Rasmus Kristian Rask biografi - Revisjonshistorikk

Jesper på 14. nov. 2016 kl. 17:18

2016-11-14T17:18:52Z

Jesper på 14. nov. 2013 kl. 06:51

2013-11-14T06:51:10Z

Carsten: Rasmus Kristian Rask biografi

2013-01-13T12:40:46Z

Rasmus Kristian Rask biografi

Vis endringer

@@ Linje 18: / Linje 18: @@
 <br>&nbsp;&nbsp; Imidlertid havde Videnskabernes Selskab udsat en Prisopgave, der gik ud paa «at oplyse, af hvilken Kilde det gamle nordiske Sprog sikrest kan udledes,» og «at bestemme de Grundsætninger, hvorpaa al Udledelse og Sammenligning i disse (de nordiske og germanske) Tungemaal bør bygges». Denne Opgave var som skabt for R., og han tog strax fat paa at besvare den. Efter først at have indsendt nogle Prøver, der vandt Bifald, udarbejdede han i det væsentlige, som det synes, sin Prisafhandling fra Sommeren 1812 til Sommeren 1813, men fik den først afsluttet under sit følgende Ophold paa Island.
 <br>&nbsp;&nbsp; At besøge dette Land havde længe været hans Ønske. Nu tilbød en islandsk Kjøbmand i Kjøbenhavn ham fri Rejse med et af sine Skibe, og desuden opnaaede han nogen anden Understøttelse, dels privat, dels offentlig. I Sommeren 1813 sejlede han da til Reykjavik og tilbragte nu 2 Aar paa Island, i det han efterhaanden berejste de forskjellige Dele af Landet og saaledes ikke blot gjorde Bekjendtskab med alle de i historisk Henseende mærkelige Steder, men ogsaa til Fuldkommenhed tilegnede sig Sproget, som han talte og skrev omtrent som en indfødt. I Efteraaret 1815 vendte han hjem over Leith, hvor han opholdt sig i nogle Uger; her fra besøgte han næsten daglig Edinburgh, hvor han gjorde forskjellige litterære Bekjendtskaber.
-<br>&nbsp;&nbsp; Under sin Fraværelse var han 1814 bleven udnævnt til Underbibliothekar ved Universitetsbibliotheket med aarlig Løn af 200 Rdl. S. A. havde han til Videnskabernes Selskab indsendt sin Prisafhandling, der i det følgende Aar vandt Selskabets Guldmedaille. I Trykken udkom dette mærkelige Arbejde («Undersøgelse om det gamle nordiske ell. islandske Sprogs Oprindelse») dog først 1818, længe efter at R. allerede havde tiltraadt sin store Rejse. Hvad der er det mest fremtrædende i dette Arbejde, er den deri anvendte, endnu i det væsentlige nye Methode, hvis Principper nærmere udvikles i Bogens 1. Hovedstykke: at man ved progsammenligninger ikke, som man hidtil har gjort, maa nøjes med Ordligheder, men at Hovedvægten maa lægges paa den grammatiske Bygning. Dette Princip anvender han da, i det han, efter først at have undersøgt Forholdet mellem de nordiske og de øvrige «gotiske» Sprog, gaar videre for at finde «Kilden» til hine. Efter at have dvælet ved forskjellige Sprog, i hvilke denne umulig kan findes (Grønlandsk, Finsk o. a.), gjennemgaar han de slaviske og lettiske Sprog og viser, at de maa være udgaaede selvstændig fra samme Kilde som de gotiske Sprog; endelig viser han i den sidste Halvdel af Bogen, at Græsk er det Sprog, der staar den tabte Kilde – som han temmelig vilkaarlig benævner det gamle «thrakiske» – nærmest og for saa vidt kan betragtes som Roden til de andre Sprog, blandt hvilke Latin atter staar Græsken nærmest. (Desværre er kun dette sidste Afsnit, og det endda meget skjødesløst, bleven oversat paa Tysk («Über die thrakische Sprachclasse», i J. S. Vaters «Vergleichungstafeln der europ. Stammsprachen»,1822) og derved gjort mere tilgængeligt for den almene Videnskab.) Ved de indiske og persiske Sprog maa R. standse, skjønt han ikke finder det usandsynligt, at vi her atter kunde have Roden til de «thrakiske» Sprog, naar den blot ikke «var skjult for dybt under Jorden».
