JJ.Sandal på 5. mar. 2016 kl. 10:20

2016-03-05T10:20:39Z

Jesper: Nibelungekvadet 3

2013-01-15T08:39:03Z

Nibelungekvadet 3

Ny side

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! !! !! !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Nibelungekvadet 3]] !! !!
|-
|}

[[Bilde:Nibelungenlied 2.jpg|thumb]]

<center><big>'''[[Nibelungekvadet]]'''</big>

oversat af '''Chr. Fledelius'''

<big>'''3. Æventyr, hvorledes de kom til Worms'''</big></center>

<blockquote>
<table cellpadding="0" cellspacing="0" border="0" width="50%">
<tr>
<td>
8.
  
  
  
</td>
<td>
Sjælden græmmedes Herren    tilforn af Hjertevé.
 Da kom det ham for Øre,    i Burgund var at se
 saa yndig en Jomfru,    en Fryd for alles Hu;
 for hende vandt han siden    baade Glæde og Gru.

</td>
<td>
''45.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
9.
  
  
  
</td>
<td>

Hendes overvættes Skønhed    spurgtes hid og did,
 og hendes stolte Højsind    til selvsamme Tid
 berømmede hos Jomfruen    mangen ædel Mand:
 det kaldte mangen Kæmpe    som Gæst til Gunthers Land.
</td>
<td>
''46.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
10.
  
  
  
</td>
<td>
Hvor mange ædle Bejlere    man end i Worms saa,
 i Løn tænkte Krimhild    dog ingen Sinde paa,
 at hun skulde begære    En til Hjertensven.
 Den, hun skulde eje,    var hende fremmed end.
</td>
<td>
''47.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
11.
  
  
  
</td>
<td>
Raadte ham hans Maage    og talrige Mænd,
 dér nu hans Hjerte droges    mod trofast Elskov hen,
 at En skulde han fæste,    af høj Byrd som han.
 „Da vil jeg tage Krimhild",    saa mælte han paa Stand.
</td>
<td>
''49.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
12.
  
  
  
</td>
<td>
Det selvsamme Budskab    Sigmund for Øre kom.
 Hans Folk ham det sagde:    da han erfor derom,
 ham gik hans Barns Villie    til Hjerte saare nær,
 at han den fagre Jomfru    ønsked til Hjertenskær.
</td>
<td>
''51.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
13.
  
  
  
</td>
<td>
Det spurgte ogsaa Siglind,    den ædle Konges Viv.
 Hun kom i svarlig Vaande    for sit kære Barns Liv,
 al den Stund hun kendte    Kong Gunther og hans Mænd.
 Thi stræbte man at bringe    ham fra hans Agt igen.

</td>
<td>
''52.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
14.
  
  
  
</td>
<td>
„Min saare kære Fader",    stærk Sigfred mælte saa,
 „ædle Fruers Elskov    af Hu vilde jeg slaa,
 om ikke jeg tør følge    mit Hjertes Attraa nu.
 Hvad Nogen end mon sige,    urokket er min Hu."

</td>
<td>
''53.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
15.
  
  
  
</td>
<td>
„Og er du fast besluttet",    Kong Sigmund mælte saa,
 „da glæder mig for sanden,    hvad nu du tænker paa,
 og jeg vil dig bistaa    det bedste, jeg formaar.
 Dog findes stolte Helte    i Drotten Gunthers Gaard.
</td>
<td>
''54.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
16.
  
  
  
</td>
<td>
Og var end Kæmpen Hagen    den eneste dér,
 saa saare overmodig    er denne Helts Færd,
 at svart maatte jeg frygte,    hvad os kan blive voldt,
 ifald vi vilde bejle    til denne Jomfru stolt."

</td>
<td>
''55.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
17.
  
  
  
</td>
<td>
„Hvor kunde det os skræmme?"    stærk Sigfred mælte saa.
 „Hvad jeg med venlig Tale    ej mægter dér at naa,
 det maa jeg vel erhverve    med Mod og stærken Hand.
 Jeg tror, jeg kan ham aftvinge    baade Folk og Land."
</td>
<td>
''56.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
18.
  
