Linje 94:

Ved Daggry gav Valdemar sig atter til Søs, efter at Folkene var komne til Kræfter ved Hjælp af de Levnedsmidler, Esbern havde forsynet Skibet med, og naaede Jylland med god Bør. Han begav sig til Viborg, hvor han paa Tinge kærede over Svends Svig og vakte Sorg i alles Sind ved den bedrøvelige Fortælling om, hvad han havde oplevet. Synet af hans Saar vakte lige saa stor Deltagelse for ham som Tillid til hans Ord, saa det er ikke let at sige, om det Saar mest var ham til Gavn eller til Fortræd.

Ved Daggry gav Valdemar sig atter til Søs, efter at Folkene var komne til Kræfter ved Hjælp af de Levnedsmidler, Esbern havde forsynet Skibet med, og naaede Jylland med god Bør. Han begav sig til Viborg, hvor han paa Tinge kærede over Svends Svig og vakte Sorg i alles Sind ved den bedrøvelige Fortælling om, hvad han havde oplevet. Synet af hans Saar vakte lige saa stor Deltagelse for ham som Tillid til hans Ord, saa det er ikke let at sige, om det Saar mest var ham til Gavn eller til Fortræd.

−

Da Svend fik Nys om, at han var flygtet, lod han Skibene, som han havde ladet ødelægge, gjøre i Stand igjen og agtede sig over til Jylland, men saa øvede Absalons Moder og Søster med mandigt Mod en herlig Daad. For at sinke Kongens Afrejse lod de nemlig ved Nattetid hugge Huller i de Skihe, han agtede sig af Sted med, saa Svend maatte tøve en god Stund, medens de blev gjort i Stand igjen. Da han omsider havde faaet dem alle sammen i Orden igjen og var naaet over til Fyn, besluttede Valdemar, som holdt for, at det var bedst at møde sin Fjende saa hurtig som muligt, at hindre ham i at gjøre Landgang i Jylland. Da Svend fik Nys herom, begav han sig tilbage til Sjælland og opbød Landsens Folk dér og i Skaane til Leding, og tog saaledes Rigets Stridsmagt til Hjælp, uagtet det ikke var Rigets, men hans egen Sag, det gjaldt. Imidlertid begav Valdemar, som skjønnede, at det var usikkert, hvilket Udfald Kampen vilde faa, sig tilbage til Viborg, hvor han fejrede sit Bryllup, dels for lettere at faa dem, der havde kæmpet for Knud, til at gaa over til sig, dels for at Fjenderne ikke skulde kunne berøve hans fagre Fæstemø hendes Kyskhed. Derpaa bød han sine Stridskræfter samle sig og drog til Randers i den Hensigt derfra at begive sig til Sjælland og angribe denne Landsdel, fordi Svend havde sit Tilhold dér. Adskillige af Svends Stridsmænd sluttede sig nu ogsaa til Valdemar, fordi de var opbragte over den uhyre Niddingsdaad, han havde begaaet, og holdt det for en Skjændsel at hjælpe den, der havde gjort sig skyldig i en saadan Gjerning. Svend, som fandt det hæderligere at yppe Krig end at tage imod den, og som var alt for stor paa det til at kunne holde sig inden for en enkelt Landsdels Grænser, samlede Skibe fra Fyn og Sjælland og drog over til Jylland. Efter at have ladet Skibene lægge ind i Djursaa begav han sig med de flinkeste af sine Ryttere til Viborg, skjønt det var tvivlsomt, om han kunde lide paa Borgerne dér. Da Valdemar havde faaet dette at vide af en Overløber, samlede han Krigsfolk, saa hurtig han kunde, og sendte Saxe og Buris af Sted med Skibe, for at de skulde fordrive den fjendtlige Flaade. Ved disse Mænds Myndighed lod Sjællænderne sig bevæge til at sejle hjem, idet de holdt for, at de burde tage mere Hensyn til deres Frænders og Venners Formaninger end til Kongens Befalinger og hellere falde fra ham end gaa fjendtlig til Værks imod dem. Fynboerne derimod, hos hvem Hensynet til Kongen havde mere at sige end Hensynet til, hvad nogle Enkeltmænd sagde, ænsede ikke deres Formaninger og maatte bøde derfor ved at lide et Nederlag og slagne give sig paa Flugt, saa nu blev de nødte til at gjøre, hvad de havde vægret sig ved, da de kunde have gjort det uden endnu at have lidt nogen Skade. Ingen af de Ulykker, der var overgaaet Svend, gik ham saa haardt til Hjærte som denne. Derefter fik Esbern Befaling til at udspejde, hvad Fjenden havde i Sinde, og da han til den Ende var kommen nær op til Viborg, mødte han Svends Hær, som var paa Vej til Randers, og tog den i øjesyn. For at