+<br>&nbsp;&nbsp; Under sin Fraværelse var han 1814 bleven udnævnt til Underbibliothekar ved Universitetsbibliotheket med aarlig Løn af 200 Rdl. S. A. havde han til Videnskabernes Selskab indsendt sin Prisafhandling, der i det følgende Aar vandt Selskabets Guldmedaille. I Trykken udkom dette mærkelige Arbejde («Undersøgelse om det gamle nordiske ell. islandske Sprogs Oprindelse») dog først 1818, længe efter at R. allerede havde tiltraadt sin store Rejse. Hvad der er det mest fremtrædende i dette Arbejde, er den deri anvendte, endnu i det væsentlige nye Methode, hvis Principper nærmere udvikles i Bogens 1. Hovedstykke: at man ved sprogsammenligninger ikke, som man hidtil har gjort, maa nøjes med Ordligheder, men at Hovedvægten maa lægges paa den grammatiske Bygning. Dette Princip anvender han da, i det han, efter først at have undersøgt Forholdet mellem de nordiske og de øvrige «gotiske» Sprog, gaar videre for at finde «Kilden» til hine. Efter at have dvælet ved forskjellige Sprog, i hvilke denne umulig kan findes (Grønlandsk, Finsk o. a.), gjennemgaar han de slaviske og lettiske Sprog og viser, at de maa være udgaaede selvstændig fra samme Kilde som de gotiske Sprog; endelig viser han i den sidste Halvdel af Bogen, at Græsk er det Sprog, der staar den tabte Kilde – som han temmelig vilkaarlig benævner det gamle «thrakiske» – nærmest og for saa vidt kan betragtes som Roden til de andre Sprog, blandt hvilke Latin atter staar Græsken nærmest. (Desværre er kun dette sidste Afsnit, og det endda meget skjødesløst, bleven oversat paa Tysk («Über die thrakische Sprachclasse», i J. S. Vaters «Vergleichungstafeln der europ. Stammsprachen»,1822) og derved gjort mere tilgængeligt for den almene Videnskab.) Ved de indiske og persiske Sprog maa R. standse, skjønt han ikke finder det usandsynligt, at vi her atter kunde have Roden til de «thrakiske» Sprog, naar den blot ikke «var skjult for dybt under Jorden».
 <br>&nbsp;&nbsp; At faa Lejlighed til selv ved en større Rejse at undersøge dette nærmere blev da R.s næste store Opgave. I Efteraaret 1816 lykkedes det ham at opnaa de nødvendige Midler til at tiltræde den paatænkte Rejse, hvis Maal oprindelig synes at have været gjennem Sverige og Finland at gaa til Sydrusland for at undersøge, «hvad Levninger der muligvis maatte befindes af vore Forfædre eller i det mindste af de senere Goter»; men dette Maal viste sig senere naturligvis ganske illusorisk, og Planen blev da ogsaa efterhaanden betydelig forandret og udvidet.
 <br>&nbsp;&nbsp; De Midler, han foreløbig havde at regne paa, vare en privat Understøttelse af Gehejmeraad Bülow til Sanderumgaard paa 2000 Rbdl., fordelte paa 2 Aar, og en Understøttelse af Universitetsdirektionen paa 200 Rbdl., ligeledes i 2 Aar. Det lykkedes imidlertid hans utrættelige Talsmand Professor P. E. Müller i de følgende Aar efterhaanden at skaffe ham en stigende Understøttelse, særlig af Kongens Kasse, om end ikke rigeligere, end at han ofte paa sin Rejse havde store pekuniære Vanskeligheder at kæmpe med. Vore Kilder til Kundskab om hans Rejse ere dels den endnu bevarede Dagbog, som han begyndte at føre ved sin Afrejse fra Kjøbenhavn, dels hans til Tider ret udførlige Breve til Hjemmet (Nyerup, P. E. Muller, hans Ven og Kommissionær Urtekræmmer Larsen o. a.), af hvilke de vigtigste ere trykte.