  
  
</td>
<td>
Mælte da Fyrst Sigmund:    „Mig ængster dine Ord.
 Ifald nu denne Tidende    ved Rhin man erfor,
 da turde du aldrig ride    til de Burgunders Land.
 Gunther og Gernot    dem kender jeg for sand.

</td>
<td>
''57.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
19.
  
  
  
</td>
<td>
Den Jomfru evner Ingen    at vinde sig med Magt,"
 saa mælte Drotten Sigmund,    „det er mig grant nok sagt.
 Vil lige fuldt du ride-    med Heltes Skare did,
 om ellers vi har Venner,    dem kalder fluks jeg hid."

</td>
<td>
''58.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
20.
  
  
  
</td>
<td>
Mælte atter Sigfred:    „Det er ikke min Agt,
 at drage did til Rhinen,    fulgt af væbnet Magt,
 for med dens Hjælp at tvinge    (det vilde gaa mig nær)
 den saare fagre Jomfru    ved nogen Ledingsfærd.

</td>
<td>
''59.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
21.
  
  
  
</td>
<td>
Jeg trøster mig til at vinde    hin Mø med egen Hand.
 Selvtolvte vil jeg ride    til Drotten Gunthers Land,
 Dertil, Fader Sigmund,    skal I staa mig bi."
 Da fik hans Helte Graaværk    og Maar at klædes i.

</td>
<td>
''60.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
22.
  
  
  
</td>
<td>
Det stunded alt mod Rejsen    til de Burgunders Land.
 Da maatte svarligt ængstes    mangen en Viv og Mand,
 om vel de skulde komme    tilbage nogen Dag.
 Man læssed Dragt og Vaaben    paa Pakhestes Bag.

</td>
<td>
''68.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
23.
  
  
  
</td>
<td>
Kæmper følte Kummer,    og mangen Jomfru græd.
 I Hjertet forudaned    de sagtens svar Fortræd,
 at mange af deres Frænder    fandt hist deres Død,
 Med god Grund de klagede:    det voldte deres Nød.

</td>
<td>
''71.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
24.
  
  
  
</td>
<td>
Det var den syvende Morgen,    dér de kække var
 paa Strandbredden ved Worms.    Al den Dragt, de bar,
 den var af Guld det røde;    et Ridetøj der hang
 saa kostbart paa Heste,    som skred i rolig Gang.

</td>
<td>
''75.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
25.
  
  
  
</td>
<td>
Deres Skjolde de var brede,    skinnende og ny,
 og deres Hjelme lyste,    dér i Gunthers By
 Sigfred den kække    til Hove red fuldtrøst.
 Bedre Brynjer aldrig    man saa om Heltes Bryst.

</td>
<td>
''73.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
26.
  
  
  
</td>
<td>
Ned til Sporen rakte    Odden af deres Sværd:
 de udkaarne Helte    førte skarpe Spær.
 Sigfred bar en Lanse,    var to Spand vel bred,
 med sine skarpe Egge    den saare grufuldt bed.

</td>
<td>
''74.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
27.
  
  
  
</td>
<td>
De guldrøde Tømmer    førte de i Haand,
 og af den pure Silke    var Hestenes Bringebaand.
 Folkets Skare stirred    overalt paa dem hen:
 da ilte dem i Møde    en Flok af Gunthers Mænd.

</td>
<td>
''75.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
28.
  
  
  
</td>
<td>
Riddersmænd og Svende,    stolte Kæmper, gik
 de fremmede i Møde,    som ret var og Skik;
 de hilste dem Velkommen    i deres Herres Land
 og tog deres Heste    og Skjolde dem af Hand.

</td>
<td>
''76.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
29.
  
  
  
</td>
<td>
Hestene vilde de trække    derfra og give Rast.
 Den saare kække Sigfred,    hvor mælte han i Hast
 „Lad staa vore Heste:    jeg og mine Mænd
 vi har i Sinde snarligt    at ride bort igen.

</td>
<td>
''77.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
30.
  
  
  
</td>
<td>
Man skal ej dølge for mig,    ifald Nogen ved,
 hvor jeg kan finde Kongen,    men sige mig Besked
 Gunther den rige    af de Burgunders Land."
 Det kunde ham berette    en rhinsk Riddersmand.

</td>
<td>
''78.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
31.
  
