Nordisk og lappisk gudsdyrkelse - Revisjonshistorikk

Carsten på 6. apr. 2023 kl. 05:10

2023-04-06T05:10:48Z

JJ.Sandal på 25. des. 2013 kl. 15:50

2013-12-25T15:50:38Z

Jesper på 17. sep. 2013 kl. 17:57

2013-09-17T17:57:21Z

JJ.Sandal på 19. jun. 2013 kl. 21:09

2013-06-19T21:09:34Z

Jesper: Nordisk og lappisk gudsdyrkelse

2013-01-14T12:34:04Z

Nordisk og lappisk gudsdyrkelse

Vis endringer

@@ Linje 10: / Linje 10: @@
 [[Bilde:Samisk runebomme.jpg|thumb|450px|<br><center>Samisk runebomme med de karakteristiske symboler.</center>]]
-<center><big>'''[[Danske studier|Danske Studier]]'''</big><br>'''1905'''
+<center>'''[[Samisk religion og mytologi|Temaside: Samisk religion og mytologi]]'''<br><br><big>'''[[Danske studier|Danske Studier]]'''</big><br>'''1905'''
 s. 37-57
 <br>København 1905

@@ Linje 94: / Linje 94: @@
 Dette stemmer med, hvad vi andetstedsfra véd om Lappernes kultur. På sprogets område går lånene tilbage til en tidlig forhistorisk tid. Hvor gamle de ældste er, lader sig ikke afgøre, fordi de indeholder lydformer, der falder forud for alt kendt nordisk sprog: lappisk *m&#0257;nno, måne, af førurnord. *m&#0257;nn&#0333;, urnord. *m&#0257;nna, oldn. máni; lappisk gussa, ko, af førurn. *k&#0363;z, urn. *k&#0363;R, oldn. kýr. Når sprogforskerne bruger det forsigtige udtryk “ældre end de ældste runeindskrifter” eller desl., giver dette jo kun ydergrænsen i den ene retning; det synes ikke udelukt, at disse lån går tilbage til den tidligste jærnalder eller endog broncealder<sup>(24)</sup>. En enkelt ting kan her have vor interesse. Netop disse ældste lånord svarer til de offerformer, som Lapperne synes at have lånt fra nordisk: månen dyrkedes ved offer af månebilledet, ligesom solen ved solbilledet (Trundholm-typen); koen kendtes af Lapperne langt mere som købt offerdyr end som virkeligt husdyr, og hører med til den pragtfulde gudsdyrkelse med blomstersmykke og guddomsklædt offerpræst, der havde sin rod i sydligere kultur. Sprogforskning og religionshistorie rækker her hinanden hånden<sup>(25)</sup>.
-<blockquote>I min undersøgelse har jeg ikke inddraget arkæologiske vidnesbyrd, fordi Norges “arktiske stenalder” endnu indeholder så lidet klarede spørsmål. Norske forskere ser i den nærmest en tillæmpning af europæisk kultur (jf. ÅrbfnO. 1903, 305 note), hvad der vil stå i samklang med den her fremstillede udvikling. Men det er mig ikke klart, om dette standpunkt er almindelig tiltrådt af danske og svenske videnskabsmænd. Nylig har Andr. M. Hansen i et åndfuldt og sikkert på flere punkter betydningsfuldt skrift “Landnåm i Norge” (Kristiania 1904) fremsat teorien om en kortskalle-stamme, nedstammende fra den ældre stenalders skaldynge-befolkning, og hvis kultur senere er arvet af Sølapperne. Hvis dette er rigtigt, har kortskalle-folket sikkert været mellemled ved den gotiske kulturs og de ældste gotiske lånords overførelse til lappisk. Men indtil de sproglige spor af dette urfolk er efterviste, må hypotesen vistnok behandles med varsomhed. </blockquote>
+<blockquote>
 Det er ikke min mening, at ''alle'' religiøse forestillinger hos Lapperne er af nordisk oprindelse,” — en nærliggende fejltagelse som selv en så samvittighedsfuld forgænger som Fritzner ikke helt har undgået. Ved sammenligning med andre folk af finsk æt kan vi udpege visse områder, hvor den hjemlige overlevering har været stærkest. Først og fremmest er der hovedkendemærket for den finske religion, at menneskets forbindelse med den guddommelige verden kun sker gennem en troldmand, ''shaman'', der bringer sig i somnambul tilstand og derved lader sin sjæl gæste fjærne og guddommelige egne. Også trommen som det instrument, hvis toner sætter ham i dvaletilstanden, er vidt udbredt. Endogså tegningerne på trommen viser en mærkelig overenstemmelse. Også hos sibiriske folkestammer finder man sådanne trommer, hvis billeder er en kortfattet gengivelse af hele universet og af offerforholdene i særdeleshed; en meget karakteristisk enkelthed er den “solstråle”, der som en lang bjælke går fra solen ned mod jorden og ender som en slags fork, — også den er fælles for Lappernes og de sibiriske stammers trommer (J. Krohn, s. 89 og 114). Også i offerskikke er der visse stående træk hos alle finske folk, således den hvide kjortel som den ofrende er iført (f. eks. Krohn s. 103), og offerdyrets farve — sort, rød eller lys —, der til dels skifter efter de forskellige guddomme. Som fælles for de finske folk møder ligeledes dyrkelsen af det enkelte træ, eller den enkelte stolpe, som bolig for guden. Dyrkelsen af stene, der af naturen eller ved at sammenføjes minder om dyre- eller menneskeskikkelser er i alt fald fælles for de egenlige Finner og Lapperne (Krohn s. 61 f.); men ligger for resten påfaldende nær ved den norske dyrkelse af fetishstene, således som den kendes fra sagaerne og fra nyere overtro.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 17. sep. 2013 kl. 17:57
Linje 161:		Linje 161:
	[[Kategori:Artikler]]		[[Kategori:Artikler]]
	[[Kategori:Axel Olrik]]		[[Kategori:Axel Olrik]]
		+	[[Kategori:Samisk mytologi]]

