August på 20. mai 2019 kl. 17:12

2019-05-20T17:12:04Z

August på 20. mai 2019 kl. 17:10

2019-05-20T17:10:41Z

Carsten på 11. mai 2018 kl. 07:37

2018-05-11T07:37:38Z

JJ.Sandal på 14. jul. 2014 kl. 22:19

2014-07-14T22:19:00Z

JJ.Sandal på 20. des. 2013 kl. 23:12

2013-12-20T23:12:46Z

Vis endringer

JJ.Sandal: Straalen

2013-01-12T10:32:04Z

Straalen

Ny side

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Geisli]] !! !! !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Straalen]] !! !!
|-
|}

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
!align="left" valign="top" width="100%" | [[Bilde:35px-Emblem-star.svg.png|25px]] Kilde til denne oversættelse: ''[[Flateyjarbók]].''
|}

<center>'''[[Skjaldekvad]]'''

'''[[Oldnordiske Sagaer, Bind 1-12|Oldnordiske Sagaer]]''' '''Bind 5'''

 '''Einar Skulesøn'''
 <big>'''Straalen (Geisli)</big> et Digt over Olaf Haraldsøn den Hellige, Norges Konge'''

Oversættelse: [[C. C. Rafn]] (1831)</center>

<blockquote>1.
 Han, som er viis og kjender
 Guds herlig og alvældig
 Treenighed, mig rigtig
 Kan Ord og Bønner lære.
 Her en stridkraftig Straale
 Skal klarest Lys bebude
 Af Naadens Sol; jeg Olaf,
 Den ypperste, besynger.

 2.
 Han, som fordrev af Verden
 Dens skumle Nattemørke,
 Var han end Himlens Herre,
 Sig som dens Lys forkynde;
 Som Menneske den Straale
 Her under Skyen, synlig
 Af klarest Stjerne fødes
 Til Brødres Frelse vilde.

 3.
 Vel siden saaes formørket
 Vor Himmels Straalekilde;
 Det bedre Lys af anden
 Og hellig Sol bebuded;
 Størst Salighed os gaves
 Da alle Jordens Sjæles
 Liv sig frivillig ofred
 I Korsets Kval til Døden.

 4.
 Den hele Skabning Christus
 For retfærds Sol erkjender,
 Daadrig opstod med Styrke
 Han tredje Dag fra Graven;
 En Hær af fromme, veed jeg,
 Med ham udgik af Støvet;
 Paa ham vort Haab tilvisse
 Det kraftig maa bestyrke.

 5.
 Alherrens Søn, den milde
 Og allerbedste Fyrste,
 Til Faders høje Haller
 Med Glæde steg fra Jorden.
 Højlovet Kongers Konge
 Paa Ærens Stol der throner
 Højt over Engle; Himlens
 Hærskarer der sig bøje.

 6.
 Retfærdig Ærens Herre,
 Som ypperlige vidne
 Og os forkynder, Aandens
 Kraftrigest Skænk uddeelte.
 Mild Kristenhed da rejstes,
 Den lyder Gud alene;
 Alherskeren dog alle
 Til himmelk Liv indbyder.

 7.
 Guds Boligs ædle Straale,
 Den gjæve Konning Olaf,
 Nu skulle vel, thi mægtig
 Han er, vi alle dyrke;
 Det vides, at vidt under
 Den klare Himmels Hvælving
 Hans Underværker straale -
 Folk mærke ret min Tale!

 8.
 Til jævne Ord, men faste
 Kong Eisteen mild du lytte!
 Agt vel, du tapre Sigurd!
 Paa Skjaldens Kunst i Værket;
 Og Inge Kvadet bringes -
 Nu eders Vælde styrke
 En værdig Digtning, vigtig
 For hele Kongeslægten!

 9.
 De lærdes Overhoved,
 Som kaldes Jon, jeg byder
 Et Digt, som dog bestemmes
 Til hele Folkets Nytte.
 Opløfter eders Hænder!
 Solkongens Ven jeg priser;
 Den Stad, hvor hellig Fyrste
 Nu hviler, æret vorder.

