Om hove og hovudgravninger på Island - Revisjonshistorikk

Carsten på 8. mai 2017 kl. 17:21

2017-05-08T17:21:10Z

Carsten på 8. mai 2017 kl. 16:00

2017-05-08T16:00:13Z

Carsten på 8. mai 2017 kl. 15:51

2017-05-08T15:51:30Z

Carsten på 8. mai 2017 kl. 15:46

2017-05-08T15:46:43Z

Carsten på 8. mai 2017 kl. 15:25

2017-05-08T15:25:07Z

Carsten på 8. mai 2017 kl. 15:10

2017-05-08T15:10:27Z

Carsten på 8. mai 2017 kl. 12:58

2017-05-08T12:58:36Z

Carsten på 8. mai 2017 kl. 12:55

2017-05-08T12:55:44Z

Carsten på 8. mai 2017 kl. 12:45

2017-05-08T12:45:38Z

Carsten på 8. mai 2017 kl. 10:15

2017-05-08T10:15:19Z

@@ Linje 17: / Linje 17: @@
 <br>Af '''Daniel Bruun''' og '''[[Finnur Jónsson biografi|Finnur Jónsson]]'''
-<br>''Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og historie''<br>Det kongelige nordiske oldskrift-selskab<br>II. Række, 24. bind<br>Kjøbenhavn<br>1909</center>
+<br><br>''Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og historie''<br>Det kongelige nordiske oldskrift-selskab<br>II. Række, 24. bind<br><br>Kjøbenhavn<br>1909</center>
@@ Linje 620: / Linje 618: @@
 ''K. Rørdam.''

@@ Linje 316: / Linje 316: @@
-Idet der henvises til plan II, på hvilken fortløbende numre fra 1 til 15 angiver findestedet for de genstande, der udgravedes, skal bemærkes, at de alle lå i kulturlaget umiddelbart på gulv eller bænke:
+[[Fil:Hovudgr.12.jpg|thumb|right|100px|<center>Fig. 12. Stenredskab.<br>(Grpl. nr. 11).</center>]]Idet der henvises til plan II, på hvilken fortløbende numre fra 1 til 15 angiver findestedet for de genstande, der udgravedes, skal bemærkes, at de alle lå i kulturlaget umiddelbart på gulv eller bænke:
 <blockquote>
 :Nr. 1, en brynesten, 18 cm. lang, 1¾ cm. bred og tyk.
@@ Linje 335: / Linje 335: @@
-Spredt rundt forskellige steder i hallen fandtes endel små hvide sten, der åbenbart er bleven afrundede på overfladen ved at have ligget enten i en elv eller en sø, hvor de er bleven afglattede ved bølgeslag og vandets bevægelse. Slige småsten, hvis störrelse gennemgående er noget mindre end et dueæg, træffes ret ofte i gamle, middelalderlige bopladser. Befolkningen kalder dem ''draugasteinar'' (gengangersten) og knytter overtroiske forestillinger til dem. Mulig er de bleven benyttede som spillebrikker.
+[[Fil:Hovudgr.14.jpg|thumb|left|200px|<center>Fig. 14. Benredskab.<br>(Grpl. nr. 13).</center>]][[Fil:Hovudgr.13.jpg|thumb|right|100px|<center>Fig. 13. Stenredskab.<br>(Grpl. nr. 11).</center>]]Spredt rundt forskellige steder i hallen fandtes endel små hvide sten, der åbenbart er bleven afrundede på overfladen ved at have ligget enten i en elv eller en sø, hvor de er bleven afglattede ved bølgeslag og vandets bevægelse. Slige småsten, hvis störrelse gennemgående er noget mindre end et dueæg, træffes ret ofte i gamle, middelalderlige bopladser. Befolkningen kalder dem ''draugasteinar'' (gengangersten) og knytter overtroiske forestillinger til dem. Mulig er de bleven benyttede som spillebrikker.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 8. mai 2017 kl. 15:51
Linje 268:		Linje 268:


−	Hvad nu skillevæggen mellem B og C angår (fig. 11), stod den bygt fra grunden af meget store sten ind mod C-rummet, medens den ind mod B-rummet havde et strengur-lag forneden, ovenpå hvilket der var lagt en række store sten, hvilke tilsammen dannede vægfladen. Mellem de to stenrækker, som således dannede hver sin side af tværvæggen, var der fyldt med jord, idet der dog, som berørt, nederst lå strengur-lag ind mod rum B. Denne bygningsmåde med svære, store sten oven på et jordtörvlag forekom os mærkelig og bidrog også til, at vi til at begynde med stillede os tvivlende overfor spørgsmålet, hvorvidt væggen som helhed var oprindelig; men ved igen i sommeren 1909 at have haft lejlighed til at studere gammel bygningsskik på de islandske gårde, er det blevet os klart, at slig en bygningsmåde forekommer ikke helt sjælden; vi må derfor antage, at den her omhandlede tværvæg virkelig er oprindelig i sin helhed.	+	[[Fil:Hovudgr.11.jpg\|thumb\|right\|450px\|<center>Fig. 11. Snit i nord-syd gennem afhuset (C) ved dorhöjningen (N). De punkterede linier angiver den senere indbyggede hestestalds bund og vægge.</center>]]Hvad nu skillevæggen mellem B og C angår (fig. 11), stod den bygt fra grunden af meget store sten ind mod C-rummet, medens den ind mod B-rummet havde et strengur-lag forneden, ovenpå hvilket der var lagt en række store sten, hvilke tilsammen dannede vægfladen. Mellem de to stenrækker, som således dannede hver sin side af tværvæggen, var der fyldt med jord, idet der dog, som berørt, nederst lå strengur-lag ind mod rum B. Denne bygningsmåde med svære, store sten oven på et jordtörvlag forekom os mærkelig og bidrog også til, at vi til at begynde med stillede os tvivlende overfor spørgsmålet, hvorvidt væggen som helhed var oprindelig; men ved igen i sommeren 1909 at have haft lejlighed til at studere gammel bygningsskik på de islandske gårde, er det blevet os klart, at slig en bygningsmåde forekommer ikke helt sjælden; vi må derfor antage, at den her omhandlede tværvæg virkelig er oprindelig i sin helhed.

