Sankt Katharinas saga - Revisjonshistorikk

Jesper på 13. feb. 2026 kl. 15:38

2026-02-13T15:38:10Z

Jesper på 23. aug. 2023 kl. 05:18

2023-08-23T05:18:10Z

Jesper på 22. aug. 2023 kl. 14:53

2023-08-22T14:53:10Z

Vis endringer

Jesper på 11. aug. 2023 kl. 15:31

2023-08-11T15:31:50Z

Jesper på 11. aug. 2023 kl. 14:27

2023-08-11T14:27:49Z

Jesper på 11. aug. 2023 kl. 14:14

2023-08-11T14:14:23Z

Jesper på 5. aug. 2023 kl. 15:33

2023-08-05T15:33:36Z

Jesper på 5. aug. 2023 kl. 14:50

2023-08-05T14:50:21Z

Jesper på 5. aug. 2023 kl. 14:33

2023-08-05T14:33:09Z

Jesper på 5. aug. 2023 kl. 14:28

2023-08-05T14:28:05Z

@@ Linje 60: / Linje 60: @@
 '''Dronningen besøger Katharina i fængslet'''
-'''7.''' Kejserens kone, dronningen, holdt meget af Guds salige tjener Katharina på grund af de mange ting, hun hørte folk fortælle om hende, og hun ville gerne se eller træffe hende, hvis ellers hun turde for sin mand. Men hun vovede det ikke på grund af hans grusomhed. Men en dag, da hun sad og tænkte over, hvordan hun kunne komme til at tale med denne jomfru, tilkaldte hun en ridder, der hed Porfyrius, og sagde dette til ham: »Vær trofast og mærk dig dette, som jeg kun fortæller dig, og spar dig ingen anstrengelser for at opfylde mit ønske. Så hør nu efter! Da jeg erfarede, at kejseren havde fængslet en kongedatter, ønskede jeg for enhver pris at komme til at tale med hende, men det turde jeg ikke på grund af den vrede, kejseren nærer mod hende. Nu — såfremt du vil bevare vores gode venskab — finder du på noget, så jeg kan komme til at tale med hende, som jeg ønsker.« Porfyrius svarede: »Jeg vil i alle henseender følge din vilje — min frue! — også selv om det bringer mit liv i fare. Men dette kan ikke gennemføres, medmindre der sker i hemmelighed. Jeg forventer, at det vil lykkes for mig i ly af natten.« Porfyrius gav dem, der holdt vagt i fængslet, store beløb for at lade dronningen komme og tale med Guds mø i hemmelighed, og de måtte ikke fortælle noget til nogen. Han førte hende siden derhen. Og da dronningen så den salige Katharina, kastede hun sig for hendes fødder og sagde: »Jeg har været meget ivrig efter at se dit betagende ansigt, siden jeg erfarede, at du blev holdt fængslet, fordi du tror på Kristus. Jeg var ikke i stand til at opsøge dig før på grund af den frygt, jeg har for min mand, kejseren, og derfor beder jeg dig ikke tro, at det var af hjerteløshed eller mangel på vilje, at jeg ikke kom før, men derimod af forsigtighed, så jeg kunne undgå hans vrede. Men nu er det mit ærinde, siden den almægtige Gud har ladet mig få mulighed for at opsøge dig, ydmygt at bede dig om — Guds jomfru! — at du frelser mig fra Guds vrede, som jeg har pådraget mig ved mine misgerninger, så han i sin store overbærenhed nedlader sig til at tilgive mine fejltrin og synder. Hør mig — du Guds salige tjener! — og bed for mig, den syndigste kvinde. Jeg kan ikke afholde mig fra at sige, hvilket indtryk dit betagende ansigt gør på mig: Dit udseende forekommer mig ikke at have menneskelig natur, men det er snarere, som om du har en engels udseende og skønhed. Du er velsignet blandt kvinder — Guds hellige jomfru! — for du vil opnå evig lykke. Og det glæder mig særdeles meget, at Gud har givet mig lov til at møde dig og til at tale med dig.« Da svarede den hellige Katharina: »Måtte Gud belønne din værdighed — dronning! — når du viser mig så megen kærlighed i min trængselstid, at du nedlader dig til at komme til mig i dette fangehul. Men det er ikke så underligt, for den almægtige Gud befalede dette og forpligtede dig til at gøre det — den samme, som siger, at det, der gøres til trøst for dem, som tjener ham, det samme gøres mod ham selv. Som det hedder: ‘Jeg var i fængsel, og I besøgte mig.’<ref>Se [https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/Matt/25 Matt 25, 36]</ref> Og: ‘Det, som I gjorde mod en af mine ringeste tjenere, det gjorde I mod mig.’<ref>Se [https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/Matt/25 Matt 25, 40]</ref> Lad dig således — dronning! — ikke skræmme af det råd, som jeg vil give dig, og tag ikke min anvisning tungt: Forbered din sjæl på kommende fristelser, lad Gud give dig styrke og Helligånden give dig kraft, og afvent tålmodigt det, som Gud har åbenbaret for mig om din ærefulde sejr. Men du skal vide, at du om tre dage skal udkæmpe en kamp for Gud, og efter at have vundet en pinselssejr, skal du drage til Himmerige og dér glæde dig sammen med Guds engle og de hellige martyrer.« Dronningen svarede: »Jeg glæder mig over dine løfter — helligste jomfru! — og måtte jeg usle og syndige kvinde opnå den lykke at få tilgivelse for mine synder. Men jeg gruer for de frygtelige kvaler, som min mand, kejseren, i den grusomhed, som han besidder så rigeligt af, vil udsætte mig for. Og fordi jeg er skrøbelig af natur, frygter jeg, at jeg må opgive min herre Jesu Kristi kærlighed, når jeg mærker smerten fra pinslerne. Men jeg véd, at det ville være ganske utilbørligt og den værste synd, såfremt det skete.« Den hellige Katharina svarede: »Gør — dronning! — som jeg beder dig om: Jag disse bekymringer bort fra dit hjerte, og hav Gud i dine tanker, og tag med glæde imod alt det, som du må udholde for hans skyld. Tænk på at tåle alt for hans kærlighed, og vis ham, hvilken vej du agter at gå, for hans nåde vil styrke din ihærdighed. Alle helgeners gerninger skyldes Guds nåde og kraft, og de ledes på vej af Guds forsyn, men ikke af dødelige mennesker. Menneskelig vrede — hvad er den værd? Eller onde menneskers svulmende hovmod? Afgjort intet! For onde mennesker kan ikke gøre gode mennesker noget, bortset fra det, som Gud tillader dem, for sådan sagde Guds søn selv, da jarlen<ref>&#596;: præfekten</ref> Pilatus truede ham ved at sige: ‘Ved du ikke’, sagde Pilatus, ‘— at jeg har magt til at korsfæste dig?’ Men Herren svarede: ‘Du ville ikke have nogen magt over mig, medmindre Gud havde givet dig den.’<ref>Se [https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/Joh/19 Joh 19, 10-11]</ref> Du skal vide — dronning! — at Guds søn har givet sine tjenere styrke til at svare og stille spørgsmål, således at de overvinder vismænds visdom. Som han sagde i evangeliet: ‘Jeg vil give jer ord og visdom, som alle jeres uvenner ikke kan stille noget op imod.’<ref>Se [https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/Luk/21 Luk 21, 15]</ref> Hvad er mere nyttigt end dette løfte, og hvad er mere dyrebart end denne belønning? For til gengæld for midlertidige pinsler vinder Guds helgener evig ære i Himmeriges uendelige glæde hos Gud.« Og da Guds jomfru Katharina havde sagt dette, rakte dronningen sine hænder mod himlen og sagde: »Almægtige Gud, Faderen og Sønnen og Helligånden, den ene sande Gud i treenighed, som skabte alt af intet! Du — englenes nådigste konge! — som det for menneskehedens fortabelses og det første menneskes, Adams, synders skyld behagede at stige ned fra Himlens højeste højder til jordens laveste steder for ved din guddommelighed at antage menneskeskikkelse fra Jomfru Marias uberørte legeme og fra hende lade en sand Gud og et sandt menneske blive født i denne verden; du, som for vores liv og forløsnings skyld udholdt pinsler og døden på jødernes anmodning og efter jarl Pilatus’ dom, og som kæmpede i Helvede og bandt Djævelen og befriede alle mennesker dér; du, som genopstod fra de døde første påskedag og åbnede Paradis og porten til Himmerige for alle dine folk; du, som steg op til Himlen i overværelse af dine apostle og sendte din hellige ånd til dem pinsedag for med din kærlighed at lære dem alle sprog og al visdom, og i denne samme hellige ånd belærer du alle dine folk og venner. Hør — alle trængende menneskers stærke håb og trøst! — styrk du det, som du vandt for os, gennem din martyr, den salige Katharina, og skænk os din sande kærlighed og gudsfrygt, så vi siden kan modstå alle onde menneskers fristelser og pinsler i dit navn, mens vi overholder den sande tro, for du er for evigt og altid den levende Gud!« Derpå sagde dronningen til den salige Katharina: »Se nu her — Guds tjener! — på grund af din forkyndelse er jeg klar til at tåle alt for Guds skyld, og jeg vil med al iver forberede mit sind på en kamp for Gud. Men bed du Gud om, at han på din foranledning vil hente min sjæl og vise mig barmhjertighed.« Med sådanne ord og andre nyttige eksempler fortsatte dronningen og den salige Katharina deres samtale frem til midnat.
+'''7.''' Kejserens kone, dronningen, holdt meget af Guds salige tjener Katharina på grund af de mange ting, hun hørte folk fortælle om hende, og hun ville gerne se eller træffe hende, hvis ellers hun turde for sin mand. Men hun vovede det ikke på grund af hans grusomhed. Men en dag, da hun sad og tænkte over, hvordan hun kunne komme til at tale med denne jomfru, tilkaldte hun en ridder, der hed Porfyrius, og sagde dette til ham: »Vær trofast og mærk dig dette, som jeg kun fortæller dig, og spar dig ingen anstrengelser for at opfylde mit ønske. Så hør nu efter! Da jeg erfarede, at kejseren havde fængslet en kongedatter, ønskede jeg for enhver pris at komme til at tale med hende, men det turde jeg ikke på grund af den vrede, kejseren nærer mod hende. Nu — såfremt du vil bevare vores gode venskab — finder du på noget, så jeg kan komme til at tale med hende, som jeg ønsker.« Porfyrius svarede: »Jeg vil i alle henseender følge din vilje — min frue! — også selv om det bringer mit liv i fare. Men dette kan ikke gennemføres, medmindre det sker i hemmelighed. Jeg forventer, at det vil lykkes for mig i ly af natten.« Porfyrius gav dem, der holdt vagt i fængslet, store beløb for at lade dronningen komme og tale med Guds mø i hemmelighed, og de måtte ikke fortælle noget til nogen. Han førte hende siden derhen. Og da dronningen så den salige Katharina, kastede hun sig for hendes fødder og sagde: »Jeg har været meget ivrig efter at se dit betagende ansigt, siden jeg erfarede, at du blev holdt fængslet, fordi du tror på Kristus. Jeg var ikke i stand til at opsøge dig før på grund af den frygt, jeg har for min mand, kejseren, og derfor beder jeg dig ikke tro, at det var af hjerteløshed eller mangel på vilje, at jeg ikke kom før, men derimod af forsigtighed, så jeg kunne undgå hans vrede. Men nu er det mit ærinde, siden den almægtige Gud har ladet mig få mulighed for at opsøge dig, ydmygt at bede dig om — Guds jomfru! — at du frelser mig fra Guds vrede, som jeg har pådraget mig ved mine misgerninger, så han i sin store overbærenhed nedlader sig til at tilgive mine fejltrin og synder. Hør mig — du Guds salige tjener! — og bed for mig, den syndigste kvinde. Jeg kan ikke afholde mig fra at sige, hvilket indtryk dit betagende ansigt gør på mig: Dit udseende forekommer mig ikke at have menneskelig natur, men det er snarere, som om du har en engels udseende og skønhed. Du er velsignet blandt kvinder — Guds hellige jomfru! — for du vil opnå evig lykke. Og det glæder mig særdeles meget, at Gud har givet mig lov til at møde dig og til at tale med dig.« Da svarede den hellige Katharina: »Måtte Gud belønne din værdighed — dronning! — når du viser mig så megen kærlighed i min trængselstid, at du nedlader dig til at komme til mig i dette fangehul. Men det er ikke så underligt, for den almægtige Gud befalede dette og forpligtede dig til at gøre det — den samme, som siger, at det, der gøres til trøst for dem, som tjener ham, det samme gøres mod ham selv. Som det hedder: ‘Jeg var i fængsel, og I besøgte mig.’<ref>Se [https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/Matt/25 Matt 25, 36]</ref> Og: ‘Det, som I gjorde mod en af mine ringeste tjenere, det gjorde I mod mig.’