Jesper: Nibelungekvadet 25

2013-01-15T08:52:58Z

Nibelungekvadet 25

Ny side

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! !! !! !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Nibelungekvadet 25]] !! !!
|-
|}

[[Bilde:Nibelungenlied 2.jpg|thumb]]

<center><big>'''[[Nibelungekvadet]]'''</big>

oversat af '''Chr. Fledelius'''

<big>'''25. Æventyr, hvorledes Herrerne alle drog til Hunerne'''</big></center>

<blockquote>
<table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="50%">
<tr>
<td>
971.
  
  
  
</td>
<td>
Skytsherren til Rhinen      klædte mangen Mand,
 tresindstyve og tusind      talte de for sand
 og ni tusind Svende      til Etzels Gildelag.
 De, som blev tilbage,      græd siden mangen Dag.
</td>
<td>
''1447.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
972.
  
  
  
</td>
<td>
Da bar man Ridetøjet      hen over Kongens Gaard.
 Mælte en Bisp af Speier      (han talte mange Aar)
 til Ute: „Vore Venner      bereder deres Færd
 til Fest i Hunelandet:      Gud skærme alle dér!"
</td>
<td>
''1448.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
973.
  
  
  
</td>
<td>
Til sine Sønner mælte      den ædle Ute da:
 „I saare gode Helte,       I ride ej herfra.
 Sidste Nat jeg drømte      en Drøm om svarlig Nød,
 at hele Fugleflokken      i dette Land var død."
</td>
<td>
''1449.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
974.
  
  
  
</td>
<td>
„Hvo som spørger Drømme,"      mælte Hagen til Svar,
 „han ved ej klart at skønne,      hvad han at gøre har,
 ifald det skulde hændes,      hans Ære stod paa Spil.
 Lad Kongen tage Orlov,      det raader jeg ham til.
</td>
<td>
''1450.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
975.
  
  
  
</td>
<td>
Vi bør ride med Glæde      herfra til Etzels Land:
 dér skal Kongen tjenes      af gode Heltes Hand,
 naar den Fest vi skuer,      hvortil os Krimhild bød."
 Til Rejsen raadte Hagen:      engang han det fortrød.
</td>
<td>
''1451.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
976.
  
  
  
</td>
<td>
Han havde raadet fra den,      ifald Gernot blot
 ikke havde ham ægget      med selvraadig Spot:
 han minded ham om Sigfred,      Dronning Krimhilds Mand;
 han mælte: „Thi vil Hagen      nu ikke ride af Land."
</td>
<td>
''1452.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
977.
  
  
  
</td>
<td>
Mælte Hagen af Tronje:       „Mig skræmmer ingen Frygt.
 Som I befaler, Helte,      saa handle I kun trygt.
 For vist rider jeg gerne      med jer til Etzels Land."
 Engang hug han sønder      mangen Hjelm og Skjolderand.
</td>
<td>
''1453.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
978.
  
  
  
</td>
<td>
Da klang den aarle Morgen      Basun og Fløjtespil,
 at nu skulde de ruste sig,      da Reisen stunded til.
 Hvo hos sin Elskte dvælte,      han tog hende i Favn.
 Etzels Viv dem skilte      engang med større Savn.
</td>
<td>
''1456.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
979.
  
  
  
</td>
<td>
Den skønne Utes Sønner      dem tjente og en Mand,
 tro og heltemodig:      dér de vilde af Land,
 da sagde han Kong Gunther      sin Hu en lønlig Stund.
 Han mælte: „For jer Kongsfærd      jeg græmmes mangelund."
</td>
<td>
''1457.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
980.
  
  
  
</td>
<td>
Han var en tapper Kæmpe:      Rumolt hedte han.
 Han mælte: „Hvem betror I      at styre Folk og Land?
 At Ingen dog kan ændre      I ædle Kæmpers Mod!
 Hin Tidende fra Krimhild      mig tyktes aldrig god."
</td>
<td>
''1458.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
981.
  
  
  
</td>
<td>
„Du skal raade for Landet      og for min Sønnelil.
 Tjen ærligt vore Fruer,      da gør du, som jeg vil.
 Skuer Du Nogen græde,      da trøste du hans Liv.
 Os skal aldrig skade      Kong Etzels ædle Viv."
</td>
<td>
''1459.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
982.
  