 10.
 Os vel det sømmer Folket
 Til Olafs hæder kalde;
 Veltalenhed os Herren
 Til saadan Digtning skjænke!
 Saa stor Forsamling aldrig
 Af Ædlinge jeg skuet
 Før haver; det i Salen
 Enhver nu maa bekræfte.

 11.
 Her Kristi kjække Tjeners,
 Som nu i Himlen lever,
 Forskyldte Lovsang Thrønder
 Med alle Nordmænd høre;
 For ypperst Daad ved dette
 Forherliget han vorder; -
 Ej noget Folk vil fødes
 Herefter slig en Konning!

 12.
 Jeg veed, at stridbar Sigvat
 Sin Drots Bedrift har sjunget;
 Om Folkets Overhoved
 Har Ottar Sange digtet;
 De Mænd, som Hovedskalde
 Blev kaldte, herlig priste
 Hans Færd; nu for en Helgen
 Jeg kvædende mig bøjer.

 13.
 Vist mangen Stordaad øved
 Den Helt af Kampen mødig,
 Dog sandt det er, for Synder
 Sin Gud han fyldest gjorde;
 Ej hjælpsom Thrønders Herre
 Med store Dyder pralte
 For andre; neppe fødtes
 En bedre Drot paa Jorden.

 14.
 Den hæderrige Hersker
 I Tro paa Gud har Landet
 I femten Aar saa styret,
 At ingen gjør det bedre;
 Til uforsagt Hærfører
 Med Skjoldes Dundren segned
 Ej langt fra Ølvers-Højen.
 Fra Ondt han selv os lede!

 15.
 Sandt er det Sagn, at Kongen
 Som os forsvarer, havde
 En Drøm fortalt til Følget,
 Før sidste Træfning holdtes;
 Han, Hørders og Romdølers
 Højmodig Drot, saae stande
 Fra Jorden op til Himlen
 En skjøn og herlig Stige.

 16.
 Den allevegne priste
 Som bugtet Mørkets Drage
 Bekjæmped, højt opstige
 I Luftens Egne syntes;
 Til han, som hele Verden
 I Haand indslutter, aabned
 Sit Himmeriges Porte
 For ham, vort Folks Beskytter.

 17.
 Paa Stiklestade siden
 Et Feltslag stod, hvor Rigets
 Retskaarne Drot oprørske
 Indthrønders Saar lod bløde;
 Tilsidst i Vaabenlarmen
 Forrædersk Flok Ulykken
 Fuldbyrded; egen Konning
 Ved jordisk Liv den skilte.

 18.
 For herligst Helt at prise
 Et omkvad, værdigt kvadet,
 Som mange lære, gjerne
 Jeg danned, hvis jeg kunde;
 I haardest Nød Guds Ridder
 Vel Mennesker kan hjælpe;
 Hvad gjævest Olaf ønsker,
 Det Solens Herre skjænker.

 19.
 Da Helten opgav Aanden,
 Lod Verdens Bygnings Hersker
 Et Tegn sig vise; Solen
 Ej mere skinne kunde;
 Saaledes før den misted
 Sit Lys ved Himmeldrottens
 Heldrige Død; gid Tungen
 Af Ord de rette vælger!

 20.
 Saa store Jærtegn skete
 I Folkets Strid mod Kongen,
 Forkyndte: han ej havde
 Et syndigt Levnet yndet;
 Og saa, den samme Aften,
 Da Gud modtaget havde
 Hans Sjæl, saaes over Liget
 Lys, som en Fakkel, brænde.

 21.
 Gud, alles Hjælper, fremmer
 Den Hørders Konnings Ære;
 Ej skal en bedre Fyrste,
 Det Sangen vidner, fødes:
 I haardest Nød Guds Ridder
 Vel Mennesker kan hjælpe;
 Hvad gjævest Olaf ønsker,
 Det Solens Herre skjænker.