<ref>Se [https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/Matt/25 Matt 25, 40]</ref> Lad dig således — dronning! — ikke skræmme af det råd, som jeg vil give dig, og tag ikke min anvisning tungt: Forbered din sjæl på kommende fristelser, lad Gud give dig styrke og Helligånden give dig kraft, og afvent tålmodigt det, som Gud har åbenbaret for mig om din ærefulde sejr. Men du skal vide, at du om tre dage skal udkæmpe en kamp for Gud, og efter at have vundet en pinselssejr, skal du drage til Himmerige og dér glæde dig sammen med Guds engle og de hellige martyrer.« Dronningen svarede: »Jeg glæder mig over dine løfter — helligste jomfru! — og måtte jeg usle og syndige kvinde opnå den lykke at få tilgivelse for mine synder. Men jeg gruer for de frygtelige kvaler, som min mand, kejseren, i den grusomhed, som han besidder så rigeligt af, vil udsætte mig for. Og fordi jeg er skrøbelig af natur, frygter jeg, at jeg må opgive min herre Jesu Kristi kærlighed, når jeg mærker smerten fra pinslerne. Men jeg véd, at det ville være ganske utilbørligt og den værste synd, såfremt det skete.« Den hellige Katharina svarede: »Gør — dronning! — som jeg beder dig om: Jag disse bekymringer bort fra dit hjerte, og hav Gud i dine tanker, og tag med glæde imod alt det, som du må udholde for hans skyld. Tænk på at tåle alt for hans kærlighed, og vis ham, hvilken vej du agter at gå, for hans nåde vil styrke din ihærdighed. Alle helgeners gerninger skyldes Guds nåde og kraft, og de ledes på vej af Guds forsyn, men ikke af dødelige mennesker. Menneskelig vrede — hvad er den værd? Eller onde menneskers svulmende hovmod? Afgjort intet! For onde mennesker kan ikke gøre gode mennesker noget, bortset fra det, som Gud tillader dem, for sådan sagde Guds søn selv, da jarlen<ref>&#596;: præfekten</ref> Pilatus truede ham ved at sige: ‘Ved du ikke’, sagde Pilatus, ‘— at jeg har magt til at korsfæste dig?’ Men Herren svarede: ‘Du ville ikke have nogen magt over mig, medmindre Gud havde givet dig den.’<ref>Se [https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/Joh/19 Joh 19, 10-11]</ref> Du skal vide — dronning! — at Guds søn har givet sine tjenere styrke til at svare og stille spørgsmål, således at de overvinder vismænds visdom. Som han sagde i evangeliet: ‘Jeg vil give jer ord og visdom, som alle jeres uvenner ikke kan stille noget op imod.’<ref>Se [https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/Luk/21 Luk 21, 15]</ref> Hvad er mere nyttigt end dette løfte, og hvad er mere dyrebart end denne belønning? For til gengæld for midlertidige pinsler vinder Guds helgener evig ære i Himmeriges uendelige glæde hos Gud.« Og da Guds jomfru Katharina havde sagt dette, rakte dronningen sine hænder mod himlen og sagde: »Almægtige Gud, Faderen og Sønnen og Helligånden, den ene sande Gud i treenighed, som skabte alt af intet! Du — englenes nådigste konge! — som det for menneskehedens fortabelses og det første menneskes, Adams, synders skyld behagede at stige ned fra Himlens højeste højder til jordens laveste steder for ved din guddommelighed at antage menneskeskikkelse fra Jomfru Marias uberørte legeme og fra hende lade en sand Gud og et sandt menneske blive født i denne verden; du, som for vores liv og forløsnings skyld udholdt pinsler og døden på jødernes anmodning og efter jarl Pilatus’ dom, og som kæmpede i Helvede og bandt Djævelen og befriede alle mennesker dér; du, som genopstod fra de døde første påskedag og åbnede Paradis og porten til Himmerige for alle dine folk; du, som steg op til Himlen i overværelse af dine apostle og sendte din hellige ånd til dem pinsedag for med din kærlighed at lære dem alle sprog og al visdom, og i denne samme hellige ånd belærer du alle dine folk og venner. Hør — alle trængende menneskers stærke håb og trøst! — styrk du det, som du vandt for os, gennem din martyr, den salige Katharina, og skænk os din sande kærlighed og gudsfrygt, så vi siden kan modstå alle onde menneskers fristelser og pinsler i dit navn, mens vi overholder den sande tro, for du er for evigt og altid den levende Gud!« Derpå sagde dronningen til den salige Katharina: »Se nu her — Guds tjener! — på grund af din forkyndelse er jeg klar til at tåle alt for Guds skyld, og jeg vil med al iver forberede mit sind på en kamp for Gud. Men bed du Gud om, at han på din foranledning vil hente min sjæl og vise mig barmhjertighed.« Med sådanne ord og andre nyttige eksempler fortsatte dronningen og den salige Katharina deres samtale frem til midnat.
@@ Linje 85: / Linje 85: @@
 '''Kejseren lader Katharina pine'''
-'''12.''' Jomfruens ord gjorde kejseren umådeligt vred, for han troede, at han havde fået hende overtalt med sin formaning. En af hans grever, som var til stede, ville dæmpe kejserens vrede, for han vidste dårligt, hvad han skulle stille op. Han tog til orde: »Hvis De tillader det — herre!« sagde han, »— så vil jeg give et råd til, hvordan De kan få gennemført Deres vilje, så det sker med lempe og ikke indebærer voldsomhed og streng afstraffelse.« Kejseren svarede: »Hvis det forholder sig, som du siger, så tøv ikke et øjeblik med at fremme vores vilje!« Greven sagde: »Jeg anbefaler, at der bliver lavet fire hjul, og hvert hjul forsynes med meget skarpe stålspyd; så skal denne trodsige jomfru sidde foran dem. Og når hjulene drejer hurtigt rundt med en frygtelig buldren, da vil hun blive skræmt af synet af dette torturredskab og lyden fra det, og så bliver der ikke behov for yderligere. Så forventer jeg, at hun vil tro på de gamle guder og ofre til dem, og ellers skal hun halshugges med sværd. Men hvor længe skal en lille pige håne os og udsætte os for det værste opspind? Hun er i stand til overvinde os alle med sin veltalenhed og sit vid.« Men da dette torturredskab blev fremstillet og sat i gang på kejserens befaling, og hjulene drejede rundt og buldrede, da huskede Herren sit løfte og sendte sin engel af sted for at frelse Katharina fra denne nød. Og hjulene formåede ikke at skade hende, men de traf nogle hedninge og dræbte dem. Dette gjorde et stort indtryk på mange af dem, som var til stede og overværede denne hændelse, og de troede straks på Herren Jesus Kristus, mens de sagde: »Der er i sandhed ingen gud som den, de kristne tror på; han alene skal på alle måder tilbedes og prises, og han er den evige Gud.« Nu blev kejseren ganske afsindig, da alt dette skete, og han sagde: »Denne pige vil påføre os den største skade, hvis vi ikke snart lader hende dræbe, for hvem kan gennemskue de kristnes gift og stoppe deres vedholdenhed? Gå straks i gang, og knus hendes mod med mange og svære pinsler!« Og dette blev gjort, og hun blev siden kastet i fængsel og skulle dø tre dage senere, hvis ikke hun ville ofre til guderne.
+'''12.''' Jomfruens ord gjorde kejseren umådeligt vred, for han troede, at han havde fået hende overtalt med sin formaning. En af hans grever, som var til stede, ville dæmpe kejserens vrede, for han vidste dårligt, hvad han skulle stille op. Han tog til orde: »Hvis De tillader det — herre!« sagde han, »— så vil jeg give et råd til, hvordan De kan få gennemført Deres vilje, så det sker med lempe og ikke indebærer voldsomhed og streng afstraffelse.« Kejseren svarede: »Hvis det forholder sig, som du siger, så tøv ikke et øjeblik med at fremme vores vilje!« Greven sagde: »Jeg anbefaler, at der bliver lavet fire hjul, og hvert hjul forsynes med meget skarpe stålspyd; så skal denne trodsige jomfru sidde foran dem. Og når hjulene drejer hurtigt rundt med en frygtelig buldren, da vil hun blive skræmt af synet af dette torturredskab og lyden fra det, og så bliver der ikke behov for yderligere. Så forventer jeg, at hun vil tro på de gamle guder og ofre til dem, og ellers skal hun halshugges med sværd. Men hvor længe skal en lille pige håne os og udsætte os for det værste opspind? Hun er i stand til at overvinde os alle med sin veltalenhed og sit vid.« Men da dette torturredskab blev fremstillet og sat i gang på kejserens befaling, og hjulene drejede rundt og buldrede, da huskede Herren sit løfte og sendte sin engel af sted for at frelse Katharina fra denne nød. Og hjulene formåede ikke at skade hende, men de traf nogle hedninge og dræbte dem. Dette gjorde et stort indtryk på mange af dem, som var til stede og overværede denne hændelse, og de troede straks på Herren Jesus Kristus, mens de sagde: »Der er i sandhed ingen gud som den, de kristne tror på; han alene skal på alle måder tilbedes og prises, og han er den evige Gud.« Nu blev kejseren ganske afsindig, da alt dette skete, og han sagde: »Denne pige vil påføre os den største skade, hvis vi ikke snart lader hende dræbe, for hvem kan gennemskue de kristnes gift og stoppe deres vedholdenhed? Gå straks i gang, og knus hendes mod med mange og svære pinsler!« Og dette blev gjort, og hun blev siden kastet i fængsel og skulle dø tre dage senere, hvis ikke hun ville ofre til guderne.
@@ Linje 100: / Linje 100: @@
 '''Katharina dømmes til døden'''
-'''15.''' Da denne salige flok havde ladet livet for deres kærlighed til den hellige treenighed, befalede den onde kejser, at Guds martyr, den hellige jomfru Katharina skulle stilles for hans domstol. Men hendes ansigt strålede i fuldt flor og var lysere og mere klart, end man anså for menneskeligt muligt, og det gjorde et stort indtryk på alle, der så hende — ikke mindst kejseren — og der var mange, der sagde: »Det er sandelig en stor ulykke, at en sagesløs jomfru skal pines på så sørgelig vis. Forbandet være de guder, der finder behag i den slags! Det var bedre, hvis de blev kastet i ilden.« Andre sagde: »Med den skønhed og visdom og styrke er hun sikkert en af guderne snarere end et menneske.« Men rigtig mange sagde: »Der er ingen gud som de kristnes Gud; hans formåen og mildhed overgår alt.« Kejseren forsøgte på alle måder med al sin snuhed og snilde at få overbevist den salige Katharina. Men ved Helligåndens store barmhjertighed stod Guds jomfru så fast som en søjle, der ikke lod sig rokke af stedet, og med stor kløgt og dygtighed overvandt hun kejseren i alt, hvad de talte om, mens hun ydmygt længtes efter den himmelske glæde. Og da kejseren havde talt med hende længe uden at komme videre og klart var blevet overvundet, opgav han håbet om, at hans bestræbelser ville få hende til at føje hans vilje, og det endte med, at han dømte hende til at blive halshugget med sværd. Og hun blev derefter på kejserens ordre ført ud af byen og hen til det sted, hvor det var bestemt, at hun skulle lade livet.
+'''15.''' Da denne salige flok havde ladet livet for deres kærlighed til den hellige treenighed, befalede den onde kejser, at Guds martyr, den hellige jomfru Katharina, skulle stilles for hans domstol. Men hendes ansigt strålede i fuldt flor og var lysere og mere klart, end man anså for menneskeligt muligt, og det gjorde et stort indtryk på alle, der så hende — ikke mindst kejseren — og der var mange, der sagde: »Det er sandelig en stor ulykke, at en sagesløs jomfru skal pines på så sørgelig vis. Forbandet være de guder, der finder behag i den slags! Det var bedre, hvis de blev kastet i ilden.« Andre sagde: »Med den skønhed og visdom og styrke er hun sikkert en af guderne snarere end et menneske.« Men rigtig mange sagde: »Der er ingen gud som de kristnes Gud; hans formåen og mildhed overgår alt.« Kejseren forsøgte på alle måder med al sin snuhed og snilde at få overbevist den salige Katharina. Men ved Helligåndens store barmhjertighed stod Guds jomfru så fast som en søjle, der ikke lod sig rokke af stedet, og med stor kløgt og dygtighed overvandt hun kejseren i alt, hvad de talte om, mens hun ydmygt længtes efter den himmelske glæde. Og da kejseren havde talt med hende længe uden at komme videre og klart var blevet overvundet, opgav han håbet om, at hans bestræbelser ville få hende til at føje hans vilje, og det endte med, at han dømte hende til at blive halshugget med sværd. Og hun blev derefter på kejserens ordre ført ud af byen og hen til det sted, hvor det var bestemt, at hun skulle lade livet.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 23. aug. 2023 kl. 05:18
Linje 115:		Linje 115:
	'''Epilog'''		'''Epilog'''

