Skirnirs Samtale med Freier (Adam Oehlenschläger) - Revisjonshistorikk

JJ.Sandal på 23. des. 2013 kl. 18:51

2013-12-23T18:51:05Z

Jesper: Skirnirs Samtale med Freier (Adam Oehlenschläger)

2013-01-14T15:45:29Z

Skirnirs Samtale med Freier (Adam Oehlenschläger)

Ny side

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! !! !! !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Skirnirs Samtale med Freier (Adam Oehlenschläger)]] !! !!
|-
|}

<center>'''[[Nordens Guder]]'''

Adam Oehlenschläger (1819)
 Poetiske skrifter
 Et episk Digt

<big>''' Skirnirs Samtale med Freier '''</big></center>

<blockquote>
1. Men da Maane bag Field var flygtet, heftig forfulgt af
 Maanegarm, den bevingede Trold, som stedse den ængster,
 Meest usynlig for Menneskers Blik, dog stundum i Regnsky
 Synlig som Ulv, naar i Dunsterne brun han viser sit Hoved:
 Da steg Solen af Hav, som af Bad den rødmende Freia,
 Naar hun ene sig troer, og i Tillid blotter sin Skiønhed
 For det koldsindige Gry, mens paa Qvist end Fuglene slumre.

 2. Skirnir, den lystige Rytter, paa modige Ganger med Tasken
 Snørt paa sin Ryg; (ham skienkte Fru Ydun Æbler, og Fulla
 Fyldte ham Flasken med Suttungs Miød) - nu red han i Daggry
 Odins Ærind at røgte; thi Hermod, Faderens Skosvend,
 Ei var i Valhal i Nat; han fløi med Staven til Grækland,
 For at hævne din Sorg, o Frei paa den troløse Brudgom.

 3. Hurtig nu Skirnir iled; ham Odin sendte til Dofre,
 Hvor Smaadvergene boe, de kunstigkløtrende Smedde,
 Hvilke forstaae at lave med Kløgt det nyttige Værktøi.
 Odin bad dem Kiæden i Dag at hamre til Fenris:
 Tynd og smidig, men seig, som holdt, og ved koglende Kunster
 Virkt uslidelig. Jern, samt Kobberets raslende Lænker
 Fængsled ham ei, thi han brød dem itu, som Kæmpen et Halmstraa.

 4. Men da nu Skirnir paa Bifrost red, da tænkte den Bolde:
 "Mon ei Freier min Drot et Ærind mig giver? Jeg bør dog
 Spørge ham først om Forlov; thi vel Odin byder os alle,
 Men en Svend er sin Husbond næst og skylder et Ord ham."
 Red saa med Hesten i hvælvede Lund, ved Veien, hvor ofte
 Skirnir var vant bag Birken i Skyggen at træffe sin Herre.
 Drømmende sad med Haand under Kind ved Kilden i Vaaren
 Gierne Freir, naar Sæden var saaet og naar øst var i Vente.
 Da nu Skirnir ham fandt saa forgrædt saa bleg og bedrøvet,
 Undred han høit sig derved og udbrød: "Hvad! Drotten i Vemod?
 Nu da dog Skabningen trindt, rødsmykt, med frodige Svulmen
 Yttrer et Haab, som allene din Magt kan trylle til Vished!
 Thi kun du est Frugtbarheds Gud. Det hielper en Sædmand
 Lidt at han saaer, hvis ei du først lod usynlig en Alfsværm
 For ham vandre paa Mark, skrækfuld, med sprættende Vinger,
 Spurven til Angst, og som dræbte med smaae befiærede Pile
 Regnormskarer og Larver, som vente paa Sæden i Furen.
 Men end mere din Vældes Magt i Høsten sig viser,
 Naar med dit hellige Blik du forgylder den bølgende Kornmark.
 Dig kun lyder da Leernes Klang, min Konning! til Ære!
 Naar Høstkarlene hvæsse, da glæder sig Menneskets Hierte
 Meer, end naar Sværdene slaae paa Skiold for Kæmperen Auk-Thor."

 5. Freier qvad: "Hvad nytter mig Styrken, naar ikke den rækker
 Dybere ned, end som Axene groe, samt sugende Bøgrod?
 Hvad er vel Skiønhed, naar ikke du elskes?" Da svared ham Skirnir:
 "Elskes du ei? Tilbeder en Jord ei, Freier! din Guddom?
 Est du ei Odins, Asernes Ven? Og banker et Hierte
 Bag en Asynias Barm, som ei høit din Deilighed henrev?

