Olav Tryggvasons saga - Revisjonshistorikk

Carsten på 14. jan. 2026 kl. 09:55

2026-01-14T09:55:15Z

Jesper på 3. sep. 2024 kl. 18:04

2024-09-03T18:04:07Z

Jesper på 1. aug. 2015 kl. 14:42

2015-08-01T14:42:21Z

Vis endringer

Jesper på 7. jun. 2015 kl. 19:12

2015-06-07T19:12:27Z

Jesper: Vers i kap. 33

2015-05-03T18:13:13Z

Vers i kap. 33

Jesper på 15. des. 2014 kl. 17:53

2014-12-15T17:53:09Z

Jesper på 4. mai 2014 kl. 10:54

2014-05-04T10:54:24Z

Jesper på 28. apr. 2014 kl. 14:03

2014-04-28T14:03:38Z

Jesper på 18. apr. 2014 kl. 06:46

2014-04-18T06:46:54Z

Jesper på 28. jan. 2014 kl. 18:50

2014-01-28T18:50:48Z

@@ Linje 5: / Linje 5: @@
 ! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Saga Ólafs Tryggvasonar]] !!  !!  [[Fil:Norsk.gif|32px|link=Soga um Olav Trygveson]] !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Olaf Tryggvessøns Saga]] !! [[Fil:Svensk.gif|32px|link=Olav Tryggvessons historia]] !!
 |-
-!  !!  !!  !!  [[Fil:Norsk.gif|32px|link=Olav Trygvesøns saga]] !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Olav Tryggvasons saga]] !! !!
+!  !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Hér hefr upp s&#491;gu Óláfs konungs Tryggvasonar]] !!  !!  [[Fil:Norsk.gif|32px|link=Olav Trygvesøns saga]] !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Olav Tryggvasons saga]] !! !!
 |-
 !  !!  !!  !!  [[Fil:Norsk.gif|32px|link=Olav Tryggvessons saga]]!! !! !!

@@ Linje 472: / Linje 472: @@
-::Birken da tilbage
+::Syd for Hedeby hugged’
-::barkløs stod i Danmark;
+::havets gangers aver
-::hårdt på heden sydpå
+::brynjens birke ganske
-::huggene blev førte.
+::barkløse i Danmark.