−	'''18.''' Efter den salige Katharinas hellige henrettelse og de prøvelser, som hun havde tålt på grund af kærligheden til og troen på den hellige treenighed, begyndte jeg, sagde Athanasius<ref>Athanasius den Store (d. 373), kirkefader og biskop i Alexandria</ref>, at skrive min martyrfortælling om fru Sankt Katharina til ære for hende og til ihukommelse og gavn for rettroende mennesker, for jeg var hendes tjener helt fra begyndelsen og til enden. Måtte Gud give os syndsforladelse på den salige Katharinas forbøn og efter hendes fortjeneste og skænke os evig glæde med ham og hans helgener — ham, som lever og regerer i alle verdens aldre. Amen.	+	'''18.''' ''Efter den salige Katharinas hellige henrettelse og de prøvelser, som hun havde tålt på grund af kærligheden til og troen på den hellige treenighed, begyndte jeg, sagde Athanasius<ref>Athanasius den Store (d. 373), kirkefader og biskop i Alexandria</ref>, at skrive min martyrfortælling om fru Sankt Katharina til ære for hende og til ihukommelse og gavn for rettroende mennesker, for jeg var hendes tjener helt fra begyndelsen og til enden. Måtte Gud give os syndsforladelse på den salige Katharinas forbøn og efter hendes fortjeneste og skænke os evig glæde med ham og hans helgener — ham, som lever og regerer i alle verdens aldre. Amen.''

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 11. aug. 2023 kl. 15:31
Linje 80:		Linje 80:
	'''Katharina afviser kejseren'''		'''Katharina afviser kejseren'''

−	'''11.''' Den følgende morgen befalede kejseren, at den hellige Katharina skulle stilles for hans domstol. Men da han så, at hun var aldeles strålende og smuk, da undrede han og alle de andre, der så hende, sig meget over hendes udseende, for de troede, at hun ville være udmattet af sult, således som det måtte forventes af et menneske. Kejseren forsøgte da igen, om han kunne lokke Guds jomfru til at give ham sit samtykke, og han sagde til hende: »Det, jeg har sagt for at hædre dig, skal ikke kaldes løs snak, for det anstår sig ikke for kongemagten at love noget, som siden viser sig at være falske løfter. Tænk over, hvad jeg tilbyder dig. Jeg ønsker ikke at have dig som tjener eller en kone af lav byrd, for det sømmer sig ikke for vores værdighed, siden du har en fornem slægt. Jeg tilbyder dig således at eje alle ting og al pragt i mit rige sammen med mig. Og fordi du er meget smuk og mere dannet end alle andre kvinder i verden, vil vores fællesskab betyde, at du bliver verdens mægtigste dronning, udvalgt blandt alle især for din skønhed og dine kundskaber. Hvis du takker ja til dette, vil alle tilbede dig. Giv os nu et tydeligt svar, og husk på, hvordan din sag står, og at du må vælge den ene af to muligheder, men du skal på ingen måde forhaste dig.« Da den salige jomfru hørte disse ord, erindrede hun det guddommelige løfte, hun havde fået i fængslet, og hun sagde: »Hør — kejser! — og lyt til mine ord med tålmodighed, for det sømmer sig for kongeværdigheden. Du mener, at jeg burde tage del i dit vældes pragt og blive dronning over hele dit rige. Den slags må være yndet tale for dem, der kerer sig om denne verden. Men såfremt jeg kunne finde en, som er mægtigere og smukkere end dig, som er bedre og stærkere end dig, hvem skulle jeg så vælge? Den, som lever i alle verdens aldre og stråler evigt i sin pragt, eller den, som snart skal dø og blive til muld og maddiker? Tænk nu over det — herre kejser! — og fæld så den rigtige dom.« Og fordi kejseren var forpligtet til at svare sandt på dette spørgsmål, sagde han: »Intet begavet menneske vil hævde, at det forgængelige er bedre eller mere værd end det evige, eller vælge at være dødelig frem for at leve i alle verdens aldre, for den, der regerer evigt, vil kunne eje alt, mens den, der snart dør, hverken kan beholde sig selv eller andre ting. Men hvordan hænger dette svar sammen med det, som jeg sagde til dig før? Hvem er denne mand, som er så mægtig og stærk og god og tilmed findes for evigt, at han er bedre beskaffen og mere værdsat end os og vores pragt og magt? Det kender jeg ikke nogen i hele verden, der er.« Kristi martyr svarede: »Den almægtige og til alle tider levende Jesus Kristus, Guds søn. Han må agtes mere end dig og al din pragt, hvor stor den end måtte være. Jeg er fæstet til den samme, og jeg elsker ham af hele mit hjerte, og jeg vil hellere dø for hans kærlighed end fornægte hans ophøjethed. Bryd dig ikke — konge! — om den pragt og skønhed, der forgår så let som de blomstrende urter, der vokser på jorden i kort tid, men hurtigt visner og forsvinder. Nu må du indse — så vis en mand, som du er, og som du ~~regner~~ dig for at være — at ingen anden skønhed i sandhed er mere ønskelig end den, som er uendelig og ikke visner og forgår — og ''det'' er min herre Jesu Kristi ømhed og kærlighed og det evige liv.«	+	'''11.''' Den følgende morgen befalede kejseren, at den hellige Katharina skulle stilles for hans domstol. Men da han så, at hun var aldeles strålende og smuk, da undrede han og alle de andre, der så hende, sig meget over hendes udseende, for de troede, at hun ville være udmattet af sult, således som det måtte forventes af et menneske. Kejseren forsøgte da igen, om han kunne lokke Guds jomfru til at give ham sit samtykke, og han sagde til hende: »Det, jeg har sagt for at hædre dig, skal ikke kaldes løs snak, for det anstår sig ikke for kongemagten at love noget, som siden viser sig at være falske løfter. Tænk over, hvad jeg tilbyder dig. Jeg ønsker ikke at have dig som tjener eller en kone af lav byrd, for det sømmer sig ikke for vores værdighed, siden du har en fornem slægt. Jeg tilbyder dig således at eje alle ting og al pragt i mit rige sammen med mig. Og fordi du er meget smuk og mere dannet end alle andre kvinder i verden, vil vores fællesskab betyde, at du bliver verdens mægtigste dronning, udvalgt blandt alle især for din skønhed og dine kundskaber. Hvis du takker ja til dette, vil alle tilbede dig. Giv os nu et tydeligt svar, og husk på, hvordan din sag står, og at du må vælge den ene af to muligheder, men du skal på ingen måde forhaste dig.« Da den salige jomfru hørte disse ord, erindrede hun det guddommelige løfte, hun havde fået i fængslet, og hun sagde: »Hør — kejser! — og lyt til mine ord med tålmodighed, for det sømmer sig for kongeværdigheden. Du mener, at jeg burde tage del i dit vældes pragt og blive dronning over hele dit rige. Den slags må være yndet tale for dem, der kerer sig om denne verden. Men såfremt jeg kunne finde en, som er mægtigere og smukkere end dig, som er bedre og stærkere end dig, hvem skulle jeg så vælge? Den, som lever i alle verdens aldre og stråler evigt i sin pragt, eller den, som snart skal dø og blive til muld og maddiker? Tænk nu over det — herre kejser! — og fæld så den rigtige dom.« Og fordi kejseren var forpligtet til at svare sandt på dette spørgsmål, sagde han: »Intet begavet menneske vil hævde, at det forgængelige er bedre eller mere værd end det evige, eller vælge at være dødelig frem for at leve i alle verdens aldre, for den, der regerer evigt, vil kunne eje alt, mens den, der snart dør, hverken kan beholde sig selv eller andre ting. Men hvordan hænger dette svar sammen med det, som jeg sagde til dig før? Hvem er denne mand, som er så mægtig og stærk og god og tilmed findes for evigt, at han er bedre beskaffen og mere værdsat end os og vores pragt og magt? Det kender jeg ikke nogen i hele verden, der er.« Kristi martyr svarede: »Den almægtige og til alle tider levende Jesus Kristus, Guds søn. Han må agtes mere end dig og al din pragt, hvor stor den end måtte være. Jeg er fæstet til den samme, og jeg elsker ham af hele mit hjerte, og jeg vil hellere dø for hans kærlighed end fornægte hans ophøjethed. Bryd dig ikke — konge! — om den pragt og skønhed, der forgår så let som de blomstrende urter, der vokser på jorden i kort tid, men hurtigt visner og forsvinder. Nu må du indse — så vis en mand, som du er, og som du anser dig for at være — at ingen anden skønhed i sandhed er mere ønskelig end den, som er uendelig og ikke visner og forgår — og ''det'' er min herre Jesu Kristi ømhed og kærlighed og det evige liv.«

