, afgør Egil sagen efter sit hoved. — Det kan næppe betvivles, at det er samme tingsted, der tænkes på, hvor sagaen kort efter (s. 221-22) beretter om en advarsel angående et truende overfald, som Torsten modtager, da han på hjemvejen fra Grisartunge, hvor han havde beset det store under bygning værende gærde, kom ''lige over for tingstedet'' (gegnt Þingstöð). Derimod er det tilsyneladende vanskeligere at bringe en beretning i Gunl. (s. 193), hvorefter Borgfjordingernes tingsted på Torstens tid var under Valfell, i overensstemmelse med Eg.'s beretning om tingstedets beliggenhed; dog bliver der næppe andet for end at antage, at også denne saga ved Borgefjordstingstedet tænker på Tinghol. Gunl. beretter, at Torsten Egilssön og den norske skibsherre (styresmand) Bergfinn om foråret en gang rider sammen »op under '''Valfell''', der var da Borgfjordingernes tingsted«, og Torstens bod trængte til udbedring; da de kommer »op under Valfell til den gård, der hedder at Grenjum«, får de Torstens der boende fæster med sig, og de begiver sig nu til bodtomterne for at udbedre disse. Hvad der ved dette sted gør vanskelighed, er dels, at navnet Valfell intet steds genfindes, dels — og navnlig — , at gården Grenjar ligger, vel oppe under fjældene, men ''hinsides (vest for) Langå''. I og for sig må det synes besynderligt, at det for hele Borgefjord fælles tingsted har ligget vest for Langå, ubelejligt for mængden af de besøgende og for de fleste af de større høvdinger, dobbelt urimeligt, at det på Torsten Egilssöns tid skulde være flyttet derhen fra det langt bekvemmere sted oppe under mulerne ved Gljuvrå; ved Grenjar tyder ligeledes hverken tradition eller tomter på en tidligere tilværelse af et tingsted. Afgørende for spørgsmålet bliver imidlertid ''Bdm.'s omtale af Valfell'', hvoraf det ses, at dette sted ikke har ligget vest for Langå. Begge sagaens recensioner berette med noget forskellige ord (F. s. 41, C. s. 17), at Hermund på vejen fra Hvamm til Borg passerer langs med ''Valfell''<ref>Bdm. F. s. 41 har »ut med Valfelli«, hvad der ingen vanskelighed kan volde, Bdm. C s. 17 har »utan i ualfell«, som må forstås: »neden til i V.-, »i kanten, randen, den nedre del af fjeldet V.«; skulde de »skörð« kunne påvises, som denne recension sammesteds omtaler (er þeir koma utan i ualfell þicker þeim sem streingr gíallí upp i skaurðin)?</ref>; dette bliver let forståeligt, hvis det »Borgfjordingernes tingsted«, der i følge Gunl. var »oppe under Valfell«, var Tinghol ved Gljuvrå, uforståeligt, hvis Valfell og Borgefjordstingstedet overensstemmende med den bogstavelige forståelse af Gunl.’s beretning forlægges til hinsides Langå. Den mest tilfredsstillende forklaring fås sikkert ved at antage, at Torsten med Bergfinn først er redet hjemme fra over Langå til Grenjar for at hente sin fæster for at benytte ham ved udbedringen af tingboderne, derefter mod fæsteren tilbage over Langå, langs Mulerne, til han kom til tingstedet under Valfell, men at sagaskriveren, formodenlig på grund af utilstrækkelig kendskab til lokaliteternes indbyrdes beliggenhed, under sin gengivelse er kommen til at gøre beretningen uklar <ref>Hr. pastor ''Torkel Eyjolvssön'' (før til Borg, nu til Stadarstad), hvem jeg skylder værdifulde oplysninger angående den rette forståelse af Gunl.’s angivelse om Borgfjordinge tingstedet, meddeler efter de kyndigste mænds mening, at det sted, der snarest kan antages at have båret navnet Valfell, er en fjældknude, der vest for Tandrasel springer frem fra mulen lige oven for Tinghol, — men kunde ikke hele Tandraselsmulen antaget at have heddet Valfell? — I det nu udkommende andet binds tredje hefte af Safn t s. Í. er Tinghol beskrevet af pastor ''Helge Sigurdssön'' (s. 310, anm.) som Myremændenes fordums tingsted; som det i Eg. berørte tingsted er det almindelig bekendt blandt de omboende.</ref>.	+	[[Fil:WGC.268.jpg\|thumb\|500px\|left\|<center>'''Skardsheden''' - (''W.G. Collingwood,'' 1897)</center>]]Tinghol, skønt dette navn ikke forekommer i nogen saga, har en tid været ''stedet for det for Borgefjorden fælles ting'' — det senere Tværåting —; som sådant har der allerede flere gange i det foregående været hentydet til dette sted, og disse her afholdte ting er det, som det skylder sit navn. Det afgørende sted for dets benyttelse som tingsted for en hel tingkreds forekommer i Eg. (85de kap., særl. s. 215-17), hvor det vårting beskrives, som holdtes, da Stejnar fra Ånabrekka rejste fredløshedssag mod Torsten Egilssön i anledning af nogle trælles drab. Til dette ting søger høvdinger siåvel fra egnene syd for Hvitå som fra strækningen vest (nord) for denne (Tunge-Odd fra Reykholtsdalen lige så vel som godordsmanden Ejnar fra Stavholt). På tinget omtales adskillige boder og tingbrekken, hvor folk forhandlede deres sager, rettede forespørgsler o. d. l., og som i det hele spillede en lignende rolle som lovbjærget på altinget; til dels synes man endog at have haft faste siddepladser her. Torsten rådede mest for tingets forretningsorden, ti således, siges der, havde det været, medens hans fader Egil havde godordet. — Hvor tinget holdtes , fremgår ganske tydelig af sagaens beskrivelse. Torsten havde, foruden de sædvanlige boder, ladet bygge en meget stor, som det senere viste sig, for hans gamle fader Egil Skallagrimssön, der den gang allerede var flyttet til Mosfell i Mosfellssvejt (Kj.), men som nu havde samlet en mægtig flok for at komme sin søn til hjælp på tinget. Medens forhandlingerne står på, ser nu folk fra tinget, at en flok mænd med blinkende skjolde red neden fra langs Gljuvrå; det var Egil med følge, der red op på tinget og tog den store bod i besiddelse. Senere, efter at Egil og Torsten med flokken har taget plads i tingbrekken, »hvor de plejede at sidde«, afgør Egil sagen efter sit hoved. — Det kan næppe betvivles, at det er samme tingsted, der tænkes på, hvor sagaen kort