 22.
 Det dyre Blod af mægtig
 Drots Legeme man skylte
 Med renest Vand; strax Haabet
 Om Helbred Sindet trøsted,
 For sandt er, Sognboers Herre,
 Hvis Daad for Mænd nu lyder,
 Blev lagt af kjekke Kæmper
 I gammel, ringe Hytte.

 23.
 Kort efter (den Henfarnes
 Veldaad nu skal besynges)
 En Blind kom did, hvor Tvætten
 Af Liget var fuldbyrdet;
 Den Mand sit Aasyn toede
 I Kilden, som var bleven
 Med Blod fra den berømte
 Kong Olafs Vunder blandet.

 24.
 Af Drottens Blod, det rene,
 Den Vandrer (from og dydig
 Han været har) - det glemmes
 Ej let - blev Synet givet.
 I haardest Nød Guds Ridder
 Vel Mennesker kan hjælpe;
 Hvad gjævest Olaf ønsker,
 Det Solens Herre skjænker.

 25.
 Tolv Maaneder, tre Nætter
 Dertil, laae Guldets yder,
 Som Æren elsket havde,
 Af tætte Sand bedækket
 Før vældigst Kongers Konge
 Daadrigest Hæranførers
 Ligkiste lod af Jordens
 Vidtstrakte Skjød optage.

 26.
 Hvor skjønnest Legem hviler
 Fik En igjen sit Mæle,
 Som, da af Munden Tungen
 Udskaaret var, han misted;
 Vidt stridbar Agde-Konges
 Roes for det Værk udbredes,
 Hans Herlighed nu priser
 Den hele danske Tunge.

 27.
 Ham, som til god Magnus
 Vor Fader, glæde Kæmper!
 Om Hjælp vi bede skulle;
 Selv Ædle tit berøvedes.
 I haardest Nød Guds Ridder
 Vel Mennesker kan hjælpe;
 Hvad gjævest Olaf ønsker,
 Det Solens Herre skjænker.

 28.
 Sig for sin Søn i Drømme
 Den Konning aabenbarte,
 Og modig Helt i Striden
 Sin Bistand mild forjætted;
 Det var strax førend Magnus
 Paa Lejrskovshede sloges
 Med hedensk Hær; utallig
 Den faldt som Ulvens Bytte.

 29.
 Der i navnkundig Træfning
 Med yppig Føde glæded
 Den kjekke Dannerkonge
 Brunladen Flok af Ørne;
 De rædde Vender fly’de
 For blanke, skarpe Klinger,
 Ulv over Aadslet gabte,
 De faldne Kvinder savned.

 30.
 Vor Frelsers Ven, det viser
 Erfaringen, sin fromme
 Søn gav den store Sejer,
 Hans Stordaad jeg ophøjer.
 I haardest Nød Guds Ridder
 Vel Mennesker kan hjælpe;
 Hvad gjævest Olaf ønsker,
 Det Solens Herre skjænker.

 31.
 Guttorm, den Ven af Folket
 Korsfæstet Billede, prydet
 Med Guld og Sølv, oprejste
 Til hellig Konges Ære;
 Det til de Jærtegns Minde
 I Kamp, som Helten frelste,
 Her midt i Kristi Kirke
 For alles Blik nu stander.

 32.
 Os mænd, der Skaane kjende,
 Har sagt, at der en Kvinde
 Paa herlig Olafs Højtid,
 Sig foretog at bage;
 Da hun af Ovnen vilde
 Det hede Brød udtage
 De danske Gryn alt blevne
 Var til graaladne Stene.

 33.

 Den tapre Krigers Højtid
 (For vist fra syd jeg hørte)
 I hele Danmark siden
 Er helligholdt med Rette.
 I haardest Nød Guds Ridder
 Vel Mennesker kan hjælpe;
 Hvad gjævest Olaf ønsker,
 Det Solens Herre skjænker.

 34.
 En ond, men fornem Kvinde
 En Ungersvend, fortørnet
 For ringe Sag, hans Tunge
 Af Hovedet lod skjære;
 Faa Ugers Tid derefter
 Ham saa vi Maal berøvet
 Paa Hlid, saa Stedet kaldes,
 Derom ej Tvivl kan næres.