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 11. aug. 2023 kl. 14:27
Linje 40:		Linje 40:
	'''Katharinas samtale med kejseren'''		'''Katharinas samtale med kejseren'''

−	'''3.''' Da offerhandlingerne siden blev afsluttet, vendte kejseren hjem til sine haller, og han lod straks Katharina lede for sig og sagde dette til hende: »Vi bemærkede din veltalenhed og hørte de ord, du forelagde os, men på grund af det arbejde, vi udførte for at tjene guderne, fik vi ikke lejlighed til at svare dig. Men nu vil jeg vide, hvem du er, og hvad du hedder, og hvilken slægt du kommer fra.« Den hellige Katharina svarede: »Det står skrevet, at man hverken skal rise eller rose sig selv, for det gør kun tåber, som i forfængelighed søger hæder.<ref>Måske fra [https://denstoredanske.lex.dk/Dicta_Catonis Catonis Disticha]. Se også [[Hugsvinnsm%C3%A1l]], v. 72</ref> Men fordi jeg ikke stammer fra en så ubetydelig slægt, at min rang let lader sig skjule, vil jeg fortælle, hvem mine frænder er — ikke for at være hyklerisk eller hovmodig, men snarere fordi jeg holder af sandheden og oprigtig beskedenhed. Jeg hedder Katharina og er datter af kong Constus. Jeg voksede op i min fars hal, og jeg blev sat til bøgerne og tilegnede mig boglige færdigheder og verdslig visdom i rigt mål. Men da jeg indså, at alt dette ikke var til nogen nytte og ikke førte til Himmeriges lykke og ikke gav andet end denne verdens forgængelige glæde, da forkastede jeg det hele og flygtede til min herre Jesus Kristus, som gennem sin profet sagde dette: ‘Jeg vil ødelægge de vises visdom, og jeg vil spotte de kloges klogskab.’<ref>Se [https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/1_kor/1 1 Kor 1, 19]</ref> Og i evangeliet siger han således: ‘Den, som forlader sin far eller sin mor, sine brødre eller søstre for min skyld, han skal få hundredfold igen og modtage evigt liv.’<ref>Se [https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/Matt/19 Matt 19, 29]</ref> Vi kristne har fået dette løfte, og Guds trælle tager omhyggeligt vare på det, men vi lægger ingen vægt på værkerne eller lærdommen fra mestrene Platon eller Vergil eller Homer eller spåkonen Sibylle eller andre vismænd, som bruger deres klogskab og vid til unyttig vildfarelse, og endnu mindre på Jannes og Jambres’ ondskabsfulde trolddomskunster<ref>Se [https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/2_Mos/7 2 Mos 7, 11 ff] og endvidere [https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/2_Tim/3 2 Tim 3, 8], hvor de to egyptiske troldmænd nævnes ved navn.</ref>. Jeg minder dig derfor om — herre kejser! — at du ikke skal spilde den evige glæde på timelig hæder.« Da svarede kejseren: »Jeg vil vedgå, hvad jeg mener om det, du siger. Dine ytringer forekommer mig ikke at blive fremført med en menneskelig stemme, men det virker snarere, som om det er guderne selv, der taler gennem dig, og derfor fortjener det, du siger, ære og respekt.« Den hellige jomfru svarer: »Det undrer mig, at du — den klogeste kejser — siger sådan, eller har du glemt, hvordan jeg før sagde, at vi skal hædre og tilbede ham, der har skabt himlen og jorden og alle andre ting. Men afguder formår hverken at hjælpe sig selv eller andre, og derfor burde du ikke sige, at mine ord blev fremført, som om guderne talte gennem mig, men hellere at de blev sagt med den levende Guds støtte.« »Hvis det, du hævder, er sandt,« sagde kejseren, »— så har de anstrengelser, vi hidtil har gjort os i dyrkelsen af de almægtige guder, været ganske spildte. Hvad så nu? Er hele verden vildfaren, mens du alene fortæller sandheden? Med to eller tre vidner kan ethvert udsagn bekræftes. Men hvordan kan man hævde, at du alene siger sandheden, og hele verdens befolkning lyver? Selv om du nu skulle være Guds engel eller en anden himmelsk skabning, og du siger sådan noget, som er så usandsynligt, så vil ingen alligevel tro dig — og så meget desto mindre, fordi du er et kvindemenneske med en sart og svagelig natur. Og fordi det på ingen måde kan passe, at du alene siger sandheden og har mere ret end alle andre i verden, så vil hverken jeg eller nogen af dem, der tjener mig i mit rige, nogensinde tro på dig.« Men den salige Katharina svarer: »Hvis du er folkets leder og kejser, som har magt, der ikke kan besejres, så lad ikke fordrejet vrede og vrangsyn herske over din visdom. Lad hellere ånden styre end legemet, for som vismanden siger: ‘Du er konge, hvis du styres af forstanden, men træl, hvis legemet styrer dig eller bestemmer.’<ref>Sentensen tilskrives Cato den Ældre (234-149 f.Kr.)</ref>« Kejseren svarer: »Det forekommer mig, at du agter at overvinde os i ordstrid ved hjælp af velgennemtænkte eksempler og nogle kristne kneb eller trolddomsgerninger. Men siden vi ikke er blændet af dumhedens tåge, men gennemskuer din snuhed, så sætter vi en fælde for dig, som du bliver fanget i; du vil da indse, at vi som en begavet konge er styret af forstanden og ikke af legemet. Og skulle vi mangle veltalenhed som vismændene, der ikke har forberedt os på denne slags beskæftigelse, så har vi dog hos os vismænd, som vil betvinge dig og bringe dig til tavshed med sandheden og deres kundskaber og talegaver, når de forklarer vores guders almægtighed.«	+	'''3.''' Da offerhandlingerne siden blev afsluttet, vendte kejseren hjem til sine haller, og han lod straks Katharina lede for sig og sagde dette til hende: »Vi bemærkede din veltalenhed og hørte de ord, du forelagde os, men på grund af det arbejde, vi udførte for at tjene guderne, fik vi ikke lejlighed til at svare dig. Men nu vil jeg vide, hvem du er, og hvad du hedder, og hvilken slægt du kommer fra.« Den hellige Katharina svarede: »Det står skrevet, at man hverken skal rise eller rose sig selv, for det gør kun tåber, som i forfængelighed søger hæder.<ref>Måske fra [https://denstoredanske.lex.dk/Dicta_Catonis Catonis Disticha]. Se også [[Hugsvinnsm%C3%A1l]], v. 72</ref> Men fordi jeg ikke stammer fra en så ubetydelig slægt, at min rang let lader sig skjule, vil jeg fortælle, hvem mine frænder er — ikke for at være hyklerisk eller hovmodig, men snarere fordi jeg holder af sandheden og oprigtig beskedenhed. Jeg hedder Katharina og er datter af kong Constus. Jeg voksede op i min fars hal, og jeg blev sat til bøgerne og tilegnede mig boglige færdigheder og verdslig visdom i rigt mål. Men da jeg indså, at alt dette ikke var til nogen nytte og ikke førte til Himmeriges lykke og ikke gav andet end denne verdens forgængelige glæde, da forkastede jeg det hele og flygtede til min herre Jesus Kristus, som gennem sin profet sagde dette: ‘Jeg vil ødelægge de vises visdom, og jeg vil spotte de kloges klogskab.’<ref>Se [https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/1_kor/1 1 Kor 1, 19]</ref> Og i evangeliet siger han således: ‘Den, som forlader sin far eller sin mor, sine brødre eller søstre for min skyld, han skal få hundredfold igen og modtage evigt liv.’<ref>Se [https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/Matt/19 Matt 19, 29]</ref> Vi kristne har fået dette løfte, og Guds trælle tager omhyggeligt vare på det, men vi lægger ingen vægt på værkerne eller lærdommen fra mestrene Platon eller Vergil eller Homer eller spåkonen Sibylle eller andre vismænd, som bruger deres klogskab og vid til unyttig vildfarelse, og endnu mindre på Jannes og Jambres’ ondskabsfulde trolddomskunster<ref>Se [https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/2_Mos/7 2 Mos 7, 11 ff] og endvidere [https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/2_Tim/3 2 Tim 3, 8], hvor de to egyptiske troldmænd nævnes ved navn.</ref>. Jeg minder dig derfor om — herre kejser! — at du ikke skal spilde den evige glæde på timelig hæder.« Da svarede kejseren: »Jeg vil vedgå, hvad jeg mener om det, du siger. Dine ytringer forekommer mig ikke at blive fremført med en menneskelig stemme, men det virker snarere, som om det er guderne selv, der taler gennem dig, og derfor fortjener det, du siger, ære og respekt.« Den hellige jomfru svarer: »Det undrer mig, at du — den klogeste kejser — siger sådan, eller har du glemt, hvordan jeg før sagde, at vi skal hædre og tilbede ham, der har skabt himlen og jorden og alle andre ting? Men afguder formår hverken at hjælpe sig selv eller andre, og derfor burde du ikke sige, at mine ord blev fremført, som om guderne talte gennem mig, men hellere at de blev sagt med den levende Guds støtte.« »Hvis det, du hævder, er sandt,« sagde kejseren, »— så har de anstrengelser, vi hidtil har gjort os i dyrkelsen af de almægtige guder, været ganske spildte. Hvad så nu? Er hele verden vildfaren, mens du alene fortæller sandheden? Med to eller tre vidner kan ethvert udsagn bekræftes. Men hvordan kan man hævde, at du alene siger sandheden, og hele verdens befolkning lyver? Selv om du nu skulle være Guds engel eller en anden himmelsk skabning, og du siger sådan noget, som er så usandsynligt, så vil ingen alligevel tro dig — og så meget desto mindre, fordi du er et kvindemenneske med en sart og svagelig natur. Og fordi det på ingen måde kan passe, at du alene siger sandheden og har mere ret end alle andre i verden, så vil hverken jeg eller nogen af dem, der tjener mig i mit rige, nogensinde tro på dig.« Men den salige Katharina svarer: »Hvis du er folkets leder og kejser, som har magt, der ikke kan besejres, så lad ikke fordrejet vrede og vrangsyn herske over din visdom. Lad hellere ånden styre end legemet, for som vismanden siger: ‘Du er konge, hvis du styres af forstanden, men træl, hvis legemet styrer dig eller bestemmer.’<ref>Sentensen tilskrives Cato den Ældre (234-149 f.Kr.)</ref>« Kejseren svarer: »Det forekommer mig, at du agter at overvinde os i ordstrid ved hjælp af velgennemtænkte eksempler og nogle kristne kneb eller trolddomsgerninger. Men siden vi ikke er blændet af dumhedens tåge, men gennemskuer din snuhed, så sætter vi en fælde for dig, som du bliver fanget i; du vil da indse, at vi som en begavet konge er styret af forstanden og ikke af legemet. Og skulle vi mangle veltalenhed som vismændene, der ikke har forberedt os på denne slags beskæftigelse, så har vi dog hos os vismænd, som vil betvinge dig og bringe dig til tavshed med sandheden og deres kundskaber og talegaver, når de forklarer vores guders almægtighed.«

