Nordmænd i vikingetiden - Revisjonshistorikk

Knut på 3. apr. 2020 kl. 07:21

2020-04-03T07:21:52Z

Jesper på 2. apr. 2020 kl. 14:48

2020-04-02T14:48:31Z

Carsten på 2. apr. 2020 kl. 08:52

2020-04-02T08:52:48Z

Knut på 2. apr. 2020 kl. 06:26

2020-04-02T06:26:01Z

Knut: /* Vikingeliv paa Orknøerne */

2020-04-02T06:00:36Z

Vikingeliv paa Orknøerne

Knut: /* Vikingerne i Irland og slaget ved Clontarf */

2020-04-02T05:59:48Z

Vikingerne i Irland og slaget ved Clontarf

Knut: /* Vikingerne i England. Kong Æthelstan og slaget ved Brunanburg */

2020-04-02T05:57:59Z

Vikingerne i England. Kong Æthelstan og slaget ved Brunanburg

Knut på 2. apr. 2020 kl. 05:56

2020-04-02T05:56:55Z

Vis endringer

Knut på 15. mar. 2020 kl. 10:51

2020-03-15T10:51:40Z

Knut: Ny side: {| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse" |- style="background-color:#e9e9e9" !align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg sp…

2020-03-15T10:44:50Z

Ny side: {| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse" |- style="background-color:#e9e9e9" !align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg sp…

Ny side

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! !! !! [[Fil:Norsk.gif|32px|link=Gustav Storms Studier
over Vinlandsreiserne]]
|-
|}

[[Fil:Alexanderbugge.jpg|thumb|220px|<center>Alexander Bugge (1870-1929)</center>]]

<center>
<big>'''Nordmænd i vikingetiden'''
 Fortællinger for ungdommen fra
 islandske, irske og engelske
 sagaer og krøniker

 av Alexander Bugge</big>

Gyldendalske Bokhandel
 Kra. 1924
</center>

TEKST UNDER ARBEID

==Fodnoter==
<references/>

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på norsk]]
[[Kategori:Artikler]]
[[Kategori:Alexander Bugge]]