efter (s. 221-22) beretter om en advarsel angående et truende overfald, som Torsten modtager, da han på hjemvejen fra Grisartunge, hvor han havde beset det store under bygning værende gærde, kom ''lige over for tingstedet'' (gegnt Þingstöð). Derimod er det tilsyneladende vanskeligere at bringe en beretning i Gunl. (s. 193), hvorefter Borgfjordingernes tingsted på Torstens tid var under Valfell, i overensstemmelse med Eg.'s beretning om tingstedets beliggenhed; dog bliver der næppe andet for end at antage, at også denne saga ved Borgefjordstingstedet tænker på Tinghol. Gunl. beretter, at Torsten Egilssön og den norske skibsherre (styresmand) Bergfinn om foråret en gang rider sammen »op under '''Valfell''', der var da Borgfjordingernes tingsted«, og Torstens bod trængte til udbedring; da de kommer »op under Valfell til den gård, der hedder at Grenjum«, får de Torstens der boende fæster med sig, og de begiver sig nu til bodtomterne for at udbedre disse. Hvad der ved dette sted gør vanskelighed, er dels, at navnet Valfell intet steds genfindes, dels — og navnlig — , at gården Grenjar ligger, vel oppe under fjældene, men ''hinsides (vest for) Langå''. I og for sig må det synes besynderligt, at det for hele Borgefjord fælles tingsted har ligget vest for Langå, ubelejligt for mængden af de besøgende og for de fleste af de større høvdinger, dobbelt urimeligt, at det på Torsten Egilssöns tid skulde være flyttet derhen fra det langt bekvemmere sted oppe under mulerne ved Gljuvrå; ved Grenjar tyder ligeledes hverken tradition eller tomter på en tidligere tilværelse af et tingsted. Afgørende for spørgsmålet bliver imidlertid ''Bdm.'s omtale af Valfell'', hvoraf det ses, at dette sted ikke har ligget vest for Langå. Begge sagaens recensioner berette med noget forskellige ord (F. s. 41, C. s. 17), at Hermund på vejen fra Hvamm til Borg passerer langs med ''Valfell''<ref>Bdm. F. s. 41 har »ut med Valfelli«, hvad der ingen vanskelighed kan volde, Bdm. C s. 17 har »utan i ualfell«, som må forstås: »neden til i V.-, »i kanten, randen, den nedre del af fjeldet V.«; skulde de »skörð« kunne påvises, som denne recension sammesteds omtaler (er þeir koma utan i ualfell þicker þeim sem streingr gíallí upp i skaurðin)?</ref>; dette bliver let forståeligt, hvis det »Borgfjordingernes tingsted«, der i følge Gunl. var »oppe under Valfell«, var Tinghol ved Gljuvrå, uforståeligt, hvis Valfell og Borgefjordstingstedet overensstemmende med den bogstavelige forståelse af Gunl.’s beretning forlægges til hinsides Langå. Den mest tilfredsstillende forklaring fås sikkert ved at antage, at Torsten med Bergfinn først er redet hjemme fra over Langå til Grenjar for at hente sin fæster for at benytte ham ved udbedringen af tingboderne, derefter mod fæsteren tilbage over Langå, langs Mulerne, til han kom til tingstedet under Valfell, men at sagaskriveren, formodenlig på grund af utilstrækkelig kendskab til lokaliteternes indbyrdes beliggenhed, under sin gengivelse er kommen til at gøre beretningen uklar <ref>Hr. pastor ''Torkel Eyjolvssön'' (før til Borg, nu til Stadarstad), hvem jeg skylder værdifulde oplysninger angående den rette forståelse af Gunl.’s angivelse om Borgfjordinge tingstedet, meddeler efter de kyndigste mænds mening, at det sted, der snarest kan antages at have båret navnet Valfell, er en fjældknude, der vest for Tandrasel springer frem fra mulen lige oven for Tinghol, — men kunde ikke hele Tandraselsmulen antaget at have heddet Valfell? — I det nu udkommende andet binds tredje hefte af Safn t s. Í. er Tinghol beskrevet af pastor ''Helge Sigurdssön'' (s. 310, anm.) som Myremændenes fordums tingsted; som det i Eg. berørte tingsted er det almindelig bekendt blandt de omboende.</ref>.


−	~~[[Fil:WGC.268.jpg\|thumb\|500px\|left\|<center>'''Skardsheden''' - (''W.G. Collingwood,'' 1897)</center>]]~~Vejen, som langs med Gljuvrå forer tæt forbi Tinghol, følger fremdeles åen; lidt højere oppe fører den nord over denne og fortsætter sig mod vest — under Grisatungefjældet (ɔ: Stadarhnuk), over Langå og derpå videre ned til den nordligste del af Hraunhreppen — som en fjældvej, ''Skardshedevejen'', der dog hverken er lang eller besværlig. Sit navn skylder den fjældstrøget, hvorigennem den fører, den såkaldte Vestre Skardshede, der dog kun har lidet til fælles med den langt anseligere søndre hede af samme navn (Bgf.); vejens hele længde er et par mil, og på hele strækningen ligger den i en dalsænkning mellem mulerne nord og syd for; dog har vejen ikke ringe betydning som forbindelsesled mellem den østlige og vestlige del af disse uvejsomme bygder <ref>I Sturl. (gl. udg. 7 þ. 7 kap.), hvor der fortælles om Tord kakales tog til Sønderlandet 1242, berettes, at Tord drog fra Hitardal (M.) til Søndre Reykjadal (Bgf.), og dernæst siges, at Tord red syd over ''Skardshede'' Skardavejen til Laugardal (A.), indtil han kom til Tunge ɔ: Brødretunge (Reið Þorðr þá suðr um Skarðsheiði Skarðaleið til Laugardals, þar til hann kvam í Túngu til bús Gissurar). Håndskriftet AM. 115 fol. har imidlertid kun »syd over ''heden'' Skardavejen; han kom til Tunge o. s. v.« Arne Magnusson, der har forsynet dette håndskrift af Sturl. med randnoter, bemærker hertil, at der ved »hede« skal forstås »Blåskogahede«, ved Skardavejen »Brúararskörð« (hvormed der utvivlsomt menes en fjældvej ned mod Bruarå i Ånæs syssel). Uagtet dette håndskrift står ene med sin læsemåde »hede«, synes den dog efter sammenhængen at måtte foretrækkes, men i hvert fald kan »Skarðaleið« efter de stedlige forfold næppe betegne nogen over Vestre Skardshede førende vej, og må vistnok rettest efter Arne Magnussons forklaring tages som en ned mod Bruaråstreget (i A.) fra fjældhederne nordøst for altingsstedet førende fjældvej.</ref>.	