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 11. aug. 2023 kl. 14:14
Linje 30:		Linje 30:
	'''Her begynder fortællingen om den hellige jomfru Katharina'''<ref>Bortset fra denne er alle kapiteloverskrifter tilføjet af oversætteren.</ref>		'''Her begynder fortællingen om den hellige jomfru Katharina'''<ref>Bortset fra denne er alle kapiteloverskrifter tilføjet af oversætteren.</ref>

−	[[Fil:Sankt Katharina.jpg\|thumb\|right\|400 px\|<center>'''Sankt Katharina'''<br>fra et 1200-tals håndskrift</center>]]'''1.''' Under kejser Maxentius<ref>Vestromersk kejser 306-312</ref>, som var søn af kejser Maximian, der regerede sammen med kejser Diocletian, blev de kristne udsat for stor ufred, og dengang dyrkede man i stort set hele verden forskellige afguder i vildfarelse. Kun et fåtal vidste, at det var Gud, der havde skabt himlen og jorden, og derfor dyrkede mange med stor inderlighed skikkelser, som de selv havde frembragt med deres hænder, og kaldte dem for guder. Denne Maxentius, som jeg nævnte, ønskede — på samme måde som ~~Deocletian~~ og hans far Maximian havde gjort det før ham — at få folk til at tjene og dyrke guderne mere, og han sendte derfor et sålydende brev ud i hele sit rige: »Kong Maxentius, som ved de hellige guders nåde og klarsyn hersker over hele Romerriget, sender sine hilsner til alle hertuger og jarler, baroner og dommere og alle dem, der styrker Romerriget. De bekymringer, som vi dag og nat nærer for det hellige riges ære og frihed, har i vores sind stadfæstet en bestemmelse, som vi alene vil nævne i jeres visdoms nærværelse, og derfor tilskynder vi og opildner de fornemste og klogeste mænd til, når vort brev kommer til jer, at I da bestræber jer på at opsøge os hurtigst muligt og ikke lader indvendinger komme på tværs af denne vores befaling.« Siden mødtes en stor flok høvdinge i den hovedstad i Egypten, der hed Alexandria, og ved dette møde talte kong Maxentius og fremlagde sine beslutninger for den forsamling af stormænd, som han havde kaldt sammen, og han sagde: »Den styrke og værdighed man finder ved alle de guder, som vi tjener, har skaffet Romerriget velfærd og sejr og ære, og derfor findes der ikke noget folk i hele verden, som nægter at bøje sig for vores magt, på nær de hovmodige og uforstandige kristne. Vi har endnu ikke været i stand til at tilintetgøre deres tro, for den spreder sig rundt omkring i verden, men holder sig i det skjulte for at undslippe vores hænder. Og derfor befaler vi og fastsætter ved lov, at de helligste guder, som med deres magt og mildhed styrker vores rige, skal nyde almindelig agtelse og særlig hæder, således at de beskytter os for evigt og lader os vise kristne folk, at vi vil betvinge deres overmod og straffe deres vildfarelse hårdt og omstyrte guden selv for dem, som vi ikke får fat i. Det er kun passende, at vi selv først lever op til denne lov, som vi har forordnet. Vi vil bringe et sådant offer til guderne, som vores stilling rækker til, men derudover skal enhver ofre efter sin formåen.« Dagen efter blev der anstillet en stor offerfest, og både kvæg og får, fugle og alskens andre levende væsener blev slagtet for guderne. Hele borgen genlød af alle mulige musikinstrumenter, som de priste Djævelen med, mens de mente at hædre deres guder.	+	[[Fil:Sankt Katharina.jpg\|thumb\|right\|400 px\|<center>'''Sankt Katharina'''<br>fra et 1200-tals håndskrift</center>]]'''1.''' Under kejser Maxentius<ref>Vestromersk kejser 306-312</ref>, som var søn af kejser Maximian, der regerede sammen med kejser Diocletian, blev de kristne udsat for stor ufred, og dengang dyrkede man i stort set hele verden forskellige afguder i vildfarelse. Kun et fåtal vidste, at det var Gud, der havde skabt himlen og jorden, og derfor dyrkede mange med stor inderlighed skikkelser, som de selv havde frembragt med deres hænder, og kaldte dem for guder. Denne Maxentius, som jeg nævnte, ønskede — på samme måde som Diocletian og hans far Maximian havde gjort det før ham — at få folk til at tjene og dyrke guderne mere, og han sendte derfor et sålydende brev ud i hele sit rige: »Kong Maxentius, som ved de hellige guders nåde og klarsyn hersker over hele Romerriget, sender sine hilsner til alle hertuger og jarler, baroner og dommere og alle dem, der styrker Romerriget. De bekymringer, som vi dag og nat nærer for det hellige riges ære og frihed, har i vores sind stadfæstet en bestemmelse, som vi alene vil nævne i jeres visdoms nærværelse, og derfor tilskynder vi og opildner de fornemste og klogeste mænd til, når vort brev kommer til jer, at I da bestræber jer på at opsøge os hurtigst muligt og ikke lader indvendinger komme på tværs af denne vores befaling.« Siden mødtes en stor flok høvdinge i den hovedstad i Egypten, der hed Alexandria, og ved dette møde talte kong Maxentius og fremlagde sine beslutninger for den forsamling af stormænd, som han havde kaldt sammen, og han sagde: »Den styrke og værdighed man finder ved alle de guder, som vi tjener, har skaffet Romerriget velfærd og sejr og ære, og derfor findes der ikke noget folk i hele verden, som nægter at bøje sig for vores magt, på nær de hovmodige og uforstandige kristne. Vi har endnu ikke været i stand til at tilintetgøre deres tro, for den spreder sig rundt omkring i verden, men holder sig i det skjulte for at undslippe vores hænder. Og derfor befaler vi og fastsætter ved lov, at de helligste guder, som med deres magt og mildhed styrker vores rige, skal nyde almindelig agtelse og særlig hæder, således at de beskytter os for evigt og lader os vise kristne folk, at vi vil betvinge deres overmod og straffe deres vildfarelse hårdt og omstyrte guden selv for dem, som vi ikke får fat i. Det er kun passende, at vi selv først lever op til denne lov, som vi har forordnet. Vi vil bringe et sådant offer til guderne, som vores stilling rækker til, men derudover skal enhver ofre efter sin formåen.« Dagen efter blev der anstillet en stor offerfest, og både kvæg og får, fugle og alskens andre levende væsener blev slagtet for guderne. Hele borgen genlød af alle mulige musikinstrumenter, som de priste Djævelen med, mens de mente at hædre deres guder.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 5. aug. 2023 kl. 15:33
Linje 95:		Linje 95:
	'''Porfyrius og hans riddere henrettes'''		'''Porfyrius og hans riddere henrettes'''

−	'''14.''' Riddernes høvding, Porfyrius, der havde ledsaget dronningen til mødet med den salige Katharina i fængslet, overværede denne hændelse, og det berørte ham meget i hans hjerte, hvori den gudelige kærligheds ild brændte. Han trådte frem for kejseren og sagde fortrøstningsfuldt: »Jeg har hidtil tjent Deres Højhed så godt, som jeg kunne, men nu har jeg besluttet mig for, at jeg ikke længere vil tjene en jordisk og dødelig konge, ~~men~~ herefter vil jeg kun tjene den udødelige konge, Himlens hersker Jesus Kristus, og de 200 riddere, som står under min befaling, deler min beslutning, og de higer som jeg efter at tjene Vorherre Jesus Kristus og blive hans riddere.« Da kejseren hørte disse ord, frygtede han, at Porfyrius og hans riddere ville svække hans magt, men da Porfyrius var en anset mand i hans hird, ville han ikke lade ham dræbe, men han lod derimod Porfyrius’ flok kalde til en fortrolig samtale, og han siger til dem: »Hvad ondt er der sket jer, og hvilken skade eller fornedrelse er I blevet udsat for? Nuvel! Hold inde med jeres falske hensigter, og afstå fra dette lovbrud, som I er kommet i tanker om, ved at fornægte vores almægtige guder og tro på Kristus, som blev hængt op på et trækors og døde dér, men dog forinden blev slået og vanæret på alle måder. Magen til vederstyggelighed! Nu skal I elske og tilbede Tor og Apollo, men ikke bryde jer om Kristus og kristne folks overtro og vildfarelse. Og hvis I overholder dette, så skal I modtage vores venskab og tilmed ære og magt og blive godt gift til gengæld for tro tjeneste.« Porfyrius tog til orde: »Herre kejser!« sagde han, »— I får os under ingen omstændigheder omvendt fra den hellige tro og kærligheden til den almægtige Gud, for jeres guder og deres pragt er ikke til nogen nytte.« Kejseren ønskede da at tale med ridderne, uden at Porfyrius var til stede, for han troede, at han da kunne få dem til at skifte mening. Men Porfyrius afbrød deres samtale og sagde: »Det var uklogt gjort — herre! — at henvende sig til de underordnede og se bort fra deres overhoved. Jeg skal visselig svare for os alle, for med Guds nåde vil de rette sig efter mine anvisninger.« Kejseren svarer i stor vrede: »Du er ikke deres overhoved, men du skal snarere miste det usle hoved, som du bærer rundt på, og det gælder også alle dem, som du med svigefulde råd lokker til at kuldkaste vores højheds pragt og dermed alle de goder, som I har. Men I skal blive dømt til den værste død!« Og da kejseren mente, at mange ville følge deres eksempel, hvis han tøvede med at dræbe dem, befalede han, at Porfyrius og alle hans mænd skulle føres ud af byen og på alle måder udsættes for nådesløse pinsler og derpå halshugges. Og dette blev gjort. Og med denne pinselssejr fór denne salige flok op til Gud dagen efter Clemensmesse.	+	'''14.''' Riddernes høvding, Porfyrius, der havde ledsaget dronningen til mødet med den salige Katharina i fængslet, overværede denne hændelse, og det berørte ham meget i hans hjerte, hvori den gudelige kærligheds ild brændte. Han trådte frem for kejseren og sagde fortrøstningsfuldt: »Jeg har hidtil tjent Deres Højhed så godt, som jeg kunne, men nu har jeg besluttet mig for, at jeg ikke længere vil tjene en jordisk og dødelig konge, og herefter vil jeg kun tjene den udødelige konge, Himlens hersker Jesus Kristus, og de 200 riddere, som står under min befaling, deler min beslutning, og de higer som jeg efter at tjene Vorherre Jesus Kristus og blive hans riddere.« Da kejseren hørte disse ord, frygtede han, at Porfyrius og hans riddere ville svække hans magt, men da Porfyrius var en anset mand i hans hird, ville han ikke lade ham dræbe, men han lod derimod Porfyrius’ flok kalde til en fortrolig samtale, og han siger til dem: »Hvad ondt er der sket jer, og hvilken skade eller fornedrelse er I blevet udsat for? Nuvel! Hold inde med jeres falske hensigter, og afstå fra dette lovbrud, som I er kommet i tanker om, ved at fornægte vores almægtige guder og tro på Kristus, som blev hængt op på et trækors og døde dér, men dog forinden blev slået og vanæret på alle måder. Magen til vederstyggelighed! Nu skal I elske og tilbede Tor og Apollo, men ikke bryde jer om Kristus og kristne folks overtro og vildfarelse. Og hvis I overholder dette, så skal I modtage vores venskab og tilmed ære og magt og blive godt gift til gengæld for tro tjeneste.« Porfyrius tog til orde: »Herre kejser!« sagde han, »— I får os under ingen omstændigheder omvendt fra den hellige tro og kærligheden til den almægtige Gud, for jeres guder og deres pragt er ikke til nogen nytte.« Kejseren ønskede da at tale med ridderne, uden at Porfyrius var til stede, for han troede, at han da kunne få dem til at skifte mening. Men Porfyrius afbrød deres samtale og sagde: »Det var uklogt gjort — herre! — at henvende sig til de underordnede og se bort fra deres overhoved. Jeg skal visselig svare for os alle, for med Guds nåde vil de rette sig efter mine anvisninger.« Kejseren svarer i stor vrede: »Du er ikke deres overhoved, men du skal snarere miste det usle hoved, som du bærer rundt på, og det gælder også alle dem, som du med svigefulde råd lokker til at kuldkaste vores højheds pragt og dermed alle de goder, som I har. Men I skal blive dømt til den værste død!« Og da kejseren mente, at mange ville følge deres eksempel, hvis han tøvede med at dræbe dem, befalede han, at Porfyrius og alle hans mænd skulle føres ud af byen og på alle måder udsættes for nådesløse pinsler og derpå halshugges. Og dette blev gjort. Og med denne pinselssejr fór denne salige flok op til Gud dagen efter Clemensmesse.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 5. aug. 2023 kl. 14:50
Linje 55:		Linje 55:
	'''Kejseren lader Katharina fængsle'''		'''Kejseren lader Katharina fængsle'''