det ikke skulde hedde sig, at han i sin Egenskab af Spejder var mindre tapper end agtpaagivende, satte han drabelig ind paa nogle af de forreste, som red temmelig spredt, og strakte dem med stor Mandhaftighed til Jorden med sin Lanse. Deres Heste bemægtigede han sig og lod sine Følgesvende trække dem bort ad en Lønsti. Svends Folk troede nu, at den fjendtlige Hær var lige ved dem, skyndte sig at gribe til Vaaben, besteg deres mest udsøgte Heste og lavede sig til at holde Slag. Da de var komne over Bakkerne og kunde se ud over Sletten, saa' de, at Esbern var ene, og lod derfor de hurtigste af Rytterne sætte efter ham. Esbern, som stolede paa sin rappe Hest, holdt imidlertid saa stor Afstand imellem dem og sig, at han nu og da kunde give sig Tid til at staa af og hvile sig. Da hans Forfølgere saa', at det var forgjæves, at de søgte at indhente ham, raabte de langt borte fra til ham og bad ham om en Samtale paa Tro og Love. Esbern svarede, at det vilde han ikke indlade sig paa, eftersom man ikke kunde stole paa dem paa den Tid af Døgnet, hvorved han vittig bebrejdede dem den Troløshed, de for stakket siden havde begaaet i Roskilde. Han tillod kun en af dem ved Navn Peder Temme, som han stolede paa for gammelt Venskabs Skyld at komme nærmere, efter at han havde givet sit Ord paa, at han ikke vilde svige ham. Medens Peder nu spurgte ham ud om mangt og meget angaaende Valdemar, gav de andre sig til at holde Dystridt for under Paaskud heraf at komme bag paa ham. Esbern opfordrede da Peder til at give Agt paa, hvad hans Stalbrødre havde for, og da Peder var bange for, at de ved at fare med Svig skulde gjøre det Løfte, han havde givet, til Skamme, fældede han sin Lanse og raabte, at hvis nogen angreb Esbern, gjennemborede han ham. For at undgaa deres Svig skyndte Esbern sig imidlertid ad en snæver og bugtet Gjenvej hen til en Bro og afbødede med sin Lanse de Stød, de rettede imod ham. Efter gjentagne Gange at have skjældt dem ud, som de fortjente for deres Troløshed, red han langt bort fra dem og mødte saa nogle af sine Stalbrødre, som han fortalte, hvorledes han blev forfulgt af Fjenderne, og fik dem til at skjule sig bag nogle Buske ved Vejkanten, hvorpaa han selv strax sprang af Hesten. De, som var efter ham for at fange ham, havde endnu ikke opgivet Haabet om, at det vilde lykkes dem, og vedblev derfor med deres Forfølgelse. Da han saa' dem komme langt borte. sprang han igjen op paa sin Hest, gav den flittig af Sporerne og lod, som han gjorde sig al mulig Umage for at komme af Sted. Hans Forfølgere gjorde sig endnu mere Flid i Haab om at fange ham, drev deres Heste endnu ivrigere frem og vilde uden Tvivl selv være bleven fangne, hvis ikke en af dem, der laa i Baghold, i sin Utaalmodighed over at maatte vente var brudt for tidlig frem fra Skjulet, alt for opsat paa at komme i Kast med Fjenden. Da denne ene Mand brød ud, skjønnede de, at der var et Baghold, og skyndte sig over Hals og Hoved tilbage til deres Stalbrødre, saa de kunde snarere takke hans Utaalmodighed end deres egen Forsynlighed for, at de slap heldig fra det. Saaledes vilde Esbern ved sin Snildhed have hævnet sig for deres Troløshed, hvis hans Stalbrødres Fremfusenhed ikke havde hindret det. Da Valdemar fik at vide af ham, at Fjenden var ved at rykke frem, og han ikke mente, at han endnu havde Stridskræfter nok til at turde indlade sig paa at holde Slag, bød han, at Broen, der førte over til Byen, delvis skulde brydes af, saa at Fjenden ikke kunde komme over den, hvorved han baade opnaaede at faa et sikkert Værn for sin Hær bag Aaen og Lejlighed til at samle flere Stridskræfter. Da Svend nu ikke kunde komme over Aaen, og Valdemar ikke vilde gaa imod ham, besatte imidlertid de raskeste af de unge Mennesker paa egen Haand de Dele af Broen, der var tilbage paa begge Sider af Aaen, og kæmpede med Spyd og Pile, hvorved de gav store Prøver paa Tapperhed, thi da de ikke kunde komme til at gaa hinanden paa Livet løs, kunde de i deres ungdommelige Kaadhed ikke dy sig for at slaas med hinanden paa en lempeligere Maade.

