Snefjældsnæs syssel (K.Kålund) - Revisjonshistorikk

Carsten på 8. jul. 2015 kl. 13:53

2015-07-08T13:53:40Z

Carsten på 8. jul. 2015 kl. 10:36

2015-07-08T10:36:45Z

Vis endringer

Carsten på 18. feb. 2014 kl. 17:24

2014-02-18T17:24:32Z

Jesper på 7. feb. 2014 kl. 07:42

2014-02-07T07:42:55Z

Vis endringer

Carsten på 6. feb. 2014 kl. 20:56

2014-02-06T20:56:02Z

Vis endringer

Carsten på 6. feb. 2014 kl. 17:29

2014-02-06T17:29:07Z

Vis endringer

Carsten på 6. feb. 2014 kl. 15:50

2014-02-06T15:50:25Z

Carsten på 6. feb. 2014 kl. 15:41

2014-02-06T15:41:24Z

Carsten på 6. feb. 2014 kl. 15:39

2014-02-06T15:39:59Z

Carsten på 4. feb. 2014 kl. 21:14

2014-02-04T21:14:40Z

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 8. jul. 2015 kl. 13:53
Linje 73:		Linje 73:


−	Berserkjahrauns nordøstlige begrænsning udgøres af den førnævnte Hraunvig; ikke meget øst for denne møder den lille '''Stavå''' (''Stafá''), østgrænsen for Bjørns landnam, der strakte sig fra Hraunsfjord hertil. Lidt østligere ligger nede ved søen gården ''Kongsbakke'' (Kóngsbakki), og omtrent her ud for skyder sig en temlig betydelig vig eller lille fjord '''Hovstadavåg''' (''Hofstaðavogr'', ældre ''-vágr'') frem imod øst og danner således på denne side adskillelsen mellem Torsnæsset og den øvrige del af Helgafellssvejten. På den modsatte side dannes adskillelsen af en lang, smal vig ''Sauravåg'' ( -vogr), der skyder sig ind fra [[Fil:WGC.189.jpg\|thumb\|500px\|left\|<center>'''Hofstaðavogur''' - (''W.G. Collingwood,'' 1897)</center>]]vest til øst lige over for Hovstadavåg; og så meget nærme de to vige sig hinanden, at der kun er imellem dem en knap 1000 al. bred tange<ref>Afstanden mellem vigene er i følge A. Thorlacius endog kun 100 fv. ved flodtid.</ref> eller ejd. Dette ejd er så lavt, smalt og moradsigt, at de to vige om vinteren stundum næsten forenes. — På bægge sider af Stavå, men især øst for denne, strækker sig nærmest kysten jævne meler, der fortsætte sig langs sydsiden af Hovstadavåg, til helt hen imod fjordbunden, forbi den en god halv mils vej øst for Kongsbakke liggende gård ''Stadarbakke'' (Staðarbakki); disse grusflader bære til sammen navnet '''Skejd''' (''Skeið''). — Noget øst for Stadarbakke optager Hovstadavåg ved sit sydøstligste hjørne den syd fra kommende ''Bakkå'' (Bakká), der udspringer i omegnen af Kerlingarfjæld, og som i forvejen har optaget den fra egnen om Dråpuhlidarfjældet kommende ''Grisholså'' (Gríshólsá); oprindelig skal denne sidste have haft sit eget udløb i Hovstadavåg gennem det såkaldte Saurasike (— síkí), nu en lille bæk, der gennemløber den moradsige tange mellem Sauravåg og Hovstadavåg<ref>I følge sognebeskrivelsen, der fortæller dette, skyldtes forandringen præsten på Helgafell Gunnlang Snorressön (1753—81), der ledede åen i sit nuværende leje.</ref>. Disse to åer må, som det også ses af Helgafells landemærkefortegnelse fra c. 1250 (Dipl. isl. I, 576-78), være de i Eb. nævnte '''Laksåer''' (''Laxár''), der nævnes i sagaen i anledning af en strid, som opstod ved en talrig fåresamling, der holdtes i »tungen« mellem disse åer. Efter hvad der vides om åernes tidligere løb, må fåresamlingen være holdt nede ved Hovstadavågens bund, hvad der passer ret vel til sagaens ord, at stedet var oven for (upp ~~frø~~) Helgafell<ref>Et vink om den ene af disse åers tidligere løb giver også distriktslæge O. Hjaltalin i sin indberetning (1817) om oldtidsminder i Helgafells sogn, hvor han taler om en høj Fagerhol »imellem Helgafell og gården Saurum tæt ved det gamle løb af Lakselven.«</ref>. Den nuværende ved åernes sammenløb dannede tunge, der for største delen består af vandskyllet grus (ører), er noget højere oppe, dog ikke langt fra vågen.	+	Berserkjahrauns nordøstlige begrænsning udgøres af den førnævnte Hraunvig; ikke meget øst for denne møder den lille '''Stavå''' (''Stafá''), østgrænsen for Bjørns landnam, der strakte sig fra Hraunsfjord hertil. Lidt østligere ligger nede ved søen gården ''Kongsbakke'' (Kóngsbakki), og omtrent her ud for skyder sig en temlig betydelig vig eller lille fjord '''Hovstadavåg''' (''Hofstaðavogr'', ældre ''-vágr'') frem imod øst og danner således på denne side adskillelsen mellem Torsnæsset og den øvrige del af Helgafellssvejten. På den modsatte side dannes adskillelsen af en lang, smal vig ''Sauravåg'' ( -vogr), der skyder sig ind fra [[Fil:WGC.189.jpg\|thumb\|500px\|left\|<center>'''Hofstaðavogur''' - (''W.G. Collingwood,'' 1897)</center>]]vest til øst lige over for Hovstadavåg; og så meget nærme de to vige sig hinanden, at der kun er imellem dem en knap 1000 al. bred tange<ref>Afstanden mellem vigene er i følge A. Thorlacius endog kun 100 fv. ved flodtid.</ref> eller ejd. Dette ejd er så lavt, smalt og moradsigt, at de to vige om vinteren stundum næsten forenes. — På bægge sider af Stavå, men især øst for denne, strækker sig nærmest kysten jævne meler, der fortsætte sig langs sydsiden af Hovstadavåg, til helt hen imod fjordbunden, forbi den en god halv mils vej øst for Kongsbakke liggende gård ''Stadarbakke'' (Staðarbakki); disse grusflader bære til sammen navnet '''Skejd''' (''Skeið''). — Noget øst for Stadarbakke optager Hovstadavåg ved sit sydøstligste hjørne den syd fra kommende ''Bakkå'' (Bakká), der udspringer i omegnen af Kerlingarfjæld, og som i forvejen har optaget den fra egnen om Dråpuhlidarfjældet kommende ''Grisholså'' (Gríshólsá); oprindelig skal denne sidste have haft sit eget udløb i Hovstadavåg gennem det såkaldte Saurasike (— síkí), nu en lille bæk, der gennemløber den moradsige tange mellem Sauravåg og Hovstadavåg<ref>I følge sognebeskrivelsen, der fortæller dette, skyldtes forandringen præsten på Helgafell Gunnlang Snorressön (1753—81), der ledede åen i sit nuværende leje.</ref>. Disse to åer må, som det også ses af Helgafells landemærkefortegnelse fra c. 1250 (Dipl. isl. I, 576-78), være de i Eb. nævnte '''Laksåer''' (''Laxár''), der nævnes i sagaen i anledning af en strid, som opstod ved en talrig fåresamling, der holdtes i »tungen« mellem disse åer. Efter hvad der vides om åernes tidligere løb, må fåresamlingen være holdt nede ved Hovstadavågens bund, hvad der passer ret vel til sagaens ord, at stedet var oven for (upp frá) Helgafell<ref>Et vink om den ene af disse åers tidligere løb giver også distriktslæge O. Hjaltalin i sin indberetning (1817) om oldtidsminder i Helgafells sogn, hvor han taler om en høj Fagerhol »imellem Helgafell og gården Saurum tæt ved det gamle løb af Lakselven.«</ref>. Den nuværende ved åernes sammenløb dannede tunge, der for største delen består af vandskyllet grus (ører), er noget højere oppe, dog ikke langt fra vågen.