@@ Linje 235: / Linje 235: @@
-[[Fil:Hovudgr.08.jpg|thumb|right|350px|<center>Fig. 8. Hovedildstedet (H) med den afdækkede grube.</center>]]Hovedildstedet (H; fig. 6, 7 og 8). Midt imellem rummets sidevægge og omtrent midt imellem bægge ender af det smalle bælte, som kendetegnes ved et lag af kul på gulvet — med andre ord: midt i langildenes række fandtes, hvad man kan kalde, et hovedildsted. Det var dannet derved, at der på jordfladen i samme höjde, som betegnedes ved det fra langildene stammende kullag, var lagt flade sten, omgivne af lodret stillede sten i en omtrent firkantet indramning 70 cm. bred og 1,20 m. lang og indtil 0,8 m. höj. Medens dette åbne ildsted i den nordre halvdel var omtrent vandret i bunden, som dækkedes af en större og nogle mindre flade sten, faldt dets sydlige halvdel noget mod syd, idet bunden her dannedes af et par större og flere mindre flade sten. For den søndre ende af ildstedet stod en stor, flad sten på höjkant med overkanten i höjde med ildstedets bageste overflade og med den nederste del c. 50 cm. dybere. En anden lignende flad sten var stillet på höjkant således, at den dannede en ret vinkel med førstnævnte i forlængelse af ildstedets vestside. Indtil 0,60 m. syd og c. 1 m. sydvest for ildstedet strakte sig en grube med flade sideskråninger, og hvis störste dybde fandtes lige syd for ildstedet mellem og ved de to på höjkant stillede sten. Den gik her omtrent ned til disses underkant. Ved grubens sydlige rand fandtes 17 håndsten af lava, der åbenbart havde været udsatte for ild, enten lige indenfor randen på den øverste grubeskråning eller udenfor samme på midtergulvets overflade. De lå, uden at man kunde spore nogen tilsigtet opstilling, men som var
+[[Fil:Hovudgr.08.jpg|thumb|right|350px|<center>Fig. 8. Hovedildstedet (H) med den afdækkede grube.</center>]]Hovedildstedet (H; fig. 6, 7 og 8). Midt imellem rummets sidevægge og omtrent midt imellem bægge ender af det smalle bælte, som kendetegnes ved et lag af kul på gulvet — med andre ord: midt i langildenes række fandtes, hvad man kan kalde, et hovedildsted. Det var dannet derved, at der på jordfladen i samme höjde, som betegnedes ved det fra langildene stammende kullag, var lagt flade sten, omgivne af lodret stillede sten i en omtrent firkantet indramning 70 cm. bred og 1,20 m. lang og indtil 0,8 m. höj. Medens dette åbne ildsted i den nordre halvdel var omtrent vandret i bunden, som dækkedes af en större og nogle mindre flade sten, faldt dets sydlige halvdel noget mod syd, idet bunden her dannedes af et par större og flere mindre flade sten. For den søndre ende af ildstedet stod en stor, flad sten på höjkant med overkanten i höjde med ildstedets bageste overflade og med den nederste del c. 50 cm. dybere. En anden lignende flad sten var stillet på höjkant således, at den dannede en ret vinkel med førstnævnte i forlængelse af ildstedets vestside. Indtil 0,60 m. syd og c. 1 m. sydvest for ildstedet strakte sig en grube med flade sideskråninger, og hvis störste dybde fandtes lige syd for ildstedet mellem og ved de to på höjkant stillede sten. Den gik her omtrent ned til disses underkant. Ved grubens sydlige rand fandtes 17 håndsten af lava, der åbenbart havde været udsatte for ild, enten lige indenfor randen på den øverste grubeskråning eller udenfor samme på midtergulvets overflade. De lå, uden at man kunde spore nogen tilsigtet opstilling, men som var de tilfældig kastede. I gruben fandtes nogle småstykker af knogler og en mængde trækulpartikler, nærmest bunden. Kullene viste sig ved senere undersøgelse i Den kgl. vetrinær- og landbohøjskoles agrikultur-kemiske laboratorium (jfr. Beretning fra samme bagved denne afhdl. — prøve 4) at være »af løvtræ og ganske utvivlsomt af birk«. De fandtes i lag på indtil nogle centimeters tykkelse, stedse nærmest bunden og iblandede med håndsten af lignende art som de nys omtalte, hvoraf der fra grubens bund optoges en halv snes stykker, hvilke ikke lå i nogen brolægning, men spredte. I alt var der således 27 