+	Vejen, som langs med Gljuvrå forer tæt forbi Tinghol, følger fremdeles åen; lidt højere oppe fører den nord over denne og fortsætter sig mod vest — under Grisatungefjældet (ɔ: Stadarhnuk), over Langå og derpå videre ned til den nordligste del af Hraunhreppen — som en fjældvej, ''Skardshedevejen'', der dog hverken er lang eller besværlig. Sit navn skylder den fjældstrøget, hvorigennem den fører, den såkaldte Vestre Skardshede, der dog kun har lidet til fælles med den langt anseligere søndre hede af samme navn (Bgf.); vejens hele længde er et par mil, og på hele strækningen ligger den i en dalsænkning mellem mulerne nord og syd for; dog har vejen ikke ringe betydning som forbindelsesled mellem den østlige og vestlige del af disse uvejsomme bygder <ref>I Sturl. (gl. udg. 7 þ. 7 kap.), hvor der fortælles om Tord kakales tog til Sønderlandet 1242, berettes, at Tord drog fra Hitardal (M.) til Søndre Reykjadal (Bgf.), og dernæst siges, at Tord red syd over ''Skardshede'' Skardavejen til Laugardal (A.), indtil han kom til Tunge ɔ: Brødretunge (Reið Þorðr þá suðr um Skarðsheiði Skarðaleið til Laugardals, þar til hann kvam í Túngu til bús Gissurar). Håndskriftet AM. 115 fol. har imidlertid kun »syd over ''heden'' Skardavejen; han kom til Tunge o. s. v.« Arne Magnusson, der har forsynet dette håndskrift af Sturl. med randnoter, bemærker hertil, at der ved »hede« skal forstås »Blåskogahede«, ved Skardavejen »Brúararskörð« (hvormed der utvivlsomt menes en fjældvej ned mod Bruarå i Ånæs syssel). Uagtet dette håndskrift står ene med sin læsemåde »hede«, synes den dog efter sammenhængen at måtte foretrækkes, men i hvert fald kan »Skarðaleið« efter de stedlige forfold næppe betegne nogen over Vestre Skardshede førende vej, og må vistnok rettest efter Arne Magnussons forklaring tages som en ned mod Bruaråstreget (i A.) fra fjældhederne nordøst for altingsstedet førende fjældvej.</ref>.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 23. sep. 2014 kl. 08:45
Linje 81:		Linje 81:


−	Over Grjothals fører fra Tværåhlid flere veje til den nord for liggende '''Norderådal''' (''Norðrárdalr''), en lang, smal, af fjælde omgiven dal, der strækker sig langt op i den nord for liggende hede, og som mod nordvest udsender flere sidedale. Heden nord for Norderådalen er '''Holtavörduhede'''(''Holtavörðuheiði'', ældre ''-heiðr'' ɔ: Holtevardehede) , der ligger imellem Hrutafjorden og Norderådalen, og som er den eneste af de mellem Nord- og Sydlandet liggende fjældheder, der anses for farbar ved vintertid. Vejen over denne er nemlig både betydelig kortere end over de andre, næppe mere end 5-6 timers ridt, heden selv forholdsvis jævn og ikke meget højtliggende. Den herover førende vej har derfor overordenlig betydning for postforbindelsen og samkvæmmet overhovedet mellem Nord- og Sydlandet (rejsen ad denne kaldes »bygderejsen« i modsætning til »fjældrejsen« over de større østligere heder — at »fara sveitir« modsat at »fara fjöll«). Udsigten til begge sider fra hedevejen er over vidtstrakte, svagt bølgeformige flader; kun imod vest begrænses udsigten længere borte af højere fjælde; heden selv er opfyldt med tuer og sten, dog ikke uden lyng- og græsvækst<ref>Så vel denne hede som de oven for Tværåhliden og Hvitåsiden liggnde (Tvidægra og Arnarvatnsheden) udmærker sig ved deres rigdom på islandsk mos eller som det på Island kaldes »fjældgræs«; navnlig tidligere var indsamlingen af denne nærende lavart af megen betydning for de nærmest liggende bygder, men selv endnu drives den dog en del. Indsamlingen foregår om forsomren, de dermed beskæftigede ligger da i tælte oppe på hederne, arbejdet må helst foretages i fugtigt vejr eller ved nattetid, da planten — der har lavarternes sædvanlige ringe størrelse, mørke farve og visne udseende — ellers smulrer hen mellem fingrene. Fjældgræsset der anses for meget nærende, tilberedes på forskellig måde ved kogning med valle eller mælk.</ref>. Omtrent midt på heden, hvor den er højest og hvor vandskellet er, ligger en langagtig lille sø, ''Holtavörðuvatn'', omgivet af flere mindre damme og pytter; fra denne har den Norderådalen gennemstrømmende Norderå sit udspring og løber ud fra søen i mange bugtninger og derpå mod syd gennem dalsænkningen, der allerede her begynder at danne sig<ref>Nøjagtigere udtrykt kommer åen i sin første begyndelse fra en kløft i dalsænkningens vestre begrænsning, løber derpå først i en lille bugt mod nord og tangerer søen, og så mod syd gennem dalen.</ref>. Vejen følger bestandig åen, et forfaldent »sælehus« passeres, dalens bøjninger lader ofte formode, at man befinder sig ved indtrædelsen i en ny dal, men altid med urette. Den første gård, man træffer på, er ''Forne Hvamm'' (Forni Hvammr ɔ: Gamle Hvamm), den øverste af Norderådalens gårde, tillige en art beværtningssted, om end af laveste art; gården er først i de senere år bleven genopbygget efter i lang tid at have ligget øde, — som en gammel ødejord, hvis bebyggelse forgæves påny var bleven forsøgt, omtales den allerede i A. M.; senere stod her en tid lang et sælehus. — Fra Forne Hvamm er der endnu et par timers vej til præstegården '''Hvamm''' (''Hvammr''), der ligger sydvest for Forne Hvamm, ligesom denne vest for åen. Om et tingsted på Hvamm vides ellers intet, men det '''Hvammslejd''' (''Hvammsleið''), der omtales i Bdm. (F. s. 41, C. s. 17), kan næppe have været andensteds end her <ref>På Hvamms kirkegård omtales i E. O. (s. 256—57) en gravsten med runer; af denne fandtes i følge Jonas Hallgrimsson 1841 kun et brudstykke, derimod nævner han en anden nyopdaget her.</ref>. Vest for Hvamm hæver sig det ejendommelige fjæld ''Baula'', en slank kegle, øverst oppe svagt krogbøjet, der ses i en vid omkreds fra de neden for liggende lavere egne; i E. O. er fjældet særlig omtalt på grund af en søjleformet stenart, helt forskellig fra basalt — skal være basaltformet trachyt — , som findes her, og som særdeles egner sig til forarbejdelse (til gravstene m. m.) <ref>I »Nyt Magazin for Naturvidenskab« VIII, Chran. 