@@ Linje 573: / Linje 573: @@
 Kong Haralds søn — Svend, ham som siden blev kaldt Tveskæg — krævede magt af kong Harald — sin far — men det var stadig som før, at kong Harald ikke ville dele Danevældet i to, og han ville ikke give ham nogen magt. Så skaffede Svend sig krigsskibe og sagde, at han ville drage på vikingetogt, men da hele hans flok var samlet — og da var jomsvikingen Palna-Toke kommet ham til hjælp — sejlede Svend til Sjælland og ind i Isefjord. Dér lå kong Harald — hans far — med sine skibe og gjorde klar til at drage i leding; Svend lagde til kamp mod ham. Det blev et stort slag; der kom mange folk for at hjælpe kong Harald, så Svend kom i undertal og flygtede. Dér fik kong Harald de sår, der blev hans død.
-Derefter blev Svend taget til konge i Danmark. På den tid var Sigvald jarl i Jomsborg i Vendland; han var søn af kong Strut-Harald, der havde regeret over Skåne. Sigvalds brødre var Heming og Torkel den Høje. Bue den Tykke og Sigurd — hans bror — var også høvdinge over jomsvikingerne, og dér var også Vagn — søn af Åge og Torgunna og søstersøn til Bue og Sigurd.
+Derefter blev Svend taget til konge i Danmark. På den tid var Sigvald jarl i Jomsborg i Vendland; han var søn af kong Strud-Harald, der havde regeret over Skåne. Sigvalds brødre var Heming og Torkel den Høje. Bue den Tykke og Sigurd — hans bror — var også høvdinge over jomsvikingerne, og dér var også Vagn — søn af Åge og Torgunna og søstersøn til Bue og Sigurd.
 Jarl Sigvald havde pågrebet kong Svend og ført ham til Jomsborg i Vendland, hvor han tvang ham til forlig med venderkongen Burislav på den måde, at jarl Sigvald skulle fastsætte vilkårene — jarl Sigvald var gift med Astrid, der var kong Burislavs datter — og i andet fald, sagde jarlen, ville han overgive Svend til venderne. Kongen vidste, at de ville pine ham ihjel og samtykkede derfor i jarlens afgørelse. Jarlen dømte, at kong Svend skulle have Gunhild — kong Burislavs datter — mens kong Burislav skulle have Tyra — Haralds datter og kong Svends søster — og de skulle begge beholde deres magt, og der skulle være fred imellem landene. Så drog kong Svend hjem til Danmark med Gunhild — sin kone. Deres sønner var Harald og Knud den Mægtige.
@@ Linje 582: / Linje 582: @@
 '''35. Jomsvikingernes højtidelige løfter'''
-Kong Svend holdt gæstebud og indkaldte alle de høvdinge, der var i hans rige; han skulle holde gravøl over sin far. Da var også kort forinden Strut-Harald i Skåne og Vesete på Bornholm — far til Bue den Tykke og Sigurd — døde. Kongen sendte da besked til jomsvikingerne, at jarl Sigvald og Bue og deres brødre skulle kommer dér og holde gravøl over ''deres'' fædre ved det gæstebud, som kongen holdt. Jomsvikingerne drog til gæstebudet med alle de modigste af deres folk; de kom med 40 skibe fra Vendland og 20 skibe fra Skåne, så der samledes en stor mængde mennesker.
+Kong Svend holdt gæstebud og indkaldte alle de høvdinge, der var i hans rige; han skulle holde gravøl over sin far. Da var også kort forinden Strud-Harald i Skåne og Vesete på Bornholm — far til Bue den Tykke og Sigurd — døde. Kongen sendte da besked til jomsvikingerne, at jarl Sigvald og Bue og deres brødre skulle kommer dér og holde gravøl over ''deres'' fædre ved det gæstebud, som kongen holdt. Jomsvikingerne drog til gæstebudet med alle de modigste af deres folk; de kom med 40 skibe fra Vendland og 20 skibe fra Skåne, så der samledes en stor mængde mennesker.
 På gæstebudets første dag — før kong Svend satte sig i sin fars højsæde — drak han til hans minde og lovede højtideligt, at han inden tre var gået, skulle tage til England med sin hær og dræbe kong Adelråd eller jage ham ud af landet. Det minde skulle alle drikke til, som var ved arveøllet; der blev da skænket for jomsvikingernes høvdinger i de største horn og af den stærkeste drik, man havde. Da der var drukket til dét minde, skulle alle mænd drikke til Kristi minde, og hver gang blev de største og stærkeste drikke båret for jomsvikingerne. Det tredje minde var for Mikael, og det drak alle til. Efter det drak jarl Sigvald til minde om sin far og lovede højtideligt, at han inden tre år var gået, skulle tage til Norge og dræbe jarl Håkon eller jage ham ud af landet. Derefter lovede Torkel den Høje — hans bror — højtideligt, at han skulle følge Sigvald til Norge og ikke flygte fra kampen, mens Sigvald stadig sloges. Så lovede Bue den Tykke højtideligt, at han skulle drage med dem til Norge og ikke flygte fra kamp mod jarl Håkon. Derpå lovede Vagn Ågesøn, at han skulle drage med dem til Norge og ikke komme tilbage, før han havde dræbt Torkel Ler og været i seng med hans datter Ingebjørg. Mange andre høvdinge lovede højtideligt forskellige ting.