@@ Linje 101: / Linje 101: @@
 '''Noter:'''
-<br>1) Kilderne til vor kendskab til lappisk gudetro er svenske beretninger fra 17de årh. (de vigtigste udgivne i Sv. landsmålen XVII) og de endnu bedre norske missionsberetninger fra beg. af 18de årh., især Nærøhåndskriftet (ypperlig udgivet af J. K. Qvigstad i Throndhjemske vidensk. selsk. skrifter, 1903; andre er benyttede i Jessens mytologi fra 1767). Endvidere troldmands-trommernes billedlige fremstillinger (gengivne især i Nærø-hs., i Friis, Lappisk mytologi, og i G. v. Duben, Om Lappland). — Til sammenligning har jeg benyttet Julius Krohns skrift om den finske folkeæts gudsdyrkelse (1894, Finsk lit. selskabs skrifter nr. 83) og en del spredte bidrag i de forskellige finsk-ugriske tids- eller samlingsskrifter fra de sidste år. Jeg bringer professor Vilh. Thomsen og mag. Eva Moltesen min bedste tak for hvad de har gjort til at lette mig indblikket i denne i flere henseender ikke let tilgængelige literatur.
+) Kilderne til vor kendskab til lappisk gudetro er svenske beretninger fra 17de årh. (de vigtigste udgivne i Sv. landsmålen XVII) og de endnu bedre norske missionsberetninger fra beg. af 18de årh., især Nærøhåndskriftet (ypperlig udgivet af J. K. Qvigstad i Throndhjemske vidensk. selsk. skrifter, 1903; andre er benyttede i Jessens mytologi fra 1767). Endvidere troldmands-trommernes billedlige fremstillinger (gengivne især i Nærø-hs., i Friis, Lappisk mytologi, og i G. v. Duben, Om Lappland). — Til sammenligning har jeg benyttet Julius Krohns skrift om den finske folkeæts gudsdyrkelse (1894, Finsk lit. selskabs skrifter nr. 83) og en del spredte bidrag i de forskellige finsk-ugriske tids- eller samlingsskrifter fra de sidste år. Jeg bringer professor Vilh. Thomsen og mag. Eva Moltesen min bedste tak for hvad de har gjort til at lette mig indblikket i denne i flere henseender ikke let tilgængelige literatur.
-<br>2) Jessen s. 47: “en spinderok for derunder at betegne solens vending og stråler.” Denne sidste forklaring synes dog urigtig; ifølge Nærø-hskr. kunde der rejses spinderok for kvindelige guddomme. Jf. Nærø s. 39—40, hvor det hedder at disse ting henlægges på alteret, eller i mangel deraf nedgraves i jorden under hytten.
+) Jessen s. 47: “en spinderok for derunder at betegne solens vending og stråler.” Denne sidste forklaring synes dog urigtig; ifølge Nærø-hskr. kunde der rejses spinderok for kvindelige guddomme. Jf. Nærø s. 39—40, hvor det hedder at disse ting henlægges på alteret, eller i mangel deraf nedgraves i jorden under hytten.
-<br>3) Nærø-håndskriftet, s. 42. — Skønt varslet for det kommende år efter sin natur er yngre end selve offerskikken, skal jeg dog nævne en skik, der delvis er sidestykke hertil: I Bayern kaster man ''ringe'' af vidjer i vand og tager varsel af deres flyden oppe eller synken (Jahn, Opfergebräuche, s. 142; lævning af gammelt soloffer?).