1855, findes (s. 91 ffg.) en smuk beskrivelse af Baula af Kjerulif. Navnet, der betyder »ko«, udledes dér af lyden den omkring fjældet hvirvlende vind skal kunne frembringe.</ref>. Noget oven for skærer sig den smalle ''Sanddal(r)'' ind mellem fjældene; oven for de nu bestående gårde i denne dal påvises stedet for flere ødegårde; blandt disse er dog ikke den i Hallfr. nævnte '''Ottarsstad''' (''Óttarsstaðir''), hvis beliggenhed næppe nu kendes; på Ottarsstad i Norderådal boede Halfred vandrådeskjalds fader Ottar en tid lang, efter at han havde måttet forlade Vatnsdalen (Hv.), og senere bosætter Halfreds sön af samme navn sig her<ref>Hallfr. s. 87, 115.</ref>. En mils vej længere nede, omtrent midtvejs i dalen skærer en anden smal dal, ''Bjarnadal(r)'', sig i samme retning ind mellem fjældene, der adskiller Myre syssel fra Dala syssel, så at den kun ved en smal hals, den såkaldte '''Brattabrekka''', er skilt fra en tilsvarende dal, Sökkolvsdalen, i Dala syssel; gennem Bjarnadalen over Brattabrekka ligger en temlig benyttet vej Brattebrekkevejen. Af gårde vest for åen kan endnu mærkes '''Hvassafell'''<ref>ÞH. s. 18, Fbr.: Flatb. II, 107.</ref> og, sydligst i dalen, '''Hreduvatn''' (''Hreduvatn''), hvor Hvalfred vandrådeskjald og hans broder Galte efter faderens død er bosatte (Hallfr. s. 109). Hredavatn, som gården nu benævnes, er i de sidste år bleven særdeles omtalt på Island i anledning af et stenkulslag, som man mener at have fundet i et fjæld oven for gården; det herværende lag er imidlertid allerede beskrevet i E. O. (s. 150 ffg.) og anses dér for at bestå af den på Island oftere forekommende brunkulsmasse surtarbrand. Øst for åen ligger omtrent midtvejs i Norderådal gården '''Skarðshamrar''' (ÞH. s. 18).	+	[[Fil:Bayard Taylor 02.jpg\|thumb\|500px\|right\|<center>'''Mosestrækning''' - (''Bayard Taylor,'' 1825-1878)</center>]]Over Grjothals fører fra Tværåhlid flere veje til den nord for liggende '''Norderådal''' (''Norðrárdalr''), en lang, smal, af fjælde omgiven dal, der strækker sig langt op i den nord for liggende hede, og som mod nordvest udsender flere sidedale. Heden nord for Norderådalen er '''Holtavörduhede'''(''Holtavörðuheiði'', ældre ''-heiðr'' ɔ: Holtevardehede) , der ligger imellem Hrutafjorden og Norderådalen, og som er den eneste af de mellem Nord- og Sydlandet liggende fjældheder, der anses for farbar ved vintertid. Vejen over denne er nemlig både betydelig kortere end over de andre, næppe mere end 5-6 timers ridt, heden selv forholdsvis jævn og ikke meget højtliggende. Den herover førende vej har derfor overordenlig betydning for postforbindelsen og samkvæmmet overhovedet mellem Nord- og Sydlandet (rejsen ad denne kaldes »bygderejsen« i modsætning til »fjældrejsen« over de større østligere heder — at »fara sveitir« modsat at »fara fjöll«). Udsigten til begge sider fra hedevejen er over vidtstrakte, svagt bølgeformige flader; kun imod vest begrænses udsigten længere borte af højere fjælde; heden selv er opfyldt med tuer og sten, dog ikke uden lyng- og græsvækst<ref>Så vel denne hede som de oven for Tværåhliden og Hvitåsiden liggnde (Tvidægra og Arnarvatnsheden) udmærker sig ved deres rigdom på islandsk mos eller som det på Island kaldes »fjældgræs«; navnlig tidligere var indsamlingen af denne nærende lavart af megen betydning for de nærmest liggende bygder, men selv endnu drives den dog en del. Indsamlingen foregår om forsomren, de dermed beskæftigede ligger da i tælte oppe på hederne, arbejdet må helst foretages i fugtigt vejr eller ved nattetid, da planten — der har lavarternes sædvanlige ringe størrelse, mørke farve og visne udseende — ellers smulrer hen mellem fingrene. Fjældgræsset der anses for meget nærende, tilberedes på forskellig måde ved kogning med valle eller mælk.</ref>. Omtrent midt på heden, hvor den er højest og hvor vandskellet er, ligger en langagtig lille sø, ''Holtavörðuvatn'', omgivet af flere mindre damme og pytter; fra denne har den Norderådalen gennemstrømmende Norderå sit udspring og løber ud fra søen i mange bugtninger og derpå mod syd gennem dalsænkningen, der allerede her begynder at danne sig<ref>Nøjagtigere udtrykt kommer åen i sin første begyndelse fra en kløft i dalsænkningens vestre begrænsning, løber derpå først i en lille bugt mod nord og tangerer søen, og så mod syd gennem dalen.</ref>. Vejen følger bestandig åen, et forfaldent »sælehus« passeres, dalens bøjninger lader ofte formode, at man befinder sig ved indtrædelsen i en ny dal, men altid med urette. Den første gård, man træffer på, er ''Forne Hvamm'' (Forni Hvammr ɔ: Gamle Hvamm), den øverste af Norderådalens gårde, tillige en art beværtningssted, om end af laveste art; gården er først i de senere år bleven genopbygget efter i lang tid at have ligget øde, — som en gammel ødejord, hvis bebyggelse forgæves påny var bleven forsøgt, omtales den allerede i A. M.; senere stod her en tid lang et sælehus. — Fra Forne Hvamm er der endnu et par timers vej til præstegården '''Hvamm''' (''Hvammr''), der ligger sydvest for Forne Hvamm, ligesom denne vest for åen. Om et tingsted på Hvamm vides ellers intet, men det '''Hvammslejd''' (''Hvammsleið''), der omtales i Bdm. (F. s. 41, C. s. 17), kan næppe have været andensteds end her <ref>På Hvamms kirkegård omtales i E. O. (s. 256—57) en gravsten med runer; af denne fandtes i følge Jonas Hallgrimsson 1841 kun et brudstykke, derimod nævner han en anden nyopdaget her.</ref>. Vest for Hvamm hæver sig det ejendommelige fjæld ''Baula'', en slank kegle, øverst oppe svagt krogbøjet, der ses i en vid omkreds fra de neden for liggende lavere egne; i E. O. er fjældet særlig omtalt på grund af en søjleformet stenart, helt forskellig fra basalt — skal være basaltformet trachyt — , som findes her, og som særdeles egner sig til forarbejdelse (til gravstene m. m.) <ref>I »Nyt Magazin for Naturvidenskab« VIII, Chran. 