@@ Linje 13: / Linje 13: @@
 <center>'''[[Biografisk oversigt]]'''<br><br><big>'''Rasmus Kristian Rask'''</big><br>'''(1787-1832)'''</center>
-<br><br>'''Rask, Rasmus Kristian''', 1787-1832, Sprogforsker, var født 22. Nov. 1787 i Landsbyen Brændekilde (en Mils Vej fra Odense), hvor hans Fader, Niels Hansen Rasch (f. i Paarup 13. Marts 1749, d. i Fjelsted Sogn 5. Dec. 1810), beboede et lille (nu ombygget) Hus. Faderen, der af Profession var Skrædder, skal have været en begavet og for sin Stand ualmindelig belæst Mand, der bl. a. gav sig en Del af med Lægekunsten og havde stort Ry for sine heldige Kure som «klog Mand»; han ejede en ret god Bogsamling, navnlig af historiske Arbejder (f. Ex. Arild Huitfeldt). Han var 3 Gange gift; R.s Moder var hans 2. Hustru, Birthe Rasmusdatter (d. 6. Avg. 1801, 47 Aar gammel). R. var ved sin Fødsel meget lille og skrøbelig og vedblev som Barn at være svagelig, saa at Faderen, da de 3 andre i dette Ægteskab fødte Børn døde, skal have klaget over, at Vorherre kun lod ham beholde det, der ikke duede noget. Men det skulde snart vise sig, ogsaa for ham selv, hvor overilet denne Dom var, og at der i Sønnens svagelige Legeme boede en ganske usædvanlig Aand. Faderen læste selv med ham; nogen Undervisning fik han ogsaa af Sognepræsten P. Jacobsen, efter at man ret var bleven opmærksom paa hans Begavelse; selv læste han endelig flittig i Faderens Bogsamling. Det blev saa besluttet, at han skulde gaa den studerende Vej, og i Juni 1801 blev han optagen i nederste Klasse i Odense Latinskole. Der foreligger fra hans Skoletid en Række Vidnesbyrd om den Interesse, den lille vævre Landsbydreng vakte hos sine Lærere – blandt hvilke der var flere fremragende Mænd – ved sin Flid, sit hurtige Nemme, sin sikre Hukommelse, sin fine Iagttagelsesevne og sine skarpsindige Bemærkninger, om den hurtige Fremgang, han gjorde, og om den vækkende Indflydelse, han udøvede ogsaa paa Meddisciple, bl. a. N. M. Petersen. Tidlig førte hans Trang til Kundskaber og Klarhed ham langt ud over Skolens Fordringer. Fra først af ledet af sin Interesse for Historie og særlig for Nordens Oldtid begyndte han omtr. i Foraaret 1804 paa egen Haand at studere Islandsk efter Folioudgaven af «Heimskringla», som han laante af en af Lærerne, men Aaret efter havde den store Glæde selv at modtage som Flidsbelønning. Uden andet Hjælpemiddel end den ledsagende danske Oversættelse uddrog han af Texten selv Sprogets Ord og Former og udarbejdede sig paa Grundlag heraf efterhaanden baade en Ordbog og en hel Grammatik. Det er tydeligt, at allerede nu den sproglige Side efterhaanden fanger ham endnu mere end den historiske. Fra Islandsk føres han videre til andre Sprog: Gotisk, Angelsaxisk o. a. Et Spørgsmaal, der ogsaa allerede da interesserede ham i høj Grad, var den danske Retskrivning, navnlig efter Fremkomsten af hans Lærer S. N. J. Blochs Retskrivningsiære (1805), og han udarbejdede sig selv et System med Udtalen som nærmeste Rettesnor. I Forbindelse hermed staar det, at han fra denne Tid af forandrede Skrivemaaden af sit fædrene Navn Rasch til Rask.