 6. Da fortalte ham Freier sin Hændelse: hvordan paa Hlidskialf
 Dristig han steeg i Gaar, hvad i Bierget han saae i en Fieldkløft;
 Hvordan dybt i hans Bryst nu stod det yndige Billed,
 Fyldte ham Siælen med Savn, og fortærte ham Hiertet med Længsel.
 Skirnir svared: "Nu mærker jeg Elskovs Virkning; thi Freia
 Veemod vækker og Tvivl om Held; og den Elskende sidder
 Gierne forsagt med Hænder i Skiød, og vover ei dristig
 Hvad dog maaskee var ham let at opnaae, hvis Handlingen fulgte.
 Hvi fortvivler du plat? Kan ei Gerda, tænker du, røres?
 Er hun ei ung, ei Mø, og i Ungdomsvaaren et Blomster?
 Troer du en Troldmand vandt det Skiønhed følende Hierte?
 Eja ved Frigg! jeg tænker, at hverken den skiæggede Graabuk
 Eller den Ungkarl Hestbeen vandt, hvad du savner i Valhal."
 Da giensukkede Freir: "Om jeg vandt din Kiærlighed, Gerda!
 Gav dog ei Asernes Fader sit Ja; jeg frygter for Odin!"
 Men den smilende Svend ung Skirnir svared sin Husbond:
 "Frygter du, Odin nægter sit Ja? Og lod han ei Ægir
 Love den hæslige Ran, som saa lumsk paa bølgende Saltbund
 Fanger de druknede Mænd i et Net? Bifaldt han ei Skades
 Bryllup med Niord? Hvi da dit ei nu med den deiligste Biergmø?
 Ikke saa streng og saa rolig er Odin bestandig, som naar han
 Skiægget som Gubbe sig viser paa Bænk med Kæmper i Valhal.
 Fuld vel kiender han Elskovs Lyst. Den spøgende Freia
 Tidt forstyrred hans Ro; da forhadt selv blev ham Særimner,
 Kiedelig hist Einheriars Kamp, og han smutted forklædt, som
 Pilegrim ofte til Jord, hvor ham huldt sød Kiærlighed vinkte.
 Mindes du, da som Roster, den Smed, han giested Fyrstinden
 Rinda, hin Konningedatter i Garderik? Tænkte ved Kløgten
 Først at vinde sin Yndiges Hu, ved utallige Gaver,
 Hamret af Jern, af Sølv og af blødt lystbøieligt Guldmalm?
 Men hun foragted det alt, og hun slog ham i sværtede Pande
 Heftig med sneehvid Haand. Dog sank ham Modet for det ei:
 Kom som en Høvding igien, hielmsmykt med vaiende Fierbusk.
 Men hun foragted paa ny, og berørte den bruunlige Kind ham
 Atter med silkeblød Haand til Straf; dog kildred ham Tugten
 Meer end den smerted; thi Slag af en Mø beskiæmmer ei Helten.
 Vreden kun Olie giød i hans Ild: sagtmodig som Tærne
 Kom han forklædt tilbage, som Trælmø, solgte sin Frihed;
 Tiente sin Frue med agtsom Flid, og vasked hver Aften
 I det afsvalede Vand Fyrstindens deilige Fødder.
 Da blev hun pludselig rørt (saa sært er Qvindernes Hierte);
 Hvad hovmodig hun nægted den sindrige Kunstner og Helten,
 Gav frivillig hun Trællen tilsidst. Saa seirer som oftest
 Villien, der stunder til Maal kun med Kraft, og taber ei Modet.