@@ Linje 158: / Linje 158: @@
 Først fra den østligste del af Skogarstranden haves en fuldstændig udsigt over Hvammsfjordens indre del, omgiven af lave, langagtige fjælde. Skogarstrandens østligste gård er '''Hólmlátr''', hvor Erik den røde opholder sig en vinter efter sin tilbagekomst fra Grønland (ÞK.).
@@ Linje 164: / Linje 163: @@
 <br><br>
 <center>[[Fil:WGC.P006.jpg]]</center>

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 6. feb. 2014 kl. 15:50
Linje 28:		Linje 28:


−	Hinsides det mod syd udløbende Öxlfjæld ligger '''Bredevigen''' (''Breiðavik''), en smukt afrundet lille dal, begrænset af det omtalte Öxlfjæld eller Axlarhyrna, højlandet bag ved og, længst mod vest, Snefjældsjøklen med det foran liggende isolerede lille ''Stapafell'', — grøn og frodig, med vid udsigt over søen; sit navn tager bygden efter en jævnt rundet bugt eller vig, som her skærer sig ind på halvøens sydside. — Hvor Öxlfjældet mod vest skiller sig ud fra højlandet, ses i fjældskråningen et lille stejlt skard, ikke stort andet end en kløft; dette er '''Egilsskarð''', i følge Eb. (s. 79) benævnt efter trællen Egil, der dræbtes her, da hans forsøg på at ombringe en af de til boldleg neden for skardet forsamlede Bredvikinger, som han fra dette sit ophøjede stade havde udspejdet, var mislykket. Neden for det gennem kløften nedstyrtede stenskred strækker sig tørre græssletter, der fortsætter sig i moser, indtil disse støder til det syd for liggende Búðahraun. De omtalte græssletter, der nu kaldes Skarðsvellir, er Eb.'s '''Lejkskålavold''' (''Leikskálavellir''), hvor bygdens folk samlede sig til boldleg og byggede store legeskåler; stedets beskrivelse i Eb. (s. 77) er meget nøjagtig;<ref>Sognebeskrivelsen kalder stedet endnu Leikskálavellir og beretter, at man neden for voldene ser spor af Bredvikingernes skåletomt.</ref>. — Følges derefter vejen langs under fjældene mod vest, kommer man først til Tord bligs bolig '''Knörr''' (Eb. s. 71), med tilliggende jorder en af de betydeligste ejendomme i disse egne<ref>Som eksempel på, med hvilken kraft landbruget på de større gårde fordum dreves, kan anføres, at mellem denne gårds enge og græsningsland har i følge sognebeskr. været bygget et gærde (varnargarðr) lige fra fjældene og ned til hraunet, 6-700 fv. langt.</ref>. Syd for Knör ligger neden for den vestlige del af Budahraun gården ''Hraunlönd''. I Eb. (s. 21) fortælles, at bonden fra Frodå sendte en mand syd over heden (utvivlsomt Frodåhede) til »under Hraun«, hvor Spå-Gils boede, for at søge råd hos denne. Nu findes ingen gård '''Hraun''' her i egnen, men den oven nærnte gård Hraunland er den, der på grund af sit navn og sin beliggenhed snarest kan antages at være den i sagaen omtalte. — Vest for Knör ligger gårdene '''Kamb''' (''Kambr''); den fra Eb. bekendte Bjørn Bredevigskæmpe antages at have bot på ''Store Kamb'' (''Lille Kamb'' er nu i øde). Gården står umiddelbart under fjældene ved foden af en lav derfra nedskrånende ryg. Oven for Kamb ligger et skard (''Kambsskarð'') op i fjældene; langs dette går en, nu sjælden benyttet vej, der forbinder denne gård med den nord for liggende gård Frodå; i det vejen fra heden farer ned gennem skardet, bøjer den af umiddelbart ned mod tunet på Store Kamb, så at fremstillingen i Eb. (s. 90), hvorledes Snorre gode ved nedridningen fra heden overrasker Bjørn arbejdende i tunet, viser sig nøjagtig svarende til forholdene her. Hedevejen kaldes i Eb. '''Kambshede''' (''Kambsheiðr''). — Vest for Kamb laber den lille Gravarå (Grafará); vestlig ved denne ås udløb vises to tomter, kaldet »irske« tomter, hvorfra Irerne i tidligere tid skal have handlet. — Fra nu af indsnævres kystlandet igen og højner sig umærkelig; snart falder kysten med en lodret klippeskrænt af mod søen, og fra højlandet løber nær ved hinanden flere smååer og bække ned til havet og danner alle, hvor de styrter ned fra skrænten, smukke fosser. Snefjældsjøklen viser sig som en hvælvet, noget tilbageliggende og, på grund af fremstående knuder, noget ujævn hætte, hvis neden for liggende sneløse parti går umiddelbart i ét med halvøens fjældkæde, og hvorfra en lavastrøm ses at have væltet sig ned imod syd. Foran jøklen står det mindre, nøgne, spidst-kegleformige fjæld Stapafell, og neden for dette skyder et grønligt næs sig frem, hvorpå fiskerlejet '''Stapen''' (''Stapi'') står. Den stejle kystskrænt ud mod havet, umiddelbart før man kommer til Stapen, — med rugende mågearter på klippehylderne — bærer navnet ''Sölvahamar''. Denne egns landnamsmand boede først på ''Brenning'' (Brenníngr), senere på Sölvahamar, fordi han mente dér at kunne være andre mere til nytte (Ldn. s. 82 — 83). Overensstemmende hermed vises hans hustomter på Sölvahamar på begge sider af vejen. Hans første bolig Brenning skal i følge sognebeskrivelsen have ligget lidt længere nede; i A. M. nævnes Brenning i Arnarstape land som et sted, hvor gamle bygningslævninger fandtes<ref>Sölvahamar omtales også i den opdigtede ''Bård Snefjældsas' saga'', hvor navnets oprindelse forklares anderledes end i Ldn. Hovedskuepladsen for de i sagaen fortalte begivenheder er den sydvestligste del af Snefjældsnæs, og der nævnes i sagaen et betydeligt antal stedsnavne fra disse egne, der har været forfatteren nøje bekendte. Stedsnavnenes bestemmelse volder med få undtagelser kun ringe vanskelighed, da sagaen øjensynlig til dels er opstået af lyst til at forklare forskellige almindelig bekendte stedsnavne, med benyttelse af de til sådanne allerede tidligere knyttede sagn. De i BSnf. nævnte steder kendes også af enhver af egnens beboere, og indholdet af sagaen erindres med forkærlighed. — Til nævnte saga tages i dette arbejde kun undtagelsesvis hensyn; oplysning om de i den forekommende stedsnavne har imidlertid A. Thorlacius givet: Safn. t s. Í. II, s. 299-303.</ref>. — Selve Stapen eller, som navnet nøjagtigere lyder, '''Arnarstape''' (''Arnarstapi'' — efter en uden for kysten fritstående klippe) er nu kun en almindelig fiskerplads, ikke i nogen henseende forskellig fra de øvrige omkring Snefjældsjøklen; fælles for dem alle er den yderligste fattigdom og trang, bevirket ved det i de senere tider her højst usikre og, som det synes, stedse aftagende fiskeri. Oprindelig var Arnarstape en hovedgård (ÞK., BSnf.), hvoraf de forskellige fiskerhuse har udviklet sig. Efter gården bærer det betydelige kgl. jordegods i Snf. navnet »Arnarstape ombud«, i følge GhM. I, 457, fordi godsets første kgl. forvaltere havde deres bopæl her. — Tidligere dreves fra Snefjældsnæsset det måske vigtigste fiskeri på hele Island; — syd for jøklen var fisketiden især om foråret, nord for jøklen også hele vinteren igennem. For øjeblikket fører det en hensygnende tilværelse på grund af fiskestimernes forandrede retning; de mange oplandsbeboere, der fisketiden igennem plejede at indkvartere sig i fiskerlejernes gårde eller i de såkaldte verboder, er næsten aldeles ophørte at komme, og den på næsset hjemmehørende befolkning, der for en stor del udelukkende er henvist til at leve af fiskeriet, må kæmpe med idelig nød og mangel. Jævnlig ligge flere af de større gårde med tilhørende landbrug øde, da der mangler kraft til at drive dem, og da det uhyre fattigudsvar bortskræmmer så vel købere som fæstere. Også præsterne bortskræmmes ved bygdens fattigdom og de forringede indtægter, hvoraf følgen er, at oplysningen (læsning og skrivning) sørgelig forsømmes.	