−	'''6.''' Efter disse hændelser, som her blev skildret, lod kejseren den allerhelligste jomfru Katharina lede frem for sig, og han mente nu at have fundet på det mest spidsfindige råd, som han troede straks ville få hende til at underkaste sig ham. Han siger til hende: »Hør, du — den klogeste og smukkeste jomfru! — som vel må kaldes den skæreste ædelsten blandt alle kvinder i verden på grund af din visdom, dannelse og skønhed. Og du kunne vel være alle dronningers overdronning. Bemærk, at vi ikke har indkaldt dig til unyttig snak eller vil kræve upassende ting af dig. Nu, fordi guderne har skabt dig så ophøjet og så behørigt sat dig over alle verdens kvinder og fruer med hensyn til skønhed og visdom og hædret dig med byrd og fornem slægt, da begyndte vi og alle andre at hædre dig til ære for guderne. Men det er dog ikke passende, at du kaldes dronning, når du har en anden tro end os, men dette er den eneste mangel ved dig. Nu, såfremt du vil samtykke i vores ønske vedrørende troen, da vil vores værdighed finde det passende at holde bryllup med dig og tage dig til dronning, og så vil vi lade den dygtigste håndværker og mester skabe en billedstøtte, der viser din skønhed. Og dette billede skal blive tilbedt af alle mennesker i hele vores rige, såfremt du følger vores råd.« Guds tjener afviste dette friermål og sagde: »Hvor er din dømmekraft — herre kejser! — når du lader mig høre sådanne ting, og hvordan kan du finde på den slags for at besnære mig? For af begyndelsen af min tale må du som en klog konge kunne indse og forstå, at jeg er optaget af at bekæmpe afguderne og al dyrkelse af dem. Og du beder mig om at forlade min herre Jesus Kristus, som i forvejen har bundet mig til sig med ubrydelige bånd, for at kaste mig i din favn. Og desuden — hvilket er endnu værre — vil du skabe en billedstøtte med mit udseende og siden lade folk ofre til den, som du befaler. Den slags ugerninger er frygtelige, og måtte vi aldrig skulle høre om sådanne utilbørligheder.« Kejseren svarede: »Hvad i denne verden skulle være mere ærefuldt end at være gift med kejseren og få børn med ham og dermed få magt og herredømme over alle mennesker i verden og blive smykket med alskens pragt og bære dronningenavn?« Den hellige Katharina svarede: »Du — konge! — har forelagt din sag med de bedste argumenter, som passer til denne verdens slægter, og såfremt jeg søgte denne verdens hæder og forgængelige fornøjelser og glæden ved forbudt begær eller andet, som leder onde mennesker til Helvedes pinsler, da kunne du fange mig i den fælde, som du har lagt på denne vis. Men siden jeg har forkastet al ~~dennesidige~~ kærlighed, så længe jeg har været i stand til forstå noget, og fordi jeg kunne kende forskel på godt og ondt og af hele mit hjerte elskede den brudgom, som aldrig vil dø fra mig, og hengav mig til ham, som findes for evigt og altid og aldrig forgår, er der ingen grund til, at du forsøger at friste mig med den slags. Opgiv derfor dette friermål, men tag, hvis du synes, en anden, som er bedre og klogere, for det er forkasteligt og uforstandigt at forlade skaberen for at tjene det skabte.« Kejseren fortsatte med at sige til hende: »Siden du er kongebarn, påhviler det dig at anerkende den kongelige værdighed og at glæde dig over den og at leve med den, og eftersom vi påskønner beskedenhed hos dem, som vi giver del i vores magt, så bryder vi os ikke meget om, at du indtil nu kun har lastet vores hellige guder. Men da vi ønsker at overbevise dig med venlighed og tålmodighed og på ingen måde vil ydmyge dig eller påføre dig nogen skam, så følg du nu det råd, som vi giver dig, og afvis ikke den ære og store hæder, som vi tilbyder dig, og fortsæt ikke din fremturen så længe, at du derved påkalder dig vores vrede, for da agter vi at tage hævn for guderne. Og såfremt du ikke vil vise dem lydighed og ære dem, da vil du inden længe få en hård medfart og blive udsat for lange pinsler, og selv om du måtte ønske det, ville du ikke kunne opnå forlig med os, men vi ville snarere dømme dig til en ussel død.« Guds hellige tjener svarede: »Kejser! Onde menneskers død er den værste, for de vil aldrig finde hvile, mens retfærdige menneskers død er den bedste, for den giver evigt liv og ære. Tøv du derfor ikke — konge! — med at gøre det, du har planer om, men lad være med at lokke mig med svigefulde kneb. Jeg tror i sandhed, at denne tøven, du har udvist i min sag, vil være til stor hjælp for mange mennesker, for det har Guds forsyn åbenbaret for mig.« Kejseren tænker over disse ord og frygter, at jomfruen med sin forkyndelse vil få hans folk til at afstå fra ofring til afguderne. Han lod hende derfor afklæde og piske længe. Derpå lod han hende kaste i fængsel, og han gav hende en frist på 12 dage til ydmygt at bringe guderne et offer, og i modsat fald ville hun blive halshugget med sværd.	+	'''6.''' Efter disse hændelser, som her blev skildret, lod kejseren den allerhelligste jomfru Katharina lede frem for sig, og han mente nu at have fundet på det mest spidsfindige råd, som han troede straks ville få hende til at underkaste sig ham. Han siger til hende: »Hør, du — den klogeste og smukkeste jomfru! — som vel må kaldes den skæreste ædelsten blandt alle kvinder i verden på grund af din visdom, dannelse og skønhed. Og du kunne vel være alle dronningers overdronning. Bemærk, at vi ikke har indkaldt dig til unyttig snak eller vil kræve upassende ting af dig. Nu, fordi guderne har skabt dig så ophøjet og så behørigt sat dig over alle verdens kvinder og fruer med hensyn til skønhed og visdom og hædret dig med byrd og fornem slægt, da begyndte vi og alle andre at hædre dig til ære for guderne. Men det er dog ikke passende, at du kaldes dronning, når du har en anden tro end os, men dette er den eneste mangel ved dig. Nu, såfremt du vil samtykke i vores ønske vedrørende troen, da vil vores værdighed finde det passende at holde bryllup med dig og tage dig til dronning, og så vil vi lade den dygtigste håndværker og mester skabe en billedstøtte, der viser din skønhed. Og dette billede skal blive tilbedt af alle mennesker i hele vores rige, såfremt du følger vores råd.« Guds tjener afviste dette friermål og sagde: »Hvor er din dømmekraft — herre kejser! — når du lader mig høre sådanne ting, og hvordan kan du finde på den slags for at besnære mig? For af begyndelsen af min tale må du som en klog konge kunne indse og forstå, at jeg er optaget af at bekæmpe afguderne og al dyrkelse af dem. Og du beder mig om at forlade min herre Jesus Kristus, som i forvejen har bundet mig til sig med ubrydelige bånd, for at kaste mig i din favn. Og desuden — hvilket er endnu værre — vil du skabe en billedstøtte med mit udseende og siden lade folk ofre til den, som du befaler. Den slags ugerninger er frygtelige, og måtte vi aldrig skulle høre om sådanne utilbørligheder.« Kejseren svarede: »Hvad i denne verden skulle være mere ærefuldt end at være gift med kejseren og få børn med ham og dermed få magt og herredømme over alle mennesker i verden og blive smykket med alskens pragt og bære dronningenavn?« Den hellige Katharina svarede: »Du — konge! — har forelagt din sag med de bedste argumenter, som passer til denne verdens slægter, og såfremt jeg søgte denne verdens hæder og forgængelige fornøjelser og glæden ved forbudt begær eller andet, som leder onde mennesker til Helvedes pinsler, da kunne du fange mig i den fælde, som du har lagt på denne vis. Men siden jeg har forkastet al dennesidig kærlighed, så længe jeg har været i stand til forstå noget, og fordi jeg kunne kende forskel på godt og ondt og af hele mit hjerte elskede den brudgom, som aldrig vil dø fra mig, og hengav mig til ham, som findes for evigt og altid og aldrig forgår, er der ingen grund til, at du forsøger at friste mig med den slags. Opgiv derfor dette friermål, men tag, hvis du synes, en anden, som er bedre og klogere, for det er forkasteligt og uforstandigt at forlade skaberen for at tjene det skabte.« Kejseren fortsatte med at sige til hende: »Siden du er kongebarn, påhviler det dig at anerkende den kongelige værdighed og at glæde dig over den og at leve med den, og eftersom vi påskønner beskedenhed hos dem, som vi giver del i vores magt, så bryder vi os ikke meget om, at du indtil nu kun har lastet vores hellige guder. Men da vi ønsker at overbevise dig med venlighed og tålmodighed og på ingen måde vil ydmyge dig eller påføre dig nogen skam, så følg du nu det råd, som vi giver dig, og afvis ikke den ære og store hæder, som vi tilbyder dig, og fortsæt ikke din fremturen så længe, at du derved påkalder dig vores vrede, for da agter vi at tage hævn for guderne. Og såfremt du ikke vil vise dem lydighed og ære dem, da vil du inden længe få en hård medfart og blive udsat for lange pinsler, og selv om du måtte ønske det, ville du ikke kunne opnå forlig med os, men vi ville snarere dømme dig til en ussel død.« Guds hellige tjener svarede: »Kejser! Onde menneskers død er den værste, for de vil aldrig finde hvile, mens retfærdige menneskers død er den bedste, for den giver evigt liv og ære. Tøv du derfor ikke — konge! — med at gøre det, du har planer om, men lad være med at lokke mig med svigefulde kneb. Jeg tror i sandhed, at denne tøven, du har udvist i min sag, vil være til stor hjælp for mange mennesker, for det har Guds forsyn åbenbaret for mig.« Kejseren tænker over disse ord og frygter, at jomfruen med sin forkyndelse vil få hans folk til at afstå fra ofring til afguderne. Han lod hende derfor afklæde og piske længe. Derpå lod han hende kaste i fængsel, og han gav hende en frist på 12 dage til ydmygt at bringe guderne et offer, og i modsat fald ville hun blive halshugget med sværd.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 5. aug. 2023 kl. 14:33
Linje 40:		Linje 40:
	'''Katharinas samtale med kejseren'''		'''Katharinas samtale med kejseren'''