  
  
</td>
<td>
Opsadlede Heste      vented Konger og Mænd.
 Med ømt Kys tog Afsked      mangen Helt, hvem end
 til da i Fryd og Glæde      tilforn randt hans Liv.
 Thi maatte siden græde      mangen en yndig Viv.
</td>
<td>
''1460.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
983.
  
  
  
</td>
<td>
Dér nu de raske Kæmper      til deres Heste gik,
 da saa man mange Fruer      med sorgfyldte Blik.
 At deres lange Skilsmisse      bragte Kvide svar,
 det aned de, thi blev man      kun liden Glæde var.
</td>
<td>
''1461.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
984.
  
  
  
</td>
<td>
De raske rhinske Helte      de gav sig da af Sted.
 Et stort Røre vaktes      i Gunthers Land derved:
 paa begge Sider Bjergene      dér græd Viv og Mand.
 Hvad deres Folk end gjorde,      de selv red glad af Land.
</td>
<td>
''1462.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
985.
  
  
  
</td>
<td>
Da styred deres Rejse      mod Meunfloden hen,
 op gennem Østerfranken,      Kong Gunther og hans Mænd.
 Did førte dem Hagen:      han vidste grant Besked.
 Marskalk var Dankvart,      en Helt til Daad bered.
</td>
<td>
''1464.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
986.
  
  
  
</td>
<td>
Da de fra Østerfranken      kom Svanemarken nær,
 da kunde man dem kende      paa deres ædle Færd,
 de Fyrster og deres Maage,      berømte viden om.
 Tolvte Dag ved Morgen      til Donau Kongen kom.
</td>
<td>
''1465.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
987.
  
  
  
</td>
<td>
Da red Helten af Tronje,      Hagen, allerførst:
 han var Nibelungerne      til Trøst og Bistand størst.
 Da sprang den tapre Ridder      i Sandet af sin Hest
 og bandt den saare hastigt      til et Træ, han fandt dér næst.
</td>
<td>
''1466.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
988.
  
  
  
</td>
<td>
Vandet var traadt over,      Skibe ikke man saa:
 Nibelungerne tænkte      med svar Kummer paa,
 hvorlunde de kom over:      Strømmen var for bred.
 Mangen tapper Ridder      sig svang til Jorden ned.
</td>
<td>
''1467.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
989.
  
  
  
</td>
<td>
„I stolte gode Helte,      bliv I ved Vandet her.
 Langs Strømmen vil jeg søge,      om Færgefolk jeg ser,
 som kan sætte os over      hist til Gelfrats Land."
 Da tog den stærke Hagen      sin gode Skjolderand.
</td>
<td>
''1471.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
990.
  
  
  
</td>
<td>
Godt var Helten rustet:      sit Skjold han for sig bar;
 fast spændte han Hjelmen,      der skinned lys og klar.
 Da bar han over Brynjen      en Sværdklinge bred,
 med sine tvende Egge      saa grufuldt den bed.
</td>
<td>
''1472.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
991.
  
  
  
</td>
<td>
Efter Færgemanden      han spejded Gang paa Gang.
 Et Vand hørte han bruse      og lytted til dets Klang.
 Det voldte tvende Havfruer      i en Kilde skøn:
 dér vilde de svale sig      og baded nu i Løn.
</td>
<td>
''1473.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
992.
  
  
  
</td>
<td>
Dem opdaged Hagen,       i Smug han nær sig sneg.
 Dog mærked de hans Komme,      og ilsomt de veg.
 Da de slap frelste fra ham,      de glædtes svart derved.
 Han tog dem deres Klædning:      ej anden Mén de led.
</td>
<td>
''1474.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
993.
  
  
  
</td>
<td>
Mælte den ene Havfrue,      Hadeborg hun hed:
 „Ædle Ridder Hagen,      vi giver jer Besked,
 ifald, kække Kæmpe,      vor Ham igen vi faar,
 hvorlunde det paa Rejsen      til Hunerne jer gaar."
</td>
<td>
''1475.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
994.
  
  
  
</td>
<td>
De svæved dér som Fugle      foran Helten paa Flod.
 Thi tyktes deres Visdom      ham saare stærk og god.
 Ihvad de vilde ham sige,      des mer han led derpaa.
 Hvad han af dem gad vide,      kunde for vist de spaa.
</td>
<td>
''1476.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
995.
  
  
  
</td>
<td>
Hun mælte: „I kan trøstigt      ride til Etzels Land.
 Det sætter jeg min Troskab      til Borgen jer paa Stand,
 aldrig til noget Rige      Helte bedre for
 eller til større Ære:      I tro for vist mit Ord."
</td>
<td>
''1477.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
996.
  