 7. Meer vel veed man af Odins Bedrift, skiøndt Saga den Snilde
 Skiuler Idrætten paa Skiold i en mørk utydelig Rune:
 Aser og Vaner foreentes i Fred, paa den østlige Biergaas;
 Da klang Natten af Lyst, lokflagrende, blotted til Bæltet,
 Vana-Pigerne dandsed, med Vedbendstav og med Bækner;
 Vindru-Luernes Kraft havde farvet dem Kinden med Purpur;
 Høit fra de svulmende Læber istemte de smeltende Sange,
 Som naar en Nattergal slaaer bag sit Løv for at lokke sin Mage.
 Aserne fulgte dem snelt i de kiøligtvinkende Myrter.
 Heimdal og Vidar savntes, den tauseste Kæmpe, som aldrig
 Praler af Seir og Bedrift; man Hermod savned, og paastod
 Odin selver forsvandt. Velan! den lystige Nat blev
 Kvasers Fader; hans Moder en guldhaarfager og velskabt
 Sangerske, sexten Aar, af Vanaslægten, som gav ham
 Livet i Myrternes Skygger, og Drengen skiænkte til Valhal.
 Hurtig han voxte, blev stærk og klog, og han efter sin Moder
 Herlige Viser at siunge forstod; fleer Evner forbandt han.
 Rundt han Verden omdrog, thi han elskede Menneskeslægten,
 Og udbredte blandt den sin Erfarenhed tit og sin Viisdom.
 Men Ondskaben ei slumrer, den vaager i Natten og lurer:
 Eengang giæstede Kvaser i Field to skulende Dværge,
 Disse den Slumrende vog, men de giød hans Blod i Odrærer,
 Son og Bodn, (saa kaldtes de kunstigtsmeddede Malmkar);
 Blandte saa Blodet med Honning, og brygged en Drik som besiæled
 Menneskets Bryst til Sang, at han henrykt øvede Skialdskab.
 Ja de forhaaned den Myrdede meer, og beretted til Valhal:
 Kvaser var druknet disvær i sin egen, sin bundløsr Viisdom!
 Suttung betalte dem dog! den Dræbtes Broder aftvang dem
 Miøden brat; til en gold Fieldsteen de skulende Dverge
 Smedded han bister, til Klinten i Bølgerne nøgen og landfiern.
 Her han Livet til Straf dem skienkte; men hisset paa Klippen
 Ængster den Myrdedes Aand og dem plager evindelig Hunger.

 8. Freier sukked; da smiled og vedblev Skirnir sin Tale:
 "Suttung giemte nu Miøden i Field; ei rugende Drager
 Vogted de gyldene Kar, men hans Datter den blomstrende Gunlød.
 Da fik Odin Lyst til at frelse den kostbare Væde;
 Sleipner sin Hest han besteg, red hen saa til Ledet paa Marken,
 Hvor ni Troldkarle gik og meied med blinkende Leejern
 Bøndernes Korn ved Nordlys-Blus; thi Bauge, der' Husbond,
 Havde sit Huus i et rummeligt Field, som grænsed til Marken.
 Men sligt Ran Hærfader fortrød! De stiælende Jetter
 Agter ei Ret eller Skiel: de røve paa Jorden, og trodse
 Gudernes Magt i den himmelske Borg; de høste sædvanlig
 Der hvor Bonden har pløiet, og Nattens Dunkelhed skiuler
 Nidingsværket. Thi Nat er af Jetternes Æt; hendes Fader
 Narfe var Trold, hendes Mand var en As; og Delling i Tusmørk
 Avled med hende den ærlige Dag! Saa føder det Skumle
 Stundum hvad skiønt er og godt. Men Nat, som rider om Jorden
 Paa Hrymfaxe sit Øg (som tit hun laaner til Skade)
 Holder med Jetternes Hær, hvis Bedrift hun skiuler i Mørket.
 Maane, det deilige Barn, med et guldguult Haar om sin Tinding,
 Har dog et Mod, som knap skulde tiltroes blegnende Piger:
 Thi hun røber dem tidt, fra Skyen hun strækker sit Hoved
 Med den livsalige Glands, da flyer Troldkarlen i Fieldmulm.
 Dog snart atter han herier og Korn indslæber i Bierget.
 Naar Husbonden da vandrer paa Mark i Dagningen, seer han
 Fælleden tom, og formoder at Natfrost-Blæsten har afbrændt
 Alt hans Haab; da klager til Freir den Arme forgieves!"

 9. Freier stirred og sukked, da vedblev Skirnir sin Tale;
 Thi han haabed med Skiæmt og med Sagn at trøste sin Herre:
 Biergtrold-Hoben ei blot, men de listigpøndsende Dværge
 Stiæle ved Somrens Tid sig i Marken og æder af Axet,
 Snildt forvandlede først til Oldenborrer og Myrer.
 Men da Odin nu Tyvene saae, da ynktes han mægtigt
 Over den uselig Bonde; thi tog han Stenen af Tasken,
 Ingen bedre paa Jord til Staal at slibe man finder;
 Raabte: "Hvo ønsker en Hein til sin Lee?" og kasted i Luften.
 Men de begiærlige Trolde, som sloges med Leer om Heinen,
 Dræbte sig selv indbyrdes. Da hengik Odin i Bierget;
 Tieneste tog han hos Jetten og tiente med ni Mænds Styrke
 For Høstkarlene ni. Men Vilkaar sattes: at Trolden
 Skulde forskaffe ham Vei giennem Kampestenen til Gunlød,
 Drikkens Vogterske. See, da den Troldmand bored i Bierget
 Først med Svig; thi da Guden (af Bauge kaldtes han Bølværk)
 Blæste det Støv af Arret, som Nageren gnaved, da fløi det
 Ham i Øine, fordi ei et Hul gik tvers giennem Klippen.
 Andengang da Bauge sit Fritbor dreied i Stenen.
 Odin blæste: da fløi alt Sand til den modsatte Side.
 Hurtig han da, som en Orm, giennem Aabningen smutted i Fieldet.
 Lidet det hialp kun Trolden, han stak: den smidige Slange
 Spotted det mordforfølgende Staal. Men Odin i Fieldet
 Snart blev igien til en Gud. Da skued paa Leiet han Gunlød,
 Slumre med Purpurkind, paa den fyldigtsvulmende Hvidarm.
 Lampen udbredte sit Dæmringslys ved Leiet; med guldgrønt
 Skiær Malmdunkerne stode, med Laag, med Hanker og Bladpragt.
 Gunlød sprætted og vaagned; med hvideste Fingre begneed hun
 Øielaaget. Da viste sig Odin ei barsk som en Vildmand,
 Men som en Beiler kiæk, der veltalende tolker sin Ømhed:
 Og han blev tre Nætter hos Gunlød; venligt hun aabned
 Ham Miøddunkerne tidt; han drak af Miøden i Langdrag,
 Følte sig qvæget derved, og begav sig atter til Valhal."

