Sønder-Tingø syssel (K.Kålund) - Revisjonshistorikk

Carsten på 12. jul. 2015 kl. 11:20

2015-07-12T11:20:14Z

Carsten på 12. jul. 2015 kl. 10:03

2015-07-12T10:03:32Z

Carsten på 2. jun. 2015 kl. 09:26

2015-06-02T09:26:51Z

Carsten på 2. jun. 2015 kl. 09:20

2015-06-02T09:20:05Z

Carsten på 2. jun. 2015 kl. 08:58

2015-06-02T08:58:57Z

Carsten på 2. jun. 2015 kl. 08:49

2015-06-02T08:49:16Z

Carsten på 2. jun. 2015 kl. 08:37

2015-06-02T08:37:49Z

Carsten på 2. jun. 2015 kl. 08:18

2015-06-02T08:18:53Z

Carsten på 2. jun. 2015 kl. 08:15

2015-06-02T08:15:36Z

Carsten på 2. jun. 2015 kl. 08:09

2015-06-02T08:09:47Z

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 12. jul. 2015 kl. 11:20
Linje 102:		Linje 102:


−	Med bebyggelsen ophører også navnet Bårdardal, og Skjalvandafljotsdalen får nu på en længre strækning navnet '''Kroksdal''' (''Krók-'' eller ''Króksdalr'', Ljósv. fejlagtig: Krossdalr) <ref>Nogen Krossdalr findes ikke. Króksdalr har formodenlig en mere øst-vestlig retning, end kortet angiver. Nogen vej fra Kroksdal til Blejksmyrardal (se Ljósv. s. 29) er nu ikke brugelig.</ref>. Mod øst begrænses denne af det uhyre ''Ódáðahraun'', mod vest af hedestrækninger, indtil højere oppe (hinsides Kiðagil) ørkenstrækningen ''Sprengesand'' (Sprengisandr) begynder<ref>Oven for Kroksdal benævnes dalsænkningen, hvori Fljotet flyder, Fljótsdalr. Dette navn anføres her nærmest som forekommende i den opdigtede Hrana hrings saga, hvis forf. nøje har holdt sig til de topografiske forhold, som de var. Således kan det fremhæves, at ''Rángá'' benævnes den Isolvsdalen gennemstrømmende å i sit øvre løb, til hvor den falder ud i en lille sø. Ligeledes: at allerede A. M. angiver ''Horn-'' eller ''Hofgardr'' som en gammel ødegård oven for Ishól, hvor der var mange tomter, og hvor der skulde have ligget en stor gård. Samme kilde nævner også ''Helgastaðir'' langt ovenfor bygden ved Skjalvandafljots vestlige bred. Her skulde i følge sagn have været gård og kirke.<br>Angående Hrana hrings saga kan henvises til en recension af Maurer: Germania 20de årg. 1875, s. 207—23.</ref>. Langs Skjalvandafljots vestlige bred og senere fremdeles bestandig vest for Fljotet ligger Islands længste og farligste hedevej, ''Sprengesandsvejen'' (Sprengisandsvegr — en vej, på hvilken man er udsat for at sprænge hestene). Omtrent fire dage er man om at nå de øverste gårde i Ånæs syssel. Den egenlige Sprengesand, vejens nordligste halvdel fra Kidagil til Tjorsåens kilder, skildres som den trøstesløseste ørken uden et eneste græsstrå — en strækning på vel henved en snes mil. Omtrent hvor vandskellet mellem Skjalvandafljot og Tjorså er, passerer man mellem Arnarfells(også kaldet Hovs-) jøkel og Túngnafellsjøkel syd efter; et østligere og smallere skard, mellem Tungnafellsjøkel og Vatnajøkels nordvestlige hjørne, anses for at være det i Ldn. omtalte '''Vonarskarð''' <ref>Sprengesand kaldes i Vem. s. 244 »sandleið«, i Hrk. og Sturl. ''Sandr''; rimeligvis er det samme vej, som Nj. benævner ''Gásasandr''.</ref>.	+	Med bebyggelsen ophører også navnet Bårdardal, og Skjalvandafljotsdalen får nu på en længre strækning navnet '''Kroksdal''' (''Krók-'' eller ''Króksdalr'', Ljósv. fejlagtig: Krossdalr) <ref>Nogen Krossdalr findes ikke. Króksdalr har formodenlig en mere øst-vestlig retning, end kortet angiver. Nogen vej fra Kroksdal til Blejksmyrardal (se Ljósv. s. 29) er nu ikke brugelig.</ref>. Mod øst begrænses denne af det uhyre ''Ódáðahraun'', mod vest af hedestrækninger, indtil højere oppe (hinsides Kiðagil) ørkenstrækningen ''Sprengesand'' (Sprengisandr) begynder<ref>Oven for Kroksdal benævnes dalsænkningen, hvori Fljotet flyder, Fljótsdalr. Dette navn anføres her nærmest som forekommende i den opdigtede Hrana hrings saga, hvis forf. nøje har holdt sig til de topografiske forhold, som de var. Således kan det fremhæves, at ''Rángá'' benævnes den Isolvsdalen gennemstrømmende å i sit øvre løb, til hvor den falder ud i en lille sø. Ligeledes: at allerede A. M. angiver ''Horn-'' eller ''Hofgardr'' som en gammel ødegård oven for Ishól, hvor der var mange tomter, og hvor der skulde have ligget en stor gård. Samme kilde nævner også ''Helgastaðir'' langt ovenfor bygden ved Skjalvandafljots vestlige bred. Her skulde i følge sagn have været gård og kirke.<br>Angående Hrana hrings saga kan henvises til en recension af Maurer: Germania 20de årg. 1875, s. 207—23.</ref>. Langs Skjalvandafljots vestlige bred og senere fremdeles bestandig vest for Fljotet ligger Islands længste og farligste hedevej, ''Sprengesandsvejen'' (Sprengisandsvegr — en vej, på hvilken man er udsat for at sprænge hestene). Omtrent fire dage er man om at nå de øverste gårde i Ånæs syssel. Den egenlige Sprengesand, vejens nordligste halvdel fra Kidagil til Tjorsåens kilder, skildres som den trøstesløseste ørken uden et eneste græsstrå — en strækning på vel henved en snes mil. Omtrent hvor vandskellet mellem Skjalvandafljot og Tjorså er, passerer man mellem Arnarfells (også kaldet Hovs-) jøkel og Túngnafellsjøkel syd efter; et østligere og smallere skard, mellem Tungnafellsjøkel og Vatnajøkels nordvestlige hjørne, anses for at være det i Ldn. omtalte '''Vonarskarð''' <ref>Sprengesand kaldes i Vem. s. 244 »sandleið«, i Hrk. og Sturl. ''Sandr''; rimeligvis er det samme vej, som Nj. benævner ''Gásasandr''.</ref>.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 12. jul. 2015 kl. 10:03
Linje 108:		Linje 108:


−	[[Fil:Þíngeyjarþing.jpg\|thumb\|300px\|right\|<center>Tingø-ting</center>]]Skjalvandafljots-dalen nord for Ljosavatnsskard har i modsætning til Bårdardalen ingen fælles benævnelse. Vest for Fljotet, hvor de fleste gårde findes, kaldes bygden '''Kinn''' (ɔ: Kind) eller '''Ködukinn''' (ældre: ''Kaldakinn'', ɔ: Koldekind). Den smalle beboede strækning nærmest Fljotet begrænses her af en sammenhængende fjældli, hvorefter bygden har taget navn. Som det lille vers Ldn. s. 223 viser, følte egnens første bebygger sig så lidet tiltalt af stedet, at han frivillig opgav sit landnam; i al fald den sydlige del af Kinn’en har dog intet afskrækkende ved sig. — Den naturlige grænse mod syd dannes af en lile å '''Djupå''' (''Djúpá'', Finnb.). Sydligst i bygden, nord for Djupå, hæver sig mellem Kinn-fjældene (Kinnarfjöll) og Fljotet et lille jævnt hvælvet fjæld — ''Fell'' eller Kinnarfell — , der følger bygdens retning fra nord til syd. Sydlig under »Fell«ets østside står gården ''Fremsta Fell''. Dette antages for at være den i Ljósv. og Finnb. nævnte gård '''Fell''', hvor Torgejr godes som drømmetyder og fremsynet bekendte søn Drømme-Finne boede. Hos ham aflægge i følge Finnb. Urdarkött og styrmanden Finnboge et besøg <ref>Besøget finder sted under en rejse, som de foretage for at indkræve gæld »nord på i Dalene« ɔ: dalstrøgene østligere end Flateyjardal, således at vel endog Fnjoskadal kan regnes til disse.<bt>På Fremsta Fell, hvor der skal have været et kapel, findes (i følge indb. fra sysselmanden 1852, Oldn. museums arkiv) en sten med oval fordybning — en »blótbolli« ɔ: et vievandskar.</ref>. Straks efter bortrejsen bliver Finnboge syg og dør ved en i »Fell«et stående sten '''Finnbogastén''' (''Finnbogasteinn''), under hvilken han bliver begravet. Denne sten viser man på Fell’ets vestside midt oppe i fjældskråningen (omtrent over for Finnstaðir).	+	[[Fil:Þíngeyjarþing.jpg\|thumb\|300px\|right\|<center>Tingø-ting</center>]]Skjalvandafljots-dalen nord for Ljosavatnsskard har i modsætning til Bårdardalen ingen fælles benævnelse. Vest for Fljotet, hvor de fleste gårde findes, kaldes bygden '''Kinn''' (ɔ: Kind) eller '''Ködukinn''' (ældre: ''Kaldakinn'', ɔ: Koldekind). Den smalle beboede strækning nærmest Fljotet begrænses her af en sammenhængende fjældli, hvorefter bygden har taget navn. Som det lille vers Ldn. s. 223 viser, følte egnens første bebygger sig så lidet tiltalt af stedet, at han frivillig opgav sit landnam; i al fald den sydlige del af Kinn’en har dog intet afskrækkende ved sig. — Den naturlige grænse mod syd dannes af en lile å '''Djupå''' (''Djúpá'', Finnb.). Sydligst i bygden, nord for Djupå, hæver sig mellem Kinn-fjældene (Kinnarfjöll) og Fljotet et lille jævnt hvælvet fjæld — ''Fell'' eller Kinnarfell — , der følger bygdens retning fra nord til syd. Sydlig under »Fell«ets østside står gården ''Fremsta Fell''. Dette antages for at være den i Ljósv. og Finnb. nævnte gård '''Fell''', hvor Torgejr godes som drømmetyder og fremsynet bekendte søn Drømme-Finne boede. Hos ham aflægge i følge Finnb. Urdarkött og styrmanden Finnboge et besøg <ref>Besøget finder sted under en rejse, som de foretage for at indkræve gæld »nord på i Dalene« ɔ: dalstrøgene østligere end Flateyjardal, således at vel endog Fnjoskadal kan regnes til disse.<br>På Fremsta Fell, hvor der skal have været et kapel, findes (i følge indb. fra sysselmanden 1852, Oldn. museums arkiv) en sten med oval fordybning — en »blótbolli« ɔ: et vievandskar.</ref>. Straks efter bortrejsen bliver Finnboge syg og dør ved en i »Fell«et stående sten '''Finnbogastén''' (''Finnbogasteinn''), under hvilken han bliver begravet. Denne sten viser man på Fell’ets vestside midt oppe i fjældskråningen (omtrent over for Finnstaðir).

