Nordboernes religion - Revisjonshistorikk

Carsten på 17. nov. 2020 kl. 15:23

2020-11-17T15:23:20Z

Carsten på 25. okt. 2020 kl. 14:49

2020-10-25T14:49:05Z

Carsten på 24. okt. 2020 kl. 11:55

2020-10-24T11:55:58Z

Carsten på 2. feb. 2019 kl. 08:45

2019-02-02T08:45:09Z

Carsten på 1. feb. 2019 kl. 07:55

2019-02-01T07:55:35Z

Carsten på 1. feb. 2019 kl. 07:54

2019-02-01T07:54:29Z

Carsten: Nordboernes religion (Vilhelm Grønbech)

2019-02-01T07:51:36Z

Nordboernes religion (Vilhelm Grønbech)

Vis endringer

@@ Linje 165: / Linje 165: @@
 '''Religionsskiftet'''
-Vikingetidens religion, der satte sig så stolte mindesmærker i digtningen, var og forblev overklasseeje, ja i sin helhed var den begrænset til enkelte kredse. Den rakte ikke ned til bonden, som gik hjemme i bygden og dyrkede sine guder på fædrenes vis, og den forsvinder sammen med sine ridderlige bærere uden at afsætte noget spor i Nordens religiøse liv. Middelalderen knytter umiddelbart til den gamle folketro og folkeskik. Da kristendommen kom til Norden, stod opgøret ikke med Odin og ejnherjerne, men med de gamle guder og diser. Der kommer en historie fra Island, som kraftigt lyser op over de kampe som foregik i sindene, da valget stod mellem den gamle sæd og Krist. En mægtig mand, Hall, som boede på Hof på det østlige Island, havde engang til et høstgilde blandt mange andre også den vise og fremsynte Torhall til gæst. I dagene før gildet gik Torhall tavs omkring, og til sidst kom det ud hvad der trykkede ham. »Der står mig noget for ved dette gilde,« sagde han, »hvad det er, lønner det sig ikke at sige nu, og det kan ikke nytte at jeg prøver på at sige det, ti der er noget som vil frem, og vi kan hverken gøre fra eller til.« På selve gæstebudsaftenen rådede han alle mænd til at blive inden døre, hvad der end skete. Sent på kvælden bankede det på døren, en gáng og to gange, men da det slog tredie gang sprang Halls søn Tidrande op og gik ud, ti, sagde han, måske er det gæster som ikke er nået frem for vejret, og det er en skam at de skal finde huset bommet. Der var ingen at se foran døren, og Tidrande gik ud i gården for at spejde ud hvor vejen gik op til gården. Da dundrede der ridt nordfra, og ni sortklædte kvinder red op med dragne sværd; også fra syd lød hestetramp; der kom ni hvide kvinder og stævnede op mod gården. Da mændene kom ud, fandt de Tidrande liggende med banesår, og Torhall forstod nu hvad hans anelser betød: det var slægtens diser som havde taget Halls kæreste søn, før de måtte vige for de nye diser fra syd.
+Vikingetidens religion, der satte sig så stolte mindesmærker i digtningen, var og forblev overklasseeje, ja i sin helhed var den begrænset til enkelte kredse. Den rakte ikke ned til bonden, som gik hjemme i bygden og dyrkede sine guder på fædrenes vis, og den forsvinder sammen med sine ridderlige bærere uden at afsætte noget spor i Nordens religiøse liv. Middelalderen knytter umiddelbart til den gamle folketro og folkeskik. Da kristendommen kom til Norden, stod opgøret ikke med Odin og ejnherjerne, men med de gamle guder og diser. Der kommer en historie fra Island, som kraftigt lyser op over de kampe som foregik i sindene, da valget stod mellem den gamle sæd og Krist. En mægtig mand, Hall, som boede på Hof på det østlige Island, havde engang til et høstgilde blandt mange andre også den vise og fremsynte Torhall til gæst. I dagene før gildet gik Torhall tavs omkring, og til sidst kom det ud hvad der trykkede ham. »Der står mig noget for ved dette gilde,« sagde han, »hvad det er, lønner det sig ikke at sige nu, og det kan ikke nytte at jeg prøver på at sige det, ti der er noget som vil frem, og vi kan hverken gøre fra eller til.