+) Nærø-håndskriftet, s. 42. — Skønt varslet for det kommende år efter sin natur er yngre end selve offerskikken, skal jeg dog nævne en skik, der delvis er sidestykke hertil: I Bayern kaster man ''ringe'' af vidjer i vand og tager varsel af deres flyden oppe eller synken (Jahn, Opfergebräuche, s. 142; lævning af gammelt soloffer?).
-<br>4) Düben, Lappland, s. 221.
+) Düben, Lappland, s. 221.
-<br>5) Sv. landsmål XVII 2, s. 81; Krohn, s. 27; jf. Friis s. 183 (hvor det samme offer skildres som en birkebarksrulle med to spader; formodenlig et lævn af båd og årer). — Ordet ''luotte'' (offer, trolddom, sang osv.) anses alm. for at være lånt fra oldn. ''blót'' (Finn. ugr. forsch. I 186. II 139 f.); men dette er uden interesse for vor undersøgelse, da ''luotte murit'' (rettere ''-morra'') også forekommer i lappisk mangfoldige andre gange uden at have bådform, og selve brugen af “offertræer” er ældgammel skik hos den finske folkeæt. ''Hiiden vene'' (Hisi's båd) er derimod finsk, og synes at være en ny betegnelse.
+) Sv. landsmål XVII 2, s. 81; Krohn, s. 27; jf. Friis s. 183 (hvor det samme offer skildres som en birkebarksrulle med to spader; formodenlig et lævn af båd og årer). — Ordet ''luotte'' (offer, trolddom, sang osv.) anses alm. for at være lånt fra oldn. ''blót'' (Finn. ugr. forsch. I 186. II 139 f.); men dette er uden interesse for vor undersøgelse, da ''luotte murit'' (rettere ''-morra'') også forekommer i lappisk mangfoldige andre gange uden at have bådform, og selve brugen af “offertræer” er ældgammel skik hos den finske folkeæt. ''Hiiden vene'' (Hisi's båd) er derimod finsk, og synes at være en ny betegnelse.
-<br>6) Jeg har i min Danm. heltedigtning I 249 ff. givet en undersøgelse af dette stof, og har vist, hvorledes vi må adskille to motiver (1) den dødes bortsendelse i skib over havet, som kun findes i en lille kres af Skjoldungsagn, (2) ligets brænding eller højlægning i skib; den har aldrig i nogen pålidelig eller gammelartet beretning noget med havet at gøre, skibet stilles frem på tørt land. Højlægningen findes tidligst o. 600 (svenske arkæologers datering), ligbrændingen kan være langt ældre og er snarest den oprindelige form. Det er muligt at den er opkommen af praktiske grunde — opbrænding af de i slaget faldne —; men overfor højtidelige gravskikke vil ideelle grunde dog være mere rimelige. — At opfatte skibet som almindeligt gravgods, bestemt til brug i den hinsidige verden, går sikkert ikke an. Man kender ikke i Norden (måske overhovedet ikke i verden) noget hinsidigt rige, hvor de afdøde sejler frem og tilbage. Heller ikke vil en saadan tolkning passe ind i de kulturhistoriske rammer. Hvis skikken går tilbage til en ældre tid end den spirende vikingetid, må det være som knyttet til ligbrænding. Men hele den store opbrændings-bevægelse gennem broncealder og ind i jærnalder udmærker sig netop ved grundig at udrydde ofringen af gravgods til den afdøde.