+

Da Svend fik Nys om, at han var flygtet, lod han Skibene, som han havde ladet ødelægge, gjøre i Stand igjen og agtede sig over til Jylland, men saa øvede Absalons Moder og Søster med mandigt Mod en herlig Daad. For at sinke Kongens Afrejse lod de nemlig ved Nattetid hugge Huller i de Skibe, han agtede sig af Sted med, saa Svend maatte tøve en god Stund, medens de blev gjort i Stand igjen. Da han omsider havde faaet dem alle sammen i Orden igjen og var naaet over til Fyn, besluttede Valdemar, som holdt for, at det var bedst at møde sin Fjende saa hurtig som muligt, at hindre ham i at gjøre Landgang i Jylland. Da Svend fik Nys herom, begav han sig tilbage til Sjælland og opbød Landsens Folk dér og i Skaane til Leding, og tog saaledes Rigets Stridsmagt til Hjælp, uagtet det ikke var Rigets, men hans egen Sag, det gjaldt. Imidlertid begav Valdemar, som skjønnede, at det var usikkert, hvilket Udfald Kampen vilde faa, sig tilbage til Viborg, hvor han fejrede sit Bryllup, dels for lettere at faa dem, der havde kæmpet for Knud, til at gaa over til sig, dels for at Fjenderne ikke skulde kunne berøve hans fagre Fæstemø hendes Kyskhed. Derpaa bød han sine Stridskræfter samle sig og drog til Randers i den Hensigt derfra at begive sig til Sjælland og angribe denne Landsdel, fordi Svend havde sit Tilhold dér. Adskillige af Svends Stridsmænd sluttede sig nu ogsaa til Valdemar, fordi de var opbragte over den uhyre Niddingsdaad, han havde begaaet, og holdt det for en Skjændsel at hjælpe den, der havde gjort sig skyldig i en saadan Gjerning. Svend, som fandt det hæderligere at yppe Krig end at tage imod den, og som var alt for stor paa det til at kunne holde sig inden for en enkelt Landsdels Grænser, samlede Skibe fra Fyn og Sjælland og drog over til Jylland. Efter at have ladet Skibene lægge ind i Djursaa begav han sig med de flinkeste af sine Ryttere til Viborg, skjønt det var tvivlsomt, om han kunde lide paa Borgerne dér. Da Valdemar havde faaet dette at vide af en Overløber, samlede han Krigsfolk, saa hurtig han kunde, og sendte Saxe og Buris af Sted med Skibe, for at de skulde fordrive den fjendtlige Flaade. Ved disse Mænds Myndighed lod Sjællænderne sig bevæge til at sejle hjem, idet de holdt for, at de burde tage mere Hensyn til deres Frænders og Venners Formaninger end til Kongens Befalinger og hellere falde fra ham end gaa fjendtlig til Værks imod dem. Fynboerne derimod, hos hvem Hensynet til Kongen havde mere at sige end Hensynet til, hvad nogle Enkeltmænd sagde, ænsede ikke deres Formaninger og maatte bøde derfor ved at lide et Nederlag og slagne give sig paa Flugt, saa nu blev de nødte til at gjøre, hvad de havde vægret sig ved, da de kunde have gjort det uden endnu at have lidt nogen Skade. Ingen af de Ulykker, der var overgaaet Svend, gik ham saa haardt til Hjærte som denne. Derefter fik Esbern Befaling til at udspejde, hvad Fjenden havde i Sinde, og da han til den Ende var kommen nær op til Viborg, mødte han Svends Hær, som var paa Vej til Randers, og tog den i øjesyn. For at det ikke skulde hedde sig, at han i sin Egenskab af Spejder var mindre tapper end agtpaagivende, satte han drabelig ind paa nogle af de forreste, som red temmelig spredt, og strakte dem med stor Mandhaftighed til Jorden med sin Lanse. Deres Heste bemægtigede han sig og lod sine Følgesvende trække dem bort ad en Lønsti. Svends Folk troede nu, at den fjendtlige Hær var lige ved dem, skyndte sig at gribe til Vaaben, besteg deres mest udsøgte Heste og lavede sig til at holde Slag. Da de var komne over