« På selve gæstebudsaftenen rådede han alle mænd til at blive inden døre, hvad der end skete. Sent på kvælden bankede det på døren, en gang og to gange, men da det slog tredie gang sprang Halls søn Tidrande op og gik ud, ti, sagde han, måske er det gæster som ikke er nået frem for vejret, og det er en skam at de skal finde huset bommet. Der var ingen at se foran døren, og Tidrande gik ud i gården for at spejde ud hvor vejen gik op til gården. Da dundrede der ridt nordfra, og ni sortklædte kvinder red op med dragne sværd; også fra syd lød hestetramp; der kom ni hvide kvinder og stævnede op mod gården. Da mændene kom ud, fandt de Tidrande liggende med banesår, og Torhall forstod nu hvad hans anelser betød: det var slægtens diser som havde taget Halls kæreste søn, før de måtte vige for de nye diser fra syd.
@@ Linje 209: / Linje 209: @@
-Af sammenfattende fremstillinger gives der ikke nogen tidssvarende på nordiske sprog; læseren må gå til tysk (for exempel E. Mogk: Germankche Mythologie i Pauls Grundriss der germanischen Philologie) eller til Chantepie de la Saussaye: The Religion of the Teutons. 1902. I Norden findes derimod en lang række værker som behandler enkelte sider af det gamle åndsliv og den gamle religion: H. Petersen: Om Nordboernes Gudsdyrkelse. 1877. H. F. Feilberg: Jul. 1904; Bjærgtagen. 1910; Sjæletro. 1914; Skabekessagn og Flodsagn. 1915; Nissens Historie. 1919. H. Schück: Studier i Nordisk Litteratur- og Religionshistoria. 1904. Axel Olrik: Danmarks Heltedigtning. 1903-10; Nordisk Åndsliv. 1907; Om Ragnarok. 1902-14; afhandlinger i tidsskriftet Danske Studier. O. Schoning: Dødsriger i nordisk Hedentro. 1903. Vilh. Grønbech: Vor Folkeæt i Oldtiden 1909-12. M. Olsen: Hedenske Kultminder (Videnskapsselsk. Skrifter. Kristiania 1914). G. Schütte: Hjemligt Hedenskab. 1919. S. Bugge: Studier over de nordiske Gude- og Heltesagns Oprindelse (1881-89) forfægtede ensidigt og overdrevent teorien om den nordiske mytologis afhængighed af kristne og middelalderlige kilder, men bogen satte tankerne og forskningen i bevægelse; den er senere blevet efterfulgt af: Helgedigtene i den ældre Edda. 1896,
+Af sammenfattende fremstillinger gives der ikke nogen tidssvarende på nordiske sprog; læseren må gå til tysk (for exempel E. Mogk: Germanische Mythologie i Pauls Grundriss der germanischen Philologie) eller til Chantepie de la Saussaye: The Religion of the Teutons. 1902. I Norden findes derimod en lang række værker som behandler enkelte sider af det gamle åndsliv og den gamle religion: H. Petersen: Om Nordboernes Gudsdyrkelse. 1877. H. F. Feilberg: Jul. 1904; Bjærgtagen. 1910; Sjæletro. 1914; Skabelsessagn og Flodsagn. 1915; Nissens Historie. 1919. H. Schück: Studier i Nordisk Litteratur- og Religionshistoria. 1904. Axel Olrik: Danmarks Heltedigtning. 1903-10; Nordisk Åndsliv. 1907; Om Ragnarok. 1902-14; afhandlinger i tidsskriftet Danske Studier. O. Schoning: Dødsriger i nordisk Hedentro. 1903. Vilh. Grønbech: Vor Folkeæt i Oldtiden 1909-12. M. Olsen: Hedenske Kultminder (Videnskapsselsk. Skrifter. Kristiania 1914). G. Schütte: Hjemligt Hedenskab. 1919. S. Bugge: Studier over de nordiske Gude- og Heltesagns Oprindelse (1881-89) forfægtede ensidigt og overdrevent teorien om den nordiske mytologis afhængighed af kristne og middelalderlige kilder, men bogen satte tankerne og forskningen i bevægelse; den er senere blevet efterfulgt af: Helgedigtene i den ældre Edda. 1896,