+<br><br>'''Rask, Rasmus Kristian''', 1787-1832, Sprogforsker, var født 22. Nov. 1787 i Landsbyen Brændekilde (en Mils Vej fra Odense), hvor hans Fader, Niels Hansen Rasch (f. i Paarup 13. Marts 1749, d. i Fjelsted Sogn 5. Dec. 1810), beboede et lille (nu ombygget) Hus. Faderen, der af Profession var Skrædder, skal have været en begavet og for sin Stand ualmindelig belæst Mand, der bl. a. gav sig en Del af med Lægekunsten og havde stort Ry for sine heldige Kure som «klog Mand»; han ejede en ret god Bogsamling, navnlig af historiske Arbejder (f. Ex. Arild Huitfeldt). Han var 3 Gange gift; R.s Moder var hans 2. Hustru, Birthe Rasmusdatter (d. 6. Avg. 1801, 47 Aar gammel). R. var ved sin Fødsel meget lille og skrøbelig og vedblev som Barn at være svagelig, saa at Faderen, da de 3 andre i dette Ægteskab fødte Børn døde, skal have klaget over, at Vorherre kun lod ham beholde det, der ikke duede noget. Men det skulde snart vise sig, ogsaa for ham selv, hvor overilet denne Dom var, og at der i Sønnens svagelige Legeme boede en ganske usædvanlig Aand. Faderen læste selv med ham; nogen Undervisning fik han ogsaa af Sognepræsten P. Jacobsen, efter at man ret var bleven opmærksom paa hans Begavelse; selv læste han endelig flittig i Faderens Bogsamling. Det blev saa besluttet, at han skulde gaa den studerende Vej, og i Juni 1801 blev han optagen i nederste Klasse i Odense Latinskole. Der foreligger fra hans Skoletid en Række Vidnesbyrd om den Interesse, den lille vævre Landsbydreng vakte hos sine Lærere – blandt hvilke der var flere fremragende Mænd – ved sin Flid, sit hurtige Nemme, sin sikre Hukommelse, sin fine Iagttagelsesevne og sine skarpsindige Bemærkninger, om den hurtige Fremgang, han gjorde, og om den vækkende Indflydelse, han udøvede ogsaa paa Meddisciple, bl. a. N. M. Petersen. Tidlig førte hans Trang til Kundskaber og Klarhed ham langt ud over Skolens Fordringer. Fra først af ledet af sin Interesse for Historie og særlig for Nordens Oldtid begyndte han omtr. i Foraaret 1804 paa egen Haand at studere Islandsk efter Folioudgaven af «Heimskringla», som han laante af en af Lærerne, men Aaret efter havde den store Glæde selv at modtage som Flidsbelønning. Uden andet Hjælpemiddel end den ledsagende danske Oversættelse uddrog han af Texten selv Sprogets Ord og Former og udarbejdede sig paa Grundlag heraf efterhaanden baade en Ordbog og en hel Grammatik. Det er tydeligt, at allerede nu den sproglige Side efterhaanden fanger ham endnu mere end den historiske. Fra Islandsk føres han videre til andre Sprog: Gotisk, Angelsaxisk o. a. Et Spørgsmaal, der ogsaa allerede da interesserede ham i høj Grad, var den danske Retskrivning, navnlig efter Fremkomsten af hans Lærer S. N. J. Blochs Retskrivningslære (1805), og han udarbejdede sig selv et System med Udtalen som nærmeste Rettesnor. I Forbindelse hermed staar det, at han fra denne Tid af forandrede Skrivemaaden af sit fædrene Navn Rasch til Rask.