 35.
 Den samme Svend (jeg spurgte)
 Med klippet Haar besøgte
 Ham, som de Usle hjælper,
 Der til hans Bolig færdes.
 Der ham blev Tungen atter
 Og færdigt Mæle givet -
 Højt bør min Lovsang lyde
 Om ham, der sligt udretter.

 36.
 Den store Hørde-Konge
 Med saadant Hæder vinder,
 Snart over alle Lande
 I Verden den udbredes.
 I haardest Nød Guds Ridder
 Vel Mennesker kan hjælpe;
 Hvad gjævest Olaf ønsker,
 Det Solens Herre skjænker.

 37.
 End andet Æmne Skalden
 Besynger; Vender ginge
 Til Søes; en fangen Sømand
 De haardelig lemlæstet;
 Af vantros Aand besatte
 I grusom blodtørst skare
 De ud af Halsen Tungen;
 Elendig blev den Kjække!

 38.
 Den samme Sømand ty’de
 Til Olafs Skrin, udsmykket
 Med klarest Guld, ret meget
 Jeg har med Ord at prise;
 Da baade Maal og Hilsen
 Igjen den tapre Kriger
 Af hellig Drot blev givet,
 Den Sag jeg nøje kjender.

 39.
 Nu han velsignet Konge,
 Som hist med Engleskaren
 Hos Verdens Dommer lever,
 I værdig Ære holdes;
 I haardest Nød Guds Ridder
 Vel Mennesker kan hjælpe;
 Hvad gjævest Olaf ønsker,
 Det Solens Herre skjænker.

 40.
 Hørt jeg det har, at Olafs
 Sværd, der i Vaabenbraget
 Tit Høgen med de blege
 Kløer fored’, nævntes Hneiter;
 Det Romerriges Fyrste
 Lod tynde Skjolde kløve
 Paa Stiklestad, hvor skarpe
 Staalklinger svungne bleve.

 41.
 Da Konningbaaren Hersker
 Til Jorden faldt, og Slaget
 Var endt, af Thrønderkongen
 En Svensker tog det Værge;
 Det Sværd, der fordum bares
 Af ypperligste Kæmpe,
 I Grækers Hær blev siden
 Med Guld udsmykket fundet.

 42.
 Nu bringer Endrid Unge
 En Ædling gjæv til Digtet,
 Som Kongens Pris forkynder,
 Et Æmne, nyt og herligt -
 I haardest Nød Guds Ridder
 Vel Mennesker kan hjælpe;
 Hvad gjævest Olaf ønsker,
 Det Solens Herre skjænker.

 43.
 Om kjek og gavmild Fyrste
 Et værdigt Digt at kvæde
 For mig ej let kan falde,
 Men Pligten nu det byder -
 Et Tegn dog paa det andet
 Udgaar fra heldigst Læge;
 Sligt Vidnesbyrd om Kongen
 Af Himlens Styrer gives.

 44.
 En Aften sildig glæded
 Sig dygtig Krigsmand over
 Det Sværd, saa herlig hærdet,
 Han havde faaet til Eje;
 Til Søvn han gik paa Marken
 Da klare Dag sig fjærned,
 Og under aaben Himmel
 Sig Leje maatte vælge.

 45.
 Da næste Morgen gry’de
 Kamplysten Mand fra Skjoldes
 Skjønt malte Borg med Sorrig
 Hint skarpe Værge savned;
 Dog snart paa jævne Fælled
 Han øjned Sværdet ligge,
 Men ingen Aarsag kunde
 Til saadan Fart opdage.

 46.
 I Rad tre Nætter dette
 Tegn samme Mand blev givet
 Af Haralds gjæve Broder,
 Som hele Folket gavner.
 Indtil de kjække Kæmper
 Det Jærtegn aabenbarte;
 I alt den Konges Adfærd
 Er skinnende og Herlig.

 47.
 Den høje Kejser hørte
 Det skete, og for Sværdet
 Som Olaf fordum ejed,
 Lod rigest Gjengjeld yde;
 Hin Kongers Overkonge
 Det over Altret siden
 Med Guld omsat lod sætte,
 Hvor siden det mon stande.

