Studier over Vinlandsrejserne - Revisjonshistorikk

Carsten på 15. apr. 2025 kl. 21:23

2025-04-15T21:23:02Z

Knut på 27. feb. 2024 kl. 08:52

2024-02-27T08:52:08Z

Jesper på 4. mar. 2019 kl. 17:31

2019-03-04T17:31:55Z

Vis endringer

Jesper på 4. mar. 2019 kl. 17:25

2019-03-04T17:25:35Z

Jesper på 4. mar. 2019 kl. 17:22

2019-03-04T17:22:42Z

Knut på 4. mar. 2019 kl. 16:33

2019-03-04T16:33:54Z

Knut på 4. mar. 2019 kl. 08:22

2019-03-04T08:22:32Z

Knut på 4. mar. 2019 kl. 08:20

2019-03-04T08:20:23Z

Vis endringer

Knut på 26. feb. 2019 kl. 09:46

2019-02-26T09:46:25Z

Knut på 26. feb. 2019 kl. 09:44

2019-02-26T09:44:22Z

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 15. apr. 2025 kl. 21:23
Linje 10:		Linje 10:


−	<center><big>'''Studier over Vinlandsrejserne'''</big>	+	<center>'''[[Grønland og Vinland\|Temaside: Grønland og Vinland]]'''<br><br>
		+	<big>'''Studier over Vinlandsrejserne'''</big>

	<br>Af '''[[Gustav Storm biografi\|Gustav Storm]]'''		<br>Af '''[[Gustav Storm biografi\|Gustav Storm]]'''

@@ Linje 12: / Linje 12: @@
 <center><big>'''Studier over Vinlandsrejserne'''</big>
-<br>Af '''Gustav Storm'''
+<br>Af '''[[Gustav Storm biografi|Gustav Storm]]'''
 <br><br>''Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie''<br>Det kongelige nordiske Oldskrift-selskab<br>Kjøbenhavn<br>1887</center>

@@ Linje 150: / Linje 150: @@
 . ''Udgangspunktet.'' Det er værd at lægge Mærke til de forskjellige Udgangspunkter for de to Reiser for at finde Vinland igjen efter Leivs Opdagelse. Erik røde og hans Søn Thorstein drager ud fra selve Eriksfjorden, men forfeiler Veien og kommer ud i det aabne Atlanterhav. Men det andet Tog under Karlsevne tager sit Udgangspunkt længer i Vest, i Vesterbygden eller nærmere bestemt fra hans Hustrus Gaard Lysefjorden. Grunden til denne Afvigelse maa vistnok søges i en Plan, lagt om Vinteren efter det uheldige Søtog; man har iagttaget, at Udgangspunktet ved det forrige Tog var lagt for langt øst og at det gjaldt at søge vestligere, d. e. at Helleland laa vestenfor Østerbygden i Grønland. Betydningen af dette har man i nyere Tid ikke forstaaet, fordi man, forledet af Bjørn af Skardzá, søgte Lysefjorden nordligst i den gamle Vesterbygd, ved Isartokfjorden i »Sukkertoppens Distrikt«, altsaa ved 65 1/2&#186; N. B. Den gamle Fortegnelse i Flatøbogen over Kirkerne paa Grønland, hvor disse opregnes nordefter ligefra Herjulfsnes, nævner Vesterbygdens Kirker i den Orden: Sandnes i Lysefjord, Hóp i Agnefjord og Anavik i Rangefjord; Lysefjord er altsaa den sydligste Fjord i Vesterbygden, hvad der ogsaa passer bedst til, at den blev koloniseret allerede i Erik den rødes Tid. En Sammenligning mellem Bjørn af Skardzá's »Vetus Chorographia« og Arngrim Jónssons »Gronlandia«, der benytter samme Værk i en bedre Skikkelse, viser nu ogsaa, at Arngrímr Jónsson har bevaret en Fjordfortegnelse for Vesterbygden, som Bjørn af Skardzá har sprunget over. Denne Fjordfortegnelse, der ligesom hele Chorografien opregner Fjordene søndenfra nordover, lyder for Vesterbygden saaledes: Lysufiördur, Hornafiördur, Andafiördur, Suartifiördur, Agnafiördur, Rangafiördur, Leyrufiördur, Lodinsfiördur, Straumsfiördur og Einarsfiördur (de i Flatøbogen nævnte Fjorde er her udhævede, og sees her at være opregnede i samme Orden). Lysefjorden er altsaa den sydligste Fjord i Vesterbygden og kan da med Rimelighed identificeres med Fiskerfjorden i Fiskernæssets Distrikt ved 63&#186; N. B. Men Fiskernæsset ligger paa 5O 1/2&#186; V. Længde (fra Greenwich), altsaa omtrent 5 Grader vestligere end Brattelid i Eriksfjorden (Kaksiarsuk ved Tunugdliarfik-Fjorden)<ref> Uagtet Udgiverne af Grønl. hist. Mind. søger Einarsfjorden i Igalikko og Eriksfjorden i Tunugdliarfik, har det ikke hindret dem i at identificere Igalikko med Brattelid. Igalikko er utvivlsomt Garde, thi dette sees i Flatøbogen (Grønl. hist. Mind. II, 706) at ligge »paa Eidet« (nemlig mellem Eriksfjord og Einarsfjord). </ref>; Lysefjorden laa saaledes mindst 30 geogr. Mil længere mod Vest end Eriksfjorden og saaledes meget fordelagtigere for en Søreise i sydvestlige Farvande.
-[[Fil:Fig. 4 Studier over Vinlandsrejserne Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie 1887.png|thumb|400px|Fig. 4.]]2. ''Helleland.'' Dette Land naaes fra Vesterbygden i »to Dagsreiser« med Nordenvind; i dets Beskrivelse omtales kun store Heller paa 12 Alens Længde og Polarræve; det er altsaa et ubeboet, nordligt, stenfuldt Land. I Grþ. angives Afstanden fra Helluland til Herjulfsnes i Østerbygden til 4 Dagsreiser, og Landet siges at ligge i Sydvest for Herjulfsnes ; dette er ikke nogen væsentlig Afvigelse, thi Herjulfsnes (Igikeit) ligger omtr. 6 1/2 Længdegrad østenfor Lysefjorden, Retningen bliver altsaa N. O. — S. V., og Afstanden maa da ogsaa være større. Ogsaa i andre islandske Skrifter regnes Helleland for et ugjæstmildt Land i Syd eller Sydvest for Grønland. De gamle Chorografier<ref>Grønl. hist. Mind. III, 216. 220. </ref> sige, at Helleland ligger søndenfor Grønland, men Forf. af Ørvaroddssaga lader sin Helt søge Helleland i Grønlandshavet i S. V. for Grønland (&#596;: Grønlands Sydspids)<ref>) »Siðan sigla þeir þartil er þeir kvomu i Grænlandshaf,  snúa þa suðr ok vestr fyri landit«. Fornaldar-sögur Norðrlanda II, 248. </ref>. Nøiagtigt i Syd for Vesterbygden (Lysefjord) findes intet Land, thi selv det østligste Punkt af Newfoundland (Cap Spear ved 52&#186; 40') ligger dog lidt vestenfor Fiskernæsset. Men i det hele ligger dog baade Labrador og Newfoundland saaledes, at man med nordlig Vind kan naa til dem fra Fiskernæsset. Fra dette Udgangspunkt vilde det nærmeste Land være Labrador ved Cape Webuck (55&#186; N. B.), men selv her er Afstanden 105—110 g. Mile; til Nordspidsen af Newfoundland (Cape Bould ved 51 ° 40') er Afstanden omtrent 135 Mil, og hvis Reisen er gaaet mere direkte syd og man har naaet den østlige Del af Newfoundland, endog c. 150 Mil. Da det er klart, at Helleland maa være det nærmeste Land fra Grønland af, tør det være rigtigst at foretrække Labrador, skjønt Nordhalvøen af Newfoundland ikke endnu er helt udelukket.
+[[Fil:Fig. 4 Studier over Vinlandsrejserne Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie 1887.png|thumb|400px|Fig. 4.]]2. ''Helleland.'' Dette Land naaes fra Vesterbygden i »to Dagsreiser« med Nordenvind; i dets Beskrivelse omtales kun store Heller paa 12 Alens Længde og Polarræve; det er altsaa et ubeboet, nordligt, stenfuldt Land. I Grþ. angives Afstanden fra Helluland til Herjulfsnes i Østerbygden til 4 Dagsreiser, og Landet siges at ligge i Sydvest for Herjulfsnes ; dette er ikke nogen væsentlig Afvigelse, thi Herjulfsnes (Igikeit) ligger omtr. 6 1/2 Længdegrad østenfor Lysefjorden, Retningen bliver altsaa N. O. — S. V., og Afstanden maa da ogsaa være større. Ogsaa i andre islandske Skrifter regnes Helleland for et ugjæstmildt Land i Syd eller Sydvest for Grønland. De gamle Chorografier<ref>Grønl. hist. Mind. III, 216. 220. </ref> sige, at Helleland ligger søndenfor Grønland, men Forf. af Ørvaroddssaga lader sin Helt søge Helleland i Grønlandshavet i S. V. for Grønland (&#596;: Grønlands Sydspids)<ref>»Siðan sigla þeir þartil er þeir kvomu i Grænlandshaf,  snúa þa suðr ok vestr fyri landit«. Fornaldar-sögur Norðrlanda II, 248. </ref>. Nøiagtigt i Syd for Vesterbygden (Lysefjord) findes intet Land, thi selv det østligste Punkt af Newfoundland (Cap Spear ved 52&#186; 40') ligger dog lidt vestenfor Fiskernæsset. Men i det hele ligger dog baade Labrador og Newfoundland saaledes, at man med nordlig Vind kan naa til dem fra Fiskernæsset. Fra dette Udgangspunkt vilde det nærmeste Land være Labrador ved Cape Webuck (55&#186; N. B.), men selv her er Afstanden 105—110 g. Mile; til Nordspidsen af Newfoundland (Cape Bould ved 51 ° 40') er Afstanden omtrent 135 Mil, og hvis Reisen er gaaet mere direkte syd og man har naaet den østlige Del af Newfoundland, endog c. 150 Mil. Da det er klart, at Helleland maa være det nærmeste Land fra Grønland af, tør det være rigtigst at foretrække Labrador, skjønt Nordhalvøen af Newfoundland ikke endnu er helt udelukket.
 Allerede i Ørvaroddssaga, der vistnok er digtet i 14de Aarhundrede, nævnes i et Vers »Hellulands hrauns óbygðir« &#596;: Hellelands vulkanske Ørkner<ref>Fornaldar-sögur Norðrlanda IL 318. </ref>; Forfatteren har altsaa udstyret Helleland med det islandske Tilbehør til et Ørkenland, Vulkaner eller ialfald Lavamarker. Et lignende Udstyr har Helleland faaet i Flatøbogens Grþ., nemlig Jøkler. Begge Dele er lige meget opdigtede, hverken Labrador eller Newfoundland har Vulkaner eller Jøkler {''glaciers''). Men i de senere islandske Eventyrsagaer er dette blevet til en fuldstændig Kjendsgjerning, og det har ført til, at i Bárðarsaga Snæfellsáss, i Þáttr af Gunnari Keldugsnúpsfifl,  i Hálfdanarsaga Brönufóstra og i Saga af Hálfdani Eysteinssyni er Helluland bleven flyttet mere og mere mod Nord; det ligger nu nordenfor eller endog nordøst for Grønland og strækker sig henimod Bjarmeland eller Finnmarken<ref>Se Uddragene i grønl. hist. Mind. (III, 516—24), som dog maa kontrolleres efter de nyere Udgaver</ref>. Derved kom i nyere Tid Bjørn af Skardzá til sin Theori om de to Hellelande: et nordligt større Helleland i Nordgrønland (Nordostgrønland) og et sydligt mindre Helleland i Sydvest for Grønland. Saaledes maa det nemlig forstaaes, naar han i sine »Grønlands Annaler« ved Uddraget af Bárðarsaga Snæfellsáss siger om »Hellulands obygdir« : »Þetta k&#491;llum vær nordur-óbygder Grænlandz og nordur -Grænland og Helluland hid mikla« , og ved Uddraget af den gamle Kursforskrift til Grønland: »hier heyrist ad kallader ero Grænlands óbygder eirninn hier nordur i landnordurshafi, lyka sem vestur Grænlandz óbygder millum vestre bygdar á Grænlandi og litlu Hellulands edur Marklandz«<ref>Grønl. hist. Mind. III, 212.</ref> eller, som han tydeligst har forklaret det i sin Afskrift af Erik rødes Saga i Anledning af det amerikanske Helleland: »Annad Helluland er j landnordr j nordurhafi sem kallast Helluland hid micla, eirnin af þeim hellu-ijs sem þar hefur fundinn verid«. Denne Theori var ganske naturlig og nødvendig, naar man troede lige meget paa Eventyrsagaerne som paa de historiske Sagaer, men burde nu kun have antikvarisk Interesse; imidlertid har Rafn benyttet Bjørns Theori til at skabe to Hellelande sønden for Grønland (»Helluland hit mikla« og »Helluland hit litla«), som han identificerer med Labrador og Newfoundland, — hvilket baade strider mod Bjørn Jónssons Ord og mod Vinlandssagaerne. Ved Hjælp af dette faar Rafn imidlertid det Helleland, som opdagedes paa Veien til Vinland, til at blive »Helluland hit litla« eller Newfoundland, — hvilket var nødvendigt for at faa Vinland flyttet sydover til Rhode-Island. Men dette strider endog mod Rafns egen Kilde Flatøbogen; thi naar der ikke findes Jøkler paa Labrador, findes saadanne endnu mindre paa Newfoundland.