  
  
</td>
<td>
I Hjertet glædte Hagen      den Tale, han fornam.
 Han tøved ikke længer,      men gav dem deres Ham.
 Da atter de var iførte      deres Klædning sær,
 beretted de ham sanddru      om Gunthers Hunefærd.
</td>
<td>
''1478.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
997.
  
  
  
</td>
<td>
Mælte den anden Mareviv,      hed Sigelind saa skøn:
 „Jeg vil advare dig, Hagen,      du Aldrians Søn.
 For at faa sin Klædning      gav Moster dig en Snak:
 og kommer du til Hunerne,      da faar du Skam til Tak.
</td>
<td>
''1479.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
998.
  
  
  
</td>
<td>
Thi bør du vende tilbage,      det er paa høje Tid:
 saa sandt I gæve Helte      ikkun er budne did
 for til Hobe at dræbes      hist i Etzels Land.
 Enhver, som rider didhen,      han tager Døden ved Hand."
</td>
<td>
''1480.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
999.
  
  
  
</td>
<td>
Mælte atter den ene:       „Det maa nu være saa,
 at ikke Een af eder      skal frelst tilbage naa;
 kun Kongens Skriftefader,      det siger vi for sand,
 han kommer uden Skade      igen til Gunthers Land."
</td>
<td>
''1482*.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1000.
  
  
  
</td>
<td>
Mælte den tapre Hagen,       da var han gram i Hu:
 „Det lod sig ilde høre      af mine Herrer nu,
 at vi skulde til Hobe      hos Hunefolket dø.
 Nu vis os over Vandet,      allerviseste Mø."
</td>
<td>
''1483.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1001.
  
  
  
</td>
<td>
Hun mælte: „Naar du ikke      vil afstaa fra jer Færd,
 gaa langs op med Floden,      en Vaaning ser du dér;
 i den er der en Færgemand      og ellers intet Sted."
 Hvad mer han kunde spurgt om,      det tav han stille med.
</td>
<td>
''1484.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1002.
  
  
  
</td>
<td>
Mælte atter Havfruen      efter den vrede Helt:
 „I bie end, Herr Hagen,       I iler alt for snelt.
 Hør, hvad mer jeg siger:      I vogte eder vel,
 og fare I med Lempe      mod Færgemanden selv.
</td>
<td>
''1485-86.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1003.
  
  
  
</td>
<td>
Han er saa gram til Mode,      og Døden er jer vis,
 om ej med venlig Tale      I stiller ham tilfreds:
 vil I, at han skal færge,      da løn ham vel med Guld.
 Landet hist han vogter,       og han er Gelfrat huld.
</td>
<td>
''1487.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1004.
  
  
  
</td>
<td>
Tøver han med at komme,      da raab over Flod
 og sig, I hedder Amelrig.      Det var en Kæmpe god,
 som maatte nødt af Fjendskab      rømme af dette Land.
 Naar Navnet I ham nævner,      kommer hin Færgemand."
</td>
<td>
''1488.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1005.
  
  
  
</td>
<td>
Den stolte Hagen hilste      Fruerne med et Nik:
 han talte ikke mere,      men tavs derfra han gik.
 Da skred han langs med Vandet      op ad Flodens Bred,
 hvor paa den anden Side      han fandt et Færgested.
</td>
<td>
''1489.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1006.
  
  
  
</td>
<td>
Af al Kraft han raabte,      saa hele Floden klang,
 aldrig Heltens Styrke      ham svigted nogen Gang:
 „Nu hente I mig Amelrig:      jeg er Elses Mand,
 som veg for stærke Fjender      engang fra dette Land."
</td>
<td>
''1492.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1007.
  
  
  
</td>
<td>
Højt paa Sværdet fæstet      en Ring han Helten bød,
 lys og skøn den skinned      og var af Guldet rød,
 om nu han vilde ham færge      hist til Gelfrats Land.
 Da tog den stolte Færgemand      selv Aaren i sin Hand.
</td>
<td>
''1493.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1008.
  
  
  
</td>
<td>
Og var den samme Færgemand      ej blid at komme nær.
 En ond Ende voldes      af alt for gridsk Begær.
 Da ønsked han at tjene      Hagens Guldring rød:
 Kæmpens Sværdhug gav ham      en saare bitter Død.
</td>
<td>
''1494.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1009.
  