sten i og ved gruben. Enkelte steder ved dennes sider kunde man se, at der var gravet ned gennem tidligere lag af kul — rimeligvis for at rense gruben. Det syntes, som om dennes øverste del var fyldt med en askelignende masse, hvilken imidlertid ved senere undersøgelse (jfr. Beretningen — prøve 3) har vist sig at måtte være jordarter, som utvivlsomt er transporterede hid af vinden. Grubens øverste del har da således åbenbart en tid ligget blottet for efterhånden at fyldes med tilføget jord. Dette må være sket, efterat huset ikke længere er blevet benyttet og under omstændigheder, der lader det udenfor al tvivl, at det ikke længer har været skærmet af tag eller i alle tilfælde ikke tilstrækkeligt.
@@ Linje 255: / Linje 253: @@
-I grubebunden fandtes trækulsmuld i et lag af indtil c. 10 cm. tykkelse, ligesom der op ad grubens sider hist og her sporedes sådant, dog ikke helt oppe ved randen. Knogler sås ikke i gruben. Denne var i øvrigt fyldt med en meget finkornet, kaffebrun jordart, af hvilken der toges prøve. Efter at denne har været undersøgt, viste det sig (jfr. beretningen — prøve 1), at den — ligesom for gruben ved hovedildstedet — utvivlsomt var transporteret hid af vinden. Gruben er altså bleven efterladt i tömt eller så godt som tömt tilstand.
+[[Fil:Hovudgr.09.jpg|thumb|left|350px|<center>Fig. 9. Snit gennem gruben (L) i syd-nord (set fra øst mod vest).</center>]]I grubebunden fandtes trækulsmuld i et lag af indtil c. 10 cm. tykkelse, ligesom der op ad grubens sider hist og her sporedes sådant, dog ikke helt oppe ved randen. Knogler sås ikke i gruben. Denne var i øvrigt fyldt med en meget finkornet, kaffebrun jordart, af hvilken der toges prøve. Efter at denne har været undersøgt, viste det sig (jfr. beretningen — prøve 1), at den — ligesom for gruben ved hovedildstedet — utvivlsomt var transporteret hid af vinden. Gruben er altså bleven efterladt i tömt eller så godt som tömt tilstand.
@@ Linje 261: / Linje 259: @@
-M. Ved skillevæggen mellem hallens nordlige del (B) og det mindre rum, nord for samme (C), fandtes i höjde med gulvfladen, måske rettere sagt, på denne, et tyndt (indtil 3 cm. tykt) lag af trækulsaske, hvis udstrækning var godt 1 m. i N—S og ligeså i Ø—V. Dette lag strakte sig c. 15 cm. ind under skillevæggen. Man vil erindre, at der har været udtalt tvivl om, hvorvidt der langs skillevæggen har været en tværbænk, skönt der fandtes endel sten, som nok kunde have dannet denne bænks begrænsninger. Dels var det ikke muligt med sikkerhed at konstatere jordtörvlaget mellem disse sten, men navnlig tilstedeværelsen af ildstedet syntes at göre et sådant lag tvivlsomt; ti har der været en bænk, måtte ildstedet være gravet ned gennem denne bænks jordlag til i höjde med gulvfladen. Enkelte knogler fandtes mellem nogle sten, som dækkede trækullaget eller lå til siden af dette — i øvrigt uden at der kunde spores nogen tilsigtet opstilling.
+[[Fil:Hovudgr.10.jpg|thumb|right|450px|<center>Fig. 10. Hovtomten på Hofstaðir set fra nord mod syd. Forrest afhuset C. Gårdens huse ses t. h. på tunet.</center>]]M. Ved skillevæggen mellem hallens nordlige del (B) og det mindre rum, nord for samme (C), fandtes i höjde med gulvfladen, måske rettere sagt, på denne, et tyndt (indtil 3 cm. tykt) lag af trækulsaske, hvis udstrækning var godt 1 m. i N—S og ligeså i Ø—V. Dette lag strakte sig c. 15 cm. ind under skillevæggen. Man vil erindre, at der har været udtalt tvivl om, hvorvidt der langs skillevæggen har været en tværbænk, skönt der fandtes endel sten, som nok kunde have dannet denne bænks begrænsninger. Dels var det ikke muligt med sikkerhed at konstatere jordtörvlaget mellem disse sten, men navnlig tilstedeværelsen af ildstedet syntes at göre et sådant lag tvivlsomt; ti har der været en bænk, måtte ildstedet være gravet ned gennem denne bænks jordlag til i höjde med gulvfladen. Enkelte knogler fandtes mellem nogle sten, som dækkede trækullaget eller lå til siden af dette — i øvrigt uden at der kunde spores nogen tilsigtet opstilling.