@@ Linje 30: / Linje 30: @@
 ==Indledning==
-[[Fil:Viking 085.jpg|thumb|200px| Maleri basert på en billedsten fra Stora Hammars på Gotland, fra vikingtiden. Bruker: Becherel. Eget arbeid, 2010. Commons.]]Vikingetiden kalder vi tiden fra slutten av 700-tallet til omkr. aarene 1015—1030. I denne tiden er det de nordiske folk først træder frem i historiens lys og begynder at si et ord med i laget mellem folkene i Europa. Det er i denne tiden Norge under Harald Haarfagre blir samlet til ett rike. Tiden har navn efter de hærfærder eller vikingfærder som nordmænd, svensker og dansker gjorde til fremmede land. Nordmænd og daner fór mest i "vesterveg", til de britiske øer og Frankrike. Svenskerne for mest i "austerveg" til landene paa den andre siden av Østersjøen og længere indover i Østeuropa. I førstningen gjorde de ikke stort andet end at herje og plyndre og føre mænd og kvinder bort i trældom. Men snart begyndte de at sitte vinteren over i de fremmede land, og saa varet det ikke længe før de slog sig ned dér for godt og grundet riker og nybygder.
+[[Fil:Bugge Nordmænd i vikingetiden cover.jpg|thumb|Omslag til "Nordmænd i vikingetiden" av Alexander Bugge, 1924. Commons.]]Vikingetiden kalder vi tiden fra slutten av 700-tallet til omkr. aarene 1015—1030. I denne tiden er det de nordiske folk først træder frem i historiens lys og begynder at si et ord med i laget mellem folkene i Europa. Det er i denne tiden Norge under Harald Haarfagre blir samlet til ett rike. Tiden har navn efter de hærfærder eller vikingfærder som nordmænd, svensker og dansker gjorde til fremmede land. Nordmænd og daner fór mest i "vesterveg", til de britiske øer og Frankrike. Svenskerne for mest i "austerveg" til landene paa den andre siden av Østersjøen og længere indover i Østeuropa. I førstningen gjorde de ikke stort andet end at herje og plyndre og føre mænd og kvinder bort i trældom. Men snart begyndte de at sitte vinteren over i de fremmede land, og saa varet det ikke længe før de slog sig ned dér for godt og grundet riker og nybygder.
 Alt længe før vikingetiden hadde nordmændene sat sig fast paa Hjaltland (Shetlandsøerne) og Orknøerne. Derfra kom de — likeledes før vikingetiden (trolig i førstningen av 700-tallet) — sydover til Hebriderne, eller Suderøerne, som de kaldte disse øerne fordi de ligger syd for Orknøerne. Da saa vikingefærderne i slutten av aarhundredet tok til for alvor, vendte nordmændene sig først mot Irland. Alt før midten av 800-tallet hadde de sat sig fast dér for godt og grundet byer og riker. Det vigtigste norrøne riket i Irland var det i Dublin. Det hadde flaatestationer længere nord ved østkysten av øen og under det hørte nybygderne i Wicklow og Arklow. — Begge disse navnene er norrøne. Wicklow het paa gammelnorsk ''Vikingaló'' og Arklow ''Arnkelsló''. Siste led ''ló'' har vi ogsaa i Oslo. Det betyr en engslette som ligger nede ved vand. Wicklow betyr enten "vikingernes ló" eller "Vikingsló". — Viking blev ogsaa brukt som mandsnavn. — Arklow er sammensat med mandsnavnet Arnkel. — Længst øst ved sydkysten av Irland var det et litet vikingerike i Waterfjord. Dette navnet er ogsaa nordisk; det heter paa gl. norsk ''Veðrafj&#491;rðr'' ("veirfjorden"). Længere vest var det en anden nybygd med Cork til midtpunkt, og ved vestkysten et rike i Limerick. Men rundt hele øen er det den dag idag mange norrøne navn paa øer og fjorder som minder om at vore forfædre engang bodde i Irland og seilet i kjøpfærd til fremmede land.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 2. apr. 2020 kl. 14:48
Linje 16:		Linje 16:
	<br>sagaer og krøniker		<br>sagaer og krøniker

−	<br>av Alexander Bugge</big>	+	<br>av [[Alexander Bugge biografi\|Alexander Bugge]]</big>

@@ Linje 526: / Linje 526: @@
 Da Torfinn jarl spurgte kong Magnus's død, sendte han mænd til kong Harald med venskapsbud og sagde at han vilde bli hans ven. Da ordsendingen kom til kongen, tok han venlig mot den og lovet jarlen sit venskap. Da Torfinn fik dette budskap, fór han selv til Norge; kong Harald tok godt imot ham og de skiltes med venskap. Siden fór Torfinn videre til Danmark og derfra helt syd til Romaborg. Dér fandt han paven og fik avlad for sine synder. Siden vendte han hjemover og kom i god behold tilbake til sit rike. Efter dette holdt han op med hærfærder og lagde sin hug paa at styre folk og land og sætte lov. Torfinn jarl holdt sit rike helt til sin dødedag. Det er sagt for sandt at han har været den mægtigste av alle Orknøy jarlene. Han vandt ni jarledømmer i Skotland, alle Suderøerne og et stort rike i Irland. Han er gravlagt ved Kristkirken i Byrgisherad<ref>Nu Birsay paa Orknøerne. Torfinn jarl døde i aar 1061.</ref>, den han selv hadde lat gjøre.
-==Fodnoter==
+==Fotnoter==
 <references/>