  
  
</td>
<td>
„Det kan vel ske, I nævnes      med Navnet Amelrig:
 men den, her jeg venter,      ham er I ikke lig.
 Ved Fader og ved Moder      var han min Broder kær.
 Nu I har mig bedraget,      maa I blive, hvor I er."
</td>
<td>
''1496.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1010.
  
  
  
</td>
<td>
„Nej, nej, ved Gud den mægtige,"      mælte Hagen igen.
 „Jeg er en fremmed Kæmpe      og vogter gæve Mænd.
 Nu tag i Fred og Venskab      til Løn mit røde Guld
 for at færge mig over:       jeg er jer saare huld."
</td>
<td>
''1497.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1011.
  
  
  
</td>
<td>
En stærk Aare han løfted,      stor den var og bred,
 og slog den over Hagen       (for vist blev Helten vred),
 saa han i Færgeskibet      paa sine Knæ sank om.
 Saa vred en Skipper aldrig      Hagen for Øje kom.
</td>
<td>
''1500.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1012.
  
  
  
</td>
<td>
Paa Stand greb da Hagen,      forbitret var hans Færd,
 hastigt til en Skede,      hvori han fandt et Sværd.
 Hans Hoved hug han af ham,      det svang han over Bord.
 Snart saa Burgunderne,      hvad Hagen vederfor.
</td>
<td>
''1502.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1013.
  
  
  
</td>
<td>
I samme Nu, han fældte      Skipperen med sit Slag,
 drev Skibet bort for Voverne:      det gav ham stor Umag.
 Før han atter det vendte,      da var han hartad mat.
 Gunthers gæve Ridder      tog Aaren kraftig fat.
</td>
<td>
''1503.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1014.
  
  
  
</td>
<td>
Med stærke Tag tilbage      han styred det i Hast,
 indtil den svære Aare      under hans Hænder brast.
 Han vilde ind til Bredden,      hvor Heltene han fandt.
 Han havde blot den samme:      hvor hastigt han den bandt!
</td>
<td>
''1504.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1015.
  
  
  
</td>
<td>
Ham tog de gode Helte      med Hilsen vel imod.
 Da saa de, at i Skibet      damped der endnu Blod
 af den fuldstærke Vunde,      som Skipperen han slog.
 Da spurgte de ham ivrigt,      hvo Færgemanden vog.
</td>
<td>
''1506.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1016.
  
  
  
</td>
<td>
Da nægted han og mælte:       „Dengang jeg Skibet fandt
 fastgjort til en Vildpil,       løs min Haand det bandt.
 Jeg selv har ingen Færgemand      i Dag for Øje set,
 saa lidt som her for min Skyld      er Nogen Skade sket."
</td>
<td>
''1508.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1017.
  
  
  
</td>
<td>
Den Herre af Burgunden,      Gernot, da udbrød:
 „I Dag maa svart jeg ængstes      for kære Venners Død,
 siden nu ikke længer      vi Skibsfolk kan faa;
 hvordan vi kommer over,      med Sorg jeg tænker paa."
</td>
<td>
''1509.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1018.
  
  
  
</td>
<td>
Højlydt raabte Hagen:       „I Svende, læg nu ned
 Ridetøjet i Græsset.      Jeg var, om ret jeg ved,
 engang tilforn ved Rhinen      den bedste Færgemand:
 jeg trøster mig til at bringe      jer frelst til Gelfrats Land."
</td>
<td>
''1510.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1019.
  
  
  
</td>
<td>
I Vandet dreves Hestene,      at Farten desto før
 blev fuldendt: de svømmed      til Trods for stærke Søer
 saa vel, at de kom uskadte      over hver og en.
 Af Træthed dreves somme      med Strømmen uden Mén.
</td>
<td>
''1511.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1020.
  
  
  
</td>
<td>
Deres Guld og deres Udrustning      blev paa Skibet lagt,
 siden denne Rejse      stod fast i deres Agt.
 Dér var Hagen Mester:      han satte af fra Strand
 og førte rige Helte      til det ukendte Land.
</td>
<td>
''1512.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1021.
  
  
  
</td>
<td>
Først satte han over      med tusind Riddersmænd,
 dernæst med sine egne.      Dog var der flere end:
 ni Tusind Svende      førte han did til Land.
 Hin Dag var ikke ledig      den kække Tronjers Hand.
</td>
<td>
''1513.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1022.
  