@@ Linje 25: / Linje 25: @@
-Alle tidligere Undersøgelser om Vinlands geografiske  Beliggenhed er gaaet ud fra det Sted i Flatøbogens Grænlendingaþáttr, som beretter om Dagens Varighed ved Vintersolhverv i Vinland i disse Udtryk : dér (i Vinland) var mindre  Forskjel paa Dagenes Varighed end paa Grønland eller Island, Solen havde der Eykt-Stilling og Dagmaals-Stilling  ved Vintersolhverv (''meiri var þar jafndægri enn a Grænlandi eda Islandi, sol hafdi þar eyktarstad ok dagmalastad a skamdegi''<ref>Flateyjarbók, Kildeskriftfondets Udgave I 339. (Christiania 1860) </ref>). Vanskeligheden ved at forklare disse Ord laa i, at ''eykt'' paa Island og i Norge betyder dels et Tidspunkt om Eftermiddagen, som tilmed varierer efter den geografiske Bredde, dels en Del af Dagen (1/4). Paa Island faldt Tidspunktet ''eykt'' temmelig tidlig sammen med ''nón'' (Kl. 3), saa at ''eyktheilagr'' og ''nónheilagr dagr'' var det samme<ref>Grágás, Finsens Udgave, III 602. </ref>. Arngrímr Jónsson kunde derfor fortolke Stedet i Flatøbogen med, at Solen ved Vintersolhverv holder sig omtrent 6 Timer over Horizonten<ref>»Sol in ipso solstitio hyberno horas circiter 6 plus minus supra horizontem commorat«. »Gronlandia« , citeret efter Nr. 2876 qv. i gi. kgl. Samling.  Aarb. f. nord. Oldk. og Hist. 1887. 20 </ref>, altsaa fra Kl. 9 om Morgenen til Kl. 3 om Eftermiddagen. Denne Forklaring godkjender Torfæus i sin »Vinlandia» (1706); dog knytter han dertil den Bemærkning, at isaafald maa Observationen være unøiagtig, da den viser hen til en geografisk Bredde af 58&#186; 26'<ref> Efter Hr. Geelmuydens Beregning for mig rettere 59&#186; 6'. </ref>. I Tillæget til  »Vinlandia« har imidlertid Torfæus selv fremsat en ny Forklaring. Han havde i Graagaasens gamle Kristenret fundet en autentisk Forklaring over, hvad ''eykt'' var, nemlig: ''þa er eykt er ut-sudrs-ætt er deilld i þridiunga og hefir solinn geingna tvo luti enn einn ogeingin'', hvilket han oversætter: »Eykt vocatur, cum plaga coeli inter meridiem et occidentem in trientes distribuitur solque duas partes confecit, tertia vero restat«. Han forudsætter altsaa, at ''utsuðrsætt'' er Tiden fra, naar Solen staar i Syd (Kl. 12), og indtil den staar i Vest (Kl. 6),  og naar 2/3 af dette Tidsrum tages, blir ''Eykt'' Kl. 4 om Eftermiddagen, altsaa ''Dagmál'' Kl. 8 om Morgenen, og Dagens Længde ved Vintersolhverv 8 Timer, hvilket giver en Bredde af 49&#186; N. B. og kunde passe til Newfoundland eller den tilsvarende Kyst af Canada<ref> Se Addenda ad Vinlandiam S. 1 — 8. </ref>. Denne nye Fortolkning blev ved den Anseelse, som Torfæus's Skrifter fik i den lærde Verden, den mest udbredte i forrige Aarhundrede; vi finde den saaledes optaget af Joh. Reinh. Forster (1784)<ref> J. R. Forster, Geschichte der Entdeckungen und Schiffahrten im Norden S. 112. </ref>, og den blev ogsaa opretholdt i Begyndelsen af dette Aarhundrede hos Malte Brun (1812)<ref>Précis de la Géographie universelle I, 394. </ref>. Imidlertid led den af en dobbelt Feil: dels passede ikke Navnet Vinland stort bedre her, da Vinen selv i Canada kun naar til 47&#186; og slet ikke gror i Newfoundland, dels er Oversættelsen ''utsudrsætt'' med »plaga coeli inter meridiem et occidentem« absolut urigtig. ''Utsudrsætt'' er nemlig ikke »Tiden mellem Solens Stilling i Syd og Vest« , men den Ottendedel af Dagen, da Solen staar i Sydvest &#596;: Tiden fra Kl. 1 1/2 til  4 1/2,  og tages 2/3 heraf, bliver Eykt = Kl. 3 1/2 Eftm. Hermed var man jo ikke hjulpen, thi derved flyttes atter Vinland op til 53&#186; (altsaa Labrador). Men ved en sindrig Benyttelse af et Sted i Snorra-Edda lykkedes det Vicelagmand Páll Vidalin at linde en ny Forklaring, som bedre kunde tilfredsstille Klimatets Fordringer og blev kjendt i den lærde Verden gjennem Biskop Finn Jónsson<ref>Finni Johannæi Historia ecclesiastica Islandiæ 1 153 — 56. </ref>. Han tog sit Udgangspunkt fra Snorres Ord om Aarstiderne : »Høsten varer fra (Høst-) Jævndøgn , indtil Solen gaar ned i «Eyktarstað«, saa Vinter til (Vaar-) Jævndøgn, saa Vaar til Faredagene, saa Sommer til (Høst-) Jævndøgn«<ref>Sn.-Edda I 510. </ref>. Man forudsatte her,  at Vinterens Begyndelse faldt sammen med den kalendariske Vinters Begyndelse efter den islandske Kalender (Ugen 11te— 17de Oktober), og da man nu fandt, at Solen ved Snorres Gaard Reykholt gik ned 17de Oktober Kl. 4 1/2, sluttede man, at ''Eyktarstaðr'' var Kl. 4 1/2; Eykt selv blev da Tiden 3 1/2 — 4 1/2 og Stedet i Grágás S. 294<ref>Se Gerh. Schønings Norges Riiges Historie IH 419. </ref> kunde oversættes: »Da ansees Eykt begyndt, naar Solen har passeret  2/3 af Sydvest og har 1/3 tilbage«. Naar ''Eyktarstaðr'' var  Kl. 4 1/2 og i Overensstemmelse dermed ''Dagmálastaðr'' Kl. 7 1/2, fik man den korteste Dag i Vinland til 9 Timer, hvilket Prof. Thomas Bugge i Kjøbenhavn beregnede til Bredden 41&#186; 22&#186;. Her havde man endelig opnaaet en Bredde, der passede til Navnet Vinland, og Theorien vandt hurtig Udbredelse, især i den Form, som Rafn og Finn Magnusson gav den i »Antiquitates Americanæ« (1835), i »Annaler for nordisk Oldkyndighed (I (1840 — 41) og i »Grønlands historiske Mindesmærker« (1845). Siden den Tid har det gjældt for en fastslaaet historisk Sandhed, at det Sted, hvor Leiv Erikssøn landede og foretog den mærkelige Tidsobservation, var Kysten af Rhode Island ved 41&#186;24'&#186; 10'. Jeg skal her ikke opholde mig ved, at de to Støtter, som Rafn havde faaet for denne Beregning i to paastaaede Levninger fra Nordboernes Ophold i Ny-England, senere er rokkede: den paastaaede Indskrift i latinske Skrifttegn fra Dighton Rock ved Taunton River har vist sig at være en af de blandt Indianerne saa hyppige Billedindskrifter<ref> Schoolcraft, Historical and Statistical information respecting the history condition and prospect of the Indian tribes of the United States. Vol. 1 108—17. Jfr. E. Løffler, »The Vineland-excursions of the ancient Scandinavians« i Forhandlinger i Americanist-Congressen i Kjøbenhavn p. 70. </ref>, og Stenbygningen i Newport (det saakaldte »Baptisterium«) er bleven til en i 17de Aarhundrede (c. 1670) af Gouvernør Arnold bygget Vindmølle<ref>Palfrey, History of New-England I 55. </ref>. Værre er det, hvad Astronomen H. Geelmuyden har gjort mig opmærksom paa, at Bugges astronomiske Beregning ikke har taget Hensyn til Forandringen i Ekliptik-skraaheden siden 11te Aarhundrede og til Refraktionen; hvis dette gjøres, giver 9 Timers korteste Dag Bredden 42&#186; 21' (ved Boston). Derved flyttes vistnok Situationen kun lidet, men de geografiske Forhold her vil det blive vanskeligt eller rettere umuligt at forlige med Sagaernes Stedsbeskrivelse. Men værst for Theorien er det, at Lexikograferne alle som én nu nægter at godkjende Forklaringen af ''eyktarstaðr'' som Kl. 4 1/2 og ''eykt'' som Tiden 3 1/2 — 4 1/2. Dr. Vigfusson og Dr. Finsen er enige om, at ''eykt'' er et Tidspunkt (ikke Tidsrum) om Eftermiddagen, som altsaa falder sammen med ''Eyktarstaðr'' , og begge anfører talrige Steder for Identiteten med Non eller ialfald en Tid, som neppe er senere end Kl. 3 1/2, hvorved Vinlands Bredde maatte blive 53&#186;. Det siger sig selv, at isaafald er Stedet ubrugeligt, og at en anden Forklaring maa søges.