@@ Linje 204: / Linje 204: @@
-Søndre gavl af rummet havde, som allerede berørt, ikke nogen egenlig jord- eller græstörvsvæg, men kun en 20 cm. höj, foroven flad, fodskammel som de, der ofte ses ved foden af bræddevægge.
+[[Fil:Hovudgr.04.jpg|thumb|left|350px|<center>Fig. 4. Parti af vestre bænk i hovedrummet, set fra nord mod syd.</center>]]Søndre gavl af rummet havde, som allerede berørt, ikke nogen egenlig jord- eller græstörvsvæg, men kun en 20 cm. höj, foroven flad, fodskammel som de, der ofte ses ved foden af bræddevægge.
@@ Linje 210: / Linje 210: @@
-Hovedrummet med de buede sidevægge og den lige begrænsning mod nord og syd viste sig således, om man vil,
+Hovedrummet med de buede sidevægge og den lige begrænsning mod nord og syd viste sig således, om man vil, at have en vis lighed med et skib med afstumpede stævne, uden at det dermed skal siges, at just skibsformen har været tilstræbt.
@@ Linje 222: / Linje 219: @@
-Medens forhöjningerne var utvivlsomme langs bægge sidevægge, kan det være tvivlsomt, om der ved skillevæggen for rummets nordende også har været en forhöjning. Jordtörvene var ikke tydelig tilstede her, ligesom et lille ildsteds tilstedeværelse (M) synes at tale derimod. Dette kunde dog måske have været anbragt ned i forhöjningen. Langs rummets sydende, hvor der kun findes én stenrække, hvilken rimeligvis har dannet underlag for en bræddegavl, har der næppe været nogen forhöjning. Kun på ét sted i hovedrummets vægge kan der med sikkerhed påvises en döråbning (P), nemlig gennem østvæggen i dennes nordlige halvdel (fig. 5). Dörvidden var 1,10 á 1,20 m. Vestligst i döråbningen stod en foroven 6 cm. smal tærskelsten på höjkant. Når den indtrædende havde løftet foden godt 20 cm. over den, trådte han på en stor, flad sten, hvis störste dimension i øst— vest var 1 m. Den lå i flugt med forhöjningens underkant, ligesom flere mindre sten lå fra den ud på gulvet, hvilket her sænkede sig noget mod rummets midte.
+[[Fil:Hovudgr.05.jpg|thumb|right|350px|<center>Fig. 5. Døråbningen (P) i hovedrummet med tærskelsten m.m.</center>]]
@@ Linje 228: / Linje 226: @@
-På gulvet fandtes forøvrigt til bægge sider af rummets midterlinje (efter længden) og i omtrent samme afstand fra denne enkelte sten (fig. 3). De havde, efter alt at dömme, dannet fundament for lodrette stolpepar, som med 5 til 6 meters afstand dannede 6 til 7 par indre staver, på hvilke taget har hvilet, foruden på de ydre staver, hvilke sidste rimeligvis har været funderede i den stenrække, der danner sidevæggenes inderside (fig. 6). Flere af stenfundamenterne for de indre staver manglede vel, men de tilbageværende er formodentlig tilstrækkelige til at begrunde den her fremsatte anskuelse.
+[[Fil:Hovudgr.07.jpg|thumb|left|250px|<center>Fig. 7. Hovedildstedet (H) med grube.</center>]]På gulvet fandtes forøvrigt til bægge sider af rummets midterlinje (efter længden) og i omtrent samme afstand fra denne enkelte sten (fig. 3). De havde, efter alt at dömme, dannet fundament for lodrette stolpepar, som med 5 til 6 meters afstand dannede 6 til 7 par indre staver, på hvilke taget har hvilet, foruden på de ydre staver, hvilke sidste rimeligvis har været funderede i den stenrække, der danner sidevæggenes inderside (fig. 6). Flere af stenfundamenterne for de indre staver manglede vel, men de tilbageværende er formodentlig tilstrækkelige til at begrunde den her fremsatte anskuelse.
@@ Linje 237: / Linje 235: @@
-Hovedildstedet (H; fig. 6, 7 og 8). Midt imellem rummets sidevægge og omtrent midt imellem bægge ender af det smalle bælte, som kendetegnes ved et lag af kul på gulvet — med andre ord: midt i langildenes række fandtes, hvad man kan kalde, et hovedildsted. Det var dannet derved, at der på jordfladen i samme höjde, som betegnedes ved det fra langildene stammende kullag, var lagt flade sten, omgivne af lodret stillede sten i en omtrent firkantet indramning 70 cm. bred og 1,20 m. lang og indtil 0,8 m. höj. Medens dette åbne ildsted i den nordre halvdel var omtrent vandret i bunden, som dækkedes af en större og nogle mindre flade sten, faldt dets sydlige halvdel noget mod syd, idet bunden her dannedes af et par större og flere mindre flade sten. For den søndre ende af ildstedet stod en stor, flad sten på höjkant med overkanten i höjde med ildstedets bageste overflade og med den nederste del c. 50 cm. dybere. En anden lignende flad sten var stillet på höjkant således, at den dannede en ret vinkel med førstnævnte i forlængelse af ildstedets vestside. Indtil 0,60 m. syd og c. 1 m. sydvest for ildstedet strakte sig en grube med flade sideskråninger, og hvis störste dybde fandtes lige syd for ildstedet mellem og ved de to på höjkant stillede sten. Den gik her omtrent ned til disses underkant. Ved grubens sydlige rand fandtes 17 håndsten af lava, der åbenbart havde været udsatte for ild, enten lige indenfor randen på den øverste grubeskråning eller udenfor samme på midtergulvets overflade. De lå, uden at man kunde spore nogen tilsigtet opstilling, men som var
+[[Fil:Hovudgr.08.jpg|thumb|right|350px|<center>Fig. 8. Hovedildstedet (H) med den afdækkede grube.</center>]]Hovedildstedet (H; fig. 6, 7 og 8). Midt imellem rummets sidevægge og omtrent midt imellem bægge ender af det smalle bælte, som kendetegnes ved et lag af kul på gulvet — med andre ord: midt i langildenes række fandtes, hvad man kan kalde, et hovedildsted. Det var dannet derved, at der på jordfladen i samme höjde, som betegnedes ved det fra langildene stammende kullag, var lagt flade sten, omgivne af lodret stillede sten i en omtrent firkantet indramning 70 cm. bred og 1,20 m. lang og indtil 0,8 m. höj. Medens dette åbne ildsted i den nordre halvdel var omtrent vandret i bunden, som dækkedes af en större og nogle mindre flade sten, faldt dets sydlige halvdel noget mod syd, idet bunden her dannedes af et par större og flere mindre flade sten. For den søndre ende af ildstedet stod en stor, flad sten på höjkant med overkanten i höjde med ildstedets bageste overflade og med den nederste del c. 50 cm. dybere. En anden lignende flad sten var stillet på höjkant således, at den dannede en ret vinkel med førstnævnte i forlængelse af ildstedets vestside. Indtil 0,60 m. syd og c. 1 m. sydvest for ildstedet strakte sig en grube med flade sideskråninger, og hvis störste dybde fandtes lige syd for ildstedet mellem og ved de to på höjkant stillede sten. Den gik her omtrent ned til disses underkant. Ved grubens sydlige rand fandtes 17 håndsten af lava, der åbenbart havde været udsatte for ild, enten lige indenfor randen på den øverste grubeskråning eller udenfor samme på midtergulvets overflade. De lå, uden at man kunde spore nogen tilsigtet opstilling, men som var
 de tilfældig kastede. I gruben fandtes nogle småstykker af knogler og en mængde trækulpartikler, nærmest bunden.
 Kullene viste sig ved senere undersøgelse i Den kgl. vetrinær- og landbohøjskoles agrikultur-kemiske laboratorium (jfr. Beretning fra samme bagved denne afhdl. — prøve 4) at være »af løvtræ og ganske utvivlsomt af birk«. De fandtes i lag på indtil nogle centimeters tykkelse, stedse nærmest bunden og iblandede med håndsten af lignende art som de nys omtalte, hvoraf der fra grubens bund optoges en halv snes stykker, hvilke ikke lå i nogen brolægning, men spredte. I alt var der således 27 sten i og ved gruben. Enkelte steder ved dennes sider kunde man se, at der var gravet ned gennem tidligere lag af kul — rimeligvis for at rense gruben. Det syntes, som om dennes øverste del var fyldt med en askelignende masse, hvilken imidlertid ved senere undersøgelse (jfr. Beretningen — prøve 3) har vist sig at måtte være jordarter, som utvivlsomt er transporterede hid af vinden. Grubens øverste del har da således åbenbart en tid ligget blottet for efterhånden at fyldes med tilføget jord. Dette må være sket, efterat huset ikke længere er blevet benyttet og under omstændigheder, der lader det udenfor al tvivl, at det ikke længer har været skærmet af tag eller i alle tilfælde ikke tilstrækkeligt.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 8. mai 2017 kl. 15:10
Linje 177:		Linje 177:


−	[[Fil:Hovudgr.01.jpg\|thumb\|left\|350px\|<center>Fig. 1. Hovtomtens beliggenhed i udkanten af tunet ved overgangen til höjderne mod øst.</center>]]Gården Hofstaðir ligger på en terrasse ved den fra Mývatn udströmmende Laxá, der i rivende strømhvirvler kommer ned gennem dalen, idet den baner sig vej mellem dalbundens lavamasser. Ved Hofstaðir, som ligger på elvens østside, hæver terrænet sig en halvthundrede meter skrås op efter fra elven til den terrasse, på hvilken gården med dens hjemmemark (''tun'') ligger. Denne grænser mod øst umiddelbart op til de ikke videre stejle höjder i terrænet mellem Laksådalen og Mývatn. Gårdens tun er temlig stort; ca. 200 meter nord-nordøst for indhusene, lige i terrassens østlige begrænsning, på overgangen til skråningen ligger en gruppe af tre tomter (fig. 1 og 2), hvis vægge för udgravningen var let kendelige.	+	[[Fil:Hovudgr.01a.jpg\|thumb\|left\|350px\|<center>Fig. 1. Hovtomtens beliggenhed i udkanten af tunet ved overgangen til höjderne mod øst.</center>]]Gården Hofstaðir ligger på en terrasse ved den fra Mývatn udströmmende Laxá, der i rivende strømhvirvler kommer ned gennem dalen, idet den baner sig vej mellem dalbundens lavamasser. Ved Hofstaðir, som ligger på elvens østside, hæver terrænet sig en halvthundrede meter skrås op efter fra elven til den terrasse, på hvilken gården med dens hjemmemark (''tun'') ligger. Denne grænser mod øst umiddelbart op til de ikke videre stejle höjder i terrænet mellem Laksådalen og Mývatn. Gårdens tun er temlig stort; ca. 200 meter nord-nordøst for indhusene, lige i terrassens østlige begrænsning, på overgangen til skråningen ligger en gruppe af tre tomter (fig. 1 og 2), hvis vægge för udgravningen var let kendelige.