−	'''3.''' Da offerhandlingerne siden blev afsluttet, vendte kejseren hjem til sine haller, og han lod straks Katharina lede for sig og sagde dette til hende: »Vi bemærkede din veltalenhed og hørte de ord, du forelagde os, men på grund af det arbejde, vi udførte for at tjene guderne, fik vi ikke lejlighed til at svare dig. Men nu vil jeg vide, hvem du er, og hvad du hedder, og hvilken slægt du kommer fra.« Den hellige Katharina svarede: »Det står skrevet, at man hverken skal rise eller rose sig selv, for det gør kun tåber, som i forfængelighed søger hæder.<ref>Måske fra [https://denstoredanske.lex.dk/Dicta_Catonis Catonis Disticha]. Se også [[Hugsvinnsm%C3%A1l]], v. 72</ref> Men fordi jeg ikke stammer fra en så ubetydelig slægt, at min rang let lader sig skjule, vil jeg fortælle, hvem mine frænder er — ikke for at være hyklerisk eller hovmodig, men snarere fordi jeg holder af sandheden og oprigtig beskedenhed. Jeg hedder Katharina og er datter af kong Constus. Jeg voksede op i min fars hal, og jeg blev sat til bøgerne og tilegnede mig boglige færdigheder og verdslig visdom i rigt mål. Men da jeg indså, at alt dette ikke var til nogen nytte og ikke førte til Himmeriges lykke og ikke gav andet end denne verdens forgængelige glæde, da forkastede jeg det hele og flygtede til min herre Jesus Kristus, som gennem sin profet sagde dette: ‘Jeg vil ødelægge de vises visdom, og jeg vil spotte de kloges klogskab.’<ref>Se [https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/1_kor/1 1 Kor 1, 19]</ref> Og i evangeliet siger han således: ‘Den, som forlader sin far eller sin mor, sine brødre eller søstre for min skyld, han skal få hundredfold igen og modtage evigt liv.’<ref>Se [https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/Matt/19 Matt 19, 29]</ref> Vi kristne har fået dette løfte, og Guds trælle tager omhyggeligt vare på det, men vi lægger ingen vægt på værkerne eller lærdommen fra mestrene Platon eller Vergil eller Homer eller spåkonen Sibylle eller andre vismænd, som bruger deres klogskab og vid til unyttig vildfarelse, og endnu mindre på Jannes og Jambres’ ondskabsfulde trolddomskunster<ref>Se [https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/2_Mos/7 2 Mos 7, 11 ff] og endvidere [https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/2_Tim/3 2 Tim 3, 8], hvor de to egyptiske troldmænd nævnes ved navn.</ref>. Jeg minder dig derfor om — herre kejser! — at du ikke skal spilde den evige glæde på timelig hæder.« Da svarede kejseren: »Jeg vil vedgå, hvad jeg mener om det, du siger. Dine ytringer forekommer mig ikke at blive fremført med en menneskelig stemme, men det virker snarere, som om det er guderne selv, der taler gennem dig, og derfor fortjener det, du siger, ære og respekt.« Den hellige jomfru svarer: »Det undrer mig, at du — den klogeste kejser — siger sådan, eller har du glemt, hvordan jeg før sagde, at vi skal hædre og tilbede ham, der har skabt himlen og jorden og alle andre ting. Men afguder formår hverken at hjælpe sig selv eller andre, og derfor burde du ikke sige, at mine ord blev fremført, som om guderne talte gennem mig, men hellere at de blev sagt med den levende Guds støtte.« »Hvis det, du hævder, er sandt,« sagde kejseren, »— så har de anstrengelser, vi hidtil har gjort os i dyrkelsen af de almægtige guder, været ganske spildte. Hvad så nu? Er hele verden vildfaren, mens du alene fortæller sandheden? Med to eller tre vidner kan ethvert udsagn bekræftes. Men hvordan kan man hævde, at du alene siger sandheden, og hele verdens befolkning lyver? Selv om du nu skulle være Guds engel eller en anden himmelsk skabning, og du siger sådan noget, som er så usandsynligt, så vil ingen alligevel tro dig — og så meget desto mindre, fordi du er et kvindemenneske med en sart og svagelig natur. Og fordi det på ingen måde kan passe, at du alene siger sandheden og har mere ret end alle andre i verden, så vil jeg ~~og ingen~~ af dem, der tjener mig i mit rige, nogensinde tro på dig.« Men den salige Katharina svarer: »Hvis du er folkets leder og kejser, som har magt, der ikke kan besejres, så lad ikke fordrejet vrede og vrangsyn herske over din visdom. Lad hellere ånden styre end legemet, for som vismanden siger: ‘Du er konge, hvis du styres af forstanden, men træl, hvis legemet styrer dig eller bestemmer.’<ref>Sentensen tilskrives Cato den Ældre (234-149 f.Kr.)</ref>« Kejseren svarer: »Det forekommer mig, at du agter at overvinde os i ordstrid ved hjælp af velgennemtænkte eksempler og nogle kristne kneb eller trolddomsgerninger. Men siden vi ikke er blændet af dumhedens tåge, men gennemskuer din snuhed, så sætter vi en fælde for dig, som du bliver fanget i; du vil da indse, at vi som en begavet konge er styret af forstanden og ikke af legemet. Og skulle vi mangle veltalenhed som vismændene, der ikke har forberedt os på denne slags beskæftigelse, så har vi dog hos os vismænd, som vil betvinge dig og bringe dig til tavshed med sandheden og deres kundskaber og talegaver, når de forklarer vores guders almægtighed.«	+	'''3.''' Da offerhandlingerne siden blev afsluttet, vendte kejseren hjem til sine haller, og han lod straks Katharina lede for sig og sagde dette til hende: »Vi bemærkede din veltalenhed og hørte de ord, du forelagde os, men på grund af det arbejde, vi udførte for at tjene guderne, fik vi ikke lejlighed til at svare dig. Men nu vil jeg vide, hvem du er, og hvad du hedder, og hvilken slægt du kommer fra.« Den hellige Katharina svarede: »Det står skrevet, at man hverken skal rise eller rose sig selv, for det gør kun tåber, som i forfængelighed søger hæder.<ref>Måske fra [https://denstoredanske.lex.dk/Dicta_Catonis Catonis Disticha]. Se også [[Hugsvinnsm%C3%A1l]], v. 72</ref> Men fordi jeg ikke stammer fra en så ubetydelig slægt, at min rang let lader sig skjule, vil jeg fortælle, hvem mine frænder er — ikke for at være hyklerisk eller hovmodig, men snarere fordi jeg holder af sandheden og oprigtig beskedenhed. Jeg hedder Katharina og er datter af kong Constus. Jeg voksede op i min fars hal, og jeg blev sat til bøgerne og tilegnede mig boglige færdigheder og verdslig visdom i rigt mål. Men da jeg indså, at alt dette ikke var til nogen nytte og ikke førte til Himmeriges lykke og ikke gav andet end denne verdens forgængelige glæde, da forkastede jeg det hele og flygtede til min herre Jesus Kristus, som gennem sin profet sagde dette: ‘Jeg vil ødelægge de vises visdom, og jeg vil spotte de kloges klogskab.’<ref>Se [https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/1_kor/1 1 Kor 1, 19]</ref> Og i evangeliet siger han således: ‘Den, som forlader sin far eller sin mor, sine brødre eller søstre for min skyld, han skal få hundredfold igen og modtage evigt liv.’<ref>Se [https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/Matt/19 Matt 19, 29]</ref> Vi kristne har fået dette løfte, og Guds trælle tager omhyggeligt vare på det, men vi lægger ingen vægt på værkerne eller lærdommen fra mestrene Platon eller Vergil eller Homer eller spåkonen Sibylle eller andre vismænd, som bruger deres klogskab og vid til unyttig vildfarelse, og endnu mindre på Jannes og Jambres’ ondskabsfulde trolddomskunster<ref>Se [https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/2_Mos/7 2 Mos 7, 11 ff] og endvidere [https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/2_Tim/3 2 Tim 3, 8], hvor de to egyptiske troldmænd nævnes ved navn.</ref>. Jeg minder dig derfor om — herre kejser! — at du ikke skal spilde den evige glæde på timelig hæder.« Da svarede kejseren: »Jeg vil vedgå, hvad jeg mener om det, du siger. Dine ytringer forekommer mig ikke at blive fremført med en menneskelig stemme, men det virker snarere, som om det er guderne selv, der taler gennem dig, og derfor fortjener det, du siger, ære og respekt.« Den hellige jomfru svarer: »Det undrer mig, at du — den klogeste kejser — siger sådan, eller har du glemt, hvordan jeg før sagde, at vi skal hædre og tilbede ham, der har skabt himlen og jorden og alle andre ting. Men afguder formår hverken at hjælpe sig selv eller andre, og derfor burde du ikke sige, at mine ord blev fremført, som om guderne talte gennem mig, men hellere at de blev sagt med den levende Guds støtte.« »Hvis det, du hævder, er sandt,« sagde kejseren, »— så har de anstrengelser, vi hidtil har gjort os i dyrkelsen af de almægtige guder, været ganske spildte. Hvad så nu? Er hele verden vildfaren, mens du alene fortæller sandheden? Med to eller tre vidner kan ethvert udsagn bekræftes. Men hvordan kan man hævde, at du alene siger sandheden, og hele verdens befolkning lyver? Selv om du nu skulle være Guds engel eller en anden himmelsk skabning, og du siger sådan noget, som er så usandsynligt, så vil ingen alligevel tro dig — og så meget desto mindre, fordi du er et kvindemenneske med en sart og svagelig natur. Og fordi det på ingen måde kan passe, at du alene siger sandheden og har mere ret end alle andre i verden, så vil hverken jeg eller nogen af dem, der tjener mig i mit rige, nogensinde tro på dig.« Men den salige Katharina svarer: »Hvis du er folkets leder og kejser, som har magt, der ikke kan besejres, så lad ikke fordrejet vrede og vrangsyn herske over din visdom. Lad hellere ånden styre end legemet, for som vismanden siger: ‘Du er konge, hvis du styres af forstanden, men træl, hvis legemet styrer dig eller bestemmer.’<ref>Sentensen tilskrives Cato den Ældre (234-149 f.Kr.)</ref>« Kejseren svarer: »Det forekommer mig, at du agter at overvinde os i ordstrid ved hjælp af velgennemtænkte eksempler og nogle kristne kneb eller trolddomsgerninger. Men siden vi ikke er blændet af dumhedens tåge, men gennemskuer din snuhed, så sætter vi en fælde for dig, som du bliver fanget i; du vil da indse, at vi som en begavet konge er styret af forstanden og ikke af legemet. Og skulle vi mangle veltalenhed som vismændene, der ikke har forberedt os på denne slags beskæftigelse, så har vi dog hos os vismænd, som vil betvinge dig og bringe dig til tavshed med sandheden og deres kundskaber og talegaver, når de forklarer vores guders almægtighed.«