+) Jeg har i min Danm. heltedigtning I 249 ff. givet en undersøgelse af dette stof, og har vist, hvorledes vi må adskille to motiver (1) den dødes bortsendelse i skib over havet, som kun findes i en lille kres af Skjoldungsagn, (2) ligets brænding eller højlægning i skib; den har aldrig i nogen pålidelig eller gammelartet beretning noget med havet at gøre, skibet stilles frem på tørt land. Højlægningen findes tidligst o. 600 (svenske arkæologers datering), ligbrændingen kan være langt ældre og er snarest den oprindelige form. Det er muligt at den er opkommen af praktiske grunde — opbrænding af de i slaget faldne —; men overfor højtidelige gravskikke vil ideelle grunde dog være mere rimelige. — At opfatte skibet som almindeligt gravgods, bestemt til brug i den hinsidige verden, går sikkert ikke an. Man kender ikke i Norden (måske overhovedet ikke i verden) noget hinsidigt rige, hvor de afdøde sejler frem og tilbage. Heller ikke vil en saadan tolkning passe ind i de kulturhistoriske rammer. Hvis skikken går tilbage til en ældre tid end den spirende vikingetid, må det være som knyttet til ligbrænding. Men hele den store opbrændings-bevægelse gennem broncealder og ind i jærnalder udmærker sig netop ved grundig at udrydde ofringen af gravgods til den afdøde.
-<br>7) (Norsk) Historisk tidsskrift, 1. række IV 135 ff.
+) (Norsk) Historisk tidsskrift, 1. række IV 135 ff.
-<br>8) Qvigstad, Nærøhåndskr., s. 6.
+) Qvigstad, Nærøhåndskr., s. 6.
-<br>9) Nærø-hskr. s. 10. 57.
+) Nærø-hskr. s. 10. 57.
-<br>10) Nærø s. 7. 63-64; Friis, s.31 fig.1, s.39 fig.9, s.44, s.46 fig.2; Sv. I.XVII 1, s.36.
+) Nærø s. 7. 63-64; Friis, s.31 fig.1, s.39 fig.9, s.44, s.46 fig.2; Sv. I.XVII 1, s.36.
-<br>11) Jf. DSt. 1904, 67.
+) Jf. DSt. 1904, 67.
-<br>12) Man kan muligvis sammenligne et sådant forhold som, at Lapperne rejser lige så mange billeder af en gud, som de slagter ham offerdyr.
+) Man kan muligvis sammenligne et sådant forhold som, at Lapperne rejser lige så mange billeder af en gud, som de slagter ham offerdyr.
-<br>13) Også på guldhornene findes der — efter Worsaaes tydning, der på dette punkt ikke synes urimelig — en Thor med to våben, hammer og kølle.
+) Også på guldhornene findes der — efter Worsaaes tydning, der på dette punkt ikke synes urimelig — en Thor med to våben, hammer og kølle.
-<br>14) Jessen s. 47; det synes dog ikke helt tydeligt, om man ikke også har haft det sædvanlige rå træbillede.
+) Jessen s. 47; det synes dog ikke helt tydeligt, om man ikke også har haft det sædvanlige rå træbillede.
-<br>15) Nærø, s. 11 note; Friis, s. 46. 69.
+) Nærø, s. 11 note; Friis, s. 46. 69.
-<br>16) Nærø s. 7 ff.; Jessen s. 79.
+) Nærø s. 7 ff.; Jessen s. 79.
-<br>17) Ligeledes findes der på guldhornene (øverste ring af det lange guldhorn) en nøgen mand med åre i hånden, — formodenlig en klassisk havgud, omplantet i nordisk myteverden.
+) Ligeledes findes der på guldhornene (øverste ring af det lange guldhorn) en nøgen mand med åre i hånden, — formodenlig en klassisk havgud, omplantet i nordisk myteverden.