@@ Linje 177: / Linje 177: @@
-[[Fil:Hovudgr.01.jpg|thumb|left|350px|<center>Hovtomtens beliggenhed i udkanten af tunet ved overgangen til höjderne mod øst.</center>]]Gården Hofstaðir ligger på en terrasse ved den fra Mývatn udströmmende Laxá, der i rivende strømhvirvler kommer ned gennem dalen, idet den baner sig vej mellem dalbundens lavamasser. Ved Hofstaðir, som ligger på elvens østside, hæver terrænet sig en halvthundrede meter skrås op efter fra elven til den terrasse, på hvilken gården med dens hjemmemark (''tun'') ligger. Denne grænser mod øst umiddelbart op til de ikke videre stejle höjder i terrænet mellem Laksådalen og Mývatn. Gårdens tun er temlig stort; ca. 200 meter nord-nordøst for indhusene, lige i terrassens østlige begrænsning, på overgangen til skråningen ligger en gruppe af tre tomter (fig. 1 og 2), hvis vægge för udgravningen var let kendelige.
+[[Fil:Hovudgr.01.jpg|thumb|left|350px|<center>Fig. 1. Hovtomtens beliggenhed i udkanten af tunet ved overgangen til höjderne mod øst.</center>]]Gården Hofstaðir ligger på en terrasse ved den fra Mývatn udströmmende Laxá, der i rivende strømhvirvler kommer ned gennem dalen, idet den baner sig vej mellem dalbundens lavamasser. Ved Hofstaðir, som ligger på elvens østside, hæver terrænet sig en halvthundrede meter skrås op efter fra elven til den terrasse, på hvilken gården med dens hjemmemark (''tun'') ligger. Denne grænser mod øst umiddelbart op til de ikke videre stejle höjder i terrænet mellem Laksådalen og Mývatn. Gårdens tun er temlig stort; ca. 200 meter nord-nordøst for indhusene, lige i terrassens østlige begrænsning, på overgangen til skråningen ligger en gruppe af tre tomter (fig. 1 og 2), hvis vægge för udgravningen var let kendelige.
@@ Linje 183: / Linje 183: @@
-[[Fil:Hovudgr.02.jpg|thumb|left|200px|<center>Tomterne på Hofstaðir.</center>]]Endelig skal anføres, at der ved hovedtomtens sydøstre hjörne i 1896 sås en, rimeligvis i nyere tid opført, tomt (fold ?), hvilken i 1908 var fjærnet.
+[[Fil:Hovudgr.02.jpg|thumb|left|200px|<center>Fig. 2. Tomterne på Hofstaðir.</center>]]Endelig skal anføres, at der ved hovedtomtens sydøstre hjörne i 1896 sås en, rimeligvis i nyere tid opført, tomt (fold ?), hvilken i 1908 var fjærnet.
@@ Linje 198: / Linje 198: @@
-Langvæggene i hovedrummet (A + B) viste sig at have været opførte, så at sige overalt, af græstörv og jordtörv i det forbant, som endnu den dag i dag ofte ses i bygninger, og som bærer navnet ''klömbruhnausar''<ref> D. Bruun: Fortidsm. og Nutidshj. 81—82.</ref> (enkelttal ''-hnaus'', jordtörvstykke). Det holdbareste bygningsmateriale til vægge af græs- og jordtörv er det øverste lag af jordskorpen, den egenlige græstörv, i et godt 5 cm. tykt lag: ''strengur''. Det afskæres i store flager, som lægges vandret ovenpå hinanden. Da man imidlertid ikke altid kan skaffe tilstrækkeligt deraf, må man ofte benytte jordskorpelaget til en dybde af ca. 13 cm. Disse jordtörv skæres i 20—24 cm. lange og omtrent lige så brede og 12—13 cm. höje murtörv (''hnaus''). Nu opføres den såkaldte klömbruhnaus-væg med afvekslende lag af hnaus og strengur, eller uden dette sidste, således at hnaus-stykkerne danner zigzagmønstre. Törvene i disse lag af hnaus vender græsfladen skråt til siden. Disse zigzagmønstre sås tydelig i de nylig afskrællede vægflader ind mod rummet (fig. 3). Hvor de forekom, er angivet ved særlig bølgeformet skravering.