+Alle tidligere Undersøgelser om Vinlands geografiske  Beliggenhed er gaaet ud fra det Sted i Flatøbogens Grænlendingaþáttr, som beretter om Dagens Varighed ved Vintersolhverv i Vinland i disse Udtryk : dér (i Vinland) var mindre  Forskjel paa Dagenes Varighed end paa Grønland eller Island, Solen havde der Eykt-Stilling og Dagmaals-Stilling  ved Vintersolhverv (''meiri var þar jafndægri enn a Grænlandi eda Islandi, sol hafdi þar eyktarstad ok dagmalastad a skamdegi''<ref>Flateyjarbók, Kildeskriftfondets Udgave I 339. (Christiania 1860) </ref>). Vanskeligheden ved at forklare disse Ord laa i, at ''eykt'' paa Island og i Norge betyder dels et Tidspunkt om Eftermiddagen, som tilmed varierer efter den geografiske Bredde, dels en Del af Dagen (1/4). Paa Island faldt Tidspunktet ''eykt'' temmelig tidlig sammen med ''nón'' (Kl. 3), saa at ''eyktheilagr'' og ''nónheilagr dagr'' var det samme<ref>Grágás, Finsens Udgave, III 602. </ref>. Arngrímr Jónsson kunde derfor fortolke Stedet i Flatøbogen med, at Solen ved Vintersolhverv holder sig omtrent 6 Timer over Horizonten<ref>»Sol in ipso solstitio hyberno horas circiter 6 plus minus supra horizontem commorat«. »Gronlandia« , citeret efter Nr. 2876 qv. i gi. kgl. Samling.  Aarb. f. nord. Oldk. og Hist. 1887. 20 </ref>, altsaa fra Kl. 9 om Morgenen til Kl. 3 om Eftermiddagen. Denne Forklaring godkjender Torfæus i sin »Vinlandia» (1706); dog knytter han dertil den Bemærkning, at isaafald maa Observationen være unøiagtig, da den viser hen til en geografisk Bredde af 58&#186; 26'<ref> Efter Hr. Geelmuydens Beregning for mig rettere 59&#186; 6'. </ref>. I Tillæget til  »Vinlandia« har imidlertid Torfæus selv fremsat en ny Forklaring. Han havde i Graagaasens gamle Kristenret fundet en autentisk Forklaring over, hvad ''eykt'' var, nemlig: ''þa er eykt er ut-sudrs-ætt er deilld i þridiunga og hefir solinn geingna tvo luti enn einn ogeingin'', hvilket han oversætter: »Eykt vocatur, cum plaga coeli inter meridiem et occidentem in trientes distribuitur solque duas partes confecit, tertia vero restat«. Han forudsætter altsaa, at ''utsuðrsætt'' er Tiden fra, naar Solen staar i Syd (Kl. 12), og indtil den staar i Vest (Kl. 6),  og naar 2/3 af dette Tidsrum tages, blir ''Eykt'' Kl. 4 om Eftermiddagen, altsaa ''Dagmál'' Kl. 8 om Morgenen, og Dagens Længde ved Vintersolhverv 8 Timer, hvilket giver en Bredde af 49&#186; N. B. og kunde passe til Newfoundland eller den tilsvarende Kyst af Canada<ref> Se Addenda ad Vinlandiam S. 1 — 8. </ref>. Denne nye Fortolkning blev ved den Anseelse, som Torfæus's Skrifter fik i den lærde Verden, den mest udbredte i forrige Aarhundrede; vi finde den saaledes optaget af Joh. Reinh. Forster (1784)<ref> J. R. Forster, Geschichte der Entdeckungen und Schiffahrten im Norden S. 112. </ref>, og den blev ogsaa opretholdt i Begyndelsen af dette Aarhundrede hos Malte Brun (1812)<ref>Précis de la Géographie universelle I, 394. </ref>. Imidlertid led den af en dobbelt Feil: dels passede ikke Navnet Vinland stort bedre her, da Vinen selv i Canada kun naar til 47&#186; og slet ikke gror i Newfoundland, dels er Oversættelsen ''utsudrsætt'' med »plaga coeli inter meridiem et occidentem« absolut urigtig. ''Utsudrsætt'' er nemlig ikke »Tiden mellem Solens Stilling i Syd og Vest« , men den Ottendedel af Dagen, da Solen staar i Sydvest &#596;: Tiden fra Kl. 1 1/2 til  4 1/2,  og tages 2/3 heraf, bliver Eykt = Kl. 3 1/2 Eftm. Hermed var man jo ikke hjulpen, thi derved flyttes atter Vinland op til 53&#186; (altsaa Labrador). Men ved en sindrig Benyttelse af et Sted i Snorra-Edda lykkedes det Vicelagmand Páll Vidalin at linde en ny Forklaring, som bedre kunde tilfredsstille Klimatets Fordringer og blev kjendt i den lærde Verden gjennem Biskop Finn Jónsson<ref>Finni Johannæi Historia ecclesiastica Islandiæ 1 153 — 56. </ref>. Han tog sit Udgangspunkt fra Snorres Ord om Aarstiderne : »Høsten varer fra (Høst-) Jævndøgn , indtil Solen gaar ned i «Eyktarstað«, saa Vinter til (Vaar-) Jævndøgn, saa Vaar til Faredagene, saa Sommer til (Høst-) Jævndøgn«<ref>Sn.-Edda I 510. </ref>. Man forudsatte her,  at Vinterens Begyndelse faldt sammen med den kalendariske Vinters Begyndelse efter den islandske Kalender (Ugen 11te— 17de Oktober), og da man nu fandt, at Solen ved Snorres Gaard Reykholt gik ned 17de Oktober Kl. 4 1/2, sluttede man, at ''Eyktarstaðr'' var Kl. 4 1/2; Eykt selv blev da Tiden 3 1/2 — 4 1/2 og Stedet i Grágás S. 294<ref>Se Gerh. Schønings Norges Riiges Historie IH 419. </ref> kunde oversættes: »Da ansees Eykt begyndt, naar Solen har passeret  2/3 af Sydvest og har 1/3 tilbage«. Naar ''Eyktarstaðr'' var  Kl. 4 1/2 og i Overensstemmelse dermed ''Dagmálastaðr'' Kl. 7 1/2, fik man den korteste Dag i Vinland til 9 Timer, hvilket Prof. Thomas Bugge i Kjøbenhavn beregnede til Bredden 41&#186; 22&#186;. Her havde man endelig opnaaet en Bredde, der passede til Navnet Vinland, og Theorien vandt hurtig Udbredelse, især i den Form, som Rafn og Finn Magnusson gav den i »Antiquitates Americanæ« (1835), i »Annaler for nordisk Oldkyndighed (I (1840 — 41) og i »Grønlands historiske Mindesmærker« (1845). Siden den Tid har det gjældt for en fastslaaet historisk Sandhed, at det Sted, hvor Leiv Erikssøn landede og foretog den mærkelige Tidsobservation, var Kysten af Rhode Island ved 41&#186;24'&#186; 10'. Jeg skal her ikke opholde mig ved, at de to Støtter, som Rafn havde faaet for denne Beregning i to paastaaede Levninger fra Nordboernes Ophold i Ny-England, senere er rokkede: den paastaaede Indskrift i latinske Skrifttegn fra Dighton Rock ved Taunton River har vist sig at være en af de blandt Indianerne saa hyppige Billedindskrifter<ref> Schoolcraft, Historical and Statistical information respecting the history condition and prospect of the Indian tribes of the United States. Vol. 1 108—17. Jfr. E. Løffler, »The Vineland-excursions of the ancient Scandinavians« i Forhandlinger i Americanist-Congressen i Kjøbenhavn p. 70. </ref>, og Stenbygningen i Newport (det saakaldte »Baptisterium«) er bleven til en i 17de Aarhundrede (c. 1670) af Gouvernør Arnold bygget Vindmølle<ref>Palfrey, History of New-England I 55. </ref>. Værre er det, hvad Astronomen H. Geelmuyden har gjort mig opmærksom paa, at Bugges astronomiske Beregning ikke har taget Hensyn til Forandringen i Ekliptik-skraaheden siden 11te Aarhundrede og til Refraktionen; hvis dette gjøres, giver 9 Timers korteste Dag Bredden 42&#186; 21' (ved Boston). Derved flyttes vistnok Situationen kun lidet, men de geografiske Forhold her vil det blive vanskeligt eller rettere umuligt at forlige med Sagaernes Stedsbeskrivelse. Men værst for Theorien er det, at Lexikograferne alle som én nu nægter at godkjende Forklaringen af ''eyktarstaðr'' som Kl. 4 1/2 og ''eykt'' som Tiden 3 1/2 — 4 1/2. Dr. Vigfusson og Dr. Finsen er enige om, at ''eykt'' er et Tidspunkt (ikke Tidsrum) om Eftermiddagen, som altsaa falder sammen med ''Eyktarstaðr'', og begge anfører talrige Steder for Identiteten med Non eller ialfald en Tid, som neppe er senere end Kl. 3 1/2, hvorved Vinlands Bredde maatte blive 53&#186;. Det siger sig selv, at isaafald er Stedet ubrugeligt, og at en anden Forklaring maa søges.
 [[Fil:Fig. 1 Studier over Vinlandsrejserne Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie 1887.png|thumb|400px|Fig. 1.]]Alle de islandske Fortolkere er gaaet ud fra, at Klokkeslettet kan bestemmes, og kun Arngrímr Jónsson har udtrykkelig bemærket, at Beregningen kanske ikke er saa nøiagtig, da Leiv Erikssøn naturligvis ikke havde Tidsmaalere. Selvfølgelig er dette rigtigt, og Hr. Geelmuyden har rigtig hævdet, at Stedet i Grágás (S. 294) kan kun forstaaes, naar man indseer, at her ikke er Tale om Klokkeslet, men om visse horizontale Retninger, hvori Solen sees. Han oversætter: »Da er Eykt, naar Sydvest er delt i Tredjedele og Solen er naaet gjennem 2 Tredjedele og har én tilbage« og tilføjer: »Da Utsuðrsætt er den Octant af Horizonten, som har Sydvest i Midten, altsaa mellem 22.5&#186; og 67.5&#186; Azimut, saa bliver Eyktarstaðr i Retningen 22.5&#186; + 2/3 . 45&#186; -=52.5&#186; fra Syd til Vest«.
