Sagaen om Egil den Enhåndede og Asmund Bersærksbane - Revisjonshistorikk

Jesper på 14. feb. 2026 kl. 09:46

2026-02-14T09:46:15Z

Vis endringer

Jesper på 10. des. 2022 kl. 10:08

2022-12-10T10:08:10Z

Jesper på 26. jun. 2021 kl. 06:03

2021-06-26T06:03:22Z

Jesper på 8. jun. 2021 kl. 15:30

2021-06-08T15:30:39Z

Jesper: Egils saga einhenda ok Ásmundar berserkjabana i dansk oversættelse

2021-06-08T04:13:35Z

Egils saga einhenda ok Ásmundar berserkjabana i dansk oversættelse

Vis endringer

@@ Linje 8: / Linje 8: @@
-<center>[[Nordiske fornaldersagaer]]
+<center>[[Udvalgte fornaldersagaer]]
-<big><big>'''Sagaen om Egil den Enhåndede og Asmund Bersærksbane'''</big></big><ref>''Egils saga einhenda ok Ásmundar berserkjabana'' findes overleveret i håndskriftet [https://handrit.is/da/manuscript/view/is/AM04-0343 AM 343 a 4to] fra 1450-1475. Sagaen menes oprindeligt at være skrevet omkr. år 1325. Kapitelindelingen i nærværende oversættelse følger ikke forlægget ganske nøje, og kapiteloverskrifterne skyldes alene oversætteren.</ref>
+<big><big>'''Sagaen om Egil den Enhåndede og Asmund Bersærksbane'''</big></big> <ref>''Egils saga einhenda ok Ásmundar berserkjabana'' findes overleveret i håndskriftet [https://handrit.is/da/manuscript/view/is/AM04-0343 AM 343 a 4to] fra 1450-1475. Sagaen menes oprindeligt at være skrevet omkr. år 1325. Kapitelindelingen i nærværende oversættelse følger ikke forlægget ganske nøje, og kapiteloverskrifterne skyldes alene oversætteren.</ref>
 ''Egils saga einhenda ok Ásmundar berserkjabana''

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 26. jun. 2021 kl. 06:03
Linje 183:		Linje 183:
	Der nævnes ikke andet, end at deres rejser forløb godt. Da Egil kom til Gøtaland, opsøgte han sin far, men denne kunne ikke kende ham, for han troede, at Egil var død for længe siden. Egil fortalte nu sin far alt, hvad der var sket, således om det tidligere blev berettet, og han viste ham arret på sin arm, hvor hånden havde været hugget af, og ligeledes det sværd med røret på, som dværgen havde lavet til ham. De lod nu dværgen Regin forsyne det med et skæfte, og det var et meget værdifuldt sværd. Egil indbød nu sin far til brylluppet, og de tog af sted sammen med Egils mor og søster. Og da de mødte kong Tryggve, var Herrød og Asmund der allerede. Kongen tog godt imod dem alle, og der gik ikke længe, før et storslået gilde tog sin begyndelse. Dér kunne man høre alskens musikinstrumenter og møde mange hofmænd. Der var heller ikke sparet på de bedste forsyninger, som kunne opdrives i disse lande.		Der nævnes ikke andet, end at deres rejser forløb godt. Da Egil kom til Gøtaland, opsøgte han sin far, men denne kunne ikke kende ham, for han troede, at Egil var død for længe siden. Egil fortalte nu sin far alt, hvad der var sket, således om det tidligere blev berettet, og han viste ham arret på sin arm, hvor hånden havde været hugget af, og ligeledes det sværd med røret på, som dværgen havde lavet til ham. De lod nu dværgen Regin forsyne det med et skæfte, og det var et meget værdifuldt sværd. Egil indbød nu sin far til brylluppet, og de tog af sted sammen med Egils mor og søster. Og da de mødte kong Tryggve, var Herrød og Asmund der allerede. Kongen tog godt imod dem alle, og der gik ikke længe, før et storslået gilde tog sin begyndelse. Dér kunne man høre alskens musikinstrumenter og møde mange hofmænd. Der var heller ikke sparet på de bedste forsyninger, som kunne opdrives i disse lande.