 10. Skirnir taug og med listige Smil betragted sin Husbond.
 Da qvad Freir: "Saa elsker en As! Den stormende Krigshelt
 Eier et letbevægeligt Blod; ei Børes og Burs Æt
 Kiender den renere Kiærligheds Fryd, dem kildrer kun Vellyst.
 Var jeg saa lykkelig, Skirnir! som Odin at sidde paa Hlidskialf,
 Kunde jeg blot hver Morgen min Elskede see, o, da var jeg
 Dobbelt betalt for mit Suk, for min natlig-strømmende Taare;
 Men mig skiller en ugiennemtrængelig Muur fra Gerda;
 Og saa vorder nu Alt, hvad jeg giemmer i trofaste Hierte,
 Hendes Billed, som Tid og som Afstand aldrig fordunkler.
 Ha, hvad høiere Lyst, end at see den Elskede, Skirnir!
 Gives i Verden der vel? Ikkun een: den, atter at mødes
 Med et usigeligt Blik: da sig Elskov speiler i Elskov.
 Huldere vel end Nattergal-Sang i Beilerens Øre
 Klinger den Yndiges Røst og saa sødt er Ordet: Jeg elsker!
 O, men ei nær saa saligt udtrykker dog Tungen, ei halv saa
 Ømt og beskedent, sin Fryd, som et Øie, der svømmer og tier.
 Drag til Jetternes Land for Odin, hent ham til Fenris
 Koglende Baand, til Tvang for Ulvens truende Sener!
 Ikke jeg tvivler, du faaer dem; thi meget udretter jo stundum
 Dvergenes Vid og Kløgt. Men Koglen aldrig, min Skosvend!
 Intet Baand kan binde din Husbonds Hierte til Valhal!
 Evig tilhører det Biergets Mø; og med mægtige Vinger
 Flyver det kiekt over Ginnungagap, og svæver om Gerda.
 Træffer du hende, saa siig hvad du saae, hvad Freier fortalte!
 Sagtens hun hader mig alt; thi en Gud er hadet af Jetter;
 Sikkert i mig kun hun skuer sin fødte, naturlige Fiende.
 Altfor skiøn desuden for huld, for høvisk i Sæder
 Er hun, for ei at eie sin Brudgom. Sætter al Verden
 Guden end langt over ham - hvad nytter det Freier, naar Gerda
 Foretrækker sin Ven? Farvel! Rygt Ærind for Odin!
 Tie om din Husbonds Qval! Maaskee den Foragtendes Fader
 Egennyttig sit Samtykke gav. Det baader mig lidt kun!
 Ikke jeg beiler til Faderens Magt, men til Datterens Elskov.
 Saae du mig sørgende her, da maaskee sig aabned dit Hierte,
 Gerda, for Kiærligheds Suk, som naar Fieldtind-Toppen med Snee dækt
 I Solstraalerne tøer, og udklækker et Blomster, som dufter
 Med langt stærkere krydret Kraft, end Violen i Dalen."