1855, findes (s. 91 ffg.) en smuk beskrivelse af Baula af Kjerulif. Navnet, der betyder »ko«, udledes dér af lyden den omkring fjældet hvirvlende vind skal kunne frembringe.</ref>. Noget oven for skærer sig den smalle ''Sanddal(r)'' ind mellem fjældene; oven for de nu bestående gårde i denne dal påvises stedet for flere ødegårde; blandt disse er dog ikke den i Hallfr. nævnte '''Ottarsstad''' (''Óttarsstaðir''), hvis beliggenhed næppe nu kendes; på Ottarsstad i Norderådal boede Halfred vandrådeskjalds fader Ottar en tid lang, efter at han havde måttet forlade Vatnsdalen (Hv.), og senere bosætter Halfreds sön af samme navn sig her<ref>Hallfr. s. 87, 115.</ref>. En mils vej længere nede, omtrent midtvejs i dalen skærer en anden smal dal, ''Bjarnadal(r)'', sig i samme retning ind mellem fjældene, der adskiller Myre syssel fra Dala syssel, så at den kun ved en smal hals, den såkaldte '''Brattabrekka''', er skilt fra en tilsvarende dal, Sökkolvsdalen, i Dala syssel; gennem Bjarnadalen over Brattabrekka ligger en temlig benyttet vej Brattebrekkevejen. Af gårde vest for åen kan endnu mærkes '''Hvassafell'''<ref>ÞH. s. 18, Fbr.: Flatb. II, 107.</ref> og, sydligst i dalen, '''Hreduvatn''' (''Hreduvatn''), hvor Hvalfred vandrådeskjald og hans broder Galte efter faderens død er bosatte (Hallfr. s. 109). Hredavatn, som gården nu benævnes, er i de sidste år bleven særdeles omtalt på Island i anledning af et stenkulslag, som man mener at have fundet i et fjæld oven for gården; det herværende lag er imidlertid allerede beskrevet i E. O. (s. 150 ffg.) og anses dér for at bestå af den på Island oftere forekommende brunkulsmasse surtarbrand. Øst for åen ligger omtrent midtvejs i Norderådal gården '''Skarðshamrar''' (ÞH. s. 18).

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 23. sep. 2014 kl. 08:37
Linje 19:		Linje 19:


−	~~<FONT COLOR=darkred><center>'''TEKSTEN ER UNDER UDARBEJDELSE'''</center></FONT COLOR=darkred>~~

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 23. sep. 2014 kl. 08:34
Linje 146:		Linje 146:


−	Landskabet langs fjorden sydvest for Borg er skovløst, men ejendommeligt ved de mange småvåge, hvori næsten alle bække udmunde. — På vejen fra Tursstad mod vest til Ånabrekka passeres forbi Egilstjörn og over den lille bæk '''Håvslæk''', der i sydvestlig retning løber ud i Langåmundingen<ref>Bækken kaldes nu ''Háfslækr'' (og den lille sø, hvorfra den har sit udspring, ''Háfsvatn''); i Egils saga skrives vel bækkens navn ''Hafslækr'', men det for udgaven til grund liggende håndskrift (AM. 132 fol.) har gennemgående á.</ref>. Bækken er nu ligesom i oldtiden (Eg. s. 211) grænseskel mellem Borg og Ånabrekka; Tursstad er nemlig kirkejord, og højere oppe findes sydøst for bækken engstrækninger (Breið), som tilhører Borg. ''Ånabrekka'' ligger ud for den bredning, som Langå danner oven for sit udløb i fjorden, ikke så kort fra selve udløbet. Gården bærer navn efter en af Skallagrims ledsagere Åne, som farst boede her. Samtidig med Torsten Egilssön var Ånes sønnesøn Stejnar, som viste den fjendtligste holdning over for Torsten. Uenigheden begynder med, at Stejnar lader sit kvæg græsse på den til Borg hørende '''Stakksmyre''' (''Stakksmýrr'') syd for Håvslæk, en mose, der må svare til den før nævnte '''Brejd''' (''Breið''). Da Torsten ikke med det gode kan få Stejnars trælle til at holde kvæget hinsides landegrænsen, dræber han to gange i træk den kvægvogtende træl. Den sidste af disse hed Trånd. Sognebeskrivelsen (1873) beretter, at der sønden til i mosen står en enlig, ikke høj, skovgrot klett, der kaldes ''Tråndslejde'' (Þrándarleiði) og hvor man vil se spor til den over Trånd opkastede dysse (sml. beskr. Eg. s. 212-13). — Den anden af de dræbte trælle bar navnet Grane; ham indhenter Torsten, i det han driver kvæget fra mosen til malkepladsen. Torsten når ham ved gærdeleddet og dræber ham dér, »det sted hedder siden '''Graneled''' (''Granahlið'') og er i tungærdet« (Eg. s. 211). Disse steder påvises hjemme ved gården Ånabrekka. Gården selv ligger ved vestenden af et lille græsklædt holt mellem to engstrækninger; østenden af dette holt hedder ''Fjóshólar''. Nu er hele holtet indbefattet i tunet, men fordum var Fjosholar udelukkede, og spor af det gamle tungærde, der strakte sig tværs over holtet neden for holerne og ned til mosedraget i engen syd for, ses endnu. Gærdet hedder ''Granagarðr'', og en stor tue i gærdet syd for holtet kaldes ''Granaleiði''; Fjosholar antages at have været stedet for malkepladsen <ref>Oven for Ánabrekka er Ánaborg; her påvises et Ánaleiði, hvor Áni begravedes for herfra at kunne se ud over ejendommen.</ref>. – Ånabrekkas nabogård mod nord, der dog ligger hen ved en mil borte, er '''Jardlangsstad''' (''Jarðlángsstaðir'' Eg. s. 57), og temlig langt nord for denne følger så '''Stangarholt''' (''Stángarholt'' Eg. s. 57, 222), bægge kort fra Langås østlige bred; nordligere ligger endnu en enkelt gård tæt under mulerne<ref>Imellem disse to er på kortet fejlagtig afsat endnu en.</ref>. I Egils saga (s, 221 — 22) berettes, at da Torsten på hjemvejen fra Grisatungegærdet, som han havde beset, befandt sig lige over for tingstedet, kom en af hans undergivne løbende og betroede sin herre, at han i løbet af dagen havde begivet sig op på '''Enkunnir''' (''Einkunnir'') for at se efter får, men da havde han set spyd og skjolde blinke i skoven oven for vintervejen (ɔ: en vej, der benyttedes om vinteren, når moserne vare tilfrosne). Torsten vælger så at ride en omvej hjem: Han giver til påskud, at Ölvald på Ölvaldsstad har sendt bud efter ham, og rider derpå »syd over myrerne oven for Stangarholt, derpå syd til Guvå og ad ridevejene ned med åen«; da de kom neden for '''Vatn''', så de Ölvalds huskarl og kvæg syd for åen, og efter at have givet ham en besked til hans husbond red Torsten hjem. Senere erfaredes det, at Torstens fjende Stejnar samme dag havde siddet selv