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 2. jun. 2015 kl. 09:26
Linje 192:		Linje 192:


−	[[Fil:Námaskarð(clm).jpg\|thumb\|~~400px~~\|right\|<center>'''Námaskarð''' (''Carsten Lyngdrup Madsen'', 2000)</center>]]De bekendteste af alle vulkanske fremtoninger øst for Myvatn er dog vistnok ''svovlminerne'' (nåmerne) ved Reykjahlid, de såkaldte ''Hlidarnåmer'' (Hlíðarnámur, ældre: -námar). Til dem kommer man fra Reykjahlid ved en halv times ridt i østlig retning over nøgne og sorte højder. Straks efter at være kommen ind mellem sandhøjderne oven for tunet ser man til højre for sig adskillige gul-røde pletter, hvorfra det ryger op, — det er »nåmer«, dog ikke af de betydeligste; længre syd på ser man ligeledes røg stige op. Vejen går gennem et længre skard med sortebrune sandhøjder til bægge sider; fjældet, hvorigennem skardet fører, bærer syd efter navnet »Nåmefjæld« (Námafjall), og straks ved nedstigningen herfra har man på højre hånd de betydeligste »nåmer« og andre mærkeligste hermed i forbindelse stående fænomener. Nåmerne ligge dels i selve fjældskråningen, dels på den flade sandstrækning neden under; på dette sted findes tillige en del dyndkilder, alt samlet på en temlig begrænset strækning. Svovlminerne eller -lejerne viser sig som små gulgrønne eller gulgrålige, lavt ophøjede pletter, fra hvis midte en lille røgsøjle stiger op; ofte er mange sådanne forenede til udstrakte lave småhøje, hvorfra mangfoldige røgsøjler stige op. Undersøger man en sådan lille plet nærmere, viser det sig, at tuen består så at sige udelukkende af gult, pulverlignende svovl, dannet omkring en lille rørformig åbning. Ofte er åbningen så snæver, og trykket så stærkt, at luften farer hvæsende ud som fra en dampventil. Navnlig er flere af de større høje ejendommelige; man hører her på mange steder hvæsen og pusten, og samtidig hist og her underjordisk boblen og kogen. Dyndkilderne er omtrent som de tilsvarende ved Geysir i Haukadal og Reykir i Ölves, men anseligere: i dybe kratere med stejle vægge koger her det blåsorte dynd som i uhyre kedler, medens en kvælende stank opstiger derfra. Undertiden indeslutter en langagtig kedel mange kilder, hvoraf nogle kogende boble op, medens på andre steder luften uafladelig pustende trænger sig gennem dyndet, der derved gennembores af en mængde småhuller. I andre kilder kastes det kogende dynd 1 — 2 fod i vejret. Også oppe i fjældet findes svovllejer. — I nærheden af svovlminerne, men nærmere Myvatn, benyttedes tidligere meget et tørt bad (et såkaldt jord- er sandbad), hvor man på et sted, hvor varme dampe steg op af jorden, havde bygget en lille hytte, i hvilken svedebadet toges.	+	[[Fil:Námaskarð(clm).jpg\|thumb\|500px\|right\|<center>'''Námaskarð''' (''Carsten Lyngdrup Madsen'', 2000)</center>]]De bekendteste af alle vulkanske fremtoninger øst for Myvatn er dog vistnok ''svovlminerne'' (nåmerne) ved Reykjahlid, de såkaldte ''Hlidarnåmer'' (Hlíðarnámur, ældre: -námar). Til dem kommer man fra Reykjahlid ved en halv times ridt i østlig retning over nøgne og sorte højder. Straks efter at være kommen ind mellem sandhøjderne oven for tunet ser man til højre for sig adskillige gul-røde pletter, hvorfra det ryger op, — det er »nåmer«, dog ikke af de betydeligste; længre syd på ser man ligeledes røg stige op. Vejen går gennem et længre skard med sortebrune sandhøjder til bægge sider; fjældet, hvorigennem skardet fører, bærer syd efter navnet »Nåmefjæld« (Námafjall), og straks ved nedstigningen herfra har man på højre hånd de betydeligste »nåmer« og andre mærkeligste hermed i forbindelse stående fænomener. Nåmerne ligge dels i selve fjældskråningen, dels på den flade sandstrækning neden under; på dette sted findes tillige en del dyndkilder, alt samlet på en temlig begrænset strækning. Svovlminerne eller -lejerne viser sig som små gulgrønne eller gulgrålige, lavt ophøjede pletter, fra hvis midte en lille røgsøjle stiger op; ofte er mange sådanne forenede til udstrakte lave småhøje, hvorfra mangfoldige røgsøjler stige op. Undersøger man en sådan lille plet nærmere, viser det sig, at tuen består så at sige udelukkende af gult, pulverlignende svovl, dannet omkring en lille rørformig åbning. Ofte er åbningen så snæver, og trykket så stærkt, at luften farer hvæsende ud som fra en dampventil. Navnlig er flere af de større høje ejendommelige; man hører her på mange steder hvæsen og pusten, og samtidig hist og her underjordisk boblen og kogen. Dyndkilderne er omtrent som de tilsvarende ved Geysir i Haukadal og Reykir i Ölves, men anseligere: i dybe kratere med stejle vægge koger her det blåsorte dynd som i uhyre kedler, medens en kvælende stank opstiger derfra. Undertiden indeslutter en langagtig kedel mange kilder, hvoraf nogle kogende boble op, medens på andre steder luften uafladelig pustende trænger sig gennem dyndet, der derved gennembores af en mængde småhuller. I andre kilder kastes det kogende dynd 1 — 2 fod i vejret. Også oppe i fjældet findes svovllejer. — I nærheden af svovlminerne, men nærmere Myvatn, benyttedes tidligere meget et tørt bad (et såkaldt jord- er sandbad), hvor man på et sted, hvor varme dampe steg op af jorden, havde bygget en lille hytte, i hvilken svedebadet toges.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 2. jun. 2015 kl. 09:20
Linje 19:		Linje 19:


−	~~<FONT COLOR=darkred><center>'''TEKSTEN ER UNDER UDARBEJDELSE'''</center></FONT COLOR=darkred>~~


Linje 208:		Linje 207:


−	[[Fil:Askja (Kålund).jpg\|thumb\|~~350px~~\|left\|<center>Vulkanen Askja</center>]]Udbrud af Udådehrauns-vulkanerne omtales flere gange i kilderne. Således er det næppe tvivlsomt, at der på de tre steder, hvor de islandske annaler fra middelalderen (Íslenzkir Annálar) omtale ild i '''Troldedyngerne''' (''Trölladýngjur''), sigtes til Dyngefjældene, eller, rettere sagt, til Udådehrauns-vulkanerne i almindelighed, da selve udbrudsstedet i disse, sjælden eller aldrig besøgte egne naturligvis ikke med nøjagtighed har kunnet angives <ref>Udbruddene omtales i annalerne ved årene 1151, 1188 og 1360, og navnlig det sidste udbrud synes at have været voldsomt. Det er sikkert en mindre heldig tanke, når Jonas Hallgrimssön mener, at disse beretninger må forstås om »Troldedynge« i Guldbringe syssel (sml. hvad herom er bemærket IB. I, s. 42—43).</ref>. Endnu et par udbrud fra »Troldedyngerne« i middelalderen nævnes hos senere annalforfattere; derefter spiller dette navn ingen rolle, indtil for kort tid siden et voldsomt udbrud fra Dyngefjældene har henledet den almindelige opmærksomhed på disse til den underjordiske ilds hærgninger hjemfaldne egne og givet anledning til deres nærmere undersøgelse. I slutningen af året 1874 og begyndelsen af det følgende år antydede i den nordøstlige del af landet jordskælv og drøn, at et vulkansk udbrud var i gærde; derefter så man fra Myvatnsbygden i begyndelsen af januar 1875 en betydelig ild i syd, indtil udbruddet i slutningen af februar døde hen. Af nogle bønder fra Myvatnsegnen, som på denne tid besøgte den nye vulkan, erfaredes det, at udbruddene havde fundet sted fra Askja i Dyngefjældene. Derefter hvilede vulkanen til den 29de marts, da et storartet pimpstensudbrud bedækkede de øst for vulkanen liggende egne af Islands østland med et flere tommer tykt askelag; ja det finere pimpstensstøv førtes endog af vinden til Norge og Sverig, hvor det den følgende dag regnede ned. Endnu samme år besøgtes vulkanen af Englænderen lord Watts <ref>Se herom hans bog: Across the Vatna Jökull.</ref>; men først det følgende år foretoges en videnskabelig undersøgelse af disse egne ved professor Johnstrup <ref>Retultalet af denne rejse foreligger i en trykt indberetning om undersøgelsesrejsen, Kbh. 1877, samt i en dermed omtrent overensstemmende artikel i Geografisk Tidsskrift I. B., 3—4. H.</ref>. Han fandt Askja meget unøjagtig aflagt på Bj. Gunnlaugssons kort. Det er en noget nær 1 kvadratmil stor, omtrent kredsformig slette i Dyngefjældene, af hvilke den er omgivet, således at der kun mod øst er et gab, gennem hvilket lavastrømme i en ældre tid har fundet udvej. [Dog må navnet Askja vel snarest udstrækkes til dal-kedelen ''med de den omgivende fjældvægge.''] Desuden findes der mod nordvest en kløft, nu benævnt »Jónsskarð«, gennem hvilken adgang med heste til nød kan finde sted. Den store omgivende lavaørken (Udådehraun), der længst mod nord ligger omtrent 1500 f. over havets overflade, hæver sig efterhånden til en højde af over 3000 f.; Askja selv ligger 3700 f. over havet, Dyngefjældene 4500 f., medens snelinjen på Island omtrent kan sættes til 2500 f., og det indre højland for større strækningers vedkommende ellers næppe hæver sig mere end til 2000 f. Dalbunden i Askja er tid efter anden bleven hævet betydelig ved en stor mængde lavastrømme, der fra talrige kratere langs siderne af de dalen indesluttende fjældvægge så vel som fra dalens midte har udgydt sig i denne kedel. Også i fjældenes ydre skråninger findes talrige kratere, hvorfra lavastrømme, der har bidraget til dannelsen af Udådehraun, har udgydt sig. — De nye kratere findes alle i den sydøstlige del af Askja. Nordligst af disse ligger et enkelt krater, hvorfra det voldsomme pimpstensudbrud har fundet sted. Dette store krater var i somren 1876 opfyldt af vanddampe, der brød frem fra bunden med en lyd, som når et lokomotiv blæses ud. Umiddelbart syd for dette krater var der foregået en betydelig indsænkning med lodret afbrudte klippevægge mod nordvest; midt i denne indsænkning fandtes en sø med lunket vand. Endnu sydligere, i den inderste del af Askjas sydøstlige hjørne findes alle de andre kratere, så nær ved hinanden, at mange have en fælles tragt. Fra alle disse udstrømmede en uhyre mængde vanddampe, der indhyllede omgivelserne i tæt tåge; fra kraterne udgik store kløfter, gennem hvilke det her dannede vand fandt afløb til søen. Trods de storartede omvæltninger, som har fundet sted her ved udbruddene 1875, antages dog ikke hele indsænkningen eller alle kraterne at være opståede ved denne lejlighed, skønt intet bestemt lader sig udsige om deres alder.	+	[[Fil:Askja (Kålund).jpg\|thumb\|400px\|left\|<center>Vulkanen Askja</center>]]Udbrud af Udådehrauns-vulkanerne omtales flere gange i kilderne. Således er det næppe tvivlsomt, at der på de tre steder, hvor de islandske annaler fra middelalderen (Íslenzkir Annálar) omtale ild i '''Troldedyngerne''' (''Trölladýngjur''), sigtes til Dyngefjældene, eller, rettere sagt, til Udådehrauns-vulkanerne i almindelighed, da selve udbrudsstedet i disse, sjælden eller aldrig besøgte egne naturligvis ikke med nøjagtighed har kunnet angives <ref>Udbruddene omtales i annalerne ved årene 1151, 1188 og 1360, og navnlig det sidste udbrud synes at have været voldsomt. Det er sikkert en mindre heldig tanke, når Jonas Hallgrimssön mener, at disse beretninger må forstås om »Troldedynge« i Guldbringe syssel (sml. hvad herom er bemærket IB. I, s. 42—43).</ref>. Endnu et par udbrud fra »Troldedyngerne« i middelalderen nævnes hos senere annalforfattere; derefter spiller dette navn ingen rolle, indtil for kort tid siden et voldsomt udbrud fra Dyngefjældene har henledet den almindelige opmærksomhed på disse til den underjordiske ilds hærgninger hjemfaldne egne og givet anledning til deres nærmere undersøgelse. I slutningen af året 1874 og begyndelsen af det følgende år antydede i den nordøstlige del af landet jordskælv og drøn, at et vulkansk udbrud var i gærde; derefter så man fra Myvatnsbygden i begyndelsen af januar 1875 en betydelig ild i syd, indtil udbruddet i slutningen af februar døde hen. Af nogle bønder fra Myvatnsegnen, som på denne tid besøgte den nye vulkan, erfaredes det, at udbruddene havde fundet sted fra Askja i Dyngefjældene. Derefter hvilede vulkanen til den 29de marts, da et storartet pimpstensudbrud bedækkede de øst for vulkanen liggende egne af Islands østland med et flere tommer tykt askelag; ja det finere pimpstensstøv førtes endog af vinden til Norge og Sverig, hvor det den følgende dag regnede ned. Endnu samme år besøgtes vulkanen af Englænderen lord Watts <ref>Se herom hans bog: Across the Vatna Jökull.</ref>; men først det følgende år foretoges en videnskabelig undersøgelse af disse egne ved professor Johnstrup <ref>Retultalet af denne rejse foreligger i en trykt indberetning om undersøgelsesrejsen, Kbh. 1877, samt i en dermed omtrent overensstemmende artikel i Geografisk Tidsskrift I. B., 3—4. H.</ref>. Han fandt Askja meget unøjagtig aflagt på Bj. Gunnlaugssons kort. Det er en noget nær 1 kvadratmil stor, omtrent kredsformig slette i Dyngefjældene, af hvilke den er omgivet, således at der kun mod øst er et gab, gennem hvilket lavastrømme i en ældre tid har fundet udvej. [Dog må navnet Askja vel snarest udstrækkes til dal-kedelen ''med de den omgivende fjældvægge.''] Desuden findes der mod nordvest en kløft, nu benævnt »Jónsskarð«, gennem hvilken adgang med heste til nød kan finde sted. Den store omgivende lavaørken (Udådehraun), der længst mod nord ligger omtrent 1500 f. over havets overflade, hæver sig efterhånden til en højde af over 3000 f.; Askja selv ligger 3700 f. over havet, Dyngefjældene 4500 f., medens snelinjen på Island omtrent kan sættes til 2500 f., og det indre højland for større strækningers vedkommende ellers næppe hæver sig mere end til 2000 f. Dalbunden i Askja er tid efter anden bleven hævet betydelig ved en stor mængde lavastrømme, der fra talrige kratere langs siderne af de dalen indesluttende fjældvægge så vel som fra dalens midte har udgydt sig i denne kedel. Også i fjældenes ydre skråninger findes talrige kratere, hvorfra lavastrømme, der har bidraget til dannelsen af Udådehraun, har udgydt sig. — De nye kratere findes alle i den sydøstlige del af Askja. Nordligst af disse ligger et enkelt krater, hvorfra det voldsomme pimpstensudbrud har fundet sted. Dette store krater var i somren 1876 opfyldt af vanddampe, der brød frem fra bunden med en lyd, som når et lokomotiv blæses ud. Umiddelbart syd for dette krater var der foregået en betydelig indsænkning med lodret afbrudte klippevægge mod nordvest; midt i denne indsænkning fandtes en sø med lunket vand. Endnu sydligere, i den inderste del af Askjas sydøstlige hjørne findes alle de andre kratere, så nær ved hinanden, at mange have en fælles tragt. Fra alle disse udstrømmede en uhyre mængde vanddampe, der indhyllede omgivelserne i tæt tåge; fra kraterne udgik store kløfter, gennem hvilke det her dannede vand fandt afløb til søen. Trods de storartede omvæltninger, som har fundet sted her ved udbruddene 1875, antages dog ikke hele indsænkningen eller alle kraterne at være opståede ved denne lejlighed, skønt intet bestemt lader sig udsige om deres alder.