-<br>18) Også. J. Krohn s. 170 gør opmærksom på, at den skik at nedgrave dyret helt er fremmed for den finske folkeæt, og sikkert lånt fra nordisk; men da nordiske paralleler ligger endnu langt nærmere end han ved af. En anden form af offer er, at købe en sort ko i bygden og efterlade den som offer, bunden foran en fjældhule (jf. det nordvestlige Tysklands offer til den vilde jæger, Dania VIII 156). Dette sidste møder dog også i en finsk beretning fra 1393: på øen Konevitsa i Ladogasøen, hvor hestene om sommeren gik og græssede, blev der hver høst efterladt en foran “Hestestenen” som offer til de usynlige ånder, der boede under stenen, og som ventedes at ville værne mennesker og dyr den næste sommer (s. 18(5).
+) Også. J. Krohn s. 170 gør opmærksom på, at den skik at nedgrave dyret helt er fremmed for den finske folkeæt, og sikkert lånt fra nordisk; men da nordiske paralleler ligger endnu langt nærmere end han ved af. En anden form af offer er, at købe en sort ko i bygden og efterlade den som offer, bunden foran en fjældhule (jf. det nordvestlige Tysklands offer til den vilde jæger, Dania VIII 156). Dette sidste møder dog også i en finsk beretning fra 1393: på øen Konevitsa i Ladogasøen, hvor hestene om sommeren gik og græssede, blev der hver høst efterladt en foran “Hestestenen” som offer til de usynlige ånder, der boede under stenen, og som ventedes at ville værne mennesker og dyr den næste sommer (s. 18(5).
-<br>19) Nærø-hskr. s. 39, som tilføjer, at Finnerne “udi alle Offringer til alle Guderne uden Forskiel bruger lige eens Offer-Habil”; jf. sstds. s. 55.
+) Nærø-hskr. s. 39, som tilføjer, at Finnerne “udi alle Offringer til alle Guderne uden Forskiel bruger lige eens Offer-Habil”; jf. sstds. s. 55.
-<br>20) Jessen s. 50, jf. s. 52 hvor noaiden opgiver at prydelserne betegner den frivillighed og beredvillighed, hvormed de frembar offeret.
+) Jessen s. 50, jf. s. 52 hvor noaiden opgiver at prydelserne betegner den frivillighed og beredvillighed, hvormed de frembar offeret.
-<br>21) Jul. Krohn, s. 103 (alenlang hue ved okse-offer). Disse østligere stammer har måske dog sådant ved påvirkning af fremmed kultur.
+) Jul. Krohn, s. 103 (alenlang hue ved okse-offer). Disse østligere stammer har måske dog sådant ved påvirkning af fremmed kultur.
-<br>22) Stengel, Die griech. kultusaltertümer (München 1890) s. 13 f; Wissowa, Religion und kultus der Römer (1902) s. 351; Tertullian citeret hos E. Lehmann, Hedensk monoteisme, s. 71
+) Stengel, Die griech. kultusaltertümer (München 1890) s. 13 f; Wissowa, Religion und kultus der Römer (1902) s. 351; Tertullian citeret hos E. Lehmann, Hedensk monoteisme, s. 71
-<br>23) Jahn, Die deutschen opforgebräuche bei ackerbau und viehzucht (German, abhandlungen, III; 1884) s. 14. 100. 130. 138; Mannhardt, Baumkultus, 390 f.
+) Jahn, Die deutschen opforgebräuche bei ackerbau und viehzucht (German, abhandlungen, III; 1884) s. 14. 100. 130. 138; Mannhardt, Baumkultus, 390 f.
 [[Kategori:Alfabetisk indeks]]