 11. Saa han taled, og satte sig hen ved Dammen, hvis Bølger
 Elskerens Graad modtog og det skiønhedstraalende Billed.
 Men ung Skirnir - (han gik saa tidt til Dværgene Budskab,
 Lærte forskiællige Kunster af dem) - da Freier bevæget
 Drømmende sværmed og græd, og nedstirred i rolige Damspeil,
 Skummed hin, (ei Guden det saae - han tænkte paa Gerda)
 Billedet med huul Haand brat bort af blinkende Flade;
 Heldte saa uformærkt i et Horn de farvede Bølger,
 Proppede vel med en Kork, bandt atter det skinnende Guldhorn
 Fast ved sin Lænd og besteg den hæftigtvrinskende Ganger.
</blockquote>

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Adam Oehlenschläger]]
[[Kategori:Naturlyrikk og romantikk]]

@@ Linje 26: / Linje 26: @@
 <br>Naar hun ene sig troer, og i Tillid blotter sin Skiønhed
 <br>For det koldsindige Gry, mens paa Qvist end Fuglene slumre.
 <br><br>2. Skirnir, den lystige Rytter, paa modige Ganger med Tasken
 <br>Snørt paa sin Ryg; (ham skienkte Fru Ydun Æbler, og Fulla
@@ Linje 33: / Linje 32: @@
 <br>Ei var i Valhal i Nat; han fløi med Staven til Grækland,
 <br>For at hævne din Sorg, o Frei paa den troløse Brudgom.
 <br><br>3. Hurtig nu Skirnir iled; ham Odin sendte til Dofre,
 <br>Hvor Smaadvergene boe, de kunstigkløtrende Smedde,
@@ Linje 41: / Linje 39: @@
 <br>Virkt uslidelig.  Jern, samt Kobberets raslende Lænker
 <br>Fængsled ham ei, thi han brød dem itu, som Kæmpen et Halmstraa.
 <br><br>4. Men da nu Skirnir paa Bifrost red, da tænkte den Bolde:
 <br>"Mon ei Freier min Drot et Ærind mig giver? Jeg bør dog
@@ Linje 64: / Linje 61: @@
 <br>Naar Høstkarlene hvæsse, da glæder sig Menneskets Hierte
 <br>Meer, end naar Sværdene slaae paa Skiold for Kæmperen Auk-Thor."
 <br><br>5. Freier qvad: "Hvad nytter mig Styrken, naar ikke den rækker
 <br>Dybere ned, end som Axene groe, samt sugende Bøgrod?
@@ Linje 71: / Linje 67: @@
 <br>Est du ei Odins, Asernes Ven? Og banker et Hierte
 <br>Bag en Asynias Barm, som ei høit din Deilighed henrev?
 <br><br>6. Da fortalte ham Freier sin Hændelse: hvordan paa Hlidskialf
 <br>Dristig han steeg i Gaar, hvad i Bierget han saae i en Fieldkløft;
@@ Linje 116: / Linje 111: @@
 <br>Gav frivillig hun Trællen tilsidst. Saa seirer som oftest
 <br>Villien, der stunder til Maal kun med Kraft, og taber ei Modet.
 <br><br>7. Meer vel veed man af Odins Bedrift, skiøndt Saga den Snilde
 <br>Skiuler Idrætten paa Skiold i en mørk utydelig Rune:
@@ Linje 149: / Linje 143: @@
 <br>Her han Livet til Straf dem skienkte; men hisset paa Klippen
 <br>Ængster den Myrdedes Aand og dem plager evindelig Hunger.
 <br><br>8. Freier sukked; da smiled og vedblev Skirnir sin Tale:
 <br>"Suttung giemte nu Miøden i Field; ei rugende Drager
@@ Linje 176: / Linje 169: @@
 <br>Fælleden tom, og formoder at Natfrost-Blæsten har afbrændt
 <br>Alt hans Haab; da klager til Freir den Arme forgieves!"
 <br><br>9. Freier stirred og sukked, da vedblev Skirnir sin Tale;
 <br>Thi han haabed med Skiæmt og med Sagn at trøste sin Herre:
@@ Linje 210: / Linje 202: @@
 <br>Ham Miøddunkerne tidt; han drak af Miøden i Langdrag,
 <br>Følte sig qvæget derved, og begav sig atter til Valhal."
 <br><br>10. Skirnir taug og med listige Smil betragted sin Husbond.
 <br>Da qvad Freir: "Saa elsker en As! Den stormende Krigshelt
@@ Linje 249: / Linje 240: @@
 <br>I Solstraalerne tøer, og udklækker et Blomster, som dufter
 <br>Med langt stærkere krydret Kraft, end Violen i Dalen."
 <br><br>11. Saa han taled, og satte sig hen ved Dammen, hvis Bølger
 <br>Elskerens Graad modtog og det skiønhedstraalende Billed.
@@ Linje 261: / Linje 251: @@
 <br>Fast ved sin Lænd og besteg den hæftigtvrinskende Ganger.
 </blockquote>
 [[Kategori:Alfabetisk indeks]]