+	Hinsides det mod syd udløbende Öxlfjæld ligger '''Bredevigen''' (''Breiðavik''), en smukt afrundet lille dal, begrænset af det omtalte Öxlfjæld eller Axlarhyrna, højlandet bag ved og, længst mod vest, Snefjældsjøklen med det foran liggende isolerede lille ''Stapafell'', — grøn og frodig, med vid udsigt over søen; sit navn tager bygden efter en jævnt rundet bugt eller vig, som her skærer sig ind på halvøens sydside. — Hvor Öxlfjældet mod vest skiller sig ud fra højlandet, ses i fjældskråningen et lille stejlt skard, ikke stort andet end en kløft; dette er '''Egilsskarð''', i følge Eb. (s. 79) benævnt efter trællen Egil, der dræbtes her, da hans forsøg på at ombringe en af de til boldleg neden for skardet forsamlede Bredvikinger, som han fra dette sit ophøjede stade havde udspejdet, var mislykket. Neden for det gennem kløften nedstyrtede stenskred strækker sig tørre græssletter, der fortsætter sig i moser, indtil disse støder til det syd for liggende Búðahraun. De omtalte græssletter, der nu kaldes Skarðsvellir, er Eb.'s '''Lejkskålavold''' (''Leikskálavellir''), hvor bygdens folk samlede sig til boldleg og byggede store legeskåler; stedets beskrivelse i Eb. (s. 77) er meget nøjagtig;<ref>Sognebeskrivelsen kalder stedet endnu Leikskálavellir og beretter, at man neden for voldene ser spor af Bredvikingernes skåletomt.</ref>. — Følges derefter vejen langs under fjældene mod vest, kommer man først til Tord bligs bolig '''Knörr''' (Eb. s. 71), med tilliggende jorder en af de betydeligste ejendomme i disse egne<ref>Som eksempel på, med hvilken kraft landbruget på de større gårde fordum dreves, kan anføres, at mellem denne gårds enge og græsningsland har i følge sognebeskr. været bygget et gærde (varnargarðr) lige fra fjældene og ned til hraunet, 6-700 fv. langt.</ref>. Syd for Knör ligger neden for den vestlige del af Budahraun gården ''Hraunlönd''. I Eb. (s. 21) fortælles, at bonden fra Frodå sendte en mand syd over heden (utvivlsomt Frodåhede) til »under Hraun«, hvor Spå-Gils boede, for at søge råd hos denne. Nu findes ingen gård '''Hraun''' her i egnen, men den oven nærnte gård Hraunland er den, der på grund af sit navn og sin beliggenhed snarest kan antages at være den i sagaen omtalte. — Vest for Knör ligger gårdene '''Kamb''' (''Kambr''); den fra Eb. bekendte Bjørn Bredevigskæmpe antages at have bot på ''Store Kamb'' (''Lille Kamb'' er nu i øde). Gården står umiddelbart under fjældene ved foden af en lav derfra nedskrånende ryg. Oven for Kamb ligger et skard (''Kambsskarð'') op i fjældene; langs dette går en, nu sjælden benyttet vej, der forbinder denne gård med den nord for liggende gård Frodå; i det vejen fra heden farer ned gennem skardet, bøjer den af umiddelbart ned mod tunet på Store Kamb, så at fremstillingen i Eb. (s. 90), hvorledes Snorre gode ved nedridningen fra heden overrasker Bjørn arbejdende i tunet, viser sig nøjagtig svarende til forholdene her. Hedevejen kaldes i Eb. '''Kambshede''' (''Kambsheiðr''). — Vest for Kamb laber den lille Gravarå (Grafará); vestlig ved denne ås udløb vises to tomter, kaldet »irske« tomter, hvorfra Irerne i tidligere tid skal have handlet. — [[Fil:WGC.178.jpg\|thumb\|520px\|left\|<center>'''Snefjældsjøklen, tv. Stapafell''' - (''W.G. Collingwood,'' 1897)</center>]] Fra nu af indsnævres kystlandet igen og højner sig umærkelig; snart falder kysten med en lodret klippeskrænt af mod søen, og fra højlandet løber nær ved hinanden flere smååer og bække ned til havet og danner alle, hvor de styrter ned fra skrænten, smukke fosser. Snefjældsjøklen viser sig som en hvælvet, noget tilbageliggende og, på grund af fremstående knuder, noget ujævn hætte, hvis neden for liggende sneløse parti går umiddelbart i ét med halvøens fjældkæde, og hvorfra en lavastrøm ses at have væltet sig ned imod syd. Foran jøklen står det mindre, nøgne, spidst-kegleformige fjæld Stapafell, og neden for dette skyder et grønligt næs sig frem, hvorpå fiskerlejet '''Stapen''' (''Stapi'') står. Den stejle kystskrænt ud mod havet, umiddelbart før man kommer til Stapen, — med rugende mågearter på klippehylderne — bærer navnet ''Sölvahamar''. Denne egns landnamsmand boede først på ''Brenning'' (Brenníngr), senere på Sölvahamar, fordi han mente dér at kunne være andre mere til nytte (Ldn. s. 82 — 83). Overensstemmende hermed vises hans hustomter på Sölvahamar på begge sider af vejen. Hans første bolig Brenning skal i følge sognebeskrivelsen have ligget lidt længere nede; i A. M. nævnes Brenning i Arnarstape land som et sted, hvor gamle bygningslævninger fandtes<ref>Sölvahamar omtales også i den opdigtede ''Bård Snefjældsas' saga'', hvor navnets oprindelse forklares anderledes end i Ldn. Hovedskuepladsen for de i sagaen fortalte begivenheder er den sydvestligste del af Snefjældsnæs, og der nævnes i sagaen et betydeligt antal stedsnavne fra disse egne, der har været forfatteren nøje bekendte. Stedsnavnenes bestemmelse volder med få undtagelser kun ringe vanskelighed, da sagaen øjensynlig til dels er opstået af lyst til at forklare forskellige almindelig bekendte stedsnavne, med benyttelse af de til sådanne allerede tidligere knyttede sagn. De i BSnf. nævnte steder kendes også af enhver af egnens beboere, og indholdet af sagaen erindres med forkærlighed. — Til nævnte saga tages i dette arbejde kun undtagelsesvis hensyn; oplysning om de i den forekommende stedsnavne har imidlertid A. Thorlacius givet: Safn. t s. Í. II, s. 299-303.</ref>. — Selve Stapen eller, som navnet nøjagtigere lyder, '''Arnarstape''' (''Arnarstapi'' — efter en uden for kysten fritstående klippe) er nu kun en almindelig fiskerplads, ikke i nogen henseende forskellig fra de øvrige omkring Snefjældsjøklen; fælles for dem alle er den yderligste fattigdom og trang, bevirket ved det i de senere tider her højst usikre og, som det synes, stedse aftagende fiskeri. Oprindelig var Arnarstape en hovedgård (ÞK., BSnf.), hvoraf de forskellige fiskerhuse har udviklet sig. Efter gården bærer det betydelige kgl. jordegods i Snf. navnet »Arnarstape ombud«, i følge GhM. I, 457, fordi godsets første kgl. forvaltere havde deres bopæl her. — Tidligere dreves fra Snefjældsnæsset det måske vigtigste fiskeri på hele Island; — syd for jøklen var fisketiden især om foråret, nord for jøklen også hele vinteren igennem. For øjeblikket fører det en hensygnende tilværelse på grund af fiskestimernes forandrede retning; de mange oplandsbeboere, der fisketiden igennem plejede at indkvartere sig i fiskerlejernes gårde eller i de såkaldte verboder, er næsten aldeles ophørte at komme, og den på næsset hjemmehørende befolkning, der for en stor del udelukkende er henvist til at leve af fiskeriet, må kæmpe med idelig nød og mangel. Jævnlig ligge flere af de større gårde med tilhørende landbrug øde, da der mangler kraft til at drive dem, og da det uhyre fattigudsvar bortskræmmer så vel købere som fæstere. Også præsterne bortskræmmes ved bygdens fattigdom og de forringede indtægter, hvoraf følgen er, at oplysningen (læsning og skrivning) sørgelig forsømmes.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 6. feb. 2014 kl. 15:41
Linje 25:		Linje 25:


−	'''Snefjældsnæs''' (''Snæfellsnes'', i ældre tid også ''Snjófellsnes''), som har givet syslet navn, er navnet på den store bjærgfulde halvø, der som en fortsættelse af højlandet oven for Myre syssel strækker sig mod vest ud i havet mellem Fakse- og Bredefjord, endende længst ude med det imponerende fjæld ''Snefjældsjøklen'', der må have givet næsset navn, skønt fjældet kun i BSnf. findes benævnt ''Snjófell'', medens det allerede i Ldn. ligesom nu benævnes Snæfellsjökull. Allerede oven for Borgarhraun begynder Snefjældsnæshalvøen bestemt at udpræge sig; halvøen optages nu helt af Snefjældsnæs syssel i forbindelse med den vestlige del af Hnappadals syssel, i ældre tid udgjorde disse landskaber en del af Torsnæs ting. Hvor stor en del af halvøen, der i ældre tid indbefattedes under benævnelsen Snefjældsnæs eller ''Næs'' (Nes, Eb. s. 99, 111), er vanskeligt at afgøre; navnet ses, som naturligt er, navnlig at være brugt om halvøens ydre del, men kunde utvivlsomt ligesom nu i det væsenlige bruges om halvøen i dens helhed. — Snefjældsnæs syssels sydvestligste bygd ''Stadarsvejten'' (Staðarsveit) danner som nævnt en umærkelig fortsættelse af den østligere Miklaholts hrepp. Allerede her gør den imponerende, sammenhængende [[Fil:WGC.181.jpg\|thumb\|500px\|left\|<center>'''Snefjældsjøklen''' - (''W.G. Collingwood,'' 1897)</center>]]fjældmasse, der bedækker halvøens indre, en særdeles virkning; de høje, stejle fjælde falder brat af mod lavlandet og danner en besynderlig modsætning til den aldeles flade, jævne kyststrækning, der stedse indsnævres mere og mere. Østligst i denne svejt står i fjældskråningen '''Ellide''' (''Elliði''), den gård, på hvilken den af Torsten Egilssøn fordrevne Stejnar tilsidst bosatte sig (Eg. s. 224; også nævnt Krm. s. 90, 92). I Eg. siges gården at ligge på '''Snefjældsstrand''' (''Snæfellsströnd''), et navn, der omfattede det smalle kystland herfra og ud efter langs halvøens (Snefjældsnæssets) syd- og vestside<ref>Sml. ÞK. s. 97 og BH. s. 34.</ref>. — Længere ude, sydvest for Ellide, hæver sig op fra sletten præstegården ''Stadastad'' eller ''Stadarstad'' med tilhørende kirke; her er nu et af landets mest indbringende kald, og gården har også fra gammel tid hørt til høvdingegårdene. I ældre tid benævntes den '''Stad''' (''Staðr'') på ''Snefjældsnæs'' eller på ''Ölduryg''. I Sturlungetiden var gården en tid sæde for Tord Sturlassön, der havde arvet den fra Are frodes slægt; senere bosætter Torgils skarde sig her. '''Ölduryg''' (''Ölduhryggr''), der også forekommer i Grt. (s. 134), er navnet på en banke eller lav ryg på dette strøg inden for kysten<ref>En beskrivelse af Ölduryg læses i E. O. s. 361. Denne banke kaldes også ''Lángholt'' (den Stadarstad nærmeste del: Staðarholt) og svarer formodenlig til det Ldn. s. 81 nævnte ''Lángaholt''; det sammesteds forekommende Þórutóptir kendes ikke, men antages at have været i eller ved Stadarholt — Til den på Stadastad hjemmehørende høvdingefamilie var vel det såkaldte ''Jöklamannagoðord'' (Sturl. II, 144) knyttet.</ref>. — Nordvest for Stadastad hæver sig den skarptakkede ''Torgejrsfjæidshyrna'' (Þorgeirsfellshyrna) frem fra fjældrækken; neden under står den efter fjældet benævnte gård '''Torgejrsfell''' (''Þorgeirsfell'', ÞK. s. 96); i E. O. omtales fjældet for en art der forekommende »bjærgkrystal«, almindelig kaldet »islandsk demant«. — Vest for Stadastad, omtrent midtvejs i svejten, står nær kysten de forskellige gårde af navnet ''Gardar'' (Garðar) med tilhørende hjålejer. Kort øst for ligger ødejorden '''Hovgardar''' (''Hofgarðar'', Eb.); senere byggedes her to huse. Hof og Hofkot, af hvilke dog nu kun tomterne er tilbage. I Eb. (s. 19) nævnes en Helge Hovgardagode, og man vil også påvise omgærdinger, der skal have stået i forbindelse med det gamle hov. — Fra Gardar må endnu tilbagelægges et par mil i vestlig retning, før man kommer til handelspladsen ''Búðir'' (ɔ: Boderne, — med fordærvet dansk form: ''Budenstad''). Dette handelssted ligger nu vest for mundingen af en lille å i udkanten af et hraun, men indtil slutningen af forrige århundrede havde handelshusene deres plads øst for åen, lidt højere oppe <ref>Stedet kaldes endnu “Gamli kaupstaðr”; i følge A. Thorlacius bevirkedes flytningen ved stormfloden 1799; i Löwenörns beskrivelse af den islandske kyst (1788) ses handelshusene ligge på den gamle plads.</ref>. Denne som landingssted benyttede åmunding benævnes nu efter handelsstedet ''Buðaós'', men svarer til oldtidens '''Hraunhövn''' (''Hraunhöfn'') eller '''Hraunhavnaros''' (''Hraunhafnaróss''), og endnu bærer åen, der styrter ned fra den kort oven for liggende fjældhede, navnet ''Hraunhavnarå'' (Hraunhafnará). I denne havn finder landingen af de fra Danmark kommende handelsskibe endnu sted på den gammeldags måde; med storstrøm sejler skibet ind i osen, hvor det ved ebbetid ligger tørt, i det vandløbets bredde da ikke er større end en almindelig å. Oven for handelspladsen og det den omgivende hraun skyder fjældet ''Öxl'' sig frem fra fjældheden eller halvøens sammenhængende bjærgkam; i den derved frembragte dalrunding ligger gården ''Hraunhövn'' og lidt neden for ''Hraunhavnarbakke'' (Hraunhafnarbakki)<ref>Begge gårde nu hørende under og næsten opslugte af handelsstedet.</ref>, hvilken sidste utvivlsomt er den gård '''Bakke''' (''Bakki'') i Hraunhövn, der i Eb. omtales som bolig for Bjørn Bredevigkæmpes broder Arnbjørn. Mellem Öxl og en noget længere tilbage liggende fjældknude ligger en kun et par mile lang fjældvej over den såkaldte ''Frodåhede'' til nordsiden af halvøen. — Selve Öxl-fjældet samt den største del af Búðahraunet (bekendt for sin frodige og rige urtevækst), der viser sig at være kommet fra et midt i samme stående krater, ligger allerede i det følgende distrikt ''Bredevigshreppen'' (Breiðuvíkrhreppr), der strækker sig både syd og vest om jøklen, helt op til halvøens nordvestlige hjørne. I skråningen af Öxl — eller Axlarhyrna, som fjældet ofte benævnes og hvorved dets fra fjældmassen fremløbende retning endnu tydeligere betegnes — , endnu øst for dette, men længst ude mod udløberens ende står nu gården Öxl; men vest for udløberen, noget lavere nede, vises stedet, hvor gården fordum stod <ref>Efter Öxl har den berygtede morder Axlar-Bjørn navn (se Ísl. Þjóðs. II 113 ffg.); i følge nogles beretning skal han have været den første, der boede på den ny gård. Den antikv. indb. (1817) fortæller derimod, at gården først efter hans tid flyttedes på grund af spøgeri foranlediget ved de 18 mænd, som Bjørn her havde myrdet; hermed stemmer det også godt, at det kær, hvori Bjørn skal have skjult ligene, er kort neden for de gamle gårdtomter.</ref>. Her boede i følge Ldn. (s. 81) i sin alderdom Asmund fra Langaholt; efter hans død boede hans enke Tora der, berømt for sin gæstfrihed, så at hun endog byggede sin skåle tværs over landevejen, holdt stadig dækket bord dér og sad selv og indbød gæster. Asmund blev højsat i et skib i ''Ásmundarleiði'' og en træl medgivet ham, indtil den døde til- kendegav sit mishag herover, hvorefter trællen fjærnedes. Asmunds grav vil man endnu påvise, dog er man ikke ganske enig om den nøjagtige beliggenhed; snarest synes navnet at være knyttet til et temlig stort herværende holt.	