−	Ved dette gilde lod folk sig underholde af Egils og Asmunds fortællinger om deres færd, og man siger, at både Skindtud og Arnetud var til stede og kunne bekræfte deres beretninger. Dronning Ingebjørg genkendte Arnetud, og de blev nu helt og aldeles forligte. Gildet varede en hel måned, men da det var slut, drog alle hjem, og folk fik flotte gaver. Egil gav Herrød den skjorte, som Bænkhild havde syet, og Asmund gav ham ringen Kællingeeje og det sværd, som havde tilhørt Gaut. Kong Tryggve var da en gammel mand, og han bad Egil om at tage ophold dér, for han mente ikke, at han havde lang tid tilbage at leve i. Egil sagde, at han først ville drage hjem til Gøtaland, men vende tilbage, inden der var gået 12 måneder. Dette tilstod kongen ham. Asmund bad Herrød følge med til Helgeland, og Herrød gav ham sit tilsagn. Arnetud drog hjem til Jætteverdenen, og dronning Ingebjørg forærede hende et smørtrug, der var så stort, at hun knap kunne løfte det, men hun sagde, at dette ville være en mageløs kostbarhed i Jætteverdenen, og Asmund gav hende to flæskesider, som var så tunge, at de vejede et skippund. Kællingen fandt, at dette var en større kostbarhed, end hvis hun havde fået ~~sit~~ egen vægt i guld. De skiltes i venskab.	+	Ved dette gilde lod folk sig underholde af Egils og Asmunds fortællinger om deres færd, og man siger, at både Skindtud og Arnetud var til stede og kunne bekræfte deres beretninger. Dronning Ingebjørg genkendte Arnetud, og de blev nu helt og aldeles forligte. Gildet varede en hel måned, men da det var slut, drog alle hjem, og folk fik flotte gaver. Egil gav Herrød den skjorte, som Bænkhild havde syet, og Asmund gav ham ringen Kællingeeje og det sværd, som havde tilhørt Gaut. Kong Tryggve var da en gammel mand, og han bad Egil om at tage ophold dér, for han mente ikke, at han havde lang tid tilbage at leve i. Egil sagde, at han først ville drage hjem til Gøtaland, men vende tilbage, inden der var gået 12 måneder. Dette tilstod kongen ham. Asmund bad Herrød følge med til Helgeland, og Herrød gav ham sit tilsagn. Arnetud drog hjem til Jætteverdenen, og dronning Ingebjørg forærede hende et smørtrug, der var så stort, at hun knap kunne løfte det, men hun sagde, at dette ville være en mageløs kostbarhed i Jætteverdenen, og Asmund gav hende to flæskesider, som var så tunge, at de vejede et skippund. Kællingen fandt, at dette var en større kostbarhed, end hvis hun havde fået sin egen vægt i guld. De skiltes i venskab.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 8. jun. 2021 kl. 15:30
Linje 66:		Linje 66:
	De går nu ind i skoven, og de skyder dyr og fugle for at få mad. De var i skoven i flere måneder, og tidvis fik de ikke noget at spise. En dag kom de til en dal, hvor der var en å og flade sandbanker, men ovenfor var der skov og fjeld. Dér fik de øje på en stor flok geder og nogle fede bukke. De drev dyrene sammen og fik tag i en fed buk, som de sagde, at de ville slagte, men så hørte de i det samme en kalden ovenfra. Så stak alle gederne af, og bukken slap fra dem. De så et levende væsen oppe på fjeldknolden, og vedkommende var mere bred end høj. Stemmen var skinger som en bjælde, da væsenet spurgte, hvem der var så dristig at ville stjæle dronningens buk. Asmund sagde: »Hvem er du — din smukke, smækre tøs? Og hvor hersker din dronning?« »Jeg hedder Skindtud,« sagde hun, »— og min mor hedder Arnetud. Hun er dronning her i Jætteverdenen og bor ikke langt herfra. Det var bedre, at I opsøgte hende i stedet for at stjæle.« »Det kan du have ret i,« sagde Asmund og tog en guldfingerring, som han rakte Skindtud. »Den tør jeg ikke tage imod,« sagde hun, »— for jeg véd, at min mor vil påstå, at den har jeg fået i sengetold.« »Jeg plejer ikke at tage det tilbage, som jeg har givet væk,« sagde Asmund, »— og vi vil gerne have, at du hjælper os med at finde et sted at overnatte.« Hun gik derpå hjem og mødte sin mor. Kællingen spurgte, hvorfor hun kom så sent. Hun sagde, at hun havde mødt to mænd, som havde brug for hjælp, »— og den ene gav mig en guldring og bad mig finde et sted, de kunne overnatte.« »Hvorfor tog du imod den guldring?« sagde kællingen. »Jeg tænkte, at du skulle have den som betaling,« sagde Skindtud. »Hvorfor bad du dem ikke om at komme herhen?« sagde kællingen. »Jeg vidste ikke, om du ville have det,« sagde hun. »Byd dem herhen!« sagde kællingen. Skindtud løb straks tilbage til dem og sagde: »Min mor beder jer komme hen til hende. I bliver nok ribbet for nyheder. Hun har forstand på lidt af hvert.«		De går nu ind i skoven, og de skyder dyr og fugle for at få mad. De var i skoven i flere måneder, og tidvis fik de ikke noget at spise. En dag kom de til en dal, hvor der var en å og flade sandbanker, men ovenfor var der skov og fjeld. Dér fik de øje på en stor flok geder og nogle fede bukke. De drev dyrene sammen og fik tag i en fed buk, som de sagde, at de ville slagte, men så hørte de i det samme en kalden ovenfra. Så stak alle gederne af, og bukken slap fra dem. De så et levende væsen oppe på fjeldknolden, og vedkommende var mere bred end høj. Stemmen var skinger som en bjælde, da væsenet spurgte, hvem der var så dristig at ville stjæle dronningens buk. Asmund sagde: »Hvem er du — din smukke, smækre tøs? Og hvor hersker din dronning?« »Jeg hedder Skindtud,« sagde hun, »— og min mor hedder Arnetud. Hun er dronning her i Jætteverdenen og bor ikke langt herfra. Det var bedre, at I opsøgte hende i stedet for at stjæle.« »Det kan du have ret i,« sagde Asmund og tog en guldfingerring, som han rakte Skindtud. »Den tør jeg ikke tage imod,« sagde hun, »— for jeg véd, at min mor vil påstå, at den har jeg fået i sengetold.« »Jeg plejer ikke at tage det tilbage, som jeg har givet væk,« sagde Asmund, »— og vi vil gerne have, at du hjælper os med at finde et sted at overnatte.« Hun gik derpå hjem og mødte sin mor. Kællingen spurgte, hvorfor hun kom så sent. Hun sagde, at hun havde mødt to mænd, som havde brug for hjælp, »— og den ene gav mig en guldring og bad mig finde et sted, de kunne overnatte.« »Hvorfor tog du imod den guldring?« sagde kællingen. »Jeg tænkte, at du skulle have den som betaling,« sagde Skindtud. »Hvorfor bad du dem ikke om at komme herhen?« sagde kællingen. »Jeg vidste ikke, om du ville have det,« sagde hun. »Byd dem herhen!« sagde kællingen. Skindtud løb straks tilbage til dem og sagde: »Min mor beder jer komme hen til hende. I bliver nok ribbet for nyheder. Hun har forstand på lidt af hvert.«