 <br>&nbsp;&nbsp; I Efteraaret 1807 blev han dimitteret fra Skolen og drog nu til Kjøbenhavn. Hans Faders Tanke havde været, at han skulde tage theologisk Examen og blive Præst; men skjønt han flere Gange var paa Vej dertil, opgav han dog efterhaanden enhver Tanke herom og tog overhovedet aldrig nogen afsluttende Examen. Grunden hertil laa dels i en allerede i Skoletiden vakt stærk Kritik og Tvivl lige over for alle religiøse Dogmer, dels i at de sproglige Studier efterhaanden ganske optoge ham. Disse drev han nu med utrættelig Iver og i stadig voxende Omfang, skjønt han navnlig i de første Aar maatte kæmpe med yderst trange Kaar og aldeles ingen Understøttelse havde fra sit Hjem. En trofast Støtte fandt han hos sin Landsmand i snævrere Betydning Professor R. Nyerup (XII, 341). Dennes Opmærksomhed for den unge Student vaktes paa Grund af hans sjældne Kundskaber i Islandsk, hvoraf Nyerup strax drog væsentlig Nytte ved den Oversættelse af Snorres «Edda», han udgav 1808; han skaffede ham Friplads paa Regensen og allerede 1808 en (ulønnet) Ansættelse som Volontær ved Universitetsbibliotheket. Ellers maatte R. efterhaanden tjene sit Brød ved kjedelige og slet betalte Informationer (især i Regning).
 <br>&nbsp;&nbsp; I 1811 udkom hans første selvstændige Arbejde, «Vejledning til det islandske eller gamle nordiske Sprog», et Arbejde, hvortil han allerede havde lagt Grunden i sin Skoletid, og som aabner en ny Æra i den nordiske Sprogvidenskab. I en udførlig Fortale udvikler han Vigtigheden af Studiet af Islandsk, som han anser for identisk med Oldnordisk, og meddeler Bemærkninger om de nordiske Sprogs Historie og deres Forhold til Tysk. Han tænkte ogsaa noget paa at udgive den islandske Ordbog, som han i sin Skoletid havde anlagt; men det blev ikke til noget, da den Arnamagnæanske Kommission havde bestemt sig til at udgive den af Bjørn Halldórsson efterladte Ordbog, i hvis endelige Bearbejdelse R. da ogsaa tog nogen Del (udkom 1814). Islandsk vedblev overhovedet i disse Aar at udgjøre Midtpunktet for hans Studier; ved stadig Omgang med islandske Venner, især Ární Helgason (VII, 289) og den senere Amtmand Bjarni Thorsteinsson, i Kjøbenhavn opnaaede han allerede da en betydelig Færdighed i at tale dette Sprog. Men ved Siden deraf gav han sig af med mange andre Sprog, i det han paa den ene Side tog sig for at udarbejde grammatiske Oversigter over hvert af dem, paa Grundlag af det ham egne System og med Anvendelse af danske Kunstord, paa den anden Side at undersøge deres mulige Slægtskabsforhold indbyrdes og særlig til Islandsk. I Foraaret 1812 foretog han sammen med Nyerup med offentlig Understøttelse en Rejse til Sverige, dels vist nok for at virke for Islandsken, dels for, foruden Svensk, at studere Finsk og Lappisk, Sprog, som han formodede kunde have haft Betydning for Sprogudviklingen i Norden; vi vide nu, at de to Videnskabsmænd tillige havde det Hverv at virke i det politiske Efterretningsvæsens Tjeneste. Nyerup skulde efter Instruxen navnlig holde Øje med Rigsdagen i Ørebro; «i Stockholm etablerer han Studenten med den islandske Grammatica for at have en Mand til at sanke Nyheder og opkjøbe alle udkommende politiske Skrifter». Hvorledes R. har opfyldt denne Del af Missionen, vides ikke; sikkerlig har han taget den videnskabelige Side alvorligere. I Stockholm arbejdede han ivrig paa at lære Svensk og læste desuden Finsk med den finskfødte Digter Franzén. Hjemrejsen foregik i Juni over Christiania. Under sin Fraværelse var han bleven udnævnt til Amanuensis ved Universitetsbibliotheket med en Gage af 100 Rdl. aarlig.