  
  
</td>
<td>
„Ønsker I at finde Kongen,    da kan det ske for vist.
 Jeg har for nylig set ham    i Borgsalen hist
 sammen med hans Helte.    Dér skal I gaa hen:
 dér finder I ogsaa    hans saare gæve Mænd."

</td>
<td>
''79.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
32.
  
  
  
</td>
<td>
Imens var ogsaa Kongen    det Bud bleven sagt,
 at der var kommen Riddersmænd    i statelig Pragt:
 hvide Pansersærke    og skønne Skrud de bar:
 dog Ingen i Burgunden    vidste, hvo de var.

</td>
<td>
''80.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
33.
  
  
  
</td>
<td>
Da maatte Kongen undres,    hvorfra de vel kom did,
 de statelige Kæmper,    i Vaabenklædning hvid
 og med saa gode Skjolde,    som ny og brede var.
 Gunther var i Kvide,    for Ingen gav ham Svar.

</td>
<td>
''81.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
34.
  
  
  
</td>
<td>
Mælte da til Kongen    af Metz Herr Ortvin
 (han var saa rig og tapper    en Riddersmand ved Rhin):
 „Da vi ikke dem kender,    saa kald for eder frem
 min Morbroder Hagen:    lad ham betragte dem.

</td>
<td>
''82.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
35.
  
  
  
</td>
<td>
Han ved Besked med Rigerne    og hvert et fremmed Land.
 Kender han de Herrer,    han siger det for sand."
 Befol da Kongen hente    ham selv og hans Mænd:
 statelig blandt Kæmper    han gik til Hove hen.

</td>
<td>
''85.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
36.
  
  
  
</td>
<td>
Hvad Kongen vilde af ham,    det spurgte Hagen ad.
 „Ukendte Helte    er komne til min Stad,
 dem Ingen hos mig kender:    har ''I'' set dem før,
 det sige I mig, Hagen,    sanddru som sig bør."

</td>
<td>
''84.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
37.
  
  
  
</td>
<td>
„Det skal jeg", mælte Hagen:    han til et Vindu gik,
 Gæsterne i Gaarden    han maalte med sit Blik.
 Ham hued deres Vaaben    og deres Klædnings Glans:
 han saa, at Helteskaren    var fremmed dér til Lands.

</td>
<td>
''85.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
38.
  
  
  
</td>
<td>
Han mælte, hvorfra Kæmperne    end red til Rhinen ud,
 maatte de være Fyrster    eller Fyrsters Bud.
 „Deres Heste de er skønne,    godt er selv de klædt:
 hvorfra de saa end kommer,    er de af fornem Æt."

</td>
<td>
''86.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
39.
  
  
  
</td>
<td>
Saalunde mælte Hagen:    „Det tør jeg sige vel,
 om end jeg ingen Sinde    har set Sigfred selv,
 saa tror jeg fuldt og sikkert,    ihvad han søger her,
 at det er denne Kæmpe,    som gaar saa herligt dér.

</td>
<td>
''87.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
40.
  
  
  
</td>
<td>
Med ham spørges der Nyhed    i Rhinkongens Land.
 De kække Nibelunger    dem vog Heltens Hand,
 Schilbung og Nibelung,    de Kongesønner rige.
 Med svar Kraft han øved    Bedrifter uden Lige.

</td>
<td>
''88*.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
41.
  
  
  
</td>
<td>
Engang Helten ene    og uden Bistand red,
 foran et Bjerg han skued,    af Rygtet jeg det ved,
 ved Nibelungeskatten    mange gæve Mænd:
 de var tilforn ham ukendte,    før han kom derhen.

</td>
<td>
''89*.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
42.
  
  
  
</td>
<td>
Nibelungeskatten    havde man netop bragt
 ud af en Klippehule.    Nu hør, hvad sært er sagt,
 at Nibelungerne agted    at dele Skatten dér.
 Da saa Helten Sigfred    med Undren deres Færd.

</td>
<td>
''90*.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
43.
  
  
  
</td>
<td>
Schilbung og Nibelung    Velkommen bød ham did.
 De ædle unge Fyrster    begærte da med Flid,
 at han skulde dele Skatten,    den gæve Helt, der kom.
 Sit Tilsagn han gav dem,    da begge bad derom.

