Saga om Vølsungerne - Revisjonshistorikk

Carsten på 7. aug. 2024 kl. 12:33

2024-08-07T12:33:19Z

Jesper på 18. des. 2021 kl. 13:45

2021-12-18T13:45:14Z

Jesper på 27. nov. 2021 kl. 09:06

2021-11-27T09:06:52Z

Jesper på 24. okt. 2021 kl. 14:01

2021-10-24T14:01:42Z

August på 26. apr. 2017 kl. 10:18

2017-04-26T10:18:34Z

August på 28. apr. 2016 kl. 16:21

2016-04-28T16:21:57Z

JJ.Sandal på 29. okt. 2014 kl. 17:13

2014-10-29T17:13:11Z

Jesper på 24. des. 2013 kl. 09:28

2013-12-24T09:28:39Z

Vis endringer

JJ.Sandal: Saga om Vølsungerne

2013-01-12T12:49:55Z

Saga om Vølsungerne

Vis endringer

@@ Linje 10: / Linje 10: @@
-<center>'''Nordiske Heltesagaer'''
+<center>'''[[Nordiske Heltesagaer (FWH)|Nordiske Heltesagaer]]'''
-<big>'''Saga om Vølsungerne'''</big>
+<big><big>'''Saga om Vølsungerne'''</big></big>
 Paa Dansk ved [[Frederik Winkel Horn|Fr. Winkel Horn]]<br>
 Kjøbenhavn 1876
 </center>

@@ Linje 5: / Linje 5: @@
 ! Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Völsunga saga]] !!  !! [[Fil:Norsk.gif|32px|link=Sagaen om Volsungerne]] !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Saga om Vølsungerne]] !! [[Fil:Svensk.gif|32px|link=Utdrag ur fornnordiska sagor]] !!
 |-
-!  !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Sjúrður drepur Fávnir (úr Völsunga sögu)]] !!  !!  !!  !!  !!
+!  !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Sjúrður drepur Fávnir (úr Völsunga sögu)]] !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Vølsungernes saga]] !!  !!
 |-
 |}

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 27. nov. 2021 kl. 09:06
Linje 358:		Linje 358:


−	'''30.''' Saa gik Brynhild ud og satte sig udenfor Fruerstuen og klagede sig ~~ovcrmaade~~; sagde, at hun brød sig hverken om Land eller Rige, siden Sigurd ikke var hendes, og da Gunnar atter kom hen tilhende, sagde hun: »Du skal miste baade Rige og Gods, Livet og mig, og jeg vil fare hjem til mine Frænder og sidde og sørge der, om du ikke dræber Sigurd og hans Søn, thi Ulvens Hvalp skal ikke fostres op«. Gunnar blev nu over al Maade sorrigfuld, og vidste ikke, hvad han skulde gjøre, eftersom han havde svoret sig i Fostbroderlag med Sigurd, snart tænkte han paa et og snart paa andet, men det tyktes ham den største Skam for ham, om hans Hustru gik fra ham. »Brynhild er mig mere værd end alt andet«, sagde han, »hun er den berømmeligste af alle Kvinder, og før vil jeg lade mit Liv end miste hendes Kjærlighed«. Saa kaldte han paa sin Broder Høgne og sagde: »Jeg er stedt i stor Vaande«, og saa sagde han, at han vilde dræbe Sigurd, han havde sveget ham og brudt Tro og Love imod ham, »og saa raade vi for alt Guldet og hele Riget«. »Ikke sømmer det sig for os, at bryde vore Eder med Ufred«, sagde Høgne; »stor Hjælp have vi ogsaa af ham. Ingen Konge kan maale sig med os, saa længe denne hunske Konge er i Live, en Maag som ham faa vi aldrig. Tænk paa, hvor godt det er at have slig en Maag og slige Søstersønner. Men vel skjønner jeg, hvorledes dette hænger sammen, det er Brynhild, det kommer fra, hendes Raad ville blive os til stor Skam og Skade«. »Øves skal denne Gjerning«, sagde Gunnar, »men jeg ser en Udvej; lad os ægge Guttorm, vor Broder; han er ung og véd kun af lidet, og han er udenfor alle Eder«. »Ilde huer dette Raad mig«, sagde Høgne, »og lykkes det end, ville vi komme til at undgjælde for at have sveget slig en Mand«. Gunnar sagde, at Sigurd skulde dø eller ogsaa han selv. Han bad Brynhild staa op og være glad; hun stod op, men sagde, at Gunnar ikke skulde hvile ved hendes Side, før denne Daad var fuldbragt. Brødrene taltes nu atter ved, og Gunnar sagde, at det var fuldgyldig Grund til at raade Sigurd Bane, at han havde krænket Brynhilds Ære, »og lad os nu ægge Guttorm dertil«. De kaldte da paa ham og bød ham Guld og meget Land, om han vilde øve denne Gjerning. De tog en Orm og noget Ulvekjød, kogte det og gav ham det at spise, som Skjalden har kvædet:	+	'''30.''' Saa gik Brynhild ud og satte sig udenfor Fruerstuen og klagede sig overmaade; sagde, at hun brød sig hverken om Land eller Rige, siden Sigurd ikke var hendes, og da Gunnar atter kom hen tilhende, sagde hun: »Du skal miste baade Rige og Gods, Livet og mig, og jeg vil fare hjem til mine Frænder og sidde og sørge der, om du ikke dræber Sigurd og hans Søn, thi Ulvens Hvalp skal ikke fostres op«. Gunnar blev nu over al Maade sorrigfuld, og vidste ikke, hvad han skulde gjøre, eftersom han havde svoret sig i Fostbroderlag med Sigurd, snart tænkte han paa et og snart paa andet, men det tyktes ham den største Skam for ham, om hans Hustru gik fra ham. »Brynhild er mig mere værd end alt andet«, sagde han, »hun er den berømmeligste af alle Kvinder, og før vil jeg lade mit Liv end miste hendes Kjærlighed«. Saa kaldte han paa sin Broder Høgne og sagde: »Jeg er stedt i stor Vaande«, og saa sagde han, at han vilde dræbe Sigurd, han havde sveget ham og brudt Tro og Love imod ham, »og saa raade vi for alt Guldet og hele Riget«. »Ikke sømmer det sig for os, at bryde vore Eder med Ufred«, sagde Høgne; »stor Hjælp have vi ogsaa af ham. Ingen Konge kan maale sig med os, saa længe denne hunske Konge er i Live, en Maag som ham faa vi aldrig. Tænk paa, hvor godt det er at have slig en Maag og slige Søstersønner. Men vel skjønner jeg, hvorledes dette hænger sammen, det er Brynhild, det kommer fra, hendes Raad ville blive os til stor Skam og Skade«. »Øves skal denne Gjerning«, sagde Gunnar, »men jeg ser en Udvej; lad os ægge Guttorm, vor Broder; han er ung og véd kun af lidet, og han er udenfor alle Eder«. »Ilde huer dette Raad mig«, sagde Høgne, »og lykkes det end, ville vi komme til at undgjælde for at have sveget slig en Mand«. Gunnar sagde, at Sigurd skulde dø eller ogsaa han selv. Han bad Brynhild staa op og være glad; hun stod op, men sagde, at Gunnar ikke skulde hvile ved hendes Side, før denne Daad var fuldbragt. Brødrene taltes nu atter ved, og Gunnar sagde, at det var fuldgyldig Grund til at raade Sigurd Bane, at han havde krænket Brynhilds Ære, »og lad os nu ægge Guttorm dertil«. De kaldte da paa ham og bød ham Guld og meget Land, om han vilde øve denne Gjerning. De tog en Orm og noget Ulvekjød, kogte det og gav ham det at spise, som Skjalden har kvædet:

	<blockquote>		<blockquote>

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 24. okt. 2021 kl. 14:01
Linje 66:		Linje 66:


−	'''11.''' ''Ølime'' hed en mægtig og navnkundig Konge; hans Datter hed ''Hjørdis'' og var en saare fager og kløgtig Kvinde. Det spurgte Kong Sigmund, at hun passede for ham som ingen anden. Gjæstede han da Kong Ølime, og han redte strax til et stort Gilde for ham, for det Tilfælde at han ikke kom med Ufred; der gik nu Bud imellem dem, og da Ølime fik Vished for, at han kom med Venskab og ikke for at øve Hærværk, blev alt gjort rede til Gildet paa bedste Maade, og mange bleve budne. Alle Vegne, hvor Kong Sigmund kom, var der Kjøbstævne og hvad andet der kunde være tjenligt for ham. Omsider kom han til Gildet, og begge Konger sad i én Hal. Der var ogsaa kommet Kong ''Lynge'', Kong Hundings Søn; han vilde ogsaa have Hjørdis til Viv. Ølime skjønnede, at de kunde ikke faa hende begge, og at der var Ufred i Vente af den, som hun blev nægtet; han sagde da til sin Datter: »Du er en snild Kvinde, og jeg har sagt, at du selv skal vælge dig en Mand; vælg nu imellem de to Konger, og som du vil, vil ogsaa jeg«. »Dette tykkes mig en vanskelig Sag«, svarede hun, »men dog vil jeg vælge den Konge, hvis By er størst, og det er Kong Sigmund, skjønt han er noget til Aars«. Ham blev hun da givet til, men Kong Lynge fór bort. Saa giftede Sigmund sig og fik Hjørdis, og Gildet var den ene Dag bedre og lystigere end den anden. Derefter fór han hjem til Huneland for at vogte paa sit Rige, og hans Maag, Kong Ølime fulgte med. Men Kong Lynge og hans Brødre samlede nu en Hær for at overfalde Kong Sigmund, thi vel var de vante til at trække det korteste Straa, men dette var dem dog for stærkt; nu vilde de gjøre Ende paa Kong Sigmunds Overmod. De kom da til Huneland og sendte ham Bud, thi de vilde ikke stjæle sig paa ham, men de tænkte, han vilde ikke fly. Kong Sigmund svarede, at han skulde møde til Kamp, og samlede en Hær. Hjørdis blev kjørt ud i Skoven med en Terne og meget Gods, og der var hun, medens de sloges. Vikingerne fór fra Skibene med en vældig Hær; Kong Sigmund og Ølime satte deres Mærker op, og der blev blæst i Lurerne. Sigmund lod blæse i sit Horn, som hans Fader havde ejet før ham, og æggede sine Mænd, men han havde meget færre Folk. Der blev nu en svar Strid, og var end Kong Sigmund gammel, saa sloges han dog drabelig og var bestandig fremmerst blandt sine Mænd; hverken Skjold eller Brynje kunde staa sig for hans Hug, og han brød mange Gange igjennem sine Fjenders Flok den Dag, saa ingen kunde se, hvorlunde det vilde gaa imellem dem. Mange vare de Pile og Spyd, der fløj i Luften der, men hans Diser skjærmede ham saa vel, at han ikke blev saaret. Ingen vidste Tal paa, hvor mange der faldt for hans Haand, og begge hans Arme vare blodige til Axlerne. Men da Kampen havde varet en Stund, kom der en Mand med sid Hat og blaa Kappe ind imellem de stridende; han havde kun ét Øje, og i Haanden forte han et Spyd; han gik frem imod Kongen og løftede sit Spyd imod ham. Sigmund hug haardt til, men Sværdet brast i to Stykker, da det rørte det. Da vendte Mandefaldet sig, Lykken var veget fra Kong Sigmund, og mange af hans Mænd faldt, men Kongen skaanede sig ikke og æggede sine Kæmper djærvelig. Det gik nu, som Ordet lyder, at lidet mægte faa imod mange; i denne Kamp faldt Kong Sigmund og Kong Ølime, hans Maag, fremmerst i Fylkingen med største Delen af deres Hær.	