Carsten på 28. feb. 2023 kl. 15:45

2023-02-28T15:45:45Z

Carsten: Petter Dass: Om Lapperne og Finnene

2021-05-06T09:16:43Z

Petter Dass: Om Lapperne og Finnene

Ny side

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! !! !! [[Fil:Norsk.gif|32px|link= Om Lapperne og Finnene]] !! !! !!
|-
|}

[[Fil:Petter_Dass_i_Melhus.jpg|thumb|350px|<center>Petter Dass (1647-1707)]]
<center>

 '''Petter Dass''' (1647-1707)
 <big><big>'''Om Lapperne og Finnene'''</big></big> '''Af Nordlands Trompet''' Udgivet 1739 </center>

<blockquote>
::Hvad er det du skriver, du drøsende Pen!
::See, slaar du nu slet udaf Tankerne hen
::        Vor' Fieldmænd og stumpede Lapper?
::Du vedst jo de bygge blandt Klipper og Knold
::Og haver i høyeste Tinder Tilhold
::        Blant ukjendte Stier og Trapper.
::Dog er der udvalgt en beskikkede Tid,
::Paa hvilken de kommer i Bøygden herhid
::        At handle med Folket og kjøbe;
::Som er paa Sanct Hanses den Døberes Dag;
::Da seer man de Lapper med Rensdyret spag
::        Til Jensokkes-Marked at løbe.
::Sin’ Varer de fører paa Renernes Ryg,
::I Kløvjer forvaret saa sikker og tryg,
::        At intet kan dennem frakomme;
::I fordum de handled’ med Fieldfross og Maar,
::Men saadant formindskes alt Aar efter Aar,
::        Thi Skovene gjøres nu tomme.
::Hos dem, som hos andre er Handelen alt
::Fordærvet, forkarvet og lider Gevalt,
::        Udarmet er vorden de fleste;
::Jo ældre at Verden hun bliver af Aar,
::Jo værre, jo slemmer’ er Menneskens Kaar,
::        Vi have alt levet det beste.
::Mens Rensdyrets Huder og Dyreskinds Vær
::Samt Næver og stoppede Poser med Fjær,
::        Skind-Handsker, Fin-Støvler og Lommer,
::Af Huder og Skind heel behændig bered,
::Befarvet med Barken af Olderens Ved,
::        Det er det man hos dem bekommer.
::Sin’ Kioler de herlig bordyrer med Tin,
::Som haver med Sølvet Anseelses Skin,
::        Og meget i Øinene praler;
::Det meste de slider, er Klæde-Kjersei,
::Thi Vadmel hos dennem er brugelig ei
::        For Mangel paa uldrige Smaler.
::Det Folk er særdeles af sælsom Natur,
::Kortbenet i Vexten og støt af Statur, 
::[[Fil:Holmboe 01.jpg|200px]] 
::        Ei meget ulige til Dverge;
::Man finder der sielden en voxen og stor,
::Medmindre hans Moder mistænkes for Hor,
::        Dog vil jeg derfor ikke sverge;
::Skarpøiet i Sigt og forbister i Sjun,
::Og hel under Ansigtet gusten og brun,
::        Spidshaget og Kjægerne lange.
::De plages ei heller med Rigdom af Skjeg,
::Men Hagen er nøgen og bar som en Væg,
::        Jeg har det befunden hos mange.
::Og findes end nogle, som Skiegge-Haar har,
::Er Haarene moxen saa tynde og rar’,
::        At man dennem tælle vel kunde.
::Om Mangel paa Varmen hos dennem det gjør,
::Hvad heller det, for de er maver og tør,
::        Skuld’ komme, jeg kand ei begrunde. –
::Hvad Huser, Pallatser og Bygning angaar,
::Af sex eller otte smaa Kieppe bestaar
::        All’ Finnens Pauluner og Bolig;
::Han binder de Kjepper tilsammen i Ring,
::Og lader et Dække der kastes omkring,
::        Hvorinden han hviler sig rolig.
::Han lever og er med sin Gamme tilfreds,
::Ja om han end eied’ al persiske Kreds,
::        Var han ikke bedre fornøiet.
::Thi Huset det følger med Manden afsted,
::Hvor Manden henvandrer, did vandrer det med,