+[[Fil:Hovudgr.03.jpg|thumb|right|350px|<center>Fig. 3. Hovtomten på Hofstaðir set fra syd mod nord. I væggen t. h. ses klömbruhnaus-lag. Stenunderlaget for en del indre stolper ses på gulvet.</center>]]Langvæggene i hovedrummet (A + B) viste sig at have været opførte, så at sige overalt, af græstörv og jordtörv i det forbant, som endnu den dag i dag ofte ses i bygninger, og som bærer navnet ''klömbruhnausar''<ref> D. Bruun: Fortidsm. og Nutidshj. 81—82.</ref> (enkelttal ''-hnaus'', jordtörvstykke). Det holdbareste bygningsmateriale til vægge af græs- og jordtörv er det øverste lag af jordskorpen, den egenlige græstörv, i et godt 5 cm. tykt lag: ''strengur''. Det afskæres i store flager, som lægges vandret ovenpå hinanden. Da man imidlertid ikke altid kan skaffe tilstrækkeligt deraf, må man ofte benytte jordskorpelaget til en dybde af ca. 13 cm. Disse jordtörv skæres i 20—24 cm. lange og omtrent lige så brede og 12—13 cm. höje murtörv (''hnaus''). Nu opføres den såkaldte klömbruhnaus-væg med afvekslende lag af hnaus og strengur, eller uden dette sidste, således at hnaus-stykkerne danner zigzagmønstre. Törvene i disse lag af hnaus vender græsfladen skråt til siden. Disse zigzagmønstre sås tydelig i de nylig afskrællede vægflader ind mod rummet (fig. 3). Hvor de forekom, er angivet ved særlig bølgeformet skravering.
-[[Fil:Hovudgr.03.jpg|thumb|right|350px|<center>Hovtomten på Hofstaðir set fra syd mod nord. I væggen t. h. ses klömbruhnaus-lag. Stenunderlaget for en del indre stolper ses på gulvet.</center>]]Murtykkelserne i langvæggene var gennemgående 1,75 cm., hvilket fremkom på de steder, hvor væggene helt blev gennemgravede, ligesom det også kunde skönnes, hvor dette ikke var tilfældet. Hvor stor murhöjden oprindelig har været, kan ikke siges aldeles bestemt, eftersom væggene selvfølgelig i tidernes løb er sunkne meget sammen; nu stod de i en höjde over gulvet af imellem 70 og 95 cm. Regner man, at de oprindelig har været 1/3 höjere, bliver murhöjden omtr. 1¼ meter, hvilket omtrentlig vilde svare til 5 lag klömbruhnausar eller 4 lag sådanne i forbindelse med strengur-lag forneden og måske foroven. Flere steder sås der ganske tydelig at have været sådanne forbant. Fundamentet for væggenes inderkant viste sig at være en række sten, som dog ikke lå fortløbende, men med korte mellemrum langs hele kanten. Et enkelt sted fandtes ved gennemskæring af væggen en tilsvarende stenrad langs dennes yderkant, således mellem rum A og D. Afstanden mellem stenene i væggens yder- og inderrand var her 1¾ m. (udv. målt), hvilket mål altså angiver bredden af langvæggen. Som det ses på planche II, viste det sig, at hovedrummet (A + B) ikke havde et rektangulært grundplan, idet nemlig langvæggenes inderkanter var let bueformede, hvilket ikke kunde ses, forinden udgravningen havde blottet stenvæggens fundamentrække.
+Murtykkelserne i langvæggene var gennemgående 1,75 cm., hvilket fremkom på de steder, hvor væggene helt blev gennemgravede, ligesom det også kunde skönnes, hvor dette ikke var tilfældet. Hvor stor murhöjden oprindelig har været, kan ikke siges aldeles bestemt, eftersom væggene selvfølgelig i tidernes løb er sunkne meget sammen; nu stod de i en höjde over gulvet af imellem 70 og 95 cm. Regner man, at de oprindelig har været 1/3 höjere, bliver murhöjden omtr. 1¼ meter, hvilket omtrentlig vilde svare til 5 lag klömbruhnausar eller 4 lag sådanne i forbindelse med strengur-lag forneden og måske foroven. Flere steder sås der ganske tydelig at have været sådanne forbant. Fundamentet for væggenes inderkant viste sig at være en række sten, som dog ikke lå fortløbende, men med korte mellemrum langs hele kanten. Et enkelt sted fandtes ved gennemskæring af væggen en tilsvarende stenrad langs dennes yderkant, således mellem rum A og D. Afstanden mellem stenene i væggens yder- og inderrand var her 1¾ m. (udv. målt), hvilket mål altså angiver bredden af langvæggen. Som det ses på planche II, viste det sig, at hovedrummet (A + B) ikke havde et rektangulært grundplan, idet nemlig langvæggenes inderkanter var let bueformede, hvilket ikke kunde ses, forinden udgravningen havde blottet stenvæggens fundamentrække.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 8. mai 2017 kl. 12:45
Linje 168:		Linje 168:


−	Efter således at have gjort rede for, hvad der gennem literaturen kan vides om hovene, skal vi dernæst gå over til beretningen om undersøgelsen af et sådant.	+	[[Fil:Hovudgr.planche.jpg\|thumb\|350px\|<center>Planche II<br>Hovtomten på Hofstaðir</center>]]Efter således at have gjort rede for, hvad der gennem literaturen kan vides om hovene, skal vi dernæst gå over til beretningen om undersøgelsen af et sådant.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 8. mai 2017 kl. 10:15
Linje 27:		Linje 27:


−	Et andet navn er ''~~hörgr~~''<ref> Ang. ordet kan henvises til F. Jonssons afhdl. i festskriftet til K. Weinhold samt til »Horg og Hov« af H. M. Schirmer i Aarsberetn. fra Foreningen til norske fortidsmindesmærkers bevaring 1907; jfr. N. Nicolaysen i (Norsk) Hist. tidsskr. 1888.</ref>. Selve ordet er fællesgermansk; det. findes både i oldhøjtysk og angelsaksisk, hvor det gengiver de latinske ord »lucus, nemus, del ubrum, sacellus, fanum«, eller: lund, tempel, men »lunde« var, som bekendt, hos Germaner i ældre tider hellige, og i dem foregik, gudedyrkelse. Dette synes at være den ældste betydning af ordet (grundbetydningen måske »indelukke, indviet sted«); såsnart virkelige templer, gudehuse, byggedes, overførtes navnet på disse. Vi genfinder ordet på nordisk grund, ''hǫrgr'', hyppigst i forbindelsen ''hof ok hǫrgr'' (flt. ''hǫrgar''). I [[Hǫrgr\|festskriftet til K. Weinhold]] (Strassburg 1896) er alle eller de fleste steder i litteraturen, hvor ordet findes, samlede og behandlede; hertil kan der henvises<ref> Om hǫrgr handler også A. Thümmel udførlig s. 100-14 uden at bringe spørgsmålets løsning videre.</ref>. Det fremgår både af de ældste kilder, hvor det forekommer (Vǫluspá, Vafþruðnismál, Grímnismál), samt af andre steder, at ordet betegner et hus; hǫrgr kaldes »højttømret«, og den kan brænde (blive brændt op; jfr. ''hof sviðnuðu, hǫrgar brunnu'' osv.). Det samme viser uomtvistelig den måde, hvorpå ordet bruges i skjaldeomskrivninger for »skjoldet«; i dem betyder det »hus« (eller i hvert fald dele af hus). Det samme fremgår endvidere af yngre prosaiske kilder (som den såkaldte Sverres kristenret: »hvis han opfører et hus og kalder det hörg«). I sin Edda nævner Snorre hörgen som et »hus«, guderne (i tidernes morgen) opførte, og som »gudinderne ejede«; således lyder teksten i to hovedhåndskrifter; i det tredje hedder det derimod, at »de gjorde et hus, hvori der var hörg, som tilhørte gudinderne« (Upsalahåndskr.). Efter dette skulde hǫrgr være noget andet end huset (templet), og der kan da næppe være tale om andet end at det skulde betyde »alter«, og således er det blevet opfattet. Men ét bør særlig fremhæves, at i alle håndskrifterne sættes »hörgen« enstemmig i forbindelse med gudinderne. I en mærkelig overensstemmelse hermed står et sted i Hervarars., der ganske vist kun findes i papirsafskrifter, men som dog synes at måtte bero på gamle kilder; her hedder det om dronning Alfhild, at hun under et »diseblot« om natten »rødfarvede hörgen« (nemlig i offerdyrenes blod). Tydelig kan man ganske vist ikke af dette sted se, om hörg betyder tempel eller alter, men den sættes klart i forbindelse med gudinderne, ti »diser« er her afgjort gudinder og ingen andre væsner<ref> Om diser og diseblot se L. Levander i Sagotraditioner om Sveakungen Adils i (svensk) Antiq. tidsskr. XVIII, 25 ff.; forf., har dog næppe ret i alt.</ref>.	+	Et andet navn er ''hǫrgr''<ref> Ang. ordet kan henvises til F. Jonssons afhdl. i festskriftet til K. Weinhold samt til »Horg og Hov« af H. M. Schirmer i Aarsberetn. fra Foreningen til norske fortidsmindesmærkers bevaring 1907; jfr. N. Nicolaysen i (Norsk) Hist. tidsskr. 1888.</ref>. Selve ordet er fællesgermansk; det. findes både i oldhøjtysk og angelsaksisk, hvor det gengiver de latinske ord »lucus, nemus, del ubrum, sacellus, fanum«, eller: lund, tempel, men »lunde« var, som bekendt, hos Germaner i ældre tider hellige, og i dem foregik, gudedyrkelse. Dette synes at være den ældste betydning af ordet (grundbetydningen måske »indelukke, indviet sted«); såsnart virkelige templer, gudehuse, byggedes, overførtes navnet på disse. Vi genfinder ordet på nordisk grund, ''hǫrgr'', hyppigst i forbindelsen ''hof ok hǫrgr'' (flt. ''hǫrgar''). I [[Hǫrgr\|festskriftet til K. Weinhold]] (Strassburg 1896) er alle eller de fleste steder i litteraturen, hvor ordet findes, samlede og behandlede; hertil kan der henvises<ref> Om hǫrgr handler også A. Thümmel udførlig s. 100-14 uden at bringe spørgsmålets løsning videre.</ref>. Det fremgår både af de ældste kilder, hvor det forekommer (Vǫluspá, Vafþruðnismál, Grímnismál), samt af andre steder, at ordet betegner et hus; hǫrgr kaldes »højttømret«, og den kan brænde (blive brændt op; jfr. ''hof sviðnuðu, hǫrgar brunnu'' osv.). Det samme viser uomtvistelig den måde, hvorpå ordet bruges i skjaldeomskrivninger for »skjoldet«; i dem betyder det »hus« (eller i hvert fald dele af hus). Det samme fremgår endvidere af yngre prosaiske kilder (som den såkaldte Sverres kristenret: »hvis han opfører et hus og kalder det hörg«). I sin Edda nævner Snorre hörgen som et »hus«, guderne (i tidernes morgen) opførte, og som »gudinderne ejede«; således lyder teksten i to hovedhåndskrifter; i det tredje hedder det derimod, at »de gjorde et hus, hvori der var hörg, som tilhørte gudinderne« (Upsalahåndskr.). Efter dette skulde hǫrgr være noget andet end huset (templet), og der kan da næppe være tale om andet end at det skulde betyde »alter«, og således er det blevet opfattet. Men ét bør særlig fremhæves, at i alle håndskrifterne sættes »hörgen« enstemmig i forbindelse med gudinderne. I en mærkelig overensstemmelse hermed står et sted i Hervarars., der ganske vist kun findes i papirsafskrifter, men som dog synes at måtte bero på gamle kilder; her hedder det om dronning Alfhild, at hun under et »diseblot« om natten »rødfarvede hörgen« (nemlig i offerdyrenes blod). Tydelig kan man ganske vist ikke af dette sted se, om hörg betyder tempel eller alter, men den sættes klart i forbindelse med gudinderne, ti »diser« er her afgjort gudinder og ingen andre væsner<ref> Om diser og diseblot se L. Levander i Sagotraditioner om Sveakungen Adils i (svensk) Antiq. tidsskr. XVIII, 25 ff.; forf., har dog næppe ret i alt.</ref>.