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 5. aug. 2023 kl. 14:28
Linje 40:		Linje 40:
	'''Katharinas samtale med kejseren'''		'''Katharinas samtale med kejseren'''

−	'''3.''' Da offerhandlingerne siden blev afsluttet, vendte kejseren hjem til sine haller, og han lod straks Katharina lede for sig og sagde dette til hende: »Vi bemærkede din veltalenhed og hørte de ord, du forelagde os, men på grund af det arbejde, vi udførte for at tjene guderne, fik vi ikke lejlighed til at svare dig. Men nu vil jeg vide, hvem du er, og hvad du hedder, og hvilken slægt du kommer fra.« Den hellige Katharina svarede: »Det står skrevet, at man hverken skal rise eller rose sig selv, for det gør kun tåber, som i forfængelighed søger hæder.<ref>Måske fra [https://denstoredanske.lex.dk/Dicta_Catonis Catonis Disticha]. Se også [[Hugsvinnsm%C3%A1l]], v. 72</ref> Men fordi jeg ikke stammer fra en så ubetydelig slægt, at min rang let lader sig skjule, vil jeg fortælle, hvem mine frænder er — ikke for at være hyklerisk eller hovmodig, men snarere fordi jeg holder af sandheden og oprigtig beskedenhed. Jeg hedder Katharina og er datter af kong Constus. Jeg voksede op i min fars hal, og jeg blev sat til bøgerne og tilegnede mig boglige færdigheder og verdslig visdom i rigt mål. Men da jeg indså, at alt dette ikke var til nogen nytte og ikke førte til Himmeriges lykke og ikke gav andet end denne verdens forgængelige glæde, da forkastede jeg det hele og flygtede til min herre Jesus Kristus, som gennem sin profet sagde dette: ‘Jeg vil ødelægge de vises visdom, og jeg vil spotte de kloges klogskab.’<ref>Se [https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/1_kor/1 1 Kor 1, 19]</ref> Og i evangeliet siger han således: ‘Den, som forlader sin far eller sin mor, sine brødre eller søstre for min skyld, han skal få hundredfold igen og modtage evigt liv.’<ref>Se [https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/Matt/19 Matt 19, 29]</ref> Vi kristne har fået dette løfte, og Guds trælle tager omhyggeligt vare på det, men vi lægger ingen vægt på værkerne eller lærdommen fra mestrene Platon eller Vergil eller Homer eller spåkonen Sibylle eller andre vismænd, som bruger deres klogskab og vid til unyttig vildfarelse, og endnu mindre på Jannes og Jambres’ ondskabsfulde trolddomskunster<ref>Se [https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/2_Mos/7 2 Mos 7, 11 ff] og endvidere [https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/2_Tim/3 2 Tim 3, 8], hvor de to egyptiske troldmænd nævnes ved navn.</ref>. Jeg minder dig derfor om — herre kejser! — at du ikke skal spilde den evige glæde på timelig hæder.« Da svarede kejseren: »Jeg vil vedgå, hvad jeg mener om det, du siger. Dine ytringer forekommer mig ikke at blive fremført med en menneskelig stemme, men det virker snarere, som om det er guderne selv, der taler gennem dig, og derfor fortjener det, du siger, ære og respekt.« Den hellige jomfru svarer: »Det undrer mig, at du — den klogeste kejser — siger sådan, eller har du glemt, hvordan jeg før sagde, at vi skal hædre og tilbede ham, der har skabt himlen og jorden og alle andre ting. Men afguder formår hverken at hjælpe sig selv eller andre, og derfor burde du ikke sige, at mine ord blev fremført, som om guderne talte gennem mig, men hellere at de blev sagt med den levende Guds støtte.« »Hvis det, du hævder er sandt,« sagde kejseren, »— så har de anstrengelser, vi hidtil har gjort os i dyrkelsen af de almægtige guder, været ganske spildte. Hvad så nu? Er hele verden vildfaren, mens du alene fortæller sandheden? Med to eller tre vidner kan ethvert udsagn bekræftes. Men hvordan kan man hævde, at du alene siger sandheden, og hele verdens befolkning lyver? Selv om du nu skulle være Guds engel eller en anden himmelsk skabning, og du siger sådan noget, som er så usandsynligt, så vil ingen alligevel tro dig — og så meget desto mindre, fordi du er et kvindemenneske med en sart og svagelig natur. Og fordi det på ingen måde kan passe, at du alene siger sandheden og har mere ret end alle andre i verden, så vil jeg og ingen af dem, der tjener mig i mit rige, nogensinde tro på dig.« Men den salige Katharina svarer: »Hvis du er folkets leder og kejser, som har magt, der ikke kan besejres, så lad ikke fordrejet vrede og vrangsyn herske over din visdom. Lad hellere ånden styre end legemet, for som vismanden siger: ‘Du er konge, hvis du styres af forstanden, men træl, hvis legemet styrer dig eller bestemmer.’<ref>Sentensen tilskrives Cato den Ældre (234-149 f.Kr.)</ref>« Kejseren svarer: »Det forekommer mig, at du agter at overvinde os i ordstrid ved hjælp af velgennemtænkte eksempler og nogle kristne kneb eller trolddomsgerninger. Men siden vi ikke er blændet af dumhedens tåge, men gennemskuer din snuhed, så sætter vi en fælde for dig, som du bliver fanget i; du vil da indse, at vi som en begavet konge er styret af forstanden og ikke af legemet. Og skulle vi mangle veltalenhed som vismændene, der ikke har forberedt os på denne slags beskæftigelse, så har vi dog hos os vismænd, som vil betvinge dig og bringe dig til tavshed med sandheden og deres kundskaber og talegaver, når de forklarer vores guders almægtighed.«	+	'''3.''' Da offerhandlingerne siden blev afsluttet, vendte kejseren hjem til sine haller, og han lod straks Katharina lede for sig og sagde dette til hende: »Vi bemærkede din veltalenhed og hørte de ord, du forelagde os, men på grund af det arbejde, vi udførte for at tjene guderne, fik vi ikke lejlighed til at svare dig. Men nu vil jeg vide, hvem du er, og hvad du hedder, og hvilken slægt du kommer fra.« Den hellige Katharina svarede: »Det står skrevet, at man hverken skal rise eller rose sig selv, for det gør kun tåber, som i forfængelighed søger hæder.<ref>Måske fra [https://denstoredanske.lex.dk/Dicta_Catonis Catonis Disticha]. Se også [[Hugsvinnsm%C3%A1l]], v. 72</ref> Men fordi jeg ikke stammer fra en så ubetydelig slægt, at min rang let lader sig skjule, vil jeg fortælle, hvem mine frænder er — ikke for at være hyklerisk eller hovmodig, men snarere fordi jeg holder af sandheden og oprigtig beskedenhed. Jeg hedder Katharina og er datter af kong Constus. Jeg voksede op i min fars hal, og jeg blev sat til bøgerne og tilegnede mig boglige færdigheder og verdslig visdom i rigt mål. Men da jeg indså, at alt dette ikke var til nogen nytte og ikke førte til Himmeriges lykke og ikke gav andet end denne verdens forgængelige glæde, da forkastede jeg det hele og flygtede til min herre Jesus Kristus, som gennem sin profet sagde dette: ‘Jeg vil ødelægge de vises visdom, og jeg vil spotte de kloges klogskab.’<ref>Se [https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/1_kor/1 1 Kor 1, 19]</ref> Og i evangeliet siger han således: ‘Den, som forlader sin far eller sin mor, sine brødre eller søstre for min skyld, han skal få hundredfold igen og modtage evigt liv.’<ref>Se [https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/Matt/19 Matt 19, 29]</ref> Vi kristne har fået dette løfte, og Guds trælle tager omhyggeligt vare på det, men vi lægger ingen vægt på værkerne eller lærdommen fra mestrene Platon eller Vergil eller Homer eller spåkonen Sibylle eller andre vismænd, som bruger deres klogskab og vid til unyttig vildfarelse, og endnu mindre på Jannes og Jambres’ ondskabsfulde trolddomskunster<ref>Se [https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/2_Mos/7 2 Mos 7, 11 ff] og endvidere [https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/2_Tim/3 2 Tim 3, 8], hvor de to egyptiske troldmænd nævnes ved navn.</ref>. Jeg minder dig derfor om — herre kejser! — at du ikke skal spilde den evige glæde på timelig hæder.« Da svarede kejseren: »Jeg vil vedgå, hvad jeg mener om det, du siger. Dine ytringer forekommer mig ikke at blive fremført med en menneskelig stemme, men det virker snarere, som om det er guderne selv, der taler gennem dig, og derfor fortjener det, du siger, ære og respekt.« Den hellige jomfru svarer: »Det undrer mig, at du — den klogeste kejser — siger sådan, eller har du glemt, hvordan jeg før sagde, at vi skal hædre og tilbede ham, der har skabt himlen og jorden og alle andre ting. Men afguder formår hverken at hjælpe sig selv eller andre, og derfor burde du ikke sige, at mine ord blev fremført, som om guderne talte gennem mig, men hellere at de blev sagt med den levende Guds støtte.« »Hvis det, du hævder, er sandt,« sagde kejseren, »— så har de anstrengelser, vi hidtil har gjort os i dyrkelsen af de almægtige guder, været ganske spildte. Hvad så nu? Er hele verden vildfaren, mens du alene fortæller sandheden? Med to eller tre vidner kan ethvert udsagn bekræftes. Men hvordan kan man hævde, at du alene siger sandheden, og hele verdens befolkning lyver? Selv om du nu skulle være Guds engel eller en anden himmelsk skabning, og du siger sådan noget, som er så usandsynligt, så vil ingen alligevel tro dig — og så meget desto mindre, fordi du er et kvindemenneske med en sart og svagelig natur. Og fordi det på ingen måde kan passe, at du alene siger sandheden og har mere ret end alle andre i verden, så vil jeg og ingen af dem, der tjener mig i mit rige, nogensinde tro på dig.« Men den salige Katharina svarer: »Hvis du er folkets leder og kejser, som har magt, der ikke kan besejres, så lad ikke fordrejet vrede og vrangsyn herske over din visdom. Lad hellere ånden styre end legemet, for som vismanden siger: ‘Du er konge, hvis du styres af forstanden, men træl, hvis legemet styrer dig eller bestemmer.’<ref>Sentensen tilskrives Cato den Ældre (234-149 f.Kr.)</ref>« Kejseren svarer: »Det forekommer mig, at du agter at overvinde os i ordstrid ved hjælp af velgennemtænkte eksempler og nogle kristne kneb eller trolddomsgerninger. Men siden vi ikke er blændet af dumhedens tåge, men gennemskuer din snuhed, så sætter vi en fælde for dig, som du bliver fanget i; du vil da indse, at vi som en begavet konge er styret af forstanden og ikke af legemet. Og skulle vi mangle veltalenhed som vismændene, der ikke har forberedt os på denne slags beskæftigelse, så har vi dog hos os vismænd, som vil betvinge dig og bringe dig til tavshed med sandheden og deres kundskaber og talegaver, når de forklarer vores guders almægtighed.«