::        Gjør dog ikke Manden bemøiet:
::Til Gulv og til Bænker han andet ei har
::End Kvister af Træerne, Grener og Bar
::        Det bliver hans Bolster og Leie, 
::[[Fil:Holmboe 02.jpg|300px]] 
::Hans Hynder og Dyner, hans Lagen og Seng,
::Det er hans Høisæde for Hosbond og Dreng,
::        Hans Husgeraad han monne eye.
::Paa middelste Gulv er Fyr-Stedet opsat,
::Hvor uden Afladelse Dagen og Nat
::        De hugne Gran-Stumper mon brænde.
::Der ligger da Sønnen ved Faderens Fod
::Og Datteren ringvis mod Moderen snod,
::        Og Søster ved Broderens Ende.
::Men holdtes ei Ilden saa idelig ved,
::Hvor skulde de Kuldens Ulidelighed
::        Og Vinterens Pust overvinde?
::Dog skader dem meget den idelig’ Røg
::Hos hvilken de ligge i Hylster og Smøg,
::        Den giør dem surøiet og blinde.
::Blandt tusinde lappiske Kvinder ei een
::Man finder, som er uden Øinenes Men,
::        Helst dem, der er vorden til Alder. –
::Det Folk bruger og en besynderlig Dragt;
::Hvad Skik deres Fædre har holdet i Agt,
::        Hos dennem det aldrig forfalder,
::De aldrig bevilger forandret Habit,
::Men Kjolerne aabne i Bringerne vidt,
::        Med Bremmer og Lister omsnoret;
::De Buxer og Hoser har skaaren i eet,
::Ombunden om Knæer og Lænderne tæt,
::        Med Reen-Kalvers Skind underforet;
::De slider Komager istedenfor Sko,
::Saa Fødderne være kan smidig’ at sno;
::        Det er kun en eneste Saale,
::Derover er syd med det tyndeste Skind,
::Og Foden er snøret behændig derind,
::        Det tætteste Læggen kand taale.
::Ved saadan en Klædedragt kommer og det,
::At Lapperne løber gesvindig og let,
::        Hel’ Miler foruden at svede.
::Skuld’ nogen, hvis Legem var ikke bevant,
::Ham giøre det efter, han visselig fandt
::        Afmægtighed, Træthed og Hede.
::Hos Kvinderne holdes Sølv-Belter i Brug,
::Omgiordede dobbelt om Lænder og Bug,
::        Det er deres Helligdags-Klæder;
::Samt Spænder og Ringer om Brystet besat,
::Naar Sølvet det fattes til bedste Zirat,
::        Blir Messingen dygtig til Kjeder.
::Og som de paa Hamp haver ingen Forraad,
::Saa tvinder de Sener istedenfor Traad,
::        Udtagne af Dyrenes Skanke,
::De rives i stykker og drages saa fin,
::At Traaden er, som af det netteste Liin,
::        I fremmede Lande kand vanke.
::Dog falde mig største Forundringer ind,
::At Kvindernes Hænder paa bareste Kind
::        Saa net et Arbeide kan drive;
::De dermed os minder fornuftelig paa,
::Man bør ei de Kunster og Midler forsmaa,
::        Som selver Naturen mon give. –
::Anlangende Midler og timelig Gods,
::Da, endog de fleste stor Mangel er hos,
::        Og lider Nødtørftigheds Plage,
::Saa findes dog nogle, hvorvel de er faa,
::Hvis Midler til nogle Gang Hundred kand naa,
::        Kan sig og til Tusend bedrage.
::Den høieste Skat de beflitter sig paa,
::Er, Reensdyr og deres Affødning at faae;
::        En Simle den koster en Daler, –
::Man kalder den Simle, som hun er af Slag, –
::Men Oxen (ei ringeste Skillings Aftag)
::        Man dobbelt saa dyre betaler.
::Han ved ei at tælle til høier’ end ti,
::Et Ti er hans høiste Beregnelses Sti,
::        Det kaldes et Lokk til at være:
::Den Lap tykkes Rigdommen voxe sig nok,
::Hvis Dyr kan beregnes tidobbelt i Lokk,