@@ Linje 31: / Linje 31: @@
 »Beregnes den Bredde, hvor Solen gaar ned i denne Retning paa den korteste Dag (i det 11te Aarhundrede),  finder man 49&#186;  55'. Her eller sydligere maa altsaa Iagttagelsen være gjort»<ref>Arkiv f. nordisk Filologi III 128. </ref>.
-Dette svarer ganske til mine Erfaringer fra Norge; thi ogsaa her er Eykt (Øykt) et Tidspunkt om Eftermiddagen, men dette varierer i de forskjellige Landsdele. Min forrige Collega Prof. Sexe, selv født i Hardanger, har forklaret mig, at Bestemmelsen af Tiden i hans Fødeegn i hans Ungdom altid skete efter Solens Stilling — ikke efter Ur, som dengang var lidet kjendt — og Øykt eller Eyktardag var det Tidspunkt om Eftermiddagen, »naar, som man sagde. Solen staar i ''Øyktarstad''« (han brugte dette Udtryk, uden at kjende til dets Forekomst i de gamle Skrifter), og »Øyktarstad« vidste man altid at finde paa Retningen. Denne Forklaring er nu ogsaa godkjendt i nyeste Udgave af Dr. Fritzners Ordbog over det gi. norske Sprog (I 358).
+Dette svarer ganske til mine Erfaringer fra Norge; thi ogsaa her er Eykt (Øykt) et Tidspunkt om Eftermiddagen, men dette varierer i de forskjellige Landsdele. Min forrige Collega Prof. Sexe, selv født i Hardanger, har forklaret mig, at Bestemmelsen af Tiden i hans Fødeegn i hans Ungdom altid skete efter Solens Stilling — ikke efter Ur, som dengang var lidet kjendt — og Øykt eller Eyktardag var det Tidspunkt om Eftermiddagen, »naar, som man sagde. Solen staar i ''Øyktarstad''« (han brugte dette Udtryk, uden at kjende til dets Forekomst i de gamle Skrifter), og »Øyktarstad« vidste man altid at finde paa Retningen. Denne Forklaring er nu ogsaa godkjendt i nyeste Udgave af Dr. Fritzners Ordbog over det gl. norske Sprog (I 358).
 Det tør efter dette ansees for givet, at Vinland ligger ikke nordligere end 49&#186; 55'; nogen Sydgrænse for Observationen kan ikke gives, thi den næste Angivelse af Solens Stilling i Horizonten er »miðmundastaðr utsuðrs ok vestrs« (VSV = 67.5&#186;, og saa langt mod Vest naar ingensteds Solen ved Vintersolhverv. Hvor langt mod Syd Vinland ligger, kan af dette Sted ikke sees. Hvad der bliver det sikkre er, at denne Situation virkelig kunde observeres i Vinland, og at saaledes visselig Nordboerne fra Grønland maa være langs Amerikas Østkyst naaet indtil 49&#186; 55' og maaske sydligere.
@@ Linje 55: / Linje 55: @@
 I islandske Haandskrifter fra 14de og 15de Aarhundrede findes bevaret en kort Jordbeskrivelse, som dels stammer fra latinske Kilder, men dels fra den bereiste Abbed Nikolaus af Thingeyre (&dagger; 1159). I det Haandskrift (AM. 192 8vo), som netop indeholder Oplysninger om Abbed Nikolaus's Forfatterskab, findes her ved Omtalen af Landene vest og sydvest for Island et Stykke om Vinlands Opdagelse , som derfor tør ansees for at være meget gammelt og ialfald kan stamme fra Nikolaus. Det bør derfor gjengives her: »Søndenfor Grønland er Helluland, dernæst er Markland, saa er der ikke langt til Vinland det gode, som nogle mene hænger sammen med Afrika, og hvis saa er, da maa Verdenshavet (''úthaf'') falde ind mellem Vinland og Markland. Det er sagt, at Thorfinn Karlsevne huggede et Træ til en »húsa-snotra«<ref>Et Skibs-redskab af uvis Bestemmelse, se Egilssons Lexicon s. V. snotra. </ref> og derefter for at søge Vinland det gode og kom der, hvor man troede dette Land at være, men fik ikke undersøgt det og ikke sat sig fast der. Leiv den heppne fandt først Vinland, og da (&#596;: paa den Reise) fandt han Kjøbmænd i Livsfare paa Søen, og frelste dem ved Guds Naade; han indførte ogsaa Kristendom paa Grønland, og den voxede saa, at der blev sat en Biskopstol, nemlig i Garde«<ref>Antiquitates Americanæ S. 291. Grønl. hist. Mind. III 220. </ref>. Denne Efterretning, der ganske stemmer med Are frode og Kristnisaga, og supplerer disse, viser, at den ældre islandske Tradition fastholdt paa den ene Side, at man søndenfor Grønland havde opdaget tre Lande — men ogsaa kun tre — (Helluland, Markland og Vinland), og paa den anden Side, at det sydligste af disse Lande havde Leiv Erikssøn fundet paa den Reise fra Norge, da han drog hjem for at indføre Kristendommen paa Grønland, og at senere Thorfinn Karlsevne foretog did en virkelig Opdagelsesreise, men som ikke førte til nogen varig Kolonisation. Thorfinns Reise synes her ligefrem at betegnes som første og sidste Undersøgelsesreise til Vinland, efterat dette Land mere tilfældigt var truffet af Leiv Erikssøn.
-Ogsaa fra den senere klassiske Tidsalder i den islandske Literatur har vi enkelte Efterretninger om den sidstnævnte Opdagelsesreise. I Eyrbyggjasaga, der er skrevet c. 1250, berettes, at »Sommeren efter Eyrbyggernes og Alptfirdingernes Forlig (&#596;: Aar 1000) drog Snorre og Thorleiv Kimbe, Thorbrands Sønner, til Grønland; efter Thorleiv Kimbe er opkaldt Kimbevaag mellem Jøklerne, men Snorre drog med Karlsevne til Vinland det gode, og da de kjæmpede med Skrælingerne der paa Vinland, faldt Snorres Søn Thorbrand i Kampen«<ref>Eyrbyggja saga ed. Vigfusson S. 91 — 92. Antiq. Arner. 195. Grønl. hist. Mind. I. 716. </ref>. I Grettissaga (c. 1290) omtales en anden af Deltagerne i dette Tog, Thorhallr Gamlason; han sees her senere at være vendt tilbage til Island, hvor han kjøbte sig Gaard i Hrutafjorden og efter sit Vinlandstog fik beholde Tilnavnet Vinlendingr<ref>Grettissaga (Kbh. 1859), S. 22 og 70. Paa 1ste Sted er Navnet forvansket til Vindlendingr, paa 2det til Viðlendingr. Vigfusson har i Icelandic Prose Reader« (S. 381) gjort opmærksom paa den rette Form, men forvexler ellers her »Thorhallr Gamlason« med »Thorhallr Veiðimaðr«.</ref>.
+Ogsaa fra den senere klassiske Tidsalder i den islandske Literatur har vi enkelte Efterretninger om den sidstnævnte Opdagelsesreise. I Eyrbyggjasaga, der er skrevet c. 1250, berettes, at »Sommeren efter Eyrbyggernes og Alptfirdingernes Forlig (&#596;: Aar 1000) drog Snorre og Thorleiv Kimbe, Thorbrands Sønner, til Grønland; efter Thorleiv Kimbe er opkaldt Kimbevaag mellem Jøklerne, men Snorre drog med Karlsevne til Vinland det gode, og da de kjæmpede med Skrælingerne der paa Vinland, faldt Snorres Søn Thorbrand i Kampen«<ref>Eyrbyggja saga ed. Vigfusson S. 91 — 92. Antiq. Arner. 195. Grønl. hist. Mind. I. 716. </ref>. I Grettissaga (c. 1290) omtales en anden af Deltagerne i dette Tog, Thorhallr Gamlason; han sees her senere at være vendt tilbage til Island, hvor han kjøbte sig Gaard i Hrutafjorden og efter sit Vinlandstog fik beholde Tilnavnet Vinlendingr<ref>Grettissaga (Kbh. 1859), S. 22 og 70. Paa 1ste Sted er Navnet forvansket til Vindlendingr, paa 2det til Viðlendingr. Vigfusson har i Icelandic Prose Reader (S. 381) gjort opmærksom paa den rette Form, men forvexler ellers her »Thorhallr Gamlason« med »Thorhallr Veiðimaðr«.</ref>.
 Dette er de ældste islandske Beretninger om Vinlandsreiser. De ere kortfattede og omfatter kun Hovedtrækkene, men de vidne dog for en enstemmig Tradition, der naar tilbage til Are frode og gjennem ham til det 11te Aarhundrede, om at Leiv den heppne har fundet Vinland Aar 1000, og at senere Thorfinn Karlsevne er reist ud for at kolonisere det nævnte Land, som han dog efter Kampe med »Skrælingerne« maatte opgive.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 4. mar. 2019 kl. 16:33
Linje 41:		Linje 41:


−	Det ældste Vidnesbyrd om Vinlands Opdagelse giver Mag. Adam af Bremen, som under sit Ophold ved det danske Hof c. 1070 samlede Efterretninger bl. a. om de nordiske Landes Geografi og publicerede dem i sin »Descriptio insularum aquilonis«. Denne Beretnings Betydning skal senere omtales; her skal først fremhæves, at dens Ejendommeligheder have tjent mod sin Hensigt, idet de, saalænge de islandske Traditioner var ukjendte, maatte vække Tvivl om dens Paalidelighed. Efterat Adam nemlig har skildret Øerne i Havet om Norge — Orknøerne og Island — dels efter klassiske, dels efter nordiske Beretninger, gaar han over til at opregne de Øer, som i nyere Tid er bleven kjendt og som ligger »dybere i Oceanet«, og det er først Grønland »oppe imod Sveriges eller de Riphæiske Fjelde« 5 eller 7 Dagsreiser fra Norge, dernæst det noget nærmere Halagland, hvor Solen er oppe i 14 Dage om Sommeren, samt endelig ''Vinland'' (»kaldet saa, fordi der voxer Vin af sig selv og Korn uden at være saaet«); »efter denne findes intet beboeligt i dette Ocean, men alt er dækket af Is og Mørke, hvilket nylig Nordmændenes Kong Harald prøvede, da han undersøgte det nordlige Oceans Udstrækning og lige ved Verdens Ende med Nød og neppe undslap at falde i Afgrundens Dyb«. Det er saaledes de yderste Lande mod Nord, som Adam her opregner, omgivne af Is og Mørke, og da kan det jo lyde forbausende nok, at der under saadanne Omgivelser findes et Land, som frembringer »af sig selv« Vin og »usaaet« Korn. Adam har ogsaa selv fundet Fortællingen underfuld, derfor styrker han den ved at tilføie, at ikke blot Kong Sven, men ogsaa andre Danske erklærede den for fuldt paalidelig<ref>Præterea unara adhuc insulam recitavit [se. rex Danorum] a multis in eo repertara occeano , quæ dicitur Winland , eo quod ibi vites sponte nascantur, vinum optirauin ferentes. Nam et fruges ibi non seminatas habundare non fabulosa opinione sed certa comperimus relatione Danorum. </ref>. Det har imidlertid ikke forhindret de senere Forfattere, der benyttede Adam, fra at blive mistænksomme, og saalænge Adams Beretning stod alene, har man i Regelen vægret sig for at tro den. Endog den norske Forfatter, der skrev »Historia Norvegiæ» og som foruden Adam vel ogsaa har kjendt de hjemlige Sagn om Vinland, maa have anseet Beretningen for fabelagtig og derfor forbigaaet den; han kjendte altfor godt Grønland som et nordligt, isfyldt Polarland til at ville tro paa, at i Nærheden fandtes et »Vinland«. Kun et enkelt Udtryk viser, at han tænker sig Grønland fortsat mod Syd til mere tempererede Egne; naar for ham nemlig Grønland er »terminus ad occasum Europæ fere contingens ~~ilfricanas~~ insulas ubi inundant oceani refluenta«<ref>Monumenta hist. Norvegiæ S. 76. </ref>, er jo Tankegangen den samme som i den islandske Chorografi, hvorefter nogle mene, at Vinland hænger sammen med Africa (''Vinlands ens góða, er sumir menn ætla at gangi af Afrika'')<ref>Grønl. hist. Mind. III 220. </ref>. Det er sikkert med Vilje, at Historia Norvegiæ's Forfatter ikke udtaler sig tydeligere. Den samme Sky og Usikkerhed findes hos Adams Bearbeider fra Reformationstiden, Hamburgeren Albert Krantz (&dagger; 1517). I Skildringen af Landene udenom Norge gjengiver han baade de foregaaende Capitler om »Grønland« og »Halagland« og den efterfølgende Fortælling om Harald Haardraades Forsøg paa at finde Verdens Ende, men Stykket om Vinland er udeladt; og dog vide vi, at det stod i det Haandskrift af Adam, som Krantz brugte og som senere blev trykt af Lindenbrog (1595). Ganske parallelt hertil er det, at de norske Oversættere af Kongesagaerne i 16de Aarhundrede i Taushed forbigaar det enestaaende Sted, hvor Vinland omtales: Lagmanden Mattis Størssøn (hvis Oversættelse tryktes i Kjøbenhavn 1594 under Jens Mortensens Navn) undgaar ganske at tale om Leiv Erikssøn og hans Hjemrejse til Grønland, og Præsten Peder Claussøn, som dog oversætter vedkommende Sted i Kongesagaerne om Leivs Hjemreise, udelader konsekvent Ordene »ok þá fann hann Vinland hit goða«, hvergang han taler om Leivs Hjemreise<ref> Se Saml. Skrifter af Peder Claussøn Friis S. 205 (Note g) og 437, jfr. Fortalen S. LX. </ref>.	+	Det ældste Vidnesbyrd om Vinlands Opdagelse giver Mag. Adam af Bremen, som under sit Ophold ved det danske Hof c. 1070 samlede Efterretninger bl. a. om de nordiske Landes Geografi og publicerede dem i sin »Descriptio insularum aquilonis«. Denne Beretnings Betydning skal senere omtales; her skal først fremhæves, at dens Ejendommeligheder have tjent mod sin Hensigt, idet de, saalænge de islandske Traditioner var ukjendte, maatte vække Tvivl om dens Paalidelighed. Efterat Adam nemlig har skildret Øerne i Havet om Norge — Orknøerne og Island — dels efter klassiske, dels efter nordiske Beretninger, gaar han over til at opregne de Øer, som i nyere Tid er bleven kjendt og som ligger »dybere i Oceanet«, og det er først Grønland »oppe imod Sveriges eller de Riphæiske Fjelde« 5 eller 7 Dagsreiser fra Norge, dernæst det noget nærmere Halagland, hvor Solen er oppe i 14 Dage om Sommeren, samt endelig ''Vinland'' (»kaldet saa, fordi der voxer Vin af sig selv og Korn uden at være saaet«); »efter denne findes intet beboeligt i dette Ocean, men alt er dækket af Is og Mørke, hvilket nylig Nordmændenes Kong Harald prøvede, da han undersøgte det nordlige Oceans Udstrækning og lige ved Verdens Ende med Nød og neppe undslap at falde i Afgrundens Dyb«. Det er saaledes de yderste Lande mod Nord, som Adam her opregner, omgivne af Is og Mørke, og da kan det jo lyde forbausende nok, at der under saadanne Omgivelser findes et Land, som frembringer »af sig selv« Vin og »usaaet« Korn. Adam har ogsaa selv fundet Fortællingen underfuld, derfor styrker han den ved at tilføie, at ikke blot Kong Sven, men ogsaa andre Danske erklærede den for fuldt paalidelig<ref>Præterea unara adhuc insulam recitavit [se. rex Danorum] a multis in eo repertara occeano , quæ dicitur Winland , eo quod ibi vites sponte nascantur, vinum optirauin ferentes. Nam et fruges ibi non seminatas habundare non fabulosa opinione sed certa comperimus relatione Danorum. </ref>. Det har imidlertid ikke forhindret de senere Forfattere, der benyttede Adam, fra at blive mistænksomme, og saalænge Adams Beretning stod alene, har man i Regelen vægret sig for at tro den. Endog den norske Forfatter, der skrev »Historia Norvegiæ» og som foruden Adam vel ogsaa har kjendt de hjemlige Sagn om Vinland, maa have anseet Beretningen for fabelagtig og derfor forbigaaet den; han kjendte altfor godt Grønland som et nordligt, isfyldt Polarland til at ville tro paa, at i Nærheden fandtes et »Vinland«. Kun et enkelt Udtryk viser, at han tænker sig Grønland fortsat mod Syd til mere tempererede Egne; naar for ham nemlig Grønland er »terminus ad occasum Europæ fere contingens Africanas insulas ubi inundant oceani refluenta«<ref>Monumenta hist. Norvegiæ S. 76. </ref>, er jo Tankegangen den samme som i den islandske Chorografi, hvorefter nogle mene, at Vinland hænger sammen med Africa (''Vinlands ens góða, er sumir menn ætla at gangi af Afrika'')<ref>Grønl. hist. Mind. III 220. </ref>. Det er sikkert med Vilje, at Historia Norvegiæ's Forfatter ikke udtaler sig tydeligere. Den samme Sky og Usikkerhed findes hos Adams Bearbeider fra Reformationstiden, Hamburgeren Albert Krantz (&dagger; 1517). I Skildringen af Landene udenom Norge gjengiver han baade de foregaaende Capitler om »Grønland« og »Halagland« og den efterfølgende Fortælling om Harald Haardraades Forsøg paa at finde Verdens Ende, men Stykket om Vinland er udeladt; og dog vide vi, at det stod i det Haandskrift af Adam, som Krantz brugte og som senere blev trykt af Lindenbrog (1595). Ganske parallelt hertil er det, at de norske Oversættere af Kongesagaerne i 16de Aarhundrede i Taushed forbigaar det enestaaende Sted, hvor Vinland omtales: Lagmanden Mattis Størssøn (hvis Oversættelse tryktes i Kjøbenhavn 1594 under Jens Mortensens Navn) undgaar ganske at tale om Leiv Erikssøn og hans Hjemrejse til Grønland, og Præsten Peder Claussøn, som dog oversætter vedkommende Sted i Kongesagaerne om Leivs Hjemreise, udelader konsekvent Ordene »ok þá fann hann Vinland hit goða«, hvergang han taler om Leivs Hjemreise<ref> Se Saml. Skrifter af Peder Claussøn Friis S. 205 (Note g) og 437, jfr. Fortalen S. LX. </ref>.