−	Nordøst for Askja med omgivende fjælde ligger, i udkanten af Udådehraun, en mils vej fra Jøkelså, det prægtige fjæld ''Hærdebréd'' (Herðubreið), der ses i vid omkreds. Det fritstående over 5000 f. høje fjæld hæver sig med stejle, mørke vægge, indtil den svære bjærgmasse øverst ligesom tækkes med et fladt snetag, der afsluttes med en tilspidset top eller knap. Medens Paijkull giver en vellykket afbildning af fjældet, søger Watts at give en forestilling om det ved at sammenligne det med en kæmpemæssig foroven glaceret budding. Annalerne berette om vulkanudbrud fra Hærdebred, men dette må vistnok forstås om udbrud andetsteds i Udådehraun, da dette fjæld ikke skal vise spor af nogen vulkansk virksomhed. — Hrk. (s. 12) nævner '''Hærdebredstunge''' (''Herðibreiðstunga''). Navnet, i flt.: Herðubreiðartungur, skal endnu være i brug, utvivlsomt betegnende nogle græsrige strækninger ved to smååer, der har deres udspring ikke langt fra Hærdebred, og derfra løbe til Jøkelså.	+	[[Fil:Herðubreið.jpg\|thumb\|300px\|right\|<center>Hærdebred</center>]]Nordøst for Askja med omgivende fjælde ligger, i udkanten af Udådehraun, en mils vej fra Jøkelså, det prægtige fjæld ''Hærdebréd'' (Herðubreið), der ses i vid omkreds. Det fritstående over 5000 f. høje fjæld hæver sig med stejle, mørke vægge, indtil den svære bjærgmasse øverst ligesom tækkes med et fladt snetag, der afsluttes med en tilspidset top eller knap. Medens Paijkull giver en vellykket afbildning af fjældet, søger Watts at give en forestilling om det ved at sammenligne det med en kæmpemæssig foroven glaceret budding. Annalerne berette om vulkanudbrud fra Hærdebred, men dette må vistnok forstås om udbrud andetsteds i Udådehraun, da dette fjæld ikke skal vise spor af nogen vulkansk virksomhed. — Hrk. (s. 12) nævner '''Hærdebredstunge''' (''Herðibreiðstunga''). Navnet, i flt.: Herðubreiðartungur, skal endnu være i brug, utvivlsomt betegnende nogle græsrige strækninger ved to smååer, der har deres udspring ikke langt fra Hærdebred, og derfra løbe til Jøkelså.


Linje 229:		Linje 228:


−
−	~~<FONT COLOR=darkred><center>'''TEKSTEN ER UNDER UDARBEJDELSE'''</center></FONT COLOR=darkred>~~

@@ Linje 124: / Linje 124: @@
-Efterhånden som Skjalvandafljot nærmer sig nordkysten, bøjer elven svagt imod vest, til den sluttelig falder i søen ved Skjalvandabugtens sydvestlige hjørne. Det gamle udløb skal have været lidt vestligere end det nuværende, og man skal der se spor af gamle skibsskure (naust). Virkelig véd også Ldn. at berette om forskellige landinger i Skjalvandafljotsós (Skjálfandafljótsóss). — Fra Skjalvandafljots udløb, mod nordvest til Flatødalens østlige begrænsning (fjældet Ódeila), ligger langs kysten høje og stejle fjælde. Denne et par mil lange strækning, hvor nogle småvige hist og her skærer sig ind, benævnes tilsammen ''Natfarevigene'' (Náttfaravikr), skønt navnet Natfarevig (Náttfaravík) egenlig kun tilkommer vigen nærmest Skjalvandafljot. Denne strækning er almenning med undtagelse af dens sydøstlige del, hvor et par gårde findes. Natfarevig bærer som bekendt i følge Ldn. navn efter Gardars uheldige ledsager Natfare. Om en herværende klippe, der skulde være den til sten forvandlede Natfare, beretter allerede Egg. Olavsson (Enarrationes s. 120). På et udførligt kort — i Oldn. museums antkv.-topogr. arkiv — over Natfarevigene ses i den egenlige Natfarevig »Náttfari« som en fritstående klippe oppe på land i strandkanten; lidt øst for findes ved strandbredden to til sten forvandlede nattrolde (Karl og Kerling, to »dranger«).
+[[Fil:Vestmannsvatn.jpg|thumb|300px|right|<center>Vestmannsvatn i Reykjadalen</center>]]Efterhånden som Skjalvandafljot nærmer sig nordkysten, bøjer elven svagt imod vest, til den sluttelig falder i søen ved Skjalvandabugtens sydvestlige hjørne. Det gamle udløb skal have været lidt vestligere end det nuværende, og man skal der se spor af gamle skibsskure (naust). Virkelig véd også Ldn. at berette om forskellige landinger i Skjalvandafljotsós (Skjálfandafljótsóss). — Fra Skjalvandafljots udløb, mod nordvest til Flatødalens østlige begrænsning (fjældet Ódeila), ligger langs kysten høje og stejle fjælde. Denne et par mil lange strækning, hvor nogle småvige hist og her skærer sig ind, benævnes tilsammen ''Natfarevigene'' (Náttfaravikr), skønt navnet Natfarevig (Náttfaravík) egenlig kun tilkommer vigen nærmest Skjalvandafljot. Denne strækning er almenning med undtagelse af dens sydøstlige del, hvor et par gårde findes. Natfarevig bærer som bekendt i følge Ldn. navn efter Gardars uheldige ledsager Natfare. Om en herværende klippe, der skulde være den til sten forvandlede Natfare, beretter allerede Egg. Olavsson (Enarrationes s. 120). På et udførligt kort — i Oldn. museums antkv.-topogr. arkiv — over Natfarevigene ses i den egenlige Natfarevig »Náttfari« som en fritstående klippe oppe på land i strandkanten; lidt øst for findes ved strandbredden to til sten forvandlede nattrolde (Karl og Kerling, to »dranger«).
@@ Linje 130: / Linje 130: @@
-[[Fil:Vestmannsvatn.jpg|thumb|300px|right|<center>Vestmannsvatn i Reykjadalen</center>]]Hele denne egn er skuepladsen for en betydelig del af Vemunds & Viga-Skutas saga og flere partier af Ljosvetninga saga. — I Vem. (s. 231) nævnes således den før nævnte i Reykjadalsmundingen liggende sø '''Vestmannsvatn''', rigtignok i den fejlagtige form ''Vestmersvatn''. Øst for Reykjadalsåen findes oven for søen på en forholdsvis lang strækning ingen gårde, men derefter følge de med korte indbyrdes mellemrum. Den anden i rækken af disse er gården ''Öndolvstad'' (Öndólfstaðir), der står under en højde i lien kaldet Öndólfstaðaöxl. Denne gård er utvivlsomt — hvad også A. M. bekræfter — den i Vem. (s. 244, 264) nævnte '''Öndorsstad''' (''Öndórsstaðir''), den voldsomme og urolige Vemunds bolig. På andre steder i sagaen (s. 255, 256) nævnes Vemunds gård '''Fell''' (''undir Felli''); men rimeligst er det vel, at denne betegnelse gælder samme gård (Öndorsstad), på hvilken den jo også i følge ovenstående vil kunne passe. Dog findes ude i Adaldalen et par gårde af navnet ''Fjall'', af hvilke den ene i Bsk. (s. 511—12) benævnes ''undir Fjalli'' og i Sturl. vekselvis ''undir Fjalli'' og ''undir Felli''. — Efter Öndolvstad følge de to gårde '''Laugar''', ''Store'' (Stóru) ''Laugar'' nordligst. Forbi Store Laugar fører en vej, der ligger over halsen i østlig retning og således sætter Reykjadalen i forbindelse med Laksådalen og Myvatnsegnen; mod vest fortsættes vejen over Fljotshede til Ljosavatnsskardet. Laugar nævnes én gang i Vem. (s. 316), så fremt ordet ellers her skal forstås som et egennavn, ti den umiddelbart efter nævnte gård '''Reykir''' må netop betegne selve gården Laugar. I lien øst for Store Laugar findes mange varme kilder<ref>Dalens navn bestyrker denne opfattelse af navnet Reykir; »Reykjadal«, selv i videste forstand kan kun tage navn efter disse hverer.</ref>. Aller øverst i dalen mod øst ejer Store Laugar en landstrækning i heden, kaldet ''Laugatúnga''; efter at gården en tid lang havde haft sæter her, er her nu bygget en gård ''Laugasel''. Her mener man med temlig sikkerhed at kunne søge Vem.’s '''Otveginstunge''' (''Óþveginstúnga'', s. 239), hvor fåretyven Hånev boede. Dette bestyrkes især ved de herværende stedsnavne ''Óþveginsás'' og ''Óþeginslækr''.
+Hele denne egn er skuepladsen for en betydelig del af Vemunds & Viga-Skutas saga og flere partier af Ljosvetninga saga. — I Vem. (s. 231) nævnes således den før nævnte i Reykjadalsmundingen liggende sø '''Vestmannsvatn''', rigtignok i den fejlagtige form ''Vestmersvatn''. Øst for Reykjadalsåen findes oven for søen på en forholdsvis lang strækning ingen gårde, men derefter følge de med korte indbyrdes mellemrum. Den anden i rækken af disse er gården ''Öndolvstad'' (Öndólfstaðir), der står under en højde i lien kaldet Öndólfstaðaöxl. Denne gård er utvivlsomt — hvad også A. M. bekræfter — den i Vem. (s. 244, 264) nævnte '''Öndorsstad''' (''Öndórsstaðir''), den voldsomme og urolige Vemunds bolig. På andre steder i sagaen (s. 255, 256) nævnes Vemunds gård '''Fell''' (''undir Felli''); men rimeligst er det vel, at denne betegnelse gælder samme gård (Öndorsstad), på hvilken den jo også i følge ovenstående vil kunne passe. Dog findes ude i Adaldalen et par gårde af navnet ''Fjall'', af hvilke den ene i Bsk. (s. 511—12) benævnes ''undir Fjalli'' og i Sturl. vekselvis ''undir Fjalli'' og ''undir Felli''. — Efter Öndolvstad følge de to gårde '''Laugar''', ''Store'' (Stóru) ''Laugar'' nordligst. Forbi Store Laugar fører en vej, der ligger over halsen i østlig retning og således sætter Reykjadalen i forbindelse med Laksådalen og Myvatnsegnen; mod vest fortsættes vejen over Fljotshede til Ljosavatnsskardet. Laugar nævnes én gang i Vem. (s. 316), så fremt ordet ellers her skal forstås som et egennavn, ti den umiddelbart efter nævnte gård '''Reykir''' må netop betegne selve gården Laugar. I lien øst for Store Laugar findes mange varme kilder<ref>Dalens navn bestyrker denne opfattelse af navnet Reykir; »Reykjadal«, selv i videste forstand kan kun tage navn efter disse hverer.</ref>. Aller øverst i dalen mod øst ejer Store Laugar en landstrækning i heden, kaldet ''Laugatúnga''; efter at gården en tid lang havde haft sæter her, er her nu bygget en gård ''Laugasel''. Her mener man med temlig sikkerhed at kunne søge Vem.’s '''Otveginstunge''' (''Óþveginstúnga'', s. 239), hvor fåretyven Hånev boede. Dette bestyrkes især ved de herværende stedsnavne ''Óþveginsás'' og ''Óþeginslækr''.
-Af gårdene vest for åen kan mærkes, over for Laugar, ''Bredemyre'' (Breiðamýri), da dette rimeligvis er den i Vem. (s. 298, 301) nævnte gård '''Myre''' (''Mýrr''). Nordligere, omtrent over for Öndolvstad, ligger '''Ejnarsstad''' (''Einarsstaðir''), hvor landnamsmanden Ketil først boede, og senere hans sønnesøn Ejnar Konalssön — Gudmund den mægtiges fosterfader og fortrolige ven. — Igen noget nordligere ligger præstegården '''Helgastad''' (''Helgastaðir''), ikke langt syd for Vestmanns-søen. Her boede og højlagdes landnamsmanden Eyvind, Ketils broder. I Sturlungetiden er Helgastad skuepladsen for et af de mange bevægede optrin i biskop Gudmund den godes liv. Medens han var beskæftiget med at indvie kirken her, overfaldtes han af et par Nordlandske høvdinger; hans følge forskansede sig på kirkegården og forsvarede sig en tid lang, men sluttelig måtte dog biskoppen flygte ind i kirken og her overgive sig. Kirken her er for nogle år siden nedlagt; tomten af den fordums græstørvskirke ses dog kort fra gården, omgiven af et snævert kirkegårdsgærde.
+[[Fil:AM.153.jpg|thumb|500px|right|<center>'''Lakså i Adaldal''' <br>(''A. E. F. Mayer,'' 1836)</center>]]Af gårdene vest for åen kan mærkes, over for Laugar, ''Bredemyre'' (Breiðamýri), da dette rimeligvis er den i Vem. (s. 298, 301) nævnte gård '''Myre''' (''Mýrr''). Nordligere, omtrent over for Öndolvstad, ligger '''Ejnarsstad''' (''Einarsstaðir''), hvor landnamsmanden Ketil først boede, og senere hans sønnesøn Ejnar Konalssön — Gudmund den mægtiges fosterfader og fortrolige ven. — Igen noget nordligere ligger præstegården '''Helgastad''' (''Helgastaðir''), ikke langt syd for Vestmanns-søen. Her boede og højlagdes landnamsmanden Eyvind, Ketils broder. I Sturlungetiden er Helgastad skuepladsen for et af de mange bevægede optrin i biskop Gudmund den godes liv. Medens han var beskæftiget med at indvie kirken her, overfaldtes han af et par Nordlandske høvdinger; hans følge forskansede sig på kirkegården og forsvarede sig en tid lang, men sluttelig måtte dog biskoppen flygte ind i kirken og her overgive sig. Kirken her er for nogle år siden nedlagt; tomten af den fordums græstørvskirke ses dog kort fra gården, omgiven af et snævert kirkegårdsgærde.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 2. jun. 2015 kl. 08:49
Linje 193:		Linje 193:


−	De bekendteste af alle vulkanske fremtoninger øst for Myvatn er dog vistnok ''svovlminerne'' (nåmerne) ved Reykjahlid, de såkaldte ''Hlidarnåmer'' (Hlíðarnámur, ældre: -námar). Til dem kommer man fra Reykjahlid ved en halv times ridt i østlig retning over nøgne og sorte højder. Straks efter at være kommen ind mellem sandhøjderne oven for tunet ser man til højre for sig adskillige gul-røde pletter, hvorfra det ryger op, — det er »nåmer«, dog ikke af de betydeligste; længre syd på ser man ligeledes røg stige op. Vejen går gennem et længre skard med sortebrune sandhøjder til bægge sider; fjældet, hvorigennem skardet fører, bærer syd efter navnet »Nåmefjæld« (Námafjall), og straks ved nedstigningen herfra har man på højre hånd de betydeligste »nåmer« og andre mærkeligste hermed i forbindelse stående fænomener. Nåmerne ligge dels i selve fjældskråningen, dels på den flade sandstrækning neden under; på dette sted findes tillige en del dyndkilder, alt samlet på en temlig begrænset strækning. Svovlminerne eller -lejerne viser sig som små gulgrønne eller gulgrålige, lavt ophøjede pletter, fra hvis midte en lille røgsøjle stiger op; ofte er mange sådanne forenede til udstrakte lave småhøje, hvorfra mangfoldige røgsøjler stige op. Undersøger man en sådan lille plet nærmere, viser det sig, at tuen består så at sige udelukkende af gult, pulverlignende svovl, dannet omkring en lille rørformig åbning. Ofte er åbningen så snæver, og trykket så stærkt, at luften farer hvæsende ud som fra en dampventil. Navnlig er flere af de større høje ejendommelige; man hører her på mange steder hvæsen og pusten, og samtidig hist og her underjordisk boblen og kogen. Dyndkilderne er omtrent som de tilsvarende ved Geysir i Haukadal og Reykir i Ölves, men anseligere: i dybe kratere med stejle vægge koger her det blåsorte dynd som i uhyre kedler, medens en kvælende stank opstiger derfra. Undertiden indeslutter en langagtig kedel mange kilder, hvoraf nogle kogende boble op, medens på andre steder luften uafladelig pustende trænger sig gennem dyndet, der derved gennembores af en mængde småhuller. I andre kilder kastes det kogende dynd 1 — 2 fod i vejret. Også oppe i fjældet findes svovllejer. — I nærheden af svovlminerne, men nærmere Myvatn, benyttedes tidligere meget et tørt bad (et såkaldt jord- er sandbad), hvor man på et sted, hvor varme dampe steg op af jorden, havde bygget en lille hytte, i hvilken svedebadet toges.	+	[[Fil:Námaskarð(clm).jpg\|thumb\|400px\|right\|<center>'''Námaskarð''' (''Carsten Lyngdrup Madsen'', 2000)</center>]]De bekendteste af alle vulkanske fremtoninger øst for Myvatn er dog vistnok ''svovlminerne'' (nåmerne) ved Reykjahlid, de såkaldte ''Hlidarnåmer'' (Hlíðarnámur, ældre: -námar). Til dem kommer man fra Reykjahlid ved en halv times ridt i østlig retning over nøgne og sorte højder. Straks efter at være kommen ind mellem sandhøjderne oven for tunet ser man til højre for sig adskillige gul-røde pletter, hvorfra det ryger op, — det er »nåmer«, dog ikke af de betydeligste; længre syd på ser man ligeledes røg stige op. Vejen går gennem et længre skard med sortebrune sandhøjder til bægge sider; fjældet, hvorigennem skardet fører, bærer syd efter navnet »Nåmefjæld« (Námafjall), og straks ved nedstigningen herfra har man på højre hånd de betydeligste »nåmer« og andre mærkeligste hermed i forbindelse stående fænomener. Nåmerne ligge dels i selve fjældskråningen, dels på den flade sandstrækning neden under; på dette sted findes tillige en del dyndkilder, alt samlet på en temlig begrænset strækning. Svovlminerne eller -lejerne viser sig som små gulgrønne eller gulgrålige, lavt ophøjede pletter, fra hvis midte en lille røgsøjle stiger op; ofte er mange sådanne forenede til udstrakte lave småhøje, hvorfra mangfoldige røgsøjler stige op. Undersøger man en sådan lille plet nærmere, viser det sig, at tuen består så at sige udelukkende af gult, pulverlignende svovl, dannet omkring en lille rørformig åbning. Ofte er åbningen så snæver, og trykket så stærkt, at luften farer hvæsende ud som fra en dampventil. Navnlig er flere af de større høje ejendommelige; man hører her på mange steder hvæsen og pusten, og samtidig hist og her underjordisk boblen og kogen. Dyndkilderne er omtrent som de tilsvarende ved Geysir i Haukadal og Reykir i Ölves, men anseligere: i dybe kratere med stejle vægge koger her det blåsorte dynd som i uhyre kedler, medens en kvælende stank opstiger derfra. Undertiden indeslutter en langagtig kedel mange kilder, hvoraf nogle kogende boble op, medens på andre steder luften uafladelig pustende trænger sig gennem dyndet, der derved gennembores af en mængde småhuller. I andre kilder kastes det kogende dynd 1 — 2 fod i vejret. Også oppe i fjældet findes svovllejer. — I nærheden af svovlminerne, men nærmere Myvatn, benyttedes tidligere meget et tørt bad (et såkaldt jord- er sandbad), hvor man på et sted, hvor varme dampe steg op af jorden, havde bygget en lille hytte, i hvilken svedebadet toges.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 2. jun. 2015 kl. 08:37
Linje 208:		Linje 208:


−	Udbrud af Udådehrauns-vulkanerne omtales flere gange i kilderne. Således er det næppe tvivlsomt, at der på de tre steder, hvor de islandske annaler fra middelalderen (Íslenzkir Annálar) omtale ild i '''Troldedyngerne''' (''Trölladýngjur''), sigtes til Dyngefjældene, eller, rettere sagt, til Udådehrauns-vulkanerne i almindelighed, da selve udbrudsstedet i disse, sjælden eller aldrig besøgte egne naturligvis ikke med nøjagtighed har kunnet angives <ref>Udbruddene omtales i annalerne ved årene 1151, 1188 og 1360, og navnlig det sidste udbrud synes at have været voldsomt. Det er sikkert en mindre heldig tanke, når Jonas Hallgrimssön mener, at disse beretninger må forstås om »Troldedynge« i Guldbringe syssel (sml. hvad herom er bemærket IB. I, s. 42—43).</ref>. Endnu et par udbrud fra »Troldedyngerne« i middelalderen nævnes hos senere annalforfattere; derefter spiller dette navn ingen rolle, indtil for kort tid siden et voldsomt udbrud fra Dyngefjældene har henledet den almindelige opmærksomhed på disse til den underjordiske ilds hærgninger hjemfaldne egne og givet anledning til deres nærmere undersøgelse. I slutningen af året 1874 og begyndelsen af det følgende år antydede i den nordøstlige del af landet jordskælv og drøn, at et vulkansk udbrud var i gærde; derefter så man fra Myvatnsbygden i begyndelsen af januar 1875 en betydelig ild i syd, indtil udbruddet i slutningen af februar døde hen. Af nogle bønder fra Myvatnsegnen, som på denne tid besøgte den nye vulkan, erfaredes det, at udbruddene havde fundet sted fra Askja i Dyngefjældene. Derefter hvilede vulkanen til den 29de marts, da et storartet pimpstensudbrud bedækkede de øst for vulkanen liggende egne af Islands østland med et flere tommer tykt askelag; ja det finere pimpstensstøv førtes endog af vinden til Norge og Sverig, hvor det den følgende dag regnede ned. Endnu samme år besøgtes vulkanen af Englænderen lord Watts <ref>Se herom hans bog: Across the Vatna Jökull.</ref>; men først det følgende år foretoges en videnskabelig undersøgelse af disse egne ved professor Johnstrup <ref>Retultalet af denne rejse foreligger i en trykt indberetning om undersøgelsesrejsen, Kbh. 1877, samt i en dermed omtrent overensstemmende artikel i Geografisk Tidsskrift I. B., 3—4. H.</ref>. Han fandt Askja meget unøjagtig aflagt på Bj. Gunnlaugssons kort. Det er en noget nær 1 kvadratmil stor, omtrent kredsformig slette i Dyngefjældene, af hvilke den er omgivet, således at der kun mod øst er et gab, gennem hvilket lavastrømme i en ældre tid har fundet udvej. [Dog må navnet Askja vel snarest udstrækkes til dal-kedelen ''med de den omgivende fjældvægge.''] Desuden findes der mod nordvest en kløft, nu benævnt »Jónsskarð«, gennem hvilken adgang med heste til nød kan finde sted. Den store omgivende lavaørken (Udådehraun), der længst mod nord ligger omtrent 1500 f. over havets overflade, hæver sig efterhånden til en højde af over 3000 f.; Askja selv ligger 3700 f. over havet, Dyngefjældene 4500 f., medens snelinjen på Island omtrent kan sættes til 2500 f., og det indre højland for større strækningers vedkommende ellers næppe hæver sig mere end til 2000 f. Dalbunden i Askja er tid efter anden bleven hævet betydelig ved en stor mængde lavastrømme, der fra talrige kratere langs siderne af de dalen indesluttende fjældvægge så vel som fra dalens midte har udgydt sig i denne kedel. Også i fjældenes ydre skråninger findes talrige kratere, hvorfra lavastrømme, der har bidraget til dannelsen af Udådehraun, har udgydt sig. — De nye kratere findes alle i den sydøstlige del af Askja. Nordligst af disse ligger et enkelt krater, hvorfra det voldsomme pimpstensudbrud har fundet sted. Dette store krater var i somren 1876 opfyldt af vanddampe, der brød frem fra bunden med en lyd, som når et lokomotiv blæses ud. Umiddelbart syd for dette krater var der foregået en betydelig indsænkning med lodret afbrudte klippevægge mod nordvest; midt i denne indsænkning fandtes en sø med lunket vand. Endnu sydligere, i den inderste del af Askjas sydøstlige hjørne findes alle de andre kratere, så nær ved hinanden, at mange have en fælles tragt. Fra alle disse udstrømmede en uhyre mængde vanddampe, der indhyllede omgivelserne i tæt tåge; fra kraterne udgik store kløfter, gennem hvilke det her dannede vand fandt afløb til søen. Trods de storartede omvæltninger, som har fundet sted her ved udbruddene 1875, antages dog ikke hele indsænkningen eller alle kraterne at være opståede ved denne lejlighed, skønt intet bestemt lader sig udsige om deres alder.	+	[[Fil:Askja (Kålund).jpg\|thumb\|350px\|left\|<center>Vulkanen Askja</center>]]Udbrud af Udådehrauns-vulkanerne omtales flere gange i kilderne. Således er det næppe tvivlsomt, at der på de tre steder, hvor de islandske annaler fra middelalderen (Íslenzkir Annálar) omtale ild i '''Troldedyngerne''' (''Trölladýngjur''), sigtes til Dyngefjældene, eller, rettere sagt, til Udådehrauns-vulkanerne i almindelighed, da selve udbrudsstedet i disse, sjælden eller aldrig besøgte egne naturligvis ikke med nøjagtighed har kunnet angives <ref>Udbruddene omtales i annalerne ved årene 1151, 1188 og 1360, og navnlig det sidste udbrud synes at have været voldsomt. Det er sikkert en mindre heldig tanke, når Jonas Hallgrimssön mener, at disse beretninger må forstås om »Troldedynge« i Guldbringe syssel (sml. hvad herom er bemærket IB. I, s. 42—43).</ref>. Endnu et par udbrud fra »Troldedyngerne« i middelalderen nævnes hos senere annalforfattere; derefter spiller dette navn ingen rolle, indtil for kort tid siden et voldsomt udbrud fra Dyngefjældene har henledet den almindelige opmærksomhed på disse til den underjordiske ilds hærgninger hjemfaldne egne og givet anledning til deres nærmere undersøgelse. I slutningen af året 1874 og begyndelsen af det følgende år antydede i den nordøstlige del af landet jordskælv og drøn, at et vulkansk udbrud var i gærde; derefter så man fra Myvatnsbygden i begyndelsen af januar 1875 en betydelig ild i syd, indtil udbruddet i slutningen af februar døde hen. Af nogle bønder fra Myvatnsegnen, som på denne tid besøgte den nye vulkan, erfaredes det, at udbruddene havde fundet sted fra Askja i Dyngefjældene. Derefter hvilede vulkanen til den 29de marts, da et storartet pimpstensudbrud bedækkede de øst for vulkanen liggende egne af Islands østland med et flere tommer tykt askelag; ja det finere pimpstensstøv førtes endog af vinden til Norge og Sverig, hvor det den følgende dag regnede ned. Endnu samme år besøgtes vulkanen af Englænderen lord Watts <ref>Se herom hans bog: Across the Vatna Jökull.</ref>; men først det følgende år foretoges en videnskabelig undersøgelse af disse egne ved professor Johnstrup <ref>Retultalet af denne rejse foreligger i en trykt indberetning om undersøgelsesrejsen, Kbh. 1877, samt i en dermed omtrent overensstemmende artikel i Geografisk Tidsskrift I. B., 3—4. H.</ref>. Han fandt Askja meget unøjagtig aflagt på Bj. Gunnlaugssons kort. Det er en noget nær 1 kvadratmil stor, omtrent kredsformig slette i Dyngefjældene, af hvilke den er omgivet, således at der kun mod øst er et gab, gennem hvilket lavastrømme i en ældre tid har fundet udvej. [Dog må navnet Askja vel snarest udstrækkes til dal-kedelen ''med de den omgivende fjældvægge.''] Desuden findes der mod nordvest en kløft, nu benævnt »Jónsskarð«, gennem hvilken adgang med heste til nød kan finde sted. Den store omgivende lavaørken (Udådehraun), der længst mod nord ligger omtrent 1500 f. over havets overflade, hæver sig efterhånden til en højde af over 3000 f.; Askja selv ligger 3700 f. over havet, Dyngefjældene 4500 f., medens snelinjen på Island omtrent kan sættes til 2500 f., og det indre højland for større strækningers vedkommende ellers næppe hæver sig mere end til 2000 f. Dalbunden i Askja er tid efter anden bleven hævet betydelig ved en stor mængde lavastrømme, der fra talrige kratere langs siderne af de dalen indesluttende fjældvægge så vel som fra dalens midte har udgydt sig i denne kedel. Også i fjældenes ydre skråninger findes talrige kratere, hvorfra lavastrømme, der har bidraget til dannelsen af Udådehraun, har udgydt sig. — De nye kratere findes alle i den sydøstlige del af Askja. Nordligst af disse ligger et enkelt krater, hvorfra det voldsomme pimpstensudbrud har fundet sted. Dette store krater var i somren 1876 opfyldt af vanddampe, der brød frem fra bunden med en lyd, som når et lokomotiv blæses ud. Umiddelbart syd for dette krater var der foregået en betydelig indsænkning med lodret afbrudte klippevægge mod nordvest; midt i denne indsænkning fandtes en sø med lunket vand. Endnu sydligere, i den inderste del af Askjas sydøstlige hjørne findes alle de andre kratere, så nær ved hinanden, at mange have en fælles tragt. Fra alle disse udstrømmede en uhyre mængde vanddampe, der indhyllede omgivelserne i tæt tåge; fra kraterne udgik store kløfter, gennem hvilke det her dannede vand fandt afløb til søen. Trods de storartede omvæltninger, som har fundet sted her ved udbruddene 1875, antages dog ikke hele indsænkningen eller alle kraterne at være opståede ved denne lejlighed, skønt intet bestemt lader sig udsige om deres alder.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 2. jun. 2015 kl. 08:18
Linje 148:		Linje 148:


−	Nord for Myrarkvisls forening med Lakså står — som nærmeste gård ved åmnndingen — disse egnes rigeste gård ''Laksamyre'' (Laxamýri). Denne ejendom, der ved det dertil hørende laksefiskeri og nogle æderdunsholme i Laksåen giver sin besidder efter islandske forhold storartede indtægter, skal også af den nuværende ejer være udstyret med bygninger (af tømmer og sten), der langt overgå de sædvanlige islandske og er et sådant »høvdingesæde« værdige. Gården forekommer utvivlsomt i Ljósv. (s. 22) under benævnelsen '''Myre''' (''Mýrr'') — i kapiteloverskriften angives der endog ligefrem, at der hermed menes Laksamyre. Når det om den her hjemmehørende urolige Vödu-Brand s. 23 siges, at han hjemmefra red »''nord'' til Hnjoskadal«, må »norðr« være fejlagtig, måske for »norðan«. — Med denne gård begynder en ny bygd '''Tjörnes''' (Ljósv.), Sønder-Tingø syssels nordøstligste, der fra Laksås munding strækker sig mod nordøst, langs Skjalvandebugtens østside — mod øst begrænset først af Reykjahede, længre mod nord af den høje fjældmasse Tungehede, der når helt ud til den yderste tange af det mellem Skjalvandebugten og den nordøstligere Aksarfjord skillende brede næs, men som dog langs Skjalvandebugten lader plads for en smal strækning fladt og ret frugtbart land. Men selv her falder dog kystlandet langs Tungehede stejlt af mod søen<ref>I Ldn. (s. 280) tages dog, som det synes, Tjörnes i snævrere betydning om selve det i søen fremskydende næs.<br>Uagtet »Tjörnes« så godt som altid skrives med enkelt n, må navnet dog vel antages sammensat af »tjörn« (kær, sø) og »nes«.</ref>. — Her ligger en god halv mil nordøst for Laksamyre handelspladsen '''Husavig''' (''Húsavík'') ved en lille vig af Skjalvande. Foruden de til et handelsetablissement hørende bygninger findes her endnu et par tømmerhuse; et af disse har længe været benyttet af syssehnanden i Tingø syssel, medens denne boede her. Lidt nordligere ligger egnens præstegård, hvilken gård navnet Husavig oprindelig tilkommer. I følge Ldn. tilbragte Islands anden opdager Gardar den vinter, han var på Island, i Husavig. I sagaerne omtales Husavig oftere som havn (landingssted for havskibe). Et sted (Vem. s. 233), hvor en sådan landing nævnes, står utvivlsomt fejlagtig for Husavik ''Hrossavík''. En særlig betydning har Husavig-havn som udførselssted for svovlet fra minerne i Tingø syssel, når disse drives.	+	[[Fil:AM.152.jpg\|thumb\|500px\|left\|<center>'''Húsavík''' <br>(''A. E. F. Mayer,'' 1836)</center>]]Nord for Myrarkvisls forening med Lakså står — som nærmeste gård ved åmnndingen — disse egnes rigeste gård ''Laksamyre'' (Laxamýri). Denne ejendom, der ved det dertil hørende laksefiskeri og nogle æderdunsholme i Laksåen giver sin besidder efter islandske forhold storartede indtægter, skal også af den nuværende ejer være udstyret med bygninger (af tømmer og sten), der langt overgå de sædvanlige islandske og er et sådant »høvdingesæde« værdige. Gården forekommer utvivlsomt i Ljósv. (s. 22) under benævnelsen '''Myre''' (''Mýrr'') — i kapiteloverskriften angives der endog ligefrem, at der hermed menes Laksamyre. Når det om den her hjemmehørende urolige Vödu-Brand s. 23 siges, at han hjemmefra red »''nord'' til Hnjoskadal«, må »norðr« være fejlagtig, måske for »norðan«. — Med denne gård begynder en ny bygd '''Tjörnes''' (Ljósv.), Sønder-Tingø syssels nordøstligste, der fra Laksås munding strækker sig mod nordøst, langs Skjalvandebugtens østside — mod øst begrænset først af Reykjahede, længre mod nord af den høje fjældmasse Tungehede, der når helt ud til den yderste tange af det mellem Skjalvandebugten og den nordøstligere Aksarfjord skillende brede næs, men som dog langs Skjalvandebugten lader plads for en smal strækning fladt og ret frugtbart land. Men selv her falder dog kystlandet langs Tungehede stejlt af mod søen<ref>I Ldn. (s. 280) tages dog, som det synes, Tjörnes i snævrere betydning om selve det i søen fremskydende næs.<br>Uagtet »Tjörnes« så godt som altid skrives med enkelt n, må navnet dog vel antages sammensat af »tjörn« (kær, sø) og »nes«.</ref>. — Her ligger en god halv mil nordøst for Laksamyre handelspladsen '''Husavig''' (''Húsavík'') ved en lille vig af Skjalvande. Foruden de til et handelsetablissement hørende bygninger findes her endnu et par tømmerhuse; et af disse har længe været benyttet af syssehnanden i Tingø syssel, medens denne boede her. Lidt nordligere ligger egnens præstegård, hvilken gård navnet Husavig oprindelig tilkommer. I følge Ldn. tilbragte Islands anden opdager Gardar den vinter, han var på Island, i Husavig. I sagaerne omtales Husavig oftere som havn (landingssted for havskibe). Et sted (Vem. s. 233), hvor en sådan landing nævnes, står utvivlsomt fejlagtig for Husavik ''Hrossavík''. En særlig betydning har Husavig-havn som udførselssted for svovlet fra minerne i Tingø syssel, når disse drives.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 2. jun. 2015 kl. 08:15
Linje 73:		Linje 73:


−	Indholdet af de ovenstående, i anførselstegn satte ord kan næppe forstås anderledes end som en beretning om, at Torgejrssønnerne efter at have tiltrodset sig Arnsténs godord ikke kan drive domstolens nedsættelse igennem på det egenlige vårtingssted og derfor forlægger stedet for de af dem udøvede tingforretninger til en plads noget højere oppe i dalen end det tingsted, hvor Gudmund og Torgejr er, og som i følge sammenhængen nødvendig må tænkes også at have ligget i Fnjoskadalen. — Det oven anførte sted i Ljósv. kræver dog nødvendigvis en rettelse. Fjosatunge ligger ikke ''oven for'' (upp frá) Illugastad, men netop ''neden for'' (dog med et par mellemliggende gårde). Enten kunde man antage, at ''upp frá'' var fejlagtig for ''út frá'' eller et lignende udtryk for »neden for«, og meningen vilde da være, at det af brødrene valgte tingsted var Fjosatunge, medens der så ikke i fortællingen vilde være nogen angivelse af stedet for det sædvanlige vårting, hvor Gudmund og Torgejr opholdt sig. Eller man kunde overensstemmende med kapiteloverskriften – antage, at det egenlige vårtingsted var Fjosatunge, og at brødrene herfra havde forlagt deres ting til oven for Illugastad. Man måtte da — hvad der dog vel er usandsynligere — antage, at »í Fjósatungu« var ved en misforståelse senere indskudt, af en, som vidste, at Fnjoskadalens gamle vårtingssted var Fjosatunge.	+	[[Fil:AM.151.jpg\|thumb\|500px\|right\|<center>'''Springkilde i Reykjahverfi''' <br>(''A. E. F. Mayer,'' 1836)</center>]]Indholdet af de ovenstående, i anførselstegn satte ord kan næppe forstås anderledes end som en beretning om, at Torgejrssønnerne efter at have tiltrodset sig Arnsténs godord ikke kan drive domstolens nedsættelse igennem på det egenlige vårtingssted og derfor forlægger stedet for de af dem udøvede tingforretninger til en plads noget højere oppe i dalen end det tingsted, hvor Gudmund og Torgejr er, og som i følge sammenhængen nødvendig må tænkes også at have ligget i Fnjoskadalen. — Det oven anførte sted i Ljósv. kræver dog nødvendigvis en rettelse. Fjosatunge ligger ikke ''oven for'' (upp frá) Illugastad, men netop ''neden for'' (dog med et par mellemliggende gårde). Enten kunde man antage, at ''upp frá'' var fejlagtig for ''út frá'' eller et lignende udtryk for »neden for«, og meningen vilde da være, at det af brødrene valgte tingsted var Fjosatunge, medens der så ikke i fortællingen vilde være nogen angivelse af stedet for det sædvanlige vårting, hvor Gudmund og Torgejr opholdt sig. Eller man kunde overensstemmende med kapiteloverskriften – antage, at det egenlige vårtingsted var Fjosatunge, og at brødrene herfra havde forlagt deres ting til oven for Illugastad. Man måtte da — hvad der dog vel er usandsynligere — antage, at »í Fjósatungu« var ved en misforståelse senere indskudt, af en, som vidste, at Fnjoskadalens gamle vårtingssted var Fjosatunge.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 2. jun. 2015 kl. 08:09
Linje 187:		Linje 187:


−	[[Fil:AM.150.jpg\|thumb\|500px\|left\|<center>'''~~Udsigt over Reykjavik med Tjörn'en i forgrunden~~''' <br>(''A. E. F. Mayer,'' 1836)</center>]]Af gårdene øst for Myvatn findes kun '''Reykjahlid''' (''Reykjahlíð'', Ljósv. også: ''Hlíð'') omtalt i sagaerne<ref>Heller intet andet historisk bekendt stedsnavn findes her. Den i Kristn. (s. 12) omtalte ''Þángbrandspollr at Mývatni'' kendes ikke.</ref>. Denne ved søens nordøstlige bred liggende gård er nu mere bekendt end de fleste andre islandske gårde, da den dels er hovedstationen for alle de fremmede, der besøge Myvatnsegnen for at undersøge dens mange vulkanske fremtoninger, dels er hvilepunktet for de rejsende på en af hovedvejene fra Øst- til Nordlandet. I den historiske tid har der indtil for nylig i selve Myvatnssvejten og dens nærmeste omgivelser kun fundet udbrud sted i forrige århundrede, i årene 1724—29, på en tid da de vulkanske kræfter også i den sydøstlige del af landet var særdeles virksomme. Sand- og askefjeld, lavastrømme og jordskælv hærgede da egnen om Reykjahlid. Den glødende lava kom især fra et lille fjæld ''Lérhnuk'' (Leirhnúkr), der ligger et par mil nordøst for Reykjahlid. Her dannede der sig vest for fjældet en vulkanspalte, hvorfra gennem adskillige kratere uhyre lavamasser strømmede frem (i årene 1727—29); først bedækkedes det omgivende hedeland i en strækning af flere mile. Derefter søgte lavastrømmen vej ned mod bygden; gården Reykjahlid ødelagdes, men den gunstigere beliggende kirke blev stående urørt — ved et mirakkel mente man — , og ildstrømmen udgød sig i Myvatns nordøstlige del, hvor mange hraunklipper langt ude i vandet endnu vidne om de omvæltninger i søen, som herved medførtes. Denne lavastrøm har den rejsende god lejlighed til at se, da vejen fra Reykjahlid til Laksådalen ligger langs med og til dels over et par arme af denne. Ejendommeligt er det at se, hvorledes lavastrømmen ligger ligesom aldeles oven på det øvrige jordsmon, sort og ubevokset, med alle sprækker og rævner skarpe og tydelige, hverken skjulte af mos eller muldjord; de forskellige arme, som strømmen har delt sig i og har skudt ind i dalsænkningerne, ses med forbavsende tydelighed, da lavamassen endnu aldeles ikke er nedsunken i eller sammenvokset med grønsværen. — Da udbruddene år 1724 tog deres begyndelse, havde den vulkanske virksomhed sit sæde omkring det ½ mil nordøstligere liggende lille fjæld ''Kravla'' (Krafla, udtalt: Krabla), hvor der dog kun udkastedes sand, sten og aske; dels på grund af de ledsagende jordskælv, dels fordi udbruddene begyndte her, har ikke des mindre Kravla længe fået hele æren for disse vulkanårs opsigtvækkende rørelser. Også her dannede sig mindre kratere ved fjældets fod, af hvilke et indtil midten af dette århundrede har været at se som en hæslig kogende dyndpøl (Víti ɔ: helvede) med idelige udbrud af leret vand, men nu er en smuk lille kratersø <ref>Øst for Kravla ligger en lav fjældryg ''Ravntinneryg'' (Hrafntinnahryggr), bekendt som et af de få findesteder for islandsk obsidian (hrafntinna ɔ: ravneflint, på grund af sin sorte farve).</ref>. De med Kravlas udbrud forbundne jordskælv med idelige hævninger og sænkninger af grunden var imidlertid følelige nok for egnens beboere, især på grund af de forandringer for Myvatns vedkonmiende, som medførtes. Først hævedes grunden mod øst, så at vandstanden sank betydelig, senere hen var afløbet gennem Lakså for en tid helt standset. Senere igen overskylledes flere partier af søens omgivelser, i det søbunden hævede sig i den østlige del. Ved alt dette standsede forellefangsten for en tid næsten ganske. At søen, som man oftere ser angivet, endog en tid skulde have været helt udtørret, må dog bero på en misforståelse <ref>Angivelserne kan vistnok alle føres tilbage til beretningen i en enkelt anden hånds beskrivelse (Halldor Jacobsens »Efterretninger om de udi Island Ildsprudende Bjerge«, Kbh. 1757); dens unøjagtighed ses ved sammenligning med den fra stedets sognepræst stammende -»Sandferdige Relation«, Kbh. 1726, og J. Hallgrimssöns på pålidelige kilder grundede skrift »De islandske Vulkaner« (manuskript i etatsråd Steenstrups besiddelse).</ref>.	+	[[Fil:AM.150.jpg\|thumb\|500px\|left\|<center>'''Reykjahlid kirke''' <br>(''A. E. F. Mayer,'' 1836)</center>]]Af gårdene øst for Myvatn findes kun '''Reykjahlid''' (''Reykjahlíð'', Ljósv. også: ''Hlíð'') omtalt i sagaerne<ref>Heller intet andet historisk bekendt stedsnavn findes her. Den i Kristn. (s. 12) omtalte ''Þángbrandspollr at Mývatni'' kendes ikke.</ref>. Denne ved søens nordøstlige bred liggende gård er nu mere bekendt end de fleste andre islandske gårde, da den dels er hovedstationen for alle de fremmede, der besøge Myvatnsegnen for at undersøge dens mange vulkanske fremtoninger, dels er hvilepunktet for de rejsende på en af hovedvejene fra Øst- til Nordlandet. I den historiske tid har der indtil for nylig i selve Myvatnssvejten og dens nærmeste omgivelser kun fundet udbrud sted i forrige århundrede, i årene 1724—29, på en tid da de vulkanske kræfter også i den sydøstlige del af landet var særdeles virksomme. Sand- og askefjeld, lavastrømme og jordskælv hærgede da egnen om Reykjahlid. Den glødende lava kom især fra et lille fjæld ''Lérhnuk'' (Leirhnúkr), der ligger et par mil nordøst for Reykjahlid. Her dannede der sig vest for fjældet en vulkanspalte, hvorfra gennem adskillige kratere uhyre lavamasser strømmede frem (i årene 1727—29); først bedækkedes det omgivende hedeland i en strækning af flere mile. Derefter søgte lavastrømmen vej ned mod bygden; gården Reykjahlid ødelagdes, men den gunstigere beliggende kirke blev stående urørt — ved et mirakkel mente man — , og ildstrømmen udgød sig i Myvatns nordøstlige del, hvor mange hraunklipper langt ude i vandet endnu vidne om de omvæltninger i søen, som herved medførtes. Denne lavastrøm har den rejsende god lejlighed til at se, da vejen fra Reykjahlid til Laksådalen ligger langs med og til dels over et par arme af denne. Ejendommeligt er det at se, hvorledes lavastrømmen ligger ligesom aldeles oven på det øvrige jordsmon, sort og ubevokset, med alle sprækker og rævner skarpe og tydelige, hverken skjulte af mos eller muldjord; de forskellige arme, som strømmen har delt sig i og har skudt ind i dalsænkningerne, ses med forbavsende tydelighed, da lavamassen endnu aldeles ikke er nedsunken i eller sammenvokset med grønsværen. — Da udbruddene år 1724 tog deres begyndelse, havde den vulkanske virksomhed sit sæde omkring det ½ mil nordøstligere liggende lille fjæld ''Kravla'' (Krafla, udtalt: Krabla), hvor der dog kun udkastedes sand, sten og aske; dels på grund af de ledsagende jordskælv, dels fordi udbruddene begyndte her, har ikke des mindre Kravla længe fået hele æren for disse vulkanårs opsigtvækkende rørelser. Også her dannede sig mindre kratere ved fjældets fod, af hvilke et indtil midten af dette århundrede har været at se som en hæslig kogende dyndpøl (Víti ɔ: helvede) med idelige udbrud af leret vand, men nu er en smuk lille kratersø <ref>Øst for Kravla ligger en lav fjældryg ''Ravntinneryg'' (Hrafntinnahryggr), bekendt som et af de få findesteder for islandsk obsidian (hrafntinna ɔ: ravneflint, på grund af sin sorte farve).</ref>. De med Kravlas udbrud forbundne jordskælv med idelige hævninger og sænkninger af grunden var imidlertid følelige nok for egnens beboere, især på grund af de forandringer for Myvatns vedkonmiende, som medførtes. Først hævedes grunden mod øst, så at vandstanden sank betydelig, senere hen var afløbet gennem Lakså for en tid helt standset. Senere igen overskylledes flere partier af søens omgivelser, i det søbunden hævede sig i den østlige del. Ved alt dette standsede forellefangsten for en tid næsten ganske. At søen, som man oftere ser angivet, endog en tid skulde have været helt udtørret, må dog bero på en misforståelse <ref>Angivelserne kan vistnok alle føres tilbage til beretningen i en enkelt anden hånds beskrivelse (Halldor Jacobsens »Efterretninger om de udi Island Ildsprudende Bjerge«, Kbh. 1757); dens unøjagtighed ses ved sammenligning med den fra stedets sognepræst stammende -»Sandferdige Relation«, Kbh. 1726, og J. Hallgrimssöns på pålidelige kilder grundede skrift »De islandske Vulkaner« (manuskript i etatsråd Steenstrups besiddelse).</ref>.