+	'''Snefjældsnæs''' (''Snæfellsnes'', i ældre tid også ''Snjófellsnes''), som har givet syslet navn, er navnet på den store bjærgfulde halvø, der som en fortsættelse af højlandet oven for Myre syssel strækker sig mod vest ud i havet mellem Fakse- og Bredefjord, endende længst ude med det imponerende fjæld ''Snefjældsjøklen'', der må have givet næsset navn, skønt fjældet kun i BSnf. findes benævnt ''Snjófell'', medens det allerede i Ldn. ligesom nu benævnes Snæfellsjökull. Allerede oven for Borgarhraun begynder Snefjældsnæshalvøen bestemt at udpræge sig; halvøen optages nu helt af Snefjældsnæs syssel i forbindelse med den vestlige del af Hnappadals syssel, i ældre tid udgjorde disse landskaber en del af Torsnæs ting. Hvor stor en del af halvøen, der i ældre tid indbefattedes under benævnelsen Snefjældsnæs eller ''Næs'' (Nes, Eb. s. 99, 111), er vanskeligt at afgøre; navnet ses, som naturligt er, navnlig at være brugt om halvøens ydre del, men kunde utvivlsomt ligesom nu i det væsenlige bruges om halvøen i dens helhed. — Snefjældsnæs syssels sydvestligste bygd ''Stadarsvejten'' (Staðarsveit) danner som nævnt en umærkelig fortsættelse af den østligere Miklaholts hrepp. Allerede her gør den imponerende, sammenhængende [[Fil:WGC.181.jpg\|thumb\|500px\|left\|<center>'''Snefjældsjøklen''' - (''W.G. Collingwood,'' 1897)</center>]]fjældmasse, der bedækker halvøens indre, en særdeles virkning; de høje, stejle fjælde falder brat af mod lavlandet og danner en besynderlig modsætning til den aldeles flade, jævne kyststrækning, der stedse indsnævres mere og mere. Østligst i denne svejt står i fjældskråningen '''Ellide''' (''Elliði''), den gård, på hvilken den af Torsten Egilssøn fordrevne Stejnar tilsidst bosatte sig (Eg. s. 224; også nævnt Krm. s. 90, 92). I Eg. siges gården at ligge på '''Snefjældsstrand''' (''Snæfellsströnd''), et navn, der omfattede det smalle kystland herfra og ud efter langs halvøens (Snefjældsnæssets) syd- og vestside<ref>Sml. ÞK. s. 97 og BH. s. 34.</ref>. — Længere ude, sydvest for Ellide, hæver sig op fra sletten præstegården ''Stadastad'' eller ''Stadarstad'' med tilhørende kirke; her er nu et af landets mest indbringende kald, og gården har også fra gammel tid hørt til høvdingegårdene. I ældre tid benævntes den '''Stad''' (''Staðr'') på ''Snefjældsnæs'' eller på ''Ölduryg''. I Sturlungetiden var gården en tid sæde for Tord Sturlassön, der havde arvet den fra Are frodes slægt; senere bosætter Torgils skarde sig her. '''Ölduryg''' (''Ölduhryggr''), der også forekommer i Grt. (s. 134), er navnet på en banke eller lav ryg på dette strøg inden for kysten<ref>En beskrivelse af Ölduryg læses i E. O. s. 361. Denne banke kaldes også ''Lángholt'' (den Stadarstad nærmeste del: Staðarholt) og svarer formodenlig til det Ldn. s. 81 nævnte ''Lángaholt''; det sammesteds forekommende Þórutóptir kendes ikke, men antages at have været i eller ved Stadarholt — Til den på Stadastad hjemmehørende høvdingefamilie var vel det såkaldte ''Jöklamannagoðord'' (Sturl. II, 144) knyttet.</ref>. — Nordvest for Stadastad hæver sig den skarptakkede ''Torgejrsfjæidshyrna'' (Þorgeirsfellshyrna) frem fra fjældrækken; neden under står den efter fjældet benævnte gård '''Torgejrsfell''' (''Þorgeirsfell'', ÞK. s. 96); i E. O. omtales fjældet for en art der forekommende »bjærgkrystal«, almindelig kaldet »islandsk demant«. — Vest for Stadastad, omtrent midtvejs i svejten, står nær kysten de forskellige gårde af navnet ''Gardar'' (Garðar) med tilhørende hjålejer. Kort øst for ligger ødejorden '''Hovgardar''' (''Hofgarðar'', Eb.); senere byggedes her to huse. Hof og Hofkot, af hvilke dog nu kun tomterne er tilbage. I Eb. (s. 19) nævnes en Helge Hovgardagode, og man vil også påvise omgærdinger, der skal have stået i forbindelse med det gamle hov. — Fra Gardar må endnu tilbagelægges et par mil i vestlig retning, før man kommer til handelspladsen ''Búðir'' (ɔ: Boderne, — med fordærvet dansk form: ''Budenstad''). Dette handelssted ligger nu vest for mundingen af en lille å i udkanten af et hraun, men indtil slutningen af forrige århundrede havde handelshusene deres plads øst for åen, lidt højere oppe <ref>Stedet kaldes endnu “Gamli kaupstaðr”; i følge A. Thorlacius bevirkedes flytningen ved stormfloden 1799; i Löwenörns beskrivelse af den islandske kyst (1788) ses handelshusene ligge på den gamle plads.</ref>. Denne som landingssted benyttede åmunding benævnes nu efter handelsstedet ''Buðaós'', men svarer til oldtidens '''Hraunhövn''' (''Hraunhöfn'') eller '''Hraunhavnaros''' (''Hraunhafnaróss''), og endnu bærer åen, der styrter ned fra den kort oven for liggende fjældhede, navnet ''Hraunhavnarå'' (Hraunhafnará). I denne havn finder landingen af de fra Danmark kommende handelsskibe endnu sted på den gammeldags måde; med storstrøm sejler skibet ind i osen, hvor det ved ebbetid ligger tørt, i det vandløbets bredde da ikke er større end en almindelig å. Oven for handelspladsen og det den omgivende hraun skyder fjældet ''Öxl'' sig frem fra fjældheden eller halvøens sammenhængende bjærgkam; i den derved frembragte dalrunding ligger gården ''Hraunhövn'' og lidt neden for ''Hraunhavnarbakke'' (Hraunhafnarbakki)<ref>Begge gårde nu hørende under og næsten opslugte af handelsstedet.</ref>, hvilken sidste utvivlsomt er den gård '''Bakke''' (''Bakki'') i Hraunhövn, der i Eb. omtales som bolig for Bjørn Bredevigkæmpes broder Arnbjørn. Mellem Öxl og en noget længere tilbage liggende fjældknude ligger en kun et par mile lang fjældvej over den såkaldte ''Frodåhede'' til nordsiden af halvøen. — Selve Öxl-fjældet samt den største del af Búðahraunet (bekendt for sin frodige og rige urtevækst), der viser sig at være kommet fra et midt i samme stående krater, ligger allerede i det følgende distrikt ''Bredevigshreppen'' (Breiðuvíkrhreppr), der strækker sig både syd og vest om jøklen, helt op til halvøens nordvestlige hjørne. I skråningen af Öxl — eller Axlarhyrna, som fjældet ofte benævnes og hvorved dets fra fjældmassen fremløbende retning endnu tydeligere betegnes — , endnu øst for dette, men længst ude mod udløberens ende [[Fil:WGC.177.jpg\|thumb\|500px\|right\|<center>'''Kamb ved Breiðuvík''' - (''W.G. Collingwood,'' 1897)</center>]]står nu gården Öxl; men vest for udløberen, noget lavere nede, vises stedet, hvor gården fordum stod <ref>Efter Öxl har den berygtede morder Axlar-Bjørn navn (se Ísl. Þjóðs. II 113 ffg.); i følge nogles beretning skal han have været den første, der boede på den ny gård. Den antikv. indb. (1817) fortæller derimod, at gården først efter hans tid flyttedes på grund af spøgeri foranlediget ved de 18 mænd, som Bjørn her havde myrdet; hermed stemmer det også godt, at det kær, hvori Bjørn skal have skjult ligene, er kort neden for de gamle gårdtomter.</ref>. Her boede i følge Ldn. (s. 81) i sin alderdom Asmund fra Langaholt; efter hans død boede hans enke Tora der, berømt for sin gæstfrihed, så at hun endog byggede sin skåle tværs over landevejen, holdt stadig dækket bord dér og sad selv og indbød gæster. Asmund blev højsat i et skib i ''Ásmundarleiði'' og en træl medgivet ham, indtil den døde til- kendegav sit mishag herover, hvorefter trællen fjærnedes. Asmunds grav vil man endnu påvise, dog er man ikke ganske enig om den nøjagtige beliggenhed; snarest synes navnet at være knyttet til et temlig stort herværende holt.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 6. feb. 2014 kl. 15:39
Linje 25:		Linje 25:


−	'''Snefjældsnæs''' (''Snæfellsnes'', i ældre tid også ''Snjófellsnes''), som har givet syslet navn, er navnet på den store bjærgfulde halvø, der som en fortsættelse af højlandet oven for Myre syssel strækker sig mod vest ud i havet mellem Fakse- og Bredefjord, endende længst ude med det imponerende fjæld ''Snefjældsjøklen'', der må have givet næsset navn, skønt fjældet kun i BSnf. findes benævnt ''Snjófell'', medens det allerede i Ldn. ligesom nu benævnes Snæfellsjökull. Allerede oven for Borgarhraun begynder Snefjældsnæshalvøen bestemt at udpræge sig; halvøen optages nu helt af Snefjældsnæs syssel i forbindelse med den vestlige del af Hnappadals syssel, i ældre tid udgjorde disse landskaber en del af Torsnæs ting. Hvor stor en del af halvøen, der i ældre tid indbefattedes under benævnelsen Snefjældsnæs eller ''Næs'' (Nes, Eb. s. 99, 111), er vanskeligt at afgøre; navnet ses, som naturligt er, navnlig at være brugt om halvøens ydre del, men kunde utvivlsomt ligesom nu i det væsenlige bruges om halvøen i dens helhed. — Snefjældsnæs syssels sydvestligste bygd ''Stadarsvejten'' (Staðarsveit) danner som nævnt en umærkelig fortsættelse af den østligere Miklaholts hrepp. Allerede her gør den imponerende, sammenhængende fjældmasse, der bedækker halvøens indre, en særdeles virkning; de høje, stejle fjælde falder brat af mod lavlandet og danner en besynderlig modsætning til den aldeles flade, jævne kyststrækning, der stedse indsnævres mere og mere. Østligst i denne svejt står i fjældskråningen '''Ellide''' (''Elliði''), den gård, på hvilken den af Torsten Egilssøn fordrevne Stejnar tilsidst bosatte sig (Eg. s. 224; også nævnt Krm. s. 90, 92). I Eg. siges gården at ligge på '''Snefjældsstrand''' (''Snæfellsströnd''), et navn, der omfattede det smalle kystland herfra og ud efter langs halvøens (Snefjældsnæssets) syd- og vestside<ref>Sml. ÞK. s. 97 og BH. s. 34.</ref>. — Længere ude, sydvest for Ellide, hæver sig op fra sletten præstegården ''Stadastad'' eller ''Stadarstad'' med tilhørende kirke; her er nu et af landets mest indbringende kald, og gården har også fra gammel tid hørt til høvdingegårdene. I ældre tid benævntes den '''Stad''' (''Staðr'') på ''Snefjældsnæs'' eller på ''Ölduryg''. I Sturlungetiden var gården en tid sæde for Tord Sturlassön, der havde arvet den fra Are frodes slægt; senere bosætter Torgils skarde sig her. '''Ölduryg''' (''Ölduhryggr''), der også forekommer i Grt. (s. 134), er navnet på en banke eller lav ryg på dette strøg inden for kysten<ref>En beskrivelse af Ölduryg læses i E. O. s. 361. Denne banke kaldes også ''Lángholt'' (den Stadarstad nærmeste del: Staðarholt) og svarer formodenlig til det Ldn. s. 81 nævnte ''Lángaholt''; det sammesteds forekommende Þórutóptir kendes ikke, men antages at have været i eller ved Stadarholt — Til den på Stadastad hjemmehørende høvdingefamilie var vel det såkaldte ''Jöklamannagoðord'' (Sturl. II, 144) knyttet.</ref>. — Nordvest for Stadastad hæver sig den skarptakkede ''Torgejrsfjæidshyrna'' (Þorgeirsfellshyrna) frem fra fjældrækken; neden under står den efter fjældet benævnte gård '''Torgejrsfell''' (''Þorgeirsfell'', ÞK. s. 96); i E. O. omtales fjældet for en art der forekommende »bjærgkrystal«, almindelig kaldet »islandsk demant«. — Vest for Stadastad, omtrent midtvejs i svejten, står nær kysten de forskellige gårde af navnet ''Gardar'' (Garðar) med tilhørende hjålejer. Kort øst for ligger ødejorden '''Hovgardar''' (''Hofgarðar'', Eb.); senere byggedes her to huse. Hof og Hofkot, af hvilke dog nu kun tomterne er tilbage. I Eb. (s. 19) nævnes en Helge Hovgardagode, og man vil også påvise omgærdinger, der skal have stået i forbindelse med det gamle hov. — Fra Gardar må endnu tilbagelægges et par mil i vestlig retning, før man kommer til handelspladsen ''Búðir'' (ɔ: Boderne, — med fordærvet dansk form: ''Budenstad''). Dette handelssted ligger nu vest for mundingen af en lille å i udkanten af et hraun, men indtil slutningen af forrige århundrede havde handelshusene deres plads øst for åen, lidt højere oppe <ref>Stedet kaldes endnu “Gamli kaupstaðr”; i følge A. Thorlacius bevirkedes flytningen ved stormfloden 1799; i Löwenörns beskrivelse af den islandske kyst (1788) ses handelshusene ligge på den gamle plads.</ref>. Denne som landingssted benyttede åmunding benævnes nu efter handelsstedet ''Buðaós'', men svarer til oldtidens '''Hraunhövn''' (''Hraunhöfn'') eller '''Hraunhavnaros''' (''Hraunhafnaróss''), og endnu bærer åen, der styrter ned fra den kort oven for liggende fjældhede, navnet ''Hraunhavnarå'' (Hraunhafnará). I denne havn finder landingen af de fra Danmark kommende handelsskibe endnu sted på den gammeldags måde; med storstrøm sejler skibet ind i osen, hvor det ved ebbetid ligger tørt, i det vandløbets bredde da ikke er større end en almindelig å. Oven for handelspladsen og det den omgivende hraun skyder fjældet ''Öxl'' sig frem fra fjældheden eller halvøens sammenhængende bjærgkam; i den derved frembragte dalrunding ligger gården ''Hraunhövn'' og lidt neden for ''Hraunhavnarbakke'' (Hraunhafnarbakki)<ref>Begge gårde nu hørende under og næsten opslugte af handelsstedet.