@@ Linje 554: / Linje 554: @@
-::Harald hasted’ hjemad
+::Harald på havmæren
-::(hingstekåd til fulde);
+::hasted’ kampvant sydfra.
-::folket ikke uden
+::Helt til voks i hingstens
-::undren det betragted’:
+::ham blev Vendlands straffer;
-::Lig en vallak virked’
+::han stod bagved Birger
-::venders lystne morder;
+::— bjergsalsmagter ta’ ham! —
-::foran fristed’ Birger
+::som fristed’ (folk så det)
 ::frugtesløst som hoppe.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 15. des. 2014 kl. 17:53
Linje 1 203:		Linje 1 203:
	[[Bilde:Olav rækker Tyre kvannestilken.jpg\|thumb\|right\|300px\|<center>Erik Werenskiold:<br>'''''Kong Olav rækker Tyra kvanstilken'''''</center>]]Foråret efter klagede dronning Tyra ofte til kong Olav og græd bittert over, at hun havde så store ejendomme i Vendland, mens hun dér i landet ikke havde ejendele, der sømmede sig for en dronning. Indimellem bad hun med smukke ord kongen om, at han skulle skaffe hende hendes ejendomme; hun sagde, at kong Burislav var så god en ven af kong Olav, at han — straks når de mødtes — ville give kong Olav alt, hvad denne bad om. Da kongens venner hørte om denne tale, rådede de alle kongen til at lade det fare.		[[Bilde:Olav rækker Tyre kvannestilken.jpg\|thumb\|right\|300px\|<center>Erik Werenskiold:<br>'''''Kong Olav rækker Tyra kvanstilken'''''</center>]]Foråret efter klagede dronning Tyra ofte til kong Olav og græd bittert over, at hun havde så store ejendomme i Vendland, mens hun dér i landet ikke havde ejendele, der sømmede sig for en dronning. Indimellem bad hun med smukke ord kongen om, at han skulle skaffe hende hendes ejendomme; hun sagde, at kong Burislav var så god en ven af kong Olav, at han — straks når de mødtes — ville give kong Olav alt, hvad denne bad om. Da kongens venner hørte om denne tale, rådede de alle kongen til at lade det fare.

−	Det fortælles, at kongen en dag tidlig på foråret gik ude på gaden, og på torvet kom en mand ham imøde med mange kvaner, der var usædvanligt store for den tid på året. Kongen tog en stor kvanstilk i hånden og gik hjem, hvor dronning Tyra holdt til. Tyra sad i en stue og græd, da kongen kom ind. Kongen sagde: »Se denne store kvanstilk, som jeg har til dig!« Hun slog til den med hånden og sagde: »Større ting gav Harald Gormsøn, og mindre var han ræd for at forlade landet for at hente sine ejendele, end du er nu; det så man, da han kom her til Norge og lagde størstedelen af landet øde og underlagde sig det hele med skatter og afgifter. Men du tør ikke drage ~~igennem~~ Danmark på grund af kong Svend ~~— min bror!~~« Kong Olav sprang op, da hun sagde dette; han råbte højt, mens han sværgede: »Jeg har aldrig været ræd for kong Svend — din bror — og hvis vi mødes, er det ''ham'', der kommer til at vige!«	+	Det fortælles, at kongen en dag tidlig på foråret gik ude på gaden, og på torvet kom en mand ham imøde med mange kvaner, der var usædvanligt store for den tid på året. Kongen tog en stor kvanstilk i hånden og gik hjem, hvor dronning Tyra holdt til. Tyra sad i en stue og græd, da kongen kom ind. Kongen sagde: »Se denne store kvanstilk, som jeg har til dig!« Hun slog til den med hånden og sagde: »Større ting gav Harald Gormsøn, og mindre var han ræd for at forlade landet for at hente sine ejendele, end du er nu; det så man, da han kom her til Norge og lagde størstedelen af landet øde og underlagde sig det hele med skatter og afgifter. Men du tør ikke drage gennem Danmark på grund af min bror — kong Svend.« Kong Olav sprang op, da hun sagde dette; han råbte højt, mens han sværgede: »Jeg har aldrig været ræd for kong Svend — din bror — og hvis vi mødes, er det ''ham'', der kommer til at vige!«

@@ Linje 673: / Linje 673: @@
-:Mindst af alt
+::Mindst af alt
 ::bød mén-vante
 ::Yngvefrej