−	Nu træffer de kællingen. Hun spurgte, hvad de hed, og de svarede i overensstemmelse med sandheden. Kællingen stirrede på Egil. De sagde, at de ikke havde spist i syv dage. Kællingen var i færd med at skille fløden fra mælken. Hun havde 50 geder, der gav mælk, som var de køer. Hun havde en stor gryde, som al mælken kom i. Hun havde en stor hvedemark, og derfra fik hun så meget mel, at hun hver dag kogte grød i gryden, og det var det, de levede af. »Du — Skindtud!« sagde hun, »— find noget kvas og få godt blus på bålet. Forplejningen er ikke overvældende, men de får dog grød at æde.« Skindtud skyndte sig. Kællingen bad dem klemme på med det, der ellers var, og der blev ~~sat~~ både dyrekød og fuglesteg frem. Kællingen sagde: »Nu skal vi ikke sidde i tavshed, selv om forplejningen ikke er så god, som den burde være. Det varer længe, før grøden er klar, så fortæl du — Asmund! — hvordan dit liv er forløbet, og så kan Egil fortsætte, og så skal jeg bidrage til underholdningen ved bordet med det, som er overgået mig. Jeg er nysgerrig og vil gerne vide, hvilke slægter I kommer fra, og hvorfor I er ude på denne færd.«	+	Nu træffer de kællingen. Hun spurgte, hvad de hed, og de svarede i overensstemmelse med sandheden. Kællingen stirrede på Egil. De sagde, at de ikke havde spist i syv dage. Kællingen var i færd med at skille fløden fra mælken. Hun havde 50 geder, der gav mælk, som var de køer. Hun havde en stor gryde, som al mælken kom i. Hun havde en stor hvedemark, og derfra fik hun så meget mel, at hun hver dag kogte grød i gryden, og det var det, de levede af. »Du — Skindtud!« sagde hun, »— find noget kvas og få godt blus på bålet. Forplejningen er ikke overvældende, men de får dog grød at æde.« Skindtud skyndte sig. Kællingen bad dem klemme på med det, der ellers var, og der blev stillet både dyrekød og fuglesteg frem. Kællingen sagde: »Nu skal vi ikke sidde i tavshed, selv om forplejningen ikke er så god, som den burde være. Det varer længe, før grøden er klar, så fortæl du — Asmund! — hvordan dit liv er forløbet, og så kan Egil fortsætte, og så skal jeg bidrage til underholdningen ved bordet med det, som er overgået mig. Jeg er nysgerrig og vil gerne vide, hvilke slægter I kommer fra, og hvorfor I er ude på denne færd.«