Bakkerne og kunde se ud over Sletten, saa' de, at Esbern var ene, og lod derfor de hurtigste af Rytterne sætte efter ham. Esbern, som stolede paa sin rappe Hest, holdt imidlertid saa stor Afstand imellem dem og sig, at han nu og da kunde give sig Tid til at staa af og hvile sig. Da hans Forfølgere saa', at det var forgjæves, at de søgte at indhente ham, raabte de langt borte fra til ham og bad ham om en Samtale paa Tro og Love. Esbern svarede, at det vilde han ikke indlade sig paa, eftersom man ikke kunde stole paa dem paa den Tid af Døgnet, hvorved han vittig bebrejdede dem den Troløshed, de for stakket siden havde begaaet i Roskilde. Han tillod kun en af dem ved Navn Peder Temme, som han stolede paa for gammelt Venskabs Skyld at komme nærmere, efter at han havde givet sit Ord paa, at han ikke vilde svige ham. Medens Peder nu spurgte ham ud om mangt og meget angaaende Valdemar, gav de andre sig til at holde Dystridt for under Paaskud heraf at komme bag paa ham. Esbern opfordrede da Peder til at give Agt paa, hvad hans Stalbrødre havde for, og da Peder var bange for, at de ved at fare med Svig skulde gjøre det Løfte, han havde givet, til Skamme, fældede han sin Lanse og raabte, at hvis nogen angreb Esbern, gjennemborede han ham. For at undgaa deres Svig skyndte Esbern sig imidlertid ad en snæver og bugtet Gjenvej hen til en Bro og afbødede med sin Lanse de Stød, de rettede imod ham. Efter gjentagne Gange at have skjældt dem ud, som de fortjente for deres Troløshed, red han langt bort fra dem og mødte saa nogle af sine Stalbrødre, som han fortalte, hvorledes han blev forfulgt af Fjenderne, og fik dem til at skjule sig bag nogle Buske ved Vejkanten, hvorpaa han selv strax sprang af Hesten. De, som var efter ham for at fange ham, havde endnu ikke opgivet Haabet om, at det vilde lykkes dem, og vedblev derfor med deres Forfølgelse. Da han saa' dem komme langt borte. sprang han igjen op paa sin Hest, gav den flittig af Sporerne og lod, som han gjorde sig al mulig Umage for at komme af Sted. Hans Forfølgere gjorde sig endnu mere Flid i Haab om at fange ham, drev deres Heste endnu ivrigere frem og vilde uden Tvivl selv være bleven fangne, hvis ikke en af dem, der laa i Baghold, i sin Utaalmodighed over at maatte vente var brudt for tidlig frem fra Skjulet, alt for opsat paa at komme i Kast med Fjenden. Da denne ene Mand brød ud, skjønnede de, at der var et Baghold, og skyndte sig over Hals og Hoved tilbage til deres Stalbrødre, saa de kunde snarere takke hans Utaalmodighed end deres egen Forsynlighed for, at de slap heldig fra det. Saaledes vilde Esbern ved sin Snildhed have hævnet sig for deres Troløshed, hvis hans Stalbrødres Fremfusenhed ikke havde hindret det. Da Valdemar fik at vide af ham, at Fjenden var ved at rykke frem, og han ikke mente, at han endnu havde Stridskræfter nok til at turde indlade sig paa at holde Slag, bød han, at Broen, der førte over til Byen, delvis skulde brydes af, saa at Fjenden ikke kunde komme over den, hvorved han baade opnaaede at faa et sikkert Værn for sin Hær bag Aaen og Lejlighed til at samle flere Stridskræfter. Da Svend nu ikke kunde komme over Aaen, og Valdemar ikke vilde gaa imod ham, besatte imidlertid de raskeste af de unge Mennesker paa egen Haand de Dele af Broen, der var tilbage paa begge Sider af Aaen, og kæmpede med Spyd og Pile, hvorved de gav store Prøver paa Tapperhed, thi da de ikke kunde komme til at gaa hinanden paa Livet løs, kunde de i deres ungdommelige Kaadhed ikke dy sig for at slaas med hinanden paa en lempeligere Maade.