@@ Linje 810: / Linje 810: @@
 '''49. Erlands og jarl Håkons død'''
-Olav Tryggvason styrede ind i fjorden med fem langskibe, og dér roede Erland — søn af jarl Håkon — imod ham indefra med tre skibe. Da skibene nærmede sig hinanden, fornemmede Erland, at der var ufred på vej og vendte om mod land. Olav så langskibene blive roet imod sig på fjorden, og han mente da, at det måtte være jarl Håkon, der sejlede dér, og han bad folkene ro efter hurtigst muligt. Da Erland og de andre næsten var kommet i land, sejlede de på grund; de sprang straks overbord og søgte i land. Så kom Olavs skib frem; Olav så en særdeles smuk mand svømme dér, og han greb rorpinden og kastede den efter denne mand. Kastet ramte Erland — jarlens søn — i hovedet, således at hovedskallen flækkede ned til hjernen; det blev Erlands død. Olavs folk dræbte dér mange mænd, og nogle tog flugten, men andre fangede de og gav fred og fik nyheder af; Olav fik at vide, at bønderne jagede jarl Håkon, og at han var på flugt for dem, og at hele hans flok var opløst.
+Olav Tryggvason styrede ind i fjorden med fem langskibe, og dér roede Erland — søn af jarl Håkon — imod ham indefra med tre skibe. Da skibene nærmede sig hinanden, fornemmede Erland, at der var ufred på vej og vendte om mod land. Olav så langskibene blive roet imod sig på fjorden, og han mente da, at det måtte være jarl Håkon, der sejlede dér, og han bad folkene ro efter hurtigst muligt. Da Erland og de andre næsten var kommet i land, sejlede de på grund; de sprang straks over bord og søgte i land. Så kom Olavs skib frem; Olav så en særdeles smuk mand svømme dér, og han greb rorpinden og kastede den efter denne mand. Kastet ramte Erland — jarlens søn — i hovedet, således at hovedskallen flækkede ned til hjernen; det blev Erlands død. Olavs folk dræbte dér mange mænd, og nogle tog flugten, men andre fangede de og gav fred og fik nyheder af; Olav fik at vide, at bønderne jagede jarl Håkon, og at han var på flugt for dem, og at hele hans flok var opløst.
 [[Bilde:Kark myrder Haakon jarl.jpg|thumb|500px|right|<center>Christian Krohg: '''''Kark dræber jarl Håkon'''''</center>]]Derefter opsøgte bønderne Olav, og de tog med glæde imod hinanden og gjorde straks fælles sag. Bønderne tog ham til konge over sig, og alle blev enige om ét: At lede efter jarl Håkon. De drog op i Gauldalen, og det forekom dem rimeligst, at jarlen måtte være på Romol, hvis han var på én af gårdene, for Tora var hans kæreste ven dér i dalen. De tog derhen og ledte efter jarlen ude og inde uden at finde ham. Så holdt Olav husting ude på gårdspladsen; han stillede sig oppe på den store sten, der stod ved svinestien. Derpå talte Olav, og det fremgik af hans tale, at han med både penge og værdighed ville belønne den mand, der tilføjede jarl Håkon skade. Jarlen og Kark hørte denne tale; de havde lys hos sig. Jarlen sagde: »Hvorfor er du så bleg og indimellem sort som jord? Det er vel ikke sådan, at du vil forråde mig?« »Nej!« sagde Kark. »Vi blev født den samme nat,« sagde jarlen, »og der kan også blive kort tid mellem min og din død.«
@@ Linje 1 433: / Linje 1 433: @@
 '''111. Rydning af Ormen Lange'''