tolvte oppe ved Enkunnir. — Det er tidligere berørt, at det her omtalte tingsted næppe kan være noget andet end Tinghol. Enkunnir, hvis navn endnu er bevaret, er et ret anseligt, kratomgivet borgformigt holt, der ligger en del nord for Borg; oven for dette fører nu en nyanlagt vej mod nordvest til Jardlangsstad og videre over Langå noget oven for denne gård; lidt vestligere passeres Håvslæk, og på højre hånd ses da Håvsvatn. ''Vatn'' kaldes endnu en lille udvidelse (et Ion) af Guvå oven for Ölvaldsstad. — Man må i følge disse angivelser nødvendig tænke sig, at Torsten er redet fra tingstedet ned langs Gljuvrå, derefter tværs over moserne til Guvå og så har fulgt vejen langs denne helt ned til Ölvaldsstad, — medens den sædvanlige vej til Borg i al ~~&ld~~ ikke kan have ligget langs denne ås nedre løb. Med denne antagelse af Torstens vejretning er imidlertid sagaens ''Stangarholt'' uforeneligt, og det er vistnok rimeligst, at det er en blot tilfældig indløbet fejl for ''Eskeholt'' eller ''Galtarholt''.	+	Landskabet langs fjorden sydvest for Borg er skovløst, men ejendommeligt ved de mange småvåge, hvori næsten alle bække udmunde. — På vejen fra Tursstad mod vest til Ånabrekka passeres forbi Egilstjörn og over den lille bæk '''Håvslæk''', der i sydvestlig retning løber ud i Langåmundingen<ref>Bækken kaldes nu ''Háfslækr'' (og den lille sø, hvorfra den har sit udspring, ''Háfsvatn''); i Egils saga skrives vel bækkens navn ''Hafslækr'', men det for udgaven til grund liggende håndskrift (AM. 132 fol.) har gennemgående á.</ref>. Bækken er nu ligesom i oldtiden (Eg. s. 211) grænseskel mellem Borg og Ånabrekka; Tursstad er nemlig kirkejord, og højere oppe findes sydøst for bækken engstrækninger (Breið), som tilhører Borg. ''Ånabrekka'' ligger ud for den bredning, som Langå danner oven for sit udløb i fjorden, ikke så kort fra selve udløbet. Gården bærer navn efter en af Skallagrims ledsagere Åne, som farst boede her. Samtidig med Torsten Egilssön var Ånes sønnesøn Stejnar, som viste den fjendtligste holdning over for Torsten. Uenigheden begynder med, at Stejnar lader sit kvæg græsse på den til Borg hørende '''Stakksmyre''' (''Stakksmýrr'') syd for Håvslæk, en mose, der må svare til den før nævnte '''Brejd''' (''Breið''). Da Torsten ikke med det gode kan få Stejnars trælle til at holde kvæget hinsides landegrænsen, dræber han to gange i træk den kvægvogtende træl. Den sidste af disse hed Trånd. Sognebeskrivelsen (1873) beretter, at der sønden til i mosen står en enlig, ikke høj, skovgrot klett, der kaldes ''Tråndslejde'' (Þrándarleiði) og hvor man vil se spor til den over Trånd opkastede dysse (sml. beskr. Eg. s. 212-13). — Den anden af de dræbte trælle bar navnet Grane; ham indhenter Torsten, i det han driver kvæget fra mosen til malkepladsen. Torsten når ham ved gærdeleddet og dræber ham dér, »det sted hedder siden '''Graneled''' (''Granahlið'') og er i tungærdet« (Eg. s. 211). Disse steder påvises hjemme ved gården Ånabrekka. Gården selv ligger ved vestenden af et lille græsklædt holt mellem to engstrækninger; østenden af dette holt hedder ''Fjóshólar''. Nu er hele holtet indbefattet i tunet, men fordum var Fjosholar udelukkede, og spor af det gamle tungærde, der strakte sig tværs over holtet neden for holerne og ned til mosedraget i engen syd for, ses endnu. Gærdet hedder ''Granagarðr'', og en stor tue i gærdet syd for holtet kaldes ''Granaleiði''; Fjosholar antages at have været stedet for malkepladsen <ref>Oven for Ánabrekka er Ánaborg; her påvises et Ánaleiði, hvor Áni begravedes for herfra at kunne se ud over ejendommen.</ref>. – Ånabrekkas nabogård mod nord, der dog ligger hen ved en mil borte, er '''Jardlangsstad''' (''Jarðlángsstaðir'' Eg. s. 57), og temlig langt nord for denne følger så '''Stangarholt''' (''Stángarholt'' Eg. s. 57, 222), bægge kort fra Langås østlige bred; nordligere ligger endnu en enkelt gård tæt under mulerne<ref>Imellem disse to er på kortet fejlagtig afsat endnu en.</ref>. I Egils saga (s, 221 — 22) berettes, at da Torsten på hjemvejen fra Grisatungegærdet, som han havde beset, befandt sig lige over for tingstedet, kom en af hans undergivne løbende og betroede sin herre, at han i løbet af dagen havde begivet sig op på '''Enkunnir''' (''Einkunnir'') for at se efter får, men da havde han set spyd og skjolde blinke i skoven oven for vintervejen (ɔ: en vej, der benyttedes om vinteren, når moserne vare tilfrosne). Torsten vælger så at ride en omvej hjem: Han giver til påskud, at Ölvald på Ölvaldsstad har sendt bud efter ham, og rider derpå »syd over myrerne oven for Stangarholt, derpå syd til Guvå og ad ridevejene ned med åen«; da de kom neden for '''Vatn''', så de Ölvalds huskarl og kvæg syd for åen, og efter at have givet ham en besked til hans husbond red Torsten hjem. Senere erfaredes det, at Torstens fjende Stejnar samme dag havde siddet selv tolvte oppe ved Enkunnir. — Det er tidligere berørt, at det her omtalte tingsted næppe kan være noget andet end Tinghol. Enkunnir, hvis navn endnu er bevaret, er et ret anseligt, kratomgivet borgformigt holt, der ligger en del nord for Borg; oven for dette fører nu en nyanlagt vej mod nordvest til Jardlangsstad og videre over Langå noget oven for denne gård; lidt vestligere passeres Håvslæk, og på højre hånd ses da Håvsvatn. ''Vatn'' kaldes endnu en lille udvidelse (et Ion) af Guvå oven for Ölvaldsstad. — Man må i følge disse angivelser nødvendig tænke sig, at Torsten er redet fra tingstedet ned langs Gljuvrå, derefter tværs over moserne til Guvå og så har fulgt vejen langs denne helt ned til Ölvaldsstad, — medens den sædvanlige vej til Borg i al fald ikke kan have ligget langs denne ås nedre løb. Med denne antagelse af Torstens vejretning er imidlertid sagaens ''Stangarholt'' uforeneligt, og det er vistnok rimeligst, at det er en blot tilfældig indløbet fejl for ''Eskeholt'' eller ''Galtarholt''.