	Haandskrifter af Adams historiske Værk var vistnok i Middelalderen udbredte i Nordtyskland og Norden (baade i Danmark og Norge og paa Island); men hans geografiske Arbeide vides kun at være benyttet i »Historia Norvegiæ« samt i 15de Aarhundrede af Herman Corner, der (med mindre Kritik end Alb. Krantz) optager uden Forandring hele Vinlandscapitlet. Imidlertid var hverken Herman Corner eller Adams »Descriptio« blandt de Værker, som den tidligere Humanisme beskjæftigede sig med; Adam af Bremens Hovedværk blev først udgivet 1579 (af And. Vedel), men da udelodes hele hans Descriptio, som først blev trykt i 1595 (af Lindenbrog), og de Dele af Corner, som indeholder hans Excerpter fra Adam, maatte vente paa Trykning indtil 1743. I det 16de Aarhundrede fandtes ialfald 6 Haandskrifter af Adams Værker bevarede; af disse fandtes de to i Danmark, to andre i Hamburg, og to var maaske allerede da vandrede til Sydtyskland (Cod. Vindobonensis, før i Saltzburg) og til Nederlandene (Cod. Lugdunensis); men ialfald var Adams Værker hverken da eller før kjendte udenfor Norden og Tyskland, saaledes ikke i romanske Lande. Det er derfor sikkert, at Columbus ikke, som nogle har formodet, kan have kjendt Adam af Bremens Beretning om Vinland; vi kan gjerne tilføie, at havde Columbus kjendt den, vilde den ikke have kunnet vise ham Vei til Vesten (Indien), men kanske til Nordpolen.		Haandskrifter af Adams historiske Værk var vistnok i Middelalderen udbredte i Nordtyskland og Norden (baade i Danmark og Norge og paa Island); men hans geografiske Arbeide vides kun at være benyttet i »Historia Norvegiæ« samt i 15de Aarhundrede af Herman Corner, der (med mindre Kritik end Alb. Krantz) optager uden Forandring hele Vinlandscapitlet. Imidlertid var hverken Herman Corner eller Adams »Descriptio« blandt de Værker, som den tidligere Humanisme beskjæftigede sig med; Adam af Bremens Hovedværk blev først udgivet 1579 (af And. Vedel), men da udelodes hele hans Descriptio, som først blev trykt i 1595 (af Lindenbrog), og de Dele af Corner, som indeholder hans Excerpter fra Adam, maatte vente paa Trykning indtil 1743. I det 16de Aarhundrede fandtes ialfald 6 Haandskrifter af Adams Værker bevarede; af disse fandtes de to i Danmark, to andre i Hamburg, og to var maaske allerede da vandrede til Sydtyskland (Cod. Vindobonensis, før i Saltzburg) og til Nederlandene (Cod. Lugdunensis); men ialfald var Adams Værker hverken da eller før kjendte udenfor Norden og Tyskland, saaledes ikke i romanske Lande. Det er derfor sikkert, at Columbus ikke, som nogle har formodet, kan have kjendt Adam af Bremens Beretning om Vinland; vi kan gjerne tilføie, at havde Columbus kjendt den, vilde den ikke have kunnet vise ham Vei til Vesten (Indien), men kanske til Nordpolen.