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 25. okt. 2020 kl. 14:49
Linje 168:		Linje 168:


−	[[Fil:Jellingsten (VG).png\|thumb\|550px\|right\|<center>Jellingestenen, rejst over Gorm af den Harald, som »gjorde Danerne kristne.«</center>]]Religionsskiftet betød en styrkeprøve mellem de gamle guder og Krist, ikke en forandring i livssyn og idealer. Nordboens oplevelse af at livet var lykke og ære, omskiftedes ikke, grundvolden for det sociale samliv vedblev at være slægtsfølelsen med dens krav om oprejsning gennem hævn for krænkelser; og hos de nye guder søgte han den styrke til at hævde sig selv i kampen og i bedriften, som han før havde fundet i blotsalen. Den dybe åndelige sammenhæng mellem de to perioder ligger tilstrækkelig antydet i den kendsgerning, at blotformelen »til år og fred« — det vil sige frugtbarhed og frændesind — bevarer sin plads ved de kristne fester som udtryk for gudsdyrkelsens mål og velsignelse. Slægten holdt sammen i livet om deres fælles ære, og de byggede sammen i døden; på den viede kirkegård lå frænderne i flok ved siden af hinanden, og deres tanker om livet hinsides har vel ikke til en begyndelse undergået store forandringer. Når høvdingen byggede en kirke på sin gård, var den en fortsættelse af det gamle hov, og fordums tanker var knyttet til bygningen og de begivenheder som fandt sted derinde. I blothallen havde frænderne fundet en tryghed som bar den enkelte, fordi han var et led i en helhed, og der er da intet grotesk eller naivt i kirkebyggerens tro på, at han vilde tage så mange med sig ind i himlen som der var plads til i hans kirke; ti i Norden kunde frelsen kun gælde slægten og gennem den hver enkelt, og i blotet havde jo helligheden omsvøbt kredsen og genfødt den i en fælles kraft. Også de religiøse former fulgte med over i kristendommen; der var i dem en magt som underlagde sig de nye tanker. Drikkelaget blev simpelt hen kristnet ved at overføres på Krist og Jomfru Maria og helgenerne, og det lagde sig uden om messen som en naturlig og nødvendig tilføjelse. Ved det norske hof samledes hirdmændene i kongshallen for at drikke Krists og Marias minne, efter at de havde hørt ~~bishoppen~~ læse messe; borgernes forsamlinger blev indledet med kirkegang og fortsattes efter hellig skik i gildehuset med udbringeisen af Guds og skytspatronernes minnebægre. Så inderlig var sammensmæltningen, at drikkelaget ikke alene var en tålt form for gudsfrygt, men ligefrem indgik i religionen som en pligt. Norskeloven sætter landsforvisning som straf for den der forsømmer at holde høst- og julegilde til ære for Krist og vor Frue og signe sit øl Krist og vor Frue til tak, mennesker til år og fred; og loven sørger for at gildet bliver fejret med tilstrækkelig kraft til at skabe år og fred. Der måtte ikke være mindre end tre familier sammen til høstgildet, og der skulde brygges så meget som af en skæppe malt til hver husbonde og hver hustru; på udgårdene, hvor man ikke kunde række frem til naboer den hellige aften, måtte bonden skaffe erstatning ved at brygge for tre. Til præstens embedspligter hørte da også at møde for at velsigne minne.	+	[[Fil:Jellingsten (VG).png\|thumb\|550px\|right\|<center>Jellingestenen, rejst over Gorm af den Harald, som »gjorde Danerne kristne.«</center>]]Religionsskiftet betød en styrkeprøve mellem de gamle guder og Krist, ikke en forandring i livssyn og idealer. Nordboens oplevelse af at livet var lykke og ære, omskiftedes ikke, grundvolden for det sociale samliv vedblev at være slægtsfølelsen med dens krav om oprejsning gennem hævn for krænkelser; og hos de nye guder søgte han den styrke til at hævde sig selv i kampen og i bedriften, som han før havde fundet i blotsalen. Den dybe åndelige sammenhæng mellem de to perioder ligger tilstrækkelig antydet i den kendsgerning, at blotformelen »til år og fred« — det vil sige frugtbarhed og frændesind — bevarer sin plads ved de kristne fester som udtryk for gudsdyrkelsens mål og velsignelse. Slægten holdt sammen i livet om deres fælles ære, og de byggede sammen i døden; på den viede kirkegård lå frænderne i flok ved siden af hinanden, og deres tanker om livet hinsides har vel ikke til en begyndelse undergået store forandringer. Når høvdingen byggede en kirke på sin gård, var den en fortsættelse af det gamle hov, og fordums tanker var knyttet til bygningen og de begivenheder som fandt sted derinde. I blothallen havde frænderne fundet en tryghed som bar den enkelte, fordi han var et led i en helhed, og der er da intet grotesk eller naivt i kirkebyggerens tro på, at han vilde tage så mange med sig ind i himlen som der var plads til i hans kirke; ti i Norden kunde frelsen kun gælde slægten og gennem den hver enkelt, og i blotet havde jo helligheden omsvøbt kredsen og genfødt den i en fælles kraft. Også de religiøse former fulgte med over i kristendommen; der var i dem en magt som underlagde sig de nye tanker. Drikkelaget blev simpelt hen kristnet ved at overføres på Krist og Jomfru Maria og helgenerne, og det lagde sig uden om messen som en naturlig og nødvendig tilføjelse. Ved det norske hof samledes hirdmændene i kongshallen for at drikke Krists og Marias minne, efter at de havde hørt biskoppen læse messe; borgernes forsamlinger blev indledet med kirkegang og fortsattes efter hellig skik i gildehuset med udbringeisen af Guds og skytspatronernes minnebægre. Så inderlig var sammensmæltningen, at drikkelaget ikke alene var en tålt form for gudsfrygt, men ligefrem indgik i religionen som en pligt. Norskeloven sætter landsforvisning som straf for den der forsømmer at holde høst- og julegilde til ære for Krist og vor Frue og signe sit øl Krist og vor Frue til tak, mennesker til år og fred; og loven sørger for at gildet bliver fejret med tilstrækkelig kraft til at skabe år og fred. Der måtte ikke være mindre end tre familier sammen til høstgildet, og der skulde brygges så meget som af en skæppe malt til hver husbonde og hver hustru; på udgårdene, hvor man ikke kunde række frem til naboer den hellige aften, måtte bonden skaffe erstatning ved at brygge for tre. Til præstens embedspligter hørte da også at møde for at velsigne minne.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 24. okt. 2020 kl. 11:55
Linje 209:		Linje 209:


−	Af sammenfattende fremstillinger gives der ikke nogen tidssvarende på nordiske sprog; læseren må gå til tysk (for exempel E. Mogk: Germankche Mythologie i Pauls Grundriss der germanischen Philologie) eller til Chantepie de la Saussaye: The Religion of the Teutons. 1902. I Norden findes derimod en lang række værker som behandler enkelte sider af det gamle åndsliv og den gamle religion: H. Petersen: Om Nordboernes Gudsdyrkelse. 1877. H. F. Feilberg: Jul. 1904; Bjærgtagen. 1910; Sjæletro. 1914; Skabekessagn og Flodsagn. 1915; Nissens Historie. 1919. H. Schück: Studier i Nordisk Litteratur- og Religionshistoria. 1904. Axel Olrik: Danmarks Heltedigtning. 1903-10; Nordisk Åndsliv. 1907; Om Ragnarok. 1902-14; afhandlinger i tidsskriftet Danske Studier. O. Schoning: Dødsriger i nordisk Hedentro. 1903. Vilh. Grønbech: Vor Folkeæt i Oldtiden 1909-12. M. Olsen: Hedenske Kultminder (Videnskapsselsk. Skrifter. Kristiania 1914). G. Schütte: Hjemligt Hedenskab. 1919. S. Bugge: Studier over de ~~nordkke~~ Gude- og Heltesagns Oprindelse (1881-89) forfægtede ensidigt og overdrevent teorien om den ~~nordkke~~ mytologis afhængighed af kristne og middelalderlige kilder, men bogen satte tankerne og forskningen i bevægelse; den er senere blevet efterfulgt af: Helgedigtene i den ældre Edda. 1896,	+	Af sammenfattende fremstillinger gives der ikke nogen tidssvarende på nordiske sprog; læseren må gå til tysk (for exempel E. Mogk: Germankche Mythologie i Pauls Grundriss der germanischen Philologie) eller til Chantepie de la Saussaye: The Religion of the Teutons. 1902. I Norden findes derimod en lang række værker som behandler enkelte sider af det gamle åndsliv og den gamle religion: H. Petersen: Om Nordboernes Gudsdyrkelse. 1877. H. F. Feilberg: Jul. 1904; Bjærgtagen. 1910; Sjæletro. 1914; Skabekessagn og Flodsagn. 1915; Nissens Historie. 1919. H. Schück: Studier i Nordisk Litteratur- og Religionshistoria. 1904. Axel Olrik: Danmarks Heltedigtning. 1903-10; Nordisk Åndsliv. 1907; Om Ragnarok. 1902-14; afhandlinger i tidsskriftet Danske Studier. O. Schoning: Dødsriger i nordisk Hedentro. 1903. Vilh. Grønbech: Vor Folkeæt i Oldtiden 1909-12. M. Olsen: Hedenske Kultminder (Videnskapsselsk. Skrifter. Kristiania 1914). G. Schütte: Hjemligt Hedenskab. 1919. S. Bugge: Studier over de nordiske Gude- og Heltesagns Oprindelse (1881-89) forfægtede ensidigt og overdrevent teorien om den nordiske mytologis afhængighed af kristne og middelalderlige kilder, men bogen satte tankerne og forskningen i bevægelse; den er senere blevet efterfulgt af: Helgedigtene i den ældre Edda. 1896,