−	Den oftere omtalte fra Langavatn kommende ''Langå'', der under hele sit løb fra nord til syd danner grænsen mellem Borgarhrepp og Alvtanæshrepp, er en i sit øvre løb tilsyneladende grund og ikke synderlig bred å, men dens ujævne eller stenhårde bund og klippeleje kan gøre den vanskelig nok at passere, når strømmen er stærk. Noget neden for Jardlangsstad findes i Langå lange sandører — og kun på dette sted, da grunden ellers overalt skal være klippegrund —; disse må rimeligvis være de i Fbr. (s. 43) nævnte »'''Langøer''' (''Langeyjar'') syd for Hvitstad« , hvor Torsten Egilssön og Helge fra Hvitstad kæmpede i anledning af uenigheden om Guvufitjar; i så fald er øerne i tidens løb ved vands og vinds forenede magt bleven forvandlede fra øer til ører.	+	[[Fil:WGC.273.jpg\|thumb\|500px\|left\|<center>'''Udsigt fra Borg''' - (''W.G. Collingwood,'' 1897)</center>]]Den oftere omtalte fra Langavatn kommende ''Langå'', der under hele sit løb fra nord til syd danner grænsen mellem Borgarhrepp og Alvtanæshrepp, er en i sit øvre løb tilsyneladende grund og ikke synderlig bred å, men dens ujævne eller stenhårde bund og klippeleje kan gøre den vanskelig nok at passere, når strømmen er stærk. Noget neden for Jardlangsstad findes i Langå lange sandører — og kun på dette sted, da grunden ellers overalt skal være klippegrund —; disse må rimeligvis være de i Fbr. (s. 43) nævnte »'''Langøer''' (''Langeyjar'') syd for Hvitstad« , hvor Torsten Egilssön og Helge fra Hvitstad kæmpede i anledning af uenigheden om Guvufitjar; i så fald er øerne i tidens løb ved vands og vinds forenede magt bleven forvandlede fra øer til ører.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 23. sep. 2014 kl. 08:24
Linje 142:		Linje 142:


−	På østsiden af Borgarnæs skærer sig en lille vig '''Sandvig''' (''Sandvík'') ind i næsset næsten ved roden af dette, hvis ydre større del antages at begynde her. Vigen omgives af en flad sandig bred, og oven for strækker sig græsflader; her holdt Skallagrim den boldleg, ved hvilken bersærkegangen kom over ham, som kostede Bråk livet (Eg. s. 79). I skråningen oven for vigen skal den i Eg. (s. 57) nævnte gård '''Granastad''' (''Granastaðir'') have stået. Endnu længere inde, omtrent ved næssets begyndelse, findes ''Kveldulvshøvde'' (Kveldúlfshöfði) <ref>Lige over for Ejnarsnæs-tange.</ref>, nu en nøgen klett; navnet stammer utvivlsomt fra, at Grim den håleyske og hans folk på dette sted har dysset Kveldulvs kiste efter at have fundet den i den herved værende vig<ref>Sagaen indskrænker sig til at sige, at de efter at have fundet kisten i en vig ikke langt fra deres landingssted Guvåos »flyttede den op på det næs, som var der, satte den ned der og stablede sten op om den« (Eg. s. 56).</ref>; af dyssen er der nu næppe noget spor, søen skal desuden have brudt meget af denne høvde. — Følger man fra Borg langs kysten i sydvestlig retning, kommer man først til den i Eg. (s. 57) nævnte gård '''Tursstad''' (''Þursstaðir''); .dennes nabogårde er: imod vest '''Ånabrekka''' (''Ánabrekka''), imod sydvest ''Raudanæs'' (Rauðanes). Raudanæs, den sydvestligste gård i Borgarhrepp, tager navn efter det mellem den ydre del af Borgefjorden og Langå dannede næs, i oldtiden kaldet '''Rauvarnæs''' (''Raufarnes''), på hvilket gården ligger, dog noget fra søen. Her havde Skallagrim i følge Eg. (s. 61) sin smedje, æmnet skaffede han sig i følge sagaen selv ved jærnsmeltning om vintren. Fra gården Raudanæs ser man i sydvest midt ude i fjorden (omtrent en halv mils vej borte) en gruppe af skær og holme, de såkaldte ''Borgarøer'', sagaens '''Midfjardarøer''' (''Miðfjarðareyjar''), hvor Skallagrim fra havets bund hentede den sten, han senere benyttede til at hamre jærn på. Stenen, der i følge sagaen lagdes foran smedjen, og som på sagaskriverens tid endnu sås dér, med mærker af jærnhamringen, og med sporene af at være vandslidt og rullet af søen, og omkring hvilken der sås talrige slagger, — vises nu et godt stykke øst for gården og endnu længere fra søen. Det er en stor, for oven flad og i det hele regelmæssig sten kaldet »Skallagrims reksteinn« <ref>Reka járn = lýja, berja járn ɔ: hamre jærn.</ref>. Den ligger ved enden af et holt mellem to mosedrag på en jævn grusflade; den har ingen skarpe kanter, hist og her svagt bølgeformige linjer og en lille fordybning på tværs (hvori man vel vil se sporet af jærnhamringen), — men det behøver vel ikke just at være vandet, der har afslebet den; i hvert fald har næppe menneskehænder bragt den til sin nuværende plads. Den synes at ligge dybt i jorden, er 4-5 alen lang, flere alen bred og mindst 1½ alen oven jorde. Omkring denne sten findes ingen slagger, men temlig langt herfra i nordøstlig retning findes i et holt en begrænset sort plet opfyldt af jærnslagger (og lignende skal findes i et noget fjærnere holt »Hammeren«). Omtrent midtvejs mellem gården og stenen, men noget sydligere, i et mosedrag ikke langt fra en lille vig, der her skærer sig ind, findes en lille vandpyt med rødagtig bund og rødlige sider, hvorfra stargræs hist og her skyder op; fra dette hul skal Skallagrim have hentet den myremalm (rauði), hvoraf han udsmeltede sit jærn<ref>Om end nøjagtigheden i det enkelte af sådanne angivelser som den oven anførte om Skallagrims jærnsmeltning må betvivles, er der dog ingen grund til at tvivle på, at jærnndsmeltning af »raude«, således som sagaerne berette, i oldtiden har været temlig almindelig på Island. Endnu findes på mange steder slaggedynger, til hvilke aldeles svarende skal kendes fra Jylland; og som med stor bestemthed skal kunne henføres til en tidligere der stedfunden udsmeltning af myremalm. At det på Island til jærnsmeltning benyttede æmne har været myremalm, synes utvivlsomt; allerede af den måde, hvorpå »rauði« omtales i Kongespejlet (s. 37), ses det, at denne malm må have været en fra den i Norge kendte ganske forskellig og snarest en, der som myremalmen er bleven funden klumpevis i mosestrækningerne enten lige under grønsværen eller dybere nede i den sumpige jordbund. Men desuden er det næppe muligt at påpege noget som helst andet æmne, hvoraf Islænderne skulde kunne have udsmeltet jærn, ti at den jærnholdige basalt skulde have tjænt dem som sådant, er vist aldeles utroligt. Navnet »rauði« er ikke upassende valgt for myremalmen på grund af den rødlige farve, som den jærnopløsning, hvoraf malmen dannes, har. At myremalmen på Island nu kun er lidet kendt, kan have sin naturlige grund dels i, at brugen af den forlængst er ophørt, dels i, at moserne måske alt i oldtiden så temlig er blevne afsøgte.	