</td>
<td>
''92*.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
44.
  
  
  
</td>
<td>
Et Sværd, Nibelungs Værge,    det gav de ham til Løn.
 Kun stakket var den Glæde,    de fik af deres Bøn
 og af den Hjælp, dem yded    Sigfred, Helten god.
 Hans Hverv var ikke fuldent,    før vredt var deres Mod.

</td>
<td>
''94*.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
45.
  
  
  
</td>
<td>
De havde af deres Venner    tolv Helte dér,
 saa saare stærke Riser;    hvad gavned det dem mer?
 Dem vog snart i Vrede    Helten Sigfreds Hand
 og syv Hundred Kæmper    af Nibelungeland.

</td>
<td>
''95*.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
46.
  
  
  
</td>
<td>
Begge de rige Konger    slog han derhos ihjel.
 For Albrig kom han siden    i stor Vaande selv.
 Han var til Sinds at hævne    sit Herskab paa ham,
 til Sigfreds svare Styrke    omsider han fornam.

</td>
<td>
''97*.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
47.
  
  
  
</td>
<td>
Stand kunde ej holde    mod ham den stærke Dverg.
 De løb som vilde Løver    hen til det hule Bjerg,
 dér tvang han Dølgekappen    af Dvergen Albrigs Hand.
 Da blev Skattens Herre    Sigfred, den vilde Mand.

</td>
<td>
''98*.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
48.
  
  
  
</td>
<td>
De, som voved at kæmpe,    laa slagne hver og En.
 Da bød han føre Skatten,    dertil var han ej sén,
 did hvor Nibelungerne    for nylig tog den fra.
 Han satte stærken Albrig    til Skatvogter da.

</td>
<td>
''99*.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
49.
  
  
  
</td>
<td>
Tro vilde han tjene ham,    det svor han ham med Ed,
 og blev i alle Maader    en Tjener velbered."
 Saa mælte Hagen af Tronje.    „Det er hans Helteværk:
 ingen Sinde leved    en Helt saa saare stærk.

</td>
<td>
''100*.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
50.
  
  
  
</td>
<td>
Hvis vel vi ham hilser,    vi bærer klogt os ad,
 at ikke vi forskylder    den unge Kæmpes Had.
 Vi bør vinde hans Venskab,    saalunde er mit Raad:
 med Styrke har han øvet    fuldmangen sælsom Daad."

</td>
<td>
''102.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
51.
  
  
  
</td>
<td>
Mælte da Landets Konge:    „Velkommen være han.
 At han er kæk og ædel,    det har jeg hørt for sand.
 Thi skal i Worms ham gavne    det Ry, han sig vandt."
 Da gik den Herre Gunther,    hvor Sigfred han fandt.

</td>
<td>
''103.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
52.
  
  
  
</td>
<td>
Værten og hans Kæmper    de hilste Gæsten saa,
 at ærefuldere Velkomst    kan ingen Kæmpe faa.
 Thi bøjed sig og Sigfred    for dem med høvisk Færd
 til Tak for den Velkomst,    ham vederfores dér.

</td>
<td>
''104.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
53.
  
  
  
</td>
<td>
„Nu lyster mig at vide",    mælte Kongen paa Stand,
 „hvorfra, ædle Sigfred,    I kommer til mit Land,
 eller hvad I søger    i Worms ved Rhinen her?"
 Da svared Gæsten Kongen:    „Det skal jeg sige jer.

</td>
<td>
''105.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
54.
  
  
  
</td>
<td>
Den Tidende blev kundgjort    mig i min Faders Land
 (nu lyster mig at vide,    om ogsaa den er sand),
 at i jert Rige fandtes    de ypperligste Mænd,
 som nogen Konge ejer:    derfor red jeg herhen.

</td>
<td>
''106.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
55.
  
  
  
</td>
<td>
Jer selv hører jeg prise    for Mod og Tapperhed,
 at ingen kækkere Konge    man finder noget Sted.
 Det siger Folk om eder    over alle Lande her:
 nu vil jeg ikke hvile,    før selv jeg det ser.

</td>
<td>
''107.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
56.
  
  
  
</td>
<td>
Ogsaa jeg er en Kæmpe    og burde være Drot.
 Ifald det kunde siges,    da tyktes det mig godt,
 at jeg med Ret og Føje    Folk og Land mig vandt:
 derpaa skal min Ære    og mit Hoved være Pant.