-Kolbjørn Staller gik op i løftingen til kongen; de var meget ens i påklædning og med hensyn til våben. Kolbjørn var ligeledes en meget stor og smuk mand. I forrummet var der igen den skarpeste strid. Af den grund, at så mange af jarlens folk, som der kunne være på skibet, var kommet op på Ormen, og at hans skibe lå på alle sider af Ormen, og at der mod en så stor hær nu kun var en lille flok til forsvar — trods det, at de var både stærke og modige — faldt nu de fleste på kort tid. Kong Olav selv og Kolbjørn sprang begge over bord på hver sin side. Jarlsmændene havde lagt småskuder udentil og dræbte dem, der sprang i havet; da kongen selv sprang i havet, ville de pågribe ham og føre ham til jarl Erik. Kong Olav holdt skjoldet over sig og kastede sig i havet, men Kolbjørn Staller holdt skjoldet under sig og værnede sig på den måde mod spydene, der blev kastet fra de skibe, der var nedenunder. Han landede sådan på vandet, at skjoldet var under ham, og derfor kunne han ikke dykke så hurtigt, men blev grebet og trukket op i en båd; de troede, at han var kongen. Han blev ført for jarlen, men da jarlen blev klar over, at det var Kolbjørn og ikke kong Olav, fik Kolbjørn fred. Netop da sprang alle de af kong Olavs mænd, der var i live, over bord fra Ormen, og Halfred siger, at Torkel Næse — kongens bror — sprang overbord som sidste mand.
+Kolbjørn Staller gik op i løftingen til kongen; de var meget ens i påklædning og med hensyn til våben. Kolbjørn var ligeledes en meget stor og smuk mand. I forrummet var der igen den skarpeste strid. Af den grund, at så mange af jarlens folk, som der kunne være på skibet, var kommet op på Ormen, og at hans skibe lå på alle sider af Ormen, og at der mod en så stor hær nu kun var en lille flok til forsvar — trods det, at de var både stærke og modige — faldt nu de fleste på kort tid. Kong Olav selv og Kolbjørn sprang begge over bord på hver sin side. Jarlsmændene havde lagt småskuder udentil og dræbte dem, der sprang i havet; da kongen selv sprang i havet, ville de pågribe ham og føre ham til jarl Erik. Kong Olav holdt skjoldet over sig og kastede sig i havet, men Kolbjørn Staller holdt skjoldet under sig og værnede sig på den måde mod spydene, der blev kastet fra de skibe, der var nedenunder. Han landede sådan på vandet, at skjoldet var under ham, og derfor kunne han ikke dykke så hurtigt, men blev grebet og trukket op i en båd; de troede, at han var kongen. Han blev ført for jarlen, men da jarlen blev klar over, at det var Kolbjørn og ikke kong Olav, fik Kolbjørn fred. Netop da sprang alle de af kong Olavs mænd, der var i live, over bord fra Ormen, og Halfred siger, at Torkel Næse — kongens bror — sprang over bord som sidste mand.
 ::Øde begge Orme
 ::og Tranen dertil flød;
-::overbord sprang Olavs
+::over bord sprang Olavs
 ::egen bror på sidsten.
 ::Han som frejdigt farved’
@@ Linje 1 448: / Linje 1 448: @@
 '''112. Rygter'''
-Det blev før skrevet, at jarl Sigvald slog sig i følge med kong Olav i Vendland, og jarlen havde ti skibe og et ellevte, hvorpå mandskabet til kongedatteren Astrid — jarl Sigvalds kone — var. Da kong Olav var sprunget overbord, råbte hele hæren sejrsråb; så stak jarlen og hans mænd årerne i vandet og roede til kampen. Dette omtaler Haldor den Ukristne:
+Det blev før skrevet, at jarl Sigvald slog sig i følge med kong Olav i Vendland, og jarlen havde ti skibe og et ellevte, hvorpå mandskabet til kongedatteren Astrid — jarl Sigvalds kone — var. Da kong Olav var sprunget over bord, råbte hele hæren sejrsråb; så stak jarlen og hans mænd årerne i vandet og roede til kampen. Dette omtaler Haldor den Ukristne:

@@ Linje 712: / Linje 712: @@
-[[Bilde:Uveiret under slaget i Hjårungavaag.jpg|center|thumb|700px|<center>Eilif Peterssen: '''''Haglvejret under kampen i Hjørungavaag'''''</center>]]
+[[Bilde:Uveiret under slaget i Hjårungavaag.jpg|center|thumb|700px|<center>Halvdan Egedius: '''''Haglvejret under kampen i Hjørungavaag'''''</center>]]
@@ Linje 1 000: / Linje 1 000: @@
 '''75. Om Hårek på Tjøtta'''
-[[Bilde: Kong Olav søger at overtale Haarek.jpg|thumb|right|330px|<center>Eilif Peterssen:<br>'''''Kong Olav forsøger at overtale Hårek'''''</center>]]En forårsdag med godt vejr gik Hårek hjemme på gården sammen med et fåtal af mænd; han kedede sig. Sigurd spurgte ham, om han ville, at de skulle førnøje sig med en rotur; det syntes Hårek godt om. Så gik de ned til stranden og fremdrog en seksårers båd; fra bådehuset tog Sigurd sejl og redskaber, der hørte til båden, for de brugte ofte at have sejl med, når de sejlede for at fordrive tiden. Hårek gik ombord og satte styreåren på. Sigurd og hans bror var fuldt bevæbnede, sådan som de tit plejede at være hjemme hos bonden; de var begge meget stærke mænd, og inden de gik ombord, kastede de en smørspand og en brødkurv ud på skibet og bar et stort ølanker mellem sig derud. Derefter roede de fra land, og da de var kommet et kort stykke fra øen, hejste de to brødre sejlet, mens Hårek styrede; de fjernede sig hurtigt fra øen. Da gik de to brødre agterud — hen hvor Hårek sad; Sigurd sagde til Hårek Bonde: »Nu skal du vælge mellem nogle vilkår. Det første er at lade os brødre bestemme farten og kursen; det andet er at lade os binde dig; og det tredje er det, at vi dræber dig.« Hårek indså da, hvordan hans sag stod. Selv med ens bevæbning, ville han ikke have kunnet klare mere end én af brødrene; han valgte derfor det, som han i nogen grad fandt tilrådeligt: At lade dem bestemme farten. Han bandt sig da til dette ved ed og gav dem sit ord på det. Derpå satte Sigurd sig til styreåren og stævnede sydpå langs landet; brødrene vogtede sig for, ikke at træffe andre, og medvinden var meget god. De standsende ikke færden, før de kom sydpå til Trondheim og ind til Nidaros, hvor de traf kong Olav. Derpå lod kong Olav Hårek kalde til samtale med sig, og han påbød ham blive døbt; Hårek nægtede. Dette talte kongen og Hårek om i mange dage — indimellem når de var blandt mange mænd; andre gange, når de var i enrum. De blev ikke enige om sagen. Til sidst sagde kongen til Hårek: »Nu skal du tage hjem, og jeg vil ikke gøre dig nogen skade nu; det er ikke mindst fordi, der er et tæt slægtskab mellem os, og desuden fordi du kunne sige, at jeg har fanget dig med svig. Men du kan være sikker på, at jeg til sommer agter at komme den vej nordpå og besøge jer helgelændinge; så skal I erfare, hvorvidt jeg kan straffe dem, der fornægter kristendommen.« Hårek udtrykte tilfredshed med, at han snarest kunne komme væk derfra. Kong Olav gav Hårek en god skude, som på hver side blev roet af 10 eller 12 mand; skibet blev i alle henseender udrustet på bedste måde. Kongen gav Hårek 30 mand; det var dygtige og godt rustede mænd.