@@ Linje 303: / Linje 303: @@
 I Forbindelse hermed maa det Spørgsmaal optages til Drøftelse, om Togene til Vinland og Markland eller Traditionerne om dem har havt nogen Indflydelse paa senere Opdagelser i disse Egne. Jeg skal her ikke gaa ind paa Spørgsmaalet om Ægtheden af Zeniernes Reiser, thi jeg anser dette løst efter Brenners Opdagelse af Olaus Magnus's Kart, som viser os i Zeni-kartet et Makværk fra 16de Aarhundrede efter Karter fra 15de og 16de Aarhundrede; og selv om man endnu vil forsøge at redde Zeni-beretningen som stammende fra 14de Aarhundrede, er denne dog saa bevislig fuld af Opdigtelser, at den ikke kan bruges længer som historisk eller geografisk Kilde. Man tænke sig (for blot at holde sig til de Lande, som vedkommer os), at Newfoundland (Estotiland) ved Aar 1390 skildres som et rigt Kongerige med Overflod paa alle Verdens Herligheder, et Land fuldt af Guld og andre Metaller, beboet af et kultiveret Folk med europæisk Kultur, med latinske Bøger, et Folk som drev Handel paa Grønland og derfra fik Pelsværk, Svovl (!) og Beg (!). Og søndenfor dette Landet ''Drogeo'' (altsaa Nova Scotia), producerende Korn (!) og 01, med stenbyggede Byer og Borge, med Guldrigdom og Skibsfart, for ikke at tale om de sydligere Lande! Vistnok har Redaktøren meget sindrigt lagt denne Skildring i den frislandske Fiskers Mund, idet han lader Antonio Zeno tage Feil af Veien til Estotiland og komme til Grønlands Sydspids »Cabo di Trin«, saa at denne intet Ansvar har for Beretningen om Estotiland og Drogeo. Dette har dog ikke reddet Antonio ganske, thi det er denne selv, som her fortæller, hvorledes han ved Cabo di Trin træff'er en røgspyende Vulkan, halvvilde Folk af lav Væxt og meget frygtagtige (altsaa Eskimoer!), der boede i Huler, og i Nærheden en stor Flod med en god Havn, hvor der anlægges en By (altsaa ved Cap Farvel!). En alvorlig Undersøgelse paa Grundlag af saadanne Fantasier tror jeg at turde spare mig.
-Vigtigere er det at søge at give Svar paa det ogsaa i nyeste Tid drøftede Spørgsmaal, om Nordboerne har vist Columbus eller Cabot Vei til den vestlige Verden. Jeg tror at burde benægte saadan Indflydelse, ialfald for Columbus's Vedkommende. Man har henvist til Fortællingen om Columbus's Reise til Island og formodet, at han der har faaet Efterretninger om de ældre Reiser til Vinland o. l. Det eneste Vidnesbyrd om denne Reise findes i Sønnen Fernando Colon's Biografi af Columbus, hvor der gives Uddrag af et af Faderens tabte Skrifter »om Zonerne« ; for at vise, at i den kolde Zone Havet ikke fryser, fortæller her Columbus selv: »Jeg seilede Aar 1477 i Februar Maaned 100 Mile forbi Øen Thule, hvis sydlige Del ligger ved 73&#186; og ikke ved 63&#186;, som nogle ville, og ikke ligger den indenfor den Linje, som begrænses af Ptolemæus's Vest (&#596;: 1ste Meridian), men meget længere mod Vest. Og til denne Ø, der er saa stor som England, gaar de Engelske med sine Varer, især de fra Bristol. Og paa den Tid, jeg gik did, var Havet ikke frosset, men paa nogle Steder steg og sank det 26 Favne«.<ref>Stedet findes foruden i den italienske Udgave af 1571 ogsaa i Las Casas's Uddrag af Skriftet, længe før det tryktes. Se Harrisse, Christophe Colomb. I. 112. </ref> Enkelthederne ere her, saavidt jeg ser, alle overdrevne: Tidvandet er ingensteds ved Island paa langt nær saa høit som 26 Favne (det stiger i Regelen ikke over 10 Fod!), Island er ikke mere end to Tredjedele af Englands Størrelse, og Syd-Islands Bredde er 63 1/2&#186; (ikke 73&#186;); men alligevel finder jeg ingen Grund til at tvivle om Reisens Ægthed; netop disse Overdrivelser og Unøiagtigheder gjenfinde vi ogsaa ellers hos Columbus<ref>Observationen 73 Grader for Islands Sydkyst (med dens Feil af 9 1/2 Grad formeget) er dog bedre, end naar Columbus paa sin 1ste Reise angiver Cubas Nordkyst at ligge ved 40&#186; (istedenfor23&#186;), men svarer omtrent til, at han paa sin 3die Reise regner Fastlandet søndenfor Trinidad at ligge ved 5&#186;(istedenfor 10&#186;).</ref>. Naar han nu seilede nordenom Island og saa langt, at han selv regnede det for 100 Mile, uden at træffe Is, maa Reisen være foregaaet østen for Island, ikke i Danmarksstrædet, hvor man ikke kan seile længe om Vinteren nordenfor Øen uden at træffe den faste Iskant. De Steder, hvor Columbus har observeret Tidvandet, har altsaa været paa Østkysten. At han overhovedet har været inde i Landet, siges ingensteds; da han aabenbart reiste med et Skib fra Bristol og altsaa Hensigten har været at fiske Torsk, er det jo ikke usandsynligt, at Skibet har søgt til Havn, men derom oplyser han selv intet. Man vil af ovenstaaende se, hvormegen Sikkerhed Finn Magnussøns Hypotheser giver, at Columbus kunde være kommen til Hvalfjord (mellem Kjos og Borgarfjorden), at han der kunde være truffet sammen med Skålholtsbiskoppen Magnus Eyjolfssøn, som netop i 1477 visiterede Kirkerne ved Hvalfjord, som kunde have samtalt med Columbus paa Latin og kunde have fortalt ham om Grønland, Vinland o. s. v. og derved kunde have givet ham Ideen om Lande i Vest<ref>Nordisk Tidsskrift for Oldkyndighed (1833) S. 129. </ref>. Dette Sammentræf mellem Biskop Magnus og Columbus synes næsten at være hævet til en historisk Kjendsgjerning hos flere nyere Forfattere, uagtet det hviler paa en Række tvivlsomme Kombinationer. Thi selv om Columbus Vaaren 1477 var landet i Hvalfjord (hvorom vi intet ved) og selv om Biskop Magnus Vaaren 1477 var kommet til Hvalfjord (vi ved kun, at Biskoppen engang i 1477 visiterede Saurbæ Kirke ved Hvalfjord), og selv om Biskoppen kunde tale Latin og kjendte Beretningerne om Vinland (hvorom intet vides), og endelig selv om den italienske Matros paa et engelsk Fiskerskib havde Adgang til at tale med selve Biskopen (hvad der er meget usandsynligt), vilde Biskopen i Høiden have kunnet give Columbus Ideen om Øer og Lande vestenfor Island og Irland, — altsaa i det nordlige Atlanterhav, — hvad der ingen Nyhed kunde være for en italiensk Sømand og Kartkjender, thi disse Lande eller Antydninger deraf fandtes paa alle italienske Karter fra 15de Aarhundrede. Men Columbus søgte ikke vestover paa Irlands eller Islands Bredde, men fra 30^ N. B., fra de Canariske Øer! Han fulgte her den Cours, som var angivet i Toscanellis Brev til Lissabon af 25 Juni 1474, og hvad han søgte og troede at have fundet var Marco Polo's Indien ( :&#596; China) og Zipangu (Japan), men ikke Vinland eller Stor-Irland.