 48.
 De Jærtegn, som i Striden
 I Grækenland sig viste,
 Er herlige; og Haralds
 Søn alle vegne hjælper;
 Ej jeg, ej nogen anden
 En større Konning finder;
 Til Himlen Olafs Ære
 Ophøjes nu med Rette.

 49.
 Da Slaget paa den vide
 Pezina Slette holdtes,
 Rovfuglen snart i Striden
 Den svare Hunger stilled;
 I Tusindtal der Folket
 For Vaaben faldt, og Kampen
 Snart vendtes saa, at Græker
 Paa Flugt sig maatte give.

 50.

 Alt Miklegaards, den store
 Stads Vælde og dens Lande,
 Skjønt Hæren holdt sig tappert,
 Nær Fjendens Bytte vare;
 Hvis Væringerne ikke,
 De Nordens Mænd, til Striden
 Med Skjold og Vaaben blanke
 For Riget havde draget.

 51.
 De tapre i den Træfning
 Paa herligst Olaf kaldte,
 Thi paa hans Bistand ene
 Dens Udfald da bero’de,
 Hvor midt i Pilehaglen
 De stærke Skjolde revned,
 Mod hver af Kongens Kæmper
 Stod tredsindstyve Fjender.

 52.
 Og dog, i Spydes Iling,
 Som heftig Folket rysted,
 Saaes Hedninghærens Lykke,
 Som knejsed’ før, at styrte.
 Halvfemtehundred Helte,
 Af Nordmænd vel udsøgte,
 Som i den Strid der stedtes,
 Vandt hæderligste Sejer.

 53.
 Saa ædlest Drot beskytted
 De kæmper, snart med Glæde
 Vognborgen ned de brøde,
 Der Rovdyr Valen tærte.
 Det frelste Folk, udsmykket
 Med Byttets Guld, om saadan
 Stordaad af kjækkest Konning,
 Som Verden baader, talte.

 54.
 I nyest Digt mig sømmer
 Det Underværk at prise
 For Folk, som Kongen senest,
 Dog ej det mindste, gjorde.
 Guds, Verdens Læges, Styrke
 Som Drotten, vor Beskytter,
 Med herligst Held velsigner,
 Vi alle bør ophøje.

 55.
 En sorgfuld Kongens Tjener
 Af koldest Avind ramtes;
 Til Ondskab mangefoldig
 Tit Folkets Sind vildledes.
 Blandt gode Venner stundum
 Af Løgn optændes Striden;
 Og Freden blandt de Brave
 Af Hævnens Kraft maa brydes.

 56.
 Det fjendtligt Had udretted,
 En Præst at Voldsmænd grebe,
 Itu han Been paa Sanden
 Med tunge Køller sloge;
 Ej nok at saa lemlæstet
 Han laae, men Øjne begge
 For Elskovs-Blik beskyldte
 De ud af Hoved stunge.

 57.
 En værdig Lærers Tunge
 Med Knibtang de omspændte,
 Tre Gange Stykker skjare
 Af den med Kniv, hel farlig;
 Paa Stranden, saa behandlet
 Af Grusomhed, laa Manden,
 Ved mindre Smerte mangen
 Har maatet Døden lide.

 58.
 Han roses højt, den Konning,
 Som atter lod den Fromme
 Af Fødder, Øjne, Tunge
 Den bedste Nytte have;
 Af hellig Olafs Hænder
 Den hele Skade lægtes;
 Hvo Ondt om Herrens Tjener
 Tør mæle, straffet vorder.

 59.
 Det troe og ædle Vidne
 Vist alskens Fylde nyder
 Af Salighed, - ja, større
 End nogens Tanke fatter.
 Hver Fyrste, som vor Frelsers
 Trofaste Ven paa Jorden
 Seer sligt udrette, - synde
 Ej meer; hans Redning vente.

 60.
 Ung blev den Konning heden
 Fra store Sorger tagen,
 Gud fleste Venner plejer
 Med Kummer saa at prøve.
 Han, som sit Folk helbreder,
 I højest Fryd nu lever
 Der, hvor man uden Ende
 Kan Himlens Styrer skue.