::        Da synes ham først at regjere.
::Han malker sin’ Simler, som Bonden sin Gjed,
::Han kjæser sin’ Oster fortræffelig fed,
::        Han fostrer sin’ nyfødde Kalve,
::Han vogter og Kvæget, som Hyrden, med Løst,
::Han slagter imod den tilkommende Høst,
::        Han bruger Ben-Fedmen til Salve.
::Han vaager om Vinterens haardeste Nat,
::Han frygter for Ulvens Tilkommelse brat,
::        Som Dyrene tragter at rive.
::Han er i Bedrøvelse mangen en Gang,
::Ham Ulven giør ofte saa hjertelig bang,
::        Han ved ikke, hvor han vil blive,
::Dog ikke for sin men for Dyrenes Nød,
::Thi naar at han kommer, da river han død,
::        Forstyrrer de rolige Tinder;
::Og hvad han ei river, det jager han bort,
::At Eieren løber og ved ikke, hvort
::        Han sine forvildede finder. –
::Du spørger, hvad Lapperne haver til Kost?
::Da lever de mesten af Rens-Melk og Ost,
::        Som blandes i Vandet og mænges,
::Desligest af Kiødet, som tørres i Vind,
::Det giemmer de siden og lader det ind
::        I Huulede Træer ophænges.
::Hans Piler og Bue forskaffer ham ok
::Af vildeste Skover mangfoldelig nok
::        Til fersk’ Mad og daglige Spise,
::Ja Biørnen maae ofte tillade sin Krop,
::Og Lappen ham æder saa gladelig op,
::        Han siunger for hannem en Vise,
::Ham synes, han æder den lækkerste Mad,
::Naar Kjødet af Bjørnen frembæres paa Fad,
::        Han levner ei ringeste Smule;
::Han samler Rygraden og Skankerne lang’,
::Ja alle hans Ben, og med sjungende Sang
::        Begraver dem ned i en Hule;
::Han vil ei tilstede, det ringeste Been
::Af Bjørnen skal brydes og brækkes til Men,
::        Hvad Tanker han derom vil gjøre!
::Og hvilken forgiftig afgudiske Tro
::Der under slig’ Besters Begravels’ mon bo,
::        Det vil jeg i Pennen ei føre.
::Det er at beklage, den Lappiske Slegt
::Er meget med hedenske Taage bedækt;
::        Hvorvel deres Prester formane
::Med Trusler og Ord som retsindige Tolk’,
::Maa man dog ugjerne fornemme, det Folk
::        Vil elske Forfædrenes Vane.
::O give vi vare bemægtiget saa
::Det Lappiske Tungemaal til at forstaa
::        Som Norsk eller Dansk til at tale!
::Da kunde der blive Forhaabninger om,
::At faa dem omvendt; men o Herre saa from,
::        Vi ville dig Dommen befale!
::Hvad hiælper, det Presterne gjøre sin Flid?
::Det er kun om Aaret en eneste Tid,
::        At de vore Templer indrømmer;
::Hvor de da med Hænders Paalæggelses Ord
::Annammes til Herrens høiværdige Bord,
::        Som gudelig egner og sømmer;
::Hvad enten de giør det med hykkelske Tant
::Og heller andægtig, er Herren bekandt,
::        Som prøver all’ Hierter og Nyrer.
::Han lade sin Sæd iblandt Klipperne gro,
::Han selver forøger den svage Mands Tro,
::        Alting til sin Ære han styrer.
::Men det er hos Lappen berømmeligt frit,
::At ingen fra anden bortstiæler en Hvidt
::        I Skov eller alfare Veier.
::Der bar aldrig nogen for Tyvene Frygt,
::Og ingen har Laas eller Lukkelse trygt
::        For noget af alt det han eier.
::Staburet hvori deres Spiisning er lagt
::Er Huulede Træer med Næver betakt,
::        Det kalder de Lapper sin Stave,
::Der er deres Kjød, deres Ost, deres Mad
::Usaltet, vindtørret, Ren-Skanker og Rad;
::        Slig Retter bekvemmer slig Mave.