@@ Linje 364: / Linje 364: @@
 ==Vikingeliv paa Orknøerne==
-[[Fil:Peter nicolai arbo, olaf tryggvasson king.jpg|thumb|Olav Tryggvason blir kåret til Norges konge. Maleri av Peter Nicolai Arbo, 1860.]]Paa Orknøerne satte vikinger sig tidlig fast og dér holdt vikingeliv og vikingesæd sig længer end de fleste andre steder.
+[[Fil:Peter nicolai arbo, olaf tryggvasson king.jpg|thumb|350px|Olav Tryggvason blir kåret til Norges konge. Maleri av Peter Nicolai Arbo, 1860.]]Paa Orknøerne satte vikinger sig tidlig fast og dér holdt vikingeliv og vikingesæd sig længer end de fleste andre steder.
 Mellem dem som mest hadde hjulpet Harald Haarfagre til at vinde Norge, var Ragnvald Møre jarl. Da kong Harald hadde vundet Nordmøre, Sunnmøre og Romsdal, satte han Ragnvald til jarl over disse fylker. Ragnvald blev kaldt den mægtige og den raadsnilde, og folk sagde at begge til navn var sande. Efter slaget ved Hafrsfjord rømte kong Haralds uvenner fra landet. Mange fór til Hjaltland eller til Orknøerne og Suderøerne. Dér var de om vinteren. Men om somrene seilet de til Norge og herjet dér, mest paa Vestlandet, og gjorde stor skade dér. Da kong Harald spurgte dette, hadde han leding ute hver sommer og ransaket øer og utskjær. Men naar vikingerne fik øie paa kong Haralds hær, flygtet de tilhavs. Tilslut blev kongen lei av dette, og saa var det en sommer at kong Harald seilet med sin hær vester over havet. Han kom først til Hjaltland og dræpte dér alle vikinger som ikke flygtet unda. Siden seilet han syd til Orknøerne og renset overalt dér for vikinger. Derefter fór han helt til Suderøerne og herjet dér. Han dræpte dér mange vikinger som før hadde raadet for hærer, hadde mange strider og fik oftest seir. Saa herjet han paa Skotland og hadde strid dér. Men da han kom vest til Man, hadde de dér spurgt for en hærfærd han hadde gjort dér i landet; alt folket flygtet da til Skotland og landet laa øde for folk; alt gods som de kunde faa med, var ogsaa flyttet bort. Kong Harald lagde paa denne færd under sig Hjaltland, Orknøerne og Suderøerne.
@@ Linje 525: / Linje 525: @@
 Da Torfinn jarl spurgte kong Magnus's død, sendte han mænd til kong Harald med venskapsbud og sagde at han vilde bli hans ven. Da ordsendingen kom til kongen, tok han venlig mot den og lovet jarlen sit venskap. Da Torfinn fik dette budskap, fór han selv til Norge; kong Harald tok godt imot ham og de skiltes med venskap. Siden fór Torfinn videre til Danmark og derfra helt syd til Romaborg. Dér fandt han paven og fik avlad for sine synder. Siden vendte han hjemover og kom i god behold tilbake til sit rike. Efter dette holdt han op med hærfærder og lagde sin hug paa at styre folk og land og sætte lov. Torfinn jarl holdt sit rike helt til sin dødedag. Det er sagt for sandt at han har været den mægtigste av alle Orknøy jarlene. Han vandt ni jarledømmer i Skotland, alle Suderøerne og et stort rike i Irland. Han er gravlagt ved Kristkirken i Byrgisherad<ref>Nu Birsay paa Orknøerne. Torfinn jarl døde i aar 1061.</ref>, den han selv hadde lat gjøre.
 ==Fodnoter==