</ref>, hvilken sidste utvivlsomt er den gård '''Bakke''' (''Bakki'') i Hraunhövn, der i Eb. omtales som bolig for Bjørn Bredevigkæmpes broder Arnbjørn. Mellem Öxl og en noget længere tilbage liggende fjældknude ligger en kun et par mile lang fjældvej over den såkaldte ''Frodåhede'' til nordsiden af halvøen. — Selve Öxl-fjældet samt den største del af Búðahraunet (bekendt for sin frodige og rige urtevækst), der viser sig at være kommet fra et midt i samme stående krater, ligger allerede i det følgende distrikt ''Bredevigshreppen'' (Breiðuvíkrhreppr), der strækker sig både syd og vest om jøklen, helt op til halvøens nordvestlige hjørne. I skråningen af Öxl — eller Axlarhyrna, som fjældet ofte benævnes og hvorved dets fra fjældmassen fremløbende retning endnu tydeligere betegnes — , endnu øst for dette, men længst ude mod udløberens ende står nu gården Öxl; men vest for udløberen, noget lavere nede, vises stedet, hvor gården fordum stod <ref>Efter Öxl har den berygtede morder Axlar-Bjørn navn (se Ísl. Þjóðs. II 113 ffg.); i følge nogles beretning skal han have været den første, der boede på den ny gård. Den antikv. indb. (1817) fortæller derimod, at gården først efter hans tid flyttedes på grund af spøgeri foranlediget ved de 18 mænd, som Bjørn her havde myrdet; hermed stemmer det også godt, at det kær, hvori Bjørn skal have skjult ligene, er kort neden for de gamle gårdtomter.</ref>. Her boede i følge Ldn. (s. 81) i sin alderdom Asmund fra Langaholt; efter hans død boede hans enke Tora der, berømt for sin gæstfrihed, så at hun endog byggede sin skåle tværs over landevejen, holdt stadig dækket bord dér og sad selv og indbød gæster. Asmund blev højsat i et skib i ''Ásmundarleiði'' og en træl medgivet ham, indtil den døde til- kendegav sit mishag herover, hvorefter trællen fjærnedes. Asmunds grav vil man endnu påvise, dog er man ikke ganske enig om den nøjagtige beliggenhed; snarest synes navnet at være knyttet til et temlig stort herværende holt.	+	'''Snefjældsnæs''' (''Snæfellsnes'', i ældre tid også ''Snjófellsnes''), som har givet syslet navn, er navnet på den store bjærgfulde halvø, der som en fortsættelse af højlandet oven for Myre syssel strækker sig mod vest ud i havet mellem Fakse- og Bredefjord, endende længst ude med det imponerende fjæld ''Snefjældsjøklen'', der må have givet næsset navn, skønt fjældet kun i BSnf. findes benævnt ''Snjófell'', medens det allerede i Ldn. ligesom nu benævnes Snæfellsjökull. Allerede oven for Borgarhraun begynder Snefjældsnæshalvøen bestemt at udpræge sig; halvøen optages nu helt af Snefjældsnæs syssel i forbindelse med den vestlige del af Hnappadals syssel, i ældre tid udgjorde disse landskaber en del af Torsnæs ting. Hvor stor en del af halvøen, der i ældre tid indbefattedes under benævnelsen Snefjældsnæs eller ''Næs'' (Nes, Eb. s. 99, 111), er vanskeligt at afgøre; navnet ses, som naturligt er, navnlig at være brugt om halvøens ydre del, men kunde utvivlsomt ligesom nu i det væsenlige bruges om halvøen i dens helhed. — Snefjældsnæs syssels sydvestligste bygd ''Stadarsvejten'' (Staðarsveit) danner som nævnt en umærkelig fortsættelse af den østligere Miklaholts hrepp. Allerede her gør den imponerende, sammenhængende [[Fil:WGC.181.jpg\|thumb\|500px\|left\|<center>'''Snefjældsjøklen''' - (''W.G. Collingwood,'' 1897)</center>]]fjældmasse, der bedækker halvøens indre, en særdeles virkning; de høje, stejle fjælde falder brat af mod lavlandet og danner en besynderlig modsætning til den aldeles flade, jævne kyststrækning, der stedse indsnævres mere og mere. Østligst i denne svejt står i fjældskråningen '''Ellide''' (''Elliði''), den gård, på hvilken den af Torsten Egilssøn fordrevne Stejnar tilsidst bosatte sig (Eg. s. 224; også nævnt Krm. s. 90, 92). I Eg. siges gården at ligge på '''Snefjældsstrand''' (''Snæfellsströnd''), et navn, der omfattede det smalle kystland herfra og ud efter langs halvøens (Snefjældsnæssets) syd- og vestside<ref>Sml. ÞK. s. 97 og BH. s. 34.</ref>. — Længere ude, sydvest for Ellide, hæver sig op fra sletten præstegården ''Stadastad'' eller ''Stadarstad'' med tilhørende kirke; her er nu et af landets mest indbringende kald, og gården har også fra gammel tid hørt til høvdingegårdene. I ældre tid benævntes den '''Stad''' (''Staðr'') på ''Snefjældsnæs'' eller på ''Ölduryg''. I Sturlungetiden var gården en tid sæde for Tord Sturlassön, der havde arvet den fra Are frodes slægt; senere bosætter Torgils skarde sig her. '''Ölduryg''' (''Ölduhryggr''), der også forekommer i Grt. (s. 134), er navnet på en banke eller lav ryg på dette strøg inden for kysten<ref>En beskrivelse af Ölduryg læses i E. O. s. 361. Denne banke kaldes også ''Lángholt'' (den Stadarstad nærmeste del: Staðarholt) og svarer formodenlig til det Ldn. s. 81 nævnte ''Lángaholt''; det sammesteds forekommende Þórutóptir kendes ikke, men antages at have været i eller ved Stadarholt — Til den på Stadastad hjemmehørende høvdingefamilie var vel det såkaldte ''Jöklamannagoðord'' (Sturl. II, 144) knyttet.