  
  
</td>
<td>
Imedens Hagen bragte      dem over i Behold,
 det sære Bud ihukom      den gode Kæmpe bold,
 som ham tilforn forkyndte      den vilde Mareviv.
 Thi havde Kongens Skriftefader      hartad ladt sit Liv.
</td>
<td>
''1514*.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1023.
  
  
  
</td>
<td>
Han skyndte sig at slynge      ham ud af deres Skib.
 Da raabte nok iblandt dem:       „Grib ham, Herre, grib!"
 Giselher den unge      han blev i Hu saa gram.
 Men Hagen lod ej være,      hvor svart det harmed ham.
</td>
<td>
''1516*.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1024.
  
  
  
</td>
<td>
Præsten svømmed ivrigt:      han stred og haabed paa,
 at Nogen vilde ham hjælpe;      det skete dog ej saa,
 saasandt den stærke Hagen      nu var saa saare gram.
 Han stødte ham til Bunden:      da dadled alle ham.
</td>
<td>
''1518*.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1025.
  
  
  
</td>
<td>
Da Præsten nu, den arme,       laa uden Bistand dér,
 vendte han om og naaed      kun over med Besvær.
 Skønt ej han kunde svømme,      ham bistod dog Guds Hand,
 saa at han uden Skade      igen kom frelst til Land.
</td>
<td>
''1519*.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1026.
  
  
  
</td>
<td>
Der stod den stakkels Præst da      og rystede sin Dragt.
 Thi maatte Hagen skønne,      det var i Alvor sagt,
 det Budskab, ham meldte      den vilde Mareviv.
 Han tænkte: „Disse Helte      skal lade deres Liv."
</td>
<td>
''1520*.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1027.
  
  
  
</td>
<td>
Da Skibet de havde losset,      de tre Kongers Mænd,
 og alt hvad var om Borde,      var bragt til Land igen,
 slog Hagen det i Stykker      og kasted det i Vand.
 Det maatte saare undre      mangen en Riddersmand.
</td>
<td>
''1521*.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1028.
  
  
  
</td>
<td>
„Hvi gør I saadan, Broder?"      spurgte ham Dankvart.
 „Hvordan kommer vi over      paa vor Tilbagefart,
 naar vi rider fra Hunerne      til Worms ved Rhinens Bred?"
 Se, da forkyndte Hagen,      at det fandt aldrig Sted.
</td>
<td>
''1522*.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1029.
  
  
  
</td>
<td>
Mælte Helten af Tronje:      „Jeg gør det velberaad:
 ifald paa denne Rejse      Nogen ræddes for Daad
 og rømmed fra os andre      i fejg Angst for Nød,
 skal han i disse Bølger      dog dø en nedrig Død."
</td>
<td>
''1523*.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1030.
  
  
  
</td>
<td>
„Nu stands," mælte Hagen,       i „Riddersmand og Svend.
 Mig tykkes ret og billigt,       at Ven følger Ven.
 Saare usælt Budskab      jeg siger jer for sand:
 vi kommer aldrig mere      igen til Gunthers Land.
</td>
<td>
''1527.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1031.
  
  
  
</td>
<td>
Jeg hørte tvende Havfruer      i Morges tidlig spaa,
 at Ingen af os alle      forundtes det at naa
 levende mer tilbage      foruden Kongens Præst.
 Om ham jeg havde druknet,      da tyktes det mig bedst."
</td>
<td>
''1528 — 29*.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
1032.
  
  
  
</td>
<td>
Da fløj nu Hagens Budskab      af Sted fra Flok til Flok.
 Thi maatte derved blegne      raske Helte nok,
 da det randt dem i Tanke,      hvorlunde denne Færd
 skulde ende med Døden:      det gik dem saare nær.
</td>
<td>
''1530.''
  
  
  
</td>
</tr>

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Chr. Fledelius]]

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 5. mar. 2016 kl. 10:30
Linje 9:		Linje 9:

	[[Bilde:Nibelungenlied 2.jpg\|thumb]]		[[Bilde:Nibelungenlied 2.jpg\|thumb]]
−

	<center><big>'''[[Nibelungekvadet]]'''</big>		<center><big>'''[[Nibelungekvadet]]'''</big>

Nibelungekvadet 25 - Revisjonshistorikk

JJ.Sandal på 5. mar. 2016 kl. 10:30

Jesper: Nibelungekvadet 25