</td>
<td>
''108.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
57.
  
  
  
</td>
<td>
Saa sandt I er saa tapper,    som mig tilforn blev sagt,
 saa faar Enhver nu glædes    eller vredes ved min Agt
 alt hvad I besidder,    vil jeg aftvinge jer,
 jert Land og jere Stæder    skal tjene mig her."

</td>
<td>
''109.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
58.
  
  
  
</td>
<td>
Paa Sværd raabte Ortvin    af Metz saare gram:
 at han var Hagens Søstersøn    af Tronje, man fornam:
 at denne tav saa længe,    var Kongen svart imod.
 Da vilde Gernot mægle,    hin Ridder bold og god.

</td>
<td>
''118.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
59.
  
  
  
</td>
<td>
Han mælte til Ortvin:    „Dæmp jer vrede Hu.
 Os har den Herre Sigfred    dog Intet gjort endnu.
 Jeg raader, at vi mindeligt    skiller denne Tvist
 og til Ven ham erhverver:    det sømmer os for vist."

</td>
<td>
''119.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
60.
  
  
  
</td>
<td>
Mælte stærken Hagen:    „Vel harmes vi derved,
 alle dine Helte,    at denne Kæmpe red
 til Rhinen for at stride.    Det burde han ej gjort.
 Ham havde mine Herrer    ej voldt en saadan Tort."

</td>
<td>
''120.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
61.
  
  
  
</td>
<td>
Dertil svared Sigfred,    den kraftige Helt:
 „Krænker det jer, Hagen,    hvad her jeg har mælt,
 da skal I faa at føle,    min Haand er saare stærk,
 og at den i Burgunden    kan øve Helteværk."

</td>
<td>
''121.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
62.
  
  
  
</td>
<td>
„Hvor sømmed os at strides?"    Gernots Gensvar lød.
 „Hvor mangen Helt end skulde    i Kampen ligge død,
 vi havde liden Ære,    og I ringe Løn."
 Dertil svared Sigfred,    Drotten Sigmunds Søn:

</td>
<td>
''123.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
63.
  
  
  
</td>
<td>
„Hvorfor tøver Hagen    og Ortvin ligesaa,
 i Stedet for med Frænder    i Hast til Kamp at gaa,
 af dem han har saa mange,    rede til Heltedaad?"
 De skulde ikkun tie,    var Helten Gernots Raad.

</td>
<td>
''124.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
64.
  
  
  
</td>
<td>
Mælte da Landets Herre:    „Alt, jeg har af Magt,
 begærer I det høvisk,    jer være underlagt;
 vort Liv og hele Eje,    det dele I med os!"
 Da mildnedes en Kende    den Herre Sigfreds Trods.

</td>
<td>
''126.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
65.
  
  
  
</td>
<td>
Man bød dem dernæst gemme    alt Rejsetøjet hen.
 Herberger søgtes    nu og til Sigfreds Mænd,
 de ypperste, der fandtes:    man gav dem Ro og Mag.
 Hin Gæst saa man gerne    i Burgund fra denne Dag.

</td>
<td>
''127.''
  
  
  
</td>
</tr>

<tr>
<td>
66.
  
  
  
</td>
<td>
I Kongsgaarden dreves    der mangt et Ridderspil.
 Dér var han stedse ypperst,    ihvad man gav sig til:
 Ingen var hans Lige:    saa stor var hans Kraft,
 om nu de kasted Stenen    eller skød med Lanseskaft.

</td>
<td>
''129.''
  
  
  
</td>
</tr>

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Chr. Fledelius]]

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 5. mar. 2016 kl. 10:20
Linje 9:		Linje 9:

	[[Bilde:Nibelungenlied 2.jpg\|thumb]]		[[Bilde:Nibelungenlied 2.jpg\|thumb]]
−

	<center><big>'''[[Nibelungekvadet]]'''</big>		<center><big>'''[[Nibelungekvadet]]'''</big>

Nibelungekvadet 3 - Revisjonshistorikk

JJ.Sandal på 5. mar. 2016 kl. 10:20

Jesper: Nibelungekvadet 3