@@ Linje 14: / Linje 14: @@
 [[Fil:Vilh. Grønbech 2.jpeg|thumb|right|200px|<center>Vilhelm Grønbech<br><small>Ill.: clm.</small></center>]]
 <FONT COLOR=#8A2908>
-<center><br><big><big>'''[[Nordisk Religion]]'''</big></big><br>Vilhelm Grønbech<br><br><br>''Illustreret Religionshistorie''<br>Udgivet ved Edv. Lehmann<br>København<br>1924</center>
+<center><br><big>'''[[Nordisk Religion]]'''</big><br>Vilhelm Grønbech<br><br><br>''Illustreret Religionshistorie''<br>Udgivet ved Edv. Lehmann<br>København<br>1924</center>
-<center>'''NORDBOERNES RELIGION'''</center>
+<big><big><center>'''NORDBOERNES RELIGION'''</center></big></big>

@@ Linje 14: / Linje 14: @@
 [[Fil:Vilh. Grønbech 2.jpeg|thumb|right|200px|<center>Vilhelm Grønbech<br><small>Ill.: clm.</small></center>]]
 <FONT COLOR=#8A2908>
-<center><br><big><big>'''[[Nordisk religion]]'''</big></big><br>Vilhelm Grønbech<br><br><br>''Illustreret Religionshistorie''<br>Udgivet ved Edv. Lehmann<br>København<br>1924</center>
+<center><br><big><big>'''[[Nordisk Religion]]'''</big></big><br>Vilhelm Grønbech<br><br><br>''Illustreret Religionshistorie''<br>Udgivet ved Edv. Lehmann<br>København<br>1924</center>