</ref>. — Nordvest for Stadastad hæver sig den skarptakkede ''Torgejrsfjæidshyrna'' (Þorgeirsfellshyrna) frem fra fjældrækken; neden under står den efter fjældet benævnte gård '''Torgejrsfell''' (''Þorgeirsfell'', ÞK. s. 96); i E. O. omtales fjældet for en art der forekommende »bjærgkrystal«, almindelig kaldet »islandsk demant«. — Vest for Stadastad, omtrent midtvejs i svejten, står nær kysten de forskellige gårde af navnet ''Gardar'' (Garðar) med tilhørende hjålejer. Kort øst for ligger ødejorden '''Hovgardar''' (''Hofgarðar'', Eb.); senere byggedes her to huse. Hof og Hofkot, af hvilke dog nu kun tomterne er tilbage. I Eb. (s. 19) nævnes en Helge Hovgardagode, og man vil også påvise omgærdinger, der skal have stået i forbindelse med det gamle hov. — Fra Gardar må endnu tilbagelægges et par mil i vestlig retning, før man kommer til handelspladsen ''Búðir'' (ɔ: Boderne, — med fordærvet dansk form: ''Budenstad''). Dette handelssted ligger nu vest for mundingen af en lille å i udkanten af et hraun, men indtil slutningen af forrige århundrede havde handelshusene deres plads øst for åen, lidt højere oppe <ref>Stedet kaldes endnu “Gamli kaupstaðr”; i følge A. Thorlacius bevirkedes flytningen ved stormfloden 1799; i Löwenörns beskrivelse af den islandske kyst (1788) ses handelshusene ligge på den gamle plads.</ref>. Denne som landingssted benyttede åmunding benævnes nu efter handelsstedet ''Buðaós'', men svarer til oldtidens '''Hraunhövn''' (''Hraunhöfn'') eller '''Hraunhavnaros''' (''Hraunhafnaróss''), og endnu bærer åen, der styrter ned fra den kort oven for liggende fjældhede, navnet ''Hraunhavnarå'' (Hraunhafnará). I denne havn finder landingen af de fra Danmark kommende handelsskibe endnu sted på den gammeldags måde; med storstrøm sejler skibet ind i osen, hvor det ved ebbetid ligger tørt, i det vandløbets bredde da ikke er større end en almindelig å. Oven for handelspladsen og det den omgivende hraun skyder fjældet ''Öxl'' sig frem fra fjældheden eller halvøens sammenhængende bjærgkam; i den derved frembragte dalrunding ligger gården ''Hraunhövn'' og lidt neden for ''Hraunhavnarbakke'' (Hraunhafnarbakki)<ref>Begge gårde nu hørende under og næsten opslugte af handelsstedet.</ref>, hvilken sidste utvivlsomt er den gård '''Bakke''' (''Bakki'') i Hraunhövn, der i Eb. omtales som bolig for Bjørn Bredevigkæmpes broder Arnbjørn. Mellem Öxl og en noget længere tilbage liggende fjældknude ligger en kun et par mile lang fjældvej over den såkaldte ''Frodåhede'' til nordsiden af halvøen. — Selve Öxl-fjældet samt den største del af Búðahraunet (bekendt for sin frodige og rige urtevækst), der viser sig at være kommet fra et midt i samme stående krater, ligger allerede i det følgende distrikt ''Bredevigshreppen'' (Breiðuvíkrhreppr), der strækker sig både syd og vest om jøklen, helt op til halvøens nordvestlige hjørne. I skråningen af Öxl — eller Axlarhyrna, som fjældet ofte benævnes og hvorved dets fra fjældmassen fremløbende retning endnu tydeligere betegnes — , endnu øst for dette, men længst ude mod udløberens ende står nu gården Öxl; men vest for udløberen, noget lavere nede, vises stedet, hvor gården fordum stod <ref>Efter Öxl har den berygtede morder Axlar-Bjørn navn (se Ísl. Þjóðs. II 113 ffg.); i følge nogles beretning skal han have været den første, der boede på den ny gård. Den antikv. indb. (1817) fortæller derimod, at gården først efter hans tid flyttedes på grund af spøgeri foranlediget ved de 18 mænd, som Bjørn her havde myrdet; hermed stemmer det også godt, at det kær, hvori Bjørn skal have skjult ligene, er kort neden for de gamle gårdtomter.</ref>. Her boede i følge Ldn. (s. 81) i sin alderdom Asmund fra Langaholt; efter hans død boede hans enke Tora der, berømt for sin gæstfrihed, så at hun endog byggede sin skåle tværs over landevejen, holdt stadig dækket bord dér og sad selv og indbød gæster. Asmund blev højsat i et skib i ''Ásmundarleiði'' og en træl medgivet ham, indtil den døde til- kendegav sit mishag herover, hvorefter trællen fjærnedes. Asmunds grav vil man endnu påvise, dog er man ikke ganske enig om den nøjagtige beliggenhed; snarest synes navnet at være knyttet til et temlig stort herværende holt.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 4. feb. 2014 kl. 21:14
Linje 163:		Linje 163:


−	Først fra den østligste del af Skogarstranden haves en fuldstændig udsigt over Hvammsfjordens indre del, omgiven af lave, langagtige fjælde. Skogarstrandens østligste gård er Hólmlátr, hvor Erik den røde opholder sig en vinter efter sin tilbagekomst fra Grønland (ÞK.).	+	Først fra den østligste del af Skogarstranden haves en fuldstændig udsigt over Hvammsfjordens indre del, omgiven af lave, langagtige fjælde. Skogarstrandens østligste gård er '''Hólmlátr''', hvor Erik den røde opholder sig en vinter efter sin tilbagekomst fra Grønland (ÞK.).