 61.
 Hvo er vel her i Livet
 Saa viis, at han den Glands, som
 Solkongens Straale spreder
 Om egen Grav, udsiger?
 Hvor trofast Himmel-Konge
 Sin Ven til Bistand kommer,
 Et Skrin for Helligdommen
 Skjønt prydet sees af Folket.

 62.
 Her Erkebispesædets
 Magtrige Formænd samles,
 Dem Solens Riges Hersker
 Med højest Kraft beskjærmer.
 Af Herrens Kors nu helligt
 Træ i vor Stad bevares;
 ”Al Verdens Overkonge!
 Os frelse du!” vi bede.

 63.
 Af gjævest Olafs Mildhed
 Vi nyde godt; al Verden
 Til den maa trænge; Digtet
 Forkynder Drottens Hæder
 Sig Landets Folk dog bøje
 For Himlens største Konning;
 I Modgang selv lyksalig
 Er den, hans Gunst har vundet.

 64.
 Kun saa af meget mange
 Fredsaligst Olafs Jærtegn
 Fortaltes; tydelige
 Fra Skaldens Stol de løde.
 Vist hver, der slig en Fyrste
 Kan værdigen berømme,
 Af Solens Flammes Hersker,
 Den Højeste, vil yndes.

 65.
 At Frelserens trofaste,
 Berømte Ven forløser
 Af Kval og Nød de Gode,
 Som fast ved Troen holde;
 De Mænd, der Kongen prise
 Som Krists, den stærkes, Yndling
 For hele Folket dette
 Hans Æredigt forkynde!

 66.
 For Kongeslægten Olafs,
 Den Helliges, Bedrifter
 Jeg sang; og heldig Hjertets
 Veltalenhed dem tolked’.
 Hvis Kvadet Folk vil tækkes,
 Os herligst Løn han giver:
 Velsignelse fra Herren;
 Den ædelt Digt beskytter.

 67.

 Vist denne Sang med gylden
 Ring vilde lønnet blive,
 Hvis nu den tavse Konning,
 Hin ældre Sigurd, leved;
 Hans Gavmildhed jeg kjendte,
 Paa Guld han aldrig sparte -
 Og derfor det mig sømmer
 At hædre Drottens Minde.

 68.
 Din Bøn, kraftige Fyrste!
 Al Fyldest gjort jeg haver,
 Og prist den høje Hersker
 Saa godt jeg digte kunde.
 Siig, Ypperlige! Folket,
 Om Held dertil mig undtes -
 Skjønt Himmelkongens Hæder
 Er Hjertet kjær - jeg tier.</blockquote>

<div class="toccolours">'''Kilder:'''

1. Oldnordiske Sagaer - Kong Olaf den Helliges Saga, Bind 4-5, oversatte af [[C. C. Rafn]], København, 1831
 2. [[Finnur Jónsson]]: Den norsk-islandske Skjaldedigtning, Bind 1-2, København, 1912-15

''Titel, disposition, strofernes nummerering og evt. indskudte bemærkninger følger Finnur Jónsson. De steder, hvor oversætteren har udeladt en strofe, er Finnur Jónssons udgave af strofen indsat. (Dette er altid markeret tydeligt.)''

''Finnur Jónssons oversættelse er strengt taget mere en parafrase end en oversættelse, idet kenninger som regel gengives med et enkelt ord. Kvadets indhold går forud for dets form. Jónssons eget mål var, at den danske oversættelse skulle "være til praktisk nytte."''</div>

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Dróttkvæði og Rímur]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:C. C. Rafn]]

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 11. mai 2018 kl. 07:37
Linje 25:		Linje 25:


−	Oversættelse: [[~~C. C. Rafn~~]] ~~(1831)~~</center>	+	<br>Udgiven i Oversættelse af <br>[[Det kongelige  nordiske Oldskriftselskab]] </center>

@@ Linje 10: / Linje 10: @@
 |-
 |}
 {| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"