+	'''11.''' ''Ølime'' hed en mægtig og navnkundig Konge; hans Datter hed ''Hjørdis'' og var en saare fager og kløgtig Kvinde. Det spurgte Kong Sigmund, at hun passede for ham som ingen anden. Gjæstede han da Kong Ølime, og han redte strax til et stort Gilde for ham, for det Tilfælde at han ikke kom med Ufred; der gik nu Bud imellem dem, og da Ølime fik Vished for, at han kom med Venskab og ikke for at øve Hærværk, blev alt gjort rede til Gildet paa bedste Maade, og mange bleve budne. Alle Vegne, hvor Kong Sigmund kom, var der Kjøbstævne og hvad andet der kunde være tjenligt for ham. Omsider kom han til Gildet, og begge Konger sad i én Hal. Der var ogsaa kommet Kong ''Lynge'', Kong Hundings Søn; han vilde ogsaa have Hjørdis til Viv. Ølime skjønnede, at de kunde ikke faa hende begge, og at der var Ufred i Vente af den, som hun blev nægtet; han sagde da til sin Datter: »Du er en snild Kvinde, og jeg har sagt, at du selv skal vælge dig en Mand; vælg nu imellem de to Konger, og som du vil, vil ogsaa jeg«. »Dette tykkes mig en vanskelig Sag«, svarede hun, »men dog vil jeg vælge den Konge, hvis Ry er størst, og det er Kong Sigmund, skjønt han er noget til Aars«. Ham blev hun da givet til, men Kong Lynge fór bort. Saa giftede Sigmund sig og fik Hjørdis, og Gildet var den ene Dag bedre og lystigere end den anden. Derefter fór han hjem til Huneland for at vogte paa sit Rige, og hans Maag, Kong Ølime fulgte med. Men Kong Lynge og hans Brødre samlede nu en Hær for at overfalde Kong Sigmund, thi vel var de vante til at trække det korteste Straa, men dette var dem dog for stærkt; nu vilde de gjøre Ende paa Kong Sigmunds Overmod. De kom da til Huneland og sendte ham Bud, thi de vilde ikke stjæle sig paa ham, men de tænkte, han vilde ikke fly. Kong Sigmund svarede, at han skulde møde til Kamp, og samlede en Hær. Hjørdis blev kjørt ud i Skoven med en Terne og meget Gods, og der var hun, medens de sloges. Vikingerne fór fra Skibene med en vældig Hær; Kong Sigmund og Ølime satte deres Mærker op, og der blev blæst i Lurerne. Sigmund lod blæse i sit Horn, som hans Fader havde ejet før ham, og æggede sine Mænd, men han havde meget færre Folk. Der blev nu en svar Strid, og var end Kong Sigmund gammel, saa sloges han dog drabelig og var bestandig fremmerst blandt sine Mænd; hverken Skjold eller Brynje kunde staa sig for hans Hug, og han brød mange Gange igjennem sine Fjenders Flok den Dag, saa ingen kunde se, hvorlunde det vilde gaa imellem dem. Mange vare de Pile og Spyd, der fløj i Luften der, men hans Diser skjærmede ham saa vel, at han ikke blev saaret. Ingen vidste Tal paa, hvor mange der faldt for hans Haand, og begge hans Arme vare blodige til Axlerne. Men da Kampen havde varet en Stund, kom der en Mand med sid Hat og blaa Kappe ind imellem de stridende; han havde kun ét Øje, og i Haanden forte han et Spyd; han gik frem imod Kongen og løftede sit Spyd imod ham. Sigmund hug haardt til, men Sværdet brast i to Stykker, da det rørte det. Da vendte Mandefaldet sig, Lykken var veget fra Kong Sigmund, og mange af hans Mænd faldt, men Kongen skaanede sig ikke og æggede sine Kæmper djærvelig. Det gik nu, som Ordet lyder, at lidet mægte faa imod mange; i denne Kamp faldt Kong Sigmund og Kong Ølime, hans Maag, fremmerst i Fylkingen med største Delen af deres Hær.

@@ Linje 4: / Linje 4: @@
 |-
 ! Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Völsunga saga]] !!  !! [[Fil:Norsk.gif|32px|link=Sagaen om Volsungerne]] !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Saga om Vølsungerne]] !! [[Fil:Svensk.gif|32px|link=Utdrag ur fornnordiska sagor]] !!
 |-
 |}

@@ Linje 3: / Linje 3: @@
 !align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
 |-
-! Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Völsunga saga]] !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Saga om Vølsungerne]] !! [[Fil:Svensk.gif|32px|link=Utdrag ur fornnordiska sagor]] !!
+! Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Völsunga saga]] !!  !! [[Fil:Norsk.gif|32px|link=Sagaen om Volsungerne]] !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Saga om Vølsungerne]] !! [[Fil:Svensk.gif|32px|link=Utdrag ur fornnordiska sagor]] !!
 |-
 |}