+[[Bilde: Kong Olav søger at overtale Haarek.jpg|thumb|right|330px|<center>Halvdan Egedius:<br>'''''Kong Olav forsøger at overtale Hårek'''''</center>]]En forårsdag med godt vejr gik Hårek hjemme på gården sammen med et fåtal af mænd; han kedede sig. Sigurd spurgte ham, om han ville, at de skulle førnøje sig med en rotur; det syntes Hårek godt om. Så gik de ned til stranden og fremdrog en seksårers båd; fra bådehuset tog Sigurd sejl og redskaber, der hørte til båden, for de brugte ofte at have sejl med, når de sejlede for at fordrive tiden. Hårek gik ombord og satte styreåren på. Sigurd og hans bror var fuldt bevæbnede, sådan som de tit plejede at være hjemme hos bonden; de var begge meget stærke mænd, og inden de gik ombord, kastede de en smørspand og en brødkurv ud på skibet og bar et stort ølanker mellem sig derud. Derefter roede de fra land, og da de var kommet et kort stykke fra øen, hejste de to brødre sejlet, mens Hårek styrede; de fjernede sig hurtigt fra øen. Da gik de to brødre agterud — hen hvor Hårek sad; Sigurd sagde til Hårek Bonde: »Nu skal du vælge mellem nogle vilkår. Det første er at lade os brødre bestemme farten og kursen; det andet er at lade os binde dig; og det tredje er det, at vi dræber dig.« Hårek indså da, hvordan hans sag stod. Selv med ens bevæbning, ville han ikke have kunnet klare mere end én af brødrene; han valgte derfor det, som han i nogen grad fandt tilrådeligt: At lade dem bestemme farten. Han bandt sig da til dette ved ed og gav dem sit ord på det. Derpå satte Sigurd sig til styreåren og stævnede sydpå langs landet; brødrene vogtede sig for, ikke at træffe andre, og medvinden var meget god. De standsende ikke færden, før de kom sydpå til Trondheim og ind til Nidaros, hvor de traf kong Olav. Derpå lod kong Olav Hårek kalde til samtale med sig, og han påbød ham blive døbt; Hårek nægtede. Dette talte kongen og Hårek om i mange dage — indimellem når de var blandt mange mænd; andre gange, når de var i enrum. De blev ikke enige om sagen. Til sidst sagde kongen til Hårek: »Nu skal du tage hjem, og jeg vil ikke gøre dig nogen skade nu; det er ikke mindst fordi, der er et tæt slægtskab mellem os, og desuden fordi du kunne sige, at jeg har fanget dig med svig. Men du kan være sikker på, at jeg til sommer agter at komme den vej nordpå og besøge jer helgelændinge; så skal I erfare, hvorvidt jeg kan straffe dem, der fornægter kristendommen.« Hårek udtrykte tilfredshed med, at han snarest kunne komme væk derfra. Kong Olav gav Hårek en god skude, som på hver side blev roet af 10 eller 12 mand; skibet blev i alle henseender udrustet på bedste måde. Kongen gav Hårek 30 mand; det var dygtige og godt rustede mænd.
@@ Linje 1 097: / Linje 1 097: @@
-[[Bilde: Ormen lange.jpg|thumb|center|700px|<center>Eilif Peterssen: '''''Ormen lange.'''''</center>]]
+[[Bilde: Ormen lange.jpg|thumb|center|700px|<center>Halvdan Egedius: '''''Ormen lange.'''''</center>]]
@@ Linje 1 285: / Linje 1 285: @@
-[[Bilde:Høvdingene ser paa holmen Olavs skibe seile forbi.jpg|thumb|center|700px|<center>Eilif Peterssen: '''''De tre høvdinge betragter kong Olavs skibe'''''</center>]]
+[[Bilde:Høvdingene ser paa holmen Olavs skibe seile forbi.jpg|thumb|center|700px|<center>Halvdan Egedius: '''''De tre høvdinge betragter kong Olavs skibe'''''</center>]]
@@ Linje 1 428: / Linje 1 428: @@
-[[Bilde:Eiriks mænd gaar op paa Ormen lange.jpg|thumb|center|700px|<center>Eilif Peterssen: '''''Jarl Eriks mænd border Ormen Lange'''</center>]]
+[[Bilde:Eiriks mænd gaar op paa Ormen lange.jpg|thumb|center|700px|<center>Halvdan Egedius: '''''Jarl Eriks mænd border Ormen Lange'''</center>]]

@@ Linje 673: / Linje 673: @@
-::Mindst af alt
+:Mindst af alt
-::mødte gryet
+::bød mén-vante
-::krigerne
+::Yngvefrej
-::med kærlighed;
+::den årle morgen
-::flåden skred
+::ødaner
-::fremad heftigt
+::på idel venskab,
-::jarleledt
+::da flåden kom —
-::lige mod strid.
+::fyrsteledet.
-::Sydfra kom
+::&nbsp;
-::jarlen Sigvald;
+::— —
-::havskum stod
+::da sværdalfen
-::fra skibets køl.
+::sydfra fremdrev