@@ Linje 186: / Linje 186: @@
 ==Vikingerne i Irland og slaget ved Clontarf==
-[[Fil:'Battle of Clontarf', oil on canvas painting by Hugh Frazer, 1826.jpg|thumb|Slaget ved Clontarf. Maleri på oljelerret av Hugh Frazer, 1826.]] Irerne kaldte gjerne nordmændene (og danskerne) for "de fremmede", for at minde om at de egentlig ikke hørte hjemme i Irland. Deres aak hvilet længe tungt over irerne.
+[[Fil:'Battle of Clontarf', oil on canvas painting by Hugh Frazer, 1826.jpg|thumb|350px|Slaget ved Clontarf. Maleri på oljelerret av Hugh Frazer, 1826.]] Irerne kaldte gjerne nordmændene (og danskerne) for "de fremmede", for at minde om at de egentlig ikke hørte hjemme i Irland. Deres aak hvilet længe tungt over irerne.
 "Saa stor var," heter det i en gammel irsk saga, "de fremmedes undertrykkelse og den skat de tok over hele Erin<ref>Erin er det irske navnet paa Irland. Navnene Irland og irer stammer fra nordmændene.</ref> at de hadde en konge over hvert folk, en høvding over hvert fylke, en abbed over hver kirke, en foged over hver landsby og en svartlægget kriger<ref>«Svartlægg» kaldte irerne de norrøne krigere fordi de var klædt i brynje og hadde jernskinner paa benene.</ref> i hvert hus, saå ingen av Erins mænd hadde magt til at gi om det saa var melken av koen sin eller en haandfuld ægg av en eneste høne for at hjælpe en gammel mand, men var nødt til at gjemme dem til den fremmede høvding, foged eller svartlæg. Og selv om det bare var én melkeko i et hus, turde de ikke melke den til et spædbarn som var én nat gammel, eller til en syk, men maatte gjemme den til den fremmede. Og var han end aldrig saa længe borte fra huset, turde de ikke minske hans del, og de maatte slakte sin eneste ko, kunde de ikke faa tak i mat til ham paa anden vis. Den mest høvelige av hver ætt var nødt til at ta tjeneste den dag han gik ombord paa skibet med sin herre, og de maatte skaffe kost til ham, som om han var hjemme. En unse sølv eller hvit bronse maatte de gi for hver næse foruten skat til kongen hvert aar; den som ikke evnet at betale, maatte gi sig i trældom eller næsen hans blev hugget av.

@@ Linje 1: / Linje 1: @@
-{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"|- style="background-color:#e9e9e9"
+{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
 !align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
 |-
-! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !!  !! [[Fil:Norsk.gif|32px|link=Gustav Storms Studier
+! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !!  !! [[Fil:Norsk.gif|32px|link=Nordmænd i vikingetiden]] !!  !!  !!
 |-
 |}