Omsider fik Valdemar, hvis Hær voxede for hver Dag, der gik, Mod til at indlade sig i Slag og besluttede at gaa over Aaen paa et andet Sted og angribe Fjenden. Natten før Slaget skulde staa, bød han sine Folk at lade Hestene staa optømmede og helt lade være at fodre dem, for at de ikke, naar de havde ædt sig mætte og tunge, skulde være uskikkede til at løbe. Svend derimod, som havde sin Lejr ude paa Markerne, bød sine Folk at fodre deres Heste rigelig med den Overflod af Korn, der var, idet han ikke betænkte, at naar deres Maver var overfyldte, vilde det hindre dem i at løbe. Da Valdemar rykkede frem efter at have fylket sin Hær, saa' han en Skare komme frem fra den ene Side med skinnende Vaaben og prægtige Bannere. Han troede først, det var Fjender, men fik saa af sine Spejdere at vide, at de, han var bange for, var Vaabenfæller. Han indlemmede dem i sin Slagorden og gik nu saa meget frejdigere imod Fjenden, thi hans Hær var nu bleven saa stor, at ikke Tiendedelen af hans Folk kunde se, hvor Bannerne stod. Da de Spejdere, Svend havde udsendt, vendte tilbage med Besked om, hvor umaadelig store Fjendens Stridskræfter var, raadede de ham da ogsaa til hellere at søge at udmatte denne store Mængde end at indlade sig i Slag med den; for hver Dag, der gik, vilde den nemlig mindskes, baade hvad Antal og Forraad angik, sagde de. Dette fornuftige Raad huede Kongen vel, men en Mand ved Navn Aage Kristjernssøn fik ham ved sin Fremfusenhed til at forkaste det. Han sagde nemlig, at hvis Kongen ikke vilde holde Slag, vllde hans Krigsfolk forlade ham, thi de vilde ingenlunde varetage deres Tarv saa ilde, at Fjenden uhindret fik Lov til at bemægtige sig deres Gods, som var dem kjærere end Livet. Han bød ham derhos mindes, hvor tit en liden Flok havde vundet stor Ære ved at sejre; han skulde maale sin Styrke efter sine Mænds Mod og ikke efter deres Antal; gjorde han det, maatte de, hvor faa de end var, indgyde ham mere Tillid, end Fjenderne kunde indgyde ham Frygt ved deres Mængde. Der var ogsaa mere Grund til at foragte end til at frygte en Hær, som ikke bestod af tapre Krigsfolk, men af vaabenløs Almue. Ved saadan Tiltale lod Kongen sig bevæge til at forkaste det forstandige Raad og følge det fordærvelige.