+	[[Fil:WGC.272.jpg\|thumb\|500px\|right\|<center>'''Kveldulfshøfde''' - (''W.G. Collingwood,'' 1897)</center>]]På østsiden af Borgarnæs skærer sig en lille vig '''Sandvig''' (''Sandvík'') ind i næsset næsten ved roden af dette, hvis ydre større del antages at begynde her. Vigen omgives af en flad sandig bred, og oven for strækker sig græsflader; her holdt Skallagrim den boldleg, ved hvilken bersærkegangen kom over ham, som kostede Bråk livet (Eg. s. 79). I skråningen oven for vigen skal den i Eg. (s. 57) nævnte gård '''Granastad''' (''Granastaðir'') have stået. Endnu længere inde, omtrent ved næssets begyndelse, findes ''Kveldulvshøvde'' (Kveldúlfshöfði) <ref>Lige over for Ejnarsnæs-tange.</ref>, nu en nøgen klett; navnet stammer utvivlsomt fra, at Grim den håleyske og hans folk på dette sted har dysset Kveldulvs kiste efter at have fundet den i den herved værende vig<ref>Sagaen indskrænker sig til at sige, at de efter at have fundet kisten i en vig ikke langt fra deres landingssted Guvåos »flyttede den op på det næs, som var der, satte den ned der og stablede sten op om den« (Eg. s. 56).</ref>; af dyssen er der nu næppe noget spor, søen skal desuden have brudt meget af denne høvde. — Følger man fra Borg langs kysten i sydvestlig retning, kommer man først til den i Eg. (s. 57) nævnte gård '''Tursstad''' (''Þursstaðir''); .dennes nabogårde er: imod vest '''Ånabrekka''' (''Ánabrekka''), imod sydvest ''Raudanæs'' (Rauðanes). Raudanæs, den sydvestligste gård i Borgarhrepp, tager navn efter det mellem den ydre del af Borgefjorden og Langå dannede næs, i oldtiden kaldet '''Rauvarnæs''' (''Raufarnes''), på hvilket gården ligger, dog noget fra søen. Her havde Skallagrim i følge Eg. (s. 61) sin smedje, æmnet skaffede han sig i følge sagaen selv ved jærnsmeltning om vintren. Fra gården Raudanæs ser man i sydvest midt ude i fjorden (omtrent en halv mils vej borte) en gruppe af skær og holme, de såkaldte ''Borgarøer'', sagaens '''Midfjardarøer''' (''Miðfjarðareyjar''), hvor Skallagrim fra havets bund hentede den sten, han senere benyttede til at hamre jærn på. Stenen, der i følge sagaen lagdes foran smedjen, og som på sagaskriverens tid endnu sås dér, med mærker af jærnhamringen, og med sporene af at være vandslidt og rullet af søen, og omkring hvilken der sås talrige slagger, — vises nu et godt stykke øst for gården og endnu længere fra søen. Det er en stor, for oven flad og i det hele regelmæssig sten kaldet »Skallagrims reksteinn« <ref>Reka járn = lýja, berja járn ɔ: hamre jærn.</ref>. Den ligger ved enden af et holt mellem to mosedrag på en jævn grusflade; den har ingen skarpe kanter, hist og her svagt bølgeformige linjer og en lille fordybning på tværs (hvori man vel vil se sporet af jærnhamringen), — men det behøver vel ikke just at være vandet, der har afslebet den; i hvert fald har næppe menneskehænder bragt den til sin nuværende plads. Den synes at ligge dybt i jorden, er 4-5 alen lang, flere alen bred og mindst 1½ alen oven jorde. Omkring denne sten findes ingen slagger, men temlig langt herfra i nordøstlig retning findes i et holt en begrænset sort plet opfyldt af jærnslagger (og lignende skal findes i et noget fjærnere holt »Hammeren«). Omtrent midtvejs mellem gården og stenen, men noget sydligere, i et mosedrag ikke langt fra en lille vig, der her skærer sig ind, findes en lille vandpyt med rødagtig bund og rødlige sider, hvorfra stargræs hist og her skyder op; fra dette hul skal Skallagrim have hentet den myremalm (rauði), hvoraf han udsmeltede sit jærn<ref>Om end nøjagtigheden i det enkelte af sådanne angivelser som den oven anførte om Skallagrims jærnsmeltning må betvivles, er der dog ingen grund til at tvivle på, at jærnndsmeltning af »raude«, således som sagaerne berette, i oldtiden har været temlig almindelig på Island. Endnu findes på mange steder slaggedynger, til hvilke aldeles svarende skal kendes fra Jylland; og som med stor bestemthed skal kunne henføres til en tidligere der stedfunden udsmeltning af myremalm. At det på Island til jærnsmeltning benyttede æmne har været myremalm, synes utvivlsomt; allerede af den måde, hvorpå »rauði« omtales i Kongespejlet (s. 37), ses det, at denne malm må have været en fra den i Norge kendte ganske forskellig og snarest en, der som myremalmen er bleven funden klumpevis i mosestrækningerne enten lige under grønsværen eller dybere nede i den sumpige jordbund. Men desuden er det næppe muligt at påpege noget som helst andet æmne, hvoraf Islænderne skulde kunne have udsmeltet jærn, ti at den jærnholdige basalt skulde have tjænt dem som sådant, er vist aldeles utroligt. Navnet »rauði« er ikke upassende valgt for myremalmen på grund af den rødlige farve, som den jærnopløsning, hvoraf malmen dannes, har. At myremalmen på Island nu kun er lidet kendt, kan have sin naturlige grund dels i, at brugen af den forlængst er ophørt, dels i, at moserne måske alt i oldtiden så temlig er blevne afsøgte.
	</ref>.		</ref>.