::Man vil og vel sige, det Finnerne kan
::Med Ryllen og Tryllen og Trolddoms Forstand
::        Baad’ Veiret og Vandet forgiøre;
::Ja og at indsætte forflyvende Gand
::I Folk, Creaturer, i Marker og Plan,
::        Det man og kan mangesteds høre.
::At de nogen Omgang med Djævelen har,
::Jeg derpaa har mangen gang Kjendetegn klar
::        Med seende Øie fornommet.
::Beter dennem nogen Forhaanels’ og Spe,
::Og Finnen ham truer, Ulykke skal ske,
::        Da bliver det tit efterkommet;
::Er noget tyvagtelig snappet dig bort,
::Og ved ikke, hvilken det Puds haver giort,
::        Søg Finnen, han skal det opdage;
::Han skal dig Personen navngive med Hast,
::Og komme de skyldige Fingre til Last
::        At bære det staalne tilbage.
::Begjærer du Tyven et Merke maa faa,
::Hans syndige Gjerning at kjendes derpaa,
::        Det er ham en liden Umage
::At sende sin kunstrige Djævel et Bud,
::Han ville gesvindig af Hovedet ud
::        Et Øie paa Tyven udslage.
::Est du af modstridende Vind i Arrest,
::Og ønsker til Reisen en føielig Blæst,
::        En Fin skal den Handel forfremme;
::Han bruger sin lønlige Kundskab med Hast,
::Og slaaer paa Haandklædet tre Knuder vel fast,
::        Dem giver han dig udi Gjemme;
::Løs Knuden, som først blev indknyttet i Baand,
::Saa falder dig passelig Seiling i Haand,
::        Men vilt du den anden opløse,
::Da krympes maa Seilet ved halvten i Mast,
::Men løses den tredje, da gaaer hun for fast,
::        Da faar du til Pompen at øse.
::Og est du paa denne nærværende Dag
::Begjærlig at vide, hvad Handel og Sag
::        Paa de og de Steder sig hænde
::I fremmed’ fraliggende Pladser og Ort,
::Jeg kjender de Finner, det haver kundgiort
::        Og kunde det give tilkjende.
::Han kaster sig flad oppaa Jorden udstrakt,
::Og falder slet hen i Besvimels-Afmagt
::        Foruden al rørendes Aande
::Men naar han til Livet opkvægnes igjen,
::Fortæller han, hvor han vidt-værendes hen
::        Har vanket i fremmede Lande.
::Og paa det hans Ord kand forsikres med Ja,
::Da fører han seendes Pant derifra,
::        Som den eller den haver eiet.
::Saaledes kan Satan forgjøgle det Sind,
::Dem han ved Vantroen forstenede blind
::        Til sine Liv-egne har leiet!
::Sin Gande-Kunst bruger han og som en Mand,
::Og sender hvort hen hannem lyster om Land,
::        Forgiftig’ Beelzebubs Fluer,
::Han sætter dem ind udi Folk eller Fæ,
::Beskader saa mangt et uskyldige Kræ,
::        Som skrækkes for saadant og gruer.
::En liden Fortræd ham ei hændes saa snart,
::Han straxen, opfyldt af Hevngjerrigheds Art,
::        Med Gand sin Modstander mon plage;
::Men allermeest er det Forundringer værd:
::Een Ganden indsætter, den anden har lært
::        Den samme med Kunst at udtage.
::Nu maatte man spørge: hvor gjøres det godt,
::At Satan med Satanam øver sin Spot?
::        Kan Djævel en Djævel uddrive?
::Det synes, at saadant mod Skriften er sagt;
::Hvor skulde man kunne da give det Magt,
::        Hvis du i din’ Vers monne skrive?
::Jeg svarer dig af min Enfoldighed vel,
::At Satan paa Folk ved at gjøre Forskjel,
::        Og efter Personer sig føie;
::Sig god at anstille han vel kan forstaa,
::Og er dog ei alt udi Gjerningen saa,
::        Som han dig fremviser for Øie.
::Tit synes en Djævel gjør’ anden Gevalt:
::Det er ikkun giort for Fortjenesten alt,
::        Med Vilje lod Sigvard sig binde;
::Den Gjerning er hannem ei tung eller sur,
::At hjælpe det Menneskes Legem ved Cur,
::        Hvis Sjæl han i Længden vil vinde.
::Se! Satan i tusendfold Kunster bekjendt,
::Skuld’ han ikke vide ved Experiment,
::        Hvad skjult i Naturen maae være,
::Og han, som al Verdens Omripping har havt,
::Skuld’ han ei udgranske den lønlige Kraft,
::        Som Jorderigs Urter mon bære? 
::[[Fil:Holmboe 03.jpg|200px]]
</blockquote>

==Kilde==
Petter Dass: ''Nordlands Trompet eller Beskrivelse af Nordlands Amt'', udgivet af A. E. Erichsen med Illustrationer af Th. Holmboe, Kristiania 1892.

 

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på norsk]]
[[Kategori:Petter Dass]]
[[Kategori:Samisk mytologi]]

@@ Linje 6: / Linje 6: @@
 |-
 |}
 [[Fil:Petter_Dass_i_Melhus.jpg|thumb|350px|<center>Petter Dass (1647-1707)]]
 <center>
 <br>'''Petter Dass'''<br>(1647-1707)
 <br><big><big>'''Om Lapperne og Finnene'''</big></big><br>'''Af Nordlands Trompet'''<br>Udgivet 1739 </center>

Om Lapperne og Finnene - Revisjonshistorikk

Carsten på 28. feb. 2023 kl. 15:45

Carsten: Petter Dass: Om Lapperne og Finnene