+Vigtigere er det at søge at give Svar paa det ogsaa i nyeste Tid drøftede Spørgsmaal, om Nordboerne har vist Columbus eller Cabot Vei til den vestlige Verden. Jeg tror at burde benægte saadan Indflydelse, ialfald for Columbus's Vedkommende. Man har henvist til Fortællingen om Columbus's Reise til Island og formodet, at han der har faaet Efterretninger om de ældre Reiser til Vinland o. l. Det eneste Vidnesbyrd om denne Reise findes i Sønnen Fernando Colon's Biografi af Columbus, hvor der gives Uddrag af et af Faderens tabte Skrifter »om Zonerne« ; for at vise, at i den kolde Zone Havet ikke fryser, fortæller her Columbus selv: »Jeg seilede Aar 1477 i Februar Maaned 100 Mile forbi Øen Thule, hvis sydlige Del ligger ved 73&#186; og ikke ved 63&#186;, som nogle ville, og ikke ligger den indenfor den Linje, som begrænses af Ptolemæus's Vest (&#596;: 1ste Meridian), men meget længere mod Vest. Og til denne Ø, der er saa stor som England, gaar de Engelske med sine Varer, især de fra Bristol. Og paa den Tid, jeg gik did, var Havet ikke frosset, men paa nogle Steder steg og sank det 26 Favne«.<ref>Stedet findes foruden i den italienske Udgave af 1571 ogsaa i Las Casas's Uddrag af Skriftet, længe før det tryktes. Se Harrisse, Christophe Colomb. I. 112. </ref> Enkelthederne ere her, saavidt jeg ser, alle overdrevne: Tidvandet er ingensteds ved Island paa langt nær saa høit som 26 Favne (det stiger i Regelen ikke over 10 Fod!), Island er ikke mere end to Tredjedele af Englands Størrelse, og Syd-Islands Bredde er 63 1/2&#186; (ikke 73&#186;); men alligevel finder jeg ingen Grund til at tvivle om Reisens Ægthed; netop disse Overdrivelser og Unøiagtigheder gjenfinde vi ogsaa ellers hos Columbus<ref>Observationen 73 Grader for Islands Sydkyst (med dens Feil af 9 1/2 Grad formeget) er dog bedre, end naar Columbus paa sin 1ste Reise angiver Cubas Nordkyst at ligge ved 40&#186; (istedenfor23&#186;), men svarer omtrent til, at han paa sin 3die Reise regner Fastlandet søndenfor Trinidad at ligge ved 5&#186;(istedenfor 10&#186;).</ref>. Naar han nu seilede nordenom Island og saa langt, at han selv regnede det for 100 Mile, uden at træffe Is, maa Reisen være foregaaet østen for Island, ikke i Danmarksstrædet, hvor man ikke kan seile længe om Vinteren nordenfor Øen uden at træffe den faste Iskant. De Steder, hvor Columbus har observeret Tidvandet, har altsaa været paa Østkysten. At han overhovedet har været inde i Landet, siges ingensteds; da han aabenbart reiste med et Skib fra Bristol og altsaa Hensigten har været at fiske Torsk, er det jo ikke usandsynligt, at Skibet har søgt til Havn, men derom oplyser han selv intet. Man vil af ovenstaaende se, hvormegen Sikkerhed Finn Magnussøns Hypotheser giver, at Columbus kunde være kommen til Hvalfjord (mellem Kjos og Borgarfjorden), at han der kunde være truffet sammen med Skålholtsbiskoppen Magnus Eyjolfssøn, som netop i 1477 visiterede Kirkerne ved Hvalfjord, som kunde have samtalt med Columbus paa Latin og kunde have fortalt ham om Grønland, Vinland o. s. v. og derved kunde have givet ham Ideen om Lande i Vest<ref>Nordisk Tidsskrift for Oldkyndighed (1833) S. 129. </ref>. Dette Sammentræf mellem Biskop Magnus og Columbus synes næsten at være hævet til en historisk Kjendsgjerning hos flere nyere Forfattere, uagtet det hviler paa en Række tvivlsomme Kombinationer. Thi selv om Columbus Vaaren 1477 var landet i Hvalfjord (hvorom vi intet ved) og selv om Biskop Magnus Vaaren 1477 var kommet til Hvalfjord (vi ved kun, at Biskoppen engang i 1477 visiterede Saurbæ Kirke ved Hvalfjord), og selv om Biskoppen kunde tale Latin og kjendte Beretningerne om Vinland (hvorom intet vides), og endelig selv om den italienske Matros paa et engelsk Fiskerskib havde Adgang til at tale med selve Biskopen (hvad der er meget usandsynligt), vilde Biskopen i Høiden have kunnet give Columbus Ideen om Øer og Lande vestenfor Island og Irland, — altsaa i det nordlige Atlanterhav, — hvad der ingen Nyhed kunde være for en italiensk Sømand og Kartkjender, thi disse Lande eller Antydninger deraf fandtes paa alle italienske Karter fra 15de Aarhundrede. Men Columbus søgte ikke vestover paa Irlands eller Islands Bredde, men fra 30^ N. B., fra de Canariske Øer! Han fulgte her den Cours, som var angivet i Toscanellis Brev til Lissabon af 25 Juni 1474, og hvad han søgte og troede at have fundet var Marco Polo's Indien (&#596;: China) og Zipangu (Japan), men ikke Vinland eller Stor-Irland.
 Paa Forhaand kunde det synes rimeligere, at John Cabot's Opdagelse af Nordamerika (Newfoundland) kunde staa i Forbindelse med Vinlandstogene eller Vinlandstraditionerne: Opdagelsen udgik jo fra Bristol, som allerede siden Midten af 15de Aarhundrede og maaske meget tidligere havde havt Forbindelser med Island, den fulgte Veien vestover forbi Irland og naaede lige i Vest for Irland til et Land, hvortil Islændingernes gamle Søvei gik; og desuden har det været den sædvanlige Tradition (stammende fra Petrus Martyr), at Cabot fra Irland drog mod Nord henimod Grønland, før han søgte mod Vest. Imidlertid — efter de i nyere Tid fremdragne Indberetninger om Reisen — maa ogsaa denne Hypothese ansees for lidet rimelig. Det sees, at John Cabot havde forelagt sit Projekt for Hofferne i Sevilla og i Lissabon, men at han derpaa havde formaaet Bristolboerne til flere Forsøg, idet de hver Sommer lige fra 1491 af udsendte to eller flere Skibe mod Vest; og Planen var at søge — ikke Vinland eller Markland, men — »Øen Brazil« og »de 7 Byer«<ref>Harrisse, Jean et Sebastian Cabot p. 329; Winsor, History of America III. 57. </ref>. Planen er altsaa kommen til England med en Genueser, og ikke fra Island, og det er de samme geografiske Gaader, han løser, som var stillede og forsøgte i Sydeuropa; og selv om Øen Brazil vestenfor Irland er en Gjenklang af Markland, er dog denne Gjenklang naaet til Bristol over Sydeuropa. Vistnok kan man ikke nægte Muligheden af, at Bristolkjøbmændene ved sine Islandsreiser kunde have hørt Rygter om Grønland og de andre Vesterlande; dog er endnu intet bekjendt om, at de virkelig kjendte dem og derved paaskyndedes i sin Lyst til Opdagelser mod Vest. Thi hvad Rafn fortæller om, at John Cabot havde været i Danmark 1495 og der ved Underhandlinger med den danske Konge opnaaet Privilegier for Bristol-kjøbmændene paa Island (Antiquitates Americanæ p. 451), er ganske uhistorisk; den Fred, som sikrede Englænderne Handelsrettigheder paa Island, blev sluttet i Kjøbenhavn 20 Jan. 1490 (ikke 1495), men Underhandlerne varifølge de offentliggjorte Documenter (Rhymeri foedera ed. Holmes Tom. V. P. IV, 3—8) fire Englændere: Dr. James Hutton, Vaabenkongen Thomas Clarenceux og to Kjøbmænd fra Lynn Thomas Carter og John Beliz, og man har ingen Grund til at antage, at den »fattige Fremmede« havde nogen Rolle at spille ved disse Underhandlinger. Om John Cabot i 1490 var kommet til England, vides ikke; men sikkert kom han dertil fra Spanien eller Portugal, ikke fra Danmark eller Island.

← Eldre revisjon		Revisjonen fra 26. feb. 2019 kl. 09:46
Linje 22:		Linje 22:

	TEKST UNDER ARBEID		TEKST UNDER ARBEID
		+
		+	----
		+
		+	==Fodnoter==
		+
		+	<references/>
		+
		+	[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
		+	[[Kategori:Tekster på norsk]]
		+	[[Kategori:Gustav Storm]]

@@ Linje 3: / Linje 3: @@
 !align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
 |-
-! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Studier over Vinlandsrejserne]] !!  !!
+! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !!  !! [[Fil:Norsk.gif|32px|link=Studier over Vinlandsrejserne]] !!  !!
 |-
 |}