Omsider fik Valdemar, hvis Hær voxede for hver Dag, der gik, Mod til at indlade sig i Slag og besluttede at gaa over Aaen paa et andet Sted og angribe Fjenden. Natten før Slaget skulde staa, bød han sine Folk at lade Hestene staa optømmede og helt lade være at fodre dem, for at de ikke, naar de havde ædt sig mætte og tunge, skulde være uskikkede til at løbe. Svend derimod, som havde sin Lejr ude paa Markerne, bød sine Folk at fodre deres Heste rigelig med den Overflod af Korn, der var, idet han ikke betænkte, at naar deres Maver var overfyldte, vilde det hindre dem i at løbe. Da Valdemar rykkede frem efter at have fylket sin Hær, saa' han en Skare komme frem fra den ene Side med skinnende Vaaben og prægtige Bannere. Han troede først, det var Fjender, men fik saa af sine Spejdere at vide, at de, han var bange for, var Vaabenfæller. Han indlemmede dem i sin Slagorden og gik nu saa meget frejdigere imod Fjenden, thi hans Hær var nu bleven saa stor, at ikke Tiendedelen af hans Folk kunde se, hvor Bannerne stod. Da de Spejdere, Svend havde udsendt, vendte tilbage med Besked om, hvor umaadelig store Fjendens Stridskræfter var, raadede de ham da ogsaa til hellere at søge at udmatte denne store Mængde end at indlade sig i Slag med den; for hver Dag, der gik, vilde den nemlig mindskes, baade hvad Antal og Forraad angik, sagde de. Dette fornuftige Raad huede Kongen vel, men en Mand ved Navn Aage Kristjernssøn fik ham ved sin Fremfusenhed til at forkaste det. Han sagde nemlig, at hvis Kongen ikke vilde holde Slag, vllde hans Krigsfolk forlade ham, thi de vilde ingenlunde varetage deres Tarv saa ilde, at Fjenden uhindret fik Lov til at bemægtige sig deres Gods, som var dem kjærere end Livet. Han bød ham derhos mindes, hvor tit en liden Flok havde vundet stor Ære ved at sejre; han skulde maale sin Styrke efter sine Mænds Mod og ikke efter deres Antal; gjorde han det, maatte de, hvor faa de end var, indgyde ham mere Tillid, end Fjenderne kunde indgyde ham Frygt ved deres Mængde. Der var ogsaa mere Grund til at foragte end til at frygte en Hær, som ikke bestod af tapre Krigsfolk, men af vaabenløs Almue. Ved saadan Tiltale lod Kongen sig bevæge til at forkaste det forstandige Raad og følge det fordærvelige.

Svend, Knud og Valdemar - Revisjonshistorikk

Jesper på 21. mar. 2020 kl. 07:34

JJ.Sandal: Svend, Knud og Valdemar