@@ Linje 88: / Linje 88: @@
 ==Vikingerne i England. Kong Æthelstan og slaget ved Brunanburg==
-[[Fil:Harald Fairhair's son is brought to king Athelstan.gif|thumb|Æthelstan mottar den norske kongssønnen Håkon for oppfostring. Fra Stories of the Vikings (1908) av Mary MacGregor, illustrert av Monro S. Orr.]]Vikingerne var længe herrer i England, først dansker, men siden ogsaa mange nordmænd. Men saa fik engelskmændene gode konger og de vandt litt efter litt tilbake det som var tapt. Den første var Alfred den store som baade var konge og lærer for sit folk. Efter ham fulgte Edward, og hans søn, og saa Æthelstan, søn til Edward. Ham kjender vi ogsaa. Sagaerne kalder ham kong Adalstein. Han vokset op mens hans farfar end da levet. Kong Alfred glædet sig ved at gutten var saa vakker og høvisk, og hadde kjærlig omfavnet sin sønnesøn og bedt til Gud! om at han vilde la ham styre lykkelig, skulde det falde i hans lod at bli konge i England. Kong Alfred hadde ogsaa slaat ham til ridder i ung alder og git ham en kappe av skarlagen, et belte som var prydet med ædelstener, og et sverd med slire av guld. Siden blev Æthelstan opfostret hos sin moster Lady Ethelfled som styret i Midlandsdistrikterne. Saa blev Æthelstan efter farens død valgt til konge i aar 925, og engelskmændene syntes snart at de aldrig hadde hat en mere retvis eller en bedre konge. Intet under at sagaerne kalder ham Adalstein den seirrike og den retvise. Han var høi og grannvokset og hadde lyst haar som skinnet likt guld. Hans uvenner lærte snart at frygte ham. Han trængte briterne i Cornwall til hake og tvang de krigerske stammer i Wales og nordmændene i Cumberland til at svare skat til ham, det ingen engelsk konge før hadde vaaget at tænke paa. Hele Europa gjenlød snart av hans pris. Han giftet søstrene sine med de mægtigste fyrster i Europa. Fra alle lande kom det sendemænd til ham med gaver og venskapsforsikringer. Engang kong Adalstein sat i York eller Jorvik, som sagaerne kalder det, kom det to sendemænd til ham fra Harald Haarfagre. De hadde med som gave fra sin herre et langskib med gylden stavn og purpurseil, langs rælingen var det en tæt rad med guldindlagte skjolder.
+[[Fil:Harald Fairhair's son is brought to king Athelstan.gif|thumb|250px|Æthelstan mottar den norske kongssønnen Håkon for oppfostring. Fra Stories of the Vikings (1908) av Mary MacGregor, illustrert av Monro S. Orr.]]Vikingerne var længe herrer i England, først dansker, men siden ogsaa mange nordmænd. Men saa fik engelskmændene gode konger og de vandt litt efter litt tilbake det som var tapt. Den første var Alfred den store som baade var konge og lærer for sit folk. Efter ham fulgte Edward, og hans søn, og saa Æthelstan, søn til Edward. Ham kjender vi ogsaa. Sagaerne kalder ham kong Adalstein. Han vokset op mens hans farfar end da levet. Kong Alfred glædet sig ved at gutten var saa vakker og høvisk, og hadde kjærlig omfavnet sin sønnesøn og bedt til Gud! om at han vilde la ham styre lykkelig, skulde det falde i hans lod at bli konge i England. Kong Alfred hadde ogsaa slaat ham til ridder i ung alder og git ham en kappe av skarlagen, et belte som var prydet med ædelstener, og et sverd med slire av guld. Siden blev Æthelstan opfostret hos sin moster Lady Ethelfled som styret i Midlandsdistrikterne. Saa blev Æthelstan efter farens død valgt til konge i aar 925, og engelskmændene syntes snart at de aldrig hadde hat en mere retvis eller en bedre konge. Intet under at sagaerne kalder ham Adalstein den seirrike og den retvise. Han var høi og grannvokset og hadde lyst haar som skinnet likt guld. Hans uvenner lærte snart at frygte ham. Han trængte briterne i Cornwall til hake og tvang de krigerske stammer i Wales og nordmændene i Cumberland til at svare skat til ham, det ingen engelsk konge før hadde vaaget at tænke paa. Hele Europa gjenlød snart av hans pris. Han giftet søstrene sine med de mægtigste fyrster i Europa. Fra alle lande kom det sendemænd til ham med gaver og venskapsforsikringer. Engang kong Adalstein sat i York eller Jorvik, som sagaerne kalder det, kom det to sendemænd til ham fra Harald Haarfagre. De hadde med som gave fra sin herre et langskib med gylden stavn og purpurseil, langs rælingen var det en tæt rad med guldindlagte skjolder.
 Men det var ikke slik at sende og ta imot gaver i gamle dager som nu. Den kongen som tok imot gaver av en anden, blev agtet som hans undermand. Kong Adalstein nølet derfor ikke, men sendte snart efter en gjengave til kong Harald. Sendemanden kom til Norge, gik frem for kongen og rakte ham et sverd med guldindlagt hjalt og haandtak, hele sliren var ogsaa dækket av guld og sølv og prydet med dyrebare ædelstener. Sendemanden rakte sverdhjalten til kongen og sagde: "Her er det sverdet som kong Adalstein sagde du skulde ta imot." Kongen tok i haandtaket og med det samme sagde sendemanden: "Nu tok du slik som vor konge vilde, og nu skal du være hans mand, for du tok ved hans sverd." Kong Harald skjønte nu at dette var gjort til spot. Men han vilde ikke være nogen mands undermand. Likevel kom han, som det var hans sæd, i hug det at hvergang han braat blev rasende eller vred, holdt han sig først i tømme og lot sinnet rende av sig, forat han siden kunde se paa saken uten vrede. Nu gjorde han ogsaa slik og bar dette for sine venner. De fandt alle at det var det beste først at la sendemændene fare uskadte hjem.